Dag 301-330

Uddybende noter

120,4 Gyvelens hårde stamme og rod blev anset for at give det bedste trækul, der gav høj varme og glødede meget længe (Sl 11,6).1 120,5 Meshek (1 Mos 10,2) lå langt mod nord ved Det Sorte Hav, og Kedar (1 Mos 25,13) var en stamme, som drog rundt i den arabiske ørken; det var ikke muligt at bo begge steder samtidigt.2 Salme 121 Sl 121 er gendigtet af Hans Thomissøn i 1565: Jeg løfter højt mit øje op.2 121,8 Udtrykket din udgang og din indgang kan være et poetisk udtryk for altid og overalt (4 Mos 27,17).1 122,5 Israel blev regeret fra Jerusalem. Dybest set er Gud Israels konge (2 Mos 15,18. Sl 10,16), men Davids hus (slægt) var indsat som doms- og regeringsmagt på Guds vegne og efter Guds lov (5 Mos 17,8-13. Jer 21,12).1

Paulus var døden nær og skrev et hjerteligt farvel til Timotheus. Her gav Paulus evangelistembedets fakkel videre, og han opfordrede Timotheus til at gøre det samme.

Indledning
Dette er det mest personlige brev, vi har af Paulus, som ved affattelsen befinder sig i et deprimerende fangenskab. Af medarbejdere er kun Lukas hos ham, flere tidligere venner har vendt ham ryggen, og frafaldet er stort i adskillige menigheder. Han er døden nær i år 64. Brevet er præget af frafaldet i Timotheus’ menighed og Paulus’ nært forestående død, men samtidig er det kendetegnet af stor trosfrimodighed. Første del af brevet er en direkte appel til Timotheus om at bruge den nådegave, Gud har givet ham og med frimodighed fortsætte sin tjeneste, selv om det medfører lidelser. Når det gælder vranglæren, skal han både bekæmpe den og undgå at blive præget af den. Timotheus skal først og fremmest være forankret i De hellige Skrifter og være trofast i tjenesten, især når det gælder formidlingen af Guds ord. Til sidst beder Paulus Timotheus om at tage Markus med sig og hurtigt komme til ham i fængslet.

1. Indledning (2 Tim 1,1-5)
2. Formaning til frimodig vidnetjeneste (2 Tim 1,6-2,13)
3. Om vranglærerne og kampen mod dem (2 Tim 2,14-4,5)
4. Paulus’ personlige situation (2 Tim 4,6-18)
5. Hilsener og velsignelse (2 Tim 4,19-22).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring 2 Timotheusbrev
Ca. år 64-67

Uddybende noter

1,15 Der er ingen yderligere information om Fygelos og Hermogenes.   2,17 Hymenæus blev nævnt som en falsk lærer i 1 Tim 1,20, men Filetus er ikke nævnt andetsteds.   3,8 Jannes og Jambres er navnene nævnt i tidlige ikke-bibelske jødiske skrifter, og er de egyptiske tryllekunstnere der modsatte sig Moses i 2 Mos 7,8-13. I disse skrifter blev disse mænd nøglesymboler på modstanden mod Guds sandhed. Selvom deres navne ikke optræder i selve GT, ville navnene være bekendte for Timotheus og andre jøder; at blive identificeret med disse fjender af Guds sandhed ville have betydelig retorisk kraft.   4,13 Kappe: Et tungt stykke stof, der vil være særlig vigtig om vinteren (se v 21).

Krønikebøgerne maler med den brede pensel om det tidlige Israels historie, med fokus på Guds pagt med David. Det begynder med begyndelsen (det første ord er ”Adam”). Både pga. det lange tidsspand og de mange slægtstavler har bogen et timeglas som billede. NB! 1 og 2 Krøn var oprindeligt én bog – derfor ét billede.

Indledning
De to krønikebøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT, der først opdelte det i to bøger. Krønikebøgernes hebraiske navn kan oversættes med: “Dagens ord / Dagens begivenheder”. I Septuaginta kaldes Krønikebøgerne Paraleipomenon, dvs. det som er efterladt. Tanken er, at de bøger fortæller det, som de tidligere kanoniske bøger havde udeladt. Da Kirkefaderen Hieronymus skulle oversætte Bibelen til latin – Vulgata der har været den katolske kirkes bibel – valgte han navnet Cronicae – krøniker – til disse bøger. Luther beholdt dette navn, da han i det 16. årh. oversatte Bibelen til tysk.

Forfatteren til Krønikebøgerne er ukendt, og skrifterne selv siger ikke noget om, hvem der har skrevet dem. Jøderne antog, at præsten Ezra var forfatteren. Vi ved ikke, om det er rigtigt, men afslutningen (2 Krøn 36,22-23) signalerer, at teksten ikke kan være blevet til væsentligt tidligere end på Ezras tid. Krønikebøgerne er nært beslægtede med Ezras og Nehemias’ bøger, for i lighed med de skrifter betragter de Israels historie ud fra en præstelig synsvinkel, så de kan udmærket være skrevet af Ezra eller kredse omkring ham ca. år 400 f. Kr. Forfatteren har i hvert fald efter fangenskabet i Babylon (2 Krøn 36,22-23) gennemgået hele det historiske materiale, som da forelå, og samlet det i overensstemmelse med sin overordnede målsætning. Han har sikkert brugt både Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. Vedrørende slægtsregistrene henviser han til Israels Kongers Bog (1 Krøn 9,1), vedrørende kongernes historie henviser han til Judas og Israels Kongers Bog (2 Krøn 16,11; 25,26; 28,26; 32,32) og til Udlægningen til Kongernes Bog (2 Krøn 24,27), ligesom han henviser til Israels og Judas Kongers Bog (2 Krøn 27,7; 35,27; 36,8). Han henviser også til Samuels Krønike, Natans Krønike og Gads Krønike (1 Krøn 29,29), til Akijas Profetier og Jedis Syner (2 Krøn 9,29), til Shemajas Krønike og Iddos Krønike (2 Krøn 12,15) og til Iddos Udlægning (2 Krøn 13,22). Ingen anden bibelsk forfatter har fremlagt et så omfattende kildemateriale.

Med Krønikebøgerne begynder den hellige historie for anden gang fra Adam. Men den er i begyndelsen meget summarisk, idet den hovedsagelig består af slægtsregistre. Slægtsregistrene er udførligst for Juda, Levi og Benjamin stammer, der udgjorde kernen i folket efter fangenskabet. 1 Krøn 9 indeholder en fortegnelse over en del af Jerusalems indbyggere og dem, som gjorde tjeneste ved templet. Læsningen af disse navne er som en vandring på en gammel kirkegård med navne på en stor skare kendte og ukendte personer.

Den historiske del begynder med Sauls død, og derefter skildres Davids og Salomos historie og Juda riges udvikling. Forfatteren vil især skildre de tider, da Israels tro på Gud var stærk og prægede både folket og dets ledere. Derfor forbigår forfatteren næsten helt Nordriget, som efter delingen faldt fra Herren og senere blev forkastet af ham. I Davids og Salomos historie opholder forfatteren sig især ved deres indsats for gudstjenesten og templet. Han bruger ikke mindre end otte kapitler (1 Krøn 22-29) til at fortælle om Davids forberedelser til tempelbyggeriet. I Salomos historie forekommer udtrykket “Herrens hus” ca. 50 gange. Eftersom han kun vil fremstille det forbilledlige hos dem, har han forbigået fejl og fald i deres private liv. I overensstemmelse med denne holdning fortæller han med forkærlighed om de fromme konger i Juda rige, som lyttede til Herrens ord gennem profeterne: Asa, Joshafat, Joash, Uzzija, Jotam, Hizkija og Josija.

Krige og politiske begivenheder behandles yderst summarisk, mens forfatteren udførligt skildrer alt, hvad der angår pagtens ark, templet, gudstjenesten med sang og musik, præster og levitter, ja også profeterne møder vi oftere end i Kongebøgerne. Der går en tone af lovsang gennem Krønikebøgerne, ja man kan næsten mærke tempelduften. Israels historie fremstilles som en “kirkehistorie”. Han lægger dog også stor vægt på gudsforholdets inderside, på hjerteforholdet. Hjertets oprigtighed betyder mere end den rituelle korrekthed (2 Krøn 30, 18-20).

Krønikebøgerne imødekommer et praktisk, religiøst behov. For den rest, der vendte tilbage efter fangenskabet, var meget forandret. Kongedømmet var ophævet og den politiske selvstændighed forsvundet. Den profetiske røst var blevet tavs. Selv om det ydre var forandret, så stod grundelementerne tilbage: Guds sandhed, hans lov og trofasthed, hans gudstjeneste og tilbedelse. Nu gjaldt det om at finde det gamle fundament i den nye situation. Slægtsregistrene viser forbindelseslinjerne til Israels rod: De hellige patriarker og urfædrene. Deri så folket kaldet og udvælgelsen til at være Guds ejendomsfolk på jorden. De slægtsregistre, der kan virke kedelige for os, havde for israelitterne både farve og klang. Slægtsregistrene og gudstjenesten var en markering af Guds løfter til fædrene. Til trods for den dom, der var overgået folket ved Jerusalems fald og eksilet i Babylon, vil forfatteren forkynde håb, fordi Gud står ved sine løfter. Det har Gud netop vist ved at lade dem vende tilbage fra fangenskabet.

Første Krønikebogs inddeling:
1. Slægtsregistre (1 Krøn 1-9)
2. Sauls historie (1 Krøn 10)
3. Davids historie (1 Krøn 11-29)

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Omfanget af Davids kongerige
ca. 1010-971 f.Kr.
Davids mange kampe etablerede til sidst Israel som den dominerende magt i Syrien og Palæstina. David udvidede Israels grænser fra Sauls nye område, indtil han ved slutningen af ​​hans regeringstid kontrollerede hele Israel, Edom, Moab, Ammon, Syrien og Zoba. Andre riger, såsom Tyrus og Hamat, indgik traktater med ham.

Uddybende noter

12,19 Strejfskare: bevæger sig i et område for at spejde, plyndre osv. ordnet.dk

Uddybende noter

Kap 17 Forjættelse: løfte eller bebudelse, især om guddommelige tegn til mennesker.

Uddybende noter

Salme 124 Sl 124 er gendigtet af Martin Luther i 1524: Var Gud ej med os denne stund.1 124,7 Fuglefænger: Person der fanger fugle.2 125,1 Zions bjerg er tempelområdet.3 125,3 Uretfærdighedens scepter betyder et uretfærdigt, ugudelige styre.1 Arvelod er her betegnelse for det land, Gud har givet sit folk (4 Mos 26,51-56. Jos 13-19).3 125,5 Krogveje: Snørklet eller indirekte metode; moralsk forkastelig fremgangsmåde.4 126,4 Sydlandet (hebr. nægev) er ørkenområdet i det sydligste Israel, i dag kaldet Negev. Størstedelen af året ligger dets vandløb (nu kaldet wadier) som udtørrede kløfter, men under vinterens regn kan de pludselig blive rivende strømme.3

Uddybende noter

29,7 Darejk: var en persisk mønt, der blev præget første gang under Dareios I (522-486 f.Kr.).

Krønikebøgerne maler med den brede pensel om det tidlige Israels historie, med fokus på Guds pagt med David. Det begynder med begyndelsen (det første ord er ”Adam”). Både pga. det lange tidsspand og de mange slægtstavler har bogen et timeglas som billede. NB! 1 og 2 Krøn var oprindeligt én bog – derfor ét billede.

Indledning
De to krønikebøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT, der først opdelte det i to bøger. Krønikebøgernes hebraiske navn kan oversættes med: “Dagens ord / Dagens begivenheder”. I Septuaginta kaldes Krønikebøgerne Paraleipomenon, dvs. det som er efterladt. Tanken er, at de bøger fortæller det, som de tidligere kanoniske bøger havde udeladt. Da Kirkefaderen Hieronymus skulle oversætte Bibelen til latin – Vulgata der har været den katolske kirkes bibel – valgte han navnet Cronicae – krøniker – til disse bøger. Luther beholdt dette navn, da han i det 16. årh. oversatte Bibelen til tysk.

Forfatteren til Krønikebøgerne er ukendt, og skrifterne selv siger ikke noget om, hvem der har skrevet dem. Jøderne antog, at præsten Ezra var forfatteren. Vi ved ikke, om det er rigtigt, men afslutningen (2 Krøn 36,22-23) signalerer, at teksten ikke kan være blevet til væsentligt tidligere end på Ezras tid. Krønikebøgerne er nært beslægtede med Ezras og Nehemias’ bøger, for i lighed med de skrifter betragter de Israels historie ud fra en præstelig synsvinkel, så de kan udmærket være skrevet af Ezra eller kredse omkring ham ca. år 400 f. Kr. Forfatteren har i hvert fald efter fangenskabet i Babylon (2 Krøn 36,22-23) gennemgået hele det historiske materiale, som da forelå, og samlet det i overensstemmelse med sin overordnede målsætning. Han har sikkert brugt både Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. Vedrørende slægtsregistrene henviser han til Israels Kongers Bog (1 Krøn 9,1), vedrørende kongernes historie henviser han til Judas og Israels Kongers Bog (2 Krøn 16,11; 25,26; 28,26; 32,32) og til Udlægningen til Kongernes Bog (2 Krøn 24,27), ligesom han henviser til Israels og Judas Kongers Bog (2 Krøn 27,7; 35,27; 36,8). Han henviser også til Samuels Krønike, Natans Krønike og Gads Krønike (1 Krøn 29,29), til Akijas Profetier og Jedis Syner (2 Krøn 9,29), til Shemajas Krønike og Iddos Krønike (2 Krøn 12,15) og til Iddos Udlægning (2 Krøn 13,22). Ingen anden bibelsk forfatter har fremlagt et så omfattende kildemateriale.

Med Krønikebøgerne begynder den hellige historie for anden gang fra Adam. Men den er i begyndelsen meget summarisk, idet den hovedsagelig består af slægtsregistre. Slægtsregistrene er udførligst for Juda, Levi og Benjamin stammer, der udgjorde kernen i folket efter fangenskabet. 1 Krøn 9 indeholder en fortegnelse over en del af Jerusalems indbyggere og dem, som gjorde tjeneste ved templet. Læsningen af disse navne er som en vandring på en gammel kirkegård med navne på en stor skare kendte og ukendte personer.

Den historiske del begynder med Sauls død, og derefter skildres Davids og Salomos historie og Juda riges udvikling. Forfatteren vil især skildre de tider, da Israels tro på Gud var stærk og prægede både folket og dets ledere. Derfor forbigår forfatteren næsten helt Nordriget, som efter delingen faldt fra Herren og senere blev forkastet af ham. I Davids og Salomos historie opholder forfatteren sig især ved deres indsats for gudstjenesten og templet. Han bruger ikke mindre end otte kapitler (1 Krøn 22-29) til at fortælle om Davids forberedelser til tempelbyggeriet. I Salomos historie forekommer udtrykket “Herrens hus” ca. 50 gange. Eftersom han kun vil fremstille det forbilledlige hos dem, har han forbigået fejl og fald i deres private liv. I overensstemmelse med denne holdning fortæller han med forkærlighed om de fromme konger i Juda rige, som lyttede til Herrens ord gennem profeterne: Asa, Joshafat, Joash, Uzzija, Jotam, Hizkija og Josija.

Krige og politiske begivenheder behandles yderst summarisk, mens forfatteren udførligt skildrer alt, hvad der angår pagtens ark, templet, gudstjenesten med sang og musik, præster og levitter, ja også profeterne møder vi oftere end i Kongebøgerne. Der går en tone af lovsang gennem Krønikebøgerne, ja man kan næsten mærke tempelduften. Israels historie fremstilles som en “kirkehistorie”. Han lægger dog også stor vægt på gudsforholdets inderside, på hjerteforholdet. Hjertets oprigtighed betyder mere end den rituelle korrekthed (2 Krøn 30, 18-20).

Krønikebøgerne imødekommer et praktisk, religiøst behov. For den rest, der vendte tilbage efter fangenskabet, var meget forandret. Kongedømmet var ophævet og den politiske selvstændighed forsvundet. Den profetiske røst var blevet tavs. Selv om det ydre var forandret, så stod grundelementerne tilbage: Guds sandhed, hans lov og trofasthed, hans gudstjeneste og tilbedelse. Nu gjaldt det om at finde det gamle fundament i den nye situation. Slægtsregistrene viser forbindelseslinjerne til Israels rod: De hellige patriarker og urfædrene. Deri så folket kaldet og udvælgelsen til at være Guds ejendomsfolk på jorden. De slægtsregistre, der kan virke kedelige for os, havde for israelitterne både farve og klang. Slægtsregistrene og gudstjenesten var en markering af Guds løfter til fædrene. Til trods for den dom, der var overgået folket ved Jerusalems fald og eksilet i Babylon, vil forfatteren forkynde håb, fordi Gud står ved sine løfter. Det har Gud netop vist ved at lade dem vende tilbage fra fangenskabet.

Inddeling:
1. Salomos historie (2 Krøn 1-9)
2. Juda Riges historie (2 Krøn 10-36)

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Omfanget af Salomos kongerige
ca. 971-931 f.Kr.
Salomos regeringstid markerede højdepunktet af Israels magt og rigdom i bibelsk tid. Hans far, David, havde skænket ham et kongerige, der omfattede Edom, Moab, Ammon, Syrien og Zoba. Salomo ville senere også bringe kongeriget Hamat under hans herredømme, og hans ægteskab med Faraos datter beseglede en alliance med Egypten. Hans ekspansive rige kontrollerede vigtige handelsruter mellem flere store verdensmagter, herunder Egypten, Arabien, Mesopotamien og Anatolien (Lilleasien).

Uddybende noter

Salme 127 Sl 127 er gendigtet af L. Spengler: Forgæves er vor kraft og kunst.1 127,1 At bygge hus skal formodentlig forstås bredt om at bygge en familie og et liv op (GTs ord for familie er hus).2 Vægteren: Vagtmand som sørgede for ro og orden i en købstad om natten, holdt øje med at der ikke udbrød brand, og ved hvert timeslag sang et vægtervers.3 127,5 Kogger: Rørformet beholder som en bueskytte opbevarer sine pile i.4  Porten i bymuren var en større bygning, der også fungerede som retssal og byrådssal (5 Mos 21,19; 25,7. Am 5,12. Ruth 4,1). Den enlige var oftest udsat for at lide uret, mens den, der havde mange sønner, havde mange til at forsvare og støtte sig.2 128,5 Zion er tempelbjerget i Jerusalem. (Note fra Sl 99,2).  129,3 De pløjede min ryg og trak lange furer: Lidelsen skildres i et krast, gribende billede, bag hvilket der måske ligger en barbarisk måde at mishandle fjender på, idet man lod dem lægge sig ned på jorden, hvorpå man trak knivbesatte slæder, hvis knive trængte ind i kroppen som plovjern, hen over dem (jf. Es 1,5-6; 51,23).2

Gud elskede sit folk, men de var langt fra ham. Derfor sendte Gud Malakias med adskillige beskeder, bl.a. med hypotetiske dialoger mellem Gud og folket.

Indledning
Mens Haggaj og Zakarias først og fremmest tog sigte på at sætte mod og kraft i folket, fremtræder Malakias som en streng revser af folkets synd. Vi ved intet om den sidste skriftprofet i GT ud over det, vi kan slutte os til ud fra bogens budskab. Der er ingen historiske oplysninger om ham hverken i overskriften eller bogens indhold. Men ud fra hans bog kan vi se, at han var en nidkær forkynder, der med stor alvor talte om folkets synd og kaldte til omvendelse og et helligt liv.

Malakias’ Bog er ikke dateret, men de fleste placerer den i tiden mellem Haggaj/Zakarias og Ezra/Nehemias. I Mal 1,8 tales om “statholderen”, og det peger på persisk tid. Tempeltjenesten er i funktion (1,10. 3.10), så det må være efter år 516, da templet stod færdigt. De synder, som Malakias revser, svarer til dem, som Ezra og Nehemias prøvede at udrydde i menigheden. Det gælder fx forsømmelser i gudstjenestelivet, ægteskab med kvinder af ikke-jødisk afstamning og økonomisk udnyttelse af de fattige. Nehemias kom fra sin tjeneste hos perserkongen Artaxerxes til Jerusalem i året 445 f. Kr. (Neh 2). Efter 12 års tjeneste i Juda drog han tilbage til kongens hof og blev der en tid. Han kom til Jerusalem anden gang i 433. Malakias har nok virket som Guds profet i Juda nogle år før Nehamias’ første ankomst. Har Malakias ikke optrådt på samme tid som Nehemias og Ezra, forklarer det også, at han ikke er nævnt i deres skrifter.

Malakias er den sidste profet i GT, og netop ved den placering har han sin gudgivne opgave. Menigheden var efter Haggaj og Zakarias gået ind i en ventetid. De troende ventede på, at de rige løfter, Herren havde givet ved disse profeter, skulle gå i opfyldelse. De regnede med, at Messias´ komme og Gudsrigets herlighed var nær forestående. Men folk i Juda efter landflygtigheden havde ikke oplevet at se noget af alt det store, som de tidligere profeter havde talt om. Skuffelsen greb om sig, og deraf fulgte ligegyldigheden. I deres gudstjeneste holdt de fast ved de ydre former, men hjertet var ikke med. De blev lunkne i deres iver og bragte offergaver til Herrens alter i strid med hans ord i loven 1,7.8.13). De lavede bedrageri med tiendeafgiften (3,8), og respekten for Guds vilje med ægteskabet var aftagende. Skilsmisse og nyt giftermål var almindeligt (2,10-16). Troldom, falsk ed og uret imod fremmede, enker og faderløse kastede mørke skygger ind over menighedslivet (3,5). Det er i denne ligegyldighedens tid, Malakias træder frem. Han kommer som et sendebud med ord fra Herren til revselse af synd og sløvhed. Men han prædiker ikke kun moral. Hans egentlige ærinde er at minde tilhørerne om, at Herrens dag er nær, og at Gud forud vil sende Elias. Gud greb ind i historien godt 400 år senere. Gennem Johannes Døber fik Malakias’ forudsigelse sin første opfyldelse (Matt 17,12-13. Luk 1,17). Johannes Døber står på grænsen mellem den gammeltestamentlige og den nytestamentlige pagt. Med den ene hånd rækker han tilbage til Malakias og med den rækker han frem mod Guds egen søn. Da Gud sendte ham, opfyldte han de løfter, han havde givet sit folk, Israel (Gal 4,4-5).

Bogens inddeling:
1. Guds kærlighed til Israel (Mal 1,1-5)
2. Dom over præsterne (Mal 1,6-2,9)
3. Dom over folket på grund af blandede ægteskaber og skilsmisser (Mal 2,10-16)
4. Pagtsenglen kommer til dom (Mal 2,17-3,5)
5. Omvendelse og tiende (Mal 3,6-12)
6. De vægelsindede og de trofaste (Mal 3,13-21)
7. Profeten Elias skal komme (Mal 3,22-24).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Malakias’ bog
Ca. 460 f.Kr.
Malakias profeterede sandsynligvis flere årtier efter tilbagekomsten fra det første eksil i Babylon. De var vendt tilbage fra Babylon til den mindre provins Judæa og havde genopbygget templet. Edomitterne var migreret mod nordvest, fra deres traditionelle hjemland lige syd for Moab, og ind i området umiddelbart syd for Judæa, dette land blev nu kaldt Idumæa. Området, der engang tilhørte det nordlige kongerige Israel, var blevet opdelt i flere mindre provinser, herunder Samaria.

Matthæusevangeliet fortæller os de gode nyheder om Jesus Kristus, jødernes sande konge.

Introduktion
Ordet evangelium er oprindelig græsk og betyder et godt budskab. I NT bruges det aldrig i betydningen evangelieskrift, men altid som betegnelse for det kristne frelsesbudskab. Først omk. år 150 finder vi ordet brugt i betydningen evangelieskrift.

I begyndelsen blev frelsesbudskabet overleveret mundtligt. Det indeholdt ifølge Apostlenes Gerninger en tolkning af GT i lyset af Jesus som Messias og et personligt vidnesbyrd om ham, sådan som apostlene selv havde set og hørt ham. Vi ved ikke, hvor lang tid der gik, før man fik de første skriftlige gengivelser af apostlenes Kristus-vidnesbyrd. Men da Lukas samlede stof til sit evangelium, forelå der en del skriftligt kildemateriale (Luk 1,1-3).

Efterhånden opstod der behov for mere sammenhængende fremstillinger, idet øjenvidnerne ikke selv kunne være til stede overalt, hvor der voksede kristne menigheder frem. Desuden blev der også behov for en skriftlig fremstilling for at forklare og forsvare troen. Men evangeliet, det gode budskab, var fortsat ét. Evangelieskrifterne blev forskellige udformninger af det ene og samme evangelium. Selv om man kan konstatere, at der er forskel på Matthæus’ og Johannes’ evangelieskrifter, indeholder de begge det samme gode budskab om at Gud sendte Jesus til menneskenes frelse, og at denne Jesus er den Messias, der var lovet i GT.

Matthæus har ikke selv skrevet overskriften til det første evangelieskrift, men i oldkirken blev der ikke rejst den mindste tvivl om, at han var forfatteren. Selve evangelieskriftet giver ikke holdepunkter til præcist at bestemme affattelsestiden. Matt 5,23f.; 12,5-7; 23,16-22 tyder på, at templet fortsat består. Matt 24 indeholder Jesu forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse, men ingen antydning af at disse forudsigelser er gået i opfyldelse. Det tyder på, at evangeliet er skrevet før Jerusalems fald år 70.

Da Matthæus blev kaldet af Jesus til discipel, var han tolder og hed Levi (Matt 9,9. Mark 2,14. Luk 5,27). Toldernes opgave var at opkræve de indirekte skatter og afgifter, der var knyttet til indførsel af varer. Han arbejdede på en toldstation ved Kapernaum på grænsen mellem Galilæa (Herodes Antipas´ område ) og Gaulanitis (Herodes Filips område). Det er sikkert Jesus, der har givet ham det nye navn Matthæus, som svarer til det hebraiske navn “Mattai”, en forkortelse for “Mattanja” (2 Kong 24,17), der betyder Guds gave. Vi ved ikke andet om ham, end at han blev Jesu discipel. Om hans liv fortæller evangelierne kun, at han “lod alt ligge” for at følge Jesus (Luk 5,28).

Det mest iøjnefaldende særtræk ved Matthæusevangeliets struktur er de fem store taleafsnit: a. Bjergprædikenen (kap. 5-7), b. Udsendelsestalen (kap. 10), c. Lignelsestalen (kap. 13), d. Discipeltalen (kap. 18). e. Talen om de sidste tider (kap. 24-25).

Matthæusevangeliet danner en naturlig overgang fra GT til NT. Matthæus vil over for Israels folk vise, at Jesus Kristus er den i GT lovede Messias, lovens og profeternes opfylder. Matthæusevangeliet kan derfor kaldes et Israelsmissionsskrift. Dette folk havde ventet, at hvis Jesus var Messias, skulle han fordrive romerne og oprette et israelittisk verdensrige, men det havde han ikke gjort. Flertallet af hans eget folk havde forkastet og korsfæstet ham. Det var derfor ikke så let for jøderne at se Messias i ham. Matthæus vil gennem sit evangelium vise, at den kristne tro bygger på et solidt fundament, og derved vil han række jøderne en hjælpende hånd, gendrive angrebene mod Jesus og styrke de jødekristne i deres tro på ham. Matthæus er meget fortrolig med GT, som han citerer 61 gange. 12 gange nævner han ved vigtige begivenheder i Jesu liv, at et skriftord fra GT går i opfyldelse, de såkaldte opfyldelsescitater: Det og det skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger… (1,22-23; 2,5-6.15.17-18.23; 4,14-16; 8,17; 12,17-21; 13,35; 21,4-5; 26,56; 27,9-10). Det er for Matthæus en stor glæde at fortælle, hvordan det ene løfte efter det andet i fædrenes gamle bibel går i opfyldelse. Sammenhængen med GT kommer også til udtryk ved, at evangeliet begynder med Jesu slægtstavle. Matthæusevangeliet har et mere markant jødisk præg end de andre evangelier. Men samtidig understreger Matthæus, at Jesus ikke alene er jødernes konge, men hele verdens frelser.

I fremstillingen af Jesus som Kristus har Matthæusevangeliet fem højdepunkter: a. Jesu dåb (3,13-17), b. Peters bekendelse (16,13-17), c. Folkets hyldest (21,1-11), d. Jesu bekendelse over for Rådet (26,63-64), e. Missionsbefalingen (28,16-20).

Matthæusevangeliet kan inddeles:
1. Jesu slægt, fødsel og tidlige barndom (Matt 1,1-2,23)
2. Jesu forberedelse til sin gerning; han begynder i Galilæa (Matt 3,1-4,25)
3. Bjergprædikenen (Matt 5,1-7,29)
4. Udsendelsestalen og ti undere (Matt 8,1-11,1)
5. Lignelsestalen og kristologiske afsnit (Matt 11,2-13,58)
6. Discipeltalen, tre lidelsesforudsigelser. Jesus på vej mod Jerusalem (Matt 14,1-20,34)
7. Jesu tale om de sidste tider og hans genkomst. Jesus i Jerusalem (Matt 21,1-25,46)
8. Jesu lidelse, død og opstandelse (Matt 26,1-28,20).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Matthæusevangeliet
Begivenhederne i Matthæusevangeliet finder næsten udelukkende sted i nærheden af ​​Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget.

Uddybende noter

1,17 Matthæus beskriver et mønster i slægtsregisteret. I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled, dvs. fra Abraham til og med David. Fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled dvs. fra Salomo til og med Jekonja. Fra bortførelsen til Babylon og indtil Kristus fjorten slægtled, dvs. fra Jekonja, der tælles to gange, til og med Jesus. Betegnelsen Kristus fortæller igen, at slægtsregisterets sigte er at vise, at Jesus er Messias (Kristus) via sin afstamning fra Abraham og fra David. I første del af slægtsregisteret har Matthæus udeladt nogle generationer mellem Obed og David. Salmon og Rahab levede dengang, Israel gik ind i Kana’an (år 1448), og David var konge fra 1012-972 f.Kr. I anden del er der udeladt tre generationer mellem Joram og Uzzija (Azarja), og Jekonja tælles med i både anden og tredje del. Dette viser, at opdelingen af slægtsregisteret i de tre gange 14 led har symbolsk betydning. Tallene er ikke faktuelle, men symbolske, da slægtsregisteret ikke er fuldstændigt. Sigtet er at vise, at Jesus tilhører Davids slægt, og den er derfor i lige linje mellem far og søn eller mellem far og sønnesøn eller far og oldebarn etc. Det er ikke nemt at afkode symbolværdien af de tre gange 14. Det enkleste er, at tallet 14 står for helhed og fuldstændighed. Tiden fra Abraham og til David, kongetiden og den kongeløse tid, hvor ingen af Davids dynasti sidder på tronen, er afsluttede perioder i Guds frelseshistorie. Gud har altså ført historien frem mod sit mål. Den kongeløse tid er afsluttet. Forventningens tid med løfterne til Abraham og til David er forbi. Nu fødes Jesus, Davids søn, der skal være Messias (Kristus), og i ham vil Gud begynde at opfylde løfterne til Abraham og David.1 1,18-19 Josef var forlovet med Maria: En forlovelse var på den tid en bindende juridisk aftale om ægteskab, som oftest blev indgået, før pigen var 15 år. Aftalen kunne kun ophæves ved skilsmisse. Men den forlovede blev boende hos sine forældre. Først når brudgommen havde ført sin brud hjem til sit eget hus (jf. 25,1-13), er der tale om ægteskab, og først da kunne de leve sammen, også seksuelt. Derfor er det en katastrofe for Josef, at Maria bliver gravid »før de havde været sammen« (v.18). I hans og andres øjne var det ensbetydende med enten utroskab eller voldtægt. Utroskab skulle ifølge GT straffes med døden (5 Mos 22,20-24). Var der tale om voldtægt, skulle pigen dog gå fri (5 Mos 22,25-27). På Jesu tid tolkede man loven noget mildere, så utroskab blot skulle straffes med skilsmisse (jf. 5,31). Josef planlagde at skille sig fra Maria »i al stilhed« (v.19), dvs. uden en offentlig anmeldelse, men kun med to vidners bekræftelse som loven krævede. Han kunne derved undgå, at hendes navn og rygte blev ødelagt, selv om han måtte følge lovens bud, som den retsindige mand han var.2 1,23 Navnet Immanuel er ikke et personnavn som Jesus, men et statusnavn, der beskriver Jesu status som Gud. Matthæus forklarer navnet Immanuel: Det betyder: Gud med os. Dette er en korrekt gengivelse af det hebraiske navns betydning. Navnet betyder ikke, at Gud på en speciel måde er nærværende i Jesus, men at Jesus er Gud, og at Gud (Jesus) er sammen med os.1 2,1 Kong Herodes døde i år 4 f.Kr.1 (at Jesus ikke er født i år 1, skyldes en regnefejl i middelalderens begyndelse, hvor vor tidsregning blev fastlagt).2 Nogle vise mænd: Senere tiders digtning om de vise mænd, f.eks. at de skulle være konger, henter sine motiver fra Es 60 og Sl 72. At der skulle være 3 vise mænd, siger Biblen ikke noget om. Tanken er sikkert opstået fordi der var 3 slags gaver. Navnene Melchior, Kaspar og Balthasar er en tradition fra 500-tallet e.Kr.2 Østerland: Dvs. enten Arabien, Babylon eller Persien.1 2,2 Hans stjerne: Altså et særligt astronomisk fænomen. Der kan være tale om en supernova, en eksploderende stjerne. Der er beretninger fra Kina om en sådan Supernova i år 5-4 f.Kr. Der kan også være tale om en komet. Fra andre steder har vi beretninger om en sådan i år 5 f.Kr. Endelig kan der være tale om en konjunktion (= de dækker hinanden) mellem Jupiter (kongens planet) og Saturn (Syriens/Palæstinas planet) i fiskens stjernebillede. Jupiters og Saturns banner mødtes på denne måde i år 7 f.Kr. Dette er den mest nærliggende tydning.2 2,4 Ypperstepræsterne er repræsentanter fra de ledende præstefamilier, og folkets skriftkloge er de skriftlærde, der har studeret GT. Det var datidens teologer og jurister.1 2,11 Og de gik ind i huset: Dette har man set som en modsætning til Luk 2,7, der fortæller, at der ikke var plads til Josef og Maria i herberget, og at Jesus blev født og lagt i en krybbe. Det græske ord katalyma, som DO har oversat med ”herberget”, refererer til et gæsteværelse, og der er tænkt på, at Josef og Maria får husly hos en bonde. Huset har været delt i to dele. I den ene del boede familien. I den anden del var dyrene, og krybben markerede grænsen mellem de to dele. Der var også et gæsteværelse – måske på første sal – men det var allerede optaget. Josef og Maria har da fået plads i den beboede del af huset, og da Jesus er blevet født, lægges han i krybben, der deler de to rum. Forstået på den måde er der ingen modsætning mellem Matt 2,11 og Luk 2,7. En anden mulighed er, at Josef og Maria er flyttet efter fødslen, og det passer med, at de vise mænd kommer flere måneder efter, at Jesus er født.1 Røgelse er harpiks udvundet fra bestemte træer, og det anvendes i forbindelse med ofringer, og myrra er en kostbar harpiks fra myrratræer, der bruges som krydderi eller parfume. Myrra blev anvendt i forbindelse med begravelsen af Jesus (Joh 19,39).1 2,16 Alle drenge på to år og derunder myrde: Man anslår, at der har boet omkring 1000 mennesker i Betlehem og omegn, og at der har været ca. 20 drengebørn i toårsalderen og nedefter.1 2 2,19 Da Herodes var død: Ved Herodes den Stores død i 4. f.Kr. deles hans rige i tre. Arkelaos bliver etnark over Judæa, Samaria og Idumæa, Herodes Antipas bliver tetrark over Galilæa og Peræa, og Filip bliver tetrark over nogle områder NØ for Genesaret Sø.1 3,1 Judæas ørken ligger vest og nord for Det Døde Hav.1 3,7 Farisæerne og saddukæerne: Se faktabokse nedenfor. Øgleyngel: Et udtryk for deres lumske giftighed (jf. Es 59,5).2 3,12 Kasteskovlen er ikke den skovl, man anvender til at rense korn fra avnerne, men den skovl man bruger til at samle korn og avner og bære dem bort. Tærskningen har fundet sted, og kornet er blevet renset for avner. Ofte har man forstået dette billede som en beskrivelse af, hvordan man renser korn fra avner. På den tid tærskede man først, og når dette var overstået, lå korn, aks og avner sammen på tærskepladsen. Derefter gik man over til at rense korn fra aks og avner ved at kaste det op i luften med en greb. De tunge korn faldt lige ned, men vinden tog de lette stængler og avner og blæste dem bort fra kornet. Når kornet var renset, lå det i en bunke for sig, og avner og aks lå i en bunke for sig. Men sprogbrugen passer ikke med, at man skiller korn fra avner, men beskriver, hvad bonden gør efter, at kornet er renset for avner.1 4,13 Zebulons og Naftalis land: Her anvender Matthæus de gamle stammeområder ,som Israel blev inddelt i ved indvandringen (Se billede nedenfor). I Zebulons og Naftalis land svarer til Galilæa.1 4,24 Månesyge: Det er datidens betegnelse for personer med epilepsi og lignende symptomer (jf. Matt 17,14-21).1 4,25 Dekapolis er et samfund af 10 bystater sydøst for søen, hvor der var stor græsk indflydelse.2 Den anden side af Jordan er Peræa.1

Farisæer

Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag.

Saddukæer

Som navnet antyder, førte saddukæerne selv deres oprindelse tilbage til Sadok, som kong Salomo indsatte som ypperstepræst, 1 Kong 2,35. Deres tilstedeværelse er dog først bevidnet i skriftlige kilder i det 2. årh. f.Kr., og med templets ødelæggelse i Jerusalem år 70 e.Kr. forsvinder de igen for altid. Saddukæerne var et præsteparti, hvis tilhængere hovedsageligt kom fra aristokratiets rækker, og det var måske nok så meget politiske som religiøse interesser, der forenede dem. De anerkendte landets politiske ledelse og forstod at holde sig på god fod med de skiftende herskere. Til gengæld fik saddukæerne lov til at beherske Det høje jødiske Råd, ligesom ypperstepræsten altid blev udpeget af deres midte. Men med farisæernes fremgang og stigende popularitet blev saddukæerne efterhånden nødt til at give afkald på både pladser og indflydelse i Rådet. Til forskel fra farisæerne var saddukæernes lære rent dennesidig (vedr. menneskets konkrete, fysiske tilværelse på jorden, Red.). Moseloven fortolkedes bogstaveligt, men man anerkendte ikke farisæernes udførlige mundtlige lovtradition. Saddukæerne troede ikke på et liv efter døden og prøvede derfor at fælde Jesus på et spidsfindigt spørgsmål om svogerskabsægteskabet, Mark 12,18–27. Lige så lidt troede de på dom efter døden eller på engle eller nogen åndelig verden. Paulus benytter sig af dette til at splitte Rådet, så det ikke kan enes om en anklage mod ham, ApG 23,6–8. Man kan undre sig over, at to så forskellige partier som farisæere og saddukæere kunne forenes i modstanden mod Jesus.

Skriftklog

Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på.

Uddybende noter

5,15 Skæppe: Et lille kar af træ, brugt til at måle korn med.1 5,18 Tøddel: En lille streg i et bogstav.1 2 5,22 Raka!: Betyder ‘tomhjerne’ eller ‘tåbe’.2 5,31 Skilsmissebrev: Bygger på jødisk skilsmissepraksis, der havde baggrund i 5 Mos 24,1. En mand kunne lade sig skille (men ikke en kvinde). Tilladelse til skilsmisse var blandt nogle jøder forudsat af, at kvinden havde begået utugt. Hos andre så man mindre strengt på dette. Han skulle dog give hende et skilsmissebrev, som stillede hende fri til at blive gift med en anden mand (på Jesu tid var det næsten umuligt for en kvinde at forsørge sig selv).1 5,41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil: Romerske soldater havde ret til dette, f.eks. for at vise vej.1 5,46-47 Toldere og hedninge: Grupper jøderne så med foragt på.1

Uddybende noter

Salme 130 Bodssalmer er de salmer i Salmernes Bog, hvis fælles tema er syndserkendelse og bøn om forladelse; det drejer sig efter oldkirkelig tradition om nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143. I den katolske kirke bliver bodssalmerne reciteret ved liturgiske bodsandagter. (Note fra Sl 6) Luther skrev i 1523 ud fra Sl 130 salmen: Af dybsens nød, o Gud, til dig.1 Salmen er også gendigtet af C.Marot o. 1540: Jeg råber fast, o Herre.1 130,6 Vægter: Vagtmand som sørgede for ro og orden i en købstad om natten, holdt øje med at der ikke udbrød brand, og ved hvert timeslag sang et vægtervers.2 132,6 Pagtens ark blev en tid røvet af filistrene (1 Sam 5-6) og blev derefter ført til Kirjat-Jearim (1 Sam 7,1), det er formentlig det samme som Ja’ars mark. Efrata er et andet navn for Betlehem (Mika 5,1), det var Davids hjemby (1 Sam 16,4).1 132,8 Magtfulde ark: Se illustration nedenfor. 132,13 Zion er tempelbjerget i Jerusalem. (Note fra Sl 99,2).  132,17 Horn er i Bibelen symbol for stor styrke (Sl 75,11; 92,11. Dan 7,7-8).3

Uddybende noter

6,2 Blæse i basun for dig: Er et stærkt og billedligt udtryk for at give almisse på en opsigtsvækkende måde, der drager folks opmærksomhed med en.1 6,17 Salv dit hoved og vask dit ansigt: Her fortælles at den fastende skal se ud som han plejer.1 6,24 Mammon: Materiel ejendom, rigdom eller penge, især opfattet som noget ondt eller moralsk fordærvende.2 6,30 Lidettroende: Skeptisk; tvivlende; ikke fast i troen.3

Uddybende noter

8,2 En spedalsk kom og kastede sig ned for ham: Spedalskhed anvendes i Biblen om forskellige hudsygdomme og deriblandt egentlig spedalskhed. Her er der sandsynligvis tænkt på egentlig spedalskhed. Den spedalske bryder loven ved at komme til Jesus, for ifølge Moseloven skulle de spedalske bo isoleret fra andre. (Dette krav har ikke været gennemført overalt på Jesu tid).1 8,16 Da det blev aften: Markere at sabbatten er forbi (se Mark 1,21 og 32). Jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, og sabbatten er da forbi, når solen er gået ned, og det er blevet aften.1 8,28 Gadarenernes land har navn efter byen Gadara i Dekapolis (jf. 4,25), sydøst for Genesaret Sø. Indbyggerne var mest hedninge.2 Matthæus nævner, at der var to besatte, Markus og Lukas omtaler kun den ene, sandsynligvis fordi de begge gengiver ordvekslingen mellem Jesus og den, der var besat af mange urene ånder. Den besatte holdt til i gravene, dvs. huler, som blev brugt til grave, og som kunne give læ. (Note fra Mark 5,2) 8,30 Et stykke borte gik der en stor flok svin: Dette viser at området var hedensk.1 9,9 Toldboden: Fortæller, at Matthæus er tolder. Han har siddet ved en toldbod langs vejen og opkrævet afgifter. Toldere var på den tid en foragtet samfundsgruppe på grund af deres kontakt med hedninger og på grund af deres ry for uærlighed.1 9,10 På Jesu tid anvendes ordet syndere om to grupper i samfundet, dels umoralske personer (såsom mordere, røvere, bedragere etc.) og indehavere af specielle erhverv, som af erfaring er forbundet med uærlighed (såsom terningespillere, skatteopkræver, toldere, hyrder etc.), og dels de, der ikke følger den farisæiske udformning af loven, og det gælder specielt renhedsbestemmelserne.1 9,18 En synagogeforstander har ansvaret for synagogetjenesten og har opsyn med synagogen.1 9,20 Kvasten på hans kappe er en tøjdusk, som skal minde bæreren om Guds bud, 4 Mos 15,38-41; Jf. Matt 14,36; 23,5.2 9,23 Fløjtespillerne er hyret til at spille dødsklage.1 9,34 Dæmonernes fyrste er Djævelen.2

Toldere

Romerne krævede told ved alle landegrænser, ved broer, byporte og lignende. Dertil kom en række omfattende og irriterende skattebestemmelser for næsten alle varer. Inddrivelsen af told og skat var normalt forpagtet ud til velstående mænd, som så igen tog toldere i deres tjeneste. I NT møder vi en enkelt overtolder (Zakæus), men ellers de små toldere. Tolderne havde en upopulær bestilling og blev nok med rette beskyldt for at inddrive rigeligt til egen fordel. De blev ikke betragtet som rigtige jøder, kunne ikke beklæde et tillidshverv eller vidne for den jødiske domstol. Man diskuterede, om en tolder overhovedet havde nogen mulighed for at gøre bod og gøre alt det godt igen, han havde forbrudt. Betegnelsen »toldere og syndere« afspejler den gængse opfattelse af dem. Men Jesus kaldte toldere til omvendelse, han så sig ikke for god til at spise sammen med dem, ja, han kaldte endda tolderen Levi eller Matthæus til discipel, Matt 9,9-13. »Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer,« sagde han til ypperstepræsterne og folkets ældste, Matt 21,31, og i lignelsen om farisæeren og tolderen er det tolderen, der går retfærdiggjort hjem, Luk 18,14. Jesus så det ikke som sin opgave at kalde retfærdige, men syndere, så det var ikke så mærkeligt, at alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham, Luk 15,1.

Uddybende noter

10,3 Bartholomæus er måske den samme som Nathanael. Thaddæus er sandsynligvis den samme som Judas, Jakobs søn (Luk 6,16 og ApG 1,13 og jf. Joh 14,22). Da mange mænd bar samme navn, var det normalt med tilnavne.1 10,4 Simon Kananæer er den anden Simon i denne liste. Tilnavnet Kananæer betyder ‘en der er ivrig’ eller ‘en zelot’.1 10,5 Gå ikke ind i samaritanernes byer: Forbyder apostlene at gå til samaritanerne, der var et blandingsfolk af jøder og hedninger. De boede i Samaria, der lå mellem Judæa og Galilæa. De dyrkede Gud, men de havde kun de fem Mosebøger som helligskrift, og samaritanerne havde deres eget tempel på bjerget Garizim (Joh 4,20). Der herskede fjendskab mellem jøder og samaritanere. Vers 6 viser, at Jesus ikke betragtede samaritanerne som jøder, men fordi de var et blandingsfolk, stod de i en mellemposition mellem jøder og hedninger.1 10,10 Kjortlen er en slags lang skjorte, man bar inderst på kroppen.1 10,14 Ryst støvet af jeres fødder: Når jøder forlod et hedensk område, rystede de støvet af sig for at skille sig af med den urenhed, der fandtes i et hedensk område, og fra den dom, der ventede dette område. Her er symbolhandlingen en markering af, at dette hus eller denne by har afvist apostlenes budskab.1 10,25 Ordet Beelzebul betyder sandsynligvis ‘husets herre’. Det refererer oprindeligt til den kana’anæiske Gud Ba’al, men her bruges det som en betegnelse for Satan.1 10,29 En skilling er en romersk kobbermønt, der er ca. 1/16 af en denar, som er en dagløn. Spurve har derfor ringe værdi.1 11,7 Et siv, der svajer for vinden: Billedet skal sikkert beskrive en eftergivende person, der bøjer af og viger tilbage.1 Dvs. en som vil skabe sig popularitet ved at følge folks smag.2 11,21 Korazin og Betsajda lå ved nordenden af Genesaret Sø. Tyrus og Sidon ligger i Libanon, de er hedenske, og gammeltestamentlige profetier omtaler deres ondskab og forudsiger deres undergang (Es 23; Jer 25,22; 27,3; 47,4; Ez 26-27 og Joel 3,4).1 Sæk er et groft, vævet klæde af dyrehår, som man tager over sin nøgle krop. Det er et tegn på sorg og anger. Aske er ligeledes et tegn på sorg og anger. Enten strør man aske over sit hoved, eller man sætter sig i asken. Sæk og aske definerer omvendelsen som en ægte tilbagevenden til Gud under sorg og anger over synden.1

Samaritaner

Befolkningen i landsdelen Samaria var et blandingsfolk. Efter at det israelske Nordrige var faldet for assyrerne i år 722 f.Kr., blev størstedelen af indbyggerne deporteret. Assyrernes politik gik ud på at forflytte folkeslagene og blande dem, og det lykkedes også i dette tilfælde. De tilbageblevne jøder i Samaria giftede sig ind i de tilflyttede familier fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim, og efterhånden blandedes religionerne sammen (2 Kong 17). Den jødiske gudsdyrkelse synes dog at have fået overvægten. Sydrigets beboere var for sin part blevet deporteret til Babylon år 597, og da de efter persernes magtovertagelse begynder at vende tilbage for at bosætte sig i Jerusalem på ny og bygge templet op igen, møder de stor modstand fra samaritanerne. Disse ender med at bygge deres eget tempel på bjerget Garizim og fortsætter med at tilbede og holde påske der, også efter at dette tempel ødelægges af jøder i 128 f.Kr., Joh 4,20. Samaritanernes bibel består kun af de fem Mosebøger, som på visse punkter viser sig at ligge nærmere op ad den gamle græske oversættelse af GT end ad jødernes hebraiske tekst. På Jesu tid havde jøderne fortsat en fjendtlig holdning til samaritanerne, de var fremmede, som man ikke plejede omgang med. Samaritaner var en nedsættende betegnelse, Joh 8,48, og når man var på rejse mellem Galilæa og Judæa, valgte man hellere en omvej gennem Jordandalen end at rejse gennem Samarias landsbyer. I sit jordeliv indtog Jesus nogenlunde den samme afventende holdning til samaritanerne som til hedningerne. Således pålagde han udtrykkeligt de tolv ikke at gå til samaritanernes byer, da han engang sendte dem ud at prædike. Men efter sin opstandelse bød han dem lige så udtrykkeligt at være hans vidner også i Samaria, ApG 1,8, og ved Filips virke var samaritanerne de første ikke-jøder, der kom til tro på Jesus og blev døbt (ApG 8). På den anden side lader Jesus i en af sine lignelser netop en samaritaner være den, der øver barmhjertighed mod en nødstedt mand. Jesus viser derved, at han ikke anerkender de traditionelle grænser for, hvor langt næstekærlighed strækker. En anden gang fremhæver han en helbredt spedalsk samaritaners taknemmelighed på bekostning af de utaknemmelige jøder. Det bedste eksempel på Jesu holdning til samaritanerne er dog hans møde med kvinden ved Jakobs brønd i nærheden af byen Sykar (Joh 4). Han belærer hende om, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed og ikke på det ene eller det andet bjerg. Ikke blot denne kvinde, men en stor del af landsbyen kommer til tro ved Jesu ord i løbet af de to dage, han bliver hos dem. Den dag i dag eksisterer der i Israel fortsat en lille gruppe samaritanere, der har bevaret deres religiøse egenart.

Zelot

Ordet betyder ivrig eller nidkær. Det nationalistiske og religiøse zelotparti nævnes første gang i en opstand omkring år 7 e.Kr., ApG 5,37, selv om man tidligere har hørt om personer, der brændte af nidkærhed for Herren. Zeloterne forventede en politisk Messias, undlod at betale skat til kejseren (jf. Mark 12,14) og ville i modsætning til de mere forsigtige farisæere sætte sig op imod romerne med magt. Deres oprør blev den direkte anledning til Israels undergang. En af Jesu disciple bar navnet Simon Zelotes eller Kana’anæeren, der hentyder til det samme, Luk 6,15; Matt 10,4.

Åg

Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyn­gede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1.

Uddybende noter

12,1 Sabbat: En helligdag, hvor jøderne ikke må arbejde.1 12,4 Refererer til 1 Sam 21,1-6.2 Skuebrødene er nogle brød, der lægges frem for Herrens ansigt i tabernaklet (3 Mos 24,5-9), man må kun spise af brødet hvis man er præst (3 Mos 24,9).1 Se illustration nedenfor. 12,20 Væge: Snor i et stearinlys eller i en olie- eller petroleumslampe; antændes og brænder med en klar flamme ved at opsuge fedtstof eller olie.3 12,24 Ordet Beelzebul betyder sandsynligvis ‘husets herre’. Det refererer oprindeligt til den kana’anæiske Gud Ba’al, men her bruges det som en betegnelse for Satan.1 12,34 Øgleyngel: Et udtryk for deres lumske giftighed (jf. Es 59,5). (Note fra Matt 3,7) 12,41 Jonas forkyndte Guds dom over Nineve, så de omvendte sig (Jon 3,10).2 12,42 Sydens dronning er dronningen af Saba (1 Kong 10,1-10). Enten fra det sydlige Arabien eller landet syd for Egypten, Etiopien.1 13,25 Ukrudt er rajgræs. De to planter minder om hinanden, og derfor bliver rajgræsset først synligt, når det sætter kerne. Deres kerne er mindre end hvedekerner, sorte og giftige.1 2 13,33 Surdej er gæret dej.1 Mål: Ca. 7,7 l.4 13,47 Vod: Poseformet fiskenet der lægges (eller kastes) ud i vandet og derefter trækkes om bord i fiskefartøjet eller op på stranden ved hjælp af lange tove fastgjort i nettets sider. 5 13,55 Jakob bliver senere leder af menigheden i Jerusalem (ApG 15,13; 2,12). Han er forfatter til Jakobsbrevet.  Judas er forfatter til Judasbrevet.1

Uddybende noter

14,1 Landsfyrsten Herodes: Herodes Antipas er søn til Herodes den Store og tetrark (fjerdedelsfyrste) over Galilæa og Peræa. Han var tetrark fra år 4 f.Kr. til år 39 e.Kr.1 14,3 Matthæus indleder en forklaring på, hvorfor Herodes kan tro, at Døberen er opstået fra de døde. Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel. I vers 3-12 fortæller Matthæus, hvad der er sket på et tidligere tidspunkt. Ifølge den jødiske historiker Josefus sad Johannes fængslet i borgen Makærus. På grund af Herodias, sin bror Filips hustru er årsagen til fængslingen. Herodias er datter af Aristobulus (Herodes Antipas’ halvbror) og Berenike, og sin bror Filips hustru fortæller, at hun tidligere har været gift med Filip, Herodes Antipas’ halvbroder. Josefus kalder Herodias’ tidligere mand for Herodes, og han hedder sandsynligvis Herodes Filip. Denne antagelse bygger på følgende faktorer: a) De fleste af Herodes den Stores sønner hed Herodes, hvor navnet »Herodes« fungerer på samme måde som vores efternavne. Der er en Herodes Arkelaus, en Herodes Filip (tetrarken) og en Herodes Antipas. Det er derfor sandsynligt, at Herodias’ tidligere mand Filip hed Herodes Filip. b) Herodes den Store har da to sønner med navnet Herodes Filip med to forskellige hustruer, og da er der intet usandsynligt i, at de fik det samme navn (Herodes den Store fik en søn med Kleopatra, der fik navnet Herodes Filip (tetrarken), og en søn med Mariamne II, der fik navnet Herodes Filip, tidligere gift med Herodias). Herodes den Store har to sønner, der hedder henholdsvis Antipater og Herodes Antipas, hvor Antipas er en kortform for Antipater. c) Filip er en anden end tetrarken Filip, da Herodias har en datter med denne Filip, mens tetrarken Filip dør barnløs. d) Jesus og disciplene har været tæt på begivenhederne, og det er derfor usandsynligt, at de skulle huske galt vedrørende personer i en historie, der har berørt dem personligt.1 14,24 En stadie er 192 m.1 2 14,25 Den fjerde nattevagt: Romerne inddelte natten i fire nattevagter, og den fjerde er fra ca. 3 nat til ca. 6 morgen (Nattevagterne er fra 18-21, 21-24, 24-3, 3-6 morgen).1 14,33 Man skriver ofte om en modsætning mellem Matthæus og Markus vedrørende beretningens afslutning. Markus slutter sin beretning med, at disciplene er ude af sig selv og uforstående, fordi de var forhærdede (Mark 6,51-52), mens Matthæus slutter med en bekendelse til Jesus som Guds søn. Verbet de var ude af sig selv (existantio) i Mark 6,51 beskriver imidlertid en erkendelsesproces, hvor disciplene forsøger at integrere nye elementer i deres forståelse af, hvem Jesus er (se Mark 2,12 og 5,42), og Matt 14,33 supplerer med, at disciplene når frem til at indse, at Jesus virkelig er Guds søn. Mark 6,52 begrunder, hvorfor disciplene er i denne erkendelsesproces. De havde ikke forstået bespisningsunderet, som åbenbarer, at Jesus er herre over materielle forhold såsom få brød og få fisk. Han kan derfor også gå på søen og stille vind og bølge. Havde disciplene forstået dette, havde de set og troet, at det var Jesus, der kom vandrende på søen. Disciplenes manglende forståelse forklares med, at deres hjerte var forhærdet. Der er tale om en relativ forhærdelse, for de er Jesu disciple, som tror og følger ham til trods for deres manglende tro og manglende forståelse, og vandringen på søen viser, at dette under var i stand til at slå huller i deres kategorier og åbne op for en forståelse af det guddommelige hos Jesus (Matt 14,33).1 14,34 Genesaret er et frugtbart område, der ligger mellem Kapernaum og Tiberias.1 14,36 Kvasten er en ‘tøjdusk’, der skal påminde om Guds bud, 4 Mos 15,37-41.2 15,2 Disciplene fulgte ikke de gamles overlevering, idet de ikke vaskede hænder, før de spiste, sådan som traditionen påbød. Hensigten med at vaske hænder var ikke hygiejnisk, men religiøs. Ved at vaske hænder rensede man sig for Gud, derfor var det nok at bruge ganske lidt vand. Men at spise uden at gøre dette betød, at man var uren. Bestemmelserne herom findes ikke i GT, men stammer fra skrifkloges udlægning i århundrederne før Jesu fødsel.2 15,5 Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave!: At ære sin far og mor består ikke blot i ord, men i at yde dem nødvendig økonomisk hjælp (v. 6). Men de gamles overlevering tillod, at man kunne undgå dette, hvis man lovede i stedet at give den som tempelgave (‘Korban’ jf. Mark 7,11). Men derved sætter overleveringen Guds bud ud af kraft (jf. 5,17).2 15,21 Tyrus og Sidon: I vor tids Libanon.2 15,22 Kana’anæisk er en betegnelse for områdets befolkning. Kvinden er etnisk hedning.1 15,26 De små hunde er dem, der holdes som kæledyr inden døre. Det er ikke gadens store hunde eller de vilde hunde uden for landsbyen. Hunden blev betragtet som et urent dyr, og jøder brugte ordet »hunde« som en nedsættende betegnelse for hedninger. Hører man ordene børn og små hunde brugt i en jødisk polemik, er sprogbrugen nedsættende og stødende, men i Jesu mund er sprogbrugen ikke nedsættende eller fremmedfjendsk, for ifølge billedet hører de små hunde til i huset (v. 27).1 15,39 Magadan er formentlig byen Magdala på vestsiden af søen, syd for Genesaret-sletten (identisk med Dalmanuta i Mark 8,11).2 16,13 Cæsarea Filippi ligger ved foden af Hermonbjerget. Byen hører til tetrarken Filips område, og den er opkaldt efter Kejser Augustus (Cæsarea) og bærer desuden hans eget navn (Filippi) for at skelne den fra Cæsarea ved Havet.1 16,21 Af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge beskriver, at det er Synedriet, det øverste jødiske råd, der udsætter Jesus for lidelsen.1

Rådet

Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.)

Nattevagt

I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr.

Uddybende noter

17,15 Månesyg er epilepsi (Det kaldtes månesyge, fordi man troede, sygdommen skyldtes skadelige stråler fra månen).1 17,24 Tempelskatten beløb sig til to denarer om året (to dages løn) for hver person over 20 år (jf. 2 Mos 30,13-14). Beløbet blev brugt til at betale for ofringer i templet.1 17,27 Statér: Svarende til 4 denarer, tempelskat for to.1 18,24 Ti tusind talenter: 60 millioner denarer. Én denar er lig med en dagsløn, altså i alt en ubetalelig gæld.1 2 18,28 Hundrede denarer: En 600.000-del af 10.000 talenter.2

Uddybende noter

133,2 Fællesskabets velsignelse sammenlignes først med olie, der flyder ned over hovedet og skægget (et gammelt egyptisk billede viser en fest, hvor gæsterne på hovedet har kegler af krystallinsk salve, der smelter i varmen og flyder ned over hovedet. Der kan være tænkt på noget lignende her). Rigelig salve eller olie til at smøre ansigtet med var en vigtig ingrediens til en fest (Sl 23,5). Olien er symbol på fællesskabets glæde og tryghed. Men i det næste billede er olien symbol på velsignelsen fra Gud, udrustningen med Guds Ånd. For med omtalen af Aron er vi ikke længere i festsalen, men til indsættelse og indvielse af ypperstepræsten i templet (2 Mos 29,7; 30,30-33). Salmisten har åbenbart set, at ypperstepræsten ved indvielsen ikke blot blev smurt med en dråbe olie, men at olien blev hældt ud over hans hoved, så den flød hele vejen ned gennem hans skæg, der var langt, da det ikke måtte klippes (3 Mos 21,5). Så rigeligt velsigner Gud menighedens fællesskab.1 133,3 Velsignelsen, der fra Gud kommer ned over menighedens fællesskab, sammenlignes med den kraftige dug, der især om sommeren falder på Hermon bjerget. Hermons dug er formodentlig et stående udtryk for kraftig dug. Ligesom naturen omkring Hermon hver dag gennem duggen får næring og kraft til at klare dagens hede, sådan får Guds menighed, hver gang den samles i sand tilbedelse i templet på Zion, styrke til at løfte livets opgaver.1 135,1 Halleluja: Pris Herren.1 135,11 Verset nævner de folkeslag og konger, som Israel besejrede på vejen fra Egypten til Kana’an. Kampen imod kongerne Sihon og Og (begge øst for Jordanfloden) er beskrevet i 4 Mos 21,21-25.33-35, og mod de andre småkonger i Jos 11,23-12,24. Sihon og Og var de mest magtfulde og havde de mest frygtindgydende hære.1 135,19 Arons hus: Præsterne.1 135,20 Levis hus: De øvrige tempeltjenere (2 Mos 32,29).1

Uddybende noter

19,7 Skilsmissebrev: Bygger på jødisk skilsmissepraksis, der havde baggrund i 5 Mos 24,1. En mand kunne lade sig skille (men ikke en kvinde). Tilladelse til skilsmisse var blandt nogle jøder forudsat af, at kvinden havde begået utugt. Hos andre så man mindre strengt på dette. Han skulle dog give hende et skilsmissebrev, som stillede hende fri til at blive gift med en anden mand (på Jesu tid var det næsten umuligt for en kvinde at forsørge sig selv). (Note fra Matt 5,31) 20,2 En denar var den normale dagløn for en arbejder på Jesu tid.1 20,3-6 Dagen var inddelt i tolv timer, fra solopgang til solnedgang.1 Dvs. den tredje time: Ca. kl. 9 om formiddagen.  Den sjette time: Ca. kl. 12 middag. Den niende time: Ca kl. 15 eftermiddag.  Den ellevte time: Ca. kl. 17 eftermiddag.2 20,18 Ypperstepræsterne og de skriftkloge er to af grupperne i Synedriet.2 20,20 Ifølge Mark 10,35 henvender Jakob og Johannes sig til Jesus, men ifølge Matt 20,20 kommer Zebedæussønnernes mor sammen med sine sønner til Jesus, og hun beder om noget fra Jesus. Matt 20,20 supplerer da med denne oplysning, og Jesus spørger derfor moderen: Hvad vil du? og moderen beder om de to ærespladser. Jesus afviser, og i sin afvisning taler Jesus direkte til Zebedæussønnerne (vers 22). Jesus ved altså, at det er deres ønske, og Jesus identificerer derfor moderens bøn med deres bøn. Moderen er deres talsmand, og derfor tager Markus ikke moderen med, da hendes bøn er sønnernes bøn.2 20,29 Ifølge Lukas skete helbredelsen, da de var på vej ind i Jeriko (Luk 18,35; 19,1), mens Matthæus og Markus (Mark 10,46) fortæller, det var på vej ud af Jeriko. Der ser her ud til at være en uoverensstemmelse, som er vanskelig at forklare. Nogle mener, der er tale om to forskellige bydele (det gamle Jeriko og det nye Jeriko), så Jesus var på vej ud af den nye bydel (Matthæus og Markus) ind i den gamle (Lukas). Markus og Lukas fortæller kun om én blind; men det udelukker ikke, at der var to, således som Matthæus fortæller.1 21,1 Betfage er en landsby, som pilgrimme passere på vejen fra Jeriko og til Jerusalem. Den ligger ca. en kilometer fra Jerusalem.2 21,2 Matthæus omtaler to æsler: et moderæsel og dets føl. De andre evangelier omtaler kun ét æsel: føllet. Det er en typisk forskel på evangeliernes beretninger, at nogle kun omtaler én person eller ét æsel, mens andre omtaler to personer eller som her to æsler. De andre udelader omtalen af æselmoderen, fordi hun ingen betydning har. Jesus rider jo på føllet. Matthæus har taget denne detalje med.2 21,5 Zions datter: Jerusalem.1 21,9 Hosianna: Betyder ‘Herre, frels dog’.1 21,12 På tempelpladsen foregik handel med røgelse, olie, vin og dyr til brug ved ofringerne (v. 12). Duen var det billigste offerdyr (3 Mos 5,7). Desuden var der vekselerere, hvor man kunne veksle de almindelige mønter om til dobbelt­drakmer for at betale tempelskat (jf. 17,24-27). De almindelige mønter med hedenske herskeres billede kunne ikke bruges i templet (jf. 2 Mos 20,4).1 21,31 Skøger: Prostituerede.1 21,33 Perse: Presse som druer eller andre frugter knuses i ved fremstilling af fx vin eller most.3 21,38 Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv: I jødisk lov fandtes der regler for, hvad der skulle ske med en ejendom uden ejer. Hvis denne ejendom ikke blev overtaget af arving inden for en bestemt tidsfrist, kunne den frit overtages af den, der kom først.2