Dag 301-330

Nu kommer vi til valfartssangene i Salmernes Bog, brugt ved israelitternes store valfarter til Jerusalem, som vi læste om i 2 Mos 23,14-17 og 3 Mos 23. I disse salmer ser man glæden over vandringen til Jerusalem, opholdet ved Herrens hus og lovsangen dér, men mest centralt er “trosvandringen” med Herren, som ikke sover, som er skyggen ved din højre side (121,4-5). Overvej at bruge salmerne som motivator for søndagens gudstjeneste. 121,8 bruges med håndspålæggelse ved alle dåb i Folkekirken som et ønske for barnet.

2 Tim bærer tydeligt præg af at være Paulus’ sidste brev, skrevet til Timotheus på den sidste rejse til Rom, og vi får et gribende testamente fra ham. Måske er Paulus blevet grebet for øjnene af Timotheus i Efesos (1,4) og ført væk. Bekymringen, som Paulus luftede i 1 Tim, var reel, og vranglæren og ugudeligheden var taget til. Paulus oplevede selv ensomhed og modgang (1,15 ; 4,10 . 14 . 16), og han ved, at martyriet venter (“Mit blod skal snart udgydes”, 4,6). Alligevel er han fuld af tillid til Gud og glæder sig til evigheden, og han søger gennem det meget personlige brev at styrke og opmuntre Timothus. Læg mærke til 1,9 ; 2,1 . 11-12 ; 3,16-17 ; 4,2 . 7.

Nu begynder vi på Krønikebøgerne. Man skal væbne sig med tålmodighed, da der er mange optegnelser (bl.a. i dag og i morgen). I Sam og Kong følger vi både Israel og Juda rige, men her er perspektivet udelukkende Juda rige, dvs. Sydriget. Slægtstavlen (1,1) går tilbage til Adam og vil minde folket, der kom tilbage til Israel, om Guds dybe løfter om landet og talrige efterkommere. I 2,1 er Bibelens mest kortfattede opregning af Jakobs 12 sønner. Derefter følger Judas slægt med David som den centrale.

De mange slægtstavler fortsætter til og med kap. 9, og der er langt mellem godbidderne i læsningen. Måske synes nogle, det er sjovt, at man kan hedde Sofa (7,35), Sur (9,36), eller nogle af de andre navne. Læser man navnene nøje efter, kan man bruge listerne til at repetere bibelhistorien med navne som Moses, Saul og David, der på sin lønningsliste bl.a. havde sangere (6,16ff), der skulle varetage lovsangen. Alle de andre navne indgik også i vore forfædres gang, ligesom vore døde gør det.

Selve historieskrivningen begyndte med kong Saul (kap. 10), der endte sit liv så tragisk (10,4) og blev et så tydeligt eksempel på forbandelsen over den gudløse, som er et vigtigt tema i krønikebøgernes teologi (10,13 ; 9,1 ; 2,7 ; 2 Krøn 12,2 ; 36,14). Kong David (kap. 11ff) står på mange måder i kontrast til Saul. Selv om han også kun var et menneske og havde sine fejl, står han som forbillede på Kristus (Matt 22,41-45).

Guds pagts ark var bragt med fra ørkenvandringen som et tegn på Guds forandelse og velsignelse. Man mærker Guds hellighed i tragedien med Uzza (13,9-11) og i forsigtigheden med arken (13,12-14), men også glæden over Guds nærvær i den stærke lovsang (kap. 16). Natans store forjættelse (kap. 17) om alt det, Gud ville gøre for ham (læg mærke til, hvor mange gange der står “jeg” i v. 7-15) – David var “blot” et redskab for Guds plan, og det skabte ydmyghed (v. 16), lovsang (v. 20) og bøn (v. 23-27).

David oplevede hele spektret af et menneske- og kristenliv: De store synder (omkring Batseba – ikke refereret i Krøn, men se 2 Sam 11), Guds nåde og tilgivelse, modgang og medgang, ydmygelse og ophøjelse, krig og fred. Her i kap. 19 var der krig og ydmygelse, og David lagde sig i Guds hænder (v. 13b). Kapitlerne i dag fortæller om heltegerninger, men også tåbelige dispositioner som folketællingen, som David gennemtvang imod Joabs (og Guds) råd, og det kom til at koste hele folket dyrt. Tempelbyggeriet kunne ikke gennemføres af David, da han havde udgydt blod, men David gjorde alligevel mange forberedelser med både materialer og ansatte (NB! Der var 4.000 i lovsangs bandet – 23,5).

Her læser vi tre valfartssange, som særligt er blevet sunget på valfarterne til Jerusalem. Forestil dig at nærme dig Jerusalem efter lang vandring og synge 125,1-2. Disse salmer beskriver alle den hjælp, som folket har oplevet at få fra Gud i vanskelige situationer. Sl 126 er særligt vækkelsens jubelsang, som også får en stærk kristologisk betydning om, hvad der sker, når Gud har grebet ind og skabt redning. Sammenlign 126,5: “De, der sår med tårer, skal høste med jubel” med Matt 5,4. Prøv at sætte ord på, hvad det kunne betyde for dig.

Både præster, sangere og portvagter var inddelt i skifter, som på skift gjorde tjeneste i templet (jf. Luk 1,5, hvor Johannes Døberens far, Johannes, gjorde tjeneste i Abias skifte). Der var 24 x 12 sangere = 288. Alt i alt var der 24.000 mand i hvert skifte (27,1). Krøn går let hen over mange stridigheder omkring David og familien, fordi vægten ligger på videreførelse af kongemagten. David gav med indtrængende formaninger (28,8-10) og en gribende lovsang / bøn stafetten videre til Salomo, og 1 Krøn slutter med kong Davids død.

2 Krøn følger historien i Juda rige efter Davids død til og med rigets undergang, og som i 1 Krøn alene med fokus på Juda rige. Man kan kalde Krøn for en bibelkommentar over Kong’s historiefremstilling, og kongedømmet, templet og gudstjenesten skildres med en positiv vinkel (fx er hverken Batseba-historien (2 Sam 11) eller Salomos afgudsdyrkelse (1 Kong 11) beskrevet). Under David og Saul var riget stadig ét, og Salomo fik en god begyndelse med sin ydmyge drøm og Guds løfter (1,7-13).

Man må sige, at det var en ydmyg konge, der trådte frem foran folket og velsignede dem. Tempelbyggeriet beskrives ikke så detaljeret som i 1 Kong, men nok til, at vi kan leve os ind i situationen den dag, hvor templet blev indviet. Salomos bøn var dyb, og Guds indgreb var stærkt og skabte lovsang (7,1-3) og en ugelang fest med glæde. Der er dog lidt malurt i bægeret, for allerede natten efter festen fik Salomo en drøm, der forudsagde landets fremtid (7,11-22). Dog, så længe Salomo levede, var der fred i landet.

Efter Salomos død blev Rehabeam konge. Allerede efter tre dages regeringstid blev kongedømmet revet over i to – umiddelbart fordi han lagde en for streng linje over for folket (10,13-14), men i virkeligheden fordi “Gud havde vendt tingene sådan, for at Herren kunne opfylde det, han havde talt” (10,15). Vi lærer her, at Guds ord altid vil gå i opfyldelse, uanset om det er domsord eller frelsesord. Menneskets og kongens opgave er at lytte og handle efter det, og det gjorde særligt kong Asa, den første af de såkaldte reformkonger.

I kongebøgerne fyldte Nordrigets tragiske udvikling med vantro og afgudsdyrkelse meget. I Krøn bliver der plads til flere positive historier om Syd-rigets konger som kong Abija, Asa og Joshafat. Gud handlede i GT’s tid meget konkret og håndgribeligt, og et tydeligt træk er, at det gik den gudfrygtige godt og den vantro dårligt. Det kan ikke oversættes direkte til NT / tiden efter Kristus, for den meget konkrete og håndgribelige velsignelse var et billede på den nuværende åndelige velsignelse (Ef 1,3).

2 Krøn 20 er en vidunderlig beretning om den kamp, som vindes ikke i egen kraft, men i Guds. Det begynder med bøn (20,3-12) med de sidste stærke ord: “Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig”. Svaret lyder: “I skal blot stille jer op og blive stående, så vil I se Herren frelse jer” (20,17b), og Israels “kamp” består i lovsang (20,18-19. 21-22). Overvej, om det er en brugbar model for vi kristnes liv. Læg mærke til, hvordan det fra kap. 21 går støt tilbage for Juda, bl.a. pga. Joshafats politiske alliancer med Nordisrael – indtil det lykkedes præsten Jojada at stifte en pagt mellem Gud og hele folket (23,16).

Valfarterne til Jerusalem gav anledning og tid til både lovsang og refleksion over mange ting i livet. Sl 127 og 128 kredser om Guds velsignelse og omsorg (fx 127,2b: “…den, Herren elsker, får det, mens han sover”). Taknemlighed over familie fylder også salmerne. Sl 129 genkalder vanskelige tider, måske i Israels folk som under slaveriet i Egypten eller krig med fjenderne, og man kan sætte sin personlige historie ind i salmistens ord. Da er det godt at vide: “Herren er retfærdig” (129,4).

Under barnekongen Joash skete et grundigt opgør med afgudsdyrkelsen – dog kun så længe ypperstepræsten Jojada levede. Hans søn Zakarias blev stenet under et forsøg på at videreføre linjen (24,20-22, jf. Jesu domstale over farisæerne i Matt 23,35), og både Joash, Amasja (kap. 25) og Uzzija (kap. 26) begyndte således godt, men endte i frafald og afgudsdyrkelse. Med Jotam (kap. 27) anedes et lyspunkt i 16 år, men med Akaz var landet tilbage i endnu værre tilstand med barneofringer og offerhøje i hver eneste by i Juda.

Hizkija repræsenterede et totalt skifte. Fra første færd (29,3) gjorde han op med folkets åndelige forfald. “Nu har jeg i sinde at slutte pagt med Herre, Israels Gud, så hans glødende vrede må vende sig fra os” (29,10) angiver hans forsæt. Hizkija fejrede påske som foreskrevet (kap. 30) og reformerede templet. Overvej, hvad 31,20-21 kunne inspirere og udfordre dig med.

De sidste kapitler i 2 Krøn beskriver historien frem til Judas fald og bortførelsen til Babylon. Kong Manasse var anderledes end de fleste, idet han begyndte dårligt, men endte godt. Kong Josija var den sidste reformkonge og regerede fra år 641 f.Kr. I år 622 fandt præsten Hilkija lovbogen, formentlig 5 Mos, i templet, og det medførte en gennemgribende reform. Bemærk, at historieværket slutter med håb (36,22-23).

Nu læser vi sidste profet i GT. Malakias (= “min engel”) gik med budskabet om Gud som kærlighed (1,2) og far (1,6 ; 2,10), og ligeledes med domsord til det folk, der forkastede barnekåret hos Gud i både tro og gerning. Han fik lov til ca. 400 år før Kristus at profetere om Elias (= Johannes Døberen, jf. Matt 11,13-14) og Herren Jesus, der skulle komme og gribe ind (3,23-24).

Velkommen til Matt. Matt går tilbage til Abraham i slægtstavlen efter Josefs slægt. Hele kap. 1+2 er særstof ift. andre evangelier og tilføjer værdifuld viden om Jesus. Allerede fra de første dage på jorden begyndte profetierne om ham at blive virkeliggjort, fx Es 53,3: “Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand”. Jesus begyndte sine dage som flygtning og uønsket. Først langt senere skulle de gå op for mennesker, hvilken skelsættende betydning, han gjorde.

Vi tager god tid til “Bjergprædikenen” i Matt 5-7, som har nogen lighed med “slettetalen” i Luk 6. Jesus helgenkårer ikke de stærke, rige og smukke, men dem med mangler og fejl – og dem, som forfølges (5,3-12, jf. ordet “salig”, som betyder både velsignet, lykkelig og heldig (jf. Bibelen2020)) . Bliv udfordret af Jesu ord om lys og salt, om, at han opfylder loven (= GT) – og ikke mindst af “antiteserne” (“I har hørt, at der er sagt… men jeg siger jer” – 5,21-48), som ikke er et opgør med GT selv, men med misforståelser af GT.

De tre salmer til i dag viser noget af spændvidden i Salmerne. Sl 130 er en af bodssalmerne og kan bruges i den dybe afmagt og syndenød. Martin Luther satte den på vers i DDS 496: “Af dybsens nød, o Gud, til dig”. Sl 131 har temaet “barnekår hos Gud” eller “hvile hos Gud”. Sl 132 er en tydelig kristologisk salme, hvor ordene “David”, “salvede”, “Zion” alle peger på Kristus.

Vi læser resten af “Bjergprædikenen”, som rummede megen kritik af farisæernes (og vores) selvopfattelse (6,1-8 ; 16-21 ; 7,1-5). Her gav Jesus os Fadervor (6,9-13), den gribende tale om ubekymretheden og om at søge Guds rige først (6,24-34), lærte os om bøn (7,7-11), den gyldne regel (7,12) og havde skarpe advarsler mod at gå ind af den brede dør, der leder til fortabelsen. Jesus ansporer os til at lytte efter, hvilket både betyder at bekende vores synder og at lade Jesu ord få konsekvenser i vores liv. Prøv at sætte ord på, hvad det indebærer for dig at bygge på klippen.

Efter Jesu første store tale (ud af seks i Matt), kommer et fortællende afsnit med mange helbredelser og undere, hvor Jesus udfoldede evangeliet og kaldte disciple ind i efterfølgelse af ham. Matthæus har et særligt fokus på opfyldelsen af GT, jf. de mange “refleksionscitater” (“…for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten”, fx 8,17 – se også 2,5.15.17.23 ; 4,14). Matt’s målgruppe var særligt jødekristne, for hvem det har været vigtigt at se Jesu tjeneste som en opfyldelse af GT. Det åbner også Bibelen for os, så det er vel også vigtigt for os!

Udsendelsestalen er stærk og udfordrende. “I har fået det for intet, giv det for intet” rummer både evangeliets og udsendelsens frihed og drivkraft – ikke en byrde at bære på, men en gave at give videre. Led efter flere gode ord at leve på og virke med. Johannes Døberen har vi kun mødt i kap. 3, men nu hører vi om hans anfægtede spørgsmål og trøsten fra Jesus. Til sidst kommer et af Jesu stærkeste løfter, som utallige mennesker siden da har hørt som en stærk trøst i vanskelige situationer (11,28-29).

Læg i dagens læsning mærke til, hvor grænsesprængende Jesu budskab har været, når han talte om overleveringerne og GT. Overvej, hvordan evangeliet har virket på farisæerne, de nødstedte og syge, disciplene. Lignelsen om sædemanden (13,4-9) er grundlignelsen om Guds ord (og den første lignelse i alle synoptiske evangelier). Kapitlet fortsætter med lignelser om Guds ord og Himmeriget, og de giver os værdifuld information om, hvordan Guds rige fremmes i verden – og i os.

Johannes Døberen mistede tidligt livet, og hans tragiske død berørte Jesus dybt (14,13). Hans sindelag kom frem i omsorgen for de sultne jøder (14,14-21), disciplene (14,22-33 – også en lektie i Jesu magt) og de syge (14,34-36). Fra kap. 15 skærpedes konflikten med farisæerne, som kun forøgedes af, at Jesus hjalp de fremmede og bespiste dem (15,32-39). Den stærke bekendelse af Jesus i 16,16 var en stjernestund for Peter, dog hurtigt efterfulgt af et lavpunkt (16,23). Sand kristendom kendes på lidelse og efterfølgelse af Jesus! Overvej, hvad positivt der er i at “miste sit liv på grund af mig”.

Husker du Peter fra i går? Nu kommer endnu et højdepunkt med forklarelsen på bjerget – og endnu et lavpunkt med disciplenes mangel på bøn og faste (17,21). Tænk over, om livet bevæger sig sådan op og ned for kristne i dag. Kap. 18 har mange korte afsnit med etiske og åndelige belæringer, advarsler og lignelser – bl.a. en af de største: den gældbundne tjener om Guds og vores tilgivelse (18,23ff).

I dag læser vi de sidste valfartssalmer. Sl 133 fokuserer på menighedens fællesskab. Kaster salmen et nyt lys over en almindelig søndagsgudstjeneste i kirken? Sl 134 opfordrer til lovsang og blev måske sunget på tærsklen til Jerusalem og templet. Sl 135 lægger sig i slipstrømmen med en stor lovprisning af Gud, der har handlet mægtigt i historien og er virkelig, i modsætning til afguderne.

Dagens læsning begynder i Galilæa og slutter på tempelpladsen i Jerusalem. Ved vielse mellem mand og kvinde i Folkekirken læses 19,4-6 som en af de tre stærke tekster. Vi bliver udfordret af Jesus, når han åbnede Himmeriget for de små børn (19,13-15) og dem, der kun har arbejdet én time i vingården (20,1-16), mens den rige mand gik bedrøvet bort (19,22). Fra og med kap. 21 og indtil 28,16 foregår handlingen i Jerusalem.