Dag 331-365

Hele Jesu virke har været én stor invitation til den kærlige Guds evige fest – og nu fortalte Jesus en lignelse om virkningen af invitationen. Hvordan har lignelsen relevans i dag? Farisæerne og de skriftkloge forsøgte at fange Jesus på det forkerte ben, hvilket ikke lykkedes (22,46). Derimod fangede Jesus dem (og os) i hykleri og selvbedrag, hvilket stadfæstede dommen over Jerusalem.

Dagens læsning er den sidste tale i Matt (som er det evangelium, der indeholder flest taler). Jesus gav sig tid til at undervise disciplene og forberede dem på tidernes ende. Læg mærke til, at Jesus vekslede mellem alvoren i verdens tilstand og trøsten for dem, der holder ud til enden. Det er Gud, der bestemmer, hvornår verden slutter, jf. forfatteren Poul Hoffmanns ord: “Jeg er optimist – jeg tror på jordens undergang”. Og, må vi tilføje: “Jesu genkomst”.

Nu bliver Matthæus fortællende om de sidste begivenheder i påsken. Vi kommer ind i historien skærtorsdag. Disciplenes svigt bliver tydeligt udstillet (et træk, der bekræfter Bibelens troværdighed). Peters ord i 26,35 blev vendt til det modsatte: “Om jeg så skal fornægte dig, vil jeg aldrig dø sammen med dig”. Jesus ventede til det afgørende øjeblik, hvor han afslørede sin identitet (26,64), og så blev dommen fældet over ham.

Judas’ tragiske død minder os om Saul, der også døde for egen hånd (1 Sam 31,4). Processen mod Jesus blev ført til ende, og Matt beskriver (som Mark og Luk) Jesus som den lidende Messias (i modsætning til Joh, der skriver med en “sejrende Kristus”-vinkel). Opstandelseskapitlet beskriver nøgternt verdenshistoriens største begivenhed, ikke underligt med overnaturlige hændelser (27,51-53 ; 28,2). Til sidst sendes disciplene (og vi) ud med et stort løfte fra Jesus selv.

Velkommen til Jobs bog – en helt enestående bog i Bibelen og således verdenslitteraturen. Bogen indleder “visdomslitteraturen” i GT og omhandler den ellers ukendte Job (men dog historiske person, jf. Ez 14,14; Jak 5,11), der kæmper med Gud i en for ham – og os – at se uretfærdig lidelse. Mennesker i lidelse og modgang har til alle tider spejlet sig og fundet både udfordring og trøst i Jobs bog. I begyndelsen (og slutningen) af bogen trækkes de store linjer for bogens drama. Læs med nysgerrigt og åbent sind.

Med “GT’s omkvæd” (136,1) som gennemgående respons er Sl 136 formentlig en vekselsang, brugt i gudstjenesten. Sl 137 refererer israelitternes dybe frustration og længsel efter landet under eksilet i Babylon. Det afsluttende hævnønske (137,8) blev udfordret af Jesus (Matt 5,43-48), men vi forstår det, når vi formoder, at det samme blev gjort mod israelitternes egne børn. Sl 138 af David er det taknemmelige menneskes lovprisning af Gud for sit nærvær og frelse.

Vi er godt i gang med Jobs tre “venners” taler, hvormed de forsøgte at hjælpe Job, men i virkeligheden var elendige sjælesørgere. Nogle har sagt, at deres bedste sjælesorg var de første 7 dage, hvor de satte sig hos Job og tiede stille (2,13). Elifaz og Bildad søgte i deres første taler (kap. 4-5 og 8) at påvise Jobs manglende gudsfrygt og tro som grund til hans lidelser. Jobs første svar (kap. 6-7 og 9-10) er fyldt af klage. Overvej i læsningen, hvordan du vil gøre rede for ondskabens problem og / eller gudsfrygtens hemmelighed.

Den tredje “ven”, Sofar, holdt sin første tale og fortsatte fejlfindingen hos Job. Han stemplede ham som både tankeløs, uvis og ufornuftig. Jobs lange svar rummede en hård kritik af “vennernes” gode råd (kap. 12-13,16) og derefter lige så hård en klage til Gud (13,17-kap. 14). Elifaz imødegik med anden tale (kap. 15) Jobs påståede gudsfrygt og indsigt. Han talte om Job helt upersonligt som “den uretfærdige”, “den gudløse”. Overvej, om sjælesorg i dag ind imellem ligner “vennernes”!

Job fastholdt, at “vennernes” taler skadede mere end de gavnede, og han påberåbte sig Gud selv som vidne i sin sag. Første gang i 16,19 og senere i det stærkeste vidnesbyrd hos Job (og måske i hele GT) om kødets opstandelse og evigt liv: 19,25-27 (også udødeliggjort i Händels Messias: “I know my redeemer liveth”). I svaret på Sofars sidste tale (kap. 20) er der stærke anklager; Job fremholdt sin oplevelse af det totalt nytteløse i at tro på Gud og uretfærdigheden hos Gud. Se også 21,19, som blev virkelighed, da Jesus døde på korset.

“Vennerne” intensiverede nu anklagen mod Job til også at gælde hans etik og moral. Elifaz gjorde et sidste forsøg på at overbevise Job om sine fejl, og Bildad talte om alle menneskers syndighed (se hans forkastelige menneskesyn i 25,6). Job gik til gengæld mere og mere i forsvarsposition og forsøgte desperat at påvise sin uskyld (27,5). I kap. 28 har vi Jobs uforlignelige tale om visdommen (et centralt begreb i GT (se Ordsp 8)), som modsvares af “Ordet” i NT.

Jobs sidste forsvar finder vi i kap. 30-31. Han fastholdt sin uretfærdige lidelse og fremhævede herunder sin strenge overholdelse af Guds bud, fx på seksualitetens (31,1-15), næstekærlighedens (31,16-23) og grådighedens (31,24-32) område. Han følte sig latterliggjort af mennesker og svigtet af Gud, og mon ikke vi forstår ham? “Nu må den Almægtige svare mig” lægger op til den unge Elihus tale – den fjerde, der i stilhed havde lyttet til de tre “venner”, men nu tog ordet på Guds vegne.

Elihus tale er markant anderledes end de andre. Han ville ikke lægge byrder på Job (33,7) og påvise synd eller manglende tro hos ham. Han ville modsige Jobs og “vennernes” forkerte opfattelse af Gud som den, der ud fra et “vægtskålsprincip” straffer den onde og lønner den gode. Hans udgangspunkt var: “For Gud er vi to lige” (33,6) – centrale dogmer var Jobs (og alle andres) syndighed (“Du har ikke ret”, 33,12) og Guds ret i sine handlinger (hvor uforståelige de end er): “Gud handler ikke uretfærdigt” (34,10). Hvad siger Elihus tale dig?

Alle dagens tre Davidssalmer er bønner til Gud. Sl 139 er en af de stærkeste beskrivelser af såvel Guds omsorg for og kærlighed til mennesket som hans alvidenhed. Ethvert menneske er helt fra undfangelsen unikt og uerstatteligt. A propos Job-læsningen bryder også her et hævnønske ind (139,19-22) mod fjender, der forfølger David og spotter Gud. Samtidig giver han Gud ransagningstilladelse i sit liv (139,1.23-24). De næste to salmer er bønner om Guds beskærmelse, dels mod ydre fjender (Sl 140) og egen vildfarelse (Sl 141). Overvej, om Davids bøn skal være din: “Herre, sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør! Vend ikke mit hjerte til det onde” (141,3-4a).

Først til sidst i Job talte Gud selv. Perspektivet løftedes fra den konkrete lidelse til de meget større linjer omkring skabelsen og opretholdelsen af verden. “Vil den, som klager over den Almægtige, føre sag mod ham”, spurgte Gud til sidst (40,1). Se også Rom 9,19-23, hvor Paulus ud fra præcis samme tankegang siger, at al Guds virke (selv om vi ikke altid ser det) sigter på barmhjertighed og frelse. Job måtte til slut også erkende sandheden i dette, bringe et offer for sine “venner”. Prøv for dig selv at sætte ord på, hvad Jobs bog har gjort ved dig.

Med Præd er vi stadig i GT’s visdomslitteratur. Forfatteren kan være Salomo eller en anden konge i Israel (1,1). Af og til er det blevet sagt om “Prædikeren”, at han var pessimistisk og verdensfjern, men i virkeligheden betragtede han verden ganske realistisk ud fra et gudløst perspektiv og ud fra præmissen: Alt er Hevel (hebraisk ord (brugt 38 gange i bogen) = tomhed / røg, se 1,2). Han forsøgte alt, hvad verden kan give, fx rigdom, nydelse, visdom og magt, og fandt uden Gud kun tomhed. I kap. 3 bryder en legendarisk tale om tiden ind. Til slut ser vi, at Darwin ikke var den første til at sammenligne mennesket med dyrene (3,18-22).

Præd gengiver nu nogle overordnede og gode betragtninger om verdens retfærdighed, om en- og tosomhed, om arbejde, rigdom og retfærdighed. Hvad menes der med “tretvundet snor” i 4,12b? Bemærk igen, at Prædikerens perspektiv stadig er uden gudstroen, alene på et mellemmenneskeligt plan, men meget af det trækker alligevel på Guds gode lov som et pejlemærke for det gode liv. Tænk over, hvad der menes med versene 7,14b og 7,29.

“Vismandens resignation” står der som overskrift over kap. 8-9. Uden troen på Gud og håbet i evangeliet bærer livet på en udstrakt tomhed, som Prædikeren var vis nok til at erkende. Mod slutningen bryder erkendelsen af Gud mere frem, dog med et noget lovisk vinkel, nemlig med fokus på ansvaret (11,9) og gudsfrygten (12,13). Hvor ville det være skønt at Præd sluttede med evangeliet om Guds gratis tilgivelse og tilsagn, men bogen bliver ud fra dens i forvejen stramt komponerede form ved en (god) formaning til at frygte Gud, der kræver os til regnskab. At Gud selv har betalt prisen, finder vi andre steder i Bibelen.

Velkommen til Ordsp – med få undtagelser forfattet af kong Salomo (1 Kong 5,9-12). Bogen er komponeret med en indledning (kap. 1-9), samlinger af ordsprog (kap. 10-29) og en afslutning (kap. 30-31). Bogen fremstår som en fars vejledning til sin søn, men er også almengyldig visdom for enhver. 1,7: “At frygte Herren er begyndelsen til kundskab” er uhyre centralt i bogen. Gudsfrygt betyder ikke her rædsel for Gud, men ærefrygt, tillid og den ydmyghed, at jeg ikke selv har visdommen, men må hente den i Guds ord. Visdom er ikke blot klogskab eller viden, men lige så meget karakter, adfærd og integritet.

“Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet”, hørte vi i 4,23. Hjertet er på hebraisk udtryk for gudsforholdet – og resten af indledningen (ja, hele Ordsp) bygger videre på denne tankegang. Kap. 5-7 bør læses af ægtemænd (særligt, men også -hustruer) med jævne mellemrum. Feministiske teologer har kritiseret perspektivet for at være patriarkalsk (med en vis ret), men se så kap. 8-9, hvor visdommen (hebraisk: hokmot, græsk: sofia) beskrives som en kvinde. “Visdom” svarer til “Ordet” i NT, og der er tydelige paralleler mellem 8,22-36 og Joh (fx Joh 1,1-13).

Disse tre davidssalmer er meget forskellige, men et fællestræk er bønnen, som fylder meget i dem alle. Sl 142 er den hjælpeløses bøn og er formuleret (og måske nedskrevet), da David flygtede ind i en hule væk fra kong Saul, som ville dræbe ham (1 Sam 22,1 ; 24,4). Den sidste af 7 bodssalmer finder vi i Sl 143 (de andre har vi i Sl 6; 32 ; 38 ; 51 ; 102 ; 130). David bad om, at Gud ikke ville føre sag mod ham, men tilgive. Sl 144 er en lovsang. Se, om noget finder dig i din livssituation.

Nu kommer vi ind i selve ordsprogene. Ordsprogene kommer i 100-vis, og det er ikke lov-stof (“du skal” / “du må ikke”), men tanken er, at vi igennem (gentagen) læsning af dem vil opøves i god dømmekraft og sund gudsfrygt. Gennem et liv i visdommen er sandsynligheden større for et godt og langt liv. Pointen med Ordsp er dog ikke garantier – hverken for et problemfrit eller langt liv, og det gør en anden bog i visdomslitteraturen helt klart, nemlig Job. Det er bedre at stole på Guds visdom end sit eget hjerte og fornemmelse (14,12).

“Herrens øjne er alle vegne” (15,3) – er det en trussel eller en trøst, eller afgøres det af, om man forholder sig til Gud i tro eller vantro? Læg mærke til, at opfordringerne til at lytte efter / adlyde visdommen gentages igen og igen – måske er der en vigtig pointe: Selve ordsprogene lyder egentlig meget fornuftige, og den største udfordring for os ligger måske i at beslutte os for, om vi vil følge Gud eller ej. Skal Guds ord have taleret ind i vores liv? Det kunne være en sund overvejelse for os denne dag.

Egentlig er det ærgerligt, at vi sådan pløjer igennem Ordsp. Pas på, at læsningen ikke går for hurtigt, for der er masser af guldkorn, som det lønner sig at standse ved eller lære udenad. De mange korte ordsprog følger ikke nogen særlig logik eller tematisk orden, men kommer omkring helt væsentlige aspekter af menneskelivet (og så er der nogle sjove som 21.9.19). Modsætningerne mellem mennesker (fx retfærdig / uretfærdig, kløgtig / dum) beskriver ikke gode og dårlige mennesker, men konsekvenserne af evangeliet. Læs ikke ordsprogene som blot etisk vejledning, men brug dem som anledning til at lade evangeliets gode konsekvenser og virkning flyde ind i dagliglivet.

Rigdom var et tema allerede i kap. 22, og det fortsætter i kap. 23. Desuden er der ordsprog om alkohol, sex, bagtalelse, dovenhed kontra arbejde i kald og stand, lydighed mod øvrigheden og meget andet. Kap. 25-29 rummer den sidste samling af salomonitiske ordsprog, og perspektivet bliver her knap så konkret og mere overordnet om det gode liv. I kap. 25 er der flere paralleler til NT (prøv at finde parallelerne til Luk 14,7-14 og Rom 12,20-21).

Jeg lagde i læsningen denne gang særligt mærke til temaet: Åbenhed og ægthed i forhold til Gud og mennesker. Det nytter ikke at forstille sig og gøre sig ringere eller bedre, end man er. “Som vandet spejler ansigtet, sådan spejler hjertet mennesket”, lærer vi i 27,19. Se også 28,13-14 eller 29,25. Ordsp slutter med Agurs ord (kap. 30) og kong Lemuels mors ord (kap. 31). Agur begynder med at bøje sig for Guds visdom (jf. Ef 4,8) og taler om Gud og hans søn (30,4b) – som kun kan være Kristus selv! Kap. 31 beskriver den opdragelse Kong Lemuel fik af sin mor, som (sikkert også belært af kong Davids og Salomos advarende eksempler) opfordrer til at finde én dygtig kvinde, hvor gudsfrygten også berømmes (31,30).

Højsangen er visdomslitteraturens sidste: Højs. Den ægteskabelige kærlighed mellem kvinde og mand (betegnet dels “kæreste” og “elskede” i den autoriserede oversættelse) er i fokus – både i sin egen ret, men også som et billede på menigheden og Kristus (jf. Ef 5,25ff). Kærligheden beskrives så fint og ægte, med respekt for antydningens kunst, som mange nutidige serier og film med fordel kunne tage ved lære af. Højs trækker på den bibelske vejledning, at sex hører til i ægteskabet – der trives kærligheden bedst.

Den sidste navngivne forfatter i Sl er ikke overraskende David, der sang en stærk lovsang til den Gud, som er evig, barmhjertig og omsorgsfuld. De sidste 5 salmer er anonyme og alle lovsange. I Sl 146 modstilles menneskers og Guds hjælp, og Gud er al hjælps Gud. Sl 147 handler om Guds storhed og styrke, både i det store (som universet, se 147,4) og det små, når Gud tager sig af de hjælpeløse og fuglene.

Velkommen til den sidste bog i Bibelen, som også retter os mod de sidste tider. Bogen åbner i kap. 1 med forfatterangivelse og affattelsessted og et mægtigt syn af Jesus (1. syn ud af 7), som låner sprog fra bl.a. Es og Dan. De 7 menigheder præsenteres, som er 7 konkrete menigheder i Lilleasien, men også et billede på alle menigheder til alle tider. 7-tallet går gennem hele bogen som det fuldkomne tal. Bogens formål er at opmuntre kristne til alle tider til at sætte håbet til Gud. Kap. 2 og 3 består af breve til de 7 menigheder – kan du genkende dig selv i nogle af advarslerne / opmuntringerne?

Nu fik Johannes et syn af Himlen og Guds storhed (2. syn). Der er brusende lovsang i al evighed, men også det problem, at profetien er forseglet og ikke kan åbnes. Johannes så sig om efter en værdig oplukker, som viste sig ikke at være en stærk eller magtfuld person, men det slagtede lam. Også dette er et gennemgående træk: Sejr vindes aldrig gennem magt og penge, men gennem kærlighed og offer. Åbningen af de 7 segl begynder med evangeliets sejrsgang over jorden (1. segl) og derefter afsløringen af verdens ondskab.

Efter endnu et mægtigt syn (3. syn) ind i Himlen af den talløse store, hvide flok, blev det syvende segl med de helliges bønner brudt. Giver det et perspektiv over vores bønner? Det er vigtigt at bemærke, at alle syn og begivenheder i Åb ikke beskriver et kronologisk forløb i den sidste tid – men er billeder på kirkens og kristnes vilkår i verden. Der beskrives meget modgang og lidelser, bl.a. gennem de 7 basuner, men lige så gennemgående er Guds trøst (7,17) og styring af forløbet. Alt er i hans hånd.

Kap. 10 og 11 handler om Guds kald gennem evangeliet til hele verden, for at mennesker skal omvende sig i tide. Den 7. basun varsler Guds herredømme og går over i det 4. syn, som handler om “historiens drama”. Læs kap. 12 med Jesus-historien i baghovedet. Åb beskriver ikke Jesu fødsel i Betlehem, men de himmelske dimensioner af Kristi fødsel beskrives: Dragen (som svarer til slangen i Edens Have) forfulgte det nyfødte barn uden held, men kastede sig nu over “kvindens øvrige børn”, dvs. os. Hvordan skal det gå?

Centrale skikkelser i historiens store drama er to dyr, som står som billeder på verdslig magt (militær, økonomi, indflydelse) og misbrugt åndelig magt. Dyrene kræver absolut lydighed fra alle følgere og er således modsætningen til lydigheden mod Gud (se 5 Mos 6,4ff; Mark 12,29-31). Synene havde i samtidens forfølgelse stor aktualitet (de hebraiske ord for “Kejser Nero” og “dyret” giver begge 666), men afdækker også strukturer til alle tider. 14,9- 12 er måske Bibelens klareste beskrivelse af den evige fortabelse – som “pine” og “ingen hvile”, i kontrast til “hvile” (14,13). De syv plager (5. syn) minder os om Egyptens plager.

Det 6. syn (17,1ff) handler om dommen over denne verdens rige, Babylon. Som det store, uovervindelige babylonske rige faldt i GT’s tid, og Guds folk vendte hjem til det lovede land, sådan vil al verdens ondskab gå sin undergang i møde. Den store skøge er symbolet, beklageligvis en kvinde – men billedet på den frelste skare er også kvinde, der (ikke med ydre pragt, men indre skønhed (19,6-8)) har gjort sig rede. Det gøres helt klart (utallige steder i Åb og Bibelen i øvrigt og også her), at frelsen alene udvirkes af Jesus (19,11-21, som indleder det 7. og sidste syn: “Kristi Rige”).

Salmernes bog slutter med lovsang på alle tangenter. De tre salmer begynder alle med “Halleluja”. Bemærk, at salmerne ikke umotiveret opfordrer til lovsang, men grunden til lovsang nævnes altid – her særligt Guds skabelseskraft, frelse og nærvær. Kunne man sætte disse overskrifter over salmerne: “Lovsyng Herren, hele jorden” (Sl 148), “Lovpris Herren, menighed” (Sl 149), “Lovpris Herren med al musik” (Sl 150)?

Bibelen slutter, som den begyndte – og faktisk endnu bedre: Med den perfekte verden, uden mulighed for et nyt syndefald. Dommens realitet skjules ikke, men Guds ord opmuntrer os til at knytte os til Jesu gerning for os og leve i troen på ham. Og hermed nåede vil til den sidste læsning i projekt “Læs verdens bedste bog”. Jeg vil sige en stor tak for deltagelsen og håber og tror, at det har givet aha-oplevelser undervejs og større glæde ved Guds ord.