Dag 331 – Matthæus evangeliet 22-23
Hele Jesu virke har været én stor invitation til den kærlige Guds evige fest – og nu fortalte Jesus en lignelse om virkningen af invitationen. Hvordan har lignelsen relevans i dag? Farisæerne og de skriftkloge forsøgte at fange Jesus på det forkerte ben, hvilket ikke lykkedes (22,46). Derimod fangede Jesus dem (og os) i hykleri og selvbedrag, hvilket stadfæstede dommen over Jerusalem.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 22,16 Herodianerne er tilhængere af det herodianske dynasti. Mellem dem og farisæerne har der været et stærkt modsætningsforhold, men her kan de samarbejde, fordi de begge mener at Jesus er et problem.1 22,19 Alle måtte betale en denar om året, uanset indtægt.2 En denar var den normale dagløn for en arbejder på Jesu tid (Note fra Matt 20,2). 23,5 Bederemme henviser til de små kapsler, indeholdende pergamentstykker med skriftsteder, som farisæerne bar i et bånd om panden (5 Mos 6,8). De brugte brede bånd, som var tydelige at se (jf. 6,5). Kvaster er en tøjdusk, som skal minde dem om loven (4 Mos 15,38-41; jf. 9,20; 14,36). Farisæerne gjorde dem ekstra lange for at vise deres fromhed udadtil.2 23,6 At sidde til højbords er at sidde ved værtens bord (jf. Luk 14,10).2 23,7-8 I v. 8 defineres rabbi som lærer. I sammenhængen er titlen rabbi et middel til anerkendelse og magt.1 23,15 Proselyt: Nyvunden tilhænger af en religion oprindelig en ikkejøde der overgår til jødedommen.3 23,23 Mynte, dild og kommen er af tre krydderurter og dermed af noget ubetydeligt.1 23,24 I sier myggen fra, men sluger kamelen er et billedligt udtryk, der spiller på, at man siede vinen, før man drak den for at fjerne urene smådyr. Med billedet vil Jesus sige, at de fokusere på detaljer og er opslugte af dem, mens de overser det betydningsfulde.1 23,27 I påsketiden var det almindeligt at kalke gravene hvide som en advarsel til dem, der besøgte Jerusalem. At komme for nær en grav betød, at man blev uren.2 23,35 Abel var den første, der blev dræbt i GT (1 Mos 4,8). Zakarias, Barakias’ søn, der er den sidste af de gammeltestamentlige retfærdige, der lider martyrdøden (Zak 1,1).1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 148-156.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=proselyt
Faktaboks: Rabbi
| Rabbi |
| Titlen rabbi, som betyder »min herre«, blev normalt anvendt, når en discipel henvendte sig til den skriftkloge; men det var også en almindelig tiltaleform over for religiøse lærere og lærde i det hele taget. Både Johannes Døber, Joh 3,26, og Jesus kaldes rabbi. Jesus tiltales sådan af sine disciple, Joh 1,38, af folk, der henvender sig til ham med bøn om hjælp, og af de skriftkloge og farisæerne. Han har åbenbart selv billiget denne tiltaleform, Matt 26,25, frem for mere religiøst ladede titler som Messias og lignende. Det nogle gange brugte rabbuni, Mark 10,51, havde samme betydning, men havde måske lidt finere klang. I NT er rabbi som regel gengivet med det græske ord for lærer, som på dansk er oversat med »mester«. |
Dag 332 – Matthæus evangeliet 24-25
Dagens læsning er den sidste tale i Matt (som er det evangelium, der indeholder flest taler). Jesus gav sig tid til at undervise disciplene og forberede dem på tidernes ende. Læg mærke til, at Jesus vekslede mellem alvoren i verdens tilstand og trøsten for dem, der holder ud til enden. Det er Gud, der bestemmer, hvornår verden slutter, jf. forfatteren Poul Hoffmanns ord: “Jeg er optimist – jeg tror på jordens undergang”. Og, må vi tilføje: “Jesu genkomst”.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 24,2 Profetien opfyldes i år 70 e.Kr.1 24,43 Romerne inddelte natten i fire nattevagter (Nattevagterne er fra 18-21, 21-24, 24-3, 3-6 morgen). (Note fra Matt 14,25) 24,49 Svirebrødre: Person som nogen plejer at drikke alkohol sammen med, fx på værtshuse.2 25,14-30 Forholdet til Luk 19,11-27 Denne lignelses forhold til lignelsen om de betroede talenter hos Matthæus er meget kompliceret og omdiskuteret. Der findes en række slående ligheder, som gælder helt ned i enkeltformuleringer: Luk 19,12 svarer til Matt 25,14 Luk 19,15b-23 – Matt 25,19-27 Luk 19,24b – Matt 25,28 Luk 19,26 – Matt 25,29 Der er også en række forskelle, som er: 1. Rammen: Lukas: Jeriko eller mellem Jeriko og Jerusalem, Matthæus: i Jerusalem. 2. Tilhørere: Lukas: folkeskaren, Matthæus: disciplene. 3. Lukas har en række detaljer, der ikke findes hos Matthæus, fx Luk 19,27. 4. Hos Lukas handler lignelsen om en konge, hos Matthæus om en forretningsmand. 5. Lukas har ti tjenere, Matthæus tre. 6. Hos Lukas betror kongen tjenerne et pund, hos Matthæus er der tale om forskellige antal talenter. 7. Hos Lukas er lønnen forskellig, hos Matthæus er den ens. 8. Af 286 ord hos Lukas og 302 hos Matthæus er der kun 66 sammenfaldende ord og udtryk. Forskningen har givet forskellige forklaringer på ligheder og forskelle. Nogle mener, at Lukas gengiver den oprindelige lignelse af Jesus, mens Matthæus har ændret og tilpasset den. Andre skønner, at Matthæus’ form er mere oprindelig, og at Lukas er ansvarlig for ændringer. En tredje mulighed er, at Jesu lignelse tidligt i overleveringen har antaget forskellige former, således at Matthæus og Lukas gengiver hver sin overlevering af den oprindelige lignelse. Problemet ved de tre nævnte løsninger er, at det forudsætter, at traditionen eller evangelisten har forholdt sig meget frit til den oprindelige lignelse af Jesus. Det er derfor bedre at foreslå en fjerde løsning, hvor ligheder og forskelle forklares ved, at Jesus ved to forskellige anledninger fortalte to lignelser, hvor han bevidst tog udgangspunkt i samme billedsprog, men gennem detaljerne alligevel fik forskellige pointer frem. Intet i de to tekster modsiger denne mulighed, men den afhænger naturligvis af fortolkerens grundlæggende vurdering af evangeliernes historiske troværdighed. (Note fra Luk 19,11-27) 25,15 En talent svarer til 6000 denarer. En talent var oprindelig en vægtenhed, men går over til primært at være en møntenhed.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svirebr%C3%B8dre
Dag 333 – Matthæus evangeliet 26
Nu bliver Matthæus fortællende om de sidste begivenheder i påsken. Vi kommer ind i historien skærtorsdag. Disciplenes svigt bliver tydeligt udstillet (et træk, der bekræfter Bibelens troværdighed). Peters ord i 26,35 blev vendt til det modsatte: “Om jeg så skal fornægte dig, vil jeg aldrig dø sammen med dig”. Jesus ventede til det afgørende øjeblik, hvor han afslørede sin identitet (26,64), og så blev dommen fældet over ham.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 26,3 Kajfas var ypperstepræst fra 18-36 e.Kr.1 26,6 Simon den Spedalskes hus: Man kender ikke denne person.2 26,7 Alabastkrukke: En dyr flaske af gulligt glas.2 26,15 Tredive sølvpenge er sandsynligvis 30 denarer, der svarer til ca. en månedsløn.1 26,17 De usyrede brøds fest er påskefesten. Det usyrede brød var i påskemåltidet et symbol på det brød, Israels folk spiste under ørkenvandringen.2 26,36 Getsemane: Dette sted ligger ved Oliebjergets fod, på den anden side af Kedronbækken (Joh. 18,1). Det er en have med oliventræer.1 26,37 Zebedæussønner: Jakob og Johannes.2 26,53 Tolv legioner: En legion er 6.000 mand.1 26,59 Dømme ham til døden: Synedriet kunne dømme et menneske til døden, men ikke eksekvere dommen. Den magt var forbeholdt romerne.1 26,65 Da flængede ypperstepræsten sine klæder: Det at flænge sine klæder er her et udtryk for et stærkt oprør på Guds vegne.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 172-176.
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Dag 334 – Matthæus evangeliet 27-28
Judas’ tragiske død minder os om Saul, der også døde for egen hånd (1 Sam 31,4). Processen mod Jesus blev ført til ende, og Matt beskriver (som Mark og Luk) Jesus som den lidende Messias (i modsætning til Joh, der skriver med en “sejrende Kristus”-vinkel). Opstandelseskapitlet beskriver nøgternt verdenshistoriens største begivenhed, ikke underligt med overnaturlige hændelser (27,51-53 ; 28,2). Til sidst sendes disciplene (og vi) ud med et stort løfte fra Jesus selv.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 27,2 Pilatus var indsat af romerne som statholder (præfekt) over Judæa, Samaria og Idumæa (år 26-36 e.Kr.) Pilatus havde sin residens i Cæsarea ved Havet, men drog til Jerusalem og residerede der under påskefesten.1 Arkelaos, Herodes den Stores søn (2,22), blev afsat år 6 e.Kr. Derefter blev Judæa regeret af romerske statholdere indtil år 41 e.Kr., hvor Herodes agrippa I (sønnesøn af Herodes den Store) fik magten (ApG 12,1).2 27,6 Det er ikke lovligt: Der er sikkert tænkt på 5 Mos 23,18, der fortæller, at penge, der er erhvervet på en syndig måde, ikke må bringes ind i Guds hus. Tempelblokken er templets skatkammer. Blodpenge er penge, der har ført til død.1 27,7 Pottemagermarken ligger syd for Hinnoms Dal.2 27,16 Jesus Barabbas har deltaget i et oprør mod romerne (Mark 15,7).1 27,25 Lad hans blod komme over os og vore børn!: Det er en gammeltestamentlig vending, der betyder, at de tager ansvar for handlingen og erklærer sig villige til at bære den skyld, handlingen måtte indebære (Matt 23,35).1 27,26 Lod Jesus piske: Pilatus dømmer ham til døden ved korsfæstelse, og som praksis er, skal han piskes forinden. Pisken bestod af flere læderstrimler, der var forsynet med skarpe genstande i spidserne (af metal eller sten eller lignende), og denne form for piskning betød, at den dømtes hud og kød på ryggen blev flået op. Formelt hører vi ikke dommen, men overgivelsen til korsfæstelsen forudsætter denne dom og beskriver dens indhold. Johannes fortæller, at Pilatus lader Jesus piske under processen, mens han ifølge Matt 27,26 og Mark 15,15 bliver pisket efter domfældelsen. Der er ikke tale om den samme afstraffelse. Sherwin-White 1984, 27-28, gør opmærksom på, at romerne havde tre forskellige former for straf med piskning. Der var den lette form for piskning (fustigatio), der blev benyttet i forbindelse med mindre forbrydelser. Der var en mere brutal og hård piskning (flagellatio), der blev benyttet i forbindelse med alvorlige kriminelle handlinger, og der var den mest frygtede form for piskning (verberatio), der blev benyttet i forbindelse med andre former for straf og deriblandt korsfæstelse. Den piskning, som Johannes omtaler, er den milde form (fustigatio). Følgende faktorer peger i den retning. Pilatus finder, at Jesus er uskyldig, og han vil blot straffe ham for at imødekomme jøderne og for at sætte Jesus på plads. Det peger på en let form for piskning. Det er usandsynligt, at Pilatus ville udsætte Jesus for den hårde og brutale form for piskning (verberatio), før Pilatus har dømt ham, fordi den brutale form er alt for risikabel en form for straf. Den kan medføre døden, eller den kan svække den anklagede så voldsomt, at videre forhør er umuligt. Under processen bliver Jesus altså straffet med den »milde« form for piskning (fustigatio), og først efter domfældelsen bliver han straffet med den brutale form for piskning (verberatio), der kan medføre døden eller svække den dømte alvorligt og dermed sikre, at korsdøden ikke trækker unødvendigt længe ud.1 27,28 Skarlagenrød: Med klar, gennemtrængende orangerød farve.3 Mark 15,17 kalder den for en purpurkappe for at beskrive dens funktion som kongedragt. Purpurdragten er fyrsters og kongers dragt.1 27,32 Kyrene: En by ved Middelhavet vest for Egypten hvor der boede mange jøder.2 Det var praksis, at den dødsdømte bar korsets tværbjælke fra byen, hvor han var blevet dømt, og ud til retterstedet, som normalt lå uden for byen.1 27,33 Golgata er aramæisk.1 27,34 Vin at drikke, som var blandet med malurt: Mark 15,23 skriver, at vinen er krydret med myrra, men der er ingen modsætning, da malurt ikke er et stof, men en bitter smag. Med malurt beskriver Matthæus vinens smag, og med myrra beskriver Markus det stof, der giver den bitre smag.1 27,44 Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde: Luk. 23,39ff fortæller, at den ene af dem indser, at Jesus er Messias. Den mest sandsynlige forklaring er, at han først spotter, men senere på grund af Jesu ord fra korset og på grund af mørket indser, at Jesus er den, han udgiver sig for at være.4 27,45 Sjette time er ca. kl. 12 middag. Niende time er ca. kl. 15 eftermiddag. Markus fortæller, at romerne korsfæstede Jesus ved den tredje time ca. kl. 9 fredag formiddag den 15. nissan. Markus anvender jødisk tid, og jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, og de opdelte natten og dagen i tolv timer. Johannes fortæller, at Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse omkring den 6. time. Johannes anvender romersk tid, og romerne regnede døgnet fra midnat til midnat og opdelte døgnet i to gange tolv timer fra midnat til middag og fra middag til midnat. Omkring den 6. time er da omkring kl. 6 morgen. En oversigt ser således ud: Tidlig fredag morgen: Synedriet stadfæster sin dom over Jesus Tidlig fredag morgen: Processen hos Pilatus Tidlig fredag morgen ved sekstiden: Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse Fredag formiddag ca. kl. 9: Jesus korsfæstes Fredag fra ca. kl. 12-15: Mørke over landet Fredag ca. kl. 15: Jesus dør Fredag eftermiddag inden sabbatten: Jesus begraves.1 27,46 Elí, Elí! lemá sabaktáni er aramæisk.1 27,48 Eddikevin er billigt, og soldater drak dette.1 27,51 Forhænget i templet: Hebr 9,1-28 og 10,19-20 viser, at der er tænkt på det forhæng, der adskiller det Hellige fra det Allerhelligste. Spaltningen af forhænget har symbolsk betydning. Forhængets funktion var at markere en grænse i forhold til Gud. Vejen til det Allerhelligste var endnu ikke åbnet (Hebr 9,8). Intet menneske kunne gå gennem forhænget undtagen ypperstepræsten, der på den store forsoningsdag bar sonofferet ind i det Allerhelligste. Det spaltede forhæng forkynder da, at adgangen til Gud er fri. Det sker i dødsøjeblikket, fordi Jesus er det offer, der soner og udsletter synden (se vers 46). Matt 27,51 og Mark 15,38 fortæller om forhænget efter beskrivelsen af Jesu død, mens Luk 23,45 fortæller om forhænget før beskrivelsen af Jesu død. Dette er et godt eksempel på, at rækkefølgen i fortællingen ikke er kronologisk. Det er helt tydeligt, at det spaltede forhæng symboliserer adgang til Gud, og denne adgang skaffer Jesu død. Forhænget spaltes altså i det øjeblik, Jesus dør. De to begivenheder er samtidige.1 27,53 Den hellige by er Jerusalem.1 27,66 Sætte segl på stenen: Er et segl mellem sten og klippen, der skal brydes ved indbrud, hvilket vil afsløre, at folk udefra er brudt ind i graven.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 181-184.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skarlagenr%C3%B8d
4 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 239
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 335 – Jobs bog 1-5
Velkommen til Jobs bog – en helt enestående bog i Bibelen og således verdenslitteraturen. Bogen indleder “visdomslitteraturen” i GT og omhandler den ellers ukendte Job (men dog historiske person, jf. Ez 14,14; Jak 5,11), der kæmper med Gud i en for ham – og os – at se uretfærdig lidelse. Mennesker i lidelse og modgang har til alle tider spejlet sig og fundet både udfordring og trøst i Jobs bog. I begyndelsen (og slutningen) af bogen trækkes de store linjer for bogens drama. Læs med nysgerrigt og åbent sind.
Indledning til Jobs bog
Job havde det godt, indtil Satan forsøgte at få ham til at forbande Gud. Job mistede familie, rigdom og sit gode helbred. Det meste af bogen handler om at finde ud af årsagen til hans lidelser, men Gud får det sidste ord og velsignede Job.
Indledningen
Bogen har fået navn efter hovedpersonen Job. Jobs Bog er den gammeltestamentlige visdomslitteraturs største åndsværk. Det er et mægtigt værk om en mands lidelser og hans problemer med at få dette til at stemme med sin overbevisning om Gud som en retfærdig Gud. Jobs Bog behandler spørgsmålet om forholdet mellem menneskelig lidelse og Guds kærlighed. Med ubehagelig klarhed stiller den spørgsmålet: Hvordan kan en retfærdig Gud tillade al menneskelig ondskab? Bogen har et sprog og en intensitet, som gør den til noget af det ypperste i verdenslitteraturen.
Handlingen foregår i patriarktiden. Job boede i landet Us og hørte til blandt Østens folk (1,1.3). Job må have boet øst for det, der senere blev Israel, men vi kan ikke sige nærmere hvor. Hverken Moseloven, templet eller Israels historie nævnes. Han ofrer selv til Gud (1,5), selv om det i Moseloven kun er tilladt præster. Den eneste mønt, der omtales i bogen (kesita, Job 42,11), hører også hjemme i den ældste tid (1 Mos 33,19. Jos 24,32). Job har uden tvivl været en før-israelitisk troende, der dyrkede Herren, selv om han næppe har hørt til Abrahams kødelige efterkommere. Måske svarer hans tro meget til fx Melkisedeks (1 Mos 14). Det er også værd at bemærke, at Job opnåede en højere levealder end nogen efter udvandringen fra Egypten (42,16).
På grund af disse ting mener den jødiske tradition og flere kirkefædre, at bogen er skrevet af Moses. Det er også årsagen til, at den syriske oversættelse Peschitta placerer bogen umiddelbart efter Mosebøgerne. Andre argumenterer for en sen datering. Det eneste sikre er, at Jobs Bog er skrevet på et tidspunkt mellem Moses og profeten Ezekiel, som nævner Job på linie med Noa og Daniel (Ez 14,14.16.18.20). De havde alle tre stor betydning for Israels tro. Noa lærte Israel at bygge i tro, Daniel at frygte Gud i tro, Job at lide i tro. Jakob omtaler Jobs lidelse og udholdenhed, som et eksempel på Herrens barmhjertighed (Jak 5,11).
Jobs Bog hører til det, vi kalder visdomslitteraturen. Den er for størstedelens vedkommende skrevet i poetisk form, men ligesom vi ikke ved, hvor landet Us lå, ved vi heller ikke hvor, hvornår og af hvem Jobs Bog er skrevet.
Bogens indhold:
1. Job 1-2. Prolog, skrevet i prosa. Job er en rig mand, som sætter alt ind på at leve efter Guds vilje. Han bliver alligevel ramt af de hårdeste ulykker og plager. Det sker – uden at Job ved det – fordi Gud lader Satan prøve Job, om hans gudsfrygt er ægte, eller han kun holder sig til Gud, fordi han har fordel af det. Dette fremstilles i scener skiftevis på jorden og i himmelen.
2. Job 3-31. Diskussion mellem Job og hans venner om årsagen til ulykken.
a. Det begynder med, at Job forbander sin fødselsdag og ønsker, at han aldrig var blevet født (Job 3). Så følger tre tale-runder, hvor hver af hans tre venner prøver at tale ham til rette (dog kun to i sidste runde), og Job svarer hver enkelt.
b. 1. runde (Job 3-14)
c. 2. runde (Job 15-21)
d. 3. runde (Job 22-26). Vennerne prøver at være sjælesørgere, men optræder med forklaringer, formaninger og egne oplevelser, så de kun gør ondt værre. Deres omkvæd er, at der må være en synd eller svigten i Jobs liv, siden han er ramt af så store ulykker.
e. Jobs sammenfatning (27-31), herunder hans hymne til visdommen (27-28). Job slutter sin tale med en sammenfatning af sine standpunkter over for Gud (29-31). I kap. 29 mindes han sin tidligere lykke under Guds rige velsignelse. I kap. 30 klager han over sin nuværende elendighed. I kap. 31 fremhæver han sin uskyld og aflægger sin stærke uskyldsed, hvor han gennemgår en lang række synder, som han erklærer, at han ikke har begået og henvender sig direkte til Gud og beder ham om svar (“Nu må den Almægtige svare mig” 31,35). Job og hans venner har samme syn på gengældelseslæren, men problemet er, at selv om de har samme gengældelseslære, trækker de to forskellige konklusioner. Vennerne hævder, at Job må have syndet, siden Gud straffer ham. Job hævder, at Gud har straffet ham uberettiget.
3. Job 32-37. Elihu, Barak’els søn, taler imod Job. Han understreger, at Gud er ophøjet og retfærdig. Lidelsen er straf over ugudelige og tugt af gudfrygtige. Han formaner derfor til ydmyghed over for
Gud.
4. Job 38,1- 42,6. Gud selv svarer Job ud fra et stormvejr.
a. Gud stiller Job spørgsmål, om han forstår skabelsen og skaberværket. Job må indrømme, at han kommer til kort (38-39).
b. Gud beder Job om at styre verden bedre, end han selv gør, og Gud forkynder skaberværkets storhed. Job møder Gud. Over for dette bøjer Job sig for Skaberen, den Almægtige. Han tilbagekalder det, han har sagt og beder om at blive belært af Gud. Han er villig til at godtage, at Gud styrer alt med overlegen visdom, selv om han ikke har fået svar på, hvorfor han måtte lide (40,1-42,6).
5. Job 42,7-15. Epilog, skrevet i prosa. Først bliver Jobs venner revset, fordi de ikke havde talt ret om Gud. Derefter bliver det fortalt, hvorledes Gud igen velsigner Job.
Jobs Bog forkynder, at lidelse ikke kan forklares. Men Gud kan erkendes og erfares på trods af lidelse. Og et menneske kan med hele sin smerte være hos den almægtige Gud. Det blev Jobs lykke, og det er ethvert menneskes lykke. Den lidende og nedtrykte kan ikke få trøst ved noget andet end ved at skue Gud, dvs. ved en personlig erfaring eller oplevelse af fællesskab med Gud. Som Asaf udtrykker det: “At være Gud nær er min lykke” (Sl 73,28).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 Landet Us er ikke kendt, og der er først og fremmest to områder, der kan være tale om: enten i nærheden af Edom eller nordøst for Israel i Hauran. Vi finder også betegnelsen Us for et landområde i Klages 4,21 (og i Jer 25,20), hvor det betegner Edom. Der er mest, der taler for, at vi skal finde Us i den nordlige del af Østjordanlandet.1 1,3 Mange har sat spørgsmålstegn ved det historisk korrekte i oplysningerne om kameler i patriarktiden. Kamelen er egentlig den en-puklede dromedar (camelus drome-darius). Der er dog fundet kamelknogler, som dateres til det 24. århundrede f.Kr.1 1,6 Gudssønnerne: Der er ingen tvivl om, at der er tale om himmelske væsener, engle, som tjener Gud.1 1,14 Sabæerne bliver normalt opfattet som et semitisk folk, der levede i det nuværende Yemen. Deres hovedstad lå ved det nuværende Marib.1 1,17 Kaldæerne kendes fra det 9.årh. f.Kr., hvor de omtales i assyriske beretninger fra Assurbanipal II’s tid (884-859). De fik flere gange i det 8.årh. magten over Babylon, og i 626 f.Kr. grundlagde Nabopalassar det nybabyloniske imperium, som betegnelsen kaldæere normalt henviser til. Der kan være tale om nogle forløbere for de berømte nybabylonere, og at de på dette tidspunkt udgjorde en halvnomadestamme.1 2,11 Elifaz betyder »Min Gud er det fineste guld« og er et edomitisk navn (1 Mos 36,11.15) og Teman er et sted, der knyttes sammen med Edom (Jer 49,7.20; Ez 25,13; Am 1,12; Obad 8-9). Teman er dog også blevet sat i forbindelse med Tema i Arabien. Bildad betyder muligvis »Søn af Hadad« og er blevet opfattet som en kortform af et gammelt amoritisk navn Yabil-Dad(a). Vi kender ikke noget stednavn Shua, men en søn af Abraham gennem Ketura bærer dette navn (1 Mos 25,2). Sofar betyder »ung fugl«. Navnet kendes ikke uden for Jobs Bog. Na’ama kendes som pigenavn. En af Kains efterkommere bar dette navn (1 Mos 4,22) og Salomo giftede sig med en amoritisk prinsesse, som hed Na’ama (1 Kong 14,22). Det er muligt, at Sofar kommer fra stedet En-Sofar ved vejen mellem Beirut og Damaskus. På samme måde som Job og hans hjemstavn kan de tre venner og deres hjemstavn ikke identificeres med sikkerhed. Men det behøver ikke betyde, at de er opdigtede.1 2,12 Flængede deres kapper og kastede støv på hovedet: Der er tale om en handling, som viser deres dybe medfølelse.1 3,8 Livjatan er sandsynligvis en personifikation af alle gudsfjendtlige kræfter. (Se mere om ordet i noten til Job 40,25)1 4,6 Dårskab: Uklog (og forkastelig) handling.2 5,21 Tungen gælder i GT ofte som ophav til en række synder. Derfor kan bagtalelse af medmennesker udmærket sammenlignes med en svøbe (= pisk med kort skaft og lang snor3) (sammenlign med Siraks Bog (GT apokryf Red.) 26,6; 28,17; 51,2). Ordet tunge kan somme tider bruges om flammer, og derfor er det foreslået, at tungens svøbe er et andet udtryk for ildsvåde (= Brand4).1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=d%C3%A5rskab
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sv%C3%B8be
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ildsv%C3%A5de
Dag 336 – Salmerne 136-138
Med “GT’s omkvæd” (136,1) som gennemgående respons er Sl 136 formentlig en vekselsang, brugt i gudstjenesten. Sl 137 refererer israelitternes dybe frustration og længsel efter landet under eksilet i Babylon. Det afsluttende hævnønske (137,8) blev udfordret af Jesus (Matt 5,43-48), men vi forstår det, når vi formoder, at det samme blev gjort mod israelitternes egne børn. Sl 138 af David er det taknemmelige menneskes lovprisning af Gud for sit nærvær og frelse.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 136,1 Halleluja: Lovpris Herren.1 136,19-20 Verset nævner de folkeslag og konger, som Israel besejrede på vejen fra Egypten til Kana’an. Kampen imod kongerne Sihon og Og (begge øst for Jordanfloden) er beskrevet i 4 Mos 21,21-25.33-35, og mod de andre småkonger i Jos 11,23-12,24. Sihon og Og var de mest magtfulde og havde de mest frygtindgydende hære. (Note fra 135,11) Salme 137 Gendigtet af N.F.S. Grundtvig i 1825 og 1855: Tør end nogen ihukomme.2 137,1 Salmen er blevet til på baggrund af det babyloniske fangenskab i tiden 587-538 f.Kr. (2 Kong 25,11) og den lidelse, Israels folk der gennemgik.2 Zion: Templet var blevet ødelagt og skændet.1 137,2 Som et ydre symbol på folkets sorg hængte de deres citere (et harpelignende strengeinstrument med 3-12 strenge. If. rabbinsk tradition skulle der være mindst 9 strenge på citere, der blev brugt ved gudstjenesten), hvorpå de ellers ledsagede salmesangen, op i poplerne (det drejer sig om populus Euphratica, der kan kan minde lidt om piletræet), hvis grene derved tyngedes ned og fik et sørgende udseende.1 137,7 Da babylonerne erobrede Jerusalem (587 f.Kr), havde broderfolket Edom (sydøst for Det Døde Hav) med stor skadefryd (Klages. 4,21. Obad 8-15. Ez 25,12-14; 35,1-9) opildnet hærene til at ødelægge Jerusalem og dens indbygger fuldstændig.1 Jerusalems dag er her den dag, da Jerusalem blev ødelagt.1 137,8 Babylons datter: Babylonerne.1 138,1 Med guder må der være tænkt på afguder, åndemagter eller store herskere.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 268-269.
Salme: Tør end nogen ihukomme. (Grundtvigs gendigt af Sl 137)
Tør end nogen ihukomme
1
Tør end nogen ihukomme
hjertets søde morgendrøm,
mindes, trods al verdens domme,
Zion med en tårestrøm?
Mægter nogen end at stemme
harpen dybt til orgelklang?
Vover nogen end at nemme,
end at kvæde Zions sang?
2
Ja, så længe hjertet banker
kærligt i en kristens barm,
rinder mellem Himmel-tanker
over Zion tåren varm,
og så længe for Guds trone
høres seraf-harpens klang,
skal i Kristi kirke tone
over tårer Zions sang.
3
Samler eder tæt om bjerget,
alle Zions døtre små!
Har end fjenden sletten hærget,
Herrens bjerg han lod dog stå.
Blev end sten på sten ej levnet,
hjørnestenen lå dog fast,
er urokket og urevnet,
mod den alle våben brast.
4
Ja, på ham vi kaste sorgen,
som og synden for os bar;
højt om sylden1 og om borgen
synge vi med stemme klar,
og i Herrens vingers skygge,
i en gylden aftenstund,
under sang vi atter bygge
på den gamle klippegrund.
5
Ej skal Zions borg sig højne
denne gang med spir og tårn,
hyttelavt i verdens øjne
bygges skal imod tilforn,
så vi efter ham os føje,
som har sagt, han ville bo,
hvor sig stjerner for ham bøje,
og hvor bly kærminder gro.
6
Huset med de høje sale
tømres kun af skaberhånd,
må fra Himmelen neddale
som til støvet Herrens Ånd;
vi af bløde bøgestammer,
under nattergalesang,
bygge kun et gæstekammer
til en himmelsk altergang.
7
Verdens vise, jordens bolde
vel vor hytte vil forsmå,
men den største vil dog holde
nadver i den ringe vrå.
Tidlig han sig myg har krummet
barneglad i moderskød,
han, som lå i krybberummet,
bryde vil i hytten brød.
8
Thi skal herligheden vorde
større i vort lave hus
end i det med borgegårde,
som nu sunket er i grus;
hans er sølvet, hans er guldet,
mer end guld hans kærlighed,
den er Himmel-glans i muldet,
den skal vi forklares ved.
Mel.: L.M. Lindeman 1868
Thomas Laub 1917
Sl 137,1-6; Hagg 2,1-9
N.F.S. Grundtvig 1825 og 1853.
1 grundvold
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 337 – Jobs bog 6-10
Vi er godt i gang med Jobs tre “venners” taler, hvormed de forsøgte at hjælpe Job, men i virkeligheden var elendige sjælesørgere. Nogle har sagt, at deres bedste sjælesorg var de første 7 dage, hvor de satte sig hos Job og tiede stille (2,13). Elifaz og Bildad søgte i deres første taler (kap. 4-5 og 8) at påvise Jobs manglende gudsfrygt og tro som grund til hans lidelser. Jobs første svar (kap. 6-7 og 9-10) er fyldt af klage. Overvej i læsningen, hvordan du vil gøre rede for ondskabens problem og / eller gudsfrygtens hemmelighed.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,6 Katost: 40-90 cm høj plante med brede, håndfligede blade, store rødviolette blomster og runde, flade spaltefrugter der ved modenhed deler sig i 9-11 små, skarpkantede delfrugter.1 6,19 Tema var et center for handelsretten i den nordvestlige del af Arabien og Saba et center i den sydvestlige del af Arabien.2 7,1 Hoveri betegner en påtvungen tjeneste.2 7,2 Daglejeren kan bruges om dem, der er hyret til militærtjeneste (Jer 46,21), men bruges almindeligvis om traditionelle arbejdere (fx 2 Mos 12,45; 3 Mos 25,53). De var sædvanligvis fattige (3 Mos 25,40) og blev ofte ansat for en dag ad gangen (sml. Matt 20,1-12). På grund af deres fattigdom var det bydende nødvendigt, at de blev betalt ved dagens slutning, for at de kunne forsørge deres familie (3 Mos 19,13; 5 Mos 24,14-15).2 7,6 Skyttelen: Aflangt, fladt og smalt redskab som indeholder en spole med tråd der under vævning føres mellem trendens tråde på tværs af væveretningen.3 7,12 Det er svært at afgøre, hvordan man skal forstå havet og dragen. Fortolkerne har søgt baggrunden for billederne forskellige steder i den nære orient. Tidligere mente man, at billedet hørte hjemme i Egypten, men det er i dag mere almindeligt at opfatte billedet ud fra en kana’aneisk eller babylonisk baggrund. F. Delitzsch (I, s. 123f.) mener, at billedet stammer fra Egypten. En vagt ved havet kan kun observere, om det overtræder dets grænser. Derfor vil det være naturligt at anvende billedet på Nilen, som i øvrigt i Es 19,5 betegnes med ordet hav (hebr.: jām). Ordet drage (hebr.: tannin) må da være en betegnelse for krokodillen. På samme måde som man observerer Nilens oversvømmelser, observeres alle Jobs bevægelser og handlinger. Rowley (s. 68) siger, at vi har en hentydning til figurer fra den babyloniske mytologi, hvor Marduk efter konflikten med Tiamat kløver hendes krop og deraf danner himmel og jord. Derefter sender han lyn og sætter vagt for at forhindre, at hendes vande strømmer frem. Jeg tror dog, at det er bedre at følge F. Andersen (s. 137) og N. Habel (s. 162), der går ud fra, at der er tale om en kana’aneisk baggrund. Fra ugaritisk mytologi kender vi havguden Jam, som bliver besejret af stormguden Ba’al i en kamp om at oprette den kosmiske orden. If. N. Habel optræder Tannin i GT både som et søuhyre (1 Mos 1,21) og som en mytologisk figur (Sl 74,13), sandsynligvis identisk med Livjatan (Es 27,1) eller Rahab (Es 51,9). Israelitiske forfattere anvendte disse kaossymboler som billeder og symboler for at beskrive de magter, som Herren besejrede, bl.a. også historiske fjender. J. N. Oswalt behandler i en interessant artikel The Myth of the Dragon and Old Testament Faith spørgsmålet om GT’s brug af kana’aneiske mytologiske figurer. Han konstaterer, at alle er enige om, at GT klart bruger disse udtryk på en ikke-mytisk måde. Senest fra Moses tid er myten ophørt med at være en del af den normative hebraiske religion. Dermed argumenterer han imod B. S. Childs og M. K. Wakeman, der begge anser opgøret med myten som noget, der langsomt kommer til at præge den israelitiske religion. Under alle omstændigheder klager Job over, at Gud betragter ham som en mægtig fjende.2 8,11 Papyrus var en meget værdifuld plante, som kunne anvendes til mange forskellige formål. Vi kender den først og fremmest som skrive materiale. Vort ord papir stammer ganske enkelt fra papyrus. Men papyrus kunne også anvendes til helt andre formål som hurtige både (Es 18,2), måtter og kurve (2 Mos 2,3). Papyrusplanten vokser i sumpede områder og trives godt i et varmt klima. Nilområdet er meget velegnet. Desværre kan den ikke holde sig længe i et fugtigt klima. I ørkensandet i Egypten har papyrus kunnet holde sig i årtusinder, mens den ikke har kunnet overleve i Palæstinas mere fugtige klima. Papyrus vokser hurtigt og bliver op til 3 meter høj. Det er en høj, spinkel plante. Udsagnsordet, der bruges i v. 11a betyder også at være høj, stolt og billedet med papyrusplanten taler derfor om de gudløses stolthed.1 Nilgræs er en form for siv (se 1 Mos 41,2.18, hvor det samme hebraiske ord bruges om det græs, som køerne i Josefs drøm spiste sig mætte i).2 9,13 Rahabs hjælpere: Der er her ikke tænkt på skøgen Rahab fra Jos 2, men der er tale om et søuhyre (Navnet Rahab optræder i 5 andre GT-tekster: Job 26,12; Sl 87,4; 89,11; Es 30,7; 51,9-10. I Es 30,7 og Sl 87,4 er der tale om et navn for Egypten, mens der de andre steder er tænkt på dette søuhyre). Rahab er mange steder blevet et symbol på gudsfjendske magter på samme måde som Tannin og Livjatan. Det er på grund af de tre søuhyrers rolle i Israels naboers myter, at de i GT symboliserer kaosmagterne i modsætning til Gud. Det hævdes altid ganske bestemt, at Gud er herre over alle kosmiske magter, også over dem, der er fjendtlige over for hans styre.2 9,30 Lud: (stærkt) basisk opløsning, fx af soda eller natron anvendes bl.a. ved fremstilling af sæbe og som rengøringsmiddel.4 9,33 Voldgiftsmand: En som mægler mellem to parter. Han lytter til begge parter og udarbejder et kompromis, som er bindende for dem begge.2 |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 87-112.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skyttel
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lud
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 338 – Jobs bog 11-15
Den tredje “ven”, Sofar, holdt sin første tale og fortsatte fejlfindingen hos Job. Han stemplede ham som både tankeløs, uvis og ufornuftig. Jobs lange svar rummede en hård kritik af “vennernes” gode råd (kap. 12-13,16) og derefter lige så hård en klage til Gud (13,17-kap. 14). Elifaz imødegik med anden tale (kap. 15) Jobs påståede gudsfrygt og indsigt. Han talte om Job helt upersonligt som “den uretfærdige”, “den gudløse”. Overvej, om sjælesorg i dag ind imellem ligner “vennernes”!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 12,5 Spot til skade, sådan tænker de sorgløse, et spark til dem, der er ved at falde: I dette vers hører vi et ordsprog af Jobs mund. Det er desværre ikke helt klart, hvad indholdet er. Tidligere har man ment at finde ordet fakkel/lampe (hebr.: lappid) i verset. Billedet udtrykker da, at de, der har deres på det tørre, ser på den, der fejler, og dermed spotter ham i stedet for at hjælpe ham. I stedet for at oplyse hans sti med et klart lys, giver de ham en spottelampe. Nu er man mere tilbøjelig til at dele det hebraiske ord op i to: for/til (hebr.: lê) og ulykke/skade (hebr.: pid). Ordsproget siger da, at de sorgløse og rige har foragt og ikke hjælp til overs for den, der fejler. De sparker til den, hvis fod er ved at falde.1 Samme vers i Bibelen 2020 til sammenligning: Man håner andres ulykke, når man har sit på det tørre, og tænker, at dem, der er ved at snuble, selv er ude om det. Samme vers i Bibelen på hverdagsdansk til sammenligning: Det er nemt nok at foragte dem, der har problemer, når man ikke selv har nogen. Hvorfor sparker I til en mand, der ligger ned? 12,20 Mælet: Evne til at tale; det at tale.2 13,4 Kvaksalvere: Person der uden at være lægeuddannet bedriver en form for lægevirksomhed.3 13,12 Jeres udsagn er af aske, jeres svar er af ler: Job slutter sin klage over vennerne med at tale nedsættende om deres belæring. Deres udsagn er aske-ordsprog og deres svar er ler-svar. Visdomslærere benyttede sig ofte af ordsprog af forskellige art i deres belæring. Her er tale om en type ordsprog, der er lette at lære udenad. Det, som vennerne har frembragt, har vist sig at være lige så uholdbart som aske og ler. Der har ikke været substans i deres taler.2 13,22 Stævn mig: Aftale at mødes et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.4 13,27 Blokken = Gabestokken5: Strafferedskab bestående af en pæl eller et bræt med huller til ben, arme og hoved som en forbryder blev lænket til eller sat fast i.6 13,28 Mølædt: med huller efter angreb af møl.7 14,17b Du har klistret til for min brøde: Det sidste billede er tvetydigt. Det kan betyde, at Gud vil dække Jobs brøde (= forkastelig eller ulovlig handling; synd8) til, noget, som vennerne har forkludret (sml. 13,4). En anden mulighed er, at Jobs brøde kun bliver klistret til med kalk, så en smule regn vil afdække den. DO holder sig til den første forståelse, men jeg vil foretrække anden mulighed. Den giver en bedre sammenhæng i kapitlet og betyder, at v.16-17 hører med til kapitlets højdepunkt.1 Samme vers i Bibelen 2020 til sammenligning: Mine forbrydelser ville være gemt langt væk, og du ville dække over alt, hvad jeg har gjort forkert. Samme vers i Bibelen på hverdagsdansk til sammenligning: Mine synder bliver gemt i en sæk, du tilregner mig dem ikke. 15,2 Fylde sig med østenvinden: Job har været så vred, at man må antage, at han har fyldt sit indre med østenvinden. Det hebraiske ord bætæn, der i DO31 er oversat med indre (DO92 har gengivet det med sig) betegner den nedre del af underlivet, der if. israelitternes opfattelse husede de dybeste tanker og følelser (sml. Ordsp 18,8; 20,27.30; 22,18). Men Elifaz bruger ordet nedsættende. Han gør nar af Job, idet han siger, at Jobs ord kommer fra en mave fyldt af vind (eller luft) i stedet for fra hans hjerte, fornuftens centrum.1 15,20 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.9 15,26 Knejse: Løfte hovedet og gøre sig rank i ryggen som tegn på stolthed.10 15,34 Gold: Tør, næringsfattig og ufrugtbar.11 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%A6let
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kvaksalvere
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59010304&def_id=21081492&query=℅
5 Bibelværk for menigheden Bind 7, Leif Andersen, Lohse, s. 42
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gabestok
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%B8l%C3%A6dt
8 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=br%C3%B8de
9 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5rem%C3%A5l
10 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=knejse
11 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gold
Dag 339 – Jobs bog 16-21
Job fastholdt, at “vennernes” taler skadede mere end de gavnede, og han påberåbte sig Gud selv som vidne i sin sag. Første gang i 16,19 og senere i det stærkeste vidnesbyrd hos Job (og måske i hele GT) om kødets opstandelse og evigt liv: 19,25-27 (også udødeliggjort i Händels Messias: “I know my redeemer liveth”). I svaret på Sofars sidste tale (kap. 20) er der stærke anklager; Job fremholdt sin oplevelse af det totalt nytteløse i at tro på Gud og uretfærdigheden hos Gud. Se også 21,19, som blev virkelighed, da Jesus døde på korset.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 16,9 Hvasse: Hård og ubarmhjertig; aggressiv.1 17,3 Give mig håndslag: Når man skulle bekræfte, at man stillede sikkerhed for nogen, gjorde man det ved lade hånden blive slået (give håndslag), sml. Ordspr 6,1; 17,18.2 17,5 Mens børnenes øjne stirrer sig trætte: Job taler nu til vennerne og advarer dem mod at bringe falske anklager mod ham. Det kunne resultere i, at straffen ville ramme deres børn. Vers 5 ligner et kryptisk ordsprog, som skal forsvare det, Job lige har sagt. På en eller anden måde er der en modstilling af vennerne og børnene. En mand gør noget for andre på en måde, som bliver til stor ulempe for hans egne børn. DO går ud fra, at det hebraiske ord ḥēlæq betyder del af arv, bo. Ordsproget gælder en mand, som giver sin formue til venner, mens han ikke tænker på sine egne børn. Vennerne er sådanne forrædere, som er villige til at sælge en ven, men ikke tager deres forpligtelser over for deres egen familie alvorligt. Ved at bruge et ordsprog som en advarsel til vennerne, bruger Job samme metode, som vennerne har gjort.2 18,8 Faldgruber: Fordybning der er gravet for at dyr eller mennesker skal falde i den.3 18,10 Snare: Fælde, rænke eller andet der kan skade mennesker.4 18,13 Dødens førstefødte: Betydningen er usikker, men betyder sandsynligvis døden i den mest frygtelige form.2 19,24 Griffel: Tynd stang af blød skiffer der blev brugt til at skrive på en tavle med.5 19,25 Løser er et juridisk udtryk. En løser var en, som garanterede sin slægtnings sikkerhed og ret. Formålet var, at hver familie i det gamle Israel skulle sikre sin beståen. Der var således flere forskellige situationer, hvor en løser skulle gribe ind: Hvis et familiemedlem blev myrdet, havde løseren ansvaret for, at broderens blod blev hævnet (4 Mos 35,19; 5 Mos 19,7-13). Hvis en broder blev taget til fange eller solgt til slaveri, fordi han ikke kunne betale en gæld, skulle hans nærmeste slægtning løse ham, enten ved at betale eller ved magtanvendelse (3 Mos 25,23-24.39-55). Hvis en mandlig slægtning døde barnløs, skulle hans broder tage enken og sørge for at få børn, der kunne bevare hans ejendom (Ruth 2,20; 3,9; 4,1-17). Løseren havde også en forpligtelse til at at indlede en retssag på en broders vegne (jf. Sl 19,154; Jer 50,34; Klages 3,58-59; Ordsp 23,11). Udtrykket løser fungerer flere steder som en af Herrens titler. Den har sin rod i udfrielsen af Israel fra Egypten (se fx 2 Mos 6,6; 15,13; Sl 74,2; 77,16). Eftersom det var Herren, der havde skabt denne nation, havde han forpligtelse til at udfri den fra alle fjender. Senere blev Herrens funktion som løser brugt af Esajas, da han beskrev Herrens kommende udfrielse af Israel fra det babyloniske fangenskab med udtryk hentet fra udvandringen fra Egypten (fx Es 43,1-7).2 20,24 Skal buen af bronze gennembore ham: Der er selvfølgelig ikke tale om, at han bliver gennemboret af en bue af bronze; det er materialet og våbnet ikke velegnet til. Der må snarere være tale om et forkortet udtryk for en pil med kobber- eller bronze-spids, som skydes fra en stærk bue.2 21,12 Pauke: Et slaginstrument, en slags tromme. Citer: Et strengeinstrument. (Note fra Sl 149,3) 21,18 Som avner, stormen fejer væk: Avner: Tynd skal der omgiver en kornkerne, og som skal fjernes inden kernen kan bruges til føde. Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) 21,19 Undgælde: Lide eller blive straffet som følge af andres fejl, dumhed eller forseelse.6 21,27 I pønser på rænker mod mig: Hemmelig og snedig plan eller handling der har til formål at skade nogen.7 |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 173-210.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=faldgrube
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=snaren
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=griffel
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=undg%C3%A6lde
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=r%C3%A6nker
Dag 340 – Jobs bog 22-28
“Vennerne” intensiverede nu anklagen mod Job til også at gælde hans etik og moral. Elifaz gjorde et sidste forsøg på at overbevise Job om sine fejl, og Bildad talte om alle menneskers syndighed (se hans forkastelige menneskesyn i 25,6). Job gik til gengæld mere og mere i forsvarsposition og forsøgte desperat at påvise sin uskyld (27,5). I kap. 28 har vi Jobs uforlignelige tale om visdommen (et centralt begreb i GT (se Ordsp 8)), som modsvares af “Ordet” i NT.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 22,6 Udpante: Inddrage noget af en skyldners ejendom for at få et tilgodehavende.1 22,24 Ofir-guldet: (hebr.: kætem ’ofir), er guld der kommer fra lokaliteten Ofir (Sl 45,10; Es 13,12). Desværre ved vi ikke med sikkerhed, hvor Ofir lå. De forskellige forslag til placeringen rækker lige fra Elam og Afrika til Indien. (Note fra Job 28,16). 24,2 Markskel: Det var nødvendigt at indhegne sine marker med grænsesten, for at andre ikke skulle tage dem – efter en gammel forordning, som omtales allerede i 5 Mos 19,14 (sml. Ordsp 22,28; 23,10).2 24,11 Persen: Presse som druer eller andre frugter knuses i ved fremstilling af fx vin eller mos.3 24,18 Ilinger: (kraftigt) vindstød.4 24,24 Mælde: Op til 1,5 m høj plante med fligede, trekantede blade og små grønlige blomster fx havemælde, strandmælde eller spydmælde. Flere arter bekæmpes som ukrudt på dyrket jord; tilhører salturtfamilien.5 26,5 Vånder sig: Skælver af angst.2 26,12 Rahab bruges i Es 51,9 om Farao og hans magt, men det er ikke denne brug af ordet, der er tale om her i Jobs Bog. Rahab står som en personificering af alle onde kræfter.2 Se også note til Job 9,13 27,23 Skadefro: Som føler eller viser glæde over andres (især en uvens eller konkurrents) uheld eller ulykke.6 28,16 Ofir-guld (hebr.: kætem ’ofir), er guld der kommer fra lokaliteten Ofir (sml. 22,24; Sl 45,10; Es 13,12). Desværre ved vi ikke med sikkerhed, hvor Ofir lå. De forskellige forslag til placeringen rækker lige fra Elam og Afrika til Indien. Shoham-sten (hebr.: šoham) er en ædelsten, der findes i landet Havila (1 Mos 2,12). Der kan være tale om en grøn sten, men det er mere sandsynligt, at der er tale om onyks, en sort og hvidstribet ædelsten. Shoham-sten er den første i en række af kostbare sten, som David skaffede til templet (1 Krøn 29,2). De to sten på skuldrene af ypperstepræstens efod var shoham-sten (2 Mos 28,9-12) ligesom den elvte sten på hans brystplade (2 Mos 28,20).2 28,19 Nubien: Etiopien. (Note fra Sl 68,32) |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 247-286.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=persen
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ilinger
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%A6lde
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skadefro
Dag 341 – Jobs bog 29-32
Jobs sidste forsvar finder vi i kap. 30-31. Han fastholdt sin uretfærdige lidelse og fremhævede herunder sin strenge overholdelse af Guds bud, fx på seksualitetens (31,1-15), næstekærlighedens (31,16-23) og grådighedens (31,24-32) område. Han følte sig latterliggjort af mennesker og svigtet af Gud, og mon ikke vi forstår ham? “Nu må den Almægtige svare mig” lægger op til den unge Elihus tale – den fjerde, der i stilhed havde lyttet til de tre “venner”, men nu tog ordet på Guds vegne.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 29,4 Velmagtsdage: Tidligere periode hvor det gik meget godt for nogen eller noget, ofte i modsætning til senere.1 29,18 v.18b volder vanskeligheder. I den hebraiske tekst anvendes ordet ḥol, der normalt oversættes med sand. J. Hartley holder sig til denne forståelse og oversætter: og gøre mine dage talrige som sandet. LXX (Græske oversættelse af GT, Red.) gengiver ordet med foinix, som i denne sammenhæng betyder palmetræ. Billedet af reden i v.18a har været medvirkende årsag til, at DO har set en omtale af fuglen Fønix i dette vers. Fuglen Fønix levede ifølge en legende meget længe (500, 600 eller 1461 år), og når den endelig døde, opstod den igen af asken. Hvis der er tale om en henvisning til denne føniksfugl, så er det mest sandsynligt, at tilknytningspunktet er det lange liv og ikke opstandelsestanken, som ikke spiller nogen rolle dette sted i Jobs Bog.2 30,4 For at overleve i den golde ørken plukkede de mælde, som er en ørkenplante, hvis unge blade de fattige ørkenbeboere selv i dag spiser rå eller koger. Gyvel er navnet på den ørkenbusk, som Elias sad under, da han flygtede fra dronning Jesabel (1 Kong 19,4-5). Det er næppe rigtigt, at man har spist gyvelens rødder, som det fremgår af DO. Flere kommentarfattere henviser til, at gyvelens rødder er uspiselige. Det hebraiske udtryk laḥmām, som her oversættes med deres brød/føde, findes også i Es 47,14, hvor det opfattes på en helt anden måde. Dér betyder det til at varme sig. Det er derfor mere sandsynligt, at disse ørkenboere samler rødderne fra gyvelbuskene og bruger dem som trækul (sml. Sl 120,4).2 30,9 Nidviser: Hånlige viser.2 30,29 Sjakalens hyl er en sørgelig, klagende lyd, der ligner lyden af et grædende barn. Strudsen har ligeledes en klagende lyd. De to dyrs klagende lyd sammenholdes også i Mika 1,8. Deres skrig udtrykker steppens ensomhed og er derfor velegnet til at udtrykke Jobs stærke ensomhed. Job føler, at hans eneste familie og venner er sjakaler og strudse.2 30,31 Citer: Et strengeinstrument. (Note fra Sl 149,3) 31,13 Træls og min trælkvindes ret: Trælle havde ikke mange rettigheder i den nære orient. Den israelitiske lovgivning gav trods alt trællene flere rettigheder (2 Mos 21,2-11.20-21.26-27; 3 Mos 25,39-55), end de havde i de omliggende kulturer, men de var stadig begrænset af deres ringe status.2 31,20 Lænder: Betyder her hele personen.2 31,21 Porten i bymuren var en større bygning, der også fungerede som retssal og byrådssal (5 Mos 21,19; 25,7. Am 5,12. Ruth 4,1). (Note fra Sl 127,5) 32,2 Elihu er den eneste i bogen, som har et ægte israelitisk navn. Betydningen er: Han er min Gud. Hans far har navnet Barak’el, der betyder Gud har velsignet. Navnet findes ikke andre steder i GT, men kendes som Barak-ilu/Barak-ili fra babyloniske dokumenter. I den hebraiske tekst kaldes Elihu (og/eller Barak’el) for habbuzzi. Det bliver i DO oversat fra Buz og opfattes dermed om stedet på samme måde som 2,11, hvor de øvrige tre venner omtales, Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Sofar fra Na’aman. I Jer 25,23 omtales byen Buz sammen med Dedan og Teman i det edomitiske område. Der kan være tale om denne by. Vi får også at vide, at Elihu var af Rams slægt. Vi kender navnet Ram fra Juda stamme (1 Krøn 2,9.25.27 og Ruth 4,19). Der er næppe grund til at antage, at Elihu skulle være i familie med denne Ram. Navnet betyder ophøjet og kan være en forkortelse af Gud/Herren/Jahve er ophøjet.2 32,19 Ung vin i sække, der er ved at sprænges: Fordi vinen gærer og derved skaber et overtryk.2 |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 287-332.
Dag 342 – Jobs bog 33-37
Elihus tale er markant anderledes end de andre. Han ville ikke lægge byrder på Job (33,7) og påvise synd eller manglende tro hos ham. Han ville modsige Jobs og “vennernes” forkerte opfattelse af Gud som den, der ud fra et “vægtskålsprincip” straffer den onde og lønner den gode. Hans udgangspunkt var: “For Gud er vi to lige” (33,6) – centrale dogmer var Jobs (og alle andres) syndighed (“Du har ikke ret”, 33,12) og Guds ret i sine handlinger (hvor uforståelige de end er): “Gud handler ikke uretfærdigt” (34,10). Hvad siger Elihus tale dig?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 34,30 Snare: Fælde, rænke eller andet der kan skade mennesker.1 36,22 Vælde: (udstråling af) storhed og styrke.2 36,26 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=v%C3%A6lde
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5rem%C3%A5l
Dag 343 – Salmerne 139-141
Alle dagens tre Davidssalmer er bønner til Gud. Sl 139 er en af de stærkeste beskrivelser af såvel Guds omsorg for og kærlighed til mennesket som hans alvidenhed. Ethvert menneske er helt fra undfangelsen unikt og uerstatteligt. A propos Job-læsningen bryder også her et hævnønske ind (139,19-22) mod fjender, der forfølger David og spotter Gud. Samtidig giver han Gud ransagningstilladelse i sit liv (139,1.23-24). De næste to salmer er bønner om Guds beskærmelse, dels mod ydre fjender (Sl 140) og egen vildfarelse (Sl 141). Overvej, om Davids bøn skal være din: “Herre, sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør! Vend ikke mit hjerte til det onde” (141,3-4a).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 139 Gendigtet af Birgitte Boye i 1778: Alvidende! dit øje mig ransager.1 (Ikke med i den nuværende salmebog2) 139,13 Nyrerne blev betragtet som centrum for menneskets følelse og vilje (Sl 7,10. Jer 17,10 o.a.).3 139,20 De spinder rænker: Udtænke hemmelige og snedige planer der har til formål at skade nogen.4 140,4 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note til Sl 3,3) 140,6 Snare: Fælde, rænke eller andet der kan skade mennesker.5 140,11 Gruber: Gravet hul i jordoverfladen.6 141,2 Med aftenoffer må der være tænkt på afgrødeoffer, der skulle bringes sammen med brændofferet om aftenen (4 Mos 28,3-6. 3 Mos 6,7-11). Der skulle også bringes et røgelsesoffer på røgelsesofferalteret.3 |
2 https://www.blkm.dk/fileadmin/share/dokumenter/nyheder/DDS/ikke_med.htm
3 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 329-337.
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59008424&def_id=21069198&query=anden&mpage=2
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=snarer
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gruber
Dag 344 – Jobs bog 38-42
Først til sidst i Job talte Gud selv. Perspektivet løftedes fra den konkrete lidelse til de meget større linjer omkring skabelsen og opretholdelsen af verden. “Vil den, som klager over den Almægtige, føre sag mod ham”, spurgte Gud til sidst (40,1). Se også Rom 9,19-23, hvor Paulus ud fra præcis samme tankegang siger, at al Guds virke (selv om vi ikke altid ser det) sigter på barmhjertighed og frelse. Job måtte til slut også erkende sandheden i dette, bringe et offer for sine “venner”. Prøv for dig selv at sætte ord på, hvad Jobs bog har gjort ved dig.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 38,3 Spænd bæltet om lænden som en mand: Der er nogle, der mener, at der her er tale om forberedelse til en slags brydning, men det er mere tænkeligt, at det gælder om at gøre sig klar til et krævende arbejde. Udtrykket kan symbolisere, at man samler al sin styrke til at arbejde energisk med en vanskelig sag. Udtrykket kender vi især fra Ef 6,14.1 38,7 Gudssønner: Engle.1 38,20 Enemærker: Område som kun én eller ganske få personer ejer, råder over eller har adgang til.2 38,36 Ibisfuglen: En fugl af storkefamilien.1 39,1 Hindene: hun hos kronhjorte og sikahjorte.3 39,23 Pilekoggeret: Rørformet beholder som en bueskytte opbevarer sine pile i.4 40,15 Behemot: Det første dyr, Herren beskriver, kaldes Behemot, som er en gengivelse af det hebraiske ord bēhemā, som egentlig er en flertalsform af ordet, der betyder kvæg eller tamdyr. Flertalsformen er tilsyneladende en intensiv pluralis med betydningen Det store Dyr eller Dyret par excellence. Her bruges det om et særligt dyr. I DO31 er det oversat med nilhesten (flodhesten), som er det dyr, de fleste fortolkere finder beskrevet på dette sted. (Flodhesten lever i Egypten og Afrika. I oldtiden levede den ikke blot i Øvre Egypten, men også i Nedre Egypten. Egyptiske faraoner var stolte, hvis de havde dræbt en flodhest. Der findes talrige billeder af en farao, der jager en flodhest fra en papyrusbåd.) Der kan være visse ligheder i teksten med en flodhest, men især v.17 peger i retning af, at der kan være tale om et helt andet dyr. N. Habel opstiller 4 forskellige måder at opfatte Behemot og Livjatan på i den nyere litteratur. a. Behemot skal identificeres med en flodhest som et symbol på det onde, som skal jages og besejres. b. Behemot er et symbol på Israels mægtige historiske fjender. Digteren benytter flodhesten som sin grundlæggende figur. Den betegnes først »Dyret« og senere Livjatan. Det mytiske slag mellem guderne er i virkeligheden også et politisk slag mellem historiske fjender. Derfor skal Behemot opfattes som et symbol på de mægtige historiske fjender, som Herren kontrollerer. c. Behemot og Livjatan er mytiske symboler på kaoskræfterne, som overvindes af Ba’al i den kana’anæiske tradition, af Marduk i det babyloniske Enuma Elish og af Horus i den egyptiske mytologi. d. Behemot og Livjatan er dødelige skabninger ligesom Job. Tekstens fokus ligger på deres karakter, ikke som almindelige zoologiske væsener eller symboler på det onde, men som pædagogiske billeder, som anvendes af Herren til at lære Job om Guds veje. F. Andersen giver fire argumenter for, at det er en naturalistisk skildring: 1. De to digte om Behemot og Livjatan er ikke væsensforskellige fra de øvrige dyrebeskrivelser i Herrens to taler. 2. Der er også brugt fantasifulde beskrivelser i de foregående dyrebeskrivelser. 3. Selv om Jobs Bog giver plads for fantasifulde poetiske beskrivelser, er bogen helt igennem realistisk. 4. 40,15 siger klart, at Behemot og Job på samme måde er Guds skabninger. Disse fire argumenter er ikke overbevisende, og jeg tror, at J. Hartley har mere ret. Han siger, at realistiske og detaljerede skildringer sørger for, at portrættet ikke bliver helt mytisk. Ikke desto mindre blander forfatteren fantasifulde billeder taget fra mytiske beretninger om mytiske dyr ind i den realistiske skildring, for at disse dyr kan repræsentere både mægtige dyr på jorden og kosmiske kræfter. Flere andre steder i bogen har forfatteren hentydet til Guds sejr over de kosmiske magter under forskellige navne: Livjatan (3,8), dragen (Tannin – 7,12) og Rahab (9,13; 26,12). Forfatteren bruger disse billeder for at vise den transcendente dimension i Jobs konflikt. Det er den dimension, som Satans rolle varetager i prologen. Ligesom Satan er disse skabninger helt underlagt Herren. Behemot ser umiddelbart ud til at være et fredeligt dyr. Det æder græs som oksen. Det har dog en glubende appetit og kan fortære store kornmarker og dermed ødelægge en landsbys eksistensgrundlag.1 40,17 Den holder halen stiv som en cederstamme, senerne i dens lår er flettet sammen: Der er en underlig detalje i beskrivelsen af Behemots hale. Den sammenlignes med en cederstamme, som er symbolet på majestætisk magt (sml. Ez 17,22-24; 31,1-18). Hvis der er tale om en flodhest, er sammenligningen helt absurd. Flodhesten har en kort, men tyk hale, der ikke kan sammenlignes med det høje cedertræ (Sammenligningen med cedertræet har inspireret den hollandske biolog W. J. Ouweneel til at finde en af de gamle dinosaurs’er frem som det dyr, Job skal have set. Jeg har i et foredrag i Basel i vinteren 1975/76 hørt ham give udtryk for den tanke, at enkelte dinosaurs’er har overlevet længere i det helt specielle klima omkring Det døde Hav end andre steder på kloden.). J. Hartley og N. Habel antyder, at halen er et omskrivende udtryk for hannens kønsorgan og låret et eufemistisk udtryk for testiklerne. Hvis det er tilfældet, hentyder verset til dyrenes parring.1 40,22 Popler: Sml. Sl 137,2; Es 44,4.1 40,23 Jordan: Navnet Jordan kan bruges symbolsk om en stærk strøm, og det kan her stå for Nilen. Behemot hører altså ikke nødvendigvis hjemme i Israel ved Jordan-floden.1 40,25 Livjatan: Herren fortsætter med at beskrive et dyr, der skal vise menneskets afmagt over for naturens mest imponerende skabninger. Der er en del tvivl om, hvad der menes med Livjatan. Ofte bliver den identificeret med krokodillen (se fodnoten i DO). Krokodiller var talrige i Egypten, og der er også vidnesbyrd om, at der har været krokodiller i Israel. Det er også muligt, at der er tale om et søuhyre, som symboliserer alle ondskabens ødelæggende kræfter. I Egypten var krokodillen et symbol på kongelig magt og storhed. Navnet Livjatan findes 5 steder i GT. To gange møder vi Livjatan i Jobs Bog: 3,8 og 40,25. I Sl 74,14 beskrives Herrens udfrielse af israelitterne fra egypterne. Det ser umiddelbart ud, som om der bruges en mytologisk figur, søuhyret Livjatan, som Herren her besejrer. Det er muligt, at Livjatan bruges som en betegnelse for Egypten. På dommens dag vil Herren straffe Livjatan, den flugtsnare slange, den bugtede slange, hedder det i Es 27,1. Det sidste sted, Livjatan er nævnt, er i SI 104,26. Her er en poetisk beskrivelse af skabelsen, og Livjatan beskrives som et stort havdyr. Livjatan ser i nogle tekster ud til at være et mytologisk uhyre, mens den i andre tekster ser ud til at være en almindelig skabning. På samme måde er der i beskrivelsen af Livjatan i Herrens tale til Job en blanding af træk fra et almindeligt dyr (krokodillen?) og overnaturlige træk. Hensigten med denne blanding er at vise Job, at han ikke kan overvinde dette stærke dyr i naturen, og slet ikke de kosmiske kaosmagter.1 41,22 Tærskeslæde: En tærskeslæde bestod af to stykker træ, som havde sten (eller jern) på undersiden. Den blev trukket hen over kornet, så kernerne blev skilt fra strå og avner.1 42,11 Der nævnes en mønt, kesita, som vi kender fra patriarktiden (1 Mos 33,19; Jos 24,32). Vi kender ikke noget til værdien af en kesita. Ringen af guld har sikkert været en næse- eller ørering af den slags, som de fornemme bar (se 1 Mos 24,22.30.47; Es 3,21; Hos 2,15, hvor det er oversat næsering; sml. 1 Mos 35,4, hvor der er tale om øreringe).1 42,14 Jemima betyder turteldue. Kesia er navnet på en plante, der bruges til parfume. Keren-Happuk betyder noget i retning af sminkedåse.1 42,15 Endelig siges der, at Job giver pigerne arvelod på linje med brødrene. Det er usædvanligt og svarer ikke til israelitisk lovgivning, hvor piger kun arvede, hvis der ikke var sønner (fx 4 Mos 27,1-11; 36,1-13). Der kan måske være tale om, at Jobs historie hører hjemme i tiden før moseloven.1 42,16 Efter genoprejsningen levede Job 140 år. Mange mener, at det er en fordobling af hans tid før lidelserne begyndte, og at han altså blev 210 år gammel. Denne levealder passer godt ind i patriarktiden, hvor Abraham levede 175 år (1 Mos 25,7) og Isak 180 år (1 Mos 35,28).1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=enem%C3%A6rker
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hind
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kogger
Dag 345 – Prædikerens bog 1-3
Med Præd er vi stadig i GT’s visdomslitteratur. Forfatteren kan være Salomo eller en anden konge i Israel (1,1). Af og til er det blevet sagt om “Prædikeren”, at han var pessimistisk og verdensfjern, men i virkeligheden betragtede han verden ganske realistisk ud fra et gudløst perspektiv og ud fra præmissen: Alt er Hevel (hebraisk ord (brugt 38 gange i bogen) = tomhed / røg, se 1,2). Han forsøgte alt, hvad verden kan give, fx rigdom, nydelse, visdom og magt, og fandt uden Gud kun tomhed. I kap. 3 bryder en legendarisk tale om tiden ind. Til slut ser vi, at Darwin ikke var den første til at sammenligne mennesket med dyrene (3,18-22).
Indledning til Prædikerens bog
Prædikerens Bog gengiver en persons poetiske og filosofiske grublen. ”Hvad er meningen?” spørger Prædikeren. Han bruger ofte udtrykket ”under solen” og beskriver således verdens gang uden tanke på Guds styring.
Indledning
Prædikerens Bog hører til visdomslitteraturen ligesom Ordsprogenes Bog og Jobs Bog. Visdom er at forstå sig på at leve. Den, der kender Guds love og respekterer dem, er “vis”. Den, der lader hånt om dem eller trodser dem, er en “dåre”. Mens Ordsprogenes Bog giver råd og regler for livsførelsen, og Jobs Bog behandler lidelsens problem, spørger Prædikerens Bog, der rummer ordsprog og belæringer, om der overhovedet er mening med livet.
I indledningen præsenteres bogen som “Ord af Prædikeren”. Det hebraiske ord for prædiker (qohælet) er dunkelt. Det kommer formentlig af ordet “samle” og angiver sikkert en bestemt funktion for en, som har med forsamlingen af folket at gøre, uden at man kan sige præcist, hvad denne funktion bestod i. Siden Luther, som oversatte med Prediger, er det blevet almindeligt i lutherske (og andre) kirker at forstå navnet – eller betegnelsen – om en, som taler i forsamlingen; derfor Prædikeren.
Indledningsordene: “Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem” kunne tyde på, at Salomo er forfatteren. Dog siger bogen det ikke direkte. Derfor er det den almindeligste opfattelse blandt bibeltro teologer, at selve indholdet af Prædikerens Bog stammer fra Salomo (Præd 12,9. 1 Kong 5,12-13), mens nogen så har samlet Salomos tanker og forsynet dem med forklarende bemærkninger (se fx Præd 12,9-10).
For det moderne, rodløse menneske har Prædikerens Bog et aktuelt budskab, fordi den afdækker det bundne menneske og samtidig viser en vej ud af bundetheden. Prædikeren centrerer sine tanker om mennesket, sådan som det lever “under solen” (udtrykket under solen forekommer 29 gange i bogen).
Bogens grundspørgsmål lyder: “Er der nogen mening med livet?” Gang på gang vender han tilbage til ordet og til sine grundlæggende erfaringer af tomhed (forekommer 30 gange i bogen). Uophørligt slår han fast, at intet, som mennesket kan erhverve sig, leder ud af tomheden – det være sig visdom og rigdom, filosofisk granskning, nydelser eller hårdt arbejde. Livet kendetegnes imidlertid ikke bare af tomhedens tragedie. Det præges også af uretfærdighed og ubarmhjertighed. Men Prædikeren drager ikke ateismens slutning, og heller ikke pessimismens. I stedet ser hans skarpe blik den virksomme Guds hånd – i kontinuerlig aktivitet, Gud, som gør alting (11,5). Midt igennem tomheden skaber han; midt igennem uretfærdigheden udøver han ret; midt igennem ubarmhjertigheden afslører han en højere omsorg, Gud alene er stor. Han er den høje og mægtige Herre over livet. Gud er ikke et emne, som Prædikeren gransker og stiller kritiske spørgsmål til. Gud er den trygge grund, som han fæster sin tro og tillid til, hans livs kilde. Gud er den, som giver menneskene livet, og hvad de trænger til for at opretholde det. Gud er Gud.
Bogen giver et dybt indblik i menneskeliv, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Prædikerens Bog forkynder det naturlige menneskes bankerot uden Jesus Kristus.
Bogens inddeling:
1. Indledning (Præd 1,1-11)
2. Alle tings forgængelighed (Præd 1,12-6,12)
3. Visdomsord (Præd 7,1-12,7)
4. Afslutning (Præd 12,8-14).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Dag 346 – Prædikerens bog 4-7
Præd gengiver nu nogle overordnede og gode betragtninger om verdens retfærdighed, om en- og tosomhed, om arbejde, rigdom og retfærdighed. Hvad menes der med “tretvundet snor” i 4,12b? Bemærk igen, at Prædikerens perspektiv stadig er uden gudstroen, alene på et mellemmenneskeligt plan, men meget af det trækker alligevel på Guds gode lov som et pejlemærke for det gode liv. Tænk over, hvad der menes med versene 7,14b og 7,29.
Dag 347 – Prædikerens bog 8-12
“Vismandens resignation” står der som overskrift over kap. 8-9. Uden troen på Gud og håbet i evangeliet bærer livet på en udstrakt tomhed, som Prædikeren var vis nok til at erkende. Mod slutningen bryder erkendelsen af Gud mere frem, dog med et noget lovisk vinkel, nemlig med fokus på ansvaret (11,9) og gudsfrygten (12,13). Hvor ville det være skønt at Præd sluttede med evangeliet om Guds gratis tilgivelse og tilsagn, men bogen bliver ud fra dens i forvejen stramt komponerede form ved en (god) formaning til at frygte Gud, der kræver os til regnskab. At Gud selv har betalt prisen, finder vi andre steder i Bibelen.
Dag 348 – Ordsprogenes bog 1-4
Velkommen til Ordsp – med få undtagelser forfattet af kong Salomo (1 Kong 5,9-12). Bogen er komponeret med en indledning (kap. 1-9), samlinger af ordsprog (kap. 10-29) og en afslutning (kap. 30-31). Bogen fremstår som en fars vejledning til sin søn, men er også almengyldig visdom for enhver. 1,7: “At frygte Herren er begyndelsen til kundskab” er uhyre centralt i bogen. Gudsfrygt betyder ikke her rædsel for Gud, men ærefrygt, tillid og den ydmyghed, at jeg ikke selv har visdommen, men må hente den i Guds ord. Visdom er ikke blot klogskab eller viden, men lige så meget karakter, adfærd og integritet.
Indledning til Ordsprogenes bog
Ordsprogenes Bog er en samling af vise ordsprog – mest fra Salomo. Ordsprogene kommer omkring mange emner, men fokuserer særligt på retfærdighed, visdom og gudsfrygt.
Indledning
Ordsprogenes Bog hører til i visdommens skole. Bogen handler om det daglige liv. I loven har Gud givet sin vilje til kende. I det profetiske ord har han peget på den kommende Frelser. I visdomslitteraturen underviser han i praktisk hverdagsliv. Ordsprogenes Bog kaster lys over menneskelivet i kald og stand. Her får ikke alene pædagogen med ansvar for børn og unge, lovgiveren og administratoren, men også barnet og den menige medarbejder gode råd fra Livets skaber og opretholder. Her gives vejledning for samlivet i ægteskab, i familie og i samfund, hvordan vi på en ret måde bruger de evner, vi er blevet betroet. Mottoet er: “At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed” (9,10).
Det var den udvalgte kong David, som skabte storriget Israel og gjorde Jerusalem til hovedstad i det nye storrige. Men det var hans søn Salomo (ca. 971-931 f. Kr.), der udbyggede centraladministrationen og skabte et hof, som i de store nabolande (1 Kong 4). Han styrkede det religiøse liv ved at bygge templet (1 Kong 6-8). Men Salomo skabte tillige en vismands- og rådgiverkultur, hvor han selv var primus motor og det kreative centrum (1 Kong 3,9-12; 5, 9-13; 10,1-9. 23-24). De vises kreds fungerede ikke kun som rådgivere for kongen, men også som opdragere og undervisere af de unge, der skulle i kongens tjeneste, enten det var i “statsadministrationen” eller “udenrigstjenesten”. De skulle kunne fremmede sprog og ellers have indsigt i tidens dannelse. I Jer 18,18 nævnes tre “erhvervsgrupper” i Israel, der var karakteriseret ved deres virksomhed: Præsten med sin præstelige vejledning, profeten med ord fra Gud og vismanden med sine råd. Forudsætningen for visdom og kundskab er, at man frygter Herren (1,7), og i Ordsp 8,22-36 er visdommen personificeret i en Messiasprofeti. Det viser, at visdomslitteraturen er en integreret del af den gammeltestamentlige åbenbaring. Den israelitiske visdom var båret og præget af en stærk gudstro. Vismanden forkyndte ikke Guds lov på samme måde som præsten eller Guds åbenbaring som profeten; men hans grundlag for at give råd var kendskabet til Guds visdom og vilje. Derfor bliver hovedmotivet i bogen også en formaning til at søge visdom, dvs. forstå hvad Guds vilje er og så praktisere den.
Mens David var hovedkraften bag salmedigtningen i Israel, var Salomo skaberen af ordsprogs- og visdomsdigtningen. Ifølge 1 Kong 5,12 forfattede han 3000 ordsprog og 1005 sange. Kun ca. 500 af ordsprogene har vi i dag bevaret. Af 1 Kong 5,13 fremgår, at han også skrev om dyr, fugle, fisk og træer.
Ordsprogenes Bog angiver selv, at bogen er en antologi med flere forfattere, hvor Salomo er hovedbidragyderen. Som forfattere er tillige nævnt Agur og Lemuel samt nogle vismænd. En redaktionel bemærkning (25,1) angiver, at kap 25-29 er samlet af kong Hizkijas mænd, dvs. folk med forbindelse til hoffet (ca. 700 f. Kr. dvs. ca. 250 år efter Salomo). Flere ordsprog findes i (næsten) enslydende versioner (14,12 og 16,25; 10,1 og 15,20; 16,2 og 21,2 etc.). Hvert ordsprog består oftest af to verslinjer, der indholdsmæssigt svarer til hinanden. Dog findes også større taleenheder og kompositioner af forskellig slags.
Ordsprogenes Bog kan inddeles på følgende måde:
1. Titel, prolog og motto (Ordsp 1,1-7).
2. Teologisk visdomslære. Denne del, der er en indledning til de egentlige ordsprog, kan kaldes en samling poetiske essays om den sande visdoms væsen og velsignelse. Formen er forskellig fra den knappe stil i resten af bogen. Hovedhensigten er at formane til at søge visdom og undgå dumhed. Visdommen finder man i et ret forhold til Gud (Ordsp 1,8-9,18).
3. Første Salomo-samling af ordsprog (375 ordsprog – Ordsp 10,1-22,16)
4. Første samling med ord af vismænd (Ordsp 22,17-24,22)
5. Anden samling med ord af vismænd (Ordsp 24,23-34)
6. Anden Salomo-samling af ordsprog (126 ordsprog – Ordsp 25,1-29,27)
7. Agurs ord, Jakes søn, fra Massa (Ordsp 30,1-33)
8. Kong Lemuels ord (Ordsp 31,1-9)
9. Den dygtige kvinde (et alfabetisk digt – Ordsp 31,10-31).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 Salomo reagerede fra 970-931 f.Kr.1 1,4 Kløgt: Klogskab, snilde og opfindsomhed.2 1,8 Formaning: Belære om eller indprente en særlig moral eller de rette forhold ved en vigtig sag eller et alvorligt foretagende.3 1,21 Byportene var solide og statslige bygninger, som havde et antal portrum, hvor blandt andet retssager blev afgjort. Der var en ret smal passage, så det var muligt at lukke porten og standse fjender, der ville trænge ind.1 1,32 Sorgløshed kan bruges i positiv betydning, tryghed (17,1 og Sl 122,7), eller i negativ betydning som her, hvor der er tale om en følelse af falsk sikkerhed.1 2,15 Krogvej: Snørklet eller indirekte metode; moralsk forkastelig fremgangsmåde.4 3,10 Så fyldes – angiver en logisk følge af at handle efter formaningen i 3,9. Dine forrådskamre findes kun her og i 5 Mos 28,8 og refererer til de forrådskamre, hvor man bragte markens afgrøder, korn og bælgfrugter ind. Landmændene i den bibelske verden plantede også krydderiplanter og grøntsager. Høsten begyndte i foråret – byggen tidligt i april og hveden sent i maj og til sidst druer og anden frugt til slutningen af september. Landbrugsprodukterne blev opbevaret under jorden i cisterner og gruber og over jorden i små rum eller store forrådshuse. De blev fyldt i rum eller lerkrukker. Druerne måtte forarbejdes for at blive opbevaret. De måtte igennem pressen, som bestod af to dele: en i klippen udhugget vinpresse på cirka 1 × 2 meter, hvor druerne blev lagt og trådt på (Am 9,13), og et opsamlingsområde, som lå lidt dybere, og som var forbundet med vinpressen med et rør. Den nye vin var den første vin, som løb ned til opsamling og gæring, som skete hurtigt. Den nye vin var specielt god og stærk. Persekarrene løber over som et tegn på skaberens rige velsignelse (Mal 3,10-12; Mark 10,29-30).1 4,24 Svigefuld: Bedragerisk; troløs.5 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kl%C3%B8gt
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=formane
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=krogvej
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svigefulde
Dag 349 – Ordsprogenes bog 5-9
“Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet”, hørte vi i 4,23. Hjertet er på hebraisk udtryk for gudsforholdet – og resten af indledningen (ja, hele Ordsp) bygger videre på denne tankegang. Kap. 5-7 bør læses af ægtemænd (særligt, men også -hustruer) med jævne mellemrum. Feministiske teologer har kritiseret perspektivet for at være patriarkalsk (med en vis ret), men se så kap. 8-9, hvor visdommen (hebraisk: hokmot, græsk: sofia) beskrives som en kvinde. “Visdom” svarer til “Ordet” i NT, og der er tydelige paralleler mellem 8,22-36 og Joh (fx Joh 1,1-13).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 5,4 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.1 Malurt er ikke giftig i sig selv. Den spises af ørkenens geder og gazeller. Da denne malurt i de fleste af de otte forekomster i GT (5 Mos 29,17; Jer 9,14; 23,15; Am 6,12; Klages 3,19) forekommer sammen med gift, kan der være tale om livstruende virkning, som svarer til det dobbeltæggede sværds virkning i andet halvvers.2 5,6 Er bugtet (flakke rundt – nā‘û, sml. 2 Sam 15,20) beskriver hendes situation som en vandring uden noget mål. Det bruges om Kain, der vandrer fredløs omkring (1 Mos 4,12), og om Israel i ørkenen (4 Mos 32,13) og har som bibetydning, at de ikke har noget hjem som tyve (Sl 109,10) eller folk i eksil (Klages 4,15).2 5,19 Velsignelsen af hustruen bliver nu udfoldet yderligere, først ved en række sammenligninger med dyr og derefter ved hendes kærtegn. Der nævnes to dyr. Det første er sandsynligvis en hind (hun hos kronhjorte og sikahjorte3), som blev cirka 80 cm høj (skulderhøjde) og var uden gevir. Det andet er sikkert en gemse (70-80 cm høj drøvtygger som minder om en ged, og som har brun pels og oprette horn med bagudbøjede spidser4). Begge dyr har en skønhed og en elegance, som passer godt ind i sammenhængen. Højsangen (Højs 2,9; 4,5) viser, at vi har med en kultur at gøre, som benytter sig af denne slags dyrebilleder til beskrivelsen af den elskede.2 6,1 Moseloven gav en person, der lånte penge ud (kreditoren), ret til at kræve pant som sikkerhed. Det vil sige, at hvis man lånte penge til en person, der måske ikke kunne betale tilbage, kunne man få en genstand som garanti. (1 Mos 38,17-18; 2 Mos 22,26) Pantet fungerede som en tryghed for långiveren: Hvis lånet ikke blev betalt tilbage, havde man en form for sikkerhed. Men pantet tilhørte stadig skyldneren. Det var altså ikke en gave eller et salg. Den, der modtog pantet, måtte ikke sælge det, men kun holde det som sikkerhed, indtil gælden blev betalt. Alle de steder i Ordsprogenes Bog, hvor temaet kommer op, bliver der advaret mod at stille sikkerhed (11,15; 17,18; 20,16 [= 27,13]; 22,26-27). Det at stille sikkerhed for en anden var et tåbeligt forehavende, fordi man dermed giver forsikringer for fremtiden, som man ikke har mulighed for at bestemme over.2 6,5 Fuglefængerens: Person der fanger fugle.5 6,11 Armod: dyb fattigdom.6 Ordet landstryger personificerer armoden som en ubehjælpsom vagabond, som går omkring uden mål og lever som en parasit ved tiggeri, hvor han kan.2 6,34 Skinsyge: Stærke følelser af bl.a. smerte og vrede forbundet med oplevelsen af at miste en særstilling hos en anden person til fordel for en anden, især i kærlighedsforhold.7 6,35 Sonepenge er et juridisk begreb, der betyder den gave, som etablerer en venskabelig aftale mellem ofret og den skyldige part. Det kan også bruges til at betegne løsesum for en persons liv. Hvis en okse er kendt for at stange og slanger et andet menneske ihjel, kan ejeren pålægges sonepenge for ikke selv at blive slået ihjel. (2 Mos 21,30).2 7,10 Ordet skøgedragt er en sammensætning af et sjældent ord for dragt (findes kun her og i Sl 73,6) og skøge. Tamar tog klæder på, så hun lignede en skøge, og det inkluderede et slør, så hun ikke kunne genkendes (1 Mos 38,14-15). Det har både været for at forføre ofret og for at skjule sin identitet.2 7,11 Ubændig: Eller ustyrlig, som det hedder i DO31. Det hebraiske ord betyder at være oprørsk.2 7,14 Måltidsofre Der er tale om en speciel slags offer, som blev praktiseret af både kana’anæere og israelitter. Formålet var at binde guddommen og deltagerne i ofret sammen gennem et måltid, hvor både guddommen, præsterne, den, der gav offergaven og gæster deltog (3 Mos 7,11-21; 1 Sam 9,11-13; Jer 7,21). Når guddommen “havde spist” fedtet og indvoldene, blev visse dele af resten givet til tempelpersonalet, og den, der gav offergaven og de inviterede gæster, spiste resten i hjemmet. Formodentlig har hun præsenteret sig som en tilhænger af en fremmed kult, da hverken prostitution eller ægteskabsbrud var tilladt inden for Israels tro. En særlig form for måltidsofre var et løfteoffer, som bliver givet, når guddommen har svaret på bønnen.8 7,16 Brogede lærredsstoffer er man ikke helt sikker på betydningen af. Man kan forestille sig lærredsstoffer, som var røde, og som blev opfattet som en luksuriøs eksportvare fra Egypten. Farvede stoffer til klæder var ofte et tegn på høj status (sml. 31,22).2 7,17 Stænke: Sprøjte væske i fine, spredte dråber ud over noget.9 Myrra, aloe og kanel omtales også i Højs 4,14 sammen med flere andre duftstoffer (sml. også Sl 45,9). De blev erhvervet gennem handelsmænd, som rejste over store afstande. De blev værdsat, og de blev endda opbevaret i kongens skatkammer (2 Kong 20,13). Kun kongen og meget velhavende personer kunne bruge dem i overdådigt mål (Sl 45,8-9; Højs 3,6-7).2 Myrra (mōr) er en velduftende gummeharpiks, der blev brugt både i flydende og i fast form. Den blev tappet af arabiske eller afrikanske balsamtræer. Myrra blev også pulveriseret til et fint pulver, som kunne placeres mellem kvindens bryster i en lugtepose (Højs 1,13). Keel, The Song of Songs, 65-66 beskriver egyptiske amuletposer, som blev båret mellem brysterne og har en illustration fra Egypten. Han nævner endvidere, at myrra blev også brugt i flydende form til de hellige kar og præsterne i det gamle Israel (2 Mos 30,23-38).8 Aloe er et kostbart krydderi fra Sydøstasien og Nordindien. Ordet ăhālîm eller ăhālôt findes kun 3 steder (her og Sl 45,9; Højs 4,14) og er et indisk låneord. I Bibelen forekommer det alle tre steder sammen med myrra.8 Kanel (qinnāmôn) stammer fra barken på et træ, der vokser på Sri Lanka og den indiske kyst. Barken blev skrællet af, saften blev samlet op, og barken blev tørret og solgt.8 8,13 Hovmod: Overdreven selvfølelse; overlegen, arrogant eller nedladende opførsel.10 Stolthed: (overdreven) Optagethed af sit personlige omdømme og sin værdighed; (stærk) følelse af eget værd.11 9,1 De syv søjler har sikkert hørt til den store åbne plads I den indre overdækkede gård og har båret taget.2 9,2 Krydret sin vin: Hun har tilføjet nogle urter for at gøre vinen mere krydret og stærk (sml. Højs 8,2; Sl 75,9; Es 5,22).2 |
2 Ordsprogenes Bog, Leif Kjøller-Rasmussen, Kolon, s. 133-199.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hind
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gemse
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fuglef%E6ngerens&search=S%C3%B8g
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=armod
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skinsyge
8 Notetillæg til Ordsprogenes Bog, s. 639-641.
9 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=st%C3%A6nke
10 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hovmod
11 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=stolthed
Dag 350 – Salmerne 142-144
Disse tre davidssalmer er meget forskellige, men et fællestræk er bønnen, som fylder meget i dem alle. Sl 142 er den hjælpeløses bøn og er formuleret (og måske nedskrevet), da David flygtede ind i en hule væk fra kong Saul, som ville dræbe ham (1 Sam 22,1 ; 24,4). Den sidste af 7 bodssalmer finder vi i Sl 143 (de andre har vi i Sl 6; 32 ; 38 ; 51 ; 102 ; 130). David bad om, at Gud ikke ville føre sag mod ham, men tilgive. Sl 144 er en lovsang. Se, om noget finder dig i din livssituation.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 142,1 Maskil: Er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. (Note fra Sl 32,1) 142,6 Levitterne fik Herren som lod, da de andre stammer fik jordlodder i Israels land efter erobringen (4 Mos 18,20). Det bliver for David et billede på, at Herren er hans lod, hans eneste eje i livets land, dvs. Herren er den eneste, som kan give ham livet i den aktuelle situation.1 Salme 143 Bodssalmer er de salmer i Salmernes Bog, hvis fælles tema er syndserkendelse og bøn om forladelse; det drejer sig efter oldkirkelig tradition om nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143. I den katolske kirke bliver bodssalmerne reciteret ved liturgiske bodsandagter. (Note fra Sl 6) 143,6 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3) 143,10 Sletteland betegner her formodentlig et område, hvor man ikke kan gemme sig (som i bjergene), andre opfatter ordene som en bøn om at blive ledt ned, hvor vejen af jævn og overskuelig.2 144,8 Højre hånd blev enten rakt frem som tegn på venskab eller løftet (5 Mos 32,40) ved aflæggelse af troskabsed. Kun Guds hænder kan frelse fra den falskheds hånd, der foregav venskab for at kunne udfolde fjendskab des stærkere.2 |
2 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 348-352.
Dag 351 – Ordsprogenes bog 10-14
Nu kommer vi ind i selve ordsprogene. Ordsprogene kommer i 100-vis, og det er ikke lov-stof (“du skal” / “du må ikke”), men tanken er, at vi igennem (gentagen) læsning af dem vil opøves i god dømmekraft og sund gudsfrygt. Gennem et liv i visdommen er sandsynligheden større for et godt og langt liv. Pointen med Ordsp er dog ikke garantier – hverken for et problemfrit eller langt liv, og det gør en anden bog i visdomslitteraturen helt klart, nemlig Job. Det er bedre at stole på Guds visdom end sit eget hjerte og fornemmelse (14,12).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 10,26 Eddike er vin, som er blevet meget sur ved gæring (sml. 25,20). Sl 69,22 refererer til et kvalmende måltid med malurt som føde og eddike som drik som en form for straf (sml. Matt 27,34; Joh 19,29). I en fortyndet form kan denne drik bruges som forfriskning for høstarbejdere (Ruth 2,14 [vineddiken]).1 11,1 Falsk vægt er en vægt, der bruges til at snyde med. Vægten består af en balancestang og to vægtskåle (se til 16,11). Vægten kunne være forfalsket ved forskellige vægtskåle, bøjet vægtstang eller gennem mishandling. Der kunne også bruges falske vægtlodder (Mika 6,11). Lodderne blev opbevaret af handelsmanden i en pung, og man kan let forestille sig, at han havde en pung med for tunge lodder til at afveje betalingen, når han skulle sælge, og en pung med for lette lodder, når han skulle købe.1 D.J.Wiseman skriver i sin artikel om mønt og vægt i The New Bible Dictionary (London: IVP, 1962, trykt 1972), 1320, at stenlodderne var udskåret i forskellige former, som regel med en flad bund, som gjorde, at de var lette at genkende og håndtere. De kunne ligne duer, ænder og løver og somme tider var vægten indgraveret.2 11,16 Indtagende: Charmerende og tiltrækkende af natur, væsen eller kvalitet.1 12,2 Den rænkefulde (14,17) er en, der planlægger ondt imod sin næste (24,8).1 12,4 Edder er en betændelse i knoglerne, som æder dem.1 12,9 Agte: Vurdere på en bestemt måde.3 12,13 Snare møder vi mange steder i Det Gamle Testamente, men der er usikkerhed om den præcise betydning af ordet. Nogle mener, at det er en pind, der udløser fælden (sml. Am 3,5 [DO92 oversætter meget frit: ramt]), så nettet fanger fuglen og slynger den til jorden. Andre mener, at det nærmest er en boomerang, et kastetræ, der bruges til jagt. Tre gange bliver snare brugt sammen med døden (Sl 18,6; Ordsp 13,14; 14,27). Ordet bruges om Moses, som var en snare for egypterne (2 Mos 10,7), dvs. at han var en alvorlig hindring for dem. I 5 Mos 7,16 advares israelitterne mod de kana’anæiske folkeslag, som vil være en snare for dem. Mikal var en snare for David (1 Sam 18,21), mens tåbens læber er en snare for hans liv (Ordsp 18,7).1 12,18 Uoverlagt: Som ikke udføres med vilje, ifølge en plan eller efter overvejelse.4 Udtrykket uoverlagt tale (ordret: der er en, som …, se 11,24) bruges i 3 Mos 5,4 to gange om at sværge uoverlagt i en retssag, i 4 Mos 30,7 om at tale overilet, og i Sl 106,33 bruges det om Moses, som talte uoverlagt, da han blev presset af israelitterne ved Meriba.2 12,24 Hoveri bruges altid om arbejde, som er pålagt af en stat (Jos 17,13; Dom 1,28-30; 2 Sam 20,24; 1 Kong 4,6; 5,27; Es 31,8). Vi kender ikke med sikkerhed til hoveriarbejde i Israel efter kong Salomo.1 13,10 Ryggesløs: Som lever umoralsk og følger sine egne tilbøjeligheder og lyster samvittighedsløst.5 14,4 Krybbe: Fastsiddende, langstrakt trug eller anden åben beholder hvorfra husdyr i en stald æder foder.6 14,25 Sanddru: Som tilstræber sandhed; ærlig; oprigtig især om person.7 |
2 Notetillæg til Ordsprogenes Bog, s. 660-670.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=agte
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=uoverlagt
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ryggesl%C3%B8s
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=krybbe
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sanddru
Dag 352 – Ordsprogenes bog 15-18
“Herrens øjne er alle vegne” (15,3) – er det en trussel eller en trøst, eller afgøres det af, om man forholder sig til Gud i tro eller vantro? Læg mærke til, at opfordringerne til at lytte efter / adlyde visdommen gentages igen og igen – måske er der en vigtig pointe: Selve ordsprogene lyder egentlig meget fornuftige, og den største udfordring for os ligger måske i at beslutte os for, om vi vil følge Gud eller ej. Skal Guds ord have taleret ind i vores liv? Det kunne være en sund overvejelse for os denne dag.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 15,25 Enemærker: Område som kun én eller ganske få personer ejer, råder over eller har adgang til.1 15,26 Liflig: Som i høj grad behager sanserne.2 16,6 Sone: Gøre en synd, forbrydelse, fejl el.lign. god igen.3 16,11 Vægt og lodder: Se note til 11,1 16,18 Overmod: Alt for selvsikker, optimistisk eller dumdristig.4 16,27 Han graver ulykkesgrave (ordret: ondt). Udtrykket grave ondt op er i DO31 og DO92 forstået som grave, det vil sige fælder (sml. 26,27), der bruges til at fange andre med. Meningen er snarere, at et ondsindet menneske graver onde ting op og bruger dem i dets tale. Det svarer til det, vi i dag kender som at grave smuds op mod politiske modstandere. Det er det andet halvvers, som viser, at det første halvvers handler om ondsindet tale. På hans læber antyder, at opgravningen af ondt i første halvvers har med talen at gøre. Brænder en ild – det ondsindede menneske er som en flammekaster, der forbrænder andre, selv om det ikke kan udelukkes, at det betyder, at hans ondskab svider hans egne læber.5 16,33 I kappefolden rystes loddet: Kappefolden er den fold, som stoffet danner over bæltet, der holder kappen. Her kunne man skjule hænderne, og lodderne forblev skjult (sml. 17,23, hvor der er tale om bestikkelse). Loddet (se 1,14) var en lille sten, som blev brugt til at åbenbare Guds udvælgelse af en eller flere muligheder. Loddets afgørelse var endelig, fordi det var Gud, der havde kastet det. Selvom de hedenske sømænd brugte loddet i tilfældet med Jonas (Jon 1,7), var afgørelsen fra HERREN.5 17,3 Smeltedigel som bruges om at smelte kostbare metaller for at rense dem ved en teknisk proces (Es 1,25 [med lud]; Jer 6,29 [med ild]; Dan 11,35; Zak 13,9 [med ild]). Det bruges også om at ransage hjerter og nyrer (Sl 17,3; 26,2) og lutre sølv (Sl 66,10). Det kan bruges om at rense og værdisætte Guds ord (Sl 18,31; Ordsp 30,5). Smeltepunktet for sølv er 961º C. Smeltepunktet for guld (se 11,22) er 1063º C. Ofte lavede man smeltedigler af ler, som blev brudt, når processen var færdig.6 17,8 Bestikkelsen beskrives her som en kostelig sten (Udtrykket findes kun dette ene sted. Kostelig beskriver det, som får andre til at se på en med velbehag eller at acceptere en (se 1,9 [DO92: yndig]; 3,4 [DO92: yndest])1). Det kan se ud, som om ordsproget tolker bestikkelse som noget positivt, men udtrykket for den, der gør brug af den skal nok forstås i den ordrette betydning: i dens øjne, som har den (se 3,7; 12,15). Det understreger, at det er i personens egen opfattelse, at det er godt med bestikkelse, og ikke en moralsk vurdering af den.5 17,14 Yppe kiv: Sætte et skænderi eller en strid i gang.7 17,21 Dåre: Enfoldig person; person der bærer sig dumt ad.8 17,23 Kappefolden: Se note til 16,33. 17,26 Bod: Skadeserstatning eller især bøde der idømmes som straf for et retsbrud.9 18,1 Yppe kiv: Sætte et skænderi eller en strid i gang.10 18,9 Forsømmelig: Som forsømmer at gøre sin pligt, sit arbejde el.lign.11 18,11 Knejse: Rage højt til vejrs som et smukt eller imponerende syn.12 18,19 Portbom (bĕriaḥ) refererer i ca. 20 tilfælde til en slå, som sikrer byporten på den indvendige side, så fjender ikke kunne trænge ind (sml. Dom 16,3; Neh 3,3; Ez 38,11). Slåen var normalt af træ, men der nævnes også slår af jern (Es 45,2) og af bronze (1 Kong 4,13). Når byen var erobret, var portslåerne slået i stykker (Klages 2,9) eller brændt (Nah 3,13).4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=liflig
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sone
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=overmodig
5 Ordsprogenes Bog, Leif Kjøller-Rasmussen, Kolon, s. 312-337.
6 Notetillæg til Ordsprogenes Bog, s. 698-699.
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59004971&def_id=21040513&query=Se&mpage=2
8 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=d%C3%A5re
9 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=bod
10 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59004971&def_id=21040513&query=Se&mpage=2
11 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fors%C3%B8mmelig
12 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=knejse
Dag 353 – Ordsprogenes bog 19-22
Egentlig er det ærgerligt, at vi sådan pløjer igennem Ordsp. Pas på, at læsningen ikke går for hurtigt, for der er masser af guldkorn, som det lønner sig at standse ved eller lære udenad. De mange korte ordsprog følger ikke nogen særlig logik eller tematisk orden, men kommer omkring helt væsentlige aspekter af menneskelivet (og så er der nogle sjove som 21.9.19). Modsætningerne mellem mennesker (fx retfærdig / uretfærdig, kløgtig / dum) beskriver ikke gode og dårlige mennesker, men konsekvenserne af evangeliet. Læs ikke ordsprogene som blot etisk vejledning, men brug dem som anledning til at lade evangeliets gode konsekvenser og virkning flyde ind i dagliglivet.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 19,10 Vellevned: Livsførelse der er præget af overflod eller luksus.1 19,13 Uafladeligt: Uden ophold eller afbrydelse; tilbagevendende.2 19,15 Dorsk: Uden foretagsomhed eller energi.3 20,10 Standardvægte og rummål kræver godkendelse, for at de kan være gyldige. I praksis var det kongen (2 Sam 14,26) og præsterne (2 Mos 30,13), der fastsatte standarden.4 20,19 Samkvem: Det at omgås eller have forbindelse med nogen.5 20,25 Helliggave: Når man helliger nogen eller noget, betyder det, at nogen (sml. Dom 11,30; 1 Sam 1,11) eller noget (sml. 3 Mos 27,10.33; 4 Mos 18,17) kommer til at tilhøre helligstedet og dermed bliver Guds ejendom.4 20,30 Lutre: Rense eller påvirke og derved gøre stærkere og mere ædel.6 21,3 Et slagtoffer (zebah) er et fællesskabsoffer af får, bukke eller okser, hvis formål er at skabe fællesskab mellem den, der ofrer, og Gud, og mellem dem, der sammen spiser offerkødet. (Se også noten til 7,14).4 21,14 Kappefolden: Se note til 16,33. 21,18 Sonepenge: Se note til 6,35. 21,24 Hovne: Overlegen og nedladende over for andre.7 22,10 Kiv: Skænderi eller strid, ofte om ligegyldige småting.8 22,22 Porten: Se note til 1,21. |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=uafladeligt
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=dorsk
4 Ordsprogenes Bog, Leif Kjøller-Rasmussen, Kolon, s. 363-378.
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=samkvem
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lutre
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=hoven&query=hovne
8 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kiv
Dag 354 – Ordsprogenes bog 23-26
Rigdom var et tema allerede i kap. 22, og det fortsætter i kap. 23. Desuden er der ordsprog om alkohol, sex, bagtalelse, dovenhed kontra arbejde i kald og stand, lydighed mod øvrigheden og meget andet. Kap. 25-29 rummer den sidste samling af salomonitiske ordsprog, og perspektivet bliver her knap så konkret og mere overordnet om det gode liv. I kap. 25 er der flere paralleler til NT (prøv at finde parallelerne til Luk 14,7-14 og Rom 12,20-21).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 23,6 Gnier: Nærig og begærlig person.1 23,10 Skel: Grænselinje mellem to områder, fx to ejendomme, afmærket med fx hegn eller gærde.2 Faderløse er et udtryk for dem i samfundet, som er for svage til at beskytte deres rettigheder (sml. 14,31; 15,25). Det var i den nære orient kongens og hans embedsmænds opgave at beskytte de svage.3 23,11 Løser er et juridisk udtryk. En løser var en, som garanterede sin slægtnings sikkerhed og ret. Formålet var, at hver familie i det gamle Israel skulle sikre sin beståen. Der var således flere forskellige situationer, hvor en løser skulle gribe ind: Hvis et familiemedlem blev myrdet, havde løseren ansvaret for, at broderens blod blev hævnet (4 Mos 35,19; 5 Mos 19,7-13). Hvis en broder blev taget til fange eller solgt til slaveri, fordi han ikke kunne betale en gæld, skulle hans nærmeste slægtning løse ham, enten ved at betale eller ved magtanvendelse (3 Mos 25,23-24.39-55). Hvis en mandlig slægtning døde barnløs, skulle hans broder tage enken og sørge for at få børn, der kunne bevare hans ejendom (Ruth 2,20; 3,9; 4,1-17). Løseren havde også en forpligtelse til at at indlede en retssag på en broders vegne (jf. Sl 19,154; Jer 50,34; Klages 3,58-59; Ordsp 23,11). Udtrykket løser fungerer flere steder som en af Herrens titler. Den har sin rod i udfrielsen af Israel fra Egypten (se fx 2 Mos 6,6; 15,13; Sl 74,2; 77,16). Eftersom det var Herren, der havde skabt denne nation, havde han forpligtelse til at udfri den fra alle fjender. Senere blev Herrens funktion som løser brugt af Esajas, da han beskrev Herrens kommende udfrielse af Israel fra det babyloniske fangenskab med udtryk hentet fra udvandringen fra Egypten (fx Es 43,1-7). (Note fra Job 19,25) 23,21 Pjalter: Tøj eller beklædningsgenstand som er meget slidt, forrevet el.lign. oftest som udtryk for fattigdom.4 24,7 I porten drøftede man sager af offentlig interesse (Se også note til 1,21).3 24,8 Rænkesmed: Person der udtænker hemmelige og snedige planer der har til formål at skade nogen.5 24,9 Rænker: Hemmelig og snedig plan eller handling der har til formål at skade nogen.6 24,23 Begunstige: Give særlige goder eller fordelagtige vilkår, undertiden på bekostning af andre eller andet.7 24,28 Hykle: Verbet pth findes 27 gange i GT. Det oversættes 20 gange i DO92 med lokke. I Ordsprogenes Bog findes det fire eller fem gange. I 1,10 og 16,29 er det oversat lokke, i 25,15 er det oversat overtale og i 20,19 ser det ud, som man har valgt roden pth og oversætter åbenmundet. Tilbage er 24,28, hvor det på samme måde som i Sl 78,36 er oversat hykle. En hykler foregiver at have noget, som han ikke har. Her foregiver han at være vidne til noget, som han ikke har set eller hørt.8 24,29 Loven gav mulighed for princippet øje for øje og tand for tand, når det gjaldt den offentlige ret (2 Mos 21,23-25; 3 Mos 24,19-20; 5 Mos 19,19), men ikke når det gjaldt privat hævn. Ifølge Bibelen skulle en krænket person elske sin næste (3 Mos 19,18) og overlade uretfærdigheden til Gud eller den domsmyndighed, han havde fastsat (se Ordsp 16,4-7.10-15).3 24,34 Se note til 6,11. 25,1 Judas konge Hizkijas mænd: Ordsprogene er samlet af mænd, som har haft nær forbindelse til kong Hizkija, som herskede over Juda rige fra 716/15-687/86 f.Kr. Navnet Hizkija betyder HERREN er min styrke eller HERREN har styrket mig.3 25,4 Når man smelter og renser malmen, bliver sølv, ilt og bly adskilt og blyoxid bliver tilbage som slagger. (Note fra 26,23) 25,10 Smæde: Omtale hånligt eller fornærmende; bagvaske.9 25,11 Æbler af guld på billeder af sølv er et meget værdifuldt kunstværk. I andet halvvers kommer så det, der sammenlignes med den kostbare genstand.3 25,12 Billedet af ring af guld og gyldent smykke er et positivt billede, som giver stor værdi til den tale eller beslutning, der er nævnt i andet halvvers.3 26,3 Tømme: Lang snor eller rem som er fastgjort til hovedtøjet på en trækhest, og som bruges til at kontrollere hesten med.10 26,4-5 De to formaninger ser umiddelbart ud til at være selvmodsigende. De har været medvirkende årsag til, at rabbinerne var usikre på, om Ordsprogenes Bog hørte hjemme blandt de hellige skrifter. Skriften kan ikke modsige sig selv. Sammenstillingen af disse to formaninger viser, at ordsprog hører hjemme i en bestemt situation. Det er ikke eviggyldige sandheder, som siger alt, men de må forstås ud fra den givne situation. Det er vigtigt at overveje, om tåben er en, der spilder ens tid uden at tage imod belæring, eller om det er en, der med gode formaninger og belæring kan bringes på den rette vej. De jødiske rabbinere mente, at v. 4 handlede om verdslige spørgsmål og v. 5 om religiøse spørgsmål. Man skal ikke svare tåben på samme måde, som tåben har talt (1 Pet 3,9), det vil sige efterligne hans ondskabsfulde og uvidende stil. Resultatet bliver, at man vil komme under samme fordømmelse som tåben. Bemærk, at det er noget, der ligger læreren meget på sinde. Det kan ses af den meget personlige slutning i den hebraiske tekst: for at du ikke skal komme til at ligne ham – ja, også du! Eleven skal opføre sig helt anderledes end tåben. Begrundelsen for, at man skal svare tåben efter hans dumhed, er, at man skal undgå den negative konsekvens, at tåben arrogant erstatter Herrens himmelske visdom med sin egen. Den vise må afsløre tåbens dumhed – både for hans egen og for samfundets skyld. Han skal ikke stiltiende acceptere tåbens synspunkter og dermed godkende hans syn på verden, som er det stik modsatte af Guds. Et svar, der er i overensstemmelse med Herrens visdom, kan sætte tåbens udtalelse på plads og er derfor passende. Eller for at sige det med Paulus: Man skal overvinde det onde med det gode (Rom 12,21).3 26,23 Sølvglasur som overtræk på lertøj: Det ser ud af meget, men indholdet er ikke værdifuldt. Sølvglasur refererer til de slagger, der bliver tilbage, når der fremstilles sølv; se til 25,4. Når man smelter og renser malmen, bliver sølv, ilt og bly adskilt og blyoxid bliver tilbage som slagger. Da den har en glans af sølv over sig, bliver den brugt til glasur.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skel
3 Ordsprogenes Bog, Leif Kjøller-Rasmussen, Kolon, s. 425-487.
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=pjalter
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=r%C3%A6nkesmed
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=r%C3%A6nker
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=begunstige
8 Notetillæg til Ordsprogenes Bog, s. 746.
9 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sm%C3%A6de
10 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=t%C3%B8mme
Dag 355 – Ordsprogenes bog 27-31
Jeg lagde i læsningen denne gang særligt mærke til temaet: Åbenhed og ægthed i forhold til Gud og mennesker. Det nytter ikke at forstille sig og gøre sig ringere eller bedre, end man er. “Som vandet spejler ansigtet, sådan spejler hjertet mennesket”, lærer vi i 27,19. Se også 28,13-14 eller 29,25. Ordsp slutter med Agurs ord (kap. 30) og kong Lemuels mors ord (kap. 31). Agur begynder med at bøje sig for Guds visdom (jf. Ef 4,8) og taler om Gud og hans søn (30,4b) – som kun kan være Kristus selv! Kap. 31 beskriver den opdragelse Kong Lemuel fik af sin mor, som (sikkert også belært af kong Davids og Salomos advarende eksempler) opfordrer til at finde én dygtig kvinde, hvor gudsfrygten også berømmes (31,30).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 27,13 Stillet sikkerhed: Se note til 6,1. 27,15 Uafladeligt: Uden ophold eller afbrydelse; tilbagevendende.1 27,21 Smeltedigel: Se note til 17,3. 27,23 Hjorde: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.2 28,6 Krogvej: Snørklet eller indirekte metode; moralsk forkastelig fremgangsmåde.3 28,8 Rente og åger Når en israelit kom i nød, skulle han have hjælp fra sin familie eller stamme. Det var en god gerning at låne til de fattige (Sl 37,21; 112,5). Der er ingen beskrivelser af, hvordan det foregik i detaljer i Det Gamle Testamente. Det er en almindelig holdning, at lån til israelitterne næsten udelukkende var en barmhjertig handling, der skulle hjælpe den nødlidende på fode igen. Der var aldrig tale om en måde at tjene penge på. I de første retsregler for samfundslivet, som blev givet på Sinaj Bjerg, står der klart, at man ikke måtte kræve renter, når man lånte penge ud til sine landsmænd (2 Mos 22,24). Det bliver uddybet ved loven i 5 Mos 23,20: Du må ikke kræve renter af din landsmand, hverken af penge eller af fødevarer eller af noget som helst, man låner ud. Det samme forbud findes i 3 Mos 25,35-38, men man måtte gerne låne med renter til en fremmed (5 Mos 23,21). Der findes to ord for rente og åger, som kan være svære at skelne fra hinanden. Det ene er nešek, der findes 12 gange (2 Mos 22,24; 3 Mos 25,36-37; 5 Mos 25,20 [tre gange]; Sl 15,5; Ez 18,13.17.18; 22,12; Ordsp 28,8). Nešek (oversættes i DO92: rente) bliver af nogle opfattet som en afledning af verbet nāšak (at bide; se 23,32). Det andet er tarbīt (oversættes i DO92: åger), som findes seks gange (3 Mos 35,36; Ez 18,13.17.18; 22,12; Ordsp 28,8; sml. marbīt i 3 Mos 35,37) – alle gange står det sammen med nešek. De Vaux mener, at nešek betyder, at der er taget en bid af summen. Man kan forestille sig, at en israelit skriver under på at låne 100 shekel, men får udbetalt mindre end 100 shekel. Der skal dog tilbagebetales alle 100 shekel. Omvendt betyder tarbit, der betyder tilføjelse, at der lægges noget oven i lånet. Man låner 100 shekel og skal betale det tilbage med renter. I 3 Mos 25,36-37 bruges ordet nešek om renter ved lån af penge, mens ordet marbit (svarende til tarbit) bruges om føde. Desværre er der noget, der tyder på, at lovene om rente og åger ikke er blevet overholdt. Der må være en konkret grund til, at denne praksis bliver fordømt i Ordsp 28,8 (sml. Ez 22,12).4 28,17 Blodskyld: Det at være skyldig i at have begået en meget alvorlig forbrydelse, fx et drab.5 28,19 Armod: Dyb fattigdom.6 29,4 Udsuger: Person der udsuger et land eller en befolkning økonomisk.7 29,6 Snare: Fælde, rænke eller andet der kan skade mennesker.8 29,11 Holder den i ave: Opretholde kontrollen med, fx for at sikre disciplinen.9 29,18 Syner: Udtrykket er usikkert. De fleste mener, at visioner er en slags åbenbaring, som enten profeter eller vise mænd får fra Gud. Ordet hāzôn findes kun dette ene sted i Ordsprogenes Bog. Det bruges ellers mest om profetiske syner (se f.eks. Es 29,7; Mika 3,6).4 29,21 Opsætsig: Som modsætter sig andres ordrer og ikke vil indordne sig.10 30,1 Agur og Jake kendes ikke.4 30,5 Lutret betyder, at Guds ord sammenlignes med et kostbart metal, som sølv eller guld, hvor man har fjernet urenheder og slagger. Det er nu klar til at blive hældt op i en støbeform, og fri for urenheder udstråler den støbte figur både noget vedvarende og noget strålende. Urenheder og slagger, som fjernes, svarer til falskhed.4 30,8 Armod: Dyb fattigdom.6 30,23 Tilsidesat kvinde: En hadet kvinde.4 31,1 Kong Lemuel kender vi ikke.4 31,11 Det skorter ikke på udbytte: Han mangler ikke bytte.4 31,19 Rokke: Apparat som bruges til at spinde garn med idet en ten drejes rundt ved hjælp af et hjul der drives med hånden eller ved tryk på en pedal.11 Tenen: Spole som det spundne garn vikles om når man spinder på en spinderok eller spindemaskine.12 31,21 Skarlagen er en rød farve, som udvindes af skjoldlus, som man brugte tilbage i det gamle Egypten til at farve uld med. Det er et tegn på luksus (sml. 2 Sam 1,24; Jer 4,30).4 31,23 Portene: Se note til 1,21. |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hjorde
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=krogvej
4 Ordsprogenes Bog, Leif Kjøller-Rasmussen, Kolon, s. 508-578.
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=blodskyld
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=armod
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?entry_id=12004207&query=?ek
8 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=snare
9 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59000375&def_id=21004318&query=sagt,2&mpage=2
10 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ops%C3%A6tsig
11 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=rok,1&query=rokke
12 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tenen
Dag 356 – Højsangen 1-8
Højsangen er visdomslitteraturens sidste: Højs. Den ægteskabelige kærlighed mellem kvinde og mand (betegnet dels “kæreste” og “elskede” i den autoriserede oversættelse) er i fokus – både i sin egen ret, men også som et billede på menigheden og Kristus (jf. Ef 5,25ff). Kærligheden beskrives så fint og ægte, med respekt for antydningens kunst, som mange nutidige serier og film med fordel kunne tage ved lære af. Højs trækker på den bibelske vejledning, at sex hører til i ægteskabet – der trives kærligheden bedst.
Indledning til Højsangen
Højsangen er et episk kærlighedsdigt, som beskriver kærlighed, sex og ægteskab i en bryllupskontekst. Billedet forsøger at ramme både den erotiske tone og på den anden side kyske tilbageholdenhed, som kendetegner Højsangen.
Indledning
Højsangen er et af de skrifter i GT, som på en måde er lettest tilgængelig og nemmest at forstå. I de fleste kulturer genkender man nemlig Højsangens smukke og poetiske beskrivelse af brud og brudgoms kærlighed som en af livets skønneste gaver og oplevelser. Samtidig åbner fornyet læsning af Højsangen for ny indsigt og oplevelse.
Skriftets titel er Salomos Højsang (1,1), men den ordrette oversættelse fra hebraisk er: Sangenes Sang af Salomo, dvs. sangen over alle sange eller den ypperste sang. Kong Salomo er også nævnt som forfatter til andre bibelske skrifter: Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog samt salmerne 72 og 127. Ifølge 1 Kong 5,12 forfattede han 1005 sange.
Hvordan skal vi forstå denne kærlighedens lovsang i glødende og billedrig østerlandsk sprogdragt, hvor de elskende gensidigt lovpriser hinanden? Som altid bør man begynde med ordenes ligefremme betydning. For netop derved kan vi lære noget om, hvad gudgiven kærlighed er. Højsangen er ikke en kærlighedshistorie i almindelig forstand, men en samling kærlighedsdigte, som det også fremgår af den nye oversættelses inddeling i mindre strofer. Højsangen udtrykker den menneskelige kærlighed mellem mand og kvinde, som Gud skabte i sit billede (1 Mos 1,27). Bruds og brudgoms kærlighed er “Herrens lue” (8,6 1931-overs.). Sangene har nok først og fremmest været brugt ved bryllupsfester, men sikkert også ved andre lejligheder, hvor man følte trang til at synge om den fortryllende gave, kærligheden er.
Højsangen taler ikke alene om den menneskelige kærlighed, men den peger tillige hen på ham, der er kærlighed, og som i en selvhengivende kærlighed indgik en pagt med sit folk. I GT beskrives mange steder forholdet mellem Herren og Israel med billedet af et ægteskab (Es 54,1-8. Jer 2,2. Ez 16). En tilsvarende sprogbrug møder vi i NT på forholdet mellem Kristus og kirken (Ef 5,22-33. Åb 19,7; 21,2; 22,17). Der findes åbenbare ligheder mellem Højsangens skildring af kærligheden og den skildring, der gives i 1 Kor 13 (jf. fx Højs 8,6-7 og 1 Kor 13,4-7), hvor det først og fremmest er Jesu kærlighed, der skildres.
Midt i menneskers forvirrede og uforstandige begreber om Guds kærlighed står Højsangen i Bibelen som en åbenbaring af kærlighedens væsen. Vi gør klogt i at lytte til dens stærke tale. Så kan vi måske fornemme lidt af den lykke og alvor, der ligger i, at Gud siger om sig selv, at han er kærlighed (1 Joh 4,8.16). Samtidig kan vi lære noget om, hvad det er, denne kærlighed først og fremmest vil os, og hvad det er for en genkærlighed, den ønsker at kalde frem i vore hjerter.
Skriftets inddeling:
1. Sort, men yndig (Højs 1,1-2,7)
2. Skuffelse og onde drømme (Højs 2,8-3,5)
3. Bryllupsoptog (Højs 3,6-11)
4. Hvor er du smuk, min kæreste (Højs 4,1-5,1)
5. Jeg sover – men hjertet våger (Højs 5,2-8)
6. Sådan er min elskede (Højs 5,9-16)
7. Den eneste ene (Højs 6,1-10)
8. Bryllupsfest og bryllupsnat (Højs 6,11-7,14)
9. Sange om kærligheden (Højs 8,1-14)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 357 – Salmerne 145-147
Den sidste navngivne forfatter i Sl er ikke overraskende David, der sang en stærk lovsang til den Gud, som er evig, barmhjertig og omsorgsfuld. De sidste 5 salmer er anonyme og alle lovsange. I Sl 146 modstilles menneskers og Guds hjælp, og Gud er al hjælps Gud. Sl 147 handler om Guds storhed og styrke, både i det store (som universet, se 147,4) og det små, når Gud tager sig af de hjælpeløse og fuglene.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 146,1 Halleluja: Lovpris Herren.1 146,10 Zion var egentlig navnet på den bjergtop, Jerusalem og templet blev bygget på. Her er det brugt som navn for den menighed, der tilbeder Herren i templet eller vendt mod templet.1 147,7 Citeren var et af datidens strengeinstrumenter (Sl 150,3).2 147,13 Slå: Metalstang som er fastgjort på kanten af en dør, låge el.lign., og som kan skydes ind i et overfor siddende hul eller beslag og derved fungere som lås.3 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 283.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=sl%C3%A5,1&query=sl%C3%A5er
Dag 358 – Johannes Åbenbaring 1-3
Velkommen til den sidste bog i Bibelen, som også retter os mod de sidste tider. Bogen åbner i kap. 1 med forfatterangivelse og affattelsessted og et mægtigt syn af Jesus (1. syn ud af 7), som låner sprog fra bl.a. Es og Dan. De 7 menigheder præsenteres, som er 7 konkrete menigheder i Lilleasien, men også et billede på alle menigheder til alle tider. 7-tallet går gennem hele bogen som det fuldkomne tal. Bogens formål er at opmuntre kristne til alle tider til at sætte håbet til Gud. Kap. 2 og 3 består af breve til de 7 menigheder – kan du genkende dig selv i nogle af advarslerne / opmuntringerne?
Indledning til Johannes Åbenbaring
Åbenbaring er løsningen på alle ting: Guds rige bliver igen fysisk og bogstaveligt genoprettet på jorden. De døde bliver oprejst. De endelige domme afsiges. Og Gud gør alting nyt!
Introduktion
Lige siden kejser Neros regering i 60’erne var de kristne blevet forfulgt af den romerske stat. I visse perioder havde de det roligt. I andre perioder var forfølgelsen meget hård. Det kunne også være forskelligt i de forskellige provinser. Den vigtigste årsag til disse forfølgelser var, at kejseren blev regnet for at være gud, og at nogle kejsere udtrykkelig gjorde krav på guddommelig ære og tilbedelse. Men det afviste de kristne, da det var en form for afgudsdyrkelse. Kejser Domitian (81-96) skildres som en særlig brutal tyran. Under ham blev nogle kristne frataget alle deres ejendomsbesiddelser. Andre forviste han til øde øer. Flere blev henrettet, ofte på en brutal måde.
På grund af sin kristne bekendelse blev den gamle apostel Johannes sendt til Patmos (1,9), der var en lille ø i Middelhavet ud for Lilleasiens kyst 90 km sydvest for Efesos. Dermed var han skilt fra menighederne inde på fastlandet. På Patmos blev han grebet af Ånden, som han selv udtrykker det (1,10), og fik befaling til at nedskrive det, han så og derefter sende det til syv navngivne menigheder inde på fastlandet (1,11). Disse menigheder synes at være frugten af Paulus´ og hans medarbejderes virksomhed i provinsen Asien (ApG 19,10). Menighederne er sikkert blevet grundlagt i midten af 50’erne, altså ca. 40 år før end Johannes skrev til dem, idet jeg i tråd med den oldkirkelige tradition går ud fra, at Johannes har skrevet sit skrift ca. år 95. De syv byer lå ved den store romerske landevej, så Johannes’ skrift kunne cirkulere hurtigt og let.
I forskellige syner så Johannes det ondes kamp mod Gud og de katastrofer, som af den grund ville ramme verden. Men han fik også lov at se, at Kristi rige vil sejre, og at Gud til sidst vil gøre alting nyt. Det var et rigt budskab om Kristi genkomst, der gav frimodighed til at leve for Herren – selv om meget i Johannes’ Åbenbaring er gådefuldt og stadig er genstand for forskellig fortolkning. Johannes’ budskab var i første række rettet til de små kristne menigheder, som oplevede forfølgelserne under Domitian, men samtidig har Johannes´ Åbenbaring et ærinde til hver kristen generation, så længe denne tidsalder varer. Her står Johannes på linie med GT’s profeter. De talte ud fra samtidens situation til deres egen generation. Men det profetiske ords rækkevidde er langt større. Johannes’ profeti afspejler den kollision, der fandt sted mellem de kristne og kejsermagten i slutningen af 1. årh. Men denne konflikt mellem Guds rige og verdensriget i Johannes’ samtid er et forbillede på det, som vil ske i de sidste tider. Gennem brydningen i sin egen tid ser Johannes konturerne af den afsluttende kamp mellem Kristus og Antikrist ved tidernes ende.
Samtidig indeholder Johannes’ Åbenbaring et alvorligt advarsels- og vækkelsesbudskab. Ikke mindst de såkaldte sendebreve (Åb. 2-3) viser, hvor utrolig let også bekendende kristne kan bedrages. Det er derfor livsvigtigt for enhver kristen gang på gang at ransage sig selv i Guds ords lys.
Johannes’ Åbenbaring inddeles naturligst på følgende måde:
1. Prolog – bogens tema, guddommelige oprindelse og menneskelige forfatter (Åb 1,1-11)
2. Første syn – den herliggjorte Kristus og hans budskab til menighederne (Åb 1,12-3,22)
3. Andet syn – Gud, Lammet og de syv segl (Åb 4,1-8,1)
4. Tredje syn – de syv basuner (Åb 8,2-11,18)
5. Fjerde syn – Satan, dyret fra havet, dyret fra jorden, Lammet på Zions bjerg (Åb 11,19-15,4)
6. Femte syn – Guds syv vredesskåle (Åb 15,5-16,21)
7. Sjette syn – Babylons fald og Lammets bryllup (Åb17,1-19,10)
8. Syvende syn – Guds riges sejr og det ny Jerusalem (Åb 19,11-21,8)
9. Målet – Det ny Jerusalem (Åb 21,9-22,5)
10. Epilog – Herrens genkomst er nær (Åb 22,6-21)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Johannes Åbenbaring
Ca. år 95
Dag 359 – Johannes Åbenbaring 4-6
Nu fik Johannes et syn af Himlen og Guds storhed (2. syn). Der er brusende lovsang i al evighed, men også det problem, at profetien er forseglet og ikke kan åbnes. Johannes så sig om efter en værdig oplukker, som viste sig ikke at være en stærk eller magtfuld person, men det slagtede lam. Også dette er et gennemgående træk: Sejr vindes aldrig gennem magt og penge, men gennem kærlighed og offer. Åbningen af de 7 segl begynder med evangeliets sejrsgang over jorden (1. segl) og derefter afsløringen af verdens ondskab.
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 360 – Johannes Åbenbaring 7-9
Efter endnu et mægtigt syn (3. syn) ind i Himlen af den talløse store, hvide flok, blev det syvende segl med de helliges bønner brudt. Giver det et perspektiv over vores bønner? Det er vigtigt at bemærke, at alle syn og begivenheder i Åb ikke beskriver et kronologisk forløb i den sidste tid – men er billeder på kirkens og kristnes vilkår i verden. Der beskrives meget modgang og lidelser, bl.a. gennem de 7 basuner, men lige så gennemgående er Guds trøst (7,17) og styring af forløbet. Alt er i hans hånd.
Dag 361 – Johannes Åbenbaring 10-12
Kap. 10 og 11 handler om Guds kald gennem evangeliet til hele verden, for at mennesker skal omvende sig i tide. Den 7. basun varsler Guds herredømme og går over i det 4. syn, som handler om “historiens drama”. Læs kap. 12 med Jesus-historien i baghovedet. Åb beskriver ikke Jesu fødsel i Betlehem, men de himmelske dimensioner af Kristi fødsel beskrives: Dragen (som svarer til slangen i Edens Have) forfulgte det nyfødte barn uden held, men kastede sig nu over “kvindens øvrige børn”, dvs. os. Hvordan skal det gå?
Dag 362 – Johannes Åbenbaring 13-16
Centrale skikkelser i historiens store drama er to dyr, som står som billeder på verdslig magt (militær, økonomi, indflydelse) og misbrugt åndelig magt. Dyrene kræver absolut lydighed fra alle følgere og er således modsætningen til lydigheden mod Gud (se 5 Mos 6,4ff; Mark 12,29-31). Synene havde i samtidens forfølgelse stor aktualitet (de hebraiske ord for “Kejser Nero” og “dyret” giver begge 666), men afdækker også strukturer til alle tider. 14,9- 12 er måske Bibelens klareste beskrivelse af den evige fortabelse – som “pine” og “ingen hvile”, i kontrast til “hvile” (14,13). De syv plager (5. syn) minder os om Egyptens plager.
Dag 363 – Johannes Åbenbaring 17-19
Det 6. syn (17,1ff) handler om dommen over denne verdens rige, Babylon. Som det store, uovervindelige babylonske rige faldt i GT’s tid, og Guds folk vendte hjem til det lovede land, sådan vil al verdens ondskab gå sin undergang i møde. Den store skøge er symbolet, beklageligvis en kvinde – men billedet på den frelste skare er også kvinde, der (ikke med ydre pragt, men indre skønhed (19,6-8)) har gjort sig rede. Det gøres helt klart (utallige steder i Åb og Bibelen i øvrigt og også her), at frelsen alene udvirkes af Jesus (19,11-21, som indleder det 7. og sidste syn: “Kristi Rige”).
Dag 364 – Salmerne 148-150
Salmernes bog slutter med lovsang på alle tangenter. De tre salmer begynder alle med “Halleluja”. Bemærk, at salmerne ikke umotiveret opfordrer til lovsang, men grunden til lovsang nævnes altid – her særligt Guds skabelseskraft, frelse og nærvær. Kunne man sætte disse overskrifter over salmerne: “Lovsyng Herren, hele jorden” (Sl 148), “Lovpris Herren, menighed” (Sl 149), “Lovpris Herren med al musik” (Sl 150)?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 148,1 Halleluja: Lovpris Herren.1 148,4 I vande oppe over himlen: Er i en eller anden form, som kommer ned gennem himlen til os som regn (Sl 147,8).2 148,14 Horn er i GT symbol på livskraft og frelse (Sl 89,18; 132,17; 75,6. 1 Sam 2,1).1 149,2 Zions sønner er dem, der tilbeder på Zion og lever i den pagt, der er knyttet til templet på Zion.1 149,3 Pauke: Et slaginstrument, en slags tromme. Citer: Et strengeinstrument.2 150,5 Cymblen var formentlig et slaginstrument af metal.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 284-287.
Dag 365 – Johannes Åbenbaring 20-22
Bibelen slutter, som den begyndte – og faktisk endnu bedre: Med den perfekte verden, uden mulighed for et nyt syndefald. Dommens realitet skjules ikke, men Guds ord opmuntrer os til at knytte os til Jesu gerning for os og leve i troen på ham. Og hermed nåede vil til den sidste læsning i projekt “Læs verdens bedste bog”. Jeg vil sige en stor tak for deltagelsen og håber og tror, at det har givet aha-oplevelser undervejs og større glæde ved Guds ord.
