Dag 271-300

Fra kap. 25 vender Ezekiel sig mod nabofolkene, der gennem flere århundreder havde undertrykt og ringeagtet Israel og Juda. Nabofolkenes dybereliggende problem var, at de ikke dyrkede den levende Gud – og hensigten med domsordene var da også, at de skulle forstå, hvem der er Herren. Den gamle fjende, Tyrus, får den hårdeste dom. Overvej, om Tyrus’ hovmod kan være et billede på Satan, der gør oprør mod Gud (Judas’ Brev v. 6). Kapitlerne rummer mange domsord og kan synes ubarmhjertige, men er der også en trøst i at vide, at al (vores) ondskab en dag skal straffes – og at den dag hedder Langfredag?

Disse kapitler handler alle om Egypten og kong Farao. Både israelitterne i Jerusalem og Babylon havde sat deres håb til Egypten (som vi også så hos Jeremias), men Egypten er en rørstok, som let knækker (29,6). Farao Hofra kaldte hoverende sig selv “ham med den stærke arm”, men for Gud har selv en stærk arm ingen styrke, og han ville svække “Farao og hans larmende hob” og styrke babylonerkongen (30,22-26). Afsnittet minder os om, at Gud er en hellig Gud – og “vil du undgå Guds harme, må du flygte ind i hans kærlige arme”.

Sl 114 genkalder udvandringen af Egypten og indvandringen i Israel. Når selv havet og floden skælvede for Gud, hvor meget snarere skulle vi så ikke (Luk 12,5). Og samtidig er Gud den, vi kan stole på (115,9-11), elske (116,1) og vandre foran i frihed (116,9). “Soli Deo Gloria” – alene Gud æren (115,1).

I kap. 3 læste vi om Ezekiels kaldelse, og at han stod som vægter for Israels hus, der skulle advare folket om den kommende dom. Vi står alle individuelt til ansvar for Gud, som NT også bekræfter (Matt 12,36; Rom 14,12) – men nu indtraf en national katastrofe: “Byen er faldet” (33,21). Folket hørte Guds ord, men handlede ikke efter dem (jf. Jesu lignelse i Matt 7,24-27). Præster og ledere havde også svigtet, og derfor lyder nu en profeti om, at Gud selv ville overtage hyrdejobbet gennem sin egen hyrde, David. Det er en fantastisk Kristus-profeti, som opfyldes med Jesus (Joh 10,11-18; Matt 22,41-46).

Disse kapitler rummer virkeligt mange aspekter. Gud har tidligere talt hårdt til Israels folk for deres synd, men de var også blevet ydmyget og ført i eksil i Babylon. Nu kommer der store løfter om en ny tid, hvor folket skulle vende om til Gud, renses og vende tilbage til Israel (kap. 36). Tiden efter Babylon skulle være som en samling af døde ben (kap. 37). Ud over at beskrive hjemkomsten, handler det også om Guds kirke – både den verdensomspændende og den lokale. Kap. 38 og 39 beskriver GT’s sidste krig og har paralleller i Åb 20,7-10, hvor betegnelserne Gog og Magog bruges igen. Det centrale er: Gud har styr på historien!

I april 573 f.Kr. fik Ezekiel sit sidste syn, som strækker sig over resten af bogen. Synet indeholder først en slags rundvisning i og beskrivelse af det tempel, som Ezekiel fik at se i guddomssyner. Grundplanen er kvadratisk og indrettet som åbenbaringsteltet i ørkenen og det første tempel i Jerusalem. Synet er blevet videregivet i Babylon, hvor Ezekiel sad sammen med sit folk (40,4), og har givet håb og trøst. Budskabet er: Gud har ikke glemt Jer. Han har planer for dem og vender tilbage til templet (43,1-11), hvilket vil skabe både syndserkendelse og en evig bolig blandt sit folk.

Rundvisningen omkring templet udvides til byen og efterhånden landet i kap. 45. Den lukkede østport er et tema i sig selv (43,4 ; 44,1 ; 46,2). Ad den skal “fyrsten” komme igennem, og den dag i dag er det en forventning blandt jøderne, at Messias skal komme den vej, når han kommer. Porten har betydning for både jøder, muslimer og kristne. Ved indtoget i Jerusalem red Jesus ind ad denne port, og dermed opfyldte han Ez 46,2 og andre skriftsteder, fx Zak 9,9.

Ez slutter med et mægtigt syn om vandet, der flyder fra templets dør. Der er det underlige ved vandet, da det bliver dybere og dybere, jo længere det flyder væk fra templet. Normalt er det omvendt – men her beskrives Helligåndens virke ud i verden som en større og større flod, der giver liv i overflod (47,8-12). Grundtvig digtede i “Hil dig! Frelser og Forsoner” om “floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af” (DDS 192). Ezekiel beskriver et Israel større end nogensinde og et tempel, som er større end selve byen – og opfyldelsen har evighedens dimensioner. Alt er fuldendt – og bedst af alt: “Herren er her” (48,35).

Ezekiel var i Babylon, men fik sine syner om Jerusalem. Daniel fortæller i første halvdel af bogen (kap. 1-6) historien i Babylon, og vi mærker allerede fra begyndelsen presset fra myndighederne til at lade sig assimilere ind i babylonsk kultur og religion og væk fra den levende Gud. Mærker vi også pres på forskellige områder til at opgive bibelske principper og holdninger? Daniel og vennerne stod fast, om det så kostede livet. Læs nøje de vise ord i3,16-18.

Som i Salmebogen og moderne lovsange er der også i Salmernes Bog stor forskel på indholdet og længden. Den korteste salme og det korteste kapitel i Bibelen er Sl 117. På blot 2 vers er en opfordring til og en begrundelse for lovsang. Sl 118 begynder og slutter med GT’s omkvæd, er en kristologisk salme og danner baggrund for bl.a. indtoget i Jerusalem, men også Jesu gerning (Matt 21,42). Sl 118,8 er Bibelens midterste og meget sigende vers: “Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker”. Kan vi huske – og praktisere – det, så er meget nået.

Der skete mange undere omkring Daniel og hans venner, og flere af dem omtales i og huskes fra alle børnebibler. Gud brugte ham til at hjælpe sit eget folk i landflygtigheden, men han fik også i flere omgange stor betydning i det babylonske hof og folk. I kap. 2 (og senere 8 og 10-12) forudsiger Daniel endda verdenshistoriens gang. Budskabet er: Selv om I kommer gennem svære tider, så har Gud styr på det. Han leder historien frem mod sit eget mål og kan vende det onde til det gode.

I anden halvdel af Dan går det fra historien til de syn, Daniel fik om den åndelige virkelighed og de sidste tider. Det er ikke muligt her at gå i detaljer med synene, men læg mærke til synet af Gud og menneskesønnen (Jesu foretrukne selvbeskrivelse i evangelierne) i kap. 7 (jf. Åb 1,7 og kap. 4) og det voldsomme syn af kampen i kap. 8, der foruroligede Daniel så meget, at det gjorde ham syg (8,27). Kap. 9 er Daniels mægtige syndsbekendelse og bøn for sit folk, som vi i dag stadig kan bruge i vores bønner. Han forudsiger en ny tid (9,26), når en salvet bliver fjernet uden dom: “Synden bragt til ophør og skylden sonet”. GT er fyldt med Kristus!

Kap. 10-12 gengiver Daniels fjerde og sidste syn. Det begyndte med et syn af Kristus (10,4-14), som tappede alle kræfter ud af Daniel, men som også banede vej for Guds ord til ham. I kap. 11 bliver det for alvor vanskeligt at holde styr på aktørerne i den store krig og kampen frem og tilbage – og ikke mindre betydningen af det. Jeg hæfter mig ved to ting: Gud har styr på det – og alt er forudsagt. Overvej, om det også er sådan med vores liv!

Hagg er en af de seneste bøger i GT og gengiver Haggajs fire profetord, heraf to den samme dag. Året er 520, og Israels folk var vendt hjem fra eksilet i Babylon, og nu gjaldt det genopbygningen af landet. Gud minder folket om, at de ikke må glemme templet. En del af folket havde set det gamle tempel fra før eksilet, og Haggaj forkynder, at det afgørende ikke er templets udseende, men at Herrens ånd tager bolig iblandt dem (2,5b). “Gå i gang” (2,4b), siger han, for Gud vil velsigne. Det er også løftet til os, som lever efter “den udvalgte” (2,23) er kommet og har gjort alt færdigt ved sin død og opstandelse (Joh 2,18-22).

Ezra og Neh beskriver den første afgørende tid efter eksilet og ved genopbygningen af Israel efter den store ødelæggelse. Ezra begynder i år 539 f.Kr., hvor verdensherredømmet skiftede fra Babylon til Persien. Gud brugte kong Kyros til at opfylde Jeremias’ profetier om folkets hjemkomst (1,1, jf. Jer 25,11-14). Kap. 2 er hovedsageligt navne, men minder os om, at Bibelen er historie. Vigtigst i genopbygningen var gudsdyrkelsen – offertjeneste og lovsang. Der var fjender og modgang, og byggeriet lå stille i 16 år, men lederen Zerubbabel satte sammen med profeterne Haggaj og Zakarias mod i det folk, som i Babylon var blevet vakt for troen på Gud.

Brevet, som blev sendt til Dareios, fik betydning for byggeriet, og templet blev færdigt “på befaling af Israels Gud og på befaling af perserkongerne” (6,14). Det var færdigt i 516 f.Kr. Først i kap. 7 nævnes Ezra ved navn. Han kom fra Babylon sammen med ca. 2.000 andre til Israel i 458 f.Kr. og tog del i genopbygningen af landet. Ezra var præst, skriftlærd, og “havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret” (7,10). Han fik skelsættende betydning ved sin tro på Gud, sit kald at “ydmyge os for vor Gud” (8,21), bodsklagen (kap. 9) og opløsningen af blandede ægteskaber (kap. 10). Dette sidste kan være vanskeligt for os at forstå rimeligheden af, men dengang var det nødvendigt. På hvilke områder skal du gøre bod og forandre dig?

Fra den korteste (117) til den længste salme i Sl: Den store salme om Guds ord (se også Sl 1). Både loven og evangeliet rummes i udtrykket “Guds lov”. Læg særligt mærke til glæden over Guds ord (v. 14-16), velsignelsen ved (v. 1-2) og villigheden (v. 7) til at følge Guds lov, friheden ved at følge Guds vej (v. 32). Her er bønner, formaninger, opmuntringer, lovprisninger og meget mere.

Neh handler som Ezra om tilbagekomsten fra Babylon og genopbygningen af Israel. I 445 f.Kr. hørte Nehemias om Jerusalems tilstand, og det kastede ham ind i både bønskamp med Gud og konkret handling ved at rejse “hjem” og som statholder inspirere og organisere. “Himlens Gud vil lade det lykkes for os” (2,20a) gengiver Nehemias’ tilgang. “Møgporten” har det lidt sjove navn, fordi man kørte skraldet fra byen gennem denne port. Overvej i øvrigt, på hvilke områder Nehemias er til inspiration for os både som enkeltpersoner og som kirke.

Som i Ezra fortæller Neh om fjendernes modstand og latterliggørelse af byggeriet. Læg mærke til, at Nehemias ikke greb til samme metoder, men overgav sagen til Gud (4,8.14 ; 5,15; 6,14-16). Der var også udfordringer indadtil, som Nehemias tacklede efter bedste evne og med Guds hjælp. Bibelen bruger ofte begrebet “opbyggelse”, dels om menighedens og dels om den enkeltes opbyggelse (fx Ef 2,19-22 ; 1 Pet 2,1-8). Prøv at læse teksten med det i baghovedet.

2. halvdel af Neh handler om fornyelse af troen på Gud. Det begyndte (som altid ved fornyelse) med oplæsning og studium af Guds ord (kap. 8) og omvendelse til Gud. Nehemias gennemgik hele frelseshistorien i sin stærke syndsbekendelse – og læg mærke til, hvordan bønnen skifter mellem folkets synd og Guds nåde. Regelmæssige kirkegængere vil kunne genkende nadverritualet i lovprisningen i 9,5b-6. Nehemias klandrede ikke alle andre, men tog sig selv med i syndsbekendelsen (9,33-34.37). Bønnen fik konkrete konsekvenser for folket (kap. 10).

Kap. 11-12 rummer primært fortegnelser over tilbagevendte indbyggere i Jerusalem og præsterne og kan forekomme uinteressant, men for den tids mennesker har det været som at læse lister over tilbagekomne fra koncentrationslejrene efter 2. verdenskrig eller over overlevende fra en naturkatastrofe. Desuden er det Guds frelseshistorie og derfor VORES historie, vore trosfædre. Nehemias ledte indvielsen af bymuren, og som statholder (med implikationer i både lovgivende, dømmende og udøvende magt) påtalte han forhold, der stred mod Guds gode vilje. “Jeg rensede dem for alt fremmed” (13,30) – og deri gjorde han en god gerning.

Zak er den næstsidste bog i GT. Zakarias trådte frem to måneder efter Haggaj, i år 520 f.Kr. Hagg fortæller om genopbygningen, og Zak indeholder stærke budskaber om Guds nidkærhed for Jerusalem (1,14 ; 8,1), fordi han vil frelse folket, trøste Zion og udvælge Jerusalem (1,17). Zakarias fik 10 syn, som er vanskelige at tyde, men som skulle give håb, mod og fornyet tro til det hjemvendte folk. Ypperstepræsten Josva (samme navn som Jesus, se kap. 3-4) fjerner landets skyld på én dag (Langfredag), og også Helligånden omtales (4,6). Der ligger et stærkt håb i, at Gud vil overvinde det onde.

Zakarias ind i den tid, hvor folket var kommet tilbage fra 70 års eksil i Babylon (kap. 7 er tidsangivet til 518 f.Kr.). Nu skulle de genopbygge landet og genfinde troen på Gud. Gud gentager sit ord om “nidkærhed for Zion” (1,14 ; 8,2). Har du tænkt på, at folket (og vi) fandt frelse pga. Guds vrede over synden? Det var den, der ramte Jesus på korset – og gør, at vi kan gå fri! Zakarias ser for sig en spire, Semak (6,12), der skal herske, men sagtmodigt og ridende på et føl (9,9). Kun Esajas’ Bog har flere henvisninger til NT end Zak, og læs kapitlerne med Jesus-historien i baghovedet.

Sl 119 fortsætter med at lovprise Guds ord. Når en siger: “Jeg tror på en person (Jesus), ikke på en bog”, så er det ofte for at lægge afstand til Bibelen, og selv om citatet har en vis sandhed, så bliver troen på Gud og tilliden til Guds ord knyttet helt sammen i Sl 119. “I evighed står dit ord fast” (v. 89), “Hvor jeg elsker din lov” (v. 97), “Dine love er underfulde (v. 129), “Dit ord er gennemlutret, og din tjener elsker det” gengiver den ukendte forfatters forhold til Guds ord. Hvor jeg håber, at det smitter os og sætter os i gang med at tage Guds ord ind, også i praksis, som den mest kendte sætning i Sl 119 minder os om (v. 105).

I slutningen af Zak har vi de tydeligste Kristus-profetier. I 11,13 forudsiges prisen for Judas’ forræderi. I 12,10 tales om Gud som gennemboret, og man skal holde klage over den eneste søn. Jesus citerede 13,7 i Getsemane have, da disciplene forlod ham. Ikke mindre end 17 gange i kap. 12-14 findes udtrykket “på den dag”, og profetierne om Kristi første (da han blev født) og andet komme (når han kommer for at dømme levende og døde) flyder sammen som bjergtoppe i horisonten.

Est er en perle i Bibelen. Den fortæller et stykke konkret historie og er den sidste historiske bog i vores Bibel (i vores læsning mangler vi kun Krøn). Gud nævnes intet sted i bogen, men gudstroen farver hele forløbet. Kvindesynet hos kong Ahasverus er anderledes end i vores tid, og Esters liv i kongeslottet har uden tvivl været vanskeligt. Mordokaj spiller en central rolle, bl.a. med dette ord til Ester: “Hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?” (4,14). Hvem ved, om der også er en mening med den situation, du og jeg er i?

“Den, der graver en grav kan selv falde i den”, læser vi i Ordsp 26,27, og sådan gik det for den onde Haman. Det er beskrevet ganske humoristisk, selv om situationen har været rystende alvorlig, både for Haman og jøderne. I dag er Purimfesten i Israel en festdag med oplæsning af Est i synagogerne. Folk kommer udklædt og har skraldere med, som larmer hver gang Hamans navn bliver nævnt. Man kan købe kagerne “Hamans ører”, og mange er klædt ud. Est viser os Guds trofasthed og minder os om at bede for jøderne, der også i vore dage oplever antisemitisme rundt omkring.

“Pastoralbrevene” kaldes Tit og 1 + 2 Tim – Paulus’ omsorgsbreve til pastorer, dvs. hyrder og lærere i menigheden. Det lå Paulus på sinde at viderebringe den sunde lære i menighederne. Man mærker også hans omsorg for sine medarbejdere på missionsmarken. Titus er ikke nævnt i ApG, men i Gal 2,1ff læser vi, at han var med ved apostelmødet i Jerusalem (ApG 15). I Tit er der både dogmatiske og praktiske anvisninger til forskellige grupper af mennesker i menighederne – og en helt vidunderlig beskrivelse af dåbens betydning (3,3-8).

Timotheus kender vi i modsætning til Titus ret godt. Han var Paulus’ mest elskede og prøvede medarbejder på missionsrejserne, bl.a. i Thessalonika, Korint og på Paulus’ første rejse til Rom. Ifølge traditionen var han den første menighedsforstander i Efesos, hvor han led martyrdøden i 97. Årsagen til 1 Tim var bekymring for vranglære i menigheden (1,3-11), og brevet indskærper derfor den “sunde lære” (1,10) og opmuntrer til at organisere gudstjenesten efter evangeliet. I 2,8 har vi Bibelens eneste direkte anvisning til bøn: Med løftede hænder! Paulus har anvisninger både til kvinder og mænd. 1,15 og 2,3-5 er sætninger, som det lønner sig at lære udenad.

I anden del af brevet kommer bekymringen og omsorgen for menigheden stærkere frem. Det er frafaldet fra troen på Jesus (4,1-5 ; 5,15), som Paulus igen og igen frygter. Det kunne ske gennem vranglærere, som “brændemærket i deres samvittighed” indførte jødiske eller hedenske skikke, eller “indefra” gennem optagetheden af rigdom og penge (6,6-10 . 17-19). Ind imellem giver Paulus personlige råd til sin betroede medarbejder (4,6-16 ; 5,21-23 ; 6,11-16 . 20-21). Igen er der gode sætninger i brevet, fx 6,6 . 10 . 12.