Dag 271 – Ezekiels bog 25-28
Fra kap. 25 vender Ezekiel sig mod nabofolkene, der gennem flere århundreder havde undertrykt og ringeagtet Israel og Juda. Nabofolkenes dybereliggende problem var, at de ikke dyrkede den levende Gud – og hensigten med domsordene var da også, at de skulle forstå, hvem der er Herren. Den gamle fjende, Tyrus, får den hårdeste dom. Overvej, om Tyrus’ hovmod kan være et billede på Satan, der gør oprør mod Gud (Judas’ Brev v. 6). Kapitlerne rummer mange domsord og kan synes ubarmhjertige, men er der også en trøst i at vide, at al (vores) ondskab en dag skal straffes – og at den dag hedder Langfredag?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 25,2 Ammonitterne: Judas nabofolk mod øst. Deres hovedstad var Rabba (det moderne Amman). Ammonitterne stammede fra Lot (1 Mos 19,38), men trods slægtskabet lå de ned gennem kongetiden ofte i krig med Juda. Ifølge Jer 27,3 deltog ammonitterne sammen med Juda og andre folk i overvejelser om at gøre oprør mod Babylon, og Ez 21,24ff tyder på, at Ammon faktisk gjorde oprør samtidig med Juda. Det underbygges af, at de judæere, der efter Jerusalems fald i 586 f.Kr. myrdede Gedalja, som babylonerne havde indsat som leder af landet, var udsendt af ammonitterkongen Ba’alis og efter mordet valgte at flygte til Ammon (Jer 40,13f; 41,10-15).1 25,4 Østens folk: Beduinstammer fra ørkenområderne øst for Ammon, der skal overtage landet. Den historiske viden om, hvordan profetierne mod Ammon og Moab blev opfyldt, er stærkt begrænset. Der er ikke fundet arkæologiske vidnesbyrd om nogen ødelæggelse af Ammon og Moab på denne tid, og i hvert fald ammonitterne overlevede som folk ned til persisk eller hellenistisk tid. Historieskriveren Josefus fortæller imidlertid, at Nebukadnesar i det femte år efter Jerusalems ødelæggelse (582-581 f.Kr.) sendte sin hær mod ammonitterne og moabitterne. Hvis det er rigtigt, kan dette felttog have resulteret i en svækkelse af landet, der gav beduinstammerne mulighed for at hærge det. Fra hellenistisk tid var området øst og syd for Det Døde Hav omfattet af det nabatæiske rige, og efterkommerne af de gamle folkeslag i området mistede deres selvstændige nationale identitet. Under de hasmonæiske (makkabæiske) konger fra 167-63 f.Kr. var der gentagne krigshandlinger mellem Israel og de gamle ammonitiske, moabitiske og edomitiske landområder.1 25,8 Moab: Judas nabofolk mod sydøst, i området øst for Det Døde Hav. Moabitterne stammede ligesom ammonitterne fra Lot (1 Mos 19,37) og lå i kongetiden ofte i krig med Juda.1 Se’ir: Bjergområde sydøst for Det Døde Hav. Det regnes ofte for en del af Edom (f.eks. i 35,15), men knyttes her sammen med Moab – muligvis fordi området omfattede grænseområdet mellem Moab og Edom.1 25,9 Bet-ha-Jeshimot, Ba’al-Meon og Kirjatama: Byer i Moab.1 25,12 Edom: Judas nabofolk mod syd og sydøst, i området mellem Det Døde Hav og Det Røde Hav. Edomitterne stammede fra Esau, Jakobs bror, og var derfor nærtbeslægtet med israelitterne, men helt fra begyndelsen var der fjendskab mellem de to folk (1 Mos 25,19-34). Under David blev Edom indlemmet i Israel (2 Sam 8,13f), men genvandt senere sin selvstændighed (1 Kong 11,14-22), og ned gennem kongetiden var der gentagne krige mellem Edom og Juda (2 Kong 8,20-22; 14,7; 16,6). Arkæologiske fund viser, at edomitterne i sidste del af 600-tallet overtog landområder i det sydlige Juda og både økonomisk, kulturelt og militært vandt større og større indflydelse i området. Selv om også edomitterne deltog i rådslagningen om et oprør mod Babylon (Jer 27,3), udnyttede de Judas svaghed efter 597 og 586 f.Kr. til at fortsætte ekspansionen mod nord. I hellenistisk tid strakte Idumæa (en græsk form af navnet Edom) sig helt op nord for Hebron.1 25,13 Teman og Dedans placering kender vi ikke med sikkerhed.2 25,15 Filistrene: Judas nabofolk mod vest, langs Middelhavskysten. Frem til David var filistrene Israels alvorligste modstandere, og endnu i kongetiden er der beretninger om krig mellem israelitter og filistre (f.eks. Dom 13-16; 1 Sam 4-6; 2 Kong 18,8). I årene efter 605 f.Kr. havde Nebukadnesar undertvunget filistrene. I 604 f.Kr. var filisterbyen Ashkalon blevet fuldstændig ødelagt og mange af indbyggerne ført i eksil i Babylon. Den voldsomme nedkæmpelse af filistrene kan være årsagen til, at der ikke var filistre med i rådslagningen om et oprør mod Babylon (Jer 27,3). I modsætning til jøderne fik de filistre, der var bortført til Babylon, åbenbart aldrig mulighed for at vende tilbage. Da filisterbyerne genopstod i persisk tid var det som fønikiske byer, der senere overtog en hellenistisk/græsk kultur. Filistrene forsvandt på den måde som selvstændig nationalitet ud af historien.1 25,16 Kreterne: Et andet navn for filistrene. Navnet afspejler måske, at filistrene hørte til de såkaldte „havfolk”, der oprindeligt stammede fra det græske øhav.1 26,1 I det ellevte år på den første dag i måneden: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr. og svarer derfor til perioden fra foråret 587 til foråret 586 f.Kr. Måneden er ikke angivet.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 26,2 Tyrus: Tyrus ligger på Middelhavskysten nord for Israel i det, der i dag er Libanon. Hovedparten af byen var bygget på en ø knap en kilometer ude i Middelhavet; på land lå forstaden Ushu. Byen var fønikisk og udviklede sig i årenes løb til det vigtigste handelscenter i denne del af Middelhavsområdet. David, Salomo og senere også nogle af Nordrigets konger havde venskabelige forbindelser med Tyrus (2 Sam 5,11; 1 Kong 5,15ff). Senere kom byen under Assyrerriget, men gjorde gentagne gange oprør. I 605 f.Kr. blev Tyrus sammen med mange andre byer og riger i området underlagt Babylon. Byen deltog i den rådslagning i Jerusalem om et oprør mod Babylon, som Jeremias omtaler i 27,3. Josefus fortæller, at Tyrus blev belejret af Nebukadnesar i ikke mindre end 13 år, som de fleste forskere daterer til efter Jerusalems fald, enten 586-573 eller 585-572 f.Kr. Udfaldet af denne belejring er omstridt. Flere forhold viser, at det lykkedes babylonerne at undertvinge byen; blandt andet nævnes Tyrus’ konge i en liste over fremtrædende fanger i Babylon omkr. år 570 f.Kr. Men det er usikkert, om der var tale om en egentlig militær erobring. I hvert fald ser det ikke ud til, at Nebukadnesar ødelagde byen, der fortsat blomstrede, indtil Alexander den Store i 332 f.Kr. erobrede den efter at have bygget en dæmning ud til øen. Byen blev genopbygget og bevarede en vis betydning helt indtil afslutningen af korsfarertiden (korsfarerne opgav den i 1291), hvorefter den blev reduceret til et yderst beskedent fiskerleje. Aflejringer omkring Alexanders dæmning har medført, at Tyrus i dag ligger på en halvø.1 26,6 Datterbyer: Ødelæggelsen vil også ramme forstaden Ushu, der lå inde på kysten, og de omkringliggende småbyer.1 26,8 Han bygger angrebsramper imod dig, kaster en vold op omkring dig: Se faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid nedenfor. 26,16 Brogede: Med flere ret forskellige farver, ofte i uregelmæssig blanding.3 26,17 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 26,18 De fjerne øer: Øer og kyststrækninger omkring Middelhavet.1 27,2 Tyrus: Se note til 26,2. Dødsklage: Se faktaboks nedenfor 27,3 Fjerne øer: Øer og kyststrækninger langs Middelhavet.1 27,5 Senir: Navn for Hermonbjerget (5 Mos 3,9).1 Cedertræ fra Libanon: Se note til 31,3. 27,6 Bashan: Det moderne Golanområde øst og nordøst for Genesaret Sø.1 Elfenben: Se arkæologisk note nedenfor Kittæernes øer: Kittæerne er befolkningen på det sydlige Cypern. Senere fik betegnelsen en bredere betydning og blev brugt om makedonere og romere.1 27,7 Purpurstof: Purpurfarve blev fremstillet af snegle og fandtes i mange farvenuancer fra rødt til violet og blåt. Fønikerne var kendte for deres fremstilling af purpur.1 Elisas øer: Bliver af de fleste forskere forstået som Cypern eller eventuelt en del af øen.1 27,8 Sidon: Tyrus’ fønikiske naboby lidt længere mod nord.1 Arvad: En by på en lille ø ud for Middelhavskysten nord for det moderne Tripolis.1 27,9 Gebal: Den fønikiske by Byblos nord for det moderne Beirut.1 27,10 Persere, lydere og putere: Lydien var et område i det vestlige Lilleasien, mens Put sandsynligvis lå i det moderne Libyen i Nordafrika. Tilsammen angiver de tre betegnelser, at Tyrus havde lejetropper fra alle verdenshjørner: øst, nordvest og sydvest.1 27,11 Gammaditterne: Det er uvist, hvor denne folkegruppe stammer fra.1 27,12 Tarshish: Sandsynligvis et sted i Sydspanien.1 27,13 Javan, Tubal og Meshek: Steder i Lilleasien (se til 38,2). Javan bliver dog i GT brugt generelt om grækere.1 27,14 Bet-Togarma: I det østlige Lilleasien.1 27,15 Dedan: Område syd for Edom, i det moderne Saudi-Arabien. Nogle forskere mener dog, at Dedan her enten betegner Rhodos eller et sted på kysten nord for Tyrus.1 Ibenholt: Hårdt og tungt, oftest sort træ.4 27,16 Aram: Det syriske område omkring Damaskus.1 Granat: Smykkesten, der som regel er rød.1 Broget: med flere ret forskellige farver, ofte i uregelmæssig blanding.3 Byssus: Fint klæde.1 27,17 Minnit: Muligvis den by i Ammon øst for Jordanfloden, der også nævnes i Dom 11,33. Andre mener dog, at det snarere er en kvalitetsbetegnelse for en særlig udsøgt hvede.1 Storax-balsam: En speciel balsam, der kan anvendes til medicin, røgelse og kosmetik.1 27,18 Damaskus var og er hovedstaden i Syrien.5 Helbon: Lidt nord for Damaskus. Vinen herfra var berømt og omtales i flere gamle kilder.1 Sahar: Muligvis et område nordvest for Damaskus.1 27,19 Dan: By i det nordligste Israel.1 Uzal: Muligvis en by i Yemen. Andre mener dog, at ordet skal læses Izal, der var en by i det nordøstlige Syrien, der var kendt for sin vin.1 Kassia og kalmus: Vellugtende stoffer, der bl.a. anvendes i salver og røgelse. Kassia er en form for kanel.1 27,21 Kedars fyrster: Generel benævnelse for beduingrupper i den arabiske ørken øst og sydøst for Israel.1 27,22 Sabas og Ramas: Saba og Rama var områder i det sydlige Saudi-Arabien.1 27,23 Karan, Kanne og Eden: Karan var en by i det nordsyriske Mesopotamien (Abraham boede her inden rejsen til Kana’an, 1 Mos 12,5), Kanne var sandsynligvis en by lidt længere mod nord, mens Eden (eller Beth Eden) sandsynligvis var området omkring Karan.1 Lemad: Område eller by med ukendt beliggenhed.1 27,25 Tarshish-skibene: Tarshish var sandsynligvis et sted i Sydspanien, men benævnelsen Tarshish-skib bruges generelt om store skibe til langfart (f.eks. 1 Kong 10,22).1 27,30 De kommer støv på hovedet og vælter sig i aske: Tegn på sorg (jf. Job 2,12; Jer 6,26).1 27,31 De klipper sig skaldet klæder sig i sæk: Tegn på sorg.1 28,2 Tyrus’ fyrste: Ethbaal III.1 28,10 Uomskårnes død: Oldtidskilder viser, at man praktiserede omskærelse i Tyrus ligesom i en række andre folk (jf. Jer 9,24f). At dø som uomskåret har derfor sandsynligvis også i Tyrus været betragtet som nedværdigende.1 28,11 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 28,21 Sidon ligger på Middelhavskysten nord for Tyrus i det, der i dag er Libanon.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1249.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/broget
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/ibenholt
5 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1252.
Arkæologisk note: Luksuriøst elfenben kom fra Nubien (Til Ez 27,15)
I Det Gamle Testamentes verden blev luksus målt i mængden af elfenben. Kong Salomo sad på en elfenbenstrone (1 Kong 10,18), og profeten Amos fordømte overklassen, som lå på elfenbenslejer og forsømte den sociale retfærdighed (Am 6,4).
Fordi elfenben var så sjældent og værdifuldt, vakte det stor opsigt, da man i 2022 fandt en elfenbenskam i Lakish (omtalt i TEL 2023/1). En stor del af opsigten skyldtes ganske vist kammens inskription, men dens materiale gik heller ikke ubemærket hen. Omkring år 1700 f.Kr. boede der åbenbart en meget velhavende mand i Lakish, som ifølge kammens indskrift brugte en elfenbenskam til at fjerne lus fra sit skæg.
Året før var det lykkedes for en gruppe arkæologer at genskabe hele 12 elfenbensrelieffer fra et rigmandshus i Jerusalem, som blev ødelagt sammen med resten af byen i 587 f.Kr. (se TEL 2022/3). Også i kongetidens Jerusalem fandtes der altså bemærkelsesværdig luksus.
Et nyt studie kaster lys over denne luksusvare. Forskere har foretaget en molekylær analyse af 1500 elfenbensobjekter, der kan dateres til 1600-600 f.Kr., og alle er fundet i Israel og Palæstina.
For det første viser undersøgelsen, hvilken slags elfenben der er tale om. 85 % af objekterne er produceret af elfenben fra elefanter, mens 15 % stammer fra flodhestes tænder. Tre af objekterne viste sig at være fremstillet af vildsvinetænder.
For det andet giver undersøgelsen et ret nøjagtigt billede af, hvor elfenbenet kommer fra. I elfen kan man nemlig finde spor af, hvad det pågældende dyr har spist, og dermed hvor det har levet. Nogle af flodhestene viste sig at være lokale, formentlig fra Hulasøen og Tanninimfloden i det nordlige Israel. Forskerne vurderer, at flodhestetænder kun blev brugt som en billig erstatning for det mere prestigefyldte elefantelfenben.
I det undersøgte materiale er der intet spor af asiatiske elefanter. Alt elfenbenet er fra elefanter, der har levet syd for Sahara. Nærmere bestemt i det område, vi i dag kalder Sydsudan.
Umiddelbart nord for det område lå antikkens Nubien, og forskerne vurderer, at nubierne var hovedaktører i at opkøbe elfenbenet fra lokale jægere og sælge det videre til rigmænd i det sydlige Levant. Selv i nedgangstider for det egyptiske rige er Levanten blevet forsynet med elfenben, så nubierne må have handlet uafhængigt af Egypten, som ellers ofte var mellemmand på datidens handelsruter.
Det nye studie viser, at oldtidens verden var forbundet på kryds og tværs. Men det giver også et indblik i, hvorfor Nubien i Esajas’ Bog kan kaldes velstående (Es 45,14). En del af den velstand skyldtes handel med datidens største luksusvare: elfenben fra centralafrikanske elefanter.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2026/1, af Af cand.theol. Kasper A. Bergholt
Arkæologisk note: Purpurfarvet stof fra Davids tid dukket op i Timna (Til Ez 27,7.16.24)
Purpurfarver havde en enestående betydning i antikkens verden – fra kongelig klædning til templets broderier. For første gang er der nu fundet stykker af purpurfarvet stof fra Bibelens tid i Israel.
Under den bagende sol i ørkenen nord for Eilat er der for første gang nogensinde fundet stykker af purpurfarvet stof i Israel fra den bibelske periode. En kulstof 14-analyse har dateret stofresterne til omkring år 1.000 f.Kr. og dermed til kong Davids og Salomos tid.
Videre afslørede udgravningerne, at der i Timna var en purpurfarvningsindustri. Det er også overraskende, da purpurfarven i antikken kun kunne skabes ved at udvinde et farvepigment fra murex-sneglen, der lever i Middelhavet og ikke i Det Røde Hav.
Trods en alder på 3.000 år er farvens skønhed og dybde stadig overvældende.
Stofresten på billedet måler ca. 15 × 10 mm.
Foto: © Israel Antiquities Authority.
Purpur var mere end sin vægt værd i guld
Nøglen til mysteriet ligger i den enorme betydning purpurfarven havde i antikken og i den bibelske verden. Den signalerede rigdom og magt, og den blev af såvel israelitter som grækere og romere båret af konger, herskere og præster.
Det var der flere gode grunde til. Farven var utrolig dyr at fremstille. Det anslås, at der skulle høstes flere tusinde snegle i havet for at få blot ét gram farvepigment. Det skød prisen i vejret og formodentlig forbi selv gulds vægtpris.
Dernæst var farven dyb og smuk og kendt for at besidde en stærk holdbarhed over tid. Lagt sammen gav purpur fornemme personer den perfekte mulighed for at skille sig ud fra mængden.
I togaer af purpur i roms gader
I det antikke Rom spillede purpurfarven en afgørende rolle i dette samfunds stærke magthierarki. Hvilke typer af farver, man måtte have på sin toga, var nemlig reguleret ved lov. Kun den øverste stand, senatorerne, måtte bære den mest fornemme toga med purpurfarvede striber. Det vil sige – sådan var det i hvert fald, indtil loven blev lempet, så også rige personer af lavere rang kunne få lov at bruge farven.
Men purpurkappen over dem alle forblev reserveret til ganske særlige personer: I byens mest centrale tempel, Jupitertemplet, var statuen af Jupiter iklædt en purpurfarvet kappe. Når en general havde sejret på slagmarken for Rom, kunne han blive tilkendt et triumftog. Skete det, var et af de vigtigste led i ritualet, at han blev iført denne kappe.
Purpurfarverne på bibelens sider
I Bibelens Israel spillede purpurfarven en lige så stor rolle. Faktisk bør vi sige farverne i flertal. Alt efter hvor meget lys farvepigmentet blev udsat for, kunne det nemlig tones fra violet til blåt. I 2 Mosebog læser vi således om purpurrødt og purpurblåt som de to vigtigste farver til ørkenhelligdommens broderier, ligesom hver israelit skulle have en purpurblå snor i kvasterne af deres kapper (2 Mos 26,1.31.36; 28,5-6.31; 4 Mos 15,38). Den blå nuance svarer til den blå farve, der er det moderne Israels nationalfarve.
På tværs af Bibelens mange bøger kan vi finde beretninger, hvor purpur indgår, fra kong Salomos bærestol (Højs 3,10) til Lydia i Filippi, der drev handel med purpurstoffer (ApG 16,14), og ikke mindst den afdeling romerske soldater, der spottede Jesus som jødernes konge ved at iklæde ham en purpurfarvet kappe (Mark 15,16-20). Det smukke fund i Timna bringer os helt tæt på denne virkelighed.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2021/1, af Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid (Til Ez 26,8)
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Faktaboks: Dødsklage (Til Ez 26,17; 27,2 og 28,11)
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Kalender (Til Ez 26,1)
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Segl (Til Ez 28,12)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 272 – Ezekiels bog 29-32
Disse kapitler handler alle om Egypten og kong Farao. Både israelitterne i Jerusalem og Babylon havde sat deres håb til Egypten (som vi også så hos Jeremias), men Egypten er en rørstok, som let knækker (29,6). Farao Hofra kaldte hoverende sig selv “ham med den stærke arm”, men for Gud har selv en stærk arm ingen styrke, og han ville svække “Farao og hans larmende hob” og styrke babylonerkongen (30,22-26). Afsnittet minder os om, at Gud er en hellig Gud – og “vil du undgå Guds harme, må du flygte ind i hans kærlige arme”.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 29,1 I det tiende år på den tolvte dag i den tiende måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder tebet, og dateringen svarer til begyndelsen af januar 587 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 29,10 Fra Migdol til Syene: Syene ligger ved Egyptens traditionelle sydgrænse (ved det moderne Aswan). Migdol betyder tårn og blev af egypterne brugt som benævnelse for en grænsepost. Et sådant Migdol er nævnt i 2 Mos 14,2, men her er der snarere tale om det Migdol i Nildeltaet, der nævnes i Jer 44,1 og 46,14. Udtrykket “fra Migdol til Syene” betegner hele landet, ligesom det tilsvarende udtryk “fra Dan til Be’ersheba” betegner hele Israel.1 Nubien: Nubien var landet syd for Egypten, mere eller mindre svarende til det moderne Sudan.1 29,14 Patros: Navn på Øvreegypten, den sydlige del af landet. På Ezekiels tid lå Egyptens politiske center i Nildeltaet mod nord, men tidligere i historien blev landet styret fra Nildalen i Øvreegypten. Det kan være baggrunden for udsagnet om, at egypterne stammer fra Patros.1 29,17 I det syvogtyvende år på den første dag i den første måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder nisan, og dateringen svarer til sidst i april 571 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 29,21 Horn er i GT et almindeligt brugt billede for styrke (f.eks. Sl 75,11 og 92,11).1 30,4 Nubien: Landet syd for Egypten, mere eller mindre svarende til det moderne Sudan.1 30,5 Puterne: Put lå sandsynligvis i det moderne Libyen i Nordafrika.1 Lyderne: Lydien var et område i det vestlige Lilleasien. Adskillige kilder fra omkring dette tidspunkt fortæller om nære kontakter mellem Egypten og Lydien og om lydere, der gjorde tjeneste som lejetropper i Egypten.1 Kuberne er et ukendt folkeslag.1 Pagtslandets folk: Israelitter.1 30,6 Fra Migdol til Syene: Se note til 29,10 30,13 Nof: Byen Memfis, 20 km syd for det moderne Cairo. Den havde tidligere været hovedstad i Egypten og blev det kort tid senere igen under Farao Amasis (570-526 f.Kr.).1 30,14 Patros: Øvreegypten (se note til 29,14).1 Soan: Vigtig by i det østlige Nildelta, kaldes også Tanis, tidligere i en periode hovedstad.1 No: Byen Theben (i moderne tid kendt som Luxor og Karnak) i Øvreegypten. Tidligere en af Egyptens vigtigste hovedstæder.1 30,15 Sin: En grænseby i det nordøstlige hjørne af deltaet, som havde stor militær betydning. I 525 f.Kr. tabte Farao Psammetik III (526-525 f.Kr.) her et afgørende slag til de fremstormende persere, der dermed underlagde sig Egypten.1 30,17 Aven: Byen On eller Heliopolis (nær det moderne Cairo), der var center for dyrkelsen af solguden Ra.1 Pi-Beset: By i deltaet nord for Heliopolis.1 30,18 Takpankes: By I den nordøstlige del af deltaet.1 30,20 I det ellevte år på den syvende dag i den første måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder Nisan, og dateringen svarer til sidst i april 587 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 31,1 I det ellevte år på den første dag i den tredje måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder Sivan, og dateringen svarer til sidst i juni 587 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 31,3 Assyrien var den mellemøstlige stormagt, indtil Babylon i slutningen af 600-tallet f.Kr. besejrede det og overtog rollen.1 En ceder på Libanon: Cedertræet er et stedsegrønt nåletræ, der kan blive meget højt. Især Libanon var kendt for sine bjerge med skove af cedertræer. I GT er cederen et almindeligt brugt symbol for storhed og majestæt (f.eks. 1 Kong 5,13; 2 Kong 14,9; Højs 5,15). I Israels hedenske nabofolk var det forholdsvis almindeligt at betragte cedertræet (og andre store træer) som mytologiske symboler på udødelighed, kongelighed og guddommelighed. Ezekiels sammenligning af stormagten Assyrien med et usædvanligt højt og smukt cedertræ har derfor været nærliggende for både israelitter og hedninger.1 31,8 Platan: Platan er en slægt af løvfældende træer i platanfamilien.2 32,1 I det tolvte år på den første dag i den tolvte måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder adar, og dateringen svarer til først i marts 585 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 32,2 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 32,17 I det tolvte år på den femtende dag i måneden: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., og svarer til perioden fra april 586 til april 585 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 32,19 Uomskårne: Egypterne praktiserede omskærelse ligesom en række andre oldtidsfolk (jf. Jer 9,24-25). Derfor har det i Egypten sandsynligvis været betragtet som nedværdigende, hvis man kom til at dele skæbne med uomskårne.1 32,22 Assyrien: Var den mellemøstlige stormagt, indtil Babylon i slutningen af 600-tallet f.Kr. besejrede det og overtog rollen. (Note fra 31,3). 32,24 Elam: Et rige, der lå øst for Babylonien med hovedstad i Susa. Elams magt blev brudt af Assyrien omkring 646 f.Kr., og selv om der stadig fandtes konger i området, havde det fået et alvorligt knæk, det aldrig overvandt, og kunne derfor på Ezekiels tid betragtes som færdigt.1 32,26 Meshek-Tubal: To folkeslag fra det nordøstlige Lilleasien. I 600-tallet havde nogle folk fra dette område udgjort en fare for det assyriske rige, men på Ezekiels tid blev området betragtet som ufarligt.1 32,29 Edom: Israels nabofolk mod syd og sydøst (se note til 25,12). Edom var på Ezekiels tid endnu et blomstrende rige, der tilmed nød fordel af Jerusalems fald I 586 f.Kr.1 32,30 Det er ikke klart, hvem der hentydes til med udtrykket „Nordens fyrster”, men Sidon er fønikerbyen i Libanon nord for Israel (se til 28,21). Sidon kan i GT bruges som en betegnelse for hele Fønikien, og det giver god mening her.1 |
2 https://lex.dk/platan
Faktaboks: Dødsklage (Til Ez 32,2)
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Kalender (Til Ez 29,1; 29,17; 30,20; 31,1; 32,1 og 32,17)
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Dag 273 – Salmerne 114-116
Sl 114 genkalder udvandringen af Egypten og indvandringen i Israel. Når selv havet og floden skælvede for Gud, hvor meget snarere skulle vi så ikke (Luk 12,5). Og samtidig er Gud den, vi kan stole på (115,9-11), elske (116,1) og vandre foran i frihed (116,9). “Soli Deo Gloria” – alene Gud æren (115,1).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 114,1 Halleluja: Pris Herren.1 Jakobs hus og Israel er det samme; Israel er Jakobs senere navn (1 Mos 32,29).1 114,2 Juda og Israel er i hovedsagen synonymer, om end Juda egentlig blot er én af Israels 12 sønner og stammer. Som den stamme, der var blevet den ledende, forfra kongeslægten den kom, og i hvis område folkets helligdom stod (Jos 15,8.63), står den imidlertid som betegnelse for folket. Mening er altså ikke, at Juda stamme alene, men hele folket af Herren helligdom.1 115,10 Arons hus (hus betegner her familie, slægt) er præsterne.1 116,13 Frelsens bæger er et takoffer til Herren for hans frelse (4 Mos 28,7).1 2 116,16 Trælkvindes søn: Jødiske trælle skulle frigives efter 6 år (2 Mos 21,2), men denne regel gjaldt ikke en trælkvindes børn – de forblev deres herres ejendom (2 Mos 21,4). Salmisten betegner sig med dette udtryk som den ringeste træl, der aldrig kan stille nogen form for krav, og udtrykker samtidig sit stærke ønske om altid at måtte være hos Gud.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 238
Dag 274 – Ezekiels bog 33-35
I kap. 3 læste vi om Ezekiels kaldelse, og at han stod som vægter for Israels hus, der skulle advare folket om den kommende dom. Vi står alle individuelt til ansvar for Gud, som NT også bekræfter (Matt 12,36; Rom 14,12) – men nu indtraf en national katastrofe: “Byen er faldet” (33,21). Folket hørte Guds ord, men handlede ikke efter dem (jf. Jesu lignelse i Matt 7,24-27). Præster og ledere havde også svigtet, og derfor lyder nu en profeti om, at Gud selv ville overtage hyrdejobbet gennem sin egen hyrde, David. Det er en fantastisk Kristus-profeti, som opfyldes med Jesus (Joh 10,11-18; Matt 22,41-46).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 33,2 Vægter: En udkigspost, der fra bymuren eller byens tårn skulle holde udkig og give varsel om, hvem der nærmede sig byen, så indbyggerne kunne nå at bringe sig i sikkerhed i tilfælde af angreb (eksempler findes i 2 Sam 18,24-27 og 2 Kong 9,17-20).1 33,3 Hornet: Et vædderhorn (hebraisk: shofar), der i Israel ikke blot blev brugt i forbindelse med krig, men også ved fejringen af nogle af de religiøse mærkedage (3 Mos 25,9; Sl 81,4). I dag er shofarhornet især knyttet til fejringen af det jødiske nytår.1 33,21 I det tolvte år efter at vi var blevet ført i eksil, på den femte dag i den tiende måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder tebet og dateringen svarer til begyndelsen af januar 585 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 33,25 Spiser kød med blod i: Forbudt i 3 Mos 19,26.1 35,2 Se’irs bjerge: Bjergområde sydøst for Det Døde Hav. I 25,8 nævnes det i forbindelse med Moab (muligvis fordi det blev regnet som grænseområde mellem Moab og Edom), men her bruges det som et andet navn for Edom (v.15; jf. 1 Mos 36,8).1 35,10 De to folk og de to lande: Nordriget og Sydriget.1 35,15 Arvelod: den del af en arv der tilfalder en bestemt arving i henhold til testamente og arvelov.2 Edom: Se note til 25,12. |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/arvelod
Faktaboks: Kalender (Til Ez 33,21)
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Åg (Til Ez 34,27)
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Dag 275 – Ezekiels bog 36-39
Disse kapitler rummer virkeligt mange aspekter. Gud har tidligere talt hårdt til Israels folk for deres synd, men de var også blevet ydmyget og ført i eksil i Babylon. Nu kommer der store løfter om en ny tid, hvor folket skulle vende om til Gud, renses og vende tilbage til Israel (kap. 36). Tiden efter Babylon skulle være som en samling af døde ben (kap. 37). Ud over at beskrive hjemkomsten, handler det også om Guds kirke – både den verdensomspændende og den lokale. Kap. 38 og 39 beskriver GT’s sidste krig og har paralleller i Åb 20,7-10, hvor betegnelserne Gog og Magog bruges igen. Det centrale er: Gud har styr på historien!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 36,5 Edom: Se note til 25,12. 37,16 Juda og hans forbundsfæller, israelitterne: Juda var den ledende stamme i Sydriget. Davids slægt og dermed alle kongerne i Jerusalem var af Juda stamme. Det første træstykke symboliserer altså den del af Israels folk, der havde udgjort Sydriget.1 Efraim … Josef: Josef var forfader til de ro ledende stammer i Nordriget, Efraim og Manasse. Da Israels rige blev delt efter kong Salomos død, blev Nordrigets første konge Jeroboam, der var af Efraim stamme (1 Kong 11,26). Nordriget kunne derfor både kaldes for Efraim (Es 7,8f; Hos 4,16f) og for Josefs hus eller Josef (Am 5,6-15; 6,6). Når teksten forklarer, at træstykket med Josefs navn er „Efraims træstykke”, er det derfor i fuld overensstemmelse med gængse omtaler af Nordriget.1 38,2 Gog: Navnet på lederen af en multinational hær, der angriber Israel. Teksten siger, at Gog først optræder længe efter Ezekiels tid (38,8.16), så han er ikke en historisk person fra datiden. Nogle forskere mener, at Gogs navn er afledt af Gyges, der var konge i Lydien i det vestlige Lilleasien først i 600-tallet f.Kr., og som kaldes Gugu i assyriske tekster. Det er dog ret usikkert. Hvis der er en forbindelse mellem Ezekiels Gog og kong Gyges, må den bestå i, at Ezekiel bruger navnet på en legendarisk, fortidig konge i det fjerne nord som „type” for den kommende fjende – som man i dag ville kunne tale om en ny Hitler. I så fald ville der også være tale om en delvis parallel til Ezekiels omtale af den kommende Messiaskonge som „David” (se til 34,23). Det er dog også muligt, at Gog er et kunstigt dannet navn (evt. afledt af Magog?), der blot skal tjene som betegnelse på Israels sidste store fjende.1 Landet Magog: I 1 Mos 10,2 og 1 Krøn 1,5 er Magog navnet på en søn eller et folk, der stammer fra Noas søn Jafet og nævnes sammen med bl.a. Javan, Tubal og Meshek. Ingen har med sikkerhed kunnet identificere Magog, men forbindelsen med Tubal og Meshek tyder på en beliggenhed i det nordøstlige Lilleasien eller Kaukasus.1 Meshek og Tubal: To folk, der er kendt både fra græske og assyriske kilder; i de sidste bliver de kaldt for Mushku og Tabal. Begge folk boede i det nordøstlige Lilleasien. De er nævnt i handelslisten i 27,13 og i den korte liste over forhenværende stormagter, der nu ligger i graven, i 32,26f. Det sidste er væsentligt, fordi det viser, at Ezekiel her ikke taler om selve Meshek og Tubal, men bruger navnene på disse frygtede folk i fortiden som „typer” på den fremtidige fjende (jf. ovenfor om forholdet mellem kong Gyges og Gog).1 38,5 Persere: Folk fra Persien, det moderne Iran.1 Nubiere og putere: Nubien var landet syd for Egypten, mere eller mindre svarende til det moderne Sudan. Put lå sandsynligvis i det moderne Libyen i Nordafrika.1 38,6 Gomer: Sandsynligvis en betegnelse for kimmærerne, der i århundrederne før Ezekiel var trængt ned fra Rusland, gennem Kaukasus øst for Sortehavet og ind i Lilleasien.1 Bet-Togarma: I det østlige Lilleasien.1 38,13 Både Saba og Dedan lå i det, der i dag er Saudi-Arabien, og Tarshish var sandsynligvis et sted i Sydspanien. Alle tre nævnes som handelssteder i listen i 27,12.15.22.1 39,1 Gog: Se note til 38,2 Meshek og Tubal: Se note til 38,2 39,6 Magog: Se note til 38,2 39,15 Varde: Bunke sten el.lign. der afmærker et sted i et naturlandskab, fx en fjeldsti.2 39,16 Hamona betyder flok eller horde.3 39,25 Jakob: Jakob er Israels stamfar, og hans navn bruges om hele folket.1 |
1 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/varde
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1270.
Dag 276 – Ezekiels bog 40-43.12
I april 573 f.Kr. fik Ezekiel sit sidste syn, som strækker sig over resten af bogen. Synet indeholder først en slags rundvisning i og beskrivelse af det tempel, som Ezekiel fik at se i guddomssyner. Grundplanen er kvadratisk og indrettet som åbenbaringsteltet i ørkenen og det første tempel i Jerusalem. Synet er blevet videregivet i Babylon, hvor Ezekiel sad sammen med sit folk (40,4), og har givet håb og trøst. Budskabet er: Gud har ikke glemt Jer. Han har planer for dem og vender tilbage til templet (43,1-11), hvilket vil skabe både syndserkendelse og en evig bolig blandt sit folk.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Angående oversigt over templet, se illustration nedenfor. 40,3 Hørsnor… målestok: Snoren bruges til at måle lange afstande med, stokken til kortere.1 40,5 En almindelig alen var 45 cm (afstanden fra albue til fingerspids, lig med seks håndsbredder). Her bruges imidlertid udtrykkeligt en alen, der er en håndsbred længere, dvs. 52,5 cm, og som svarer til den egyptiske kongelige alen. Englens målestok er altså godt tre meter lang (seks alen).1 40,16 Palmette: Ornament i form af en stiliseret krone på et palmetræ ligner ofte en vifte eller en muslingeskal.2 40,38-42 Angående ofringer, se faktaboks nedenfor. 40,43 Håndsbredde: 7,5 cm (Fra note til 40,5) 40,46 Sadokiderne: Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (1 Krøn 6,35-38; 2 Sam 8,17). (Note fra 44,15). Angående oversigt over templet, se illustration nedenfor. 41,18 Keruber: Se note til 1,5 eller 10,14 41,25 Gesims: Vandret fremspringende bygningsdel over en dør eller et vindue eller på en facade eller mur.3 43,3 Kebar: Er sikkert identisk med kanalen Kabari, der er omtalt i nogle dokumenter fra det 5. årh. f.Kr. Den løb gennem området ved byen Nippur, sydøst for Babylon. (Note fra 1,1). |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/palmette
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/gesims
Faktaboks: Ofringer
| Ofringer |
| I hovedtræk bestod offerritualet af fire forskellige handlinger: 1. Slagtningen: Offerdyret skal slagtes i rummene ved nordporten til den indre forgård (jf. 40,38-43). Oprindeligt var det de ofrende selv, der slagtede offerdyrene (f.eks. 3 Mos 1,2-5), men i det nye tempel er det levitterne, der skal gøre det (jf. 44,11). 2. Blodstænkningen: Blodet fra offerdyret skal stænkes eller smøres på det store alter i den indre forgård (jf. 43,18; f.eks. 43,20). 3. Brændingen: Dele af offerdyret skal brændes på alteret (f.eks. 43,24). Ved syndofret skal andre dele af dyret brændes uden for tempelområdet (jf. 3 Mos 4,11-12; f.eks. 43,21). 4. Spisningen: Den del af offerkødet, der ikke brændes, tilfalder præsterne (44,29; jf. 4 Mos 18,8-10). Tilberedningen af det foregår i præsternes køkkener længst mod vest i den indre forgård (jf. 46,19f), og det skal spises i de to kammerbygninger, der ligger ved siden af tempelbygningen (jf. 42,13). Ved nogle ofre må også folket spise offerkødet; dette kød skal tilberedes af levitterne i folkets køkkener i hjørnerne af den ydre forgård (jf. 46,21-24 og 44,11). |
Illustration: Ezekiels tempeloversigt (Ezekiel 40-43,12)
A: Det Allerhelligste (41,4)
B: Det indre rum i templet (41,3)
C: Templets indgang (41,2)
D: Brændofferalteret (43,13-17)
E: Kammer til sadokiderne (40,46)
F: Kammer til præster, som varetager tjenesten i templet (40,45)
G: Den ydre forgård med tredive kamre (40,17-19)
H: Offerkøkkenerne, én i hvert hjørne af den ydre forgård (46,21-24)
I: De tredive kamre (40,17)
J: ‘Fyrste-porten’ (46,2)
H: Hovedporten (43,1)
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Dag 277 – Ezekiels bog 43.13-46
Rundvisningen omkring templet udvides til byen og efterhånden landet i kap. 45. Den lukkede østport er et tema i sig selv (43,4 ; 44,1 ; 46,2). Ad den skal “fyrsten” komme igennem, og den dag i dag er det en forventning blandt jøderne, at Messias skal komme den vej, når han kommer. Porten har betydning for både jøder, muslimer og kristne. Ved indtoget i Jerusalem red Jesus ind ad denne port, og dermed opfyldte han Ez 46,2 og andre skriftsteder, fx Zak 9,9.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 43,13 En alen er en almindelig alen og en håndsbredde: Se note til 40,5. Fingerspand: En halv alen.1 43,19 Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (1 Krøn 6,35-38; 2 Sam 8,17). (Note fra 44,15). 43,24 Kaste salt på: Salt nævnes ikke i forskrifterne for brændofre i 3 Mos 1, men derimod i forbindelse med afgrødeofrene (3 Mos 2,13). Det er dog muligt, at der også før 586 f.Kr. blev brugt salt ved brændofrene, selvom det ikke er nævnt i Moseloven.1 Brændoffer: Jf. 3 Mos 1; 6,1-6.1 43,27 Måltidsofre: Jf. 3 Mos 3; 7,11-36.1 44,11 Brændofferdyret: Jf 3 Mos 1; 6,1-6.1 44,15 Sadokiderne: Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (1 Krøn 6,35-38; 2 Sam 8,17).1 Mange af forskrifterne svarer til Moseloven (f.eks. 3 Mos 10,21; 4 Mos 18). 45,1 Alen: Se note til 40,5 45,10 Efa…bat: Rummål af samme størrelse; en efa var et mål for tørre ting som f.eks. korn, en bat et mål for væsker som f.eks. olie.1 45,11 Homer: Et rummål af betragtelig størrelse. Man kender ikke den præcise størrelse af disse mål, og forskerne anslår dem meget forskelligt. Nogle angiver en homer som 393,8 liter (en efa/bat er så 39,3 liter); det svarer til ordforklaringerne i DO, der sætter en homer til knap 400 liter og en efa/bat til ca. 40 liter. Andre regner derimod en homer for 220 liter og en efa/bat for 22 liter.1 45,12 Den hebraiske tekst er vanskelig at forstå. Hvis DO er rigtig, er en sekel lig med 20 gera og 50 sekel lig med en mine. Forskerne anslår en sekel til omkring 11,5 gram.1 45,14 Kor: Et rummål, der ikke er nævnt i listen i 45,9-12, men som svarer til en homer.1 45,18 I den første måned, på den første dag i måneden: Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. Lydefri: Uden skavanker eller mangler.2 45,21 I den første måned, på den fjortende dag i måneden: Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 45,24 Hin = ca. 3,8 l.3 45,25 I den syvende måned, på den femtende dag i måneden: Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 46,4 Lydefri: Uden skavanker eller mangler.4 46,5 Efa: Se note til 45,10.11 Hin = ca. 3,8 l.3 46,12 Frivilligoffer: Se til 3 Mos 22,17-30.5 46,17 Frigivelsesåret: Jubelåret jf. 3 Mos 25.1 46,22 Alen: Se note til 40,5 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/lydefri
3 Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/lydefri
5 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1282
Faktaboks: Kalender (Til Ez 45,18; 45,25)
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Ofringer
| Ofringer |
| I hovedtræk bestod offerritualet af fire forskellige handlinger: 1. Slagtningen: Offerdyret skal slagtes i rummene ved nordporten til den indre forgård (jf. 40,38-43). Oprindeligt var det de ofrende selv, der slagtede offerdyrene (f.eks. 3 Mos 1,2-5), men i det nye tempel er det levitterne, der skal gøre det (jf. 44,11). 2. Blodstænkningen: Blodet fra offerdyret skal stænkes eller smøres på det store alter i den indre forgård (jf. 43,18; f.eks. 43,20). 3. Brændingen: Dele af offerdyret skal brændes på alteret (f.eks. 43,24). Ved syndofret skal andre dele af dyret brændes uden for tempelområdet (jf. 3 Mos 4,11-12; f.eks. 43,21). 4. Spisningen: Den del af offerkødet, der ikke brændes, tilfalder præsterne (44,29; jf. 4 Mos 18,8-10). Tilberedningen af det foregår i præsternes køkkener længst mod vest i den indre forgård (jf. 46,19f), og det skal spises i de to kammerbygninger, der ligger ved siden af tempelbygningen (jf. 42,13). Ved nogle ofre må også folket spise offerkødet; dette kød skal tilberedes af levitterne i folkets køkkener i hjørnerne af den ydre forgård (jf. 46,21-24 og 44,11). |
Faktaboks: Omskærelse
| Omskærelse |
| Det er benævnelsen på en lille operation, hvorved forhuden på det mandlige kønslem (penis) helt eller delvis afskæres. Den anvendes af mange folkeslag ved pubertetens indtræden som en indvielse til ægteskabet, ofte forstået som en hellig handling (1 Mos 17,25 kan være en mindelse herom). Den anvendes undertiden i vor tid som en rent medicinsk-hygiejnisk foranstaltning. Hos visse folkeslag finder »omskærelse« sted også af kvinder, men den fortjener ikke navnet omskærelse, da den er en grov lemlæstelse uden mening. Allerede i pagten med Abraham indfører Gud omskærelsen som pagtstegn, 1 Mos 17,10f., gældende for Abrahams slægt, dvs. for det israelitiske folk. Undertiden er den gledet noget i baggrunden, men ved indstiftelsen af påsken, 2 Mos 12,44.48, indskærpes den på ny, således at det står helt klart, at det er omskærelsen alene, der gør en mand til medlem af pagten, ikke det at være født israelit. Af Josva 5,2–9 fremgår, at omskærelsen under ørkenvandringen igen var stillet i bero, men her efter indvandringen indføres den på ny, betegnende nok lige før en påskefest, 5,10. Senere har den åbenbart stort set været gennemført. Sportslivet i den græsk-romerske verden gennemførtes i fuldstændig nøgenhed, hvilket medførte en pinlig situation for jødiske deltagere, som derfor undertiden underkastede sig den modsatte operation for at ligne alle andre mænd, 1 Kor 7,18; herved slettede de imidlertid pagtstegnet. Også Jesus blev omskåret 8 dage gammel, som skik var, Luk 2,21.27. Herved gik han ind under forpligtelsen til at opfylde loven, og han blev den eneste, som magtede dette, fordi han var uden synd, Hebr 4,15. Derved er vi gjort døde for loven ved Kristi legeme, Rom 6,4. Allerede i GT peges der på, at omskærelsen har noget med hjertet at gøre, en indvielse til at elske Gud af hele sit hjerte, hvilket bekræftes i Rom 2,28f. og forklares yderligere i 13,10: Kærlighed er lovens opfyldelse. Ved omskærelsen indvies Israel til at være Herrens brud og leve i troskab mod ham og i kærlighed. Paulus kan derfor i Kol 2,11–12 kalde dåben for omskærelsen til Kristus. Alt, hvad omskærelsen indeholdt, bevares i den kristne menighed ved dåben, som er en aflæggelse af det kødelige legeme. Dåben som omskærelse knyttes på en særlig måde til Jesu begravelse og opstandelse. Da han begravedes, var der givet liv og blod for verdens synd; det var fuldbyrdet, og Gud satte segl og underskrift på det ved at oprejse Jesus fra de døde. Omskærelsens pagt var fuldbyrdet, loven opfyldt for os i Kristus. Derfor kan dåben med fuld ret kaldes en pagt, så Jesus i nadverens indstiftelse kan tale om den »nye pagt ved mit blod«. Også i denne pagt gælder, at den, som døbes ind i den, Kristus-omskæres til at elske den himmelske brudgom og give ham sit hjertes troskab og kærlighed. – Modsat kan vantro mennesker kaldes »uomskårne på hjerte og øre«, ApG 7,51. |
Faktaboks: Påske (Til Ez 45,21)
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Dag 278 – Ezekiels bog 47-48
Ez slutter med et mægtigt syn om vandet, der flyder fra templets dør. Der er det underlige ved vandet, da det bliver dybere og dybere, jo længere det flyder væk fra templet. Normalt er det omvendt – men her beskrives Helligåndens virke ud i verden som en større og større flod, der giver liv i overflod (47,8-12). Grundtvig digtede i “Hil dig! Frelser og Forsoner” om “floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af” (DDS 192). Ezekiel beskriver et Israel større end nogensinde og et tempel, som er større end selve byen – og opfyldelsen har evighedens dimensioner. Alt er fuldendt – og bedst af alt: “Herren er her” (48,35).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 47,8 Araba-lavningen: I bibelsk sprogbrug hele dalen fra Genesaret Sø i nord over Det Døde Hav til Det Røde Hav i syd. Her er tænkt på Jordandalen nord for Det Døde Hav.1 Bittersalte vand: Det Døde Hav. Salt- og mineralindholdet i Det Døde Hav er så højt, at der stort set ikke kan leve dyr i det.1 En-Gedi ligger midt på vestkysten af Det Døde Hav. Der er usikkerhed om, hvor En-Eglaim ligger, men de fleste forskere antager, at det er på østkysten. Det vil sige, at der skal fiskes langs hele den nordlige halvdel af søen.1 Det Store Hav: Middelhavet.1 47,11 Saltudvinding: Både i oldtiden og i dag har man udvundet salt af Det Døde Hav. Selv om vandet bliver sundt, skal saltudvindingen kunne fortsætte – sandsynligvis i den sydlige ende af søen, længst væk fra tempelstrømmens indløb.1 47,13-48,29 Se kort nedenfor angående Ezekiels syn om Israels nye grænser. 47,19 Bækken: Egyptens bæk (jf. 4 Mos 34,3-5) og i dag kaldes Wadi el-Arish.1 Det Store Hav: Middelhavet.1 47,13-48,29 Se kort nedenfor angående Ezekiels syn om Israels nye grænser. 48,8 Alen: Se note til 40,5. 48,11 Sadokiderne: Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (Note fra 40,15). |
Kort: Ezekiels syn om Israels nye grænser (Ezekiel 47,13-48,29)
ca. 571 f.Kr.
Ezekiels sidste syn beskriver grænserne for et genoprettet Israel, herunder fordelingen af landet til hver stamme, samt templet. I stedet for at følge de grænser, som israelitterne traditionelt havde beboet – og som omfattede Gilead øst for Jordanfloden og udelukkede landområder nord for Tyrus – følger Ezekiels nye grænser generelt dem, som Moses beskrev i 4 Mos 34.
Ezekiels syn adskiller sig også fra den traditionelle fordeling af landet mellem de 12 stammer og omfordeler i stedet landet i vandrette bælter fra nord mod syd.
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Dag 279 – Daniels bog 1-3
Ezekiel var i Babylon, men fik sine syner om Jerusalem. Daniel fortæller i første halvdel af bogen (kap. 1-6) historien i Babylon, og vi mærker allerede fra begyndelsen presset fra myndighederne til at lade sig assimilere ind i babylonsk kultur og religion og væk fra den levende Gud. Mærker vi også pres på forskellige områder til at opgive bibelske principper og holdninger? Daniel og vennerne stod fast, om det så kostede livet. Læs nøje de vise ord i 3,16-18.
Indledning til Daniels bog
Daniels møde med løverne, som er her i logoet, er selvfølgelig kun en lille stump af denne bog. Daniel tydede drømme, havde selv flere syner, og fokuserede generelt på Guds suverænitet over verdens riger.
Indledning
Daniel tilhørte en fornem jødisk slægt og var opvokset i Jerusalem. I kong Jojakims tredje regeringsår (606 el. 605 f. Kr.) blev han sammen med andre unge mænd ført i fangenskab i Babylon (1,1-4). Daniel og hans venner var fromme, unge mænd, som sikkert var blevet opdraget under indflydelse af den åndelige vækkelse, der var en frugt af Josijas reformation 622 f. Kr. I det fremmede holdt de sig nøje til Herrens lov. Efter at Daniel havde tydet en drøm for kong Nebukadnesar, blev han en af de ledende embedsmænd i riget og beholdt sin høje stilling under flere konger. Derved fik han et godt indblik i den daværende storpolitiske situation. Bogen vidner om, at Gud kan bevare mennesker i de mest kritiske situationer.
Daniels Bog er en af de vigtigste bøger i GT, men samtidig en af de mest omstridte. Striden gælder bl.a. forfatterspørgsmålet, men både den jødiske tradition og oldkirken fastholdt Daniels forfatterskab. Det afgørende er imidlertid Jesu stilling. Han taler klart om, at Daniel er forfatteren (Matt 24,15). Dertil kommer, at øget forskning, ikke mindst arkæologien, har stadfæstet oplysningerne i Daniels Bog, uden at alle historiske problemer dog er løst.
Mellem Gud og verdensmagten – sådan er hovedindholdet af Daniels Bog blevet sammenfattet. Det er rammende sagt, for bogen handler først og fremmest om kampen om herredømmet over menneskeheden. Gud venter tilbedelse af sin skabning, og Satan vil tillokke eller tiltvinge sig menneskehedens tilbedelse. Bogen handler netop om mennesker, som lever i den konflikt, som altid opstår, når verdensmagten kræver den lydighed, som kun Gud har ret til. Det bliver konkretiseret i en række enkeltfortællinger i den historiske del (kap 1-6) og en række visioner i den profetiske del (kap 7-12).
Første del fortæller om den tro, som adlyder Gud mere end mennesker og viser samtidig, hvordan Gud også i det babyloniske fangenskab vandt den ene sejr efter den anden over verdensmagten, og hvordan han på underfuld måde reddede sine hellige fra hedningernes hånd, da de ville tvinge dem til at svigte Gud. Daniel forkynder også Gud som den, der straffer verdensmagtens herskere for deres overmod. Men samtidig viser Gud dem nåde, hvis de ydmyger sig.
Også sidste del af Daniels Bog handler om Guds dom over verdensmagten, men i form af vældige syner, hvori Gud åbenbarer sit riges fremtid. Verdensrigerne kommer og går, men Gud leder alt mod et bestemt mål: Guds riges sejr. Her møder vi Bibelens mægtigste åbenbaringer over verdensrigernes historie og udvikling. Der tales stærkt om trængselen og den endelige sejr for Guds rige. Det giver Guds folk tålmodighed i trængslerne. Enkelte dele af NT – især Johannes Åbenbaring – har hentet meget stof fra Daniels Bog. Sådanne afsnit og skrifter om den sidste, store trængsel og om Guds riges endelige sejr kalder vi apokalyptiske (ordet betyder, at noget bliver afsløret). Apokalyptikken taler mere detaljeret og kronologisk end profetien om de sidste tider.
I Daniels første syn åbenbares en menneskesøn (7,13), som skal få et evigt herredømme. Det er baggrunden for Jesu tale om Menneskesønnen i NT: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Dermed har Jesus også sagt, hvordan han skal vinde det evige herredømme, det kongerige som Daniel taler om: Ved at give sit liv. Det er efter sin død og opstandelse, Jesus siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt 28,18). Dette tema i Daniels Bog: Menneskesønnens evige herredømme har været til trøst for Guds folk i trængsler og lidelser.
Bogens inddeling:
1. Daniels historie (Dan 1-6)
2. Daniels syner og Daniels bøn (Dan 7-12).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Daniels bog: Det Babylonske rige
Ca. 605-536 f.Kr.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 Som så ofte i de profetiske skrifter føres vi med det samme ind i den historiske situation. Derved markeres det, at det ikke er opdigtede hændelser og legendarisk stof, der nu møder os. År 605 f.Kr. og i årene derefter skete de begivenheder, der her omtales. Det er en af de mest deprimerende tider i Juda riges historie. Med Nebukadnesars sejr ved Karkemish over stormagten Egypten (jf. Jer 46,2) bliver Babylon den enerådende verdensmagt, som Juda rige nu bliver afhængigt af som en vasalstat, indtil rigets endelige undergang år 586 f.Kr. med bortførelsen af hovedparten af folket til Babylon. Når angrebet på Jerusalem i Daniels Bog er henlagt til Jojakims tredje regeringsår og ikke som i Jer 25,1 (jf. også Jer 45,2) til det fjerde år, skyldes det, at Danielsbogen her bruger den babyloniske måde at udregne en konges regeringstid på, hvorefter regeringstiden først regnes et år efter, at kongen har besteget sin trone.1 1,2 Sinear: Er er andet navn for Babylon.2 1,4 Kaldæerne skabte sammen med andre folkeslag det babylonske rige.1 1,5 Taffel: Fornemt måltid hos en fyrste.3 1,6-7 Navnet Daniel betyder: “Gud er min dommer.” Hans babylonske navn blev Beltshassar, som betyder: “Måtte fruen beskytte kongen.” “Fruen” er her gudinden Sarpanitu, hovedguden Marduks hustru. Hananja betyder: “Herren er nådig.” Hans babylonske navn blev Shadrak, som betyder: “Jeg frygter gud.” Mishael betyder: “Hvem er det, som Gud er?” Hans babylonske navn blev Meshak, som betyder: “Af lille betydning.” Azarja betyder: “Herren har hjulpet mig.” Hans babylonske navn Abed-Nego betyder: “Nebos tjener,” og Nebo er navnet på en af Babylons guder.2 1,8 Uren ved mad og vin: Det har vel især drejet sig om forbuddet mod at spise kød af urene dyr (3 Mos 11) og kød med blodet i (3 Mos 17,10ff). Hvad specielt vinen angår, har den utvivlsomt været indviet til en afgud.1 1,14 Han føjede dem: Indrette sig i overensstemmelse med de givne betingelser.4 1,20 Mirakelmagere, besværgere: Se note til 2,2 1,21 Tidsangivelsen strider ikke imod oplysningen i 10,1, hvor vi hører om, at Daniel også virker i Kyros’ tredje regeringsår. Meningen med ordet ‘blev’ her i v.21 er ‘blev i tjeneste’. Også efter sin afsked i Kyros’ første regeringsår (år 538/7) f.Kr.) levede Daniel videre, men nu i en alder af mellem ca. 80-85 år.1 2,2 Mirakelmagerne havde både drømmetydning og det at udføre magiske undergerninger som speciale, og de har tilhørt en bestemt præsteklasse i Babylonien. Besværgerne tilhørte også præsteskabet og havde et embede, som man mener kunne gå i arv fra far til søn. Deres speciale var at besværge de onde magter; men de havde også forstand på forudsigelser. Troldmændene havde forbindelse både til de afdøde og hele åndeverdenen. Stjernetyderne lagde horoskoper og aflæste menneskers og nationers skæbne i stjernerne. Tilsammen udgjorde de et kollegium, der repræsenterede den tids åndelige eksperter på drømmetydningens område. Fra den tid foreligger der flere meget omfattende drømmetydningsbøger, som giver os indsigt i den normale arbejdsmetode: Man optegnede drømme og de efterfølgende begivenheder. Og ved at sammenligne en ny drøm med en af de tidligere kendte, som havde et så parallelt indhold som muligt, kunne man forudsige, hvilken begivenheder man kunne forvente ville indtræffe.1 2,4 Det er bemærkelsesværdigt, at Danielsbogen fra 2,4b til 7,28 er skrevet på aramaisk og ikke på hebraisk. Det falder i god tråd med, at det i vers 4b er de hedenske vismænds tale, som refereres. Aramaisk var nemlig den tids verdenssprog, som også vismændene talte. Muligvis skal dette sprogskifte markere, at det nu er verdenshistorien og dens udvikling frem mod endetiden, der fokuseres på. Der har været fremsat en række hypoteser om dette sprogskifte, men nogen sikker forklaring foreligger ikke.1 2,22 Uudgrundelige: Som man ikke (umiddelbart) kan tyde eller forstå.5 2,35 Avner: Tynd skal der omgiver en kornkerne, og som skal fjernes inden kernen kan bruges til føde. Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) 3,1 Tres alen høj: 30 meter.1 Seks alen bred: 3 meter.1 Dura-dalen: Ukendt for os.1 3,8 Kaldæiske: Se noten til 1,4. 3,12 Shadrak, Meshak og Abed-Nego: Se noten til 1,6-7. 3,14 Dyrker min gud: Er højst sandsynligt den babylonske gud Marduk, som ifølge optegnelser af Nebukadnesars egne ord er den gud, der har givet ham riget.1 3,21 Kapper, bukser, huer og andet tøj: Siden deres klædningsstykker er nævnt, er det sandsynligvis, fordi der er tale om deres officielle embedsdragter.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1289.
3 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=taffel+
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/f%C3%B8je_2
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/uudgrundelig
Dag 280 – Salmerne 117-118
Som i Salmebogen og moderne lovsange er der også i Salmernes Bog stor forskel på indholdet og længden. Den korteste salme og det korteste kapitel i Bibelen er Sl 117. På blot 2 vers er en opfordring til og en begrundelse for lovsang. Sl 118 begynder og slutter med GT’s omkvæd, er en kristologisk salme og danner baggrund for bl.a. indtoget i Jerusalem, men også Jesu gerning (Matt 21,42). Sl 118,8 er Bibelens midterste og meget sigende vers: “Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker”. Kan vi huske – og praktisere – det, så er meget nået.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 117 Gendigtet af J. Agricola 1524: Gladelig vil vi halleluja kvæde.1 117,1 Halleluja: Pris Herren.2 Salme 118 V.15-23 er gendigtet i 1623 og 1627 af Anders Arrebo: Om salighed og glæde. V.24-29 i 1837 af N.F.S.Grundtvig: Denne er dagen, som Herren har gjort.1 118,3 Arons hus (hus betegner her familie, slægt) er præsterne. (Note fra 115,10) 118,19 Retfærdigheds porte kan være alle templets porte eller eventuelt navnet på en dobbeltport mod øst. Navnet er dobbelttydigt og betegner både portene ind til den retfærdige og retfærdiggørende Guds tempel, og porte for de retfærdige, dem, der lever i pagtens.2 118,22 Bygmesterne er verdens kloge og magtfulde, der tror, at de opbygger verden, men i virkeligheden er det Gud, der gennem sine udvalgte bringer tro, håb og kærlighed ind i verden. Hovedhjørnestenen er enten en sokkelsten, der i et hjørne skal bære to mure, eller den sten, der sidder øverst i fx buen over indgangsportalen og derved holder hele buen i det rette spænd. I rabbinsk jødedom blev hovedhjørnestenen de sidste århundreder før Kristi fødsel forstået som David eller Messias. På linie hermed citeres verset (og v.23) flere steder i NT om Jesus (Matt 21,42. Mark 12,10-11. Luk 20,17-18. ApG 4,11. 1 Pet 2,7; jf. Ef 2,20), Guds folks grundvold. Igennem ham når velsignelsen ud til jordens slægter (1 Mos 12,3); han opfylder Israels opgave.2 118,27 Processionen: Højtideligt optog især i forbindelse med en religiøs eller officiel begivenhed.3 Oversættelsen af v.27b er usikker, men der må være tale om, at en festprocession eller evt. festofferet skal forbindes med alteret for derved at understrege skarens afhængighed af og lydighed mod Gud. Brændofferalteret (se illustration nedenfor, red.) stod i præsternes forgård, midt foran selve tempelbygningen, formodentlig sådan at dets hjørnefremspring (horn) kunne nås fra mændenes forgård (en forfulgt kunne søge tilflugt ved alterets horn, 2 Mos 21,13. 1 Kong 1,50). Sonofferets blod skulle stryges på disse horn (3 Mos 16,18. 2 Mos 29,12). Festprocessionen bekender dermed sin totale afhængighed af, at Gud tager imod dens sonoffer. Ikke alle kan nå ind og røre ved alterets horn, men alle gudstjenestens deltagere kan være med i den kæde, der rækker derind.2 |
2 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 224-233
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=processionen
Salme: Gladelig vil vi halleluja kvæde. (Agricolas gendigt af Sl 117)
Gladelig vil vi halleluja kvæde
1
Gladelig vil vi halleluja kvæde,
hjertet skal springe for Herren af glæde,
synd han tilgiver og skylden udsletter,
tungeste sorger i hjertet os letter.
2
Alt, hvad der lever på jorden, skal love
Herren så lifligt som fuglen i skove;
vejen og livet i Kristus er fundet,
døden og Djævelens magt overvundet.
3
Alle, som tror ham, forjætter han nåde,
hjælper og trøster i al deres våde,
trofast han giver dem Himmerigs rige
efter sit løfte, som ikke kan svige.
4
Gud være prist, som os løste af vånden,
Gud være lovet med Sønnen og Ånden,
han, som har været, som er, og som kommer,
Gud i al evighed, frelser og dommer!
Mel.: Johann Walter 1524
Sl 117
Johann Agricola 1524. (Dansk 1528 og 1529).
M.B. Landstad 1861.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Salme: Om salighed og glæde. (Arrebos gendigt af Sl 118,15-23)
Om salighed og glæde
1
Om salighed og glæde
der nu skal sjunges frit
i Herrens samfundskæde
og Guds pauluner vidt;
thi ved Guds højre hånd
er Kristus højt ophøjet,
han har sin fjende bøjet,
han løste dødens bånd.
2
Så vist han er i live,
så dø vi ingenlund,
men vi skal frelste blive,
fortælle hans miskund;
om kødets gang vi gå
og lægges slet i grave,
dog skal vi livet have,
udødelig opstå.
3
Den kirke-sten grundfaste,
den Herre Jesus Krist,
de bygningsmænd forkaste,1
men han er blevet vist
til hjørnestenen her
for kirkens hus på jorde;
den gerning Herren gjorde,
thi prise ham enhver!
Mel.: Guds godhed vil vi prise
Sl 118,15-23
Anders Arrebo 1623 og 1627.
Fr. Hammerich 1850.
1 forkastede
www.dendanskesalmebogonline.dk
Salme: Himlene, Herre, fortæller din ære. (Grundtvigs gendigt af Sl 118,24-29)
Denne er dagen, som Herren har gjort
1
Denne er dagen, som Herren har gjort,
den skal hans tjenere fryde.
Op han i dag lukked Himmerigs port,
så skal hver søndag det lyde;
thi i dens hellige timer
herlig af graven opstod Guds Ord,
nådig fra Himlen Guds Ånd nedfór.
Ved I nu, hvorfor det kimer?
2
Frels da nu, Herre, giv lykke og held!
Værket i dag er dit eget.
Lad millioner dig takke i kvæld,
for du dem har vederkvæget!
Ja, lad dem prise med glæde
Ånden, som taler og trøster frit,
folket velsigner i navnet dit,
viser, din fred er til stede!
3
Herre, vor Gud, ja, besøg os i glans,
hvor i din kirke vi mødes!
Tungerne binde dig krans over krans,
alt som vort hjerte opglødes!
Højtiden vokse med dagen!
Påske og pinse udsprang af jul,
så lad og glæden af tro i skjul
spørge forgæves om magen!
4
Ja, lad så virke dit bad og dit bord
med de indviede tunger,
at det kan høres, din Ånd og dit Ord
er det, som taler og sjunger!
Lad os det føle og smage:
Ånden er bedre end kød og blod,
Herren er liflig og ejegod,
kristne har kronede dage!
Mel.: Melchior Vulpius 1609 / Thomas Laub 1896
Sl 118,24-29
N.F.S. Grundtvig 1837.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Illustration: Bronze alter (Brændofferalter, note til Sl 118,27)
Dag 281 – Daniels bog 4-6
Der skete mange undere omkring Daniel og hans venner, og flere af dem omtales i og huskes fra alle børnebibler. Gud brugte ham til at hjælpe sit eget folk i landflygtigheden, men han fik også i flere omgange stor betydning i det babylonske hof og folk. I kap. 2 (og senere 8 og 10-12) forudsiger Daniel endda verdenshistoriens gang. Budskabet er: Selv om I kommer gennem svære tider, så har Gud styr på det. Han leder historien frem mod sit eget mål og kan vende det onde til det gode.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 4,4 Mirakelmagerne, besværgerne, stjernetyderne og himmelgranskerne: Se note til 2,2 4,10 Vægter: En engel fra Gud.1 5,1 Kong Belshassar, som er hovedpersonen i dette kapitel, er gennem nyere arkæologiske fund trådt ind på historiens arena. Ingen forskere regner ham længere for en opdigtet person. Han er den ældste søn af Nabonid, storkongen i Babylon. Men da Nabonid i lange perioder var bortrejst til det nordlige Arabien, blev det kronprinsen, der fungerede som konge under dennes fravær. I et af de gamle kildeskrifter står der, at han overdrog ham kongedømmet. Derfor kaldes han her i kapitlet for kong Belshassar. Dette forhold afspejler sig i hans løfte til den, der kan tyde skriften på væggen: Han skal blive »den tredjemægtigste i riget« (v. 7 og 16). Selv er han kun den næstmægtigste; pladsen under ham bliver således den tredjemægtigste. Når Nebukadnesar gentagne gange kaldes hans far, er det, fordi denne betegnelse også rummede begreberne forfader eller bedstefar. Sandsynligvis er Belshassar gennem sin mor et barnebarn af Nebukadnesar.1 Gilde for sine tusind stormænd: Situationen for den fest, kongen holder sammen med sine tusind (vel et rundt tal) stormænd, er bemærkelsesværdig. Den sejrrige persiske hær er allerede ved at vinde fodfæste i selve byen Babylon, som snart vil falde. Og kongen i spidsen for rigets stormænd sidder bare dér i paladsets tronsal og holder drikkegilde! Også græske historieskrivere i oldtiden (Herodot og Xenofon) beretter om, at de festede hele natten i Babylon, inden byen blev taget ved et overrumplende angreb. Ved udgravninger mener man at have fundet den sal, hvor gildet blev holdt. Det er selve tronsalen, som var 52 meter lang og 17 meter bred og indrettet med en niche over for indgangen, hvor kongens trone må have stået.1 5,7 Besværgerne, stjernetyderne og himmelgranskerne: Se note til 2,2 5,26 Mené har på aramaisk en dobbeltbetydning. Det kan dels opfattes som et navneord, der så angiver en vægt- eller møntenhed, den såkaldte »mine«. Men ordets rod kan også tydes som et udsagnsord, der betyder at tælle. Det er den betydning, Daniel her knytter til ved.1 5,27 Teqél har på lignende måde en dobbeltbetydning. Det kan stå om vægt- og møntenheden, en sekel, der svarer til en halvtredsindstyvende del af en mine. Men ordets rod kan også betyde at veje, sådan som det fremgår af tydningen.1 5,28 Perés betyder »halvdel« og er en entalsform af ufarsín, hvor det tilføjede »u« er det aramaiske ord for »og«. Også ordet perés kan tydes som en vægt- eller møntenhed: en halvsekel. Når de tre ord mené, teqél og perés opfattes som møntenheder, er der således tale om faldende vægt- og møntenheder. Men i den direkte tydning af ordet knytter Daniel også her til, at ordet perés kan tydes som et udsagnsord og så betyder det at rive noget fra hinanden, at dele.1 6,1 Mederen Dareios: Det er usikkert, hvem denne Dareios er. Det kan ikke være den senere konge over Persien Dareios Hystaspes, som vi f.eks. kender fra Ezras Bog. For han bliver først konge i år 522 f.Kr., altså senere end disse begivenheder finder sted, og rent historisk er det Kyros, der overtager herredømmet over Babylonien efter Belshassars død. Der må være tale om en af os ukendt underkonge under den så berømte storkonge Kyros. Det fremgår også af, at der på grundteksten i 6,1 står, at mederen Dareios modtog kongedømmet, et udtryk der viser hen til en anden, som overdrager ham kongedømmet over et bestemt landområde. Af de forslag, der har været fremført, er det sandsynligste, at det drejer sig om perseren Gubaru, som Kyros 29. oktober 539 f.Kr. efter erobringen af Babylon indsatte som statholder over Babylon og området på den anden side af Eufrat. Det var i øvrigt dengang ikke ualmindeligt, at en person havde mere end ét navn.1 6,2 Satrap: Er den øverste embedsmand i en provins.2 6,8 Løvekulen: Straffen for at overtræde det udstedte dekret svarer ikke til den babylonske straffemetode, som vi hørte om i kap. 3, hvorefter den skyldige kastes i ildovnen. En persisk straf for alvorlig lovovertrædelse bestod i, at man blev kastet i løvekulen.1 6,18 Segl se faktaboks nedenfor 6,26 Hele jorden: I typisk hofstil bruges der en overdrivelse, her om adressaterne: »… som boede over hele jorden.« Dareios var jo kun underkonge under storkongen Kyros og havde derfor kun et begrænset territorium, hvor han kunne udstede befalinger. For ikke at vække anstød hos Kyros føjer han klogeligt denne begrænsning til: »så langt mit herredømme rækker.«1 6,29 Perseren Kyros: Når Kyros her kaldes for »perseren Kyros«, må det være for at udpege ham som herskeren over det persiske storrige.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1299.
Arkæologisk note: Purpurfarvet stof fra Davids tid dukket op i Timna (Dan 5,7)
Purpurfarver havde en enestående betydning i antikkens verden – fra kongelig klædning til templets broderier. For første gang er der nu fundet stykker af purpurfarvet stof fra Bibelens tid i Israel.
Under den bagende sol i ørkenen nord for Eilat er der for første gang nogensinde fundet stykker af purpurfarvet stof i Israel fra den bibelske periode. En kulstof 14-analyse har dateret stofresterne til omkring år 1.000 f.Kr. og dermed til kong Davids og Salomos tid.
Videre afslørede udgravningerne, at der i Timna var en purpurfarvningsindustri. Det er også overraskende, da purpurfarven i antikken kun kunne skabes ved at udvinde et farvepigment fra murex-sneglen, der lever i Middelhavet og ikke i Det Røde Hav.
Trods en alder på 3.000 år er farvens skønhed og dybde stadig overvældende.
Stofresten på billedet måler ca. 15 × 10 mm.
Foto: © Israel Antiquities Authority.
Purpur var mere end sin vægt værd i guld
Nøglen til mysteriet ligger i den enorme betydning purpurfarven havde i antikken og i den bibelske verden. Den signalerede rigdom og magt, og den blev af såvel israelitter som grækere og romere båret af konger, herskere og præster.
Det var der flere gode grunde til. Farven var utrolig dyr at fremstille. Det anslås, at der skulle høstes flere tusinde snegle i havet for at få blot ét gram farvepigment. Det skød prisen i vejret og formodentlig forbi selv gulds vægtpris.
Dernæst var farven dyb og smuk og kendt for at besidde en stærk holdbarhed over tid. Lagt sammen gav purpur fornemme personer den perfekte mulighed for at skille sig ud fra mængden.
I togaer af purpur i roms gader
I det antikke Rom spillede purpurfarven en afgørende rolle i dette samfunds stærke magthierarki. Hvilke typer af farver, man måtte have på sin toga, var nemlig reguleret ved lov. Kun den øverste stand, senatorerne, måtte bære den mest fornemme toga med purpurfarvede striber. Det vil sige – sådan var det i hvert fald, indtil loven blev lempet, så også rige personer af lavere rang kunne få lov at bruge farven.
Men purpurkappen over dem alle forblev reserveret til ganske særlige personer: I byens mest centrale tempel, Jupitertemplet, var statuen af Jupiter iklædt en purpurfarvet kappe. Når en general havde sejret på slagmarken for Rom, kunne han blive tilkendt et triumftog. Skete det, var et af de vigtigste led i ritualet, at han blev iført denne kappe.
Purpurfarverne på bibelens sider
I Bibelens Israel spillede purpurfarven en lige så stor rolle. Faktisk bør vi sige farverne i flertal. Alt efter hvor meget lys farvepigmentet blev udsat for, kunne det nemlig tones fra violet til blåt. I 2 Mosebog læser vi således om purpurrødt og purpurblåt som de to vigtigste farver til ørkenhelligdommens broderier, ligesom hver israelit skulle have en purpurblå snor i kvasterne af deres kapper (2 Mos 26,1.31.36; 28,5-6.31; 4 Mos 15,38). Den blå nuance svarer til den blå farve, der er det moderne Israels nationalfarve.
På tværs af Bibelens mange bøger kan vi finde beretninger, hvor purpur indgår, fra kong Salomos bærestol (Højs 3,10) til Lydia i Filippi, der drev handel med purpurstoffer (ApG 16,14), og ikke mindst den afdeling romerske soldater, der spottede Jesus som jødernes konge ved at iklæde ham en purpurfarvet kappe (Mark 15,16-20). Det smukke fund i Timna bringer os helt tæt på denne virkelighed.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2021/1, af Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL
Faktaboks: Segl (Til Dan 6,18)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 282 – Daniels bog 7-9
I anden halvdel af Dan går det fra historien til de syn, Daniel fik om den åndelige virkelighed og de sidste tider. Det er ikke muligt her at gå i detaljer med synene, men læg mærke til synet af Gud og menneskesønnen (Jesu foretrukne selvbeskrivelse i evangelierne) i kap. 7 (jf. Åb 1,7 og kap. 4) og det voldsomme syn af kampen i kap. 8, der foruroligede Daniel så meget, at det gjorde ham syg (8,27). Kap. 9 er Daniels mægtige syndsbekendelse og bøn for sit folk, som vi i dag stadig kan bruge i vores bønner. Han forudsiger en ny tid (9,26), når en salvet bliver fjernet uden dom: “Synden bragt til ophør og skylden sonet”. GT er fyldt med Kristus!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 7,9 Gammel af dage: Gud.1 7,13 Menneskesøn: Jesus (jf. Matt 16 27-28; 24,30; 25,31; 26,64).1 7,25 Underkue: Tvinge nogen til at handle efter éns vilje; undertrykke nogens frihed eller selvstændighed.2 8,1 I kong Belshassars tredje regeringsår: Formentlig år 547 f.Kr.1 8,2 Susa var oprindelig den gamle hovedstad i kongeriget Elam, men senere blev det vinterresidens for den persiske konge og en af Persiens fire hovedstæder.1 Ulaj var et kunstigt vandløb nogle få kilometer fra Susa.3 8,16 Gabriel: Betyder Guds mand.1 8,23 Hårdt ansigt: I 5 Mos 28,50 har vi en træffende udlægning af, hvad der ligger i at have et hårdt ansigt: ‘et folk med hårde ansigter, som ikke tager hensyn til gamle og ikke viser barmhjertighed mod unge.’ Altså skånselsløse folk, der er blotter for enhver form for barmhjertighed.1 Rænker: Hemmelig og snedig plan eller handling der har til formål at skade nogen.4 8,25 Hovmodig: Overlegen, nedladende og indbildsk.5 Sorgløst: Uden bekymringer og sorger.6 9,1 Dareios, formentlig en underkonge under den persiske storkonge Kyros (se fortolkningen til 6,1), blev af Kyros indsat i sit kongelige embede år 539 f.Kr., så hans første regeringsår er 538 (det hebraiske ord, der i den danske oversættelse er gengivet ved »var blevet« (konge), betyder »indsat« og forudsætter netop, at en, der står over ham, overlader ham kongemagten). Dareios’ herskerområde angives til »kaldæernes rige«, hvilket omfatter hovedparten af det tidligere babylonske rige. Også det forhold bekræfter fortolkningen af 6,1, hvorefter Dareios ikke er den senere storkonge af Persien, men er et andet navn for en underkonge, evt. perseren Gaburu.1 9,2 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.7 Profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds år: Se til Jer 25,11: 29,10.1 9,16 Dit hellige bjerg: Zion.1 9,21 Ved aftenofferets tid: Kl. 15.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/underkue
3 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1303.
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/r%C3%A6nke
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/hovmodig
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/sorgl%C3%B8s
7 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/%C3%A5rem%C3%A5l
Dag 283 – Daniels bog 10-12
Kap. 10-12 gengiver Daniels fjerde og sidste syn. Det begyndte med et syn af Kristus (10,4-14), som tappede alle kræfter ud af Daniel, men som også banede vej for Guds ord til ham. I kap. 11 bliver det for alvor vanskeligt at holde styr på aktørerne i den store krig og kampen frem og tilbage – og ikke mindre betydningen af det. Jeg hæfter mig ved to ting: Gud har styr på det – og alt er forudsagt. Overvej, om det også er sådan med vores liv!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 10,1 I perserkongen Kyros’ tredje regeringsår: 536 f.Kr.1 10,4 Fireogtyvende dag i den første måned: Se faktaboks om kalender nedenfor. 10,6 Krysolit: En bleggrøn ædelsten. (Note fra Ez 1,16) Mikael: Han står på Menneskesønnens side i kampen og kaldes i vers 13 for »en af de fornemste fyrster«, et udtryk, som må forudsætte forskellige rangklasser blandt englene, hvad der da også synes at fremgå af andre bibelsteder, f.eks. 1 Thess 4,16 og Jud 9, hvor der er tale om ærkeengle (se: faktaboks om Engle nedenfor).1 OBS. Her i de uddybende noter til Daniels Bog kapitel 11,1-39, er jeg gået væk fra mit princip om at udelade udlæggelsen af skriftsteder. Dette er pga. at alle bibelforskere er enige om hvad der her sker, det være bibeltro eller sekulære forskere. Profetien er så præcis og detaljeret, at flere (sekulære) forskere mener, at Daniels bog simpelthen må være skrevet efter disse begivenheder er sket, og betvivler derfor Daniel som forfatter (se også baggrundsinfoen om Daniels bog). En farlig indstilling der fjerner Gud fra Bibelen, da man derfor ikke mener at Gud kan give disse profetier. Når det kommer til Dan 11,40-45 hører enigheden om begivenhederne dog op, og derfor er der ikke uddybende noter om disse vers. (Lydbibel red.) Vers 2: Der skal komme tre konger i Persien (Kambyses, Gaumata og Dareios I), hvis efterfølger bliver den navnkundige Xerxes, som med alle sine ressourcer angriber Grækenland, men lider nederlag ved Salamis 480 f.Kr.1 Vers 3-4: Heltekongen, den selvrådige Alexander den Store, fører Grækenland til sejr over det medisk-persiske rige, men dør brat i Babylon kun 32 år gammel 323 f.Kr. (jf. kap. 8,5-8). Ved hans død deles hans storrige mellem fire af hans feltherrer (områderne Makedonien, Lilleasien, Egypten og Syrien).1 Vers 5-20 skildrer den vedvarende kamp mellem to af de fire riger. »Sydens konge« (= Egypten; syd er set i forhold til Israel) og den anden stormagt »Nordens konge« (= Syrien svarende til det nuværende Irak og Syrien og undertiden også omfattende en del af Tyrkiet; nord er set i forhold til Israel).1 Vers 5-9: »Sydens konge« er Ptolemæus I, der hersker i Egypten. Den fyrste, der bliver stærkere end ham, og som han kommer i strid med, er hans tidligere general Seleukus, som blev konge over Syrien (»Nordens konge«). 50 år senere sluttes der forlig mellem de to lande, ved at Ptolemæus II’s datter Berenike indgår ægteskab med Antiokus II af Syrien, som så må skille sig fra sin hustru Laodike. Men hun tager hævn og får både Antiokus og hans nye hustru Berenike dræbt. Men Berenikes broder Ptolemæus Euergetes (v. 7), som nu er blevet konge i Egypten, tager hævn. Han slår Syriens hær og tager deres tempelskatte som bytte (v. 8). Derefter kommer der en fredsperiode (v. 8), som afbrydes ved, at Syriens konge Kallinikus angriber Egypten, men uden held (v. 9).1 Vers 10-16: Kallinikus har to sønner, der med en stor hær atter angriber Egypten (v. 10). Men det lykkes Ptolemæus at slå de angribende hære fra nord (v. 11). Men Syriens konge, Kallinikus’ yngste søn Antiokus III, foretager et nyt angreb på Egypten med en forøget hærstyrke (v. 13). Han får uventet hjælp fra en del jøder, som ellers traditionelt støtter Egypten. De kaldes i vers 14 for voldsmænd, fordi denne handling blev en medvirkende årsag til de senere forfærdelige jødeforfølgelser under Antiokus IV Epifanes. Antiokus III af Syrien indtager den befæstede by Sidon, som stod i et vasalforhold til Egypten, men som de egyptiske hærstyrker ikke kan holde (v. 15). Også Israel lægger han sin hårde hånd på, så det nu bliver fuldstændig domineret af Syrien (v. 16).1 Vers 17-20: Skønt Antiokus II har besluttet sig til at gå videre og indlede et angreb på selve Egypten, opgiver han sin plan og slutter forlig ved at lade sin datter Kleopatra blive gift med den egyptiske konge. Dette forlig skyldes, at Rom nu udgør en trussel mod Syrien. Hensigten med dette giftermål er imidlertid, at Kleopatra skal konspirere mod Egypten, hvilket dog mislykkes (v. 17). I stedet for erobrer Antiokus så Middelhavsøerne og Grækenland, men besejres siden af den romerske konsul Lucius Cornelius Scipio ved Magnesia i 190 f.Kr., så han mister alle de erobrede landområder i Europa og Lilleasien. Ud over krigsskadeserstatninger må Antiokus sende 20 af rigets bedste unge mænd som gidsler til Rom; blandt dem var hans egen søn, den senere så grusomme Antiokus IV Epifanes (v. 18). Under uroligheder i Syrien mister han livet (v. 19). Hans søn Seleukus IV arver tronen. Af finansielle grunde sender han en hårdhændet skatteopkræver Heliodorus til »den prægtigste del af riget« (= Juda). Men urolighederne i Syrien har ikke lagt sig, og det ender med, at denne skatteopkræver dræber Seleukus med gift (v. 20).1 Vers 21-24: Fra nu af bliver beretningen bredere og mere detaljeret. Det er den grusomme jødeforfølger Antiokus IV Epifanes’ komme, som Daniel nu forberedes på. Han karakteriseres her som »en usling«; syrerne kaldte ham derimod »Epifanes« der betyder »den strålende«. Han undslipper sit gidselophold i Rom og bliver konge i Syrien ved list og intriger (v. 21). Han fordriver de egyptiske hære, som har invaderet Syrien (v. 22). »Pagtsfyrsten«, som er nævnt i vers 22, er sandsynligvis den jødiske ypperstepræst Onias III, som han afsætter år 171 f.Kr. til fordel for dennes broder Jason, som passede bedre ind i Antiokus’ kram, fordi Jason var med på at fremme hellenistisk ånd og kultur og fortrænge det jødiske særpræg. Vers 24 skildrer de samvittighedsløse metoder, Antiokus benytter sig af for at sikre sin magt. »Men det varer kun en tid«: det er Gud, der fastsætter den tid, han får til rådighed. For alle tyranner er der en sådan grænse.1 11,25 Taffel: Fornemt måltid hos en fyrste.2 Vers 25-30 skildrer to felttog mod Egypten, som Antiokus foretog, og som fandt sted i årene 170 til 168 f.Kr. På det første felttog (v. 25-28) lykkedes det ham at tilrane sig magten over Egypten karakteristisk nok ved at gøre brug af forræderi begået af egyptkongen Ptolemæus’ egne folk. Undervejs hjem til Syrien overfalder han i efteråret 169 f.Kr. Jerusalem, hvor han brutalt dræber 80.000 jøder. På det andet felttog (v. 29-30) går det ikke så let. Det begynder ellers godt for ham; han erobrer Memfis og rykker mod Alexandria. Men kun kort tid før han er nået frem til byen, kommer der udsendinge fra den romerske flåde med et ultimatum fra romerne, der netop har haft stor militær succes mod Makedonien og Grækenland, så de nu kan koncentrere sig om at standse Antiokus. Han får ingen betænkningstid og må forsmædeligt bøje sig for det romerske ultimatum og trække sig tilbage fra Egypten. Det bemærkes i vers 30, at han retter sin vrede »mod den hellige pagt« (= Israel), og at det giver sig udslag i, at han noterer sig dem blandt jøderne, som har forladt deres jødiske tro. De kan være ham nyttige redskaber i hans bestræbelse for at hellenisere (dvs. præge med græsk ånd og gudstro) hele det jødiske folk og udslette deres jødiske tro, gudsdyrkelse og kultur.1 Hans grusomheder mod jøderne er temaet i vers 31-35. På en sabbat angriber han Jerusalem og lader et hedensk alter for Zeus opstille på brændofferalterets sted. De jødiske morgen- og aftenofringer forbydes og bliver erstattet af hedenske ofringer (v. 31). Under den forfølgelse, der bryder løs 167 f.Kr., falder mange jøder fra og afsværger deres jødiske tro og går over til hedenskabet. Men de, som kender Gud, står fast (v. 32). De ledende blandt de troende jøder formaner dem, der ikke er faldet fra, til at være tro, selv om det kom til at koste mange af dem livet (v. 33). Gennem en national succesfyldt rejsning under Judas Makkabæus, der resulterer i, at alteret kan genindvies år 165 f.Kr., får de troende en begrænset og kortvarig hjælp. Men mange af dem, som sluttede sig ved deres side, havde ikke selv den sande tro på Israels Gud (v. 34). De troendes lidelser, som ikke er forbi, er dog ikke forgæves eller meningsløse. De får deres tro renset og styrket, for Gud lader endetiden komme; for det er ham, som styrer historiens gang (v. 35).1 11,34 På skrømt: Kun tilsyneladende og ikke i virkeligheden.3 Fra vers 36-39 skildres den ugudelige konge Antiokus med stadig stærkere og mere dæmoniske træk. Kongens selvforgudelse sprænger i denne skildring alle grænser. Han er »autonom«, gør, hvad han selv finder for godt. Alle fortidens guder, de være ham nok så nærtstående, forkaster han i sin selvovervurdering. Det er hans egen styrkes gud, den nøgne, brutale magt (»Fæstningernes Gud«, et symbolsk udtryk), som han alene dyrker og overvælder med gaver.1 11,44 Lægge band: Tage afstand fra noget ved at tilintetgøre det; helliggøre noget så mennesker ikke må berøre det.4 12,1 Mikael: Se note til 10,6 12,4 Segl: Se faktaboks nedenfor. |
2 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=taffel+
3 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=p%C3%A5+skr%C3%B8mt+
4 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=l%C3%A6gge%20band%20p%C3%A5%20noget
Faktaboks: Engel (Til Dan 10,13)
| Engel |
| De væsener, vi i almindelighed tænker på, når vi taler om engle, er ikke de eneste, som i Bibelen betegnes med denne titel. Ordet engel betyder sendebud. Derfor er der også andre i Bibelen end englene selv, der kaldes for engle, f.eks. Johannes Døber. Skriften lærer helt entydigt, at der findes engle. Englene blev skabt i begyndelsen, men det siges ikke hvornår, og de er ikke nævnt under nogen af de seks skabelsesdage. Samtlige Bibelens bøger med undtagelse af Ruths Bog, Esters Bog, Johannesbrevene og Jakobs Brev omtaler engle. Forskellen mellem mennesker og engle består bl.a. i, at engle ikke har legemer. Når vi alligevel fra tid til anden ser engle, drejer det sig om åbenbaringer, hvor engle har påtaget sig menneskeskikkelse. Således læser vi, at Gabriel »så ud som en mand«, Dan 8,15–16. Det samme finder vi flere steder i NT, f.eks. Mark 16,5 og ApG 1,10. Nogle gange har englene vinger, Es 6,2; Ez 1,6; Åb 4,8. Denne bestemmelse af forskellen mellem engle og mennesker – at de ikke har legemer – er meget væsentlig. Den fremhæves af Jesus selv indirekte i Luk 24,39, hvor han siger, at en ånd jo ikke har kød og knogler. Apostlen Paulus betoner forskellen på mennesker og engle mere tydeligt i Ef 6,12, hvor han viser os, at kampen, vi skal kæmpe, ikke er mod »kød og blod«, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Det er for øvrigt det samme som at sige, at de onde engle, der er vore modstandere i denne strid, er åndsmagter, altså kropsløse, men ikke desto mindre er de virkelige og farlige. Ud fra Matt 25,41, hvor der tales om den straf, der er bestemt for »Djævelen og hans engle«, kan vi ved at sammenligne med andre bibelsteder (f.eks. 3 Mos 17,7; Es 34,14; Ef 2 samt Judas 6) se, at der på et eller andet tidspunkt er sket et fald i engleverdenen (se også 1 Joh 3,8; 2 Pet 2,4). Flere steder nævnes Satan i forbindelse med »alle hans engle«, men de oplysninger, Skriften giver os om Satans fald og englefaldet, er yderst sparsomme. Der findes adskillige betegnelser på forskellige grupper af engle i Bibelen. Der er keruber eller levende væsener, 1 Mos 3,24; Ez 1,5ff.; Åb 4,6; 5,8; 6,1. Der er særlige englefyrster (Mikael og Gabriel), der er vældige engle, og udvalgte engle, Jud 9; Dan 10,13; Åb 10,1; 1 Tim 5,21; Es 6,3, og »engle med stor magt«, »serafer« og »troner og herredømmer, magter og myndigheder«. Vi ved ikke, hvorledes det nærmere forholder sig med disse grupperinger. Englen Gabriel (navnet betyder »den Guds mand«) optræder både i Daniels Bog og i forbindelse med forudsigelsen af Jesu fødsel (Dan 8 og 9; Luk 1). Mange mener, at englen Mikael (Dan 12) er Israels særlige skytsengel. Englene beskrives i Bibelen som dem, der sang lovsange ved verdens skabelse, Job 38,4–7, ved Jesu fødsel, Luk 2. De er tjenende ånder, der omgiver Guds trone, Hebr 1,14; Åb 5,11. De er Guds sendebud til menneskene med både små og større opgaver, og også Kristi sendebud (f.eks. 1 Kong 19,5ff.; Luk 16,22; ApG 12,7ff.; Matt 13,41 og 24,31 m.fl. steder). Englene ærer Gud i den himmelske verden og synger hans pris, Matt 18,10; Neh 9,6; Sl 103,20ff.; 148,2; Es 6,3. Vi møder engle som Guds budbærere til menneskene gennem hele frelseshistorien, 1 Mos 18; 19; 4 Mos 20,16ff. Selv Moseloven blev overraskende nok givet ved engle, ApG 7,53; Gal 3,19; Hebr 2,2. Både Johannes Døbers og Jesu fødsel blev forudsagt af engle, og det var en engel, der fik Josef til at ægte Maria, og senere fik en engel Josef til at flygte til Egypten med barnet og Maria. Det var også en engel, der fik ham til at flytte tilbage til Israel (se Luk 1 og 2, samt Matt 2). Engle virkede ved forskellige lejligheder i Jesu liv: fristelsen i ørkenen (Matt 4), sjælekampen i Getsemane, Luk 22,43, ved opstandelsen, Matt 28, ved himmelfarten, ApG 1,10–11. Når Jesus kommer igen, skal han være fulgt af engle, Matt 16,27. Det er omstridt, hvorvidt de syv menigheders »engle« i Åb 1,20 er engle eller menighedsledere. Det må vel dreje sig om mennesker, da det må synes urimeligt at formane engle. Der er nok tale om »sendebud fra Gud« i betydningen menighedsledere. I NT er det helt tydeligt, at engle betragtes som sendebud fra Gud. Derfor afvises også enhver form for engledyrkelse. De er udsendt af Gud for at hjælpe menneskene til at arve frelse, Hebr 1,14. I Hebr 1 og 2 afvises engledyrkelsen ved at vise, hvor højt hævet Guds søn er over englene. Da Gud blev menneske i Kristus betød det nok, at Jesus en kort tid blev gjort ringere end englene, men dette betyder ikke nogen formindskelse af hans sandestorhed. I Hebr 1 fremhæves det for øvrigt, at Jesu frelsende gerning ikke gælder englene, men alle, som tror, dvs. »Abrahams efterkommere«, Hebr 2,16. Englene deltager også i Guds omsorg for sine skabninger. »Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem« (Sl 34,8). Det samme ses f.eks. i Sl 91,11–12, i fortællingen om Daniels tre venner i den gloende ovn og Daniel i løvekulen. Der er i Bibelen vage antydninger af, at hvert menneske måske har sin skytsengel, Matt 18,10 og ApG 12,15. Englene har også opgaver i forbindelse med Guds straffedomme. Vi ser det i GT i 2 Sam 24, og 2 Kong 19. Men det er især i NT – i Åbenbaringsbogen – at denne tjeneste er stærkt understreget (især Åb 8 og 16). |
Faktaboks: Kalender (Til Dan 10,4)
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Segl (Til Dan 12,4)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 284 – Haggajs bog 1-2
Hagg er en af de seneste bøger i GT og gengiver Haggajs fire profetord, heraf to den samme dag. Året er 520, og Israels folk var vendt hjem fra eksilet i Babylon, og nu gjaldt det genopbygningen af landet. Gud minder folket om, at de ikke må glemme templet. En del af folket havde set det gamle tempel fra før eksilet, og Haggaj forkynder, at det afgørende ikke er templets udseende, men at Herrens ånd tager bolig iblandt dem (2,5b). “Gå i gang” (2,4b), siger han, for Gud vil velsigne. Det er også løftet til os, som lever efter “den udvalgte” (2,23) er kommet og har gjort alt færdigt ved sin død og opstandelse (Joh 2,18-22).
Indledning til Haggajs bog
Jøderne forsømte at genopbygge templet, men lavede fine huse til sig selv. Profeten Haggaj opmuntrede folket til at bygge templet færdigt og igen nyde Guds velsignelser.
Indledninger
I år 538 f. Kr. gav perserkongen Kyros jøderne lov til at vende tilbage og genopbygge templet (Ezra 1,1-4). Han mente, det var bedst, at de enkelte folk fik mulighed for at leve i overensstemmelse med deres egen religion i deres eget land. Den jødiske fyrste Sheshbassar førte folket og tempelkarrene tilbage fra Babylon. Han var også med til at lægge fundamentet til templet (Ezra 5,16). Til trods for perserkongens velvillige indstilling fik de hjemvendte mange vanskeligheder at kæmpe med, da de skulle i gang med genopbygningen. Deres land var blevet hærget af en ødelæggende krig. Jerusalem lå for en stor del i ruiner. Samaritanerne og andre fremmede nabofolk skabte vanskeligheder og utryghed.
De hjemvendte begyndte med at rejse et alter på tempelpladsen (Ezra 3,1-3). Da de så gik i gang med selve templet, opstod der problemer med de samaritanske naboer. Byggeriet blev forhindret, ja gik direkte i stå, alt mens folk byggede huse til sig selv (Hagg 1,9). Værre end de ydre vanskeligheder var den modløshed og ligegyldighed, der bemægtigede sig folket.
I denne situation trådte profeterne Haggaj og Zakarias frem i år 520 (Ezra 5,1; 6,14. Hagg 1,1. Zak 1,1). De inspirerede folket og dets ledere til at fortsætte opbygningen, indtil templet efter yderligere 4 års arbejde stod færdigt i 516 f. Kr. Det blev indviet 70 år efter Jerusalems og det første tempels ødelæggelse. Haggaj holdt sine fire taler de sidste måneder i 520, hvor de sikkert også er blevet nedskrevet. Bogen har stor betydning som historisk kilde til viden om forholdene i Juda efter hjemkomsten fra Babylon og frem til Ezras og Nehemias´ virke.
Haggajs taler drejer sig udelukkende om tempelbyggeriet og de følger, dette byggeri vil få. Alle taler er rettet til statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josva. Ved at få tempelbyggeriet i gang fik Haggaj stor betydning for jødernes religiøse udvikling efter eksilet.
Bogens inddeling:
1. Haggaj og hans tid (Hagg 1,1)
2. Første tale: Opfordring til genopbygning af templet – folkets reaktion (Hagg 1,2-15)
3. Anden tale: Templet bliver lille i forhold til Salomos, men dets herlighed større (Hagg 2,1-9)
4. Tredje tale: Belæring om rent og urent (Hagg 2,10-19)
5. Fjerde tale: Et guddommeligt løfte til Zerubbabel (Hagg 2,20-23).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Jerusalem på Haggajs tid
Ca. 520 f.Kr.
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 285 – Ezras Bog 1-5
Ezra og Neh beskriver den første afgørende tid efter eksilet og ved genopbygningen af Israel efter den store ødelæggelse. Ezra begynder i år 539 f.Kr., hvor verdensherredømmet skiftede fra Babylon til Persien. Gud brugte kong Kyros til at opfylde Jeremias’ profetier om folkets hjemkomst (1,1, jf. Jer 25,11-14). Kap. 2 er hovedsageligt navne, men minder os om, at Bibelen er historie. Vigtigst i genopbygningen var gudsdyrkelsen – offertjeneste og lovsang. Der var fjender og modgang, og byggeriet lå stille i 16 år, men lederen Zerubbabel satte sammen med profeterne Haggaj og Zakarias mod i det folk, som i Babylon var blevet vakt for troen på Gud.
Indledning til Ezras Bog
Da jøderne vendte tilbage fra Babylon, blev de bedt om at genopbygge Guds tempel i Jerusalem. Ezra fortæller om, hvordan det lykkedes, på trods af forhindringer.
Indledning
Bibelen taler klart om, at Gud styrer historiens gang. Når Israels folk adlød Gud og holdt den pagt, Herren havde sluttet med sit folk, var det under hans velsignelse. Var folket ulydigt og brød pagten, kom det under Guds dom og straf. Det blev ramt af forbandelse. Efter kong Salomos død blev folket splittet i tistammeriget/Israels rige i nord og tostammeriget/Juda rige i syd.
Israels rige faldt hurtigst fra Herren og gled ind i hedensk afgudsdyrkelse. På grund af sin synd gik Israels rige undergangen i møde i 722 f.Kr., da Samaria blev erobret af assyrerkongen Salmaneser og folket bortført til Assyrien. Folket blev ikke alene bortført, men det gik helt til grunde som folk. Det forsvandt slet og ret ud af historien. Det erfarede i sandhed, hvad det vil sige at komme under forbandelsen, fordi det forlod Gud og ikke lod sig advare af hans sendebud. Dog tyder meget på, at enkeltpersoner og smågrupper senere tilsluttede sig Juda rige.
I Juda rige blev troen på den levende Gud fastholdt på en ganske anden måde, men heller ikke her gik man fri af hedenskabet. Profeter og gudfrygtige konger som Hizkija og Josija bekæmpede hedenskabet, mens andre fremmede det. Derfor måtte straffen også ramme Juda rige. I år 605 f.Kr. blev det besejret af kong Nebukadnesar, som førte en del af skattene fra Herrens hus og en del ledende mænd, deriblandt profeten Daniel, til Babylon (2 Krøn 36,7). Fra det år regnes politisk det 70-årige babyloniske fangenskab. I år 597 f.Kr. fulgte et nyt nederlag, hvor kong Jojakin blev ført som fange til Babylon sammen med mange andre – bl.a. profeten Ezekiel (2 Krøn 36,10). Men afgudsdyrkelsen fortsatte, og i år 586 f.Kr. kom så den endelige og fuldstændige ødelæggelse af Jerusalem. Templet blev brændt, murene revet ned og folket bortført til Babylon (2 Krøn 36,20). Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare sit folk, men det ville ikke høre. Det forkastede Herrens ord. Dermed kom også Juda rige til at opleve forbandelsen. Men det gik ikke til grunde. I fangenskabet gennemgik folket en lutrings- og renselsesproces. Der kom en fornyet besindelse på den religiøse arv. Jøderne betragtede sig nu mere som en åndelig enhed – en menighed omgærdet af loven – end som en nationalstat. Synagoger blev bygget, hvor folk kunne samles til gudstjeneste. Her var Ordet i centrum. Bøn og lovsang blev også faste led i gudstjenesten. De hellige skrifter fik større og større betydning. Særlig gennem studiet af loven fremstod efterhånden den gruppe mennesker, som blev kaldt de skriftlærde. Man lagde vægt på det, der adskilte Guds folk fra de andre folk, nemlig pagten med Herren og deres hellige skrifter. De erkendte, at fangenskabet var Guds straf over den afgudsdyrkelse, som havde fundet sted. En rest fik så lov at vende tilbage, den fromme kerne af Juda og Israels rige. Det var det folk, hvor i tidens fylde Messias, den lovede frelser og konge, blev født.
Gud havde lovet sit folk befrielse fra fangenskabet efter 70 år (Jer 25,12; 29,10. Dan 9,2). På den politiske himmel begyndte det også at lysne. Efter storkongen Nebukadnesars død i 562 f.Kr. kom der svage efterfølgere. Samtidig var Kyros i de iranske højsletter begyndt sin sejrrige fremmarch. Da han i 538 f.Kr. rykkede mod selve Babylon, fortæller han selv i en indskrift, at byen åbnede sine porte for ham uden modstand. Den nat blev Babylons sidste konge Belshassar dræbt. GT sætter denne store begivenhed i sammenhæng med den ugudelige fest, han holdt (Dan 5), og ser hans død som Guds straf. Men dermed er også sagt, at Kyros´ sejr over Babylon og hans indtog i byen var villet og planlagt af Gud selv (Es 44,28-45,7). Med Kyros´ sejr opstod det persiske rige, som var oldtidens største vest-asiatiske rige.
Da Kyros var kommet til magten, tillod han som en af sine første embedshandlinger de fangne folkeslag at vende tilbage til deres hjemlande og at medtage deres afgudsbilleder. Eftersom israelitterne ikke havde afgudsbilleder, fik de i stedet lov til at medbringe de tempelskatte, der var i behold. Dermed er vi fremme ved begyndelsen af Ezras Bog, der er en direkte fortsættelse af Anden Krønikebog.
Ezras Bog har sit navn efter hovedpersonen i bogens anden del. Det fremgår ikke direkte af bogen, hvem der er dens forfatter, men ifølge jødisk tradition er Ezra forfatteren. Et argument for denne opfattelse er, at forfatteren i flere passager taler i første person. Nehemias´ Bog er en direkte fortsættelse af Ezras Bog. Af flere udtalelser i bogen er det naturligt at regne Nehemias for bogens forfatter. I den hebraiske bibel betragtes de to bøger som en helhed. De skildrer jødefolkets historie efter det babyloniske fangenskab. De dækker tilsammen årene 538-433 f.Kr. Dog giver de ingen sammenhængende skildring, men behandler alene de vigtigste begivenheder.
Inddeling:
Ezra 1-6: Tilbagekomsten under ledelse af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Jeshua. Ca. 50.000 vender tilbage. I Jerusalem rejser de alteret på dets gamle fundamenter og går i gang med at genopbygge templet. Men entusiasmen ender snart i modløshed. De møder modstand fra bl.a. samaritanerne. Dertil kom misvækst, dyrtid og inflation. I 520 kommer genopbygningen igen i gang især takket være profeterne Haggaj og Zakarias. I 516 står templet færdigt, 70 år efter ødelæggelsen.
Ezra 7-10: Tilbagekomsten under præsten Ezra. 58 år efter templets indvielse, dvs. 458 f.Kr. brød Ezra op fra fangenskabet og vendte sammen med 2000 efterkommere af de bortførte tilbage til Jerusalem. Her påbegynder Ezra, der er skriftlærd og en meget dygtig bibeludlægger, en reformation ved at undervise Guds folk i Guds lov. Jøderne anser Ezra for deres største leder efter Moses. Hans gerning er en milepæl i det jødiske folks historie. Fra nu af samler interessen sig om at studere den skriftlige arv fra fædrene.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Det persiske imperium på Ezras tid
Ca. 458 f.Kr.
I løbet af Ezras tid havde det persiske imperium nået sin største udstrækning og opslugte næsten hele nærøsten. I 539 f.Kr. besejrede perserne, under Kyros den Store, babylonierne og absorberede deres territorium ind i imperiet, heriblandt landene Israel og Juda (kendt som hensides floden). Det næste år tillod Kyros at Judas folk vendte hjem under Zerubbabels ledelse og genopbygge Herrens tempel. Senere, omkring 458 f.Kr., vendte en anden gruppe fra det judæiske eksil tilbage under Ezras ledelse.
Faktaboks: Løvhyttefest
| Løvhyttefest |
| Løvhyttefesten er den tredje og sidste af de store valfartsfester, og fejres om efteråret (sept./okt.). Dens hebraiske navn er sukkot, der betyder »hytter«. Festen er i Bibelen knyttet til to begivenheder. Det er en høstfest for vin og oliven, deraf navnet i 2 Mos 23,16: »frugthøstfesten«, som sikkert også indgik som fest i den kana’anæiske frugtbarhedsreligion. Men læser vi i 3 Mos 23,33-43 ser vi, hvordan denne fest – som alle andre i Israel – blev fyldt med et historisk indhold. Her finder vi forordningen om at bygge løvhytter til minde om de hytter (telte), som folket boede i under ørkenvandringen. Det bliver således en påmindelse om Guds beskyttelse og ledelse af folket. I den tid, templet stod, valfartede mange op til Jerusalem, hvor man boede i løvhytter, ligesom man også gjorde ude i landet, når man ikke drog op til Jerusalem. Festen varer 8 dage, hvoraf kun den første og sidste regnes for helligdage, dvs. at der ikke arbejdes, jf. 3 Mos 23,35f. Den sidste dags festliturgi indeholder bøn om regn (falder i Israel sidst i oktober), og som jorden tørster efter væde, tørster menneskesjælen efter Gud og renselse for sine synder. Messias-håbet udtrykkes tydeligt i gudstjenesten på denne dag. I NT omtales løvhyttefesten kun i Joh 7,2, hvor begivenhederne helt frem til 8,59 synes at foregå under denne fest. Jesu ord på den sidste højtid: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke,« er sandsynligvis talt ud fra ovennævnte »vand-liturgi«, og Jesus peger hermed på sig selv som løvhyttefestens egentlige opfyldelse. Festen fejres fremdeles i dag af jøder overalt i verden. |
rejses der grenhytter på de flade hustage,
eller der pyntes med blade og grene.
Dag 286 – Ezras Bog 6-10
Brevet, som blev sendt til Dareios, fik betydning for byggeriet, og templet blev færdigt “på befaling af Israels Gud og på befaling af perserkongerne” (6,14). Det var færdigt i 516 f.Kr. Først i kap. 7 nævnes Ezra ved navn. Han kom fra Babylon sammen med ca. 2.000 andre til Israel i 458 f.Kr. og tog del i genopbygningen af landet. Ezra var præst, skriftlærd, og “havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret” (7,10). Han fik skelsættende betydning ved sin tro på Gud, sit kald at “ydmyge os for vor Gud” (8,21), bodsklagen (kap. 9) og opløsningen af blandede ægteskaber (kap. 10). Dette sidste kan være vanskeligt for os at forstå rimeligheden af, men dengang var det nødvendigt. På hvilke områder skal du gøre bod og forandre dig?
Illustration: Zerubbabels tempel
Genopbygningen af Jerusalems tempel blev udført i etaper (ca. 536-516 f.kr.). Først blev alteret bygget, så der igen kunne ofres (Ezra 3,2-3). Den anden fase var templets fundament, det vakte blandede reaktioner fra folket. Nogle glædede sig over at grundstene var lagt, mens andre, især de ældre præster, var kede af det, formentlig fordi kvaliteten af byggeriet var ringere end det tidligere tempel. På grund af den lokale befolknings modstand og den manglende motivation blandt jøderne, tog det 20 år at færdiggøre opførelsen af tempelbygningen.
Den eneste information der gives i bibelen om templets arkitektur, er dimensionerne, som var tres alen (27 m) høj og bred (Ezra 6,3). Da der ikke er nogen omtale af bygningens længde, skal disse dimensioner referere til templets facade, dvs. forhallen.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 8,27 En darijk var en mønt, der vejede omkring 8,5 gram |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Lodkastning, Urim og Tummim
| Lodkastning, Urim og Tummim |
| Lodkastning forekommer ofte i »verdslig« sammenhæng, f.eks. da soldaterne kastede lod om Jesu klæder, Matt 27,35 (Sl 22,19). Lodkastning fandt også sted på »hellig« måde, dvs. en måde at overlade afgørelser til Gud på. Ved landets deling mellem stammerne, 4 Mos 26,55ff.; Jos 19,51. Udvælgelsen af levitbyer, Jos 21,4ff. Fastsættelse af præsternes skifter, 1 Krøn 24,5. Kongevalg, 1 Sam 10,19-22. Valg af bukkene på forsoningsdagen, 3 Mos 16,8. Det er sandsynligt, at man ved lodkastning brugte lodderne Urim og Tummim, som gemtes i en lomme i ypperstepræstens dragt, 2 Mos 28,30. Saul brugte dem i hvert fald på en sådan måde, 1 Sam 14,41ff. Herren svarede ikke altid ved Urim og Tummim, det var altså ikke et magisk orakel, 1 Sam 28,6. Urim og Tummim betyder noget i retning af »lys og fuldkommenhed«. Efter fangenskabet i Babylon fandtes Urim og Tummim ikke mere, Ezra 2,63; Neh 7,65. Sandsynligvis er lodkastning samtidig gået af brug; det sidste eksempel (og eneste i NT) er udvælgelsen af Matthias til apostel i stedet for Judas, ApG 1,26. |
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 287 – Salmerne 119.1-88
Fra den korteste (117) til den længste salme i Sl: Den store salme om Guds ord (se også Sl 1). Både loven og evangeliet rummes i udtrykket “Guds lov”. Læg særligt mærke til glæden over Guds ord (v. 14-16), velsignelsen ved (v. 1-2) og villigheden (v. 7) til at følge Guds lov, friheden ved at følge Guds vej (v. 32). Her er bønner, formaninger, opmuntringer, lovprisninger og meget mere.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 119 Sl. 119 er en alfabetisk salme, der består af 22 afsnit med otte linier i hver. I første afsnit begynder alle otte linier med det hebraiske a, i andet afsnit otte linier med b osv. svarende til de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet. Denne kunstfærdige, poetiske stil er vanskelig at gengive i en oversættelse, og den bevirker også, at de enkelte afsnit ikke adskiller sig meget fra hinanden; de er variationer over temaet: Guds ord. De er ikke struktureret tematisk, men alfabetisk. Andre alfabetiske salmer er Sl. 9; 10; 24; 34; 37; 111; 112; 145.1 119,20 Hentæres: Få til at gå til grunde lidt efter lidt; svække og tilintetgøre.2 119,57 Hver stamme fik ved fordelingen af Kana’ans land efter Israels indvandring fra ørkenen én del af landet (Se kort nedenfor, red.), kun Levi stamme fik ingen jordlod, for Herren selv skulle være deres lod (5 Mos 10,9). Gud skulle sørge for denne stamme bl.a. gennem tiendeafgifter og offergaver. Denne formel overfører salmisten nu på sig selv, selv om han måske ikke er levit. Han har oplevet, at Gud har taget sig af ham, og det er vigtigere og bedre for ham end nogen jordisk rigdom (v.14; jf. Sl 16,5).3 119,61 Snærer: Stramme.4 119,70 Deres hjerte er sløvt af fedt: Dvs. ufølsomt, formentlig både for andres lidelser og for Guds lov og sandhed.3 119,78 Beskæmmes: Bringe skam over; vække skamfølelse eller forargelse.5 119,83 Jeg er som en lædersæk, der er hængt til rygning: Hele strofen er præget af klage. Salmisten beskriver sin tilstand med et billede i v.83 (egl. som en lædersæk i røg). Lædersække blev især brugt til at opbevare vin i (Matt 9,17). Når de ikke var i brug, blev de ofte hængt op under loftet, hvor de blev tilrøgede og rynkede – og hvis de hang sådan ret længe, blev de ubrugelige.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hent%C3%A6res
3 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 242-244
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sn%C3%A6re
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=besk%C3%A6mme
Kort: Fordeling af landet (Note til Sl 119,57)
Ca. 1400 f.Kr.
Dag 288 – Nehemias Bog 1-3
Neh handler som Ezra om tilbagekomsten fra Babylon og genopbygningen af Israel. I 445 f.Kr. hørte Nehemias om Jerusalems tilstand, og det kastede ham ind i både bønskamp med Gud og konkret handling ved at rejse “hjem” og som statholder inspirere og organisere. “Himlens Gud vil lade det lykkes for os” (2,20a) gengiver Nehemias’ tilgang. “Møgporten” har det lidt sjove navn, fordi man kørte skraldet fra byen gennem denne port. Overvej i øvrigt, på hvilke områder Nehemias er til inspiration for os både som enkeltpersoner og som kirke.
Indledning til Nehemias Bog
Nehemias samlede israelitterne for at genopbygge Jerusalems mure og huske på deres pagt med Gud. Bogen er Nehemias’ personlige beretning.
Indledning
Bibelen taler klart om, at Gud styrer historiens gang. Når Israels folk adlød Gud og holdt den pagt, Herren havde sluttet med sit folk, var det under hans velsignelse. Var folket ulydigt og brød pagten, kom det under Guds dom og straf. Det blev ramt af forbandelse. Efter kong Salomos død blev folket splittet i tistammeriget/Israels rige i nord og tostammeriget/Juda rige i syd.
Israels rige faldt hurtigst fra Herren og gled ind i hedensk afgudsdyrkelse. På grund af sin synd gik Israels rige undergangen i møde i 722 f.Kr., da Samaria blev erobret af assyrerkongen Salmaneser og folket bortført til Assyrien. Folket blev ikke alene bortført, men det gik helt til grunde som folk. Det forsvandt slet og ret ud af historien. Det erfarede i sandhed, hvad det vil sige at komme under forbandelsen, fordi det forlod Gud og ikke lod sig advare af hans sendebud. Dog tyder meget på, at enkeltpersoner og smågrupper senere tilsluttede sig Juda rige.
I Juda rige blev troen på den levende Gud fastholdt på en ganske anden måde, men heller ikke her gik man fri af hedenskabet. Profeter og gudfrygtige konger som Hizkija og Josija bekæmpede hedenskabet, mens andre fremmede det. Derfor måtte straffen også ramme Juda rige. I år 605 f.Kr. blev det besejret af kong Nebukadnesar, som førte en del af skattene fra Herrens hus og en del ledende mænd, deriblandt profeten Daniel, til Babylon (2 Krøn 36,7). Fra det år regnes politisk det 70-årige babyloniske fangenskab. I år 597 f.Kr. fulgte et nyt nederlag, hvor kong Jojakin blev ført som fange til Babylon sammen med mange andre – bl.a. profeten Ezekiel (2 Krøn 36,10). Men afgudsdyrkelsen fortsatte, og i år 586 f.Kr. kom så den endelige og fuldstændige ødelæggelse af Jerusalem. Templet blev brændt, murene revet ned og folket bortført til Babylon (2 Krøn 36,20). Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare sit folk, men det ville ikke høre. Det forkastede Herrens ord. Dermed kom også Juda rige til at opleve forbandelsen. Men det gik ikke til grunde. I fangenskabet gennemgik folket en lutrings- og renselsesproces. Der kom en fornyet besindelse på den religiøse arv. Jøderne betragtede sig nu mere som en åndelig enhed – en menighed omgærdet af loven – end som en nationalstat. Synagoger blev bygget, hvor folk kunne samles til gudstjeneste. Her var Ordet i centrum. Bøn og lovsang blev også faste led i gudstjenesten. De hellige skrifter fik større og større betydning. Særlig gennem studiet af loven fremstod efterhånden den gruppe mennesker, som blev kaldt de skriftlærde. Man lagde vægt på det, der adskilte Guds folk fra de andre folk, nemlig pagten med Herren og deres hellige skrifter. De erkendte, at fangenskabet var Guds straf over den afgudsdyrkelse, som havde fundet sted. En rest fik så lov at vende tilbage, den fromme kerne af Juda og Israels rige. Det var det folk, hvor i tidens fylde Messias, den lovede frelser og konge, blev født.
Gud havde lovet sit folk befrielse fra fangenskabet efter 70 år (Jer 25,12; 29,10. Dan 9,2). På den politiske himmel begyndte det også at lysne. Efter storkongen Nebukadnesars død i 562 f.Kr. kom der svage efterfølgere. Samtidig var Kyros i de iranske højsletter begyndt sin sejrrige fremmarch. Da han i 538 f.Kr. rykkede mod selve Babylon, fortæller han selv i en indskrift, at byen åbnede sine porte for ham uden modstand. Den nat blev Babylons sidste konge Belshassar dræbt. GT sætter denne store begivenhed i sammenhæng med den ugudelige fest, han holdt (Dan 5), og ser hans død som Guds straf. Men dermed er også sagt, at Kyros´ sejr over Babylon og hans indtog i byen var villet og planlagt af Gud selv (Es 44,28-45,7). Med Kyros´ sejr opstod det persiske rige, som var oldtidens største vest-asiatiske rige.
Da Kyros var kommet til magten, tillod han som en af sine første embedshandlinger de fangne folkeslag at vende tilbage til deres hjemlande og at medtage deres afgudsbilleder. Eftersom israelitterne ikke havde afgudsbilleder, fik de i stedet lov til at medbringe de tempelskatte, der var i behold. Dermed er vi fremme ved begyndelsen af Ezras Bog, der er en direkte fortsættelse af Anden Krønikebog.
Ezras Bog har sit navn efter hovedpersonen i bogens anden del. Det fremgår ikke direkte af bogen, hvem der er dens forfatter, men ifølge jødisk tradition er Ezra forfatteren. Et argument for denne opfattelse er, at forfatteren i flere passager taler i første person. Nehemias´ Bog er en direkte fortsættelse af Ezras Bog. Af flere udtalelser i bogen er det naturligt at regne Nehemias for bogens forfatter. I den hebraiske bibel betragtes de to bøger som en helhed. De skildrer jødefolkets historie efter det babyloniske fangenskab. De dækker tilsammen årene 538-433 f.Kr. Dog giver de ingen sammenhængende skildring, men behandler alene de vigtigste begivenheder.
Inddeling:
Neh 1-7: Genrejsningen af Jerusalems mure. Mens Ezra var en from præst og dygtig teolog, var Nehemias en gudfrygtig, men energisk og beslutningsdygtig politiker. Han havde en meget betroet og indflydelsesrig stilling hos perserkongen. Den forlod han i 445/444 f. Kr. for at rejse til Jerusalem og hjælpe sine nedslåede landsmænd. I de følgende år udfoldede han sit organisationstalent, så Jerusalems mure blev genopbygget.
Neh 8-13: Religiøse reformer under Ezra og Nehemias. Efter at murene var genopført, så Jerusalem lå beskyttet, skulle livet i den hellige by organiseres. Grundlaget for Guds folks liv både som folk og som enkeltpersoner er Guds ord. Under højtidelige former indgik folket en pagt med Gud, hvori de lovede at holde Guds ord og leve som et helligt folk. Men det gik her som så ofte før: folket brød hurtigt den pagt, det selv havde indgået. Især gik det galt, da Nehemias vendte tilbage til Persien (Neh 13,6). Under hans fravær har måske profeten Malakias virket. Da Nehemias vendte tilbage, har de måske i fællesskab videreført det reformatoriske arbejde. Her slutter den hellige historieskrivning, som først blev genoptaget, da Gud igen skabte nyt i sit rige ved Johannes Døbers og Jesu fødsel.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Det persiske imperium på Nehemias tid
Ca. 450 f.Kr.
I løbet af Nehemias’ tid havde Perserriget nået sin største udstrækning og opslugte næsten hele nærøsten. I 539 f.Kr. besejrede perserne, under Kyros den Store, babylonierne og inddragede her landende Israels og Judas (kendt som Hinsides floden) i hans imperium. Det næste år lod han Judas folk (nu kaldet jøder) at vende hjem og genopbygge Herrens tempel. Adskillige bølger af hjemvendte jøder fortsatte med at genbosætte sig i Judæa, og Nehemias fik tilladelse til at genopbygge Jerusalems ruinmure omkring 445 f.Kr.
Illustration: Jerusalem på Nehemias tid
Jerusalem blev ødelagt af Babylon i 586 f.kr. Efter deres tilbagevenden fra eksil i 536 f.kr. genopbyggede jøderne, under ledelse af Zerubbabel og Jeshua, først alteret og lagde derefter fundamentet til templet. Tyve år senere, i 516 f.Kr., blev templet genopbygget. Denne tidsperiode omtales som det andet tempelperiode.
Senere, og under meget vanskelige omstændigheder, genopbyggede Nehemias bymuren. Dette er meget detaljeret beskrevet i kap. 3. Der er rigeligt med arkæologiske beviser, både for og imod, at kun den østlige høj var bosat på det tidspunkt, og at byens østmur blev bygget højere oppe på skråningen end den tidligere mur, således at byen var mindre end på Salomons tid.
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 289 – Nehemias Bog 4-7
Som i Ezra fortæller Neh om fjendernes modstand og latterliggørelse af byggeriet. Læg mærke til, at Nehemias ikke greb til samme metoder, men overgav sagen til Gud (4,8.14 ; 5,15; 6,14-16). Der var også udfordringer indadtil, som Nehemias tacklede efter bedste evne og med Guds hjælp. Bibelen bruger ofte begrebet “opbyggelse”, dels om menighedens og dels om den enkeltes opbyggelse (fx Ef 2,19-22 ; 1 Pet 2,1-8). Prøv at læse teksten med det i baghovedet.
Faktaboks: Lodkastning, Urim og Tummim
| Lodkastning, Urim og Tummim |
| Lodkastning forekommer ofte i »verdslig« sammenhæng, f.eks. da soldaterne kastede lod om Jesu klæder, Matt 27,35 (Sl 22,19). Lodkastning fandt også sted på »hellig« måde, dvs. en måde at overlade afgørelser til Gud på. Ved landets deling mellem stammerne, 4 Mos 26,55ff.; Jos 19,51. Udvælgelsen af levitbyer, Jos 21,4ff. Fastsættelse af præsternes skifter, 1 Krøn 24,5. Kongevalg, 1 Sam 10,19-22. Valg af bukkene på forsoningsdagen, 3 Mos 16,8. Det er sandsynligt, at man ved lodkastning brugte lodderne Urim og Tummim, som gemtes i en lomme i ypperstepræstens dragt, 2 Mos 28,30. Saul brugte dem i hvert fald på en sådan måde, 1 Sam 14,41ff. Herren svarede ikke altid ved Urim og Tummim, det var altså ikke et magisk orakel, 1 Sam 28,6. Urim og Tummim betyder noget i retning af »lys og fuldkommenhed«. Efter fangenskabet i Babylon fandtes Urim og Tummim ikke mere, Ezra 2,63; Neh 7,65. Sandsynligvis er lodkastning samtidig gået af brug; det sidste eksempel (og eneste i NT) er udvælgelsen af Matthias til apostel i stedet for Judas, ApG 1,26. |
Faktaboks: Løvhyttefest
| Løvhyttefest |
| Løvhyttefesten er den tredje og sidste af de store valfartsfester, og fejres om efteråret (sept./okt.). Dens hebraiske navn er sukkot, der betyder »hytter«. Festen er i Bibelen knyttet til to begivenheder. Det er en høstfest for vin og oliven, deraf navnet i 2 Mos 23,16: »frugthøstfesten«, som sikkert også indgik som fest i den kana’anæiske frugtbarhedsreligion. Men læser vi i 3 Mos 23,33-43 ser vi, hvordan denne fest – som alle andre i Israel – blev fyldt med et historisk indhold. Her finder vi forordningen om at bygge løvhytter til minde om de hytter (telte), som folket boede i under ørkenvandringen. Det bliver således en påmindelse om Guds beskyttelse og ledelse af folket. I den tid, templet stod, valfartede mange op til Jerusalem, hvor man boede i løvhytter, ligesom man også gjorde ude i landet, når man ikke drog op til Jerusalem. Festen varer 8 dage, hvoraf kun den første og sidste regnes for helligdage, dvs. at der ikke arbejdes, jf. 3 Mos 23,35f. Den sidste dags festliturgi indeholder bøn om regn (falder i Israel sidst i oktober), og som jorden tørster efter væde, tørster menneskesjælen efter Gud og renselse for sine synder. Messias-håbet udtrykkes tydeligt i gudstjenesten på denne dag. I NT omtales løvhyttefesten kun i Joh 7,2, hvor begivenhederne helt frem til 8,59 synes at foregå under denne fest. Jesu ord på den sidste højtid: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke,« er sandsynligvis talt ud fra ovennævnte »vand-liturgi«, og Jesus peger hermed på sig selv som løvhyttefestens egentlige opfyldelse. Festen fejres fremdeles i dag af jøder overalt i verden. |
rejses der grenhytter på de flade hustage,
eller der pyntes med blade og grene.
Dag 290 – Nehemias Bog 8-10
2. halvdel af Neh handler om fornyelse af troen på Gud. Det begyndte (som altid ved fornyelse) med oplæsning og studium af Guds ord (kap. 8) og omvendelse til Gud. Nehemias gennemgik hele frelseshistorien i sin stærke syndsbekendelse – og læg mærke til, hvordan bønnen skifter mellem folkets synd og Guds nåde. Regelmæssige kirkegængere vil kunne genkende nadverritualet i lovprisningen i 9,5b-6. Nehemias klandrede ikke alle andre, men tog sig selv med i syndsbekendelsen (9,33-34.37). Bønnen fik konkrete konsekvenser for folket (kap. 10).
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 291 – Nehemias Bog 11-13
Kap. 11-12 rummer primært fortegnelser over tilbagevendte indbyggere i Jerusalem og præsterne og kan forekomme uinteressant, men for den tids mennesker har det været som at læse lister over tilbagekomne fra koncentrationslejrene efter 2. verdenskrig eller over overlevende fra en naturkatastrofe. Desuden er det Guds frelseshistorie og derfor VORES historie, vore trosfædre. Nehemias ledte indvielsen af bymuren, og som statholder (med implikationer i både lovgivende, dømmende og udøvende magt) påtalte han forhold, der stred mod Guds gode vilje. “Jeg rensede dem for alt fremmed” (13,30) – og deri gjorde han en god gerning.
Dag 292 – Zakarias bog 1-6
Zak er den næstsidste bog i GT. Zakarias trådte frem to måneder efter Haggaj, i år 520 f.Kr. Hagg fortæller om genopbygningen, og Zak indeholder stærke budskaber om Guds nidkærhed for Jerusalem (1,14 ; 8,1), fordi han vil frelse folket, trøste Zion og udvælge Jerusalem (1,17). Zakarias fik 10 syn, som er vanskelige at tyde, men som skulle give håb, mod og fornyet tro til det hjemvendte folk. Ypperstepræsten Josva (samme navn som Jesus, se kap. 3-4) fjerner landets skyld på én dag (Langfredag), og også Helligånden omtales (4,6). Der ligger et stærkt håb i, at Gud vil overvinde det onde.
Indledning til Zakarias Bog
Zakarias havde flere syner end nogen anden af de mindre profeter. En ofte brugt sætning er: “Jeg løftede øjnene…”
Indledning
Zakarias trådte frem første gang i oktober/november 520 f. Kr. Han virkede på samme tid som profeten Haggaj (Hagg 1,1. Zak 1,1). Deres budskab havde meget til fælles, bl.a. at templet skulle genopbygges. Zakarias bliver i 1,1 kaldt søn af Berekja og sønnesøn af Iddo. Men i Ezra 5,1 og 6,14 bliver han omtalt som søn af Iddo. Det kan forklares ved, at ordet for søn også kan betyde sønnesøn, ligesom “far” kan betyde en af forfædrene. Iddo er sandsynligvis den samme, som ham der er nævnt i Neh 12,4.16, en af de præster der sammen med Zerubbabel er vendt tilbage fra fangenskabet i Babel. Hvis denne antagelse er rigtig, så er det profeten Zakarias, der nævnes i Neh 12,16, hvor det oplyses, at han var overhoved for præsteslægten Iddo (jf. v. 12). Han var med andre ord både præst og profet.
Efter al sandsynlighed har Zakarias virket som profet i længere tid end Haggaj. Den sidste datering i Zakarias´ Bog er Darius´ 4. regeringsår, den 4. dag i den 9. måned (7,1). Det er to år efter den sidste dato hos Haggaj. Hvor længe Zakarias har haft sit virke i Juda efter denne tid, ved vi ikke. Dog er det sandsynligt, at hans virksomhed har strakt sig over et længere tidsrum.
Som præst og profet var han levende interesseret i, at templet skulle genrejses, og han har sammen med Haggaj bidraget meget til, at arbejdet blev genoptaget og videreført (Zak 1,16; 4,8-9; 6,15). Han var ikke kun optaget af templet, men han har også talt om menighedslivet, som det skal leves efter Guds ord. Talen om menighedens og Guds riges fremtid har en bred plads i hans forkyndelse. Ifølge jødisk tradition fik Zakarias stor betydning for gudstjenesten og dens ordninger i det andet tempel.
Det folk, som Zakarias talte Guds ord til, var ikke længere det hårde og genstridige, som de tidligere profeter havde talt til, men det var lutret af fangenskabet. Trods synd og fald var der lydhørhed for Guds ord, og især var Messiasforventningerne levende hos dem. Bogen er rig på trøst og opmuntring. Zakarias er især optaget af løfterne om genoprettelsen af Israel og den kommende Messias. Zakarias’ Bog falder i to dele. Kap. 1-8 indeholder de syner, han modtog mellem 520 og 518 f. Kr. Kap. 9-14 er profetier om Guds dom og hans kommende rige.
Bogens inddeling:
1. Kald til omvendelse (Zak 1,1-6)
2. Otte syner (Zak 1,7-6,15)
3. Herren kræver ikke faste, men omvendelse (Zak 7-8)
4. Dommen over hedningerne og ankomsten af Jerusalems konge (Zak 9)
5. De hedenske undertrykkere skal lide nederlag, men Israel skal blive genrejst (Zak 10)
6. Den gode og den dårlige hyrde (Zak 11)
7. Jerusalems kommende herlighed – militær triumf og åndelig fornyelse (Zak 12)
8. Renselse fra synd – hyrden bliver slået (Zak 13)
9. Gud kommer og regerer (Zak 14).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Zakarias’ tid
Ca. 520 f.Kr.
Zakarias profeterede for Judas folk kort efter at de var vendt tilbage fra eksil i Babylon. Flere år tidligere, i 539 f.Kr., erobrede Kyros den Store, som havde forenet perserne og mederne under hans styre, Babylon og absorberede dets territorium i sit imperium. Et år senere tillod han Judas folk at vende tilbage til deres hjemland og genopbygge templet. Han og hans søn Kambyses udvidede det persiske imperium, indtil det strakte sig fra Egypten og Lydien til grænserne til Indien.
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 293 – Zakarias bog 7-10
Zakarias ind i den tid, hvor folket var kommet tilbage fra 70 års eksil i Babylon (kap. 7 er tidsangivet til 518 f.Kr.). Nu skulle de genopbygge landet og genfinde troen på Gud. Gud gentager sit ord om “nidkærhed for Zion” (1,14 ; 8,2). Har du tænkt på, at folket (og vi) fandt frelse pga. Guds vrede over synden? Det var den, der ramte Jesus på korset – og gør, at vi kan gå fri! Zakarias ser for sig en spire, Semak (6,12), der skal herske, men sagtmodigt og ridende på et føl (9,9). Kun Esajas’ Bog har flere henvisninger til NT end Zak, og læs kapitlerne med Jesus-historien i baghovedet.
Tabel: Zakarias-profetier om Jesus
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 8,19 På den tid fastede folket i den fjerde måned, da Jerusalems mure faldt (2 Kong 25,3-4; Jer 39,2; 52,6-7); i den femte måned, da byen faldt (Jer 52,12-15); i den syvende måned, da Gedalja blev myrdet (2 Kong 25,25; Jer 41,1-3); og i den tiende måned, da belejringen af byen begyndte (2 Kong 25,1; Ez 24,1-2). |
Dag 294 – Salmerne 119.89-176
Sl 119 fortsætter med at lovprise Guds ord. Når en siger: “Jeg tror på en person (Jesus), ikke på en bog”, så er det ofte for at lægge afstand til Bibelen, og selv om citatet har en vis sandhed, så bliver troen på Gud og tilliden til Guds ord knyttet helt sammen i Sl 119. “I evighed står dit ord fast” (v. 89), “Hvor jeg elsker din lov” (v. 97), “Dine love er underfulde (v. 129), “Dit ord er gennemlutret, og din tjener elsker det” gengiver den ukendte forfatters forhold til Guds ord. Hvor jeg håber, at det smitter os og sætter os i gang med at tage Guds ord ind, også i praksis, som den mest kendte sætning i Sl 119 minder os om (v. 105).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 119,113 Vankelmodige: præget af skiftende sindsstemning og vanskelighed ved at træffe beslutninger.1 119,119 Gud er som metalsmelteren, der gennem sine formaninger vil rense mennesket for alle urenheder, så det bliver som ædelt, rent metal. Den, der foragter guds formaninger, ender blot som ubrugeligt affald, slagger, der kastes på lossepladsen (Mal 3,2-3).2 119,140 Lutret: Rense eller påvirke og derved gøre stærkere og mere ædel.3 |
2 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 248
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lutre
Dag 295 – Zakarias bog 11-14
I slutningen af Zak har vi de tydeligste Kristus-profetier. I 11,13 forudsiges prisen for Judas’ forræderi. I 12,10 tales om Gud som gennemboret, og man skal holde klage over den eneste søn. Jesus citerede 13,7 i Getsemane have, da disciplene forlod ham. Ikke mindre end 17 gange i kap. 12-14 findes udtrykket “på den dag”, og profetierne om Kristi første (da han blev født) og andet komme (når han kommer for at dømme levende og døde) flyder sammen som bjergtoppe i horisonten.
Faktaboks: Løvhyttefest
| Løvhyttefest |
| Løvhyttefesten er den tredje og sidste af de store valfartsfester, og fejres om efteråret (sept./okt.). Dens hebraiske navn er sukkot, der betyder »hytter«. Festen er i Bibelen knyttet til to begivenheder. Det er en høstfest for vin og oliven, deraf navnet i 2 Mos 23,16: »frugthøstfesten«, som sikkert også indgik som fest i den kana’anæiske frugtbarhedsreligion. Men læser vi i 3 Mos 23,33-43 ser vi, hvordan denne fest – som alle andre i Israel – blev fyldt med et historisk indhold. Her finder vi forordningen om at bygge løvhytter til minde om de hytter (telte), som folket boede i under ørkenvandringen. Det bliver således en påmindelse om Guds beskyttelse og ledelse af folket. I den tid, templet stod, valfartede mange op til Jerusalem, hvor man boede i løvhytter, ligesom man også gjorde ude i landet, når man ikke drog op til Jerusalem. Festen varer 8 dage, hvoraf kun den første og sidste regnes for helligdage, dvs. at der ikke arbejdes, jf. 3 Mos 23,35f. Den sidste dags festliturgi indeholder bøn om regn (falder i Israel sidst i oktober), og som jorden tørster efter væde, tørster menneskesjælen efter Gud og renselse for sine synder. Messias-håbet udtrykkes tydeligt i gudstjenesten på denne dag. I NT omtales løvhyttefesten kun i Joh 7,2, hvor begivenhederne helt frem til 8,59 synes at foregå under denne fest. Jesu ord på den sidste højtid: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke,« er sandsynligvis talt ud fra ovennævnte »vand-liturgi«, og Jesus peger hermed på sig selv som løvhyttefestens egentlige opfyldelse. Festen fejres fremdeles i dag af jøder overalt i verden. |
rejses der grenhytter på de flade hustage,
eller der pyntes med blade og grene.
Arkæologisk note: Jordskælv i arkæologien
Forskerne ved Tel Aviv Universitet har flere gange sagt, at et større jordskælv kan forventes inden længe omkring Jordandalen og Det Døde Hav. De bygger deres forudsigelser på den tid, der er gået siden det sidste voldsomme jordskælv, som fandt sted for knap 1000 år siden.
Mellemøsten er kendt med jordskælv, og en af de store forkastningslinjer går ned gennem Jordandalen og Det Døde Hav, med en sidegren langs Gilboas bjerge og Karmelbjergkæden. Mange jordskælv er bevidnet i historiske kilder, inkl. Bibelen. Vi har således kendskab til mindst 11 store jordskælv i perioden fra ca. 1400 f.Kr. til 1927 e.Kr.
Spor efter jordskælv
Hvordan kan man se, at en by i oldtiden blev ødelagt ved jordskælv og ikke som følge af angreb fra fjender? Et af de sikreste kendetegn er fund af skeletter under nedstyrtede stenblokke, der har knust hoved eller ben. Et andet er søjler, der ligger væltede i samme retning som tændstikker på række. Et tredje kan være voldsomme revner i mure, gulve og cisterner. Endelig vil mange andre byer i området have tilsvarende ødelæggelse på samme tid.
© www.bibleplaces.com.
Jerikos mure
Omkring 1400 f.Kr. er der spor efter et stort jordskælv på Megiddo, som lægger store dele af byen øde. Samtidig kollapser bymurene pludseligt overalt i byen Jeriko. Den øvre bymur rutsjer ned ad den stejle skråning og lægger sig forneden i en mange meter høj bunke. Mange huse styrter sammen, og adskillige indbyggere rammes af de nedstyrtende blokke. Tidspunktet falder sammen med israelitternes indvandring i landet (den tidlige datering). Fra Jos 6 ved vi, at Jerikos bymur pludselig styrter sammen.
Omkring 1020 f.Kr. ses et andet, meget voldsomt jordskælv at have ramt hele landet, fra Akziv i nord til Be’ersheba i syd. Det forklarer måske, hvorfor kong David kort efter kan erobre de store kana’anæiske byer i Jizre’eldalen uden anstrengelse og indlemme dem i sit rige.
To år før jordskælvet
På tell es-Safi (filisterbyen Gat) har arkæologerne netop afdækket tydelige tegn på et meget voldsomt jordskælv omkr. 750 f.Kr. En mur flyttede sig to meter sidelæns, hvorefter den kollapsede som et korthus. Også andre steder på tellen ses spor efter det samme jordskælv. Seismologer har set på fundene, og de vurderer, at skælvet har haft en styrke på otte på Richterskalaen.
Sandsynligvis er der tale om det samme jordskælv, som omtales i overskriften til Amosbogen, og som stadig huskes mange hundrede år senere, da Zakarias var profet (Zak 14,5).
Andre store begivenheder
Et nyt, stort skælv ramte landet i år 31 f.Kr. Historieskriveren Josefus lader vide, at 50.000 døde og mange byer blev ødelagt.
En voldsom jordrystelse i 749 e.Kr. har efterladt sig meget tydelige arkæologiske spor overalt. En lang række byer i Galilæa, på Golan og i Jordandalen bliver ødelagt. I Bet Shean ligger alle søjlerne væltede og knækkede på række, som ramt af en kæmpe hånd. Det samme er tilfældet i Susita (Hippos) på Golan og mange andre steder. Skælvet er så omfattende, at mange af byerne ikke bliver genopbygget.
Jordskælv spiller således en vigtig rolle både i Bibelen og i arkæologien.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2011/1, af Af lektor Carsten Vang
Dag 296 – Esters bog 1-5
Est er en perle i Bibelen. Den fortæller et stykke konkret historie og er den sidste historiske bog i vores Bibel (i vores læsning mangler vi kun Krøn). Gud nævnes intet sted i bogen, men gudstroen farver hele forløbet. Kvindesynet hos kong Ahasverus er anderledes end i vores tid, og Esters liv i kongeslottet har uden tvivl været vanskeligt. Mordokaj spiller en central rolle, bl.a. med dette ord til Ester: “Hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?” (4,14). Hvem ved, om der også er en mening med den situation, du og jeg er i?
Indledning til Esters bog
Esthers bog er historien om, hvordan en jødisk kvinde blev dronning i Persien – lige i rette tid til at stoppe en ondsindet plan om etnisk udrensning af jøderne over hele imperiet.
Indledning
Mens Ezras og Nehemias´ bøger handler om de jøder, som vendte tilbage til hjemlandet, fortæller Esters Bog om den del af folket, som af mangel på fædrelandskærlighed og religiøs interesse blev tilbage i Persien. Nogle blev landmænd. Andre slog sig på handel. Babylon var jo en storby, hvor det var muligt at tjene store penge. Men man risikerede også at blive taberen både socialt og religiøst. Som tiden gik, gled mange bort fra deres fædrene tro. Vi ved ikke, hvornår Esters Bog er skrevet, og hvem der er forfatteren, men fortroligheden med persiske skikke og udtryk peger på en jøde, der levede i Persien, og som har haft adgang til de kilder, der omtales i Esters Bog (2,23; 6,1; 9,20; 10,2).
Begivenhederne i bogen foregår mellem den første og den anden hjemkomst til Jerusalem og falder således mellem det 6. og 7. kapitel i Ezras Bog. På den tid regerede kong Xerxes (485-465), der i Bibelen kaldes Ahasverus. Som så mange andre absolutte magthavere var han både genial og gal og led af storhedsvanvid. Kongens magtmisbrug skyldtes dog ofte hans rådgivere. Men at en enevældig konge var et villigt redskab for tilfældige yndlinge og elskerinder, skabte stor utryghed og frygt. Det havde nær kostet jøderne livet.
Esters Bog er en af Bibelens mærkeligste bøger. Guds navn bliver ikke nævnt. Det er også karakteristisk, at bøn ikke nævnes, alene faste. Tonen i bogen er i det hele taget persisk og verdslig. Den giver et godt billede af, hvor dybt det jødiske folk var sunket under påvirkning af de fremmede folk. Men det vidunderlige er, at denne tilsyneladende rent dennesidige historie tydeligt viser Gud den Almægtige som suveræn hersker. Guds Ånd fylder denne jordiske beretning med evigt, åndeligt indhold. Gud havde ikke glemt sit folk og sine løfter.
Bogens inddeling:
1. Den jødiske kvinde Ester bliver dronning (Est 1-2).
2. Hamans onde planer (Est 3-5).
3. Mordokajs og folkets redning (Est 6-10).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Det persiske imperium på Esters tid
Ca. 479 f.Kr.
Længe før Esters tid var Israels og Judas folk (senere kaldet jøder) blevet spredt over hele nærøsten af assyrerne og babylonierne. Til sidst absorberede perserne næsten alle disse lande i deres imperium, som nåede sin største udstrækning under Esters tid. Således ville Hamans plan, om at udrydde alle jøder i hele det persiske imperium, have udslettet stort set hele det jødiske folk, og Esters dristige handlinger reddede dem fra fuldstændig ødelæggelse.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,10 Eunukker: Kastrerede mænd, der blandt andet tjente i det kongelige harem. 3,10 Signetring: En ring der bruges til at forsegle officielle dokumenter (Jer. 22,24). Haman er bemyndiget til at handle med kongelig autoritet. 5,1 Skrud: Meget fint (og kostbart) tøj der bæres ved særlige lejligheder. |
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=Skrud
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 297 – Esters bog 6-10
“Den, der graver en grav kan selv falde i den”, læser vi i Ordsp 26,27, og sådan gik det for den onde Haman. Det er beskrevet ganske humoristisk, selv om situationen har været rystende alvorlig, både for Haman og jøderne. I dag er Purimfesten i Israel en festdag med oplæsning af Est i synagogerne. Folk kommer udklædt og har skraldere med, som larmer hver gang Hamans navn bliver nævnt. Man kan købe kagerne “Hamans ører”, og mange er klædt ud. Est viser os Guds trofasthed og minder os om at bede for jøderne, der også i vore dage oplever antisemitisme rundt omkring.
Dag 298 – Titusbrevet 1-3
“Pastoralbrevene” kaldes Tit og 1 + 2 Tim – Paulus’ omsorgsbreve til pastorer, dvs. hyrder og lærere i menigheden. Det lå Paulus på sinde at viderebringe den sunde lære i menighederne. Man mærker også hans omsorg for sine medarbejdere på missionsmarken. Titus er ikke nævnt i ApG, men i Gal 2,1ff læser vi, at han var med ved apostelmødet i Jerusalem (ApG 15). I Tit er der både dogmatiske og praktiske anvisninger til forskellige grupper af mennesker i menighederne – og en helt vidunderlig beskrivelse af dåbens betydning (3,3-8).
Indledning til Titusbrevet
Paulus gav Titus opgaven at grundlægge en tværkulturel menighed på Kreta. Dette brev gav Titus nogle pejlemærker til at virkeliggøre det.
Indledning
“Til Titus, mit ægte barn i vor fælles tro” (1,4). Sådan begynder Paulus sit brev. Han har altså været middel til, at Titus kom til tro. Det må være sket før apostelmødet i Jerusalem. Titus omtales første gang i Galaterbrevet, hvor der står, at han, der var hedningekristen og uden tvivl hørte hjemme i menigheden i Antiokia, var med under apostelmødet (2,1-3). Ellers er det overraskende, at Titus ikke er nævnt i Apostlenes Gerninger. Fra korinterbrevene ved vi, at Paulus to gange sendte ham til Korinth, første gang for at fjerne mistro og mistillid til Paulus, anden gang for at få fart på pengeindsamlingen til modermenigheden i Jerusalem (2 Kor 7,6-16; 8,16-24; 12,18). Titus har både været handlekraftig og i besiddelse af betydelige diplomatiske evner. Det er måske netop derfor, Paulus efterlod ham på Kreta med den opgave at bringe orden i de rodede menighedsforhold (1,5.10.12; 3,2.9-10). Paulus havde en gang tidligere været på Kreta. Det var det korte ophold i havnebyen Gode Havne i forbindelse med den dramatiske sejlads til Rom (ApG 27,8).
Paulus ville med dette brev opmuntre Titus, der stod i en vanskelig situation på Kreta. Paulus havde nemlig under sit besøg på øen observeret mange problemer og mangler i menigheden. Man var i en situation, hvor den sunde lære blev anfægtet, ja nogle mente endog, de havde en bedre lære, end den de modtog af Paulus og hans medarbejdere. Disse vranglærere påstod at have en højere indsigt i åndelige spørgsmål end almindelige kristne. Sammen med den læremæssige vildfarelse var der moralsk forvirring.
Titus’ opgave var at indsætte ledere i de enkelte menigheder med de rette åndelige forudsætninger for opgaven. Åndelig og praktisk orden og overensstemmelse mellem lære og liv er en selvfølge hos enhver kristen og i den lokale menighed. Men forudsætningen for at leve et helligt liv er, at vi tilegner os Guds nåde i tro og taknemmelighed. Paulus har i Nikopolis skrevet brevet til Titus før en vinter; måske efteråret 62 eller lige før vinteren 62-63.
Brevets inddeling:
1. Indledning (Tit 1,1-4)
2. Situationen på Kreta (Tit 1,5-16)
3. Hvordan Titus skal formane (Tit 2,1-3,11)
4. Hilsener og nådesønske (Tit 3,12-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Titus
Ca. år 62-64
Dag 299 – 1 Timotheusbrev 1-3
Timotheus kender vi i modsætning til Titus ret godt. Han var Paulus’ mest elskede og prøvede medarbejder på missionsrejserne, bl.a. i Thessalonika, Korint og på Paulus’ første rejse til Rom. Ifølge traditionen var han den første menighedsforstander i Efesos, hvor han led martyrdøden i 97. Årsagen til 1 Tim var bekymring for vranglære i menigheden (1,3-11), og brevet indskærper derfor den “sunde lære” (1,10) og opmuntrer til at organisere gudstjenesten efter evangeliet. I 2,8 har vi Bibelens eneste direkte anvisning til bøn: Med løftede hænder! Paulus har anvisninger både til kvinder og mænd. 1,15 og 2,3-5 er sætninger, som det lønner sig at lære udenad.
Indledning til 1 Timotheusbrev
Dette er et brev fra præst til præst om, hvordan man bedst er hyrde for en menighed.
Indledning
Timotheus omtales adskillige steder i NT. Paulus har været middel til hans omvendelse, idet han kalder ham “mit ægte barn i troen” (1 Tim 1,2). Vi hører første gang om ham i ApG 16,1. Han var fra Lystra, hvor Paulus traf ham på sin anden missionsrejse. Han var søn af en troende jødisk kvinde, mens hans far var græker.
Timotheus rejste med Paulus fra Lystra og videre til Europa, hvor han bl.a. ydede en selvstændig indsats i Thessaloniker-menigheden (1 Thess 3,2). På den tredje missionsrejse sendte Paulus Timotheus fra Efesos til Makedonien (ApG 19,22), ligesom han fulgtes med Paulus til Jerusalem (ApG 20,4) og også var sammen med ham under en del af fangenskabet i Rom. Han nævnes nemlig som medforfatter til tre af fangenskabsbrevene (Kol 1,1. Fil 1,1. Filem 1). At Paulus satte ham meget højt, viser hans karakteristik af ham i Fil 2,19-22. Da Paulus skrev sit første brev til ham, var han i Efesos, hvor han “skulle påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglære” (1,3). Senere blev han sikkert fængslet, men løsladt igen (Hebr 13,23). Den oldkirkelige tradition siger, at Timotheus blev den første biskop i Efesos, og at han led martyrdøden i år 97.
Lukas fortæller ikke i Apostlenes Gerninger, hvordan Paulus’ fangenskab i Rom sluttede. Men biskop Klemens i Rom fortæller i et brev fra år 96, at Paulus fik sit ønske om at besøge Spanien opfyldt (Rom 15,24-28). Det håb, Paulus udtrykte i Fil 2,24 om at blive løsladt, gik i opfyldelse. Det er formentlig sket o. år 61. Derefter er han taget ud på sin fjerde missionsrejse, hvor han ud over Spanien også har besøgt Kreta, hvor han efterlod Titus (Tit 1,5), Lilleasien, hvor han lod Timotheus blive i Efesos (1 Tim 1,3) og derfra til Makedonien, hvorfra han skrev Første Timotheusbrev og Titusbrevet, det sidste før en vinter (Tit 3,12). Måske er det sket efteråret 62 eller lige før vinteren 62-63. Dog kender vi ikke den nøjagtige rejserute.
I Første Timotheusbrev regner Paulus med at kunne vende tilbage til Efesos (3,14; 4,13), og måske er det dér, han er blevet pågrebet og ført til sin dødscelle i Rom, hvorfra Andet Timotheusbrev er skrevet umiddelbart før hans martyrium (2 Tim 1,8.17; 2,9; 4,6-8), ca. år 64. Paulus’ to breve til Timotheus og hans brev til Titus kaldes ofte pastoralbrevene. Udtrykket hænger sammen med, at disse breve på en helt speciel måde beskæftiger sig med de opgaver, som menighedens ledere ( pastorer=hyrder) har ansvaret for. Ud fra Første Timotheusbrev kan vi se, at opgaven bl.a. har været: Hvordan skal man stille sig til vranglære, hvordan skal menighedsmedlemmer forholde sig ved gudstjenesten, hvad er ægte gudsfrygt og nøjsomhed i hverdagen, og hvad kræves der af de forskellige ledere i menigheden?
Brevets inddeling:
1. Indledning (1 Tim 1,1-2)
2. Evangelieforkyndelse som modvægt til vranglære (1 Tim 1,3-20)
3. Bestemmelser om gudstjenesten (1 Tim 2,1-15)
4. Menighedens forskellige ledere (1 Tim 3,1-16)
5. Nej til falsk lære – stræb efter gudsfrygt (1 Tim 4,1-16)
6. Forskellige grupper i menigheden (1 Tim 5,1-6,2)
6. Formaning til at holde fast ved bekendelsen (1 Tim 6,3-16)
7. Afsluttende formaninger (1 Tim 6,17-21).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 1 Timotheusbrev
Ca. år 62-64
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,10 Menedere: Person, der sværger (har svoret) falsk ed. 1,20 Overgav til Satan: Henviser til at blive smidt ud af kirken. |
Uddybende noter oversat fra ESV Study Bible, Crossway
Dag 300 – 1 Timotheusbrev 4-6
I anden del af brevet kommer bekymringen og omsorgen for menigheden stærkere frem. Det er frafaldet fra troen på Jesus (4,1-5 ; 5,15), som Paulus igen og igen frygter. Det kunne ske gennem vranglærere, som “brændemærket i deres samvittighed” indførte jødiske eller hedenske skikke, eller “indefra” gennem optagetheden af rigdom og penge (6,6-10 . 17-19). Ind imellem giver Paulus personlige råd til sin betroede medarbejder (4,6-16 ; 5,21-23 ; 6,11-16 . 20-21). Igen er der gode sætninger i brevet, fx 6,6 . 10 . 12.
