Dag 241-270

Galaterbrevet er sammen med Romerbrevet Paulus’ stærkeste skrift i beskrivelsen af evangeliets centrale indhold. Paulus forsvarede evangeliets renhed mod den falskhed, der havde sneget sig ind i menigheden med de falske profeter, der krævede omskærelse eller overholdelse af tidsbestemte regler. Paulus var meget bevidst om sit Gudgivne apostolat og klar i sin forkyndelse: “Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus”. Evangeliet var før loven, og lovens rolle har aldrig været at frelse, men at opdrage til Kristus (3,23-24), så vi ved troen på ham kunne være ét.

Igen tog Paulus fat i evangeliet og pegede på, at dets opgave er at frigøre mennesket fra lovens forbandelse og afguderne, vel vidende, at menneskets naturlige drift er at gå tilbage til trældom under synd, død og Djævel. Galaterne er på den vej, hvis de lader sig omskære og dermed tror sig frelste. Derimod skal de (og vi) leve i spændingen mellem kødets lyst og Åndens ledelse – og så ikke kende til anden stolthed end Jesu Kristi kors (6,14, jf. 1 Kor 2,2).

“Ak!”, begynder begge kapitler og slår dermed grundtonen an i Klages. Den historiske situation var Judas folks deportation til Babylon og Jerusalems ødelæggelse. Byen blev totalt smadret, og desperationen er stor (se også Sl 137). I disse første kapitler er der meget selvbesindelse (fx 1,8: “Jerusalem har syndet”) og erkendelse af, at Herren gjorde, som han havde forudsagt (2,17). Nu var det for sent – og dog: “Bønnen er for alting godt” (DDS 583,1), og Jeremias (som muligvis er forfatteren) skriver: “Udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt” (2,19).

Nu ændres perspektivet en smule fra det kollektive til det individuelle og fra selvbesindelse til egentlig klage. Mon ikke samme forandring sker, når vi oplever personlige tab eller modgang? Nøden i Babylon var ubeskrivelig (se fx 4,4-5), og det er ofte i nøden, at man søger Gud. Tiden i Babylon blev en vækkelsestid (se 3,21-23.31-33.40-42), og et fornyet folk vendte hjem for at genopbygge Israel. Læg mærke til under læsningen, at der ud over den historiske situation er forudsigelse af Kristi lidelse. I den katolske kirke læser man Klages i sidste del af den stille uge.

“Pris skabelsens Gud”, “Pris pagtens Gud” har jeg sat som overskrift over Sl 104 og 105. De er begge store lovsange. Skaberværket afspejler både Guds kreativitet, magt og visdom I hans hånd er føde og gode gaver, og Gud er også Herre over liv og død (104,27-30). Sl 105 minder os om Guds store pagter med Abraham og hans efterkommere (i sidste ende Kristus, Gal 3,16). “Evigt husker han på sin pagt” (105,8), kan vi se ud fra Guds trofasthed under plagerne i Egypten og vandringen i ørkenen under Moses. Er Gud ikke stadig den samme?

Joel er bedst kendt for sin store Helligånds-profeti i kap. 3, som opfyldes og citeres af Peter pinsedag (ApG 2,17-21). Inden da kalder Joel folket (særligt præster og ældste – 1,2 ; 2,13-14) til omvendelse. Tidspunktet for græshoppeplagen (1,2-12) og derfor dateringen af bogen er omdiskuteret. Nogle daterer (ud fra en teori om, at 12-profet-bogen er ordnet kronologisk, og Joels bog derfor er næstældst) til 9. årh. f.Kr., andre omkring 500-450 f.Kr. Mere afgørende er naturligvis budskabet om omvendelse, forventningen til Helligåndens udgydelse (kap. 3) og den endelig dom og frelse i Kristus (kap. 4).

Profeten Nahum var samtidig med Jeremias og Sefanias. Hans budskab var særligt rettet mod Nineve og assyrerne, og Nahum har formentlig fået sit budskab fra Gud kort tid før Nineves fald i 612 f.Kr. Nineves ondskab står som et billede på AL verdens ondskab, der skal få sin retfærdige straf fra Gud. På den anden side er der godt budskab til dem, der søger tilflugt hos Gud (1,7), og missionens tidsalder forudsiges (2,1 – jf. Es 52,7 og Rom 10,15).

Sefanias’ Bog er et af de skarpeste budskaber i hele GT til Israels eget folk. Mere præcist er det rettet mod Sydriget, for Nordriget var gået under på dette tidspunkt. “Jeg udrydder alt fra jordens overflade” (1,2) minder om syndfloden i 1 Mos 6-8. “Herrens dag” er dommens dag – i første omgang er det babyloniernes indtagelse af landet, men noget af sproget finder vi igen i Åb’s tale om den endelig dom. Til slut i bogen tales der om “Israels rest”, som er de troende blandt folket, der stoler på Herrens navn. Sefanias profeterede, at folket igen skulle vende tilbage til deres eget land.

Velkommen til Johannesevangeliet og en vidunderlig læseoplevelse. Vore fire evangelier har forskelligt kronologisk udgangspunkt. Da vi læste Mark, begyndte vi i ørkenen med Jesus som 30-årig. Lukas begynder et halvt år før Jesu fødsel, men Johannes går tilbage til skabelsen (jf. 1 Mos 1,1): “I begyndelsen… var Ordet”. Johannes afbildes ofte med ørnen, som har det store overblik, og Johannes fortæller Jesushistorien fra Guds synsvinkel, men vægt på Kristus som Gud og i nogle tilfælde temmelig anderledes end “de synoptiske evangelier” (Matt, Mark og Luk). Der er 7 tegn i Joh – det første i 2,1-11.

Joh 3,16 kaldes “Den lille Bibel”, fordi Bibelens centrale budskab her samles i ét vers. Prøv at lære det udenad og sæt dit eget navn ind i stedet for “verden” og “enhver”. Johannes er god til modsætninger: Lys / mørke, liv / død, kød / ånd. Prøv at finde det i teksten. Jesus og samaritnerens samtale i kap. 4 er et gribende eksempel på sjælesorg og evangelium på højeste plan. Afsnittet slutter med Jesu andet tegn.

38 års sygeleje gav et deprimerende liv, og lige så befriende var Jesu helbredelse af ham. At dette 3. tegn skete på en sabbat, blev udgangspunkt for en diskussion med jøderne om Jesu identitet. Her får Jesus sagt meget både om sig selv (kristologi) og om Skrifterne, som i dag står som grundsten i vores tro. Fx at Jesus er Gud og menneske (5,19-23) og at Skrifterne (dengang GT) vidner om Kristus (5,39.46). Brødunderet (4. tegn) og vandringen på søen (5. tegn) pegede i samme retning og samlede både modstandere og tilhængere.

“Pris historiens Gud” og “Pris den trofaste Gud” kunne være overskrifter over Sl 106 og 107. Udgangspunktet er folkets egen skyld (106,6: “VI har syndet med vore fædre”) – og så Guds nåde (106,8 eller 106,43: “Gang på gang reddede han dem”). Resten af frelseshistorien i fortid og fremtid er en udfoldelse af dette tema – kan du genkende det i dit eget liv? Sl 107 begynder med GT’s tema og udfolder det både historisk og åndeligt. Fire gange gentages ordene: “De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker”. Moderne lovsange kritiseres nogle gange for gentagelser – men det kan også være på sin plads!

Johannes har ikke Jesu nadverindstiftelse med ligesom de “synoptiske” evangelier (altid i tredjesidste kapitel) – men så har han kap. 6 om “den mad, som består til evigt liv” (6,27) og Jesus som “livets brød” / “det levende brød” (6,48.51). Ud over 7 tegn har Joh også 7 “jeg er-ord”, hvor Jesus ud over at identificere sig med Gud (jf. 2 Mos 3,14) siger noget centralt om sig selv – her altså “livets brød”. Det gav intense diskussioner med jøderne – og Jesus gav dem de stærke ord i 7,37-38.

Har vi fokus på den begåede synd eller mennesket i nød, når én træder ved siden af? Læs 8,1-11 med det spørgsmål foran dig. 8,12 er det andet “jeg er-ord”: Verdens lys. Farisæernes reaktion bekræfter Joh 1,4.11. I Matt 5,14 kalder Jesus disciplene “verdens lys” – for som månen reflekterer solens lys, sådan skinner Jesu lys gennem os (“som himmellys, skønt af de små” digter Grundtvig i DDS 752,5). Farisæerne foretrak trældommen og løgnen, selv om Jesus forsøgte at vinde dem for troen på ham til frihed (8,36) og sandhed (8,40).

Kap. 9 er gribende læsning, hvor vi får lov at følge én person hele vejen fra blind til seende, og det er nærmest underholdende læsning at følge hele dialogen med manden, familien og byen. “I once was lost, but now I’m found, was blind, but now I see”, synger vi i Amazing Grace ud fra 9,25. Det er Joh’s 6. tegn, og i kap. 10 har vi det tredje og fjerde “jeg er-ord”: “døren” og “den gode hyrde”. Sl 23 handler om Herren som hyrden, der leder til det stille vand. Jesus fuldender opgaven som hyrden, der sætter sit liv til for fårene. Se også Ez 34,11-16.23-24 for hyrdebilledet.

Lazarus og hans søstre var Jesu gode venner, og diciplene har sikkert revet sig i håret over, at han ikke prioriterede at besøge den syge Lazarus. Jesus havde dog andre tanker, og hans møde med Martha og Maria er eksempler på empatisk sjælesorg over for sørgende – bl.a. med det femte “jeg er-ord” i 11,25. Som en forudgribelse på sin egen opstandelse (og det syvende tegn), opvakte Jesus Lazarus fra de døde. Det vakte mange jøder til tro og andre til indædt modstand, så de ledende jøder både ville slå Jesus (11,53) og Lazarus (12,10) ihjel. Det spidser til, for nu følger påskeugen fra Palmesøndag (12,12-15).

Fra skærtorsdag aften har Joh ikke refereret nadveren, men fodvaskningen, som viser hans tjenersind for os og tjener som et eksempel. Særstof i Joh er afskedstalen i Joh 14-17, hvor Jesus forberedte disciplene på sin afsked med dem og underviste om Helligånden, Talsmanden. Talen gav anledning til mange spørgsmål, og disciplene havde vanskeligt ved at gribe det. Det kan vi også have, men tænk godt over vers som 14,1-4. 6 (det sjette “jeg er-ord”). 23.27.

Det syvende og sidste “jeg er-ord” handler om det sande vintræ. Billedet viser, at troen på Jesus er en organisk / levende virkelighed og ikke døde bogstaver. Alvoren kommer også frem, da Jesus advarer mod at blive skilt fra ham (15,5) og at falde fra (16,1). Kapitlerne bærer præg af Jesu store kærlighed til sine disciple og sin omsorg for dem – og så ønsket om, at de må være ét (17,22) og at flere må komme til tro (17,18). Læg mærke til, at kap. 17 er én lang bøn og viser Jesu inderste ønsker for os.

Morgensang er godt, og Sl 108 er sådan en. David ved, at “riget, magten og æren” er Guds, og han beder om hjælp i en konkret situation med fjenden lige over for sig. Sl 109 handler om den grundløse anklage og modgang, og apostlene tolkede salmen på Judas (109,8 og ApG 1,20). Man kan kun håbe, at Judas i sin sidste stund og fortvivlelse bad 109,21-31. Sl 110 er til gengæld en kristologisk salme (se de talrige henvisninger til NT i noteapparatet) om kongen (Kristus), som sidder ved Faderens højre hånd. Det er et stort evangelium, at dommen og frelsen ligger trygt i Jesu hænder.

Efter den lange afskedstale vender vi tilbage til begivenhederne skærtorsdag og langfredag. Historien er som nævnt set fra “ørnens” / Guds synsvinkel, og Jesus fremstår som den kontrollerede, der styrer forløbet. Det sidste ord er ikke “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” (Matt / Mark), men “Det er fuldbragt” (19,30). Forskellen til synoptikerne svarer til læren om Kristi to naturer – en menneskelig (synoptikerne) og en guddommelig (Joh). De fire evangelier skal ikke spilles ud mod hinanden, men komplementerer hinanden.

Joh er den eneste, der har opstandelsen i næstsidste (og ikke sidste) kapitel. Der er så meget at fortælle om Jesus, at hele verden ikke “kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (21,25). Johannes har foretaget et udvalg, for at vi må tro på Jesus og få liv i hans navn (20,30-31). Det er også et rigtig godt formål med vores bibellæsning, efter min mening. Særstoffet hos Johannes handler om tilsynekomsterne efter opstandelsen. Sammen med Lukas (24,38-43) understreges den fysiske opstandelse (21,9-14), og Peter genindsættes efter sin tre-foldige fornægtelse af Jesus. Læs lige afslutningen (21,25) en ekstra gang…

Temaet for de første kapitler i 1 Joh er lys – som et billede på Gud, sandheden, kærligheden, renheden og det evige liv. Kontrasterne males op med mørket som billede på Djævelen, løgnen, vreden, synden og den evige død. Der er masser af opmuntringer til os, særligt om Guds nåde og vores deraf følgende stand som kristne. Hvordan ser det ud – er vi for sløve til at minde hinanden om, hvad vi har i Kristus?

Nu bliver kærligheden det gennemgående tema. I Bibelen er der mange beskrivelser og billeder af Gud, men sjældent meget direkte. Gud er “ånd” (Joh 4,24), “en fortærende ild” (Hebr
12,29), “hellig” (Es 6,3), og her: “Gud er kærlighed” (4,8). Det er ikke omvendt (“kærlighed er Gud”), som man kan få indtryk af med tidsåndens overfladiske tale om kærlighed. Johannes taler frimodigt om at elske Gud, Jesus (5,1) og brødrene (og søstrene – 4,21). Med til menighedens kærlighed hører også afvisningen af falske profeter (4,1-6) og afguderne (5,18-21).

Husk også at læse 2 og 3 Joh som personlige breve og dermed et indblik i den første, spæde kirke.

Velkommen til Ezekiels Bog. Den tredje af de fire store profeter, og midt i en national katastrofe i Israel skal vi forvente et kraftigt budskab fra Gud, tegnhandlinger, dom og frelse. Efter en indledning i 1,1-3,21 kommer “domsbogen” i 3,22-32,32 og derefter “trøstebogen” i 33,1-48,35. De gamle rabbinere sagde: “Ezekiels Bog begynder med undergang og slutter med trøst”. I de første kapitler hører vi om Ezekiels stærke kaldelse og synet af Gud / Jesus – som har paralleller til Moses’ (2 Mos 24) og Esajas’ (Es 6) syn af Gud eller Johannes’ blik ind i Himlen i Åb 1,12-16 / 4,1-11

Kontrasten til det vidunderlige syn af Gud / Jesus i begyndelsen af bogen kunne næppe være større. Læsningen i går sluttede med tegnhandlinger, som Gud bad Ezekiel om at udføre (kap. 3-5), og nu fik han et syn af Jerusalem og al dens afgudsdyrkelse. Selve templet var centrum for ofringer til afguderne, og Gud måtte forlade templet for en tid (jf. kap. 40-). Ezekiel lærer os, at Gud står ved sit ord, også det første bud: “Du må ikke have andre guder end mig”. Hvem / hvad er dine afguder? I kap. 9 dukker manden med linneddragten op igen – Kristus. Det er godt, at dommen bliver givet til ham.

7 ud af de næste 8 salmer har overskriften “Halleluja”, hvilket indikerer, at salmerne har været lovsange fra synagogens gudstjeneste. “Halleluja” betyder “Pris Herren”, og vi bruger det i vores salmer i dag, fx i “Et barn er født i Betlehem” eller “Krist stod op af døde”. Sl 111,1 og hele Sl 113 er god motivation til at gå til gudstjeneste på søndagen. Sl 111,10 leder over i Sl 112, der priser den gudfrygtige og fromme. Vi kan spejle os i salmen, vel vidende, at kun Guds søn levede op til ordene (se 11,9 og 2 Kor 9,9). Til sidst en “fun fact” for teologisk interesserede: Sl 111 og 112 er alfabetiske (akrostiske) salmer, så de 22 linier begynder med hvert sit bogstav – altså på hebraisk.

Selv midt i domsbogen er der frelsesbudskaber, og på den mørke baggrund står de endnu stærkere. Som Adam og Eva allerede på syndefaldets dag hørte om en frelser, sådan forkyndes også her, hvor Herren forlod Jerusalem, en ny tid for det nye folk, “når de kommer hjem”. Overvej, om vi også i dag kan lulles i søvn af ordene om “fred, skønt der ikke er fred” (13,10). Ordene “så skal de forstå, at jeg er Herren” går som et omkvæd i Ez om Guds ønske for folket / os.

Ez 16,1-14 er måske GT’s stærkeste beskrivelse af Guds kærlighed og redningsaktion. Udgangspunktet er menneskets totale hjælpeløshed og afmagt, og Gud kommer forbi som den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) og griber ind. Hermed beskrives vores situation efter syndefaldet – og at synden fortsat er en realitet og eskalerede under de sidste konger i Israel, udmales i stærke billeder i kap. 16-17. Enhver står til regnskab for Gud (Matt 12,36-37 ; Rom 14,12) – og derfor spørgsmålet: “Hvorfor vil I dø, Israels hus?” (18,31b).

Folkets ledere ville hellere dø end vende om til Herren og derfor synger Gud en dødsklage / sørgesang over dem. Billederne (ungløve / vinstok) indikerer, at Davids-dynastiet ville gå helt under, og sådan gik det – på nær en stub (Es 6,13) / spire (Es 53,2). Kap. 20 daterer tiden til 591 f.Kr. og er et centralt kapitel for at forstå Guds frelseshistorie med Israels folk: Tiden i Egypten, de 10 bud på Sinaj (20,11), frafaldet og konsekvenserne af det (Gud gav dem hen til “love, der ikke var gode” (20,25, jf. Rom 1.24.26.28) – hedningernes love, bl.a. om børneofringer) – og frelsen ved hyrdestaven (20,37), dvs. ved Kristus.

Inden Israels folk kan vende om til Gud, skal de på grund af frafaldet igennem vanskelige tider. Overvej, om kriser i livet kan betegnes som tider i smelteovnen for at rense slaggeret væk (22,18). Kap. 23 omtaler i stærke billeder med seksuelle udskejelser både Nordrigets (Oholas) fald 130 år tidligere og Sydrigets (Oholiba) endnu mere tragiske fremtid. Kap. 24 er talt en januardag 588 f.Kr., da Jerusalem blev belejret. Ezekiel selv skulle mærke Guds egen smerte, da Gud tog hans kone fra ham og bad ham afholde sig fra ligklage (24,16-24).