Dag 241 – Galaterbrevet 1-3
Galaterbrevet er sammen med Romerbrevet Paulus’ stærkeste skrift i beskrivelsen af evangeliets centrale indhold. Paulus forsvarede evangeliets renhed mod den falskhed, der havde sneget sig ind i menigheden med de falske profeter, der krævede omskærelse eller overholdelse af tidsbestemte regler. Paulus var meget bevidst om sit Gudgivne apostolat og klar i sin forkyndelse: “Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus”. Evangeliet var før loven, og lovens rolle har aldrig været at frelse, men at opdrage til Kristus (3,23-24), så vi ved troen på ham kunne være ét.
Indledning til Galaterbrevet
Menighederne i Galatien havde fået den ide, at kristne skulle leve under Moseloven – i modsætning til, hvad Paulus prædikede. Paulus skrev om, hvordan kristne skal forholde sig til loven og evangeliet.
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1813
Indledning
Brevet er stilet til menighederne i Galatien, men de lærde er uenige om, hvilke menigheder der tænkes på. Ordet Galatien kan nemlig dels betyde den romerske provins Galatien, som Paulus besøgte under sin første missionsrejse (ApG 13,14-14,25), og dels det mindre landskab Galatien, som Paulus besøgte på sin anden og tredje missionsrejse (ApG 16,6; 18,23). Det har ingen betydning for forståelsen af brevet, om man er tilhænger af den ene eller den anden teori. Derimod spiller det en rolle for brevets datering. Er man tilhænger af provinsteorien, og mener man, at Gal 2,1-10 svarer til ApG 11,30, er Galaterbrevet skrevet før apostelmødet (år 48-49) og er dermed det ældste Paulusbrev. Mener man, at Gal 2,1-10 svarer til ApG 15,1-21, er brevet skrevet på den anden missionsrejse (år 49-52). Er man tilhænger af landskabsteorien, er Galaterbrevet affattet kort tid forud for Første Korintherbrev under Paulus’ treårige ophold i Efesos (52-55), det vil sige i år 54 eller begyndelsen af år 55.
Anledningen til brevet var alarmerende meldinger om, at nogle judaistiske vranglærere var på spil i Galatien. De forlangte, at de omvendte hedninger skulle holde Moseloven, især det som angik omskærelsen og festdagene, for at få retten til Kristi frelsesgoder. Det dybt betænkelige var, at de krævede bestemte lovgerninger som vilkår for frelse i stedet for tro på Kristus og hans retfærdighed. Deres strategi var at bekæmpe Paulus og det evangelium, han forkyndte. Galaterne var allerede begyndt at fejre sabbat og jødiske højtider (4,10). Det næste var, at de også lod sig omskære (5,2-3). Dermed ville judaisterne have vundet en fuldstændig sejr. Kristendommen ville blive en jødisk sekt – og de troende ville miste friheden i Kristus. Det er dybt tragisk at læse om, hvor mange der i en ung menighed var faldet fra Kristus.
I denne situation skriver Paulus et flammende kampskrift om den kristne frihed, præget af sjælesørgerisk omsorg for de menigheder, han har stiftet. Det store problem er: Bliver vi frelst af nåde alene ved tro på Kristus, eller kræves det tillige, at vi holder loven og dens ceremonier? Brevet vidner om apostelens intense engagement for menighedernes ve og vel. Nidkærheden skifter mellem heftig vrede og inderlig varme. Paulus veksler mellem forbandelser, advarsler, indtrængende bønner og formaninger. Han forkynder med kraft og styrke, at retfærdighed og frelse ikke vindes ved lovens gerninger, men alene ved tro på Kristus.
Galaterbrevet er et kampskrift mod en religiøsitet, som har været en konstant fristelse for den kristne kirke, og som sandsynligvis vil vedblive at være det. Vranglæren kan antage nye former, men faren for at bygge kristentroen på egne gerninger i stedet for på Kristus og hans retfærdighed, som man får ved tro på ham, synes at være permanent. Derfor er Galaterbrevet altid aktuelt – det brev, som er hele kristenhedens frihedsbrev.
Inddeling:
1. Hilsen og forundring (Gal 1,1-9)
2. Selvbiografi og selvforsvar (Gal 1,10-2,21)
3. Frihedens evangelium (Gal 3,1-5,12)
4. Livet i Ånden (Gal 5,13-6,10)
5. Afslutning (Gal 6,11-18).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 Paulus var det navn, han anvendte blandt græsk-talende. Han hebraiske navn var ifølge græsk-romersk form Saulus eller Saul. (Note fra 2 Kor 1,1) Apostel: Se faktaboks nedenfor. 1,2 Galatien: Se baggrundsinfo. 1,6 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel. (Note fra Mark 1,1,) 1,17 Arabien refererer til nabatæernes rige.1 1,18 Kefas: Simon Peters hebraiske tilnavn. Kefas og Petros er henholdsvis hebraisk og græsk for “klippe” (se Matt 16,18).2 1,19 Jakob, Jesu bror (egl. halvbror), var leder af menigheden i Jerusalem. Han havde oprindeligt ikke troet på Jesus som Guds søn (Joh 7,5), men i den første kristne menighed hørte han med (ApG 1,14); han havde set Jesus som opstanden (1 Kor 15,7) og regnedes tidligt som én af søjlerne i menigheden (Gal 2,9; ApG 15,13). Jakobs Brev i NT er forfattet af denne Jakob.3 1,21 Syrien og Kilikien er en romersk provins på den tid.1 1,22 Judæa står for hele Israel.1 2,1 Barnabas havde fulgt Paulus på den første missionsrejse.3 Titus er Paulus’ medarbejder.1 2,3 Græker: Han er hedning og uomskåret.1 Omskære: Se faktaboks nedenfor. 2,9 Jakob er Herrens broder. Kefas er apostlen Peter, og Johannes er apostlen Johannes, Zebedæus’ søn.1 3,10 Lovbogen: Moseloven.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1817.
3 Kurt E. Larsen, Bibelværk for menigheden Bind 16, Lohse, 1997, s. 163-165.
Faktaboks: Apostel (Til Gal 1,1)
| Apostel |
| Ordet er velkendt i den græske verden, men er her temmelig indholdsløst. Det bruges bredt som betegnelse for en udsending. Baggrunden for NTs brug af ordet må søges i den hebraiske parallel (sjaliach). Det karakteristiske for sjaliach (udsending) er, at han er sendt i en bestemt opgave og er autoriseret til at udføre den. En sjaliach repræsenterer den, der sender ham, og han har fuldmagt til at tale og handle på den sendendes vegne. En sjaliach er som den, der har sendt ham. Netop disse karakteristiske ting møder vi også hos NTs apostle. En apostel er sendt af Jesus Kristus, Matt 10,5; 1 Kor 1,1, han har fuldmagt fra Jesus Kristus, Matt 10,1; Gal 1,1, og repræsenterer Jesus Kristus, Matt 10,40; 2 Kor 5,20. Det særlige ved apostelen er derfor ikke hans egen person eller den position, han måtte have, men den, som har sendt ham. Det understreges i NT ved udtrykket: Jesu Kristi apostel. Det er Jesus Kristus selv, som giver apostelen sin betydning. En Kristi apostel er en autoriseret repræsentant for Kristus, der har fuldmagt til at tale og handle på Kristi vegne, 1 Kor 9,1; 15,10; Gal 1,15; Kol 1,25; 2 Kor 3,5-6. Gennem apostelen viderefører Kristus sit værk med samme fuldmagt og autoritet. Apostelbetegnelsen bruges altså i NT om en specielt afgrænset gruppe, der udgøres af de 12, som Jesus kaldte under sit jordeliv, Matt 10,2-4, samt Matthias, ApG 1,24-26, og Paulus, Rom 1,1. Desuden nævnes Jakob, 1 Kor 9,5; 15,7, Barnabas, ApG 14,14, Andronikos og Junias, Rom 16,7, men Paulus er den sidste i rækken af apostle, Gal 1,17; 1 Kor 15,8. Når Jesus vælger netop 12 apostle (Matt 10), må det ses som en parallel til Israels 12 stammer. Apostlene er grundlæggere af det nye gudsfolk (jf. 1 Pet 2,9). Aposteltjenesten går tilbage til mødet med den opstandne Kristus, 1 Kor 9,1; 15,8, apostelen er opstandelsesvidne, ApG 1,22. I mødet med Kristus bliver apostelen sendt med fuldmagt, Gal 1,15-16, så han er en autoriseret Kristus-repræsentant. Paulus kan således understrege sin uafhængighed af de andre apostle, Gal 1,15-17, selv om han ser sig selv som det sidste led i rækken, 1 Kor 15,3-11. Det er alene sendelsen og fuldmagten fra Kristus, der gør Paulus til apostel. Fordi apostelen er Kristus-repræsentant, skal menigheden være apostelens efterfølger, 1 Kor 4,16, holde sig til hans lære, 1 Kor 11,1; 15,3f.; Gal 1,8-9, og være lydige mod ham, 2 Kor 2,9. Begrundelsen er ikke apostelens personlige kvalifikationer eller nådegaver, 1 Kor 4,1; 15,10; 2 Kor 03,4f., men hans autorisation fra Kristus selv. Apostelen taler på Kristi vegne, 2 Kor 5,19, hans ord fører til liv eller død, 2 Kor 5,15f., han er forvalter af gudsrigets hemmeligheder, 1 Kor 4,1; jf. 1 Kor 9,17 og Kol 1,25, og har derfor mægtige åndelige stridsvåben, 2 Kor 10,4ff. Herved er apostelen åbenbaringsbærer, han skal videreføre det åbenbarede evangelium om Jesus, 1 Kor 15,3-7, vogte det fra falsk lære, Gal 1,6-10, og på den måde være med til at sikre den historiske forbindelse i læren tilbage til Jesus selv, idet den sunde lære var sikret med nedskrivningen af de apostolske skrifter i NT. Lærerfunktionen i apostelembedet går efter apostolsk tid videre i kirkens hyrdeembede, ApG 20,28-32. Endelig er apostelen kirkegrundlægger, 1 Kor 3,10; Ef 2,20. Han har et særligt kald til at evangelisere, Rom 15,16-21, så evangeliet når ud til dem, der aldrig har hørt om Jesus Kristus. Apostelen står i forligelsens tjeneste, 2 Kor 4,5, og han er her rede til at gøre alt for evangeliets skyld, 1 Kor 9,19-23. Derfor er apostelen også præget af lidelse og afsavn for Kristi skyld, Matt 10,16-25; 2 Kor 4,8-11. Apostelembedet er en tjeneste i kirken, begrundet i et kald fra Kristus selv, og det fungerer som en varig, ordnet og anerkendt tjeneste med autoritet fra Kristus som en videreførelse af hans eget embede. |
Faktaboks: Omskærelse (Til Gal 2,3)
| Omskærelse |
| Det er benævnelsen på en lille operation, hvorved forhuden på det mandlige kønslem (penis) helt eller delvis afskæres. Den anvendes af mange folkeslag ved pubertetens indtræden som en indvielse til ægteskabet, ofte forstået som en hellig handling (1 Mos 17,25 kan være en mindelse herom). Den anvendes undertiden i vor tid som en rent medicinsk-hygiejnisk foranstaltning. Hos visse folkeslag finder »omskærelse« sted også af kvinder, men den fortjener ikke navnet omskærelse, da den er en grov lemlæstelse uden mening. Allerede i pagten med Abraham indfører Gud omskærelsen som pagtstegn, 1 Mos 17,10f., gældende for Abrahams slægt, dvs. for det israelitiske folk. Undertiden er den gledet noget i baggrunden, men ved indstiftelsen af påsken, 2 Mos 12,44.48, indskærpes den på ny, således at det står helt klart, at det er omskærelsen alene, der gør en mand til medlem af pagten, ikke det at være født israelit. Af Josva 5,2–9 fremgår, at omskærelsen under ørkenvandringen igen var stillet i bero, men her efter indvandringen indføres den på ny, betegnende nok lige før en påskefest, 5,10. Senere har den åbenbart stort set været gennemført. Sportslivet i den græsk-romerske verden gennemførtes i fuldstændig nøgenhed, hvilket medførte en pinlig situation for jødiske deltagere, som derfor undertiden underkastede sig den modsatte operation for at ligne alle andre mænd, 1 Kor 7,18; herved slettede de imidlertid pagtstegnet. Også Jesus blev omskåret 8 dage gammel, som skik var, Luk 2,21.27. Herved gik han ind under forpligtelsen til at opfylde loven, og han blev den eneste, som magtede dette, fordi han var uden synd, Hebr 4,15. Derved er vi gjort døde for loven ved Kristi legeme, Rom 6,4. Allerede i GT peges der på, at omskærelsen har noget med hjertet at gøre, en indvielse til at elske Gud af hele sit hjerte, hvilket bekræftes i Rom 2,28f. og forklares yderligere i 13,10: Kærlighed er lovens opfyldelse. Ved omskærelsen indvies Israel til at være Herrens brud og leve i troskab mod ham og i kærlighed. Paulus kan derfor i Kol 2,11–12 kalde dåben for omskærelsen til Kristus. Alt, hvad omskærelsen indeholdt, bevares i den kristne menighed ved dåben, som er en aflæggelse af det kødelige legeme. Dåben som omskærelse knyttes på en særlig måde til Jesu begravelse og opstandelse. Da han begravedes, var der givet liv og blod for verdens synd; det var fuldbyrdet, og Gud satte segl og underskrift på det ved at oprejse Jesus fra de døde. Omskærelsens pagt var fuldbyrdet, loven opfyldt for os i Kristus. Derfor kan dåben med fuld ret kaldes en pagt, så Jesus i nadverens indstiftelse kan tale om den »nye pagt ved mit blod«. Også i denne pagt gælder, at den, som døbes ind i den, Kristus-omskæres til at elske den himmelske brudgom og give ham sit hjertes troskab og kærlighed. – Modsat kan vantro mennesker kaldes »uomskårne på hjerte og øre«, ApG 7,51. |
Dag 242 – Galaterbrevet 4-6
Igen tog Paulus fat i evangeliet og pegede på, at dets opgave er at frigøre mennesket fra lovens forbandelse og afguderne, vel vidende, at menneskets naturlige drift er at gå tilbage til trældom under synd, død og Djævel. Galaterne er på den vej, hvis de lader sig omskære og dermed tror sig frelste. Derimod skal de (og vi) leve i spændingen mellem kødets lyst og Åndens ledelse – og så ikke kende til anden stolthed end Jesu Kristi kors (6,14, jf. 1 Kor 2,2).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 4,6 Abba er aramaisk og betyder ‘far’.1 4,24 En pagt er en ordning, der bestemmer et menneskes vilkår (jf. Gal 3,15-18).1 Bjerget Sinaj angiver pagtens oprindelse.1 4,25 På den tid regnede man Sinajhalvøen med til Arabien.1 5,1 Trælleåg: Se faktaboks om ordet ‘åg’ nedenfor. 5,9 Surdej er en slags gær.2 5,19 Utugt er en generel term for seksuelle synder.1 5,21 Nid: Følelse af voldsomt had eller stærk misundelse.3 Svire: Drikke alkohol i større mængder, ofte på værtshus og sammen med andre.4 |
2 Kurt E. Larsen, Bibelværk for menigheden Bind 16, Lohse, 1997, s. 196.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/nid
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/svir?entry_id=11051761
Faktaboks: Åg (til Gal 5,1)
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Dag 243 – Klagesangene 1-2
“Ak!”, begynder begge kapitler og slår dermed grundtonen an i Klages. Den historiske situation var Judas folks deportation til Babylon og Jerusalems ødelæggelse. Byen blev totalt smadret, og desperationen er stor (se også Sl 137). I disse første kapitler er der meget selvbesindelse (fx 1,8: “Jerusalem har syndet”) og erkendelse af, at Herren gjorde, som han havde forudsagt (2,17). Nu var det for sent – og dog: “Bønnen er for alting godt” (DDS 583,1), og Jeremias (som muligvis er forfatteren) skriver: “Udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt” (2,19).
Indledning til Klagesangene
Jerusalem er faldet! Folket synger lange og indholdsmættede klagesange og begræder Jerusalems ødelæggelse, imens de samtidig ser hen til Gud i håb om genopbygning.
Indledning
Katastrofen var indtruffet. Jerusalem var faldet. I Klagesangene mærker vi mere end i noget andet skrift det religiøse og teologiske chok, som katastrofen i året 586 f.Kr. skabte i Israel. Jerusalems fald og ødelæggelse var ikke bare en national ulykke, men i fuldt så høj grad en religiøs katastrofe. Det var jo Gud selv, der med vældig hånd havde ført Israel ind i det forjættede land. Han havde ved en speciel udvælgelse udvalgt Zion. Helligdommen dér, templet, var på en særlig måde Guds bolig, og på den måde var den stedet for Guds nærvær i sit folk.
Dog havde profeterne advaret folket. Især Jeremias havde tidligt og sent advaret og formanet dem til at vende om til Herren deres Gud. Han havde forudsagt, hvordan det ville gå, hvis de ikke omvendte sig fra deres onde veje. Men folket havde med dets konger og ledere i spidsen stået ham hårdt imod, forfulgt og mishandlet ham og ikke fulgt hans råd. Nu var hans profetier gået i opfyldelse. Flertallet af befolkningen var bortført til Babel, templet nedbrændt og byen jævnet med jorden.
Forfatteren til Klagesangene ser klart retfærdigheden i den dom, som for syndens skyld var gået over Jerusalem. Det er tankevækkende, at han slet ikke nævner babylonierne. Han er overbevist om, at folket alene har med Gud at gøre. Der findes en stærk tone af syndsbekendelse i Klagesangene. På grund af synden har folket fået Gud imod sig. Men der findes også en håbets tone. Hvor der ikke findes noget menneskeligt håb, kan Guds forbarmende kærlighed hjælpe. Når forfatteren retter blikket opad, bliver han en herlig evangelist: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (3,22-23).
Bogen læses endnu af fromme jøder hver fredag aften ved grædemuren i Jerusalem. Den læses ligeledes i synagogerne verden over på den dag i august, hvor man mindes Jerusalems ødelæggelse. Det mest iøjnefaldende særtræk ved Klagesangenes formelle opbygning er, at de har en såkaldt akrostisk form, dvs. versene i hvert klagedigt (kapitel) har et begyndelsesbogstav, som følger rækkefølgen i det hebraiske alfabet, der har 22 bogstaver. V.1 begynder således med det hebraiske “a”, v. 2 med det hebraiske “b” osv. Kapitlet har derfor 22 vers. Dog er der undtagelser. Kap. 3 har således 3 gange 22 vers, ligesom kap. 5 er anderledes. Man ved ikke, hvem der er forfatteren. Jøderne antog – uden tvivl med rette – at det var Jeremias.
Bogen består af 5 sange, sådan at hvert kapitel danner en sang. De to første og de to sidste kan karakteriseres som nationale klagesalmer. Den tredje er en individuel klagesalme helt til v. 40, så går den også over i en national klagesalme.
Bogens inddeling:
1. Jerusalems ødelæggelse (Klages 1)
2. Bag Jerusalems ødelæggelse står Herrens vrede (Klages 2)
3. Herrens troskab og barmhjertighed giver håb (Klages 3)
4. Folkets synd er årsag til nøden (Klages 4)
5. Hjælpen består i at vende om til Herren (Klages 5).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 Hoveriarbejde: Slavearbejde.1 1,4 Zion: Jerusalem.2 1,5 Kuede: (Med magt) forhindre i at udfolde sig frit; holde nede.3 1,14 Åg: Se faktaboks nedenfor. 1,15 Persen: Presse som druer eller andre frugter knuses i ved fremstilling af fx vin eller most.4 2,19 Når vagterne skifter: Vagterne skiftede tre gange om natten.1 (Se også faktaboks nedenfor) |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 165-169.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kue
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=perse
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Dag 244 – Klagesangene 3-5
Nu ændres perspektivet en smule fra det kollektive til det individuelle og fra selvbesindelse til egentlig klage. Mon ikke samme forandring sker, når vi oplever personlige tab eller modgang? Nøden i Babylon var ubeskrivelig (se fx 4,4-5), og det er ofte i nøden, at man søger Gud. Tiden i Babylon blev en vækkelsestid (se 3,21-23.31-33.40-42), og et fornyet folk vendte hjem for at genopbygge Israel. Læg mærke til under læsningen, at der ud over den historiske situation er forudsigelse af Kristi lidelse. I den katolske kirke læser man Klages i sidste del af den stille uge.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 3,9 Kvadersten: Firkantet byggesten tilhugget af natursten, typisk granit.1 3,14 Nidviser: Vise der håner eller spotter nogen.2 3,15 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.3 3,27 Åg: Se faktaboks nedenfor. 3,32 Kuer: (Med magt) forhindre i at udfolde sig frit; holde nede.4 3,47 Grube: Gravet hul i jordoverfladen.5 4,5 Purpur: Kostbart rødviolet farvestof (dibromindigo) som allerede i oldtiden udvandtes af et kirtelsekret fra purpursnegle.6 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nidvise
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kue
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=Grube
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=Purpur
Arkæologisk note: Purpurfarvet stof fra Davids tid dukket op i Timna (Til Klages 4,5)
Purpurfarver havde en enestående betydning i antikkens verden – fra kongelig klædning til templets broderier. For første gang er der nu fundet stykker af purpurfarvet stof fra Bibelens tid i Israel.
Under den bagende sol i ørkenen nord for Eilat er der for første gang nogensinde fundet stykker af purpurfarvet stof i Israel fra den bibelske periode. En kulstof 14-analyse har dateret stofresterne til omkring år 1.000 f.Kr. og dermed til kong Davids og Salomos tid.
Videre afslørede udgravningerne, at der i Timna var en purpurfarvningsindustri. Det er også overraskende, da purpurfarven i antikken kun kunne skabes ved at udvinde et farvepigment fra murex-sneglen, der lever i Middelhavet og ikke i Det Røde Hav.
Trods en alder på 3.000 år er farvens skønhed og dybde stadig overvældende.
Stofresten på billedet måler ca. 15 × 10 mm.
Foto: © Israel Antiquities Authority.
Purpur var mere end sin vægt værd i guld
Nøglen til mysteriet ligger i den enorme betydning purpurfarven havde i antikken og i den bibelske verden. Den signalerede rigdom og magt, og den blev af såvel israelitter som grækere og romere båret af konger, herskere og præster.
Det var der flere gode grunde til. Farven var utrolig dyr at fremstille. Det anslås, at der skulle høstes flere tusinde snegle i havet for at få blot ét gram farvepigment. Det skød prisen i vejret og formodentlig forbi selv gulds vægtpris.
Dernæst var farven dyb og smuk og kendt for at besidde en stærk holdbarhed over tid. Lagt sammen gav purpur fornemme personer den perfekte mulighed for at skille sig ud fra mængden.
I togaer af purpur i roms gader
I det antikke Rom spillede purpurfarven en afgørende rolle i dette samfunds stærke magthierarki. Hvilke typer af farver, man måtte have på sin toga, var nemlig reguleret ved lov. Kun den øverste stand, senatorerne, måtte bære den mest fornemme toga med purpurfarvede striber. Det vil sige – sådan var det i hvert fald, indtil loven blev lempet, så også rige personer af lavere rang kunne få lov at bruge farven.
Men purpurkappen over dem alle forblev reserveret til ganske særlige personer: I byens mest centrale tempel, Jupitertemplet, var statuen af Jupiter iklædt en purpurfarvet kappe. Når en general havde sejret på slagmarken for Rom, kunne han blive tilkendt et triumftog. Skete det, var et af de vigtigste led i ritualet, at han blev iført denne kappe.
Purpurfarverne på bibelens sider
I Bibelens Israel spillede purpurfarven en lige så stor rolle. Faktisk bør vi sige farverne i flertal. Alt efter hvor meget lys farvepigmentet blev udsat for, kunne det nemlig tones fra violet til blåt. I 2 Mosebog læser vi således om purpurrødt og purpurblåt som de to vigtigste farver til ørkenhelligdommens broderier, ligesom hver israelit skulle have en purpurblå snor i kvasterne af deres kapper (2 Mos 26,1.31.36; 28,5-6.31; 4 Mos 15,38). Den blå nuance svarer til den blå farve, der er det moderne Israels nationalfarve.
På tværs af Bibelens mange bøger kan vi finde beretninger, hvor purpur indgår, fra kong Salomos bærestol (Højs 3,10) til Lydia i Filippi, der drev handel med purpurstoffer (ApG 16,14), og ikke mindst den afdeling romerske soldater, der spottede Jesus som jødernes konge ved at iklæde ham en purpurfarvet kappe (Mark 15,16-20). Det smukke fund i Timna bringer os helt tæt på denne virkelighed.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2021/1, af Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Dag 245 – Salmerne 104-105
“Pris skabelsens Gud”, “Pris pagtens Gud” har jeg sat som overskrift over Sl 104 og 105. De er begge store lovsange. Skaberværket afspejler både Guds kreativitet, magt og visdom I hans hånd er føde og gode gaver, og Gud er også Herre over liv og død (104,27-30). Sl 105 minder os om Guds store pagter med Abraham og hans efterkommere (i sidste ende Kristus, Gal 3,16). “Evigt husker han på sin pagt” (105,8), kan vi se ud fra Guds trofasthed under plagerne i Egypten og vandringen i ørkenen under Moses. Er Gud ikke stadig den samme?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 104 Digteren har i sin salme brugt ord og forestillinger fra forskellige skabelsesmyter (fx v.6.26), der var udbredte i området fra Egypten til Babylon og Grækenland, men de er blevet brugt helt i den bibelske skabelsesforståelses tjeneste. Måske tjener de til at understrege, at Gud ikke blot er ét lands og ét folks skaber, men himlens og jordens skaber; alle folk er inde under den omsorg, der lovprises. Især har man bemærket en række lighedspunkter med en egyptisk hymne fra 14. årh. f.Kr. til guden Aton. Forskellene er dog så store, at der næppe er tale om direkte afhængighed eller kendskab, men netop om fælles baggrund i emne, sprog og billeder.1 Salmen er bygget op, så temaerne følger de seks skabelsesdage i 1 Mos 1: 1. dag: v.1-2a; 2. dag: v.2b-4; 3. dag: v.5-18; 4. dag: v.19-20; 5. dag: v.25-26; 6. dag: v.21-23+27-30.2 104,3 Med højsal er der tænkt på de rum, der var bygget som øverste etage på rigmænds huse (Dom 3,20. 1 Kong 17,19), ofte som tron- og gildesale. Guds højsal strækker sig ud over hele himlen og er først fæstet langt uden for menneskets horisont.1 104,26 Livjatan var oprindelig navnet i kana’anæiske myter på et søuhyre, her er det dog blot et stort havdyr, velsagtens en hval eller krokodille (Job 40,25-41,3), der er skabt til at lege i havet – så forunderlig rig og ødsel er Gud! DOs forståelse af teksten er ikke umulig, men det er sprogligt mere nærliggende at oversætte v.26b: dér er Livjatan, som du skabte til at lege med. Det frygtindgydende uhyre er blot et kæledyr, Gud leger med! Måske er der et ironisk hip til samtidens mytologiske forestillinger.1 105,1 Halleluja betyder: Lovpris Herren.1 105,23 Kams land: Kam var stamfader til bl.a. Misrajim, der er det hebraiske navn for Egypten (1 Mos 10,6); her bruges Kams land som synonym for Egypten (Sl 78,51).1 105,40 Om vagtler og mannaen se 2 Mos 16,2-4.13-15.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 218-221.
Dag 246 – Joels bog 1-4
Joel er bedst kendt for sin store Helligånds-profeti i kap. 3, som opfyldes og citeres af Peter pinsedag (ApG 2,17-21). Inden da kalder Joel folket (særligt præster og ældste – 1,2 ; 2,13-14) til omvendelse. Tidspunktet for græshoppeplagen (1,2-12) og derfor dateringen af bogen er omdiskuteret. Nogle daterer (ud fra en teori om, at 12-profet-bogen er ordnet kronologisk, og Joels bog derfor er næstældst) til 9. årh. f.Kr., andre omkring 500-450 f.Kr. Mere afgørende er naturligvis budskabet om omvendelse, forventningen til Helligåndens udgydelse (kap. 3) og den endelig dom og frelse i Kristus (kap. 4).
Indledning til Joels bog
Joel udlægger den aktuelle plage af græshopper som Guds dom – og forudsiger en ny tid.
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1331
Indledning
Joels far hed Petuel. Det er det eneste, vi ved om ham. Nogle mener, at han er den ældste af de skrivende profeter, andre at han er en af de yngste. I sine profetier henvender han sig til Zion og Jerusalem, mens Nordriget overhovedet ikke nævnes. Derfor mener mange, at han har levet og virket i Jerusalem.
Udgangspunktet for Joels profetier er en voldsom græshoppeplage, der er gået over landet. Denne hjemsøgelse bliver et billede på Herrens dag, som er frygteligere end det forvarsel, de netop har fået i græshoppeplagen. Joel vil berede folket til at møde denne dag.
Bogens to store hovedtanker er Herrens dag og Åndens udgydelse. Herrens dag peger frem mod verdensdommen, mens Åndens udgydelse peger frem mod pinsedag og Herrens endelige fredsrige på jord. Bogen vidner stærkt om, at Gud er historiens Herre, for hvem ikke blot fortidens og nutidens, men også fremtidens og endetidens historie hænger sammen i én stor guddommelig handlen med sit folk. Udgangspunktet er nutiden, men perspektivet er frelsestiden og endetiden. Det hele er samlet omkring Zion som det sted, forjættelserne er knyttet til, og hvor Herren bor. En har udtrykt det sådan: “Joel profeterer om Kristi rige, om Helligåndens udgydelse og om det evige Jerusalem”.
Bogens inddeling:
1. Græshoppeplagen (Joel 1,1-12)
2. Omvendelsens frugter (Joel 1,13-2,27)
3. Åndsudgydelsen (Joel 3)
4. Dommen over folkeslagene og Israels frelse (Joel 4).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 247 – Nahums bog 1-3
Profeten Nahum var samtidig med Jeremias og Sefanias. Hans budskab var særligt rettet mod Nineve og assyrerne, og Nahum har formentlig fået sit budskab fra Gud kort tid før Nineves fald i 612 f.Kr. Nineves ondskab står som et billede på AL verdens ondskab, der skal få sin retfærdige straf fra Gud. På den anden side er der godt budskab til dem, der søger tilflugt hos Gud (1,7), og missionens tidsalder forudsiges (2,1 – jf. Es 52,7 og Rom 10,15).
Indledning til Nahums bog
Gud var på nippet til at udløse et smertehelvede over Nineve som en dom for dets synder.
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1373
Indledning
I en betagende poesi og med kraft og majestæt beskriver Nahum både Gud som historiens suveræne hersker og forudsiger samtidig Ninives fald. Vi kender kun Nahum fra Nahums Bog, hvor han i begyndelsen omtales som elkoshitten. Vi kender ikke med sikkerhed byen Elkosh’s beliggenhed eller den nøjagtige tidsangivelse for Nahums virke, men der er nogle sikre holdepunkter. Hans profetier om den assyriske hovedstad Ninive går i opfyldelse i 612 f. Kr., hvor byen blev erobret af babylonierne og mederne. Samtidig fremgår det af 3,8, at byen No-Amon, bedre kendt under det græske navn Theben, vore dages Luxor, er indtaget af assyrerne. Det skete i 663. Det er i løbet af denne periode, at Nahum er trådt frem med sit budskab.
Første gang, vi i Bibelen hører om Ninive, er i 1 Mos 10,11, hvor der fortælles om dens grundlæggelse. Den lå i det nuværende Irak. Ninive blev senere hovedstad i det store assyriske verdensrige, som erobrede det ene folk efter det andet. Det var datidens krigerfolk, der var frygtet for deres store grusomhed. I 722 erobrede assyrerne Nordriget, hvor mange af israelitterne blev bortført østpå til det store assyriske rige.
Nahums budskab er eksklusivt rettet mod Ninive. Han er den eneste profet, der ikke har et advarsels- eller domsord til sit eget folk. Ninive falder, fordi assyrernes mål af ondskab og grusomheder er fuldt. Nahum giver et vigtigt bidrag til forståelsen af Gud som historiens herre, der er langmodig, men som ikke for altid bærer over med et folk, som i hovmod sætter sig op mod hans vilje.
Bogens inddeling:
1. Herren som verdenshistoriens strenge og retfærdige dommer (Nah 1,1-8)
2. Herrens dom over Ninive (Nam 1,9-2,1)
3. Profetisk skildring af Nineves fald (Nam 2,2-14)
4. Veråb og spottesang over Nineve (Nam 3,1-19).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 248 – Sefanias bog 1-3
Sefanias’ Bog er et af de skarpeste budskaber i hele GT til Israels eget folk. Mere præcist er det rettet mod Sydriget, for Nordriget var gået under på dette tidspunkt. “Jeg udrydder alt fra jordens overflade” (1,2) minder om syndfloden i 1 Mos 6-8. “Herrens dag” er dommens dag – i første omgang er det babyloniernes indtagelse af landet, men noget af sproget finder vi igen i Åb’s tale om den endelig dom. Til slut i bogen tales der om “Israels rest”, som er de troende blandt folket, der stoler på Herrens navn. Sefanias profeterede, at folket igen skulle vende tilbage til deres eget land.
Indledning til Sefanias bog
Gud vil udslette alt og genoprette alt: Israel, Juda og de omkringliggende nationer. Alt falder under dommen, og så bliver alt meget, meget bedre.
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1385
Indledning
Sefanias virkede, mens Josija (640-609) var konge i Sydriget. Han var af kongelig slægt, idet hans tipoldefar var den fromme kong Hizkija, der regerede Sydriget i 715-687 (2 Kong 18-20. 2 Krøn 29-32). Hvis Sefanias er blevet opdraget i sin tipoldefars ånd, må der have været åndelige spændinger inden for kongeslægten, idet Hizkijas søn Manasse og hans sønnesøn Ammon var meget ugudelige. Men i 640 blev Hizkijas oldebarn Josija konge, og han tog i 622 et stærkt opgør med afgudsdyrkelsen. Man må formode, at Sefanias har virket før Josijas reformation i 622, ja hans alvorlige doms- og omvendelsesforkyndelse (1,2-2,3) har måske været medvirkende til Josijas åndelige udvikling, der gjorde ham til reformator (2 Kong 22,1-23,30. 2 Krøn 34-35).
Stærkere end nogen anden profet forkynder Sefanias Herrens dag, hvor straffen skal ramme enhver, der er afgudsdyrker, hvad enten han tilhører Herrens eget folk (1,2-2,3; 3,1-8) eller et af de mange folkeslag (2,4-15). Mens også denne domsprofet forkynder trøsteord, idet han slutter med udsagn om frelsen i den sidste tid (3,9-20). Den bog, der begynder med domsforkyndelsens basunrøst, slutter med løftets herlige toner.
Bogens inddeling:
1. Sefanias og hans tid (Sef 1,1)
2. Dommen over Juda og Jerusalem (Sef 1,2-6)
3. Herrens dag (Sef 1,7-2,3)
4. Dom over de fremmede folkeslag (Sef 2,4-15)
5. Dom over Jerusalem (Sef 3,1-8)
6. Frelsen for Israels rest (Sef 3,9-20).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 249 – Johannesevangeliet 1-2
Velkommen til Johannesevangeliet og en vidunderlig læseoplevelse. Vore fire evangelier har forskelligt kronologisk udgangspunkt. Da vi læste Mark, begyndte vi i ørkenen med Jesus som 30-årig. Lukas begynder et halvt år før Jesu fødsel, men Johannes går tilbage til skabelsen (jf. 1 Mos 1,1): “I begyndelsen… var Ordet”. Johannes afbildes ofte med ørnen, som har det store overblik, og Johannes fortæller Jesushistorien fra Guds synsvinkel, men vægt på Kristus som Gud og i nogle tilfælde temmelig anderledes end “de synoptiske evangelier” (Matt, Mark og Luk). Der er 7 tegn i Joh – det første i 2,1-11.
Indledning til Johannesevangeliet
Johannes skrev sit evangelium som en række af tegn, så læseren kunne komme til tro på Jesus og have liv i hans navn. (Joh 20,30-31)
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1606
Introduktion
Hvem skrev det evangelium, der adskiller sig fra de tre første i stil, opbygning og indhold? To steder møder vi et øjenvidneudsagn (19,35; 21,24). Forfatteren var med på Golgata og ved Genesaret Sø, da den opstandne viste sig for disciplene. Han må være en palæstinensisk jøde, da han afslører et godt lokalkendskab til steder, bygninger og skikke i Palæstina og samtidig skriver korrekt græsk med visse semitiske træk.
Navnet Johannes er ikke nævnt i evangeliet. Derimod bruger forfatteren flere steder udtrykket den discipel Jesus elskede om sig selv (13,23; 19,26; 20,2; 21,7.20). Det peger på en person, som stod Jesus særlig nær. Det ved vi, at Peter, Jakob og Johannes gjorde. I 13,23-24 og 20,2 nævnes den discipel, Jesus elsker, sammen med Peter. Altså er Peter udelukket. Tilbage har vi de to Zebedæussønner, men ApG 12,2 fortæller, at Jakob blev henrettet med sværd. Det skete sandsynligvis år 44. Det tyder på, at forfatteren må være apostlen Johannes. Det understreges også af den oldkirkelige tradition.
Vi kender kun Johannes’ liv stykkevis. Han var søn af Salome og fiskeren Zebedæus, der måske har været en veletableret fiskeskipper, da han havde daglejere (Matt 4,21; 27,56. Mark 1,20; 15,40). Deres hjem var i Kapernaum (Matt 4,13.21). Johannes var nok yngre end Jakob, eftersom han flere steder i evangelierne kaldes Jakobs bror (Mark 1,19; 3,17).
Johannes sluttede sig til Johannes Døber (1,35-40). Da han hørte Døberens vidnesbyrd om Jesus, forlod han sammen med Andreas Døberen for at følge Jesus. Ved Genesaret Sø fik han og broderen kaldet til at blive menneskefiskere (Matt 4,21. Luk 5,10-11). Da forlod de både deres far og fiskerbåden for at følge Jesus. Sammen med Peter og Jakob hørte Johannes til inderkredsen i discipelflokken (Mark 5,37. Matt 17,1; 26,37). De to brødre fik af Jesus tilnavnet “Tordensønner” (Mark 3,17). Baggrunden siges ikke direkte, men Mark 9,38-39 og Luk 9,49.54-55 antyder, at de sandsynligvis havde et voldsomt temperament. Overraskende nok er det netop Johannes, som har fået betegnelsen kærlighedens apostel, og som så stærkt, især i sine breve, understreger, at mødet med Kristi kærlighed skal give sig udslag i næstekærlighed. Eller måske et det netop ikke så overraskende. Som få andre havde han indset nødvendigheden af Kristi kærligheds nyskabende kraft i et menneskes liv og selv oplevet det. Jesus overlod ham ansvaret for sin mor, da han hang på korset (19,26-27). Peter og Johannes var de første apostle, som kom til Jesu grav påskemorgen (20,3-10), og Johannes var den første, der genkendte Jesus, da han åbenbarede sig for dem ved Genesaret Sø.
I Apostlenes Gerninger møder vi Johannes flere gange, oftest sammen med Peter (1,13; 3,1-11; 4,13-22; 8,14). I 12,2 nævnes Jakob som Johannes’ bror, måske fordi Johannes i urmenigheden var mest kendt af de to. Paulus betegner Johannes som en af søjlerne i menigheden (Gal 2,9). Den oldkirkelige tradition hævder (næsten) enstemmigt, at Johannes tilbragte den sidste del af sit liv i Efesos, hvor Paulus mange år tidligere havde opholdt sig (ApG 19). Vi ved ikke, hvornår han kom dertil, men han fik en ledende stilling i menigheden. Så blev han forvist til øen Patmos (Åb 1,9), men vendte tilbage til Efesos, hvor han døde i kejser Trajans regeringstid (98-117). Vi ved ikke, om Johannes skrev sit evangelium før eller efter opholdet på Patmos.
Johannes henvender sig et par steder direkte til læserne (19,35; 20,31), men uden at sige hvem de er, eller hvor de findes. Oplysninger om jødiske højtider (2,13; 6,4; 7,3; 11,55) og forklaring af jødiske skikke (2,6; 4,9; 19,40) kan tyde på, at evangeliet i første række er rettet til hedningekristne. Johannes har valgt at fortælle om syv af Jesu offentlige tegn (2,1-12; 4,43-54; 5,1-18; 6,1-15. 16-21; 9,1-41; 11,1-44), og i 20,31 fortæller han hvorfor – nemlig for at læserne skal tro, at Jesus er Kristus og dermed få evigt liv. Desuden har Johannes gengivet en række af Jesu taler og udsagn om sig selv, bl.a. de syv “Jeg-er-ord” (6,35; 8,12; 10,7.11; 11,25; 14,6; 15,1). Pointen er, at læseren skal modtage Jesus i tro.
Det svarer til, at Johannes beskæftiger sig meget med menneskers reaktion på Jesu ord og gerninger; deres forskellige måde at reagere på deler dem i første omgang i tre grupper: 1. Disciplene, som tror på Jesus (fx 2,11; 4,39.42.53; 9,38; 14,23-24; 17,8). 2. Jøderne, som afviser Jesus (fx 5,16; 6,41-42. 60-61. 66). 3. Mellemgruppen, som i udgangspunktet har en positiv indstilling til og en overfladisk tro på Jesus, men som alligevel ikke forstår sandheden om ham (fx 2,23ff; 7,31; 8,30; 10,42). I virkeligheden er der dog kun to grupper – dem, der tror på Jesus og dem, der forkaster ham. Det kommer i Johannesevangeliet tydeligt frem ved, at disciplenes tro i løbet af evangeliet bliver mere og mere afklaret (med et højdepunkt i Marthas bekendelse 11,27), samtidig med at jøderne bliver mere og mere opsatte på at slå ham ihjel (5,18; 7,30; 8,59; 10,31; 11,53.57), mens midtergruppen tvinges til at vælge side (fx 8,31).
Johannesevangeliets opbygning og indhold:
1. Prolog (Joh 1,1-18)
2. Jesus åbenbarer sin herlighed for folket i tegn og tale (Joh 1,19-12,50)
3. Jesus åbenbarer sin herlighed for disciplene (Joh 13,1-17,26)
4. Jesus åbenbarer sin herlighed i lidelse, død og opstandelse (Joh 18,1-20,31)
5. Epilog (Joh 21,1-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,21 Profeten: Moses havde forudsagt, at en profet som ham selv, skulle komme (se 5 Mos 18,15).1 1,28 Byen Betania er ukendt, det er ikke den samme Betania, som vi kender i nærheden af Jerusalem.1 1,31 Jeg kendte ham ikke: Johannes Døberen erkender, at han ikke oprindeligt vidste, at Jesus var Guds søn (v. 31 og v. 33). Naturligvis kendte Johannes Døberen Jesus. Ifølge Luk. 1,36 var de jo i familie med hinanden. Men da Jesus blev døbt og modtog Ånden, blev Johannes Døberen klar over, at Jesus var den, der skulle komme, og dette åbenbarer han derfor for Israel.2 1,35 Disciple: Se faktaboks nedenfor. 1,42 Kefas er det aramæiske ord for klippe (se Matt 16,18).1 1,45 Nathanael vidste, at GT’s profeter havde forudsagt, at Messias skulle blive født i Betlehem. Desuden var Nazaret en ukendt landsby. Nathanael kunne simpelthen ikke forstå, at en så vigtig person som Messias kunne komme fra et så ubetydeligt sted som Nazaret.1 1,47 Svig: Det at bedrage eller svigte nogen; uærlig og bedragerisk opførsel.3 2,1 Den tredje dag: Dvs. Nogle dage efter de begivenheder, der er fortalt i kapitel 1.2 Kana lå ca. 7 km nordvest fra Nazaret.1 2,6 Jødernes regler for renselse: F.eks. vaskede man sine hænder forud for et måltid.2 To til tre spande: Dvs. 72 til 108 liter.1 2,8 Skafferen: Person, der ordner og leder en festlig sammenkomst, et (bonde)gilde olgn.; især i tidligere tid ved bondebryllup olgn.4 2,14 På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge: Jesus gik ind i hedningernes forgård, hvor der foregik en livlig handel med offerdyr. Det var praktisk for pilgrimme, der kom rejsende langvejsfra, at de kunne købe offerdyr tæt på brændofferalteret. Desuden fandtes i hedningernes forgård en række boder, hvor man kunne veksle penge. Alle jøder skulle betale tempelskat, og den skulle udredes i en speciel mønt, en såkaldt dobbeltdrakme. På den måde blev hedningernes forgård til et handelstorv.2 2,17 Nidkærhed: Det at holde meget strengt øje med at noget overholdes, udføres på en bestemt måde, følger bestemte regler eller principper, el.lign.; det at være meget eller overdrevent omhyggelig.5 2,23 Påskefesten: Se faktaboks nedenunder |
2 Bibelværk for menigheden Bind 14, Peter Legarth, Lohse, s. 33-40.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svig
4 https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=skaffer
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nidk%C3%A6rhed
Faktaboks: Discipel
| Discipel |
| I hele Orienten var det både på gammel- og nytestamentlig tid normalt, at lærde mænd som f.eks. filosoffer samlede disciple eller elever omkring sig. Eleverne skulle lære af mesteren i filosofien – så filosoffens lære kunne blive bevaret for eftertiden. Hos jøderne havde de skriftkloge (rabbinerne) på Jesu tid discipelskoler, hvor eleverne blev oplært i fædrenes overleveringer (bl.a. de forskellige love og regler, som ikke fandtes i GT). Paulus var inden sin omvendelse elev af en berømt rabbiner (Gamaliel, ApG 22,3) og således oplært til at tage vare på fædrenes overleveringer. I bibelsk sammenhæng møder vi det samme hos dem, der var udvalgt af Gud til at forkynde Guds ord. Profeterne i GT havde disciple, som de lærte op – så de kunne blive uddannet til at forkynde Guds ord blandt folket og være med til at bære dette ord videre til næste generation (1 Sam 19,18-24; 2 Kong 2,3ff.; Es 8,16). Johannes Døber samlede disciple omkring sig, Matt 11,2; Joh 3,25, – dvs. elever, som var grebet af Johannes’ forkyndelse om Messias, som skulle komme. Også Jesus samlede mange disciple omkring sig. For alle, som tog imod Jesu budskab om Guds rige, kom til tro på ham, og sluttede sig til ham, kaldtes disciple eller elever, Luk 6,17; Joh 4,1. Discipelskaren var stor men også vekslende, fordi ikke alle disciple holdt fast ved Jesus, Mark 2,15; Joh 6,66. Ud af den store discipelskare vælger Jesus de tolv apostle (se også faktaboks om Apostel) og giver dem en særlig stilling, Matt 20,17, og fuldmagt til at forkynde evangeliet. Jesus udsendte også 72 disciple, som skulle forkynde evangeliet og gøre nogle af de gerninger, som hører Messias-tiden til, Luk 10,1ff. Jesu gerning var i hastig udvikling og vækst – derfor var der brug for, at disciplene drog omkring, Mark 6,7ff. At Jesus samlede disciple omkring sig som andre »lærde«, er i sig selv ikke noget særligt. Men at være Jesu elev indebærer alligevel andet og mere end at være elev af f.eks. en filosof. Jesu disciple har i lighed med andre elever fået deres mesters ord indprentet, for at de skulle give dem videre. Men elevforholdet til Jesus indebærer også et personligt forhold til ham. Det afgørende for en Jesu elev er at følge ham, – dvs. at stille sit liv i hans tjeneste. »Følg mig« er discipelforholdets begyndelse, Mark 1,17; Matt 4,19, og egentlig hele discipelforholdets væsen. For kendetegnet på en Jesu discipel kommer frem i efterfølgelsen, Matt 8,19, og i at vidne om Jesu ord og gerninger, Luk 19,37–40. Jesu elever »bindes« ikke kun til hans lære og forkyndelse – men til Jesus selv. Discipelforholdet til Jesus medfører et livsfællesskab med ham, som udfolder sig i efterfølgelsen. Discipelforholdet hviler på et bestemt løfte, som er kraftens kilde for en Jesu discipel: »Bliv i mig, og jeg bliver i jer« (Joh 15,4). Dette er hemmeligheden ved at være Jesu elev. Samtidig står discipelskabet under et bestemt fortegn, som Johannes Døber var den første til at erfare: Jesus vokser – mens disciplen bliver mindre, Joh 3,30. |
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Faktaboks: Rabbi
| Rabbi |
| Titlen rabbi, som betyder »min herre«, blev normalt anvendt, når en discipel henvendte sig til den skriftkloge; men det var også en almindelig tiltaleform over for religiøse lærere og lærde i det hele taget. Både Johannes Døber, Joh 3,26, og Jesus kaldes rabbi. Jesus tiltales sådan af sine disciple, Joh 1,38, af folk, der henvender sig til ham med bøn om hjælp, og af de skriftkloge og farisæerne. Han har åbenbart selv billiget denne tiltaleform, Matt 26,25, frem for mere religiøst ladede titler som Messias og lignende. Det nogle gange brugte rabbuni, Mark 10,51, havde samme betydning, men havde måske lidt finere klang. I NT er rabbi som regel gengivet med det græske ord for lærer, som på dansk er oversat med »mester«. |
Tabel: Syv tegn
Billeder
Figentræ (Til 1,50)
Et figentræ var et godt sted til at meditere over Skriften og bede, sådan som det omtales i rabbinsk litteratur.
www.bibleplaces.com
Stenkar (Til 2,6)
Stenkar var dyrere end kar af keramik, men de havde den fordel, at de ifølge rabbinske bestemmelser kunne renses efter rituel urenhed. Denne type kar er velkendt fra Jerusalem og andre steder i det 1. århundrede e.Kr. Denne udstilling blev fotograferet på Israel Museum.
www.bibleplaces.com
Dag 250 – Johannesevangeliet 3-4
Joh 3,16 kaldes “Den lille Bibel”, fordi Bibelens centrale budskab her samles i ét vers. Prøv at lære det udenad og sæt dit eget navn ind i stedet for “verden” og “enhver”. Johannes er god til modsætninger: Lys / mørke, liv / død, kød / ånd. Prøv at finde det i teksten. Jesus og samaritnerens samtale i kap. 4 er et gribende eksempel på sjælesorg og evangelium på højeste plan. Afsnittet slutter med Jesu andet tegn.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 3,1 Jødernes råd: Se faktaboks nedenfor. 3,14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen: Der hentydes til beretningen i 4 Mos 21,4-9.1 4,4 Samaria: Se faktaboks nedenfor. 4,5 Det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef: Jakob havde købt dette stykke jord (se 1 Mos 33,18f), som han gav til Josef på sit dødsleje (se 1 Mos 48,21f).2 4,46 Den kongelige embedsmand var ansat hos den jødiske konge, Herodes Antipas, han var derfor sikkert jøde.1 |
2 Bibelen Ressurs, Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Norsk Bibel, s. 1616.
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Faktaboks: Samaritaner
| Samaritaner |
| Befolkningen i landsdelen Samaria var et blandingsfolk. Efter at det israelske Nordrige var faldet for assyrerne i år 722 f.Kr., blev størstedelen af indbyggerne deporteret. Assyrernes politik gik ud på at forflytte folkeslagene og blande dem, og det lykkedes også i dette tilfælde. De tilbageblevne jøder i Samaria giftede sig ind i de tilflyttede familier fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim, og efterhånden blandedes religionerne sammen (2 Kong 17). Den jødiske gudsdyrkelse synes dog at have fået overvægten. Sydrigets beboere var for sin part blevet deporteret til Babylon år 597, og da de efter persernes magtovertagelse begynder at vende tilbage for at bosætte sig i Jerusalem på ny og bygge templet op igen, møder de stor modstand fra samaritanerne. Disse ender med at bygge deres eget tempel på bjerget Garizim og fortsætter med at tilbede og holde påske der, også efter at dette tempel ødelægges af jøder i 128 f.Kr., Joh 4,20. Samaritanernes bibel består kun af de fem Mosebøger, som på visse punkter viser sig at ligge nærmere op ad den gamle græske oversættelse af GT end ad jødernes hebraiske tekst. På Jesu tid havde jøderne fortsat en fjendtlig holdning til samaritanerne, de var fremmede, som man ikke plejede omgang med. Samaritaner var en nedsættende betegnelse, Joh 8,48, og når man var på rejse mellem Galilæa og Judæa, valgte man hellere en omvej gennem Jordandalen end at rejse gennem Samarias landsbyer. I sit jordeliv indtog Jesus nogenlunde den samme afventende holdning til samaritanerne som til hedningerne. Således pålagde han udtrykkeligt de tolv ikke at gå til samaritanernes byer, da han engang sendte dem ud at prædike. Men efter sin opstandelse bød han dem lige så udtrykkeligt at være hans vidner også i Samaria, ApG 1,8, og ved Filips virke var samaritanerne de første ikke-jøder, der kom til tro på Jesus og blev døbt (ApG 8). På den anden side lader Jesus i en af sine lignelser netop en samaritaner være den, der øver barmhjertighed mod en nødstedt mand. Jesus viser derved, at han ikke anerkender de traditionelle grænser for, hvor langt næstekærlighed strækker. En anden gang fremhæver han en helbredt spedalsk samaritaners taknemmelighed på bekostning af de utaknemmelige jøder. Det bedste eksempel på Jesu holdning til samaritanerne er dog hans møde med kvinden ved Jakobs brønd i nærheden af byen Sykar (Joh 4). Han belærer hende om, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed og ikke på det ene eller det andet bjerg. Ikke blot denne kvinde, men en stor del af landsbyen kommer til tro ved Jesu ord i løbet af de to dage, han bliver hos dem. Den dag i dag eksisterer der i Israel fortsat en lille gruppe samaritanere, der har bevaret deres religiøse egenart. |
Billeder
Samaritanske tempel (Til 4,20)
Samaritanerne byggede et tempel på Garizims Bjerg i det 5. eller 4. århundrede f.Kr. Dette samaritanske tempel var udformet efter forbillede af templet i Jerusalem. Antiochos IV vanhelligede det samaritanske tempel og indviede det til »Zeus, gæstevenskabets beskytter« (2 Makk 6,2). I 129 f.Kr. ødelagde Johannes Hyrkanos templet fuldstændigt.
Den byzantinske kirke i det rektangulære anlæg ligger oven på det sted, hvor det samaritanske tempel lå, men rester af templet er blevet fundet i udkanten af området.
www.bibleplaces.com
Dag 251 – Johannesevangeliet 5-6.21
38 års sygeleje gav et deprimerende liv, og lige så befriende var Jesu helbredelse af ham. At dette 3. tegn skete på en sabbat, blev udgangspunkt for en diskussion med jøderne om Jesu identitet. Her får Jesus sagt meget både om sig selv (kristologi) og om Skrifterne, som i dag står som grundsten i vores tro. Fx at Jesus er Gud og menneske (5,19-23) og at Skrifterne (dengang GT) vidner om Kristus (5,39.46). Brødunderet (4. tegn) og vandringen på søen (5. tegn) pegede i samme retning og samlede både modstandere og tilhængere.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 5,2 Fåreporten var i muren rundt om Jerusalem i nærheden af templet. Gennem denne port blev de får ført, som skulle ofres. Dammen Betesda var omgivet af søjlegange på fire sider, med en femte søjlegang placeret ved den mur som skilte den nordlige og sydlige dam.1 5,10 Jøderne henviser til jødiske ledere, som var medlemmer af rådet. Moseloven lærte, at sabbatten skulle være anderledes end andre dage. På den dag måtte hverken mennesker eller dyr arbejde. Profeten Jeremias havde givet forbud mod at bære byrder eller arbejde på sabbatten (Jer 17,21f). Nehemias havde gjort det klart, at det var forbudt at drive handel på sabbatten, som om det var en almindelig dag (Neh 13,15–19). Gennem årene havde de jødiske ledere samlet tusindvis af regler og forbud knyttet til sabbatten. På Jesu tid havde de defineret 39 forskellige former for arbejde. Ifølge disse var det for eksempel forbudt at bære møbler og endda at give medicinsk hjælp på sabbatten. Jesus brød ikke loven, men gik imod de traditioner, som farisæerne havde ladet vokse frem som et tillæg til loven.1 6,1 Johannes fortæller, at Galilæas Sø også bliver kaldt Tiberias Sø. Dette viser, at dette evangelium blev skrevet for dem, som opholdt sig uden for Israel. Jøderne kaldte den Genesaret Sø, mens romerne kaldte den Tiberias, opkaldt efter byen, som Herodes Antipas byggede på søens vestbred til ære for kejser Tiberius.1 6,7 En denar var en dagløn for en arbejder (se Matt 20,2). To hundrede denarer er dermed næsten to tredjedele af en årsløn.1 6,19 Femogtyve til tredive stadier: 1 stadie = Ca. 185 m.2 |
2 MÅL, VÆGT OG MØNT, Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731.
Billeder
Betesda (Til 5,2)
De fem søjlegange, som Johannes beskrev, er vist på denne model af Jerusalem, der nu er udstillet på Israel Museum. Fire af søjlegangene omgiver dammene på alle fire sider, mens den femte blev bygget oven på dæmningen, der adskilte de to damme. De syge sad i skyggen under søjlegangene, mens de ventede på at blive helbredt.
www.bibleplaces.com
Dag 252 – Salmerne 106-107
“Pris historiens Gud” og “Pris den trofaste Gud” kunne være overskrifter over Sl 106 og 107. Udgangspunktet er folkets egen skyld (106,6: “VI har syndet med vore fædre”) – og så Guds nåde (106,8 eller 106,43: “Gang på gang reddede han dem”). Resten af frelseshistorien i fortid og fremtid er en udfoldelse af dette tema – kan du genkende det i dit eget liv? Sl 107 begynder med GT’s tema og udfolder det både historisk og åndeligt. Fire gange gentages ordene: “De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker”. Moderne lovsange kritiseres nogle gange for gentagelser – men det kan også være på sin plads!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 106,15 Israel glemte imidlertid hurtigt Guds godhed og ville ikke afvente, hvorledes Gud ville føre dem til det forjættede land, men levede kød her og nu (2 Mos 16, jf. dog 4 Mos 11, der tydeligt klinger med I skildringen her). Gud gav dem kød i overflod, men sendte samtidig svindsot imod dem. Det sidste siges ikke direkte i 2 Mos 16, men er formentlig udlægning af 4 Mos 11,33-34.1 Svindsot: Smitsom infektionssygdom som viser sig som betændelsesprocesser i forskellige væv og organer, især lungerne.3 106,17 Opgøret mod Moses og Aron stod bl.a. Datan og Abiram bag (4 Mos 16).1 106,19 Horeb er et andet navn for Sinaj eller en del af Sinaj.2 106,22 Kam er også et udtryk for Egypten (se til Sl 78,51).1 106,25 Murre: Lavmælt (og for sig selv) give udtryk for sin utilfredshed.4 106,28 Kort før indvandringen i Kana’ans land fandt dyrkelsen af Ba’al-Peor sted, en moabitisk gud, der dyrkedes på bjerget Peor lidt øst for Det Døde Hav nordende.1 106,30 Præsten Pinehas adlød Herrens ord og standsede derved Guds vredes straf.2 106,32 Moses slog to gange – på Guds befaling – vand af en klippe ved Meriba (2 Mos 17,1-7. 4 Mos 20,2-13).1 106,48 Dette vers danner afslutningen på Salmernes fjerde Bog.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 223-225.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svindsot
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=murre
Dag 253 – Johannesevangeliet 6.22-7
Johannes har ikke Jesu nadverindstiftelse med ligesom de “synoptiske” evangelier (altid i tredjesidste kapitel) – men så har han kap. 6 om “den mad, som består til evigt liv” (6,27) og Jesus som “livets brød” / “det levende brød” (6,48.51). Ud over 7 tegn har Joh også 7 “jeg er-ord”, hvor Jesus ud over at identificere sig med Gud (jf. 2 Mos 3,14) siger noget centralt om sig selv – her altså “livets brød”. Det gav intense diskussioner med jøderne – og Jesus gav dem de stærke ord i 7,37-38.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,23 Byen Tiberias ligger ved en fjeldskrænt på vestsiden af Galilæas Sø. Den blev bygget af Herodes Antipas (ca. år 20 efter Kristi fødsel) og fik sit navn efter kejser Tiberius. Byen er bygget på en gammel gravplads, og stedet, som blev bosat, hed tidligere Rakkat (Jos 19,35). På grund af dette blev byen erklæret uren for jøderne, som ikke ville gå ind i den. Selv om byen var en vigtig by på Jesu tid, findes der ingen skriftlig beretning om, at han nogensinde besøgte den. Efter Jerusalems fald i år 135 e.Kr. blev Tiberias ironisk nok et center for uddannelsen af rabbinere. Her blev Mishnah færdiggjort ca. år 200 e.Kr., og den første Talmud blev færdiggjort ca. år 400 e.Kr. Det punktsystem, som senere blev brugt af Masoreterne som vokaler til den hebraiske tekst, blev først udviklet i Tiberias.1 6,41 Skumle: Udtrykke utilfredshed med noget eller kritik af nogen over for sig selv eller andre ofte på en skjult, tavs eller lavmælt, men sur og forurettet måde.2 6,44 Drager: Udøve tiltrækning på.3 7,2 Løvhyttefesten: Se faktaboks nedenfor. 7,18 Sanddru: Som tilstræber sandhed; ærlig; oprigtig især om person.4 7,22 Omskærelsen: Se faktaboks nedenfor. 7,26 Rådet: Se faktaboks nedenfor. 7,32 Ypperstepræsterne: Se faktaboks nedenfor. 7,42 Moses forudsagde, at profeten af Davids slægt skulle komme (se 5 Mos 18,15, 18; 2 Sam 7,14-16). Disse mennesker vidste, at Messias skulle komme fra Betlehem (se Mika 5,1). Derimod vidste de ikke, at Jesus var født dér. De troede, han var fra Galilæa (se v. 41; Matt 16,13f). De kendte Skriften, men de tog sig ikke tid til at lære Messias at kende (5,39).1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skumle
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=drage,2
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sanddru
Faktaboks: Løvhyttefest
| Løvhyttefest |
| Løvhyttefesten er den tredje og sidste af de store valfartsfester, og fejres om efteråret (sept./okt.). Dens hebraiske navn er sukkot, der betyder »hytter«. Festen er i Bibelen knyttet til to begivenheder. Det er en høstfest for vin og oliven, deraf navnet i 2 Mos 23,16: »frugthøstfesten«, som sikkert også indgik som fest i den kana’anæiske frugtbarhedsreligion. Men læser vi i 3 Mos 23,33-43 ser vi, hvordan denne fest – som alle andre i Israel – blev fyldt med et historisk indhold. Her finder vi forordningen om at bygge løvhytter til minde om de hytter (telte), som folket boede i under ørkenvandringen. Det bliver således en påmindelse om Guds beskyttelse og ledelse af folket. I den tid, templet stod, valfartede mange op til Jerusalem, hvor man boede i løvhytter, ligesom man også gjorde ude i landet, når man ikke drog op til Jerusalem. Festen varer 8 dage, hvoraf kun den første og sidste regnes for helligdage, dvs. at der ikke arbejdes, jf. 3 Mos 23,35f. Den sidste dags festliturgi indeholder bøn om regn (falder i Israel sidst i oktober), og som jorden tørster efter væde, tørster menneskesjælen efter Gud og renselse for sine synder. Messias-håbet udtrykkes tydeligt i gudstjenesten på denne dag. I NT omtales løvhyttefesten kun i Joh 7,2, hvor begivenhederne helt frem til 8,59 synes at foregå under denne fest. Jesu ord på den sidste højtid: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke,« er sandsynligvis talt ud fra ovennævnte »vand-liturgi«, og Jesus peger hermed på sig selv som løvhyttefestens egentlige opfyldelse. Festen fejres fremdeles i dag af jøder overalt i verden. |
rejses der grenhytter på de flade hustage,
eller der pyntes med blade og grene.
Faktaboks: Omskærelse
| Omskærelse |
| Det er benævnelsen på en lille operation, hvorved forhuden på det mandlige kønslem (penis) helt eller delvis afskæres. Den anvendes af mange folkeslag ved pubertetens indtræden som en indvielse til ægteskabet, ofte forstået som en hellig handling (1 Mos 17,25 kan være en mindelse herom). Den anvendes undertiden i vor tid som en rent medicinsk-hygiejnisk foranstaltning. Hos visse folkeslag finder »omskærelse« sted også af kvinder, men den fortjener ikke navnet omskærelse, da den er en grov lemlæstelse uden mening. Allerede i pagten med Abraham indfører Gud omskærelsen som pagtstegn, 1 Mos 17,10f., gældende for Abrahams slægt, dvs. for det israelitiske folk. Undertiden er den gledet noget i baggrunden, men ved indstiftelsen af påsken, 2 Mos 12,44.48, indskærpes den på ny, således at det står helt klart, at det er omskærelsen alene, der gør en mand til medlem af pagten, ikke det at være født israelit. Af Josva 5,2–9 fremgår, at omskærelsen under ørkenvandringen igen var stillet i bero, men her efter indvandringen indføres den på ny, betegnende nok lige før en påskefest, 5,10. Senere har den åbenbart stort set været gennemført. Sportslivet i den græsk-romerske verden gennemførtes i fuldstændig nøgenhed, hvilket medførte en pinlig situation for jødiske deltagere, som derfor undertiden underkastede sig den modsatte operation for at ligne alle andre mænd, 1 Kor 7,18; herved slettede de imidlertid pagtstegnet. Også Jesus blev omskåret 8 dage gammel, som skik var, Luk 2,21.27. Herved gik han ind under forpligtelsen til at opfylde loven, og han blev den eneste, som magtede dette, fordi han var uden synd, Hebr 4,15. Derved er vi gjort døde for loven ved Kristi legeme, Rom 6,4. Allerede i GT peges der på, at omskærelsen har noget med hjertet at gøre, en indvielse til at elske Gud af hele sit hjerte, hvilket bekræftes i Rom 2,28f. og forklares yderligere i 13,10: Kærlighed er lovens opfyldelse. Ved omskærelsen indvies Israel til at være Herrens brud og leve i troskab mod ham og i kærlighed. Paulus kan derfor i Kol 2,11–12 kalde dåben for omskærelsen til Kristus. Alt, hvad omskærelsen indeholdt, bevares i den kristne menighed ved dåben, som er en aflæggelse af det kødelige legeme. Dåben som omskærelse knyttes på en særlig måde til Jesu begravelse og opstandelse. Da han begravedes, var der givet liv og blod for verdens synd; det var fuldbyrdet, og Gud satte segl og underskrift på det ved at oprejse Jesus fra de døde. Omskærelsens pagt var fuldbyrdet, loven opfyldt for os i Kristus. Derfor kan dåben med fuld ret kaldes en pagt, så Jesus i nadverens indstiftelse kan tale om den »nye pagt ved mit blod«. Også i denne pagt gælder, at den, som døbes ind i den, Kristus-omskæres til at elske den himmelske brudgom og give ham sit hjertes troskab og kærlighed. – Modsat kan vantro mennesker kaldes »uomskårne på hjerte og øre«, ApG 7,51. |
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
Dag 254 – Johannesevangeliet 8
Har vi fokus på den begåede synd eller mennesket i nød, når én træder ved siden af? Læs 8,1-11 med det spørgsmål foran dig. 8,12 er det andet “jeg er-ord”: Verdens lys. Farisæernes reaktion bekræfter Joh 1,4.11. I Matt 5,14 kalder Jesus disciplene “verdens lys” – for som månen reflekterer solens lys, sådan skinner Jesu lys gennem os (“som himmellys, skønt af de små” digter Grundtvig i DDS 752,5). Farisæerne foretrak trældommen og løgnen, selv om Jesus forsøgte at vinde dem for troen på ham til frihed (8,36) og sandhed (8,40).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 8,3 Skriftklog: Se faktaboks nedenfor. 8,20 Tempelblokken: Josefus og en række rabbinske skrifter nævner nogle indsamlingsbokse, som stod ved indgangen til forgården, og som blev brugt til frivillige gaver til støtte for gudstjenesten i templet. (Note fra Luk 21,1) |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Dag 255 – Johannesevangeliet 9-10
Kap. 9 er gribende læsning, hvor vi får lov at følge én person hele vejen fra blind til seende, og det er nærmest underholdende læsning at følge hele dialogen med manden, familien og byen. “I once was lost, but now I’m found, was blind, but now I see”, synger vi i Amazing Grace ud fra 9,25. Det er Joh’s 6. tegn, og i kap. 10 har vi det tredje og fjerde “jeg er-ord”: “døren” og “den gode hyrde”. Sl 23 handler om Herren som hyrden, der leder til det stille vand. Jesus fuldender opgaven som hyrden, der sætter sit liv til for fårene. Se også Ez 34,11-16.23-24 for hyrdebilledet.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 9,7 Siloadammen (jf. 2 Kong 20,20; Es 8,6).1 9,22 At udelukkes af synagogen er det samme som at blive bandlyst. Jøderne havde tre forskellige former for bandlysning: En, som varede i 30 dage. I løbet af denne tid kunne den bandlyste ikke komme nærmere et menneske end ca. to meter. Den anden var en bandlysning på ubestemt tid. I løbet af denne tid var den bandlyste udelukket fra ethvert fællesskab og fælles tilbedelse. Den tredje var absolut livsvarig udvisning. Disse domme var meget alvorlige, fordi ingen kunne drive handel med en person, som var bandlyst.2 10,12 Daglejer: Person som ikke har noget fast arbejde, men som lader sig hyre til løst arbejde for en dag ad gangen især om historiske eller udenlandske forhold.3 10,16 Hjord: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.4 10,22 Genindvielsen af templet i Jerusalem: Denne fest har ikke rod i den jødiske bibel, altså GT, men findes omtalt i Makkabæerbøgerne, der skildrer begivenheder, der fandt sted i århundrederne forud for Jesu fødsel. År 198 kom Palæstina under syrisk overherredømme. År 168 afbrød den syriske konge Antiokus IV Epifanes tempelofringerne og vanhelligede templet ved at opstille en stor Zeus-statue oven på brændofferalteret og forbød jøderne at praktisere omskærelse og at holde sabbatten. En jødisk præst og hans fem sønner iværksatte en væbnet modstand mod syrernes frækheder (Makkabæeropstanden), og det lykkedes Judas Makkabæus, en af sønnerne, at erobre Jerusalem år 165. Templet kunne derefter indvies på ny. Problemet var at skaffe hellig olie til den evige lampe. Man fandt et af ypperstepræsten forseglet krus med olie, hvilket kun ville række til én dag, men det fortælles, at olien ved et under varede i 8 dage, indtil ny forsyning kunne fremskaffes. Denne genindvielse fejredes siden hvert år (i december), og »lysfesten«, som den også kaldes, er en glædesfest, hvor man takker Gud for hans undergerninger til folkets bevarelse med klimaks i begivenhederne år 168-165. Festen hedder på hebraisk »chanukka« (indvielse), og i centrum står den tændte chanukka-stage, den 9-armede lysestage, hvor et nyt lys tændes for hver dag i festugen (jf. vores adventskrans). Den 9. stage er den, hvorfra man tænder de øvrige otte lys, og findes lidt forskudt for de andre. Denne stage findes i ethvert jødisk hjem ig i dag er det især børnenes fest, hvor man giver hinanden gaver (afsmittning fra julen?).4 10,23 Salomos Søjlegang: Var en lang, overdækket korridor eller gang i tempelgården, sandsynligvis på østsiden.2 10,40 Den anden side af Jordan: Dette ophold i Peræa er også nævnt i Matt 19,1; Mark 10,1.2 |
2 Bibelen Ressurs, Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Norsk Bibel, s. 1632-1635.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=daglejere
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hjord
5 Bibelværk for menigheden Bibellex, Lohse, Børge Rasmussen, s. 407-408.
Billeder
Siloadammen (Til 9,7)
Navnet »Siloa« kommer fra det hebraiske ord »Shiloah«, hvilket fremgår tydeligt af Johannes’ bemærkning om, at dammens navn betyder »udsendt« (Joh 9,7). Den nyligt opdagede dam ligger i den nuværende arabiske bydel Silwan (en forvanskning af navnet Siloa) på den sydlige spids af Jerusalems østlige højdedrag, der populært kaldes »Davidsbyen«. Indtil 2004 fandtes der ingen arkæologiske beviser, der understøttede denne konklusion.
www.bibleplaces.com
Salomos Søjlegang (Til 10,23)
Tempelgårdene var omgivet af overdækkede søjlegange. Disse var ideelle samlingssteder, hvor man kunne søge ly for sol og regn. Dette fotografi viser dele af tre af de overdækkede søjlegange, der omgav Tempelbjerget. Modellen er nu udstillet på Israel Museum i Jerusalem.
www.bibleplaces.com
Navnet »Salomos Søjlegang« kan skyldes, at den østlige mur er den ældste mur på Tempelbjerget. Kong Herodes udvidede Tempelbjerget mod nord, syd og vest og erstattede murene på disse tre sider.
www.bibleplaces.com
Dag 256 – Johannesevangeliet 11-12
Lazarus og hans søstre var Jesu gode venner, og diciplene har sikkert revet sig i håret over, at han ikke prioriterede at besøge den syge Lazarus. Jesus havde dog andre tanker, og hans møde med Martha og Maria er eksempler på empatisk sjælesorg over for sørgende – bl.a. med det femte “jeg er-ord” i 11,25. Som en forudgribelse på sin egen opstandelse (og det syvende tegn), opvakte Jesus Lazarus fra de døde. Det vakte mange jøder til tro og andre til indædt modstand, så de ledende jøder både ville slå Jesus (11,53) og Lazarus (12,10) ihjel. Det spidser til, for nu følger påskeugen fra Palmesøndag (12,12-15).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 11,1 Betania: En lille landsby på sydøstkanten af Oliebjerget, lå ca. 3 km fra Jerusalem (v. 18).1 11,18 Femten stadier: 1 stadie = ca. 185 m.2 12,3 Pund: ca. 575 g.2 Nardusolie Var en meget kostbar salve udvundet af den indiske nardusplante. (Note fra Mark 14,3) 12,5 Tre hundrede denarer: En denar var en dagsløn for en arbejder (se Matt 20,2). Dermed var prisen på salven næsten en årsløn.1 12,13 Hosianna: Betyder ‘Herre, frels dog’. (Note fra Matt 21,9) |
2 MÅL, VÆGT OG MØNT, Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731
Billeder
Grav med rullesten (Til 11,38)
Lazarus’ grav lignede sandsynligvis denne grav. Man brugte sten til at lukke gravåbningen for at forhindre dyr i at komme ind og for at holde lugten inde.
www.bibleplaces.com
Denar (Til 12,5)
Forsiden viser Tiberius og bærer indskriften TI CAESAR DIVI AVG F AVGVST (= Tiberius Caesar divi Augustus Filius, Augustus = »Tiberius Cæsar, søn af den guddommelige Augustus, Augustus«).
Bagsiden viser en vestalinde og bærer indskriften PONTIF MAXIM (= Pontifex Maximus = »ypperstepræst«).
Denne mønt var den nyeste type denar, der var i omløb på den tid, hvor Jesus udførte sin tjeneste.
www.bibleplaces.com
Dag 257 – Johannesevangeliet 13-14
Fra skærtorsdag aften har Joh ikke refereret nadveren, men fodvaskningen, som viser hans tjenersind for os og tjener som et eksempel. Særstof i Joh er afskedstalen i Joh 14-17, hvor Jesus forberedte disciplene på sin afsked med dem og underviste om Helligånden, Talsmanden. Talen gav anledning til mange spørgsmål, og disciplene havde vanskeligt ved at gribe det. Det kan vi også have, men tænk godt over vers som 14,1-4. 6 (det sjette “jeg er-ord”). 23.27.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 13,4 Jesus lægger sin kjortel, som kunne hindre bevægelserne. Ved at tage et klæde på ser Jesus ud som en slave, der havde til opgave at vaske gæsternes fødder.1 14,22 Thaddæus er sandsynligvis den samme som Judas, Jakobs søn (Luk 6,16 og ApG 1,13 og jf. Joh 14,22). Da mange mænd bar samme navn, var det normalt med tilnavne. (Note fra Matt 10,3) |
Faktaboks: Fodvaskning
| Fodvaskning |
| Fodvaskning var i første omgang en praktisk foranstaltning i et land, hvor man gik med sandaler. Samtidig var det udtryk for gæstfrihed at hente vand og eventuelt lade en slave vaske gæsternes fødder. I Luk 7,36–50 fortælles, hvordan Jesus først modtages uden dette bevis på høflighed af farisæeren Simon, og hvordan en synderinde derefter i stor hengivenhed væder hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem. Endelig beretter Joh 13 om, hvordan Jesus ved det sidste aftensmåltid vasker disciplenes fødder. Denne ydmyge handling står på den plads, hvor de andre evangelier har nadverens indstiftelse, og den er derfor blevet genstand for forskellige tolkninger. Nogle ser en forbindelse til nadveren eller til dåben, ja, der er endda kirkesamfund, der har et særligt fodvaskningsritual. Efter Jesu egne ord må denne handling dog først og fremmest ses som et eksempel på hans tjenersind. Den kommer derved dels til at pege på hans forestående offerdød og dels til at tjene som et forbillede for kristen næstekærlighed i hans efterfølgelse, Luk 22,27 og Mark 10,35–45. |
Dag 258 – Johannesevangeliet 15-17
Det syvende og sidste “jeg er-ord” handler om det sande vintræ. Billedet viser, at troen på Jesus er en organisk / levende virkelighed og ikke døde bogstaver. Alvoren kommer også frem, da Jesus advarer mod at blive skilt fra ham (15,5) og at falde fra (16,1). Kapitlerne bærer præg af Jesu store kærlighed til sine disciple og sin omsorg for dem – og så ønsket om, at de må være ét (17,22) og at flere må komme til tro (17,18). Læg mærke til, at kap. 17 er én lang bøn og viser Jesu inderste ønsker for os.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 16,5 Ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen: Peter havde stillet dette spørgsmål (13,36), og Thomas havde antydet det (14,5). Nu var situationen imidlertid anderledes. Disciplene havde lært om fornægtelser, lidelse og død. At vandre sammen med Jesus kan føre til alvorlige konsekvenser.1 |
Dag 259 – Salmerne 108-110
Morgensang er godt, og Sl 108 er sådan en. David ved, at “riget, magten og æren” er Guds, og han beder om hjælp i en konkret situation med fjenden lige over for sig. Sl 109 handler om den grundløse anklage og modgang, og apostlene tolkede salmen på Judas (109,8 og ApG 1,20). Man kan kun håbe, at Judas i sin sidste stund og fortvivlelse bad 109,21-31. Sl 110 er til gengæld en kristologisk salme (se de talrige henvisninger til NT i noteapparatet) om kongen (Kristus), som sidder ved Faderens højre hånd. Det er et stort evangelium, at dommen og frelsen ligger trygt i Jesu hænder.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 108 Sl 108 er en af dubletterne i Salmernes Bog. V.2-6 er identisk med Sl 57,8-12 og v.7-14 med Sl 60,7-14.1 108,8 Sikem (nu Nablus) lå ved et vigtigt vejknudepunkt mellem bjergene Garizim og Ebal. Jakob slog lejr der (1 Mos 33,18), Abimelek regerede der (Dom 9), og byen blev en kort tid Nordrigets hovedstad (1 Kong 12,25). Sukkot var en by på østkanten af Jordandalen, øst for Sikem. (Note fra Sl 60,8) 108,9 Gilead var det område øst for Jordanfloden, som deltes mellem Gad og Manasse stammer (5 Mos 34,1. Jos 22,9) (Ruben boede lidt sydligere)). Efraim var bosat i det centrale højland og blev den dominerende stamme i Nordriget. Juda, der blev den dominerende stamme i Sydriget (1 Mos 49,10), var bosat i bjerglandet syd for Jerusalem og vest for Det Døde Hav. (Note fra Sl 60,9). 108,10 Moab (1 Mos 19,37. 2 Sam 8,2) og Edom (1 Mos 36,8. 2 Sam 8,13-14) boede sydøst og syd for Det Døde Hav. Sammen med Filistæa (1 Sam 4-6) ude ved kysten var de i lange perioder Israels bitreste fjender. Udtrykket vaskefad er hånligt: De tror, de er stærke, men de er ikke andet end et fad til at vaske fødder i. At kaste sin sko er formodentlig tegn på erobring. Meningen kan dog også være, at Edom blot er som en slave, herren kaster sin sko hen til for at få den pudset. Mennesker frygtede Edom, men det kunne ikke true Gud. Og Filistæa, der ville erobre Israel, skal ende med at måtte hylde dets Gud. (Note fra Sl 60,10). 109,11 Ågerkarle: Person der udlåner penge til en meget høj rente.2 Salme 110 Salmernes 110 er den oftest citerede i NT.3 110,2 Zion: Templet (se til Sl 14,7).3 110,4 Guds åbenbaringsord lyder her med en ny titel til Messias: »Præst for evigt på Melkisedeks vis.« Om Melkisedek står der i 1. Mos. 14,18-20, at han var præst for Gud den Højeste, han velsignede Abram, og Abram gav ham tiende. I Hebr. 5,5-10 og 6,19-7,28 tolkes han i sin egenskab af præst° og retfærdigheds konge ii Jerusalem som forbillede på Kristus (Hebr. 7,3). Messias får i Sl. 110 tilføjelsen »for evigt«; tidsrammen kan ikke rumme ham.1 110,5 Guds vredes dag er i GT udtryk for dommens dag, hvor al uretfærdighed og ondskab dømmes og tilintetgøres (Sef 1,7-2,3. Am 5,18-27. Es 2,12-22).3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5gerkarl
3 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 191-197.
Dag 260 – Johannesevangeliet 18-19
Efter den lange afskedstale vender vi tilbage til begivenhederne skærtorsdag og langfredag. Historien er som nævnt set fra “ørnens” / Guds synsvinkel, og Jesus fremstår som den kontrollerede, der styrer forløbet. Det sidste ord er ikke “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” (Matt / Mark), men “Det er fuldbragt” (19,30). Forskellen til synoptikerne svarer til læren om Kristi to naturer – en menneskelig (synoptikerne) og en guddommelig (Joh). De fire evangelier skal ikke spilles ud mod hinanden, men komplementerer hinanden.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 18,1 Kedronbækken løb i dalen mellem Jerusalem og Oliebjerget. Den havde kun vand i regntiden.1 18,3 Vagtstyrken var en hærafdeling på omkring seks hundrede mand, eller en tiendedel af en legion. Nogle gange blev dette græske ord dog brugt om en tredjedel af en hærafdeling, dvs. to hundrede mand. Disse soldater var sandsynligvis erfarne romerske tropper, som var placeret ved Antoniaborgen nær templet. Tempelvagter, som kom sammen med hæradelingen, var medlemmer af tempelpolitiet og stod under kommando af det jødiske råd, Sanhedrinet.1 18,13 Annas havde været ypperstepræst i år 6-15 e.Kr. og blev efterfulgt af sine sønner og derefter af svigersønnen Kajfas. Men Annas havde stadigvæk stor indflydelse.2 18,28 Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene: Jøderne undgik at følge med ind i borgen. Der var flere grunde. For det første var et hedensk hus ifølge jødisk opfattelse urent (jf. ApG 10,28). For det andet skulle et hus op til påske være renset for surdej, og det var den romerske borg ikke.2 18,28-29 Pilatus var statholder i Judæa og Samaria i år 26-36. Han opholdt sig normalt i Cæsarea, men plejede at komme til Jerusalem ved de store fester. Da boede han i borgen, dvs. i Antoniaborgen i det nordvestlige hjørne af tempelområdet eller i Herodes’ palads i byens vestlige del.2 19,1 Lod Jesus piske: Pilatus dømmer ham til døden ved korsfæstelse, og som praksis er, skal han piskes forinden. Pisken bestod af flere læderstrimler, der var forsynet med skarpe genstande i spidserne (af metal eller sten eller lignende), og denne form for piskning betød, at den dømtes hud og kød på ryggen blev flået op. Formelt hører vi ikke dommen, men overgivelsen til korsfæstelsen forudsætter denne dom og beskriver dens indhold. Johannes fortæller, at Pilatus lader Jesus piske under processen, mens han ifølge Matt 27,26 og Mark 15,15 bliver pisket efter domfældelsen. Der er ikke tale om den samme afstraffelse. Sherwin-White 1984, 27-28, gør opmærksom på, at romerne havde tre forskellige former for straf med piskning. Der var den lette form for piskning (fustigatio), der blev benyttet i forbindelse med mindre forbrydelser. Der var en mere brutal og hård piskning (flagellatio), der blev benyttet i forbindelse med alvorlige kriminelle handlinger, og der var den mest frygtede form for piskning (verberatio), der blev benyttet i forbindelse med andre former for straf og deriblandt korsfæstelse. Den piskning, som Johannes omtaler, er den milde form (fustigatio). Følgende faktorer peger i den retning. Pilatus finder, at Jesus er uskyldig, og han vil blot straffe ham for at imødekomme jøderne og for at sætte Jesus på plads. Det peger på en let form for piskning. Det er usandsynligt, at Pilatus ville udsætte Jesus for den hårde og brutale form for piskning (verberatio), før Pilatus har dømt ham, fordi den brutale form er alt for risikabel en form for straf. Den kan medføre døden, eller den kan svække den anklagede så voldsomt, at videre forhør er umuligt. Under processen bliver Jesus altså straffet med den »milde« form for piskning (fustigatio), og først efter domfældelsen bliver han straffet med den brutale form for piskning (verberatio), der kan medføre døden eller svække den dømte alvorligt og dermed sikre, at korsdøden ikke trækker unødvendigt længe ud. (Note fra Matt 27,26) 19,2 Purpurkappe: Soldaterne finder en aflagt rød soldaterkappe, som Jesu får på. Markus (og Johannes, Red.) kalder den for en purpurkappe for at vise, at den skal ligne en kongedragt – purpurdragten var de hellenistiske vasalkongers dragt. (Note fra Mark 15,17) 19,13 Stenbroen Gabbata: Refererer helt sikkert til det store stenbelagte område i Antoniaborgen.1 19,14 Sjette time: Markus fortæller, at romerne korsfæstede Jesus ved den tredje time ca. kl. 9 fredag formiddag den 15. nissan. Markus anvender jødisk tid, og jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, og de opdelte natten og dagen i tolv timer. Johannes fortæller, at Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse omkring den 6. time. Johannes anvender romersk tid, og romerne regnede døgnet fra midnat til midnat og opdelte døgnet i to gange tolv timer fra midnat til middag og fra middag til midnat. Omkring den 6. time er da omkring kl. 6 morgen. En oversigt ser således ud: Tidlig fredag morgen: Synedriet stadfæster sin dom over Jesus Tidlig fredag morgen: Processen hos Pilatus Tidlig fredag morgen ved sekstiden: Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse Fredag formiddag ca. kl. 9: Jesus korsfæstes Fredag fra ca. kl. 12-15: Mørke over landet Fredag ca. kl. 15: Jesus dør Fredag eftermiddag inden sabbatten: Jesus begraves (Note fra Matt 27,45) 19,17 Den dømte plejede selv at bære korsets tværbjælke til retterstedet, men Jesus er for svag, og derfor tvinger de Simon til det. Da det er sjældent, at Markus nævner navne, tyder det på, at Simon og/eller hans børn var kendt i menigheden, da Markus skrev. Joh 19,17 nævner ikke Simon, men kun, at Jesus bar korsets tværbjælke, og er således et eksempel på en ‘sammentrængt’ gengivelse, hvor detaljer udelades. (Note fra Mark 15,21) Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata: Fik sandsynligvis sit navn efter formen på klippen.1 19,29 Eddike: Var ikke det samme som den bedøvende vin, han tidligere havde fået tilbudt (“vin blandet med myrra”, se Mark 15,23). Jesus smagte ikke den vin, fordi han ønskede at være ved fuld bevidsthed helt til sin død. Han tog en slurk af vineddiken. Noget af den smerte, der var knyttet til korsfæstelsen, var den utroligt stærke følelse af tørst.1 19,38 Josef fra Arimatæa var et rigt medlem af jødernes råd (se Matt 27,57; Mark 15,43), og var ikke enig i jødernes behandling af Jesus (se Luk 23,50).1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 14, Peter Legarth, Lohse, s. 151-154.
Arkæologisk note: Purpurfarvet stof fra Davids tid dukket op i Timna (Til Joh 19,2)
Purpurfarver havde en enestående betydning i antikkens verden – fra kongelig klædning til templets broderier. For første gang er der nu fundet stykker af purpurfarvet stof fra Bibelens tid i Israel.
Under den bagende sol i ørkenen nord for Eilat er der for første gang nogensinde fundet stykker af purpurfarvet stof i Israel fra den bibelske periode. En kulstof 14-analyse har dateret stofresterne til omkring år 1.000 f.Kr. og dermed til kong Davids og Salomos tid.
Videre afslørede udgravningerne, at der i Timna var en purpurfarvningsindustri. Det er også overraskende, da purpurfarven i antikken kun kunne skabes ved at udvinde et farvepigment fra murex-sneglen, der lever i Middelhavet og ikke i Det Røde Hav.
Trods en alder på 3.000 år er farvens skønhed og dybde stadig overvældende.
Stofresten på billedet måler ca. 15 × 10 mm.
Foto: © Israel Antiquities Authority.
Purpur var mere end sin vægt værd i guld
Nøglen til mysteriet ligger i den enorme betydning purpurfarven havde i antikken og i den bibelske verden. Den signalerede rigdom og magt, og den blev af såvel israelitter som grækere og romere båret af konger, herskere og præster.
Det var der flere gode grunde til. Farven var utrolig dyr at fremstille. Det anslås, at der skulle høstes flere tusinde snegle i havet for at få blot ét gram farvepigment. Det skød prisen i vejret og formodentlig forbi selv gulds vægtpris.
Dernæst var farven dyb og smuk og kendt for at besidde en stærk holdbarhed over tid. Lagt sammen gav purpur fornemme personer den perfekte mulighed for at skille sig ud fra mængden.
I togaer af purpur i roms gader
I det antikke Rom spillede purpurfarven en afgørende rolle i dette samfunds stærke magthierarki. Hvilke typer af farver, man måtte have på sin toga, var nemlig reguleret ved lov. Kun den øverste stand, senatorerne, måtte bære den mest fornemme toga med purpurfarvede striber. Det vil sige – sådan var det i hvert fald, indtil loven blev lempet, så også rige personer af lavere rang kunne få lov at bruge farven.
Men purpurkappen over dem alle forblev reserveret til ganske særlige personer: I byens mest centrale tempel, Jupitertemplet, var statuen af Jupiter iklædt en purpurfarvet kappe. Når en general havde sejret på slagmarken for Rom, kunne han blive tilkendt et triumftog. Skete det, var et af de vigtigste led i ritualet, at han blev iført denne kappe.
Purpurfarverne på bibelens sider
I Bibelens Israel spillede purpurfarven en lige så stor rolle. Faktisk bør vi sige farverne i flertal. Alt efter hvor meget lys farvepigmentet blev udsat for, kunne det nemlig tones fra violet til blåt. I 2 Mosebog læser vi således om purpurrødt og purpurblåt som de to vigtigste farver til ørkenhelligdommens broderier, ligesom hver israelit skulle have en purpurblå snor i kvasterne af deres kapper (2 Mos 26,1.31.36; 28,5-6.31; 4 Mos 15,38). Den blå nuance svarer til den blå farve, der er det moderne Israels nationalfarve.
På tværs af Bibelens mange bøger kan vi finde beretninger, hvor purpur indgår, fra kong Salomos bærestol (Højs 3,10) til Lydia i Filippi, der drev handel med purpurstoffer (ApG 16,14), og ikke mindst den afdeling romerske soldater, der spottede Jesus som jødernes konge ved at iklæde ham en purpurfarvet kappe (Mark 15,16-20). Det smukke fund i Timna bringer os helt tæt på denne virkelighed.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2021/1, af Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL
Billeder
Korsfæstet hælknogle (Til 19,18)
Det eneste kendte arkæologiske bevis på korsfæstelse fra oldtiden er denne hælknogle med et bøjet søm. Den blev fundet i en grav nord for det gamle Jerusalem. En kopi er udstillet på Israel Museum for ikke at krænke den religiøse følsomhed hos nogle jøder, som mener, at menneskelige kropsdele straks skal genbegraves, når de bliver fundet.
www.bibleplaces.com
Romerske jernsøm (Til 20,25)
Disse jernsøm fra Det Nye Testamentes tid blev fotograferet på Michael C. Carlos Museum ved Emory University.
www.bibleplaces.com
Dag 261 – Johannesevangeliet 20-21
Joh er den eneste, der har opstandelsen i næstsidste (og ikke sidste) kapitel. Der er så meget at fortælle om Jesus, at hele verden ikke “kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (21,25). Johannes har foretaget et udvalg, for at vi må tro på Jesus og få liv i hans navn (20,30-31). Det er også et rigtig godt formål med vores bibellæsning, efter min mening. Særstoffet hos Johannes handler om tilsynekomsterne efter opstandelsen. Sammen med Lukas (24,38-43) understreges den fysiske opstandelse (21,9-14), og Peter genindsættes efter sin tre-foldige fornægtelse af Jesus. Læs lige afslutningen (21,25) en ekstra gang…
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 20,1 Ifl. Matt 28,1 kom kvinderne til graven ved den første ugedags frembrud, ifølge Luk 24,1 kom de tidlig morgen, og ifølge Joh 20,1 (Joh nævner kun Maria Magdalene) tidlig (proi) mens det endnu var mørkt. Tidsangivelsen da solen var stået op hos Mark og mens det endnu var mørkt hos Luk er ofte blevet spillet ud imod hinanden, men der er ingen modsigelse, eftersom da solen var stået op betegner den sidste del af natten. Vi befinder os i det tidligste morgengry, hvor mørket stadig dominerer. (Note fra Mark 16,2) 20,24 Didymos betyder tvilling, han er splittet mellem tro og tvivl.1 21,8 To hundrede alen: Er lige under 100 meter.1 |
2 Bibelen Ressurs, Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Norsk Bibel, s. 1659.
Dag 262 – 1 Johannesbrev 1-3
Temaet for de første kapitler i 1 Joh er lys – som et billede på Gud, sandheden, kærligheden, renheden og det evige liv. Kontrasterne males op med mørket som billede på Djævelen, løgnen, vreden, synden og den evige død. Der er masser af opmuntringer til os, særligt om Guds nåde og vores deraf følgende stand som kristne. Hvordan ser det ud – er vi for sløve til at minde hinanden om, hvad vi har i Kristus?
Indledning til 1 Johannesbrev
Denne bog er en slags opfølgning på Johannesevangeliet. Det er også den bog i Bibelen, som hyppigst taler om kærlighed.
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1984
Indledning
Johannes’ Første Brev har ingen indledning, der angiver, hvem forfatteren er. Men i 1,1-3 fortæller forfatteren så meget, at vi kan slutte, han er apostel. En sammenligning med Johannesevangeliet gør det også klart, at de to skrifter har samme forfatter. Den karakteristiske sammenstilling af modsætningerne liv – død, lys – mørke, Gud – verden, sandhed – løgn finder vi også i begge skrifter, og de er karakteristiske for Johannes. I Johannes’ Andet og Tredje Brev kalder forfatteren sig Den ældste. Parallellerne viser, at det er apostlen Johannes, som er forfatter til disse breve. Han blev i bogstaveligste forstand den ældste af apostlene. Også den oldkirkelige tradition bevidner, at apostlen Johannes er forfatter både til Johannes’ Første, Andet og Tredje Brev.
Johannes’ Første Brev giver ikke nogen antydning af, hvilke læsere Johannes henvender sig til. Det er klart, at det er kristne læsere, som forfatteren stod i et nært forhold til (1 Joh 2,12-14). Ellers er det karakteristisk for Johannes’ Første Brev, at det mangler den typiske brevform i NT med hilsen i begyndelsen af brevet og den traditionelle slutning med hilsener og ønsker. Der er snarere tale om et hyrdebrev, en rundskrivelse til flere menigheder i den vestlige del af Lilleasien, måske de menigheder der nævnes i Johannes’ Åbenbaring 2-3.
Modtageren af Johannes’ Andet Brev kaldes “den udvalgte frue og hendes børn”. Hermed hentydes der sikkert til en kristen menighed og dens medlemmer. Johannes´ Tredje Brev er derimod stilet til en os ukendt person Gajus.
Ifølge den oldkirkelige tradition tilbragte Johannes sine sidste leveår i Efesos, hvor han i tidsrummet 80-100 skrev sine tre breve.
For Johannes var fællesskabet med Gud gennem Kristus den store virkelighed i livet. Men denne sandhed er blevet anfægtet af flere i menigheden. 1 Joh vidner om en kamp mellem sand tro og falsk tro. Resultatet er blevet et skisma i menigheden, hvor flere af vranglærerne har forladt menigheden (2,19). Vranglærerne fornægtede, at Jesus var Kristus, kommet i kød, det vil sige sandt menneske. Samtidig advarer brevet også mod en vildfarelse på det etiske område, hvor nogle ikke vil omsætte den retfærdighed, de ejer, i et retfærdigt liv.
Den menighed, der er rystet i sin grundvold efter den opslidende lærestrid, vil Johannes undervise om, hvem Kristus er, hvad det kristne liv betyder, og hvad det kristne fællesskab indeholder.
Brevets inddeling:
1. Indledning: Det evige liv er åbenbaret i Jesus (1 Joh 1,1-4)
2. Fællesskabet med Gud og vandringen i lyset (1 Joh 1,5-2,17)
3. Kampen mod antikristerne, den falske kristologi og synden (1 Joh 2,18-3,24)
4. Kristustroen og kærligheden (1 Joh 4,1-5,12)
5. Afslutning (1 Joh 5,13-21)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 263 – 1 Johannesbrev 4-5 + 2 Johannesbrev + 3 Johannesbrev
Nu bliver kærligheden det gennemgående tema. I Bibelen er der mange beskrivelser og billeder af Gud, men sjældent meget direkte. Gud er “ånd” (Joh 4,24), “en fortærende ild” (Hebr 12,29), “hellig” (Es 6,3), og her: “Gud er kærlighed” (4,8). Det er ikke omvendt (“kærlighed er Gud”), som man kan få indtryk af med tidsåndens overfladiske tale om kærlighed. Johannes taler frimodigt om at elske Gud, Jesus (5,1) og brødrene (og søstrene – 4,21). Med til menighedens kærlighed hører også afvisningen af falske profeter (4,1-6) og afguderne (5,18-21).
Husk også at læse 2 og 3 Joh som personlige breve og dermed et indblik i den første, spæde kirke.
Indledning til 2 Johannesbrev
Denne bog handler om at leve i kærligheden. Kort sagt!
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1984
Indledning
I Johannes’ Andet Brev udtaler forfatteren sin glæde over den levende kristendom, han har mødt i menigheden, formaner den til at holde Guds bud og tage sig i agt for vranglærere.
Brevets inddeling:
1. Indledning (2 Joh 1-3)
2. Kærlighedsbudet og vranglærerne (2 Joh 4-11)
3. Afslutning (2 Joh 12-13).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Indledning til 3 Johannesbrev
Denne bog handler om sandhed, kærlighed og fællesskab, specielt om gæstfrihed.
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1984
Indledning
I Johannes’ Tredje Brev roser forfatteren Gajus for hans gæstfrihed mod vandreprædikanterne og beklager sig over en vis Diotrefes, som hverken vil vise gæstfrihed eller lytte til apostelen.
Brevets inddeling:
1. Indledning (3 Joh 1-4)
2. Opfordring til at støtte missionærerne (3 Joh 5-8)
3. Om Diotrefes – stridens genstand (3 Joh 9-10)
4. Anbefaling af Demetrius (3 Joh 11-12)
5. Afslutning (3 Joh 13-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 264 – Ezekiels bog 1-5
Velkommen til Ezekiels Bog. Den tredje af de fire store profeter, og midt i en national katastrofe i Israel skal vi forvente et kraftigt budskab fra Gud, tegnhandlinger, dom og frelse. Efter en indledning i 1,1-3,21 kommer “domsbogen” i 3,22-32,32 og derefter “trøstebogen” i 33,1-48,35. De gamle rabbinere sagde: “Ezekiels Bog begynder med undergang og slutter med trøst”. I de første kapitler hører vi om Ezekiels stærke kaldelse og synet af Gud / Jesus – som har paralleller til Moses’ (2 Mos 24) og Esajas’ (Es 6) syn af Gud eller Johannes’ blik ind i Himlen i Åb 1,12-16 / 4,1-11
Indledning til Ezekiels bog
Ezekiel så Guds herlighed forlade Jerusalem og skulle derfor advare folket om, hvad der ville komme. Sidst i bogen så han Israel blive gendannet og Guds herlighed komme tilbage. Guds herlighed er i 2 Mos vist som en sky over åbenbaringsteltet, og derfor også her i logoet.
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1210
Indledning
Ezekiel, der var præst (1,3), hørte til den gruppe af velstående israelitter, som sammen med kong Jojakin 597 f. Kr. blev ført i fangenskab i Babylon (1,1; 33,21. 2 Kong 24,14-16. Jer 24,1). I Babylon bosatte han sig i Tel-Abib ved floden Kebar (3,15). Her har han haft eget hus, og folkets ældste kom til ham for at få gode råd (8,1; 14,1; 20,1 ). Det kunne tyde på, han var en anset mand. Umiddelbart før Jerusalems fald mistede han sin hustru (24,18). Han blev år 593 gennem et strålende syn af Herrens herlighed kaldet til profet og “vægter for Israels hus” (1,2; 3,17). Den sidst daterede profeti er fra 571 (29,17), så han virkede i ca. 22 år. Han synes at have levet i nogenlunde frihed i det fremmede. De landflygtige har modtaget brev fra profeten Jeremias (Jer 29,1), ligesom Ezekiel har haft kontakt med dem, der var tilbage i hjemlandet (Ez 33,21). Han har sikkert kendt Daniel, der var blevet bortført nogle år tidligere; i hvert fald omtaler han Daniel som en retfærdig og vis mand (14,14.20; 28,3).
Mens Esajas og Jeremias havde mulighed for at tale til hele folket inkl. dets ledere, havde Ezekiel en mere begrænset tilhørerskare. Han blev forkynder og sjælesørger for sine lidelsesfæller i fangenskabet, men i begyndelsen blev han mødt med ligegyldighed og modstand (12,21-25). De deporterede fulgte spændt udviklingen i Jerusalem. De var overbevist om, at Jerusalem fortsat ville bestå, og at forholdene ville udvikle sig sådan, at de snart kunne vende hjem. I denne situation rettede Ezekiel domstrusler både mod Jerusalem, Juda og de bortførte (7; 11,1-12; 4,4-17). Ligesom hos de andre profeter blev årsagen til dommen klart forkyndt: Det var afgudsdyrkelse og foragt for Gud på trods af udvælgelsen (14), samt falsk profeti (13; 20).
Med Jerusalems fald indtraf det store omslag i profetens virksomhed. Nu blev han en håbets profet. Da alle falske forhåbninger var knust, var tiden inde til at trøste de modløse og oprejse de fortvivlede. Han blev den store prædikant og sjælesørger i denne vanskelige krise. Ezekiel gjorde en stor indsats for, at en levedygtig menighed blev genrejst, efter at templet, som tidligere var det åndelige midtpunkt, var borte. Men hans syner rækker længere end til den jødiske menighed i eksilet. Han forkyndte nåde og frelse, samtidig med at han formanede til omvendelse. Ganske vist fortjente folket ikke Guds nåde, de jagede nemlig bare efter vinding (33,30-33). Men for sit navns og sin æres skyld vil Gud alligevel frelse. Han vil selv gribe ind og skabe omvendelse og sand gudsdyrkelse hos jøderne. Han vil rense dem og give dem et nyt hjerte og en ny ånd (36,16-38). Folket skal igen få sit land, og det vil blive frugtbart og dejligt. De vil få nye hyrder og ledere, ja Gud vil samle sit folk under den nye David i et velsignelsesrigt fredsrige (34). Nu så det håbløst ud for folket, som en dal fuld af knogler og døde ben (37); men Herren vil gøre de døde ben levende igen. Kap 40- 48 forkynder hans fremtidssyn om det nye tempel. Dette tempel afviger i flere henseender fra Salomos tempel, men minder på mange måder om det, vi kan læse i Johannes Åbenbaring. Billedets eskatologiske betydning understreges også af, at de, der byggede det nye tempel efter fangenskabet, ikke tog udgangspunkt i Ezekiels syn. Bogen slutter med denne udtalelse om byens navn: “Herren er her” (48,35).
Ezekiel er på en særlig måde Helligåndens profet. Allerede i det første kapitel anslås pinsens tone. Det er Helligånden, der leder og fører åbenbaringen igennem for profeten (2,2; 3,14.24; 11,1.5; 37,1; 43,5). Det er Helligånden, der genføder både det enkelte menneske og nationen (36,26; 37,5.9.14). Ezekiel betoner stærkt Guds herlighed og ære og Guds kald til det enkelte menneske.
Bogens inddeling:
1. Guds kald af Ezekiel (Ez 1-3).
2. Profetier om dom (Ez 4-24).
3. Profetier om fremmede folk (Ez 25-32).
4. Profetier om frelse (Ez 33-39).
5. Profetier om det nye tempel (Ez 40-48).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 I det tredivte år: Teksten fortæller ikke, hvilken begivenhed de tredive år er regnet efter. Den gamle rabbinske oversættelse af Ezekiels Bog til aramæisk, Targum Jonathan, siger, at de 30 år skal regnes fra fundet af bogrullen i templet ved begyndelsen af kong Josias reformation (2 Kong 22). Andre har ment, at de 30 år angiver Ezekiels alder. Ingen af disse eller andre forslag kan bevises.1 Fjerde måned: Den fjerde måned falder i juni-juli og fik senere på hebraisk navnet tammuz.1 Se faktaboks nedenfor. Landflygtige: De israelitter, som i 597 f.Kr. sammen med kong Jojakin var blevet ført i fangenskab i Babylonien af kong Nebukadnesar (2 Kong 24,8-16).1 Kebar: Er sikkert identisk med kanalen Kabari, der er omtalt i nogle dokumenter fra det 5. årh. f.Kr. Den løb gennem området ved byen Nippur, sydøst for Babylon.1 Guddomssyner: Et syn, Gud lader et menneske se.1 1,2 Jojakin blev konge af Juda i december 598 f.Kr. Men efter bare tre måneder blev Jerusalem erobret af kong Nebukadnesar, og kong Jojakin og en del af byens indbyggere blev ført i eksil i Babylon (2 Kong 24,8-16). Det femte år af Jojakins fangenskab begyndte i foråret 593 f.Kr., så Ezekiel må have fået åbenbaringen af Herrens herlighed midt på sommeren år 593 f.Kr.1 1,3 Ezekiel betyder ‘Må Gud styrke’.1 Buzis er ikke kendt fra andre steder i GT.1 Kaldæernes land: Babylonien, hvis hovedstad var Babylon.1 1,5 Fire levende væsener: I de følgende vers beskriver Ezekiel disse væsener nærmere, uden at han direkte siger, hvad de er. Men godt et år senere får Ezekiel et nyt syn, hvor han i ånden bliver ført til templet i Jerusalem og ser de samme levende væsener (Ez 8-11). Og dér omtaler Gud de levende væsener som keruber (10,2). Det er først efter, at Gud i 10,2 har brugt navnet „keruber” om dem, at Ezekiel også selv gør det. De kan afbildes meget forskelligt; undertiden som en løvekrop med to vinger og et menneskehoved, andre gange som en menneskekrop med vinger og flere hoveder. Det var keruber, Gud satte til at vogte indgangen til Edens have efter syndefaldet (1 Mos 3,24). Men først og fremmest beskrives keruberne i GT som de væsener, der i den usynlige verden bærer Guds trone (syv gange omtales Gud med udtryk som „han, som troner på keruberne”). Både i åbenbaringsteltet under ørkenvandringen og i Salomos tempel var der opstillet to kerubfigurer over pagtens ark i det allerhelligste (2 Mos 25,17-22; 1 Kong 6,23-28 og 8,6-7).1 1,12 Ånden: Guds ånd.1 1,16 Krysolit: En bleggrøn ædelsten.1 1,22 Hvælving: Det hebraiske ord kan betegne en udhamret metalplade. Her betegner ordet den plade eller platform, der er udspændt over væsenernes hoveder. Udtryksmåden viser, at det ikke er keruberne, der i egentlig forstand bærer hvælvingen og dermed Guds trone. At Gud troner på keruberne betyder ikke, at Guds trone holdes oppe af dem. Det er Gud, der opretholder og bærer alt – også de himmelske væsener, der „bærer” hans trone.1 1,26 Safir er en blå eller grøn ædelsten, men det hebraiske ord sappir betegner snarere den blå lapis lazuli-sten.1 2,9-10 Den lille bogrulle i Guds hånd adskilte sig fra samtidens bogruller ved at være beskrevet både på indersiden og ydersiden. Fra en lidt senere tid har man dog fundet bogruller, der har haft tekst på ydersiden, så man let har kunnet se, hvilken tekst rullen indeholdt, selv om den var rullet sammen. Måske er meningen her, at ordene “klage, suk og ve” som en titel eller et sammendrag af indholdet er skrevet uden på bogrullen.1 3,15 En tel er en ruinhøj. Ezra 2,59 og Neh 7,61 fortæller, at de landflygtige israelitter slog sig ned på flere sådanne ruinhøje i Babylonien. Tel-Abib lå ved floden Kebar (se til 1,1), men dens nærmere beliggenhed kendes ikke. Selvom navnet på dansk er stavet lidt anderledes, er der tale om præcis samme navn, som i moderne tid er givet til den store israelske by Tel Aviv.1 3,17 Vægter: En udkigspost, der fra bymuren eller byens tårn skulle holde udkig og give varsel om, hvem der nærmede sig byen, så indbyggerne kunne nå at forberede et forsvar i tilfælde af angreb (eksempler findes i 2 Sam 18,24-27 og 2 Kong 9,17-20).1 4,1 Teglsten: Soltørrede teglsten var et almindeligt byggemateriale i Babylonien. Der er fundet mange teglsten, der enten er blevet præget med kongens navn inden tørring eller har fået indridset et motiv efter tørring.1 4,2 Kast en vold op omkring den: Se faktaboks nedenfor. 4,9 Hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt: Man blander normalt ikke disse i brød.1 4,10 Tyve sekel: 230 gram.1 4,11 Sjettedel hin: Ca. En liter.1 4,12-13 Du skal spise det som bygbrød: Mens hvede gav det almindeligste og fineste brød, måtte mange fattige nøjes med at spise bygbrød. Brødene var store, runde og flade.1 Som brændsel brugte man kviste eller dyregødning blandet med strå. Moseloven forudsætter, at menneskeskarn (=menneskeafføring) er rituelt uren.1 4,14 Moseloven forbød alle israelitter at spise kød af selvdøde eller sønderrevne dyr (5 Mos 14,21 og 2 Mos 22,30), og denne lov indskærpes specielt for præster (3 Mia 22,8). Ezekiel var af præsteslægt og havde hele sit liv overholdt disse love.1 4,15 Komøg blev ofte brugt som brændsel i et træfattigt land, og efter Ezekiels fortvivlede bøn lod Gud ham bruge det (5 Mos 12,15-19; 14,3-21).2 4,16 Runde brød med hul i midten blev transporteret og opbevaret på stænger, der kaldtes brødet støttestav. At knække brødet støttestav er et billedligt udtryk for at stoppe brødforsyningen.1 5,10 Fædre skal æde deres sønner og sønner deres fædre: Allerede 3 Mos 26,29 forudsiger at kannibalisme vil blive en af de forbandelser, Gud vil lade ramme folket, hvis de bryder pagten med ham (Jf. også Jer 19,9).1 5,16 Brødets støttestav: Runde brød med hul i midten blev transporteret og opbevaret på stænger, der kaldtes brødet støttestav. At knække brødet støttestav er et billedligt udtryk for at stoppe brødforsyningen. (Fra noten til 4,16). |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1217.
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Dag 265 – Ezekiels bog 6-10
Kontrasten til det vidunderlige syn af Gud / Jesus i begyndelsen af bogen kunne næppe være større. Læsningen i går sluttede med tegnhandlinger, som Gud bad Ezekiel om at udføre (kap. 3-5), og nu fik han et syn af Jerusalem og al dens afgudsdyrkelse. Selve templet var centrum for ofringer til afguderne, og Gud måtte forlade templet for en tid (jf. kap. 40-). Ezekiel lærer os, at Gud står ved sit ord, også det første bud: “Du må ikke have andre guder end mig”. Hvem / hvad er dine afguder? I kap. 9 dukker manden med linneddragten op igen – Kristus. Det er godt, at dommen bliver givet til ham.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,1 Israels bjerge: Kan betyde hele landet.1 6,3 Offerhøje: Et lokalt helligsted, hvor israelitterne enten dyrkede Israels Gud på en måde, der var i strid med loven, eller direkte dyrkede afguder.2 Se også faktaboks nedenfor. 6,4 Røgelsesaltre: Tilhuggede sten med en fordybning, hvor røgelsen blev brændt.2 6,14 Hele landet fra Negev-ørkenen i syd til byen Ribla langt mod nord i Syrien. Ribla bruges ikke andre steder til angivelse af Israels nordgrænse, men den ligger tæt ved Lebo-Hamat, som i 47,15-17 angiver nordgrænsen. Ribla kan være valgt her, fordi det var dér, kong Joakaz 17 år tidligere i år 609 f.Kr. var blevet fængslet (2 Kong 23,33). Netop det bynavn var derfor forbundet med bitre minder. Få år senere skulle Ribla blive scenen for en endnu større katastrofe, nemlig da babylonerne i 586 f.Kr. førte de tilfangetagne af Jerusalems ledere til Ribla og henrettede dem dér (2 Kong 25,18-21).2 7,18 De klæder sig i sæk: Tegn på sorg (jf. f.eks. 1 Mos 37,34). Hvert hoved er skaldet: Tegn på sorg (jf. f.eks. Es 15,1-3).2 7,22 Min dyrebare bolig: Israels land, Jerusalem eller templet i Jerusalem.2 7,23 Den hellige kæde: Udtrykket findes ikke andre steder i Bibelen, og dets betydning er ukendt.2 8,1 I det sjette år på den femte dag i den sjette måned: September 592 f.Kr.2 Se faktaboks nedenfor. Judas ældste: Ledende personer blandt de bortførte israelitter i Babylonien.2 Lidenskaben stod, gudestatuen der vækker lidenskaben: Ordet gudestatue er sjældent i GT, men det bruges i 2 Krøn 33,7 (jf. 2 Kong 21,7) om en statue af Ashera, som kong Manasse opstillede i templet i Jerusalem. Statuen blev senere fjernet og ødelagt af kong Josija (2 Kong 23,6), men som i så mange andre forhold fik Josijas reformation kun kortvarige følger, og statuen er åbenbart blevet genopført under en af Josijas efterfølgere. Ashera var en kana’anæisk gudinde, og nyere arkæologiske fund tyder ifølge nogle forskere på, at nogle israelitter i totalt religiøs sammenblanding dyrkede hende som Israels Guds hustru. At gudebilledet vækker lidenskaben skal nok forstås i lyset af 5 Mos 32,16 og 21, hvor Israel bebrejdes, at de ægger Guds lidenskab (DO: „vrede”) med afgudsdyrkelse. Gudebilledet har vakt Guds lidenskab eller skinsyge, det vil sige hans hellige harme (jf. Ezekiels brug af samme ord i f.eks. 5,13; 16,38 og 23,25).2 8,5 Alterporten må være det samme som „nordporten” i v.3, det vil sige porten mellem den ydre og den indre forgård. Statuen stod nord for porten, det vil sige i den ydre forgård. Det ord, der er oversat med portrum, betyder snarere indgangspartiet lige uden for porten. Datidens porte var store bygninger med flere portrum på begge sider af gangen gennem porten.2 8,11 Israels ældste: De ældste var Israels verdslige ledere.2 Ja’azanja, Shafans søn: Må have været en kendt person, siden Ezekiel nævner hans navn uden at forklare, hvem han er. Derfor er det sandsynligt, at han var søn af den Shafan, der nogle år tidligere havde været statsskriver for kong Josija, og som havde spillet en vigtig rolle for Josijas reform (2 Kong 22). Jeremias fortæller om tre andre sønner af Shafan (Jer 26,24; 29,3 og 36,10-12). Men mens de ser ud til at have holdt fast ved deres fars sande gudstro, var Ja’azanja forfaldet til usmykket afgudsdyrkelse.2 8,14 Kvinderne og græd over Tammuz: Tammuz var Babylonisk gud for jordens frugtbarhed. Myten fortæller, at Tammuz hver sommer dør og forvises til dødsriget, hvorfra han hentes op igen næste forår. I forbindelse med gudens forvisning til dødsriget blev der i juni-juli måned gennemført et sørgeritual. Tammuz-kulten var meget udbredt og populær i hele Mesopotamien, hvorfra den havde bredt sig til de omkringliggende lande.2 9,2 Øvre port: Nordporten mellem den indre og ydre forgård.2 Bronzealteret: Det oprindelige alter fra kong Salomos tid (1 Kong 8,64), som kong Akaz havde flyttet længere mod nord i den indre forgård for at give plads til et nyt, stort alter (2 Kong 16,10-14).2 9,3 Keruber er englevæsener, der blandt andet bærer Guds trone (Se også noten til 1,5).2 10,1 Hvælvingen: Det hebraiske ord kan betegne en udhamret metalplade. Her betegner ordet den plade eller platform, der er udspændt over væsenernes hoveder. Udtryksmåden viser, at det ikke er keruberne, der i egentlig forstand bærer hvælvingen og dermed Guds trone. At Gud troner på keruberne betyder ikke, at Guds trone holdes oppe af dem. Det er Gud, der opretholder og bærer alt – også de himmelske væsener, der „bærer” hans trone. (Note fra 1,22). 10,9 Krysolit: En bleggrøn ædelsten (Note fra 1,16). 10,13 Galgal: Hebraisk for hjul.2 10,14 Både her og i 1,10 fortæller Ezekiel, at de fire keruber hver havde fire forskellige ansigter (jf. 10,22). Men der er én forskel på de to syn: i 1,10 var et af ansigterne et okseansigt, mens det her er et kerubansigt. Forskere har forsøgt sig med forskellige forklaringer på denne forskel, men ingen af dem er overbevisende. Vi må derfor enten indrømme, at vi ikke kan forklare forskellen, eller henholde os til, at Gud selvfølgelig til enhver tid kan lade de usynlige engle vise sig i en hvilken som helst (evt. ændret) skikkelse, det passer ham.2 |
2 Ole Andersen, Ezekiels Bog, Kolon, 2023, s. 94-127.
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Offerhøje
| Offerhøje |
| Det hebraiske ord bama betegner en lokal helligdom. Ofte var det en stenforhøjning med et alter eller en stenstøtte. Undertiden var offerhøjen opført i tilknytning til en tempelbygning. Sådanne forhøjninger kunne findes både i og uden for byerne. Arkæologer har afdækket en række offerhøje af forskellige typer både fra tiden før og efter opførelsen af templet i Jerusalem. Efter indvandringen dyrkede israelitterne Israels Gud på offerhøje rundt om i hele landet (se f.eks. 1 Sam 9,11-14; 1 Kong 3,2-5). Men efter opførelsen af templet i Jerusalem forbød Gud ofringer alle andre steder (5 Mos 12). Alligevel tillod kong Salomo, at der blev opført offerhøje – endda til afguder – efter bygningen af templet (1 Kong 11,4-10). Efter delingen af Israel opførte Nordrigets konge Jeroboam offerhøje rundt om i landet (1 Kong 12,31), en skik der meget hurtigt bredte sig til Sydriget (1 Kong 14,22f; 2 Kong 23,5). Kong Hizkija af Juda (omkring år 700) og kong Josija af Juda (omkring år 620) forsøgte at fjerne offerhøjene (2 Kong 18,4.22 og 2 Kong 23), men deres indsats førte ikke til varige ændringer. På trods af Guds forbud fortsatte mange israelitter altså gennem hele kongetiden den gamle tradition med at dyrke Israels Gud på lokale offerhøje. Profeternes hårde fordømmelse af offerhøjene skyldtes ikke blot, at gudsdyrkelsen på dem meget ofte blev blandet med eller udviklede sig til egentlig afgudsdyrkelse. Selv når gudstjenesten på offerhøjene primært var ment som tilbedelse af Israels Gud, var den forkastelig og syndig, fordi den blev gennemført i strid med Guds lov. |
Dag 266 – Salmerne 111-113
7 ud af de næste 8 salmer har overskriften “Halleluja”, hvilket indikerer, at salmerne har været lovsange fra synagogens gudstjeneste. “Halleluja” betyder “Pris Herren”, og vi bruger det i vores salmer i dag, fx i “Et barn er født i Betlehem” eller “Krist stod op af døde”. Sl 111,1 og hele Sl 113 er god motivation til at gå til gudstjeneste på søndagen. Sl 111,10 leder over i Sl 112, der priser den gudfrygtige og fromme. Vi kan spejle os i salmen, vel vidende, at kun Guds søn levede op til ordene (se 11,9 og 2 Kor 9,9). Til sidst en “fun fact” for teologisk interesserede: Sl 111 og 112 er alfabetiske (akrostiske) salmer, så de 22 linier begynder med hvert sit bogstav – altså på hebraisk.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 111,1 Halleluja betyder ‘pris Herren’.1 111,10 Såre: Særdeles; meget.2 112,9 Hans horn løfter sig herligt: Horn er symbol på kraft (Sl 75,5; 92,11; 132,17. 1 Sam 2,1. Luk 1,69). At den gudfrygtiges horn løfter sig betyder, at Gud giver styrke. I hebraisk poesi undgår man ofte at nævne Gud direkte. Den gudfrygtige er et levende vidnesbyrd om Guds velsignelse.1 112,10 Græmmer: Ærgre sig; være nedtrykt. 3 113,7 Skarnet: Snavs; skidt; affald.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=s%C3%A5re,2&query=s%C3%A5re
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gr%C3%A6mme
4https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skarnet
Dag 267 – Ezekiels bog 11-15
Selv midt i domsbogen er der frelsesbudskaber, og på den mørke baggrund står de endnu stærkere. Som Adam og Eva allerede på syndefaldets dag hørte om en frelser, sådan forkyndes også her, hvor Herren forlod Jerusalem, en ny tid for det nye folk, “når de kommer hjem”. Overvej, om vi også i dag kan lulles i søvn af ordene om “fred, skønt der ikke er fred” (13,10). Ordene “så skal de forstå, at jeg er Herren” går som et omkvæd i Ez om Guds ønske for folket / os.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 11,1 Ja’azanja, Azzurs søn, og Pelatja, Benajas søn: Omtales ikke i andre kilder.1 11,3 Byen er gryden, vi er kødet!: Indbyggerne i Jerusalem sammenligner byen med en gryde og sig selv med det kød, der fylder gryden.1 11,25 Kaldæa: Babylonien.1 12,5 Bryde hul i muren: Husene i Mesopotamien var som regel lavet af tørrede mursten (ikke af tilhuggede klippeblokke), så Ezekiel kunne forholdsvis let hugge sig igennem væggen.1 12,10 Fyrsten i Jerusalem: Er kong Sidkija.1 13,4 Ræve i ruinerne: Ræve holdt til i forladte bebyggelser (jf. Klages 5,18) og var berygtede for deres ødelæggelser (jf. Højs 2,15 og Neh 3,35). På samme måde trivedes profeterne i det religiøst set ruinerede Israel og var med deres profetier stærkt medvirkende til at drive folket frem mod den endelige ødelæggelse.1 13,5 Stillet jer op i murbruddene eller rejst gærde: Forsvarerne af en belejret by kunne som en af deres sidste redningsmuligheder bygge en forsvarsvold („gærde”) inden for den del af bymuren, der blev angrebet, og herfra forsøge at holde angriberne ude af det brudte hul i muren (se ekskurs til 4,2 om belejring og angreb på Ezekiels tid).1 13,9 Skrives på Israels mandtalsliste: Lister over, hvem der hørte til Israels folk, kom til at spille en stor rolle ved hjemkomsten fra eksilet i Babylon (jf. Ezra 2,62 og Neh 7,5), og Jer 22,30 tyder på, at der allerede før eksilet blev ført offentlige slægtsbøger over folket.1 13,10 Folket bygger en væg, og de pudser den med kalk: ‘Væg’ betyder her en mur, der er opført uden mørtel, og som derfor ikke kan holde til meget. Billedligt talt er folkets gerninger en sådan ufærdig mur. Men i stedet for at påpege manglerne, så de kan blive udbedret, kalker profeterne muren over, så ingen opdager, at den ikke kan holde.1 13,18 Syr bånd til ethvert håndled og laver hovedklæder i alle størrelser for at jage mennesker: Teksten undgår at give nogen beskrivelse af de ritualer, profetinderne udførte, så vi ved ikke, hvordan båndene og hovedklæderne har været brugt. V.18 tyder på, at det var de israelitter, der rådspurgte profetinderne, der bar båndene og hovedklæderne enten som et led i spådomsritualet eller som en slags amuletter. Men v.20 viser, at båndene og hovedklæderne også blev brugt af profetinderne selv. Forklaringen kan måske være, at profetinderne på et tidspunkt i ritualet tog bånd og tørklæde af og gav den rådsøgende det på.1 14,13 Knækker brødets støttestav: Runde brød med hul i midten blev transporteret og opbevaret på stænger, der kaldtes brødet støttestav. At knække brødet støttestav er et billedligt udtryk for at stoppe brødforsyningen. (Note fra 4,16). 14,14 Noa, Daniel og Job: Der er ingen tvivl om, at det første og det sidste navn hentyder til de kendte, bibelske personer. De fremhæves her som eksempler på retfærdige mennesker, og Bibelen beskriver netop Noa som en retfærdig mand, der vandrede med Gud (1 Mos 6,9 og 7,1), og omtrent det samme siges om Job (Job 1,1.8 og 2,3). Når det gælder Daniel, er forskerne derimod ikke enige. Nogle mener, at Daniel her er den bibelske Daniel, der levede i Babylon samtidig med Ezekiel (jf. Dan 1,1ff). De fleste mener imidlertid, at Daniel må være en langt ældre hedensk konge, der omtales i en tekst fundet i 1930 på den syriske middelhavskyst ved Ras Shamra (= oldtidsbyen Ugarit). Teksten stammer fra omkring 1400 f.Kr. og handler egentlig om Aqhat, men nævner også Aqhats far, kong Dan’el, der med sine domsafgørelser beskyttede enker og faderløse. Ezekiel behøver selvfølgelig ikke at have kendt Aqhat-teksten eller andre tekster om Dan’el; på hans tid kan navnet Dan’el i traditionen være blevet til navnet på en retfærdig, men ellers ukendt konge. Det er vanskeligt at afgøre, hvilken forståelse der er rigtig. For den bibelske Daniel taler, at det virker underligt, at Gud som eksempel på retfærdighed skulle bruge en hedensk sagnkonge, som ellers ikke er nævnt i Bibelen (bortset fra 28,3). Kan en afgudsdyrker virkelig sættes op på lige fod med de gudfrygtige Noa og Job? Desuden kom den bibelske Daniel ifølge Dan 1,1-6 til Babylon adskillige år før Ezekiel og kan derfor allerede på dette tidspunkt være blevet en kendt skikkelse ved hoffet, som også Ezekiel og de andre landflygtige havde hørt om. For den anden forklaring taler tre forhold, dels at navnet Daniel på hebraisk her og i 28,3 er stavet anderledes end navnet på Ezekiels samtidige, dels at Noa og Job er ikke-israelitter, så det ville være naturligt, hvis den tredje i selskabet også var det, og dels at rækkefølgen her er vanskelig at forstå, hvis Ezekiel tænkte på den samtidige Daniel. Begge sæt argumenter er stærke, og spørgsmålet må stå åbent. Budskabet i teksten er dog klart, uanset hvem Daniel her er.1 15,3 Kan man anvende den slags træ?: Spørgsmålet er retorisk og har svaret i sig selv: Nej, træ af en vinstok kan ikke bruges til noget (jf. også v.5a).1 |
Dag 268 – Ezekiels bog 16-18
Ez 16,1-14 er måske GT’s stærkeste beskrivelse af Guds kærlighed og redningsaktion. Udgangspunktet er menneskets totale hjælpeløshed og afmagt, og Gud kommer forbi som den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) og griber ind. Hermed beskrives vores situation efter syndefaldet – og at synden fortsat er en realitet og eskalerede under de sidste konger i Israel, udmales i stærke billeder i kap. 16-17. Enhver står til regnskab for Gud (Matt 12,36-37 ; Rom 14,12) – og derfor spørgsmålet: “Hvorfor vil I dø, Israels hus?” (18,31b).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 16,3 Jerusalem var en kana’anæisk by, der eksisterede længe før Israels folk indtog Kana’ans land. To af de vigtigste af de hedenske folk, der boede i Kana’ans land før Israel (5 Mos 7,1), trækkes frem som byens etniske baggrund: amoritterne og hittitterne. Som regel omtales de førisraelitiske indbyggere i Jerusalem som jebusitter (f.eks. 2 Sam 5,6), men Jos 10,5 beskriver Jerusalems konge som amorit, og 2 Sam 11,3 kalder Urias for hittit. Det stemmer fint med 4 Mos 13,29, der siger, at hittitterne, jebusitterne og amoritterne boede i Bjerglandet, dvs. højlandet omkring Jerusalem. V.44-45 viser, at hensigten her dog ikke så meget er at beskrive Jerusalems etniske slægtskab som det åndelige. Jerusalems slægt er hedenskabet – en chokerende beskrivelse for mennesker, der regnede sig selv som efterkommere af Abraham og derfor medlemmer af Guds udvalgte folk.1 16,4 Gnedet med salt: Efter en gammel mellemøstlig tradition blev nyfødte børn gnedet med salt og olie og svøbt i tøj.1 16,16 Offerhøje: Se faktaboks nedenfor. 16,21 Som det værste eksempel på afgudsdyrkelse nævnes børneofringer.1 Se faktaboks nedenfor 16,24 Disse forhøjninger er næppe det samme som de offerhøje, der er nævnt i v.13, men snarere forhøjninger eller bygninger, hvor de prostituerede holdt til – altså en form for bordeller.1 16,26-29 Mens Israels hor i v.15-22 tydeligt nok er folkets afgudsdyrkelse, er det her en anden side af Israels frafald fra Gud, der beskrives med ordet hor, nemlig de politiske alliancer med nabofolkene. De politiske alliancer med datidens stormagter var frafald, fordi de var et udtryk for manglende tillid til Gud. Den første stormagt, der nævnes, er Egypten, som Israel ned gennem historien ofte søgte hjælp hos. Allerede Es 30-31 havde fordømt denne alliance: „Ve dem, der drager ned til Egypten efter hjælp! De støtter sig til heste, de stoler på vogne, fordi der er mange, på ryttere, fordi de er talrige; men de ser ikke hen til Israels Hellige, Herren søger de ikke” (Es 31,1 jf. Hos 7,10f; Jer 2,36f). Bibelen kender også til tilfælde, hvor en stormagt var Guds redskab til at hjælpe Israel (f.eks. perserkongen Kyros, der tilmed kaldes Herrens „salvede”, 2 Krøn 36,22f; Es 45,1-4). Men hvor Israels alliance med en stormagt hang sammen med mistillid til Israels Gud eller ønsket om ved egen indsats at komme udenom Guds dom, var der tale om hor, dvs. frafald. V. 27 er muligvis en hentydning til begivenhederne i 701 f.Kr., hvor kong Hizkija havde søgt egyptisk hjælp til et oprør mod Assyrien og blev straffet, ved at assyrerkongen gav dele af Juda Rige til filisterkongerne. Også Assyrien havde Israel på forskellige tidspunkter søgt hjælp hos, f.eks. under kong Akaz af Juda (2 Kong 16,7ff). Babylonien (Kaldæa) med hovedstaden Babylon (som i 17,4 kaldes for „handelsbyen” (kræmmerlandet)) var den seneste stormagt, Israel havde indgået alliance med.1 16,44 Som mor, så datter: Ordsproget svarer nogenlunde til vores ‘Æblet falder ikke langt fra stammen’.1 16,45 Jeres mor var hittit og jeres far amorit: Se note til 16,3 16,46 Samaria: Hovedstaden i Nordriget fra omkring 880 f.Kr. til byens fald i 722 f.Kr. (1 Kong 16,23f).1 Storesøster: Hentyder ikke til byens alder (både Jerusalem og Sodoma var ældre), men til dens størrelse (Nordriget var betydeligt større end Juda Rige).1 Hendes døtre: Almindelig betegnelse for mindre byer inden for en hovedbys territorium.1 Sodoma: Beretningen om fordærvet i Sodoma og Guds straf over byen på Abrahams tid (1 Mos 18-19) gjorde allerede i GT byen til et skrækeksempel på totalt fordærv og total udslettelse i Guds dom (f.eks. Es 3,9; 5 Mos 29,22). Netop derfor må det have chokeret Ezekiels tilhørere, når Jerusalem blev beskrevet som Sodomas søster.1 17,3 Libanon var kendt for sine bjerge med skove af cedertræer, der var et almindeligt brugt symbol for storhed og majestæt (f.eks. 1 Kong 5,13; 2 Kong 14,9; Højs 5,15).1 17,4 Kræmmerlandet og handelsbyen er Babylonien og dets hovedstad Babylon.2 17,13 Så tog han en af den kongelige slægt: Efter afsættelsen af kong Jojakin havde Nebukadnesar indsat Jojakins farbror, Mattanja, som konge i Jerusalem og ændret hans navn til Sidkija (2 Kong 24,17).1 Sluttede en pagt med ham og tog ham i ed: Sidkija havde efter almindelig mellemøstlig skik under ed måttet indgå en vasalaftale om at være tro mod Nebukadnesar, der havde indsat ham. En sådan traktat eller pagt indeholdt blandt andet en række forbandelser mod den, der brød den.1 17,15 Men han gjorde oprør mod babylonerkongen: Sidkijas oprør mod Nebukadnesar er omtalt i 2 Kong 24,20. Bibelen fortæller os ikke præcist, hvornår Sidkija gjorde oprør, men forskellige kilder tyder på, at overvejelserne om oprør kan være begyndt allerede i 594 f.Kr.1 Sendte sine folk til Egypten for at få heste og en stor hær: En egyptisk kilde fortæller, at egypterkongen Psammetik II (595-589 f.Kr.) efter en militær sejr over Egyptens fjender i syd foretog en rejse til området omkring Juda i 592 f.Kr. Beretningen om den egyptiske sejr og Faraos tilstedeværelse i området kan have gjort udslaget i Sidkijas overvejelser om at søge hjælp i Egypten til et oprør mod Babylon.1 17,16 Derfor skal han dø: Sidkijas oprør vil ende med, at han bliver ført til Babylon og dør dér. En profeti, der gik i opfyldelse godt fem år senere i 586 f.Kr. (2 Kong 25,7).1 Farao … kan ikke redde ham: Selv efter at den babylonske hær havde omringet Jerusalem i 588 f.Kr., blev Sidkija og folket i byen ved med at håbe på hjælp fra Egypten. Men håbet var forgæves; babylonerne slog et egyptisk undsættelsesforsøg tilbage (jf. Jer 37,5-10).1 Vold … angrebsramper: Se faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid nedenfor. Kapitel 18 overskrift: Undgælde: Synonym for bøde.3 18,2 Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder: Sønnerne må bære de ubehagelige konsekvenser af fædrenes handlinger. Eller sagt med andre ord: Gud straffer sønnerne for fædrenes synd. De, der brugte ordsproget, opfattede sig selv som uskyldige børn, der blev ramt af straffen for forældrenes synd. At det var en udbredt forestilling på Ezekiels tid, fremgår af, at også Jeremias citerer ordsproget (Jer 31,29; jf. Klages 5,7).1 18,6 Holder ikke måltid på bjergene: Rituelle måltider i forbindelse med ofringer uden for templet i Jerusalem.1 Ligger ikke hos en kvinde, der har sine blødninger: 3 Mos 18,19 forbyder samlede med en kvinde under hendes menstruation.1 18,8 Han låner ikke ud mod renter og driver ikke åger: Det er ikke klart, om der på hebraisk er nogen betydningsforskel mellem de to ord (renter og åger, Red.). 3 Mos 25,35-38 forbyder at låne ud mod renter til en medisraelit.1 Åger: (ulovligt) udlån af penge til en urimelig høj rente.4 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1234.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=undg%C3%A6lde
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5ger
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Faktaboks: Børneofringer
| Børneofringer |
| I Hinnoms søns dal i Jerusalem fandtes et sted eller en konstruktion, der blev kaldt Tofet. I perioder af Israels historie blev der her praktiseret en kult, der indebar, at børn blev ofret eller „gik gennem ilden”, som det blev kaldt. Akaz og Manasse nævnes som konger i Juda, der praktiserede disse børneofringer (2 Kong 16,3 og 21,6; 2 Krøn 33,6). Under kong Josija blev kultstedet i Hinnoms søns dal vanhelliget som led i opgøret med afgudsdyrkelsen (2 Kong 23,10). Men en række steder hos Jeremias viser, at der stadig blev praktiseret børneofringer på hans og Ezekiels tid (Jer 3,24; 7,31; 19,5 og 32,35). En lignende kult var også blevet praktiseret i Nordriget (2 Kong 17,17). Nyere udgravninger i Kartago i Nordafrika har givet uhyggelige, arkæologiske vidnesbyrd om børneofringer, der bekræfter beskrivelserne af, hvad der foregik i Hinnoms søns dal. Børneofringer blev allerede praktiseret af folkene i Kana’ans land inden israelitternes indvandring og fremhæves som en af de ting, Israel ikke må overtage fra hedningerne (5 Mos 12,29ff; 18,9f). Guds forbud mod børneofringer er formuleret meget stærkt i Moseloven (3 Mos 18,21 og 20,1-5). Ez 23,39 kunne tyde på, at nogle israelitter i total strid med Moseloven betragtede deres børneofringer som en del af gudstjenesten til Israels Gud ære. Jeremias’ kategoriske benægtelse af, at Gud nogensinde skulle have ønsket eller påbudt børneofringer, peger i samme retning. Muligvis har nogle israelitter forsvaret børneofringerne med henvisning til Moselovens bud om at give den førstefødte søn til Gud – på trods af, at Moseloven udtrykkeligt fastslår, at den førstefødte skal frikøbes med en gave til helligdommen (2 Mos 13,11-16; 22,28b; 4 Mos 18,15f). Børneofringerne er således endnu et eksempel på den blanding af hedenske ritualer og tilbedelse af Israels Gud, som i Ez 8 bliver beskrevet som afskyelig og en krænkelse af Gud. Ezekiel nævner børneofringerne i 16,20f; 20,26.31 og 23,37-39. |
Faktaboks: Offerhøje
| Offerhøje |
| Det hebraiske ord bama betegner en lokal helligdom. Ofte var det en stenforhøjning med et alter eller en stenstøtte. Undertiden var offerhøjen opført i tilknytning til en tempelbygning. Sådanne forhøjninger kunne findes både i og uden for byerne. Arkæologer har afdækket en række offerhøje af forskellige typer både fra tiden før og efter opførelsen af templet i Jerusalem. Efter indvandringen dyrkede israelitterne Israels Gud på offerhøje rundt om i hele landet (se f.eks. 1 Sam 9,11-14; 1 Kong 3,2-5). Men efter opførelsen af templet i Jerusalem forbød Gud ofringer alle andre steder (5 Mos 12). Alligevel tillod kong Salomo, at der blev opført offerhøje – endda til afguder – efter bygningen af templet (1 Kong 11,4-10). Efter delingen af Israel opførte Nordrigets konge Jeroboam offerhøje rundt om i landet (1 Kong 12,31), en skik der meget hurtigt bredte sig til Sydriget (1 Kong 14,22f; 2 Kong 23,5). Kong Hizkija af Juda (omkring år 700) og kong Josija af Juda (omkring år 620) forsøgte at fjerne offerhøjene (2 Kong 18,4.22 og 2 Kong 23), men deres indsats førte ikke til varige ændringer. På trods af Guds forbud fortsatte mange israelitter altså gennem hele kongetiden den gamle tradition med at dyrke Israels Gud på lokale offerhøje. Profeternes hårde fordømmelse af offerhøjene skyldtes ikke blot, at gudsdyrkelsen på dem meget ofte blev blandet med eller udviklede sig til egentlig afgudsdyrkelse. Selv når gudstjenesten på offerhøjene primært var ment som tilbedelse af Israels Gud, var den forkastelig og syndig, fordi den blev gennemført i strid med Guds lov. |
Dag 269 – Ezekiels bog 19-21
Folkets ledere ville hellere dø end vende om til Herren og derfor synger Gud en dødsklage / sørgesang over dem. Billederne (ungløve / vinstok) indikerer, at Davids-dynastiet ville gå helt under, og sådan gik det – på nær en stub (Es 6,13) / spire (Es 53,2). Kap. 20 daterer tiden til 591 f.Kr. og er et centralt kapitel for at forstå Guds frelseshistorie med Israels folk: Tiden i Egypten, de 10 bud på Sinaj (20,11), frafaldet og konsekvenserne af det (Gud gav dem hen til “love, der ikke var gode” (20,25, jf. Rom 1.24.26.28) – hedningernes love, bl.a. om børneofringer) – og frelsen ved hyrdestaven (20,37), dvs. ved Kristus.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 19,1 Fyrster: Den almindelige betegnelse hos Ezekiel for kongen og kongefamilien.1 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 19,4 Faldgrube: Et overdækket hul i jorden, som løven kunne falde ned i. Kilder fra oldtiden viser, at det var almindeligt at fange løver i faldgruber.1 19,11 Egnede til herskerstave: Vinstokkens grene blev så kraftige, at de kunne bruges som stave, der symboliserer herskerværdighed.1 20,1 I det syvende år på den tiende dag i den femte måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder ab, og dateringen svarer til midt i august 591 f.Kr. Der er på dette tidspunkt gået godt to år, siden Ezekiel blev udsendt som profet (1,1-3), og præcis fem år senere bliver Jerusalem og templet sat i brand (Jer 52,12f). (2 Kong 25,8 daterer branden tre dage tidligere).1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. Israels ældste: Ledende personer blandt de bortførte israelitter i Babylonien.1 20,5 Jakobs hus: Patriarken Jakob var stamfader til Israels tolv stammer, som derfor kaldes Jakobs hus.1 20,12 Mine sabbatter: Dette vers (som gentages i vers 20) er et vigtigt ord for at forstå, hvad meningen med sabbatten er (se 2 Mos 20,8-11; 5 Mos 5,12-15). Sabbat betyder “hvile”. Det betyder, at det er en dag, hvor alt almindeligt arbejde og slid skal ophøre, sådan som de nævnte bibeltekster viser. Dette vers åbenbarer hensigten: Den skal tjene som et tegn eller som et stærkt signal om Guds pagtfællesskab med sit folk Israel.2 20,26.31 Se faktabokse om børneofringer nedenfor 20,29 På hebraisk er der ordspil mellem „offerhøj” (habbama) og „går” (habba’im).1 20,37 Passere under hyrdestaven: Med sin stav talte hyrden fårene og udskilte dem, der skulle skilles fra, f.eks. til tiende (3 Mos 27,32; Jer 33,13; Matt 25,32). Billedet bruges her om en dom, der vil danne skel i folket.1 20,40 På mit hellige bjerg, på Israels højeste bjerg: Tempelbjerget Zion ikke Jerusalem.1 21,2 Teman: Det hebraiske ord kan enten være et stednavn: Teman, et område i Edom syd for Det Døde Hav (f.eks. 25,13), eller en retningsangivelse, syd/syden (f.eks. 47,19 og 48,28).1 Skovlandet i syd: Det ord, der er oversat “Sydlandet”, kan enten være et stednavn: Negev, det tørre landområde i den sydlige del af Israel (f.eks. Dom 1,9), eller en retningsangivelse, syd/syden (f.eks. 40,2). Negev har næppe nogensinde været dækket af skov, men var tværtimod kendt som et tørt og ufrugtbart område, så hvis tilhørerne har forstået udtrykket som “Negevs skov”, må de have undret sig meget.1 21,17 Israels fyrster: Den almindelige betegnelse hos Ezekiel for kongerne I Jerusalem.1 Derfor skal du slå dig på hoften!: Et tegn på sorg og fortvivlelse (jf. Jer 31,19).1 21,19 Slå hænderne sammen: En handling, der kan udtrykke forskellige ting: Skadefryd (25,6; Nah 3,19), jubel (Sl 47,2) eller vrede (6,11; 4 Mos 24,10). V.22 viser, at handlingen her skal udtrykke harme.1 21,24 Vejmærke: Et vejskilt, sandsynligvis i form af en oprejst sten med en indhugget indskrift, da det hebraiske ord ellers bruges om monumenter med indskrift (f.eks. 1 Sam 15,12: „mindesmærke”; 2 Sam 18,18), hvor vejene til byerne begynder.1 21,25 Ammonitternes Rabba: Hovedstaden i Ammon, der var Judas naboland mod øst. Rabba er det moderne Amman i kongeriget Jordan.1 21,26 Han ryster pilene: To mærkede pile blev rystet i koggeret, hvorefter man trak den ene op som ved en lodtrækning.1 Husguderne: Omtalen af såkaldte „husguder” i GT tyder på, at begrebet blev brugt om forskellige former for afgudsfigurer eller kultgenstande (f.eks. 1 Mos 31,19.34; Dom 17,5), som man på en eller anden måde også kunne udlede varsler af (Zak 10,2).1 Undersøger leveren: Udseendet af leveren fra et offerdyr blev nøje undersøgt og brugt som grundlag for at tage varsler. Denne form for spådomskunst er kun nævnt her i Bibelen, men talrige skriftlige kilder og fundne lermodeller af dyrelevere viser, at den var udbredt i Mellemøsten.1 21,27 Se faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid, nedenfor. 21,31 Turban … krone: Begge ord betegner det samme, nemlig Sidkijas kongelige hoveddække. Kronen var ikke nødvendigvis af metal, men kunne f.eks. være en turbanagtig hovedbeklædning af tøj med en ædelsten eller anden udsmykning.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1239.
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Faktaboks: Børneofringer
| Børneofringer |
| I Hinnoms søns dal i Jerusalem fandtes et sted eller en konstruktion, der blev kaldt Tofet. I perioder af Israels historie blev der her praktiseret en kult, der indebar, at børn blev ofret eller „gik gennem ilden”, som det blev kaldt. Akaz og Manasse nævnes som konger i Juda, der praktiserede disse børneofringer (2 Kong 16,3 og 21,6; 2 Krøn 33,6). Under kong Josija blev kultstedet i Hinnoms søns dal vanhelliget som led i opgøret med afgudsdyrkelsen (2 Kong 23,10). Men en række steder hos Jeremias viser, at der stadig blev praktiseret børneofringer på hans og Ezekiels tid (Jer 3,24; 7,31; 19,5 og 32,35). En lignende kult var også blevet praktiseret i Nordriget (2 Kong 17,17). Nyere udgravninger i Kartago i Nordafrika har givet uhyggelige, arkæologiske vidnesbyrd om børneofringer, der bekræfter beskrivelserne af, hvad der foregik i Hinnoms søns dal. Børneofringer blev allerede praktiseret af folkene i Kana’ans land inden israelitternes indvandring og fremhæves som en af de ting, Israel ikke må overtage fra hedningerne (5 Mos 12,29ff; 18,9f). Guds forbud mod børneofringer er formuleret meget stærkt i Moseloven (3 Mos 18,21 og 20,1-5). Ez 23,39 kunne tyde på, at nogle israelitter i total strid med Moseloven betragtede deres børneofringer som en del af gudstjenesten til Israels Gud ære. Jeremias’ kategoriske benægtelse af, at Gud nogensinde skulle have ønsket eller påbudt børneofringer, peger i samme retning. Muligvis har nogle israelitter forsvaret børneofringerne med henvisning til Moselovens bud om at give den førstefødte søn til Gud – på trods af, at Moseloven udtrykkeligt fastslår, at den førstefødte skal frikøbes med en gave til helligdommen (2 Mos 13,11-16; 22,28b; 4 Mos 18,15f). Børneofringerne er således endnu et eksempel på den blanding af hedenske ritualer og tilbedelse af Israels Gud, som i Ez 8 bliver beskrevet som afskyelig og en krænkelse af Gud. Ezekiel nævner børneofringerne i 16,20f; 20,26.31 og 23,37-39. |
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Dag 270 – Ezekiels bog 22-24
Inden Israels folk kan vende om til Gud, skal de på grund af frafaldet igennem vanskelige tider. Overvej, om kriser i livet kan betegnes som tider i smelteovnen for at rense slaggeret væk (22,18). Kap. 23 omtaler i stærke billeder med seksuelle udskejelser både Nordrigets (Oholas) fald 130 år tidligere og Sydrigets (Oholiba) endnu mere tragiske fremtid. Kap. 24 er talt en januardag 588 f.Kr., da Jerusalem blev belejret. Ezekiel selv skulle mærke Guds egen smerte, da Gud tog hans kone fra ham og bad ham afholde sig fra ligklage (24,16-24).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 22,4 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.1 22,6 Israels fyrster: Den almindelige betegnelse hos Ezekiel for kongen og kongefamilien.2 22,7 Fremmede … faderløse og enker: Moseloven indskærper omsorgen for personer, der af den ene eller den anden grund er svage eller står i udkanten af samfundet (f.eks. 2 Mos 22,20f).2 22,8 Helliggaver: Ordet betegner ikke bare offergaver, men alle de hellige ting: templet, gudstjenesten osv.2 22,9 På bjergene holder de måltid: Rituelle måltider i forbindelse med ofringer uden for templet i Jerusalem.2 22,10 De blotter deres fars køn: Betyder ifølge 3 Mos 18,8 samleje med sin fars hustru, altså sin mor eller stedmor.2 22,11 Samleje med en svigerdatter er forbudt (3 Mos 18,15). Samleje med en søster eller halvsøster er forbudt (3 Mos 18,9).2 22,12 Åger: (ulovligt) udlån af penge til en urimelig høj rente.3 22,13 Slår hænderne sammen: At slå hænderne sammen kan udtrykke forskellige ting: Skadefryd (25,6; Nah 3,19), jubel (Sl 47,2) eller vrede (6,11; 4 Mos 24,10). Her er det en reaktion på synden i Jerusalem og udtrykker derfor vrede.2 22,18 Sølv blev udvundet ved, at man opvarmede malmen, der indeholdt forskellige metaller og grundstoffer, i en smelteovn, hvor det værdiløse blev udskilt som slagger.2 22,28 Profeterne kalker over: Se note til 13,10.1 23,14 Kaldæiske: Babylonske (Note fra 1,3) 23,23 Pekod, Shoa og Koa og alle assyrerne: Stammer og folk der var indlemmet i babylonerkongens rige og repræsenteret i hans hær.2 23,34 Flænge dine bryster: At slå sig for brystet er et udtryk for klage (Es 32,12), men i Jerusalems tilfælde skal klagen blive så stærk, at hun ikke blot slår sig for brystet, men flænger dem.2 23,37-39 Se faktabokse om børneofringer fra nedenfor. 24,1 Det niende år på den tiende dag i den tiende måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder tebet, og dateringen svarer til midt i januar 588 f.Kr.2 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 24,6 Anløben: (lettere) moralsk fordærvet.4 Ir: Grønlig eller brunlig belægning på en genstand af kobber, messing eller bronze, fremkommet ved atmosfærens påvirkning med ilt, fugt og kuldioxid eller ved kemisk behandling.5 24,16 Ligklage: Se faktabokse om dødklage nedenfor. 24,17 Sørgebrød: Mad der bliver bragt til de sørgende.2 |
2 Ole Andersen, Ezekiels Bog, Kolon, 2023, s. 248-252.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/%25C3%25A5ger
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/anl%25C3%25B8ben
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/ir
Faktaboks: Børneofringer
| Børneofringer |
| I Hinnoms søns dal i Jerusalem fandtes et sted eller en konstruktion, der blev kaldt Tofet. I perioder af Israels historie blev der her praktiseret en kult, der indebar, at børn blev ofret eller „gik gennem ilden”, som det blev kaldt. Akaz og Manasse nævnes som konger i Juda, der praktiserede disse børneofringer (2 Kong 16,3 og 21,6; 2 Krøn 33,6). Under kong Josija blev kultstedet i Hinnoms søns dal vanhelliget som led i opgøret med afgudsdyrkelsen (2 Kong 23,10). Men en række steder hos Jeremias viser, at der stadig blev praktiseret børneofringer på hans og Ezekiels tid (Jer 3,24; 7,31; 19,5 og 32,35). En lignende kult var også blevet praktiseret i Nordriget (2 Kong 17,17). Nyere udgravninger i Kartago i Nordafrika har givet uhyggelige, arkæologiske vidnesbyrd om børneofringer, der bekræfter beskrivelserne af, hvad der foregik i Hinnoms søns dal. Børneofringer blev allerede praktiseret af folkene i Kana’ans land inden israelitternes indvandring og fremhæves som en af de ting, Israel ikke må overtage fra hedningerne (5 Mos 12,29ff; 18,9f). Guds forbud mod børneofringer er formuleret meget stærkt i Moseloven (3 Mos 18,21 og 20,1-5). Ez 23,39 kunne tyde på, at nogle israelitter i total strid med Moseloven betragtede deres børneofringer som en del af gudstjenesten til Israels Gud ære. Jeremias’ kategoriske benægtelse af, at Gud nogensinde skulle have ønsket eller påbudt børneofringer, peger i samme retning. Muligvis har nogle israelitter forsvaret børneofringerne med henvisning til Moselovens bud om at give den førstefødte søn til Gud – på trods af, at Moseloven udtrykkeligt fastslår, at den førstefødte skal frikøbes med en gave til helligdommen (2 Mos 13,11-16; 22,28b; 4 Mos 18,15f). Børneofringerne er således endnu et eksempel på den blanding af hedenske ritualer og tilbedelse af Israels Gud, som i Ez 8 bliver beskrevet som afskyelig og en krænkelse af Gud. Ezekiel nævner børneofringerne i 16,20f; 20,26.31 og 23,37-39. |
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
