Dag 241 – Galaterbrevet 1-3
Galaterbrevet er sammen med Romerbrevet Paulus’ stærkeste skrift i beskrivelsen af evangeliets centrale indhold. Paulus forsvarede evangeliets renhed mod den falskhed, der havde sneget sig ind i menigheden med de falske profeter, der krævede omskærelse eller overholdelse af tidsbestemte regler. Paulus var meget bevidst om sit Gudgivne apostolat og klar i sin forkyndelse: “Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus”. Evangeliet var før loven, og lovens rolle har aldrig været at frelse, men at opdrage til Kristus (3,23-24), så vi ved troen på ham kunne være ét.
Indledning til Galaterbrevet
Menighederne i Galatien havde fået den ide, at kristne skulle leve under Moseloven – i modsætning til, hvad Paulus prædikede. Paulus skrev om, hvordan kristne skal forholde sig til loven og evangeliet.
Indledning
Brevet er stilet til menighederne i Galatien, men de lærde er uenige om, hvilke menigheder der tænkes på. Ordet Galatien kan nemlig dels betyde den romerske provins Galatien, som Paulus besøgte under sin første missionsrejse (ApG 13,14-14,25), og dels det mindre landskab Galatien, som Paulus besøgte på sin anden og tredje missionsrejse (ApG 16,6; 18,23). Det har ingen betydning for forståelsen af brevet, om man er tilhænger af den ene eller den anden teori. Derimod spiller det en rolle for brevets datering. Er man tilhænger af provinsteorien, og mener man, at Gal 2,1-10 svarer til ApG 11,30, er Galaterbrevet skrevet før apostelmødet (år 48-49) og er dermed det ældste Paulusbrev. Mener man, at Gal 2,1-10 svarer til ApG 15,1-21, er brevet skrevet på den anden missionsrejse (år 49-52). Er man tilhænger af landskabsteorien, er Galaterbrevet affattet kort tid forud for Første Korintherbrev under Paulus’ treårige ophold i Efesos (52-55), det vil sige i år 54 eller begyndelsen af år 55.
Anledningen til brevet var alarmerende meldinger om, at nogle judaistiske vranglærere var på spil i Galatien. De forlangte, at de omvendte hedninger skulle holde Moseloven, især det som angik omskærelsen og festdagene, for at få retten til Kristi frelsesgoder. Det dybt betænkelige var, at de krævede bestemte lovgerninger som vilkår for frelse i stedet for tro på Kristus og hans retfærdighed. Deres strategi var at bekæmpe Paulus og det evangelium, han forkyndte. Galaterne var allerede begyndt at fejre sabbat og jødiske højtider (4,10). Det næste var, at de også lod sig omskære (5,2-3). Dermed ville judaisterne have vundet en fuldstændig sejr. Kristendommen ville blive en jødisk sekt – og de troende ville miste friheden i Kristus. Det er dybt tragisk at læse om, hvor mange der i en ung menighed var faldet fra Kristus.
I denne situation skriver Paulus et flammende kampskrift om den kristne frihed, præget af sjælesørgerisk omsorg for de menigheder, han har stiftet. Det store problem er: Bliver vi frelst af nåde alene ved tro på Kristus, eller kræves det tillige, at vi holder loven og dens ceremonier? Brevet vidner om apostelens intense engagement for menighedernes ve og vel. Nidkærheden skifter mellem heftig vrede og inderlig varme. Paulus veksler mellem forbandelser, advarsler, indtrængende bønner og formaninger. Han forkynder med kraft og styrke, at retfærdighed og frelse ikke vindes ved lovens gerninger, men alene ved tro på Kristus.
Galaterbrevet er et kampskrift mod en religiøsitet, som har været en konstant fristelse for den kristne kirke, og som sandsynligvis vil vedblive at være det. Vranglæren kan antage nye former, men faren for at bygge kristentroen på egne gerninger i stedet for på Kristus og hans retfærdighed, som man får ved tro på ham, synes at være permanent. Derfor er Galaterbrevet altid aktuelt – det brev, som er hele kristenhedens frihedsbrev.
Inddeling:
1. Hilsen og forundring (Gal 1,1-9)
2. Selvbiografi og selvforsvar (Gal 1,10-2,21)
3. Frihedens evangelium (Gal 3,1-5,12)
4. Livet i Ånden (Gal 5,13-6,10)
5. Afslutning (Gal 6,11-18).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Galaterbrevet
Ca. år 48
Dag 242 – Galaterbrevet 4-6
Igen tog Paulus fat i evangeliet og pegede på, at dets opgave er at frigøre mennesket fra lovens forbandelse og afguderne, vel vidende, at menneskets naturlige drift er at gå tilbage til trældom under synd, død og Djævel. Galaterne er på den vej, hvis de lader sig omskære og dermed tror sig frelste. Derimod skal de (og vi) leve i spændingen mellem kødets lyst og Åndens ledelse – og så ikke kende til anden stolthed end Jesu Kristi kors (6,14, jf. 1 Kor 2,2).
Dag 243 – Klagesangene 1-2
“Ak!”, begynder begge kapitler og slår dermed grundtonen an i Klages. Den historiske situation var Judas folks deportation til Babylon og Jerusalems ødelæggelse. Byen blev totalt smadret, og desperationen er stor (se også Sl 137). I disse første kapitler er der meget selvbesindelse (fx 1,8: “Jerusalem har syndet”) og erkendelse af, at Herren gjorde, som han havde forudsagt (2,17). Nu var det for sent – og dog: “Bønnen er for alting godt” (DDS 583,1), og Jeremias (som muligvis er forfatteren) skriver: “Udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt” (2,19).
Indledning til Klagesangene
Jerusalem er faldet! Folket synger lange og indholdsmættede klagesange og begræder Jerusalems ødelæggelse, imens de samtidig ser hen til Gud i håb om genopbygning.
Indledning
Katastrofen var indtruffet. Jerusalem var faldet. I Klagesangene mærker vi mere end i noget andet skrift det religiøse og teologiske chok, som katastrofen i året 586 f.Kr. skabte i Israel. Jerusalems fald og ødelæggelse var ikke bare en national ulykke, men i fuldt så høj grad en religiøs katastrofe. Det var jo Gud selv, der med vældig hånd havde ført Israel ind i det forjættede land. Han havde ved en speciel udvælgelse udvalgt Zion. Helligdommen dér, templet, var på en særlig måde Guds bolig, og på den måde var den stedet for Guds nærvær i sit folk.
Dog havde profeterne advaret folket. Især Jeremias havde tidligt og sent advaret og formanet dem til at vende om til Herren deres Gud. Han havde forudsagt, hvordan det ville gå, hvis de ikke omvendte sig fra deres onde veje. Men folket havde med dets konger og ledere i spidsen stået ham hårdt imod, forfulgt og mishandlet ham og ikke fulgt hans råd. Nu var hans profetier gået i opfyldelse. Flertallet af befolkningen var bortført til Babel, templet nedbrændt og byen jævnet med jorden.
Forfatteren til Klagesangene ser klart retfærdigheden i den dom, som for syndens skyld var gået over Jerusalem. Det er tankevækkende, at han slet ikke nævner babylonierne. Han er overbevist om, at folket alene har med Gud at gøre. Der findes en stærk tone af syndsbekendelse i Klagesangene. På grund af synden har folket fået Gud imod sig. Men der findes også en håbets tone. Hvor der ikke findes noget menneskeligt håb, kan Guds forbarmende kærlighed hjælpe. Når forfatteren retter blikket opad, bliver han en herlig evangelist: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (3,22-23).
Bogen læses endnu af fromme jøder hver fredag aften ved grædemuren i Jerusalem. Den læses ligeledes i synagogerne verden over på den dag i august, hvor man mindes Jerusalems ødelæggelse. Det mest iøjnefaldende særtræk ved Klagesangenes formelle opbygning er, at de har en såkaldt akrostisk form, dvs. versene i hvert klagedigt (kapitel) har et begyndelsesbogstav, som følger rækkefølgen i det hebraiske alfabet, der har 22 bogstaver. V.1 begynder således med det hebraiske “a”, v. 2 med det hebraiske “b” osv. Kapitlet har derfor 22 vers. Dog er der undtagelser. Kap. 3 har således 3 gange 22 vers, ligesom kap. 5 er anderledes. Man ved ikke, hvem der er forfatteren. Jøderne antog – uden tvivl med rette – at det var Jeremias.
Bogen består af 5 sange, sådan at hvert kapitel danner en sang. De to første og de to sidste kan karakteriseres som nationale klagesalmer. Den tredje er en individuel klagesalme helt til v. 40, så går den også over i en national klagesalme.
Bogens inddeling:
1. Jerusalems ødelæggelse (Klages 1)
2. Bag Jerusalems ødelæggelse står Herrens vrede (Klages 2)
3. Herrens troskab og barmhjertighed giver håb (Klages 3)
4. Folkets synd er årsag til nøden (Klages 4)
5. Hjælpen består i at vende om til Herren (Klages 5).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Israel og Juda på Jeremias’ tid
Ca. 597 f.Kr.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 Hoveriarbejde: Slavearbejde.1 1,4 Zion: Jerusalem.2 1,5 Kuede: (Med magt) forhindre i at udfolde sig frit; holde nede.3 1,14 Åg: Se faktaboks nedenfor. 1,15 Persen: Presse som druer eller andre frugter knuses i ved fremstilling af fx vin eller most.4 2,19 Når vagterne skifter: Vagterne skiftede tre gange om natten.1 (Se også faktaboks nedenfor) |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 165-169.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kue
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=perse
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Dag 244 – Klagesangene 3-5
Nu ændres perspektivet en smule fra det kollektive til det individuelle og fra selvbesindelse til egentlig klage. Mon ikke samme forandring sker, når vi oplever personlige tab eller modgang? Nøden i Babylon var ubeskrivelig (se fx 4,4-5), og det er ofte i nøden, at man søger Gud. Tiden i Babylon blev en vækkelsestid (se 3,21-23.31-33.40-42), og et fornyet folk vendte hjem for at genopbygge Israel. Læg mærke til under læsningen, at der ud over den historiske situation er forudsigelse af Kristi lidelse. I den katolske kirke læser man Klages i sidste del af den stille uge.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 3,9 Kvadersten: Firkantet byggesten tilhugget af natursten, typisk granit.1 3,14 Nidviser: Vise der håner eller spotter nogen.2 3,15 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.3 3,27 Åg: Se faktaboks nedenfor. 3,32 Kuer: (Med magt) forhindre i at udfolde sig frit; holde nede.4 3,47 Grube: Gravet hul i jordoverfladen.5 4,5 Purpur: Kostbart rødviolet farvestof (dibromindigo) som allerede i oldtiden udvandtes af et kirtelsekret fra purpursnegle.6 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nidvise
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kue
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=Grube
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=Purpur
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Dag 245 – Salmerne 104-105
“Pris skabelsens Gud”, “Pris pagtens Gud” har jeg sat som overskrift over Sl 104 og 105. De er begge store lovsange. Skaberværket afspejler både Guds kreativitet, magt og visdom I hans hånd er føde og gode gaver, og Gud er også Herre over liv og død (104,27-30). Sl 105 minder os om Guds store pagter med Abraham og hans efterkommere (i sidste ende Kristus, Gal 3,16). “Evigt husker han på sin pagt” (105,8), kan vi se ud fra Guds trofasthed under plagerne i Egypten og vandringen i ørkenen under Moses. Er Gud ikke stadig den samme?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 104 Digteren har i sin salme brugt ord og forestillinger fra forskellige skabelsesmyter (fx v.6.26), der var udbredte i området fra Egypten til Babylon og Grækenland, men de er blevet brugt helt i den bibelske skabelsesforståelses tjeneste. Måske tjener de til at understrege, at Gud ikke blot er ét lands og ét folks skaber, men himlens og jordens skaber; alle folk er inde under den omsorg, der lovprises. Især har man bemærket en række lighedspunkter med en egyptisk hymne fra 14. årh. f.Kr. til guden Aton. Forskellene er dog så store, at der næppe er tale om direkte afhængighed eller kendskab, men netop om fælles baggrund i emne, sprog og billeder.1 Salmen er bygget op, så temaerne følger de seks skabelsesdage i 1 Mos 1: 1. dag: v.1-2a; 2. dag: v.2b-4; 3. dag: v.5-18; 4. dag: v.19-20; 5. dag: v.25-26; 6. dag: v.21-23+27-30.2 104,3 Med højsal er der tænkt på de rum, der var bygget som øverste etage på rigmænds huse (Dom 3,20. 1 Kong 17,19), ofte som tron- og gildesale. Guds højsal strækker sig ud over hele himlen og er først fæstet langt uden for menneskets horisont.1 104,26 Livjatan var oprindelig navnet i kana’anæiske myter på et søuhyre, her er det dog blot et stort havdyr, velsagtens en hval eller krokodille (Job 40,25-41,3), der er skabt til at lege i havet – så forunderlig rig og ødsel er Gud! DOs forståelse af teksten er ikke umulig, men det er sprogligt mere nærliggende at oversætte v.26b: dér er Livjatan, som du skabte til at lege med. Det frygtindgydende uhyre er blot et kæledyr, Gud leger med! Måske er der et ironisk hip til samtidens mytologiske forestillinger.1 105,1 Halleluja betyder: Lovpris Herren.1 105,23 Kams land: Kam var stamfader til bl.a. Misrajim, der er det hebraiske navn for Egypten (1 Mos 10,6); her bruges Kams land som synonym for Egypten (Sl 78,51).1 105,40 Om vagtler og mannaen se 2 Mos 16,2-4.13-15.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 218-221.
Dag 246 – Joels bog 1-4
Joel er bedst kendt for sin store Helligånds-profeti i kap. 3, som opfyldes og citeres af Peter pinsedag (ApG 2,17-21). Inden da kalder Joel folket (særligt præster og ældste – 1,2 ; 2,13-14) til omvendelse. Tidspunktet for græshoppeplagen (1,2-12) og derfor dateringen af bogen er omdiskuteret. Nogle daterer (ud fra en teori om, at 12-profet-bogen er ordnet kronologisk, og Joels bog derfor er næstældst) til 9. årh. f.Kr., andre omkring 500-450 f.Kr. Mere afgørende er naturligvis budskabet om omvendelse, forventningen til Helligåndens udgydelse (kap. 3) og den endelig dom og frelse i Kristus (kap. 4).
Indledning til Joels bog
Joel udlægger den aktuelle plage af græshopper som Guds dom – og forudsiger en ny tid.
Indledning
Joels far hed Petuel. Det er det eneste, vi ved om ham. Nogle mener, at han er den ældste af de skrivende profeter, andre at han er en af de yngste. I sine profetier henvender han sig til Zion og Jerusalem, mens Nordriget overhovedet ikke nævnes. Derfor mener mange, at han har levet og virket i Jerusalem.
Udgangspunktet for Joels profetier er en voldsom græshoppeplage, der er gået over landet. Denne hjemsøgelse bliver et billede på Herrens dag, som er frygteligere end det forvarsel, de netop har fået i græshoppeplagen. Joel vil berede folket til at møde denne dag.
Bogens to store hovedtanker er Herrens dag og Åndens udgydelse. Herrens dag peger frem mod verdensdommen, mens Åndens udgydelse peger frem mod pinsedag og Herrens endelige fredsrige på jord. Bogen vidner stærkt om, at Gud er historiens Herre, for hvem ikke blot fortidens og nutidens, men også fremtidens og endetidens historie hænger sammen i én stor guddommelig handlen med sit folk. Udgangspunktet er nutiden, men perspektivet er frelsestiden og endetiden. Det hele er samlet omkring Zion som det sted, forjættelserne er knyttet til, og hvor Herren bor. En har udtrykt det sådan: “Joel profeterer om Kristi rige, om Helligåndens udgydelse og om det evige Jerusalem”.
Bogens inddeling:
1. Græshoppeplagen (Joel 1,1-12)
2. Omvendelsens frugter (Joel 1,13-2,27)
3. Åndsudgydelsen (Joel 3)
4. Dommen over folkeslagene og Israels frelse (Joel 4).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Joels bog
Ca. 500 f.Kr.?
Dag 247 – Nahums bog 1-3
Profeten Nahum var samtidig med Jeremias og Sefanias. Hans budskab var særligt rettet mod Nineve og assyrerne, og Nahum har formentlig fået sit budskab fra Gud kort tid før Nineves fald i 612 f.Kr. Nineves ondskab står som et billede på AL verdens ondskab, der skal få sin retfærdige straf fra Gud. På den anden side er der godt budskab til dem, der søger tilflugt hos Gud (1,7), og missionens tidsalder forudsiges (2,1 – jf. Es 52,7 og Rom 10,15).
Indledning til Nahums bog
Gud var på nippet til at udløse et smertehelvede over Nineve som en dom for dets synder.
Indledning
I en betagende poesi og med kraft og majestæt beskriver Nahum både Gud som historiens suveræne hersker og forudsiger samtidig Ninives fald. Vi kender kun Nahum fra Nahums Bog, hvor han i begyndelsen omtales som elkoshitten. Vi kender ikke med sikkerhed byen Elkosh’s beliggenhed eller den nøjagtige tidsangivelse for Nahums virke, men der er nogle sikre holdepunkter. Hans profetier om den assyriske hovedstad Ninive går i opfyldelse i 612 f. Kr., hvor byen blev erobret af babylonierne og mederne. Samtidig fremgår det af 3,8, at byen No-Amon, bedre kendt under det græske navn Theben, vore dages Luxor, er indtaget af assyrerne. Det skete i 663. Det er i løbet af denne periode, at Nahum er trådt frem med sit budskab.
Første gang, vi i Bibelen hører om Ninive, er i 1 Mos 10,11, hvor der fortælles om dens grundlæggelse. Den lå i det nuværende Irak. Ninive blev senere hovedstad i det store assyriske verdensrige, som erobrede det ene folk efter det andet. Det var datidens krigerfolk, der var frygtet for deres store grusomhed. I 722 erobrede assyrerne Nordriget, hvor mange af israelitterne blev bortført østpå til det store assyriske rige.
Nahums budskab er eksklusivt rettet mod Ninive. Han er den eneste profet, der ikke har et advarsels- eller domsord til sit eget folk. Ninive falder, fordi assyrernes mål af ondskab og grusomheder er fuldt. Nahum giver et vigtigt bidrag til forståelsen af Gud som historiens herre, der er langmodig, men som ikke for altid bærer over med et folk, som i hovmod sætter sig op mod hans vilje.
Bogens inddeling:
1. Herren som verdenshistoriens strenge og retfærdige dommer (Nah 1,1-8)
2. Herrens dom over Ninive (Nam 1,9-2,1)
3. Profetisk skildring af Nineves fald (Nam 2,2-14)
4. Veråb og spottesang over Nineve (Nam 3,1-19).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Nahums tid
Ca. 660-614 f.Kr.
Nahum profeterede sandsynligvis engang mellem Assyriens storhedstid, omkring 664 f.Kr. og Nineves fald i 612. I løbet af denne tid var det assyriske rige i tilbagegang, da Egypten, Juda og Babylonien (med hjælp fra mederne) genvandt selvstyre og udhulede Assyriens magt.
Dag 248 – Sefanias bog 1-3
Sefanias’ Bog er et af de skarpeste budskaber i hele GT til Israels eget folk. Mere præcist er det rettet mod Sydriget, for Nordriget var gået under på dette tidspunkt. “Jeg udrydder alt fra jordens overflade” (1,2) minder om syndfloden i 1 Mos 6-8. “Herrens dag” er dommens dag – i første omgang er det babyloniernes indtagelse af landet, men noget af sproget finder vi igen i Åb’s tale om den endelig dom. Til slut i bogen tales der om “Israels rest”, som er de troende blandt folket, der stoler på Herrens navn. Sefanias profeterede, at folket igen skulle vende tilbage til deres eget land.
Indledning til Sefanias bog
Gud vil udslette alt og genoprette alt: Israel, Juda og de omkringliggende nationer. Alt falder under dommen, og så bliver alt meget, meget bedre.
Indledning
Sefanias virkede, mens Josija (640-609) var konge i Sydriget. Han var af kongelig slægt, idet hans tipoldefar var den fromme kong Hizkija, der regerede Sydriget i 715-687 (2 Kong 18-20. 2 Krøn 29-32). Hvis Sefanias er blevet opdraget i sin tipoldefars ånd, må der have været åndelige spændinger inden for kongeslægten, idet Hizkijas søn Manasse og hans sønnesøn Ammon var meget ugudelige. Men i 640 blev Hizkijas oldebarn Josija konge, og han tog i 622 et stærkt opgør med afgudsdyrkelsen. Man må formode, at Sefanias har virket før Josijas reformation i 622, ja hans alvorlige doms- og omvendelsesforkyndelse (1,2-2,3) har måske været medvirkende til Josijas åndelige udvikling, der gjorde ham til reformator (2 Kong 22,1-23,30. 2 Krøn 34-35).
Stærkere end nogen anden profet forkynder Sefanias Herrens dag, hvor straffen skal ramme enhver, der er afgudsdyrker, hvad enten han tilhører Herrens eget folk (1,2-2,3; 3,1-8) eller et af de mange folkeslag (2,4-15). Mens også denne domsprofet forkynder trøsteord, idet han slutter med udsagn om frelsen i den sidste tid (3,9-20). Den bog, der begynder med domsforkyndelsens basunrøst, slutter med løftets herlige toner.
Bogens inddeling:
1. Sefanias og hans tid (Sef 1,1)
2. Dommen over Juda og Jerusalem (Sef 1,2-6)
3. Herrens dag (Sef 1,7-2,3)
4. Dom over de fremmede folkeslag (Sef 2,4-15)
5. Dom over Jerusalem (Sef 3,1-8)
6. Frelsen for Israels rest (Sef 3,9-20).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Sefanias’ tid
Ca. 620 f.Kr.
Sefanias profeterede under Josias’ regeringstid, da Egypten, Juda og Babylonien (med medernes hjælp) genvandt deres autonomi og udhulede Assyriens magt. Kort efter dette tidspunkt ville babylonierne erstatte assyrerne som den dominerende magt i nærøsten.
Dag 249 – Johannesevangeliet 1-2
Velkommen til Johannesevangeliet og en vidunderlig læseoplevelse. Vore fire evangelier har forskelligt kronologisk udgangspunkt. Da vi læste Mark, begyndte vi i ørkenen med Jesus som 30-årig. Lukas begynder et halvt år før Jesu fødsel, men Johannes går tilbage til skabelsen (jf. 1 Mos 1,1): “I begyndelsen… var Ordet”. Johannes afbildes ofte med ørnen, som har det store overblik, og Johannes fortæller Jesushistorien fra Guds synsvinkel, men vægt på Kristus som Gud og i nogle tilfælde temmelig anderledes end “de synoptiske evangelier” (Matt, Mark og Luk). Der er 7 tegn i Joh – det første i 2,1-11.
Indledning til Johannesevangeliet bog
Johannes skrev sit evangelium som en række af tegn, så læseren kunne komme til tro på Jesus og have liv i hans navn. (Joh 20,30-31)
Introduktion
Hvem skrev det evangelium, der adskiller sig fra de tre første i stil, opbygning og indhold? To steder møder vi et øjenvidneudsagn (19,35; 21,24). Forfatteren var med på Golgata og ved Genesaret Sø, da den opstandne viste sig for disciplene. Han må være en palæstinensisk jøde, da han afslører et godt lokalkendskab til steder, bygninger og skikke i Palæstina og samtidig skriver korrekt græsk med visse semitiske træk.
Navnet Johannes er ikke nævnt i evangeliet. Derimod bruger forfatteren flere steder udtrykket den discipel Jesus elskede om sig selv (13,23; 19,26; 20,2; 21,7.20). Det peger på en person, som stod Jesus særlig nær. Det ved vi, at Peter, Jakob og Johannes gjorde. I 13,23-24 og 20,2 nævnes den discipel, Jesus elsker, sammen med Peter. Altså er Peter udelukket. Tilbage har vi de to Zebedæussønner, men ApG 12,2 fortæller, at Jakob blev henrettet med sværd. Det skete sandsynligvis år 44. Det tyder på, at forfatteren må være apostlen Johannes. Det understreges også af den oldkirkelige tradition.
Vi kender kun Johannes’ liv stykkevis. Han var søn af Salome og fiskeren Zebedæus, der måske har været en veletableret fiskeskipper, da han havde daglejere (Matt 4,21; 27,56. Mark 1,20; 15,40). Deres hjem var i Kapernaum (Matt 4,13.21). Johannes var nok yngre end Jakob, eftersom han flere steder i evangelierne kaldes Jakobs bror (Mark 1,19; 3,17).
Johannes sluttede sig til Johannes Døber (1,35-40). Da han hørte Døberens vidnesbyrd om Jesus, forlod han sammen med Andreas Døberen for at følge Jesus. Ved Genesaret Sø fik han og broderen kaldet til at blive menneskefiskere (Matt 4,21. Luk 5,10-11). Da forlod de både deres far og fiskerbåden for at følge Jesus. Sammen med Peter og Jakob hørte Johannes til inderkredsen i discipelflokken (Mark 5,37. Matt 17,1; 26,37). De to brødre fik af Jesus tilnavnet “Tordensønner” (Mark 3,17). Baggrunden siges ikke direkte, men Mark 9,38-39 og Luk 9,49.54-55 antyder, at de sandsynligvis havde et voldsomt temperament. Overraskende nok er det netop Johannes, som har fået betegnelsen kærlighedens apostel, og som så stærkt, især i sine breve, understreger, at mødet med Kristi kærlighed skal give sig udslag i næstekærlighed. Eller måske et det netop ikke så overraskende. Som få andre havde han indset nødvendigheden af Kristi kærligheds nyskabende kraft i et menneskes liv og selv oplevet det. Jesus overlod ham ansvaret for sin mor, da han hang på korset (19,26-27). Peter og Johannes var de første apostle, som kom til Jesu grav påskemorgen (20,3-10), og Johannes var den første, der genkendte Jesus, da han åbenbarede sig for dem ved Genesaret Sø.
I Apostlenes Gerninger møder vi Johannes flere gange, oftest sammen med Peter (1,13; 3,1-11; 4,13-22; 8,14). I 12,2 nævnes Jakob som Johannes’ bror, måske fordi Johannes i urmenigheden var mest kendt af de to. Paulus betegner Johannes som en af søjlerne i menigheden (Gal 2,9). Den oldkirkelige tradition hævder (næsten) enstemmigt, at Johannes tilbragte den sidste del af sit liv i Efesos, hvor Paulus mange år tidligere havde opholdt sig (ApG 19). Vi ved ikke, hvornår han kom dertil, men han fik en ledende stilling i menigheden. Så blev han forvist til øen Patmos (Åb 1,9), men vendte tilbage til Efesos, hvor han døde i kejser Trajans regeringstid (98-117). Vi ved ikke, om Johannes skrev sit evangelium før eller efter opholdet på Patmos.
Johannes henvender sig et par steder direkte til læserne (19,35; 20,31), men uden at sige hvem de er, eller hvor de findes. Oplysninger om jødiske højtider (2,13; 6,4; 7,3; 11,55) og forklaring af jødiske skikke (2,6; 4,9; 19,40) kan tyde på, at evangeliet i første række er rettet til hedningekristne. Johannes har valgt at fortælle om syv af Jesu offentlige tegn (2,1-12; 4,43-54; 5,1-18; 6,1-15. 16-21; 9,1-41; 11,1-44), og i 20,31 fortæller han hvorfor – nemlig for at læserne skal tro, at Jesus er Kristus og dermed få evigt liv. Desuden har Johannes gengivet en række af Jesu taler og udsagn om sig selv, bl.a. de syv “Jeg-er-ord” (6,35; 8,12; 10,7.11; 11,25; 14,6; 15,1). Pointen er, at læseren skal modtage Jesus i tro.
Det svarer til, at Johannes beskæftiger sig meget med menneskers reaktion på Jesu ord og gerninger; deres forskellige måde at reagere på deler dem i første omgang i tre grupper: 1. Disciplene, som tror på Jesus (fx 2,11; 4,39.42.53; 9,38; 14,23-24; 17,8). 2. Jøderne, som afviser Jesus (fx 5,16; 6,41-42. 60-61. 66). 3. Mellemgruppen, som i udgangspunktet har en positiv indstilling til og en overfladisk tro på Jesus, men som alligevel ikke forstår sandheden om ham (fx 2,23ff; 7,31; 8,30; 10,42). I virkeligheden er der dog kun to grupper – dem, der tror på Jesus og dem, der forkaster ham. Det kommer i Johannesevangeliet tydeligt frem ved, at disciplenes tro i løbet af evangeliet bliver mere og mere afklaret (med et højdepunkt i Marthas bekendelse 11,27), samtidig med at jøderne bliver mere og mere opsatte på at slå ham ihjel (5,18; 7,30; 8,59; 10,31; 11,53.57), mens midtergruppen tvinges til at vælge side (fx 8,31).
Johannesevangeliets opbygning og indhold:
1. Prolog (Joh 1,1-18)
2. Jesus åbenbarer sin herlighed for folket i tegn og tale (Joh 1,19-12,50)
3. Jesus åbenbarer sin herlighed for disciplene (Joh 13,1-17,26)
4. Jesus åbenbarer sin herlighed i lidelse, død og opstandelse (Joh 18,1-20,31)
5. Epilog (Joh 21,1-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Johannesevangeliet
Begivenhederne i Johannesevangeliet finder sted i Palæstina, som var indlemmet i Romerriget i 63 f.Kr. Den overvejende ikke-jødiske region Dekapolis, eller “Ti byer”, var en løs sammenslutning af semiautonome byer administreret af den ro-merske legat i Syrien.
Tabel: Syv tegn
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,46 Nazaret: Ikke nævnt i GT. Nazaret var en lille by med højst 2.000 indbyggere på Jesu tid. |
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Dag 250 – Johannesevangeliet 3-4
Joh 3,16 kaldes “Den lille Bibel”, fordi Bibelens centrale budskab her samles i ét vers. Prøv at lære det udenad og sæt dit eget navn ind i stedet for “verden” og “enhver”. Johannes er god til modsætninger: Lys / mørke, liv / død, kød / ånd. Prøv at finde det i teksten. Jesus og samaritnerens samtale i kap. 4 er et gribende eksempel på sjælesorg og evangelium på højeste plan. Afsnittet slutter med Jesu andet tegn.
Faktaboks: Samaritaner
| Samaritaner |
| Befolkningen i landsdelen Samaria var et blandingsfolk. Efter at det israelske Nordrige var faldet for assyrerne i år 722 f.Kr., blev størstedelen af indbyggerne deporteret. Assyrernes politik gik ud på at forflytte folkeslagene og blande dem, og det lykkedes også i dette tilfælde. De tilbageblevne jøder i Samaria giftede sig ind i de tilflyttede familier fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim, og efterhånden blandedes religionerne sammen (2 Kong 17). Den jødiske gudsdyrkelse synes dog at have fået overvægten. Sydrigets beboere var for sin part blevet deporteret til Babylon år 597, og da de efter persernes magtovertagelse begynder at vende tilbage for at bosætte sig i Jerusalem på ny og bygge templet op igen, møder de stor modstand fra samaritanerne. Disse ender med at bygge deres eget tempel på bjerget Garizim og fortsætter med at tilbede og holde påske der, også efter at dette tempel ødelægges af jøder i 128 f.Kr., Joh 4,20. Samaritanernes bibel består kun af de fem Mosebøger, som på visse punkter viser sig at ligge nærmere op ad den gamle græske oversættelse af GT end ad jødernes hebraiske tekst. På Jesu tid havde jøderne fortsat en fjendtlig holdning til samaritanerne, de var fremmede, som man ikke plejede omgang med. Samaritaner var en nedsættende betegnelse, Joh 8,48, og når man var på rejse mellem Galilæa og Judæa, valgte man hellere en omvej gennem Jordandalen end at rejse gennem Samarias landsbyer. I sit jordeliv indtog Jesus nogenlunde den samme afventende holdning til samaritanerne som til hedningerne. Således pålagde han udtrykkeligt de tolv ikke at gå til samaritanernes byer, da han engang sendte dem ud at prædike. Men efter sin opstandelse bød han dem lige så udtrykkeligt at være hans vidner også i Samaria, ApG 1,8, og ved Filips virke var samaritanerne de første ikke-jøder, der kom til tro på Jesus og blev døbt (ApG 8). På den anden side lader Jesus i en af sine lignelser netop en samaritaner være den, der øver barmhjertighed mod en nødstedt mand. Jesus viser derved, at han ikke anerkender de traditionelle grænser for, hvor langt næstekærlighed strækker. En anden gang fremhæver han en helbredt spedalsk samaritaners taknemmelighed på bekostning af de utaknemmelige jøder. Det bedste eksempel på Jesu holdning til samaritanerne er dog hans møde med kvinden ved Jakobs brønd i nærheden af byen Sykar (Joh 4). Han belærer hende om, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed og ikke på det ene eller det andet bjerg. Ikke blot denne kvinde, men en stor del af landsbyen kommer til tro ved Jesu ord i løbet af de to dage, han bliver hos dem. Den dag i dag eksisterer der i Israel fortsat en lille gruppe samaritanere, der har bevaret deres religiøse egenart. |
Dag 251 – Johannesevangeliet 5-6.21
38 års sygeleje gav et deprimerende liv, og lige så befriende var Jesu helbredelse af ham. At dette 3. tegn skete på en sabbat, blev udgangspunkt for en diskussion med jøderne om Jesu identitet. Her får Jesus sagt meget både om sig selv (kristologi) og om Skrifterne, som i dag står som grundsten i vores tro. Fx at Jesus er Gud og menneske (5,19-23) og at Skrifterne (dengang GT) vidner om Kristus (5,39.46). Brødunderet (4. tegn) og vandringen på søen (5. tegn) pegede i samme retning og samlede både modstandere og tilhængere.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,7 To hundrede denarer udgør omkring otte måneders løn, eftersom en denar var omkring en dagløn (Matt 20,2). |
Dag 252 – Salmerne 106-107
“Pris historiens Gud” og “Pris den trofaste Gud” kunne være overskrifter over Sl 106 og 107. Udgangspunktet er folkets egen skyld (106,6: “VI har syndet med vore fædre”) – og så Guds nåde (106,8 eller 106,43: “Gang på gang reddede han dem”). Resten af frelseshistorien i fortid og fremtid er en udfoldelse af dette tema – kan du genkende det i dit eget liv? Sl 107 begynder med GT’s tema og udfolder det både historisk og åndeligt. Fire gange gentages ordene: “De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker”. Moderne lovsange kritiseres nogle gange for gentagelser – men det kan også være på sin plads!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 106,15 Israel glemte imidlertid hurtigt Guds godhed og ville ikke afvente, hvorledes Gud ville føre dem til det forjættede land, men levede kød her og nu (2 Mos 16, jf. dog 4 Mos 11, der tydeligt klinger med I skildringen her). Gud gav dem kød i overflod, men sendte samtidig svindsot imod dem. Det sidste siges ikke direkte i 2 Mos 16, men er formentlig udlægning af 4 Mos 11,33-34.1 Svindsot: Smitsom infektionssygdom som viser sig som betændelsesprocesser i forskellige væv og organer, især lungerne.3 106,17 Opgøret mod Moses og Aron stod bl.a. Datan og Abiram bag (4 Mos 16).1 106,19 Horeb er et andet navn for Sinaj eller en del af Sinaj.2 106,22 Kam er også et udtryk for Egypten (se til Sl 78,51).1 106,25 Murre: Lavmælt (og for sig selv) give udtryk for sin utilfredshed.4 106,28 Kort før indvandringen i Kana’ans land fandt dyrkelsen af Ba’al-Peor sted, en moabitisk gud, der dyrkedes på bjerget Peor lidt øst for Det Døde Hav nordende.1 106,30 Præsten Pinehas adlød Herrens ord og standsede derved Guds vredes straf.2 106,32 Moses slog to gange – på Guds befaling – vand af en klippe ved Meriba (2 Mos 17,1-7. 4 Mos 20,2-13).1 106,48 Dette vers danner afslutningen på Salmernes fjerde Bog.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 223-225.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svindsot
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=murre
Dag 253 – Johannesevangeliet 6.22-7
Johannes har ikke Jesu nadverindstiftelse med ligesom de “synoptiske” evangelier (altid i tredjesidste kapitel) – men så har han kap. 6 om “den mad, som består til evigt liv” (6,27) og Jesus som “livets brød” / “det levende brød” (6,48.51). Ud over 7 tegn har Joh også 7 “jeg er-ord”, hvor Jesus ud over at identificere sig med Gud (jf. 2 Mos 3,14) siger noget centralt om sig selv – her altså “livets brød”. Det gav intense diskussioner med jøderne – og Jesus gav dem de stærke ord i 7,37-38.
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
Faktaboks: Løvhyttefest
| Løvhyttefest |
| Løvhyttefesten er den tredje og sidste af de store valfartsfester, og fejres om efteråret (sept./okt.). Dens hebraiske navn er sukkot, der betyder »hytter«. Festen er i Bibelen knyttet til to begivenheder. Det er en høstfest for vin og oliven, deraf navnet i 2 Mos 23,16: »frugthøstfesten«, som sikkert også indgik som fest i den kana’anæiske frugtbarhedsreligion. Men læser vi i 3 Mos 23,33-43 ser vi, hvordan denne fest – som alle andre i Israel – blev fyldt med et historisk indhold. Her finder vi forordningen om at bygge løvhytter til minde om de hytter (telte), som folket boede i under ørkenvandringen. Det bliver således en påmindelse om Guds beskyttelse og ledelse af folket. I den tid, templet stod, valfartede mange op til Jerusalem, hvor man boede i løvhytter, ligesom man også gjorde ude i landet, når man ikke drog op til Jerusalem. Festen varer 8 dage, hvoraf kun den første og sidste regnes for helligdage, dvs. at der ikke arbejdes, jf. 3 Mos 23,35f. Den sidste dags festliturgi indeholder bøn om regn (falder i Israel sidst i oktober), og som jorden tørster efter væde, tørster menneskesjælen efter Gud og renselse for sine synder. Messias-håbet udtrykkes tydeligt i gudstjenesten på denne dag. I NT omtales løvhyttefesten kun i Joh 7,2, hvor begivenhederne helt frem til 8,59 synes at foregå under denne fest. Jesu ord på den sidste højtid: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke,« er sandsynligvis talt ud fra ovennævnte »vand-liturgi«, og Jesus peger hermed på sig selv som løvhyttefestens egentlige opfyldelse. Festen fejres fremdeles i dag af jøder overalt i verden. |
rejses der grenhytter på de flade hustage,
eller der pyntes med blade og grene.
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 254 – Johannesevangeliet 8
Har vi fokus på den begåede synd eller mennesket i nød, når én træder ved siden af? Læs 8,1-11 med det spørgsmål foran dig. 8,12 er det andet “jeg er-ord”: Verdens lys. Farisæernes reaktion bekræfter Joh 1,4.11. I Matt 5,14 kalder Jesus disciplene “verdens lys” – for som månen reflekterer solens lys, sådan skinner Jesu lys gennem os (“som himmellys, skønt af de små” digter Grundtvig i DDS 752,5). Farisæerne foretrak trældommen og løgnen, selv om Jesus forsøgte at vinde dem for troen på ham til frihed (8,36) og sandhed (8,40).
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Dag 255 – Johannesevangeliet 9-10
Kap. 9 er gribende læsning, hvor vi får lov at følge én person hele vejen fra blind til seende, og det er nærmest underholdende læsning at følge hele dialogen med manden, familien og byen. “I once was lost, but now I’m found, was blind, but now I see”, synger vi i Amazing Grace ud fra 9,25. Det er Joh’s 6. tegn, og i kap. 10 har vi det tredje og fjerde “jeg er-ord”: “døren” og “den gode hyrde”. Sl 23 handler om Herren som hyrden, der leder til det stille vand. Jesus fuldender opgaven som hyrden, der sætter sit liv til for fårene. Se også Ez 34,11-16.23-24 for hyrdebilledet.
Dag 256 – Johannesevangeliet 11-12
Lazarus og hans søstre var Jesu gode venner, og diciplene har sikkert revet sig i håret over, at han ikke prioriterede at besøge den syge Lazarus. Jesus havde dog andre tanker, og hans møde med Martha og Maria er eksempler på empatisk sjælesorg over for sørgende – bl.a. med det femte “jeg er-ord” i 11,25. Som en forudgribelse på sin egen opstandelse (og det syvende tegn), opvakte Jesus Lazarus fra de døde. Det vakte mange jøder til tro og andre til indædt modstand, så de ledende jøder både ville slå Jesus (11,53) og Lazarus (12,10) ihjel. Det spidser til, for nu følger påskeugen fra Palmesøndag (12,12-15).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 12,5 Tre hundrede denarer svarer til omkring et års løn. |
Dag 257 – Johannesevangeliet 13-14
Fra skærtorsdag aften har Joh ikke refereret nadveren, men fodvaskningen, som viser hans tjenersind for os og tjener som et eksempel. Særstof i Joh er afskedstalen i Joh 14-17, hvor Jesus forberedte disciplene på sin afsked med dem og underviste om Helligånden, Talsmanden. Talen gav anledning til mange spørgsmål, og disciplene havde vanskeligt ved at gribe det. Det kan vi også have, men tænk godt over vers som 14,1-4. 6 (det sjette “jeg er-ord”). 23.27.
Faktaboks: Fodvaskning
| Fodvaskning |
| Fodvaskning var i første omgang en praktisk foranstaltning i et land, hvor man gik med sandaler. Samtidig var det udtryk for gæstfrihed at hente vand og eventuelt lade en slave vaske gæsternes fødder. I Luk 7,36–50 fortælles, hvordan Jesus først modtages uden dette bevis på høflighed af farisæeren Simon, og hvordan en synderinde derefter i stor hengivenhed væder hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem. Endelig beretter Joh 13 om, hvordan Jesus ved det sidste aftensmåltid vasker disciplenes fødder. Denne ydmyge handling står på den plads, hvor de andre evangelier har nadverens indstiftelse, og den er derfor blevet genstand for forskellige tolkninger. Nogle ser en forbindelse til nadveren eller til dåben, ja, der er endda kirkesamfund, der har et særligt fodvaskningsritual. Efter Jesu egne ord må denne handling dog først og fremmest ses som et eksempel på hans tjenersind. Den kommer derved dels til at pege på hans forestående offerdød og dels til at tjene som et forbillede for kristen næstekærlighed i hans efterfølgelse, Luk 22,27 og Mark 10,35–45. |
Dag 258 – Johannesevangeliet 15-17
Det syvende og sidste “jeg er-ord” handler om det sande vintræ. Billedet viser, at troen på Jesus er en organisk / levende virkelighed og ikke døde bogstaver. Alvoren kommer også frem, da Jesus advarer mod at blive skilt fra ham (15,5) og at falde fra (16,1). Kapitlerne bærer præg af Jesu store kærlighed til sine disciple og sin omsorg for dem – og så ønsket om, at de må være ét (17,22) og at flere må komme til tro (17,18). Læg mærke til, at kap. 17 er én lang bøn og viser Jesu inderste ønsker for os.
Dag 259 – Salmerne 108-110
Morgensang er godt, og Sl 108 er sådan en. David ved, at “riget, magten og æren” er Guds, og han beder om hjælp i en konkret situation med fjenden lige over for sig. Sl 109 handler om den grundløse anklage og modgang, og apostlene tolkede salmen på Judas (109,8 og ApG 1,20). Man kan kun håbe, at Judas i sin sidste stund og fortvivlelse bad 109,21-31. Sl 110 er til gengæld en kristologisk salme (se de talrige henvisninger til NT i noteapparatet) om kongen (Kristus), som sidder ved Faderens højre hånd. Det er et stort evangelium, at dommen og frelsen ligger trygt i Jesu hænder.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 108 Sl 108 er en af dubletterne i Salmernes Bog. V.2-6 er identisk med Sl 57,8-12 og v.7-14 med Sl 60,7-14.1 108,8 Sikem (nu Nablus) lå ved et vigtigt vejknudepunkt mellem bjergene Garizim og Ebal. Jakob slog lejr der (1 Mos 33,18), Abimelek regerede der (Dom 9), og byen blev en kort tid Nordrigets hovedstad (1 Kong 12,25). Sukkot var en by på østkanten af Jordandalen, øst for Sikem. (Note fra Sl 60,8) 108,9 Gilead var det område øst for Jordanfloden, som deltes mellem Gad og Manasse stammer (5 Mos 34,1. Jos 22,9) (Ruben boede lidt sydligere)). Efraim var bosat i det centrale højland og blev den dominerende stamme i Nordriget. Juda, der blev den dominerende stamme i Sydriget (1 Mos 49,10), var bosat i bjerglandet syd for Jerusalem og vest for Det Døde Hav. (Note fra Sl 60,9). 108,10 Moab (1 Mos 19,37. 2 Sam 8,2) og Edom (1 Mos 36,8. 2 Sam 8,13-14) boede sydøst og syd for Det Døde Hav. Sammen med Filistæa (1 Sam 4-6) ude ved kysten var de i lange perioder Israels bitreste fjender. Udtrykket vaskefad er hånligt: De tror, de er stærke, men de er ikke andet end et fad til at vaske fødder i. At kaste sin sko er formodentlig tegn på erobring. Meningen kan dog også være, at Edom blot er som en slave, herren kaster sin sko hen til for at få den pudset. Mennesker frygtede Edom, men det kunne ikke true Gud. Og Filistæa, der ville erobre Israel, skal ende med at måtte hylde dets Gud. (Note fra Sl 60,10). 109,11 Ågerkarle: Person der udlåner penge til en meget høj rente.2 Salme 110 Salmernes 110 er den oftest citerede i NT.3 110,2 Zion: Templet (se til Sl 14,7).3 110,4 Guds åbenbaringsord lyder her med en ny titel til Messias: »Præst for evigt på Melkisedeks vis.« Om Melkisedek står der i 1. Mos. 14,18-20, at han var præst for Gud den Højeste, han velsignede Abram, og Abram gav ham tiende. I Hebr. 5,5-10 og 6,19-7,28 tolkes han i sin egenskab af præst° og retfærdigheds konge ii Jerusalem som forbillede på Kristus (Hebr. 7,3). Messias får i Sl. 110 tilføjelsen »for evigt«; tidsrammen kan ikke rumme ham.1 110,5 Guds vredes dag er i GT udtryk for dommens dag, hvor al uretfærdighed og ondskab dømmes og tilintetgøres (Sef 1,7-2,3. Am 5,18-27. Es 2,12-22).3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5gerkarl
3 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 191-197.
Dag 260 – Johannesevangeliet 18-19
Efter den lange afskedstale vender vi tilbage til begivenhederne skærtorsdag og langfredag. Historien er som nævnt set fra “ørnens” / Guds synsvinkel, og Jesus fremstår som den kontrollerede, der styrer forløbet. Det sidste ord er ikke “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” (Matt / Mark), men “Det er fuldbragt” (19,30). Forskellen til synoptikerne svarer til læren om Kristi to naturer – en menneskelig (synoptikerne) og en guddommelig (Joh). De fire evangelier skal ikke spilles ud mod hinanden, men komplementerer hinanden.
Illustration: Golgata og Tempelbjerget
I mange århundreder har kristne tilbedt i ‘Den Hellige Gravs Kirke’ i den tro, at dette var stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, begravet og opstod fra de døde. Denne opfattelse blev udfordret i 1883 af general Charles Gordon, som hævdede, at havegraven, et sted lige nord for Jerusalems gamle bydel, var det sande sted for Golgata.
Ifølge de bibelske forfattere var kravene til stedet, at det lå uden for Jerusalems mure (Hebr 13:12), i en have (Joh 19:41), nær byen (Joh 19:20) , og kaldet Golgata, hvilket betyder “Hovedskalsted” (Matt 27:33).
I 1960’erne blev der udført udgravninger under Den Hellige Gravs Kirke, som viste, at den var bygget på en isoleret klippemasse midt i et omfattende stenbrud (som var i brug fra det ottende til det første århundrede f.kr.). Denne klippemasse blev efterladt ubrudt i oldtiden på grund af den dårlige kvalitet af kalksten. I siderne af stenbruddet og denne klippe, blev der fundet en række klippegrave i stil med dem fra det første århundrede e.Kr.
Rekonstruktionstegningen viser det traditionelle sted for korsfæstelsen (dvs. Den Hellige Gravs kirke). Tre kors er vist på Golgata-højen. Jerusalems Anden Mur blev bygget over stenbruddet. Tempelbjerget danner baggrunden for denne udsigt med Antonia borgen til venstre, templet i midten og Den Kongelige Søjlegang yderst til højre.
Dag 261 – Johannesevangeliet 20-21
Joh er den eneste, der har opstandelsen i næstsidste (og ikke sidste) kapitel. Der er så meget at fortælle om Jesus, at hele verden ikke “kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (21,25). Johannes har foretaget et udvalg, for at vi må tro på Jesus og få liv i hans navn (20,30-31). Det er også et rigtig godt formål med vores bibellæsning, efter min mening. Særstoffet hos Johannes handler om tilsynekomsterne efter opstandelsen. Sammen med Lukas (24,38-43) understreges den fysiske opstandelse (21,9-14), og Peter genindsættes efter sin tre-foldige fornægtelse af Jesus. Læs lige afslutningen (21,25) en ekstra gang…
Dag 262 – 1 Johannesbrev 1-3
Temaet for de første kapitler i 1 Joh er lys – som et billede på Gud, sandheden, kærligheden, renheden og det evige liv. Kontrasterne males op med mørket som billede på Djævelen, løgnen, vreden, synden og den evige død. Der er masser af opmuntringer til os, særligt om Guds nåde og vores deraf følgende stand som kristne. Hvordan ser det ud – er vi for sløve til at minde hinanden om, hvad vi har i Kristus?
Indledning til 1 Johannesbrev
Denne bog er en slags opfølgning på Johannesevangeliet. Det er også den bog i Bibelen, som hyppigst taler om kærlighed.
Indledning
Johannes’ Første Brev har ingen indledning, der angiver, hvem forfatteren er. Men i 1,1-3 fortæller forfatteren så meget, at vi kan slutte, han er apostel. En sammenligning med Johannesevangeliet gør det også klart, at de to skrifter har samme forfatter. Den karakteristiske sammenstilling af modsætningerne liv – død, lys – mørke, Gud – verden, sandhed – løgn finder vi også i begge skrifter, og de er karakteristiske for Johannes. I Johannes’ Andet og Tredje Brev kalder forfatteren sig Den ældste. Parallellerne viser, at det er apostlen Johannes, som er forfatter til disse breve. Han blev i bogstaveligste forstand den ældste af apostlene. Også den oldkirkelige tradition bevidner, at apostlen Johannes er forfatter både til Johannes’ Første, Andet og Tredje Brev.
Johannes’ Første Brev giver ikke nogen antydning af, hvilke læsere Johannes henvender sig til. Det er klart, at det er kristne læsere, som forfatteren stod i et nært forhold til (1 Joh 2,12-14). Ellers er det karakteristisk for Johannes’ Første Brev, at det mangler den typiske brevform i NT med hilsen i begyndelsen af brevet og den traditionelle slutning med hilsener og ønsker. Der er snarere tale om et hyrdebrev, en rundskrivelse til flere menigheder i den vestlige del af Lilleasien, måske de menigheder der nævnes i Johannes’ Åbenbaring 2-3.
Modtageren af Johannes’ Andet Brev kaldes “den udvalgte frue og hendes børn”. Hermed hentydes der sikkert til en kristen menighed og dens medlemmer. Johannes´ Tredje Brev er derimod stilet til en os ukendt person Gajus.
Ifølge den oldkirkelige tradition tilbragte Johannes sine sidste leveår i Efesos, hvor han i tidsrummet 80-100 skrev sine tre breve.
For Johannes var fællesskabet med Gud gennem Kristus den store virkelighed i livet. Men denne sandhed er blevet anfægtet af flere i menigheden. 1 Joh vidner om en kamp mellem sand tro og falsk tro. Resultatet er blevet et skisma i menigheden, hvor flere af vranglærerne har forladt menigheden (2,19). Vranglærerne fornægtede, at Jesus var Kristus, kommet i kød, det vil sige sandt menneske. Samtidig advarer brevet også mod en vildfarelse på det etiske område, hvor nogle ikke vil omsætte den retfærdighed, de ejer, i et retfærdigt liv.
Den menighed, der er rystet i sin grundvold efter den opslidende lærestrid, vil Johannes undervise om, hvem Kristus er, hvad det kristne liv betyder, og hvad det kristne fællesskab indeholder.
Brevets inddeling:
1. Indledning: Det evige liv er åbenbaret i Jesus (1 Joh 1,1-4)
2. Fællesskabet med Gud og vandringen i lyset (1 Joh 1,5-2,17)
3. Kampen mod antikristerne, den falske kristologi og synden (1 Joh 2,18-3,24)
4. Kristustroen og kærligheden (1 Joh 4,1-5,12)
5. Afslutning (1 Joh 5,13-21)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 1 Johannesbrev
Ca. år 85
Johannes skrev sandsynligvis 1 Johannesbrev fra Efesos, hvor han tilsyneladende var flyttet nær Jerusalems fald til romerne i år 70. Brevet var sandsynligvis beregnet til at blive læst af menigheden i Efesos og måske også af andre kirker i det omkringliggende område byer. Efesos var en rig og meget indflydelsesrig havneby i den romerske provins i Lilleasien, og den var kendt for sit tempel til den græske gud; Artemis (den romerske gud; Diana).
Dag 263 – 1 Johannesbrev 4-5 + 2 Johannesbrev + 3 Johannesbrev
Nu bliver kærligheden det gennemgående tema. I Bibelen er der mange beskrivelser og billeder af Gud, men sjældent meget direkte. Gud er “ånd” (Joh 4,24), “en fortærende ild” (Hebr 12,29), “hellig” (Es 6,3), og her: “Gud er kærlighed” (4,8). Det er ikke omvendt (“kærlighed er Gud”), som man kan få indtryk af med tidsåndens overfladiske tale om kærlighed. Johannes taler frimodigt om at elske Gud, Jesus (5,1) og brødrene (og søstrene – 4,21). Med til menighedens kærlighed hører også afvisningen af falske profeter (4,1-6) og afguderne (5,18-21).
Husk også at læse 2 og 3 Joh som personlige breve og dermed et indblik i den første, spæde kirke.
Indledning til 2 Johannesbrev
Denne bog handler om at leve i kærligheden. Kort sagt!
Indledning
I Johannes’ Andet Brev udtaler forfatteren sin glæde over den levende kristendom, han har mødt i menigheden, formaner den til at holde Guds bud og tage sig i agt for vranglærere.
Brevets inddeling:
1. Indledning (2 Joh 1-3)
2. Kærlighedsbudet og vranglærerne (2 Joh 4-11)
3. Afslutning (2 Joh 12-13).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Indledning til 3 Johannesbrev
Denne bog handler om sandhed, kærlighed og fællesskab, specielt om gæstfrihed.
Indledning
I Johannes’ Tredje Brev roser forfatteren Gajus for hans gæstfrihed mod vandreprædikanterne og beklager sig over en vis Diotrefes, som hverken vil vise gæstfrihed eller lytte til apostelen.
Brevets inddeling:
1. Indledning (3 Joh 1-4)
2. Opfordring til at støtte missionærerne (3 Joh 5-8)
3. Om Diotrefes – stridens genstand (3 Joh 9-10)
4. Anbefaling af Demetrius (3 Joh 11-12)
5. Afslutning (3 Joh 13-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 264 – Ezekiels bog 1-5
Velkommen til Ezekiels Bog. Den tredje af de fire store profeter, og midt i en national katastrofe i Israel skal vi forvente et kraftigt budskab fra Gud, tegnhandlinger, dom og frelse. Efter en indledning i 1,1-3,21 kommer “domsbogen” i 3,22-32,32 og derefter “trøstebogen” i 33,1-48,35. De gamle rabbinere sagde: “Ezekiels Bog begynder med undergang og slutter med trøst”. I de første kapitler hører vi om Ezekiels stærke kaldelse og synet af Gud / Jesus – som har paralleller til Moses’ (2 Mos 24) og Esajas’ (Es 6) syn af Gud eller Johannes’ blik ind i Himlen i Åb 1,12-16 / 4,1-11
Indledning til Ezekiels bog
Ezekiel så Guds herlighed forlade Jerusalem og skulle derfor advare folket om, hvad der ville komme. Sidst i bogen så han Israel blive gendannet og Guds herlighed komme tilbage. Guds herlighed er i 2 Mos vist som en sky over åbenbaringsteltet, og derfor også her i logoet.
Indledning
Ezekiel, der var præst (1,3), hørte til den gruppe af velstående israelitter, som sammen med kong Jojakin 597 f. Kr. blev ført i fangenskab i Babylon (1,1; 33,21. 2 Kong 24,14-16. Jer 24,1). I Babylon bosatte han sig i Tel-Abib ved floden Kebar (3,15). Her har han haft eget hus, og folkets ældste kom til ham for at få gode råd (8,1; 14,1; 20,1 ). Det kunne tyde på, han var en anset mand. Umiddelbart før Jerusalems fald mistede han sin hustru (24,18). Han blev år 593 gennem et strålende syn af Herrens herlighed kaldet til profet og “vægter for Israels hus” (1,2; 3,17). Den sidst daterede profeti er fra 571 (29,17), så han virkede i ca. 22 år. Han synes at have levet i nogenlunde frihed i det fremmede. De landflygtige har modtaget brev fra profeten Jeremias (Jer 29,1), ligesom Ezekiel har haft kontakt med dem, der var tilbage i hjemlandet (Ez 33,21). Han har sikkert kendt Daniel, der var blevet bortført nogle år tidligere; i hvert fald omtaler han Daniel som en retfærdig og vis mand (14,14.20; 28,3).
Mens Esajas og Jeremias havde mulighed for at tale til hele folket inkl. dets ledere, havde Ezekiel en mere begrænset tilhørerskare. Han blev forkynder og sjælesørger for sine lidelsesfæller i fangenskabet, men i begyndelsen blev han mødt med ligegyldighed og modstand (12,21-25). De deporterede fulgte spændt udviklingen i Jerusalem. De var overbevist om, at Jerusalem fortsat ville bestå, og at forholdene ville udvikle sig sådan, at de snart kunne vende hjem. I denne situation rettede Ezekiel domstrusler både mod Jerusalem, Juda og de bortførte (7; 11,1-12; 4,4-17). Ligesom hos de andre profeter blev årsagen til dommen klart forkyndt: Det var afgudsdyrkelse og foragt for Gud på trods af udvælgelsen (14), samt falsk profeti (13; 20).
Med Jerusalems fald indtraf det store omslag i profetens virksomhed. Nu blev han en håbets profet. Da alle falske forhåbninger var knust, var tiden inde til at trøste de modløse og oprejse de fortvivlede. Han blev den store prædikant og sjælesørger i denne vanskelige krise. Ezekiel gjorde en stor indsats for, at en levedygtig menighed blev genrejst, efter at templet, som tidligere var det åndelige midtpunkt, var borte. Men hans syner rækker længere end til den jødiske menighed i eksilet. Han forkyndte nåde og frelse, samtidig med at han formanede til omvendelse. Ganske vist fortjente folket ikke Guds nåde, de jagede nemlig bare efter vinding (33,30-33). Men for sit navns og sin æres skyld vil Gud alligevel frelse. Han vil selv gribe ind og skabe omvendelse og sand gudsdyrkelse hos jøderne. Han vil rense dem og give dem et nyt hjerte og en ny ånd (36,16-38). Folket skal igen få sit land, og det vil blive frugtbart og dejligt. De vil få nye hyrder og ledere, ja Gud vil samle sit folk under den nye David i et velsignelsesrigt fredsrige (34). Nu så det håbløst ud for folket, som en dal fuld af knogler og døde ben (37); men Herren vil gøre de døde ben levende igen. Kap 40- 48 forkynder hans fremtidssyn om det nye tempel. Dette tempel afviger i flere henseender fra Salomos tempel, men minder på mange måder om det, vi kan læse i Johannes Åbenbaring. Billedets eskatologiske betydning understreges også af, at de, der byggede det nye tempel efter fangenskabet, ikke tog udgangspunkt i Ezekiels syn. Bogen slutter med denne udtalelse om byens navn: “Herren er her” (48,35).
Ezekiel er på en særlig måde Helligåndens profet. Allerede i det første kapitel anslås pinsens tone. Det er Helligånden, der leder og fører åbenbaringen igennem for profeten (2,2; 3,14.24; 11,1.5; 37,1; 43,5). Det er Helligånden, der genføder både det enkelte menneske og nationen (36,26; 37,5.9.14). Ezekiel betoner stærkt Guds herlighed og ære og Guds kald til det enkelte menneske.
Bogens inddeling:
1. Guds kald af Ezekiel (Ez 1-3).
2. Profetier om dom (Ez 4-24).
3. Profetier om fremmede folk (Ez 25-32).
4. Profetier om frelse (Ez 33-39).
5. Profetier om det nye tempel (Ez 40-48).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Ezekiels tid
Ca. 593 f.Kr.
Ezekiel nedskrev sine syner og profetier, mens han boede i nærheden af Babylon, hvor han var blevet forvist år tidligere. På Ezekiels tid havde det babylonske imperium opslugt stort set hele området langs Middelhavets østkyst og ville til sidst underlægge sig selv Egypten, hvor mange andre judæere var flygtet til.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,16 Krysolit (Hb. tarshish) er et krystallinsk mineral, der findes i forskellige farver. Her er det sandsynligvis den lysegrønne til guld-variant. 4,11 En sjettedel hin svarer nogenlunde til 0,6 liter. |
Dag 265 – Ezekiels bog 6-10
Kontrasten til det vidunderlige syn af Gud / Jesus i begyndelsen af bogen kunne næppe være større. Læsningen i går sluttede med tegnhandlinger, som Gud bad Ezekiel om at udføre (kap. 3-5), og nu fik han et syn af Jerusalem og al dens afgudsdyrkelse. Selve templet var centrum for ofringer til afguderne, og Gud måtte forlade templet for en tid (jf. kap. 40-). Ezekiel lærer os, at Gud står ved sit ord, også det første bud: “Du må ikke have andre guder end mig”. Hvem / hvad er dine afguder? I kap. 9 dukker manden med linneddragten op igen – Kristus. Det er godt, at dommen bliver givet til ham.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 8,14-15 Når han bevæger sig længere nordpå, ser Ezekiel kvinderne og græd over Tammuz (fra det sumeriske navn, Dumuzi). Denne gamle mesopotamiske kult fejrede hyrdekongen og vegetationens gud, (Kulten havde ældgamle praksis med rituel prostitution, der har til formål at sikre landbrugets frugtbarhed.) Sørgeritualer blandt kvinder i kulten er beskrevet i mange ikke-bibelske kilder. |
Dag 266 – Salmerne 111-113
7 ud af de næste 8 salmer har overskriften “Halleluja”, hvilket indikerer, at salmerne har været lovsange fra synagogens gudstjeneste. “Halleluja” betyder “Pris Herren”, og vi bruger det i vores salmer i dag, fx i “Et barn er født i Betlehem” eller “Krist stod op af døde”. Sl 111,1 og hele Sl 113 er god motivation til at gå til gudstjeneste på søndagen. Sl 111,10 leder over i Sl 112, der priser den gudfrygtige og fromme. Vi kan spejle os i salmen, vel vidende, at kun Guds søn levede op til ordene (se 11,9 og 2 Kor 9,9). Til sidst en “fun fact” for teologisk interesserede: Sl 111 og 112 er alfabetiske (akrostiske) salmer, så de 22 linier begynder med hvert sit bogstav – altså på hebraisk.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 111,1 Halleluja betyder ‘pris Herren’.1 111,10 Såre: Særdeles; meget.2 112,9 Hans horn løfter sig herligt: Horn er symbol på kraft (Sl 75,5; 92,11; 132,17. 1 Sam 2,1. Luk 1,69). At den gudfrygtiges horn løfter sig betyder, at Gud giver styrke. I hebraisk poesi undgår man ofte at nævne Gud direkte. Den gudfrygtige er et levende vidnesbyrd om Guds velsignelse.1 112,10 Græmmer: Ærgre sig; være nedtrykt. 3 113,7 Skarnet: Snavs; skidt; affald.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=s%C3%A5re,2&query=s%C3%A5re
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gr%C3%A6mme
4https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skarnet
Dag 267 – Ezekiels bog 11-15
Selv midt i domsbogen er der frelsesbudskaber, og på den mørke baggrund står de endnu stærkere. Som Adam og Eva allerede på syndefaldets dag hørte om en frelser, sådan forkyndes også her, hvor Herren forlod Jerusalem, en ny tid for det nye folk, “når de kommer hjem”. Overvej, om vi også i dag kan lulles i søvn af ordene om “fred, skønt der ikke er fred” (13,10). Ordene “så skal de forstå, at jeg er Herren” går som et omkvæd i Ez om Guds ønske for folket / os.
Dag 268 – Ezekiels bog 16-18
Ez 16,1-14 er måske GT’s stærkeste beskrivelse af Guds kærlighed og redningsaktion. Udgangspunktet er menneskets totale hjælpeløshed og afmagt, og Gud kommer forbi som den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) og griber ind. Hermed beskrives vores situation efter syndefaldet – og at synden fortsat er en realitet og eskalerede under de sidste konger i Israel, udmales i stærke billeder i kap. 16-17. Enhver står til regnskab for Gud (Matt 12,36-37 ; Rom 14,12) – og derfor spørgsmålet: “Hvorfor vil I dø, Israels hus?” (18,31b).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 16,4 Årsagen til at gnide med salt forstår vi ikke, selvom skikken stadig fortsætter i nogle traditionelle kulturer, i den tro at det er gavnligt. |
Dag 269 – Ezekiels bog 19-21
Folkets ledere ville hellere dø end vende om til Herren og derfor synger Gud en dødsklage / sørgesang over dem. Billederne (ungløve / vinstok) indikerer, at Davids-dynastiet ville gå helt under, og sådan gik det – på nær en stub (Es 6,13) / spire (Es 53,2). Kap. 20 daterer tiden til 591 f.Kr. og er et centralt kapitel for at forstå Guds frelseshistorie med Israels folk: Tiden i Egypten, de 10 bud på Sinaj (20,11), frafaldet og konsekvenserne af det (Gud gav dem hen til “love, der ikke var gode” (20,25, jf. Rom 1.24.26.28) – hedningernes love, bl.a. om børneofringer) – og frelsen ved hyrdestaven (20,37), dvs. ved Kristus.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 21,17 slå dig på hoften!: er en handling forbundet med klagesang (se Jer 31,19). 21,26 Levervarsler er velkendt i hele det gamle Mellemøsten. Man undersøgte leveren fra et ofret dyr. |
Dag 270 – Ezekiels bog 22-24
Inden Israels folk kan vende om til Gud, skal de på grund af frafaldet igennem vanskelige tider. Overvej, om kriser i livet kan betegnes som tider i smelteovnen for at rense slaggeret væk (22,18). Kap. 23 omtaler i stærke billeder med seksuelle udskejelser både Nordrigets (Oholas) fald 130 år tidligere og Sydrigets (Oholiba) endnu mere tragiske fremtid. Kap. 24 er talt en januardag 588 f.Kr., da Jerusalem blev belejret. Ezekiel selv skulle mærke Guds egen smerte, da Gud tog hans kone fra ham og bad ham afholde sig fra ligklage (24,16-24).
