Dag 211 – Esajas bog 40-43
“Trøst mit folk, trøst det”, indleder “Trøstebogen”. Præcis det folk, som Gud har talt så stærkt og hårdt til, skal nu høre evangeliets søde stemme. Kærlighedens Gud gør nøjagtig det samme i dag, når han gennem Bibelen taler sin lov og sit evangelium til os. I disse kapitler bryder den første sang om “Herrens lidende tjener” frem (42,1-4 ; se også 49,1-13 ; 50,4-11 ; 52,13-53,12), som rummer stærke profetier om Jesus. Vi hører om Guds trøst (Es 40,1ff) og kærlighed (Es 43,1ff) til sit frafaldne folk. Gud har frelsesplaner med dem (os), som går vild igen og igen.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 42,11 Kedar: Nomader i den arabiske ørken. |
Dag 212 – Esajas bog 44-46
Hvem er den Gud, som “elsker dig… betaler for dig… samler dig” (43,4-5)? Det profeterer Esajas om i disse kapitler, hvor vi stadig er i “Trøstebogen” (kap. 40-66). Som modbillede til gudebillederne, som man kan se og mærke, men ikke kan hjælpe – er Gud, som vi ikke kan se og mærke, men som virkeligt kan hjælpe. Ja, som “udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag” (44,22). Gud er den eneste Gud – hvorfor skulle vi så påkalde en anden eller tilbede noget andet end ham?
Dag 213 – Esajas bog 47-49
Babylon var det store babylonske rige, som var supermagten frem nederlaget under kong Kyros i år 539 f.Kr., og det er samtidig et billede på ondskaben i verden. Esajas beskriver modsætningen til at tilbede den eneste Gud og det nytteløse i afgudsdyrkelsen. Esajas opfordrede israelitterne til at drage ud af Babylon (48,20) og ind i frelsen fra Gud. Den anden “Herrens tjener-sang” kommer i 49,1-13 med løftet om Jesus, der skulle blive et lys for alle folk (jf. Joh 8,12).
Dag 214 – Esajas bog 50-53
Nu er vi virkelig inde i centrum af Esajas’ trøste- og frelsesbudskab til sit folk. For tredje gang hører vi om Herrens tjener (50,4-9), om Gud, der iklæder sig styrke og sender sin budbringer (51-52). Den fjerde sang er en “Herrens lidende tjener-sang” (52,13-53,12) og forudsiger Jesu lidelse, død og opstandelse med præcision – 7-800 år før det sker. Læser man den autoriserede oversættelse, kan man se de mange henvisninger til NT i noteapparatet.
Dag 215 – Esajas bog 54-57
Esajas fortsætter med at forkynde Guds nåde for folket. En nåde, der er urokkelig (54,10), gratis (55,1-2), for alle (56,6-7), selv for den knuste (57,15). En stor del af folket er stadig på afveje, men Guds barmhjertighed, troskab og tilbud om frelse står ved magt, hvis de blot vil komme og modtage nåden gratis (latin: gratia = gratis). Læg mærke til den vidunderlige beskrivelse af Guds ord, som vi er i gang med at læse – det gør sin virkning (Es 55,8-11).
Dag 216 – Esajas bog 58-61
Vi er stadig i hjertet af evangeliet i disse kapitler. Esajas forkynder, at Gud vil høre, hjælpe og frelse (58,9) – hvis folket blot vil gøre op med deres mange synder. Læs den stærke syndsbekendelse i kap. 59 igennem og se, om det vækker genklang i dit eget liv. Guds hellige lov står som forudsætning for at høre evangeliet, og netop evangeliet kommer igen stærkt i kap. 60 og 61. Jerusalem skal stråle af glæde, når dets lys kommer (60,1-5), et nådeår skal udråbes (61,1-2), når Gud Herren lader retfærdighed spire og lovsang gro frem (61,11). Det skabte et stort håb for folk – og NT fortæller om virkeliggørelsen!
Dag 217 – Salmerne 92-94
Salmerne fra 91-100 er uden forfatterangivelse. Sl 92 er en sang på sabbatsdagen, så det kan ikke passe bedre til søndagen. Salmen giver ovenlys over hele vores liv, synes jeg. Vi standser i de næste salmer ved to aspekter af troen på Gud: Herren er konge over naturen, læser vi i Sl 93 Herren er dommer over menneskeheden, læser vi i Sl 94 Det er også en klagesang over forfølgelsen, som Guds folk oplevede – men prøv også at læse salmen med Kristus og den modgang, han oplevede, i tankerne.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 92 Salme 92 er gendigtet af N.F.S. Grundtvig I 1836 og 1868: Giv mig, Gud, en salmetunge.1 92,4 Det vides ikke præcis, hvordan den tistrenget lyre så ud. Måske lignede den en harpe, blot mindre.2 92,11 At løfte horn er udtryk for styrke og sejr (1 Sam 2,1. Sl 75,5-6; 148,14. Luk 1,69). Den friske olie er tegn på fest og glæde (Sl 23,5; 45,8; 133,2. Matt 6,16-18. Es 61,3).2 92,13 Cedertræet: Var Libanons stolthed og nationaltræ (Sl 1. Jer 17,8; Sl 37,35. Dom 9,15. 2 Kong 14,9. Es 2,13. Ez 31).2 93,4 Brændinger: Det at bølger brydes på en kyst.3 94,17 Tavshedens land er udtryk for dødsriget.2 |
2 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 108-117.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=br%C3%A6nding
Salme: Giv mig, Gud, en salmetunge. (Grundtvigs gendigt over Sl 92)
Giv mig, Gud, en salmetunge
1
Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!
2
Himlene din glans forkynde,
lad hver morgen mig begynde
dagen med din pris!
Og når aftenklokken ringer,
lad min sang på lærkevinger
stige ligervis!
3
Aldrig noksom dig kan love
mand på mark og fugl i skove
for din miskundhed;
lige god i ny og næde
gør du, os til gavn og glæde,
mer end engle ved.
4
Hvert dit værk er stort vidunder,
i din visdom ingen bunder,
som af den har øst.
Kun en dåre tør det nægte,
at hos dig er alting ægte,
alting mageløst.
5
Græsset lig er hver en synder,
ender, før han ret begynder,
visner i sin vår;
himle selv forgå af ælde,
men i grundfast guddomsvælde
evig du består.
6
Dine fjender gå til grunde,
ja, som avner skal de onde
hvirvles, vejres hen,
mens i alderdommens dage
herlig kræfterne tiltage
hos din gode ven.
7
Se! fra dine drivehuse
i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.
8
Om end gennem dage hårde,
blomstre skal i dine gårde
hvert et hjerteskud,
bære frugt på gamle dage,
medens bjerg og skov gentage:
Ejegod er Gud!
Mel.: Førreformatorisk julevise / Thomas Laub 1896
Sl 92
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1868.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 218 – Esajas bog 62-66
Slutningen af Esajas’ bog slår både dommen og frelsen fast, som vi har hørt det så stærkt igennem Esajas’ forkyndelse. “Al vor retfærdighed blev som snavset tøj” (64,5) er et udtryk for syndens gennemtrængende virkelighed. Gud lover en fremtid til enhver, der vender sig til ham, og selv evigheden er med (65,17-18, jf. Åb 21,2-4) og beskrives med fryd, jubel, tryghed, en mors trøst og tilgivelse. Ved oplæsningen af Esajas’ Bog i synagogen havde man for vane at slutte oplæsningen med at læse 66,22 igen, så det slutter med frelse. Det er ganske i tråd med Esajas’ hensigt, synes jeg.
Dag 219 – Mikas bog 1-4
Mika virkede i Sydriget i sidste halvdel af det 8. århundrede, samtidig med to af de profeter, vi tidligere har læst: Esajas i Sydriget og Hoseas i Nordriget. Mika advarede mod konsekvenserne af folkets synd, og sådan som han sagde, gik det. Kap. 1-2 er en tale til alle folkeslag, og kap. 3-5 går specifikt på folkets ledere. Både i kap. 3,12-13 og 4,1-10 er der stærke løfter om at folket skal samles igen under “gennembryderen”, og Herren skal være konge over dem. Begge løfter opfyldes med Kristus.
Indledning til Mikas bog
Mika kaldte på retfærdighed i landet og gav os de vise ord som en god rettesnor: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.
Indledning
Profetens navn er en forkortelse for Mikaja – hvem er som Herren? Mika fremtrådte, mens Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda, det vil sige i perioden 740-692 f. Kr. Han var samtidig med Hoseas i Nordriget og Esajas i Sydriget. Mika tilhørte sikkert den kreds af yngre profeter, som samledes omkring Esajas (jf. Es 8,16).
Der findes flere berøringspunkter mellem Esajas’ bog og Mikas bog (se især Es 2,2-5 og Mika 4,1-4). Man fornemmer tydeligt, at disse samtidige profeter har noget til fælles i deres forkyndelse af den kommende Messias, af dommens dag og det kommende herlighedsrige. Mens Esajas greb ret direkte ind i politiske forhold og irettesatte konger og ledere for deres fremtræden, er Mikas domsforkyndelse især rettet mod social uret og moralsk fordærv. Han lægger vægt på retfærdighed som et grundlæggende element i Guds væsen. Det får betydning for den enkeltes livsstil. Han angriber rige opkøbere, uærlige handelsmænd og ubarmhjertige kreditorer, ligesom han forudsiger Jerusalems ødelæggelse (3,12).
Hans strenge domsforkyndelse udelukker ikke frelseshåbet. Tværtimod profeterer han om Messias og hans fredsrige, ja forudsiger at han skal fødes i Betlehem (5,1). I bogens sidste del understreger han, at der skal være overensstemmelse mellem lære og liv.
Bogens inddeling:
1. Domsord over Israel og Juda (Mika 1-2)
2. Dom over folkets ledere (Mika 3)
3. Jerusalems kommende herlighed Mika (4)
4. Fredsfyrsten fra Betlehem (Mika 5)
5. Dommens nødvendighed, bøn og løfte om frelse (Mika 6-7).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Mikas tid
Ca. 740 f.Kr.
Mika profeterede til Israel og Juda i årtierne lige før Samarias fald i Judas kong Hizkija tid. Mika var vidne til ødelæggelsen af Israel af det voksende assyriske imperium, men han var sandsynligvis også vidne til Herrens dramatiske redning af Jerusalem fra assyrerne under Hizkijas regeringstid.
Dag 220 – Mikas bog 5-7
Hvem er den hersker, som Mika forudsiger, der også er fredens herre og frelser? Et barn fra Betlehem (5,1)! Da de vise mænd spurgte de skriftkloge, hvor det lille Jesusbarn var, citerede de Mika og viste dem vejen (Matt 2,5-6). Derudover er Mikas bog mest kendt for ordene i 6,6 om, hvad Gud kræver af mennesket. Bogen slutter med en stærk overgivelse til Herren (7,7-10) / hyrden (7,14). Læs de sidste vers i bogen langsomt (7,18-20) og tænk over spørgsmålet: Hvem er som Gud (= betydningen af navnet Mika)?
Dag 221 – Habakkuks bog + Obadias bog
Habakkuk virkede i tiden inden babylonernes (kaldæernes) belejring af Jerusalem (år 586 f.Kr.). Han forudså ulykken og klagede til Gud, men erkendte også, at løsningen var at vente på Herren og stole på ham. “Den af tro retfærdige skal leve” (2,4) citerer Paulus i Rom 1,17 og Gal 3,11 som et udtryk for Guds frikendelse for den troende. Habakkuk fik som svar på sin klage et syn af Gud at se i al sin herlighed.
Indledning til Habakkuks bog
Profeten Habakkuk anråbte Gud om retfærdighed. Det bringer en samtale i gang mellem Gud og Habakkuk, som kulminerer i en lovsang til Herren.
Indledning
Habakkuk er fuldstændig ukendt, bortset fra det vi ved fra hans bog, men den giver ingen personlige eller historiske oplysninger om ham. Notitsen i bogens afslutning antyder måske, at Habakkuk var tempelsanger.
Habakkuk profeterede om et fjendtligt folk, kaldæerne, der skulle drage hærgende og sejrrigt frem (1,6ff). Vi ved, at disse kaldæere (babyloniere) var ved magten i perioden 626-539, og især efter sejren over Ninive (612) og egypterne ved Karkemish (605) var de en virkelig stormagt. Til sidst erobrede de også Juda og Jerusalem (586). De fleste fortolkere antager, at Habakkuks profetier er fra tiden umiddelbart efter slaget ved Karkemish, da Jojakim var konge i Sydriget (609-598).
Mens de andre profeter henvender sig til deres eget eller andre folk, vender Habakkuk sig til Gud. De to første kapitler består af en samtale mellem profeten og Gud, mens det sidste kapitel er en bøn og lovprisning. Habakkuk forkynder, at Herren er hele verdens herre, som styrer alle folkeslags skæbne. Kaldæerne er Guds strafferedskab mod Juda på grund af folkets synd, men de skal selv blive straffet for deres synder. Samtidig kæmper Habakkuk med anfægtelsen: Hvordan kan Gud tillade, at der er så megen uretfærdighed i verden? Hans svar er at tro på og hvile i tillid til Gud. Han vil til sin tid tage magten og sejre. Habakkuks berømte ord: “Den retfærdige skal leve i tro” (2,4) citeres tre gange i NT (Rom 1,17. Gal 3,11. Hebr 10,38) og udfoldes i lyset af åbenbaringen i Jesus Kristus.
Bogens inddeling:
1. Profetens råb til Gud på grund af lovløshed og vold (Hab 1,1-4)
2. Kaldæernes angreb (Hab 1,5-11).
3. Hvordan kan Gud tillade? (Hab 1,12-17)
4. Herrens svar (Hab 2,1-4)
5. Tyrannens undergang (Hab 2,5-20)
6. Troens fremtidssyn og sejrsglæde (Hab 3,1-19).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Habakkuks tid
Ca. 620 f.Kr.
Selvom den nøjagtige dato for Habakkuks profetier er svær at afgøre, er det sandsynligt, at han profeterede kort tid før de babyloniske invasioner af Juda, som begyndte i 605 f.Kr. I løbet af denne tid var det assyriske imperium i tilbagegang, og babylonierne rejste sig for at erstatte dem som den dominerende magt i nærøsten.
Obad er GT’s korteste bog og handler om Israels fjende, Edom (Esau). Bogen viser os, hvordan hovmod står for fald og straffes af Gud på den sidste dag, for “kongemagten skal tilhøre Herren” (v. 21).
Indledning til Obadias bog
Gud lovede at bringe Edom, den knejsende nation, til fald og en dag genoprette Jerusalem på Zions Bjerg.
Indledning
Vi ved ikke noget om Obadias’ person eller hvornår, han virkede. Obadias betyder Herrens tjener. Der findes berøringspunkter mellem Obadias’ Bog og Jeremias’ Bog (jf. Jer 49).
Obadias vender sig mod Israels nabofolk mod sydøst, Edom. Det folk nedstammede fra Jakobs bror Esau og havde ofte vist fjendskab mod Israel. I Obadias’ Bog lyder en forbandelse over et folk, der har forbandet Guds udvalgte folk. Bag Edom ser profeten en hel hedensk folkeverden. Herrens dag skal komme over alle folkene og dømme dem efter samme mål. Men løftets folk, Israel, skal se frem imod en ny herlighed, hvor de skal få alt det tilbage, de har mistet. Ja mere end det. Obadias ser i sit syn Guds riges endelige sejr. Guds folk kan trues og forfølges, men aldrig besejres. Riget skal til sidst være Herrens.
Bogens indhold:
1. Dommen over Edom (Obad 1,1-14)
2. Dommen over alle folk (Obad 1,15-16)
3. Genoprettelse af Guds herredømme på Zion (Ob 1,17-21).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Obadias’ bog
Ca. 570 f.Kr.
Dag 222 – Jeremias bog 1-3
Jeremias’ Bog er en perle blandt profeterne. Vi kender ingen profet så godt som Jeremias pga. de meget personlige afsnit, herunder dybe “jeremiader” – klagesange, som både findes i Jer og Klagesangene (som Jeremias formentlig også er forfatter til). I dag læser vi om Jeremias’ kaldelse som profet. Gud gav ham kraft, og det havde han også brug for til det stærke domsbudskab, han var sendt med. Husk at regne dig selv med i Guds tale til Israel. Frafaldet sammenlignes med utroskab – jo, for Herren har trolovet sig med Israel / os, og “Vi adlød ikke Herren vor Gud” (3,25b).
Indledning til Jeremias bog
Jeremias er kendt som den grædende profet. Ingen af profeterne var populære i samtiden, men Jeremias’ lidelser var særligt strenge med både fængsel, dødstrusler, overfald og tvangsforflyttelse. Selv om folket ikke ville lytte, prædikede han Guds ord.
Indledning
Jeremias er en af de store profeter i GT. Hans bog er ikke skrevet i kronologisk orden, og det kan gøre tilegnelsen lidt vanskelig. Men bogens rige indhold gør, at det er en stor velsignelse at arbejde med den.
Jeremias var født i Anatot, ca. 7 km nordøst for Jerusalem. Hans far var præst. Om hans familieforhold ellers står der kun, at han var ugift. Men han er den profet, vi får flest biografiske oplysninger om, og han åbner i bogen sit hjertes tanker for læseren. Selv om han af naturen var veg, øm og følsom, blev han af Gud sat til en af de aller vanskeligste opgaver, der kan betros et menneske, nemlig at afsløre folkets synd og forkynde Guds dom. Han er et levende og kæmpende menneske. Gud giver ham profetkald og styrke til at udholde al den modgang, som hans profetiske virksomhed medfører. Hans liv blev nemlig en serie af lidelser. Der var næsten ingen, der ville lytte til ham. Man prøvede at slå ham ihjel, flere gange måtte han i fængsel, og efter Jerusalems fald blev han mod sin vilje slæbt med til Egypten, hvor hans endelige skæbne er ukendt. En legende siger, at han til sidst blev stenet.
Jeremias blev kaldet til profet i kong Josijas trettende regeringsår dvs. 627 f. Kr. Da følte han sig meget ung, så han har næppe været meget over 20 år. Han er altså født o. 650 f. Kr. Han virkede som profet til tiden efter Jerusalems fald og folkets bortførelse i 586 f. Kr. Det er et tidsrum på over 40 år, præget af den dybeste tragedie i folkets liv. Dette danner baggrund for profetens liv og forkyndelse og gør ham til lidelsens profet mere end nogen anden.
Jeremias oplevede kong Josijas reformation i år 622 f. Kr. Men den syntes at standse ved det ydre. Jeremias forkynder en dybtgående omvendelse. Det er hjertet, der må ændres. Så længe hjerteforholdet til Herren ikke er i orden, hjælper det ikke med tempeltjeneste. Jeremias’ forkyndelse sigter på at føre den enkelte til et ret forhold til Gud.
Jeremias taler også om den kommende frelser. Men ikke så meget som Esajas. Man har sagt, at Esajas talte meget om Jesus, mens Jeremias levede som Jesus.
Ligesom Jeremias lever vi i et frafaldent folk. Hans budskab har aktualitet også ind i vores situation og hverdag.
Bogens inddeling:
1. Jeremias’ kaldelse (Jer 1)
2. Profetier om Juda og Jerusalem fra Josias’ tid (Jer 2-6)
3. Profetier om Juda og Jerusalem overvejende fra Jojakims tid (Jer 7-20)
4. Profetier om Juda og Jerusalem fra tiden efter kong Jojakim (Jer 21-25)
5. Episoder i Jeremias’ liv, herunder brevet til de landflygtige (Jer 26-29)
6. Profetier om hjemkomsten fra Babylon og Israels fremtid (Jer 30-33)
7. Jerusalems belejring og fald (Jer 34-39)
8. Forholdene i Juda efter Jerusalems fald (Jer 40-42)
9. Flugten til Egypten (Jer 43-44)
10. Trøsteord til Baruk (Jer 45)
11. Udsagn mod fremmede folk (Jer 46-51)
12. Historisk tillæg (Jer 52, jf. 2 Kong 24,18-25,30).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Israel og Juda på Jeremias’ tid
Ca. 597 f.Kr.
De præcise grænser for Judæa og de omkringliggende regioner er vanskelige at fastslå i denne periode, de lignede sandsynligvis dem der tidligere eksisterede under assyrisk styre, med den undtagelse at Edom (Idumæa) nu var migreret til det område, der tidligere tilhørte det sydlige Juda.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 2,3 Førstegrøde: Noget nyt og anderledes der opstår som det hidtil bedste af sin art.1 2,10 Kition var navnet på en fønikisk koloni på Cypern – deraf navnet kittæere, Kedar lå øst for Israel.2 2,16 Nof er Memfis, hovedstaden i Nedre-Egypten tæt ved nutidens Kairo, mens og Takpankes lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne.2 2,22 Lud: (Stærkt) Basisk opløsning, fx af soda eller natron anvendes bl.a. ved fremstilling af sæbe og som rengøringsmiddel.3 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 31.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lud
Dag 223 – Jeremias bog 4-5
Tilbuddet om frelse stod ved magt: “For jeg har talt og lagt mine planer; jeg fortryder ikke og opgiver dem ikke” (4,28) – men folket gjorde det svært for sig selv, når de (vi) ville lægge sine egne planer og ikke vil anerkende Gud som Gud. I kap. 5 sendtes en udsending rundt for at finde én retfærdig, hvilket ikke lykkes. Paulus citerer bl.a. Jeremias i Rom 3,10ff og bekræfter teologisk syndens altomfattende virkelighed. Håbet ligger ikke i forbedring, men i syndserkendelse, omvendelse og Guds nåde (jf. Rom 3,21ff).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 4,11 Den er ikke til at kaste og rense korn i: Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) 4,30 Skarlagen: Kostbart (orangerødt) stof der især blev brugt i oldtiden og middelalderen.1 5,10 Ranker: Lang, tynd stængel eller udløber på en plante.2 5,25 I ulave: I en tilstand præget af uorden, kaos eller manglende harmoni.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=rankerne&search=S%C3%B8g
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ulave
Dag 224 – Salmerne 95-97
Kan man på én gang både lovsynge og frygte Gud? Ja, ifølge Sl 95 og 96 – eller man kunne ligefrem spørge: Hænger de to ting ikke så tæt sammen, at man slet ikke kan gøre det ene uden det andet? Prøv ud fra søndagens salmer at besvare spørgsmålet: Hvem er Gud? Glæden er grundtonen i Sl 97, og udtrykket “Glæd jer i Herren” (97,12) blev temaet for Filipperbrevet.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 95,8 Ved Meriba og Massa anklagede og udæskede Israel Gud kort efter udvandringen fra Egypten, fordi han efter deres mening ikke sørgede godt nok for, at der var rigeligt vand (2 Mos 17,1-7; jf. 4 Mos 20,1-13. Sl 106,32).1 96,4 Guder er her alle de magter, mennesker tilbeder og tjener, enten af frygt eller for at sikre sig medgang. I GT kaldes disse magter undertiden for guder, men de er blot menneskehænders værk (Sl 115,4-8. Es 2,8.20).1 97,1 De fjerne øer er alle jordens fjerne egne (Es 42,10.12; 49,1).1 97,2 Skymulm: Tæt mørke (mulm), fremkaldt (om dagen) af stærk skydannelse.2 97,7 Beskæmmes: Bringe skam over.3 97,8 Zion er tempelbjerget. Judas døtre er Judas byer og indbyggere.1 |
2 https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=skymulm
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=besk%C3%A6mme
Dag 225 – Jeremias bog 6-8
Jeremias er godt i gang med at advare folket mod den kommende fare fra nord: Babylonerne, som snart vil overtage landet. Jeg lægger særligt mærke til selvbedraget, som folket levede i – en fare for alle folk, også kristne. De mente at have fred, de troede templet var en sikkerhed (se “tempeltalen” i kap. 7), de havde præster og profeter, men under det hele trivedes afgudsdyrkelsen. Endda så alvorligt, at de ofrede deres egne børn (7,31) for at tilfredsstille sine egne guder. Gud giver ellers løsningen: “Klæd dig i sæk… hold sorg som over den eneste søn, en bitter klage” (6,26 – i øvrigt en stærk Langfredags-profeti), “adlyd mig” (7,23). Se også 6,16, som Jesus citerer i Matt 11,29.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,1 Benjamins stammeland omgav Jerusalem. Tekao var stedet, profeten Amos kom fra. Bet-ha-Kerem er formentlig Ramat Rahel (nu navnet på en kebbutz på samme sted) umiddelbart syd for Jerusalem (Neh 3,14), hvor man har fundet indskrifter fra kong Jojakims tid (Jer 1,1ff).1 6,17 Vægter: Vagtmand som sørgede for ro og orden i en købstad om natten, holdt øje med at der ikke udbrød brand, og ved hvert timeslag sang et vægtervers.2 7,12 Shilo: Ifølge Jos 18,1 blev åbenbaringsteltet eller tabernaklet, ørkenhelligdommen, rejst af Israels børn i Silo efter erobringen af Kana’ans land. Senere synes teltet at være blevet erstattet af en fast helligdom (jfr. 1 Sam 1,9). Ifølge 1 Sam 4,11 blev pagtens ark taget af filistrene, og præsterne Hofni og Pinehas blev dræbt i kampen. Ved efterretningen om denne ulykke faldt deres fader, præsten Eli, baglæns ned af stolen og brækkede halsen (v. 12-18). Ifølge Sl 78,60 forkastede HERREN »sin bolig i Silo, det telt, hvor han boede blandt mennesker«. V. 61 viser, at dette tager sigte på den samme begivenhed, som beskrives i 1 Sam 4, for han gav »sin stolthed« i fangenskab, og det må hentyde til pagtens ark, der faldt i filisternes hænder. Ingen af stederne siges det, at selve helligdommen i Silo blev ødelagt. Vi finder senere på Sauls tid præster af samme slægt i Nob (1 Sam 21). Præsterne blev siden hen på nær en, nemlig Ebjatar, dræbt edomitten Doeg på Sauls befaling. David havde på sin flugt for Saul fået hjælp af præsten Ahimelek i Nob (1 Sam 22). Arkæologiske udgravninger i Silo har afsløret ruiner af en helligdom, som antages at være blevet ødelagt i 11. årh. f.Kr., dvs. i samme århundrede, som da Saul var konge. Arkæologien synes altså her at have fyldt et hul ud i den gammeltestamentlige tradition og derigennem givet klarhed over indholdet i den hentydning, som Jeremias giver med henblik på templets ødelæggelse i Silo. Ødelæggelsen kan da være blevet udført af filisterne i forbindelse med det slag, hvor pagtens ark gik erobret. Således står Silos skæbne som et advarende eksempel for templet i Jerusalem.3 7,18 Himmeldronningen som de valgte at dyrke i stedet for Herren, er kendt under forskellige navne i forskellige kulturer. I Babylon som Isthar; i Kana’an kaldes hun Astarte; blandt grækerne Afrodite, og romerne kaldte hende for Venus, og syrerne kendte hende som Anat. Det var en frugtbarhedsgudinde, der var meget populær blandt kvinder (v.17b). De mente, at deres forfædre havde haft nok af alt, dengang de i tidligere tider dyrkede Astarte eller Himmeldronningen (1 Kong 11 og 2 Kong 23,13), men nu manglede de alt og omkom ved sværd og sult! (v.17c). Det var kvinderne, der stod for afgudsdyrkelsen, men deres mænd billigede deres handlinger. (Note fra Jer 44,17) 7,31 Tofet er den sydøstligste del af Hinnoms dal tæt ved det sted, hvor den forener sig med Kedrondalen ud fra den arabiske bydel Silwan i Øst-Jerusalem.1 8,1-3 Stjernedyrkelse havde været almindelig på kong Manasses tid (2 Kong 21,3 og 23,4), men synes også at have været populær senere (jf. Ez 8,16ff.) tillige med soldyrkelse og var åbenbar synd mod det første bud (se også 2 Kong 16,10ff; 24,3). Herren advarer ved sin profet om, at babylonierne ville lade resterne af Judas konger og de ledende folk grave op og sprede dem som gødning på markerne – netop under sol og måne og hele himlens hær. I jøders øjne var dette en frygtelig straf, idet gravfreden var og er ukrænkelig blandt jøder!1 8,7 Griffel: Tynd stang af blød skiffer der blev brugt til at skrive på en tavle med.4 8,22 Balsam (hebr. şărı), harpiks fra mastiks-træet, Pistacia mutica, er omtalt andre steder i GT, f.eks. i Josef – beretningen (1 Mos 37,25). De ismaelitiske købmænd, der nærmede sig stedet, hvor Jakobs sønner befandt sig, havde bl.a. mastiksbalsam med i lasten. De kom fra Gilead, hvorfra dette lægemiddel hentedes (Jer 46,11).3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=v%C3%A6gter
3 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 88-95.
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?entry_id=11018631&def_id=21028578&query=ma?&mpage=1
Dag 226 – Jeremias bog 9-12
Til kap. 9 har bibeloversætterne i den autoriserede udgave sat overskriften “Klagesang over Herrens straf”. En bedre overskrift var måske “Herrens klagesang over folkets ulydighed”, da Gud i disse kapitler ganske detaljeret beskriver afgudsdyrkelsen og al dens negative konsekvenser. I 10,6-16 bryder de troendes lovprisning af Gud ind. Der er stærke syndsbekendelser fra folket og Jeremias selv, der også klager over sin meget pressede situation, bl.a. fra indbyggerne i sin hjemby Anatot, der stræber ham efter livet (11,18-23).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 9,6 Digel: Beholder som er fremstillet af et varmebestandigt materiale, og som bruges ved smeltning, glødning eller andre kemiske processer der foregår ved høj temperatur.1 9,14 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.2 9,25 At klippe håret ved tindingerne var forbudt for israelitterne (3 Mos 19,17).3 11,15 Rænkefuldt: Tilbøjelig til at smede rænker (udtænke hemmelige og snedige planer der har til formål at skade nogen).4 5 11,20 Hjertet er udtryk for ånd og personlighed, nyrerne for glæde og følelser. (Note fra Sl 26,2) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
3 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 50
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=r%C3%A6nkefuldt
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59008424&def_id=21069198&query=anden&mpage=2
Dag 227 – Jeremias bog 13-15
Gud bad Jeremias udføre flere billedhandlinger, som skulle overbevise folket om deres frafald – i kap. 13 således det ødelagte bælte. Gud må nødvendigvis straffe folket, fordi han både er fuldkommen kærlighed og hellighed. Det uundgåelige fangenskab i Babylon vækker Guds gråd (13,17 ; 14,17) og minder om Jesu gråd over Jerusalem (Luk 19,41-44). Igen klager Jeremias over sin situation, og denne gang anklager han ikke bare folket, men Gud for at svigte ham (15,18) – og Gud giver sin profet et trøstende ord (15,19-20).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 13,4 Rejsen fra Jerusalem til Eufrat er, rundt regnet, 500 km, men hver rejse må have taget uger.1 13,10 Forstokkethed: Det at være uimodtagelig over for (forslag til) udvikling og forandring.2 13,23 Nubieren: Etiopien.1 14,5 Hinden: Hun hos kronhjorte og sikahjorte.3 15,4 Hizkijas søn kong Manasse af Juda gjorde i Jerusalem: Kong Manasse var den konge af Davids slægt, der var mest præget af religionsblanderi (læs listen over hans afskyelige handlinger i 2 Kong 21). Han havde også efter sin død stor indflydelse på folkets religiøse udvikling.4 15,7 Jeg spredte dem med kasteskovlen: Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forstokkethed
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hinden
4 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 62
Dag 228 – Jeremias bog 16-19
Ensomhed kender vi ikke kun i vore dage. Jeremias stod alene i flere situationer. Han fik pålagt at forblive single som en billedhandling på Guds brud med folket, der over for fjenden ville stå helt alene, uden Gud til at redde dem. De ville blive sendt ud af landet – men samtidig lyder løftet om tilbagevenden. Det svarer til Adam og Eva, der blev drevet ud af Edens Have, men på samme dag også fik løftet om Messias (1 Mos 3,15). 17,5-13 er visdomsord om menneskelivet og hjertet. Overvej, hvilken billedlignelse der skulle laves over vores folks gudsforhold, hvis det var i dag?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 16,6 Ingen skal snitte sig selv eller klippe sig skaldet: Disse sørgeskikke var præget af hedenskab (se 7,29; 41,5, 3 Mos 19,28). Disse skikke var forbudt i loven (5 Mos 14,1ff.)1 16,12 Forstokkethed: Det at være uimodtagelig over for (forslag til) udvikling og forandring.2 17,1 Griffel: Tynd stang af blød skiffer der blev brugt til at skrive på en tavle med.3 17,10 Hjertet er udtryk for ånd og personlighed, nyrerne for glæde og følelser. (Note fra Sl 26,2) 19,2-6 Læg mærke til, hvad Jeremias udråbte om Hinnom og Tofet, hvor man ofrede børn til afguderne. Det var stedet, hvor byens affald blev afbrændt, vistnok tæt ved Pottemagerporten (muligvis den samme som Møgporten4) ved den sydligste del af Davidsbyen, hvor Hinnoms dal forener sig med Kedrondalen (se Jer 32,35). Det menes, at ligene af de to røvere, der blev korsfæstet sammen med Jesus, blev kastet på denne evigt brændende affaldsbunke! Udtrykket »Drabets dal« hentyder formodentlig til det enorme Molok-alter, der var rejst på stedet, hvor man slog på tromme (ordspil med Tofet) for at overdøve børnenes skrig, når man kastede dem ind i alterets brølende flammehav.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forstokkethed
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?entry_id=11018631&def_id=21028578&query=ma?&mpage=1
4 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 113-116.
Dag 229 – Jeremias bog 20-22
Nu blev profeten Jeremias angrebet af præsten Pashkur, der virkede i templet i Jerusalem. Han mente, at Jeremias’ tale var for negativ og domspræget. Tænk på, om vi også i dag har det svært med profeter, der forkynder dom. Eller måske endda svært med Jesus, som (skønt han primært forkynder frelsen) er den tydeligste domsforkynder i hele Bibelen? Her begynder også Jeremias’ (forgæves) vejledning til at overgive sig til babylonerne, dels for at følge Guds vilje, dels for at redde livet (21,1-10).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 20,1 Overopsynsmand: Chefen for tempelvagten.1 20,2 Lægge i blokken: Et pineredskab, der holdt den indsatte i en krumbøjet stilling, som i længden medførte muskelkrampe.1 20,12 Hjertet er udtryk for ånd og personlighed, nyrerne for glæde og følelser. (Note fra Sl 26,2) 21,4 Kaldæerne: Babylonerne.2 22,20 Bashan, Libanon og Abarim er tre navne, da alle har haft stor betydning. Bashan for sin frodige græsgange. Libanon for sin frugtbarhed og sin pragtfulde cedertræer. Abarim var de højdedrag, hvorfra Moses skuede ind over det forjættede land (5 Mos 32,49). Selv om Jerusalem skulle stige op på Bashans højslette, Libanons bjerge eller Abarims højdedrag og der skrige sin angst ud for det, der skal komme, så vil intet dog hjælpe.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 77-80.
Dag 230 – Jeremias bog 23-25
Kontrasterne males op for os i disse kapitler. På den ene side har Gud en redningsplan klar, for han lader “en retfærdig spire fremstå af Davids slægt” (23,5) = Jesus. På den anden side må Gud (og Jeremias) kæmpe en hård kamp mod de falske profeter, som taler indsmigrende ud af eget hjerte. Hvem mon folket helst ville høre? Desværre de falske profeter, for folket var ikke åbne for Guds ord! Jeremias’ ord var de sande ord fra Gud – og Israels folk ville møde Guds dom gennem Babylons barbariske regime.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 23,13 Samaria: Nordrigets hovedstad.1 23,15 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.2 24,5 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 25,1 Ifølge v. 1 har Jeremias talt de følgende ord i Jojakims fjerde regeringsår og i Nebukadnezars første år som konge. Efter Dan. 1,1f skal Nebukadnezar have belejret Jerusalem i Jojakims tredje regeringsår, hvorunder den jødiske konge blev taget til fange og en del af tempelkarrene ført bort til Sinears land. Man har gjort en del ud af forskellen i dateringen i Jeremias’ og Daniels bog; men den forklares let derved, at det i første tilfælde er den jødiske tidsregning der anvendes, i det sidste tilfælde den babyloniske. I det ene tilfælde regnede man tiltrædelsesåret med i antallet af regeringsår, i det andet tilfælde gjorde man det ikke.3 25,26 Sheshak: Er kodeord for Babylon.4 Kodeord er ord, der formodentligt er blevet anvendt, når mennesker drøftede den politiske situation uden at ville give til kende for udenforstående, hvad det egentlig var, de drøftedes!1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
3 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 132.
4 DO note.
Dag 231 – Salmerne 98-100
Flere salmer (24 ; 47 ; 93 ; 95-99) har fået betegnelsen “kongesalmer”, fordi de handler om Herren som konge. Det er samtidig lovsange, hvor Guds herredømme prises. Selv om Gud er hellig, er det ikke hans hellighed og magt, der står i centrum, men hans godhed, frelse, trofasthed, tilgivelse og retfærdighed. Sl 100 er en stor opfordring til lovsang – og bemærk (igen) GT’s omkvæd i 100,5: “Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid”.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 99,1 Udtrykket: Han troner over keruberne (1 Sam 4,4. 2 Kong 19,15. Sl 80,2) hentyder dels utvivlsomt til pagtens ark (hvad enten pagtens ark endnu stod i templet eller ej; den blev bortført af babylonerne ved Jerusalems ødelæggelse 587 f.Kr.), hvor over der stod to gyldne keruber (1 Kong 6,23-28), og dels til den himmelske helligdom, hvor Gud troner (Es 6,1), og hvorfra hans tjenere sendes ud.1 99,2 Zion er tempelbjerget i Jerusalem.1 99,4 Jakob er det gamle navn for Israel.1 99,7 Herren mødte Moses i Skysøjlen ved Åbenbaringsteltet (2 Mos 33,9).2 99,9 Hellige bjerg er det tempelbjerg, hvor Guds tempel står som mødested for himmel og jord.1 100,1 Takofferet: Overskriften i DO (til takofferet) kan dog være en overfortolkning af grt.s tôdâh, der egl. blot betyder: til takken. I offersproget er tôdâh betegnelse for takofferet (3 Mos 7,12), men ordet bruges ofte om taksigelse og lovprisning, og således er det også forstået i v.4 (takkesang). Salmen kan altså opfattes mere generelt som opfordring til at takke Gud.1 2 100,4 I tempelkompleksets forgårde (se til 84,3) trådte folket ind til Gud.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 210.
Dag 232 – Jeremias bog 26-29
Jeremias holdt igen sin “tempeltale” med nogenlunde samme indhold som i kap. 7. Det er stadig et opråb til folket om at adlyde Gud, for så kan ulykken afværges. De følgende kapitler (26-45) rummer meget historisk stof og meget om Jeremias’ personlige modgang. Han oplevede stor modstand fra præster og andre profeter, som ville forkynde fred, hvor der ikke var fred. Jeremias forkyndte fred, hvor der er fred – nemlig hos Gud (29,11-12).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 26,6 Shilo var det gamle helligsted, hvor Eli var præst (1 Sam 1-4). Det lå totalt i ruiner og var blevet ødelagt af filistrene i 1050 f.Kr. (1 Sam 4).1 27,2 Åg: Bæreredskab bestående af en stang som lægges over skuldrene, og hvortil der i hver ende er fastgjort en spand, kurv el.lign.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5g
Illustration: Havet, søjlerne og vognstel fra Salomos tempel (Til Jer 27,19)
Dag 233 – Jeremias bog 30-32
Profetierne i GT har forskellige tidshorisonter. Noget retter sig mod den umiddelbare fremtid (som domsprofetierne, der gik i opfyldelse med babylonernes indtagelse af Israel), og noget ligger længere ud i fremtiden, ja helt ud i evigheden. Nu profeterede Jeremias folkets tilbagevenden efter fangenskabet i Babylon. Det skulle være en ny tid (31,31-34), som peger frem mod Kristus – og Jeremias’ jordkøb (kap. 32) var en lille forsmag på det. På trods af israelitternes afgudsdyrkelse, som bl.a. indebar noget så afskyeligt som ofringer af børn (32,35), så slutter Gud med håb!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 30,7 Jakob: Jøderne.1 30,8 Åg: Bæreredskab bestående af en stang som lægges over skuldrene, og hvortil der i hver ende er fastgjort en spand, kurv el.lign.2 31,4 Pauke: Et slaginstrument, en slags tromme. (Note fra Sl 149,3) 31,6 Efraim: Nordriget.1 31,21 Varder: Bunke sten el.lign. der afmærker et sted i et naturlandskab, fx en fjeldsti.3 31,38 Hanan’el-tårnet lå i det nordøstlige, og Hjørneporten i det nordvestlige hjørne af Jerusalem.4 31,39 Gareb-højen og Goa er ukendte for os.4 31,40 Hesteporten lå i den sydøstlige del af byen.4 32,2 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset.1 32,4 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 32,7 Indløsningspligten: Herrens befaling til Jeremias havde sin baggrund i 3 Mos 25,23ff., hvor der blandt andet står: »Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses. Når det går dårligt for din landsmand, så han må sælge af sin ejendom, skal den, der står ham nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt …« Profetens slægt var i vanskeligheder på grund af den babyloniske besættelse og havde vel egentlig mistet den jord, som Jeremias »indløste« ved at købe den af sin slægtning. Det må have taget sig meget mærkeligt ud for alle, der var til stede ved underskrivelsen af skødet i vagtgården!1 32,14 Forseglede og den åbne del: Skødet havde en åben og en lukket del og blev formodentlig skrevet to gange, dels på den øverste og dels på den nederste del af arket. Den øverste del blev rullet sammen og forseglet og var derfor beskyttet mod ændringer. Den nederste del blev også rullet sammen, men ikke forseglet og kunne derfor let åbnes og læses igen.1 32,35 Der var et enormt Molok-alter, hvor man slog på tromme for at overdøve børnenes skrig, når man kastede dem ind i alterets brølende flammehav. (Note fra Jer 19,2-6) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5g
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=varder
4 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 162.
Dag 234 – Jeremias bog 33-36
I kap. 33 fyldes håbet om den nye tid, som Jeremias’ profeterede om i kap. 31, ud med mere indhold. Der skal ske “store og ufattelige ting” (33,3). Det skal være en tilgivelsens, helbredelsens og fredens tid. Gud vil lade “en retfærdigheds spire af Davids slægt” vokse op (33,15). Men ak – i kap. 34 må Jeremias tage de strenge ord i munden igen og udråbe “frigivelse til sværd, pest og sult” (34,15). Kong Sidkija (34), der forkastede Guds ord og kong Jojakim (36), der brændte Guds ord, står som kontrast til rekabitterne (35), der fulgte Guds ord.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 33,1 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset. (Note fra Jer 32,2) 33,5 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 34,18 Pagtslutningen skete ved at følge en tradition, der var kendt i Mellemøsten. Man skar et offerdyr, en kalv, i to stykker, og de implicerede parter gik mellem stykkerne.1 Denne handling skal være et afskrækkende eksempel for dem, som bryder pagten. Med dem skal det gå som med kalven.2 35,2 Rekabitterne hørte formodentlig til ørkenstammen kenitterne, der nedstammede fra den slægt, Moses hustru tilhørte. Rekab er nævnt i 1 Krøn 2,55. Den mest kendte rekabit var Jonadab, der hjalp hærføreren Jehu med at udrydde resterne af kong Akabs slægt og dennes afgudspræster (2 Kong 10,15-28). Rekabs efterkommere afholdt sig fra at drikke vin og boede i telte og fastholdt denne tradition som en reaktion mod det vellevned, der trivedes i byerne. Vi ved ikke, om de var israelitter eller måske var gået over til jødedommen.1 36,5 Jeg er afskåret fra at gå ind i Herrens tempel: Præsteskabet i Jerusalem er fjendtlig stemt mod Jeremias. Derfor kunne han ikke selv oplæse Herrens ord for folket på tempelpladsen, men det lykkedes for Baruk.1 2 |
2 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 167-170.
Dag 235 – Jeremias bog 37-40
I kap. 37 møder vi igen kong Sidkija, og både hans manglende lederskab og totale ligegyldighed over for Guds ord og vilje springer i øjnene (37,2). Ikke mindre end seks gange forudsagde Jeremias, at Jerusalem ville blive belejret og falde, og sådan gik det. Jerusalem faldt med et brag, og Kong Sidkijas tilfangetagelse blev barbarisk. Det sidste, han så på denne jord, var mordet på sine sønner, hvorefter de stak øjnene ud på ham og førte ham til Babylon (39,6-7). Jeremias’ liv blev også tungt som fange både i vagtgården og cisternen. 38,20 og 39,17-18 står som nogle af de eneste lyspunkter i teksten.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 37,5 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 37,21 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset (Note fra Jer 32,2). 38,6 Cisterne: Beholder til (opsamling og) opbevaring af vand.1 Dynd: brunlig, tyktflydende og næringsrig masse bestående af vand og rester af organisk materiale, fx blade og insekter.2 38,7 Nubieren: Etiopien. (Note fra Jer 13,23). 39,3 Midterportens beliggenhed kan ikke fastsættes i dag.3 39,5 Ribla i Hamats land: I Syrien, her var Nebukadnesars hovedkvarter under felttoget.3 4 40,6 Mispa: Ca. 10 km. nord for Jerusalem.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=dynd
3 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 177.
4 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 126.
Dag 236 – Jeremias bog 41-45
Kapitlerne refererer historien efter Jerusalems fald, hvor Jeremias og andre blev boende i byen. Tiden var præget af mytteri (bl.a. de 70 uskyldige, som blev kastet i en cisterne (41,9)). Jeremias blev bedt om at søge svar fra Gud på, hvordan man skulle forholde sig – og da Jeremias kom med Guds svar, blev det forkastet. Overvej, om der er forhold i vores samfund, hvor vi på trods af Guds ords klare vejledning går den stik modsatte vej / vores egen vej. Jeremias selv blev tvunget med til Egypten og forsvandt ud i glemslen – men Guds ord, både det trøstende ord til skriveren Baruk (kap. 45) og det mægtige ord gennem hele bogen til os, har vi fra ham.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 41,1 Mispa: Ca. 10 km. nord for Jerusalem (Note fra Jer 40,6). 41,7 Cisterne: Beholder til (opsamling og) opbevaring af vand.1 41,18 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 43,7 Takpankes lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne. (Note fra Jer 2,16). 43,13 Bet-Shemesh (solens hus) var solgudens by, On, senere kendt som Heliopolis.2 44,1 Migdol lå i det nordøstlige Egypten ikke langt fra Takpankes (som lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne. (Note fra Jer 2,16)), Nof kendes også som Memphis og lå ca. 25 km syd for Kairo. Byen var Egyptens hovedstad på Abrahams tid. Patros var navnet på Øvre-Egypten.2 44,17 Himmeldronningen (se Jer 7,18) som de valgte at dyrke i stedet for Herren, er kendt under forskellige navne i forskellige kulturer. I Babylon som Isthar; i Kana’an kaldes hun Astarte; blandt grækerne Afrodite, og romerne kaldte hende for Venus, og syrerne kendte hende som Anat. Det var en frugtbarhedsgudinde, der var meget populær blandt kvinder (v.17b). De mente, at deres forfædre havde haft nok af alt, dengang de i tidligere tider dyrkede Astarte eller Himmeldronningen (1 Kong 11 og 2 Kong 23,13), men nu manglede de alt og omkom ved sværd og sult! (v.17c). Det var kvinderne, der stod for afgudsdyrkelsen, men deres mænd billigede deres handlinger.2 44,19 Offerkager formet som afbilleder af gudinden.3 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 132-134
3 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 177.
Dag 237 – Jeremias bog 46-48
Nogle af Jeremias’ sidste ord er domsord over nabofolkene. Gud lægger ikke fingre imellem, for dommen er fastsat. Folkene har helt forkastet Gud, og som Jesus siger (Luk 9,26): “den, der skammer sig ved mig og mine ord, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer”. Stadig åbnes der for frelsens mulighed. Der kommer en ny tid (46,27-28 ; 48,47), og alle, der venter på Gud, vil blive bragt i sikkerhed.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 46,9 Nubiere: Etiopere. Putere: Muligvis Punt ved Somalias kyst. Lydere: Herkomst er ukendt.1 46,11 Balsam (hebr. şărı), harpiks fra mastiks-træet, Pistacia mutica, er omtalt andre steder i GT, f.eks. i Josef – beretningen (1 Mos 37,25). De ismaelitiske købmænd, der nærmede sig stedet, hvor Jakobs sønner befandt sig, havde bl.a. mastiksbalsam med i lasten. De kom fra Gilead, hvorfra dette lægemiddel hentedes (Jer 46,11). (Note fra Jer 8,22) 46,14 Migdol lå i det nordøstlige Egypten ikke langt fra Takpankes (som lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne. (Note fra Jer 2,16)), Nof kendes også som Memphis og lå ca. 25 km syd for Kairo. Byen var Egyptens hovedstad på Abrahams tid. (Note fra 44,1) 46,19 Egyptens datter: Indbyggerne i Egypten (Taget ud fra samme logik i note til Jer 48,18). 46,25 Amon var egypternes højeste gud. Hans vigtigste helligdom fandtes i Øvre-Egyptens hovedstad No (Theben, Luxor), som i oldtiden var en meget stor by med et enormt tempelkompleks, Karnak.2 46,27 Tjener Jakob dvs. det jødiske folk.2 48,1 Moab var navnet på den ene af de to sønner, Lot fik med sine døtre efter Sodomas og Gomorras ødelæggelse (1 Mos 19,36-37). Mellem de mange forskellige profetier, der findes i Jer 46-49, er denne profeti mod Moab enestående både på grund af dens længde, dens lighed med andre dele af GT (f.eks. 4 Mos 28-29 og Es 15-16) og de mange stednavne, der er nævnt. Moab lå øst for Det døde Hav.2 48,2 Fjenden havde hovedkvarter i Heshbon. Madmen er muligvis et øgenavn for moabitternes hovedstad, Dibon. Det betyder ‘gødningehøj’ på hebraisk.2 48,7 Kemosh: Moabs afgud (2 Kong 4; 23,13).2 48,11 Bærmen: Bundfald i vin eller øl der ikke er tilstrækkeligt filtreret.3 48,13 Som Israels hus fik skam af Betel: Da Israel dyrkede tyrekalven.2 48,18 Dibons datter: Indbyggerne i Dibon1 (moabitternes hovedstad, Note fra Jer 48,2). 48,43 Grube: Gravet hul i jordoverfladen.4 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 140-144.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=b%C3%A6rme
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=grube
Dag 238 – Salmerne 101-103
De tre salmer til i dag er temmelig forskellige. Sl 101 temasætter den fuldkomne vej, Guds vej. Det minder os om Jesu ord: “Jeg er vejen og sandheden og livet (Joh 14,6). Sl 102 er den femte bodssalme og har syndsbekendelsen, men også Guds dom, frelse og evighed i fokus. Sl 103 er manges favorit-lovsang i Bibelen og står som inspiration for store salmer som “Lover den Herre” (DDS 2), “Lovsynger Herren” (DDS 3) og “Min sjæl, du Herren love” (DDS 12). En søndags-idé: At læse / synge disse salmer igennem.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 102 Bodssalmer er de salmer i Salmernes Bog, hvis fælles tema er syndserkendelse og bøn om forladelse; det drejer sig efter oldkirkelig tradition om nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143. I den katolske kirke bliver bodssalmerne reciteret ved liturgiske bodsandagter. (Note fra Sl 6) Det kan ikke afgøres sikkert, hvornår salmen er blevet til. Templet I ruinerne (v.15) og talen om fanger (v.21) peger dog hen på slutningen af det babylonske eksil (530-520 f.Kr).1 102,7-8 Salmistens knugende ensomhed skildrer i tre fuglebilleder. Ørkenen og ruinerne er billede på hans nedbrudte og hensygnende krop og sind.1 102,14 Zion er tempelbjerget i Jerusalem. (Note fra Sl 99,2) 102,15 Zions sten, Dens ruindynge: Se indledningen til salmen. Salme 103 Sl 103 er gendigtet af J. Poliander i 1530: Min sjæl, du Herren love, J. Neander i 1679: Lover den Herre, den mægtige konge med ære! og N. F. S. Grundtvig i 1836: Lovsynger Herren, min mund og mit indre!2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 217.
Salme: Min sjæl, du Herren love. (Polianders gendigt over Sl 103)
Min sjæl, du Herren love
1
Min sjæl, du Herren love,
hans navn mit hjerte frydes ved;
i kor med fugl i skove
lovsyng med tak hans miskundhed!
Han råded på din vånde bod
og al din skyld forlod;
han til sin barm dig drager,
dit banesår er lægt;
den hvile, dér du smager,
gør ung trods alders vægt;
han skifter ret og tager
fortrykte i sin varetægt.
2
Han os har åbenbaret
sin vilje og sit sandheds ord;
sin Søn han ikke spared
og sendte fred med ham til jord;
hans nåde er så rigt et væld,
som gav i gry og kvæld
de bange sjæle trøsten,
der søgte ham i nød;
som glæden er om høsten,
hans fred er himmelsk sød;
så fjernt som vest fra østen
vor synd er sænkt i havets skød.
3
En fader vil forbarme
sig over sine egne små,
og Herren gav os arme
sit fadernavn at kalde på;
vor skabning kender han og ved,
at al vor herlighed
er græsset lig på ager,
i morgen er det hø,
en rose fin og fager,
der dufter for at dø,
et løv, som vinden jager,
så er vor lod på verdens ø.
4
Guds miskundhed alene
grundfæstet står i evighed;
sin kårne brud den rene
fra slægt til slægt han holder ved,
dem, som bevaret har hans pagt,
hvem kronen er tilsagt,
hvor engle hist i kæde
om Himmel-tronens glans
Gud Herrens pris udkvæde
for livets sejerskrans.
Min sjæl, istem med glæde:
Al æren er og bliver hans!
Mel.: Johann Kugelmann 1540
Sl 103
Johan Gramann (Poliander) (1530).
Dansk 1569. C.J. Brandt 1888.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Salme: Lover den Herre, den mægtige konge med ære! (Neanders gendigt over Sl 103)
Lover den Herre, den mægtige konge med ære
1
Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Lov ham, min sjæl, og lad det din forlystelse være!
Mød ham med sang,
psalter og harpe, giv klang!
Åndelig leg vil jeg lære.
2
Lov dog den Herre, som alting så herlig regerer,
ham, der som ørnen på vinger dig løfter og bærer,
lader dig få
mer, end du selv kan forstå,
bedre, end hjertet begærer.
3
Lov dog den Herre, som alting så vel for dig mager,
ham, som dig sundhed forlener og venlig ledsager!
Tænk, af hvad nød
denne din Herre så sød
dig ved sin almagt uddrager!
4
Lov dog den Herre, som dig i din stand giver lykke,
ham, som med tusind velsignelser véd dig at smykke!
Tænk dog derpå,
at han sin ære kan få,
ak, i din sjæl det indtrykke!
5
Lov da den Herre, min sjæl, og hvad i mig mon være,
hvad som har ånde, ophøje hans navn og hans ære!
Han er dig god,
ak, gør ham aldrig imod!
Amen, han selv dig det lære!
Mel.: Stralsund 1665
Sl 103
Joachim Neander 1679. Dansk 1740.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Salme: Lovsynger Herren, min mund og mit indre! (Grundtvigs gendigt over Sl 103)
Lovsynger Herren, min mund og mit indre
1
Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!
Tonerne spille, som stjernerne tindre,
trindt om Jehovas højhellige navn!
2
Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder
tidlig og sent, for han evig er god,
han, som forlader i skok dine synder,
råder på al din elendighed bod.
3
Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,
kranser dig yndig, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,
sol-fuglen lig bliver ung du igen.
4
Højt, som til himlen der findes fra jorden,
vokse vor Herre lod nåden i hast.
Langt, som fra syden der måles til norden,
skilte fra os han vor skam og vor last.
5
Faderen tager vel barnet til nåde,
så tager trælbårne syndere du,
Gud! for du kender vor skabelses gåde,
støvtråde-værket du kommer i hu.
6
Menneskeliv er som græssets i enge,
blomsten vi ligne fra isse til fod,
stormene hvine, og bladene hænge
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!
7
Evigheds-blomst derimod er din nåde,
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt.
8
Herren, vor Herre, han troner i Himlen,
enevoldskonge er han over alt.
Stjernerne lig er om højsædet vrimlen,
høvdingeskaren, blandt tjenere talt.
9
Lover ham, engle! som herlig udretter
ærinde hans, alt som ordene lød.
Priser ham, kræfter! som fluks iværksætter,
hvad med et vink kun den vældige bød!
10
Lovsynger Herren, hans værker i klynge,
verdener alle! thi riget er hans.
Glæd dig, min sjæl! til for evig at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans!
Mel.: Thorvald Aagaard 1909
Sl 103
N.F.S. Grundtvig 1836.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 239 – Jeremias bog 49-50
Dommen fortsætter over ammonitterne, Edom, Damaskus og andre mindre stammer. Læg godt mærke til, hvad folkene dømmes for – og overvej, hvad Gud ville sige til dig / os, hvis der skulle lyde et domsord til os. Læg også mærke til dommen over Babylon (kap. 50) – supermagten, som ingen regnede med nogensinde kunne overvindes. Moralen er: Hovmod står for fald – og evangeliet alene frikender. Tag særligt 50,20 ind: “I de dage… skal man søge Israels skyld, men den er der ikke, og Judas synder, men de findes ikke, for jeg tilgiver dem, jeg lod tilbage”. Hvordan er det muligt?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 49,1 Ammonitterne: Deres land lå syd og øst for Gilead og nordøst for Moab. Ammonitternes stamfader var Ben-Ammi, den anden af de to sønner, Lot fik med sine døtre (1 Mos 19,36-37).1 Milkom var ammonitternes Gud.2 Ifølge Jos 13,25 gav Moses Gads stamme halvdelen af ammonitternes land.1 49,2 Rabba, identisk med Jordans hovedstad Amman, og opkaldt efter Ben-Ammi.1 49,7-8 Den anden profeti (v.7-22) handler om edomitterne, der var efterkommere af Jakobs ældste søn, Esau, der også kaldtes Edom. De var derfor nærtbeslægtede med israelitterne og var i mange århundreder deres fjender (denne profeti har stor lighed med Obadias’ Bog). Edomitterne boede i højlandet, der rejser sig øst for Araba lavningen syd for Det døde Hav. Fra gammel tid er hele området blevet kaldt Se’ir’s land eller Edoms land. Edomitterne var kendt for deres visdom (Ob. 8; Job 2,11; 15,18), men Jeremias skildrer dem som forvirrede og rådløse, og den dom, han forkyndte, betød afslutningen på deres visdom. Derfor blev indbyggerne i Dedan opfordret til at flygte bort fra Herrens dom.1 49,27 En del syriske konger havde båret navnet eller titlen Ben-Hadad (1 Kong 15,18; 20,1ff.; 2 Kong 13,3). Hadad var syriens vigtigste gud.1 49,31 Slåer: metalstang som er fastgjort på kanten af en dør, låge el.lign., og som kan skydes ind i et overfor siddende hul eller beslag og derved fungere som lås.3 49,32 At klippe håret ved tindinger var en hedensk skik (3 Mos 19,27).1 49,34 Elam, det bjergrige land i den sydvestlige del af det moderne Iran, nord for Den Persiske Havbugt.1 50,1 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 50,2 Bel og Marduk var lokale guder.1 50,21 Meratajim og Pekod var babylonske landsdele.1 50,42 Babylons datter: Indbyggerne i Babylon (Taget ud fra samme logik i note til Jer 48,18). |
2 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 197.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sl%C3%A5
Dag 240 – Jeremias bog 51-52
De sidste kapitler i Jeremias rejser nogle centrale spørgsmål om Guds styring af verden. Det er tydeligt, at Gud har brugt babylonerne i sin tjeneste, da han måtte dømme Israels folk til undergang og bortførelse (51,20-23). Deres barbariske krigsførelse og afgudsdyrkelse var voldsom, og nu dømmes Babylons mægtige rige til undergang. I dag kan man finde betydelige rester af kong Nebukadnesars processionsgade og den vældige Isthar-port i Pergamon- museet i Berlin. Selve Babylon er i dag en udgravningsplads for arkæologer – men Guds rige består.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 51,1 Leb-Kamaj: Er kodeord for Kaldæa,1 og betyder ‘mine modstanders hjerte’.2 Kodeord er ord, der formodentligt er blevet anvendt, når mennesker drøftede den politiske situation uden at ville give til kende for udenforstående, hvad det egentlig var, de drøftedes! (Fra note til Jer 25,26). 51,4 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 51,11 Koggerne: Rørformet beholder som en bueskytte opbevarer sine pile i.3 51,27 Ararat, Minni og Ashkenaz lå alle i det armenske område, men var en del af Medien, der strakte sig lang mod vest nord for det babylonske rige.2 51,41 Sheshak: Er kodeord for Babylon. (Fra note til Jer 25,26) 51,44 Bel: Var en lokal gud (Note fra Jer 50,2) 51,63 Floden Eufrat løb i oldtiden igennem Babylon. Den har siden skiftet leje og løber nu næsten 20 km fra ruinbyen.2 52,7 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 52,9 Ribla i Hamats land: I Syrien, her var Nebukadnesars hovedkvarter under felttoget. (Note fra Jer 39,5) |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 151-152.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=kogger&query=koggerne
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Illustration: Bronzesøjlerne i Herrens tempel og vognstellene og bronzehavet fra Salomos tempel (Til Jer 52,17)
