Dag 211-240

“Trøst mit folk, trøst det”, indleder “Trøstebogen”. Præcis det folk, som Gud har talt så stærkt og hårdt til, skal nu høre evangeliets søde stemme. Kærlighedens Gud gør nøjagtig det samme i dag, når han gennem Bibelen taler sin lov og sit evangelium til os. I disse kapitler bryder den første sang om “Herrens lidende tjener” frem (42,1-4 ; se også 49,1-13 ; 50,4-11 ; 52,13-53,12), som rummer stærke profetier om Jesus. Vi hører om Guds trøst (Es 40,1ff) og kærlighed (Es 43,1ff) til sit frafaldne folk. Gud har frelsesplaner med dem (os), som går vild igen og igen.

Hvem er den Gud, som “elsker dig… betaler for dig… samler dig” (43,4-5)? Det profeterer Esajas om i disse kapitler, hvor vi stadig er i “Trøstebogen” (kap. 40-66). Som modbillede til gudebillederne, som man kan se og mærke, men ikke kan hjælpe – er Gud, som vi ikke kan se og mærke, men som virkeligt kan hjælpe. Ja, som “udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag” (44,22). Gud er den eneste Gud – hvorfor skulle vi så påkalde en anden eller tilbede noget andet end ham?

Babylon var det store babylonske rige, som var supermagten frem nederlaget under kong Kyros i år 539 f.Kr., og det er samtidig et billede på ondskaben i verden. Esajas beskriver modsætningen til at tilbede den eneste Gud og det nytteløse i afgudsdyrkelsen. Esajas opfordrede israelitterne til at drage ud af Babylon (48,20) og ind i frelsen fra Gud. Den anden “Herrens tjener-sang” kommer i 49,1-13 med løftet om Jesus, der skulle blive et lys for alle folk (jf. Joh 8,12).

Nu er vi virkelig inde i centrum af Esajas’ trøste- og frelsesbudskab til sit folk. For tredje gang hører vi om Herrens tjener (50,4-9), om Gud, der iklæder sig styrke og sender sin budbringer (51-52). Den fjerde sang er en “Herrens lidende tjener-sang” (52,13-53,12) og forudsiger Jesu lidelse, død og opstandelse med præcision – 7-800 år før det sker. Læser man den autoriserede oversættelse, kan man se de mange henvisninger til NT i noteapparatet.

Esajas fortsætter med at forkynde Guds nåde for folket. En nåde, der er urokkelig (54,10), gratis (55,1-2), for alle (56,6-7), selv for den knuste (57,15). En stor del af folket er stadig på afveje, men Guds barmhjertighed, troskab og tilbud om frelse står ved magt, hvis de blot vil komme og modtage nåden gratis (latin: gratia = gratis). Læg mærke til den vidunderlige beskrivelse af Guds ord, som vi er i gang med at læse – det gør sin virkning (Es 55,8-11).

Vi er stadig i hjertet af evangeliet i disse kapitler. Esajas forkynder, at Gud vil høre, hjælpe og frelse (58,9) – hvis folket blot vil gøre op med deres mange synder. Læs den stærke syndsbekendelse i kap. 59 igennem og se, om det vækker genklang i dit eget liv. Guds hellige lov står som forudsætning for at høre evangeliet, og netop evangeliet kommer igen stærkt i kap. 60 og 61. Jerusalem skal stråle af glæde, når dets lys kommer (60,1-5), et nådeår skal udråbes (61,1-2), når Gud Herren lader retfærdighed spire og lovsang gro frem (61,11). Det skabte et stort håb for folk – og NT fortæller om virkeliggørelsen!

Salmerne fra 91-100 er uden forfatterangivelse. Sl 92 er en sang på sabbatsdagen, så det kan ikke passe bedre til søndagen. Salmen giver ovenlys over hele vores liv, synes jeg. Vi standser i de næste salmer ved to aspekter af troen på Gud: Herren er konge over naturen, læser vi i Sl 93 Herren er dommer over menneskeheden, læser vi i Sl 94 Det er også en klagesang over forfølgelsen, som Guds folk oplevede – men prøv også at læse salmen med Kristus og den modgang, han oplevede, i tankerne.

Slutningen af Esajas’ bog slår både dommen og frelsen fast, som vi har hørt det så stærkt igennem Esajas’ forkyndelse. “Al vor retfærdighed blev som snavset tøj” (64,5) er et udtryk for syndens gennemtrængende virkelighed. Gud lover en fremtid til enhver, der vender sig til ham, og selv evigheden er med (65,17-18, jf. Åb 21,2-4) og beskrives med fryd, jubel, tryghed, en mors trøst og tilgivelse. Ved oplæsningen af Esajas’ Bog i synagogen havde man for vane at slutte oplæsningen med at læse 66,22 igen, så det slutter med frelse. Det er ganske i tråd med Esajas’ hensigt, synes jeg.

Mika virkede i Sydriget i sidste halvdel af det 8. århundrede, samtidig med to af de profeter, vi tidligere har læst: Esajas i Sydriget og Hoseas i Nordriget. Mika advarede mod konsekvenserne af folkets synd, og sådan som han sagde, gik det. Kap. 1-2 er en tale til alle folkeslag, og kap. 3-5 går specifikt på folkets ledere. Både i kap. 3,12-13 og 4,1-10 er der stærke løfter om at folket skal samles igen under “gennembryderen”, og Herren skal være konge over dem. Begge løfter opfyldes med Kristus.

Indledning til Mikas bog

Mika kaldte på retfærdighed i landet og gav os de vise ord som en god rettesnor: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.

Indledning
Profetens navn er en forkortelse for Mikaja – hvem er som Herren? Mika fremtrådte, mens Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda, det vil sige i perioden 740-692 f. Kr. Han var samtidig med Hoseas i Nordriget og Esajas i Sydriget. Mika tilhørte sikkert den kreds af yngre profeter, som samledes omkring Esajas (jf. Es 8,16).

Der findes flere berøringspunkter mellem Esajas’ bog og Mikas bog (se især Es 2,2-5 og Mika 4,1-4). Man fornemmer tydeligt, at disse samtidige profeter har noget til fælles i deres forkyndelse af den kommende Messias, af dommens dag og det kommende herlighedsrige. Mens Esajas greb ret direkte ind i politiske forhold og irettesatte konger og ledere for deres fremtræden, er Mikas domsforkyndelse især rettet mod social uret og moralsk fordærv. Han lægger vægt på retfærdighed som et grundlæggende element i Guds væsen. Det får betydning for den enkeltes livsstil. Han angriber rige opkøbere, uærlige handelsmænd og ubarmhjertige kreditorer, ligesom han forudsiger Jerusalems ødelæggelse (3,12).

Hans strenge domsforkyndelse udelukker ikke frelseshåbet. Tværtimod profeterer han om Messias og hans fredsrige, ja forudsiger at han skal fødes i Betlehem (5,1). I bogens sidste del understreger han, at der skal være overensstemmelse mellem lære og liv.

Bogens inddeling:
1. Domsord over Israel og Juda (Mika 1-2)
2. Dom over folkets ledere (Mika 3)
3. Jerusalems kommende herlighed Mika (4)
4. Fredsfyrsten fra Betlehem (Mika 5)
5. Dommens nødvendighed, bøn og løfte om frelse (Mika 6-7).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Nærøsten på Mikas tid
Ca. 740 f.Kr.
Mika profeterede til Israel og Juda i årtierne lige før Samarias fald i Judas kong Hizkija tid. Mika var vidne til ødelæggelsen af ​​Israel af det voksende assyriske imperium, men han var sandsynligvis også vidne til Herrens dramatiske redning af Jerusalem fra assyrerne under Hizkijas regeringstid.

Hvem er den hersker, som Mika forudsiger, der også er fredens herre og frelser? Et barn fra Betlehem (5,1)! Da de vise mænd spurgte de skriftkloge, hvor det lille Jesusbarn var, citerede de Mika og viste dem vejen (Matt 2,5-6). Derudover er Mikas bog mest kendt for ordene i 6,6 om, hvad Gud kræver af mennesket. Bogen slutter med en stærk overgivelse til Herren (7,7-10) / hyrden (7,14). Læs de sidste vers i bogen langsomt (7,18-20) og tænk over spørgsmålet: Hvem er som Gud (= betydningen af navnet Mika)?

Habakkuk virkede i tiden inden babylonernes (kaldæernes) belejring af Jerusalem (år 586 f.Kr.). Han forudså ulykken og klagede til Gud, men erkendte også, at løsningen var at vente på Herren og stole på ham. “Den af tro retfærdige skal leve” (2,4) citerer Paulus i Rom 1,17 og Gal 3,11 som et udtryk for Guds frikendelse for den troende. Habakkuk fik som svar på sin klage et syn af Gud at se i al sin herlighed.

Indledning til Habakkuks bog

Profeten Habakkuk anråbte Gud om retfærdighed. Det bringer en samtale i gang mellem Gud og Habakkuk, som kulminerer i en lovsang til Herren.

Indledning
Habakkuk er fuldstændig ukendt, bortset fra det vi ved fra hans bog, men den giver ingen personlige eller historiske oplysninger om ham. Notitsen i bogens afslutning antyder måske, at Habakkuk var tempelsanger.

Habakkuk profeterede om et fjendtligt folk, kaldæerne, der skulle drage hærgende og sejrrigt frem (1,6ff). Vi ved, at disse kaldæere (babyloniere) var ved magten i perioden 626-539, og især efter sejren over Ninive (612) og egypterne ved Karkemish (605) var de en virkelig stormagt. Til sidst erobrede de også Juda og Jerusalem (586). De fleste fortolkere antager, at Habakkuks profetier er fra tiden umiddelbart efter slaget ved Karkemish, da Jojakim var konge i Sydriget (609-598).

Mens de andre profeter henvender sig til deres eget eller andre folk, vender Habakkuk sig til Gud. De to første kapitler består af en samtale mellem profeten og Gud, mens det sidste kapitel er en bøn og lovprisning. Habakkuk forkynder, at Herren er hele verdens herre, som styrer alle folkeslags skæbne. Kaldæerne er Guds strafferedskab mod Juda på grund af folkets synd, men de skal selv blive straffet for deres synder. Samtidig kæmper Habakkuk med anfægtelsen: Hvordan kan Gud tillade, at der er så megen uretfærdighed i verden? Hans svar er at tro på og hvile i tillid til Gud. Han vil til sin tid tage magten og sejre. Habakkuks berømte ord: “Den retfærdige skal leve i tro” (2,4) citeres tre gange i NT (Rom 1,17. Gal 3,11. Hebr 10,38) og udfoldes i lyset af åbenbaringen i Jesus Kristus.

Bogens inddeling:
1. Profetens råb til Gud på grund af lovløshed og vold (Hab 1,1-4)
2. Kaldæernes angreb (Hab 1,5-11).
3. Hvordan kan Gud tillade? (Hab 1,12-17)
4. Herrens svar (Hab 2,1-4)
5. Tyrannens undergang (Hab 2,5-20)
6. Troens fremtidssyn og sejrsglæde (Hab 3,1-19).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Nærøsten på Habakkuks tid
Ca. 620 f.Kr.
Selvom den nøjagtige dato for Habakkuks profetier er svær at afgøre, er det sandsynligt, at han profeterede kort tid før de babyloniske invasioner af Juda, som begyndte i 605 f.Kr. I løbet af denne tid var det assyriske imperium i tilbagegang, og babylonierne rejste sig for at erstatte dem som den dominerende magt i nærøsten.

Obad er GT’s korteste bog og handler om Israels fjende, Edom (Esau). Bogen viser os, hvordan hovmod står for fald og straffes af Gud på den sidste dag, for “kongemagten skal tilhøre Herren” (v. 21).

Indledning til Obadias bog

Gud lovede at bringe Edom, den knejsende nation, til fald og en dag genoprette Jerusalem på Zions Bjerg.

Indledning
Vi ved ikke noget om Obadias’ person eller hvornår, han virkede. Obadias betyder Herrens tjener. Der findes berøringspunkter mellem Obadias’ Bog og Jeremias’ Bog (jf. Jer 49).

Obadias vender sig mod Israels nabofolk mod sydøst, Edom. Det folk nedstammede fra Jakobs bror Esau og havde ofte vist fjendskab mod Israel. I Obadias’ Bog lyder en forbandelse over et folk, der har forbandet Guds udvalgte folk. Bag Edom ser profeten en hel hedensk folkeverden. Herrens dag skal komme over alle folkene og dømme dem efter samme mål. Men løftets folk, Israel, skal se frem imod en ny herlighed, hvor de skal få alt det tilbage, de har mistet. Ja mere end det. Obadias ser i sit syn Guds riges endelige sejr. Guds folk kan trues og forfølges, men aldrig besejres. Riget skal til sidst være Herrens.

Bogens indhold:
1. Dommen over Edom (Obad 1,1-14)
2. Dommen over alle folk (Obad 1,15-16)
3. Genoprettelse af Guds herredømme på Zion (Ob 1,17-21).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Obadias’ bog
Ca. 570 f.Kr.

Jeremias’ Bog er en perle blandt profeterne. Vi kender ingen profet så godt som Jeremias pga. de meget personlige afsnit, herunder dybe “jeremiader” – klagesange, som både findes i Jer og Klagesangene (som Jeremias formentlig også er forfatter til). I dag læser vi om Jeremias’ kaldelse som profet. Gud gav ham kraft, og det havde han også brug for til det stærke domsbudskab, han var sendt med. Husk at regne dig selv med i Guds tale til Israel. Frafaldet sammenlignes med utroskab – jo, for Herren har trolovet sig med Israel / os, og “Vi adlød ikke Herren vor Gud” (3,25b).

Indledning til Jeremias bog

Jeremias er kendt som den grædende profet. Ingen af profeterne var populære i samtiden, men Jeremias’ lidelser var særligt strenge med både fængsel, dødstrusler, overfald og tvangsforflyttelse. Selv om folket ikke ville lytte, prædikede han Guds ord.

Indledning
Jeremias er en af de store profeter i GT. Hans bog er ikke skrevet i kronologisk orden, og det kan gøre tilegnelsen lidt vanskelig. Men bogens rige indhold gør, at det er en stor velsignelse at arbejde med den.

Jeremias var født i Anatot, ca. 7 km nordøst for Jerusalem. Hans far var præst. Om hans familieforhold ellers står der kun, at han var ugift. Men han er den profet, vi får flest biografiske oplysninger om, og han åbner i bogen sit hjertes tanker for læseren. Selv om han af naturen var veg, øm og følsom, blev han af Gud sat til en af de aller vanskeligste opgaver, der kan betros et menneske, nemlig at afsløre folkets synd og forkynde Guds dom. Han er et levende og kæmpende menneske. Gud giver ham profetkald og styrke til at udholde al den modgang, som hans profetiske virksomhed medfører. Hans liv blev nemlig en serie af lidelser. Der var næsten ingen, der ville lytte til ham. Man prøvede at slå ham ihjel, flere gange måtte han i fængsel, og efter Jerusalems fald blev han mod sin vilje slæbt med til Egypten, hvor hans endelige skæbne er ukendt. En legende siger, at han til sidst blev stenet.

Jeremias blev kaldet til profet i kong Josijas trettende regeringsår dvs. 627 f. Kr. Da følte han sig meget ung, så han har næppe været meget over 20 år. Han er altså født o. 650 f. Kr. Han virkede som profet til tiden efter Jerusalems fald og folkets bortførelse i 586 f. Kr. Det er et tidsrum på over 40 år, præget af den dybeste tragedie i folkets liv. Dette danner baggrund for profetens liv og forkyndelse og gør ham til lidelsens profet mere end nogen anden.

Jeremias oplevede kong Josijas reformation i år 622 f. Kr. Men den syntes at standse ved det ydre. Jeremias forkynder en dybtgående omvendelse. Det er hjertet, der må ændres. Så længe hjerteforholdet til Herren ikke er i orden, hjælper det ikke med tempeltjeneste. Jeremias’ forkyndelse sigter på at føre den enkelte til et ret forhold til Gud.

Jeremias taler også om den kommende frelser. Men ikke så meget som Esajas. Man har sagt, at Esajas talte meget om Jesus, mens Jeremias levede som Jesus.

Ligesom Jeremias lever vi i et frafaldent folk. Hans budskab har aktualitet også ind i vores situation og hverdag.

Bogens inddeling:
1. Jeremias’ kaldelse (Jer 1)
2. Profetier om Juda og Jerusalem fra Josias’ tid (Jer 2-6)
3. Profetier om Juda og Jerusalem overvejende fra Jojakims tid (Jer 7-20)
4. Profetier om Juda og Jerusalem fra tiden efter kong Jojakim (Jer 21-25)
5. Episoder i Jeremias’ liv, herunder brevet til de landflygtige (Jer 26-29)
6. Profetier om hjemkomsten fra Babylon og Israels fremtid (Jer 30-33)
7. Jerusalems belejring og fald (Jer 34-39)
8. Forholdene i Juda efter Jerusalems fald (Jer 40-42)
9. Flugten til Egypten (Jer 43-44)
10. Trøsteord til Baruk (Jer 45)
11. Udsagn mod fremmede folk (Jer 46-51)
12. Historisk tillæg (Jer 52, jf. 2 Kong 24,18-25,30).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Israel og Juda på Jeremias’ tid
Ca. 597 f.Kr.
De præcise grænser for Judæa og de omkringliggende regioner er vanskelige at fastslå i denne periode, de lignede sandsynligvis dem der tidligere eksisterede under assyrisk styre, med den undtagelse at Edom (Idumæa) nu var migreret til det område, der tidligere tilhørte det sydlige Juda.

Tilbuddet om frelse stod ved magt: “For jeg har talt og lagt mine planer; jeg fortryder ikke og opgiver dem ikke” (4,28) – men folket gjorde det svært for sig selv, når de (vi) ville lægge sine egne planer og ikke vil anerkende Gud som Gud. I kap. 5 sendtes en udsending rundt for at finde én retfærdig, hvilket ikke lykkes. Paulus citerer bl.a. Jeremias i Rom 3,10ff og bekræfter teologisk syndens altomfattende virkelighed. Håbet ligger ikke i forbedring, men i syndserkendelse, omvendelse og Guds nåde (jf. Rom 3,21ff).

Kan man på én gang både lovsynge og frygte Gud? Ja, ifølge Sl 95 og 96 – eller man kunne ligefrem spørge: Hænger de to ting ikke så tæt sammen, at man slet ikke kan gøre det ene uden det andet? Prøv ud fra søndagens salmer at besvare spørgsmålet: Hvem er Gud? Glæden er grundtonen i Sl 97, og udtrykket “Glæd jer i Herren” (97,12) blev temaet for Filipperbrevet.

Jeremias er godt i gang med at advare folket mod den kommende fare fra nord: Babylonerne, som snart vil overtage landet. Jeg lægger særligt mærke til selvbedraget, som folket levede i – en fare for alle folk, også kristne. De mente at have fred, de troede templet var en sikkerhed (se “tempeltalen” i kap. 7), de havde præster og profeter, men under det hele trivedes afgudsdyrkelsen. Endda så alvorligt, at de ofrede deres egne børn (7,31) for at tilfredsstille sine egne guder. Gud giver ellers løsningen: “Klæd dig i sæk… hold sorg som over den eneste søn, en bitter klage” (6,26 – i øvrigt en stærk Langfredags-profeti), “adlyd mig” (7,23). Se også 6,16, som Jesus citerer i Matt 11,29.

Til kap. 9 har bibeloversætterne i den autoriserede udgave sat overskriften “Klagesang over Herrens straf”. En bedre overskrift var måske “Herrens klagesang over folkets ulydighed”, da Gud i disse kapitler ganske detaljeret beskriver afgudsdyrkelsen og al dens negative konsekvenser. I 10,6-16 bryder de troendes lovprisning af Gud ind. Der er stærke syndsbekendelser fra folket og Jeremias selv, der også klager over sin meget pressede situation, bl.a. fra indbyggerne i sin hjemby Anatot, der stræber ham efter livet (11,18-23).

Gud bad Jeremias udføre flere billedhandlinger, som skulle overbevise folket om deres frafald – i kap. 13 således det ødelagte bælte. Gud må nødvendigvis straffe folket, fordi han både er fuldkommen kærlighed og hellighed. Det uundgåelige fangenskab i Babylon vækker Guds gråd (13,17 ; 14,17) og minder om Jesu gråd over Jerusalem (Luk 19,41-44). Igen klager Jeremias over sin situation, og denne gang anklager han ikke bare folket, men Gud for at svigte ham (15,18) – og Gud giver sin profet et trøstende ord (15,19-20).

Ensomhed kender vi ikke kun i vore dage. Jeremias stod alene i flere situationer. Han fik pålagt at forblive single som en billedhandling på Guds brud med folket, der over for fjenden ville stå helt alene, uden Gud til at redde dem. De ville blive sendt ud af landet – men samtidig lyder løftet om tilbagevenden. Det svarer til Adam og Eva, der blev drevet ud af Edens Have, men på samme dag også fik løftet om Messias (1 Mos 3,15). 17,5-13 er visdomsord om menneskelivet og hjertet. Overvej, hvilken billedlignelse der skulle laves over vores folks gudsforhold, hvis det var i dag?

Nu blev profeten Jeremias angrebet af præsten Pashkur, der virkede i templet i Jerusalem. Han mente, at Jeremias’ tale var for negativ og domspræget. Tænk på, om vi også i dag har det svært med profeter, der forkynder dom. Eller måske endda svært med Jesus, som (skønt han primært forkynder frelsen) er den tydeligste domsforkynder i hele Bibelen? Her begynder også Jeremias’ (forgæves) vejledning til at overgive sig til babylonerne, dels for at følge Guds vilje, dels for at redde livet (21,1-10).

Kontrasterne males op for os i disse kapitler. På den ene side har Gud en redningsplan klar, for han lader “en retfærdig spire fremstå af Davids slægt” (23,5) = Jesus. På den anden side må Gud (og Jeremias) kæmpe en hård kamp mod de falske profeter, som taler indsmigrende ud af eget hjerte. Hvem mon folket helst ville høre? Desværre de falske profeter, for folket var ikke åbne for Guds ord! Jeremias’ ord var de sande ord fra Gud – og Israels folk ville møde Guds dom gennem Babylons barbariske regime.

Flere salmer (24 ; 47 ; 93 ; 95-99) har fået betegnelsen “kongesalmer”, fordi de handler om Herren som konge. Det er samtidig lovsange, hvor Guds herredømme prises. Selv om Gud er hellig, er det ikke hans hellighed og magt, der står i centrum, men hans godhed, frelse, trofasthed, tilgivelse og retfærdighed. Sl 100 er en stor opfordring til lovsang – og bemærk (igen) GT’s omkvæd i 100,5: “Herren er god, hans trofasthed varer til evig tid”.

Jeremias holdt igen sin “tempeltale” med nogenlunde samme indhold som i kap. 7. Det er stadig et opråb til folket om at adlyde Gud, for så kan ulykken afværges. De følgende kapitler (26-45) rummer meget historisk stof og meget om Jeremias’ personlige modgang. Han oplevede stor modstand fra præster og andre profeter, som ville forkynde fred, hvor der ikke var fred. Jeremias forkyndte fred, hvor der er fred – nemlig hos Gud (29,11-12).

Profetierne i GT har forskellige tidshorisonter. Noget retter sig mod den umiddelbare fremtid (som domsprofetierne, der gik i opfyldelse med babylonernes indtagelse af Israel), og noget ligger længere ud i fremtiden, ja helt ud i evigheden. Nu profeterede Jeremias folkets tilbagevenden efter fangenskabet i Babylon. Det skulle være en ny tid (31,31-34), som peger frem mod Kristus – og Jeremias’ jordkøb (kap. 32) var en lille forsmag på det. På trods af israelitternes afgudsdyrkelse, som bl.a. indebar noget så afskyeligt som ofringer af børn (32,35), så slutter Gud med håb!

I kap. 33 fyldes håbet om den nye tid, som Jeremias’ profeterede om i kap. 31, ud med mere indhold. Der skal ske “store og ufattelige ting” (33,3). Det skal være en tilgivelsens, helbredelsens og fredens tid. Gud vil lade “en retfærdigheds spire af Davids slægt” vokse op (33,15). Men ak – i kap. 34 må Jeremias tage de strenge ord i munden igen og udråbe “frigivelse til sværd, pest og sult” (34,15). Kong Sidkija (34), der forkastede Guds ord og kong Jojakim (36), der brændte Guds ord, står som kontrast til rekabitterne (35), der fulgte Guds ord.

I kap. 37 møder vi igen kong Sidkija, og både hans manglende lederskab og totale ligegyldighed over for Guds ord og vilje springer i øjnene (37,2). Ikke mindre end seks gange forudsagde Jeremias, at Jerusalem ville blive belejret og falde, og sådan gik det. Jerusalem faldt med et brag, og Kong Sidkijas tilfangetagelse blev barbarisk. Det sidste, han så på denne jord, var mordet på sine sønner, hvorefter de stak øjnene ud på ham og førte ham til Babylon (39,6-7). Jeremias’ liv blev også tungt som fange både i vagtgården og cisternen. 38,20 og 39,17-18 står som nogle af de eneste lyspunkter i teksten.

Kapitlerne refererer historien efter Jerusalems fald, hvor Jeremias og andre blev boende i byen. Tiden var præget af mytteri (bl.a. de 70 uskyldige, som blev kastet i en cisterne (41,9)). Jeremias blev bedt om at søge svar fra Gud på, hvordan man skulle forholde sig – og da Jeremias kom med Guds svar, blev det forkastet. Overvej, om der er forhold i vores samfund, hvor vi på trods af Guds ords klare vejledning går den stik modsatte vej / vores egen vej. Jeremias selv blev tvunget med til Egypten og forsvandt ud i glemslen – men Guds ord, både det trøstende ord til skriveren Baruk (kap. 45) og det mægtige ord gennem hele bogen til os, har vi fra ham.

Nogle af Jeremias’ sidste ord er domsord over nabofolkene. Gud lægger ikke fingre imellem, for dommen er fastsat. Folkene har helt forkastet Gud, og som Jesus siger (Luk 9,26): “den, der skammer sig ved mig og mine ord, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer”. Stadig åbnes der for frelsens mulighed. Der kommer en ny tid (46,27-28 ; 48,47), og alle, der venter på Gud, vil blive bragt i sikkerhed.

De tre salmer til i dag er temmelig forskellige. Sl 101 temasætter den fuldkomne vej, Guds vej. Det minder os om Jesu ord: “Jeg er vejen og sandheden og livet (Joh 14,6). Sl 102 er den femte bodssalme og har syndsbekendelsen, men også Guds dom, frelse og evighed i fokus. Sl 103 er manges favorit-lovsang i Bibelen og står som inspiration for store salmer som “Lover den Herre” (DDS 2), “Lovsynger Herren” (DDS 3) og “Min sjæl, du Herren love” (DDS 12). En søndags-idé: At læse / synge disse salmer igennem.

Dommen fortsætter over ammonitterne, Edom, Damaskus og andre mindre stammer. Læg godt mærke til, hvad folkene dømmes for – og overvej, hvad Gud ville sige til dig / os, hvis der skulle lyde et domsord til os. Læg også mærke til dommen over Babylon (kap. 50) – supermagten, som ingen regnede med nogensinde kunne overvindes. Moralen er: Hovmod står for fald – og evangeliet alene frikender. Tag særligt 50,20 ind: “I de dage… skal man søge Israels skyld, men den er der ikke, og Judas synder, men de findes ikke, for jeg tilgiver dem, jeg lod tilbage”. Hvordan er det muligt?

De sidste kapitler i Jeremias rejser nogle centrale spørgsmål om Guds styring af verden. Det er tydeligt, at Gud har brugt babylonerne i sin tjeneste, da han måtte dømme Israels folk til undergang og bortførelse (51,20-23). Deres barbariske krigsførelse og afgudsdyrkelse var voldsom, og nu dømmes Babylons mægtige rige til undergang. I dag kan man finde betydelige rester af kong Nebukadnesars processionsgade og den vældige Isthar-port i Pergamon- museet i Berlin. Selve Babylon er i dag en udgravningsplads for arkæologer – men Guds rige består.