Dag 151-180

Jonatan betyder “Guds gave” – og sådan så David formentlig på sin gode ven, Sauls søn. Sauls forsøg på at dræbe sønnen Jonatan (20,33) overbeviste ham om Sauls hensigter, og David måtte flygte. I Mark 2,23-28 forsvarer Jesus sine disciples overtrædelse af farisæernes bud med historien om David, der spiste helligt brød (21,7). Under opholdet i Nob skrev David Sl 56 (se v. 1), og mange Davidssalmer er blevet til i denne farefulde tid.

Sauls forhærdelse og kamp mod Guds vilje bliver mere og mere intens og ligner efterhånden Faraos. David bliver et forbillede for os og et Kristus-billede, når han tålte modgangen og endda flere gange skånede sin fjende, jf. Rom 5,10; Rom 12,19ff. Til slut erkendte Saul det umulige i sit forehavende (26,21-26), men David følte alligevel det mest sikkert at gå i tjeneste hos fjenden, filisterkongen Akish.

Saul handlede dybt dobbeltmoralsk, nu hvor Gud havde forladt ham. Han havde handlet ret ved at gøre op med spådomsfolk (jf. 3 Mos 20,6.27), men nu søgte han selv en spådomskone. “Successen” med at få Samuel frem er ikke et argument for brug af alternativ religion, men Gud brugte Sauls forfald til at forkynde hans endeligt. David står i kontrast til Saul, både i den stadige kontakt til Gud og i hans militære sejre. Saul er uden sammenligning den mest tragiske figur i GT – svarende til Judas i NT, og begge tog sit eget liv. Nu var vejen banet for David, og hans mangeårige fjende var død.

“Guds pil” har jeg sat som overskrift over Sl 64. Den viser, hvordan ondskaben aldrig vinder i det lange løb – heller ikke over Jesus, den uskyldige (64,5). Overvej, hvorfor Sl 65 kan kaldes en af landmændenes salmer? Som i Sl 65 er også Sl 66 en lovsang. Det skjules ikke, at der har været hårde tider, men Gud har lyttet og grebet ind.

Sidst skrev jeg, at Davids fjende var død, men David sang alligevel en dybfølt dødsklage over sin konge, Saul, og Sauls søn Jonatan, som David elskede mere end kvinder – her lærer vi noget om venskabets store betydning. De første år derefter blev en tid med borgerkrig, da Sauls hus ikke ville anerkende nederlaget. Det kom til at koste både menneskeliv, ægteskaber og familieforbindelser. David holder sig til, at Gud må råde for både ham og landet.

Igen i kap. 4 begræder David sin konges død: Han er nærmest lutheraner med sin stærke loyalitet mod øvrigheden som Guds indsatte redskab (jf. Rom 13,1-7) – og den kraftige dom over Mikal handler netop om manglende loyalitet. Davids kongedømme var nu befæstet og kongebyen Jerusalem indtaget. Det er nærmest “indtoget i Jerusalem” i kap. 6. Læg mærke til det enorme løfte i kap. 7, som dybest set er et Kristusløfte – et hus og en trone til evig tid! Det rækker ud over Davids tid og frem mod Jesus og kirken.

Højt at flyve (kap. 8-10), dybt at falde (11-12). Herren gav David sejr over fjenderne, en god regering, venskaber, koner og børn. Alt, hvad hjertet begærer – næsten! David indrullerede sig i en spind af begær, utroskab, løgn og mord – jf. Jak 1,14-15. Overvej, om Natans fortælling (12,1-4) rammer nogle af dine synder. Læg mærke til Guds uforbeholdne og øjeblikkelige tilgivelse, da David bekendte sin synd (se Sl 51 for hans stærke bekendelse). Selv om David er tilgivet hos Gud, har synden konsekvenser, og Batseba og David humper videre i livet med dette sår.

Nu rettes lyskeglen en generation frem i tiden til Davids børn. Måske kan man sige, at æblet ikke faldt langt fra stammen, for som David faldt Amnon på det seksuelle område og misbrugte oven i købet sin egen (halv)søster. Det kostede i første omgang ét af Davids børn livet og resulterede i en vanskelig far- / sønstrid, der på trods af kvinden fra Tekoas geniale fortælling lå og ulmede.

Vi følger dramaet i Israels hus. Familiestridigheder af den kaliber vil man ikke ønske for sin værste fjende. Man kan blive i tvivl om, hvem man skal holde med, for både David og Absalom har (også bogstavelig talt) lig i lasten. David var dog Herrens udvalgte, og Absalom blev som Farao og Saul en, som kæmpede imod Guds vilje – og dermed i sidste end imod Guds kærlighed. Gud har nemlig besluttet at velsigne alle folk gennem løftets søn, som nu var David. Snart ville løftets søn blive Salomo (= Gud hører), også kaldet Jedidja (= den af Herren elskede – se 2 Sam 12,25) og til sidst Jesus Kristus (= Herren frelser).

Blodets bånd er tykt, og sønnen Absaloms død berørte David dybt, selv om konflikten havde været så hård. Mod slutningen af Davids regeringstid ulmede oprør og efterslæb efter både Sauls og Davids svigt. Meget af de hændelser, vi læser om, er ikke efter Guds gode vilje, men er styret af menneskers koldblodige hjerter. David lykkedes alligevel med at samle sin regering i Jerusalem, og så længe han regerede, overvandt han ved Guds hjælp fjenderne.

Sl 67 begynder med velsignelsen og har formentlig baggrund i synagogegudstjenesten. Sl 68 og 69 er i høj grad kristologiske salmer. Læs dem med Jesus-historien i baghovedet, og flere steder er der direkte henvisninger til NT (se noteapparatet i den autoriserede oversættelse). Nogle ting kan være vanskelige at forstå, men Martin Luthers vejledning er god: ”Hver gang jeg har en tekst, der er som en nød med en hård skal, smider jeg den mod klippen (= Kristus), og så finder jeg den smukkeste kerne”.

Til sidst i 2 Sam får vi lov til at se ind i Davids hjerte – dels i en lovsang (22) og dels i hans “famous last words” (23). Det er en både ydmyg og taknemlig konge, der så tilbage på Guds ledelse. Til sidst i kap. 23 opregnes Davids krigshelte. Bemærk den sidste: hittitten Urias – som en sidste hilsen om en af Davids mest betroede soldater, der faldt for Davids løgnespind. Til sidst går det igen galt, da Gud tillod (“lokkede” i 24,1 er for stærkt udtrykt) David at dyrke sin stolthed gennem en folketælling, men han må også bære straffen. Langt senere skulle der udgå befalingen om en folketælling fra kejser Augustus – for at berede vejen for Jesus Kristus, Davids søn.

1 Pet er skrevet af disciplen Peter og har i en kommentar overskriften: Det levende håb! Peter øser af evangeliet om Kristus, den levende sten, om håbet (1,3-9), om Skriften (1,10-12). Og så har 1 Peter en særlig vægt på udholdenhed i forfølgelse – en virkelighed, som de første kristne stod i, men som også i dag koster mange kristne den højeste pris – og os andre lidt modstand eller hovedrysten. Peter opfordrer os til at lide for det gode, nemlig evangeliet om Jesus.

Peter har formanet kvinde og mand i ægteskab i 3,1-7, og nu fortsætter han med livet i kærligheden (4,1-11) og i menigheden (5,1-11), der bliver udsat for både Djævelens bedrag og forfølgernes torturkamre. Forbilledet i trængsler er Jesus Kristus, som udholdt lidelsen på korset. I øvrigt døde Peter efter overleveringerne som korsfæstet – med hovedet nedad efter eget ydmyge ønske: “Jeg er ikke værdig at dø på samme måde som min Herre og Mester”.

2 Pet er formentlig skrevet i 60-erne kort tid før disciplen Peters martyrium. Hvor 1 Pet handlede om forfølgelsen udefra, er temaet her snarere faren indefra, nemlig forførelsen, som kan ske ganske umærkeligt. Pejlemærkerne fra brevet er, når Guds tilgivelse mister sin betydning for os (1,9), når Skriften ikke regnes for Guds ord (1,12-21 ; 3,14-18 (bemærk i øvrigt, at Peter kommenterer Paulus’ breve)), når Kristi genkomst til dom og frelse
underkendes (2,1-3 ; 3,1-13), eller når evangeliet ikke får konsekvenser i vores livsførelse (1,5-6).

Judas’ brev ligner 2 Pet og er skrevet af Jakobs (og formentlig Jesu (halv-) bror. I begge breve lærer vi noget interessant om Guds faldne engle.

Fra Peter til Paulus. Ef er det første af “fangenskabsbrevene”, altså skrevet mens Paulus var fange (formentlig i Rom). Den første lovprisning er indholdsrig og kan med fordel læses langsomt og flere gange. Brevet er blevet kaldt “menighedsbrevet” og afspejler, at Paulus opholdt sig i Efesus i henimod tre år. Se, om du kan finde alle syv billeder på menigheden: Legeme, rige, husstand, bygning, tempel, bolig, brud (morgendagens læsning). 2,8- 10 er gode vers at tænke dybere over og lære udenad.

Formaningerne i dagens læsning kommer på baggrund af evangeliet om Kristus (3,15-21). De skal ikke forstås som byrder og regler, men som pejlemærker for det nye liv, vi er sat i som retfærdiggjorte og elskede af Kristus. Tydeligst kommer denne pointe måske til udtryk i “ægteskabslignelsen” om mand og kvinde som billede på Kristus og kirken. Guds fulde rustning (6,10-20) fortæller os om Guds styrke i svage mennesker som os.

Søndagens 4 salmer lyser alle tydeligvis af det nære forhold til Herren. Sl 70 og 71 er Davids og den ukendte forfatters bøn om hjælp. Der er kun ét sted at vende sig hen: til Gud. Sl 72 er en god bøn for kongen, men er også en kristologisk salme om kongen, der hersker fra hav til hav og samtidig forbarmer sig over den svage og fattige. Sl 73 fastslår forskellen mellem den retfærdige og”de overmodige” / “ugudelige”, som ikke ses i det ydre, men i det indre og i det evige. 73,28 er et godt vers at memorere.

Kongebøgerne handler om det delte kongerige (Syd- og Nordriget) og kongerne, som regerede i begge riger. I begyndelsen af 1 Kong følger vi Davids sidste tid. Måske belært af Batseba-historien holdt han sig på måtten i forhold til Abishag. Snart fulgte magtkampen mellem Adonija og Salomo, som blev voldsom. Batseba og David blev involveret i forløbet, men Davids trone og kongeslægten med Salomo sejrede over Adonija, der “gik med store tanker om sig selv” (1,5 – jf. Rom 12,3).

Navnet Salomo er i familie med ordet “Shalom” og betyder “fred”, “hel”, “fremgangsrig”. Sådan gik det med Salomo i begyndelsen – ikke fordi han var noget særligt, men på grund af sin ydmyge bøn (3,6-9) og sit helhjertede forhold til Herren. “Herren gav Salomo visdom, som han havde lovet ham” (5,26). Kap. 6 tidsfæster Salomos mægtige tempel ret præcist til år 957. Templet stod indtil babylonierne indtog Jerusalem i 586/587.

For Salomo var templet vigtigere end sit eget palads, og derfor blev det bygget først. Selv om paladset efter 13 års byggeri sikkert har været prangende, så var Salomos fokus Guds løfte til sin far David, som nu var opfyldt med byggeriet af templet. Stefanus henviste til Salomos tempel under sin forsvarstale, inden han blev stenet til døde (ApG 7,46-50). Hverken bronzen (7,47) eller antallet af offerdyr (8,5b) blev opregnet, men det gjorde Salomos stærke bøn om Guds troskab og tilgivelse. Overvej, om vi har den samme ydmyghed i forhold til Gud, som Salomo havde.

Gud viste sig igen for Salomo med et stærkt løfte og en advarsel. At begge visioner skulle gå i opfyldelse hen over de næste århundreder, vil vi se i bibellæsningen de næste dage. Både løftet og advarslen gik også i opfyldelse med Kristus, se fx Joh 3,16-21. Jesus talte om dronningen af Saba, “Sydens dronning”, i sin domstale (Matt 12,42). Selv om Salomo var en mægtig konge, så var der med Jesus “mere end Salomo”. “Begyndt er ikke endt, det må du vide”, synger vi i DDS 632, som illustrerer Salomos triste udvikling. Mod slutningen af sin regeringsperiode vendte Salomo sit hjerte fra Herren og blev afgudsdyrker.

Salomo døde i år 931 efter 40 år som konge i Israel. Efter hans død blev landet delt i to helt frem til år 722: Juda (Sydriget) med kong Rehabeam og Israel (Nordriget) med kong Jeroboam. Historien i kap. 13 er besynderlig, men stadfæster dommen over den ugudelige kong Jeroboam.

I kongerækken (helt frem til 2 Kong 25) skal man holde tungen lige i munden. Bemærk, at forholdet til Herren altid nævnes som et helt afgørende træk. Jo, for Gud står ved sit nådes ord om at velsigne og forbande ud fra forholdet til ham (1 Kong 9,3-9). På denne tid begyndte Gud at sende profeter ind i folket for at kalde til omvendelse og tro (dog var allerede Samuel både dommer OG profet, 1 Sam 3). Profeten Elias blev et redskab til at bringe mange tilbage til Gud.

For ikke længe siden læste vi om tempelbyggeriet i Jerusalem. Sl 74 er skrevet efter babylonernes ødelæggelse af templet i 586. Israels folk klagede til Gud, som har tilladt fjenderne at indtage byen og ødelægge templet. Som læsere kender vi grunden, nemlig folkets manglende tro på Gud. Sl 75 og 76 er også skrevet af Asaf og understreger begge Guds styrke, både i sin vrede og sin frelse. 76,10 rummer et håb for os alle: “Gud rejste sig til dom for at frelse alle landets ydmyge”.

“Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund”, sluttede 1 Kong 17. Det kom der et håndgribeligt eksempel på, da Elias og kong Akabs afgudsdyrkere blev samlet til styrkeprøven på Karmels bjerg. Én mand mod 450 Ba’al-profeter – én Gud mod alle andre guder. Ikke mindre vigtig er kap. 19, for man kan sagtens, når man vinder sejr og føler Guds hjælp, men på flugt og i sin ensomhed hørte Elias Guds stemme i den sagte susen (19,12) – og det kan vi godt oversætte til “den stille læsning af Guds ord”. Gud trøstede sin ensomme profet med, at Guds folk stadig var i landet (19,18).

Kong Akab traf den skæbnesvangre beslutning kun at lytte til Herren, når det passede ind i hans eget kram. Profeter blev tilkaldt for at legitimere / “velsigne” krigen mod aramæerne, og kong Akab gjorde sig ukendelig for ikke at falde i den krig, som Herrens sande profet Mika på forhånd havde udråbt som tabt. Overvej, om der er forhold, hvor vi med vold og magt vil have vores egen dagsorden igennem og helst med Guds velsignelse, selvom Gud taler imod det.

2 Kong begynder med overrækningen af stafetten fra den ene profet, Elias, til den næste: Elisa. Elias var forløber for Elisa, ligesom Johannes Døberen var forløber for Jesus. Elias og Elisa var både domsprofeter og nådesforkyndere. Der er både undere, mirakuløs graviditet, helbredelser, døde-opvækkelse og brødunder i kap. 4 – og selv om Elisa var et almindeligt menneske, så virkede Guds kraft mægtigt i ham.

Den gribende historie om Elisa fortsætter i disse kapitler. Det er påfaldende, at Elisa helbredte syreren (ikke-israelitten) Na’aman, og Jesus henviste netop til dette i sin tale i hjembyen Nazaret (Luk 4,27). Elisa udførte flere undere, hvorved vi som læsere ser noget af Guds kraft. “…der er flere på vores side end på deres”, siger Elisa (6,16) – og med åbne øjne så Gehazi virkeligheden med Guds øjne. Den lakoniske kommentar i 6,23b er temmelig humoristisk. Lad os bede om, at Gud også åbner vores øjne for den åndelige virkelighed!

Kongerækken fortsætter efter fokus på profeterne Elias og Elisa fra 8,16 med skiftevis præsentation af konger i begge riger: Israel (Nordriget) og Juda (Sydriget). Kong Jehu af Israel indtager meget fokus i fortællingen, og fx hans fartglæde nævnes en passant (9,20). Han var udpeget allerede i 1 Kong 19,17 under Elias, og nu føres det ud i livet. Jehu blev et redskab til opgør med Akabs og Jezabels afgudsdyrkelse (10,18-29), først gennem en stærk salvning (9,1-10) og dernæst et statskup (9,11-10,26). Bibelen skjuler ikke den grusomme historie – og til sidst levnes et håb gennem Joash, der som 7-årig blev konge i Juda.