Dag 121-150

Kap. 13 taler for sig selv – Jesus talte ikke mennesker efter munden. Richard Foster sagde: “Alle tænker på at forandre verden, men hvor, åh hvor er de, der tænker på at forandre sig selv?” Med kap. 14 og frem kommer en hel række af Jesu stærke lignelser. Han vendte med dem op og ned på samtidens indgroede opfattelser og misforståelser af Gud. Overvej, om det kan være en nåde at give afkald på alt sit eget (14,26.33)?!

De tre lignelser i kap. 15 har nogle lighedstræk: De handler om det tabte – først 100, så 10 og så 2. Der søges efter det tabte, og der bliver stor glæde og fest, når det tabte findes. Der sker en udvikling fra det mindre til det mere betydningsfulde: Et får, en drakme (måske et bryllupssmykke), en søn, ja to fortabte sønner. Vores værdi hos Gud er grænseløs. “Den uærlige godsforvalter” og “den rige mand og Lazarus” forbereder os på regnskabet med Gud. Måske sammenfattes kapitlet bedst i notitsen i 16,15: “Gud kender jeres hjerte” – ikke som en trussel, men som baggrund for at hvile i Guds nåde.

Dagens to kapitler rummer rigtig mange små afsnit, der på en måde stritter lidt i alle retninger, men hvor vi virkelig lærer meget om og af Jesus gennem helbredelser, belæringer, lignelser, spørgsmål-svar. Forudsigelsen af de sidste tider er hos Lukas delt på to kapitler – 17 (den pludselige genkomst og opfordringen til at være rede) og 21 (forventning til forløsningen). Igennem læsningen følger vi den hektiske vandring for Jesus og disciplene tæt på Jerusalem. Intet kunne stoppe ham – undtagen den blindes bøn: “Davids søn, forbarm dig over mig!”.

Jeriko ligger 25 km fra Jerusalem, og påskeugen nærmer sig. Jesus tager sig tid til at redde en rig mand, overtolderen Zakæus, og demonstrerer dermed i praksis sine ord fra 18,24-27: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud”. Fra 19,28 sker begivenhederne i Jerusalem, og Jesus vil frelse mennesker, men græder også over vantroen. Mange er rådvilde over Jesu identitet, selv om han både gennem lignelser og undervisning giver svar.

Den fattige enke udfordrer vores gavmildhed. Hun kunne have nøjedes med at give den ene mønt, men gav dem begge! Der er endnu en undervisning om de sidste tider (jf. 17,20-37), hvor Jesus både advarer og trøster, fx med ordene: “Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” og “mine ord skal aldrig forgå”. Derefter fortsætter i kap. 23 skærtorsdags beretning. Nadveren er forberedt af Jesus! På den baggrund er disciplenes misundelse og hovmod (22,24-30) endnu mere trist.

Sl 52 og 54 nævner i overskrifterne de konkrete situationer, de er skrevet i. “Dit navn er godt” går igen (52,11; 54,8) – men ellers er perspektivet i begge salmer Saul kontra David. Ind imellem kommer Sl 53 (næsten identisk med Sl 14), der også udfordrer et ateistisk verdensbillede og slutter med længslen efter Guds frelse på Zion, som opfyldes i Jesus Kristus.

Peters og de andre disciples rolle på skærtorsdag og langfredag (indbyrdes rivalisering, svigt og flugt) er ikke glorværdig – men en trøst for (vi) disciple til alle tider, der kan spejle os i dem. Derimod kalder Jesu gerning og offer på vores respekt og tilbedelse. Særstof hos Lukas er Jesu korsord “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” og den korte fortælling om de to røvere på korset. Hvem vil ikke på sin sidste dag gerne høre Jesu ord til den ene (23,43b)?

“Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”, sagde de to mænd. Kvinderne var gået forkert, hvis de skulle finde Jesus. Han var på vej til Emmaus for at udlægge alle skrifterne for disciplene (24,27) – sikken en bibeltime, de har fået! Jesus var på vej hen for at lyse fred over disciplene, og Lukas er den af evangelisterne, der tydeligst understreger Jesu fysiske opstandelse fra de døde. “Idet han velsignede dem…” (24,51) betyder dels, at velsignelsen var disciplenes sidste og gode erfaring af Jesus – og dels, at Jesus stadig velsigner.

I 1,3-8 hører vi både om tiden (fyrre dage) efter påske, forudsigelse af pinsen og tiden efter pinse. 1,8 er også en slags indholdsfortegnelse over ApG: Evangeliet til Jerusalem (kap. 1-7), Samaria (8-12), jordens ende (13-28). Pinsedag var en engangsbegivenhed på linje med og i forlængelse af påskedag. Læg mærke til, at Peters prædiken (som alle andre i ApG) fokuserer på Kristi offer langfredag, opstandelsen påskemorgen – og så på omvendelse og tro. Kirken voksede den dag med 3.000 – i dag vokser den med omkring 70.000 pr. dag.

Pinsedag blev virkelig et startskud for menigheden til mission. Man kom ud fra de ellers lukkede døre og vidnede om Jesus til nær og fjern. I denne særlige tid gjorde Gud helt særlige undere ved apostlenes hænder (jf. Hebr 2,4). Det skabte også hurtigt modstand fra jøderne, som uden held forsøgte at give apostlene mundkurv på. Menighedsfællesskabet var noget helt særligt i den tid – kunne vi lære noget her?

På en meget kontant måde måtte Ananias og Safira – og mennesker i menigheden – lære, hvordan løgn er gift for kirken. Vi er ikke bundet af et krav om ejendomsfællesskab, og samtidig bliver jeg udfordret af den første menigheds praksis og indbyrdes kærlighed. Er der magi i apostlenes helbredelse (5,12-16)? Måske også noget overtro (fx omkring Peters skygge), men uanset hvad skete der usædvanlige ting. Der var blandede meninger om disciplene, men de fortsatte forkyndelsen og glædede sig over forfølgelse – kan vi lære af det?

I går strejfede vi lige forfølgelsen, og i dag læser vi om den første kristne martyr, Stefanus. “De kristnes blod er kirkens såsæd”, har man sagt, og umiddelbart efter mordet på Stefanus spredtes menigheden, og det betød mission til Samaria (jf. ApG 1,8). Vi får to vidunderlige enkeltepisoder fra missionsmarken – om Simons og den etiopiske hofmands omvendelse. Tænk, måske blev Filips forkyndelse og den etiopiske hofmands omvendelse afgørende for den etiopiske kirke, som fandtes i de første århundreder, men som siden er stagneret og nogle steder stivnet i ritualer. I vores tid er der igen vækkelse i Etiopien, og millioner er i de seneste år kommet til tro.

Dagens tre salmer har alle maksimal modgang som baggrund. David var presset til det yderste og lægger ikke skjul på sin frygt og længsel efter frihed. “Gid jeg havde vinger som duen…” Overvej, hvem “ligemanden” i 55,14 er – kong Saul? Judas? Samtidig er Davids tillid til Gud stor. Overvej, om tilliden til Gud er nogenlunde ligefrem proportional med det stærke pres, Gud udsatte ham / udsætter os for? Se 55,23 ; 56,9 ; 57,2.8.

“Hvorfor forfølger du mig, herre”, sagde David til kong Saul, da Saul ville dræbe David (1 Sam 26,18). Ordene må have spiddet farisæeren Saulus, da Jesus sagde det samme til ham (9,4). Saulus’ omvendelse var stærk, og vi spørger naturligt: Hvorfor viser Jesus sig ikke sådan for os alle? Svaret er skjult i Guds råd, men projekt bibellæsning, som vi er godt i gang med, kan faktisk gøre noget af det samme for os, jf. 10,44: “Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet” – og her var det hedninger (som os), der blev kristne.

Tænk, hvis vi ikke havde Apostlenes Gerninger i Bibelen! Beretningerne om den første tid, da den spinkle menighed formedes under stor forfølgelse og evangeliet spredtes ud over jorden, er stærke og inspirerende for os i dag. I kap. 12 fortælles om den anden martyr – den første af disciplene – Jakob, Zebedæus’ søn. Peter er også i fare, men befries underfuldt. Indtil nu er handlingen foregået i Jerusalem og Samaria, men i kap. 11 når man til jøderne i omkringliggende egne, og apostlenes fik hædersbetegnelsen “kristne”. Verden og hedningerne venter stadig…

Kap. 13 markerer begyndelsen på Paulus’ missionsrejser. Antiokia (idag Antakya) i Syrien blev fødestedet for den kristne mission. Den første rejse i omkring år 47-48 har som formål at grundlægge nye menigheder på Cypern og i det sydlige Lilleasien. Princippet var: For jøde, først, og for græker (Rom 1,16), og Saulus / Paulus (se 13,9) forkyndte Kristus ud fra GT med en stærk appel til omvendelse og tro.

I år 49 mødtes apostlene i Jerusalem. Stefanus og Jakob var blevet dræbt, men Peter kom fra fængsling og mishandling, Paulus fra sin rejse i Lilleasien, og flere andre var med til “Apostelmødet”. Spørgsmålet på dagsordenen var: Skulle jøderne omskæres for at blive kristne? I dag bør vi også spørge, hvordan vi som kristne forholder os til både vores nedarvede kultur og den aktuelle tidsånd. Der var (som i dag) forskellige grupperinger – og “bitter uenighed” (15,39), der af Guds nåde ledte til endnu mere mission. 15,41-18,22 er “Anden missionsrejse”, hvor grænsen til Europa overskrides (16,9-10).

Nu er vi på anden rejse. Mange af destinationerne kan man stadig besøge i dag. Talen på Areapagos er legendarisk med sin indfølende facon og alligevel klare retning mod evangeliet (“begynde med grisen og slutte med Jesus”). Missionen var langtfra altid kortvarig (“hit and run”) – fx opholdt Paulus sig halvandet år midt i den meget verdslige by, Korinth. Her grundlagde han menigheden og underviste og forkyndte.

Efesos er et andet sted, som Paulus opholdt sig gennem længere tid. I 20,5-21,16 er det andet “vi-afsnit” i ApG (se 16,10ff), der fortælles i første person og dermed bliver personligt – Lukas var med på rejsen! Der udviklede sig et tæt forhold til menigheden, der samtidig oplevede stor modstand. Afskedstalen til de ældste fra Efesos (20,18-35) er gribende. Afskeden på stranden blev også deres sidste stund sammen på jorden.

Salmerne til i dag (særligt 58 og 59) hører ind under kategorien hævnsalmer. Det stærke ønske om hævn kan være svært at forene med Jesu bud om næste- og fjendekærlighed – dog forstår vi det bedre, hvis man selv har oplevet fjenderne gøre noget lignende ved ens kære. Og så overgiver David hævnen til Gud og hviler i, at “den retfærdige får sin løn”. David finder også midt i modgang lovsangstonen frem og takker for, at “Vor Gud, han er så fast en borg”.

I 21,16 afsluttes 3. missionsrejse, og Paulus var tilbage i Jerusalem. Igen berøres emnet om forholdet til loven, og Paulus demonstrerer gennem sin overholdelse af loven (21,22-26) princippet fra 1 Kor 9,20f: “For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder…”. Det tilfredsstillede dog ikke jøderne, så Paulus blev igen slæbt for kommandanten og måtte forklare sig for ham og for folket. Han fortæller sit vidnesbyrd (22,6ff), som er meget stærkt. Det kan være ret interessant at formulere sin egen troshistorie, så prøv gerne det…

Nu skulle Paulus tale foran det store jødiske råd på 70 velanskrevne mænd. Det blev konfliktfyldt, og Paulus’ liv var virkelig i fare. “Det er enten os eller ham, der skal dø”, siger jøderne (23,12), og kun søstersønnen (eller Gud!) gjorde, at Paulus ikke mistede livet og i stedet nåede videre til Felix. Måske synes vi, at ApG beskriver en hektisk tid, men her er en pause på to år, hvor Paulus sad i fængsel. Her har han også bragt sit vidnesbyrd og skærpet sin teologi, som ligger til grund for brevene i NT, som på dette tidspunkt ikke er påbegyndt.

En af Festus’ første handlinger var at behandle Paulus’ sag. Denne romerske hersker og den jødiske kong Agrippa var begge interesserede i fred, men også i at høre Paulus’ historie. Stærkest er det i kap. 26, hvor beretningen om Paulus’ omvendelse fortælles for tredje gang (jf. kap. 9 og 22). Bemærk Paulus’ tolkning af GT i 26,22-23: Det peger på Kristus. Vidnesbyrdet gjorde et stort indtryk på Agrippa, men vi ved desværre ikke, om han endte med at blive kristen.

Apostlenes Gerninger slutter i Rom, jordens ende (ApG 1,8) og verdens absolutte hovedstad på det tidspunkt. Rejsen dertil var farefuld, men det lykkedes at komme frem. Igen er der “vi-afsnit” i 27,1-32 og 28,1-16. Menigheden i Rom var etableret af forfulgte kristne fra Jerusalem efter steningen af Stefanus, og mødet med disse mennesker var trosstyrkende. Det er påfaldende, at Paulus’ martyrium ikke er med i ApG. Måske ville Lukas slutte mere åbent med Paulus’ fortsatte forkyndelse – og som et eksempel for kristne til alle tider. Er vores tid ikke også fuld af muligheder, jf. 28,31?

Med Samuelsbøgerne er vi stadig i GT’s historiske bøger, men også et godt stykke vej. De to bøger handler om Samuel – den sidste dommer (1-7), Saul – den første konge (8-31) og David – den største konge (2 Sam 1-24). Indtil nu har Israel været et stammefolk med høvdinge / dommere, der virkede forskellige steder i landet, men der var ikke meget samling. Nu kaldte Gud Samuel til at være profet og tale på Guds vegne, og hans kaldelsesberetning er gribende. Mon egentlig vi kan øve os i at høre Gud tale til os, måske ikke ved en hørbar stemme, men gennem fornemmelser eller tilskyndelser?

Filistrene (og måske også isralitterne) anså Pagtens Ark for at være et magisk middel til at opnå fordele. Sandheden var, at Gud havde knyttet sin (Kristi) herlighed til den – til både dom og frelse efter forholdet til Herren. De gentagne krige og uoverensstemmelser fødte kravet om en konge i folket, “ligesom de andre”. Vi lærer noget vigtigt om Gud: Selv om udpegelsen af en konge er imod Guds vilje og vil føre folket ind i problemer, så lader Gud dem gøre det. Måske husker vi, at Paulus siger noget af det samme i den gentagne sætning fra Romerbrevet: “Gud prisgav dem…” (Rom 1,24.26.28). Gud tvinger os ikke – så ville Han ikke være kærlighed.

Alle dagens 3 Davidssalmer har Guds styrke og kærlighed i fokus, dels i forhold til menneskets afmagt og hjælpeløshed (61), menneskelivet generelt (62) og fjenderne (63). 61,3b: Klippen er for høj for mig, men ikke for Gud. Prøv at finde udtryk for Guds egenskaber og kærlighed i Sl 62. Sl 63 er skrevet i ørkenen, sikkert på flugt fra Saul.

Den første konge i Israel er en realitet – kong Saul (opfinderen af hagesmækken, vil vittige hoveder sige). Begyndelsen var rigtig god: Saul fik Guds velsignelse og kraft med sig, Gud gav ham et andet hjerte, Guds Ånd greb ham. Desværre bliver Saul hurtigt selvrådig og handler i egen kraft, og allerede i kap. 13 forudsagde Samuel enden på Sauls kongedømme. I øvrigt har vi ikke den fuldstændige hebraiske tekst til begyndelsen af kap. 13, som det ses i teksten. Hele Sauls kongedømme var omkring 40 år (jf. ApG 13,21).

Sauls søn Jonatan besad mange af de egenskaber, som Saul burde have haft. Han overtog i en vis grad også styringen og vandt den store sejr over filistrene. Saul fortsatte sin nedtur med en selvudråbt faste, der førte folket i ulykke. Samuel var grebet af sorg over Saul, og Gud fortrød sit valg. Bemærk, hvordan Bibelen skelner mellem, at Gud ikke angrer (fx den frelsesplan, som han har lagt, se 15,29), men kan have den menneskelige følelse af fortrydelse, når mennesker lever i vantro (15,35b, se også 1 Mos 6,6). I kap. 16 salves David til konge over hele folket (jf. 10,1.24, som fortæller om en mere personlig og lokal kroning).

Historien, vi alle husker: David og Goliat. Beretningen handler om meget mere end en sejr – fx om forskellen mellem at kæmpe i egen kraft og Guds, om at virke uden eller med en ydre facade (rustning). Saul var imponeret over David, men allerede i kap. 18 indledes en tragisk misundelseshistorie, som varer lige til kong Sauls død. Gennem fortællingen lærer vi, hvor meget misundelse ødelægger i en person og i relationer. Sønnen Jonatan står igen i kontrast til Saul, og Gud får på en ganske genial måde i første omgang afværget Sauls efterstræbelse af David (19,18-24).