Dag 121 – Lukas 13-14
Kap. 13 taler for sig selv – Jesus talte ikke mennesker efter munden. Richard Foster sagde: “Alle tænker på at forandre verden, men hvor, åh hvor er de, der tænker på at forandre sig selv?” Med kap. 14 og frem kommer en hel række af Jesu stærke lignelser. Han vendte med dem op og ned på samtidens indgroede opfattelser og misforståelser af Gud. Overvej, om det kan være en nåde at give afkald på alt sit eget (14,26.33)?!
Dag 122 – Lukas 15-16
De tre lignelser i kap. 15 har nogle lighedstræk: De handler om det tabte – først 100, så 10 og så 2. Der søges efter det tabte, og der bliver stor glæde og fest, når det tabte findes. Der sker en udvikling fra det mindre til det mere betydningsfulde: Et får, en drakme (måske et bryllupssmykke), en søn, ja to fortabte sønner. Vores værdi hos Gud er grænseløs. “Den uærlige godsforvalter” og “den rige mand og Lazarus” forbereder os på regnskabet med Gud. Måske sammenfattes kapitlet bedst i notitsen i 16,15: “Gud kender jeres hjerte” – ikke som en trussel, men som baggrund for at hvile i Guds nåde.
Dag 123 – Lukas 17-18
Dagens to kapitler rummer rigtig mange små afsnit, der på en måde stritter lidt i alle retninger, men hvor vi virkelig lærer meget om og af Jesus gennem helbredelser, belæringer, lignelser, spørgsmål-svar. Forudsigelsen af de sidste tider er hos Lukas delt på to kapitler – 17 (den pludselige genkomst og opfordringen til at være rede) og 21 (forventning til forløsningen). Igennem læsningen følger vi den hektiske vandring for Jesus og disciplene tæt på Jerusalem. Intet kunne stoppe ham – undtagen den blindes bøn: “Davids søn, forbarm dig over mig!”.
Dag 124 – Lukas 19-20
Jeriko ligger 25 km fra Jerusalem, og påskeugen nærmer sig. Jesus tager sig tid til at redde en rig mand, overtolderen Zakæus, og demonstrerer dermed i praksis sine ord fra 18,24-27: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud”. Fra 19,28 sker begivenhederne i Jerusalem, og Jesus vil frelse mennesker, men græder også over vantroen. Mange er rådvilde over Jesu identitet, selv om han både gennem lignelser og undervisning giver svar.
Dag 125 – Lukas 21-22.30
Den fattige enke udfordrer vores gavmildhed. Hun kunne have nøjedes med at give den ene mønt, men gav dem begge! Der er endnu en undervisning om de sidste tider (jf. 17,20-37), hvor Jesus både advarer og trøster, fx med ordene: “Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” og “mine ord skal aldrig forgå”. Derefter fortsætter i kap. 23 skærtorsdags beretning. Nadveren er forberedt af Jesus! På den baggrund er disciplenes misundelse og hovmod (22,24-30) endnu mere trist.
Uddybende noter |
21,5-6 Templet var smykket: Skønheden og størrelsen af Herodes den Stores Tempelbjerg oversteg de fleste af verdens syv vidundere. Det var mere end dobbelt så stort som Akropolis i Athen. Dens omkreds var 1,55 km og dækkede hvad der svarede til en sjettedel af hele byen. Smukke sten: En af stenene i tempel-komplekset, der stadig er tilbage, måler 13,7 x 3,2 x 4 m. og estimeres til at veje 570 tons. |
Dag 126 – Salmerne 52-54
Sl 52 og 54 nævner i overskrifterne de konkrete situationer, de er skrevet i. “Dit navn er godt” går igen (52,11; 54,8) – men ellers er perspektivet i begge salmer Saul kontra David. Ind imellem kommer Sl 53 (næsten identisk med Sl 14), der også udfordrer et ateistisk verdensbillede og slutter med længslen efter Guds frelse på Zion, som opfyldes i Jesus Kristus.
Dag 127 – Lukas 22.31-23
Peters og de andre disciples rolle på skærtorsdag og langfredag (indbyrdes rivalisering, svigt og flugt) er ikke glorværdig – men en trøst for (vi) disciple til alle tider, der kan spejle os i dem. Derimod kalder Jesu gerning og offer på vores respekt og tilbedelse. Særstof hos Lukas er Jesu korsord “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” og den korte fortælling om de to røvere på korset. Hvem vil ikke på sin sidste dag gerne høre Jesu ord til den ene (23,43b)?
Dag 128 – Lukas 24
“Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”, sagde de to mænd. Kvinderne var gået forkert, hvis de skulle finde Jesus. Han var på vej til Emmaus for at udlægge alle skrifterne for disciplene (24,27) – sikken en bibeltime, de har fået! Jesus var på vej hen for at lyse fred over disciplene, og Lukas er den af evangelisterne, der tydeligst understreger Jesu fysiske opstandelse fra de døde. “Idet han velsignede dem…” (24,51) betyder dels, at velsignelsen var disciplenes sidste og gode erfaring af Jesus – og dels, at Jesus stadig velsigner.
Dag 129 – Apostlenes Gerninger 1-2
I 1,3-8 hører vi både om tiden (fyrre dage) efter påske, forudsigelse af pinsen og tiden efter pinse. 1,8 er også en slags indholdsfortegnelse over ApG: Evangeliet til Jerusalem (kap. 1-7), Samaria (8-12), jordens ende (13-28). Pinsedag var en engangsbegivenhed på linje med og i forlængelse af påskedag. Læg mærke til, at Peters prædiken (som alle andre i ApG) fokuserer på Kristi offer langfredag, opstandelsen påskemorgen – og så på omvendelse og tro. Kirken voksede den dag med 3.000 – i dag vokser den med omkring 70.000 pr. dag.
Indledning til Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger handler om Helligåndens komme og udbredelsen af evangeliet over hele jorden. Helligånden viste sig som tunger af ild (2,3-4), som logoet her viser.

Introduktion
Der er ikke tvivl om, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter. Ifølge Apostlenes Gerninger var forfatteren selv med ved enkelte af de begivenheder, han skildrer. Det fremgår tydeligt af de såkaldte vi-afsnit. Forfatteren har været en af Paulus’ venner og medarbejdere. Af de personer, der kan være tale om, kan det vanskeligt kan være andre end Lukas. Han er ikke nævnt ved navn i Apostlenes Gerninger, mens de andre, der kunne være på tale, er navngivet og delvis omtalt i 3. person. At Lukas er forfatter til både det tredje evangelium og Apostlenes Gerninger, bliver også understreget af den oldkirkelige tradition.
I Apostlenes Gerninger hører vi om Helligåndens udgydelse pinsedag og hvilke fantastiske følger, det fik. Skriftet handler kort sagt om Helligåndens gerninger. Den første menighed blev dannet, og derefter begyndte verdensmissionen. Vi hører om evangeliets sejrsgang fra Jerusalem over Judæa og Samaria til Antiokia i Syrien. Her er Peter hovedpersonen (jødemissionens tid, kap. 1-12). Paulus er hovedpersonen i evangeliets gang fra Antiokia over Cypern, Lilleasien, Makedonien og Grækenland til verdens hovedstad Rom (hedningemissionens tid, kap. 13-28).
Mens Lukas i sit evangelium hovedsagelig behandler Jesu treårige virksomhed, skildrer han i Apostlenes Gerninger tre årtier af kirkens liv fra ca. år 30 til år 60. Men det har ikke været forfatterens hensigt at tage alt med. NT’s femte bog er den første missionshistorie, men den er langt fra fuldstændig. Der fortælles ingen ting om, hvordan evangeliet blev forkyndt hverken syd eller øst for Palæstina. Men verden åbnede sig for evangeliet. Nye folk, nye lande, byer og havne, ja endog fremmede religioner blev mødt af den unge kristendom, som vandt frem under skiftende forhold. Jesu gerninger blev udført gennem Helligånden. Apostlene var Åndens redskaber. Apostlenes Gerninger skildrer, hvordan kristendommen ikke blev en jødisk sekt, men en verdensreligion.
Apostlenes Gerninger kan inddeles:
1. Jesu himmelfart og valg af Judas´ efterfølger(ApG 1,1-26)
2. Pinsedag og pinseprædiken (ApG 2,1-47)
3. Menigheden i Jerusalem (ApG 3,1-5,42)
4. Stefanus (ApG 6,1-7,60)
5. Forfølgelse og evangeliets fremgang (ApG 8,1-40)
6. Saulus´ (Paulus´) omvendelse (ApG 9,1-31)
7. Peter som missionær (ApG 9,32-12,25)
8. Paulus´1. missionsrejse (ApG 13,1-14,28)
9. Apostelmødet i Jerusalem (ApG 15,1-35)
10. Paulus´ 2. missionsrejse (ApG 15,36-18,22)
11. Paulus´ 3. missionsrejse (ApG 18,23-21,16)
12. Paulus i Jerusalem og Cæsarea (ApG 21,17-26,32)
13. Paulus´ rejse til Rom og forkyndelse i Rom (ApG 27,1-28,31).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Apostlenes Gerninger
Ca. år 30-60
Apostlenes Gerninger fortæller om udbredelsen af evangeliet fra Jerusalem til Rom og opfylder således den opstandne Kristi ord til sine apostle i ApG 1,8.
Uddybende noter |
1,12 En sabbatsvej var den maksimale afstand man kunne rejse på sabbatten, uden at det var arbejde. Dette var ikke en direkte lov fra GT, men en senere jødisk tradition. Rabbinerne satte grænsen til 2.000 alen (ca. 1 km). |
Dag 130 – Apostlenes Gerninger 3-4
Pinsedag blev virkelig et startskud for menigheden til mission. Man kom ud fra de ellers lukkede døre og vidnede om Jesus til nær og fjern. I denne særlige tid gjorde Gud helt særlige undere ved apostlenes hænder (jf. Hebr 2,4). Det skabte også hurtigt modstand fra jøderne, som uden held forsøgte at give apostlene mundkurv på. Menighedsfællesskabet var noget helt særligt i den tid – kunne vi lære noget her?
Dag 131 – Apostlenes Gerninger 5-6
På en meget kontant måde måtte Ananias og Safira – og mennesker i menigheden – lære, hvordan løgn er gift for kirken. Vi er ikke bundet af et krav om ejendomsfællesskab, og samtidig bliver jeg udfordret af den første menigheds praksis og indbyrdes kærlighed. Er der magi i apostlenes helbredelse (5,12-16)? Måske også noget overtro (fx omkring Peters skygge), men uanset hvad skete der usædvanlige ting. Der var blandede meninger om disciplene, men de fortsatte forkyndelsen og glædede sig over forfølgelse – kan vi lære af det?
Dag 132 – Apostlenes Gerninger 7-8
I går strejfede vi lige forfølgelsen, og i dag læser vi om den første kristne martyr, Stefanus. “De kristnes blod er kirkens såsæd”, har man sagt, og umiddelbart efter mordet på Stefanus spredtes menigheden, og det betød mission til Samaria (jf. ApG 1,8). Vi får to vidunderlige enkeltepisoder fra missionsmarken – om Simons og den etiopiske hofmands omvendelse. Tænk, måske blev Filips forkyndelse og den etiopiske hofmands omvendelse afgørende for den etiopiske kirke, som fandtes i de første århundreder, men som siden er stagneret og nogle steder stivnet i ritualer. I vores tid er der igen vækkelse i Etiopien, og millioner er i de seneste år kommet til tro.
Dag 133 – Salmerne 55-57
Dagens tre salmer har alle maksimal modgang som baggrund. David var presset til det yderste og lægger ikke skjul på sin frygt og længsel efter frihed. “Gid jeg havde vinger som duen…” Overvej, hvem “ligemanden” i 55,14 er – kong Saul? Judas? Samtidig er Davids tillid til Gud stor. Overvej, om tilliden til Gud er nogenlunde ligefrem proportional med det stærke pres, Gud udsatte ham / udsætter os for? Se 55,23 ; 56,9 ; 57,2.8.
Dag 134 – Apostlenes Gerninger 9-10
“Hvorfor forfølger du mig, herre”, sagde David til kong Saul, da Saul ville dræbe David (1 Sam 26,18). Ordene må have spiddet farisæeren Saulus, da Jesus sagde det samme til ham (9,4). Saulus’ omvendelse var stærk, og vi spørger naturligt: Hvorfor viser Jesus sig ikke sådan for os alle? Svaret er skjult i Guds råd, men projekt bibellæsning, som vi er godt i gang med, kan faktisk gøre noget af det samme for os, jf. 10,44: “Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet” – og her var det hedninger (som os), der blev kristne.
Dag 135 – Apostlenes Gerninger 11-12
Tænk, hvis vi ikke havde Apostlenes Gerninger i Bibelen! Beretningerne om den første tid, da den spinkle menighed formedes under stor forfølgelse og evangeliet spredtes ud over jorden, er stærke og inspirerende for os i dag. I kap. 12 fortælles om den anden martyr – den første af disciplene – Jakob, Zebedæus’ søn. Peter er også i fare, men befries underfuldt. Indtil nu er handlingen foregået i Jerusalem og Samaria, men i kap. 11 når man til jøderne i omkringliggende egne, og apostlenes fik hædersbetegnelsen “kristne”. Verden og hedningerne venter stadig…
Dag 136 – Apostlenes Gerninger 13-14
Kap. 13 markerer begyndelsen på Paulus’ missionsrejser. Antiokia (idag Antakya) i Syrien blev fødestedet for den kristne mission. Den første rejse i omkring år 47-48 har som formål at grundlægge nye menigheder på Cypern og i det sydlige Lilleasien. Princippet var: For jøde, først, og for græker (Rom 1,16), og Saulus / Paulus (se 13,9) forkyndte Kristus ud fra GT med en stærk appel til omvendelse og tro.
Dag 137 – Apostlenes Gerninger 15-16
I år 49 mødtes apostlene i Jerusalem. Stefanus og Jakob var blevet dræbt, men Peter kom fra fængsling og mishandling, Paulus fra sin rejse i Lilleasien, og flere andre var med til “Apostelmødet”. Spørgsmålet på dagsordenen var: Skulle jøderne omskæres for at blive kristne? I dag bør vi også spørge, hvordan vi som kristne forholder os til både vores nedarvede kultur og den aktuelle tidsånd. Der var (som i dag) forskellige grupperinger – og “bitter uenighed” (15,39), der af Guds nåde ledte til endnu mere mission. 15,41-18,22 er “Anden missionsrejse”, hvor grænsen til Europa overskrides (16,9-10).
Dag 138 – Apostlenes Gerninger 17-18
Nu er vi på anden rejse. Mange af destinationerne kan man stadig besøge i dag. Talen på Areapagos er legendarisk med sin indfølende facon og alligevel klare retning mod evangeliet (“begynde med grisen og slutte med Jesus”). Missionen var langtfra altid kortvarig (“hit and run”) – fx opholdt Paulus sig halvandet år midt i den meget verdslige by, Korinth. Her grundlagde han menigheden og underviste og forkyndte.
Dag 139 – Apostlenes Gerninger 19-20
Efesos er et andet sted, som Paulus opholdt sig gennem længere tid. I 20,5-21,16 er det andet “vi-afsnit” i ApG (se 16,10ff), der fortælles i første person og dermed bliver personligt – Lukas var med på rejsen! Der udviklede sig et tæt forhold til menigheden, der samtidig oplevede stor modstand. Afskedstalen til de ældste fra Efesos (20,18-35) er gribende. Afskeden på stranden blev også deres sidste stund sammen på jorden.
Uddybende noter |
19,19 Den græsk-romerske verden lagde stor vægt på magiske besværgelser og trylleformularer og samlede dem ofte i bøger, der blev solgt for store summer. Konvertitterne i Efesos bragte disse levn fra deres hedenske fortid og holdt en massiv bogbrænding. Sølvpenge refererer sandsynligvis til den græske drakme, som repræsenterede en arbejders gennemsnitlige daglige løn. |
Dag 140 – Salmerne 58-60
Salmerne til i dag (særligt 58 og 59) hører ind under kategorien hævnsalmer. Det stærke ønske om hævn kan være svært at forene med Jesu bud om næste- og fjendekærlighed – dog forstår vi det bedre, hvis man selv har oplevet fjenderne gøre noget lignende ved ens kære. Og så overgiver David hævnen til Gud og hviler i, at “den retfærdige får sin løn”. David finder også midt i modgang lovsangstonen frem og takker for, at “Vor Gud, han er så fast en borg”.
Dag 141 – Apostlenes Gerninger 21-22
I 21,16 afsluttes 3. missionsrejse, og Paulus var tilbage i Jerusalem. Igen berøres emnet om forholdet til loven, og Paulus demonstrerer gennem sin overholdelse af loven (21,22-26) princippet fra 1 Kor 9,20f: “For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder…”. Det tilfredsstillede dog ikke jøderne, så Paulus blev igen slæbt for kommandanten og måtte forklare sig for ham og for folket. Han fortæller sit vidnesbyrd (22,6ff), som er meget stærkt. Det kan være ret interessant at formulere sin egen troshistorie, så prøv gerne det…
Dag 142 – Apostlenes Gerninger 23-24
Nu skulle Paulus tale foran det store jødiske råd på 70 velanskrevne mænd. Det blev konfliktfyldt, og Paulus’ liv var virkelig i fare. “Det er enten os eller ham, der skal dø”, siger jøderne (23,12), og kun søstersønnen (eller Gud!) gjorde, at Paulus ikke mistede livet og i stedet nåede videre til Felix. Måske synes vi, at ApG beskriver en hektisk tid, men her er en pause på to år, hvor Paulus sad i fængsel. Her har han også bragt sit vidnesbyrd og skærpet sin teologi, som ligger til grund for brevene i NT, som på dette tidspunkt ikke er påbegyndt.
Dag 143 – Apostlenes Gerninger 25-26
En af Festus’ første handlinger var at behandle Paulus’ sag. Denne romerske hersker og den jødiske kong Agrippa var begge interesserede i fred, men også i at høre Paulus’ historie. Stærkest er det i kap. 26, hvor beretningen om Paulus’ omvendelse fortælles for tredje gang (jf. kap. 9 og 22). Bemærk Paulus’ tolkning af GT i 26,22-23: Det peger på Kristus. Vidnesbyrdet gjorde et stort indtryk på Agrippa, men vi ved desværre ikke, om han endte med at blive kristen.
Dag 144 – Apostlenes Gerninger 27-28
Apostlenes Gerninger slutter i Rom, jordens ende (ApG 1,8) og verdens absolutte hovedstad på det tidspunkt. Rejsen dertil var farefuld, men det lykkedes at komme frem. Igen er der “vi-afsnit” i 27,1-32 og 28,1-16. Menigheden i Rom var etableret af forfulgte kristne fra Jerusalem efter steningen af Stefanus, og mødet med disse mennesker var trosstyrkende. Det er påfaldende, at Paulus’ martyrium ikke er med i ApG. Måske ville Lukas slutte mere åbent med Paulus’ fortsatte forkyndelse – og som et eksempel for kristne til alle tider. Er vores tid ikke også fuld af muligheder, jf. 28,31?
Uddybende noter |
28,11 Tvillingernes mærke: De græske guder Castor og Pollux, var Zeus og Ledas tvillingesønner, og blev betragtet som guderne der beskyttede sømænd. Disse to var anbragt i forstavnen af dette skib fra Alexandria. |
Dag 145 – 1 Samuelsbog 1-4
Med Samuelsbøgerne er vi stadig i GT’s historiske bøger, men også et godt stykke vej. De to bøger handler om Samuel – den sidste dommer (1-7), Saul – den første konge (8-31) og David – den største konge (2 Sam 1-24). Indtil nu har Israel været et stammefolk med høvdinge / dommere, der virkede forskellige steder i landet, men der var ikke meget samling. Nu kaldte Gud Samuel til at være profet og tale på Guds vegne, og hans kaldelsesberetning er gribende. Mon egentlig vi kan øve os i at høre Gud tale til os, måske ikke ved en hørbar stemme, men gennem fornemmelser eller tilskyndelser?
Indledning til 1 Samuelsbog

Samuelsbøgerne er historien om, hvordan David blev Israels konge. Gud gav David det særlige løfte, at der altid ville være en efterkommer af David på tronen. NB! 1 og 2 Sam var oprindeligt én bog – derfor ét billede.

Indledning
De to Samuelsbøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT – Septuaginta, der udkom i 2. årh. f. Kr. – der først opdelte i to bøger. Samuelsbøgerne har navn efter dommeren og profeten Samuel, som er hovedperson i begyndelsen af Første Samuelsbog. Samuelsbøgerne hører hjemme blandt “De tidlige profeter”. Der er tale om profetisk historieskrivning. Det er vigtigt for forfatteren at slå fast, at disse historiske hændelser ikke alene fandt sted, men også hvorfor de gjorde det: Det var Israels Gud, der handlede med sit folk. Gennem disse profetiske historietekster forkyndes der om Gud til hans folk. Det forkyndes gennem profeten, hvem Gud er, og hvilke katastrofale følger ulydighed mod ham får. Navnet Samuelsbøgerne minder om, at Samuel er deres åndelige midtpunkt, og han står i begivenhedernes centrum. Han er en af de store åndelige ledere i GT. Han blev givet til sin mor Hanna som svar på bøn. Allerede som dreng modtog han sit kald fra Herren, og han tjente Herren med ubrudt troskab indtil sin død. Lydighed mod Herren synes at have været meget centralt i hans liv (1 Sam 15,22). Med Samuel, der var “betroet at være profet for Herren” (1 Sam 3,20), begyndte en ny epoke.
Fra denne tid blev profetismen et permanent indslag i Israels historie (ApG 3,24). Tidligere havde den været et spredt fænomen i Israel (1 Mos 20,7. 4 Mos 11,25-29. 5 Mos 34,10. Dom 4,4; 6,8). Et slående vidnesbyrd om den saltvandsindsprøjtning, det åndelige liv i Israel fik gennem Samuel, udgør de foreninger eller sammenslutninger af profeter, som omtales fra denne tid (1 Sam 10,5; 19,19-20). En mægtig, voldsom henrykkelse greb ofte disse mænd (1 Sam 19,20-24), hvilket måske hang sammen med, at Samuels tid var en vækkelsestid. Fra og med Davids kongetid fremstod profeter, som hverken optrådte ekstatisk eller i flokke, men som enkeltpersoner med en religiøs-etisk forkyndelse af enestående styrke. Sådanne mænd var Natan (2 Sam 12) og Gad (1 Sam 22,5. 2 Sam 24,11). I Elias´ og Elisas dage genopstod i Nordriget profetsammenslutninger som i Samuels dage (2 Kong 4,1; 9,1). Da disse profeter vandrede omkring blandt folket, har de helt sikkert haft stor betydning for at bevare kundskaben om Gud og den sande gudsdyrkelse.
En anden permanent institution fra denne tid er kongedømmet. Dets opståen havde både ydre og indre årsager. I den foregående tid, der var karakteriseret af megen forvirring, følte folket behov for en autoritativ leder (Dom 21,25). Især da Samuel blev gammel, og hans ugudelige sønner blev dommere, begyndte folket at længes efter en konge (1 Sam 8,1-5). Den indre årsag var, at folket ville have det “ligesom alle de andre folk” (1 Sam 8,20). Det forkerte i kravet var deres valg af nabofolkenes kongemodel, der reelt var en forkastelse af Gud (1 Sam 8,7). Folket var i deres krav ikke inspireret af kongeloven (5 Mos 17,14-20). Det gjorde med rette Samuel betænkelig. Derfor fandt han sig kun modvilligt i denne udvikling, selv om den var bebudet (1 Mos 17,6.16; 35,11; 49,10. 5 Mos 17,14-20), og salvede på Herrens befaling Saul til konge (1 Sam 9-10).
Saul regerede under vanskelige forhold i en tid præget af ufred. I begyndelsen havde han succes i kampene mod ammonitterne (1 Sam 11), filistrene (1 Sam 14) og amalekitterne (1 Sam 15). Men han forblev ikke tro mod Herren. Det blev hans skæbne. Saul var præget af en mærkelig blanding af lys og mørke, hvor mørket tog overhånd, så hans liv sluttede dybt tragisk (1 Sam 31,4). Forfatteren til Samuelsbøgerne er ukendt. Men vi ved, at Samuel har udarbejdet skriftlige arbejder (1 Sam 10,25), ligesom han har haft førstehånds oplysninger om Saul og David (1 Sam 19,18). Endelig ved vi, at han har skrevet en krønike, hvor der står, “hvad der er at fortælle om kong David” (1 Krøn 29,29). Forfatteren synes at have brugt flere kilder, fx De Retskafnes Bog (2 Sam 1,18). Eftersom Samuels død nævnes både i 1Sam 25,1 og 28,3, og der fortælles om flere begivenheder, som fandt sted længe efter hans død, kan den jødiske tradtion, som siger, at profeten Samuel er forfatteren, ikke fastholdes eksklusivt. I lyset af 1Sam 27,6 er det naturligt at tro, at bøgerne først blev afsluttet i deres nuværende form efter rigsdelingen i 931 f. Kr. E.J. Young konkluderer: (An Introduction to the Old Testament, s. 178) “Samuelsbøgerne blev forfattet under guddommelig inspiration af en profet, sandsynligvis fra Juda Rige, som levede kort tid efter rigsdelingen, og som indarbejdede tidligere skriftligt materiale i sit værk”.
Anden Samuelsbog handler om David og hans kongedømme. David, Israels største konge, var yngste søn af Isaj fra Betlehem af Juda stamme (1 Sam 16,11) og blev født o. 1040 f. Kr. I sin ungdom vogtede han sin fars får, og han blev allerede da salvet til konge (1 Sam 16). Han skildres som en dygtig mand og en god kriger, han taler forstandigt, ser godt ud, og så har han musikalske talenter (1 Sam 16,12.18). Hans livshistorie skildres fra 1 Sam 16-1 Kong 2.
Mens han var hyrde, måtte han undertiden kæmpe mod både bjørn og løve (1 Sam 17,34-36). Derved udvikledes hans talent for dristige initiativer, og samtidig lærte han at stole på Herren (Sal 18,30). Fordi han var dygtig til at spille på musikinstrumenter, blev han kaldet til Sauls hof. Saul kom til at holde meget af ham og gjorde ham til sin våbendrager (1 Sam 16,21). Ved sejren over filisteren Goliat fik David sit folkelige gennembrud (1 Sam 17-18). Det resulterede i Sauls misundelse, så han søgte at tage hans liv. Nu fulgte en periode i Davids liv, der var præget af uro, farer og vanskeligheder. To gange kunne David have slået Saul ihjel, men undlod at gøre det i respekt for, at Saul var Herrens salvede.
Efter at Saul og de fleste af hans sønner var faldet i krigen mod filistrene, blev David (ca. 1010 f. Kr.) konge i Hebron over Juda, mens Sauls overlevende søn Ishboshet blev konge over de øvrige stammer. Den situation varede ca. 7½ år. Efter en magtkamp mellem Ishboshets tilhængere og Davids tilhængere blev David hele Israels konge. Derefter regerede David i 33 år. Han udvidede sit rige og styrkede dets magt både indadtil og udadtil. I hans regeringstid blev Israel en stormagt. Han erobrede Jerusalem og gjorde den til rigets hovedstad. Netop denne by kunne blive samlingspunkt i det nye rige, eftersom ingen af Israels stammer tidligere havde erobret den, så ingen kunne gøre særlige krav på den. Han organiserede centraladministrationen; men det var gudstjenestelivet, der havde hans særlige interesse, og selv digtede han mange salmer.
I Anden Samuelsbog hører vi ikke kun om Davids fremgang og sejre, men også om hans fald og familieproblemer. Højdepunktet for David er Guds løfte om et evigt kongedømme gennem hans søn og slægt (2 Sam 7,12-16). Løftet til David får sin opfyldelse i Kristus.
Inddeling:
1. Om Eli og Samuel (1 Sam 1-7).
2. Om Samuel og Saul (1 Sam 8-15).
3. Om Saul og David (1 Sam 16-31).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for 1 Samuelsbog
ca. 1050 f.Kr.
Uddybende noter |
4,12 Budbringeren løb en distance på næsten 35 km. At flænge sit tøj, ofte sammen med at lægge snavs på hovedet, var den normale reaktion på sorg eller rædsel i GT (f.eks. 2 Sam 1,2, 11; 3,31; 13,19, 31; 15,32; Job 2,12). |
Dag 146 – 1 Samuelsbog 5-9
Filistrene (og måske også isralitterne) anså Pagtens Ark for at være et magisk middel til at opnå fordele. Sandheden var, at Gud havde knyttet sin (Kristi) herlighed til den – til både dom og frelse efter forholdet til Herren. De gentagne krige og uoverensstemmelser fødte kravet om en konge i folket, “ligesom de andre”. Vi lærer noget vigtigt om Gud: Selv om udpegelsen af en konge er imod Guds vilje og vil føre folket ind i problemer, så lader Gud dem gøre det. Måske husker vi, at Paulus siger noget af det samme i den gentagne sætning fra Romerbrevet: “Gud prisgav dem…” (Rom 1,24.26.28). Gud tvinger os ikke – så ville Han ikke være kærlighed.
Dag 147 – Salmerne 61-63
Alle dagens 3 Davidssalmer har Guds styrke og kærlighed i fokus, dels i forhold til menneskets afmagt og hjælpeløshed (61), menneskelivet generelt (62) og fjenderne (63). 61,3b: Klippen er for høj for mig, men ikke for Gud. Prøv at finde udtryk for Guds egenskaber og kærlighed i Sl 62. Sl 63 er skrevet i ørkenen, sikkert på flugt fra Saul.
Dag 148 – 1 Samuelsbog 10-13
Den første konge i Israel er en realitet – kong Saul (opfinderen af hagesmækken, vil vittige hoveder sige). Begyndelsen var rigtig god: Saul fik Guds velsignelse og kraft med sig, Gud gav ham et andet hjerte, Guds Ånd greb ham. Desværre bliver Saul hurtigt selvrådig og handler i egen kraft, og allerede i kap. 13 forudsagde Samuel enden på Sauls kongedømme. I øvrigt har vi ikke den fuldstændige hebraiske tekst til begyndelsen af kap. 13, som det ses i teksten. Hele Sauls kongedømme var omkring 40 år (jf. ApG 13,21).
Dag 149 – 1 Samuelsbog 14-16
Sauls søn Jonatan besad mange af de egenskaber, som Saul burde have haft. Han overtog i en vis grad også styringen og vandt den store sejr over filistrene. Saul fortsatte sin nedtur med en selvudråbt faste, der førte folket i ulykke. Samuel var grebet af sorg over Saul, og Gud fortrød sit valg. Bemærk, hvordan Bibelen skelner mellem, at Gud ikke angrer (fx den frelsesplan, som han har lagt, se 15,29), men kan have den menneskelige følelse af fortrydelse, når mennesker lever i vantro (15,35b, se også 1 Mos 6,6). I kap. 16 salves David til konge over hele folket (jf. 10,1.24, som fortæller om en mere personlig og lokal kroning).
Uddybende noter |
15,6 Kenitterne: Moses’ svigerfar Jetro var en kenit (Dom 1,16), han og hans søn havde været hjælpsomme over for israelitterne (2 Mos 18; 4 Mos 10,29-32). 16,14 En ond ånd fra Herren plagede Saul som en form for dom for hans synd for at vende sig mod Herren (1 Sam 15,22-29). Selvom Gud aldrig selv gør ondt, sender han nogle gange onde ånder for at opnå sine formål (såsom da Babylon kom for at straffe Israel, jf. Jer 20,4-6; eller de syndige mennesker der korsfæstede Kristus). |
Dag 150 – 1 Samuelsbog 17-19
Historien, vi alle husker: David og Goliat. Beretningen handler om meget mere end en sejr – fx om forskellen mellem at kæmpe i egen kraft og Guds, om at virke uden eller med en ydre facade (rustning). Saul var imponeret over David, men allerede i kap. 18 indledes en tragisk misundelseshistorie, som varer lige til kong Sauls død. Gennem fortællingen lærer vi, hvor meget misundelse ødelægger i en person og i relationer. Sønnen Jonatan står igen i kontrast til Saul, og Gud får på en ganske genial måde i første omgang afværget Sauls efterstræbelse af David (19,18-24).
Uddybende noter |
17,4-11 Goliats udrustning var det ypperste, som kun de allerbedste filistiske krigere havde. Skjoldet (Hb. tsinnah) var et stort stående skjold, der dækkede hele kroppen. Det meste af hans udrustning var af bronze, undtagen spydspidsen af jern – dette var kun begyndelsen af jernalderen, den vejede 600 sekel (6,6 kg). Hans brynje vejede 5.000 sekel (55 kg). Det er ikke overraskende, at israelitterne var ude af sig selv af rædsel. Seks alen og et fingerspand høj er omkring 3 m. 17,34 En løve eller en bjørn: Både løver og bjørne var almindelige i Palæstina på denne tid. |