Dag 121-150

Kap. 13 taler for sig selv – Jesus talte ikke mennesker efter munden. Richard Foster sagde: “Alle tænker på at forandre verden, men hvor, åh hvor er de, der tænker på at forandre sig selv?” Med kap. 14 og frem kommer en hel række af Jesu stærke lignelser. Han vendte med dem op og ned på samtidens indgroede opfattelser og misforståelser af Gud. Overvej, om det kan være en nåde at give afkald på alt sit eget (14,26.33)?!

De tre lignelser i kap. 15 har nogle lighedstræk: De handler om det tabte – først 100, så 10 og så 2. Der søges efter det tabte, og der bliver stor glæde og fest, når det tabte findes. Der sker en udvikling fra det mindre til det mere betydningsfulde: Et får, en drakme (måske et bryllupssmykke), en søn, ja to fortabte sønner. Vores værdi hos Gud er grænseløs. “Den uærlige godsforvalter” og “den rige mand og Lazarus” forbereder os på regnskabet med Gud. Måske sammenfattes kapitlet bedst i notitsen i 16,15: “Gud kender jeres hjerte” – ikke som en trussel, men som baggrund for at hvile i Guds nåde.

Dagens to kapitler rummer rigtig mange små afsnit, der på en måde stritter lidt i alle retninger, men hvor vi virkelig lærer meget om og af Jesus gennem helbredelser, belæringer, lignelser, spørgsmål-svar. Forudsigelsen af de sidste tider er hos Lukas delt på to kapitler – 17 (den pludselige genkomst og opfordringen til at være rede) og 21 (forventning til forløsningen). Igennem læsningen følger vi den hektiske vandring for Jesus og disciplene tæt på Jerusalem. Intet kunne stoppe ham – undtagen den blindes bøn: “Davids søn, forbarm dig over mig!”.

Jeriko ligger 25 km fra Jerusalem, og påskeugen nærmer sig. Jesus tager sig tid til at redde en rig mand, overtolderen Zakæus, og demonstrerer dermed i praksis sine ord fra 18,24-27: “Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud”. Fra 19,28 sker begivenhederne i Jerusalem, og Jesus vil frelse mennesker, men græder også over vantroen. Mange er rådvilde over Jesu identitet, selv om han både gennem lignelser og undervisning giver svar.

Den fattige enke udfordrer vores gavmildhed. Hun kunne have nøjedes med at give den ene mønt, men gav dem begge! Der er endnu en undervisning om de sidste tider (jf. 17,20-37), hvor Jesus både advarer og trøster, fx med ordene: “Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” og “mine ord skal aldrig forgå”. Derefter fortsætter i kap. 23 skærtorsdags beretning. Nadveren er forberedt af Jesus! På den baggrund er disciplenes misundelse og hovmod (22,24-30) endnu mere trist.

Sl 52 og 54 nævner i overskrifterne de konkrete situationer, de er skrevet i. “Dit navn er godt” går igen (52,11; 54,8) – men ellers er perspektivet i begge salmer Saul kontra David. Ind imellem kommer Sl 53 (næsten identisk med Sl 14), der også udfordrer et ateistisk verdensbillede og slutter med længslen efter Guds frelse på Zion, som opfyldes i Jesus Kristus.

Peters og de andre disciples rolle på skærtorsdag og langfredag (indbyrdes rivalisering, svigt og flugt) er ikke glorværdig – men en trøst for (vi) disciple til alle tider, der kan spejle os i dem. Derimod kalder Jesu gerning og offer på vores respekt og tilbedelse. Særstof hos Lukas er Jesu korsord “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” og den korte fortælling om de to røvere på korset. Hvem vil ikke på sin sidste dag gerne høre Jesu ord til den ene (23,43b)?

“Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”, sagde de to mænd. Kvinderne var gået forkert, hvis de skulle finde Jesus. Han var på vej til Emmaus for at udlægge alle skrifterne for disciplene (24,27) – sikken en bibeltime, de har fået! Jesus var på vej hen for at lyse fred over disciplene, og Lukas er den af evangelisterne, der tydeligst understreger Jesu fysiske opstandelse fra de døde. “Idet han velsignede dem…” (24,51) betyder dels, at velsignelsen var disciplenes sidste og gode erfaring af Jesus – og dels, at Jesus stadig velsigner.

I 1,3-8 hører vi både om tiden (fyrre dage) efter påske, forudsigelse af pinsen og tiden efter pinse. 1,8 er også en slags indholdsfortegnelse over ApG: Evangeliet til Jerusalem (kap. 1-7), Samaria (8-12), jordens ende (13-28). Pinsedag var en engangsbegivenhed på linje med og i forlængelse af påskedag. Læg mærke til, at Peters prædiken (som alle andre i ApG) fokuserer på Kristi offer langfredag, opstandelsen påskemorgen – og så på omvendelse og tro. Kirken voksede den dag med 3.000 – i dag vokser den med omkring 70.000 pr. dag.

Indledning til Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger handler om Helligåndens komme og udbredelsen af evangeliet over hele jorden. Helligånden viste sig som tunger af ild (2,3-4), som logoet her viser.

Introduktion
Der er ikke tvivl om, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter. Ifølge Apostlenes Gerninger var forfatteren selv med ved enkelte af de begivenheder, han skildrer. Det fremgår tydeligt af de såkaldte vi-afsnit. Forfatteren har været en af Paulus’ venner og medarbejdere. Af de personer, der kan være tale om, kan det vanskeligt kan være andre end Lukas. Han er ikke nævnt ved navn i Apostlenes Gerninger, mens de andre, der kunne være på tale, er navngivet og delvis omtalt i 3. person. At Lukas er forfatter til både det tredje evangelium og Apostlenes Gerninger, bliver også understreget af den oldkirkelige tradition.

I Apostlenes Gerninger hører vi om Helligåndens udgydelse pinsedag og hvilke fantastiske følger, det fik. Skriftet handler kort sagt om Helligåndens gerninger. Den første menighed blev dannet, og derefter begyndte verdensmissionen. Vi hører om evangeliets sejrsgang fra Jerusalem over Judæa og Samaria til Antiokia i Syrien. Her er Peter hovedpersonen (jødemissionens tid, kap. 1-12). Paulus er hovedpersonen i evangeliets gang fra Antiokia over Cypern, Lilleasien, Makedonien og Grækenland til verdens hovedstad Rom (hedningemissionens tid, kap. 13-28).

Mens Lukas i sit evangelium hovedsagelig behandler Jesu treårige virksomhed, skildrer han i Apostlenes Gerninger tre årtier af kirkens liv fra ca. år 30 til år 60. Men det har ikke været forfatterens hensigt at tage alt med. NT’s femte bog er den første missionshistorie, men den er langt fra fuldstændig. Der fortælles ingen ting om, hvordan evangeliet blev forkyndt hverken syd eller øst for Palæstina. Men verden åbnede sig for evangeliet. Nye folk, nye lande, byer og havne, ja endog fremmede religioner blev mødt af den unge kristendom, som vandt frem under skiftende forhold. Jesu gerninger blev udført gennem Helligånden. Apostlene var Åndens redskaber. Apostlenes Gerninger skildrer, hvordan kristendommen ikke blev en jødisk sekt, men en verdensreligion.

Apostlenes Gerninger kan inddeles:
1. Jesu himmelfart og valg af Judas´ efterfølger(ApG 1,1-26)
2. Pinsedag og pinseprædiken (ApG 2,1-47)
3. Menigheden i Jerusalem (ApG 3,1-5,42)
4. Stefanus (ApG 6,1-7,60)
5. Forfølgelse og evangeliets fremgang (ApG 8,1-40)
6. Saulus´ (Paulus´) omvendelse (ApG 9,1-31)
7. Peter som missionær (ApG 9,32-12,25)
8. Paulus´1. missionsrejse (ApG 13,1-14,28)
9. Apostelmødet i Jerusalem (ApG 15,1-35)
10. Paulus´ 2. missionsrejse (ApG 15,36-18,22)
11. Paulus´ 3. missionsrejse (ApG 18,23-21,16)
12. Paulus i Jerusalem og Cæsarea (ApG 21,17-26,32)
13. Paulus´ rejse til Rom og forkyndelse i Rom (ApG 27,1-28,31).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Apostlenes Gerninger
Ca. år 30-60
Apostlenes Gerninger fortæller om udbredelsen af ​​evangeliet fra Jerusalem til Rom og opfylder således den opstandne Kristi ord til sine apostle i ApG 1,8.

Pinsedag blev virkelig et startskud for menigheden til mission. Man kom ud fra de ellers lukkede døre og vidnede om Jesus til nær og fjern. I denne særlige tid gjorde Gud helt særlige undere ved apostlenes hænder (jf. Hebr 2,4). Det skabte også hurtigt modstand fra jøderne, som uden held forsøgte at give apostlene mundkurv på. Menighedsfællesskabet var noget helt særligt i den tid – kunne vi lære noget her?

Uddybende noter

Uddybende noter

3,1 I jødedommen havde der udviklet sig en tradition med tre faste bedetider hver dag, se Dan 6,11. Disse bedetider var kl. 9 om morgenen, kl. 15 om eftermiddagen, ved den niende time, og ved solnedgang kl. 18.1 3,2 Den skønne tempelport var nok den såkaldte Nikanor-port, som var blevet bygget og betalt af en mand ved navn Nikanor fra Alexandria. Den lå i alle tilfælde i den østlige del af tempelområdet, og den førte fra hedningernes forgård ind i kvindernes forgård. At Nikanor-porten kunne kaldes den skønne, skyldes vel, at det var en pragtfuld port udført i bronze. Den jødiske historieskriver Josefus, som ellers giver en udførlig beskrivelse af det herodianske tempel, nævner ingen port ved et sådant navn.1 3,11 Salomons søjlegang nævnes også i ApG 5,12 og Joh 10,23. Denne søjlegang lå i den østlige del af tempelområdet. Den hørte til hedningernes forgård. Denne forgård var 490 m lang og 321 m bred, den var muret ind mellem høje mure, og på indersiden af disse mure fandtes dobbelte og firedobbelte søjlegange.1 (Se illustration nedenfor.) 4,1 Det er jødernes tempelpoliti, som arresterer apostlene. Dette politi var ledet af tempelvagtens anfører, se også 5,24. Han stod i rang lige under ypperstepræsten og havde altså stor myndighed. Tempelvagten bestod af folk, som var levitter, og officererne var præster. Præsterne var altså her disse officerer fra tempelvagten. Som en tredje gruppe nævnes saddukæerne, som dog var med i den gruppe, som arresterede apostlene.1 4,6 Ypperstepræsten Annas, Kajfas, Johannes og Alexander: Annas var ypperstepræst fra 6-15 e.Kr., men af måden, han omtales på i NT, er det tydeligt, at han har haft stor indflydelse også efter, at hans svigersøn Kajfas blev ypperstepræst 18-36 e. Kr. De to andre er ukendte.1 4,14 Genmæle: Fremkomme med sit eget, modstridende synspunkt.3 4,22 Var over fyrre år gammel: Denne info er dels for at understrege, hvor længe sygdommen havde varet, og dels for at der ikke skulle herske tvivl om, at der virkelig var sket en helbredelse. Efter jødisk tankegang var det sådan, at jo længere en sygdom havde varet, jo vanskeligere var den at helbrede. Dette må betragtes som et stort tegn og en mægtig under, da det gjaldt én, der havde været syg så længe. At manden var så gammel indebærer også, at han selv kunne gøre rede for, hvad der var sket, se v. 14.1

Illustration: Templet på Jesu tid (Markus evangeliet 13)

Faktaboks: Rådet

Rådet

Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.)

Faktaboks: Saddukæer

Saddukæer

Som navnet antyder, førte saddukæerne selv deres oprindelse tilbage til Sadok, som kong Salomo indsatte som ypperstepræst, 1 Kong 2,35. Deres tilstedeværelse er dog først bevidnet i skriftlige kilder i det 2. årh. f.Kr., og med templets ødelæggelse i Jerusalem år 70 e.Kr. forsvinder de igen for altid. Saddukæerne var et præsteparti, hvis tilhængere hovedsageligt kom fra aristokratiets rækker, og det var måske nok så meget politiske som religiøse interesser, der forenede dem. De anerkendte landets politiske ledelse og forstod at holde sig på god fod med de skiftende herskere. Til gengæld fik saddukæerne lov til at beherske Det høje jødiske Råd, ligesom ypperstepræsten altid blev udpeget af deres midte. Men med farisæernes fremgang og stigende popularitet blev saddukæerne efterhånden nødt til at give afkald på både pladser og indflydelse i Rådet. Til forskel fra farisæerne var saddukæernes lære rent dennesidig (vedr. menneskets konkrete, fysiske tilværelse på jorden, Red.). Moseloven fortolkedes bogstaveligt, men man anerkendte ikke farisæernes udførlige mundtlige lovtradition. Saddukæerne troede ikke på et liv efter døden og prøvede derfor at fælde Jesus på et spidsfindigt spørgsmål om svogerskabsægteskabet, Mark 12,18–27. Lige så lidt troede de på dom efter døden eller på engle eller nogen åndelig verden. Paulus benytter sig af dette til at splitte Rådet, så det ikke kan enes om en anklage mod ham, ApG 23,6–8. Man kan undre sig over, at to så forskellige partier som farisæere og saddukæere kunne forenes i modstanden mod Jesus.

Faktaboks: Skriftklog

Skriftklog

Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på.

Faktaboks: Ypperstepræst

Ypperstepræst

Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24).

På en meget kontant måde måtte Ananias og Safira – og mennesker i menigheden – lære, hvordan løgn er gift for kirken. Vi er ikke bundet af et krav om ejendomsfællesskab, og samtidig bliver jeg udfordret af den første menigheds praksis og indbyrdes kærlighed. Er der magi i apostlenes helbredelse (5,12-16)? Måske også noget overtro (fx omkring Peters skygge), men uanset hvad skete der usædvanlige ting. Der var blandede meninger om disciplene, men de fortsatte forkyndelsen og glædede sig over forfølgelse – kan vi lære af det?

I går strejfede vi lige forfølgelsen, og i dag læser vi om den første kristne martyr, Stefanus. “De kristnes blod er kirkens såsæd”, har man sagt, og umiddelbart efter mordet på Stefanus spredtes menigheden, og det betød mission til Samaria (jf. ApG 1,8). Vi får to vidunderlige enkeltepisoder fra missionsmarken – om Simons og den etiopiske hofmands omvendelse. Tænk, måske blev Filips forkyndelse og den etiopiske hofmands omvendelse afgørende for den etiopiske kirke, som fandtes i de første århundreder, men som siden er stagneret og nogle steder stivnet i ritualer. I vores tid er der igen vækkelse i Etiopien, og millioner er i de seneste år kommet til tro.

Uddybende noter

Uddybende noter

7,29 Ifølge GT er midjanitterne efterkommere efter Abrahams søn med trælkvinden Ketura, 1 Mos 25,2-4. Han blev stamfader til en mægtig araberstamme, som på Moses tid boede i den østlige del af Sinajhalvøen. Senere i det israelitiske folks historie hører vi gentagne gange, at Israel udkæmpede hårde kampe mod disse sine fjerne slægtninge, fx Dom 9,17.1 7,30 Ifølge 2 Mos 3,1 ff. var det på Horeb, at Gud åbenbarede sig for Moses. Her kaldes bjerget Sinaj. Disse to navne bruges synonymt i GT, de fleste mener, at det har at gøre med de forskellige traditioner, som Mosebøgerne består af. En mulig forklaring er dog også, at Sinaj er navnet på bjergkæden, mens Horeb er navnet på et bestemt bjerg i denne kæde.1 7,42 Der citeres et ord af profeten Amos 5,25-27. Der bruges i denne sammenhæng udtrykket »Profeternes Bog«, fordi profetskrifterne (og mange af de historiske bøger) gerne var samlet i en bogrulle. Teksten vil vise, hvordan Israel i ørkentiden ikke bare dyrkede egyptisk oksekult, men også dyrkede stjernerne. At »dyrke himlens hær« er et udtryk for stjernedyrkelse.1 7,43 Molok var en kanaanæisk himmelgud og solgud. En tid var det almindeligt at kræve menneskeofre (børn) til guden Molok. Der tales om at lade sine børn gå igennem ilden for Molok, 2 Kong 23,10, Jer 7,31 og 32,35.1 Gud Raifans stjerne: Hentyder nok til Saturn.1 7,44 Vidnesbyrdets telt: Tabernaklet, i den hebraiske oversættelse kaldes den også for åbenbaringsteltet.1 (Se illustration nedenfor) 7,51 Stivnakket: Det betyder, at de er ubøjelige og vil følge deres egen vilje.1 At være »uomskåren på hjertet« er et udtryk, som også bruges i GT, se 3 Mos 26,41, Jer 9,26 og Ez 14,7. Det er altså ikke nok bare at være udvendig omskåret på kroppen. Sammen med den udvendige omskærelse skal der være en indre åndelig omskærelse i hjertet. Denne indvendige omskærelse indebærer, at man er villig til at bøje sig for Gud og hans ord.1 7,58 Vidnerne lagde deres kapper for bedre at kunne kaste stenene.1 8,5 Filip, som her omtales, er tydeligvis ikke apostlen Filip. Det ser vi af v.13f., hvor Filip nævnes separat i forhold til apostlene. Det er altså evangelisten Filip, vi møder. Han var en af de syv »diakoner« fra kap. 6,5. Han var hellenist, og omtales foruden i kap. 8 også i ApG 21,8f. Filip kom til en by i Samaria, det siges ikke hvilken by, men nogle af grundtekstens håndskrifter mangler den ubestemte artikel, hvoraf det fremgår, at han kom til Samarias by. I så fald drejer det sig om hovedstaden i Samaria. I GT hed denne by også Samaria, på Jesu tid hed den Sebaste.1 8,14 Peter og Johannes er de to apostlene.1 8,23 Galde er et udtryk fra 5 Mos 29,18 (LXX). På grundsproget drejer det sig om den galde, den gift, som afgudsdyrkelsen er.1 8,27 Etiopien blev i flere århundreder styret af dronninger, som i hvert fald fra midten af det 2. århundrede bar titlen Kandake. Navnet svarer altså til det egyptiske Farao og fungerer på en gang som egennavn og som titel.1

Illustration: Boligen (2 Mosebog 26)

Faktaboks: Omskærelse

Omskærelse

Det er benævnelsen på en lille operation, hvorved forhuden på det mandlige kønslem (penis) helt eller delvis afskæres. Den anvendes af mange folkeslag ved pubertetens indtræden som en indvielse til ægteskabet, ofte forstået som en hellig handling (1 Mos 17,25 kan være en mindelse herom). Den anvendes undertiden i vor tid som en rent medicinsk-hygiejnisk foranstaltning. Hos visse folkeslag finder »omskærelse« sted også af kvinder, men den fortjener ikke navnet omskærelse, da den er en grov lemlæstelse uden mening. Allerede i pagten med Abraham indfører Gud omskærelsen som pagtstegn, 1 Mos 17,10f., gældende for Abrahams slægt, dvs. for det israelitiske folk. Undertiden er den gledet noget i baggrunden, men ved indstiftelsen af påsken, 2 Mos 12,44.48, indskærpes den på ny, således at det står helt klart, at det er omskærelsen alene, der gør en mand til medlem af pagten, ikke det at være født israelit. Af Josva 5,2–9 fremgår, at omskærelsen under ørkenvandringen igen var stillet i bero, men her efter indvandringen indføres den på ny, betegnende nok lige før en påskefest, 5,10. Senere har den åbenbart stort set været gennemført. Sportslivet i den græsk-romerske verden gennemførtes i fuldstændig nøgenhed, hvilket medførte en pinlig situation for jødiske deltagere, som derfor undertiden underkastede sig den modsatte operation for at ligne alle andre mænd, 1 Kor 7,18; herved slettede de imidlertid pagtstegnet. Også Jesus blev omskåret 8 dage gammel, som skik var, Luk 2,21.27. Herved gik han ind under forpligtelsen til at opfylde loven, og han blev den eneste, som magtede dette, fordi han var uden synd, Hebr 4,15. Derved er vi gjort døde for loven ved Kristi legeme, Rom 6,4. Allerede i GT peges der på, at omskærelsen har noget med hjertet at gøre, en indvielse til at elske Gud af hele sit hjerte, hvilket bekræftes i Rom 2,28f. og forklares yderligere i 13,10: Kærlighed er lovens opfyldelse. Ved omskærelsen indvies Israel til at være Herrens brud og leve i troskab mod ham og i kærlighed. Paulus kan derfor i Kol 2,11–12 kalde dåben for omskærelsen til Kristus. Alt, hvad omskærelsen indeholdt, bevares i den kristne menighed ved dåben, som er en aflæggelse af det kødelige legeme. Dåben som omskærelse knyttes på en særlig måde til Jesu begravelse og opstandelse. Da han begravedes, var der givet liv og blod for verdens synd; det var fuldbyrdet, og Gud satte segl og underskrift på det ved at oprejse Jesus fra de døde. Omskærelsens pagt var fuldbyrdet, loven opfyldt for os i Kristus. Derfor kan dåben med fuld ret kaldes en pagt, så Jesus i nadverens indstiftelse kan tale om den »nye pagt ved mit blod«. Også i denne pagt gælder, at den, som døbes ind i den, Kristus-omskæres til at elske den himmelske brudgom og give ham sit hjertes troskab og kærlighed. – Modsat kan vantro mennesker kaldes »uomskårne på hjerte og øre«, ApG 7,51.

Dagens tre salmer har alle maksimal modgang som baggrund. David var presset til det yderste og lægger ikke skjul på sin frygt og længsel efter frihed. “Gid jeg havde vinger som duen…” Overvej, hvem “ligemanden” i 55,14 er – kong Saul? Judas? Samtidig er Davids tillid til Gud stor. Overvej, om tilliden til Gud er nogenlunde ligefrem proportional med det stærke pres, Gud udsatte ham / udsætter os for? Se 55,23; 56,9; 57,2.8.

“Hvorfor forfølger du mig, herre”, sagde David til kong Saul, da Saul ville dræbe David (1 Sam 26,18). Ordene må have spiddet farisæeren Saulus, da Jesus sagde det samme til ham (9,4). Saulus’ omvendelse var stærk, og vi spørger naturligt: Hvorfor viser Jesus sig ikke sådan for os alle? Svaret er skjult i Guds råd, men projekt bibellæsning, som vi er godt i gang med, kan faktisk gøre noget af det samme for os, jf. 10,44: “Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet” – og her var det hedninger (som os), der blev kristne.

Tænk, hvis vi ikke havde Apostlenes Gerninger i Bibelen! Beretningerne om den første tid, da den spinkle menighed formedes under stor forfølgelse og evangeliet spredtes ud over jorden, er stærke og inspirerende for os i dag. I kap. 12 fortælles om den anden martyr – den første af disciplene – Jakob, Zebedæus’ søn. Peter er også i fare, men befries underfuldt. Indtil nu er handlingen foregået i Jerusalem og Samaria, men i kap. 11 når man til jøderne i omkringliggende egne, og apostlenes fik hædersbetegnelsen “kristne”. Verden og hedningerne venter stadig…

Kap. 13 markerer begyndelsen på Paulus’ missionsrejser. Antiokia (idag Antakya) i Syrien blev fødestedet for den kristne mission. Den første rejse i omkring år 47-48 har som formål at grundlægge nye menigheder på Cypern og i det sydlige Lilleasien. Princippet var: For jøde, først, og for græker (Rom 1,16), og Saulus / Paulus (se 13,9) forkyndte Kristus ud fra GT med en stærk appel til omvendelse og tro.

Uddybende noter

Uddybende noter

Angående geografien på Paulus 1. missionsrejse (ApG 13,4-14,26), se kortet nedenfor. 13,4 Cypern var romersk senatsprovins (med civilt styre) med en prokonsul som højeste autoritet.1 13,5 Salamis på Cyperns østside, var et stort handelscentrum.2 13,6 Pafos er øens hovedstad. Byen var centrum for den romerske forvaltning, og her boede statholderen.2 Barjesus er et jødisk navn og betyder ‘søn af Jesus’ (Jesus var dengang et almindeligt navn, se Kol 4,11 og Mat 27,15-20).1 13,8 Lukas tager ikke sit udgangspunkt i det hebraiske (eller rettere aramæiske) navn Barjesus i sin forklaring og fortolkning af troldmandens navn. Skønt navnet er let at oversætte, undgår han at gøre det for sine græsktalende og hedningekristne venner, simpelthen fordi navnet er så anstødeligt. Derimod fortæller han, at mandens græske navn var Elymas, og at dette navn betyder troldmand. Navnet Elymas er meget vanskeligt at forstå og oversætte. Flere kommentatorer har skrevet meget lange forklaringer for at redegøre for sammenhængen mellem Elymas og troldmand. Her vil vi dog nøjes med at konstatere, at Lukas har forklaret navnet således, uden at vi med lethed kan kontrollere denne oplysning.1 13,9 Her tager Paulus for første gang ordet som kristen missionær og prædikant. Fordi han nu træder frem som hedningemissionær i et græsksproget område, kaldes han herefter konsekvent Paulus (hvilket betyder den lille).  Navneskiftet har ikke sammenhæng med hans omvendelse, men alene med hans opgave som prædikant blandt græsktalende. Som mange andre i hans samtid har han altså haft to navne, det latinske Paulus bruges i græsksprogede områder, det jødiske Saul i jødiske områder.1 13,13 Pafos: Se note til 13,6.2 Perge ligger inde i landet, så de kan ikke have sejlet dertil. De er sandsynligvis gået i land i havnebyen Attalia og er derfra gået de 15 km til Perge over land.1 13,14 Det pisidiske Antiokia var grundlagt af den samme kong Seleukos, som grundlagde det syriske Antiokia. Også her er navnet valgt til minde om Seleukos’ far. Byen lå oppe på den lilleasiatiske højslette, ca. 1200 m over havet, så det må have været en anstrengende rejse for Paulus og Barnabas.1 13,20 De 450 år gælder sandsynligvis den tid, det tog at indtage Israel indtil Samuels tid. Tallet fremkommer ved sammenlægning af alle tal i Dommerbogen plus det første årti, hvor Eli var præst.1 13,43 Proselytter: Nyvunden tilhænger af en religion oprindelig en ikkejøde der overgår til jødedommen.3 13,50 Ikke blot her, men også flere andre gange hører vi i ApG om fornemme kvinder, som havde tilknytning til den jødiske synagoge, 17,4 og 17,12. Jødedommen havde ganske stor tiltrækning på mange forskellige samfundsgrupper på den tid. Dette gjaldt ikke mindst kvinderne, eftersom jødedommen gav kvinderne menneskeværd og religiøs ligeværdighed med mændene. Det var slet ikke almindeligt i de fleste andre religioner. Frøvig mener, at Neros hustru Sabina var påvirket af jødedommen, og at Josefus hævder, at det samme var tilfældet med de fleste fornemme kvinder i Damaskus. I denne situation har de jødiske ledere i Antiokia benyttet sig af kvinderne og har påvirket byens ledende mænd gennem disses hustruer.1 13,51 De rystede støvet af fødderne mod dem: Lukas anvender her en talemåde fra evangelierne, Luk 9,5 og 10,11, for at understrege, at Paulus og Barnabas frasiger sig ethvert fællesskab med de mennesker, som havde forkastet dem i denne by. Det var i overensstemmelse med Jesu påbud, at man skulle gøre dette, når man ikke blev modtaget. Se også ApG 18,6. Det at ryste støvet af sig er altså en symbolsk handling for at frasige sig fællesskabet med nogen.1 14,1 Ikonion var på dette tidspunkt hovedstad i den romerske provins Galatien. Byen var centrum for dyrkelsen af Kybele, en syrisk/lilleasiatisk frugtbarhedsgudinde.1 Byen er bevaret og hedder i dag Konia.2 14,12 Zeus var hovedguden, Hermes var gudernes budbærer.2

Kort: Paulus første missionsrejse (ApG 13,4-14,26)

I år 49 mødtes apostlene i Jerusalem. Stefanus og Jakob var blevet dræbt, men Peter kom fra fængsling og mishandling, Paulus fra sin rejse i Lilleasien, og flere andre var med til “Apostelmødet”. Spørgsmålet på dagsordenen var: Skulle jøderne omskæres for at blive kristne? I dag bør vi også spørge, hvordan vi som kristne forholder os til både vores nedarvede kultur og den aktuelle tidsånd. Der var (som i dag) forskellige grupperinger – og “bitter uenighed” (15,39), der af Guds nåde ledte til endnu mere mission. 15,41-18,22 er “Anden missionsrejse”, hvor grænsen til Europa overskrides (16,9-10).

Uddybende noter

Uddybende noter

Angående geografien på Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22), se kortet nedenfor. 15,1 Ned fra Judæa: Dvs fra Jerusalem. (Når der siges ‘ned fra’ menes der ‘ned fra tempelbjerget’ og altså ikke fra nord og ned mod syd, red.).1 15,10 Åg: Se faktaboks nedenfor. 15,13 Jakob: Jesus bror, også nævnt i ApG 12,17.1 15,20 Fra kød af kvalte dyr og fra blod: Det var ifølge Moseloven forbudt at spise kød med blodet i, 3 Mos 17,10ff. Derfor skulle slagtning i Israel foregå på en sådan måde, at intet af blodet blev tilbage i dyret, når det blev slagtet. Derfor kunne man heller ikke spise noget, som var blevet kvalt, for i det tilfælde ville blodet ikke være løbet ud. Forbudet mod blod har sammenhæng med, at man mente, at sjælen, det vil sige livet selv, sad i blodet, 1 Mos 9,4. Hvis man da spiste blod, kunne man risikere, at folk troede, at de spiste en andens sjæl og dermed tilegnede sig dyrets livskraft.1 15,23 Kilikien er det område som Paulus stammer fra, og vi ved at han har været i Tarsus, efter at han blev kristen, se ApG 9,30.1 16,1 Timotheus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk far: Timoteus var søn af en jødisk kvinde og en græsk (hedensk) far, muligvis har faderen været tilhænger af den jødiske tro. Ifølge Moseloven var ægteskab mellem jøde og ikke-jøde forbudt, 5 Mos 7,1-4. Børn af sådanne forhold blev betragtet som født uden for ægteskab og tilhørte moderen. Timoteus var altså jøde, men ikke omskåret. Moderens navn var ifølge 2 Tim 1,5 Eunike og bedstemoreren hed Lois. Da faderen ikke var jøde, er det kvinderne, som har haft ansvaret for Timoteus’ religiøse opdragelse. Ifølge 2 Tim 1,5 har han lært evangeliet at kende i sit hjem, men i 1 Kor 4,17 kaldes han også for Paulus’ elskede og trofaste barn i Herren, så det er nok Paulus, som har vundet ham for evangeliet. Timoteus har sandsynligvis hørt evangeliet sammen med sin mor og mormor under den første missionsrejse og er ved den lejlighed kommet til troen. Denne unge mand vil Paulus have med sig på den videre rejse, og Timoteus kom da også til at blive en af hans kæreste og mest trofaste medarbejdere. Både de to Timoteusbreve og andre notitser om Timoteus i Paulus-brevene giver indtryk af et varmt venskab og trofast samarbejde mellem dem, Fil 2,19; 1 Kor 4,17 og 16,10; Rom 16,21. Ifølge jødisk lov burde Timoteus have været omskåret, og Paulus lader ham derfor omskære af hensyn til jøderne. Alle vidste nemlig, at hans far var græker. (Frøvig gør opmærksom på, at sætningen om faderen i v. 3 må betyde, at faderen nu er død.) At Timoteus blev omskåret synes at stå i modsætning til det, vi hører i kap. 15 og ikke mindst det, som nævnes om Titus i Gal 2,3. Paulus gør her opmærksom på, at det ikke blev forlangt, at Titus skulle omskæres. Men her er der to forhold, som bør tages med i betragtning. For det første gjaldt kampen om omskærelsen, hvorvidt hedninger skulle omskæres og holde Moseloven. Og Timoteus var jo netop ikke hedning som Titus, han var jøde. For det andet er den sjælesørgeriske situation meget forskellig. I Jerusalem gjaldt det om at kæmpe for det lovfri evangelium. I den sammenhæng er Paulus stejl og kæmper mod omskærelsen. Her drejer det sig om noget andet: man skulle tage hensyn til ikke-kristne jøder, som skulle vindes for evangeliet. Dette svarer godt til det program, Paulus selv taler om i 1 Kor 9,20 om at være »jøde for jøder«.1 16,2 Velanskrevet: respekteret og højt anset; med et godt ry.2 16,6 I ApG bruger man ikke de romerske provinsnavne, som Paulus anvender i sine breve. Her bruges de gamle landskabsnavne. Frygien ligger vest og nord for Lykaonien, og Galatien ligger lige nord for Lykaonien.1 16,9 Makedonien havde sin storhedstid under Alexander den Store (336–23 f.Kr.), og det var gennem hans erobringer, at græsk sprog og kultur blev en verdenskultur.1 16,11 Fra Troas var der ca. 250 km til Neapolis. Denne strækning blev tilbagelagt med båd i løbet af bare to dage. Tilbageturen tog ifølge 20,6 hele fem dage. At de styrede lige frem til Samothrake, betyder, at de sejlede med god vind præcis i den rigtige retning. Samothrake er en ø nordvest for Troas omtrent midtvejs til rejsens mål, Neapolis. Denne by er havneby for Filippi, som ligger 13 km inde i landet.1 16,12 Forfatteren af ApG har haft meget præcise kundskaber om Filippi. Han har tydeligvis været godt inde i romersk historie og forvaltning. Filippi er opkaldt efter Alexander den Stores far, Filip. Fra gammel tid havde byen haft bjergværksindustri og var kendt for sin rigdom på guld og sølv. Byen blev romersk koloni år 42 f.Kr. Dette indebærer, at byen var beboet af romerske veteraner og deres efterkommere. En sådan koloni stod under samme justits som byer i Italien, bl.a. behøvede de ikke at betale den skat til Rom, som de erobrede byer og lande måtte betale.1 16,13 Bedehus: Der, hvor jøderne var for få til at bygge en synagoge, plejede de at samles ved en flod for at bede (sammenlign Sl 137,1). Dette er en skik, som går tilbage til det babyloniske fangenskab. To km uden for Filippi løb floden Gangites eller Angite, og den følgende sabbat er Paulus og hans venner gået ud til floden for at se, om de kunne træffe nogle jøder, eftersom de åbenbart ikke kunne finde nogle inde i byen.1 16,14 Byen Thyatira lå mellem Sardes og Pergamum, se Åb kap. 2 og 3, og den var kendt for sine purpurfarverier.1 (Purpur: Kostbart rødviolet farvestof (dibromindigo) som allerede i oldtiden udvandtes af et kirtelsekret fra purpursnegle3) 16,37 Selv om vi er romerske borgere: Det var strengt forbudt at piske romerske borgere.1

Faktaboks: Åg

Åg

Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyn­gede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1.

Kort: Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22)

Nu er vi på anden rejse. Mange af destinationerne kan man stadig besøge i dag. Talen på Areapagos er legendarisk med sin indfølende facon og alligevel klare retning mod evangeliet (“begynde med grisen og slutte med Jesus”). Missionen var langtfra altid kortvarig (“hit and run”) – fx opholdt Paulus sig halvandet år midt i den meget verdslige by, Korinth. Her grundlagde han menigheden og underviste og forkyndte.

Uddybende noter

Uddybende noter

Angående geografien på Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22), se kortet nedenfor. Angående geografien på Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17), se kortet nedenfor. 17,1 Thessalonika var hovedstaden i Makedonien. Fra Filippi har Paulus og hans venner fulgt den store vej gennem Makedonien, »Via Egnatia«. Denne vej gik gennem de to byer Amfipolis og Apollonia. Amfipolis var hovedstad for det første distrikt i Makedonien og lå ca. 48 km fra Filippi. Apollonia lå ca. 46 km længere mod sydøst. Herfra var der igen ca. 57 km til Thessalonika. Denne by, som nu hedder Saloniki, var provinshovedstad for den romerske provins Makedonien. Den romerske prokonsul havde sit hovedsæde her. Byen var opkaldt efter Alexander den Stores svoger Kassanders hustru. I år 42 f.Kr. blev byen fristad, fordi den havde taget det »rigtige« parti på Oktavians og Antonius’ side under romernes borgerkrig.1 17,5 Jason var navnet på en berømt helt fra Thessalonika, som mange blev opkaldt efter. Jason har muligvis også været jøde. Det var almindeligt, at jøder i diasporaen havde to navne, et hebraisk og et græsk. Muligvis har denne Jason haft samme arbejde som Paulus, som så har praktiseret sit håndværk i Jasons hus, se 1 Tess 2,9.1 17,7-9 Som fristad havde Thessalonika ligesom Filippi sin egen domsmyndighed. På denne tid havde Thessaloniki seks magistratspersoner, der fungerede som dommere. Folkemængden finder ikke Paulus og hans medarbejdere der i huset og slæber derfor Jason med sig til byens torv, hvor bydommerne er. Romerne bruger aldrig ordet »konge« om kejseren, men i den østlige, græsksprogede del af riget kaldes kejseren »basileus«, det vil sige konge.  Denne anklage fører til, at både folket og bydommerne bliver forskrækkede. De vil naturligvis ikke vide af den slags statsfjendtlig virksomhed i deres by, og de kræver derfor af Jason, at han må indestå for, at Paulus og hans medarbejdere forlader byen. Sandsynligvis er dette sket mod en eller anden form for kaution.1 17,10 Berøa lå lidt afsides fra de store hovedveje i Makedoniens tredje distrikt ca. to dagsrejser sydvest for Thessalonika. Afstanden var ca. 80 km.1 17,15 Athen: Den by som var filosofi­ens og lærdommens høj­sæde. Det var også byen med en blomstrende kultur og broget religiøsitet. Intet andet sted i den græsk-romerske verden kunne man finde så mange pragtfulde helligdomme og så mange forskellige gudebilleder. Gudebillederne var viet til alle Olympens guder. Man ofrede til dem for at få fremgang i kærlighed og handel osv.2 17,18 I disse samtaler på torvet kommer Paulus også i kontakt med repræsentanter for den græske filosofi. Vi hører her om to af disse retninger, nemlig de to vigtigste på den tid: epikuræismen og stoicismen. Epikuræerne havde deres navn efter filosofen Epikur, 341-270 f.Kr. Hans filosofiske system var bygget på Demokrits lære om, at alt egentlig bestod af atomer. Epikuræismen er altså en materialistisk filosofi, hovedordet i denne lære er »nydelse«. Det gælder om at få mest mulig nydelse ud af livet. Ofte er ordet epikuræer derfor blevet et lidet flatterende navn for mennesker, som lever efter deres lyster. I sandhedens navn må det dog tilføjes, at Epikur selv anså den åndelige nydelse som langt højere end den sanselige. Hvis der fandtes guder, havde de intet med menneskenes liv at gøre. Epikuræerne var derfor helt irreligiøse og udelukkende optaget af det dennesidige. De troede ikke på noget liv efter døden. Den stoiske skole går tilbage til Zenon, 340-265 f.Kr. Navnet stammer fra en bestemt søjlehal i Athen, hvor tilhængerne holdt til. (Stoa er et græsk ord, som betyder søjlehal). Stoikerne havde også afskrevet den traditionelle afgudsdyrkelse og den græske mytologi. Zeus var for dem det samme som verdensånden, og det højeste udtryk for denne upersonlige guddom er fornuften eller »logos« (ordet). Det vigtigste for stoikerne var dyden. Man skal vise mådehold og tage alt i livet med »stoisk« ro. Stoicismen var en filosofi, som med sin stærke etiske alvor skilte sig ud fra hellenismens moralske opløsningstendenser. Dog fandtes der heller ikke her nogen klart udformet etik. F.eks. var stoikerne i tvivl om, hvorvidt man ikke i mange tilfælde kunne anbefale selvmord. Deres religion var pantheistisk, menneskesjælen har ingen personlig udødelighed efter den legemlige død, derimod går den op i en højere enhed med verdenssjælen.1 17,19 Der er stor diskussion blandt forskerne om det, der videre berettes. At de tog Paulus med sig og førte ham op på Areopagos, har nogle tolket på den måde, at han nu blev arresteret og ført frem for Areopagos-domstolen. Areopagos kan nemlig betyde to forskellige ting. Det kan være den have, som ligger under Akropolis, nordvest for den berømte høj med de mange templer. Men det kan også være den domstol, som holdt til her; Areopagos-rådet var en ældgammel institution i Athen. Rådet holdt til i Areopagos-haven og havde derfor sit navn herfra. På Paulus’ tid holdt denne domstol dog ikke længere til i Areopagos-haven, men derimod nede på torvet foran »stoa basileos« (den kongelige søjlehal).1 17,34 Dionysios og Damaris ved vi ikke mere om.1 18,1 Korinth lå på den smalle halvø mellem Det Ægæiske Hav og Den Korinthiske Bugt og havde havnebyer både mod Det Ægæiske Hav: Kenkrea og Schønus, og mod Den Korinthiske Bugt: Lekæum. Størstedelen af samhandelen mellem Lilleasien og Syrien på den ene side og Italien på den anden foregik denne vej for at undgå åbne havstrækninger – og dermed også sørøvere. Korinth var derfor en blomstrende handelsby. Det gamle Korinth var blevet ødelagt af romerne i år 146 f.Kr., men en ny by blev bygget op igen af Julius Cæsar. I år 27 f.Kr. blev den gjort til hovedstad i provinsen Akaja. På den tid havde byen ca. 300.000 indbyggere, som var en blanding af alle slags folkegrupper. Byen var en typisk storby præget af vildt og udsvejende liv. Byen havde bl.a. tusindvis af tempelskøger. Det er vel ikke mindst indtrykkene fra denne by, som har dannet baggrund for Paulus’ drastiske skildring af hedenskabets livsførelse i Rom. 1,18ff.1 18,2 Her i Korinth træffer Paulus ægteparret Akvila og Priskilla, som senere blev nogle af hans bedste medarbejdere for evangeliet. Vi møder dem senere i Efesus, ApG 18,18ff., og i Rom, Rom 16,3. Det er interessant, at Priskilla flere steder nævnes før sin mand, ApG 18,26; Rom 16,3 og 2 Tim 4,19. Sandsynligvis betyder det, at hun har været en meget betydelig kvinde. Måske kan hun have været af romersk adelsslægt. Begge ægtefæller har latinske navne, egentlig Aquila og Prisca, og teksten fortæller, at de havde boet i Rom. Herfra var de blevet fordrevet efter befaling fra kejser Claudius (41-54 e.Kr.) om, at alle jøder skulle forlade Rom. Den latinske forfatter Suetonius (ca. 120 e.Kr.) fortæller om denne udvisning, at den var begrundet med, at jøderne lavede opstand i Rom »under indflydelse af Krestus«. Man antager, at Suetonius har misforstået navnet Kristus og i stedet kaldt ham Krestus; Tacitus begik samme fejltagelse. Hvis det er tilfældet her, skyldtes deportationen af jøderne, at det inden for den jødiske koloni var kommet til tumulter, fordi evangeliet om Jesus var blevet forkyndt der. Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår evangeliet kom til verdenshovedstaden. Men det kan godt have været meget tidligt. Ifølge den kristne forfatter Orosius (ca. 418 e.Kr.) fandt deportationen sted i Claudius 9. regeringsår, det vil sige i 49 eller 50. Den datering, som vi her er kommet frem til, stemmer meget godt overens med andre data fra dette afsnit. Det hedder, at de nylig var kommet fra Italien, hvilket må betyde, at vi befinder os omkring år 50. V. 12 bekræfter dette.1 18,3 Grunden til, at Paulus kom i kontakt med Akvila og hans hustru, var, at de havde samme håndværk: de var begge teltmagere. I Paulus’ hjemland Kilikien lavede man et stof, som blev kaldt cilicium, det var fremstillet af gedehår. Dette stof blev brugt til kapper, telte etc. Rent sprogligt kan Paulus’ fag oversættes teltmager, mens det i virkeligheden nærmest var en slags læderarbejde.1 18,8.17 I dette afsnit nævnes to jødiske synagogeforstandere. Den første er Krispus, som omtales i dette vers, den anden er Sosthenes, som omtales i v. 17. Det er muligt, at de to har været synagogeforstandere samtidig, almindeligvis var der dog kun en forstander. Det mest sandsynlige er, at Sosthenes afløste Krispus, da denne blev en kristen. Hvis Sosthenes er den, der omtales i 1 Kor 1,1, er han også med tiden blevet en kristen. Forstanderen ledede gudstjenesten i synagogen, men havde ellers intet med hverken tempeltjeneste eller præsteskab at gøre. Den mest kendte synagogeforstander i evangelierne er Jairus, Mark 5,22.1 18,12 Lucius Junius Gallio var søn af den ældre Seneca og bror til filosoffen og forfatteren Seneca. Han blev statholder i senatsprovinsen Akaja år 51 eller 52, sandsynligvis i juli 51. Dette ved vi på grundlag af indskrifter fra Delfi. Vi ved en del om hans liv fra Senecas skrifter. Han fik en tragisk død sammen med sine brødre: Nero tvang dem alle til at begå selvmord.1 18,17 Sosthenes: Se note til ApG 18,8.17. 18,18 Forinden havde han ladet sit hår klippe af i Kenkreæ, for han havde aflagt et løfte: Det drejer sig om et såkaldt »nasiræerløfte«. I 4 Mos 6,1-21 er der givet regler for et sådant løfte. Det bestod i, at man i et bestemt tidsrum, minimum 30 dage, forpligtede sig til ikke at komme i berøring med lig, ikke drikke vin og ikke klippe håret. Meningen med dette løfte var, at denne tid på en særlig måde skulle være indviet til Gud. Vi hører om et tilsvarende løfte i 21,23ff.1 18,24 Apollos, eller Apollonius, som navnet lyder i sin fulde længde, var fra Alexandria. Denne by var grundlagt af Alexander den Store år 330 f.Kr., og den var på dette tidspunkt den næststørste by i verdensriget samt det vigtigste læresæde for den hellenistiske kultur. Fra gammel tid var der også en stor jødisk koloni i Alexandria, og denne alexandrinske jødedom havde bidraget væsentligt til at omplante den jødiske tro i den hellenistiske kultur. Ifølge traditionen var det i Alexandria, at Septuaginta (LXX), den græske oversættelse af GT, var blevet til.1 18,25 Ildhu: Det at være energisk, ivrig og begejstret når man arbejder med noget.3

Kort: Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22)

Kort: Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17)

Efesos er et andet sted, som Paulus opholdt sig gennem længere tid. I 20,5-21,16 er det andet “vi-afsnit” i ApG (se 16,10ff), der fortælles i første person og dermed bliver personligt – Lukas var med på rejsen! Der udviklede sig et tæt forhold til menigheden, der samtidig oplevede stor modstand. Afskedstalen til de ældste fra Efesos (20,18-35) er gribende. Afskeden på stranden blev også deres sidste stund sammen på jorden.

Uddybende noter

Uddybende noter

Angående geografien på Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17), se kortet nedenfor. 19,1 Efesos er den største havneby langs østsiden af Ægæerhavet. Det er således en betydelig handels- og søfartsby. I byen fandtes det berømte Artemis-tempel. Det var byens stolthed. Artemis var den store frugtbarhedsgudinde. Hendes tempel havde søjler så høje som en moderne femetages bygning. Hendes prægtige gudebillede var ifølge traditionen faldet ned fra himlen (v.35).1 19,9 Vi kender ikke Tyrannos, og ordet som her er oversat til skole, betyder egentlig auditorium.2 19,14 Ypperstepræst Skeuas: Fra jødiske kilder kender vi ingen ypperstepræst af dette navn, så han har nok ikke selv været ypperstepræst, men blot tilhørt den ypperstepræstelige familie.2 19,19 De bøger som der her er tale om, er magiske papyrusruller.2 19,27 Artemis– eller Diana-templet i Efesos blev regnet blandt et af oldtidens syv vidundere. Bygningen blev stående indtil 262 e.Kr., da den blev ødelagt af goterne. Gudsdyrkelsen her var en typisk synkretistisk sammenblanding af klassisk græsk/romersk religion med nærorientalsk natur- og frugtbarhedsreligion. Det berømte gudebillede af Diana var ifølge traditionen faldet ned fra himmelen, se v.35, og dette billede havde derfor en særlig guddommelig kraft.2 19,29 En af byens kulturelle stolt­heder var friluftsteatret, som kunne rumme 25.000 tilskuere. Tilskuerpladserne udgjorde en stor halvbue. Dette teater er gravet frem af arkæologerne.1 19,35 Byskriveren havde ingen officiel romersk stilling. Han var præsident for folkeforsamlingen og var sat til at bekendtgøre de vedtagelser, som denne forsamling havde lavet.1 Han var altså den vigtigste lokale tjenestemand og stod oftest i nær kontakt med de romerske myndigheder.2 At Efesos er tempelværge for Artemis, betyder, at byen er sat til at beskytte og værne den store gudinde og hendes billede.1 20,6 Usyrede brøds fest: Se noten til ApG 12,3. 20,7 I grundteksten står der egentlig: »På den første dag efter sabbaten«. Dette er det første direkte vidnesbyrd om, at den kristne menighed kom sammen om søndagen. Ordlyden i teksten understreger netop, at det ikke var på sabbaten, men den følgende dag, den første dag i ugen, som i Åb 1,10 kaldes »Herrens dag«, fordi den er Kristi opstandelses dag.2 20,28 Hjord: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.3 Overført betydning: Menighed; gruppe af tilhængere, medlemmer el.lign.3

Kort: Paulus Tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17)

Salmerne til i dag (særligt 58 og 59) hører ind under kategorien hævnsalmer. Det stærke ønske om hævn kan være svært at forene med Jesu bud om næste- og fjendekærlighed – dog forstår vi det bedre, hvis man selv har oplevet fjenderne gøre noget lignende ved ens kære. Og så overgiver David hævnen til Gud og hviler i, at “den retfærdige får sin løn”. David finder også midt i modgang lovsangstonen frem og takker for, at “Vor Gud, han er så fast en borg”.

Uddybende noter

Uddybende noter

58,1 og 59,1 Al-tashket: Formodentlig en melodiangivelse, betydningen er ukendt. Ordret: Fordærv ikke/ødelæg ikke. Det kan være begyndelsesordene i en – nu ukendt – salme (jf. Es 65,8; 5 Mos 9,26). (Note fra Sl 57,1). Miktam: Er formodentlig navn på en digttype, men ordets betydning er i virkeligheden ukendt. (Note fra Sl 16,1).   59,6 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3).   59,7 Giver hals: Gø (højt).1 De vilde hunde er i Bibelen ofte brugt som billede på afskyelige og selviske mennesker (Sl 22,17. Es 56,10-11. 1 Sam 24,15).2   59,8 Sværd på læberne må betyde bagtalelse, der fører til døden.3   60,1 Al-shushan-edut: Ordret må det betyde på liljens vidnesbyrd eller på liljen: et vidnesbyrd. Det er formodentlig en musikangivelse, men meningen med det kendes ikke mere.2 Miktam: Er formodentlig navn på en digttype, men ordets betydning er i virkeligheden ukendt. (Note fra Sl 16,1). Til belæring: Meningen med dette udtryk er uvist, men det kan være, at nye generationer skal lære salmen både som opmuntring og bøn i trængselstider.2   60,8 Sikem (nu Nablus) lå ved et vigtigt vejknudepunkt mellem bjergene Garizim og Ebal. Jakob slog lejr der (1 Mos 33,18), Abimelek regerede der (Dom 9), og byen blev en kort tid Nordrigets hovedstad (1 Kong 12,25). Sukkot var en by på østkanten af Jordandalen, øst for Sikem.2   60,9 Gilead var det område øst for Jordanfloden, som deltes mellem Gad og Manasse stammer (5 Mos 34,1. Jos 22,9) (Ruben boede lidt sydligere)). Efraim var bosat i det centrale højland og blev den dominerende stamme i Nordriget. Juda, der blev den dominerende stamme i Sydriget (1 Mos 49,10), var bosat i bjerglandet syd for Jerusalem og vest for Det Døde Hav.2   60,10 Moab (1 Mos 19,37. 2 Sam 8,2) og Edom (1 Mos 36,8. 2 Sam 8,13-14) boede sydøst og syd for Det Døde Hav. Sammen med Filistæa (1 Sam 4-6) ude ved kysten var de i lange perioder Israels bitreste fjender. Udtrykket vaskefad er hånligt: De tror, de er stærke, men de er ikke andet end et fad til at vaske fødder i. At kaste sin sko er formodentlig tegn på erobring. Meningen kan dog også være, at Edom blot er som en slave, herren kaster sin sko hen til for at få den pudset. Mennesker frygtede Edom, men det kunne ikke true Gud. Og Filistæa, der ville erobre Israel, skal ende med at måtte hylde dets Gud.2

Kort over Israels stammers områder (Ca. 1400 f.Kr. – kort fra dag 92, Jos 13)

Kort over Israel på Davids tid (Ca. 1000 f.Kr. – kort fra introdelen til 2 Samuelsbog)

I 21,16 afsluttes 3. missionsrejse, og Paulus var tilbage i Jerusalem. Igen berøres emnet om forholdet til loven, og Paulus demonstrerer gennem sin overholdelse af loven (21,22-26) princippet fra 1 Kor 9,20f: “For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder…”. Det tilfredsstillede dog ikke jøderne, så Paulus blev igen slæbt for kommandanten og måtte forklare sig for ham og for folket. Han fortæller sit vidnesbyrd (22,6ff), som er meget stærkt. Det kan være ret interessant at formulere sin egen troshistorie, så prøv gerne det…

Uddybende noter

Uddybende noter

Angående geografien på Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17), se kortet nedenfor. 21,1-3 Kos og Rhodos er øer på sydvestspidsen af Lilleasien. Patara ligger på fastlandet og er en havneby i Lykien. Herfra plejede der at gå både direkte til Cypern og Syrien. Her i Patara har rejsefølget skiftet skib, da de fandt en båd, som skulle sejle direkte til Fønikien. At de havde Cypern på venstre side, betyder, at de sejlede langs Cypern på vest- og sydsiden omtrent i ret linje fra Patara til Tyrus. Denne afstand er ca. 630 km og kunne med god vind tilbagelægges på tre dage.1 21,8 Filip var en af de syv fra ApG 6,1-6.1 21,10 Vi har tidligere mødt Agabos i ApG 11,28.1 21,24 Der er fire mænd, som har aflagt et løfte. Det må være det såkaldte nasiræerløfte, som Paulus selv var gået ind under i Korinth (se forklaringen til 18,18). Mod slutningen af den periode, som løftet gælder, skal de pågældende frembære et offer i templet (se 4 Mos 6,13ff.). Menighedens ældste foreslår nu Paulus, at han skal gå sammen med de fire til templet. Her skal han ofre sammen med dem og være med i deres renselsesceremoni og afholde udgifterne for deres offer. At påtage sig at betale for en, som havde nasiræerløfte på sig, blev anset for at være en særlig from handling. Paulus går med på dette forslag og viser herved, at han ikke ønsker at gøre oprør mod jødiske skikke. Han praktiserer herved det princip, som han selv har formuleret i 1 Kor 9,20: »For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder«.2 21,28 Taget grækere med til templet: Det var den værste form for bespottelse, som fromme jøder kunne forestille sig. Uomskårne måtte komme så langt som til hedningernes forgård i templet, men der fandtes indskrifter, som truede hedningerne på livet, hvis de forsøgte at gå længere ind på tempelområdet. Man har fundet sådanne indskrifter så sent som i 1870.1 21,29 Trofimos var en af dem, som havde været med i rejsefølget fra fra Efesos (se 20,4).2 21,31 Der blev sendt melding til Antonia-borgen, hvor den romerske garnison holdt til, og tropper blev sendt ned til templets forgård. Antonia-borgen var kun skilt fra tempelområdet ved nogle trapper, og forgården i templet måtte til stadighed være under militær overvågning også af den romerske garnison. Mens vi i kap. 4,1 hører om det jødiske tempelpoliti som dem, der fjerner opløbet, er det altså her den romerske hærafdeling, som gør det. En sådan afdeling kaldtes på latin en kohorte og bestod af 760 infanterisoldater og 240 kavalerister. Styrken stod under ledelse af en tribun, dvs. en slags oberst. I teksten kaldes han ‘kommandanten for garnisonen’. Tribunen sender en ganske anseelig styrke for at dæmpe opstanden. Teksten taler om soldater og høvedsmænd i flertal. En høvedsmand eller en centurion havde mindst 100 mand under sig.1 21,37-39 Paulus henvender sig til tribunen på græsk og beder om lov til at tale. Han tiltaler tribunen i høflige vendinger, og denne bliver overrasket over at høre, at fangen taler græsk. Tribunen har nemlig allerede gjort sig nogle tanker om, hvem fangen må være: det må være den egypter, som for nylig gjorde oprør og førte 4000 mordere ud i ørkenen. Hvis det drejer sig om en sådan guerillaleder, kan man bedre forstå det store opbud af soldater. Men tribunen havde ikke ventet, at denne oprører kunne tale græsk, derfor lytter han nu opmærksomt til Paulus.1 De »mordere«, der her er tale om, er de såkaldte sikariere. Ordet betyder knivstikkere, og navnet havde de fået, fordi de plejede at optræde i Jerusalem med store dolke skjult under klæderne. De tilhørte et yderliggående jødisk nationalistparti, som snigmyrdede sympatisører af Romerriget.1 Hvilken egypter, der her er tale om, er lidt vanskeligt at vide. Josefus omtaler en egyptisk oprørsleder, som samlede næsten 30.000 mænd ved Oliebjerget for at marchere mod Jerusalem. Men hæren blev slået af statholderen Feliks, som tog oprørerne til fange, selv om lederen undslap. En af kommentatorerne bruger ordet »sammensurium« om de mange forsøg på at finde ud af de forskellige talangivelser og tolkningsmuligheder, der foreligger. Hvordan Lukas har fået tallet 4000 er for eksempel et problem, og man ved ikke, om det er den samme begivenhed, som Josefus taler om. For øvrigt var der på denne tid mange oprørsforsøg, og også Josefus’ beretninger er nok lidt usikre.1 22,3 Gamaliel: Se noten til ApG 5,33. 22,12 Velanskrevet: Respekteret og højt anset; med et godt ry.3 22,19 Piske i synagogerne: Se noten til ApG 5,40. 22,24 Borgen: Antonia-borgen.1 Forhøres under piskning: Dette var almindeligt at gøre med slaver og barbarer.1 22,25 Må I piske en romersk borger, og det uden dom: Dette var ulovligt.1 22,28 Eftersom hans navn er Claudius Lysias, se 23,26, er det sandsynligt, at han har købt denne ret under kejser Claudius (41-54). Det var ret udbredt, at fremmede antog den regerende kejsers familienavn, når de fik romersk borgerret. Man ved, at både Claudius og kejserinde Messalina drev regulær handel med romersk borgerskab. Der var dødsstraf for at påberåbe sig romersk borgerret med urette, så kommandanten tror øjensynlig Paulus på hans ord. Nogen egentlig redegørelse for, hvordan Paulus har fået sit borgerskab, får vi ikke, bortset fra at vi hører, at han har haft det fra fødslen.1

Kort: Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17)

Nu skulle Paulus tale foran det store jødiske råd på 70 velanskrevne mænd. Det blev konfliktfyldt, og Paulus’ liv var virkelig i fare. “Det er enten os eller ham, der skal dø”, siger jøderne (23,12), og kun søstersønnen (eller Gud!) gjorde, at Paulus ikke mistede livet og i stedet nåede videre til Felix. Måske synes vi, at ApG beskriver en hektisk tid, men her er en pause på to år, hvor Paulus sad i fængsel. Her har han også bragt sit vidnesbyrd og skærpet sin teologi, som ligger til grund for brevene i NT, som på dette tidspunkt ikke er påbegyndt.

En af Festus’ første handlinger var at behandle Paulus’ sag. Denne romerske hersker og den jødiske kong Agrippa var begge interesserede i fred, men også i at høre Paulus’ historie. Stærkest er det i kap. 26, hvor beretningen om Paulus’ omvendelse fortælles for tredje gang (jf. kap. 9 og 22). Bemærk Paulus’ tolkning af GT i 26,22-23: Det peger på Kristus. Vidnesbyrdet gjorde et stort indtryk på Agrippa, men vi ved desværre ikke, om han endte med at blive kristen.

Apostlenes Gerninger slutter i Rom, jordens ende (ApG 1,8) og verdens absolutte hovedstad på det tidspunkt. Rejsen dertil var farefuld, men det lykkedes at komme frem. Igen er der “vi-afsnit” i 27,1-32 og 28,1-16. Menigheden i Rom var etableret af forfulgte kristne fra Jerusalem efter steningen af Stefanus, og mødet med disse mennesker var trosstyrkende. Det er påfaldende, at Paulus’ martyrium ikke er med i ApG. Måske ville Lukas slutte mere åbent med Paulus’ fortsatte forkyndelse – og som et eksempel for kristne til alle tider. Er vores tid ikke også fuld af muligheder, jf. 28,31?

Uddybende noter

Uddybende noter

Angående geografien på Paulus rejse til Rom (Apostlenes Gerninger 27-28), se kortet nedenfor. 27,1 Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling: Hvilken hærafdeling, det drejer sig om, er lidt vanskeligt at fastslå. Der var ret mange hærafdelinger på denne tid, som kunne omtales som kejserlige. De fleste mener, at det drejer sig om en syrisk hærafdeling. Andre mener, at betegnelsen gælder de tropper, som havde ansvaret for forsyninger og forbindelser mellem kejseren og hans tropper ude i provinserne. Af v.31 og 42 ser vi, at Julius havde soldater med. Det store antal personer om bord på skibet tyder måske på, at det var en troppetransport, det drejede sig om, se v.37. I alle tilfælde har Julius haft meget stor indflydelse om bord.1 27,2 Aristark, en makedoner fra Thessalonika: Har også været nævnt i 19,29 og 20,4.1 27,6 Alexandria: Egypten var romernes kornkammer, og af v. 38 fremgår det, at det var et kornskib, Paulus og hans ledsagere sejlede med.1 27,12 Fønix: Det nuværende Lutro.1 27,17 Syrtebugten var et farligt havområde, hvor mange skibe var forlist mod klipper og sandbanker.1 27,27 Adriaterhavet var dengang også betegnelsen for vandet mellem Grækenland og Sicilien.2 27,28 En favn var 1,85 m.1 27,29 Agterstavn: Ydre, afsluttende del af et skibs bagende.3 27,37 Først på dette tidspunkt hører vi hvor mange personer, der var om bord. Mange synes, at tallet 276 lyder meget voldsomt, da skibene på den tid ikke var så store, men Josefus fortæller om en skibsrejse til Rom, hvor der var 600 om bord. Så tallet er slet ikke så urimeligt.1 28,11 Tvillingernes mærke: »Tvillingerne« var det stjernebillede, som på en særlig måde var knyttet til skibsfart. »Dioskurerne«, som det hedder på græsk, var navnet på de to sønner, Zeus havde fået med Leda: Kastor og Polluks. Man må derfor gå ud fra, at der har været et billede af tvillingerne som gallionsfigur i skibets stævn, og at skibet er blevet opkaldt efter disse to guddomme.1 28,15 Forum Appii er en hvilestation langs Via Appia, ca. 65 km fra Rom. Navnet betyder egentlig Appias Torv. Tres Tabernæ betyder »de tre værtshuse«, er et andet hvilested langs vejen, ca. 50 km fra Rom.1

Kort: Paulus rejse til Rom (Apostlenes Gerninger 27-28)

Med Samuelsbøgerne er vi stadig i GT’s historiske bøger, men også et godt stykke vej. De to bøger handler om Samuel – den sidste dommer (1-7), Saul – den første konge (8-31) og David – den største konge (2 Sam 1-24). Indtil nu har Israel været et stammefolk med høvdinge / dommere, der virkede forskellige steder i landet, men der var ikke meget samling. Nu kaldte Gud Samuel til at være profet og tale på Guds vegne, og hans kaldelsesberetning er gribende. Mon egentlig vi kan øve os i at høre Gud tale til os, måske ikke ved en hørbar stemme, men gennem fornemmelser eller tilskyndelser?

Indledning til 1 Samuelsbog

Samuelsbøgerne er historien om, hvordan David blev Israels konge. Gud gav David det særlige løfte, at der altid ville være en efterkommer af David på tronen. NB! 1 og 2 Sam var oprindeligt én bog – derfor ét billede.

Indledning
De to Samuelsbøger udgjorde oprindelig kun ét skrift. Det fremgår af de gamle hebraiske bibeludgaver. Det var den græske oversættelse af GT – Septuaginta, der udkom i 2. årh. f. Kr. – der først opdelte i to bøger. Samuelsbøgerne har navn efter dommeren og profeten Samuel, som er hovedperson i begyndelsen af Første Samuelsbog. Samuelsbøgerne hører hjemme blandt “De tidlige profeter”. Der er tale om profetisk historieskrivning. Det er vigtigt for forfatteren at slå fast, at disse historiske hændelser ikke alene fandt sted, men også hvorfor de gjorde det: Det var Israels Gud, der handlede med sit folk. Gennem disse profetiske historietekster forkyndes der om Gud til hans folk. Det forkyndes gennem profeten, hvem Gud er, og hvilke katastrofale følger ulydighed mod ham får. Navnet Samuelsbøgerne minder om, at Samuel er deres åndelige midtpunkt, og han står i begivenhedernes centrum. Han er en af de store åndelige ledere i GT. Han blev givet til sin mor Hanna som svar på bøn. Allerede som dreng modtog han sit kald fra Herren, og han tjente Herren med ubrudt troskab indtil sin død. Lydighed mod Herren synes at have været meget centralt i hans liv (1 Sam 15,22). Med Samuel, der var “betroet at være profet for Herren” (1 Sam 3,20), begyndte en ny epoke.

Fra denne tid blev profetismen et permanent indslag i Israels historie (ApG 3,24). Tidligere havde den været et spredt fænomen i Israel (1 Mos 20,7. 4 Mos 11,25-29. 5 Mos 34,10. Dom 4,4; 6,8). Et slående vidnesbyrd om den saltvandsindsprøjtning, det åndelige liv i Israel fik gennem Samuel, udgør de foreninger eller sammenslutninger af profeter, som omtales fra denne tid (1 Sam 10,5; 19,19-20). En mægtig, voldsom henrykkelse greb ofte disse mænd (1 Sam 19,20-24), hvilket måske hang sammen med, at Samuels tid var en vækkelsestid. Fra og med Davids kongetid fremstod profeter, som hverken optrådte ekstatisk eller i flokke, men som enkeltpersoner med en religiøs-etisk forkyndelse af enestående styrke. Sådanne mænd var Natan (2 Sam 12) og Gad (1 Sam 22,5. 2 Sam 24,11). I Elias´ og Elisas dage genopstod i Nordriget profetsammenslutninger som i Samuels dage (2 Kong 4,1; 9,1). Da disse profeter vandrede omkring blandt folket, har de helt sikkert haft stor betydning for at bevare kundskaben om Gud og den sande gudsdyrkelse.

En anden permanent institution fra denne tid er kongedømmet. Dets opståen havde både ydre og indre årsager. I den foregående tid, der var karakteriseret af megen forvirring, følte folket behov for en autoritativ leder (Dom 21,25). Især da Samuel blev gammel, og hans ugudelige sønner blev dommere, begyndte folket at længes efter en konge (1 Sam 8,1-5). Den indre årsag var, at folket ville have det “ligesom alle de andre folk” (1 Sam 8,20). Det forkerte i kravet var deres valg af nabofolkenes kongemodel, der reelt var en forkastelse af Gud (1 Sam 8,7). Folket var i deres krav ikke inspireret af kongeloven (5 Mos 17,14-20). Det gjorde med rette Samuel betænkelig. Derfor fandt han sig kun modvilligt i denne udvikling, selv om den var bebudet (1 Mos 17,6.16; 35,11; 49,10. 5 Mos 17,14-20), og salvede på Herrens befaling Saul til konge (1 Sam 9-10).

Saul regerede under vanskelige forhold i en tid præget af ufred. I begyndelsen havde han succes i kampene mod ammonitterne (1 Sam 11), filistrene (1 Sam 14) og amalekitterne (1 Sam 15). Men han forblev ikke tro mod Herren. Det blev hans skæbne. Saul var præget af en mærkelig blanding af lys og mørke, hvor mørket tog overhånd, så hans liv sluttede dybt tragisk (1 Sam 31,4). Forfatteren til Samuelsbøgerne er ukendt. Men vi ved, at Samuel har udarbejdet skriftlige arbejder (1 Sam 10,25), ligesom han har haft førstehånds oplysninger om Saul og David (1 Sam 19,18). Endelig ved vi, at han har skrevet en krønike, hvor der står, “hvad der er at fortælle om kong David” (1 Krøn 29,29). Forfatteren synes at have brugt flere kilder, fx De Retskafnes Bog (2 Sam 1,18). Eftersom Samuels død nævnes både i 1Sam 25,1 og 28,3, og der fortælles om flere begivenheder, som fandt sted længe efter hans død, kan den jødiske tradtion, som siger, at profeten Samuel er forfatteren, ikke fastholdes eksklusivt. I lyset af 1Sam 27,6 er det naturligt at tro, at bøgerne først blev afsluttet i deres nuværende form efter rigsdelingen i 931 f. Kr. E.J. Young konkluderer: (An Introduction to the Old Testament, s. 178) “Samuelsbøgerne blev forfattet under guddommelig inspiration af en profet, sandsynligvis fra Juda Rige, som levede kort tid efter rigsdelingen, og som indarbejdede tidligere skriftligt materiale i sit værk”.

Anden Samuelsbog handler om David og hans kongedømme. David, Israels største konge, var yngste søn af Isaj fra Betlehem af Juda stamme (1 Sam 16,11) og blev født o. 1040 f. Kr. I sin ungdom vogtede han sin fars får, og han blev allerede da salvet til konge (1 Sam 16). Han skildres som en dygtig mand og en god kriger, han taler forstandigt, ser godt ud, og så har han musikalske talenter (1 Sam 16,12.18). Hans livshistorie skildres fra 1 Sam 16-1 Kong 2.

Mens han var hyrde, måtte han undertiden kæmpe mod både bjørn og løve (1 Sam 17,34-36). Derved udvikledes hans talent for dristige initiativer, og samtidig lærte han at stole på Herren (Sal 18,30). Fordi han var dygtig til at spille på musikinstrumenter, blev han kaldet til Sauls hof. Saul kom til at holde meget af ham og gjorde ham til sin våbendrager (1 Sam 16,21). Ved sejren over filisteren Goliat fik David sit folkelige gennembrud (1 Sam 17-18). Det resulterede i Sauls misundelse, så han søgte at tage hans liv. Nu fulgte en periode i Davids liv, der var præget af uro, farer og vanskeligheder. To gange kunne David have slået Saul ihjel, men undlod at gøre det i respekt for, at Saul var Herrens salvede.

Efter at Saul og de fleste af hans sønner var faldet i krigen mod filistrene, blev David (ca. 1010 f. Kr.) konge i Hebron over Juda, mens Sauls overlevende søn Ishboshet blev konge over de øvrige stammer. Den situation varede ca. 7½ år. Efter en magtkamp mellem Ishboshets tilhængere og Davids tilhængere blev David hele Israels konge. Derefter regerede David i 33 år. Han udvidede sit rige og styrkede dets magt både indadtil og udadtil. I hans regeringstid blev Israel en stormagt. Han erobrede Jerusalem og gjorde den til rigets hovedstad. Netop denne by kunne blive samlingspunkt i det nye rige, eftersom ingen af Israels stammer tidligere havde erobret den, så ingen kunne gøre særlige krav på den. Han organiserede centraladministrationen; men det var gudstjenestelivet, der havde hans særlige interesse, og selv digtede han mange salmer.

I Anden Samuelsbog hører vi ikke kun om Davids fremgang og sejre, men også om hans fald og familieproblemer. Højdepunktet for David er Guds løfte om et evigt kongedømme gennem hans søn og slægt (2 Sam 7,12-16). Løftet til David får sin opfyldelse i Kristus.

Inddeling:
1. Om Eli og Samuel (1 Sam 1-7).
2. Om Samuel og Saul (1 Sam 8-15).
3. Om Saul og David (1 Sam 16-31).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne for 1 Samuelsbog
ca. 1050 f.Kr.

Filistrene (og måske også isralitterne) anså Pagtens Ark for at være et magisk middel til at opnå fordele. Sandheden var, at Gud havde knyttet sin (Kristi) herlighed til den – til både dom og frelse efter forholdet til Herren. De gentagne krige og uoverensstemmelser fødte kravet om en konge i folket, “ligesom de andre”. Vi lærer noget vigtigt om Gud: Selv om udpegelsen af en konge er imod Guds vilje og vil føre folket ind i problemer, så lader Gud dem gøre det. Måske husker vi, at Paulus siger noget af det samme i den gentagne sætning fra Romerbrevet: “Gud prisgav dem…” (Rom 1,24.26.28). Gud tvinger os ikke – så ville Han ikke være kærlighed.

Alle dagens 3 Davidssalmer har Guds styrke og kærlighed i fokus, dels i forhold til menneskets afmagt og hjælpeløshed (61), menneskelivet generelt (62) og fjenderne (63). 61,3b: Klippen er for høj for mig, men ikke for Gud. Prøv at finde udtryk for Guds egenskaber og kærlighed i Sl 62. Sl 63 er skrevet i ørkenen, sikkert på flugt fra Saul.

Den første konge i Israel er en realitet – kong Saul (opfinderen af hagesmækken, vil vittige hoveder sige). Begyndelsen var rigtig god: Saul fik Guds velsignelse og kraft med sig, Gud gav ham et andet hjerte, Guds Ånd greb ham. Desværre bliver Saul hurtigt selvrådig og handler i egen kraft, og allerede i kap. 13 forudsagde Samuel enden på Sauls kongedømme. I øvrigt har vi ikke den fuldstændige hebraiske tekst til begyndelsen af kap. 13, som det ses i teksten. Hele Sauls kongedømme var omkring 40 år (jf. ApG 13,21).

Sauls søn Jonatan besad mange af de egenskaber, som Saul burde have haft. Han overtog i en vis grad også styringen og vandt den store sejr over filistrene. Saul fortsatte sin nedtur med en selvudråbt faste, der førte folket i ulykke. Samuel var grebet af sorg over Saul, og Gud fortrød sit valg. Bemærk, hvordan Bibelen skelner mellem, at Gud ikke angrer (fx den frelsesplan, som han har lagt, se 15,29), men kan have den menneskelige følelse af fortrydelse, når mennesker lever i vantro (15,35b, se også 1 Mos 6,6). I kap. 16 salves David til konge over hele folket (jf. 10,1.24, som fortæller om en mere personlig og lokal kroning).

Historien, vi alle husker: David og Goliat. Beretningen handler om meget mere end en sejr – fx om forskellen mellem at kæmpe i egen kraft og Guds, om at virke uden eller med en ydre facade (rustning). Saul var imponeret over David, men allerede i kap. 18 indledes en tragisk misundelseshistorie, som varer lige til kong Sauls død. Gennem fortællingen lærer vi, hvor meget misundelse ødelægger i en person og i relationer. Sønnen Jonatan står igen i kontrast til Saul, og Gud får på en ganske genial måde i første omgang afværget Sauls efterstræbelse af David (19,18-24).