Dag 181 – 2 Kongebog 12-14
På dette tidspunkt i historien gik udviklingen meget forskelligt i Israel og Juda. Forfaldet fortsatte i Israel med stadig mere ugudelige konger, mens kongerne i Juda forsøgte en tilbagevenden til troen på Gud. Det skete gennem pagtsfornyelse (11,17-12,1) og kong Joash’ restaurering af templet (12,2-22). Dog blev der samtidig heftige tab, når der blev gjort op med tidligere konger. I øvrigt: bliv ikke fortvivlet, hvis du forvirres over konge-navnene. Der er fx en Joram og en Joash i både Israel og Juda – på samme tid!
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 13,20-21 Elisas grav: Grave i det gamle Israel blev ofte hugget ud af blød klippe eller placeret i huler (f.eks. 1 Mos 23), og de var ikke svære at få adgang til. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 182 – Salmerne 77-79
Sl 77 er en salme om bedeskuffelse. Asaf råbte til Gud både dag og nat, men hørte ikke noget svar. Han huskede tilbage på tidligere tider under Guds omsorg. Salmen slutter tragisk nok i datid (v. 16-21) om Guds store gerninger i fortiden. Sl 78 lærer os meget om Guds vej med sit ulydige folk. Gud må ifølge sin hellige natur reagere med vrede på folkets synd, men han griber også ind til frelse ved at udvælge Judas stamme (78,68) og David (78,70) – begge forbilleder på Jesus. Sl 79 er (som Sl 74) en klagesalme over ødelæggelsen af templet.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 77,1 Jedutun: I 1 Krøn 25,1-7 omtales Jedutun som en af Davids tre korledere, der ledede de 288 tempelsangere. Sl 62 bærer samme overskrift som Sl 39; den indeholder i øvrigt nogle af de samme overvejelser om menneskeværdet og om Gud. (Note fra Sl 39,1) Asaf: Se note til Sl 73,1. 77,4 Sela Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 78,1 Maskil er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. (Note fra Sl 32,1). 78,9 Som et grelt eksempel på utroskab anføres Efraim, den ene af de to stammer, der nedstammede fra Josef (den anden var Manasse, se 1 Mos 48,13-20). Efter rigets deling (efter Salomos død) udgjorde Efraim hovedstammen i Nordriget, men var allerede tidligere én af de stærkeste stammer. Det er usikkert, hvilken kamp salmisten hentyder til, da Bibelen ikke fortæller om, at efraimitterne specielt svigtede og flygtede. Man har foreslået nederlaget til filistrene, hvor pagtens ark gik tabt (1 Sam 4,10). Dette nederlag vendtes først, da David (fra en sydlig stamme) kom vart med på tronen, og under ham førtes arken (symbolet på Guds nærvær) ikke tilbage til Shilo (1 Sam 4,4), men til det sydligere Zion (v. 68). En anden mulighed er det næste nederlag til filistrene, hvor Saul blev dræbt (1 Sam 31) og lederskabet definitivt overgik til Juda stamme (v. 68.70). (Saul var dog ikke fra Efraim, men fra Benjamin stamme). I jødisk tradition har man henvist til en begivenhed, der ikke er omtalt i Bibelen. Det fortælles, at Efraim stamme forlod Egypten alene uden at vente på Guds time, men blev overvundet af mændene i Gat (1 Krøn 7,21).1 78,12 Soan: Lå i det østlige Nildelta, navnet forekommer ikke i 2 Mos, men byen kan måske være den, som kaldes Ramses (2 Mos 12,37).1 78,51 Kams telte: Er en betegnelse for Egypten, fordi Noas søn, Kam, blev stamfar til folkeslagene i dette område (1 Mos 10,6).2 78,60 Helligdommen var pagtsteltet, der var blevet anbragt i Shilo i det centrale Israel efter indvandringen fra ørkenen (Jos 18,1.10. Dom 18,31b; 21,19. 1 Sam 1,3).1 78,67-68 Efraim (søn af Josef) var den ledende stamme, men Gud valgte Juda, og han flyttede helligdommen til Zion, som han elsker.1,2 Salme 79 Salmen stammer fra Asaf, der formodentlig levede på Davids og Salomos tid (se til Sl 73,1a). Men det er usikkert, hvilken katastrofe salmen taler om. Enten er den skrevet efter en katastrofe, der ikke er berettet om i GT, eller også er den en profeti om trængselstider (jf. fx Am 5,1-3), og den kan i tidens løb have undergået enkelte forandringer, så den bedre passede i nye situationer (jf. indledningen til Sl 74).1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 177
Dag 183 – 2 Kongebog 15-17
Vi er midt i en barsk tid. Forfaldet fortsatte i Israel, og landet var i praksis i opløsning. Kongernes regeringstid blev kortere og kortere, helt ned til én måned (15,13). Bemærk, at den første information om en konge altid er vedkommendes forhold til Gud. Kap. 17 refererer begivenhederne i år 722 f. Kr. ved Nordrigets (Israels) fald, hvor 10 stammer i det gamle folk forsvandt. Assyrernes taktik var at føre de toneangivende i eksil (17,6) og lade andre folkeslag flytte ind (17,24) og blande sig med israelitterne. Herved opstod samaritanerne – et blandingsfolk og -religion. Grunden til Nordrigets fald skjules ikke: folkets frafald (17,7-23).
Dag 184 – 2 Kongebog 18-19
Resten af 2 Kong følger Juda rige, som nu var alene tilbage efter Nordrigets fald. Assyrerkongen regnede det formentlig som en smal sag at løbe Sydriget overende med sine mere end 185.000 mand, men han glemte at regne med Herrens magt. “Han kommer ikke derind, skyder end ikke en pil derind”, sagde Gud (19,32), og sådan gik det.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 18,18 Hofchefen… statsskriveren… sekretæren: Tre af de vigtigste judæiske embedsmænd, går ud for at forhandle med de tre assyriske embedsmænd (se også 1 Kong 4,1-6). 18,26-28 Tal dog aramaisk til dine tjenere: Aramæisk var sproget i det assyriske rige, vest for Eufrat og ville være forståeligt af de uddannede judæiske embedsmænd, dog ikke af de almindelige mænd på muren. Men assyrerne forsøgte at appellere til folket over hovedet på deres herskere, derfor ignorerede de anmodningen og fortsatte med at henvende sig til folket på hebraisk (judæisk). |
Dag 185 – 2 Kongebog 20-23
Gud er suveræn, har vi lige hørt i går – og alligevel hører vi i kap. 20, at han lader sig bevæge af et menneskes bøn. Hizkija fik både sejren over assyrernes hær og personligt 15 år mere at leve i. Kan vi også i dag holde fast i både Guds suverænitet og bønnens frimodighed? Kongerne Manasse og Amon ledte folket ind i afgudsdyrkelse igen, selv om Manasse faktisk omvendte sig.
Dag 186 – 2 Kongebog 24-25
2 Kong slutter med Sydrigets fald i 586, hvor babylonerne smadrede Jerusalems tempel og førte folket i eksil. Mange har sikkert syntes, at Konge-bøgerne var svære at komme igennem med så meget blod og vold. Israelitterne spurgte også sig selv: Hvordan kunne Gud tillade alle disse uhyrligheder? De gik dog også ind i en omvendelses-proces i Babylon, der medførte et fornyet pagtsfolk tilbage i Israel. Det læser vi mere om senere…
Dag 187 – Filipperbrevet 1-4
Filipperbrevet er et af fangenskabsbrevene i NT og er på trods af det et brev fuld af glæde. Der er et tydeligt kendskab og kærlighed til menigheden, som blev grundlagt som den første menighed i Europa på Paulus’ 2. missionsrejse (ApG 16,11-40). “Glæd jer i Herren” gentog Paulus igen og igen fra fængslet, hvor han havde oplevet fremgang for evangeliet. Her har vi den stærke “Filipperbrevshymne” 2,5-11 med en kort forklaring af hele Kristi virke. Kap. 4 runder af med glæden og en formaning til menigheden om at enes og rette blikket mod fredens Gud.
Indledning til Filipperbrevet
Paulus skrev (fra fængslet) for at påminde filipperne om at glæde sig under alle omstændigheder.
Indledning
Byen Filippi hed oprindelig Krenides. År 358 f. Kr. blev den erobret af Filip II af Makedonien, som befæstede byen, udnyttede dens mineraler og gav den navnet Filippi. Den blev indlemmet i det romerske imperium 168 f. Kr. Senere fik den status af romersk koloni. Det gav indbyggerne en række fordele, som samtidig gav borgerne grund til stolthed. Denne værdighed er omtalt i ApG 16,12. Byen lå ved hovedvejen – Via Egnatia – mellem Rom og Lilleasien. Denne strategiske placering gav byen store handelsmæssige fordele, men bragte den samtidig i forbindelse med de forskellige religiøse strømninger fra øst og vest.
Filippi var den første by i Europa, hvor Paulus grundlagde en kristen menighed. Han kom til byen på sin anden missionsrejse (ApG 16,12-40), sandsynligvis år 49 eller 50. Opholdet blev kortvarigt, men yderst dramatisk på grund af fængslingen af Paulus og Silas. Trods det kortvarige ophold opstod der en livskraftig menighed, som fra begyndelsen tog ivrigt del i Paulus’ missionsvirksomhed. Purpurhandleren Lydia og fangevogteren var nogle af de første, der kom til tro og lod sig døbe. Der voksede et fortroligt forhold frem mellem menigheden og Paulus, så de fx ved flere anledninger sendte Paulus pengegaver.
Man finder ikke i Filipperbrevet den samme opbygning, som i flere af de andre Paulusbreve, hvor man kan skelne mellem en dogmatisk og en formanende del. Brevet tager heller ikke særlige læremæssige spørgsmål op til drøftelse. Med rette er det blevet kaldt et Kristus-brev på grund af dets vidnesbyrd om, hvad Kristus betyder. Hvis man skal tale om et hovedtema, må det være glæden, som er hele brevets grundtone.
Brevet er skrevet under Paulus’ fangenskab (1,12-13), formentlig mens han var fange i Rom i 2 år omkring år 60 (ApG 28,16.30).
Brevet kan inddeles på følgende måde:
1. Indledning og forbøn (Fil 1,1-11)
2. Evangeliets fremgang ved Paulus’ lænker (Fil 1,12-26)
3. Formaning til enhed, ydmyghed og glæde (Fil 1,27-3,1)
4. Advarsel mod judaisterne (Fil 3,2-4,1)
5. Formaning til glæde, enighed og mildhed (Fil 4,2-9)
6. Paulus takker for filippernes gavmildhed (Fil 4,10-20)
7. Afslutning (Fil 4,21-23).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Filipperbrevet
Ca. år 62
Paulus skrev sit brev til filipperne i en tid i fængsel, sandsynligvis i Rom. Beliggende langs den berømte vej; ’Via Egnatia’ var Filippi stedet for en vigtig militær sejr af Augustus Cæsar, og som et resultat blev det erklæret for en romersk koloni, hvilket sikrede den immunitet mod beskatning og trak mange veteraner til at slå sig ned der. Filippi var den første by i det nuværende Europa, hvor Paulus etablerede en kirke.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Dag 188 – Jonas Bog 1-4
Jonas’ Bog er nok den mest kendte blandt “de 12 små profeter” og hører til klassikerne i børnebibler – især det om “Jonas i hvalen” (i teksten står der dog “en stor fisk”). Der er flere eksempler på mennesker, der har overlevet i fiskens bug, men Jonas tjente særligt som forbillede på Jesus, der var i jordens skød i tre dage og tre nætter (Matt 12,38-41). Bogen er også historien om flugten væk fra Guds kald – og om Guds nåde imod den store by Nineve, der omvendte sig ved Jonas’ prædiken.
Indledning til Jonas Bog
Dette logo behøver vidst ingen introduktion.
Indledning
Navnet Jonas, Amittajs søn, findes kun to steder i GT: 2 Kong 14,25 og Jon 1,1. Han var født i Gatha-Hefer, en by i Galilæa ca. 5 km nordøst for Nazaret, så han hørte hjemme i Nordriget. Han fik kald til at profetere, mens Jeroboam II var konge i Israel (782-753). Måske har han virket nogle år før Amos (1,1). Ifølge jødisk tradtion hørte Jonas til blandt Elisas profetdisciple (2 Kong 4,38-41). Jonas forudsagde Jeroboams sejr over syrerne, som tidligere havde taget store landområder fra Israel (2 Kong 14,25). Måske har denne profeti gjort ham kendt i samtiden.
Jonas fik kald til at gå til Assyrerrigets hovedstad Ninive med et vækkelsesbudskab fra Gud. Måske var han modvillig, fordi han frygtede, det kunne gå ud over den hjemlige popularitet, hvis han gik til det fremmede og fjendtlige folk. Vi ved ikke, hvad der skete med profeten efter prædiketuren til Ninive. Ifølge jødisk tradition døde han i sin hjemby.
Gennem århundreder har både jødiske og kristne fortolkere været enige om, at Jonas’ Bog indeholder virkelig historie. Dette syn fastholdes af bibeltro fortolkere i dag. Nyere arkæologiske opdagelser har bekræftet Jonas’ oplysninger om Ninive. På et bestemt tidspunkt skete der virkelig en forandring med befolkningen i storbyen.
Det vigtigste er, at Jesus har forstået Jonas’ Bog historisk og tillige givet os nøglen til at forstå den: Jesus skal være i jordens skød, som Jonas var i havdyrets bug tre dage og tre nætter. Dermed sigtede Jesus til sin egen død og opstandelse (Matt 12,39-41. Luk 11,29-32).
Jonas’ Bog skal læses ud fra et dobbelt synspunkt. 1. Den er en troværdig beretning om en mand, der i en bestemt historisk situation fik en konkret opgave. Den lærer os noget om profeten: Han er et svagt og fejlende menneske, der må tugtes i Guds skole, før han er villig til at løse sin opgave. Vi undervises også om Gud: Han er langmodig med sit skrøbelige sendebud og elsker mennesker med en kærlighed, der overskrider landegrænser og omfatter såvel fjerne hedningefolk som Israel. Som udsendt til det store hedningefolk i øst er Jonas hedningemissionæren blandt profeterne, og Jonas’ Bog har missionsdimensionen over sig. Den peger frem mod den tid, da frelsens dør åbnes på vid gab for hedningerne på grund af ham, som “er mere end Jonas” (Matt 12,41). 2. Den er en profeti om Jesus og hans gudgivne opgave her i verden.
Inddeling:
1. Guds kald – Jonas’ flugt (Jon 1,1-16)
2. Jonas’ bøn (Jon 2,1-11)
3. Ninives omvendelse og redning (Jon 3,1-10)
4. Jonas’ vrede og Guds barmhjertighed (Jon 4,1-11).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Jonas’ bog
Ca. 760 f.Kr.
Herren kaldte Jonas til at tage til den store assyriske by Nineve for at afsige dom over den. Jonas forsøgte at flygte ved at sejle fra havnen Joppe til Tarshish, som sandsynligvis lå i det vestlige Middelhav.
Dag 189 – Salmerne 80-82
De 3 salmer til i dag er skrevet af den samme forfatter, Asaf. Han var levit og ansat som lovsangs-leder i Davids regeringstid (1 Krøn 16,4-5.37). Som Grundtvig og andre store digtere skrev han meget forskellige salmer, som vi ser i dag. Først kommer en bøn om Guds ansigts lys (Sl 80). Dernæst en salme om lovsangens store betydning for Guds folk. Befalingen er enkel (81,11): “Luk munden op, så skal jeg fylde den” – hvor svært kan det være! Jo, det er svært, for folket (vi) ville ikke tage imod alt det gode, Gud ville give. Sl 82 sætter Gud og guderne op over for hinanden – et tema, der vel ikke er blevet mindre vigtigt i vore dage.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 80 Salmen stammer fra Asaf, der formodentlig levede på Davids og Salomos tid. Den kan stamme fra en katastrofe, der ikke er beskrevet i GT (se indledningen til Sl 74), eller den kan være en profeti om en kommende katastrofe. Evt. kan salmen have undergået små ændringer i tidens løb.1 I de sidste tilfælde, er salmen formentlig skrevet i forbindelse med Nordrigets fald under assyerkongen Salmaneser (2 Kong 17,6). Efraim, Benjamin og Manasse var ledende stammer i Nordriget, men dette rige gik under i år 722 f.Kr., mens Sydriget bestod til Nebukadnesars besejring af Jerusalem i år 587 f.Kr. (2 Kong 25,1-7).2 80,1 El-shoshannim-edut: Formodentlig en melodi oplysning. Ordets betydning er ukendt, men syntes at have sammenhæng med ordet for lilje (evt. efter liljerne). (Note fra Sl 45,1). Asaf: Se note til Sl 73,1a. 80,2 Josef var en af Israels tolv sønner og stammer, men her er navnet formodentlig brugt om hele det folk, Gud tog sig af i Egypten (Sl 77,16; 81,6). Det kan dog også spille ind, at Josef var stamfader til de to stærke, nordlige stammer, Efraim og Manasse (v. 3). Udtrykket troner på keruberne henviser til pagtens ark, hvorpå der var anbragt to keruber (engle, 1 Mos 3,24) af guld (2 Mos 25,18.22. 1 Kong 6,23-28; 8,6).1 80,3 Efraim, Benjamin og Manasse: Se salmens indledning og note til Sl 80,2 81,1 Al-ha-gittit: Er et musikudtryk af ukendt betydning. (Note fra Sl 8,1). Asaf: Se note til Sl 73,1a. 81,4 Vædderhornet: Dette horn – som ikke just har nogen smuk klang – blev brugt både til at indvarsle højtider og kalde sammen til kamp.1 81,6 Josef er her repræsentant for hele Israel.1 81,7 Gud taler til sit folk og minder om, hvordan han befriede dem fra slavetilværelsen i Egypten, hvor de på deres skulder måtte slæbe tunge byrder, og i kurve måtte bære ler og andre materialer for deres herre (2 Mos 1,13-14).1 81,8 Ved Meriba gav israelitterne ondt af sig over for Gud, fordi de manglede vand (2 Mos 17,1-7. 4 Mos 20,1-13).1 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 179
Dag 190 – Amos bog 1-4
Her kommer Amos’ Bog, skrevet af landmanden Amos, der dyrkede morbærfigentræer (Am 7,14). Amos fik et domsbudskab fra Gud mod alle omliggende lande og Israel selv. Bogens første kapitler er blevet sammenlignet med et stort lynnedslag, der bevægede sig i landene rundt om Israel (kap. 1-2) for til sidst at stå stille over Israel / Juda (kap. 3-4). Folket (og vi) skulle lære, at bare fordi man er Guds folk, så er man ikke garanteret frelse eller Guds velsignelse (Am 3,2), men at være Guds folk betyder, at Gud i nåde tilbyder sin frelse. Det skal vi se mere på i morgen.
Indledning til Amos Bog
Profeten Amos var ikke ud af profetslægt, men en landmand, der avlede kvæg og dyrkede morbærfigner (7,14). Alligevel blev han sendt af Gud med et stærkt budskab om dom og frelse.
Indledning
Amos var fåreavler fra byen Tekoa, der lå i Sydriget i Judæas ørken, ca. 18 km syd for Jerusalem (1,1). Han havde også kvæg, ligesom han dyrkede morbærfigner (7,14). Derimod var han ikke profet af profession, dvs. han havde ikke fået oplæring hos en profet (7,14). Gud tog ham fra hjorden og kaldte ham direkte ind i sin tjeneste som profet i Israel (7,15). Han var lægmanden, Gud havde brug for i en bestemt åndelig mørk og kritisk tid. Som praktisk landmand havde han tillige boglig dannelse. Sproget og stilen i hans bog ligger på et højt plan, og den vidner om, at Amos har haft et indgående kendskab til det Guds ord, der var arvet fra fædrene. Det kan tænkes, at han har rejst rundt i Nordriget under de økonomiske højkonjunkturer for at sælge sine uld- og figenprodukter og derved fået indblik i de moralske og religiøse forhold i Israels storbyer.
Han virkede, mens Uzzija var konge i Juda (767-740, medregent fra 791) og Jeroboam II var konge i Israel (782-753, medregent fra 793). Jeroboam II fortsatte den afgudsdyrkelse, som hans navnebroder Jeroboam knap 150 år tidligere ved rigets deling forledte Israel til (2 Kong 14,24). Men han var en dygtig politiker og statsmand, så Israels rige under ham havde materiel fremgang. Landområder, der tidligere var gået tabt til Syrien, blev tilbageerobret (2 Kong 14,25). Handelen med nabolandene gav store rigdomme, og kulturen blomstrede. De velstående blev rige og levede i stor luksus. Denne økonomiske højkonjunktur bekræftes også af arkæologiske undersøgelser. Men den indre kraft svarede ikke til den ydre glans. Selv om afgudsdyrkelsen ikke var helt så grov og vederstyggelig som under Akab og Jezabel på Elias’ tid (1 Kong 16,30-33), var Israels gudsdyrkelse alligevel blevet en skal uden kerne, noget ydre der manglede kraft. Ganske vist fortsatte tempeltjenesten, men folkets hjerte var vendt bort fra Herren (4,4; 5,5.23). De åndelige og moralske forhold stod i klar modsætning til fremgangen på det materielle område. En skæv fordeling af velstandsgoderne skabte en rig og grådig overklasse, der søgte sin rigdom på bekostning af de fattige. Lovens ord om at elske sin næste som sig selv gik i glemmebogen. Nydelsessyge og umoral tærede på folkesjælen. Usædelighed, drikkeri og uretfærdighed vandt frem (2,7-8; 6,4-6; 8,4-6). Man spurgte ikke efter Gud og hans vilje.
I denne situation kaldte Gud Amos ind i sin tjeneste. Det skete to år før jordskælvet (1,1). Arkæologiske udgravninger har afsløret et jordskælv ca. 760 f. Kr. Hans profetvirksomhed fandt sted i Nordriget, sandsynligvis i Betels helligdom. Vi ved ikke, hvor længe han virkede, men måske dannede episoden i Betel mellem Amos og førstepræsten Amasja afslutningen på hans offentlige profetgerning (7,12-15).
Hovedtanken i Amos’ forkyndelse er Guds retfærdighed. Af mennesket kræver Gud retfærdighed (5,14). Offer og gudstjeneste kan ikke erstatte retfærdighed (5,5). Amos bebrejder især de sociale synder. Hans forkyndelse er præget af social indignation, han vender sig imod de riges griskhed, udsugning af de fattige og uretfærdig retspleje (2,6-8; 5,7-13). På grund af alt dette vil Guds straf ramme Israel (5,18-20). Profeten var sendt for at tale til et folk, som var faldet fra Herren. Men det er ikke hele indholdet i Amos´ Bog. En rest skal overleve hjemsøgelsen, og så skal genoprettelsens tid komme. I 9,11-15 forkyndes evangeliet om Guds nåde og kærlighed. Herren glemmer ikke sit løfte til Davids hus og slægt (2 Sam 7,12-16). I NT fik de sidste vers hos Amos afgørende betydning på apostelmødet i Jerusalem (ApG 15,13-17).
Bogens inddeling:
1. Titel og tema (Am 1,1-2)
2. Otte domsord (Am 1,3-2,16)
3. Profetier mod Israel (Am 3,1-6,14)
4. Domssyner (Am 7,1-9,10)
5. Israels genrejsning (Am 9,11-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Amos’ tid
Ca. 750 f.Kr.
Amos, en landmand fra den jødiske by Tekoa, profeterede under en genopblussen af den politiske magt hos Israel og Juda. Under Jeroboam II havde Israel erobret meget af Syrien, selvom det ikke er sikkert, hvor godt de holdte fast på områderne. På samme måde erobrede Juda adskillige filistiske byer, samt andet territorium mod syd. Inden for et par årtier ville det voksende assyriske rige dog erobre Syrien, Galilæa og Gilead fra Israel, og både Israel og Juda ville blive vasalstater af Assyrien.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,5 Portbom: Byportene var lukket med en tung træstang, som hang på tværs. Hvis bommen blev ødelagt, var byen helt åben og sårbar. |
Dag 191 – Amos bog 5-9
Domsbudskabet fra Amos fortsætter med en decideret dødsklage over Israel. Så vidt var frafaldet kommet, at Amos “synger landet ud”. Dog er der stadig håb, hvis folket søger Gud. Domssynerne (kap. 7-8) lader i første omgang ikke meget håb tilbage, for der kommer en bitter dag, hvor solen går ned ved middagstid og bringer en sorg som over det eneste barn. Den dag kalder vi Langfredag – og her ligger både Israels og vores håb. Bogen slutter derfor positivt med, at Gud vil genrejse Davids faldne hytte – igen en profeti, som opfyldes med Kristus (ApG 15,15-16).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 5,7 Malurt er en plante hjemmehørende i Europa, Asien og det nordlige Afrika, den har en bitter smag og giftig ekstrakt (også 6,12). 5,10 Fælder dom i porten: De befæstede byer i det gamle Nærøsten havde en overdækket portbygning, hvori der var flere sæt porte. Så hvis fjenden brød igennem en port, blev de straks konfronteret med en anden. I fredstid ville alle disse porte være åbne, og portbygningen ville give et skyggefuldt sted, hvor byens gamle mænd kunne sidde og observere de som kommer og går. Her kunne de også afgøre retssagerne for de der kom for at få noget afgjort. Men i Israel gik retfærdigheden til den højestbydende, se også v. 12, 15. |
Dag 192 – Hoseas bog 1-5
Her kommer Bibelens første af de 12 små profeter, skrevet i 8. årh. før Kristus. Hoseas’ Bog er en gribende fortælling om Guds kærlighed, der sætter den elskede fri. “Læs Bibelen som Guds kærlighedsbrev til menneskeheden”, sagde Søren Kierkegaard, og det kommer tydeligt frem i Hoseas. Profeten Hoseas måtte igennem store trængsler som at gifte sig med en prostitueret og kalde sine børn navne, som tydeligt udstiller Israels folks synd. Paulus udlæggerHos 2,1.25 i Rom 9,19-26. Gud handler kraftigt for at råbe folket op: “I deres nød vil de opsøge mig” (5,15).
Indledning til Hoseas bog
Hoseas giftede sig med en prostitueret, som forlod ham igen. Gud befalede Hoseas at tage hende tilbage som en metafor for Guds trofasthed selv mod dem, der svigter ham.
Indledning
Profeten Hoseas modtog sit profetiske budskab, mens Uzzija, Jotam, Akaz og Hiskija var konger i Juda, og Jeroboam II var konge i Israel (1,1). Det er uvist, hvorvidt han oplevede Nordrigets og Samarias fald i 722 f. Kr. Dog kan Hos 10,14-15; 13,12-13; 14,1.5 tolkes således, at Hoseas befinder sig midt i Samarias undergang og forkynder Guds ord ind i denne forfærdelige situation Det sandsynlige er derfor, at Hoseas har virket i perioden ca. 755-720 f. Kr. Under den politisk dygtige Jeroboam II (782-753, medregent fra 793) havde Nordriget stor materiel fremgang, men rigdommen blev skævt fordelt, så der blev en voksende tabergruppe. Det alvorligste var, at det åndelige og moralske forfald i landet fortsatte. Efter Jeroboams død afløstes det økonomiske opsving af stagnation.
Vi kender ikke meget til Hoseas’ privatliv. Flere mener på grund af hans sprogbrug (4,16; 9,2; 10,11), at han var bondesøn. Han bruger metaforer og lignelser, som uden tvivl har været meningsfyldte i datidens bondekultur, men hvis betydning nemt går den moderne læser forbi. Hoseas’ Bog består af to hoveddele. De tre første kapitler handler om hans ulykkelige ægteskab med en horkvinde ved navn Gomer. Hun fødte tre børn, hvis navne forkyndte Herrens dom. Derefter synes Gomer at have forladt Hoseas til fordel for et liv i hor. Det ses som tegn på, at Gud vil forkaste det troløse Israel. Da Gomer var en anden mands elskerinde (3,1), opfordres Hoseas af Gud til at opsøge hende. Det er ham, som kaldes til at elske hende. Han skal demonstrere med sit liv, at Gud opsøger og elsker det frafaldne Israel. Hun tager ikke noget initiativ. Det kaldes Hoseas til at gøre. Det symboliserer, at Gud viser nåde mod et syndigt folk.
De resterende 11 kapitler bringer profetens forkyndelse til det troløse folk. Snart er det dom og straf, som udmales, snart er det kærlighed og omsorg. Dom og straf må komme, folket må ydmyges, men Herren har ikke glemt sit folk. Man kan også sige, at Hoseas’ Bog bevæger sig omkring to poler: Israels troløshed og Guds usvigelige kærlighed, hvor profetens familieliv var nøje knyttet til hans profetiske budskab.
Bogens inddeling:
1. Profetens ægteskab (Hos 1-3)
2. Profetens forkyndelse (Hos 4-14).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Hoseas’ tid
Ca. 740 f.Kr.
Hoseas profeterede sandsynligvis til Israel og Juda, lige før Samarias fald til det assyriske rige. Dette ældgamle rige dominerede meget af politikken i det antikke Nærøsten, fra Jeroboams og Azarja tid, indtil rigets undergang i slutningen af det syvende århundrede f.Kr. Assyrien ville opsluge næsten hele nærøsten fra Ur til Ararat til Egypten.
Dag 193 – Hoseas bog 6-10
I de sidste kapitler rakte Gud hånden ud mod sit frafaldne folk, og nu tog folket imod den. Håbet blev tændt, endda med en stærk forudsigelse af Jesus: “Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt” (jf. Kristi opstandelse). Kapitlerne til i dag vidner om Guds kamp med sit folk. Fordi folket ikke gengældte Guds kærlighed, gik folket selv ind under Guds dom – men Guds ønske er klar: “Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde” (14,5).
Dag 194 – Hoseas bog 11-14
“Fra Egypten kaldte jeg min søn” fra Hos 11,1 går tilbage til Guds udfrielsen af Egypten (2 Mos 4,22), men opfyldes også med Jesus, der med sin familie som nyfødt måtte flygte til Egypten over hals og hoved fra kong Herodes’ barnemord (Matt 2,15). Guds evige kærlighed og medfølelse kommer stærkt til udtryk i disse sidste kapitler af Hoseas. Ved omvendelse er der stadig håb, for Gud vil tilgive, helbrede og elske.
Dag 195 – Kolossenserbrevet 1-3
Kol er et vidunderligt brev fra Paulus’ hånd, skrevet under fangenskab i Rom i begyndelsen af 60-erne. Kolossæ ligger tæt på Efesos, som Paulus kom til, men menigheden i Kolossæ blev grundlagt af Epafras (1,7) og bestod primært af hedningekristne. Brevet vidner om Paulus’ glæde over menighedens tro, håb og kærlighed (1,4). Der er en indholdsfyldt Kristushymne (1,15-18), og Paulus prædiker evangeliet kort og klart, fx i 2,13-15. Paulus skjuler ikke, at konsekvenserne af evangeliet både er lidelser, kamp og efterfølgelse af Jesus, men også lovsang (se “lovsangens lille Bibel” i 3,16) og taknemlighed.
Indledning til Kolossenserbrevet
Paulus skrev dette brev for at grundfæste en ung menigheds tro på Kristus. Han
opmuntrede dem til at rette blikket mod det himmelske, da ”I er er oprejst med Kristus” (Kol 3,1-2).
Indledning
Kolossæ var en lille by i landskabet Frygien, som hørte til den romerske provins Asien, hvis hovedstad var Efesos. Kolossæ lå nærved Laodikea og Hierapolis (4,13). Paulus havde ikke grundlagt menigheden. Men da han i 2-3 år arbejdede i Efesos (ApG 19,10) hørte “alle i provinsen Asien Herrens ord, både jøder og grækere”. Under vækkelsen i Efesos har folk fra Kolossæ sikkert hørt evangeliet om Jesus Kristus og bragt det med tilbage til deres by. Den egentlige grundlægger af menigheden har måske været Epafras (1,7; 4,12-13).
Paulus sidder i fængsel, mens han skriver (1,24; 4,3.10.18). Brevet er sandsynligvis skrevet under hans fangenskab i Rom ca. år 60. Fra Epafras har han hørt gode nyheder om situationen i menigheden. Samtidig var forholdene ikke, som de burde være, fordi menigheden var truet af vranglære. Vranglæren ser ud til at have været en blanding af jødedom, gnosticisme og kristendom. Nogle gik op i omskærelse, spiseforbud og jødiske højtider. Andre var optaget af tidens populærfilosofi. Resultatet blev, at Kristus og velsignelsen i ham blev skubbet i baggrunden. På den baggrund giver Paulus en grundig undervisning om Kristi person og gerning og om indholdet af det kristne liv.
Inddeling:
1. Indledning (Kol 1,1-8).
2. Kristus og det kolossensiske kætteri (Kol 1,9-2,23).
3. Formaninger – med udgangspunkt i opstandelsen med Kristus (Kol 3,1-4,6).
4. Afslutning (Kol 4,7-18).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Kolossenserbrevet
Ca. år 62
Dag 196 – Salmerne 83-85
Asaf klagede til Gud på folkets vegne. Nabofolkene ville udslette Israel, og det var en kamp mod Israels Gud. Læg mærke til Guds hensigt, som ikke er dommen, men at også de andre folk ser, hvem Gud er (83,17.19). Sl 84 er gudstjenestesalmen over dem alle, og Grundtvig har gendigtet den i DDS 84: Hyggelig, rolig, Gud er din bolig. I Sl 85 genkalder Kora-sønnerne Guds gerninger i fortiden og beder Gud om at vende tilbage – i vished om, at al velsignelse skal komme fra den levende Gud.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 83,1 Asaf se Sl 73,1a 83,7 Beduiner: Person der tilhører de arabiske nomadestammer i ørkenområderne i Mellemøsten og Nordafrika.1 Blandt Israels fjender nævnes først Edom mod sydøst (Esaus slægt, 1 Mos 36,1-19; jf. Sl 137,7. Es 34. 2 Krøn 28,17) og Moab, øst for Det Døde Hav (søn af Lot, 1 Mos 19,30-37, jf. 4 Mos 22-24. 2 Sam 8,12. 2 Kong 3. Es 15-16), dernæst ismaelitter, der var nomader syd og sydøst for Israel (Ismael var søn af Abraham, oftest regnet for arabernes stamfader, 1 Mos 16,15; jf. 1 Mos 17,20; 25,18. Dom 8,24) og hagritter, formodentlig øst for det centrale Israel, lokaliseringen er dog usikker (navnet har formentlig forbindelse med Ismaels mor, Hagar, 1 Mos 16,1.15; jf. 1 Krøn 5,10.19-20).2 83,8 Videre nævnes Gebal, formodentlig en arabisk stamme der holdt til øst for Det Døde Hav, nær det nuværende Petra (En anden mulighed er, at der er tænkt på byen Byblos i Fønikien (nord for Tyros), jf. Ez 27,9). Ammon boede øst for Jordan-floden (søn af Lot, 1 Mos 19,30-38; jf. 2 Sam 12,26-31, 2 Krøn 20). Amalek boede syd for Israel (1 Mos 14,7. 2 Mos 17,8-16. 1 Sam 30. Esau havde en søn ved navn Amalek, 1 Mos 36,12, men folket ser ud til at være ældre). Filistæa var kystområdet mod sydvest, beboerne var Israels bitre fjender fra bosættelsen ca. 1300-1200 f.Kr. (jf. Dom 13-16. 1 Sam 17; 31. 2 Sam 5,17-25). Tyrus var en fønikisk havneby, nord for Israel (i det nuværende Libanon; jf. 2 Sam 5,11. Am 1,9-10. Es 23).2 83,9 Assur – eller Assyrien – var områdets stormagt i 10.-7.årh. f.Kr., nordøst for Israel.2 Lots efterkommere: Moab og Ammon (1 Mos 19,37-38).2 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 83,10-11 Salmisten beder om, at fjenderne må blive besejret, som Midjan blev besejret under Gideons ledelse (Dom 7-8), og som kana’anæerkongen Jabin og hans hærfører Sisera blev besejret under Deboras og Baraks ledelse (Dom 4-5). Det er ikke nævnt i GT, at noget af disse slag fandt sted ved En-Dor, men byen lå lige syd for Tabors bjerg, hvor slaget mod Jabin og Sisera fandt sted (Dom 4,6.14-16).2 83,12 Fyrsterne Oreb og Ze’eb og lederne Zeba og Salmunna var midjanitter (Dom 8,5.12.15; 7,25), der blev dræbt.2 Salme 84 Sl 84 er gendigtet af N.F.S Grundtvig: Hyggelig, rolig.3 84,1 Al-ha-gittit: Er et musikudtryk af ukendt betydning. (Note fra Sl 8,1). Kora-sønnerne: Kora-sønnerne var levitter, efterkommere af Kora (4 Mos 16; 26,11). De var indsat til at varetage sangen i Herrens tempel (1 Krøn 6,16.22), og i deres kreds blev der skrevet og samlet salmer til brug ved gudstjenesten. (Note fra Sl 42,1). 84,7 Det er usikkert, hvad der menes med Baka-dalen, men det må være navn på en tør, ørkenagtig dal, formodentlig i nærheden af Jerusalem. En del håndskrifter og gamle oversættelser har opfattet udtrykket som tåredalen, muligvis spiller salmisten på denne betydning: En vandløs, død dal (i både bogstavelig og overført betydning) kan forsage megen smerte og sorg.2 85,9 Dårskab: er alt det, et menneske ikke kan modtage af Guds hånd.2 |
2 Salmernes Bog II, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 65-75.
3 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 186
Salme: Hyggelig, rolig. (Grundtvigs gendigt af Sl 84)
Hyggelig, rolig
1
Hyggelig, rolig,
Gud, er din bolig,
inderlig skøn.
O, hvor mit hjerte
længes med smerte,
sukker i løn
efter at gæste din helligdom prud,
efter at bo hos den levende Gud!
2
Godhedens kilde!
Årle og silde
gæstmild er du.
Ved dine sale
spurv møder svale,
kom det i hu!
Som ved dit alter den kvidrende fugl
und i dit tempel din tjener et skjul!
3
Hos dig at bygge
højeste lykke
kaldes med ret;
dér lyster tunge
altid at sjunge,
vorder ej træt,
til ikke lægger og tager ej fra
glædens det evige halleluja.
4
Alt dog hernede
lykkelig hedde
skal, hvo dig tror:
I Himmerige
tør han indkige
frit på dit ord,
ja, i hans hjerte fra tårernes dal
trappe du bygger til Himmerigs sal.
5
Lykkes og trives,
styrkes, oplives
skal dine små,
vokse i kræfter,
stige derefter,
højeloft nå,
himle, hvor øjet, som græder ej mer,
gudernes Gud i sin herlighed ser!
6
Tusinde døgne,
verdslige, søgne,
gyldne for kød,
kan de vel ligne
én dag af dine,
som vi dem nød,
når under sang med dit vingede ord
sjælen af by over stjernerne fór?
7
Ej vil jeg bytte,
Gud, i din hytte
tiggerens plads
bort for det sæde,
stolte beklæde
højt i palads.
Godt ikke fattes, hvem du haver kær,
lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær.
Mel.: L.M. Lindeman 1840
J.A. Gether 1860. Otto Mortensen 1982
Sl 84
N.F.S. Grundtvig 1836.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 197 – Kolossenserbrevet kap. 4 + Filemonbrevet
Kol slutter med formaninger / opmuntringer til alle (3,18-4,1) og særligt til forbøn for evangeliets udbredelse gennem Paulus (4,2-4) og menigheden (4,5-6).
Linket til Filem er fangen Onesimos (Kol 4,9), som har været fange hos Filemon, men flygtede efter at have sat noget af hans ejendom over styr. Under flugten kom han til Rom, hvor han mødte Paulus og blev en kristen. Nu sendte Paulus ham (og Tykikos) tilbage med flere breve til menighederne, bl.a. Filem i håb om, at Filemon ville tage godt imod ham – som en broder. Brevet er blevet kaldt “slavernes frihedsbrev” – og hvad Paulus gjorde for Onesimos, har Kristus gjort for os på en endnu større skala.
Indledning til Filemonbrevet
Paulus sendte et brev og en bortløben slave til sin ven, Filemon. Filemon var slavens herre, men Paulus rådede Filemon til at modtage ham som en bror og ikke som en slave.
Indledning
Dette lille privatbrev til Filemon er det sidste af Paulus’ breve i vort NT, men det er ikke det yngste. Det er skrevet under apostelens første fangenskab i Rom samtidig med brevet til kolossenserne (Kol 4,9).
Brevet er i første række stilet til Filemon, men også et par andre modtagere er nævnt ved navn, ligesom brevet tillige er tiltænkt den husmenighed, der samledes hos Filemon (Filem 2). Filemon har sikkert boet i Kolossæ, eftersom det var Onesimus’ hjemby (Kol 4,9). Paulus karakteriserer ham som en kær ven og medarbejder, der har været til stor hjælp og trøst for menigheden i byen, og Paulus har uden tvivl været redskab til hans omvendelse (Filem 19-20). Brevet har en klar ydre foranledning. Det gælder slaven Onesimus, der var flygtet fra Filemon og måske havde bestjålet ham i forbindelse med flugten (Filem 18). Vi ved ikke, hvordan Onesimus er kommet til Rom, ligesom vi ikke ved, hvordan han er kommet i kontakt med Paulus. Derimod tyder meget på, at Paulus var middel til hans omvendelse, ligesom der var vokset et varmt venskab frem mellem de to (Filem 10).
Nu sender Paulus slaven Onesimus tilbage til sin ejer, idet han samtidig understreger, at Onesimus tillige er en “kær broder” (Filem16) og derfor beder Filemon om at behandle ham som en sådan. Vi ved ikke, om Filemon fulgte Paulus’ opfordring.
Dette brev viser, hvordan Paulus med stor kærlighed, hensynsfuldhed og fasthed forstod at omgås sine medmennesker og samtidig give klare råd. I det første århundrede var slaveriet en accepteret del af samfundslivet. Ingen tænkte på at afskaffe det. Paulus opfordrer ikke til oprør eller protestdemonstration mod slaveriet. Men han er heller ikke passiv, idet han gør noget andet. Han opfordrer Filemon til at modtage Onesimus “ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder” (Filem16). Hvor det kristne fællesskab og den kristne kærlighed realiseres blandt mennesker, bliver slaveriet ikke alene meningsløst, men også umuligt. De ægte reformer i samfundet sker ved, at enkeltpersoner i samfundet ændres indefra.
Brevets inddeling:
1. Indledning (Filem 1-3)
2. Filemoms kærlighed og tro (Filem 4-7)
3. Paulus’ anbefaling af Onesimos (Filem 8-16)
4. Paulus’ anmodning til Filemon (Filem 17-22)
5. Afslutning (Filem 23-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Dag 198 – Esajas bog 1-4
Velkommen til Esajas’ Bog. Esajas står først og er størst blandt de fire store profeter i GT (Es, Jer, Ez og Dan). Esajas virkede i Sydriget i slutningen af 700-tallet f.Kr. og er blevet kaldt “profeten blandt kongerne” (1,1), måske en slags hofprædikant – og “kongen blandt profeterne”, bl.a. fordi Esajas’ bog er mest indholdsmættet og at han gennem bogen har talrige henvisninger til Kristus. Den første del (kap. 1-6) er kaldt “forhærdelsens bog” og udstiller folkets synd. “Hovedet er ét stort sår, hjertet er blevet sygt” (1,5b) udtrykker tilstanden. Alligevel er der håb i Zion (2,1-5 og kap. 4) – et udtryk for frelsen i Jesus.
Indledning til Esajas bog
Esajas fik et mægtigt syn af Gud på tronen, da han blev kaldet i kap. 6, og han svarede: ”Her er jeg, send mig!” Gud sendte Esajas – med et budskab om dom, men også trøst for Israel.
Indledning
Navnet Esajas betyder Herren er frelse eller Herren frelser. Sit mægtige profetkald fik han i kong Uzzijas dødsår (6,1), o. år 740 f. Kr. Det er muligt, han allerede på det tidspunkt har været knyttet til templet i Jerusalem, men der er ingen tvivl om, at kaldelsen, sådan som den beskrives i kap. 6, har haft en helt afgørende betydning for ham og hans tjeneste. Ifølge Es 1,1 virkede han også under kongerne Jotam, Akaz og Hizkija. Ifølge 2 Krøn 32,32 har Esajas overlevet Hizkijas død o. 687 f. Kr. Es 37,38 omtaler Sankeribs død (681 f. Kr.), så måske har hans profetvirksomhed strakt sig over henimod 60 år. En stærk jødisk tradition hævder, at Esajas led martyrdøden under de blodige forfølgelser, som Hizkijas ugudelige søn og efterfølger, kong Manasse, satte i værk (jf 2 Kong 21,16).Under flugten fra kongen skulle Esajas have gemt sig i et hult træ, som den ugudelige konge så lod gennemsave. Dette kan ikke bevises, men flere har ment, det kunne være baggrunden for Hebr 11,37.
Esajas var søn af Amos, der ifølge jødisk tradition skulle være bror til kong Amasja (jf. 2 Kong 14,1). Esajas var i så fald fætter til Uzzija. Dette kunne forklare Esajas’ naturlige omgang med kongehuset og den indflydelse, han tydeligvis har haft blandt de ledende i folket. Hans ansete stilling fremgår også af, at kong Hizkija sendte sine ledende embedsmænd og præsternes ældste til Esajas (2 Kong 19,2). Derfor er han også blevet kaldt politikeren blandt profeterne. Han fulgte levende med i sin samtid og var en glimrende samtidsanalytiker. Sammen med sit folk gennemlevede han den ene krisetid efter den anden. Foruden den profetiske bog, der bærer hans navn, skrev han også historiske bøger om kong Uzzijas historie (2 Krøn 26,22) og kong Hizkijas historie (2 Krøn 32,32). Disse bøger var optaget i en bog om Judas og Israels Konger, der er gået tabt.
Esajas var formodentlig fra Jerusalem. I alt fald findes han altid i Jerusalem ikke langt fra templet, og han har muligvis virket som en slags hofprædikant eller kongelig konfessionarius. Han var gift med en profetinde (8,3), som måske har taget del i Esajas’ profettjeneste. To af deres børn fik symbolske navne for at tjene det budskab, som profeten skulle forkynde (7,3; 8,3). Som forholdene blev efter profetens sidst kendte optræden over for kong Hizkija, er det rimeligt at antage, at han har levet sine sidste år mere tilbagetrukket fra det offentlige liv (39,5-8). En sådan periode har givet anledning til tilbageblik og samling af det budskab, som var betroet ham gennem et langt livs virke. Samtidig har de nye forhold i denne tid givet større muligheder for de fremtidssyner og den trøst, som sidste del af bogen forkynder. Disse forhold har givet Herrens tjener den koncentration, som var nødvendig for at give hans profetier den systematiske opbygning og hans budskab den enhed og kraft, som hans bog så stærkt er præget af.
Esajas’ Bog falder naturligt i en række afsnit, som man af pædagogiske grunde har kaldt bøger.
1. Forhærdelsens bog (Es 1-6), der udsiger dom og straf over folket for dets ugudelige liv, slutter med, at Esajas kaldes til profet.
2. Immanuelsbogen (Es 7-12), der har sit navn efter Immanuel (7,14), handler om kong Akaz og hans tid, og samtidig forkynder profeten om den kommende fredsfyrste.
3. Folkenes bog (Es 13-23) indeholder en række udsagn om fremmede folk (Babylon, Assyrien, Filistæa, Moab, Syrien, Ethiopien, Egypten, Edom, Arabien og Tyrus), dog handler kap. 22 om Jerusalem.
4. Åbenbaringsbogen (Es 24-27), hvor temaet er verdensdommen og de nye ting, Gud vil skabe efter den.
5. Zionsbogen (Es 28-35), der har sit navn efter Zion (35,10), handler om Juda i relation til Assyrien og Egypten og slutter med en skildring af Herrens dom over folkeslagene, især Edom, og Messiastidens herlighed.
6. Historiebogen (Es 36-39) skildrer Esajas’ virke i Hizkijas regeringstid og er en pendant til 2 Kong 18-20.
7. Trøstebogen (Es 40-66) er en storslået åbenbaring af fremtiden. 40,1-2 kan siges at angive indholdet. a. Trøstens Gud – befrielse fra fangenskab (kap. 40-48). b. Trøstens grund – frelse fra synd ved Herrens lidende tjener (kap. 49-57). c. Det kommende fredsrige (kap. 58-66).
Bogens hovedtema er Guds straf over synd og Guds uendelige nåde. Esajas er på en særlig måde forsoningens og troens profet. Et gammeltestamentligt “jule-evangelium” forkyndes i kap. 9. De klareste og mægtigste Messias-profetier findes hos Esajas – hele det nytestamentlige budskab, fra den unge kvinde som skal føde Immanuel (Es 7,14) til den lidende Herrens tjeners soningsdød. Kap. 53 regnes for højdepunktet i hele den gammeltestamentlige profeti. Også den nye himmel og den nye jord omtales (65). Med rette er Esajas blevet kaldt “evangelisten blandt profeterne”, og det er vigtigt at sammenholde hans profetier med de opfyldelser, vi gang på gang møder i NT. I intet andet skrift i GT finder vi NT´s budskab om frelse af nåde så udtømmende behandlet. Han forkynder ikke alene, at en rest af Israel skal blive frelst, men han proklamerer også frelsen for alle folkeslag.
Både med hensyn til indholdets kraft og rigdom og sprogets skønhed og majestæt indtager Esajas en førsteplads blandt GT’s profeter.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Esajas’ tid
Ca. 740 f.Kr.
Esajas’ profetier er på baggrund af et voksende assyrisk rige. Denne genopståede gamle nation udgjorde en stor trussel mod Israel og Juda, og den ville til sidst opsluge næsten hele det Nærøsten, fra Ur til Ararat til Egypten.
Dag 199 – Esajas bog 5-8
Esajas’ domstale fortsætter med den gribende sang om vingården – en lignelse om Guds historie med menneskeheden. Esajas blev kaldet som profet med et mægtigt syn af Guds herlighed (jf. Moses’ syn af Gud i 2 Mos 3 og 24 eller Ezekiels syn (Ez 1). Esajas skal forkynde Guds kommende dom – men der bryder også et frelsesbudskab igennem med den unge kvinde, der “skal blive med barn og føde en søn” (7,14) = Jesus. “På den dag” er et tilbagevendende tema om dommens og frelsens dag.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,2 Serafer: Flammende himmelske væsener (Hb. serapim betyder “flammer”). |
Dag 200 – Esajas bog 9-12
Måske kender du de første vers i kap. 9, som læses ved juletid i kirkerne. De rummer en stærk forudsigelse om Jesu styrke og kærlighed. Resten af afsnittet fortæller om Guds kamp for at redde sit syndige folk og råbe det op gennem profeterne, men både profeter og folket ville ikke. 10,20-22 taler om resten, som skal finde frelse midt i dommen. I kap. 11-12 forudsiges Davidssønnens fredsrige, som grundlægges på Zion (= Golgata). Hvis man læser den autoriserede oversættelse, kan man finde mange krydshenvisninger til NT. “Alle Guds løfter har fået deres ja i ham”, skriver Paulus i 2 Kor 1,20.
Dag 201 – Esajas bog 13-16
Efter “Immanuelsbogen” (kap. 7-12) kommer nu “Folkenes bog” (kap. 13-23). Babylonerne, som senere indtog Jerusalem, indtager en særstilling. Deres ondskab er et billede på hele verdens og Djævelens (se fx 14,12-15) ondskab, som skal få sin straf hos Gud, og retten skal ske fyldest (se det stærke Kristus-løfte i 16,4-5). Gud har nemlig grundlagt Zion, hvor der er tilflugt for det hjælpeløse folk (14,32).
Dag 202 – Esajas bog 17-20
Fokus rettes i disse kapitler hele vejen rundt om Israel. “På den dag” gentages mange gange i afsnittet som udtryk for dommens dag, hvor retten skal ske fyldest – men det er også frelsens dag. “På den dag skal menneskene se hen til deres skaber” (17,7 – se videre 18,3.7 ; 19,19. 23-24). Gud befalede Esajas at gå barfodet rundt i tre år som et tegn på den forestående deportation til Babylon. Gud ville lære folket at stole på ham i stedet for mennesker eller livløse ting – og stille det gode spørgsmål: “Hvordan skal vi nu blive befriet?” (20,6b). Fortsættelse følger i NT…
Dag 203 – Salmerne 86-88
Sl 86 har overskriften “Bøn af David”, og David beder både om hjælp, nåde, styrke og ledelse gennem livet – i tryg forvisning om Guds godhed. Sl 87 passer godt ind i Esajas-læsningen med sit fokus på Zion som det sted, “hver og en er født” (Es 66,8) – ja, vi blev alle genfødt på Zion, frelsens sted. Sl 88 kan man bede i sin yderste fortvivlelse. Det mørke hav er et billede på fortvivlelsen. Som en af de eneste salmer er der ingen forløsning til sidst, men kun fortvivlelse og mørke (v. 19). Måske har vi i sorg eller modgang gået gennem trængsler som ezraitten Heman, og Bibelen har altså også ord for sådanne situationer.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 86,16 Tjener og trælkvindes søn udtrykker både ydmyghed, tillid til Guds udvælgelse (Sl 116,16) og vilje til lydighed.1 Salme 87 Over Sl 87,7 har Grundtvig I 1856-60 digtet: Alle mine kilder skal være hos dig.2 87,2 Zion kan i Salmernes bruges både om templet og om byen (Jerusalem red.) som helhed.1 87,3 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 87,4 Pludselig er det Gud, der taler (v.4-5) om de folkeslag, der ikke har brudt sig om at kende ham, men som han ikke har afskrevet. Rahab er et andet navn for Egypten (Es 30,7), Israels mægtige nabo mod syd. Mod øst nævnes Babylon, der i det 7. årh. f.Kr. fik overtaget over Assyrien. Mod sydvest lå Filistæa, Israels bitreste fjende gennem tiderne, og mod nord nævnes den stærkt befæstede havneby Tyrus. Til slut nævnes det fjerne Nubien, området syd for Egypten ned til det nuværende Sudans hovedstad Khartoum.1 88,1 Kora-sønnerne: Kora-sønnerne var levitter, efterkommere af Kora (4 Mos 16; 26,11). De var indsat til at varetage sangen i Herrens tempel (1 Krøn 6,16.22), og i deres kreds blev der skrevet og samlet salmer til brug ved gudstjenesten. (Note fra Sl 42,1). Al-mahalat-le-annot: Meningen er ukendt. Det kan enten betyde på lidende vis lunder sygdom, eller være en melodihenvisning (på melodien: Mahalat) eller anvisning om et fløjteinstrument, idet nogle har ment at finde ordet for fløjte i udtrykket. (Note fra Sl 53,1) Maskil er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. (Note fra Sl 32,1). Navnet Heman optræder flere steder i GT, bl.a. en af Davids tempelsangere (1 Krøn 6,18; 25,4) og en af de vise på Salomos tid (1 Kong 5,11). Det er dog ikke givet, at det er en af dem. Betydningen af udtrykket ezraitten er også usikker, det kan evt. være et slægtsnavn eller betyde hjemmefødt, indfødt.1 88,19 Frænde: Person der tilhører samme slægt som én selv.3 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 190
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fr%C3%A6nde
Salme: Alle mine kilder skal være hos dig. (Grundtvigs digt over Sl 87,7)
Alle mine kilder skal være hos dig
1
Alle mine kilder skal være hos dig!1
Det var Guds-ordet i gamle dage
til det folkefærd uden mage,
som bar på vor Herres moder hos sig.
2
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i tidens fylde,
da han fødtes, som engle hylde,
da Jomfru Marie ham bar hos sig.
3
Alle mine kilder skal være hos dig!
genlød røsten fra Himmel åben,
Fader-røsten ved Jesus-dåben:
Min Søn! Jeg har velbehag i dig.2
4
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Guds-ordet i nådens dage
til det bad, som er uden mage,
Ånds-badet, vor Herre bar i sig.
5
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
vor Herre han bærer skjult i sig.
6
Alle mine kilder skal være hos dig!
Af dig genfødes skal jord og himmel,
folks og tungers og stjerners vrimmel
med alt, hvad jeg evig bar i mig!
Mel.: Thomas Laub 1922
N.F.S. Grundtvig 1856-60.
1 Sl 87,7
2 Matt 3,17
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 204 – Esajas bog 21-23
Rundturen rundt om Israel (inkl. Babylonien, som i kap. 21 vender tilbage i teksten) fortsætter, men kommer også til Jerusalem selv, for selv om israelitterne historisk set er Guds folk, skal de knytte sig til den samme frelser som alle andre folk for at blive frelst. “Denne synd kan ikke sones, før I dør” (22,14b) er et domsudsagn, men bliver til et frelsesudsagn i Kristus, hvor vi med ham dør for at kunne opstå til evigt liv. Læs Gal 2,19-20 for denne herlige virkelighed.
Dag 205 – Esajas bog 24-27
“Åbenbarelsesbogen” er kap. 24-27 blevet kaldt, fordi her forudsiges verdens undergang og frelse, og virkeligheden om verdens modstand mod Gud afsløres som et slør, der ligger over alle folkene. Det afsløres også, at håbet for alle verdens folk er ét sted: Hos Herren. Paulus tager det op i 2 Kor 3,14-18 og peger på, at sløret tages bort i Kristus. I disse kapitler finder vi uerstattelige ord som 25,8.9 ; 26,4 12; 27,13.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 27,1 Livjatan: Et ældgammelt symbol på ondskab i al dens monstrøse rædsel. |
Dag 206 – Esajas bog 28-30
“Hvor finder jeg hjælp og frelse” kan stå som overskrift over “Zionsbogen” (kap. 28-35). Israelitterne så desværre hen til Egypten som redningsplanken for landet, og andre stolede på sig selv og sin egen pragt. Gud giver klar besked om, hvor hjælpen er: “I Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten… en kostbar hjørnesten” (28,16). Også dette er en tydelig Kristusprofeti om Guds søn. Apostlen Peter tolkede stedet i 1 Pet 2,1-10 – se særligt v. 4: “Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud”.
Dag 207 – Esajas bog 31-35
Guds ord er skarpt i disse kapitler. Vi kan godt lide beskrivelsen af frelsen, som når Gud forudsiger en ny tid, hvor “ånd fra det høje udgydes over os” (32,15a) og “mit folk skal bo på fredens boplads” (32,18a). Der er også domsord som “Herrens vrede ramme alle folkene, hans harme alle deres hære”, og vi skal tage alle ordene til os. Vi er som mennesker i Guds hænder, spændt ud mellem dommen og frelsen, som syndere og samtidig retfærdige, mens vi lever – men med et enormt håb om evig redning fra fortabelsen (se 34,10ff) til det evige liv (35,10), som virkeliggøres i troen på Kristus.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 34,14 Lilit: Dette ord i Bibelen har givet en del debat ift. valg af oversættelse, nogle fortolker ordet som et vildt dyr, andre som en dæmon. Den danske oversættelse (både den autoriserede fra 1992 og den nudanske), samt den norske og svenske, bruger ikke samme oversættelse som de mest gængse engelske oversættelser. I de engelske er “Lilit” erstattet med oversættelser som “night bird” (natte fugl, ESV) eller “the screech owl” (den skrigende ugle, KJV). Selvom den hebræiske bibel bruger ordet “Liyliyth”, vælger den engelske oversættelse, højst sandsynligt, at følge Rabbineren; Abraham ibn Ezra (1089 – 1164), som fortolkede dette ord som et vildt dyr, eller fugl ud fra konteksten, og altså ikke en dæmon, som i de skandinaviske udgaver. De skandinaviske oversættelser har oversat ordet mere direkte, og har nok lænet sig op af gamle jødiske udlægninger af bibelen fra ca. 500 år e.Kr. (Talmud og Midrash), hvor dæmoniseringen af Lilit finder sted for første gang (Den danske autoriserede oversættelse fra 1931 bruger ordet ‘Natteheksen’ og følger derfor også dæmoniseringen, i stedet for udlægningen som det vilde dyr, dog med et andet ord en Lilit,). Begge udlægninger sker dog mange århundrede efter Esajas selv brugte ordet, og samtidig med at dette specifikke hebræiske ord ikke forekommer andre steder i bibelen, og i andre kontekster, gør det svært at forstå andre evt. meninger med ordet. Ifølge en jødisk myte, i den middelalderlige ordsprogsbog, Ben Siras Alfabether, var Lilit Adams første hustru, men da hun krævede at blive ligestillet med Adam og blev afvist, flygtede hun og derefter blev Eva skabt til Adam i stedet for Lilit. |
(Amatørs egne undersøgelser, kilde: https://www.biblicalarchaeology.org/daily/people-cultures-in-the-bible/people-in-the-bible/lilith/)
Dag 208 – Esajas bog 36-37
“Historiebogen” (kap. 36-39) refererer historien omkring år 701 og assyrerkongen Sankeribs belejring af Jerusalem. Indholdet findes også i 2 Kong 18-20. Kong Hizkijas tillid til Gud er gribende. I en desperat situation har han intet våben stærkt nok – undtagen bønnen (37,14-20). Han trøstes af profeten Esajas, som også kommer med en profeti om frelsen for den rest, som holder sig til Herren. Kong Sankerib led et voldsomt tab, muligvis forårsaget af pest (37,36). Han vendte tilbage til Nineve og blev ca. 20 år senere myrdet af to sønner, mens han tilbad afguden Nisrok.
Dag 209 – Esajas bog 38-39
Hizkijas regeringstid lakkede mod enden, da han blev dødssyg. Igen vendte Hizkija sig til Gud og beklagede sig under gråd. Gud bønhørte ham og gav ham 15 år mere at leve i. Overvej, hvordan Gud i dag hører og svarer på bøn? Hvis du synes, der har været meget domstale, vold og ødelæggelse i Esajas’ Bog, så er det rigtigt. Bibelen har 66 bøger, og Esajas har 66 kapitler. Es kap. 1-39 er blevet sammenlignet med GT (som har 39 bøger) – men glæd dig til “Trøstebogen” i kap. 40-66 og dens 27 kapitler (= antal bøger i NT).
Dag 210 – Salmerne 89-91
Sl 89 begynder med lovsang til Gud for Guds skabermagt og trofasthed – og dernæst for Guds kaldelse af David og ledelse af kongen gennem tiden. Pludselig vender den dog til klage, for en katastrofe har indtruffet i landet. Der er uden tvivl en historisk situation bag, men salmen har også kristologiske implikationer. Moses har fået optaget én salme (90) i Salmernes Bog – men til gengæld en stærk salme om Guds evighed og menneskets forgængelighed. “Gud er vor bolig” er ord til trøst og “Lær mig at tælle mine dage” er en viis bøn at bede. Sl 91 er blevet kaldt “Soldatens salme” – hvorfor?
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 89,1 Maskil er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. (Note fra Sl 32,1). Ezraitten Etan: I 1 Kong 5,11 omtales der en vis mand ved navn ezraitten Etan, og I 1 Krøn 6,26; 15,17 nævnes der levitter ved navn Etan, men det er usikkert, om en af dem har forbindelse til denne salme. Jf. I øvrigt til Sl 88,1.1 89,5 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 89,7 Gudssønnerne: De helliges forsamling er ofte i salmerne den gudstjenestefejrende menighed i templet, men her er det Guds tjenende engle og åndemagter (5 Mos 33,3. Job 15,15. Zak 14,5. Dan 8,13), der lovpriser Gud. Gudssønnerne er her også disse himmelske magter (Sl 29,1), der tilbedende omgiver Guds trone og altid er rede til at udføre hans vilje.1 89,11 Rahab er her en personificering af alle de onde magter, der er imod Guds orden og godhed (Es 51,9-10. Job 9,13; 26,12-13; jf. Sl 74,14). Ordvalget er farvet af beretningen om Israels udfrielse fra Egypten (2 Mos 14-15), og Rehab kan undertiden netop bruges som betegnelse for Egypten (Sl 87,4).1 89,13 Tabor var et lavt bjerg vest for Jordan, Hermon var et højt bjerg øst for Jordan.2 89,18 At løfte sit horn som en stærk tyr er billede på kraft og triumf (Sl 75,5; 92,11).1 89,53 Disse ord danner afslutningen på Salmernes tredje bog.2 Salme 90 Sl 90 er gendigtet af N.F.S. Grundtvig i 1841, 1857 og 1864: For dig, o Herre, som dage kun. Over v. 12 har H.A. Brorson i 1732 digtet: Kom, hjerte, tag dit regnebræt og C.J. Brandt i 1870 og 1885: Klokken slår, tiden går.2 90,1 Gudsmanden (5 Mos 33,1. Jos 14,6); han havde som Guds tjener et ganske særligt, nært forhold til Gud (5 Mos 34,10).1 90,4 Nattevagt (Dom 7,19), datidens mindste tidsenhed (4 timer), som et menneske oftest sover igennem uden at registrere den (2 Pet 3,8; jf. også Sl 84,11).1 91,3 Fuglefængeren: Person der fanger fugle.3 91,6 Soten: Farlig og smitsom sygdom.4 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 193-197.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fuglef%C3%A6nger
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sot
Salme: For dig, o Herre, som dage kun. (Grundtvigs gendigt over Sl 90)
For dig, o Herre, som dage kun
1
For dig, o Herre, som dage kun
årtusinder er at regne,
et øjeblik er den liden stund,
vi ånder i støvets egne.
2
Som blomsten falmer hver rosenkind,
som græs fældes kæmper gæve,
de vises kunstige hjernespind
nedfejes som spindelvæve.
3
Halvfjerdsindstyve er støvets år,
de stolteste strid og møje;
om firsindstyve en kæmpe når,
des mere han har at døje.
4
Se ned, vor Herre, og hør vort kald!
Du lære os ret af nåde
at tænke på vore dages tal
og lade din visdom råde!
5
O, giv os dog efter striden fred
og trøst efter suk og klage;
med glæden i kvæld din miskundhed
lad krone de korte dage!
6
Ja, styrk din tjener med kraftens Ånd,
og børnene hans tillige,
lad værket lykkes ved deres hånd,
lad blomstre med os dit rige!
7
Os overstråle din herlighed
som solen ved middagstide,
og lys over os i graven fred
med solebjærgs-skær det blide!
Mel.: Christian Barnekow 1870
O, Gud ske lov til evig tid
Sl 90
N.F.S. Grundtvig 1841, 1857 og 1864.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Salme: Kom, hjerte, tag dit regnebræt. (Brorsons digt over Sl 90,12)
Kom, hjerte, tag dit regnebræt
1
Kom, hjerte, tag dit regnebræt,
skriv op dit levneds dage,
se til, at du kan sanse ret
og tænke lidt tilbage!
Hvad har du gjort de mange år,
du har i verden levet?
Tænk, trygge sjæl, at alting står
i Guds register skrevet!
2
Vel løber tiden hastig hen
og bliver evig borte,
men det vil komme vist igen,
hvad du i tiden gjorde,
når Gud engang til dommen vil
den ganske verden sanke,
og her skal nøje svares til
hver gerning, ord og tanke.
3
Hvor skjules mangen svig og list
i hjertets fule gemme,
og kåde lysters onde gnist,
som ingen kan fornemme!
Da tænker du, det er forglemt,
den sag har ingen fare;
men Gud har dog sin dag bestemt,
som sligt skal åbenbare.
4
Betænk, betænk, hvor hastigt gik
de andre nådesdage!
Hvad om der ej var øjeblik
nu mer for dig tilbage!
Og er der end en liden stund
for dig endnu i vente,
så tænk, du har så stort et pund
og end slet ingen rente!
5
Fald ned med ydmyg hjertens bod
for nådens stol og trone,
og bed, at Gud for Jesu blod
vil lade sig forsone,
at du herefter bedre må
din nådestid anvende
og så ved livets aften få
en sød og salig ende!
Mel.: O store Gud, din kærlighed
Sl 90,12
Hans Adolph Brorson 1732.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Salme: Klokken slår, tiden går. (Brandts digt over Sl 90,12)
Klokken slår, tiden går
1
Klokken slår,
tiden går,
troen på ordet sin prøve står;
er det faldet i hjertemuld,
overstår det vel vinterkuld,
bærer sin evigheds-frugt.
2
Klokken slår,
tiden går,
håbet Guds børn dog fejl ej slår,
det har vinger af engleart,
flyver til Himmels med bønnens fart,
kommer tilbage med svar.
3
Klokken slår,
tiden går,
kærligheden ej tæller år,
den kan gøre det gamle ungt,
gøre let det, der synes så tungt,
vand den omskaber til vin.
4
Klokken slår,
tiden går,
ene Guds nåde urokket står,
den os fører så tryggelig frem,
bygger os hisset og her et hjem,
fyldt med den sejrrige fred.
5
Klokken slår,
tiden går,
her har den bygget i tusind år,
hjerter husvalet i daners vang,
kimet til kirke og løftet med sang
fanen om korsets træ.
6
Klokken slår,
tiden går,
aldrig udrinder evigheds år,
aldrig afblomstrer Guds Paradis,
aldrig forstummer hans nådes pris.
Amen! Halleluja! Tak!
Mel.: Oluf Ring 1938
C.J. Brandt 1870 og 1885.
www.dendanskesalmebogonline.dk
