Dag 181-210

På dette tidspunkt i historien gik udviklingen meget forskelligt i Israel og Juda. Forfaldet fortsatte i Israel med stadig mere ugudelige konger, mens kongerne i Juda forsøgte en tilbagevenden til troen på Gud. Det skete gennem pagtsfornyelse (11,17-12,1) og kong Joash’ restaurering af templet (12,2-22). Dog blev der samtidig heftige tab, når der blev gjort op med tidligere konger. I øvrigt: bliv ikke fortvivlet, hvis du forvirres over konge-navnene. Der er fx en Joram og en Joash i både Israel og Juda – på samme tid!

Sl 77 er en salme om bedeskuffelse. Asaf råbte til Gud både dag og nat, men hørte ikke noget svar. Han huskede tilbage på tidligere tider under Guds omsorg. Salmen slutter tragisk nok i datid (v. 16-21) om Guds store gerninger i fortiden. Sl 78 lærer os meget om Guds vej med sit ulydige folk. Gud må ifølge sin hellige natur reagere med vrede på folkets synd, men han griber også ind til frelse ved at udvælge Judas stamme (78,68) og David (78,70) – begge forbilleder på Jesus. Sl 79 er (som Sl 74) en klagesalme over ødelæggelsen af templet.

Vi er midt i en barsk tid. Forfaldet fortsatte i Israel, og landet var i praksis i opløsning. Kongernes regeringstid blev kortere og kortere, helt ned til én måned (15,13). Bemærk, at den første information om en konge altid er vedkommendes forhold til Gud. Kap. 17 refererer begivenhederne i år 722 f. Kr. ved Nordrigets (Israels) fald, hvor 10 stammer i det gamle folk forsvandt. Assyrernes taktik var at føre de toneangivende i eksil (17,6) og lade andre folkeslag flytte ind (17,24) og blande sig med israelitterne. Herved opstod samaritanerne – et blandingsfolk og -religion. Grunden til Nordrigets fald skjules ikke: folkets frafald (17,7-23).

Resten af 2 Kong følger Juda rige, som nu var alene tilbage efter Nordrigets fald. Assyrerkongen regnede det formentlig som en smal sag at løbe Sydriget overende med sine mere end 185.000 mand, men han glemte at regne med Herrens magt. “Han kommer ikke derind, skyder end ikke en pil derind”, sagde Gud (19,32), og sådan gik det.

Gud er suveræn, har vi lige hørt i går – og alligevel hører vi i kap. 20, at han lader sig bevæge af et menneskes bøn. Hizkija fik både sejren over assyrernes hær og personligt 15 år mere at leve i. Kan vi også i dag holde fast i både Guds suverænitet og bønnens frimodighed? Kongerne Manasse og Amon ledte folket ind i afgudsdyrkelse igen, selv om Manasse faktisk omvendte sig.

2 Kong slutter med Sydrigets fald i 586, hvor babylonerne smadrede Jerusalems tempel og førte folket i eksil. Mange har sikkert syntes, at Konge-bøgerne var svære at komme igennem med så meget blod og vold. Israelitterne spurgte også sig selv: Hvordan kunne Gud tillade alle disse uhyrligheder? De gik dog også ind i en omvendelses-proces i Babylon, der medførte et fornyet pagtsfolk tilbage i Israel. Det læser vi mere om senere…

Filipperbrevet er et af fangenskabsbrevene i NT og er på trods af det et brev fuld af glæde. Der er et tydeligt kendskab og kærlighed til menigheden, som blev grundlagt som den første menighed i Europa på Paulus’ 2. missionsrejse (ApG 16,11-40). “Glæd jer i Herren” gentog Paulus igen og igen fra fængslet, hvor han havde oplevet fremgang for evangeliet. Her har vi den stærke “Filipperbrevshymne” 2,5-11 med en kort forklaring af hele Kristi virke. Kap. 4 runder af med glæden og en formaning til menigheden om at enes og rette blikket mod fredens Gud.

Jonas’ Bog er nok den mest kendte blandt “de 12 små profeter” og hører til klassikerne i børnebibler – især det om “Jonas i hvalen” (i teksten står der dog “en stor fisk”). Der er flere eksempler på mennesker, der har overlevet i fiskens bug, men Jonas tjente særligt som forbillede på Jesus, der var i jordens skød i tre dage og tre nætter (Matt 12,38-41). Bogen er også historien om flugten væk fra Guds kald – og om Guds nåde imod den store by Nineve, der omvendte sig ved Jonas’ prædiken.

De 3 salmer til i dag er skrevet af den samme forfatter, Asaf. Han var levit og ansat som lovsangs-leder i Davids regeringstid (1 Krøn 16,4-5.37). Som Grundtvig og andre store digtere skrev han meget forskellige salmer, som vi ser i dag. Først kommer en bøn om Guds ansigts lys (Sl 80). Dernæst en salme om lovsangens store betydning for Guds folk. Befalingen er enkel (81,11): “Luk munden op, så skal jeg fylde den” – hvor svært kan det være! Jo, det er svært, for folket (vi) ville ikke tage imod alt det gode, Gud ville give. Sl 82 sætter Gud og guderne op over for hinanden – et tema, der vel ikke er blevet mindre vigtigt i vore dage.

Her kommer Amos’ Bog, skrevet af landmanden Amos, der dyrkede morbærfigentræer (Am 7,14). Amos fik et domsbudskab fra Gud mod alle omliggende lande og Israel selv. Bogens første kapitler er blevet sammenlignet med et stort lynnedslag, der bevægede sig i landene rundt om Israel (kap. 1-2) for til sidst at stå stille over Israel / Juda (kap. 3-4). Folket (og vi) skulle lære, at bare fordi man er Guds folk, så er man ikke garanteret frelse eller Guds velsignelse (Am 3,2), men at være Guds folk betyder, at Gud i nåde tilbyder sin frelse. Det skal vi se mere på i morgen.

Domsbudskabet fra Amos fortsætter med en decideret dødsklage over Israel. Så vidt var frafaldet kommet, at Amos “synger landet ud”. Dog er der stadig håb, hvis folket søger Gud. Domssynerne (kap. 7-8) lader i første omgang ikke meget håb tilbage, for der kommer en bitter dag, hvor solen går ned ved middagstid og bringer en sorg som over det eneste barn. Den dag kalder vi Langfredag – og her ligger både Israels og vores håb. Bogen slutter derfor positivt med, at Gud vil genrejse Davids faldne hytte – igen en profeti, som opfyldes med Kristus (ApG 15,15-16).

Her kommer Bibelens første af de 12 små profeter, skrevet i 8. årh. før Kristus. Hoseas’ Bog er en gribende fortælling om Guds kærlighed, der sætter den elskede fri. “Læs Bibelen som Guds kærlighedsbrev til menneskeheden”, sagde Søren Kierkegaard, og det kommer tydeligt frem i Hoseas. Profeten Hoseas måtte igennem store trængsler som at gifte sig med en prostitueret og kalde sine børn navne, som tydeligt udstiller Israels folks synd. Paulus udlæggerHos 2,1.25 i Rom 9,19-26. Gud handler kraftigt for at råbe folket op: “I deres nød vil de opsøge mig” (5,15).

I de sidste kapitler rakte Gud hånden ud mod sit frafaldne folk, og nu tog folket imod den. Håbet blev tændt, endda med en stærk forudsigelse af Jesus: “Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt” (jf. Kristi opstandelse). Kapitlerne til i dag vidner om Guds kamp med sit folk. Fordi folket ikke gengældte Guds kærlighed, gik folket selv ind under Guds dom – men Guds ønske er klar: “Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde” (14,5).

“Fra Egypten kaldte jeg min søn” fra Hos 11,1 går tilbage til Guds udfrielsen af Egypten (2 Mos 4,22), men opfyldes også med Jesus, der med sin familie som nyfødt måtte flygte til Egypten over hals og hoved fra kong Herodes’ barnemord (Matt 2,15). Guds evige kærlighed og medfølelse kommer stærkt til udtryk i disse sidste kapitler af Hoseas. Ved omvendelse er der stadig håb, for Gud vil tilgive, helbrede og elske.

Kol er et vidunderligt brev fra Paulus’ hånd, skrevet under fangenskab i Rom i begyndelsen af 60-erne. Kolossæ ligger tæt på Efesos, som Paulus kom til, men menigheden i Kolossæ blev grundlagt af Epafras (1,7) og bestod primært af hedningekristne. Brevet vidner om Paulus’ glæde over menighedens tro, håb og kærlighed (1,4). Der er en indholdsfyldt Kristushymne (1,15-18), og Paulus prædiker evangeliet kort og klart, fx i 2,13-15. Paulus skjuler ikke, at konsekvenserne af evangeliet både er lidelser, kamp og efterfølgelse af Jesus, men også lovsang (se “lovsangens lille Bibel” i 3,16) og taknemlighed.

Asaf klagede til Gud på folkets vegne. Nabofolkene ville udslette Israel, og det var en kamp mod Israels Gud. Læg mærke til Guds hensigt, som ikke er dommen, men at også de andre folk ser, hvem Gud er (83,17.19). Sl 84 er gudstjenestesalmen over dem alle, og Grundtvig har gendigtet den i DDS 84: Hyggelig, rolig, Gud er din bolig. I Sl 85 genkalder Kora-sønnerne Guds gerninger i fortiden og beder Gud om at vende tilbage – i vished om, at al velsignelse skal komme fra den levende Gud.

Kol slutter med formaninger / opmuntringer til alle (3,18-4,1) og særligt til forbøn for evangeliets udbredelse gennem Paulus (4,2-4) og menigheden (4,5-6).

Linket til Filem er fangen Onesimos (Kol 4,9), som har været fange hos Filemon, men flygtede efter at have sat noget af hans ejendom over styr. Under flugten kom han til Rom, hvor han mødte Paulus og blev en kristen. Nu sendte Paulus ham (og Tykikos) tilbage med flere breve til menighederne, bl.a. Filem i håb om, at Filemon ville tage godt imod ham – som en broder. Brevet er blevet kaldt “slavernes frihedsbrev” – og hvad Paulus gjorde for Onesimos, har Kristus gjort for os på en endnu større skala.

Velkommen til Esajas’ Bog. Esajas står først og er størst blandt de fire store profeter i GT (Es, Jer, Ez og Dan). Esajas virkede i Sydriget i slutningen af 700-tallet f.Kr. og er blevet kaldt “profeten blandt kongerne” (1,1), måske en slags hofprædikant – og “kongen blandt profeterne”, bl.a. fordi Esajas’ bog er mest indholdsmættet og at han gennem bogen har talrige henvisninger til Kristus. Den første del (kap. 1-6) er kaldt “forhærdelsens bog” og udstiller folkets synd. “Hovedet er ét stort sår, hjertet er blevet sygt” (1,5b) udtrykker tilstanden. Alligevel er der håb i Zion (2,1-5 og kap. 4) – et udtryk for frelsen i Jesus.

Esajas’ domstale fortsætter med den gribende sang om vingården – en lignelse om Guds historie med menneskeheden. Esajas blev kaldet som profet med et mægtigt syn af Guds herlighed (jf. Moses’ syn af Gud i 2 Mos 3 og 24 eller Ezekiels syn (Ez 1). Esajas skal forkynde Guds kommende dom – men der bryder også et frelsesbudskab igennem med den unge kvinde, der “skal blive med barn og føde en søn” (7,14) = Jesus. “På den dag” er et tilbagevendende tema om dommens og frelsens dag.

Måske kender du de første vers i kap. 9, som læses ved juletid i kirkerne. De rummer en stærk forudsigelse om Jesu styrke og kærlighed. Resten af afsnittet fortæller om Guds kamp for at redde sit syndige folk og råbe det op gennem profeterne, men både profeter og folket ville ikke. 10,20-22 taler om resten, som skal finde frelse midt i dommen. I kap. 11-12 forudsiges Davidssønnens fredsrige, som grundlægges på Zion (= Golgata). Hvis man læser den autoriserede oversættelse, kan man finde mange krydshenvisninger til NT. “Alle Guds løfter har fået deres ja i ham”, skriver Paulus i 2 Kor 1,20.

Efter “Immanuelsbogen” (kap. 7-12) kommer nu “Folkenes bog” (kap. 13-23). Babylonerne, som senere indtog Jerusalem, indtager en særstilling. Deres ondskab er et billede på hele verdens og Djævelens (se fx 14,12-15) ondskab, som skal få sin straf hos Gud, og retten skal ske fyldest (se det stærke Kristus-løfte i 16,4-5). Gud har nemlig grundlagt Zion, hvor der er tilflugt for det hjælpeløse folk (14,32).

Fokus rettes i disse kapitler hele vejen rundt om Israel. “På den dag” gentages mange gange i afsnittet som udtryk for dommens dag, hvor retten skal ske fyldest – men det er også frelsens dag. “På den dag skal menneskene se hen til deres skaber” (17,7 – se videre 18,3.7 ; 19,19. 23-24). Gud befalede Esajas at gå barfodet rundt i tre år som et tegn på den forestående deportation til Babylon. Gud ville lære folket at stole på ham i stedet for mennesker eller livløse ting – og stille det gode spørgsmål: “Hvordan skal vi nu blive befriet?” (20,6b). Fortsættelse følger i NT…

Sl 86 har overskriften “Bøn af David”, og David beder både om hjælp, nåde, styrke og ledelse gennem livet – i tryg forvisning om Guds godhed. Sl 87 passer godt ind i Esajas-læsningen med sit fokus på Zion som det sted, “hver og en er født” (Es 66,8) – ja, vi blev alle genfødt på Zion, frelsens sted. Sl 88 kan man bede i sin yderste fortvivlelse. Det mørke hav er et billede på fortvivlelsen. Som en af de eneste salmer er der ingen forløsning til sidst, men kun fortvivlelse og mørke (v. 19). Måske har vi i sorg eller modgang gået gennem trængsler som ezraitten Heman, og Bibelen har altså også ord for sådanne situationer.

Rundturen rundt om Israel (inkl. Babylonien, som i kap. 21 vender tilbage i teksten) fortsætter, men kommer også til Jerusalem selv, for selv om israelitterne historisk set er Guds folk, skal de knytte sig til den samme frelser som alle andre folk for at blive frelst. “Denne synd kan ikke sones, før I dør” (22,14b) er et domsudsagn, men bliver til et frelsesudsagn i Kristus, hvor vi med ham dør for at kunne opstå til evigt liv. Læs Gal 2,19-20 for denne herlige virkelighed.

“Åbenbarelsesbogen” er kap. 24-27 blevet kaldt, fordi her forudsiges verdens undergang og frelse, og virkeligheden om verdens modstand mod Gud afsløres som et slør, der ligger over alle folkene. Det afsløres også, at håbet for alle verdens folk er ét sted: Hos Herren. Paulus tager det op i 2 Kor 3,14-18 og peger på, at sløret tages bort i Kristus. I disse kapitler finder vi uerstattelige ord som 25,8.9 ; 26,4 12; 27,13.

“Hvor finder jeg hjælp og frelse” kan stå som overskrift over “Zionsbogen” (kap. 28-35). Israelitterne så desværre hen til Egypten som redningsplanken for landet, og andre stolede på sig selv og sin egen pragt. Gud giver klar besked om, hvor hjælpen er: “I Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten… en kostbar hjørnesten” (28,16). Også dette er en tydelig Kristusprofeti om Guds søn. Apostlen Peter tolkede stedet i 1 Pet 2,1-10 – se særligt v. 4: “Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud”.

Guds ord er skarpt i disse kapitler. Vi kan godt lide beskrivelsen af frelsen, som når Gud forudsiger en ny tid, hvor “ånd fra det høje udgydes over os” (32,15a) og “mit folk skal bo på fredens boplads” (32,18a). Der er også domsord som “Herrens vrede ramme alle folkene, hans harme alle deres hære”, og vi skal tage alle ordene til os. Vi er som mennesker i Guds hænder, spændt ud mellem dommen og frelsen, som syndere og samtidig retfærdige, mens vi lever – men med et enormt håb om evig redning fra fortabelsen (se 34,10ff) til det evige liv (35,10), som virkeliggøres i troen på Kristus.

“Historiebogen” (kap. 36-39) refererer historien omkring år 701 og assyrerkongen Sankeribs belejring af Jerusalem. Indholdet findes også i 2 Kong 18-20. Kong Hizkijas tillid til Gud er gribende. I en desperat situation har han intet våben stærkt nok – undtagen bønnen (37,14-20). Han trøstes af profeten Esajas, som også kommer med en profeti om frelsen for den rest, som holder sig til Herren. Kong Sankerib led et voldsomt tab, muligvis forårsaget af pest (37,36). Han vendte tilbage til Nineve og blev ca. 20 år senere myrdet af to sønner, mens han tilbad afguden Nisrok.

Hizkijas regeringstid lakkede mod enden, da han blev dødssyg. Igen vendte Hizkija sig til Gud og beklagede sig under gråd. Gud bønhørte ham og gav ham 15 år mere at leve i. Overvej, hvordan Gud i dag hører og svarer på bøn? Hvis du synes, der har været meget domstale, vold og ødelæggelse i Esajas’ Bog, så er det rigtigt. Bibelen har 66 bøger, og Esajas har 66 kapitler. Es kap. 1-39 er blevet sammenlignet med GT (som har 39 bøger) – men glæd dig til “Trøstebogen” i kap. 40-66 og dens 27 kapitler (= antal bøger i NT).

Sl 89 begynder med lovsang til Gud for Guds skabermagt og trofasthed – og dernæst for Guds kaldelse af David og ledelse af kongen gennem tiden. Pludselig vender den dog til klage, for en katastrofe har indtruffet i landet. Der er uden tvivl en historisk situation bag, men salmen har også kristologiske implikationer. Moses har fået optaget én salme (90) i Salmernes Bog – men til gengæld en stærk salme om Guds evighed og menneskets forgængelighed. “Gud er vor bolig” er ord til trøst og “Lær mig at tælle mine dage” er en viis bøn at bede. Sl 91 er blevet kaldt “Soldatens salme” – hvorfor?