Dag 1-30

Vi bladrer om på 1 Mos 1. I dag om skabelse og syndefald. Bibelen har to skabelsesberetninger (1,1-2,4a og 2,4b-25), som komplementerer hinanden. Den første har det globale perspektiv – hele verdens skabelse på 6 dage, og mennesket, mand og kvinde, som kronen på værket. Den anden har det lokale perspektiv – Edens Have, Adam og Eva. Syndefaldet har haft katastrofale konsekvenser for hele menneskeheden siden da, men netop her hører vi også evangeliet første gang (”protoevangeliet”) i 3,15b.

Indledning til 1 Mosebog

1 Mosebog er Bibelens første bog og handler om begyndelsen. Mange historier er kendte
(Noahs ark, Kain og Abel, Josefs kappe, Adam og Eva osv.).

Dette billede viser en stor stjerne (symbol for Israel), adskilt fra de andre for at vise,
hvordan Gud udvalgte Abraham til at starte en helt ny og unik nation.
De andre stjerners antal er selvfølgelig tolv, ligesom de tolv stammer og Israels tolv sønner.

Introduktion
Første Mosebog består af to hoveddele: Urhistorien (kap. 1-11) og patriarkhistorien (kap. 12- 50). Urhistorien beskriver de fire store begivenheder: Skabelsen, syndefaldet, syndfloden og menneskeslægtens historie frem til og med Babelstårnet.

Første Mosebog handler om altings begyndelse. Første Mosebog er Bibelens grundvold, hvorpå alt andet hviler. Den er forudsætningerne for menneskets liv og historie. 1 Mos 1-2 er en majestætisk portal til hele menneskeslægtens historie og til Bibelens verden. Den kristne skabertro har sin basis i Bibelens første kapitler. Skabelsens krone og afslutning er mennesket, som Gud skabte i sit billede, til fællesskab med Gud og til at herske over verden. Den, som vil vide, hvad det efter Guds ord vil sige at være menneske, må tilbage til Bibelens første kapitler. Der finder vi vor identitet. Der lærer vi, hvem vi er. Skabelsen viser os Guds suverænitet og magt, hans godhed og hans visdom. Al velsignelse kommer fra ham. Alle mennesker er hans skabninger og er afhængige af ham, som er den store livgiver.

Første Mosebog fortæller indledningsvist om, hvordan synd, død og forbandelse kom ind i verden. Det står i syndefaldsberetningen (kap. 3). Al synd er dybest set synd mod Gud, mod skaberen. Samtidig viser urhistorien den ubrydelige sammenhæng mellem synd og straf i menneskers liv. Straffen har altid sin klare grund i menneskets synd. Straffen er Guds retfærdige dom. Synden er en ødelæggende magt i Guds skaberværk, en magt som sprænger de grænser, Gud har sat. Men allerede på syndefaldets dag gav Gud løftet om den kommende Frelser (3,15). Det var den første begyndelse til frelsesåbenbaringen. Siden udvalgte Gud sig et folk, der skulle bære åbenbaringen, og i dette folk skulle Frelseren en dag træde frem – ikke blot for dette folk, men for alle mennesker.

I patriarkhistorien følges Abrahams, Isaks og Jakobs slægter fra udvandringen fra Ur i Kaldæa til trældommen i Egypten. Det er beretningen om udvælgelsen frem til 12-stamme folkets tilblivelse. Fokus flyttes fra det verdensomspændende perspektiv, som urhistorien ruller op, for at følge den udvalgte halvnomadefamilie, som Gud har knyttet sin frelsesplan til. Gud udvælger inden for denne familie en enkelt mand, Abraham, til redskab for sin plan. Gud har begyndt sin frelseshistorie med sit udvalgte folk.

Bogens inddeling:
1. Skabelsen (1 Mos 1,1-2,25)
2. Syndefaldet (1 Mos 3,1-24)
3. Menneskeslægtens udvikling (1 Mos 4,1-6,4)
4. Syndfloden (1 Mos 6,5-9,17)
5. Noa som grundlægger af en ny slægt (1 Mos 9,18-11,26)
6. Abraham (1 Mos 11,27-25,18)
7. Isak og sønnerne Esau og Jakob (1 Mos 25,19-36,43)
8. Jakob og hans 12 sønner (37,1-50,26).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Nærøsten på 1 Mosebogs tid
ca. 2000 f.Kr.
Første Mosebog beskriver begivenheder i det gamle nærøsten, fra civilisationens begyndelse, til ​​Jakobs (Israels) familie flytning til Egypten. Historierne i Første Mosebog handler om nogle af de ældste nationer i verden, herunder Egypten, As-syrien, Babylonien og Elam.

Uddybende noter

Uddybende noter

3,15 Dette vers forstås normalt som slangens fremtidige nederlag til kvindens afkom (det vil sige en efterkommer). Af denne grund er det blevet givet navnet; “proto-evangeliet”, det vil sige den første bekendtgørelse af evangeliet. Mens 1 Mosebog ikke direkte identificerer slangen med Satan, er det klart at apostlen Johannes forstod det sådan (se Åb 12,9; 20,2). Ideen om kvindens “afkom” ses igen i 1 Mosebog 4,25 ved fødslen af ​​Set. Resten af ​​1 Mosebog følger en enkelt linje af Sets efterkommere, som til sidst vil give en konge, gennem hvilken alle jordens nationer vil blive velsignet. Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen: Brugen af afkom er i dette tilfælde ental og antyder at en bestemt person er i dette løfte. Løftet fra denne person kommer til opfyldelse i Jesus Kristus, som tydeligt præsenteres i NT som overvinder Satan (Hebr 2,14; 1 Joh. 3,8; sammenlign Joh 12,31).

Uden for haven begyndte livets barske realitet. Ud af fire mennesker
på jorden måtte én lade livet. Det blev ”den retfærdige Abel”
som et varsel om, at retfærdigheden ville få trange kår i syndens
virkelighed – dog med mulighed for frihed (4,7). Abel nævnes også
i Ny Testamente, jf. Matt 23,35:

“For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige
fra den retfærdige Abels blod…”

Og Hebr 11,4:

“I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet,
at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i
kraft af troen taler han endnu, skønt han er død”.

Slægtstavler kan synes lange, men minder os om, at Bibelen er
historie. Læg mærke til Enoks særprægede endeligt (5,24).

Illustration: Alder ved faderskab og død

Uddybende noter

Uddybende noter

5,1-32 De fleste mennesker der levede efter syndfloden (det vil sige efter kap. 6-9), levede slet ikke lige så længe som folket i kap. 1-5. Dette kunne have været på grund af en vis ændring i jordens struktur eller i menneskers kroppe (eller begge dele) efter oversvømmelsen. Salme 90,10 beskriver en normal levetid som 70 eller 80 år, hvilket mere eller mindre har været tilfældet gennem den efterfølgende historie.

Syndfloden. Menneskenes synd tog til, og “guds-sønnerne” (et udtryk for aristokratiske og magtsyge mænd) misbrugte magten. Gud fortrød (et udtryk, der kan oversættes: Menneskets synd fyldte Guds hjerte med smerte), at han havde skabt dem, så Gud måtte reagere ved at udslette alt levende – og enhver regnbue minder os nu om Guds nåde-pagt, at Gud aldrig gentager det, så længe verden består. Et interessant træk ved GT (Gammel Testamente) er, at både personer, hændelser og samfundsinstitutioner peger frem mod NT (Ny Testamente). Syndfloden bruges således i NT som et billede på den endelige dom (Luk 17,26ff) – og Noas ark som et billede på dåben (1 Pet 3,20-21).

1 Mos 1-11 kaldes urhistorien, og den slutter med endnu en historie om menneskets synd. I stedet for at opfylde jorden, som Gud havde sagt (1,28), samlede menneskene sig for at skabe sig et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden. Derfor skete ”den omvendte pinsedag”, hvor verdens sprog skabtes og Gud forvirrede sproget. I 1 mos 12 begynder Gud forfra med ”patriarkhistorien” om Abraham, Isak og Jakob. Helt centralt er løftet fra Gud, som peger frem mod Kristus. Læs 1 Mos 12,3 nøje.

Illustration: Nanna Ziggurat

Uddybende noter

Uddybende noter

12,16 Nogle bibelske forskere har fastholdt at ​​kameler i 1 Mos, ikke passer ind i denne tid, da det antages at de ikke blev tæmmet før omkring 1100 f.Kr. Arkæologiske fund af kamelknogler har imidlertid antydet, at nogle kameler blev brugt af mennesker allerede i det tredje årtusinde f.Kr. Det er ikke overraskende at beviserne er begrænsede, taget i betragtning af hvad kamelerne er blevet anvendt til. I 1 Mos forekommer de normalt i passager, der involverer langdistancerejser gennem eller tæt på ørkener (se 24,10-64; 31,17, 34; 37,25). Knapheden på kameler i patriarkernes periode gjorde dem til en luksus af stor værdi, og dermed kan det at de bliver nævnt her (og andre steder) muligvis fremhæve Abrams rigdom.

1 Mos 16 er historien om menneskets egen indsats. Abram handlede ud fra hvad han så, og ud fra fornuftens synsvinkel – og allerede for Hagar og Ismael fik den tilgang dybe konsekvenser, og det samme ser vi utallige andre gange i Bibelen og historien (Ismael regnes for stamfader til muslimerne og Isak til det jødiske folk). Kap. 17 er Guds pagt – Guds indsats (læg mærke til brugen af ”jeg”)! Paulus tager spørgsmålet om troen og omskærelsen op i Rom 4,9-12. Kap. 18 og 19 står i kontrast med hinanden – Guds store løfte og menneskets dybe synd.

Uddybende noter

Uddybende noter

17,10 Omskæring er ikke en hebraisk opfindelse. For eksempel blev det brugt i Egypten meget tidligt, dette som en handling af rituel renhed (tilsyneladende et krav for mænd, som ville arbejde i et egyptisk tempel). Nogle gravbilleder fra Det Gamle Rige (ca. 2575-2134 f.Kr.) viser denne praksis.   18,2 Abrahams opførsel antyder at han betragtede de tre mænd som meget vigtige. Løb han: I Mellemøsten ville en socialt fremtrædende ældre mand normalt ikke reagere på denne måde. Kastede sig til Jorden: Selvom dette kan have været en almindelig hilsen (se 19,1), viser det at Abraham betragter de besøgende som værdige til stor respekt.   19,5 Mændene I Sodoma har til hensigt at have sex med de to besøgende mænd, hermed oprindelsen af ​​udtrykket “sodomi.” Lots tidligere insisteren (1 Mos 19,3) på at de besøgende ikke skulle overnatte på pladsen, indikerer at han frygtede for deres sikkerhed.   19,6-9 Lot er villig til at beskytte de to mænd mod pøblen omkring hans hus, en prisværdig gerning. I desperation tilbyder han sine to ugifte døtre som erstatning til de besøgende mænd – en chokerende, fej og utilgivelig handling (selvom han kunne have ment dette som et bluff, eller forventet at tilbuddet ville blive afvist). Pøblens reaktion bekræfter kun den virkelig onde karakter af deres intentioner.

Faktaboks: Fodvaskning

Fodvaskning

Fodvaskning var i første omgang en praktisk foranstaltning i et land, hvor man gik med sandaler. Samtidig var det udtryk for gæstfrihed at hente vand og eventuelt lade en slave vaske gæsternes fødder. I Luk 7,36–50 fortælles, hvordan Jesus først modtages uden dette bevis på høflighed af farisæeren Simon, og hvordan en synderinde derefter i stor hengivenhed væder hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem. Endelig beretter Joh 13 om, hvordan Jesus ved det sidste aftensmåltid vasker disciplenes fødder. Denne ydmyge handling står på den plads, hvor de andre evangelier har nadverens indstiftelse, og den er derfor blevet genstand for forskellige tolkninger. Nogle ser en forbindelse til nadveren eller til dåben, ja, der er endda kirkesamfund, der har et særligt fodvaskningsritual. Efter Jesu egne ord må denne handling dog først og fremmest ses som et eksempel på hans tjenersind. Den kommer derved dels til at pege på hans forestående offerdød og dels til at tjene som et forbillede for kristen næstekærlighed i hans efterfølgelse, Luk 22,27 og Mark 10,35–45.

Næste generation i patriarkhistorien: Isak. Paulus uddrager en lære om loven og evangeliet fra Ismael- / Isakberetningen i Gal 4,21-5,1. Den hårrejsende beretning om Abrahams ofring af Isak er ladet med kristologi (=Jesus-betydning): Gud skånede IKKE Jesus, som han skånede Isak (jf. Hebr 11,17-19; Rom 8,32). Efter Saras død følger en bevægende historie om fundet af Isaks kone, Rebekka. ”Isak elskede hende og kom over sin mors død”.

Salmernes Bog er en guldgrube, så glæd dig! Martin Luther skrev: “Vil du se den hellige kristne kirke levende afmalet både i form og farve, samlet i ét lille billede, så slå op i Salmernes Bog. Her har du et fint, rent og klart spejl, som kan vise dig, hvad kristenheden er. Ja, du vil også finde dig selv i den.“ De tre første salmer slår vigtige temaer an: Guds ord (Sl 1 og træet ved bækken som et billede på den, der ”har sin glæde ved Herrens lov”, dvs. Guds ord), Kristus (Sl 2 om Herren, der har indsat sin søn på tronen) og trøst (Sl 3 om Davids tilflugt til Gud i ekstrem modgang).

Indledning til Salmernes Bog

Salmernes Bog er israelitternes sangbog, og mange af salmerne var musikstykker, arrangeret for korledere og musikere. Gennem salmerne ser vi Guds folk lige ind i hjertet i troskampe og forskellige livssituationer og sindstilstande.

Indledning
Israels folk var et poetisk begavet og musikalsk folk. I deres salmeskat findes lyrik af verdensklasse. Den poesi, vi finder i GT, begrænses ikke til de såkaldte poetiske bøger. Salmer eller dele af salmer findes også i de historiske og profetiske bøger. Salmernes Bog var Israels salme- og bønnebog, idet flere salmer bedst forstås som bønner. Bogens hebraiske titel betyder egentlig lovsange eller bønner (jf. 72.20.145,1).

Fra gammel tid har man inddelt Salmernes Bog i følgende 5 dele:
1. bog (Sl 1-41). Ifølge overskrifterne er de alle af David undtagen 1; 2; 10; 33, der er anonyme.
2. bog (Sl 42-72). Hovedsagelig salmer af David, men nogle er også af Kora-sønnerne.
3. bog (Sl 73-89). Især salmer af Asaf, men også af David, Salomo og Kora-sønnerne, samt nogle af anonyme forfattere.
4. bog (90-106). Bortset fra en enkelt af Moses og et par af David er de øvrige anonyme.
5. bog (107-150). Bortset fra en enkelt salme af Salomo består den del dels af Davids-salmer og dels af anonyme salmer.

David siges at være forfatter til 73 salmer, Moses til 1, Salomo til 2, Asaf til 12, Kora-sønnerne til 11 (dog omtales både Kora-sønnerne og ezraitten Heman til Sl 88) og ezraitten Etan til 1. De sidste 50 er anonyme.

De fem bøger i Salmernes Bog skal sikkert svare til de fem Mosebøger. Man har betragtet Salmernes Bog som den gammeltestamentlige menigheds “hymniske svar på lovbogen”. Det er derfor naturligt, at Salmernes Bog indledes med en lovsang om Herrens lov (Sl 1). Når man i synagogen læste et stykke af Mosebøgerne, læste eller sang man et tilsvarende afsnit i Salmernes Bog. Hver af de fem “salmebøger” slutter for øvrigt med en doksologi, en lovprisning. Dog skal vi nok opfatte hele salme 150 som en afsluttende doksologi. Inddelingen i fem bøger er måske foretaget af praktiske grunde af hensyn til Salmernes funktion i gudstjenesten.

Den ældste salme i Salmernes bog stammer fra Moses. De følgende århundreder var i åndelig henseende en fattig tid. Salmedigtningens blomstringstid bryder igennem med kong David. Mange forskere bestrider, at David skulle være forfatter til de salmer, der tillægges ham. Men det er urimeligt at frakende David hans digteriske evner og musikalske begavelse, som GT´s historiske bøger vidner om. Man kan heller ikke bestride hans anordninger og vejledninger vedrørende gudstjenestelivet, som omtales i Krønikebøgerne og hos Ezra og Nehemias. Det er derfor helt naturligt, at netop David, gennem sit omskiftende liv, sine dybe erfaringer i Guds skole, sin kærlighed til musik og sit talent for sang samt sin tætte kontakt til den åndelige reformations mænd som Samuel, Gad og Natan, blev den store sangerkonge, der gennem sine salmer blev til stor velsignelse for Guds folk til alle tider. Mange af Davids salmer passer på begivenheder i hans liv. Hvor det ikke er tilfældet, er det naturligst at antage, at salmen hentyder til en begivenhed, som vi ikke kender. Derimod kan salmer, der i den oprindelige tekst mangler overskrift, godt være forfattet af David. Et eksempel på det er Sl 2, som ifølge ApG 4,25-26 er forfattet af ham. Noget tilsvarende gælder Sl 95 i henhold til Hebr 4,7. Hvad de 50 anonyme salmer angår, kan de meget vel være forfattet over en lang tidsperiode.

Salmerne er sikkert blevet samlet i flere etaper. Derved fremkom flere skriftruller med salmer og bønner af fx David og Asaf (Sl 72,20. 2 Krøn 29,30). Den jødiske tradition siger, at det var Ezra, der til sidst redigerede Salmernes Bog. Samme tradition siger, at det også var ham, som skrev salme 119, Bibelens længste kapitel.

Ligesom salmerne ikke er ordnet kronologisk, er de heller ikke placeret efter indhold. De forskellige bøger indeholder mange forskelligartede salmer, sandsynligvis for at man ved gudstjenesterne kunne få en så alsidig anvendelse som mulig. Det indholdsmæssige fokus i Salmernes Bog bevæger sig fra fortiden (Sl 105-106) til håbet om en kommende herlighed (2; 110). Fra Guds gerninger i naturen (8; 19; 104) til hans undere i loven (1; 19; 119). Fra den dybeste nød (88; 137) til jublende lovsang (23; 103). Med rette er det sagt om Salmernes Bog, at der kan mennesket finde sig selv i en hvilken som helst situation og sindstilstand – glad, mismodig, forurettet, fortvivlet, ensom, søvnløs, ung, gammel, plaget af synd, renset fra skyld, bedende, tilbedende, grædende, jublende osv.

Da den samme salme mange gange rummer flere temaer, er det vanskeligt at foretage en tematisk inddeling. Et forslag er: a. Profetiske (messianske) salmer (2; 22; 23; 24; 110). b. Læresalmer (74; 78; 89). c. Bønnesalmer (5; 59; 83). d. Klagesalmer (10; 44; 74; 109; 130). e. Takkesalmer (9; 18; 30; 34; 92; 116; 124; 129). f. Bodssalmer (6; 32; 38; 51; 102; 143). g. Trøstesalmer (3; 4; 57). h. Hymner (lovprisningssalmer) (29; 33; 47; 65; 100; 103; 104; 113; 135).

I Salmernes Bog sættes der ord på det, mennesker bærer i deres indre. Stærke, ærlige ord. I de historiske bøger er forfatterne ofte anonyme. I de profetiske bøger fokuseres på Guds tale til mennesket. I salmerne åbner mennesker deres hjerte for Gud – og Gud for mennesker. Salmerne taler om, hvad Gud Fader og Gud Søn har på hjerte. Af de over 70 nytestamentlige citater fra 40 forskellige salmer handler ca. 50 om Kristi lidelse, død og opstandelse, og om hvordan evangeliet når alle folkeslag.

Guds folk har til alle tider fundet ord og fundet hjælp i salmernes rigdom. Martyrkirkens blodvidner har søgt trøst og styrke i salmerne. Kirkefædrene blev aldrig trætte af at lovprise dem. Klostrenes folk levede og åndede i dem. Reformatorerne kæmpede, levede og døde med salmeord i tanke og sind.

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.

Rebekka og Isak havde fertilitetsproblemer, og de havde været gift i 20 år, inden de omsider fik tvillinger (jf. 25,20.26). De to tvillinger, Esau og Jakob, blev til to forskellige folk, lovens og løftets folk (jf. Rom 9,10-18). Kap. 26 og 27 rummer eksempler på konflikter, snyd og bedrag. Heller ikke dengang var Guds folk perfekte men Guds løfte forkyndes alligevel gennem folket (26,3-5). Teologen Kenneth Bailey har sammenlignet Esau- og Jakobhistorien med lignelsen om de fortabte sønner (Luk 15,11-32). Se, om du kan finde paralleller her.

Nu er den tredje patriark, Jakob, i fokus. Laban var virkelig en ”laban” og ødelagde Jakobs og sine døtres kærlighedsliv. Lea og Rakel levede hele livet i et intenst misundelsesforhold, som ses både i fortællingen og måske tydeligst i Leas hjerteskærende navngivning af sine sønner (29,31-35), men også i Jakobs promiskuøse forhold med medhustruerne Zilpa og Bilha. Familieidyllen går for alvor fløjten, da Jakob flygtede med al sin ejendom. Gud velsignede alligevel Jakob og bekræftede ham flere gange i sin omsorg for ham (28,10-15; 31,3.12-13; 32,23-30), så hele historien bliver også et stærkt vidnesbyrd om Guds uransagelige veje midt i menneskers synd.

Efter mange års adskillelse mødtes brødrene Jakob og Esau igen. Der var forsoning, men ikke fuldkomment. 33,16-17 antyder, at brødrene muligvis aldrig så hinanden igen, da Esau tager til Se’ir og Jakob til Sukkot. Skændselsdåden i kap. 34 problematiserede indgangen i landet, men Jakob fik i kap. 35 endnu en bekræftelse fra Gud (35,11-12) på, at han var den velsignede, og at Gud ville give ham landet. Jakobs yndlingshustru, Rakel, døde i barselssengen under fødslen af Benjamin, den 12. og sidste søn, hvorved tallet på stammerne blev fuldstændigt (jf. de 12 disciple og se Åb 7,5-8).

Josef-historien er bevægende og udstiller på én gang menneskets grænseløse syndighed og Guds vidunderlige nåde. Josef husker vi nok som et offer for brødrenes og andres ondskab, men han var også selv med til at skabe misundelsen (37,2.5.9). Tamar er en af de mange kvinder, som let overses, men som gennem lidelse blev stammoder til Kristus (Matt 1,3). Gud gik med Josef igennem seksuelle fristelser (kap. 39) og fængsling (kap. 40) og gav ham både en fremtrædende stilling og børn. Børnenes navne viser, at børnebørnene har været et lyspunkt i mørket (40,50-52).

Josefs tålmodighed med og kærlighed til sine brødrene er aldeles gribende, og historien er fortalt meget levende. Josef bliver et stærkt forbillede for os i mødet med modgang, og desuden et billede på Kristus, fx med ordene: ”Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse”. “Gud vendte det onde til det gode” giver udtryk for Josefs forståelse af hele forløbet og sin stærke tillid til Gud. Læg mærke til Juda (stamfader til Kristus), der i kap. 44,18ff tilbyder sig som ”Kristus” / barmhjertig samaritaner for den yngste søn, Benjamin.

Her begyndte israelitternes 430 års historie i Egypten (jf. 2 Mos 12,40-41). Jakob MÅTTE møde sin søn, inden han døde – og det lykkedes. Endda sine børnebørn så han. I kap. 49 velsignede Jakob sine 12 sønner. Læg igen mærke til Juda, som bar sceptret og staven – indtil ”herskeren” (Messias) kommer. Du er også blevet velsignet, for nu har du læst den første bog i Bibelen – tillykke med det!

I disse 3 Davidssalmer får vi et enestående indblik i Davids bønsliv. David var presset af modgang og gik til Gud med fuld tillid til, at han kan hjælpe. Sl 6 er den første af “de 7 bodssalmer” (én til hver ugedag i fasten), hvor David bekender sine synder.

Velkommen til Markusevangeliet, der begynder med Jesus som 30-årig i Judæas ørken. Det er det korteste og efter manges opfattelse ældste evangelium af de fire. 1,14-15 kan man kalde ”Jesu programerklæring”, som skød hele hans tjeneste på jorden – og nu i Himlen – i gang. Han har ikke ændret på sit kald, ”Følg mig”, siden dengang (jf. 1,16-20). Resten af kap. 1 er ”Jesu første arbejdsdag”, som var hektisk – og krævede tidlig bøn (ligesom du er i gang med nu). I kap. 2 sprængte Jesus ALLE grænser for opførsel, kultur og teologi – til forargelse for de retfærdige, men med uendeligt godt budskab til syndere.

Indledning til Markusevangeliet

Markusevangeliet er en kortfattet, intens fortælling om Jesus, menneskets tjener og Guds søn.
Ordet ”straks” går igen og pepper fortællingen op.

Introduktion
Markusevangeliet er en beretning om Jesu liv, død og opstandelse. Evangeliet fortæller ikke, hvem der er forfatteren, men en enig tradition siger, at det er Markus. Hans fulde navn var Johannes Markus, og han var fra Jerusalem. Han har fra begyndelsen haft god forbindelse med de kristne, fordi hans mors hus var mødelokale for den ældste menighed (ApG 12,12). Selv havde han tæt kontakt med både Paulus og Peter. Han var fx med på Paulus’ første missionsrejse, ligesom han var sammen med Paulus under hans fangenskab i Rom (ApG 13,5; Kol 4,10). Peter kaldte ham “min søn Markus” (1 Pet 5,13), og traditionen fortæller, at Markus også var på rejse med Peter og stod ham nær. Endelig var han fætter til Barnabas (Kol 4,10). Han havde således gode forudsætninger for at skrive et evangelium. Ifølge den ældste tradition er det især Peter, der har været hans kilde.

I begyndelsen blev frelsesbudskabet overleveret mundtligt, og det er usikkert, hvor lang tid der gik, før man fik de første skriftlige gengivelser af apostlenes Kristus-vidnesbyrd, men Lukas omtaler flere kilder (Luk 1,1-3). Behovet for et skrevet evangelium opstod gradvist med dannelsen af nye menigheder. Med den stærke ekspansion i 40-erne og 50-erne har behovet været der allerede 10-15 år efter Jesu død og opstandelse. Ud fra denne vurdering kan Markusevangeliet være skrevet allerede omkring år 50. Markus var efter alt at dømme den første, der gav evangeliefortællingen en skriftlig form, og hans skrift har sikkert hørt til de kilder, Lukas kendte (Luk 1,1-33). Den oldkirkelige tradition er ikke entydig, når det gælder affattelsestiden. I Mark 13,14 forudsiger Jesus templets ødelæggelse, og da Markus ikke kommenterer dette, har han nok skrevet før krigen mod romerne (66-70 e. Kr.). Ifølge traditionen skrev Markus sit evangelium i Rom.

Markus skrev primært sit evangelium med tanke på hedninger. Når han omtaler jødiske skikke, forklarer han dem for sine læsere. Han oversætter aramaiske ord og bruger ofte latinske udtryk eller oversætter græske betegnelser til latin. Han har nok især som sine læsere tænkt på mennesker, der brugte latin som dagligsprog. Måske navnlig kristne i Rom. Markus hensigt med evangeliet er ifølge åbningsverset at give en fremstilling af Jesus Kristus som Guds søn. Disciplenes bekendelse til Jesus som Guds søn og Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse hænger nøje sammen hos Markus.

Markusevangeliet kan inddeles:
1. Indledning – Døberen, Jesu dåb og Jesu fristelse (Mark 1,1-13)
2. Jesu virksomhed i Galilæa – Gudsrigets nærhed (Mark 1,14-8,26)
3. Jesus på vandring mod Jerusalem – Kristusbekendelse og lidelsesforudsigelser (Mark 8,27-10,52)
4. Jesus i Jerusalem – stridssamtaler og Jesu tale om de sidste tider (Mark 11,1-13,37)
5. Jesu lidelse, død og opstandelse (Mark 14,1-16,20).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Markusevangeliet
Begivenhederne i Markusevangeliet finder næsten udelukkende sted i nærheden af ​​Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget. Bogen åbner med Jesu dåb af Johannes under Pontius Pilatus og tetrarkerne Antipas og Filips styre, og den afsluttes med Jesu død og opstandelse omkring tre år senere.

Uddybende noter

Uddybende noter

1,1 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel.1 Kristus: Vi er vant til at bruge Kristus som et navn på linje med navnet Jesus. Men vi må huske, at det i første række er en titel mere end et navn. Kristus er det græske ord for Messias. Ordet betyder ‘Den salvede’ og bruges om den frelserkonge, som jøderne inderligt ventede på.1 1,2-3 Det første skriftsted er fra Malakias Bog (3,1). Det andet er fra Es 40,3. Det er således ikke korrekt, at begge citater står skrevet hos profeten Esajas. Men de to citater kan være blevet sammenstillet, fordi de har et beslægtet tema. Og man har knyttet dem sammen med Esajas navn, fordi han var den mest kendte af de to profeter.1 1,5 Hele Judæa betyder en stor del af indbyggerne i Judæa.2 1,6 Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet og han levede af græshopper og vildhonning: Johannes Døbers klædedragt og levevis var som en ørkenbeboers, men hans klædedragt var også en profets klædedragt (Zak 13,4), og den ledte tanken hen på Tisjbitten Elias, hvis kendetegn var en lådden (eller håret) kappe og et læderbælte om livet (2 Kong 1,8).2 1,16 Galilæas Sø er en af søens navne. Den kaldes også for Genesaret Sø og Tiberias sø.2 1,20 Daglejerne: Person som ikke har noget fast arbejde, men som lader sig hyre til løst arbejde for en dag ad gangen især om historiske eller udenlandske forhold.3 1,21 Gik han straks ind i synagogen og underviste: På Jesu tid kunne enhver mænd tage ordet og lære i synagogen.2 1,40 Spedalskhed dækkede over flere forskellige sygdomme og ikke bare det, som vi i dag kalder spedalskhed. Det var en sygdom, som gjorde den syge uren. En berøring med den spedalske ansås ikke for at være smittefarlig, men gjorde også én kultisk uren. Derfor skulle den spedalske opholde sig uden for byen og var som sådan socialt isoleret. Og derfor skulle de spedalske også som advarsel for forbipasserende råbe: »Uren, uren!«.1 1,44 Gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat: ifølge Moseloven var det præstens opgave at fastslå helbredelsen, og loven forskrev også, at den helbredte skulle bringe et offer et templet i Jerusalem (3 Mos 13-14).2 2,4 Fjernede de taget over det sted, hvor han var: Huset har sikkert været med fladt tag og med en udvendig trappe, som førte op til taget. Taget har sikkert været lavet af rafter og grene og tætnet med jord. Derfor har det været forholdsvis let for de fire venner at lave et hul i taget.1 2,14 Levi kan identificeres med apostlen Matthæus.2 Levi har sikkert siddet ved en toldbod nede ved søen. Måske et telt, måske et lille halvtag. Kapernaum var den første vigtige by i Herodes Antipas’ territorium. Derfor har der været en grænseovergang, hvor der skulle opkræves afgifter. Foran sig har han haft et bord med stabler af penge og store regnskabsbøger. Men som de fleste andre toldere har han sikkert været en mand, der blev set ned på af andre. Han har stået i besættelsesmag­tens tjeneste. Hans hænder er blevet urene ved at inddrive penge til kejseren. Og hertil kom, at tolderne havde ry for at være småkriminelle og korrupte mænd.1 2,15 I evangelierne møder vi ofte sammenstillingen »toldere og syndere«. Syndere er her ment som »samfundets udskud«, mennesker, som levede et åbenbart umoralsk og udsvejende liv.1 2,18 Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste: Den eneste faste, som var påbudt i loven, var på den store forsoningsdag (3 Mos 16,29). Men farisæerne fastede hver mandag og torsdag året igennem. Johannes Døberens disciple har sikkert også overholdt denne praksis.1 2,23 På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks: Intet bud er indskærpet så ofte i GT som buddet om at holde sabbatten hellig. Der var detaljerede regler for, hvad der var tilladt og ikke tilladt på en sabbat. I 2 Mos 34,21 står: »selv når der skal pløjes eller høstes, skal du hvile.« Det, som Jesu disciple her gør, kan kaldes høstarbejde.1 2,26 Jesus begrunder disciplenes adfærd ved at henvise til en hændelse, som er omtalt i 1 Sam 21,1-6: David var på sin flugt fra Saul kommet til præsten Akimelek i Nob. David beder præsten om noget at spise. Men han svarer, at han ikke har noget almindeligt brød. Kun det hellige brød. Ifølge 3 Mos 24,5-9 skulle der hver sabbat lægges tolv friskbagte brød på Herrens alter. De skulle lægges i to rækker med seks i hver. Over brødene skulle man komme røgelse som duftoffer. Efter at have ligget på alteret skulle brødene tilfalde præsterne. Men hos præsten Akimelek havde David fået lov til at spise af de hellige brød, da der ikke fandtes andet. Han nævner, at denne episode fandt sted på ypperstepræsten Ebjatars tid – en tidsangivelse, der fortæller, hvornår David og hans ledsagere spiste skuebrødene. Jesus siger ikke, at Ebjatar var til stede, og heller ikke, at han gav David skuebrødene. Ifølge 1 Sam 21,6 var det Ebjatars far Akimelek, der var til stede. Ebjatar blev først senere ypperstepræst, men Jesus kalder ham ypperstepræsten Ebjatar for at præcisere, hvem han taler om, og han nævner Ebjatar, fordi han var den bedst kendte. epi Abiarthar archiepeōs betyder på ypperstepræsten Abjatars tid og ikke mens Abjatar var ypperstepræst.2

Faktaboks: Farisæer

Farisæer

Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag.

Faktaboks: Skriftklog

Skriftklog

Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på.

Faktaboks: Ypperstepræst

Ypperstepræst

Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24).

Illustration: Bordet til skuebrødet (til Mark 2,26)

Nogle tror, at Guds rige kom fikst og færdigt med Jesus fra begyndelsen af – men Guds rige var og er en proces. I kap. 1 kaldte Jesus fire disciple, og først nu samlede han de 12, som skulle være apostle. Læg mærke til rækkefølgen (3,13-15): 1. Være sammen med Jesus. 2. Udsendt for at prædike og helbrede. Kap. 4 er grundlignelsen om Guds ord (den første lignelse i alle de tre første evangelier), og efter to lignelser mere gik turen til hedningeland. Som en anden dæmon rejste stormen sig, og Jesus stillede stormen både på søen og i den besatte mands liv.

”Hjemme” i Israel igen havde rygtet om Jesus bredt sig, og skaren samlede sig om ham. Jesus reagerede på ”de hjælpeløses tro” – i kap. 5 Jairus’ datter og kvinden med blødninger. Samtidig holdt Jesus sin identitet skjult, da tiden endnu ikke var inde og samtiden var fyldt med falske Messias-forventninger (også i hjembyen Nazaret (6,1-6)). Johannes Døberen måtte lade livet for sin uforbeholdne kritik af kong Herodes’ udenomsægteskabelige forhold til Herodias, og samtidig fortsatte Jesus sin gerning med bespisningsunderet og vandringen på søen. Læg mærke til, at selv Jesus havde brug for bøn (6,31.46) – hvor meget mere har vi så ikke!

Hvor kommer det rene og urene fra? Måske er vi i vores sundhedsorienterede tid gået tilbage til en farisæistisk forståelse (7,18-19), men se Jesu radikale tale om syndens ophav i vores hjerte (7,21-23) og lad os spejle os i den. Jesus helbredte fortsat i hedningeland (7,24-30) og i Israel (7,31-37), og igen gik tiden hos Jesus hurtigt, så de manglede mad. Ved første bespisningsunder i Israel (kap. 6) var der 5.000 mænd og 12 kurve til overs, og her i hedningeland var der 4.000 og 7 kurve til overs. Måske handler det om, at der i Jesus er brød nok til hele Israel (12 stammer) og til alle folkeslag (7-tallet).

Den lange rejse til Cæsarea Filippi, Hermonbjerget (9,1-8), tilbage til Kapernaum og videre mod Jerusalem kan kaldes én lang uddannelsesrejse for disciplene, hvor Jesus forsøgte at åbne deres øjne for, hvem han var og hvad han skulle. Tre gange (kap. 8,9 og 10 omkring v. 30) forudsagde Jesus sin lidelse, død og opstandelse, og de så Jesus forklaret på bjerget. Desuden underviste han om efterfølgelse, skilsmisse og rigdom. Samtidig talte han om sandt discipelskab og fremhævede børnene (10,13-16) og tjenerrollen (10,41-45), som han selv valgte. Disciplenes øjne åbnedes meget langsomt (jf. 8,17-18), hvorimod den blinde Bartimæus’ øjne åbnedes på stedet – blot med råbet: “Davids søn, forbarm dig over mig”!

Markus vier omkring 1/3 af sit skrift til den sidste uge i Jesu liv. Situationen spidsede til, og vi kender allerede disciplenes tanker fra 10,32. Jesus står foran den afgørende påskeuge. Allerede indtoget i Jerusalem havde messianske implikationer som en opfyldelse af profetierne (Zak 9,9; Sl 118,25-26), og diskussionerne med farisæerne gik på hans identitet. Mange var forvirrede og spurgte Jesus, men han holdt kortene tæt ind til kroppen indtil det afgørende tidspunkt (14,62). Både tempelrensningen og lignelsen om de onde vinbønder er domstale, som ramte den (og vor) tids religiøsitet som en hammer. Samtidig udfordrede Jesus alle og sagde: “Tro på Gud” (11,23).

I dag læser vi tre salmer af kong David. I Sl 7 veksler David mellem tillid til Gud og klage. Overvej, om vi har en tendens til at blande det hele sammen og så ikke få ”udøst vort hjerte” for nogen af delene. Sl 8 er en tak for Guds skaberværk og mennesket som kronen på værket. Salmen tolkes kristologisk (= overføres på Kristus) i Hebr 2,6-8 og 1 Kor 15,27. Sl 9 handler om Guds styrke og menneskers svaghed. Vi kan bede v. 21 for os selv: ”Herre, indgyd folkene (os) frygt, så de forstår, at de kun er mennesker”.

Midt i den hektiske påskeuge gav disciplenes beundring af templets storhed Jesus mulighed for at fortælle om de sidste tider. Han forberedte sine disciple på trængselstider. Der skulle komme falske profeter, modgang og naturkatastrofer – men de skulle også få givet ord, styrke og tegn til at vente med længsel og forventning. Alle tegn har indtruffet forlængst, og nu (for)venter vi Herren Jesus når som helst. I kap. 14 mærker vi Jesu omsorg (salvningen, nadveren, Getsemane) for sine disciple, som endnu ikke forstår hans gerning, men prøver så vidt muligt at holde deres løfter (14,31). Til sidst faldt også Peter, og hvad der skete, når du bladrer om til kap. 15 og frem, handler alene om Jesu gerning for os.

Illustration: Templet på Jesu tid

Uddybende noter

Uddybende noter

14,1 Påskemåltidet skulle holdes d. 15. nisan (men påskelammet skulle slagtes d. 14., se også faktaboks om kalender nedenfor), her fejres udfrielsen fra Egypten. Fra d. 15 til d. 21. fulgte de usyrede brøds fest.1 14,3 Simon den Spedalskes: Vi ved ikke hvem han er.1 Alabast var en meget finpudset, næsten glasagtig gips. Nardusolie var en meget kostbar salve udvundet af den indiske nardusplante.1 14,5 En denar er en daglejers løn, over tre hundrede denarer svarer således til en årsløn.2 14,26 Lovsangen: Sl 113-118.1 14,30 I parallelberetningerne hos Matt, Luk og Joh står der, at Peter vil fornægte Jesus, før hanen galer. De har således en »sammentrængt« gengivelse, mens Markus præciserer, at det sker, før hanen har galet to gange.2 14,32 Getsemane: Dette sted ligger ved Oliebjergets fod, på den anden side af Kedronbækken (Joh 18,1). Det er en have med oliventræer. (Note fra Matt 26,36) 14,36 Tag dette bæger fra mig: At tømme et bæger betyder i GT at blive påført lidelse, Sl 75,9; Es 51,17; se også 10,38.1 14,43 Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste: Synedriet.2 14,51-52 Mange har gættet på, at det var Markus selv, men det kan kun blive et gæt, efter som teksten ikke siger det.2 14,63 Flængede ypperstepræsten sine klæder: En handling den jødiske lov forskrev i forbindelse med bespottelse.2

Faktaboks: Kalender

Kalender

Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet.

Faktaboks: Rådet

Rådet

Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.)

Jesus var helt alene – alle disciplene havde svigtet ham, og til sidst så kun nogle kvinder (bl.a. hans egen mor – 15,40-41) til på afstand. Det var fredag morgen, og retssagen mod Jesus havde stået på i løbet af natten. Ligesom for det jødiske råd (14,62) afslørede Jesus sin identitet som Kristus og jødernes konge. Nu kunne det blive klart for alle, at Messias ikke skulle herske, men kom for at lide og dø. Jesu menneskelighed skinner igennem i det sidste råb på korset, som Markus har refereret (jf. dog Luk 23,46 og Joh 19,30). Ikke nok med, at alle mennesker havde forladt Jesus, nu gjorde Gud det også – treenigheden sprænges, og Jesus dør alene. “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”, 2 Kor 5,21. Opstandelsen i kap. 16 har væltet disciplenes verden. Det ses bl.a. af v. 8, som formentlig er Markus’ afslutning på evangeliet (og v. 9-16 en senere tilføjelse). Kristus er opstået – og du har læst det første og ældste af de fire evangelier. Tillykke med begge dele!

2 Mosebog hedder på latin “Exodus”, som ordret betyder “vej ud”. Vi skal følge en underfuld historie, som har formet det jødiske folks identitet lige siden og samtidig har mægtige implikationer for vores kristne tro. Exodus er Guds løsning for det folk, som er presset op mod havet / muren / synden / døden. Gud har “set”, “hørt”, “lagt mig på sinde” (3,7). Vi følger her i fire kapitler Moses’ liv fra fødsel og opvækst i Egypten over flugt ud i ørkenen i 40 år, indtil han til sidst som 80-årig rejste tilbage til Egypten med et klart budskab fra “JEG ER” (jf. Jesu “jeg er-ord”, som vi skal møde senere i Johannesevangeliet). Moses var på ingen måde perfekt, hvilket måske ses klarest i 4,24-26, hvor Sippora hjalp Moses til at rette op på et alvorligt svigt i gudsforholdet, nemlig den manglende omskærelse. Glæd dig til 2 Mos – et sandt drama begynder..

Indledning til 2 Mosebog

2 Mosebog fortæller historien om Guds udfrielse af Israels folk fra slaveriet i Egypten. Gud ledte folket til Sinajs bjerg og stiftede pagt med dem.
2 Mosebog har Egyptens 10 plager med, og desuden den første påske, vandringen gennem Det røde Hav, de 10 bud og Åbenbaringsteltets indretning.

Bogen følger historien fra udvandringen fra Egypten til ankomsten på Sinaj, hvor Gud skrev loven på to stentavler.

Introduktion
Da Jakob og hans sønner kom til Egypten, fik de lov at bosætte sig i det frugtbare land Goshen, der ligger i den østlige del af Nilens delta (1 Mos 47,6). I alt boede deres efterkommere 430 år i Egypten (2 Mos 12,40-41). Egypten var den gamle verdens bedst organiserede stat, hvor kunst, litteratur, arkitektur og industri havde nået en høj udvikling. Vi ved ikke meget om denne del af Israels historie, men mellem Første og Anden Mosebog ligger der antagelig en periode på to-tre århundreder: fra Josefs død til begyndelsen af Israels slavetilværelse. I dette tidsrum er efterkommerne af den ene familie, der brød op fra sit hjemland, blevet så mange, at de i virkeligheden skal betragtes som et helt folk (1,7).

De første kapitler er beretningen om trældom og tunge tider under egypterkongens herredømme. Der var nemlig kommet en ny konge, som ikke kendte til Josef (1,8); det betyder sikkert et nyt dynasti, der stod for en anden politisk holdning. Nu blev det israelitiske folk betragtet med skepsis, ja man gjorde dem direkte til slaver (1,11). Men resultatet blev, at folket voksede endnu mere. Da prøvede egypterkongen med en etnisk udrensning ved at påbyde, at alle drengebørn skulle slås ihjel umiddelbart efter fødslen. Gud greb imidlertid ind efter sit løfte til folkets første fædre og forberedte udfrielsen. Ifølge 1 Kong 6,1 skete israelitternes udvandring 480 år før man begyndte at bygge Herrens tempel. Det skete i kong Salomos fjerde regeringsår (1 Kong 6,37), og han var tiltrådt 970 f. Kr., så udvandringen må være sket år 1446 f. Kr.

Den bærende søjle i Anden Mosebog er åbenbaringstanken. Vi møder en absolut tro på Guds nærvær og indgriben i verden. I hver enkelt begivenhed i folkets liv ser vi Guds hånd. I kærlighed følger han sit folk. Han ser sit folks lidelse, hører deres klageskrig og stiger ned for at redde dem (3,7-8). Udfrielsen sker under et offerdyrs blod (12,7.13). Men Gud, der vil bo iblandt sit folk, er også hellig og vil tilbedes og tjenes af et helligt folk.

Anden Mosebog indeholder de to afgørende begivenheder i Israels historie – udfrielsen af Egypten og lovgivningen på Sinaj – og kan inddeles:
1. Trældommen i Egypten og forberedelsen af befrielsen (2 Mos 1,1-12,51).
2. Udfrielsen og vandringen mod Sinaj (2 Mos 13,1-18,27).
3. Pagtslutningen på Sinaj med modtagelsen af De ti bud og pagtsbogen (2 Mos 19,1-24,18)
4. Tabernaklet og offertjenesten/præstetjenesten (2 Mos 25,1-31,18)
5. Frafaldet (guldkalven) og fornyelsen af pagten (2 Mos 32,1-34,35)
6. Forskellige påbud og forskrifter (2 Mos 35,1-40,38).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rejsen imod Sinajs bjerg
1446 f.Kr.
Blandt de mange teorier om ruten for udvandringen, anses den traditionelle rute til Djebel Musa af mange forskere for at være den mest plausible. Fra Ramses rejste israelitterne til Sukkot, men disse to steder er de eneste som er identificeret med sikkerhed. Derfra rejste de til Etam ogPi-ha-Kirot, hvor de krydsede Det Røde Hav. Derfra rejste de til Mara, Elim, Refidim og til sidst til Sinaj-bjerget.

At træde frem foran selveste Farao har ikke overraskende fyldt Moses med frygt – men gradvist, med Guds indgriben, voksede hans mod. Det kan minde os om, at Gud bruger svage og syndige mennesker i sin tjeneste – han har (med undtagelse af Jesus) faktisk aldrig brugt andre. Gud virkede med “stærk hånd” (3,19; 6,1), så Farao – og senere vi – indser, hvor tåbeligt og umuligt det er at gå op imod Guds vilje og frelsesplan. At gøre det havde konkrete konsekvenser for Farao – og evige konsekvenser for os. Gud gav løfter til Moses i hobetal – om at tage folket til sig og føre dem til det lovede land.

Plagerne fortsatte med tiltagende styrke. Faraos forhærdelse kom både fra ham selv og Gud – og forhærdelsestanken tager Paulus op i Rom 9,14-18. 2 Mos 9,16-17 og 10,1-2 er central for forståelsen af Guds handling. Den sidste plage forberedtes af Gud og skulle blive til evigt minde for israelitterne – og os. Med blodet på dørstolperne ville folket blive skånet, forbigået. Ordet “Pesach” (påske) betyder “forbigang” og kan forstås både om englens forbigang den nat og Kristi offer på korset (jf. 1 Kor 5,7; Åb 5,12). En af betegnelserne på Jesus er netop “Lammet”. Kap. 12 er EXODUS – udgang af Egypten efter 430 års ophold. Bemærk 12,46, som opfyldes på korset (Joh 19,36).

Uddybende noter

Uddybende noter

12,5 Lydefri: uden skavanker eller mangler. 12,22 Isop: En pjusket busk, der bruges som børste i en række rensningsceremonier (se 3 Mos 14,4-7; 4 Mos 19,6, 18; Sl 51,9; jf. Joh 19,29).

Faktaboks: Kalender

Kalender

Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet.

Overvej, om drabet på de førstefødte i Egypten modsvares af Jesu korsfæstelse og død – og overgangen over Det røde Hav af Jesu opstandelse?! Det kan ikke beskrives, hvor meget vi kan lære om Gud gennem ørkenvandringen, især hvis man selv kender til at gå gennem svære ting, kan forestille sig israelitternes frustrationer og er åben for Guds ledelse. Nogle af de kommende kapitler er lange og omstændelige (kan opleves som en “ørkenvandring”), men tag en bid ad gangen, så går det. Dagens læsning er den korte vej fra Egypten til Det røde Hav og den underfulde overgang over havet. Evangeliet skinner tydeligt igennem, særligt 13,21-22 ; 14,13 og den store lovsang i kap. 15. Paulus forklarer i 1 Kor 10,1-4 (ja, helt til v. 13), at folket i ørkenen stod over for Kristus selv.

Alle tre salmer til i dag er “klagesalmer”. Salmisten stod i modgang over for fjender, som hånede ham og forfulgte ham. Vi kan formentlig genkende os i mange formuleringer, om ikke andet I forhold til vores sjælefjende Djævelen, som hvisker løgne i ørerne på os, fx “Gud er ikke til” (10,4). Spørgsmålet er: “Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?” (11,4). Hun / han klager sin nød til Gud og tager sin tilflugt til ham (11,1). Martin Luther har lært os, at “Herren” er Jesus. Læs salmerne med det fortegn, og de stråler nu med endnu større herlighed.

Nu begyndte vandringen sydpå mod Sinaj, som tog 2-3 måneder (resten af vandringen tog 40 år!). Gennemgående temaer er israelitternes utilfredshed (15,24 ; 16,2 ; 17,2) og vantro (16,20.27) – og på den anden side Guds prøvelse (15,25b-26) og ledelse (17,11-12.16). Mon ikke det er genkendelige temaer fra vores liv?! I Kap. 18 mødte Moses igen sin kone, som tidligere havde reddet ham fra døden (2 Mos 4,24-25), og sin svigerfar, som hjalp ham mod stress til at organisere rettergang. Moses skulle selv være “Højesteret” og lade andre om mindre sager.

Sinajs bjerg er lovens og pagtens sted – begreber, som har betydning i al form for religion og livsanskuelse, også for jødisk / kristen tro. Modsat al anden religion er udgangspunktet evangeliet: “I har selv set, hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig” (19,4) og “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trælle-huset” (20,1). Gud ville holde folket fast hos ham, så de forblev hans ejendom, 19,5-6. Guds lov er redskab til det, da den påviser synden (jf. folkets reaktion i 20,19) og gang på gang driver dem (og os) tilbage til Gud / Kristus. Paulus udlægger denne tanke på genial vis i Gal 3,19-24. Samtidig ligger Guds lov til grund for samfundet (også vores) med proportionalitet mellem forbrydelse og straf, også kaldet “jus tallionis” (21,23-25 – se Jesus udfordre denne regel i discipelflokken i Matt 5,38-42).