Dag 1-30

Vi bladrer om på 1 Mos 1. I dag om skabelse og syndefald. Bibelen har to skabelsesberetninger (1,1-2,4a og 2,4b-25), som komplementerer hinanden. Den første har det globale perspektiv – hele verdens skabelse på 6 dage, og mennesket, mand og kvinde, som kronen på værket. Den anden har det lokale perspektiv – Edens Have, Adam og Eva. Syndefaldet har haft katastrofale konsekvenser for hele menneskeheden siden da, men netop her hører vi også evangeliet første gang (”protoevangeliet”) i 3,15b.

Uden for haven begyndte livets barske realitet. Ud af fire mennesker
på jorden måtte én lade livet. Det blev ”den retfærdige Abel”
som et varsel om, at retfærdigheden ville få trange kår i syndens
virkelighed – dog med mulighed for frihed (4,7). Abel nævnes også
i Ny Testamente, jf. Matt 23,35:

“For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige
fra den retfærdige Abels blod…”

Og Hebr 11,4:

“I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet,
at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i
kraft af troen taler han endnu, skønt han er død”.

Slægtstavler kan synes lange, men minder os om, at Bibelen er
historie. Læg mærke til Enoks særprægede endeligt (5,24).

Syndfloden. Menneskenes synd tog til, og “guds-sønnerne” (et udtryk for aristokratiske og magtsyge mænd) misbrugte magten. Gud fortrød (et udtryk, der kan oversættes: Menneskets synd fyldte Guds hjerte med smerte), at han havde skabt dem, så Gud måtte reagere ved at udslette alt levende – og enhver regnbue minder os nu om Guds nåde-pagt, at Gud aldrig gentager det, så længe verden består. Et interessant træk ved GT (Gammel Testamente) er, at både personer, hændelser og samfundsinstitutioner peger frem mod NT (Ny Testamente). Syndfloden bruges således i NT som et billede på den endelige dom (Luk 17,26ff) – og Noas ark som et billede på dåben (1 Pet 3,20-21).

1 Mos 1-11 kaldes urhistorien, og den slutter med endnu en historie om menneskets synd. I stedet for at opfylde jorden, som Gud havde sagt (1,28), samlede menneskene sig for at skabe sig et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden. Derfor skete ”den omvendte pinsedag”, hvor verdens sprog skabtes og Gud forvirrede sproget. I 1 mos 12 begynder Gud forfra med ”patriarkhistorien” om Abraham, Isak og Jakob. Helt centralt er løftet fra Gud, som peger frem mod Kristus. Læs 1 Mos 12,3 nøje.

1 Mos 16 er historien om menneskets egen indsats. Abram handlede ud fra hvad han så, og ud fra fornuftens synsvinkel – og allerede for Hagar og Ismael fik den tilgang dybe konsekvenser, og det samme ser vi utallige andre gange i Bibelen og historien (Ismael regnes for stamfader til muslimerne og Isak til det jødiske folk). Kap. 17 er Guds pagt – Guds indsats (læg mærke til brugen af ”jeg”)! Paulus tager spørgsmålet om troen og omskærelsen op i Rom 4,9-12. Kap. 18 og 19 står i kontrast med hinanden – Guds store løfte og menneskets dybe synd.

Næste generation i patriarkhistorien: Isak. Paulus uddrager en lære om loven og evangeliet fra Ismael- / Isakberetningen i Gal 4,21-5,1. Den hårrejsende beretning om Abrahams ofring af Isak er ladet med kristologi (=Jesus-betydning): Gud skånede IKKE Jesus, som han skånede Isak (jf. Hebr 11,17-19; Rom 8,32). Efter Saras død følger en bevægende historie om fundet af Isaks kone, Rebekka. ”Isak elskede hende og kom over sin mors død”.

Salmernes Bog er en guldgrube, så glæd dig! Martin Luther skrev: “Vil du se den hellige kristne kirke levende afmalet både i form og farve, samlet i ét lille billede, så slå op i Salmernes Bog. Her har du et fint, rent og klart spejl, som kan vise dig, hvad kristenheden er. Ja, du vil også finde dig selv i den.“ De tre første salmer slår vigtige temaer an: Guds ord (Sl 1 og træet ved bækken som et billede på den, der ”har sin glæde ved Herrens lov”, dvs. Guds ord), Kristus (Sl 2 om Herren, der har indsat sin søn på tronen) og trøst (Sl 3 om Davids tilflugt til Gud i ekstrem modgang).

Rebekka og Isak havde fertilitetsproblemer, og de havde været gift i 20 år, inden de omsider fik tvillinger (jf. 25,20.26). De to tvillinger, Esau og Jakob, blev til to forskellige folk, lovens og løftets folk (jf. Rom 9,10-18). Kap. 26 og 27 rummer eksempler på konflikter, snyd og bedrag. Heller ikke dengang var Guds folk perfekte men Guds løfte forkyndes alligevel gennem folket (26,3-5). Teologen Kenneth Bailey har sammenlignet Esau- og Jakobhistorien med lignelsen om de fortabte sønner (Luk 15,11-32). Se, om du kan finde paralleller her.

Nu er den tredje patriark, Jakob, i fokus. Laban var virkelig en ”laban” og ødelagde Jakobs og sine døtres kærlighedsliv. Lea og Rakel levede hele livet i et intenst misundelsesforhold, som ses både i fortællingen og måske tydeligst i Leas hjerteskærende navngivning af sine sønner (29,31-35), men også i Jakobs promiskuøse forhold med medhustruerne Zilpa og Bilha. Familieidyllen går for alvor fløjten, da Jakob flygtede med al sin ejendom. Gud vel4 signede alligevel Jakob og bekræftede ham flere gange i sin omsorg for ham (28,10-15; 31,3.12-13; 32,23-30), så hele historien bliver også et stærkt vidnesbyrd om Guds uransagelige veje midt i menneskers synd.

Efter mange års adskillelse mødtes brødrene Jakob og Esau igen. Der var forsoning, men ikke fuldkomment. 33,16-17 antyder, at brødrene muligvis aldrig så hinanden igen, da Esau tager til Se’ir og Jakob til Sukkot. Skændselsdåden i kap. 34 problematiserede indgangen i landet, men Jakob fik i kap. 35 endnu en bekræftelse fra Gud (35,11-12) på, at han var den velsignede, og at Gud ville give ham landet. Jakobs yndlingshustru, Rakel, døde i barselssengen under fødslen af Benjamin, den 12. og sidste søn, hvorved tallet på stammerne blev fuldstændigt (jf. de 12 disciple og se Åb 7,5-8).

Josef-historien er bevægende og udstiller på én gang menneskets grænseløse syndighed og Guds vidunderlige nåde. Josef husker vi nok som et offer for brødrenes og andres ondskab, men han var også selv med til at skabe misundelsen (37,2.5.9). Tamar er en af de mange kvinder, som let overses, men som gennem lidelse blev stammoder til Kristus (Matt 1,3). Gud gik med Josef igennem seksuelle fristelser (kap. 39) og fængsling (kap. 40) og gav ham både en fremtrædende stilling og børn. Børnenes navne viser, at børnebørnene har været et lyspunkt i mørket (40,50-52).

Josefs tålmodighed med og kærlighed til sine brødrene er aldeles gribende, og historien er fortalt meget levende. Josef bliver et stærkt forbillede for os i mødet med modgang, og desuden et billede på Kristus, fx med ordene: ”Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse”. “Gud vendte det onde til det gode” giver udtryk for Josefs forståelse af hele forløbet og sin stærke tillid til Gud. Læg mærke til Juda (stamfader til Kristus), der i kap. 44,18ff tilbyder sig som ”Kristus” / barmhjertig samaritaner for den yngste søn, Benjamin.

Her begyndte israelitternes 430 års historie i Egypten (jf. 2 Mos 12,40-41). Jakob MÅTTE møde sin søn, inden han døde – og det lykkedes. Endda sine børnebørn så han. I kap. 49 velsignede Jakob sine 12 sønner. Læg igen mærke til Juda, som bar sceptret og staven – indtil ”herskeren” (Messias) kommer. Du er også blevet velsignet, for nu har du læst den første bog i Bibelen – tillykke med det!

I disse 3 Davidssalmer får vi et enestående indblik i Davids bønsliv. David var presset af modgang og gik til Gud med fuld tillid til, at han kan hjælpe. Sl 6 er den første af “de 7 bodssalmer” (én til hver ugedag i fasten), hvor David bekender sine synder.

Velkommen til Markusevangeliet, der begynder med Jesus som 30-årig i Judæas ørken. Det er det korteste og efter manges opfattelse ældste evangelium af de fire. 1,14-15 kan man kalde ”Jesu programerklæring”, som skød hele hans tjeneste på jorden – og nu i Himlen – i gang. Han har ikke ændret på sit kald, ”Følg mig”, siden dengang (jf. 1,16-20). Resten af kap. 1 er ”Jesu første arbejdsdag”, som var hektisk – og krævede tidlig bøn (ligesom du er i gang med nu). I kap. 2 sprængte Jesus ALLE grænser for opførsel, kultur og teologi – til forargelse for de retfærdige, men med uendeligt godt budskab til syndere.

Nogle tror, at Guds rige kom fikst og færdigt med Jesus fra begyndelsen af – men Guds rige var og er en proces. I kap. 1 kaldte Jesus fire disciple, og først nu samlede han de 12, som skulle være apostle. Læg mærke til rækkefølgen (3,13-15): 1. Være sammen med Jesus. 2. Udsendt for at prædike og helbrede. Kap. 4 er grundlignelsen om Guds ord (den første lignelse i alle de tre første evangelier), og efter to lignelser mere gik turen til hedningeland. Som en anden dæmon rejste stormen sig, og Jesus stillede stormen både på søen og i den besatte mands liv.

”Hjemme” i Israel igen havde rygtet om Jesus bredt sig, og skaren samlede sig om ham. Jesus reagerede på ”de hjælpeløses tro” – i kap. 5 Jairus’ datter og kvinden med blødninger. Samtidig holdt Jesus sin identitet skjult, da tiden endnu ikke var inde og samtiden var fyldt med falske Messias-forventninger (også i hjembyen Nazaret (6,1-6)). Johannes Døberen måtte lade livet for sin uforbeholdne kritik af kong Herodes’ udenomsægteskabelige forhold til Herodias, og samtidig fortsatte Jesus sin gerning med bespisningsunderet og vandringen på søen. Læg mærke til, at selv Jesus havde brug for bøn (6,31.46) – hvor meget mere har vi så ikke!

Hvor kommer det rene og urene fra? Måske er vi i vores sundhedsorienterede tid gået tilbage til en farisæistisk forståelse (7,18-19), men se Jesu radikale tale om syndens ophav i vores hjerte (7,21-23) og lad os spejle os i den. Jesus helbredte fortsat i hedningeland (7,24-30) og i Israel (7,31-37), og igen gik tiden hos Jesus hurtigt, så de manglede mad. Ved første bespisningsunder i Israel (kap. 6) var der 5.000 mænd og 12 kurve til overs, og her i hedningeland var der 4.000 og 7 kurve til overs. Måske handler det om, at der i Jesus er brød nok til hele Israel (12 stammer) og til alle folkeslag (7-tallet).

Den lange rejse til Cæsarea Filippi, Hermonbjerget (9,1-8), tilbage til Kapernaum og videre mod Jerusalem kan kaldes én lang uddannelsesrejse for disciplene, hvor Jesus forsøgte at åbne deres øjne for, hvem han var og hvad han skulle. Tre gange (kap. 8,9 og 10 omkring v. 30) forudsagde Jesus sin lidelse, død og opstandelse, og de så Jesus forklaret på bjerget. Desuden underviste han om efterfølgelse, skilsmisse og rigdom. Samtidig talte han om sandt discipelskab og fremhævede børnene (10,13-16) og tjenerrollen (10,41-45), som han selv valgte. Disciplenes øjne åbnedes meget langsomt (jf. 8,17-18), hvorimod den blinde Bartimæus’ øjne åbnedes på stedet – blot med råbet: “Davids søn, forbarm dig over mig”!

Markus vier omkring 1/3 af sit skrift til den sidste uge i Jesu liv. Situationen spidsede til, og vi kender allerede disciplenes tanker fra 10,32. Jesus står foran den afgørende påskeuge. Allerede indtoget i Jerusalem havde messianske implikationer som en opfyldelse af profetierne (Zak 9,9; Sl 118,25-26), og diskussionerne med farisæerne gik på hans identitet. Mange var forvirrede og spurgte Jesus, men han holdt kortene tæt ind til kroppen indtil det afgørende tidspunkt (14,62). Både tempelrensningen og lignelsen om de onde vinbønder er domstale, som ramte den (og vor) tids religiøsitet som en hammer. Samtidig udfordrede Jesus alle og sagde: “Tro på Gud” (11,23).

I dag læser vi tre salmer af kong David. I Sl 7 veksler David mellem tillid til Gud og klage. Overvej, om vi har en tendens til at blande det hele sammen og så ikke få ”udøst vort hjerte” for nogen af delene. Sl 8 er en tak for Guds skaberværk og mennesket som kronen på værket. Salmen tolkes kristologisk (= overføres på Kristus) i Hebr 2,6-8 og 1 Kor 15,27. Sl 9 handler om Guds styrke og menneskers svaghed. Vi kan bede v. 21 for os selv: ”Herre, indgyd folkene (os) frygt, så de forstår, at de kun er mennesker”.

Midt i den hektiske påskeuge gav disciplenes beundring af templets storhed Jesus mulighed for at fortælle om de sidste tider. Han forberedte sine disciple på trængselstider. Der skulle komme falske profeter, modgang og naturkatastrofer – men de skulle også få givet ord, styrke og tegn til at vente med længsel og forventning. Alle tegn har indtruffet forlængst, og nu (for)venter vi Herren Jesus når som helst. I kap. 14 mærker vi Jesu omsorg (salvningen, nadveren, Getsemane) for sine disciple, som endnu ikke forstår hans gerning, men prøver så vidt muligt at holde deres løfter (14,31). Til sidst faldt også Peter, og hvad der skete, når du bladrer om til kap. 15 og frem, handler alene om Jesu gerning for os.

Jesus var helt alene – alle disciplene havde svigtet ham, og til sidst så kun nogle kvinder (bl.a. hans egen mor – 15,40-41) til på afstand. Det var fredag morgen, og retssagen mod Jesus havde stået på i løbet af natten. Ligesom for det jødiske råd (14,62) afslørede Jesus sin identitet som Kristus og jødernes konge. Nu kunne det blive klart for alle, at Messias ikke skulle herske, men kom for at lide og dø. Jesu menneskelighed skinner igennem i det sidste råb på korset, som Markus har refereret (jf. dog Luk 23,46 og Joh 19,30). Ikke nok med, at alle mennesker havde forladt Jesus, nu gjorde Gud det også – treenigheden sprænges, og Jesus dør alene. “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”, 2 Kor 5,21. Opstandelsen i kap. 16 har væltet disciplenes verden. Det ses bl.a. af v. 8, som formentlig er Markus’ afslutning på evangeliet (og v. 9-16 en senere tilføjelse). Kristus er opstået – og du har læst det første og ældste af de fire evangelier. Tillykke med begge dele!

2 Mosebog hedder på latin “Exodus”, som ordret betyder “vej ud”. Vi skal følge en underfuld historie, som har formet det jødiske folks identitet lige siden og samtidig har mægtige implikationer for vores kristne tro. Exodus er Guds løsning for det folk, som er presset op mod havet / muren / synden / døden. Gud har “set”, “hørt”, “lagt mig på sinde” (3,7). Vi følger her i fire kapitler Moses’ liv fra fødsel og opvækst i Egypten over flugt ud i ørkenen i 40 år, indtil han til sidst som 80-årig rejste tilbage til Egypten med et klart budskab fra “JEG ER” (jf. Jesu “jeg er-ord”, som vi skal møde senere i Johannesevangeliet). Moses var på ingen måde perfekt, hvilket måske ses klarest i 4,24-26, hvor Sippora hjalp Moses til at rette op på et alvorligt svigt i gudsforholdet, nemlig den manglende omskærelse. Glæd dig til 2 Mos – et sandt drama begynder..

At træde frem foran selveste Farao har ikke overraskende fyldt Moses med frygt – men gradvist, med Guds indgriben, voksede hans mod. Det kan minde os om, at Gud bruger svage og syndige mennesker i sin tjeneste – han har (med undtagelse af Jesus) faktisk aldrig brugt andre. Gud virkede med “stærk hånd” (3,19; 6,1), så Farao – og senere vi – indser, hvor tåbeligt og umuligt det er at gå op imod Guds vilje og frelsesplan. At gøre det havde konkrete konsekvenser for Farao – og evige konsekvenser for os. Gud gav løfter til Moses i hobetal – om at tage folket til sig og føre dem til det lovede land.

Plagerne fortsatte med tiltagende styrke. Faraos forhærdelse kom både fra ham selv og Gud – og forhærdelsestanken tager Paulus op i Rom 9,14-18. 2 Mos 9,16-17 og 10,1-2 er central for forståelsen af Guds handling. Den sidste plage forberedtes af Gud og skulle blive til evigt minde for israelitterne – og os. Med blodet på dørstolperne ville folket blive skånet, forbigået. Ordet “Pesach” (påske) betyder “forbigang” og kan forstås både om englens forbigang den nat og Kristi offer på korset (jf. 1 Kor 5,7; Åb 5,12). En af betegnelserne på Jesus er netop “Lammet”. Kap. 12 er EXODUS – udgang af Egypten efter 430 års ophold. Bemærk 12,46, som opfyldes på korset (Joh 19,36).

Overvej, om drabet på de førstefødte i Egypten modsvares af Jesu korsfæstelse og død – og overgangen over Det røde Hav af Jesu opstandelse?! Det kan ikke beskrives, hvor meget vi kan lære om Gud gennem ørkenvandringen, især hvis man selv kender til at gå gennem svære ting, kan forestille sig israelitternes frustrationer og er åben for Guds ledelse. Nogle af de kommende kapitler er lange og omstændelige (kan opleves som en “ørkenvandring”), men tag en bid ad gangen, så går det. Dagens læsning er den korte vej fra Egypten til Det røde Hav og den underfulde overgang over havet. Evangeliet skinner tydeligt igennem, særligt 13,21-22 ; 14,13 og den store lovsang i kap. 15. Paulus forklarer i 1 Kor 10,1-4 (ja, helt til v. 13), at folket i ørkenen stod over for Kristus selv.

Alle tre salmer til i dag er “klagesalmer”. Salmisten stod i modgang over for fjender, som hånede ham og forfulgte ham. Vi kan formentlig genkende os i mange formuleringer, om ikke andet I forhold til vores sjælefjende Djævelen, som hvisker løgne i ørerne på os, fx “Gud er ikke til” (10,4). Spørgsmålet er: “Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?” (11,4). Hun / han klager sin nød til Gud og tager sin tilflugt til ham (11,1). Martin Luther har lært os, at “Herren” er Jesus. Læs salmerne med det fortegn, og de stråler nu med endnu større herlighed.

Nu begyndte vandringen sydpå mod Sinaj, som tog 2-3 måneder (resten af vandringen tog 40 år!). Gennemgående temaer er israelitternes utilfredshed (15,24 ; 16,2 ; 17,2) og vantro (16,20.27) – og på den anden side Guds prøvelse (15,25b-26) og ledelse (17,11-12.16). Mon ikke det er genkendelige temaer fra vores liv?! I Kap. 18 mødte Moses igen sin kone, som tidligere havde reddet ham fra døden (2 Mos 4,24-25), og sin svigerfar, som hjalp ham mod stress til at organisere rettergang. Moses skulle selv være “Højesteret” og lade andre om mindre sager.

Sinajs bjerg er lovens og pagtens sted – begreber, som har betydning i al form for religion og livsanskuelse, også for jødisk / kristen tro. Modsat al anden religion er udgangspunktet evangeliet: “I har selv set, hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig” (19,4) og “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trælle-huset” (20,1). Gud ville holde folket fast hos ham, så de forblev hans ejendom, 19,5-6. Guds lov er redskab til det, da den påviser synden (jf. folkets reaktion i 20,19) og gang på gang driver dem (og os) tilbage til Gud / Kristus. Paulus udlægger denne tanke på genial vis i Gal 3,19-24. Samtidig ligger Guds lov til grund for samfundet (også vores) med proportionalitet mellem forbrydelse og straf, også kaldet “jus tallionis” (21,23-25 – se Jesus udfordre denne regel i discipelflokken i Matt 5,38-42).