Markusevangeliet er en kortfattet, intens fortælling om Jesus, menneskets tjener og Guds søn.
Ordet ”straks” går igen og pepper fortællingen op.
Baggrundsinfo
Introduktion
Markusevangeliet er en beretning om Jesu liv, død og opstandelse. Evangeliet fortæller ikke, hvem der er forfatteren, men en enig tradition siger, at det er Markus. Hans fulde navn var Johannes Markus, og han var fra Jerusalem. Han har fra begyndelsen haft god forbindelse med de kristne, fordi hans mors hus var mødelokale for den ældste menighed (ApG 12,12). Selv havde han tæt kontakt med både Paulus og Peter. Han var fx med på Paulus’ første missionsrejse, ligesom han var sammen med Paulus under hans fangenskab i Rom (ApG 13,5; Kol 4,10). Peter kaldte ham “min søn Markus” (1 Pet 5,13), og traditionen fortæller, at Markus også var på rejse med Peter og stod ham nær. Endelig var han fætter til Barnabas (Kol 4,10). Han havde således gode forudsætninger for at skrive et evangelium. Ifølge den ældste tradition er det især Peter, der har været hans kilde.
I begyndelsen blev frelsesbudskabet overleveret mundtligt, og det er usikkert, hvor lang tid der gik, før man fik de første skriftlige gengivelser af apostlenes Kristus-vidnesbyrd, men Lukas omtaler flere kilder (Luk 1,1-3). Behovet for et skrevet evangelium opstod gradvist med dannelsen af nye menigheder. Med den stærke ekspansion i 40-erne og 50-erne har behovet været der allerede 10-15 år efter Jesu død og opstandelse. Ud fra denne vurdering kan Markusevangeliet være skrevet allerede omkring år 50. Markus var efter alt at dømme den første, der gav evangeliefortællingen en skriftlig form, og hans skrift har sikkert hørt til de kilder, Lukas kendte (Luk 1,1-33). Den oldkirkelige tradition er ikke entydig, når det gælder affattelsestiden. I Mark 13,14 forudsiger Jesus templets ødelæggelse, og da Markus ikke kommenterer dette, har han nok skrevet før krigen mod romerne (66-70 e. Kr.). Ifølge traditionen skrev Markus sit evangelium i Rom.
Markus skrev primært sit evangelium med tanke på hedninger. Når han omtaler jødiske skikke, forklarer han dem for sine læsere. Han oversætter aramaiske ord og bruger ofte latinske udtryk eller oversætter græske betegnelser til latin. Han har nok især som sine læsere tænkt på mennesker, der brugte latin som dagligsprog. Måske navnlig kristne i Rom. Markus hensigt med evangeliet er ifølge åbningsverset at give en fremstilling af Jesus Kristus som Guds søn. Disciplenes bekendelse til Jesus som Guds søn og Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse hænger nøje sammen hos Markus.
Markusevangeliet kan inddeles:
1. Indledning – Døberen, Jesu dåb og Jesu fristelse (Mark 1,1-13)
2. Jesu virksomhed i Galilæa – Gudsrigets nærhed (Mark 1,14-8,26)
3. Jesus på vandring mod Jerusalem – Kristusbekendelse og lidelsesforudsigelser (Mark 8,27-10,52)
4. Jesus i Jerusalem – stridssamtaler og Jesu tale om de sidste tider (Mark 11,1-13,37)
5. Jesu lidelse, død og opstandelse (Mark 14,1-16,20).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Markusevangeliet
Begivenhederne i Markusevangeliet finder næsten udelukkende sted i nærheden af Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget. Bogen åbner med Jesu dåb af Johannes under Pontius Pilatus og tetrarkerne Antipas og Filips styre, og den afsluttes med Jesu død og opstandelse omkring tre år senere.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel.1 Kristus: Vi er vant til at bruge Kristus som et navn på linje med navnet Jesus. Men vi må huske, at det i første række er en titel mere end et navn. Kristus er det græske ord for Messias. Ordet betyder ‘Den salvede’ og bruges om den frelserkonge, som jøderne inderligt ventede på.1 1,2-3 Det første skriftsted er fra Malakias Bog (3,1). Det andet er fra Es 40,3. Det er således ikke korrekt, at begge citater står skrevet hos profeten Esajas. Men de to citater kan være blevet sammenstillet, fordi de har et beslægtet tema. Og man har knyttet dem sammen med Esajas navn, fordi han var den mest kendte af de to profeter.1 1,5 Hele Judæa betyder en stor del af indbyggerne i Judæa.2 1,6 Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet og han levede af græshopper og vildhonning: Johannes Døbers klædedragt og levevis var som en ørkenbeboers, men hans klædedragt var også en profets klædedragt (Zak 13,4), og den ledte tanken hen på Tisjbitten Elias, hvis kendetegn var en lådden (eller håret) kappe og et læderbælte om livet (2 Kong 1,8).2 1,16 Galilæas Sø er en af søens navne. Den kaldes også for Genesaret Sø og Tiberias sø.2 1,20 Daglejerne: Person som ikke har noget fast arbejde, men som lader sig hyre til løst arbejde for en dag ad gangen især om historiske eller udenlandske forhold.3 1,21 Gik han straks ind i synagogen og underviste: På Jesu tid kunne enhver mænd tage ordet og lære i synagogen.2 1,40 Spedalskhed dækkede over flere forskellige sygdomme og ikke bare det, som vi i dag kalder spedalskhed. Det var en sygdom, som gjorde den syge uren. En berøring med den spedalske ansås ikke for at være smittefarlig, men gjorde også én kultisk uren. Derfor skulle den spedalske opholde sig uden for byen og var som sådan socialt isoleret. Og derfor skulle de spedalske også som advarsel for forbipasserende råbe: »Uren, uren!«.1 1,44 Gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring de ofre for din renselse, som Moses har fastsat: ifølge Moseloven var det præstens opgave at fastslå helbredelsen, og loven forskrev også, at den helbredte skulle bringe et offer et templet i Jerusalem (3 Mos 13-14).2 |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 43-76.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=daglejer
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,4 Fjernede de taget over det sted, hvor han var: Huset har sikkert været med fladt tag og med en udvendig trappe, som førte op til taget. Taget har sikkert været lavet af rafter og grene og tætnet med jord. Derfor har det været forholdsvis let for de fire venner at lave et hul i taget.1 2,14 Levi kan identificeres med apostlen Matthæus.2 Levi har sikkert siddet ved en toldbod nede ved søen. Måske et telt, måske et lille halvtag. Kapernaum var den første vigtige by i Herodes Antipas’ territorium. Derfor har der været en grænseovergang, hvor der skulle opkræves afgifter. Foran sig har han haft et bord med stabler af penge og store regnskabsbøger. Men som de fleste andre toldere har han sikkert været en mand, der blev set ned på af andre. Han har stået i besættelsesmagtens tjeneste. Hans hænder er blevet urene ved at inddrive penge til kejseren. Og hertil kom, at tolderne havde ry for at være småkriminelle og korrupte mænd.1 2,15 I evangelierne møder vi ofte sammenstillingen »toldere og syndere«. Syndere er her ment som »samfundets udskud«, mennesker, som levede et åbenbart umoralsk og udsvejende liv.1 2,18 Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste: Den eneste faste, som var påbudt i loven, var på den store forsoningsdag (3 Mos 16,29). Men farisæerne fastede hver mandag og torsdag året igennem. Johannes Døberens disciple har sikkert også overholdt denne praksis.1 2,23 På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks: Intet bud er indskærpet så ofte i GT som buddet om at holde sabbatten hellig. Der var detaljerede regler for, hvad der var tilladt og ikke tilladt på en sabbat. I 2 Mos 34,21 står: »selv når der skal pløjes eller høstes, skal du hvile.« Det, som Jesu disciple her gør, kan kaldes høstarbejde.1 2,26 Jesus begrunder disciplenes adfærd ved at henvise til en hændelse, som er omtalt i 1 Sam 21,1-6: David var på sin flugt fra Saul kommet til præsten Akimelek i Nob. David beder præsten om noget at spise. Men han svarer, at han ikke har noget almindeligt brød. Kun det hellige brød. Ifølge 3 Mos 24,5-9 skulle der hver sabbat lægges tolv friskbagte brød på Herrens alter. De skulle lægges i to rækker med seks i hver. Over brødene skulle man komme røgelse som duftoffer. Efter at have ligget på alteret skulle brødene tilfalde præsterne. Men hos præsten Akimelek havde David fået lov til at spise af de hellige brød, da der ikke fandtes andet. Han nævner, at denne episode fandt sted på ypperstepræsten Ebjatars tid – en tidsangivelse, der fortæller, hvornår David og hans ledsagere spiste skuebrødene. Jesus siger ikke, at Ebjatar var til stede, og heller ikke, at han gav David skuebrødene. Ifølge 1 Sam 21,6 var det Ebjatars far Akimelek, der var til stede. Ebjatar blev først senere ypperstepræst, men Jesus kalder ham ypperstepræsten Ebjatar for at præcisere, hvem han taler om, og han nævner Ebjatar, fordi han var den bedst kendte. epi Abiarthar archiepeōs betyder på ypperstepræsten Abjatars tid og ikke mens Abjatar var ypperstepræst.2 |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 43-76.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Illustration: Bordet til skuebrødet (til Mark 2,26)
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,6 Herodianerne var tilhængere af Herodes Antipas, som på den tid var romersk lydkonge i Galilæa. De kunne ikke have meget tilfælles med farisæerne, hverken i deres syn på den romerske statsmagt eller i deres religiøse idealer i det hele taget. Men her bliver de forenede mod en fælles fjende.1 3,8 Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon: Se kort over områderne under baggrundsinfo. 3,17 Tordensønner: Det kan have noget med deres hæftige temperament at gøre (se 9,38, Luk 9,54).1 3,18 Bartholomæus er måske den samme som Nathanael (Joh 1,44-49).2 Markus nævner derefter Thaddæus (i få håndskrifter Lebbæus), og han er den eneste i denne liste, der volder problemer. I Matthæus-Evangeliet kaldes han i nogle håndskrifter Thaddæus, i andre Lebbæus, men i de fleste Lebbæus som blev kaldt Thaddæus. I Lukas-Evangeliet og Apostlenes Gerninger kaldes han Judas, Jakobs søn, og Johannes-Evangeliet omtaler en Judas (ikke Iskariot) blandt de tolv (14,22). Det var normalt med tilnavne på den tid, da mange bar de samme navne. I apostelgruppen er der to med navnet »Simon«, to hedder »Jakob« og to »Judas«, og det var derfor nødvendigt med ekstra navne for at kunne skelne dem fra hinanden. Det er derfor naturligt, at Judas, Jakobs søn, har haft tilnavnet »Thaddæus« og eventuelt også »Lebbæus«. Måske har man efter Judas forræderi helst villet undgå Judasnavnet og derfor brugt tilnavnet i listerne hos Matthæus og Markus. Simon Kananæer eller Zelotes (i Luk og ApG) – Zelotes er den græske gengivelse af det aramæiske Kananæer, der betyder en, der er ivrig eller nidkær. Tilnavnet afslører, at Simon har haft en fortid blandt zeloterne, som var en oprørsbevægelse mod romerne.2 3,22 Ordet Beelzebul betyder sandsynligvis ‘husets herre’. Det refererer oprindeligt til den kana’anæiske Gud Ba’al, men her bruges det som en betegnelse for Satan. (Note fra Matt 12,24). |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 84-85.
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,21 Skæppe: Et lille kar af træ, brugt til at måle korn med. (Note fra Matt 5,15). 4,38 Agterstavnen: Bageste del af et skib.1 |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,1 Gerasenernes land: Ser vi på beskrivelsen af stedet (huler og en skrænt), passer den på det nuværende »Kersa« eller »Koursi«; »gerasenerne« refererer til en by, som har ligget på dette sted, og af hvis navn vi finder rester i det nuværende »Kersa« eller »Koursik«. Der er usikkerhed med hensyn til områdets navn, da vi har tre gengivelser i håndskrifterne: gerasenerne, gadarenerne og gergesenerne. Det er et kompliceret problem, fordi vi har flere forskellige versioner af navnet i håndskrifterne. Jeg nævner de tre væsentligste. 1) gadarenernes land (flertalsteksten) refererer til byen »Gadara«, hvis landområde strakte sig ned til Genesaret sø. Hvis der har stået gadarenernes land i den oprindelige tekst er der ingen fejl. 2) gerasenernes land (enkelte gode håndskrifter) referer til en by ved søen, hvis navn er bevaret i det moderne »Kersa« eller »Koursi«. Gerasenerne er fejlagtigt knyttet til byen Gerasa, som ligger ca. 50 km fra søen, og derfor har afskrivere ændret det til gadarenerne. 3) gergesenerne går vel tilbage til Origines, der mente, at der var tale om en by ved navn »Gergesa«, som lå nær søen. Det mest sandsynlige er, at »gerasenerne« hentyder til en mindre by/landsby, der lå ved søens bred.1 5,2 Matthæus nævner, at der var to besatte, Markus og Lukas omtaler kun den ene, sandsynligvis fordi de begge gengiver ordvekslingen mellem Jesus og den, der var besat af mange urene ånder. Den besatte holdt til i gravene, dvs. huler, som blev brugt til grave, og som kunne give læ.1 5,9 Legion var romernes største militære enhed, 6000 mand.2 5,11 At der var en svineflok, viser at vi er i hedensk område. Svinet var for jøden et urent dyr.2 5,20 Dekapolis var et forbund mellem ti græske byer i Østjordan-landet, byerne var underlagt romerne, men havde indre selvstyre. Det var et overvejende hedensk område.1 5,22 En synagogeforstanders arbejde bestod i at sørge for synagogen og forløbet af gudstjenesten.2 5,38 En larmende hob må være professionelle grædekoner. Det var en del af ritualet ved dødsfald, at grædekoner blev tilkaldt. At deres sorg ikke har været så ægte, ses måske af, at de uden videre kunne slå over i latter.2 5,41 Talitha kum: Aramæisk.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 13, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 43-45.
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,9 Kjortlen er en slags lang skjorte, man bar inderst på kroppen. (Note fra Matt 10,10) 6,11 Ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem: At ryste støvet af fødderne var for en jøde udtryk for, at man brød fællesskabet.1 6,14-17 Ifølge Mark 6,17 har Herodes Antipas giftet sig med sin halvbroder Filips tidligere hustru, men den jødiske historiker Josefus kalder Herodias’ første mand for Herodes. Den mest sandsynlige forklaring er, at han hed begge dele, nemlig Herodes Filip, der var søn af Herodes den Store og Mariamne II. Nu fremføres det ofte, at Markus har taget fejl, når han kalder Herodias’ første mand for Filip, og ofte antager man uden videre, at Filip er tetrarken Filip, men det har vi ikke belæg for. Tværtimod står Filip uden titel i modsætning til Herodes Antipas. Hoehner (Herod Antipas, s.133ff) nævner en række grunde til, at Markus ikke kan have ment tetrarken Filip. Hvis Markus tager fejl, begår han ikke mindre end tre afgørende fejl i en velkendt historie: a) Han forveksler denne Herodes (if. Josefus) med halvbroderen Filip (tetrarken). b) I stedet for at blive gift med Herodias’ datter Salome, bliver tetrarken Filip gift med moderen Herodias. c) I stedet for at dø barnløs, bliver tetrarken Filip fader til Salome. Det er tre store fejl i en historie, som disciplene selv har levet med og været vidner til på nærmeste hold. En del af disciplene var tidligere Johannes Døbers disciple, og det virker utroligt, at de skulle huske forkert, når det gælder nogle begivenheder, der har berørt dem personligt. Markus’ oplysninger om, at Herodias havde en datter før sit ægteskab med Herodes Antipas, stemmer med Josefus’ oplysninger om, at Herodes (Herodias’ tidligere mand if. Josefus) havde en datter, der hed Salome. Det er således usandsynligt, at Markus forveksler de to Filipper. Ofte afviser man, at Herodes (if. Josefus) og Filip (if. Markus) skulle være den samme, da Herodes den Store i forvejen havde en søn, der hed Filip (tetrarken). Det argument er ikke afgørende, da der er andre af Herodes den Stores sønner, der bar det samme navn. Der var to med navnet Antipater: En søn med Doris og en søn med Malthake (Herodes Antipas, Antipas er en forkortet form af Antipater).2 6,37 To hundrede denarer: En denar var en daglejers løn.2 6,45 Betsajda ligger ved nordspidsen af Genesaret Sø.1 6,48 Den fjerde nattevagt: Romerne inddelte natten i fire nattevagter, og den fjerde er fra ca. 3 nat til ca. 6 morgen (Nattevagterne er fra 18-21, 21-24, 24-3, 3-6 morgen). (Note fra Matt 14,25) 6,51-52 Man skriver ofte om en modsætning mellem Matthæus og Markus vedrørende beretningens afslutning. Markus slutter sin beretning med, at disciplene er ude af sig selv og uforstående, fordi de var forhærdede (Mark 6,51-52), mens Matthæus slutter med en bekendelse til Jesus som Guds søn. Verbet de var ude af sig selv (existantio) i Mark 6,51 beskriver imidlertid en erkendelsesproces, hvor disciplene forsøger at integrere nye elementer i deres forståelse af, hvem Jesus er (se Mark 2,12 og 5,42), og Matt 14,33 supplerer med, at disciplene når frem til at indse, at Jesus virkelig er Guds søn. Mark 6,52 begrunder, hvorfor disciplene er i denne erkendelsesproces. De havde ikke forstået bespisningsunderet, som åbenbarer, at Jesus er herre over materielle forhold såsom få brød og få fisk. Han kan derfor også gå på søen og stille vind og bølge. Havde disciplene forstået dette, havde de set og troet, at det var Jesus, der kom vandrende på søen. Disciplenes manglende forståelse forklares med, at deres hjerte var forhærdet. Der er tale om en relativ forhærdelse, for de er Jesu disciple, som tror og følger ham til trods for deres manglende tro og manglende forståelse, og vandringen på søen viser, at dette under var i stand til at slå huller i deres kategorier og åbne op for en forståelse af det guddommelige hos Jesus (Note fra Matt 14,33). 6,56 Kvasten på hans kappe er en tøjdusk, som skal minde bæreren om Guds bud, 4 Mos 15,38-41; Jf. Matt 14,36; 23,5. (Note fra Matt 9,20) |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 23-127.
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,3 Disciplene fulgte ikke de gamles overlevering, idet de ikke vaskede hænder, før de spiste, sådan som traditionen påbød. Hensigten med at vaske hænder var ikke hygiejnisk, men religiøs. Ved at vaske hænder rensede man sig for Gud, derfor var det nok at bruge ganske lidt vand. Men at spise uden at gøre dette betød, at man var uren. Bestemmelserne herom findes ikke i GT, men stammer fra skrifkloges udlægning i århundrederne før Jesu fødsel. (Note fra Matt 15,2) 7,11 Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave: At ære sin far og mor består ikke blot i ord, men i at yde dem nødvendig økonomisk hjælp. Men de gamles overlevering tillod, at man kunne undgå dette, hvis man lovede i stedet at give den som tempelgave (‘Korban’: hebraisk1). Men derved sætter overleveringen Guds bud ud af kraft (jf. 5,17). (Note fra Matt 15,5) 7,24 Tyrus ligger i Fønikien, ca. 50 km nord for Genesaret sø.1 7,26 At hun kaldes for Syrisk-fønikisk, betyder at hun kommer fra Fønikien, som hørte til provinsen Syrien, til forskel fra det Fønikien, som lå i Nordafrika.1 7,27 De små hunde er kæledyr (jf. de små hunde… under bordet, v. 28), og ikke de vilde, omstrejfende hunde, som fandtes I enhver landsby.2 7,31 Markus beskriver en rejserute fra Tyrus-området nordpå til Sidon og fra Sidon ned midt gennem Dekapolis i østjordanlandet til Gennesaret sø (Gennesaret sø er en af søens navne. Den kaldes også for Galilæas sø og Tiberias sø. (Note fra Mark 1,16)). Det er en rejserute, der skildrer, hvordan Jesus bevidst holder sig væk fra jødisk område. Der er ingen fejl i teksten, men derimod hos de fortolkere, der absolut vil have Markus til at beskrive den korteste rute fra Tyrus til Gennesaret Sø, men det er ikke det, Markus vil beskrive.2 7,34 Effatha: Aramæisk.2 |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 23-140.
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,10 Dalmanuta omtales som en fejl, fordi vi ikke i dag kender dette navn fra andre kilder. Det er en lidt bagvendt form for logik: At noget er fejlagtigt, fordi vi ikke kender det. Vores geografiske viden er fragmentarisk, og derfor kan vi ikke anvende vores nuværende viden som målestok.1 8,26 Markus kalder Betsajda en landsby, og det er en fejl, mener mange. Men det er teknisk set korrekt, for på den tid var Israel opdelt i administrative enheder, som blev kaldt »topachier«, hvor landsbyer blev samlet med en stor landsby som administrativt centrum. Ud over »topachierne« havde man enkelte selvstyrende byer, dvs. teknisk set skelnede man mellem et administrativt centrum i et »topachi« (kome, landsby) og en selvstyrende by (polis, by). Betsajda Julias var teknisk set en landsby, og ordet »landsby« blev på den tid ikke blot anvendt om nogle få huse, f.eks. taler Josefus om »landsbyer«, der havde op til 15000 indbyggere.1 8,27 Med Cæsarea Filippi menes det Cæsarea, som hørte under tetrarken Filip – i modsætning til det Cæsarea, som ligger ude ved kysten.2 8,31 De ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge beskriver, at det er Synedriet, det øverste jødiske råd, der udsætter Jesus for lidelsen. (Note fra Matt 16,21) Tre dage efter betyder hos Markus ‘to dage efter’, dvs. I overmorgen, fordi man dengang talte inklusivt, dvs. talte den dag med, hvor perioden begynder. Jesus dør fredag eftermiddag – fredag er den første dag, sabbatten (lørdag) er den anden dag, og den tredje dag er søndag.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 13, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 61.
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,4 5 Mos 24,1-2 påbyder den, som skiller sig fra sin hustru, at give hende et skilsmissebrev. Et skilsmissebrev gav hustruen en retslig beskyttelse. Det frigjorde hende fra mandens herredømme, så hun ved evt. indgåelse af nyt ægteskab ikke kunne anklages for ægteskabsbrud.1 10,34 Tre dage efter betyder hos Markus ‘to dage efter’, dvs. I overmorgen, fordi man dengang talte inklusivt, dvs. talte den dag med, hvor perioden begynder. Jesus dør fredag eftermiddag – fredag er den første dag, sabbatten (lørdag) er den anden dag, og den tredje dag er søndag. (Note fra Mark 8,31) 10,35 Ifølge Markus henvender Jakob og Johannes sig til Jesus, men ifølge Matt 20,20 kommer Zebedæussønnernes mor sammen med sine sønner til Jesus, og hun beder om noget fra Jesus. Matt 20,20 supplerer da med denne oplysning, og Jesus spørger derfor moderen: Hvad vil du? og moderen beder om de to ærespladser. Jesus afviser, og i sin afvisning taler Jesus direkte til Zebedæussønnerne (vers 22). Jesus ved altså, at det er deres ønske, og Jesus identificerer derfor moderens bøn med deres bøn. Moderen er deres talsmand, og derfor tager Markus ikke moderen med, da hendes bøn er sønnernes bøn. (Note fra Matt 20,20) 10,46 Der er to Jeriko’er: Det gamle Jeriko (Tell es-Sultan2), som Mattæus (20,29) og Markus omtaler, og som Jesus først passerer, og det nye Jeriko (Tell Abu el-Alajik2), som Lukas (18,35) omtaler, og som blev befæstet og udbygget af Herodes den Store. Det nye Jeriko lå syd for det gamle Jeriko. Lukas omtaler det nye Jeriko, fordi toldstationen lå dér, og tolderen Zakæus boede dér. Lukas fortæller som den eneste beretningen om Zakæus (19,1ff), og derfor hedder det hos Lukas: Da han nærmede sig Jeriko (dvs. det nye).3 |
2 https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/jeriko-aendrer-sig-paa-vej-gennem-bibelen-der-er-faktisk-tale-om-forskellige-byer
3 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 183.
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,1 Betfage og Betania er to landsbyer øst for Jerusalem.1 11,2 Intet menneske endnu har siddet på: Det kan pege på, at det skal bruges til et helligt formål; der er i GT regler for, at dyr, der skal bruges til et helligt formål, ikke må have været brugt til arbejde (4 Mos 19,2 og 1 Sam 6,7).2 11,9 Ordet Hosianna er egentlig en bøn: “Herre, frels dog”. Men det blev ofte brugt som et hyldest- og glædesrråb.1 11,15 Fra gammel tid var der markeder på Oliebjerget, hvor pilgrimme kunne købe offerdyr og veksle deres penge, men ypperstepræsten Kajfas havde godkendt oprettelsen af et marked i hedningernes forgård, hvor man kunne købe godkendte offerdyr, vin, olie og salt til ofrene, og der var vekselboder, hvor de besøgende kunne veksle deres penge. Tempelskatten skulle betales med en bestemt mønt – en shekel fra Tyrus. Duerne var de fattiges ofre (Luk. 2,24).2 11,16 Jesus tillader ikke, at folk benyttede templet som genvej og bar deres sager gennem helligdommen.2 |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 185-189.
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,1 En perse bestod af to dele. I den øverste del hældte man druerne og trådte dem ud. Druesaften løb så ned i den nederste karformede del, hvor den blev opsamlet.1 12,7 Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, og arven er vores: Der var regler i det jødiske samfund, som foreskrev, at herreløs ejendom kunne overtages af brugerne efter en bestemt tidsfrist.1 12,13 Herodianerne var ikke noget egentligt religiøst parti, men det var mennesker, som sympatiserede med kong Herodes Antipas.2 12,15 Skatten blev betalt med den romerske sølvmønt, denaren, som bar et billede af kejseren og en indskrift, der proklamerede kejserens guddommelighed.1 12,19 Svogerægteskabets regler kan man finde i 5 Mos 25,5-10.2 12,29 Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én: Jesus svarer i første omgang ved at henvise til den jødiske trosbekendelse (5 Mos 6,4). Den kaldes for shema (det hebraiske ord for hør: “Hør Israel…”), og enhver mandlig israelit skulle fremsige den morgen og aften i erindring om folkets udvælgelse.2 12,38 Gevandter: Lang og vid beklædning.3 12,41 Tempelblokken er en af de tretten trompetformede pengebokse, som var fæstet til muren i kvindernes forgård. I disse blokke lagde man både de lovpligtige ydelser og de frivillige bidrag, som blev givet til tempeltjenesten. Hver af tempelblokkene dækkede et bestemt formål. Pengegaven blev givet til præsterne, som så lagde pengene i den rigtige blok.2 12,42 I grundteksten står der, at enken gav to »lepton«. Det er den mindste møntenhed.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 13, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 82-85.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gevandter
Kapitel 13
Illustration: Templet på Jesu tid
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,1 Påskemåltidet skulle holdes d. 15. nisan (men påskelammet skulle slagtes d. 14., se også faktaboks om kalender nedenfor), her fejres udfrielsen fra Egypten. Fra d. 15 til d. 21. fulgte de usyrede brøds fest.1 14,3 Simon den Spedalskes: Vi ved ikke hvem han er.1 Alabast var en meget finpudset, næsten glasagtig gips. Nardusolie var en meget kostbar salve udvundet af den indiske nardusplante.1 14,5 En denar er en daglejers løn, over tre hundrede denarer svarer således til en årsløn.2 14,26 Lovsangen: Sl 113-118.1 14,30 I parallelberetningerne hos Matt, Luk og Joh står der, at Peter vil fornægte Jesus, før hanen galer. De har således en »sammentrængt« gengivelse, mens Markus præciserer, at det sker, før hanen har galet to gange.2 14,32 Getsemane: Dette sted ligger ved Oliebjergets fod, på den anden side af Kedronbækken (Joh 18,1). Det er en have med oliventræer. (Note fra Matt 26,36) 14,36 Tag dette bæger fra mig: At tømme et bæger betyder i GT at blive påført lidelse, Sl 75,9; Es 51,17; se også 10,38.1 14,43 Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste: Synedriet.2 14,51-52 Mange har gættet på, at det var Markus selv, men det kan kun blive et gæt, efter som teksten ikke siger det.2 14,63 Flængede ypperstepræsten sine klæder: En handling den jødiske lov forskrev i forbindelse med bespottelse.2 |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 219-234.
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,1 Pilatus var romersk statholder i Judæa fra 26 – 36 e.Kr.. Statholderen boede i Cæsarea, men opholdt sig som regel med en afdeling soldater i Jerusalem omkring højtiderne, for at hindre uro.1 15,15 Lod Jesus piske: Pilatus dømmer ham til døden ved korsfæstelse, og som praksis er, skal han piskes forinden. Pisken bestod af flere læderstrimler, der var forsynet med skarpe genstande i spidserne (af metal eller sten eller lignende), og denne form for piskning betød, at den dømtes hud og kød på ryggen blev flået op. Formelt hører vi ikke dommen, men overgivelsen til korsfæstelsen forudsætter denne dom og beskriver dens indhold. Johannes fortæller, at Pilatus lader Jesus piske under processen, mens han ifølge Matt 27,26 og Mark 15,15 bliver pisket efter domfældelsen. Der er ikke tale om den samme afstraffelse. Sherwin-White 1984, 27-28, gør opmærksom på, at romerne havde tre forskellige former for straf med piskning. Der var den lette form for piskning (fustigatio), der blev benyttet i forbindelse med mindre forbrydelser. Der var en mere brutal og hård piskning (flagellatio), der blev benyttet i forbindelse med alvorlige kriminelle handlinger, og der var den mest frygtede form for piskning (verberatio), der blev benyttet i forbindelse med andre former for straf og deriblandt korsfæstelse. Den piskning, som Johannes omtaler, er den milde form (fustigatio). Følgende faktorer peger i den retning. Pilatus finder, at Jesus er uskyldig, og han vil blot straffe ham for at imødekomme jøderne og for at sætte Jesus på plads. Det peger på en let form for piskning. Det er usandsynligt, at Pilatus ville udsætte Jesus for den hårde og brutale form for piskning (verberatio), før Pilatus har dømt ham, fordi den brutale form er alt for risikabel en form for straf. Den kan medføre døden, eller den kan svække den anklagede så voldsomt, at videre forhør er umuligt. Under processen bliver Jesus altså straffet med den »milde« form for piskning (fustigatio), og først efter domfældelsen bliver han straffet med den brutale form for piskning (verberatio), der kan medføre døden eller svække den dømte alvorligt og dermed sikre, at korsdøden ikke trækker unødvendigt længe ud. (Note fra Matt 27,26) 15,17 Soldaterne finder en aflagt rød soldaterkappe, som Jesu får på. Markus kalder den for en purpurkappe for at vise, at den skal ligne en kongedragt – purpurdragten var de hellenistiske vasalkongers dragt.2 15,21 Den dømte plejede selv at bære korsets tværbjælke til retterstedet, men Jesus er for svag, og derfor tvinger de Simon til det. Da det er sjældent, at Markus nævner navne, tyder det på, at Simon og/eller hans børn var kendt i menigheden, da Markus skrev.2 Joh 19,17 nævner ikke Simon, men kun, at Jesus bar korsets tværbjælke, og er således et eksempel på en ‘sammentrængt’ gengivelse, hvor detaljer udelades.2 Kyrene: En by ved Middelhavet vest for Egypten hvor der boede mange jøder. (Note fra Matt 27,32) 15,22 Golgata lå uden for bymuren.2 15,23 Vin krydret med myrra: Soldaterne forsøger at give Jesus myrrablandet vin for at sløve hans sanser, men Jesus afviser den, fordi han ønsker at udholde smerten ved fuld bevidsthed.2 Mark 15,23 skriver, at vinen er krydret med myrra, imens Matt 27,34 skriver at vinen var blandet med malurt. Men der er ingen modsætning, da malurt ikke er et stof, men en bitter smag. Med malurt beskriver Matthæus vinens smag, og med myrra beskriver Markus det stof, der giver den bitre smag. (Note fra Matt 27,34) 15,25 Jesus blev korsfæstet ved den tredje time jødisk tid (vers 25), hvilket svarer til ca. kl. 9 om formiddagen, eftersom jøderne inddelte dagen fra solopgang til solnedgang i tolv timer.2 Markus fortæller, at romerne korsfæstede Jesus ved den tredje time ca. kl. 9 fredag formiddag den 15. nissan. Markus anvender jødisk tid, og jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, og de opdelte natten og dagen i tolv timer. Johannes fortæller, at Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse omkring den 6. time. Johannes anvender romersk tid, og romerne regnede døgnet fra midnat til midnat og opdelte døgnet i to gange tolv timer fra midnat til middag og fra middag til midnat. Omkring den 6. time er da omkring kl. 6 morgen. En oversigt ser således ud: Tidlig fredag morgen: Synedriet stadfæster sin dom over Jesus Tidlig fredag morgen: Processen hos Pilatus Tidlig fredag morgen ved sekstiden: Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse Fredag formiddag ca. kl. 9: Jesus korsfæstes Fredag fra ca. kl. 12-15: Mørke over landet Fredag ca. kl. 15: Jesus dør Fredag eftermiddag inden sabbatten: Jesus begraves (Note fra Matt 27,45) 15,33 Den sjette time er middag. Den niende time er eftermiddag.2 15,34 Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?: Aramæisk.2 15,36 Svamp med eddike: For at holde Jesus ved bevidsthed.2 15,38 Forhænget i templet flængedes i to dele: Hebr 9,1-28 og 10,19-20 viser, at der er tænkt på det forhæng, der adskiller det Hellige fra det Allerhelligste. Spaltningen af forhænget har symbolsk betydning. Forhængets funktion var at markere en grænse i forhold til Gud. Vejen til det Allerhelligste var endnu ikke åbnet (Hebr 9,8). Intet menneske kunne gå gennem forhænget undtagen ypperstepræsten, der på den store forsoningsdag bar sonofferet ind i det Allerhelligste. Det spaltede forhæng forkynder da, at adgangen til Gud er fri. Det sker i dødsøjeblikket, fordi Jesus er det offer, der soner og udsletter synden. Matt 27,51 og Mark 15,38 fortæller om forhænget efter beskrivelsen af Jesu død, mens Luk 23,45 fortæller om forhænget før beskrivelsen af Jesu død. Dette er et godt eksempel på, at rækkefølgen i fortællingen ikke er kronologisk. Det er helt tydeligt, at det spaltede forhæng symboliserer adgang til Gud, og denne adgang skaffer Jesu død. Forhænget spaltes altså i det øjeblik, Jesus dør. De to begivenheder er samtidige. (Note fra Matt 27,51) 15,40 Salome: Ud fra en sammenligning med Matt 27,56 og Joh 19,25 har man gættet på, at Salome var Zebedæus-sønnernes mor.2 15,43 Arimatæa lå i det nordlige Judæa.1 |
2 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 238-241.
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,1 Vellugtende salver for at gå ud og salve ham: Normalt salvede man den afdøde før begravelsen, men pga. den forestående sabbat, havde der ikke været tid (se 15,46).1 16,2 Ifl. Matt 28,1 kom kvinderne til graven ved den første ugedags frembrud, ifølge Luk 24,1 kom de tidlig morgen, og ifølge Joh 20,1 (Joh nævner kun Maria Magdalene) tidlig (proi) mens det endnu var mørkt. Tidsangivelsen da solen var stået op hos Mark og mens det endnu var mørkt hos Luk er ofte blevet spillet ud imod hinanden, men der er ingen modsigelse, eftersom da solen var stået op betegner den sidste del af natten. Vi befinder os i det tidligste morgengry, hvor mørket stadig dominerer.1 |
Bibelmaraton