Dag 31 – 2 Mosebog 23-26
Samfundsreglerne glider i kap. 23 mere og mere over i troens verden med vigtigheden af ikke at falde for afguderne, men i stedet “dyrke Herren jeres Gud”. Kap. 24 er et højdepunkt på Sinaj, hvor Moses, Aron, Arons to sønner (som vi møder senere) og 70 ældste “så Israels Gud”. De “spiste og drak”, og i 24,8 udtalte Moses dele af nadver-ritualet, som vi bruger den dag i dag. På bjerget så de intet mindre end (skyggen af) Kristi forsoning og Langfredag (jf. Hebr 8,5), og i de kommende kapitler vil vi se, hvordan Gud ønsker, forsoningen skulle foretages, “sådan som du fik det at se på bjerget”. I 26,33 omtales forhænget, som formentlig har været en håndsbredde tykt, og som flænges fra øverst til nederst Langfredag, da Kristus døde.
Uddybende noter |
23,19 Årsagen til denne regel er ikke uddybet her eller de andre steder, hvor den gentages (se 34,26; 5 Mos 14,21). At koge et kid i dets mors mælk kan have været en hedensk religiøs ceremoni praktiseret af nationerne i Kanaan, som en måde at fremkalde frugtbarhed. Alternativt kan det ses som en grov krænkelse af den naturlige orden: Det unge kid skal drikke sin modermælk og få liv af den, ikke koges i den. |




Dag 32 – 2 Mosebog 27-30
Det er højdramatisk omkring fremstillingen af helligdommen og præstedragten. Alt skal gøres nøjagtigt efter Guds vilje – og israelitterne undrede sig måske over, at Gud var så minutiøs omkring det, men de gjorde det, fordi de ville undgå Guds vrede og ønskede Guds nærhed (29,45-46) og tilgivelse. For os kastes det fulde lys over disse kapitler først gennem Kristus, der minutiøst opfyldte Guds lov og for vores skyld underlagde sig Guds vilje, da han bad i Getsemane have: “Ske ikke min vilje, men din”.
Uddybende noter |
27,1 Alen = ca. 45 cm. 28,16 Fingerspand = 20-25 cm. 28,30 Urim og Tummim var muligvis to flade sten, som tosidede terninger, der blev brugt til vejledningen. (note fra 5 mos 33,8) 29,20 Da Aron og hans sønner var klædt i deres præsteklæder, anbringes blodet på deres øreflip, tommelfingre og storetæer, de blottede dele repræsenterer derfor hele kroppen. Angivelsen af den højre del af hver af disse kropsdele, er sandsynligvis forbundet med den måde, hvorpå højre hånd betragtes som æresstedet (se 1 Mos 48,17-19). Som i 2 Mos 24,6-8, hvor blodet påføres på præsterne og på alteret, tjener til at knytte dem tæt til Gud. Det kan også tolkes som at rense dem fra synd. 29,40 Efa fint mel: Efa = ca. 23 l. En kvart hin olie: Hin = ca. 3,8 l. 30,13 Sekel = ca. 11,5 g. Gera = 1/20 sekel, ca. 0,57 g. |
Uddybende noter oversat fra ESV Study Bible, Crossway
Dag 33 – 2 Mosebog 31-34
Nu har vi hørt alle planerne for bygningen af helligdommen I ørkenen, og nu skulle enterprisen udføres. Det bliver Besal’el, som vi skal høre meget til i de kommende kapitler. En krise opstod, da Moses blev på bjerget i fyrre døgn, og folket blev utålmodige. Det kan synes ufatteligt, at de så hurtigt skaffede sig en afgud, efter at have oplevet Guds udfrielse fra Egypten og pagtslutningen på Sinaj. Det fik også konsekvenser for folket (32,28). Vi kan synes, de var meget frafaldne, men så skal vi blot tænke på, hvor kort der er fra tro til tvivl og vantro hos os selv. Guds løfte om straf for frafaldet (22,34b) opfyldtes i Kristus (jf. 1 Pet 2,21ff). Frafaldet blev anledning til, at Gud styrkede Moses i sit kald (32,10 ; 33,11 ; 34,6.10), og fornyede pagten med folket. Paulus udlægger 34 ,29-35 i nogle lidt vanskelige vers i 2 Kor 3,12-13, som vi kommer tilbage til.
Dag 34 – 2 Mosebog 35-38
Hele dagens læsning handler om udførelsen af arbejdet med telthelligdommen, og meget er en gentagelse af det foregående. En lille sjov detalje er, at Moses fandt en smart måde at komme af med kvindernes spejle på (38,8). Læg også mærke til overfloden i indsamlingen til arbejdet – det er vist første og sidste gang, at man i Guds rige har måttet bede folk om at holde igen. Regnskabet for helligdommen gøres i Bibelen2020 op i nutidige størrelser: 3.000 kg sølv, 2.500 kilo bronze og 1.000 kilo guld gik der til byggeriet – foruden træ og stof. Og denne helligdom skulle de altså bære rundt i ørkenen gennem 40 år!
Dag 35 – Salmerne 13-15
Anfægtelsen, vantroen og retfærdigheden kan stå som overskrifter for de tre Davids-salmer, vi læser i dag. Midt i anfægtelsen spørger vi: Hvor længe skal det vare, Herre? – men det lader sig også gøre at stole på og synge for Herren, fordi han er god. Sl 14 / 53 og Sl 15 / 24 er næsten identiske, og salmerne er formentlig blevet skrevet til forskellige anledninger og tidspunkter. Paulus citerer Sl 14 i Rom 3,10-12, fører det over på alle og siger dermed, at vi alle har vantroen i os. Derfor bliver ønsket i v. 7 så stærkt – og det peger samtidig tydeligt frem mod Kristus, den retfærdige (Sl 15). Ingen af os kan være gæst i Herrens telt uden at være dækket af Kristi retfærdighed.
Uddybende noter
Uddybende noter |
Salme 14 Sl 14 og Sl 53 er stort set identiske, den væsentligste forskel på dem er, at Gud fire gange i Sl 14 kaldes jhwh: Herren, mens Sl 53 konsekvent bruger ’elohim: Gud. Derudover varierer Sl 14,5-7 fra Sl 53,6-7. Når salmen findes to gange i Salmernes Bog, må det skyldes, at den har stået i to ældre samlinger. Sl 14 kunne gengive den ældste version og Sl 53 en bearbejdning af den. 1 14,7 Zion: var oprindelig navnet på det før-davidske Jerusalem (syd for den senere tempelplads; 2 Sam 5,7), men blev siden navnet for tempelpladsen (menighedens samlingssted) og hele Jerusalem, hvor Gud så at sige boede midt i sit folk. 1 15,1 Telt: Er en henvisning til pagtsteltet (2 Mos 25-30), som Israel førte med sig under ørkenvandringen, og som havde plads forskellige steder i Israel, inden det af David blev anbragt på Aravnas tærskeplads i Jerusalem (2 Sam 6; 7,6), hvor Salomo siden lod det erstatte af tempelbygningen. Hellige bjerg: Må være tempelpladsen i Jerusalem. 1 |
Dag 36 – 2 Mosebog 39-40
Nu var alle forberedelserne gjort og værket skulle stå sin prøve. Lidt som at tage en ny kirke i brug, men på GT’s tid var Gud på en mere konkret og håndgribelig måde til stede med sin forbandelse over alt, hvad der går ham imod – og sin velsignelse af det, som bærer hans navn. Læg derfor særlig mærke til 40,33b-38. Ikke mindre end 16 gange i disse to kapitler nævnes, at Moses gjorde, sådan som Herren havde befalet ham.
Dag 37 – 3 Mosebog 1-5
2 Mos sluttede med Guds pagt og folkets oprør mod Gud. Moses havde sagt: “Måske kan jeg skaffe soning for jeres synd”. Gud havde sagt: “Der kommer en dag, da jeg vil straffe dem for deres synd”. Nu er spørgsmålet: Hvordan kommer vi tæt på denne frygtindgydende og hellige Gud? Svaret er: Offeret! I dagens læsning finder vi grundlæggende to typer ofre til brug, når folket sagde “Tak” og “Undskyld” til Gud. 3 Mos har betegnelsen “Leviticus” på latin, efter Jakobs tredje søn Levi, hvis stamme blev præsteslægten i Israel. Bogen består hovedsageligt af love: Offerloven (1-7), præsteloven (8-10), renhedsloven (11-15), hellighedsloven (17-24) – og slutter med et stærkt kald til at følge Guds vilje (25-26). I midten (kap. 16) bryder “Den store forsoningsdag” ind.
Indledning til 3 Mosebog

3 Mosebog beskriver Guds love om ofringer, præstelige pligter og andre aspekter af loven.
Hovedtemaet i bogen kan opsummeres i 20,26: ”I skal være hellige for mig, for jeg, Herren, er hellig, og jeg har skilt jer ud fra folkene, for at I skulle være mine.”
Hellig betyder ”udskilt”, og det lidt abstrakte billede viser Israel, som blev kaldet af Herren og gjort forskellig fra resten af verden.

Introduktion
Ifølge NT er Moses ophavsmand til Tredje Mosebog (Matt 8,4. Mark 1,44 mfl.). Han har skrevet bogen under ørkenvandringen, sandsynligvis kort tid efter Guds åbenbaring på Sinaj bjerg, dvs. ca. 1440 f. Kr. Tredje Mosebog fortsætter, hvor Anden Mosebog slutter, nemlig midt i lovgivningen på Sinaj.
Bogen kan opdeles i fem afsnit af forskellig længde:
1. Offerloven (3 Mos 1,1-7,38)
2. Præsterne (3 Mos 8,1-10,20)
3. Loven om rent og urent (3 Mos 11,1-15,33)
4. Den store forsoningsdag (3 Mos 16,1-34)
5. Hellighedsloven og højtiderne (3 Mos 17,1-27,34).
Tredje Mosebog fortæller, hvordan den hellige Gud kan have fællesskab med syndige mennesker. Svaret er: ved offerdyrets blod. Offerinstitutionen er Guds gave til sit folk. Det uskyldige dyr dør i synderens sted. Blodet på alteret skaffer soning (1,4), og synden bliver udslettet ved tilgivelsens nåde (4,31). Dette er bogens hovedanliggende. I offerloven beskrives de fem hovedofre og deres funktioner. Det er brændofferet (kap. 1), afgrødeofferet (kap. 2), måltidsofferet (kap.3), syndofferet (4,1-5,13) og skyldofferet (5,14-26). I 3 Mos 6-7 får præsterne vejledning om de forskellige offertyper.
Ved offerdyrets blod skaffes soning for synd. Men den hellige handling kan ikke udføres af synderen selv. Han har brug for en mellemmand mellem sig selv og Gud. Derved mindes han om, at der er afstand mellem synderen og den Hellige. I GT var det ypperstepræsten og hans sønner, som skulle formidle syndernes forladelse ved de ofre, Herren selv havde foreskrevet. De første i den tjeneste var Aron og hans sønner. I 3 Mos 8-10 hører vi både om indsættelsen af Aron og hans sønner, men også om det ansvarsfulde ved at være Guds præst, og at ulydighed mod Gud kan få de alvorligste følger.
Det folk, der har fået det høje kald at tjene Herren, har brug for at kende forskel på det, som er rent og godt i Guds øjne, og det som ikke er det. Det er formålet med lovgivningen om rent og urent – og med lovgivningen om renselse. Israels menighed skal opdrages til at skelne og til at søge soning. Det kan være vanskeligt for os at forstå og at acceptere urenhedsforskrifterne (fx 3 Mos 12). Men det er tankevækkende, at der ofte er beskyttende eller sundhedsregulerende aspekter i dem.
Kap. 16 er et vigtigt afsnit i Tredje Mosebog. Det handler om ypperstepræstens tjeneste i det Aller Helligste, til soning for hele menighedens synd. På denne ene dag om året står han på en særlig måde for Guds ansigt på et helt folks vegne. Kapitlet har fået stor betydning i Hebræerbrevet, hvor den gamle pagts ypperstepræst er et forbillede på vor fuldkomne ypperstepræst, Jesus Kristus. Med rette er det sagt, at over de første 16 kapitler kunne man sætte overskriften: “Adgang til nådens trone”.
I 3 Mos 17-27 hører vi om reglerne for det folk, der tilhører Gud. Folket har været inde foran Guds ansigt, frelsens grund, og sendes nu ud til at leve frelsens liv i verden. Folket er kaldet til at leve et liv i hellighed, ligesom Gud selv er hellig. Folkets liv i verden afbrydes af festerne, hvor folket træder frem for Gud for atter at blive mindet om helligheden. Ved festerne skal folket mindes Guds gerninger og Guds velsignelse over landet.
Tredje Mosebog har haft en enorm betydning i vor frelses historie. Gennem loven blev det stærkt understreget, at Gud kræver renhed og hellighed. Syndefaldets frygtelige virkelighed blev malet Israels folk for øje, når de på ny og på ny måtte lære, at syndens løn er død, og at den eneste redning består i soning, som kun kan finde sted, når blod udgydes.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for tredje Mosebog
1446 f.Kr.
Dag 38 – 3 Mosebog 6-9
Efter beskrivelserne af ofrene kommer nu lovene om ofrene. Vi synes måske, at Gud går i detaljer, og tænk på, hvordan det som Guds folk i ørkenen har været at leve med disse regler og konsekvenserne – men husk også, at det var et genstridigt og ulydigt folk, som Gud ville opdrage til at være sine egne.
Jeg har tre refleksioner:
1. Gud er en hellig Gud, som vi står til regnskab over for med hele vores liv – det bekræfter også NT.
2. De mange ofre minder os om, hvad vi er fri for i den nye pagt.
3. Tænk, hvor vildt det har været, når Hebr 10,14 om Kristi offer siger: “…ved ÉT
ENESTE OFFER har han for altid ført dem, han helliger, til målet”!!!
Fra dette tidspunkt (ca. 1440 f.Kr.) og min. til år 687 f.Kr. har det daglige brændoffer blevet bragt, og ilden er holdt brændende. Bemærk 9,24 – Gud fortærer offeret i stedet for folket. Det er selve evangeliet – og hvad der skete på Kristi kors…
Dag 39 – 3 Mosebog 10-13
Husker du 2 Mos 24, hvor Nadab og Abihu var med Moses og Aron på bjerget og “skuede Gud”? Og hvordan de derefter “gjorde alt, som de så på bjerget”, fordi Gud knyttede sin hellighed til ofrene. Arons to sønner tog det ikke så alvorligt, og selv om Gud gerne vil vise sin herlighed på hele folket, må han i mødet med denne synd vise sin hellighed. Bemærk Arons sorgreaktion (10,3b)! Afsnittet rummer mange regler og love, både om præsterne (bemærk deres vigtige opgave at “tage menighedens skyld bort og skaffe dem soning for Herrens ansigt”), dyrenes renhed, barselskvinder og spedalskhed.
Dag 40 – 3 Mosebog 14-16
Loven om spedalskhed er viet to kapitler i 3 Mos, hvilket vidner om sygdommens alvor. Præstens ord “uren” (13,3) var en dødsdom – og ordet “ren” (13,17) var en livsdom. Mange havde ikke meget til overs for lejren med spedalske – men se Mark 1,40-45: “Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, RØRTE VED HAM…” Kønslig renhed havde betydning, fordi det handlede om slægtens videreførelse – og blodets betydning vender vi tilbage til i morgen. Den store forsoningsdag (kap. 16 – Yom Kippur) fejres stadig af jøder over hele verden (Syrien og Egypten angreb i 1973 Israel netop på den dag). Jesus samlede betydningen af de to syndofferdyr ved ét offer på korset: Bekendelsen af al synd (bukken for Azazel) og soningen for synden (brændofferet). Se Hebr 10,1-10 for NT’s forståelse af det.
Dag 41 – 3 Mosebog 17-20
Flere love. kap. 17-24 kaldes “hellighedsloven” og kommer omkring mange samfundsmæssige og religiøse forhold. “Hellig” kan have en moralsk / etisk (“fuldkommen”) eller en religiøs (“udskilt fra verden, indviet til Gud”) betydning, og de to smelter ofte sammen her. Nogle danner grundlag for vores samfund, mens andre er tidsbestemte (fx dødsstraf for synd, fordi Jesus har taget straffen for al synd). Forbuddet mod at spise blod er vigtigt, fordi der ved blodet skaffes soning for synd. Blodet er Guds (17,11) gave til soning. Igen nævnes seksuelle bud og forbud – bemærk, at Skriften ikke taler imod homoseksuel disposition, men alene praksis (18,22; 20,13). Allerede GT har næstekærlighedsbuddet med (19,18).
Uddybende noter |
18,21 Dette refererer til Moloks kult (2 Kong 23,10; Jer 32,35). Den præcise karakter af ofringen af børn til denne hedenske gud er usikker. Det kan være at de bliver givet til Molok-kulten for at uddanne sig til tempelprostituerede, og derfor er denne passage opført i et afsnit der omhandler seksuelle forbud. På den anden side beskriver romerske forfattere en praksis med at ofre spædbørn på ild i Kartago (en nordafrikansk by grundlagt af fønikere, som var en del af Kanaan), og derfor kan dette faktisk henvise til denne forfærdelige skik. 19,26-31 Dette er alle kana’anæernes skikke. Hellighed kræver at Israel ikke handler som hedningerne på nogen områder af livet. |
Dag 42 – Salmerne 16-18
Tre salmer af David. Jeg har sat overskriften “Tryghed hos Gud” over Sl 16. Nogle mener, at Trosbekendelsens tanke om “kødets opstandelse og det evige liv” ikke findes i GT, men Sl 16 (og flere andre steder) viser, at der ikke er meget kød på den antagelse. Sl 17 handler om at mættes ved Guds (Kristi) retfærdighed, og her finder vi det stærke ord om at være Guds øjesten (5 Mos 32,10; Zak 2,12). Overvej, hvorfor David bruger så stærke ord (“Jeg elsker dig”) til Gud i 18,2.
Dag 43 – 3 Mosebog 21-24
Som forbilleder på Kristus var der særlige krav til præsternes livsførelse og hellighed (jf. Hebr 7,26-28), og offerdyr skulle ligeledes være uden fejl og “lydefri” – et ord, der i NT bruges både om Kristus (Hebr 9,14) og den retfærdighed, han giver os af nåde (Ef 5,27; Fil 2,15). Festkalenderen beskrives i kap. 23. Der er 3 valfartsfester (usyrede brøds fest, kornhøstfesten og frugthøstfesten), hvor man valfartede til Jerusalem, og ikke mindre end 7 fester i alt. Måske synes vi, at regler og love fylder meget, men læg mærke til, at glæde og taknemlighed skulle være det centrale i israelitternes forhold til Gud, jf. 23,40: “I skal glæde jer for Herren jeres Guds ansigt”. Til slut (24,10-23) læser vi, at Gud mener, hvad han siger (jf. Mark 3,28-30).
Dag 44 – 3 Mosebog 25-27
Troen på Gud har altid indlejret (inkarneret) sig og taget form af det samfund, den findes i. Det daværende samfund var patriarkalsk (mandsstyret) og rummede slave- / ejerforhold, som synes urimelige for os. I forhold til gældende praksis i det omgivende samfund var lovene faktisk en beskyttelse for fx kvinder, slaver, fremmede, den fattige, enken og den faderløse. “Løserinstitutionen” (25,25-28.47-54) finder vi i Ruths bog (4), i Jobs bog (19,25-27) og kendes igen i Kristi offer som “forløser”, der betaler “løsesum” og “løskøber” os. Sabbatsår og jubelår minder os om, at Gud ønsker glæde og fest for sit folk. Enten er vi trælle for Egypten (denne verden) eller trælle for Gud (26,11-13), og Gud må nogle gange tage hårde midler i brug for at lære folket denne vigtige lektie. …
Dag 45 – Romerbrevet 1-3.20
Romerbrevet er et ganske særligt skrift i Bibelen og et af Martin Luthers foretrukne. Evangeliet åbnede sig for ham, da han forstod Rom 1,17 ret – nemlig at Guds retfærdighed ikke er en egenskab ved Gud, som troen skal leve op til, men GIVES os som en gave fra Gud ved troen. For at tage imod Guds gave må vi erkende syndens radikalitet, og det handler 1,18-3,20 om. Gud “prisgav” står der i 1,24.26.28, og så kan vi tænke på Faraos forhærdelse, men også konsekvenserne af vores synd (jf. kap. 2-3,20). Konklusionen i 3,19 er klar: “…hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud”. Enhver fordel eller grund til frelse er udelukket på forhånd. Hvordan kommer vi videre?
Indledning til Romerbrevet

Romerbrevet viser os evangeliets kraft: Syndere bliver frelst ufortjent og indviet til tjeneste for Gud. Tandhjulene får os til at tænke på evangeliets logik.

Introduktion
Vi ved ikke, hvornår og hvordan kristendommen kom til Rom. Men ved den første pinsefest var der også romere til stede ved Peters pinseprædiken (ApG 2,10). Måske nogle af dem senere medvirkede til at grundlægge romermenigheden. Det er også sandsynligt, at Rom som rigets hovedstad hurtigt fik kendskab til kristendommen. I ApG 18,2 står der, at Akvila og Priskilla var blandt de jøder, som kejser Claudius (ca. år 49) fordrev fra Rom. Den romerske historieskriver Svetonius fortæller (ca. 120), at kejser Claudius drev jøderne ud af Rom på grund af stadige tumulter foranlediget af “en vis Chrestus”, sikkert en hentydning til Kristus. Der har altså været en jødekristen gruppe i menigheden i Rom. Dog synes Paulus at forudsætte, at flertallet af menigheden er hedningekristne (1,5-6.13-14). Paulus havde mange bekendte i Rom. I 16,3-16 nævner han mange ved navn bl.a. Priskilla / Priska og Akvila, der rejste med Paulus fra Korinth til Efesos (ApG 18,18-19), hvor han efterlod dem (1 Kor 16,19, som er skrevet fra Efesos). Om menigheden siger Paulus, at deres tro omtales i hele verden (1,8). Da han skrev sit brev, kunne han sige: “Alle Kristi menigheder hilser jer” (16,16). Det er et skønt udtryk for den kristne broderkærlighed og den følelse af fællesskab, der prægede den tids kristne.
Paulus skrev sit brev til menigheden i Rom år 56 under et tre måneders ophold i Korinth på sin tredje missionsrejse (Rom 16,23. ApG 19,21; 20,3). Brevet er nedskrevet af Tertius efter Paulus’ diktat (16,22), mens menighedstjeneren Føbe fra Korinths havneby Kenkreæ har overbragt det (16,1). Der er en særlig hilsen fra Gajus, i hvis hus menigheden i Korinth holdt til (16,23). Han var en af de få, Paulus havde døbt (1 Kor 1,14).
Anledningen til brevet er Paulus´ påtænkte missionsrejse til Spanien (15,24). Paulus havde afsluttet en mangeårig missionsvirksomhed langs Middelhavets østlige del. Han havde i dette arbejde – inspireret af Es 52,15 – sat en ære i ikke at forkynde evangeliet, hvor det allerede var kendt (15,20-21). Nu var der ikke mere brug for ham i de egne (15,23). Derfor tænkte han på en rejse til Spanien (15,24). I denne nye virksomhed ville Paulus have brug for et støttepunkt, og Rom havde betingelser for at blive et lignende udgangspunkt i vest, som Antiokia havde været det i øst. Derfor ville han indvie menigheden i Rom i sine dristige planer (1,9-15; 15,23-29). Han ville for denne menighed udførligt fremstille hovedtankerne i evangeliet. Måske har Paulus også hørt om gnidninger mellem jøde- og hedningekristne i menigheden. Det vil han gerne give hjælp til at løse, og han gør det ved – mere afbalanceret og mindre følelsesladet end i Galaterbrevet – at udfolde sin lære om retfærdiggørelse og et helligt liv. Endelig sætter han i kap. 9-11 fokus på Israel som Guds udvalgte folk. Da Paulus skrev brevet, anede han ikke, at han engang skulle komme til Rom som fange (ApG 28,11-16). Blandt de brødre, som gik den fangne Paulus i møde, var der sikkert flere af dem, der nævnes i slutningen af Romerbrevet. Da kom Paulus til dem med “Kristi velsignelse i hele dens fylde” (Rom 15,29). Det er ikke usandsynligt, at nogle af dem led martyrdøden på kejser Neros tid – blot få år efter, at de havde modtaget brevet og mødt Paulus personligt. Som blodvidner gik de da ind til deres Herres glæde.
Romerbrevet indeholder summen af apostelens lære, som er modnet hos ham under de foregående års kampe. Det er, som om han har følt et behov for at give en samlet fremstilling af det budskab, Gud havde betroet ham og kaldet ham til at bringe. Romerbrevet er en storslået fremstilling af Guds frelsesplan, den første kristne dogmatik og etik.
Romerbrevet kan inddeles på følgende måde:
1. Hilsen, selvpræsentation, forhold til menigheden og brevets tema (Rom 1,1-17)
2. Første hoveddel – om troslivet (Rom 1,18-11,36)
a. Alle mennesker under Guds dom (Rom 1,18-3,20)
b. Guds frelsesvej – retfærdiggørelse af tro (Rom 3,21-5,21)
c. Retfærdiggjort af tro – et liv i helliggørelse (Rom 6,1-8,39)
d. Israel i Guds frelsesplan (Rom 9,1-11,36)
3. Anden hoveddel – om gerningslivet (Rom 12,1-15,13)
a. Evangeliet og det nye liv (Rom 12,1-13,14)
b. Forskellige og dog ét i Kristus (Rom 14,1-15,13)
4. Missionsrejse til Spanien og hilsner (Rom 15,14-16,27)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Romerbrevet
ca. år 57
Paulus skrev sandsynligvis Romerbrevet fra Korinth under sin tredje missionsrejse (ApG 20,2-3). Rom var epicentret for det magtfulde Romerrige, der herskede over mange af de store centrale antikke områder i den vestlige civilisation. Paulus havde etableret menigheden i Korinth under sin anden missionsrejse (ApG 18,1-11).
Uddybende noter |
2,22 Tempelran: At stjæle fra templer var en almindelig forbrydelse i gammel tid, dette var fordi templer indeholdte værdifulde genstande, som kunne blive solgt. |
Dag 46 – Romerbrevet 3.21-5
Her har vi evangeliet for fuld udblæsning, og det kan med fordel læses langsomt og flere gange. Det første ord i 3,21 er blevet kaldt “det frelseshistoriske ‘men’”, og Kristi kærlighed / Guds nåde står på baggrund af gårsdagens læsning og menneskehedens totale fortabthed enormt stærkt. V. 23-24: “Alle har syndet…, og ufortjent gøres de retfærdige…” I kap. 4 argumenterer Paulus for tros retfærdigheden helt historisk – Abrahams tro kom før omskærelsen, og dermed er enhver troende Abrahams (og trosretfærdighedens) barn. Konsekvenserne udmales i kap. 5 gennem en sammen ligning mellem os og Gud (1-11) og Adam og Kristus (12-19). Tyg gerne drøv på 3,23-26; 4,5; 5,1.10.
Dag 47 – Romerbrevet 6-8
Bemærk overskrifterne for disse kapitler i DO: “Frihed fra synden”, “frihed fra loven”, “frihed fra døden”. Den, som har trosretfærdigheden, er virkelig løst fra disse “fordærvsmagter”, fordi Kristi sejr virker i hende / ham. Dåben åbner døren ind i fællesskabet med Kristus (6,1-11), så synden ikke kan herske, loven ikke fordømme og døden ikke vinde. Kristus sejrer i os (8,37-38), og det foregår som en livslang proces, kaldet “helliggørelse” / “helligelse”, som mest af alt handler om, at evangeliet åbner sig mere og mere for os, og fællesskabet med Kristus bliver stærkere. Intet sted i Skriften omtales vores syndighed stærkere end i Rom 7, og herved (og særligt med kap. 8) bliver det klart, at Kristi sejr i os ikke er vores, men hans værk. Til slut en personlig bemærkning: Rom 8,31b er vores bryllupsord.
Dag 48 – Romerbrevet 9-11
Nu kommer 3 kapitler som et slags indskud i Paulus’ forkyndelse af evangeliet. Det er knudrede vers (læs langsomt) – har du forstået dem til bunds, så har du forstået og gennemskuet Gud (og jeg skal straks sige, at der mangler meget i, at jeg forstår dem…) – men så indholdsmættede, at man kan tygge på dem hele livet. Temaerne er (og læs kapitlerne med disse spørgsmål for øje): Har Guds ord slået fejl? Hvorfor har Guds ord ikke større gennemslagskraft? Hvad vil Gud med sit folk og verden? Hvorfor bliver nogle i det hele taget frelst? Til sidst (11,33-36) bøjer vi os i næsegrus forundring over Guds frelsesplan.
Dag 49 – Salmerne 9-21
N.F.S. Grundtvig har brugt Sl 19 som forlæg for “Himlene, Herre, fortælle din ære” (DDS 392), og en moderne lovsang (Må min munds ord, o Gud”) tager udgangspunkt i 19,15. Salmen omtaler ligesom fx Sl 8 naturens vidnesbyrd om Gud. Endnu stærkere vidner dog ordet (v. 8-12), og det får David til at bede om tilgivelse for både ord, tanke og gerning. Sl 20 kan bruges til forbøn for andre med de stærke ønsker (“Måtte Herren…”). Sl 21 er bønnen for kongen / dronningen (og al øvrighed), som kristne opfordres til at tage del i. At have en gudfrygtig regent er grund til taknemlighed.
Dag 50 – Romerbrevet 12-14
Fra kap. 12 begynder et nyt afsnit om “gerningslivet”. Det første ord “så” er uhyre vigtigt og angiver, at der nu – på baggrund af 11 kapitler om “troslivet” og evangeliets radikale frihed – tales om gerninger. Bemærk, at Paulus kalder dagliglivet vores “åndelige gudstjeneste”. For en kristen er det afgørende at kende sine nådegaver (12,3-8), lade sig styre af kærligheden (12,9-21; 13,8-10), underordne sig myndighederne (13,1-7) og regne med regnskabsdagen (13,11-14; 14,7-12). Kap. 14-15,7 handler om “adiafora”, dvs. spørgsmål, som man i menigheden kan se forskelligt på uden at fordømme eller foragte hinanden. Aktuelle eksempler kunne være søndagsregler, forholdet til penge, alkohol eller dans. Overvej: Er der reel frihed i vores menigheder?
Uddybende noter |
12,13 Gæstfrihed var meget vigtigt for de tidlige kristne, da de fleste af ikke havde råd til at betale for kost og logi under rejser. |
Dag 51 – Romerbrevet 15-16
Som alt andet i kristen tro, har også “adiafora-spørgsmålene” sit fokus på Kristus: “Heller ikke Kristus tænkte på sig selv” (jf. v. 7). 15,4 giver os det rette syn på GT som Guds ord. Til sidst i brevet bliver Paulus meget konkret om sine rejseplaner. Han havde ikke feriekuller, men var drevet af sit apostelkald til at vinde nyt land for Kristus. Hilsnerne i kap. 16 synes måske uvedkommende for os, men brevet træder ud af sin anonymitet og afspejler Paulus’ nære forhold til den menighed, han endnu ikke havde besøgt her i år 55-57. Knap 10 år senere skulle han komme som fange til kejserrigets hovedstad, hvor han efter flere års mildt fangenskab formentlig led døden under kejser Neros forfølgelse – og under den klare bekendelse til Kristus (16,25-27).
Uddybende noter |
16,22 Tertius fungerede som Paulus’ sekretær i dette brev. Det var almindeligt for dem som skrev breve i det første århundrede, at diktere til en sekretær, men brevets indhold er tydeligt fra Paulus. |
Dag 52 – 4 Mosebog 1-3
4 Mos kaldes på latin “numre” (Numeri og engelsk Numbers) pga. flere optællinger og mønstringer, bl.a. i kap. 1 og 26. Bogen hedder i Bibelen2020 “ventetiden” – og den beskriver sidste del af ørkenvandringen frem mod det forjættede land. Lejrordningen skulle følge en fast orden – med Judas stamme (Jesu stamme) som den første, hvilket vi vil møde flere gange. Mønstringen og frikøbelsen af levitterne og de førstefødte var en stærk påmindelse om, at folket tilhørte Herren. Det finder sin opfyldelse i Jesus: “Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første”, Kol 1,18b.
Indledning til 4 Mosebog

4 Mos handler om israelitternes ørkenvandring gennem 40 år. Det er en historie om Guds opdragelse af folket, indtil de når til det forjættede land.
Fodaftryk… vandring… dette billede er ret oplagt.

Introduktion
Fjerde Mosebog handler især om Israels folk vandring i ørkenen. Flere gange ser det ud til, at folket på grund af ulydighed og synd aldrig vil komme ind i det lovede land. Dog står Gud ved sit løfte og fører sin sag til sejr.
Inddeling af Fjerde Mosebog:
1. Forberedelser til afrejsen fra Sinajs ørken (4 Mos 1,1-10,10)
2. Ørkenvandringen fra Sinaj til Moabs sletter (4 Mos 10,11-21,35)
3. Ved grænsen til det lovede land (4 Mos 22,1-36,13).
Opholdet ved Sinaj varede ca. et år. Det er skildret i 2 Mos 19,1 – 4 Mos 10,10. Der blev loven givet, pagten blev indgået, åbenbaringsteltet (ørkenhelligdommen) blev etableret og præsternes og levitternes tjeneste oprettet. 1 4 Mos 10,11 brød israelitterne op fra Sinaj og fortsatte vandringen mod det lovede land. I slutningen af kap. 12 nærmede de sig landet, og i kap. 13 sendte Moses spejdere ind i Kana’ans land. Alle spejderne på nær Josva og Kaleb blev grebet af mismod, og deres manglende tro til Gud smittede af på folket, så det endte i et reelt oprør mod både Moses og Gud. Alene på grund af Moses’ forbøn tilintetgjorde Gud ikke folket. Men som straf for ulydigheden skulle folket vandre i ørkenen i alt i 40 år, hvor alle over 20 år skulle dø, så kun Josva og Kaleb af den ældre generation fik lov at komme ind i det lovede land. I kap 20 beskrives Moses’ og Arons ulydighed, som medførte, at heller ikke de fik lov at komme ind i løftets land. Hele ørkenvandringen er en stor dommedagsprædiken. Vandringen endte ved Jordanflodens bred. Her er så intermezzoet med den hedenske profet Bileam, som af Gud bliver pålagt at velsigne Israel i stedet for at forbande det. Resten af stoffet er en blanding af lovstof og historie. I kap. 27 bliver Josva indsat som Moses efterfølger, og i kap. 33 har vi opregnet Israels lejrsteder under ørkenvandringen.
Fjerde Mosebog handler i høj grad om vantroen og vantroens konsekvenser. Det er, som om vantroen er smittebærende. De 10 spejderes mismod kom til at præge hele folket. Vi ser folkets utaknemmelighed mod Gud, men samtidig møder vi Guds omsorg for sit ejendomsfolk. Moses har skrevet Fjerde Mosebog ved afslutningen af sit liv.
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rejsen i ørkenen
1446 f.Kr.
Fjerde Mosebog beskriver israelitternes oplevelse i ørkenen, da de rejste fra Sinajs Bjerg til Kanaan. Ligesom med udvandringen er det vanskeligt at fastslå den nøjagtige rute som israelitterne tog, men det er almindeligt antaget, at de satte kursen mod øst fra Sinaj-bjerget, indtil de nåede Det Røde Hav, hvor de drejede nordpå til toppen af bugten og videre til Kadesh-barnea.
Uddybende noter |
1,1 Sins ørken: er området nær Sinaj-bjerget (se kort i intro-teksten). Israel har været der siden 2 Mos 19,1 og vil begive sig ud på deres rejse i 4 Mos 10,11. Åbenbaringsteltet, også kendt som tabernaklet og beskrevet i 2 Mos 25-31; 35-40, var blevet færdig blot en måned tidligere (2 Mos 40,2) og tjente nu som Guds jordiske bolig, hvor han gav instruktioner til Moses. 2,2 Det vides ikke hvordan Israels felttegn så ud, selvom andre hære på gammel tid også havde dem. 2,14 Re’uel kaldes andetsteds De’uel (1,14). Bogstaverne D (ד) og R (ר) kan let forveksles i den hebraiske skrift. |
Dag 53 – 4 Mosebog 4-6
Da jeg læste kap. 4, kom jeg til at tænke på kirketjeneres, organisters og kordegnes vigtige arbejde – og dernæst alle andres vigtige arbejde i kald og stand, både i kirken og samfundet. Kehatitterne, gershonnitterne og meraritterne måtte ikke røre ved de hellige ting, men deres arbejde var lige så vigtigt som præsternes – og beskrives derfor lige så detaljeret. Skinsygeofferet undrer vi os over, særligt v. 31, og det viser os, at samfundet var meget anderledes end vores! Nasiræerløftet (kap. 6) fandtes stadig på Paulus’ tid (ApG 21,17ff). Det er tankevækkende, at vi i vores gudstjeneste trækker på en ca. 3.400 år gammel velsignelse, når præsten løfter hænderne og sætter Guds navn på menigheden (6,23-27).
Dag 54 – 4 Mosebog 7-9
I kap. 7 venter man forgæves på, at bare én af stammehøvdingene ofrer en ged eller et lam mindre eller mere end de andre. Det sker ikke, og derfor opsummerer Bibelen2020 til “alle stammernes ledere [kom] en efter en med præcis samme offergaver”. Vægten gøres op i kendt mål: 24 kg sølvfade, 1,2 kg guldfade, 36 tyre, 72 væddere, 60 bukke og 72 etårige lam. De sidste dessiner gives omkring levitter og påskefejringen, inden der er rejsegilde for boligen. Der sad ikke blot en krans i toppen, men en sky om dagen og ild om natten. 9,15-23 introducerer hele den 40 år lange ørkenvandring: “På Herrens befaling slog de lejr, og på Herrens befaling brød de op”.
Dag 55 – 4 Mosebog 10-13
Der er nu gået næsten 14 måneder siden ankomsten til Sinaj og 20 dage siden mønstringen (kap. 1). I 10,10 løftede skyen sig, og de 40 års ørkenvandring fra Sinaj til det forjættede land begynder. 10,11-21,9 er også blevet kaldt “ulydighedsrejsen” – og 21,10-36 “lydighedsrejsen”. Allerede i kap. 11 begynder folkets klage, i kap. 12 gør Mirjam og Aron oprør mod Moses, og i kap. 13 vender de 10 modløse spejdere tilbage. Kun Kaleb og Hosea (senere Josva) har tillid til, at folket vil vinde sejr ved Herrens hjælp. Ulydigheden er stor.
Uddybende noter |
11,7 Bedellium er en bleggul harpiks, der findes i ørkenområder. 11,31-34 Vagtler (små agerhøns) vandrer nordpå over Sinaj-halvøen om foråret og vender tilbage om efteråret, så selvom israelitterne havde spist nogle i det foregående år (2 Mos 16,13), var disse ikke en almindelig spise. Migrationen i det andet år var sådan at israelitterne var i stand til at fange enorme mængder vagtler: i et lag på to alen (0,9 m) højt på jorden (4 Mos 11,31); således kunne enhver samle mindst ti homer (v. 32), omkring 60 skæpper (2.200 liter)! Denne grådighed blev straffet med en meget stor plage (v. 33). Typen af pesten er ukendt, men den førte til mange dødsfald, og stedet fik navnet Kibrot-ha-Ta’ava, “grådige grave” (v. 34). 13,20 Årstiden for tidlige druer dvs. sidst i juli. |
Dag 56 – Salmerne 22-24
Det er stærke salmer, der møder os i dag. Sl 22 har Davids modgangshistorie som baggrund, måske Sauls indædte forfølgelse af ham. David anråber fortvivlet Gud om hjælp: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Dette råb var også Jesu stærke råb på korset (Mark 15,34). Måske har Jesus citeret hele salmen fra korset. Fra v. 22b vender salmen, og Guds indgreb forkyndes, som det skete både for David og Kristus. Sl 23 er hyrde-salmen, meget brugt ved begravelser – overvej hvorfor. Til 24, se til 15. Salmen “Gør døren høj, gør porten vid!” er skrevet over Sl 24.
Dag 57 – 4 Mosebog 14-16
Anklagerne mod Gud fortsætter i kap. 14. Det kaster Moses ind i en forhandling med Gud og hvad der ligner et forsøg på at overtale og overbevise Gud. Kan Gud overtales? Han handler i hvert fald på bøn, jf. 14,20: “På din bøn vil jeg tilgive dem”. Mon ikke vi kender overtalelses-strategien fra vores bønner? Guds ord bringer Moses og folket til ydmyghed og total afhængighed af Gud. Spørgsmålet om “synd med vilje” svarer til Jesu tale om synd mod Helligånden, se fx Mark 3,28-30.
Dag 58 – 4 Mosebog 17-19
Kora, Datan og Abiram fik plads i Den hellige Skrift – sammen med de ca. 15.000 andre, som stod på deres side og ikke ville bøje sig under Moses’ autoritet – og dermed Guds. Hebræerbrevet kommenterer i 3,7-19 og fører det over på Kristus, ligesom Paulus gør i Fil 2,10-11: …for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre”. Spørgsmålet er: Hvem sætter betingelserne – Gud eller os? Vores svar på det bliver i sidste ende ret afgørende…
Dag 59 – 4 Mosebog 20-22
I disse kapitler er der flere af Guds mægtige gerninger; frelsesgerninger, som også har et doms-perspektiv. Gud giver i sin godhed (levende) vand af klippen til folket, men det bliver også dommen over Moses. Pga. folkets ulydighed sender Gud slanger, men han giver også en redning, som får et vidunderligt perspektiv med Kristus. Slangen kender vi fra Edens Have (1 Mos 3), og stangen bliver et billede på korset, jf. “Den lille Bibel” i Joh 3,15-16, hvor netop kobberslangen nævnes. Historien om Balak og Bileam er dramatisk, men også underholdende. Et talende æsel kender vi fra filmen “Shrek”, men det er også mange prædikanters trøst, at når Gud kunne tale gennem et æsel, så kan han vel også tale gennem en selv.
Uddybende noter |
21,29 Kemosh var Moabs gud (Dom 11,24). |
Dag 60 – 4 Mosebog 23-26
“Hvem vover at forbande, når du [Gud] velsigne vil?”, synger vi i “Befal du dine veje”. Balaks fortvivlede forsøg på at vride armen om på Bileam og forbande Israel lykkes ikke. Den klareste Kristus-profeti kommer i 24,17. Folket mønstres igen i kap. 26, og fra mønstringen i kap. 1 i Sinajs ørken til kap. 26 på Moabs sletter ligger 40 års ørkenvandring, og der afsløres en advarende sandhed: Kun to personer er de samme: Josva og Kaleb. Alle andre i den hundredtusindvis store skare af ørkenvandrere var døde pga. frafaldet (jf. Hebr 3,7-19). Juda (Kristusslægten) er ved begge tællinger den største slægt. Nu mønstres den nye og forvandlede generation, der gennem trængsler har lært at stole på Gud.
Uddybende noter |
24,18 Se’ir er et alternativt navn for Edom. 25,3 Ba’al-Peor var en kanaanæiske regn-, torden- og frugtbarhedsgud, som Israel konstant blev fristet til at tilbede. |