Dag 31-60

Samfundsreglerne glider i kap. 23 mere og mere over i troens verden med vigtigheden af ikke at falde for afguderne, men i stedet “dyrke Herren jeres Gud”. Kap. 24 er et højdepunkt på Sinaj, hvor Moses, Aron, Arons to sønner (som vi møder senere) og 70 ældste “så Israels Gud”. De “spiste og drak”, og i 24,8 udtalte Moses dele af nadver-ritualet, som vi bruger den dag i dag. På bjerget så de intet mindre end (skyggen af) Kristi forsoning og Langfredag (jf. Hebr 8,5), og i de kommende kapitler vil vi se, hvordan Gud ønsker, forsoningen skulle foretages, “sådan som du fik det at se på bjerget”. I 26,33 omtales forhænget, som formentlig har været en håndsbredde tykt, og som flænges fra øverst til nederst Langfredag, da Kristus døde.

Det er højdramatisk omkring fremstillingen af helligdommen og præstedragten. Alt skal gøres nøjagtigt efter Guds vilje – og israelitterne undrede sig måske over, at Gud var så minutiøs omkring det, men de gjorde det, fordi de ville undgå Guds vrede og ønskede Guds nærhed (29,45-46) og tilgivelse. For os kastes det fulde lys over disse kapitler først gennem Kristus, der minutiøst opfyldte Guds lov og for vores skyld underlagde sig Guds vilje, da han bad i Getsemane have: “Ske ikke min vilje, men din”.

Nu har vi hørt alle planerne for bygningen af helligdommen I ørkenen, og nu skulle enterprisen udføres. Det bliver Besal’el, som vi skal høre meget til i de kommende kapitler. En krise opstod, da Moses blev på bjerget i fyrre døgn, og folket blev utålmodige. Det kan synes ufatteligt, at de så hurtigt skaffede sig en afgud, efter at have oplevet Guds udfrielse fra Egypten og pagtslutningen på Sinaj. Det fik også konsekvenser for folket (32,28). Vi kan synes, de var meget frafaldne, men så skal vi blot tænke på, hvor kort der er fra tro til tvivl og vantro hos os selv. Guds løfte om straf for frafaldet (22,34b) opfyldtes i Kristus (jf. 1 Pet 2,21ff). Frafaldet blev anledning til, at Gud styrkede Moses i sit kald (32,10 ; 33,11 ; 34,6.10), og fornyede pagten med folket. Paulus udlægger 34 ,29-35 i nogle lidt vanskelige vers i 2 Kor 3,12-13, som vi kommer tilbage til.

Hele dagens læsning handler om udførelsen af arbejdet med telthelligdommen, og meget er en gentagelse af det foregående. En lille sjov detalje er, at Moses fandt en smart måde at komme af med kvindernes spejle på (38,8). Læg også mærke til overfloden i indsamlingen til arbejdet – det er vist første og sidste gang, at man i Guds rige har måttet bede folk om at holde igen. Regnskabet for helligdommen gøres i Bibelen2020 op i nutidige størrelser: 3.000 kg sølv, 2.500 kilo bronze og 1.000 kilo guld gik der til byggeriet – foruden træ og stof. Og denne helligdom skulle de altså bære rundt i ørkenen gennem 40 år!

Anfægtelsen, vantroen og retfærdigheden kan stå som overskrifter for de tre Davids-salmer, vi læser i dag. Midt i anfægtelsen spørger vi: Hvor længe skal det vare, Herre? – men det lader sig også gøre at stole på og synge for Herren, fordi han er god. Sl 14 / 53 og Sl 15 / 24 er næsten identiske, og salmerne er formentlig blevet skrevet til forskellige anledninger og tidspunkter. Paulus citerer Sl 14 i Rom 3,10-12, fører det over på alle og siger dermed, at vi alle har vantroen i os. Derfor bliver ønsket i v. 7 så stærkt – og det peger samtidig tydeligt frem mod Kristus, den retfærdige (Sl 15). Ingen af os kan være gæst i Herrens telt uden at være dækket af Kristi retfærdighed.

Nu var alle forberedelserne gjort og værket skulle stå sin prøve. Lidt som at tage en ny kirke i brug, men på GT’s tid var Gud på en mere konkret og håndgribelig måde til stede med sin forbandelse over alt, hvad der går ham imod – og sin velsignelse af det, som bærer hans navn. Læg derfor særlig mærke til 40,33b-38. Ikke mindre end 16 gange i disse to kapitler nævnes, at Moses gjorde, sådan som Herren havde befalet ham.

2 Mos sluttede med Guds pagt og folkets oprør mod Gud. Moses havde sagt: “Måske kan jeg skaffe soning for jeres synd”. Gud havde sagt: “Der kommer en dag, da jeg vil straffe dem for deres synd”. Nu er spørgsmålet: Hvordan kommer vi tæt på denne frygtindgydende og hellige Gud? Svaret er: Offeret! I dagens læsning finder vi grundlæggende to typer ofre til brug, når folket sagde “Tak” og “Undskyld” til Gud. 3 Mos har betegnelsen “Leviticus” på latin, efter Jakobs tredje søn Levi, hvis stamme blev præsteslægten i Israel. Bogen består hovedsageligt af love: Offerloven (1-7), præsteloven (8-10), renhedsloven (11-15), hellighedsloven (17-24) – og slutter med et stærkt kald til at følge Guds vilje (25-26). I midten (kap. 16) bryder “Den store forsoningsdag” ind.

Efter beskrivelserne af ofrene kommer nu lovene om ofrene. Vi synes måske, at Gud går i detaljer, og tænk på, hvordan det som Guds folk i ørkenen har været at leve med disse regler og konsekvenserne – men husk også, at det var et genstridigt og ulydigt folk, som Gud ville opdrage til at være sine egne.

Jeg har tre refleksioner:
1. Gud er en hellig Gud, som vi står til regnskab over for med hele vores liv – det bekræfter også NT.
2. De mange ofre minder os om, hvad vi er fri for i den nye pagt.
3. Tænk, hvor vildt det har været, når Hebr 10,14 om Kristi offer siger: “…ved ÉT
ENESTE OFFER har han for altid ført dem, han helliger, til målet”!!!

Fra dette tidspunkt (ca. 1440 f.Kr.) og min. til år 687 f.Kr. har det daglige brændoffer blevet bragt, og ilden er holdt brændende. Bemærk 9,24 – Gud fortærer offeret i stedet for folket. Det er selve evangeliet – og hvad der skete på Kristi kors…

Husker du 2 Mos 24, hvor Nadab og Abihu var med Moses og Aron på bjerget og “skuede Gud”? Og hvordan de derefter “gjorde alt, som de så på bjerget”, fordi Gud knyttede sin hellighed til ofrene. Arons to sønner tog det ikke så alvorligt, og selv om Gud gerne vil vise sin herlighed på hele folket, må han i mødet med denne synd vise sin hellighed. Bemærk Arons sorgreaktion (10,3b)! Afsnittet rummer mange regler og love, både om præsterne (bemærk deres vigtige opgave at “tage menighedens skyld bort og skaffe dem soning for Herrens ansigt”), dyrenes renhed, barselskvinder og spedalskhed.

Loven om spedalskhed er viet to kapitler i 3 Mos, hvilket vidner om sygdommens alvor. Præstens ord “uren” (13,3) var en dødsdom – og ordet “ren” (13,17) var en livsdom. Mange havde ikke meget til overs for lejren med spedalske – men se Mark 1,40-45: “Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, RØRTE VED HAM…” Kønslig renhed havde betydning, fordi det handlede om slægtens videreførelse – og blodets betydning vender vi tilbage til i morgen. Den store forsoningsdag (kap. 16 – Yom Kippur) fejres stadig af jøder over hele verden (Syrien og Egypten angreb i 1973 Israel netop på den dag). Jesus samlede betydningen af de to syndofferdyr ved ét offer på korset: Bekendelsen af al synd (bukken for Azazel) og soningen for synden (brændofferet). Se Hebr 10,1-10 for NT’s forståelse af det.

Flere love. kap. 17-24 kaldes “hellighedsloven” og kommer omkring mange samfundsmæssige og religiøse forhold. “Hellig” kan have en moralsk / etisk (“fuldkommen”) eller en religiøs (“udskilt fra verden, indviet til Gud”) betydning, og de to smelter ofte sammen her. Nogle danner grundlag for vores samfund, mens andre er tidsbestemte (fx dødsstraf for synd, fordi Jesus har taget straffen for al synd). Forbuddet mod at spise blod er vigtigt, fordi der ved blodet skaffes soning for synd. Blodet er Guds (17,11) gave til soning. Igen nævnes seksuelle bud og forbud – bemærk, at Skriften ikke taler imod homoseksuel disposition, men alene praksis (18,22; 20,13). Allerede GT har næstekærlighedsbuddet med (19,18).

Tre salmer af David. Jeg har sat overskriften “Tryghed hos Gud” over Sl 16. Nogle mener, at Trosbekendelsens tanke om “kødets opstandelse og det evige liv” ikke findes i GT, men Sl 16 (og flere andre steder) viser, at der ikke er meget kød på den antagelse. Sl 17 handler om at mættes ved Guds (Kristi) retfærdighed, og her finder vi det stærke ord om at være Guds øjesten (5 Mos 32,10; Zak 2,12). Overvej, hvorfor David bruger så stærke ord (“Jeg elsker dig”) til Gud i 18,2.

Som forbilleder på Kristus var der særlige krav til præsternes livsførelse og hellighed (jf. Hebr 7,26-28), og offerdyr skulle ligeledes være uden fejl og “lydefri” – et ord, der i NT bruges både om Kristus (Hebr 9,14) og den retfærdighed, han giver os af nåde (Ef 5,27; Fil 2,15). Festkalenderen beskrives i kap. 23. Der er 3 valfartsfester (usyrede brøds fest, kornhøstfesten og frugthøstfesten), hvor man valfartede til Jerusalem, og ikke mindre end 7 fester i alt. Måske synes vi, at regler og love fylder meget, men læg mærke til, at glæde og taknemlighed skulle være det centrale i israelitternes forhold til Gud, jf. 23,40: “I skal glæde jer for Herren jeres Guds ansigt”. Til slut (24,10-23) læser vi, at Gud mener, hvad han siger (jf. Mark 3,28-30).

Troen på Gud har altid indlejret (inkarneret) sig og taget form af det samfund, den findes i. Det daværende samfund var patriarkalsk (mandsstyret) og rummede slave- / ejerforhold, som synes urimelige for os. I forhold til gældende praksis i det omgivende samfund var lovene faktisk en beskyttelse for fx kvinder, slaver, fremmede, den fattige, enken og den faderløse. “Løserinstitutionen” (25,25-28.47-54) finder vi i Ruths bog (4), i Jobs bog (19,25-27) og kendes igen i Kristi offer som “forløser”, der betaler “løsesum” og “løskøber” os. Sabbatsår og jubelår minder os om, at Gud ønsker glæde og fest for sit folk. Enten er vi trælle for Egypten (denne verden) eller trælle for Gud (26,11-13), og Gud må nogle gange tage hårde midler i brug for at lære folket denne vigtige lektie. …

Romerbrevet er et ganske særligt skrift i Bibelen og et af Martin Luthers foretrukne. Evangeliet åbnede sig for ham, da han forstod Rom 1,17 ret – nemlig at Guds retfærdighed ikke er en egenskab ved Gud, som troen skal leve op til, men GIVES os som en gave fra Gud ved troen. For at tage imod Guds gave må vi erkende syndens radikalitet, og det handler 1,18-3,20 om. Gud “prisgav” står der i 1,24.26.28, og så kan vi tænke på Faraos forhærdelse, men også konsekvenserne af vores synd (jf. kap. 2-3,20). Konklusionen i 3,19 er klar: “…hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud”. Enhver fordel eller grund til frelse er udelukket på forhånd. Hvordan kommer vi videre?

Her har vi evangeliet for fuld udblæsning, og det kan med fordel læses langsomt og flere gange. Det første ord i 3,21 er blevet kaldt “det frelseshistoriske ‘men’”, og Kristi kærlighed / Guds nåde står på baggrund af gårsdagens læsning og menneskehedens totale fortabthed enormt stærkt. V. 23-24: “Alle har syndet…, og ufortjent gøres de retfærdige…” I kap. 4 argumenterer Paulus for tros retfærdigheden helt historisk – Abrahams tro kom før omskærelsen, og dermed er enhver troende Abrahams (og trosretfærdighedens) barn. Konsekvenserne udmales i kap. 5 gennem en sammen ligning mellem os og Gud (1-11) og Adam og Kristus (12-19). Tyg gerne drøv på 3,23-26; 4,5; 5,1.10.

Bemærk overskrifterne for disse kapitler i DO: “Frihed fra synden”, “frihed fra loven”, “frihed fra døden”. Den, som har trosretfærdigheden, er virkelig løst fra disse “fordærvsmagter”, fordi Kristi sejr virker i hende / ham. Dåben åbner døren ind i fællesskabet med Kristus (6,1-11), så synden ikke kan herske, loven ikke fordømme og døden ikke vinde. Kristus sejrer i os (8,37-38), og det foregår som en livslang proces, kaldet “helliggørelse” / “helligelse”, som mest af alt handler om, at evangeliet åbner sig mere og mere for os, og fællesskabet med Kristus bliver stærkere. Intet sted i Skriften omtales vores syndighed stærkere end i Rom 7, og herved (og særligt med kap. 8) bliver det klart, at Kristi sejr i os ikke er vores, men hans værk. Til slut en personlig bemærkning: Rom 8,31b er vores bryllupsord.

Nu kommer 3 kapitler som et slags indskud i Paulus’ forkyndelse af evangeliet. Det er knudrede vers (læs langsomt) – har du forstået dem til bunds, så har du forstået og gennemskuet Gud (og jeg skal straks sige, at der mangler meget i, at jeg forstår dem…) – men så indholdsmættede, at man kan tygge på dem hele livet. Temaerne er (og læs kapitlerne med disse spørgsmål for øje): Har Guds ord slået fejl? Hvorfor har Guds ord ikke større gennemslagskraft? Hvad vil Gud med sit folk og verden? Hvorfor bliver nogle i det hele taget frelst? Til sidst (11,33-36) bøjer vi os i næsegrus forundring over Guds frelsesplan.

N.F.S. Grundtvig har brugt Sl 19 som forlæg for “Himlene, Herre, fortælle din ære” (DDS 392), og en moderne lovsang (Må min munds ord, o Gud”) tager udgangspunkt i 19,15. Salmen omtaler ligesom fx Sl 8 naturens vidnesbyrd om Gud. Endnu stærkere vidner dog ordet (v. 8-12), og det får David til at bede om tilgivelse for både ord, tanke og gerning. Sl 20 kan bruges til forbøn for andre med de stærke ønsker (“Måtte Herren…”). Sl 21 er bønnen for kongen / dronningen (og al øvrighed), som kristne opfordres til at tage del i. At have en gudfrygtig regent er grund til taknemlighed.

Fra kap. 12 begynder et nyt afsnit om “gerningslivet”. Det første ord “så” er uhyre vigtigt og angiver, at der nu – på baggrund af 11 kapitler om “troslivet” og evangeliets radikale frihed – tales om gerninger. Bemærk, at Paulus kalder dagliglivet vores “åndelige gudstjeneste”. For en kristen er det afgørende at kende sine nådegaver (12,3-8), lade sig styre af kærligheden (12,9-21; 13,8-10), underordne sig myndighederne (13,1-7) og regne med regnskabsdagen (13,11-14; 14,7-12). Kap. 14-15,7 handler om “adiafora”, dvs. spørgsmål, som man i menigheden kan se forskelligt på uden at fordømme eller foragte hinanden. Aktuelle eksempler kunne være søndagsregler, forholdet til penge, alkohol eller dans. Overvej: Er der reel frihed i vores menigheder?

Som alt andet i kristen tro, har også “adiafora-spørgsmålene” sit fokus på Kristus: “Heller ikke Kristus tænkte på sig selv” (jf. v. 7). 15,4 giver os det rette syn på GT som Guds ord. Til sidst i brevet bliver Paulus meget konkret om sine rejseplaner. Han havde ikke feriekuller, men var drevet af sit apostelkald til at vinde nyt land for Kristus. Hilsnerne i kap. 16 synes måske uvedkommende for os, men brevet træder ud af sin anonymitet og afspejler Paulus’ nære forhold til den menighed, han endnu ikke havde besøgt her i år 55-57. Knap 10 år senere skulle han komme som fange til kejserrigets hovedstad, hvor han efter flere års mildt fangenskab formentlig led døden under kejser Neros forfølgelse – og under den klare bekendelse til Kristus (16,25-27).

4 Mos kaldes på latin “numre” (Numeri og engelsk Numbers) pga. flere optællinger og mønstringer, bl.a. i kap. 1 og 26. Bogen hedder i Bibelen2020 “ventetiden” – og den beskriver sidste del af ørkenvandringen frem mod det forjættede land. Lejrordningen skulle følge en fast orden – med Judas stamme (Jesu stamme) som den første, hvilket vi vil møde flere gange. Mønstringen og frikøbelsen af levitterne og de førstefødte var en stærk påmindelse om, at folket tilhørte Herren. Det finder sin opfyldelse i Jesus: “Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første”, Kol 1,18b.

Da jeg læste kap. 4, kom jeg til at tænke på kirketjeneres, organisters og kordegnes vigtige arbejde – og dernæst alle andres vigtige arbejde i kald og stand, både i kirken og samfundet. Kehatitterne, gershonnitterne og meraritterne måtte ikke røre ved de hellige ting, men deres arbejde var lige så vigtigt som præsternes – og beskrives derfor lige så detaljeret. Skinsygeofferet undrer vi os over, særligt v. 31, og det viser os, at samfundet var meget anderledes end vores! Nasiræerløftet (kap. 6) fandtes stadig på Paulus’ tid (ApG 21,17ff). Det er tankevækkende, at vi i vores gudstjeneste trækker på en ca. 3.400 år gammel velsignelse, når præsten løfter hænderne og sætter Guds navn på menigheden (6,23-27).

I kap. 7 venter man forgæves på, at bare én af stammehøvdingene ofrer en ged eller et lam mindre eller mere end de andre. Det sker ikke, og derfor opsummerer Bibelen2020 til “alle stammernes ledere [kom] en efter en med præcis samme offergaver”. Vægten gøres op i kendt mål: 24 kg sølvfade, 1,2 kg guldfade, 36 tyre, 72 væddere, 60 bukke og 72 etårige lam. De sidste dessiner gives omkring levitter og påskefejringen, inden der er rejsegilde for boligen. Der sad ikke blot en krans i toppen, men en sky om dagen og ild om natten. 9,15-23 introducerer hele den 40 år lange ørkenvandring: “På Herrens befaling slog de lejr, og på Herrens befaling brød de op”.

Der er nu gået næsten 14 måneder siden ankomsten til Sinaj og 20 dage siden mønstringen (kap. 1). I 10,10 løftede skyen sig, og de 40 års ørkenvandring fra Sinaj til det forjættede land begynder. 10,11-21,9 er også blevet kaldt “ulydighedsrejsen” – og 21,10-36 “lydighedsrejsen”. Allerede i kap. 11 begynder folkets klage, i kap. 12 gør Mirjam og Aron oprør mod Moses, og i kap. 13 vender de 10 modløse spejdere tilbage. Kun Kaleb og Hosea (senere Josva) har tillid til, at folket vil vinde sejr ved Herrens hjælp. Ulydigheden er stor.

Det er stærke salmer, der møder os i dag. Sl 22 har Davids modgangshistorie som baggrund, måske Sauls indædte forfølgelse af ham. David anråber fortvivlet Gud om hjælp: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Dette råb var også Jesu stærke råb på korset (Mark 15,34). Måske har Jesus citeret hele salmen fra korset. Fra v. 22b vender salmen, og Guds indgreb forkyndes, som det skete både for David og Kristus. Sl 23 er hyrde-salmen, meget brugt ved begravelser – overvej hvorfor. Til 24, se til 15. Salmen “Gør døren høj, gør porten vid!” er skrevet over Sl 24.

Anklagerne mod Gud fortsætter i kap. 14. Det kaster Moses ind i en forhandling med Gud og hvad der ligner et forsøg på at overtale og overbevise Gud. Kan Gud overtales? Han handler i hvert fald på bøn, jf. 14,20: “På din bøn vil jeg tilgive dem”. Mon ikke vi kender overtalelses-strategien fra vores bønner? Guds ord bringer Moses og folket til ydmyghed og total afhængighed af Gud. Spørgsmålet om “synd med vilje” svarer til Jesu tale om synd mod Helligånden, se fx Mark 3,28-30.

Kora, Datan og Abiram fik plads i Den hellige Skrift – sammen med de ca. 15.000 andre, som stod på deres side og ikke ville bøje sig under Moses’ autoritet – og dermed Guds. Hebræerbrevet kommenterer i 3,7-19 og fører det over på Kristus, ligesom Paulus gør i Fil 2,10-11: …for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre”. Spørgsmålet er: Hvem sætter betingelserne – Gud eller os? Vores svar på det bliver i sidste ende ret afgørende…

I disse kapitler er der flere af Guds mægtige gerninger; frelsesgerninger, som også har et doms-perspektiv. Gud giver i sin godhed (levende) vand af klippen til folket, men det bliver også dommen over Moses. Pga. folkets ulydighed sender Gud slanger, men han giver også en redning, som får et vidunderligt perspektiv med Kristus. Slangen kender vi fra Edens Have (1 Mos 3), og stangen bliver et billede på korset, jf. “Den lille Bibel” i Joh 3,15-16, hvor netop kobberslangen nævnes. Historien om Balak og Bileam er dramatisk, men også underholdende. Et talende æsel kender vi fra filmen “Shrek”, men det er også mange prædikanters trøst, at når Gud kunne tale gennem et æsel, så kan han vel også tale gennem en selv.

“Hvem vover at forbande, når du [Gud] velsigne vil?”, synger vi i “Befal du dine veje”. Balaks fortvivlede forsøg på at vride armen om på Bileam og forbande Israel lykkes ikke. Den klareste Kristus-profeti kommer i 24,17. Folket mønstres igen i kap. 26, og fra mønstringen i kap. 1 i Sinajs ørken til kap. 26 på Moabs sletter ligger 40 års ørkenvandring, og der afsløres en advarende sandhed: Kun to personer er de samme: Josva og Kaleb. Alle andre i den hundredtusindvis store skare af ørkenvandrere var døde pga. frafaldet (jf. Hebr 3,7-19). Juda (Kristusslægten) er ved begge tællinger den største slægt. Nu mønstres den nye og forvandlede generation, der gennem trængsler har lært at stole på Gud.