Paulus gav Titus opgaven at grundlægge en tværkulturel menighed på Kreta. Dette brev gav Titus nogle pejlemærker til at virkeliggøre det.
Baggrundsinfo
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1910
Indledning
“Til Titus, mit ægte barn i vor fælles tro” (1,4). Sådan begynder Paulus sit brev. Han har altså været middel til, at Titus kom til tro. Det må være sket før apostelmødet i Jerusalem. Titus omtales første gang i Galaterbrevet, hvor der står, at han, der var hedningekristen og uden tvivl hørte hjemme i menigheden i Antiokia, var med under apostelmødet (2,1-3). Ellers er det overraskende, at Titus ikke er nævnt i Apostlenes Gerninger. Fra korinterbrevene ved vi, at Paulus to gange sendte ham til Korinth, første gang for at fjerne mistro og mistillid til Paulus, anden gang for at få fart på pengeindsamlingen til modermenigheden i Jerusalem (2 Kor 7,6-16; 8,16-24; 12,18). Titus har både været handlekraftig og i besiddelse af betydelige diplomatiske evner. Det er måske netop derfor, Paulus efterlod ham på Kreta med den opgave at bringe orden i de rodede menighedsforhold (1,5.10.12; 3,2.9-10). Paulus havde en gang tidligere været på Kreta. Det var det korte ophold i havnebyen Gode Havne i forbindelse med den dramatiske sejlads til Rom (ApG 27,8).
Paulus ville med dette brev opmuntre Titus, der stod i en vanskelig situation på Kreta. Paulus havde nemlig under sit besøg på øen observeret mange problemer og mangler i menigheden. Man var i en situation, hvor den sunde lære blev anfægtet, ja nogle mente endog, de havde en bedre lære, end den de modtog af Paulus og hans medarbejdere. Disse vranglærere påstod at have en højere indsigt i åndelige spørgsmål end almindelige kristne. Sammen med den læremæssige vildfarelse var der moralsk forvirring.
Titus’ opgave var at indsætte ledere i de enkelte menigheder med de rette åndelige forudsætninger for opgaven. Åndelig og praktisk orden og overensstemmelse mellem lære og liv er en selvfølge hos enhver kristen og i den lokale menighed. Men forudsætningen for at leve et helligt liv er, at vi tilegner os Guds nåde i tro og taknemmelighed. Paulus har i Nikopolis skrevet brevet til Titus før en vinter; måske efteråret 62 eller lige før vinteren 62-63.
Brevets inddeling:
1. Indledning (Tit 1,1-4)
2. Situationen på Kreta (Tit 1,5-16)
3. Hvordan Titus skal formane (Tit 2,1-3,11)
4. Hilsener og nådesønske (Tit 3,12-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 På græsk grund brugte han Paulus sit græske navn, hans jødiske navn var Saulus (ApG 13,9). I græsktalende områder tog jøder ofte navne, der lydligt mindede om deres hebraiske eller aramæiske navne. (Note fra Kol 1,1) Apostel: Se faktaboks nedenfor. 1,4 Om Titus ved vi meget lidt. Han er en ung mand ligesom Timotheus (Tit 2,6-7). Han havde græsk baggrund (Gal 2,3). Han ledsagede Paulus på en rejse til Jerusalem (Gal 2,1). Titus bliver i særlig grad knyttet til Paulus’ virke i Korinth (2 Kor 2,13; 7,6.13-14). Han har fået en særlig rolle i forbindelse med indsamlingen af penge til de fattige i Jerusalem (2 Kor 8,6.16.23; 12,18).1 1,5 Kreta var allerede i flere årtusinder før Kristus en ø med nære forbindelser til Europa. I det første århundrede efter Kristus var øen en del af det romerske rige, hvor kejserdyrkelsen blev praktiseret i den lokale hovedstad, Cortyn, og nabobyen Knossos. Templer for lægeguden Asklepios har man fundet arkæologiske spor af i 18 byer. Når der står, at Titus skal indsætte ældste i »byerne« (1,5), handler det om cirka 20 forskellige byer, som man har fundet arkæologiske spor af fra det første århundrede efter Kristus. Kreta var præget af den græske civilisation og blev brugt som havn og bindeled mellem de mange skibe, der sejlede mellem Asien, Afrika og Europa. Nogle af de græske guder og de lokale regenter blev kaldt »frelser«, og det er måske forklaringen på, at ordet »frelser« bruges flittigt i Titus om både Gud og Jesus. Dog får »frelser« et helt andet indhold, når det bruges i den teologiske betydning. Der var en jødisk forsamling på Kreta. Nogle af jøderne er sandsynligvis blevet kristne og en del af de kristne menigheder på Kreta. Allerede på pinsedagen hører vi, at der var folk fra Kreta (ApG 2,11), som lyttede til Peters pinseprædiken. Da Paulus bliver frigivet fra sit første fangenskab i Rom, rejser han (år 62/63) til Kreta, hvor han mødes med sin medarbejder Titus (1,5). Titus efterlades på øen, da Paulus rejser videre til Nikopolis (3,12). Hertil beder han ham om at komme (3,12), fordi han ønsker at blive vinteren over. Måske virkeliggør Paulus fra Nikopolis sin gamle drøm om at rejse til Spanien (Rom 15,22-24.28) for at forkynde evangeliet dér. Senere bliver Paulus fængslet og ført til Rom. Her skriver han i 2 Tim 4,10, at Titus er rejst til Dalmatien. Det er sidste oplysning, vi har om Titus i NT.1 Ældste: Se faktaboks nedenfor. 1,10 Frasemagere: De dyrker det tomme og meningsløse og fylder deres mund med tom snak.1 1,15 Samvittigheden er »befængt«, den har mistet sit orienteringspunkt i Guds ord og er blevet bundet til menneskebud.1 |
Faktaboks: Apostel
| Apostel |
| Ordet er velkendt i den græske verden, men er her temmelig indholdsløst. Det bruges bredt som betegnelse for en udsending. Baggrunden for NTs brug af ordet må søges i den hebraiske parallel (sjaliach). Det karakteristiske for sjaliach (udsending) er, at han er sendt i en bestemt opgave og er autoriseret til at udføre den. En sjaliach repræsenterer den, der sender ham, og han har fuldmagt til at tale og handle på den sendendes vegne. En sjaliach er som den, der har sendt ham. Netop disse karakteristiske ting møder vi også hos NTs apostle. En apostel er sendt af Jesus Kristus, Matt 10,5; 1 Kor 1,1, han har fuldmagt fra Jesus Kristus, Matt 10,1; Gal 1,1, og repræsenterer Jesus Kristus, Matt 10,40; 2 Kor 5,20. Det særlige ved apostelen er derfor ikke hans egen person eller den position, han måtte have, men den, som har sendt ham. Det understreges i NT ved udtrykket: Jesu Kristi apostel. Det er Jesus Kristus selv, som giver apostelen sin betydning. En Kristi apostel er en autoriseret repræsentant for Kristus, der har fuldmagt til at tale og handle på Kristi vegne, 1 Kor 9,1; 15,10; Gal 1,15; Kol 1,25; 2 Kor 3,5-6. Gennem apostelen viderefører Kristus sit værk med samme fuldmagt og autoritet. Apostelbetegnelsen bruges altså i NT om en specielt afgrænset gruppe, der udgøres af de 12, som Jesus kaldte under sit jordeliv, Matt 10,2-4, samt Matthias, ApG 1,24-26, og Paulus, Rom 1,1. Desuden nævnes Jakob, 1 Kor 9,5; 15,7, Barnabas, ApG 14,14, Andronikos og Junias, Rom 16,7, men Paulus er den sidste i rækken af apostle, Gal 1,17; 1 Kor 15,8. Når Jesus vælger netop 12 apostle (Matt 10), må det ses som en parallel til Israels 12 stammer. Apostlene er grundlæggere af det nye gudsfolk (jf. 1 Pet 2,9). Aposteltjenesten går tilbage til mødet med den opstandne Kristus, 1 Kor 9,1; 15,8, apostelen er opstandelsesvidne, ApG 1,22. I mødet med Kristus bliver apostelen sendt med fuldmagt, Gal 1,15-16, så han er en autoriseret Kristus-repræsentant. Paulus kan således understrege sin uafhængighed af de andre apostle, Gal 1,15-17, selv om han ser sig selv som det sidste led i rækken, 1 Kor 15,3-11. Det er alene sendelsen og fuldmagten fra Kristus, der gør Paulus til apostel. Fordi apostelen er Kristus-repræsentant, skal menigheden være apostelens efterfølger, 1 Kor 4,16, holde sig til hans lære, 1 Kor 11,1; 15,3f.; Gal 1,8-9, og være lydige mod ham, 2 Kor 2,9. Begrundelsen er ikke apostelens personlige kvalifikationer eller nådegaver, 1 Kor 4,1; 15,10; 2 Kor 03,4f., men hans autorisation fra Kristus selv. Apostelen taler på Kristi vegne, 2 Kor 5,19, hans ord fører til liv eller død, 2 Kor 5,15f., han er forvalter af gudsrigets hemmeligheder, 1 Kor 4,1; jf. 1 Kor 9,17 og Kol 1,25, og har derfor mægtige åndelige stridsvåben, 2 Kor 10,4ff. Herved er apostelen åbenbaringsbærer, han skal videreføre det åbenbarede evangelium om Jesus, 1 Kor 15,3-7, vogte det fra falsk lære, Gal 1,6-10, og på den måde være med til at sikre den historiske forbindelse i læren tilbage til Jesus selv, idet den sunde lære var sikret med nedskrivningen af de apostolske skrifter i NT. Lærerfunktionen i apostelembedet går efter apostolsk tid videre i kirkens hyrdeembede, ApG 20,28-32. Endelig er apostelen kirkegrundlægger, 1 Kor 3,10; Ef 2,20. Han har et særligt kald til at evangelisere, Rom 15,16-21, så evangeliet når ud til dem, der aldrig har hørt om Jesus Kristus. Apostelen står i forligelsens tjeneste, 2 Kor 4,5, og han er her rede til at gøre alt for evangeliets skyld, 1 Kor 9,19-23. Derfor er apostelen også præget af lidelse og afsavn for Kristi skyld, Matt 10,16-25; 2 Kor 4,8-11. Apostelembedet er en tjeneste i kirken, begrundet i et kald fra Kristus selv, og det fungerer som en varig, ordnet og anerkendt tjeneste med autoritet fra Kristus som en videreførelse af hans eget embede. |
Faktaboks: Ældste
| Ældste |
| I oldtiden var alder forbundet med visdom og erfaring, som de yngre drog stor nytte af. Derfor var modne mennesker højt respekterede og havde naturligt lederposterne i samfundet. Ældste i GT Allerede under slaveriet i Egypten havde Israel ældste som ledere. De havde både politiske, 2 Mos 3,18, og religiøse, 2 Mos 12,21, opgaver, bl.a. var de som folkets repræsentanter med Moses ved pagtslutningen på Sinaj, 2 Mos 24,1.9. Efter indtagelsen af Kana’an blev landet styret af ældsteråd, der havde myndighed over et by- eller landområde. De repræsenterede folket, havde ansvar for forvaltning og retspleje. De mødtes i byporten for at tage stilling til sager, der vedrørte det lokale fællesskab. I kongetiden mistede de ældste indflydelse, selv om det var dem, der krævede indførelse af monarkiet, 1 Sam 8,4. De blev nu nærmest at sammenligne med borgmestre. Ved templets indvielse mødte de dog frem som hele nationens repræsentanter, 1 Kong 8,1.3. Under fangenskabet i Babylon blev de ældste det vigtigste samlingspunkt for folket, da de fleste andre nationale institutioner ophørte. Efter hjemkomsten fik de ældste en central rolle i genopbygningen af landet. De indtog sammen med præster og skriftkloge de ledende funktioner. Også på nytestamentlig tid havde de ældste lederposter i Israel, og alle medlemmer af Rådet (Synedriet) havde embedstitel af ældste. Hver synagoge havde endvidere et råd af ældste med myndighed og ansvar for menigheden. Ældste i NT De første kristne menigheder overtog ældste-institutionen fra synagogen, så hver kristen menighed fik et styrende ældsteråd. I NT anvendes to ord for denne tjeneste: presbyter (“ældste”, på dansk: præst) og episkopos (“tilsynsmand”, på dansk: biskop), men det er først i det andet århundrede, der skelnes mellem to titler. I NT er det samme tjeneste, jf. ApG 20,17.28. NT skelner mellem to andre grupper: tilsynsmænd (ældste) og menighedstjenere (diakoner), 1 Tim 3,1-13 og ApG 6,1-6; de sidstnævnte kan også være kvinder, mens de ældste altid er mænd. Den vigtigste opgave for de ældste på nytestamentlig tid var at være hyrde (latin: pastor) for den lokale menighed, ApG 20,28-29. Dertil er embedet givet af Helligånden. De første ældste blev indsat af apostlene eller deres repræsentanter, senere valgte menighederne dem selv. De ældste blev indviet til tjenesten med håndspålæggelse og bøn. Der stilles i NT krav til de ældstes kvalifikationer: det skal være mænd, som har personlig og åndelig modenhed, som har en god forstand og lever et ulasteligt liv, og som optræder med værdighed og holder fast ved apostlenes lære. Embedet omtales med forskellige titler: tilsynsmænd, forstandere, husholdere, ældste, men indholdet af tjenesten er det samme: De ældste repræsentere den lokale menighed og er dens ledere. De har ansvaret for forkyndelse og undervisning, sjælesorg og personlig vejledning, de skal vogte menigheden mod både læremæssige og etiske brist, de skal være opmærksomme på den enkeltes behov, bl.a. bede for de syge. Det er karakteristisk, at NT altid taler om flere ældste i hver menighed. I dag videreføres tjenesten som ældste i præsteembedet. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,5 Spot: Hånlig, latterliggørende ringeagt.1 2,8 Beskæmmes: Bringe skam over; vække skamfølelse eller forargelse.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/besk%C3%A6mme
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,9 Kiv: Skænderi eller strid, ofte om ligegyldige småting.1 3,10 Kættersk: Synonym med falsk lære.2 3,12 Artemas: Kender vi ikke.2 Tykikos nævnes også i 2 Tim 4,12, i Ef 6,21 og Kol 4,7. Han er en elsket bror og måske den, som indimellem bringer Paulus’ breve rundt til menighederne. Han hører til i Paulus’ medarbejderstab.2 Nikopolis er en slags provinshovedstad i det nordlige Grækenland med to havne, der er med til at forbinde byerne i området. Nikopolis ligger i en pæn afstand fra Kreta med fem-ti dagsrejser med skib.2 3,13 Zenas er ukendt.2 Apollos hører til de kendte blandt Paulus’ medarbejdere (ApG 18,24; 19,1. 1 Kor 1,12; 3,4.5).2 |
2 Børge Haahr Andersen, Timotheusbrevene og Titusbrevet, Kolon, 2026, s. 200-204
Billeder
Odeon i Nikopolis (Til 3,12)
Odeon (lille teater) i Nikopolis blev opført i slutningen af det 1. århundrede e.Kr. og var i brug indtil slutningen af det 3. århundrede e.Kr. På et tidspunkt var bygningen overdækket med et tag.
www.bibleplaces.com