Paulus sendte et brev og en bortløben slave til sin ven, Filemon. Filemon var slavens herre, men Paulus rådede Filemon til at modtage ham som en bror og ikke som en slave.
Baggrundsinfo
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1918
Indledning
Dette lille privatbrev til Filemon er det sidste af Paulus’ breve i vort NT, men det er ikke det yngste. Det er skrevet under apostelens første fangenskab i Rom samtidig med brevet til kolossenserne (Kol 4,9).
Brevet er i første række stilet til Filemon, men også et par andre modtagere er nævnt ved navn, ligesom brevet tillige er tiltænkt den husmenighed, der samledes hos Filemon (Filem 2). Filemon har sikkert boet i Kolossæ, eftersom det var Onesimus’ hjemby (Kol 4,9). Paulus karakteriserer ham som en kær ven og medarbejder, der har været til stor hjælp og trøst for menigheden i byen, og Paulus har uden tvivl været redskab til hans omvendelse (Filem 19-20). Brevet har en klar ydre foranledning. Det gælder slaven Onesimus, der var flygtet fra Filemon og måske havde bestjålet ham i forbindelse med flugten (Filem 18). Vi ved ikke, hvordan Onesimus er kommet til Rom, ligesom vi ikke ved, hvordan han er kommet i kontakt med Paulus. Derimod tyder meget på, at Paulus var middel til hans omvendelse, ligesom der var vokset et varmt venskab frem mellem de to (Filem 10).
Nu sender Paulus slaven Onesimus tilbage til sin ejer, idet han samtidig understreger, at Onesimus tillige er en “kær broder” (Filem16) og derfor beder Filemon om at behandle ham som en sådan. Vi ved ikke, om Filemon fulgte Paulus’ opfordring.
Dette brev viser, hvordan Paulus med stor kærlighed, hensynsfuldhed og fasthed forstod at omgås sine medmennesker og samtidig give klare råd. I det første århundrede var slaveriet en accepteret del af samfundslivet. Ingen tænkte på at afskaffe det. Paulus opfordrer ikke til oprør eller protestdemonstration mod slaveriet. Men han er heller ikke passiv, idet han gør noget andet. Han opfordrer Filemon til at modtage Onesimus “ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder” (Filem16). Hvor det kristne fællesskab og den kristne kærlighed realiseres blandt mennesker, bliver slaveriet ikke alene meningsløst, men også umuligt. De ægte reformer i samfundet sker ved, at enkeltpersoner i samfundet ændres indefra.
Brevets inddeling:
1. Indledning (Filem 1-3)
2. Filemoms kærlighed og tro (Filem 4-7)
3. Paulus’ anbefaling af Onesimos (Filem 8-16)
4. Paulus’ anmodning til Filemon (Filem 17-22)
5. Afslutning (Filem 23-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Lyt
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,1 På græsk grund brugte han Paulus sit græske navn, hans jødiske navn var Saulus (ApG 13,9). I græsktalende områder tog jøder ofte navne, der lydligt mindede om deres hebraiske eller aramæiske navne. (Note fra Kol 1,1) Timotheus var en af Paulus’ nære medarbejdere, som han lærte at kende på sin anden missionsrejse (ApG 16,1). Timotheus ledsagede for det meste Paulus på rejserne og virkede som sendebud for Paulus (ApG 19,22; 1 Kor 4,17; 16,10; Fil 2,19; 1 Thess 3,2.6). (Note fra Kol 1,1) 1,2 Appia: Var et almindeligt kvindenavn på den tid.1 Arkippos er kun omtalt her og Kol 4,17, hvor han kaldes medkæmper. (Note fra Kol 4,17) 1,10 I brevet til Kolossenserne omtales også en Onesimos. Begge steder fremgår det, at den pågældende stammer fra Kolossæ, at han er kristen, og at Paulus sender ham til Kolossæ fra Rom. Endvidere forekommer en række sammenfaldende navne i de to breve, hvilket altsammen tyder på, at Onesimos i Kol 4,9 er identisk med Onesimos i Filem 10-12. (Note fra Kol 4,9) 1,23 Navnet Epafras er sikkert en forkortelse af det almindelige Epafroditus (jf. Fil 2,25; Kol 4,18). Epafras kender vi udelukkende fra Paulus’ korrespondance med Kolossæ og med Filemon. Af Kol 1,7f fremgår det, at han grundlagde menigheden i Kolossæ. (Note fra Kol 1,7) 1,24 Markus er identisk med Johannes Markus, som stammede fra Jerusalem. Han var søn af en Maria, i hvis hus i Jerusalem en del af urmenigheden samledes (ApG 12,12.25). Markus tog med på den første missionsrejse (ApG 13,5), men forlod undervejs Paulus (ApG 13,13). Af den grund ønskede Paulus ikke, at Markus skulle ledsage ham på den anden missionsrejse, men rejste af sted uden ham og Barnabas (ApG 15,37-39). Senere er Paulus og Markus igen kommet overens, og Markus er blevet Paulus’ nære medarbejder (Filem 24; 2 Tim 4,11). Der er også vidnesbyrd om, at Markus har været tilknyttet apostlen Peter i Rom (1 Pet 5,13), og ifølge traditionen har han efter Peters beretninger skrevet Markusevangeliet. (Note fra Kol 4,10) Aristark stammer ifølge ApG 20,4 fra Thessalonika. Aristark fulgte Paulus på den tredje missionsrejse og var ifølge ApG 19,29 bl.a. inddraget i urolighederne i Efesos. Han fulgte Paulus på rejsen til Jerusalem (ApG 20,4), og det fremgår af ApG 27,2, at han også ledsagede ham på rejsen til Rom. Det forudsættes altså i ApG, at Aristark befandt sig hos Paulus under dennes fangenskab i Rom. Paulus kalder ham min medfange. Aristark sidder med andre ord i fængsel sammen med Paulus. (Note fra Kol 4,10) Der gives her ikke nogen nærmere karakteristik af Demas. I Filem 24 nævnes han som en af Paulus’ medarbejdere, men ifølge 2 Tim 4,10 har han senere forladt Paulus af kærlighed til denne verden. (Note fra Kol 4,14) Lukas nævnes her som en af Paulus’ medarbejdere (jf. Filem 24). I ApG 20,5 indledes en af de såkaldte vi-beretninger, der vidner om, at Lukas har ledsaget Paulus på den sidste del af den tredje missionsrejse, på kollektrejsen til Jerusalem og videre fra Jerusalem til Rom. Af sammenhængen i 4,10-14 fremgår det videre, at Lukas er hedningekristen, og han har ifølge 2 Tim 4,11 været hos Paulus under det andet romerske fangenskab. Ifølge den kirkelige tradition er Lukas forfatter til Lukasevangeliet og til Apostlenes Gerninger. (Note fra Kol 4,14) |
Billeder
Filemonbrevet på Papyrus (Til 1,1)
Dette lille papyrusfragment er den ældste kendte afskrift af Filemonbrevet. Det faktum, at der er skrevet på både forsiden (vers 13-15) og bagsiden (vers 24-25), viser, at fragmentet stammer fra en kodeks snarere end en skriftrulle, og at det derfor sandsynligvis var en del af et større værk, måske en samling af Paulus’ breve. På grundlag af ligheder med P46, P52 og P. Oxy. 841 dateres det til begyndelsen eller midten af det 2. århundrede (Comfort og Barret 1999: 607). En sådan datering placerer dette manuskript højst omkring et århundrede efter originalmanuskriptet. Filemonbrevet er desuden det korteste af Paulus’ breve og består kun af 335 ord i den græske tekst.
www.bibleplaces.com