Paulus var døden nær og skrev et hjerteligt farvel til Timotheus. Her gav Paulus evangelistembedets fakkel videre, og han opfordrede Timotheus til at gøre det samme.
Baggrundsinfo
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1901
Indledning
Dette er det mest personlige brev, vi har af Paulus, som ved affattelsen befinder sig i et deprimerende fangenskab. Af medarbejdere er kun Lukas hos ham, flere tidligere venner har vendt ham ryggen, og frafaldet er stort i adskillige menigheder. Han er døden nær i år 64. Brevet er præget af frafaldet i Timotheus’ menighed og Paulus’ nært forestående død, men samtidig er det kendetegnet af stor trosfrimodighed. Første del af brevet er en direkte appel til Timotheus om at bruge den nådegave, Gud har givet ham og med frimodighed fortsætte sin tjeneste, selv om det medfører lidelser. Når det gælder vranglæren, skal han både bekæmpe den og undgå at blive præget af den. Timotheus skal først og fremmest være forankret i De hellige Skrifter og være trofast i tjenesten, især når det gælder formidlingen af Guds ord. Til sidst beder Paulus Timotheus om at tage Markus med sig og hurtigt komme til ham i fængslet.
1. Indledning (2 Tim 1,1-5)
2. Formaning til frimodig vidnetjeneste (2 Tim 1,6-2,13)
3. Om vranglærerne og kampen mod dem (2 Tim 2,14-4,5)
4. Paulus’ personlige situation (2 Tim 4,6-18)
5. Hilsener og velsignelse (2 Tim 4,19-22).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 På græsk grund brugte han Paulus sit græske navn, hans jødiske navn var Saulus (ApG 13,9). I græsktalende områder tog jøder ofte navne, der lydligt mindede om deres hebraiske eller aramæiske navne. (Note fra Kol 1,1) Apostel: Se faktaboks nedenfor. 1,2 Timotheus betyder ‘Den, der ærer Gud’.1 Da Paulus ifølge ApG 16,1-4 kommer til Derbe og Lystra, møder han den unge Timotheus, som har en troende jødisk mor og en græsk far. Det er Timotheus’ mor og mormor (2 Tim 1,5), som har oplært Timotheus i den kristne tro, så hans tro er blevet solidt funderet i de bibelske skrifter. Timotheus kaldes af Paulus og menigheden til at blive hans ledsager og medarbejder. Efterhånden bliver han den nærmeste medarbejder, som Paulus igen og igen henviser til. Han er medforfatter til ikke færre end seks af Paulus’ breve: 2 Kor, Kol, 1 og 2 Thess, Fil og Filem. To gange i Apostlenes Gerninger sender Paulus Timotheus som repræsentant for ham selv til konkrete menigheder (ApG 18,5; 19,22).2 1,5 Lois og Eunike: Det er den eneste gang, de to kvinder nævnes ved navn.2 1,8 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel. (Note fra Mark 1,1) 1,15 Fygelos og Hermogenes: Nævnes kun her.2 1,16 Onesiforos nævnes kun her (og i 4,19 hans familie).2 |
2 Børge Haahr Andersen, Timotheusbrevene og Titusbrevet, Kolon, 2026, s. 28-223
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/spotter_1
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/langmodighed?entry_id=11029749&def_id=21046555
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/uforg%C3%A6ngelig
Faktaboks: Apostel
| Apostel |
| Ordet er velkendt i den græske verden, men er her temmelig indholdsløst. Det bruges bredt som betegnelse for en udsending. Baggrunden for NTs brug af ordet må søges i den hebraiske parallel (sjaliach). Det karakteristiske for sjaliach (udsending) er, at han er sendt i en bestemt opgave og er autoriseret til at udføre den. En sjaliach repræsenterer den, der sender ham, og han har fuldmagt til at tale og handle på den sendendes vegne. En sjaliach er som den, der har sendt ham. Netop disse karakteristiske ting møder vi også hos NTs apostle. En apostel er sendt af Jesus Kristus, Matt 10,5; 1 Kor 1,1, han har fuldmagt fra Jesus Kristus, Matt 10,1; Gal 1,1, og repræsenterer Jesus Kristus, Matt 10,40; 2 Kor 5,20. Det særlige ved apostelen er derfor ikke hans egen person eller den position, han måtte have, men den, som har sendt ham. Det understreges i NT ved udtrykket: Jesu Kristi apostel. Det er Jesus Kristus selv, som giver apostelen sin betydning. En Kristi apostel er en autoriseret repræsentant for Kristus, der har fuldmagt til at tale og handle på Kristi vegne, 1 Kor 9,1; 15,10; Gal 1,15; Kol 1,25; 2 Kor 3,5-6. Gennem apostelen viderefører Kristus sit værk med samme fuldmagt og autoritet. Apostelbetegnelsen bruges altså i NT om en specielt afgrænset gruppe, der udgøres af de 12, som Jesus kaldte under sit jordeliv, Matt 10,2-4, samt Matthias, ApG 1,24-26, og Paulus, Rom 1,1. Desuden nævnes Jakob, 1 Kor 9,5; 15,7, Barnabas, ApG 14,14, Andronikos og Junias, Rom 16,7, men Paulus er den sidste i rækken af apostle, Gal 1,17; 1 Kor 15,8. Når Jesus vælger netop 12 apostle (Matt 10), må det ses som en parallel til Israels 12 stammer. Apostlene er grundlæggere af det nye gudsfolk (jf. 1 Pet 2,9). Aposteltjenesten går tilbage til mødet med den opstandne Kristus, 1 Kor 9,1; 15,8, apostelen er opstandelsesvidne, ApG 1,22. I mødet med Kristus bliver apostelen sendt med fuldmagt, Gal 1,15-16, så han er en autoriseret Kristus-repræsentant. Paulus kan således understrege sin uafhængighed af de andre apostle, Gal 1,15-17, selv om han ser sig selv som det sidste led i rækken, 1 Kor 15,3-11. Det er alene sendelsen og fuldmagten fra Kristus, der gør Paulus til apostel. Fordi apostelen er Kristus-repræsentant, skal menigheden være apostelens efterfølger, 1 Kor 4,16, holde sig til hans lære, 1 Kor 11,1; 15,3f.; Gal 1,8-9, og være lydige mod ham, 2 Kor 2,9. Begrundelsen er ikke apostelens personlige kvalifikationer eller nådegaver, 1 Kor 4,1; 15,10; 2 Kor 03,4f., men hans autorisation fra Kristus selv. Apostelen taler på Kristi vegne, 2 Kor 5,19, hans ord fører til liv eller død, 2 Kor 5,15f., han er forvalter af gudsrigets hemmeligheder, 1 Kor 4,1; jf. 1 Kor 9,17 og Kol 1,25, og har derfor mægtige åndelige stridsvåben, 2 Kor 10,4ff. Herved er apostelen åbenbaringsbærer, han skal videreføre det åbenbarede evangelium om Jesus, 1 Kor 15,3-7, vogte det fra falsk lære, Gal 1,6-10, og på den måde være med til at sikre den historiske forbindelse i læren tilbage til Jesus selv, idet den sunde lære var sikret med nedskrivningen af de apostolske skrifter i NT. Lærerfunktionen i apostelembedet går efter apostolsk tid videre i kirkens hyrdeembede, ApG 20,28-32. Endelig er apostelen kirkegrundlægger, 1 Kor 3,10; Ef 2,20. Han har et særligt kald til at evangelisere, Rom 15,16-21, så evangeliet når ud til dem, der aldrig har hørt om Jesus Kristus. Apostelen står i forligelsens tjeneste, 2 Kor 4,5, og han er her rede til at gøre alt for evangeliets skyld, 1 Kor 9,19-23. Derfor er apostelen også præget af lidelse og afsavn for Kristi skyld, Matt 10,16-25; 2 Kor 4,8-11. Apostelembedet er en tjeneste i kirken, begrundet i et kald fra Kristus selv, og det fungerer som en varig, ordnet og anerkendt tjeneste med autoritet fra Kristus som en videreførelse af hans eget embede. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,2 Duelige: Tilstrækkelig eller ret dygtig; i stand til noget.1 2,17 Hymenæus nævnes også i 1 Tim 1,20.2 Filetus nævnes kun her.2 2,19 Segl: Se faktaboks nedenfor. |
2 Børge Haahr Andersen, Timotheusbrevene og Titusbrevet, Kolon, 2026, s. 236
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,2 Overmodige: Alt for selvsikker, optimistisk eller dumdristig.1 Spottere: Person der udviser hån og foragt (over for en religion eller guddom).2 3,4 Hovmodige: Overlegen, nedladende og indbildsk.3 3,8 Jannes og Jambres trodsede Moses: Paulus henviser til de ægyptiske troldmænd, som kunne efterligne Moses’ undere (2 Mos 7,11.22; 9,11), og som gav Moses’ undere en anden forklaring. Den jødiske tradition har i Talmud navngivet to af dem, og når Paulus her nævner dem ved navn, vil Timotheus og menigheden i Efesos kende til de navne.4 3,10 Langmodighed: Tålmodig og overbærende.5 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/spotter_1
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/hovmodig
4 Børge Haahr Andersen, Timotheusbrevene og Titusbrevet, Kolon, 2026, s. 244
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/langmodighed
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,10 I Kol 4,14 og Filem 24 nævnes Demas som som én af Paulus’ nære medarbejdere.1 Kreskens nævnes kun her.1 Dalmatien ligger i den sydlige del af det nuværende Kroatien, ud mod Middelhavet.1 4,11 Lukas nævnes i Kol 4,14 og Filem 24, og han optræder i Apostlenes Gerninger som en af Paulus’ rejsefæller.1 Markus forlod Paulus under hans første missionsrejse (ApG 12,25; 13,5.13) og var dengang anledning til en bitter splid. At Paulus nu ønsker Markus’ nærvær og omtaler ham som en god hjælper (Kol 4,10; Filem 24) viser, at Markus har ændret sig og er blevet en trofast medarbejder.1 4,12 Tykikos er den, som bragte et brev fra Paulus til Efesos og Kolossæ (Ef 6,21. Kol 4,7). Han nævnes i ApG 20,4 som Paulus’ medhjælper og rejsefælle. Tykikos nævnes også i Tit 3,12.1 4,13 Det er ved at være koldt, og han skal derfor tage en kappe med.1 4,14 Smeden Alexander: Måske den samme som i 1 Tim 1,20 og ApG 19,33.2 4,19 Ægteparret Priska/Priskilla og Akvila nævnes en række gange i forbindelse med Paulus. Paulus bor hos dem i Korinth (ApG 18,2-3), hvor han og Akvila arbejder med det samme håndværk som teltmagere. Senere tager de sammen til Efesos (18,18-19), hvor de møder forkynderen Apollos og fortæller ham grundigere om Guds vej (18,26). I Rom 16,3 omtaler Paulus ægteparret som sine medarbejdere. I 1 Kor 16,19 nævnes menigheden, der holder til i deres hjem.1 Onesiforos’ hus: Se note til 1,16 4,20 Der nævnes også en Erastos i Rom 16,23 og en medarbejder til Timotheus, Erastos, i ApG 19,22. Hvis der er tale om samme person, er det muligt, at Paulus vil gøre Timotheus opmærksom på, at Erastos for tiden opholdt sig i Korinth.1 Trofimos nævnes som rejsefælle under Paulus’ tredje missionsrejse til Milet i ApG 20,4, og i 21,29 fortælles, at Trofimos fra Efesos er med Paulus i Jerusalem.1 4,21 Eubulos, Pudens, Linus, Claudia: De fire navne er ukendte personer, som ellers ikke omtales i NT.1 |
2 Jesper Hornstrup, Bibelværk for menigheden Bind 17, Lohse, 1994, s. 206
Bibelmaraton