
Romerbrevet viser os evangeliets kraft: Syndere bliver frelst ufortjent og indviet til tjeneste for Gud. Tandhjulene får os til at tænke på evangeliets logik.
Baggrundsinfo

Introduktion
Vi ved ikke, hvornår og hvordan kristendommen kom til Rom. Men ved den første pinsefest var der også romere til stede ved Peters pinseprædiken (ApG 2,10). Måske nogle af dem senere medvirkede til at grundlægge romermenigheden. Det er også sandsynligt, at Rom som rigets hovedstad hurtigt fik kendskab til kristendommen. I ApG 18,2 står der, at Akvila og Priskilla var blandt de jøder, som kejser Claudius (ca. år 49) fordrev fra Rom. Den romerske historieskriver Svetonius fortæller (ca. 120), at kejser Claudius drev jøderne ud af Rom på grund af stadige tumulter foranlediget af “en vis Chrestus”, sikkert en hentydning til Kristus. Der har altså været en jødekristen gruppe i menigheden i Rom. Dog synes Paulus at forudsætte, at flertallet af menigheden er hedningekristne (1,5-6.13-14). Paulus havde mange bekendte i Rom. I 16,3-16 nævner han mange ved navn bl.a. Priskilla / Priska og Akvila, der rejste med Paulus fra Korinth til Efesos (ApG 18,18-19), hvor han efterlod dem (1 Kor 16,19, som er skrevet fra Efesos). Om menigheden siger Paulus, at deres tro omtales i hele verden (1,8). Da han skrev sit brev, kunne han sige: “Alle Kristi menigheder hilser jer” (16,16). Det er et skønt udtryk for den kristne broderkærlighed og den følelse af fællesskab, der prægede den tids kristne.
Paulus skrev sit brev til menigheden i Rom år 56 under et tre måneders ophold i Korinth på sin tredje missionsrejse (Rom 16,23. ApG 19,21; 20,3). Brevet er nedskrevet af Tertius efter Paulus’ diktat (16,22), mens menighedstjeneren Føbe fra Korinths havneby Kenkreæ har overbragt det (16,1). Der er en særlig hilsen fra Gajus, i hvis hus menigheden i Korinth holdt til (16,23). Han var en af de få, Paulus havde døbt (1 Kor 1,14).
Anledningen til brevet er Paulus´ påtænkte missionsrejse til Spanien (15,24). Paulus havde afsluttet en mangeårig missionsvirksomhed langs Middelhavets østlige del. Han havde i dette arbejde – inspireret af Es 52,15 – sat en ære i ikke at forkynde evangeliet, hvor det allerede var kendt (15,20-21). Nu var der ikke mere brug for ham i de egne (15,23). Derfor tænkte han på en rejse til Spanien (15,24). I denne nye virksomhed ville Paulus have brug for et støttepunkt, og Rom havde betingelser for at blive et lignende udgangspunkt i vest, som Antiokia havde været det i øst. Derfor ville han indvie menigheden i Rom i sine dristige planer (1,9-15; 15,23-29). Han ville for denne menighed udførligt fremstille hovedtankerne i evangeliet. Måske har Paulus også hørt om gnidninger mellem jøde- og hedningekristne i menigheden. Det vil han gerne give hjælp til at løse, og han gør det ved – mere afbalanceret og mindre følelsesladet end i Galaterbrevet – at udfolde sin lære om retfærdiggørelse og et helligt liv. Endelig sætter han i kap. 9-11 fokus på Israel som Guds udvalgte folk. Da Paulus skrev brevet, anede han ikke, at han engang skulle komme til Rom som fange (ApG 28,11-16). Blandt de brødre, som gik den fangne Paulus i møde, var der sikkert flere af dem, der nævnes i slutningen af Romerbrevet. Da kom Paulus til dem med “Kristi velsignelse i hele dens fylde” (Rom 15,29). Det er ikke usandsynligt, at nogle af dem led martyrdøden på kejser Neros tid – blot få år efter, at de havde modtaget brevet og mødt Paulus personligt. Som blodvidner gik de da ind til deres Herres glæde.
Romerbrevet indeholder summen af apostelens lære, som er modnet hos ham under de foregående års kampe. Det er, som om han har følt et behov for at give en samlet fremstilling af det budskab, Gud havde betroet ham og kaldet ham til at bringe. Romerbrevet er en storslået fremstilling af Guds frelsesplan, den første kristne dogmatik og etik.
Romerbrevet kan inddeles på følgende måde:
1. Hilsen, selvpræsentation, forhold til menigheden og brevets tema (Rom 1,1-17)
2. Første hoveddel – om troslivet (Rom 1,18-11,36)
a. Alle mennesker under Guds dom (Rom 1,18-3,20)
b. Guds frelsesvej – retfærdiggørelse af tro (Rom 3,21-5,21)
c. Retfærdiggjort af tro – et liv i helliggørelse (Rom 6,1-8,39)
d. Israel i Guds frelsesplan (Rom 9,1-11,36)
3. Anden hoveddel – om gerningslivet (Rom 12,1-15,13)
a. Evangeliet og det nye liv (Rom 12,1-13,14)
b. Forskellige og dog ét i Kristus (Rom 14,1-15,13)
4. Missionsrejse til Spanien og hilsner (Rom 15,14-16,27)
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Romerbrevet
ca. år 57
Paulus skrev sandsynligvis Romerbrevet fra Korinth under sin tredje missionsrejse (ApG 20,2-3). Rom var epicentret for det magtfulde Romerrige, der herskede over mange af de store centrale antikke områder i den vestlige civilisation. Paulus havde etableret menigheden i Korinth under sin anden missionsrejse (ApG 18,1-11).
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel. (Note fra Mark 1,1) 1,14 Ordet græker betegner her en græsk- og latinsproget person, en person der hører hjemme i den græsk-romerske kultur, modsat en barbar. Andre steder kan ordet græker anvendes om en hedning, en ikke-jøde (f.eks. 1,16; 2,9-10; 3,9).1 1,23 Uforgængelige: Som ikke kan slides op, nedbrydes eller forsvinde.2 1,29 Svig: Det at bedrage eller svigte nogen; uærlig og bedragerisk opførsel.3 1,30 Hovne: Overlegen og nedladende over for andre.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=uforg%C3%A6ngelige
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svig
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=hoven&query=hovne
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,5 Bodfærdige: Opfyldt af anger og indstillet på at vise det i handling.1 2,22 Du, som afskyr afguderne, du begår selv tempelran!: Han afskyer afguderne; han væmmes ved afgudstemplerne, og dog drager han fordel af de samme templer. Han rapser værdigenstande i dem for egen vindings skyld (sml. ApG 19,37). Han vil hellere end gerne eje en gudestatue, som er stjålet i de hedenske templer, selvom han giver det udseende af, at han er ængstelig for at komme et gudebillede nær. Han foragter disse statuer med munden, men ikke med hjertet.2 |
2 Romerbrevet I, Kolon, Peter V. Legarth, s. 46-90
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,4 Sanddru: Sandhed; ærlig; oprigtig.7 |
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,15 Ordet Abba er det aramæiske ord for fader. Det er udtryk for fader i den familiære form: daddy, pappa. Jesus tiltalte Gud med netop det udtryk (Mark 14,36; sml. Sl 89,27-28; Es 63,16).1 8,22 Vånder: Hørligt eller synligt give udtryk for legemlig eller sjælelig smerte.2 8,23 Førstegrøde: Noget nyt og anderledes der opstår som det hidtil bedste af sin art.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59012336&def_id=21096810&query=god&mpage=2
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=f%C3%B8rstegr%C3%B8de
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,32 Anstødssten: Foragelse.1 |
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,2 Nidkærhed: Det at holde meget strengt øje med at noget overholdes, udføres på en bestemt måde, følger bestemte regler eller principper, el.lign.; det at være meget eller overdrevent omhyggelig.1 10,19 Ægge: Virke stimulerende på; pirre.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A6gge
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,17 Pode: Sætte en afskåret plantedel fast på en anden plante, enten under barken eller i enden af en gren, og få plantedelen til at vokse fast og gro dér.1 11,26 Zion: I Jerusalem. Jakob: Dvs. fra Israel.2 |
2 Romerbrevet II, Kolon, Peter V. Legarth, s. 125
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,8 Formane: Belære om eller indprente en særlig moral eller de rette forhold ved en vigtig sag eller et alvorligt foretagende.1 |
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,13 Kiv: Skænderi eller strid, ofte om ligegyldige småting.1 |
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,19 Illyrien: Dvs. det landskab, der strækker sig fra den nordlige del af Adriaterhavets østkyst over til Donau.1 15,31 Vægre: Være utilbøjelig til eller modvillig over for at udføre en bestemt handling, acceptere en bestemt tankegang, el.lign.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=v%C3%A6grer
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,1-2 Paulus lægger et godt ord ind for Føbe. Menigheden kender hende åbenbart ikke i forvejen. Paulus bestemmer hende som menighedstjener. Måske bruger Paulus ordet i en ikke-teknisk betydning. Tanken er i givet fald, at hun tager sin del af arbejdet i menigheden og gør en god tjeneste i Kenkreæ. Eller ordet er en embedsbetegnelse, så at pointen er, at hun har været menighedens diakon (jf. Fil 1,1; 1 Tim 3,8-12). (Hun er ifølge Schindler (NT) endda diakonisse! Ifølge Den Nye Aftale er hun med til at lede menigheden i Kenkreæ.) Eller pointen er, at hun har haft en ledende funktion i menigheden. Det hedder, at hun har hjulpet mange. Måske er Føbe en rig kvinde fra overklassen, som kan have finansieret Paulus’ ophold i Korinth. Tertius (16,22) kan have været Føbes slave og have ledsaget Føbe på rejsen og have forklaret brevets indhold for menigheden i Rom. Men det er alt sammen gisninger.1 16,3 Priska og Akvila: Ifølge ApG 18,2-3 træffer Paulus dette ægtepar, da han kommer til Korinth på sin anden missionsrejse. De er i år 49-50 e.Kr. blevet fordrevet fra Rom. De ernærer sig som teltmagere. Senere ledsager de Paulus til Efesos (jf. ApG 18,18.26; 1 Kor 16,19), men de opholder sig i Rom, da Paulus affatter Romerbrevet. Ifølge 2 Tim 4,19 skal de senere igen befinde sig i Efesos. Der er tale om et berejst ægtepar. (Det er bemærkelsesværdigt, at hustruen Priska nævnes først. Var hun den mest indflydelsesrige?)1 16,5 Provinsen Asiens førstegrøde til Kristus: Dvs. den første der blev kristen i provinsen Asien (sml. 1 Kor 16,15).1 16,6-15 Navnene her er ukendte.1 16,21 Timotheus var en betroet medarbejder for Paulus. Ifølge ApG 16,1 mødte Paulus ham i Lystra i Lilleasien. Timotheus havde en jødisk mor, Eunike (2 Tim 1,5) og en polyteistisk far. Paulus omskar ham, før han tog ham med på sine rejser (jf. ApG 16,1-3; 17,14-15; 18,5;2 Kor 1,19). Timotheus var i en årrække en betroet medarbejder for Paulus og et sendebud (jf. ApG 19,22; 1 Kor 4,17; 16,10; 1 Thess 3,2.6), og han var medafsender af seks breve (2 Kor 1,1; Fil 1,1; Kol 1,1; 1 Thess 1,1; 2 Thess 1,1; Filem 1). Timotheus ledsagede Paulus på den sidste rejse til Jerusalem (ApG 20,4) og var senere i fangenskab sammen med Paulus (jf. Fil 2,19; Hebr 13,23). 1 og 2 Tim blev stilet til ham. Han opholdt sig da i Efesos (1 Tim 1,3), men Paulus bad ham indtrængende om snarest muligt at komme til ham i Rom (2 Tim 4,9).1 16,22 Det er bemærkelsesværdigt, at brevet rummer en hilsen fra Tertius, sekretæren, der har ført pennen efter diktat fra Paulus. Det sker ellers aldrig i Paulus’ breve, at sekretæren med navns nævnelse kommer til orde.1 |
Bibelmaraton




