Apostlenes Gerninger handler om Helligåndens komme og udbredelsen af evangeliet over hele jorden. Helligånden viste sig som tunger af ild (2,3-4), som logoet her viser.
Baggrundsinfo
Introduktion
Der er ikke tvivl om, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter. Ifølge Apostlenes Gerninger var forfatteren selv med ved enkelte af de begivenheder, han skildrer. Det fremgår tydeligt af de såkaldte vi-afsnit. Forfatteren har været en af Paulus’ venner og medarbejdere. Af de personer, der kan være tale om, kan det vanskeligt kan være andre end Lukas. Han er ikke nævnt ved navn i Apostlenes Gerninger, mens de andre, der kunne være på tale, er navngivet og delvis omtalt i 3. person. At Lukas er forfatter til både det tredje evangelium og Apostlenes Gerninger, bliver også understreget af den oldkirkelige tradition.
I Apostlenes Gerninger hører vi om Helligåndens udgydelse pinsedag og hvilke fantastiske følger, det fik. Skriftet handler kort sagt om Helligåndens gerninger. Den første menighed blev dannet, og derefter begyndte verdensmissionen. Vi hører om evangeliets sejrsgang fra Jerusalem over Judæa og Samaria til Antiokia i Syrien. Her er Peter hovedpersonen (jødemissionens tid, kap. 1-12). Paulus er hovedpersonen i evangeliets gang fra Antiokia over Cypern, Lilleasien, Makedonien og Grækenland til verdens hovedstad Rom (hedningemissionens tid, kap. 13-28).
Mens Lukas i sit evangelium hovedsagelig behandler Jesu treårige virksomhed, skildrer han i Apostlenes Gerninger tre årtier af kirkens liv fra ca. år 30 til år 60. Men det har ikke været forfatterens hensigt at tage alt med. NT’s femte bog er den første missionshistorie, men den er langt fra fuldstændig. Der fortælles ingen ting om, hvordan evangeliet blev forkyndt hverken syd eller øst for Palæstina. Men verden åbnede sig for evangeliet. Nye folk, nye lande, byer og havne, ja endog fremmede religioner blev mødt af den unge kristendom, som vandt frem under skiftende forhold. Jesu gerninger blev udført gennem Helligånden. Apostlene var Åndens redskaber. Apostlenes Gerninger skildrer, hvordan kristendommen ikke blev en jødisk sekt, men en verdensreligion.
Apostlenes Gerninger kan inddeles:
1. Jesu himmelfart og valg af Judas´ efterfølger(ApG 1,1-26)
2. Pinsedag og pinseprædiken (ApG 2,1-47)
3. Menigheden i Jerusalem (ApG 3,1-5,42)
4. Stefanus (ApG 6,1-7,60)
5. Forfølgelse og evangeliets fremgang (ApG 8,1-40)
6. Saulus´ (Paulus´) omvendelse (ApG 9,1-31)
7. Peter som missionær (ApG 9,32-12,25)
8. Paulus´1. missionsrejse (ApG 13,1-14,28)
9. Apostelmødet i Jerusalem (ApG 15,1-35)
10. Paulus´ 2. missionsrejse (ApG 15,36-18,22)
11. Paulus´ 3. missionsrejse (ApG 18,23-21,16)
12. Paulus i Jerusalem og Cæsarea (ApG 21,17-26,32)
13. Paulus´ rejse til Rom og forkyndelse i Rom (ApG 27,1-28,31).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Apostlenes Gerninger
Ca. år 30-60
Apostlenes Gerninger fortæller om udbredelsen af evangeliet fra Jerusalem til Rom og opfylder således den opstandne Kristi ord til sine apostle i ApG 1,8.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,12 Sabbatsvej: Var i den jødiske fromhedstradition fastlagt til 2000 hebraiske alene (ca. 880 meter).1 1,13 Simon Zeloten eller Simon den ivrige tilhørte altså, før han blev Jesu discipel, Zelotpartiet, et revolutionært religiøst parti, som ville gennemføre Guds rige med magt og kaste romerne ud af landet. Hos Mattæus kaldes han Simon Kananæer, det er et aramaisk udtryk, som svarer til det græske zelot.1 1,19 Hakeldama: Hebraisk.1 1,23 Josef: Hans jødiske navn.1 Justus: Hans græske navn.1 |
Faktaboks: Zelot
| Zelot |
| Ordet betyder ivrig eller nidkær. Det nationalistiske og religiøse zelotparti nævnes første gang i en opstand omkring år 7 e.Kr., ApG 5,37, selv om man tidligere har hørt om personer, der brændte af nidkærhed for Herren. Zeloterne forventede en politisk Messias, undlod at betale skat til kejseren (jf. Mark 12,14) og ville i modsætning til de mere forsigtige farisæere sætte sig op imod romerne med magt. Deres oprør blev den direkte anledning til Israels undergang. En af Jesu disciple bar navnet Simon Zelotes eller Kana’anæeren, der hentyder til det samme, Luk 6,15; Matt 10,4. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,1 Pinsedagen: Pinsefesten kaldes i GT enten kornhøstfesten, 2 Mos 23,16, eller ugefesten, 2 Mos 34,22. Dette sidste navn skyldes, at festen skulle fejres syv uger efter påske eller nærmere bestemt på den halvtredsindstyvende dag efter påske, 3 Mos 23,15-22. Mens påskefesten varede en hel uge, skulle denne fest kun vare en dag. I den græsktalende jødedom fik dagen navnet »hæ pentekostæ«, som betyder »den halvtredsindstyvende«, hvoraf navnet pinse kommer. Fra gammel tid var det altså en høst-takkefest på samme måde som løvhyttefesten, der blev fejret lidt senere, når frugthøsten og vinhøsten var overstået. Men i tidens løb ændrede pinsefesten karakter, den mistede sit indhold som høstfest og blev i stedet fejret til minde om lovgivningen på Sinaj. Hverken hos den store jødiske skriftlærde Philo fra Alexandria eller hos historikeren Josefus, som levede omtrent på Jesu tid, hører vi direkte om dette motiv for pinsefesten, så det er muligt, at det først er senere i jødedommen, at dagen har fået denne karakter. Men hvis det er tilfældet, at pinsedagen allerede på Jesu tid har haft karakter af mindefest for lovgivningen på Sinaj, bliver den kristne pinsefejring en virkningsfuld kontrast: mens synagogen fejrer loven, fejrer menigheden Ånden.1 2,5 Fra alle folkeslag under himlen: På denne tid fandtes der jøder spredt over store dele af den daværende kendte verden. Mange af dem kom rutinemæssigt til Jerusalem for at deltage i tempeltjenesten og for at leve intenst med i det religiøse liv på en helt anden måde, end det var muligt i diasporaen – i udlændigheden. Især var det almindeligt, at fromme jøder fra forskellige egne af verden kom til Jerusalem for at dø. At de kom »fra alle folkeslag«, er naturligvis et stilistisk udtryk. Meningen er, at de kom fra alle verdenshjørner. Mange af diasporajøderne var ophørt med at bruge deres modersmål, vi ser af Fil 3,1 ff., at Paulus med stolthed fortæller, at selv om han var vokset op i diasporaen, var han »hebræer«, det vil sige: han havde bevaret sit hebraiske modersmål. Haenchen mener, at det er overvejende sandsynligt, at de diasporajøder, som var ophørt med at tale hebraisk, i stedet talte det store verdenssprog græsk. Han mener, det er en udpræget lukansk konstruktion, vi finder i de følgende vers, hvor repræsentanter for de forskellige folkeslag siger, at de hører apostlene tale deres eget modersmål. Vi ved, at græsk var det store fællessprog for diasporajøder. Til dette sprog var Skriften oversat (LXX), på dette sprog kunne man gøre sig forståelig i hele det romerske rige. Dette er imidlertid ikke noget afgørende bevis for, at folk overalt i diasporaen talte græsk, og under alle omstændigheder regnede de sig som repræsentanter også for et andet folk og et andet land, selv om det jødiske enhedsbånd var meget stærkt.1 2,9-10 Navnene nævnes fra øst mod vest. Parthere, medere og elamitter var folk, som boede mellem Det kaspiske Hav og Den persiske Golf. På Jesu tid spiller partherne en vigtig rolle, der var til stadighed grænsestridigheder mellem romere og parthere. Mesopotamien er landet mellem Eufrat og Tigris. Man ved, at der har boet en stor gruppe jøder her helt siden det babyloniske fangenskab. Kappadokien, Pontus og Asien, Frygien og Pamfylien er alle landskaber eller provinser i Lilleasien. Sidste del af listen omfatter geografiske navne i den vestlige del af riget: Ægypten og landskaberne i Libyen ved Kyrene ligger i Nordafrika, og til slut nævnes verdenshovedstaden Rom. Vi har sikre viden om kristne repræsentanter fra de allerfleste af disse landskaber senere i ApG., så der er ingen grund til at stille sig alt for kritisk til navnelisten.1 2,11 Proselytter: Nyvunden tilhænger af en religion oprindelig en ikkejøde der overgår til jødedommen.2 2,15 Den tredje time på dagen: Den jødiske dag begynder kl. 6 om morgenen, dette indebærer altså, at klokken ikke er mere end 9 om morgenen.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=proselytter
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,1 I jødedommen havde der udviklet sig en tradition med tre faste bedetider hver dag, se Dan 6,11. Disse bedetider var kl. 9 om morgenen, kl. 15 om eftermiddagen, ved den niende time, og ved solnedgang kl. 18.1 3,2 Den skønne tempelport var nok den såkaldte Nikanor-port, som var blevet bygget og betalt af en mand ved navn Nikanor fra Alexandria. Den lå i alle tilfælde i den østlige del af tempelområdet, og den førte fra hedningernes forgård ind i kvindernes forgård. At Nikanor-porten kunne kaldes den skønne, skyldes vel, at det var en pragtfuld port udført i bronze. Den jødiske historieskriver Josefus, som ellers giver en udførlig beskrivelse af det herodianske tempel, nævner ingen port ved et sådant navn.1 3,11 Salomons søjlegang nævnes også i ApG 5,12 og Joh 10,23. Denne søjlegang lå i den østlige del af tempelområdet. Den hørte til hedningernes forgård. Denne forgård var 490 m lang og 321 m bred, den var muret ind mellem høje mure, og på indersiden af disse mure fandtes dobbelte og firedobbelte søjlegange.1 (Se illustration nedenfor.) |
Illustration: Templet på Jesu tid (Markus evangeliet 13)
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,1 Det er jødernes tempelpoliti, som arresterer apostlene. Dette politi var ledet af tempelvagtens anfører, se også 5,24. Han stod i rang lige under ypperstepræsten og havde altså stor myndighed. Tempelvagten bestod af folk, som var levitter, og officererne var præster. Præsterne var altså her disse officerer fra tempelvagten. Som en tredje gruppe nævnes saddukæerne, som dog var med i den gruppe, som arresterede apostlene.1 4,6 Ypperstepræsten Annas, Kajfas, Johannes og Alexander: Annas var ypperstepræst fra 6-15 e.Kr., men af måden, han omtales på i NT, er det tydeligt, at han har haft stor indflydelse også efter, at hans svigersøn Kajfas blev ypperstepræst 18-36 e. Kr. De to andre er ukendte.1 4,14 Genmæle: Fremkomme med sit eget, modstridende synspunkt.2 4,22 Var over fyrre år gammel: Denne info er dels for at understrege, hvor længe sygdommen havde varet, og dels for at der ikke skulle herske tvivl om, at der virkelig var sket en helbredelse. Efter jødisk tankegang var det sådan, at jo længere en sygdom havde varet, jo vanskeligere var den at helbrede. Dette må betragtes som et stort tegn og en mægtig under, da det gjaldt én, der havde været syg så længe. At manden var så gammel indebærer også, at han selv kunne gøre rede for, hvad der var sket, se v. 14.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=genm%C3%A6le
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Faktaboks: Saddukæer
| Saddukæer |
| Som navnet antyder, førte saddukæerne selv deres oprindelse tilbage til Sadok, som kong Salomo indsatte som ypperstepræst, 1 Kong 2,35. Deres tilstedeværelse er dog først bevidnet i skriftlige kilder i det 2. årh. f.Kr., og med templets ødelæggelse i Jerusalem år 70 e.Kr. forsvinder de igen for altid. Saddukæerne var et præsteparti, hvis tilhængere hovedsageligt kom fra aristokratiets rækker, og det var måske nok så meget politiske som religiøse interesser, der forenede dem. De anerkendte landets politiske ledelse og forstod at holde sig på god fod med de skiftende herskere. Til gengæld fik saddukæerne lov til at beherske Det høje jødiske Råd, ligesom ypperstepræsten altid blev udpeget af deres midte. Men med farisæernes fremgang og stigende popularitet blev saddukæerne efterhånden nødt til at give afkald på både pladser og indflydelse i Rådet. Til forskel fra farisæerne var saddukæernes lære rent dennesidig (vedr. menneskets konkrete, fysiske tilværelse på jorden, Red.). Moseloven fortolkedes bogstaveligt, men man anerkendte ikke farisæernes udførlige mundtlige lovtradition. Saddukæerne troede ikke på et liv efter døden og prøvede derfor at fælde Jesus på et spidsfindigt spørgsmål om svogerskabsægteskabet, Mark 12,18–27. Lige så lidt troede de på dom efter døden eller på engle eller nogen åndelig verden. Paulus benytter sig af dette til at splitte Rådet, så det ikke kan enes om en anklage mod ham, ApG 23,6–8. Man kan undre sig over, at to så forskellige partier som farisæere og saddukæere kunne forenes i modstanden mod Jesus. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,12 Salomos Søjlegang: Se note til ApG 3,11. 5,18 Den offentlig forvaring var muligvis kælderetagen i den ypperstepræstelige gård.1 5,21 Rådet: Se faktaboks nedenfor. 5,33 Gamaliel: Ifølge ApG 22,3 var han lærer for Saulus fra Tarsus. Han virkede i årene 25-50 e.Kr., og han tilhørte den mildeste af de to store skoleretninger inden for farisæismen. Han var efterkommer af den store Hillel.1 5,36-37 Når det gælder de historiske data, som opgives her, er der store problemer med at få dem til at stemme overens med andre kilder, først og fremmest med den jødiske historieskriver Josefus. Ifølge ham fremstod Theudas under landshøvdingen Kuspius Fadus (44-48 e.Kr.), altså mindst ti år senere end det tidspunkt, som er omtalt i ApG kap. 5. Når det gælder Judas, fremstod han ifølge Lukas i Folketællingens dage. Ifølge ApG fremstod Judas efter Theudas, mens det ifølge Josefus er omvendt. Folketællingen var den upopulære mandtalsregistrering, som Augustus lod foretage, se Luk 2,1 ff., med henblik på beskatning af sine undersåtter. Mange moderne Acta-forskere har ikke den store tiltro til Lukas’ historiekundskaber, og de stiller sig derfor meget skeptiske over for de oplysninger, som gives her. Man regner dem for løse traditioner uden pålideligt historisk bevismateriale. D. A. Frøvig gør opmærksom på, at også når det gælder Josefus, er der grund til at være kritisk over for de oplysninger, han giver, især fra tiden efter Herodes den Store, da han ikke havde skriftlige kilder at holde sig til. Lukas kan derfor betragtes som ligeså pålidelig som Josefus, mener Frøvig. I dette tilfælde mener han dog, at forskellene er så store, at mangelfulde historiske oplysninger ikke kan være forklaringen. Det må dreje sig om en anden Teudas end den, Josefus skriver om, konkluderer Frøvig. Den samme konklusion drager også F. F. Bruce. Også udsagnene om, hvorledes det gik med Judas’ tilhængere i v. 37, drages i tvivl af mange fortolkere. Ifølge Josefus er Judas ophavsmanden til zelotpartiet, og dette parti bestod som en hemmelig undergrundsorganisation helt frem til den jødiske krig, som endte med Jerusalems ødelæggelse år 70 e.Kr. V. 37 beretter imidlertid ikke, at oprøret blev fuldstændig knust, men at lederen blev dræbt og tilhængerne spredt.1 5,40 Lod dem piske: Det var en jødisk skik at give 39 piskeslag, se 2 Kor 11,24 og 5 Mos 25,3. Denne form for afstraffelse var blodig nok, men var ret udbredt. Af Mark 13,9 og ApG 22,19 fremgår det, at den enkelte synagoge havde myndighed til at foretage en sådan domsafsigelse.1 |
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,1 Hellenisterne: Det er første gang i den græsk-sprogede litteratur, at dette ord overhovedet bruges. I NT forekommer det kun her og i ApG 9,29, og ifølge D. A. Frøvig bruges det også sjældent i senere græsk litteratur. Ordet betyder ikke »hellener«, altså en person fra Hellas, derimod betyder det én, som taler græsk. Nogle har ment, at det må dreje sig om ikke-jøder allerede her i kap. 6, men der er hverken sproglige eller saglige argumenter for en sådan tolkning. Vores bibeloversættelse er korrekt, det drejer sig om jøder, som taler græsk. I kulturhistorien taler man gerne om »den hellenistiske kultur« til forskel fra den klassisk græske. Hellenismen er den epoke, som strækker sig fra Alexander den Store til det romerske kejserdommes fald, altså et tidsrum på over 700 år fra før 300 f.Kr. til efter 400 e.Kr. Det, som karakteriserer denne kulturepoke, er, at græsk sprog, litteratur, kunst og arkitektur bliver spredt over hele Middelhavsområdet. Samtidig bliver denne græske kulturpåvirkning blandet med mange andre strømninger – ikke mindst orientalsk religion. Hellenismen er altså en religiøs og kulturel »sammenkogt ret« med forholdsvis mange ingredienser. Den periode, hvori kristendommen fremtræder, er sammensat og mangfoldig, åben for nye retninger og idéer. Mange jøder fra diasporaen var altså blevet påvirket af denne hellenistiske kultur. De havde opgivet deres hebraiske modersmål og talte for det meste græsk. I menigheden i Jerusalem har der tydeligvis været mange af disse græsktalende jøder. Forklaringen er nok den, at mange af dem kom til Jerusalem for at deltage i højtiderne, og mange kom dertil på deres gamle dage for at dø. På den baggrund er det forståeligt, at der netop var så mange græsktalende enker. Vi har tidligere i kommentaren til 2,5 ff. været inde på de græsktalende jøder og deres forhold til troen på Kristus. Mange af disse blev sikkert vundet for troen allerede på pinsedagen. Hebræerne er de hebraisktalende eller rettere aramaisktalende jøder. Aramaisk var den hebraiske »dialekt«, som jøderne talte på Jesu tid. Allerede inden for det jødiske samfund blev de hellenistiske diaspora-jøder let betragtet som en slags andenrangs jøder. Det er forståeligt, at lidt af denne traditionelle holdning til hellenisterne blev taget med ind i den kristne menighed. Lukas siger intet om, i hvor høj grad klagen var berettiget. Vers 1 giver os et konkret billede af det forholdsvis store diakonale arbejde, den første menighed udfører. Hvordan den daglige uddeling foregik, ved vi ikke sikkert, men det er ikke utænkeligt, at den skete i tilknytning til de daglige gudstjenestelige samlinger.1 6,5 Det er bemærkelsesværdigt, at alle de syv har græske navne. Nu er det ikke i sig selv noget afgørende bevis på, at de dermed alle skulle være hellenister. To af Jesu disciple havde også græske navne, nemlig Filip og Andreas. Alligevel hersker der ingen tvivl om, at de var hebræere. Selv om det skulle være rigtigt, at alle de syv, som skulle stå for uddelingen, er grækere, behøver det ikke at være noget større problem. Det var jo netop blandt de græsk-talende, at der havde været misfornøjelse med fordelingen af maden. Derfor var det måske ikke urimeligt, at de, der skulle varetage dette, netop blev valgt blandt hellenisterne. Menigheden har ved et sådant valg i så fald bekræftet den stærke samhørighedsfølelse, vi møder i ApG. At der netop vælges syv, er naturligvis ingen tilfældighed. Både i hellenismen og i jødedommen er 7 et helligt tal, tallet for fuldkommenhed. Stefanus nævnes som den første – i det følgende er det jo også ham, vi kommer til at høre nærmere om. Det siges om ham, at han har netop de egenskaber, som behøves: »en mand fuld af tro og Helligånd«. Den næste, som nævnes, er Filip. Ham møder vi igen i kap. 8,5 ff. som omrejsende missionær. Desuden møder vi ham i 21,8 i Cæsarea, hvor han har sin bopæl. Her kaldes Filip »en af de syv«, samtidig med at han kaldes evangelist. De andre fem navne er ukendte for os. Interessant er det, at den sidste, som nævnes, Nikolaos fra Antiokia, ikke har været jøde af fødsel, han har på et tidspunkt konverteret, er blevet proselyt. Alligevel kunne han altså vælges til dette vigtige tillidshverv i den kristne menighed.1 6,9 Det kan virke som om, at alle disse grupper hører til i samme synagoge, men i virkeligheden er der nok tale om to grupper og to synagoger. Den ene består af frigivne og folk fra Alexandria og Kyrene. De frigivne er rimeligvis efterkommere efter de jøder, som blev taget med som fanger, da Pompejus erobrede Palæstina år 63 f.Kr. Adskillige af disse blev senere sat på fri fod eller købt fri, nogle fik endog romersk statsborgerskab på denne måde. Disse frigivne blev kaldt med det latinske navn »libertini«. Andre mener, at dette er så folk fra Libyen, eftersom den første synagoge er en ren nordafrikansk synagoge. Men dette sidste er gætværk. Den anden synagoge består af folk fra Lilleasien, de kom fra provinserne Kilikien og Asien.1 |
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,29 Ifølge GT er midjanitterne efterkommere efter Abrahams søn med trælkvinden Ketura, 1 Mos 25,2-4. Han blev stamfader til en mægtig araberstamme, som på Moses tid boede i den østlige del af Sinajhalvøen. Senere i det israelitiske folks historie hører vi gentagne gange, at Israel udkæmpede hårde kampe mod disse sine fjerne slægtninge, fx Dom 9,17.1 7,30 Ifølge 2 Mos 3,1 ff. var det på Horeb, at Gud åbenbarede sig for Moses. Her kaldes bjerget Sinaj. Disse to navne bruges synonymt i GT, de fleste mener, at det har at gøre med de forskellige traditioner, som Mosebøgerne består af. En mulig forklaring er dog også, at Sinaj er navnet på bjergkæden, mens Horeb er navnet på et bestemt bjerg i denne kæde.1 7,42 Der citeres et ord af profeten Amos 5,25-27. Der bruges i denne sammenhæng udtrykket »Profeternes Bog«, fordi profetskrifterne (og mange af de historiske bøger) gerne var samlet i en bogrulle. Teksten vil vise, hvordan Israel i ørkentiden ikke bare dyrkede egyptisk oksekult, men også dyrkede stjernerne. At »dyrke himlens hær« er et udtryk for stjernedyrkelse.1 7,43 Molok var en kanaanæisk himmelgud og solgud. En tid var det almindeligt at kræve menneskeofre (børn) til guden Molok. Der tales om at lade sine børn gå igennem ilden for Molok, 2 Kong 23,10, Jer 7,31 og 32,35.1 Gud Raifans stjerne: Hentyder nok til Saturn.1 7,44 Vidnesbyrdets telt: Tabernaklet, i den hebraiske oversættelse kaldes den også for åbenbaringsteltet.1 (Se illustration nedenfor) 7,51 Stivnakket: Det betyder, at de er ubøjelige og vil følge deres egen vilje.1 At være »uomskåren på hjertet« er et udtryk, som også bruges i GT, se 3 Mos 26,41, Jer 9,26 og Ez 14,7. Det er altså ikke nok bare at være udvendig omskåret på kroppen. Sammen med den udvendige omskærelse skal der være en indre åndelig omskærelse i hjertet. Denne indvendige omskærelse indebærer, at man er villig til at bøje sig for Gud og hans ord.1 7,58 Vidnerne lagde deres kapper for bedre at kunne kaste stenene.1 |
Illustration: Boligen (2 Mosebog 26)
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,5 Filip, som her omtales, er tydeligvis ikke apostlen Filip. Det ser vi af v.13f., hvor Filip nævnes separat i forhold til apostlene. Det er altså evangelisten Filip, vi møder. Han var en af de syv »diakoner« fra kap. 6,5. Han var hellenist, og omtales foruden i kap. 8 også i ApG 21,8f. Filip kom til en by i Samaria, det siges ikke hvilken by, men nogle af grundtekstens håndskrifter mangler den ubestemte artikel, hvoraf det fremgår, at han kom til Samarias by. I så fald drejer det sig om hovedstaden i Samaria. I GT hed denne by også Samaria, på Jesu tid hed den Sebaste.1 8,14 Peter og Johannes er de to apostlene.1 8,23 Galde er et udtryk fra 5 Mos 29,18 (LXX). På grundsproget drejer det sig om den galde, den gift, som afgudsdyrkelsen er.1 8,27 Etiopien blev i flere århundreder styret af dronninger, som i hvert fald fra midten af det 2. århundrede bar titlen Kandake. Navnet svarer altså til det egyptiske Farao og fungerer på en gang som egennavn og som titel.1 |
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,2 Mange har ytret tvivl om det, som her fortælles. Damaskus lå i Syrien, i en anden romersk provins, og mange mener, at det er højst tvivlsomt, om det høje råds myndighed også omfattede jøder uden for Palæstina. Men de romerske myndigheder ønskede på dette tidspunkt fred med jøderne, hvorfor de har givet jøderne en større grad af indre selvstyre end normalt. Derfor kan rådets myndighedsområde på dette tidspunkt have strakt sig endog uden for Palæstinas grænser. Det er vel bedst at tolke brevet til synagogerne i Damaskus som et anbefalingsbrev snarere end en kommando. Man kan sagtens forestille sig, at en sådan anbefaling fra rådet i Jerusalem ville gøre stærkt.1 9,4 Saul er et hebraisk navn og Saulus (v.1) er et græsk navn, men det er den samme person.1 9,10 Ananias er et jødisk navn.1 9,11 Den lige Gade var hovedgaden i Damaskus, som gik fra østporten til vestporten, og dens længde var 1,5 km. Denne gade findes stadig i Damaskus.1 Vi hører her, at Paulus kom fra Tarsus i Lilleasien. Dette nævnes en række steder i ApG, nemlig i 9,30; 11,25; 21,39 og 22,3. Tarsus lå et stykke fra kysten ved Kydnusfloden. Befolkningen her bestod bl.a. af en stor jødisk koloni. Vi ved i øvrigt om Paulus, at han var vokset op i den farisæiske lovfromhed, og at han havde bibeholdt sit aramaiske sprog, Fil. 3,5. Vi hører i 22,3, at han i sin tidlige ungdom kom til Jerusalem for at blive elev i Gamaliels rabbinerskole. Paulus er altså ikke nogen typisk diasporajøde, dertil er han for stærkt knyttet til det jødiske sprog og Jerusalem. Men samtidig har han i Tarsus stiftet bekendtskab med den græske kultur. Der fandtes bl.a. en filosofiskole af den stoiske retning i Tarsus, og et par steder finder vi hentydninger til græsk litteratur i Paulus’ taler og skrifter, ApG 17,28 og Tit 1,12.1 9,27 Barnabas har tidligere været omtalt (4,36) som et eksempel på en gudfrygtig og gavmild mand. Senere møder vi ham sammen med Paulus i Antiokia, 11,22-30, og de to fulgtes ad på den første missionsrejse, 13,2ff.1 9,32 Lydda er vore dages Lod.2 9,35 Saron er en lavlandsslette, som ligger i det nordlige Juda, syd for Karmel, fra Joppe og indover mod højlandet i Samaria.1 9,36 Joppe kaldes i dag Jaffa.1 9,42 Garver: Person der erhvervsmæssigt garver huder og skind.3 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 52.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=garver.
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,1 Det var Herodes den Store, som havde bygget byen Cæsarea og givet den dette navn til den romerske kejsers ære. Den blev kaldt Cæsarea ved Havet til forskel fra Cæsarea Filippi, som lå inde i landet. Det var en ypperlig havneby og provinshovedstad. Byen var endvidere residens for de vigtigste romerske troppestyrker.1 Cornelius var anfører for en hærafdeling (på latin centurion), det vil sige en officer for ca. 100 mand. Selve navnet Cornelius er ret almindeligt i romerske officerkredse. Grunden er, at Sulla frigav 10.000 slaver og gav dem romersk statsborgerskab. Mange af disse antog Sullas familienavn Cornelius. En militærafdeling eller en kohorte, som det hedder på latin, er en styrke på ca. 5-600 mand. Den Italienske hærafdeling var en afdeling fra Italien, vi ved, at denne hærafdeling fra år 69 e.Kr. indtil engang i det 2. århundrede var flyttet til Syrien.1 10,3 Niende time: Kl. 15 om eftermiddagen. (Note fra ApG 3,1). 10,9 Sjette time: Kl. 12.1 10,28 Det ikke er tilladt for en jøde at omgås eller besøge nogen fra et fremmed folk: Ifølge Moseloven blev en jøde kultisk uren ved samvær med hedninger, og skulle normalt gennemgå en renselsesproces bagefter.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 55.
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,19 Fønikien er den 120 km lange kyststribe, som strækker sig nordpå fra Karmel. Kyststriben er ca. 12 km bred, og de vigtigste byer er Tyrus og Sidon, der omtales som vigtige hedenske byer i GT. Menigheden i Tyrus er nævnt i ApG 21,3-4, Sidon nævnes i 27,3.1 Det tredje og vigtigste sted, som nævnes i v.19, er Antiokia. Denne by var den tredjestørste by i hele Romerriget, med ca. 1/2 million indbyggere. Byen lå ved floden Orontes ca. 24 km fra Middelhavet. Seleukia (ApG 13,4), var dens havneby. Antiokia var grundlagt af den syriske konge Seleukos i 301 f.Kr. og opkaldt efter hans far. Antiokia var derfor en ung by med pragtfuld græsk arkitektur. Ligesom i alle de andre romerske byer fandtes her et mylder af folkeslag, deriblandt også en stor jødisk koloni.1 11,20 Kyrenæere er fra Nordafrika.1 11,26 Kristne (på græsk christianos). Selve ordet kristne forekommer kun tre gange i NT, her, i ApG 26,28 og i 1 Pet 4,16. Ordet er afledt af Kristus og bruges som »partinavn« om Kristus-tilhængerne. Det er altså et navn, som er skabt af modstanderne, men som senere er blevet overtaget af de kristne selv og brugt som et hædersnavn. Sammenlign udtrykket »Nazaræernes parti«, 24,5.1 11,28 Claudius regerede fra 41-54, og vi ved, at der var mange hungerkatastrofer i hans regeringstid især i årene 46-48. Man ved også, at Palæstina var et af de lande, som blev hårdest ramt.1 |
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,2 Johannes’ bror, Jakob, lod han henrette med sværd: En af Zebedæussønnerne, og den første apostel til at lide martyrdøden.1 12,3 De usyrede brøds fest: Påsken, varede fra d. 14. til d. 21. nisan.1 12,12 Marias hus – hun var mor til Johannes med tilnavnet Markus: Det hus, som tilhørte Maria, Johannes Markus’ mor, er sandsynligvis det hus, vi hører om hele tiden i ApG som de kristnes samlingssted, 1,13; 2,2 etc. Markus omtales her for første gang i ApG. Ifølge Kol 4,10 var han Barnabas’ fætter, det er derfor forståeligt, at Paulus og Barnabas tager ham med, da de rejser fra Jerusalem, 12,25. I 1 Pet 5,13 kaldes Markus »min søn«, hvilket vel betyder, at det er Peter, som har ført Markus til troen. For øvrigt er det muligt, at Markus omtales indirekte i Mark 14,51–52. Senere hører vi om ham i 15,37, hvor Paulus og Barnabas skilles på grund af en strid om Markus. Men efter den måde, hvorpå han omtales i Kol. 4,10, er det tydeligt, at han og Paulus senere er blevet venner igen.1 12,13 Rhode var et almindeligt græsk navn.1 12,17 Jesu bror Jakob nævnes her for første gang direkte i ApG. Når Peter giver besked om, at hændelsen skal fortælles til Jakob, er det fordi, han selv nu forlader Jerusalem for stedse. Det er tydeligt, at Jakob har spillet en stor rolle i urmenigheden som hebræernes leder. Han præsenteres her uden forklaring – alle læserne ved, hvem Jakob er, hans autoritet var ubestridt.1 12,19 De skulle henrettes: Efter den tids skik indestod fangevogtere med deres eget liv for, at fangerne ikke undslap. Sammenlign med fangevogteren i Filippi, som ville tage sit eget liv, da han troede, at fangerne var flygtet, 16,27.1 12,20-23 Denne begivenhed er også skildret hos den jødiske historieskriver Josefus i hans Antiquitates Judaicae, historien om det jødiske folk. Der er forskelle i visse detaljer mellem ApG og Josefus, sammenlign kommentaren til 5,36-37. Også her gælder det om Josefus, at hans skildringer ikke bygger på andet end mundtlige kilder, så der er ingen særlig grund til at foretrække hans version frem for den, vi finder i ApG Forskellene er følgende: Josefus fortæller, at foranledningen til kongens død er, at der blev afholdt kamplege i Cæsarea til kongens ære. Ifølge ApG drejer det sig om en modtagelse af fønikiske gesandter. Folkets hyldest skyldes ifølge Josefus kongens pragtfulde dragt, mens ApG nævner kongens vældige tale. Dødsårsagen var ifølge Josefus underlivssmerter, mens ApG nævner, at han blev ædt op af maddiker. Ingen af disse forskelle er større, end at de lader sig forlige. Mødet med gesandterne kan gerne have fundet sted i forbindelse med kamplege. Også ApG skildrer kongens pragtfulde skrud, og dødsårsagen kan i begge tilfælde være den samme.1 12,21 Skrud: Meget fint (og kostbart) tøj der bæres ved særlige lejligheder.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skrud
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus 1. missionsrejse (ApG 13,4-14,26), se kortet nedenfor. 13,4 Cypern var romersk senatsprovins (med civilt styre) med en prokonsul som højeste autoritet.1 13,5 Salamis på Cyperns østside, var et stort handelscentrum.2 13,6 Pafos er øens hovedstad. Byen var centrum for den romerske forvaltning, og her boede statholderen.2 Barjesus er et jødisk navn og betyder ‘søn af Jesus’ (Jesus var dengang et almindeligt navn, se Kol 4,11 og Mat 27,15-20).1 13,8 Lukas tager ikke sit udgangspunkt i det hebraiske (eller rettere aramæiske) navn Barjesus i sin forklaring og fortolkning af troldmandens navn. Skønt navnet er let at oversætte, undgår han at gøre det for sine græsktalende og hedningekristne venner, simpelthen fordi navnet er så anstødeligt. Derimod fortæller han, at mandens græske navn var Elymas, og at dette navn betyder troldmand. Navnet Elymas er meget vanskeligt at forstå og oversætte. Flere kommentatorer har skrevet meget lange forklaringer for at redegøre for sammenhængen mellem Elymas og troldmand. Her vil vi dog nøjes med at konstatere, at Lukas har forklaret navnet således, uden at vi med lethed kan kontrollere denne oplysning.1 13,9 Her tager Paulus for første gang ordet som kristen missionær og prædikant. Fordi han nu træder frem som hedningemissionær i et græsksproget område, kaldes han herefter konsekvent Paulus (hvilket betyder den lille). Navneskiftet har ikke sammenhæng med hans omvendelse, men alene med hans opgave som prædikant blandt græsktalende. Som mange andre i hans samtid har han altså haft to navne, det latinske Paulus bruges i græsksprogede områder, det jødiske Saul i jødiske områder.1 13,13 Pafos: Se note til 13,6.2 Perge ligger inde i landet, så de kan ikke have sejlet dertil. De er sandsynligvis gået i land i havnebyen Attalia og er derfra gået de 15 km til Perge over land.1 13,14 Det pisidiske Antiokia var grundlagt af den samme kong Seleukos, som grundlagde det syriske Antiokia. Også her er navnet valgt til minde om Seleukos’ far. Byen lå oppe på den lilleasiatiske højslette, ca. 1200 m over havet, så det må have været en anstrengende rejse for Paulus og Barnabas.1 13,20 De 450 år gælder sandsynligvis den tid, det tog at indtage Israel indtil Samuels tid. Tallet fremkommer ved sammenlægning af alle tal i Dommerbogen plus det første årti, hvor Eli var præst.1 13,43 Proselytter: Nyvunden tilhænger af en religion oprindelig en ikkejøde der overgår til jødedommen.3 13,50 Ikke blot her, men også flere andre gange hører vi i ApG om fornemme kvinder, som havde tilknytning til den jødiske synagoge, 17,4 og 17,12. Jødedommen havde ganske stor tiltrækning på mange forskellige samfundsgrupper på den tid. Dette gjaldt ikke mindst kvinderne, eftersom jødedommen gav kvinderne menneskeværd og religiøs ligeværdighed med mændene. Det var slet ikke almindeligt i de fleste andre religioner. Frøvig mener, at Neros hustru Sabina var påvirket af jødedommen, og at Josefus hævder, at det samme var tilfældet med de fleste fornemme kvinder i Damaskus. I denne situation har de jødiske ledere i Antiokia benyttet sig af kvinderne og har påvirket byens ledende mænd gennem disses hustruer.1 13,51 De rystede støvet af fødderne mod dem: Lukas anvender her en talemåde fra evangelierne, Luk 9,5 og 10,11, for at understrege, at Paulus og Barnabas frasiger sig ethvert fællesskab med de mennesker, som havde forkastet dem i denne by. Det var i overensstemmelse med Jesu påbud, at man skulle gøre dette, når man ikke blev modtaget. Se også ApG 18,6. Det at ryste støvet af sig er altså en symbolsk handling for at frasige sig fællesskabet med nogen.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 65-66.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=proselytter
Kort: Paulus første missionsrejse (Apostlenes Gerninger 13,4-14,26)
Ca. år 46-47 e.Kr.
Barnabas og Paulus besøgte først Barnabas hjemegn på Cypern, før de sejlede videre til den sydlige del af Lilleasien. Da de nåede Perge i Pamfylien, forlod Johannes Markus gruppen og vendte tilbage til Jerusalem. På deres vej til Antiokia (i Pisidien), Ikonion, Lystra og Derbe blev Paulus og Barnabas drevet ud af hver by af misundelige jødiske religiøse ledere. Senere vendte de tilbage ad samme rute og styrkede de nystiftede menigheder undervejs. Fra Attalia sejlede de tilbage til deres hjem i Antiokia i Syrien.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus 1. missionsrejse (ApG 13,4-14,26), se kortet nedenfor. 14,1 Ikonion var på dette tidspunkt hovedstad i den romerske provins Galatien. Byen var centrum for dyrkelsen af Kybele, en syrisk/lilleasiatisk frugtbarhedsgudinde.1 Byen er bevaret og hedder i dag Konia.2 14,12 Zeus var hovedguden, Hermes var gudernes budbærer.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 70-71.
Kort: Paulus første missionsrejse (Apostlenes Gerninger 13,4-14,26)
Ca. år 46-47 e.Kr.
Barnabas og Paulus besøgte først Barnabas hjemegn på Cypern, før de sejlede videre til den sydlige del af Lilleasien. Da de nåede Perge i Pamfylien, forlod Johannes Markus gruppen og vendte tilbage til Jerusalem. På deres vej til Antiokia (i Pisidien), Ikonion, Lystra og Derbe blev Paulus og Barnabas drevet ud af hver by af misundelige jødiske religiøse ledere. Senere vendte de tilbage ad samme rute og styrkede de nystiftede menigheder undervejs. Fra Attalia sejlede de tilbage til deres hjem i Antiokia i Syrien.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22), se kortet nedenfor. 15,1 Ned fra Judæa: Dvs fra Jerusalem. (Når der siges ‘ned fra’ menes der ‘ned fra tempelbjerget’ og altså ikke fra nord og ned mod syd, red.).1 15,10 Åg: Se faktaboks nedenfor. 15,13 Jakob: Jesus bror, også nævnt i ApG 12,17.1 15,20 Fra kød af kvalte dyr og fra blod: Det var ifølge Moseloven forbudt at spise kød med blodet i, 3 Mos 17,10ff. Derfor skulle slagtning i Israel foregå på en sådan måde, at intet af blodet blev tilbage i dyret, når det blev slagtet. Derfor kunne man heller ikke spise noget, som var blevet kvalt, for i det tilfælde ville blodet ikke være løbet ud. Forbudet mod blod har sammenhæng med, at man mente, at sjælen, det vil sige livet selv, sad i blodet, 1 Mos 9,4. Hvis man da spiste blod, kunne man risikere, at folk troede, at de spiste en andens sjæl og dermed tilegnede sig dyrets livskraft.1 15,23 Kilikien er det område som Paulus stammer fra, og vi ved at han har været i Tarsus, efter at han blev kristen, se ApG 9,30.1 |
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Kort: Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22)
Ca. år 49-51 e.Kr.
Paulus og Silas besøgte igen de steder i Lilleasien, hvor Paulus havde prædiket på sin første rejse, mens Barnabas tog Johannes Markus med sig og sejlede til Cypern. Paulus og Silas besøgte Derbe, Lystra og Antiokia i Pisidien. Derfra rejste Paulus og Silas til Troas, hvor Paulus fik et syn af en mand fra Makedonien, som kaldte på dem. Efter at være gået over til Europa passerede de gennem flere byer langs den Egnatiske Vej og rejste til byerne Athen og Korinth i det sydlige Grækenland. Derefter sejlede de til Efesos og Cæsarea, besøgte menigheden i Jerusalem og vendte så tilbage til Antiokia i Syrien.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22), se kortet nedenfor. 16,1 Timotheus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk far: Timoteus var søn af en jødisk kvinde og en græsk (hedensk) far, muligvis har faderen været tilhænger af den jødiske tro. Ifølge Moseloven var ægteskab mellem jøde og ikke-jøde forbudt, 5 Mos 7,1-4. Børn af sådanne forhold blev betragtet som født uden for ægteskab og tilhørte moderen. Timoteus var altså jøde, men ikke omskåret. Moderens navn var ifølge 2 Tim 1,5 Eunike og bedstemoreren hed Lois. Da faderen ikke var jøde, er det kvinderne, som har haft ansvaret for Timoteus’ religiøse opdragelse. Ifølge 2 Tim 1,5 har han lært evangeliet at kende i sit hjem, men i 1 Kor 4,17 kaldes han også for Paulus’ elskede og trofaste barn i Herren, så det er nok Paulus, som har vundet ham for evangeliet. Timoteus har sandsynligvis hørt evangeliet sammen med sin mor og mormor under den første missionsrejse og er ved den lejlighed kommet til troen. Denne unge mand vil Paulus have med sig på den videre rejse, og Timoteus kom da også til at blive en af hans kæreste og mest trofaste medarbejdere. Både de to Timoteusbreve og andre notitser om Timoteus i Paulus-brevene giver indtryk af et varmt venskab og trofast samarbejde mellem dem, Fil 2,19; 1 Kor 4,17 og 16,10; Rom 16,21. Ifølge jødisk lov burde Timoteus have været omskåret, og Paulus lader ham derfor omskære af hensyn til jøderne. Alle vidste nemlig, at hans far var græker. (Frøvig gør opmærksom på, at sætningen om faderen i v. 3 må betyde, at faderen nu er død.) At Timoteus blev omskåret synes at stå i modsætning til det, vi hører i kap. 15 og ikke mindst det, som nævnes om Titus i Gal 2,3. Paulus gør her opmærksom på, at det ikke blev forlangt, at Titus skulle omskæres. Men her er der to forhold, som bør tages med i betragtning. For det første gjaldt kampen om omskærelsen, hvorvidt hedninger skulle omskæres og holde Moseloven. Og Timoteus var jo netop ikke hedning som Titus, han var jøde. For det andet er den sjælesørgeriske situation meget forskellig. I Jerusalem gjaldt det om at kæmpe for det lovfri evangelium. I den sammenhæng er Paulus stejl og kæmper mod omskærelsen. Her drejer det sig om noget andet: man skulle tage hensyn til ikke-kristne jøder, som skulle vindes for evangeliet. Dette svarer godt til det program, Paulus selv taler om i 1 Kor 9,20 om at være »jøde for jøder«.1 16,2 Velanskrevet: respekteret og højt anset; med et godt ry.2 16,6 I ApG bruger man ikke de romerske provinsnavne, som Paulus anvender i sine breve. Her bruges de gamle landskabsnavne. Frygien ligger vest og nord for Lykaonien, og Galatien ligger lige nord for Lykaonien.1 16,9 Makedonien havde sin storhedstid under Alexander den Store (336–23 f.Kr.), og det var gennem hans erobringer, at græsk sprog og kultur blev en verdenskultur.1 16,11 Fra Troas var der ca. 250 km til Neapolis. Denne strækning blev tilbagelagt med båd i løbet af bare to dage. Tilbageturen tog ifølge 20,6 hele fem dage. At de styrede lige frem til Samothrake, betyder, at de sejlede med god vind præcis i den rigtige retning. Samothrake er en ø nordvest for Troas omtrent midtvejs til rejsens mål, Neapolis. Denne by er havneby for Filippi, som ligger 13 km inde i landet.1 16,12 Forfatteren af ApG har haft meget præcise kundskaber om Filippi. Han har tydeligvis været godt inde i romersk historie og forvaltning. Filippi er opkaldt efter Alexander den Stores far, Filip. Fra gammel tid havde byen haft bjergværksindustri og var kendt for sin rigdom på guld og sølv. Byen blev romersk koloni år 42 f.Kr. Dette indebærer, at byen var beboet af romerske veteraner og deres efterkommere. En sådan koloni stod under samme justits som byer i Italien, bl.a. behøvede de ikke at betale den skat til Rom, som de erobrede byer og lande måtte betale.1 16,13 Bedehus: Der, hvor jøderne var for få til at bygge en synagoge, plejede de at samles ved en flod for at bede (sammenlign Sl 137,1). Dette er en skik, som går tilbage til det babyloniske fangenskab. To km uden for Filippi løb floden Gangites eller Angite, og den følgende sabbat er Paulus og hans venner gået ud til floden for at se, om de kunne træffe nogle jøder, eftersom de åbenbart ikke kunne finde nogle inde i byen.1 16,14 Byen Thyatira lå mellem Sardes og Pergamum, se Åb kap. 2 og 3, og den var kendt for sine purpurfarverier.1 (Purpur: Kostbart rødviolet farvestof (dibromindigo) som allerede i oldtiden udvandtes af et kirtelsekret fra purpursnegle3) 16,37 Selv om vi er romerske borgere: Det var strengt forbudt at piske romerske borgere.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=velanskrevet
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=purpur
Kort: Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22)
Ca. år 49-51 e.Kr.
Paulus og Silas besøgte igen de steder i Lilleasien, hvor Paulus havde prædiket på sin første rejse, mens Barnabas tog Johannes Markus med sig og sejlede til Cypern. Paulus og Silas besøgte Derbe, Lystra og Antiokia i Pisidien. Derfra rejste Paulus og Silas til Troas, hvor Paulus fik et syn af en mand fra Makedonien, som kaldte på dem. Efter at være gået over til Europa passerede de gennem flere byer langs den Egnatiske Vej og rejste til byerne Athen og Korinth i det sydlige Grækenland. Derefter sejlede de til Efesos og Cæsarea, besøgte menigheden i Jerusalem og vendte så tilbage til Antiokia i Syrien.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 17
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22), se kortet nedenfor. 17,1 Thessalonika var hovedstaden i Makedonien. Fra Filippi har Paulus og hans venner fulgt den store vej gennem Makedonien, »Via Egnatia«. Denne vej gik gennem de to byer Amfipolis og Apollonia. Amfipolis var hovedstad for det første distrikt i Makedonien og lå ca. 48 km fra Filippi. Apollonia lå ca. 46 km længere mod sydøst. Herfra var der igen ca. 57 km til Thessalonika. Denne by, som nu hedder Saloniki, var provinshovedstad for den romerske provins Makedonien. Den romerske prokonsul havde sit hovedsæde her. Byen var opkaldt efter Alexander den Stores svoger Kassanders hustru. I år 42 f.Kr. blev byen fristad, fordi den havde taget det »rigtige« parti på Oktavians og Antonius’ side under romernes borgerkrig.1 17,5 Jason var navnet på en berømt helt fra Thessalonika, som mange blev opkaldt efter. Jason har muligvis også været jøde. Det var almindeligt, at jøder i diasporaen havde to navne, et hebraisk og et græsk. Muligvis har denne Jason haft samme arbejde som Paulus, som så har praktiseret sit håndværk i Jasons hus, se 1 Tess 2,9.1 17,7-9 Som fristad havde Thessalonika ligesom Filippi sin egen domsmyndighed. På denne tid havde Thessaloniki seks magistratspersoner, der fungerede som dommere. Folkemængden finder ikke Paulus og hans medarbejdere der i huset og slæber derfor Jason med sig til byens torv, hvor bydommerne er. Romerne bruger aldrig ordet »konge« om kejseren, men i den østlige, græsksprogede del af riget kaldes kejseren »basileus«, det vil sige konge. Denne anklage fører til, at både folket og bydommerne bliver forskrækkede. De vil naturligvis ikke vide af den slags statsfjendtlig virksomhed i deres by, og de kræver derfor af Jason, at han må indestå for, at Paulus og hans medarbejdere forlader byen. Sandsynligvis er dette sket mod en eller anden form for kaution.1 17,10 Berøa lå lidt afsides fra de store hovedveje i Makedoniens tredje distrikt ca. to dagsrejser sydvest for Thessalonika. Afstanden var ca. 80 km.1 17,15 Athen: Den by som var filosofiens og lærdommens højsæde. Det var også byen med en blomstrende kultur og broget religiøsitet. Intet andet sted i den græsk-romerske verden kunne man finde så mange pragtfulde helligdomme og så mange forskellige gudebilleder. Gudebillederne var viet til alle Olympens guder. Man ofrede til dem for at få fremgang i kærlighed og handel osv.2 17,18 I disse samtaler på torvet kommer Paulus også i kontakt med repræsentanter for den græske filosofi. Vi hører her om to af disse retninger, nemlig de to vigtigste på den tid: epikuræismen og stoicismen. Epikuræerne havde deres navn efter filosofen Epikur, 341-270 f.Kr. Hans filosofiske system var bygget på Demokrits lære om, at alt egentlig bestod af atomer. Epikuræismen er altså en materialistisk filosofi, hovedordet i denne lære er »nydelse«. Det gælder om at få mest mulig nydelse ud af livet. Ofte er ordet epikuræer derfor blevet et lidet flatterende navn for mennesker, som lever efter deres lyster. I sandhedens navn må det dog tilføjes, at Epikur selv anså den åndelige nydelse som langt højere end den sanselige. Hvis der fandtes guder, havde de intet med menneskenes liv at gøre. Epikuræerne var derfor helt irreligiøse og udelukkende optaget af det dennesidige. De troede ikke på noget liv efter døden. Den stoiske skole går tilbage til Zenon, 340-265 f.Kr. Navnet stammer fra en bestemt søjlehal i Athen, hvor tilhængerne holdt til. (Stoa er et græsk ord, som betyder søjlehal). Stoikerne havde også afskrevet den traditionelle afgudsdyrkelse og den græske mytologi. Zeus var for dem det samme som verdensånden, og det højeste udtryk for denne upersonlige guddom er fornuften eller »logos« (ordet). Det vigtigste for stoikerne var dyden. Man skal vise mådehold og tage alt i livet med »stoisk« ro. Stoicismen var en filosofi, som med sin stærke etiske alvor skilte sig ud fra hellenismens moralske opløsningstendenser. Dog fandtes der heller ikke her nogen klart udformet etik. F.eks. var stoikerne i tvivl om, hvorvidt man ikke i mange tilfælde kunne anbefale selvmord. Deres religion var pantheistisk, menneskesjælen har ingen personlig udødelighed efter den legemlige død, derimod går den op i en højere enhed med verdenssjælen.1 17,19 Der er stor diskussion blandt forskerne om det, der videre berettes. At de tog Paulus med sig og førte ham op på Areopagos, har nogle tolket på den måde, at han nu blev arresteret og ført frem for Areopagos-domstolen. Areopagos kan nemlig betyde to forskellige ting. Det kan være den have, som ligger under Akropolis, nordvest for den berømte høj med de mange templer. Men det kan også være den domstol, som holdt til her; Areopagos-rådet var en ældgammel institution i Athen. Rådet holdt til i Areopagos-haven og havde derfor sit navn herfra. På Paulus’ tid holdt denne domstol dog ikke længere til i Areopagos-haven, men derimod nede på torvet foran »stoa basileos« (den kongelige søjlehal).1 17,34 Dionysios og Damaris ved vi ikke mere om.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 84.
Kort: Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22)
Ca. år 49-51 e.Kr.
Paulus og Silas besøgte igen de steder i Lilleasien, hvor Paulus havde prædiket på sin første rejse, mens Barnabas tog Johannes Markus med sig og sejlede til Cypern. Paulus og Silas besøgte Derbe, Lystra og Antiokia i Pisidien. Derfra rejste Paulus og Silas til Troas, hvor Paulus fik et syn af en mand fra Makedonien, som kaldte på dem. Efter at være gået over til Europa passerede de gennem flere byer langs den Egnatiske Vej og rejste til byerne Athen og Korinth i det sydlige Grækenland. Derefter sejlede de til Efesos og Cæsarea, besøgte menigheden i Jerusalem og vendte så tilbage til Antiokia i Syrien.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 18
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22), se kortet nedenfor. Angående geografien på Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17), se kortet nedenfor. 18,1 Korinth lå på den smalle halvø mellem Det Ægæiske Hav og Den Korinthiske Bugt og havde havnebyer både mod Det Ægæiske Hav: Kenkrea og Schønus, og mod Den Korinthiske Bugt: Lekæum. Størstedelen af samhandelen mellem Lilleasien og Syrien på den ene side og Italien på den anden foregik denne vej for at undgå åbne havstrækninger – og dermed også sørøvere. Korinth var derfor en blomstrende handelsby. Det gamle Korinth var blevet ødelagt af romerne i år 146 f.Kr., men en ny by blev bygget op igen af Julius Cæsar. I år 27 f.Kr. blev den gjort til hovedstad i provinsen Akaja. På den tid havde byen ca. 300.000 indbyggere, som var en blanding af alle slags folkegrupper. Byen var en typisk storby præget af vildt og udsvejende liv. Byen havde bl.a. tusindvis af tempelskøger. Det er vel ikke mindst indtrykkene fra denne by, som har dannet baggrund for Paulus’ drastiske skildring af hedenskabets livsførelse i Rom. 1,18ff.1 18,2 Her i Korinth træffer Paulus ægteparret Akvila og Priskilla, som senere blev nogle af hans bedste medarbejdere for evangeliet. Vi møder dem senere i Efesus, ApG 18,18ff., og i Rom, Rom 16,3. Det er interessant, at Priskilla flere steder nævnes før sin mand, ApG 18,26; Rom 16,3 og 2 Tim 4,19. Sandsynligvis betyder det, at hun har været en meget betydelig kvinde. Måske kan hun have været af romersk adelsslægt. Begge ægtefæller har latinske navne, egentlig Aquila og Prisca, og teksten fortæller, at de havde boet i Rom. Herfra var de blevet fordrevet efter befaling fra kejser Claudius (41-54 e.Kr.) om, at alle jøder skulle forlade Rom. Den latinske forfatter Suetonius (ca. 120 e.Kr.) fortæller om denne udvisning, at den var begrundet med, at jøderne lavede opstand i Rom »under indflydelse af Krestus«. Man antager, at Suetonius har misforstået navnet Kristus og i stedet kaldt ham Krestus; Tacitus begik samme fejltagelse. Hvis det er tilfældet her, skyldtes deportationen af jøderne, at det inden for den jødiske koloni var kommet til tumulter, fordi evangeliet om Jesus var blevet forkyndt der. Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår evangeliet kom til verdenshovedstaden. Men det kan godt have været meget tidligt. Ifølge den kristne forfatter Orosius (ca. 418 e.Kr.) fandt deportationen sted i Claudius 9. regeringsår, det vil sige i 49 eller 50. Den datering, som vi her er kommet frem til, stemmer meget godt overens med andre data fra dette afsnit. Det hedder, at de nylig var kommet fra Italien, hvilket må betyde, at vi befinder os omkring år 50. V. 12 bekræfter dette.1 18,3 Grunden til, at Paulus kom i kontakt med Akvila og hans hustru, var, at de havde samme håndværk: de var begge teltmagere. I Paulus’ hjemland Kilikien lavede man et stof, som blev kaldt cilicium, det var fremstillet af gedehår. Dette stof blev brugt til kapper, telte etc. Rent sprogligt kan Paulus’ fag oversættes teltmager, mens det i virkeligheden nærmest var en slags læderarbejde.1 18,8.17 I dette afsnit nævnes to jødiske synagogeforstandere. Den første er Krispus, som omtales i dette vers, den anden er Sosthenes, som omtales i v. 17. Det er muligt, at de to har været synagogeforstandere samtidig, almindeligvis var der dog kun en forstander. Det mest sandsynlige er, at Sosthenes afløste Krispus, da denne blev en kristen. Hvis Sosthenes er den, der omtales i 1 Kor 1,1, er han også med tiden blevet en kristen. Forstanderen ledede gudstjenesten i synagogen, men havde ellers intet med hverken tempeltjeneste eller præsteskab at gøre. Den mest kendte synagogeforstander i evangelierne er Jairus, Mark 5,22.1 18,12 Lucius Junius Gallio var søn af den ældre Seneca og bror til filosoffen og forfatteren Seneca. Han blev statholder i senatsprovinsen Akaja år 51 eller 52, sandsynligvis i juli 51. Dette ved vi på grundlag af indskrifter fra Delfi. Vi ved en del om hans liv fra Senecas skrifter. Han fik en tragisk død sammen med sine brødre: Nero tvang dem alle til at begå selvmord.1 18,17 Sosthenes: Se note til ApG 18,8.17. 18,18 Forinden havde han ladet sit hår klippe af i Kenkreæ, for han havde aflagt et løfte: Det drejer sig om et såkaldt »nasiræerløfte«. I 4 Mos 6,1-21 er der givet regler for et sådant løfte. Det bestod i, at man i et bestemt tidsrum, minimum 30 dage, forpligtede sig til ikke at komme i berøring med lig, ikke drikke vin og ikke klippe håret. Meningen med dette løfte var, at denne tid på en særlig måde skulle være indviet til Gud. Vi hører om et tilsvarende løfte i 21,23ff.1 18,24 Apollos, eller Apollonius, som navnet lyder i sin fulde længde, var fra Alexandria. Denne by var grundlagt af Alexander den Store år 330 f.Kr., og den var på dette tidspunkt den næststørste by i verdensriget samt det vigtigste læresæde for den hellenistiske kultur. Fra gammel tid var der også en stor jødisk koloni i Alexandria, og denne alexandrinske jødedom havde bidraget væsentligt til at omplante den jødiske tro i den hellenistiske kultur. Ifølge traditionen var det i Alexandria, at Septuaginta (LXX), den græske oversættelse af GT, var blevet til.1 18,25 Ildhu: Det at være energisk, ivrig og begejstret når man arbejder med noget.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ildhu
Kort: Paulus anden missionsrejse (Apostlenes Gerninger 15,36-18,22)
Ca. år 49-51 e.Kr.
Paulus og Silas besøgte igen de steder i Lilleasien, hvor Paulus havde prædiket på sin første rejse, mens Barnabas tog Johannes Markus med sig og sejlede til Cypern. Paulus og Silas besøgte Derbe, Lystra og Antiokia i Pisidien. Derfra rejste Paulus og Silas til Troas, hvor Paulus fik et syn af en mand fra Makedonien, som kaldte på dem. Efter at være gået over til Europa passerede de gennem flere byer langs den Egnatiske Vej og rejste til byerne Athen og Korinth i det sydlige Grækenland. Derefter sejlede de til Efesos og Cæsarea, besøgte menigheden i Jerusalem og vendte så tilbage til Antiokia i Syrien.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kort: Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17)
Ca. år 52-57 e.Kr.
Paulus tredje missionsrejse førte ham over stort set de samme områder som hans anden. Han rejste gennem Galatien og Frygien og fortsatte direkte til den store havneby Efesos. Efter tre års forkyndelse og undervisning dér rejste Paulus igen gennem Makedonien og Akaja, hvor han styrkede de troende, og afsluttede derefter rejsen med et besøg i Jerusalem.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 19
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17), se kortet nedenfor. 19,1 Efesos er den største havneby langs østsiden af Ægæerhavet. Det er således en betydelig handels- og søfartsby. I byen fandtes det berømte Artemis-tempel. Det var byens stolthed. Artemis var den store frugtbarhedsgudinde. Hendes tempel havde søjler så høje som en moderne femetages bygning. Hendes prægtige gudebillede var ifølge traditionen faldet ned fra himlen (v.35).1 19,9 Vi kender ikke Tyrannos, og ordet som her er oversat til skole, betyder egentlig auditorium.2 19,14 Ypperstepræst Skeuas: Fra jødiske kilder kender vi ingen ypperstepræst af dette navn, så han har nok ikke selv været ypperstepræst, men blot tilhørt den ypperstepræstelige familie.2 19,19 De bøger som der her er tale om, er magiske papyrusruller.2 19,27 Artemis– eller Diana-templet i Efesos blev regnet blandt et af oldtidens syv vidundere. Bygningen blev stående indtil 262 e.Kr., da den blev ødelagt af goterne. Gudsdyrkelsen her var en typisk synkretistisk sammenblanding af klassisk græsk/romersk religion med nærorientalsk natur- og frugtbarhedsreligion. Det berømte gudebillede af Diana var ifølge traditionen faldet ned fra himmelen, se v.35, og dette billede havde derfor en særlig guddommelig kraft.2 19,29 En af byens kulturelle stoltheder var friluftsteatret, som kunne rumme 25.000 tilskuere. Tilskuerpladserne udgjorde en stor halvbue. Dette teater er gravet frem af arkæologerne.1 19,35 Byskriveren havde ingen officiel romersk stilling. Han var præsident for folkeforsamlingen og var sat til at bekendtgøre de vedtagelser, som denne forsamling havde lavet.1 Han var altså den vigtigste lokale tjenestemand og stod oftest i nær kontakt med de romerske myndigheder.2 At Efesos er tempelværge for Artemis, betyder, at byen er sat til at beskytte og værne den store gudinde og hendes billede.1 |
2 Apostlenes Gerninger, Credo, Even Fougner, s. 301-307.
Kort: Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17)
Ca. år 52-57 e.Kr.
Paulus tredje missionsrejse førte ham over stort set de samme områder som hans anden. Han rejste gennem Galatien og Frygien og fortsatte direkte til den store havneby Efesos. Efter tre års forkyndelse og undervisning dér rejste Paulus igen gennem Makedonien og Akaja, hvor han styrkede de troende, og afsluttede derefter rejsen med et besøg i Jerusalem.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 20
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17), se kortet nedenfor. 20,6 Usyrede brøds fest: Se noten til ApG 12,3. 20,7 I grundteksten står der egentlig: »På den første dag efter sabbaten«. Dette er det første direkte vidnesbyrd om, at den kristne menighed kom sammen om søndagen. Ordlyden i teksten understreger netop, at det ikke var på sabbaten, men den følgende dag, den første dag i ugen, som i Åb 1,10 kaldes »Herrens dag«, fordi den er Kristi opstandelses dag.1 20,28 Hjord: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.2 Overført betydning: Menighed; gruppe af tilhængere, medlemmer el.lign.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hjord
Kort: Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17)
Ca. år 52-57 e.Kr.
Paulus tredje missionsrejse førte ham over stort set de samme områder som hans anden. Han rejste gennem Galatien og Frygien og fortsatte direkte til den store havneby Efesos. Efter tre års forkyndelse og undervisning dér rejste Paulus igen gennem Makedonien og Akaja, hvor han styrkede de troende, og afsluttede derefter rejsen med et besøg i Jerusalem.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 21
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17), se kortet nedenfor. 21,1-3 Kos og Rhodos er øer på sydvestspidsen af Lilleasien. Patara ligger på fastlandet og er en havneby i Lykien. Herfra plejede der at gå både direkte til Cypern og Syrien. Her i Patara har rejsefølget skiftet skib, da de fandt en båd, som skulle sejle direkte til Fønikien. At de havde Cypern på venstre side, betyder, at de sejlede langs Cypern på vest- og sydsiden omtrent i ret linje fra Patara til Tyrus. Denne afstand er ca. 630 km og kunne med god vind tilbagelægges på tre dage.1 21,8 Filip var en af de syv fra ApG 6,1-6.1 21,10 Vi har tidligere mødt Agabos i ApG 11,28.1 21,24 Der er fire mænd, som har aflagt et løfte. Det må være det såkaldte nasiræerløfte, som Paulus selv var gået ind under i Korinth (se forklaringen til 18,18). Mod slutningen af den periode, som løftet gælder, skal de pågældende frembære et offer i templet (se 4 Mos 6,13ff.). Menighedens ældste foreslår nu Paulus, at han skal gå sammen med de fire til templet. Her skal han ofre sammen med dem og være med i deres renselsesceremoni og afholde udgifterne for deres offer. At påtage sig at betale for en, som havde nasiræerløfte på sig, blev anset for at være en særlig from handling. Paulus går med på dette forslag og viser herved, at han ikke ønsker at gøre oprør mod jødiske skikke. Han praktiserer herved det princip, som han selv har formuleret i 1 Kor 9,20: »For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder«.2 21,28 Taget grækere med til templet: Det var den værste form for bespottelse, som fromme jøder kunne forestille sig. Uomskårne måtte komme så langt som til hedningernes forgård i templet, men der fandtes indskrifter, som truede hedningerne på livet, hvis de forsøgte at gå længere ind på tempelområdet. Man har fundet sådanne indskrifter så sent som i 1870.1 21,29 Trofimos var en af dem, som havde været med i rejsefølget fra fra Efesos (se 20,4).2 21,31 Der blev sendt melding til Antonia-borgen, hvor den romerske garnison holdt til, og tropper blev sendt ned til templets forgård. Antonia-borgen var kun skilt fra tempelområdet ved nogle trapper, og forgården i templet måtte til stadighed være under militær overvågning også af den romerske garnison. Mens vi i kap. 4,1 hører om det jødiske tempelpoliti som dem, der fjerner opløbet, er det altså her den romerske hærafdeling, som gør det. En sådan afdeling kaldtes på latin en kohorte og bestod af 760 infanterisoldater og 240 kavalerister. Styrken stod under ledelse af en tribun, dvs. en slags oberst. I teksten kaldes han ‘kommandanten for garnisonen’. Tribunen sender en ganske anseelig styrke for at dæmpe opstanden. Teksten taler om soldater og høvedsmænd i flertal. En høvedsmand eller en centurion havde mindst 100 mand under sig.1 21,37-39 Paulus henvender sig til tribunen på græsk og beder om lov til at tale. Han tiltaler tribunen i høflige vendinger, og denne bliver overrasket over at høre, at fangen taler græsk. Tribunen har nemlig allerede gjort sig nogle tanker om, hvem fangen må være: det må være den egypter, som for nylig gjorde oprør og førte 4000 mordere ud i ørkenen. Hvis det drejer sig om en sådan guerillaleder, kan man bedre forstå det store opbud af soldater. Men tribunen havde ikke ventet, at denne oprører kunne tale græsk, derfor lytter han nu opmærksomt til Paulus.1 De »mordere«, der her er tale om, er de såkaldte sikariere. Ordet betyder knivstikkere, og navnet havde de fået, fordi de plejede at optræde i Jerusalem med store dolke skjult under klæderne. De tilhørte et yderliggående jødisk nationalistparti, som snigmyrdede sympatisører af Romerriget.1 Hvilken egypter, der her er tale om, er lidt vanskeligt at vide. Josefus omtaler en egyptisk oprørsleder, som samlede næsten 30.000 mænd ved Oliebjerget for at marchere mod Jerusalem. Men hæren blev slået af statholderen Feliks, som tog oprørerne til fange, selv om lederen undslap. En af kommentatorerne bruger ordet »sammensurium« om de mange forsøg på at finde ud af de forskellige talangivelser og tolkningsmuligheder, der foreligger. Hvordan Lukas har fået tallet 4000 er for eksempel et problem, og man ved ikke, om det er den samme begivenhed, som Josefus taler om. For øvrigt var der på denne tid mange oprørsforsøg, og også Josefus’ beretninger er nok lidt usikre.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 104.
Kort: Paulus tredje missionsrejse (Apostlenes Gerninger 18,22-21,17)
Ca. år 52-57 e.Kr.
Paulus tredje missionsrejse førte ham over stort set de samme områder som hans anden. Han rejste gennem Galatien og Frygien og fortsatte direkte til den store havneby Efesos. Efter tre års forkyndelse og undervisning dér rejste Paulus igen gennem Makedonien og Akaja, hvor han styrkede de troende, og afsluttede derefter rejsen med et besøg i Jerusalem.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 22
| Uddybende noter |
| 22,3 Gamaliel: Se noten til ApG 5,33. 22,12 Velanskrevet: Respekteret og højt anset; med et godt ry.1 22,19 Piske i synagogerne: Se noten til ApG 5,40. 22,24 Borgen: Antonia-borgen.2 Forhøres under piskning: Dette var almindeligt at gøre med slaver og barbarer.2 22,25 Må I piske en romersk borger, og det uden dom: Dette var ulovligt.2 22,28 Eftersom hans navn er Claudius Lysias, se 23,26, er det sandsynligt, at han har købt denne ret under kejser Claudius (41-54). Det var ret udbredt, at fremmede antog den regerende kejsers familienavn, når de fik romersk borgerret. Man ved, at både Claudius og kejserinde Messalina drev regulær handel med romersk borgerskab. Der var dødsstraf for at påberåbe sig romersk borgerret med urette, så kommandanten tror øjensynlig Paulus på hans ord. Nogen egentlig redegørelse for, hvordan Paulus har fået sit borgerskab, får vi ikke, bortset fra at vi hører, at han har haft det fra fødslen.2 |
2 Apostlenes Gerninger, Credo, Even Fougner, s. 331-332.
Kapitel 23
| Uddybende noter |
| 23,2 Ypperstepræsten Ananias er kendt bl.a. fra Josefus’ skrifter. Han var ypperstepræst ca. 47-59 og havde stor autoritet selv efter, at han havde fratrådt sit embede. Han var som de fleste andre i de ypperstepræstelige familier saddukæer og stærkt pro-romersk. I 66 blev han myrdet af jødiske nationalister på grund af sin holdning.1 23,3 Din kalkede væg!: En kalket væg kan have en fin og blankpudset facade, men være faldefærdig bag ved facaden.2 23,16 Søstersøn: Kender vi intet til.1 23,23 Tredje time i nat: Kl. 9 om aftenen.1 Vi hører om en vagtstyrke på næsten 500 mand, det vil sige omtrent halvdelen af garnisonen i Jerusalem, som skal transportere fangen Paulus til provinshovedstaden. Mange kommentatorer anser denne styrke meget overdreven i forhold til den ene person, det gjaldt. Men man må huske på, at for kommandanten i Jerusalem gjaldt det en romersk borgers liv; vel at mærke en borger, som kommandanten havde ansvaret for. Der kunne blive brug for en solid eskorte for Paulus, hvis man skulle forsvare sig mod en større fanatisk bande af angribere.1 23,24 Statholderen Felix: Han var statholder eller prokurator i Judæa fra 52-57 og tilhørte den kejserlige familie. Antonius Feliks var gift tre gange, sidste gang med Drusilla, datter af kong Herodes Agrippa I (se ApG 24,24). Han skildres både af Josefus og af den romerske historieskriver Tacitus som en hård og brutal mand.1 23,31 Antipatris ligger midtvejs mellem Cæsarea og Jerusalem (afstanden fra Jerusalem til Antipatris er 60 km).1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 109.
Kapitel 24
| Uddybende noter |
| 24,1 Tertullus: Han har været en slags ‘juridisk bisidder’. I antikken spillede veltalenhed en betydelig rolle i forbindelse med retssager, der var bestemte mønstre for, hvordan en anklage skulle fremføres.1 24,23 Mildt fangenskab: Han har haft mulighed for at få besøg og modtage hjælp fra de kristne i byen.1 24,27 Porkius Festus tilhørte en gammel romersk adelsfamilie, hans forfædre havde været senatorer. Selv var han en pligttro og retskaffen embedsmand, som kun blev i Palæstina i to år, før han døde.2 |
2 Apostlenes Gerninger, Credo, Even Fougner, s. 343.
Kapitel 25
| Uddybende noter |
| 25,11 Vægrer: Være utilbøjelig til eller modvillig over for at udføre en bestemt handling, acceptere en bestemt tankegang, el.lign.1 25,13 Markus Julius Agrippa kaldes oftest Herodes Agrippa II. Han er den sidste af Herodes-slægten, som havde kongemagt i Palæstina. Agrippa var søn af Herodes Agrippa I, som omtales i ApG 12, og hans søster Drusilla har været omtalt i det forrige kapitel, 24,24. Hun var gift med den tidligere landshøvding Felix. Agrippa II voksede op ved kejser Claudius’ hof og var en varm beundrer af romerne og deres styreform. Da faderen døde år 44, mente man i Rom, at han var for ung til at overtage faderens stilling. Herodes Agrippa I havde i årenes løb fået magt over hele det område, som hans bedstefar, Herodes den Store, havde hersket over. Herodes Agrippa II opnåede imidlertid ca. år 50 at få et område nord for Hermonbjerget. Desuden fik han af kejser Claudius tilsynsretten over templet og retten til at vælge ypperstepræst. I år 53 fik han byttet sit landområde med et område på nordsiden af Genesaret Sø. På det tidspunkt, vi her hører om ham, var dette hans magtområde. Da det jødiske oprør brød ud i år 66, stillede Herodes sig på romernes side. Som belønning blev hans landområde udvidet endnu mere af kejser Vespasian. Vi ved ikke meget om hans senere liv. Han skal være død omkring år 100. Agrippa II er i følge med sin søster Berenike (på latin Veronica). Hun var Agrippas biologiske søster, men de præsenteres her nærmest som et par, og rygterne sagde da også om dem, at de levede sammen.2 |
2 Apostlenes Gerninger, Credo, Even Fougner, s. 345-346.
Kapitel 26
| Uddybende noter |
| 26,7 Tolvstammefolk: Er Israel.1 26,14 Her i v. 14 findes udtrykket: »Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden«. Dette udtryk findes ikke i kap. 9 eller 22. Det er lidt mærkeligt, at dette udtryk, som er kendt fra græsk litteratur både gennem digterne Aischylos og Euripides, her gengives som et ord, Jesus skulle have sagt på hebraisk. Så vidt vides, var dette udtryk ikke almindeligt kendt på hebraisk. De fleste kommentatorer tillægger forfatteren af ApG dette udtryk, men andre bemærker, at et sådant udtryk kunne bruges i et hvilket som helst land, der var præget af jordbrugskultur. At stampe mod brodden er det, som oksen gør, når den sparker bagud mod den kæp, som bonden bruger til at drive den frem med. Også Mosbech mener, at dette udtryk kan have været kendt i Palæstina, selv om vi ikke har skriftlige vidnesbyrd om det.1 |
Kapitel 27
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus rejse til Rom (Apostlenes Gerninger 27-28), se kortet nedenfor. 27,1 Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling: Hvilken hærafdeling, det drejer sig om, er lidt vanskeligt at fastslå. Der var ret mange hærafdelinger på denne tid, som kunne omtales som kejserlige. De fleste mener, at det drejer sig om en syrisk hærafdeling. Andre mener, at betegnelsen gælder de tropper, som havde ansvaret for forsyninger og forbindelser mellem kejseren og hans tropper ude i provinserne. Af v.31 og 42 ser vi, at Julius havde soldater med. Det store antal personer om bord på skibet tyder måske på, at det var en troppetransport, det drejede sig om, se v.37. I alle tilfælde har Julius haft meget stor indflydelse om bord.1 27,2 Aristark, en makedoner fra Thessalonika: Har også været nævnt i 19,29 og 20,4.1 27,6 Alexandria: Egypten var romernes kornkammer, og af v. 38 fremgår det, at det var et kornskib, Paulus og hans ledsagere sejlede med.1 27,12 Fønix: Det nuværende Lutro.1 27,17 Syrtebugten var et farligt havområde, hvor mange skibe var forlist mod klipper og sandbanker.1 27,27 Adriaterhavet var dengang også betegnelsen for vandet mellem Grækenland og Sicilien.2 27,28 En favn var 1,85 m.1 27,29 Agterstavn: Ydre, afsluttende del af et skibs bagende.3 27,37 Først på dette tidspunkt hører vi hvor mange personer, der var om bord. Mange synes, at tallet 276 lyder meget voldsomt, da skibene på den tid ikke var så store, men Josefus fortæller om en skibsrejse til Rom, hvor der var 600 om bord. Så tallet er slet ikke så urimeligt.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 15, Jens Henrik Jakobsen, Lohse, s. 122.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=agterstavn
Kort: Paulus rejse til Rom (Apostlenes Gerninger 27-28)
Ca. år 60 e.Kr.
Efter at have indanket sin sag til kejseren blev Paulus, af Festus, beordret overført til Rom. Paulus rejse var præget af vanskelige vejrforhold, da de havde påbegyndt sørejsen sent på sæsonen for sejlads. En dårlig beslutning om at forsøge at finde en vinterhavn ved Fønix endte med, at skibet blev drevet af en storm til øen Malta, hvor skibet gik på grund. Alle ombord overlevede dog, og Paulus blev snart sat om bord på et andet skib, som førte ham til Puteoli. Derfra blev Paulus ført videre til Rom.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Kapitel 28
| Uddybende noter |
| Angående geografien på Paulus rejse til Rom (Apostlenes Gerninger 27-28), se kortet nedenfor. 28,11 Tvillingernes mærke: »Tvillingerne« var det stjernebillede, som på en særlig måde var knyttet til skibsfart. »Dioskurerne«, som det hedder på græsk, var navnet på de to sønner, Zeus havde fået med Leda: Kastor og Polluks. Man må derfor gå ud fra, at der har været et billede af tvillingerne som gallionsfigur i skibets stævn, og at skibet er blevet opkaldt efter disse to guddomme.1 28,15 Forum Appii er en hvilestation langs Via Appia, ca. 65 km fra Rom. Navnet betyder egentlig Appias Torv. Tres Tabernæ betyder »de tre værtshuse«, er et andet hvilested langs vejen, ca. 50 km fra Rom.1 |
Kort: Paulus rejse til Rom (Apostlenes Gerninger 27-28)
Ca. år 60 e.Kr.
Efter at have indanket sin sag til kejseren blev Paulus, af Festus, beordret overført til Rom. Paulus rejse var præget af vanskelige vejrforhold, da de havde påbegyndt sørejsen sent på sæsonen for sejlads. En dårlig beslutning om at forsøge at finde en vinterhavn ved Fønix endte med, at skibet blev drevet af en storm til øen Malta, hvor skibet gik på grund. Alle ombord overlevede dog, og Paulus blev snart sat om bord på et andet skib, som førte ham til Puteoli. Derfra blev Paulus ført videre til Rom.
Kort og tekst oversat fra ESV Study Bible
Bibelmaraton