Menigheden i Korinth var splittede i flere sager: Åndeligt lederskab, retssager, madregler osv. Paulus prøvede at få dem til at fokusere på herliggørelse af Gud frem for bekæmpelse af hinanden.
Baggrundsinfo
Indledning
Korinth var en af oldtidens storbyer. Den lå i landskabet Akaja mellem det græske fastland og Peloponnes. Da romerne 146 f. Kr. erobrede byen, blev den fuldstændig ødelagt, men Julius Cæsar sørgede for at genopbygge den år 46 f. Kr. Senere blev den hovedstad i provinsen Akaja, der nærmest svarer til det nuværende Grækenland, og den romerske statholder fik sin residens i byen. Byen havde en strategisk beliggenhed på den smalle landtange, som forbandt Peleponnes med det græske fastland. Korinth var en meget vigtig handelsby med to havne, Kenkrea i øst mod Ægæerhavet, og Lekæum i vest ud mod Adriaterhavet. Varetransporten mellem vest (Rom) og øst (Lilleasien) medførte, at Korinth hurtigt blev centrum for kommunikation, handel og administration, mens Athen beholdt sin førerstilling som kulturcentrum.
Befolkningen var tilflyttere efter genopbygningen, en blanding af romere, grækere, orientalere og jøder; mange var slaver. Her mødtes sprog, håndværkstraditioner, handelsvarer og kulturmønstre fra øst og vest. Ikke mindst mødtes de forskellige religioner, som etablerede sig i Korinth med templer og kultsamlinger. Det jødiske samfund havde egen synagoge. De moralske forhold i byen var dårlige, som de ofte vil være i en rodløs befolkning i en havneby.
Til denne by kom Paulus første gang i år 50 på sin anden missionsrejse og grundlagde en menighed (ApG 18,1-5). I 1 Kor 2,3 fortæller Paulus, at han kom “i svaghed og med megen frygt og bæven”, men Gud styrkede ham (ApG 18,9). Han boede hos et jødisk ægtepar Priskilla og Akvila og arbejdede som teltmager. Senere kom Silas og Timotheus fra Makedonien (ApG 18,5).
Som sædvanlig begyndte Paulus sin missionsvirksomhed blandt jøderne, men da de stillede sig afvisende, fortsatte han i et privat hus. Her kom flere til tro, bl.a. synagogeforstanderen og hans familie. Arbejdet i menigheden bød sikkert både på farer og vanskeligheder. Herrens specielle forsikring til Paulus i et syn tyder på det. En indstævning for statholderen Gallio (ApG 18,12-17) førte dog ikke til andet, end at det blev klart for Paulus, at han ikke havde noget at frygte fra den kant. Da Paulus efter 1½-2 års forløb forlod byen, var der vokset en menighed frem af hedningekristne med et vist indslag af jødekristne. Senere kom den jødekristne Apollos og virkede i menigheden (ApG 18,27-19,1). Det er også sandsynligt, at Peter har besøgt Korinth, siden en flok i menigheden holdt sig til ham (1,12).
Fristelserne fra de hedenske omgivelser blev ofte for stærke for de unge kristne, og på grund af seksuelle problemer i menigheden skrev Paulus et formanende brev til dem, som vi ikke har bevaret (5,9-13). Under sin tredje missionsrejse (ApG 18,23-21,16) opholdt Paulus sig i 3 år ( 52-55) i Efesos, hvorfra han i foråret 55 skrev Første Korintherbrev.
Brevet er rettet til menigheden som helhed. Trods skrøbeligheder er den Kristi legeme, men den har brug for en praktisk kristendomsundervisning. Gennem hele brevet mærker man den personlige kontakt, der må have været mellem Paulus og de kristne i Korinth. Brevet behandler en række praktiske spørgsmål, dels fordi menigheden har bedt apostelen udtale sig om dem, og dels fordi han selv finder, at den trænger til vejledning. Det giver en fyldig fremstilling både af kristenliv og menighedsliv, og med god grund har man kaldt det Paulus´ etiske hovedbrev. Det kristne trosindhold skydes ikke til side på bekostning af de praktiske problemer, for det er den kristne tro, som er afgørende også i de praktisk-etiske spørgsmål. Brevet begynder med en stærk understregning af, at kristen tro er tro på den korsfæstede Jesus Kristus og slutter med at understrege, at kristen tro er tro på den opstandne Jesus Kristus.
Inddeling
1. Indledning (1 Kor 1,1-9)
2. Menighedens grundvold – Jesus Kristus, og det som korsfæstet (1 Kor 1,10-4,21)
3. Menighedens renhed – hedenskabets urenhed (1 Kor 5,1-6,20)
4. Svar på spørgsmål fra menigheden om bl.a. seksuel afholdenhed og ægteskab og om afgudsofferkød (1 Kor 7,1-11,1)
5. Gudstjeneste og menighedsliv (1 Kor 11,2-14,40)
5. Kristi opstandelse og genkomst (1 Kor 15,1-58)
6. Afslutning (1 Kor 16,1-24).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 1 Korintherbrev
ca. år 53-55
Paulus skrev 1 Korintherbrev under sin tredje missionsrejse, nær slutningen af sin treårige tjeneste i Efesos (ApG 19,21-22). Både Korinth og Efesos var velhavende havnebyer gennemsyret af hedensk afgudsdyrkelse og filosofi. Korinth nød både militært- og økonomisk fordel af sin strategiske placering i den ene ende af landtangen, der forbandt den sydlige græske halvø med fastlandet.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 Apostel: Se faktaboks nedenfor. Broder Sosthenes: Er muligvis den samme som i ApG 18,17.1 1,2 Korinth: Se Baggrundsinfo til 1 Korintherbrev. 1,11 Kloe: Kender vi ikke.2 1,12 Apollos kom og forkyndte evangeliet i Korinth (ApG 18,24ff).2 Kefas: Paulus kalder her Peter for Kefas.2 Kefas er det aramæiske ord for klippe (se Matt 16,18). (Note fra Joh 1,42) 1,14 Krispus må vel være ham, som var synagogeforstander i Korinth, da Paulus kom der, og som blev omvendt ved hans forkyndelse (ApG 18,8). Gajus var også blandt de første døbte i Korinth, og det er derfor sandsynligt, at dette er den Gajus, som Paulus boede hos, da han vinteren 56 skrev Romerbrevet. Hans hjem var da samlingssted for menigheden (Rom 16,23).2 1,17 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel. (Note fra Mark 1,1) 1,20 Skriftkloge: Se Faktaboks nedenfor. |
2 Erling Danbolt, Paulus’ første brev til korinterne, Credo, 1991, s. 69-73.
Faktaboks: Apostel (Til 1,1)
| Apostel |
| Ordet er velkendt i den græske verden, men er her temmelig indholdsløst. Det bruges bredt som betegnelse for en udsending. Baggrunden for NTs brug af ordet må søges i den hebraiske parallel (sjaliach). Det karakteristiske for sjaliach (udsending) er, at han er sendt i en bestemt opgave og er autoriseret til at udføre den. En sjaliach repræsenterer den, der sender ham, og han har fuldmagt til at tale og handle på den sendendes vegne. En sjaliach er som den, der har sendt ham. Netop disse karakteristiske ting møder vi også hos NTs apostle. En apostel er sendt af Jesus Kristus, Matt 10,5; 1 Kor 1,1, han har fuldmagt fra Jesus Kristus, Matt 10,1; Gal 1,1, og repræsenterer Jesus Kristus, Matt 10,40; 2 Kor 5,20. Det særlige ved apostelen er derfor ikke hans egen person eller den position, han måtte have, men den, som har sendt ham. Det understreges i NT ved udtrykket: Jesu Kristi apostel. Det er Jesus Kristus selv, som giver apostelen sin betydning. En Kristi apostel er en autoriseret repræsentant for Kristus, der har fuldmagt til at tale og handle på Kristi vegne, 1 Kor 9,1; 15,10; Gal 1,15; Kol 1,25; 2 Kor 3,5-6. Gennem apostelen viderefører Kristus sit værk med samme fuldmagt og autoritet. Apostelbetegnelsen bruges altså i NT om en specielt afgrænset gruppe, der udgøres af de 12, som Jesus kaldte under sit jordeliv, Matt 10,2-4, samt Matthias, ApG 1,24-26, og Paulus, Rom 1,1. Desuden nævnes Jakob, 1 Kor 9,5; 15,7, Barnabas, ApG 14,14, Andronikos og Junias, Rom 16,7, men Paulus er den sidste i rækken af apostle, Gal 1,17; 1 Kor 15,8. Når Jesus vælger netop 12 apostle (Matt 10), må det ses som en parallel til Israels 12 stammer. Apostlene er grundlæggere af det nye gudsfolk (jf. 1 Pet 2,9). Aposteltjenesten går tilbage til mødet med den opstandne Kristus, 1 Kor 9,1; 15,8, apostelen er opstandelsesvidne, ApG 1,22. I mødet med Kristus bliver apostelen sendt med fuldmagt, Gal 1,15-16, så han er en autoriseret Kristus-repræsentant. Paulus kan således understrege sin uafhængighed af de andre apostle, Gal 1,15-17, selv om han ser sig selv som det sidste led i rækken, 1 Kor 15,3-11. Det er alene sendelsen og fuldmagten fra Kristus, der gør Paulus til apostel. Fordi apostelen er Kristus-repræsentant, skal menigheden være apostelens efterfølger, 1 Kor 4,16, holde sig til hans lære, 1 Kor 11,1; 15,3f.; Gal 1,8-9, og være lydige mod ham, 2 Kor 2,9. Begrundelsen er ikke apostelens personlige kvalifikationer eller nådegaver, 1 Kor 4,1; 15,10; 2 Kor 03,4f., men hans autorisation fra Kristus selv. Apostelen taler på Kristi vegne, 2 Kor 5,19, hans ord fører til liv eller død, 2 Kor 5,15f., han er forvalter af gudsrigets hemmeligheder, 1 Kor 4,1; jf. 1 Kor 9,17 og Kol 1,25, og har derfor mægtige åndelige stridsvåben, 2 Kor 10,4ff. Herved er apostelen åbenbaringsbærer, han skal videreføre det åbenbarede evangelium om Jesus, 1 Kor 15,3-7, vogte det fra falsk lære, Gal 1,6-10, og på den måde være med til at sikre den historiske forbindelse i læren tilbage til Jesus selv, idet den sunde lære var sikret med nedskrivningen af de apostolske skrifter i NT. Lærerfunktionen i apostelembedet går efter apostolsk tid videre i kirkens hyrdeembede, ApG 20,28-32. Endelig er apostelen kirkegrundlægger, 1 Kor 3,10; Ef 2,20. Han har et særligt kald til at evangelisere, Rom 15,16-21, så evangeliet når ud til dem, der aldrig har hørt om Jesus Kristus. Apostelen står i forligelsens tjeneste, 2 Kor 4,5, og han er her rede til at gøre alt for evangeliets skyld, 1 Kor 9,19-23. Derfor er apostelen også præget af lidelse og afsavn for Kristi skyld, Matt 10,16-25; 2 Kor 4,8-11. Apostelembedet er en tjeneste i kirken, begrundet i et kald fra Kristus selv, og det fungerer som en varig, ordnet og anerkendt tjeneste med autoritet fra Kristus som en videreførelse af hans eget embede. |
Faktaboks: Skriftklog (Til 1,20)
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,6 Forgængelige: Som ikke varer evigt, men før eller siden vil forfalde, opløses og forsvinde.1 |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,22 Kefas: Se noten til 1,12 |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,17 Timotheus var halvjøde fra Lystra, og han ledsagede Paulus på det meste af den anden missionsrejse, fra Lystra (ApG 16,1ff.) og helt til Korinth. Senere også på en del af den tredje rejse. Nu har Paulus sendt ham fra Efesus til Korinth. I ApG 19,22 siges det, at Timotheus sammen med Erastus drog fra Efesus til Makedonien og Akaja. Brevet blev vel sendt ad søvejen og ville da nå frem til Korinth før Timotheus (sml. 16,10).1 |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,1 Porneia er det almindelige ord for hor, utugt og illegitime forhold. Her nævnes dette og andre ord af samme rod (v. 9.11; 6,9.13.15.18; 10,8). I havnebyer som Korinth blev usædeligheden godtaget som noget selvfølgeligt, men her står vi over for et tilfælde af blodskam, som også hedningerne tog afstand fra. Her er det en mand, som lever sammen med sin fars hustru. »Lever sammen med« (gr. echo, har, præs. i. omhandler et varigt forhold). Der kan kun være tale om et virkeligt ægteskab. Man antager vanligvis, at faderen er død, at kvinden har været hans anden hustru, og at hun næppe har hørt til menigheden. Et sådant forhold var strengt forbudt, både efter jødisk lov (3 Mos 18,8) og efter romersk ret.1 5,11 Spotter: Person der udviser hån og foragt (over for en religion eller guddom).2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/spotter_1
Faktaboks: Påske (Til 5,7)
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,9 Utugtige: Se note til 5,1 6,10 Spottere: Se note til 5,11 6,13 Utugt: Se note til 5,1 |
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,5 Unddrage: Bevidst undgå eller holde sig fra noget (ubehageligt), ofte en indsats eller et bidrag som man egentlig er forpligtet til at yde.1 7,35 Baste: Binde nogen så vedkommende ikke kan røre sig.2 Sømmeligt: Som lever op til bestemte sociale, moralske eller etiske normer.3 7,37 Forsæt: Beslutning om at handle eller leve på en bestemt måde.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/baste
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/s%C3%B8mmelig
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/fors%C3%A6t
Faktaboks: Omskærelse (Til 7,18)
| Omskærelse |
| Det er benævnelsen på en lille operation, hvorved forhuden på det mandlige kønslem (penis) helt eller delvis afskæres. Den anvendes af mange folkeslag ved pubertetens indtræden som en indvielse til ægteskabet, ofte forstået som en hellig handling (1 Mos 17,25 kan være en mindelse herom). Den anvendes undertiden i vor tid som en rent medicinsk-hygiejnisk foranstaltning. Hos visse folkeslag finder »omskærelse« sted også af kvinder, men den fortjener ikke navnet omskærelse, da den er en grov lemlæstelse uden mening. Allerede i pagten med Abraham indfører Gud omskærelsen som pagtstegn, 1 Mos 17,10f., gældende for Abrahams slægt, dvs. for det israelitiske folk. Undertiden er den gledet noget i baggrunden, men ved indstiftelsen af påsken, 2 Mos 12,44.48, indskærpes den på ny, således at det står helt klart, at det er omskærelsen alene, der gør en mand til medlem af pagten, ikke det at være født israelit. Af Josva 5,2–9 fremgår, at omskærelsen under ørkenvandringen igen var stillet i bero, men her efter indvandringen indføres den på ny, betegnende nok lige før en påskefest, 5,10. Senere har den åbenbart stort set været gennemført. Sportslivet i den græsk-romerske verden gennemførtes i fuldstændig nøgenhed, hvilket medførte en pinlig situation for jødiske deltagere, som derfor undertiden underkastede sig den modsatte operation for at ligne alle andre mænd, 1 Kor 7,18; herved slettede de imidlertid pagtstegnet. Også Jesus blev omskåret 8 dage gammel, som skik var, Luk 2,21.27. Herved gik han ind under forpligtelsen til at opfylde loven, og han blev den eneste, som magtede dette, fordi han var uden synd, Hebr 4,15. Derved er vi gjort døde for loven ved Kristi legeme, Rom 6,4. Allerede i GT peges der på, at omskærelsen har noget med hjertet at gøre, en indvielse til at elske Gud af hele sit hjerte, hvilket bekræftes i Rom 2,28f. og forklares yderligere i 13,10: Kærlighed er lovens opfyldelse. Ved omskærelsen indvies Israel til at være Herrens brud og leve i troskab mod ham og i kærlighed. Paulus kan derfor i Kol 2,11–12 kalde dåben for omskærelsen til Kristus. Alt, hvad omskærelsen indeholdt, bevares i den kristne menighed ved dåben, som er en aflæggelse af det kødelige legeme. Dåben som omskærelse knyttes på en særlig måde til Jesu begravelse og opstandelse. Da han begravedes, var der givet liv og blod for verdens synd; det var fuldbyrdet, og Gud satte segl og underskrift på det ved at oprejse Jesus fra de døde. Omskærelsens pagt var fuldbyrdet, loven opfyldt for os i Kristus. Derfor kan dåben med fuld ret kaldes en pagt, så Jesus i nadverens indstiftelse kan tale om den »nye pagt ved mit blod«. Også i denne pagt gælder, at den, som døbes ind i den, Kristus-omskæres til at elske den himmelske brudgom og give ham sit hjertes troskab og kærlighed. – Modsat kan vantro mennesker kaldes »uomskårne på hjerte og øre«, ApG 7,51. |
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,1 Apostel: Se note til 1,1. 9,2 Seglet: Se faktaboks nedenfor. 9,5 Kefas: Se note til 1,12. 9,6 Barnabas er ofte omtalt i NT. Han tog sig af Paulus (ApG 9,27 og 11,25ff.) og arbejdede sammen med ham (12,25; kap. 13-14; 15,37f.). Barnabas var fætter til Markus (Kol 4,10). I ApG 14,14 kaldes han og Paulus apostle.1 9,7 Hjord: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/hjord
Faktaboks: Segl (Til 9,2)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,8 På én dag blev der dræbt treogtyve tusind: Han henviser i sit tredje advarende eksempel til beretningen om, hvordan israelitterne lod sig forføre af Moabs døtre (4 Mos 25,1-9). Gud greb ind med sin straf midt i usædeligheden, og resultatet blev, at tallet på dem, som plagen havde kostet livet, løb op til 24000. Her siger Paulus 23000. Denne forskel har man været stærkt optaget af. Den betyder næppe meget, men skal man lægge vægt på den, må man også lægge vægt på, at 4 Mosebog siger, hvor mange plagen eller straffedommen (gr. hē plēgē) ramte i alt, nemlig 24000, mens Paulus understreger, hvor raskt den ramte: 23000 faldt på én dag. Det, Paulus vil, at de skal se, er, hvor farlig utugten er, og hvor ubønhørlig Gud straffer.1 10,9 De blev dræbt af slanger: I dette vers nævner Paulus et fjerde eksempel på frafald, nemlig da folket fristede Herren, og han straffede dem ved at sende giftige slanger, som angreb dem (4 Mos 21,5f.). Da råbte de om hjælp, og Gud befalede Moses at lave en kobberslange og rejse den på en stang, så alle kunne se den. Og enhver, som så på kobberslangen, når han var blevet bidt, blev helbredt.1 |
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,7 Afglans: Noget der afspejler noget velkendt, ofte noget højere, stærkere eller bedre.1 |
Kapitel 12
Tabel: Åndelige gaver i Paulus’ breve
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,1 De to instrumenter, som er nævnt her, er slagtøjsinstrumenter. »Malm« er et bækken eller en gongong af bronze, som man slog på, så det gav genlyd, og »bjælde« er et lille håndbækken.1 |
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,40 Sømmeligt: Som lever op til bestemte sociale, moralske eller etiske normer; som sømmer sig.1 |
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,1 Evangelium: Se note til 1,17 15,5 Kefas: Se note til 1,12 15,7 Jakob må være Herrens bror (Gal 1,19), den senere leder af menigheden i Jerusalem.1 15,20 Førstegrøden er et ord for offersproget i den gamle pagt, og det viser tilbage til den. De første aks af høsten skulle bringes som offer. Når de var høstet, kunne indhøstningen begynde, årets høst var sikret (3 Mos 2,14; 23,10; 4 Mos 15,20, sml. ApG 26,23). Derfor bruges førstegrøde i overført betydning i NT (Rom 11,16: de første kristne er som førstegrøden, som giver løfte om, at høsten skal følge; Rom 16,5 og 1 Kor 16,15). At Kristus er opstået som førstegrøden af de hensovede, giver løfte om den høst, som skal komme, for de, som dør i troen på ham, skal opstå.1 15,33 Slet omgang fordærver gode sæder: Paulus citerer et ord fra skuespillet Tais af digteren Menander (329-290 f. Kr.): »Slet omgang fordærver gode sæder«. Det var blevet et ordsprog, som folk kendte.1 Det kan betyde: Dårligt selskab for kristne.2 15,42 Forgængelighed: Det at noget ikke varer evigt, men før eller siden vil forfalde, opløses og forsvinde.3 15,55 Brod, kan være brodden på pigkæppen, som man styrer okserne med (sml. ApG 26,14), eller til giftbrodden hos f.eks. skorpionen. Når døden har tabt sin brod, er den uskadeliggjort.1 |
2 Oluf E. Paaske og Kurt E. Larsen, Bibelværk for menigheden Bind 16, Lohse, 1997, s. 87.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/forg%C3%A6ngelighed
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,8 Pinse er den jødiske pinse, 50 dage efter påske (ApG 2,1 og 20,16).1 16,10 Timotheus: Se note til 4,17. 16,15 Førstegrøde: Se note til 15,20. 16,17 Fortunatus og Akaikos: Vi kender ikke mere til dem.1 16,19 Akvila og Priska arbejdede sammen med Paulus, da menigheden i Korinth blev til (ApG 18,2ff; Rom 16,3; 2 Tim 4,19).1 16,22 Marana ta er aramaiske ord, som altså gik over i menigheden som et fremmedord på linje med amen og halleluja. Det er to ord, men de er skrevet i et, for i skrift satte man dengang ikke mellemrum mellem ordene. Derfor er der ofte tvivl om, hvordan man skal dele ord. I dette tilfælde er der to muligheder: enten maran ata, vor Herre er kommet, eller marana ta, vor Herre kom! (sml. Åb 22,20: Kom Herre Jesus!, som er den direkte oversættelse af dette ord). Det er ikke kun for os, at dette ord kan forstås på to måder. Allerede den, som læste dette brev op i menigheden, måtte, idet han læste det, dele ordet, ud fra den forståelse han havde af sammenhængen. Efter den skarpe fordømmelse af den, som ikke bryder sig om Herren, må det have været naturligt at forstå det som en påmindelse til ham, altså maran ata! Herren er kommet!1 |
Bibelmaraton (OBS. 1 og 2 Korintherbrev er i samme video)