Matthæusevangeliet fortæller os de gode nyheder om Jesus Kristus, jødernes sande konge.
Baggrundsinfo
Introduktion
Ordet evangelium er oprindelig græsk og betyder et godt budskab. I NT bruges det aldrig i betydningen evangelieskrift, men altid som betegnelse for det kristne frelsesbudskab. Først omk. år 150 finder vi ordet brugt i betydningen evangelieskrift.
I begyndelsen blev frelsesbudskabet overleveret mundtligt. Det indeholdt ifølge Apostlenes Gerninger en tolkning af GT i lyset af Jesus som Messias og et personligt vidnesbyrd om ham, sådan som apostlene selv havde set og hørt ham. Vi ved ikke, hvor lang tid der gik, før man fik de første skriftlige gengivelser af apostlenes Kristus-vidnesbyrd. Men da Lukas samlede stof til sit evangelium, forelå der en del skriftligt kildemateriale (Luk 1,1-3).
Efterhånden opstod der behov for mere sammenhængende fremstillinger, idet øjenvidnerne ikke selv kunne være til stede overalt, hvor der voksede kristne menigheder frem. Desuden blev der også behov for en skriftlig fremstilling for at forklare og forsvare troen. Men evangeliet, det gode budskab, var fortsat ét. Evangelieskrifterne blev forskellige udformninger af det ene og samme evangelium. Selv om man kan konstatere, at der er forskel på Matthæus’ og Johannes’ evangelieskrifter, indeholder de begge det samme gode budskab om at Gud sendte Jesus til menneskenes frelse, og at denne Jesus er den Messias, der var lovet i GT.
Matthæus har ikke selv skrevet overskriften til det første evangelieskrift, men i oldkirken blev der ikke rejst den mindste tvivl om, at han var forfatteren. Selve evangelieskriftet giver ikke holdepunkter til præcist at bestemme affattelsestiden. Matt 5,23f.; 12,5-7; 23,16-22 tyder på, at templet fortsat består. Matt 24 indeholder Jesu forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse, men ingen antydning af at disse forudsigelser er gået i opfyldelse. Det tyder på, at evangeliet er skrevet før Jerusalems fald år 70.
Da Matthæus blev kaldet af Jesus til discipel, var han tolder og hed Levi (Matt 9,9. Mark 2,14. Luk 5,27). Toldernes opgave var at opkræve de indirekte skatter og afgifter, der var knyttet til indførsel af varer. Han arbejdede på en toldstation ved Kapernaum på grænsen mellem Galilæa (Herodes Antipas´ område ) og Gaulanitis (Herodes Filips område). Det er sikkert Jesus, der har givet ham det nye navn Matthæus, som svarer til det hebraiske navn “Mattai”, en forkortelse for “Mattanja” (2 Kong 24,17), der betyder Guds gave. Vi ved ikke andet om ham, end at han blev Jesu discipel. Om hans liv fortæller evangelierne kun, at han “lod alt ligge” for at følge Jesus (Luk 5,28).
Det mest iøjnefaldende særtræk ved Matthæusevangeliets struktur er de fem store taleafsnit: a. Bjergprædikenen (kap. 5-7), b. Udsendelsestalen (kap. 10), c. Lignelsestalen (kap. 13), d. Discipeltalen (kap. 18). e. Talen om de sidste tider (kap. 24-25).
Matthæusevangeliet danner en naturlig overgang fra GT til NT. Matthæus vil over for Israels folk vise, at Jesus Kristus er den i GT lovede Messias, lovens og profeternes opfylder. Matthæusevangeliet kan derfor kaldes et Israelsmissionsskrift. Dette folk havde ventet, at hvis Jesus var Messias, skulle han fordrive romerne og oprette et israelittisk verdensrige, men det havde han ikke gjort. Flertallet af hans eget folk havde forkastet og korsfæstet ham. Det var derfor ikke så let for jøderne at se Messias i ham. Matthæus vil gennem sit evangelium vise, at den kristne tro bygger på et solidt fundament, og derved vil han række jøderne en hjælpende hånd, gendrive angrebene mod Jesus og styrke de jødekristne i deres tro på ham. Matthæus er meget fortrolig med GT, som han citerer 61 gange. 12 gange nævner han ved vigtige begivenheder i Jesu liv, at et skriftord fra GT går i opfyldelse, de såkaldte opfyldelsescitater: Det og det skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger… (1,22-23; 2,5-6.15.17-18.23; 4,14-16; 8,17; 12,17-21; 13,35; 21,4-5; 26,56; 27,9-10). Det er for Matthæus en stor glæde at fortælle, hvordan det ene løfte efter det andet i fædrenes gamle bibel går i opfyldelse. Sammenhængen med GT kommer også til udtryk ved, at evangeliet begynder med Jesu slægtstavle. Matthæusevangeliet har et mere markant jødisk præg end de andre evangelier. Men samtidig understreger Matthæus, at Jesus ikke alene er jødernes konge, men hele verdens frelser.
I fremstillingen af Jesus som Kristus har Matthæusevangeliet fem højdepunkter: a. Jesu dåb (3,13-17), b. Peters bekendelse (16,13-17), c. Folkets hyldest (21,1-11), d. Jesu bekendelse over for Rådet (26,63-64), e. Missionsbefalingen (28,16-20).
Matthæusevangeliet kan inddeles:
1. Jesu slægt, fødsel og tidlige barndom (Matt 1,1-2,23)
2. Jesu forberedelse til sin gerning; han begynder i Galilæa (Matt 3,1-4,25)
3. Bjergprædikenen (Matt 5,1-7,29)
4. Udsendelsestalen og ti undere (Matt 8,1-11,1)
5. Lignelsestalen og kristologiske afsnit (Matt 11,2-13,58)
6. Discipeltalen, tre lidelsesforudsigelser. Jesus på vej mod Jerusalem (Matt 14,1-20,34)
7. Jesu tale om de sidste tider og hans genkomst. Jesus i Jerusalem (Matt 21,1-25,46)
8. Jesu lidelse, død og opstandelse (Matt 26,1-28,20).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Matthæusevangeliet
Begivenhederne i Matthæusevangeliet finder næsten udelukkende sted i nærheden af Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,17 Matthæus beskriver et mønster i slægtsregisteret. I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled, dvs. fra Abraham til og med David. Fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled dvs. fra Salomo til og med Jekonja. Fra bortførelsen til Babylon og indtil Kristus fjorten slægtled, dvs. fra Jekonja, der tælles to gange, til og med Jesus. Betegnelsen Kristus fortæller igen, at slægtsregisterets sigte er at vise, at Jesus er Messias (Kristus) via sin afstamning fra Abraham og fra David. I første del af slægtsregisteret har Matthæus udeladt nogle generationer mellem Obed og David. Salmon og Rahab levede dengang, Israel gik ind i Kana’an (år 1448), og David var konge fra 1012-972 f.Kr. I anden del er der udeladt tre generationer mellem Joram og Uzzija (Azarja), og Jekonja tælles med i både anden og tredje del. Dette viser, at opdelingen af slægtsregisteret i de tre gange 14 led har symbolsk betydning. Tallene er ikke faktuelle, men symbolske, da slægtsregisteret ikke er fuldstændigt. Sigtet er at vise, at Jesus tilhører Davids slægt, og den er derfor i lige linje mellem far og søn eller mellem far og sønnesøn eller far og oldebarn etc. Det er ikke nemt at afkode symbolværdien af de tre gange 14. Det enkleste er, at tallet 14 står for helhed og fuldstændighed. Tiden fra Abraham og til David, kongetiden og den kongeløse tid, hvor ingen af Davids dynasti sidder på tronen, er afsluttede perioder i Guds frelseshistorie. Gud har altså ført historien frem mod sit mål. Den kongeløse tid er afsluttet. Forventningens tid med løfterne til Abraham og til David er forbi. Nu fødes Jesus, Davids søn, der skal være Messias (Kristus), og i ham vil Gud begynde at opfylde løfterne til Abraham og David.1 1,18-19 Josef var forlovet med Maria: En forlovelse var på den tid en bindende juridisk aftale om ægteskab, som oftest blev indgået, før pigen var 15 år. Aftalen kunne kun ophæves ved skilsmisse. Men den forlovede blev boende hos sine forældre. Først når brudgommen havde ført sin brud hjem til sit eget hus (jf. 25,1-13), er der tale om ægteskab, og først da kunne de leve sammen, også seksuelt. Derfor er det en katastrofe for Josef, at Maria bliver gravid »før de havde været sammen« (v.18). I hans og andres øjne var det ensbetydende med enten utroskab eller voldtægt. Utroskab skulle ifølge GT straffes med døden (5 Mos 22,20-24). Var der tale om voldtægt, skulle pigen dog gå fri (5 Mos 22,25-27). På Jesu tid tolkede man loven noget mildere, så utroskab blot skulle straffes med skilsmisse (jf. 5,31). Josef planlagde at skille sig fra Maria »i al stilhed« (v.19), dvs. uden en offentlig anmeldelse, men kun med to vidners bekræftelse som loven krævede. Han kunne derved undgå, at hendes navn og rygte blev ødelagt, selv om han måtte følge lovens bud, som den retsindige mand han var.2 1,23 Navnet Immanuel er ikke et personnavn som Jesus, men et statusnavn, der beskriver Jesu status som Gud. Matthæus forklarer navnet Immanuel: Det betyder: Gud med os. Dette er en korrekt gengivelse af det hebraiske navns betydning. Navnet betyder ikke, at Gud på en speciel måde er nærværende i Jesus, men at Jesus er Gud, og at Gud (Jesus) er sammen med os.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 26-27
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,1 Kong Herodes døde i år 4 f.Kr.1 (at Jesus ikke er født i år 1, skyldes en regnefejl i middelalderens begyndelse, hvor vor tidsregning blev fastlagt).2 Nogle vise mænd: Senere tiders digtning om de vise mænd, f.eks. at de skulle være konger, henter sine motiver fra Es 60 og Sl 72. At der skulle være 3 vise mænd, siger Biblen ikke noget om. Tanken er sikkert opstået fordi der var 3 slags gaver. Navnene Melchior, Kaspar og Balthasar er en tradition fra 500-tallet e.Kr.2 Østerland: Dvs. enten Arabien, Babylon eller Persien.1 2,2 Hans stjerne: Altså et særligt astronomisk fænomen. Der kan være tale om en supernova, en eksploderende stjerne. Der er beretninger fra Kina om en sådan Supernova i år 5-4 f.Kr. Der kan også være tale om en komet. Fra andre steder har vi beretninger om en sådan i år 5 f.Kr. Endelig kan der være tale om en konjunktion (= de dækker hinanden) mellem Jupiter (kongens planet) og Saturn (Syriens/Palæstinas planet) i fiskens stjernebillede. Jupiters og Saturns banner mødtes på denne måde i år 7 f.Kr. Dette er den mest nærliggende tydning.2 2,4 Ypperstepræsterne er repræsentanter fra de ledende præstefamilier, og folkets skriftkloge er de skriftlærde, der har studeret GT. Det var datidens teologer og jurister.1 2,11 Og de gik ind i huset: Dette har man set som en modsætning til Luk 2,7, der fortæller, at der ikke var plads til Josef og Maria i herberget, og at Jesus blev født og lagt i en krybbe. Det græske ord katalyma, som DO har oversat med ”herberget”, refererer til et gæsteværelse, og der er tænkt på, at Josef og Maria får husly hos en bonde. Huset har været delt i to dele. I den ene del boede familien. I den anden del var dyrene, og krybben markerede grænsen mellem de to dele. Der var også et gæsteværelse – måske på første sal – men det var allerede optaget. Josef og Maria har da fået plads i den beboede del af huset, og da Jesus er blevet født, lægges han i krybben, der deler de to rum. Forstået på den måde er der ingen modsætning mellem Matt 2,11 og Luk 2,7. En anden mulighed er, at Josef og Maria er flyttet efter fødslen, og det passer med, at de vise mænd kommer flere måneder efter, at Jesus er født.1 Røgelse er harpiks udvundet fra bestemte træer, og det anvendes i forbindelse med ofringer, og myrra er en kostbar harpiks fra myrratræer, der bruges som krydderi eller parfume. Myrra blev anvendt i forbindelse med begravelsen af Jesus (Joh 19,39).1 2,16 Alle drenge på to år og derunder myrde: Man anslår, at der har boet omkring 1000 mennesker i Betlehem og omegn, og at der har været ca. 20 drengebørn i toårsalderen og nedefter.1 2 2,19 Da Herodes var død: Ved Herodes den Stores død i 4. f.Kr. deles hans rige i tre. Arkelaos bliver etnark over Judæa, Samaria og Idumæa, Herodes Antipas bliver tetrark over Galilæa og Peræa, og Filip bliver tetrark over nogle områder NØ for Genesaret Sø (Se kort ovenfor under baggrundsinfo til Matthæusevangeliet).1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 30-33.
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,1 Judæas ørken ligger vest og nord for Det Døde Hav.1 3,7 Farisæerne og saddukæerne: Se faktabokse nedenfor. Øgleyngel: Et udtryk for deres lumske giftighed (jf. Es 59,5).2 3,12 Kasteskovlen er ikke den skovl, man anvender til at rense korn fra avnerne, men den skovl man bruger til at samle korn og avner og bære dem bort. Tærskningen har fundet sted, og kornet er blevet renset for avner. Ofte har man forstået dette billede som en beskrivelse af, hvordan man renser korn fra avner. På den tid tærskede man først, og når dette var overstået, lå korn, aks og avner sammen på tærskepladsen. Derefter gik man over til at rense korn fra aks og avner ved at kaste det op i luften med en greb. De tunge korn faldt lige ned, men vinden tog de lette stængler og avner og blæste dem bort fra kornet. Når kornet var renset, lå det i en bunke for sig, og avner og aks lå i en bunke for sig. Men sprogbrugen passer ikke med, at man skiller korn fra avner, men beskriver, hvad bonden gør efter, at kornet er renset for avner.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 37.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Saddukæer
| Saddukæer |
| Som navnet antyder, førte saddukæerne selv deres oprindelse tilbage til Sadok, som kong Salomo indsatte som ypperstepræst, 1 Kong 2,35. Deres tilstedeværelse er dog først bevidnet i skriftlige kilder i det 2. årh. f.Kr., og med templets ødelæggelse i Jerusalem år 70 e.Kr. forsvinder de igen for altid. Saddukæerne var et præsteparti, hvis tilhængere hovedsageligt kom fra aristokratiets rækker, og det var måske nok så meget politiske som religiøse interesser, der forenede dem. De anerkendte landets politiske ledelse og forstod at holde sig på god fod med de skiftende herskere. Til gengæld fik saddukæerne lov til at beherske Det høje jødiske Råd, ligesom ypperstepræsten altid blev udpeget af deres midte. Men med farisæernes fremgang og stigende popularitet blev saddukæerne efterhånden nødt til at give afkald på både pladser og indflydelse i Rådet. Til forskel fra farisæerne var saddukæernes lære rent dennesidig (vedr. menneskets konkrete, fysiske tilværelse på jorden, Red.). Moseloven fortolkedes bogstaveligt, men man anerkendte ikke farisæernes udførlige mundtlige lovtradition. Saddukæerne troede ikke på et liv efter døden og prøvede derfor at fælde Jesus på et spidsfindigt spørgsmål om svogerskabsægteskabet, Mark 12,18–27. Lige så lidt troede de på dom efter døden eller på engle eller nogen åndelig verden. Paulus benytter sig af dette til at splitte Rådet, så det ikke kan enes om en anklage mod ham, ApG 23,6–8. Man kan undre sig over, at to så forskellige partier som farisæere og saddukæere kunne forenes i modstanden mod Jesus. |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,13 Zebulons og Naftalis land: Her anvender Matthæus de gamle stammeområder ,som Israel blev inddelt i ved indvandringen (Se kort nedenfor). I Zebulons og Naftalis land svarer til Galilæa.1 4,24 Månesyge: Det er datidens betegnelse for personer med epilepsi og lignende symptomer (jf. Matt 17,14-21).1 4,25 Dekapolis er et samfund af 10 bystater sydøst for søen, hvor der var stor græsk indflydelse.2 Den anden side af Jordan er Peræa.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 45.
Kort: Fordeling af landet (Til Matt 4,13 taget fra dag 92 i læseplanen)
Ca. 1400 f.Kr.
Under erobringen af Kanaan tildelte Josva landet til Israels stammer. Disse grænser afspejler dog ikke nødvendigvis det land, hver stamme faktisk boede i ved slutningen af erobringen. Adskillige stammer, såsom Dan, var ude af stand til at fordrive kana’anæerne, der boede i meget af deres tildelte område (19,47), mens andre stammer kontrollerede dele af noget land, som ikke oprindeligt var tildelt dem (f.eks. 17,11).
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,15 Skæppe: Et lille kar af træ, brugt til at måle korn med.1 5,18 Tøddel: En lille streg i et bogstav.1 2 5,20 Skriftkloges og farisæernes: Se faktabokse nedenfor. 5,22 Raka!: Betyder ‘tomhjerne’ eller ‘tåbe’.2 5,31 Skilsmissebrev: Bygger på jødisk skilsmissepraksis, der havde baggrund i 5 Mos 24,1. En mand kunne lade sig skille (men ikke en kvinde). Tilladelse til skilsmisse var blandt nogle jøder forudsat af, at kvinden havde begået utugt. Hos andre så man mindre strengt på dette. Han skulle dog give hende et skilsmissebrev, som stillede hende fri til at blive gift med en anden mand (på Jesu tid var det næsten umuligt for en kvinde at forsørge sig selv).1 5,41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil: Romerske soldater havde ret til dette, f.eks. for at vise vej.1 5,46-47 Toldere og hedninge: Grupper jøderne så med foragt på.1 |
2 Matthæus Evangeliet I, Credo, Torben Kjær, s. 121-128.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,2 Blæse i basun for dig: Er et stærkt og billedligt udtryk for at give almisse på en opsigtsvækkende måde, der drager folks opmærksomhed med en.1 6,17 Salv dit hoved og vask dit ansigt: Her fortælles at den fastende skal se ud som han plejer.1 6,24 Mammon: Materiel ejendom, rigdom eller penge, især opfattet som noget ondt eller moralsk fordærvende.2 6,30 Lidettroende: Skeptisk; tvivlende; ikke fast i troen.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=mammon
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lidettroende
Kapitel 7
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,2 En spedalsk kom og kastede sig ned for ham: Spedalskhed anvendes i Biblen om forskellige hudsygdomme og deriblandt egentlig spedalskhed. Her er der sandsynligvis tænkt på egentlig spedalskhed. Den spedalske bryder loven ved at komme til Jesus, for ifølge Moseloven skulle de spedalske bo isoleret fra andre. (Dette krav har ikke været gennemført overalt på Jesu tid).1 8,16 Da det blev aften: Markere at sabbatten er forbi (se Mark 1,21 og 32). Jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, og sabbatten er da forbi, når solen er gået ned, og det er blevet aften.1 8,28 Gadarenernes land har navn efter byen Gadara i Dekapolis (jf. 4,25), sydøst for Genesaret Sø. Indbyggerne var mest hedninge.2 Matthæus nævner, at der var to besatte, Markus og Lukas omtaler kun den ene, sandsynligvis fordi de begge gengiver ordvekslingen mellem Jesus og den, der var besat af mange urene ånder. Den besatte holdt til i gravene, dvs. huler, som blev brugt til grave, og som kunne give læ. (Note fra Mark 5,2) 8,30 Et stykke borte gik der en stor flok svin: Dette viser at området var hedensk.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 71.
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Illustration: Galilæisk fiskebåd
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,9 Toldboden: Fortæller, at Matthæus er tolder. Han har siddet ved en toldbod langs vejen og opkrævet afgifter. Toldere var på den tid en foragtet samfundsgruppe på grund af deres kontakt med hedninger og på grund af deres ry for uærlighed.1 9,10 På Jesu tid anvendes ordet syndere om to grupper i samfundet, dels umoralske personer (såsom mordere, røvere, bedragere etc.) og indehavere af specielle erhverv, som af erfaring er forbundet med uærlighed (såsom terningespillere, skatteopkræver, toldere, hyrder etc.), og dels de, der ikke følger den farisæiske udformning af loven, og det gælder specielt renhedsbestemmelserne.1 9,18 En synagogeforstander har ansvaret for synagogetjenesten og har opsyn med synagogen.1 9,20 Kvasten på hans kappe er en tøjdusk, som skal minde bæreren om Guds bud, 4 Mos 15,38-41; Jf. Matt 14,36; 23,5.2 9,23 Fløjtespillerne er hyret til at spille dødsklage.1 9,34 Dæmonernes fyrste er Djævelen.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 76-77.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Faktaboks: Toldere
| Toldere |
| Romerne krævede told ved alle landegrænser, ved broer, byporte og lignende. Dertil kom en række omfattende og irriterende skattebestemmelser for næsten alle varer. Inddrivelsen af told og skat var normalt forpagtet ud til velstående mænd, som så igen tog toldere i deres tjeneste. I NT møder vi en enkelt overtolder (Zakæus), men ellers de små toldere. Tolderne havde en upopulær bestilling og blev nok med rette beskyldt for at inddrive rigeligt til egen fordel. De blev ikke betragtet som rigtige jøder, kunne ikke beklæde et tillidshverv eller vidne for den jødiske domstol. Man diskuterede, om en tolder overhovedet havde nogen mulighed for at gøre bod og gøre alt det godt igen, han havde forbrudt. Betegnelsen »toldere og syndere« afspejler den gængse opfattelse af dem. Men Jesus kaldte toldere til omvendelse, han så sig ikke for god til at spise sammen med dem, ja, han kaldte endda tolderen Levi eller Matthæus til discipel, Matt 9,9-13. »Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer,« sagde han til ypperstepræsterne og folkets ældste, Matt 21,31, og i lignelsen om farisæeren og tolderen er det tolderen, der går retfærdiggjort hjem, Luk 18,14. Jesus så det ikke som sin opgave at kalde retfærdige, men syndere, så det var ikke så mærkeligt, at alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham, Luk 15,1. |
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,3 Bartholomæus er måske den samme som Nathanael. Thaddæus er sandsynligvis den samme som Judas, Jakobs søn (Luk 6,16 og ApG 1,13 og jf. Joh 14,22). Da mange mænd bar samme navn, var det normalt med tilnavne.1 10,4 Simon Kananæer er den anden Simon i denne liste. Tilnavnet Kananæer betyder ‘en der er ivrig’ eller ‘en zelot’.1 10,5 Gå ikke ind i samaritanernes byer: Forbyder apostlene at gå til samaritanerne, der var et blandingsfolk af jøder og hedninger. De boede i Samaria, der lå mellem Judæa og Galilæa. De dyrkede Gud, men de havde kun de fem Mosebøger som helligskrift, og samaritanerne havde deres eget tempel på bjerget Garizim (Joh 4,20). Der herskede fjendskab mellem jøder og samaritanere. Vers 6 viser, at Jesus ikke betragtede samaritanerne som jøder, men fordi de var et blandingsfolk, stod de i en mellemposition mellem jøder og hedninger.1 10,10 Kjortlen er en slags lang skjorte, man bar inderst på kroppen.1 10,14 Ryst støvet af jeres fødder: Når jøder forlod et hedensk område, rystede de støvet af sig for at skille sig af med den urenhed, der fandtes i et hedensk område, og fra den dom, der ventede dette område. Her er symbolhandlingen en markering af, at dette hus eller denne by har afvist apostlenes budskab.1 10,25 Ordet Beelzebul betyder sandsynligvis ‘husets herre’. Det refererer oprindeligt til den kana’anæiske Gud Ba’al, men her bruges det som en betegnelse for Satan.1 10,29 En skilling er en romersk kobbermønt, der er ca. 1/16 af en denar, som er en dagløn. Spurve har derfor ringe værdi.1 |
Faktaboks: Samaritaner
| Samaritaner |
| Befolkningen i landsdelen Samaria var et blandingsfolk. Efter at det israelske Nordrige var faldet for assyrerne i år 722 f.Kr., blev størstedelen af indbyggerne deporteret. Assyrernes politik gik ud på at forflytte folkeslagene og blande dem, og det lykkedes også i dette tilfælde. De tilbageblevne jøder i Samaria giftede sig ind i de tilflyttede familier fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim, og efterhånden blandedes religionerne sammen (2 Kong 17). Den jødiske gudsdyrkelse synes dog at have fået overvægten. Sydrigets beboere var for sin part blevet deporteret til Babylon år 597, og da de efter persernes magtovertagelse begynder at vende tilbage for at bosætte sig i Jerusalem på ny og bygge templet op igen, møder de stor modstand fra samaritanerne. Disse ender med at bygge deres eget tempel på bjerget Garizim og fortsætter med at tilbede og holde påske der, også efter at dette tempel ødelægges af jøder i 128 f.Kr., Joh 4,20. Samaritanernes bibel består kun af de fem Mosebøger, som på visse punkter viser sig at ligge nærmere op ad den gamle græske oversættelse af GT end ad jødernes hebraiske tekst. På Jesu tid havde jøderne fortsat en fjendtlig holdning til samaritanerne, de var fremmede, som man ikke plejede omgang med. Samaritaner var en nedsættende betegnelse, Joh 8,48, og når man var på rejse mellem Galilæa og Judæa, valgte man hellere en omvej gennem Jordandalen end at rejse gennem Samarias landsbyer. I sit jordeliv indtog Jesus nogenlunde den samme afventende holdning til samaritanerne som til hedningerne. Således pålagde han udtrykkeligt de tolv ikke at gå til samaritanernes byer, da han engang sendte dem ud at prædike. Men efter sin opstandelse bød han dem lige så udtrykkeligt at være hans vidner også i Samaria, ApG 1,8, og ved Filips virke var samaritanerne de første ikke-jøder, der kom til tro på Jesus og blev døbt (ApG 8). På den anden side lader Jesus i en af sine lignelser netop en samaritaner være den, der øver barmhjertighed mod en nødstedt mand. Jesus viser derved, at han ikke anerkender de traditionelle grænser for, hvor langt næstekærlighed strækker. En anden gang fremhæver han en helbredt spedalsk samaritaners taknemmelighed på bekostning af de utaknemmelige jøder. Det bedste eksempel på Jesu holdning til samaritanerne er dog hans møde med kvinden ved Jakobs brønd i nærheden af byen Sykar (Joh 4). Han belærer hende om, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed og ikke på det ene eller det andet bjerg. Ikke blot denne kvinde, men en stor del af landsbyen kommer til tro ved Jesu ord i løbet af de to dage, han bliver hos dem. Den dag i dag eksisterer der i Israel fortsat en lille gruppe samaritanere, der har bevaret deres religiøse egenart. |
Faktaboks: Zelot
| Zelot |
| Ordet betyder ivrig eller nidkær. Det nationalistiske og religiøse zelotparti nævnes første gang i en opstand omkring år 7 e.Kr., ApG 5,37, selv om man tidligere har hørt om personer, der brændte af nidkærhed for Herren. Zeloterne forventede en politisk Messias, undlod at betale skat til kejseren (jf. Mark 12,14) og ville i modsætning til de mere forsigtige farisæere sætte sig op imod romerne med magt. Deres oprør blev den direkte anledning til Israels undergang. En af Jesu disciple bar navnet Simon Zelotes eller Kana’anæeren, der hentyder til det samme, Luk 6,15; Matt 10,4. |
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,7 Et siv, der svajer for vinden: Billedet skal sikkert beskrive en eftergivende person, der bøjer af og viger tilbage.1 Dvs. en som vil skabe sig popularitet ved at følge folks smag.2 11,21 Korazin og Betsajda lå ved nordenden af Genesaret Sø. Tyrus og Sidon ligger i Libanon, de er hedenske, og gammeltestamentlige profetier omtaler deres ondskab og forudsiger deres undergang (Es 23; Jer 25,22; 27,3; 47,4; Ez 26-27 og Joel 3,4).1 Sæk er et groft, vævet klæde af dyrehår, som man tager over sin nøgle krop. Det er et tegn på sorg og anger. Aske er ligeledes et tegn på sorg og anger. Enten strør man aske over sit hoved, eller man sætter sig i asken. Sæk og aske definerer omvendelsen som en ægte tilbagevenden til Gud under sorg og anger over synden.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 86.
Faktaboks: Toldere
| Toldere |
| Romerne krævede told ved alle landegrænser, ved broer, byporte og lignende. Dertil kom en række omfattende og irriterende skattebestemmelser for næsten alle varer. Inddrivelsen af told og skat var normalt forpagtet ud til velstående mænd, som så igen tog toldere i deres tjeneste. I NT møder vi en enkelt overtolder (Zakæus), men ellers de små toldere. Tolderne havde en upopulær bestilling og blev nok med rette beskyldt for at inddrive rigeligt til egen fordel. De blev ikke betragtet som rigtige jøder, kunne ikke beklæde et tillidshverv eller vidne for den jødiske domstol. Man diskuterede, om en tolder overhovedet havde nogen mulighed for at gøre bod og gøre alt det godt igen, han havde forbrudt. Betegnelsen »toldere og syndere« afspejler den gængse opfattelse af dem. Men Jesus kaldte toldere til omvendelse, han så sig ikke for god til at spise sammen med dem, ja, han kaldte endda tolderen Levi eller Matthæus til discipel, Matt 9,9-13. »Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer,« sagde han til ypperstepræsterne og folkets ældste, Matt 21,31, og i lignelsen om farisæeren og tolderen er det tolderen, der går retfærdiggjort hjem, Luk 18,14. Jesus så det ikke som sin opgave at kalde retfærdige, men syndere, så det var ikke så mærkeligt, at alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham, Luk 15,1. |
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,1 Sabbat: En helligdag, hvor jøderne ikke må arbejde.1 12,4 Refererer til 1 Sam 21,1-6.2 Skuebrødene er nogle brød, der lægges frem for Herrens ansigt i tabernaklet (3 Mos 24,5-9), man må kun spise af brødet hvis man er præst (3 Mos 24,9).1 Se illustration nedenfor. 12,20 Væge: Snor i et stearinlys eller i en olie- eller petroleumslampe; antændes og brænder med en klar flamme ved at opsuge fedtstof eller olie.3 12,24 Ordet Beelzebul betyder sandsynligvis ‘husets herre’. Det refererer oprindeligt til den kana’anæiske Gud Ba’al, men her bruges det som en betegnelse for Satan.1 12,34 Øgleyngel: Et udtryk for deres lumske giftighed (jf. Es 59,5). (Note fra Matt 3,7) 12,41 Jonas forkyndte Guds dom over Nineve, så de omvendte sig (Jon 3,10).2 12,42 Sydens dronning er dronningen af Saba (1 Kong 10,1-10). Enten fra det sydlige Arabien eller landet syd for Egypten, Etiopien.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 89-94.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=v%C3%A6ge
Illustration: Bordet til skuebrødet
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,25 Ukrudt er rajgræs. De to planter minder om hinanden, og derfor bliver rajgræsset først synligt, når det sætter kerne. Deres kerne er mindre end hvedekerner, sorte og giftige.1 2 13,33 Surdej er gæret dej.1 Mål: Ca. 7,7 l.3 13,47 Vod: Poseformet fiskenet der lægges (eller kastes) ud i vandet og derefter trækkes om bord i fiskefartøjet eller op på stranden ved hjælp af lange tove fastgjort i nettets sider. 4 13,55 Jakob bliver senere leder af menigheden i Jerusalem (ApG 15,13; 2,12). Han er forfatter til Jakobsbrevet. Judas er forfatter til Judasbrevet.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 98.
3 MÅL, VÆGT OG MØNT, Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=vod
Tabel: Lignelser omhandlende Jesus
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,1 Landsfyrsten Herodes: Herodes Antipas er søn til Herodes den Store og tetrark (fjerdedelsfyrste) over Galilæa og Peræa. Han var tetrark fra år 4 f.Kr. til år 39 e.Kr.1 14,3 Matthæus indleder en forklaring på, hvorfor Herodes kan tro, at Døberen er opstået fra de døde. Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel. I vers 3-12 fortæller Matthæus, hvad der er sket på et tidligere tidspunkt. Ifølge den jødiske historiker Josefus sad Johannes fængslet i borgen Makærus. På grund af Herodias, sin bror Filips hustru er årsagen til fængslingen. Herodias er datter af Aristobulus (Herodes Antipas’ halvbror) og Berenike, og sin bror Filips hustru fortæller, at hun tidligere har været gift med Filip, Herodes Antipas’ halvbroder. Josefus kalder Herodias’ tidligere mand for Herodes, og han hedder sandsynligvis Herodes Filip. Denne antagelse bygger på følgende faktorer: a) De fleste af Herodes den Stores sønner hed Herodes, hvor navnet »Herodes« fungerer på samme måde som vores efternavne. Der er en Herodes Arkelaus, en Herodes Filip (tetrarken) og en Herodes Antipas. Det er derfor sandsynligt, at Herodias’ tidligere mand Filip hed Herodes Filip. b) Herodes den Store har da to sønner med navnet Herodes Filip med to forskellige hustruer, og da er der intet usandsynligt i, at de fik det samme navn (Herodes den Store fik en søn med Kleopatra, der fik navnet Herodes Filip (tetrarken), og en søn med Mariamne II, der fik navnet Herodes Filip, tidligere gift med Herodias). Herodes den Store har to sønner, der hedder henholdsvis Antipater og Herodes Antipas, hvor Antipas er en kortform for Antipater. c) Filip er en anden end tetrarken Filip, da Herodias har en datter med denne Filip, mens tetrarken Filip dør barnløs. d) Jesus og disciplene har været tæt på begivenhederne, og det er derfor usandsynligt, at de skulle huske galt vedrørende personer i en historie, der har berørt dem personligt.1 14,24 En stadie er 192 m.1 2 14,25 Den fjerde nattevagt: Romerne inddelte natten i fire nattevagter, og den fjerde er fra ca. 3 nat til ca. 6 morgen (Nattevagterne er fra 18-21, 21-24, 24-3, 3-6 morgen).1 14,33 Man skriver ofte om en modsætning mellem Matthæus og Markus vedrørende beretningens afslutning. Markus slutter sin beretning med, at disciplene er ude af sig selv og uforstående, fordi de var forhærdede (Mark 6,51-52), mens Matthæus slutter med en bekendelse til Jesus som Guds søn. Verbet de var ude af sig selv (existantio) i Mark 6,51 beskriver imidlertid en erkendelsesproces, hvor disciplene forsøger at integrere nye elementer i deres forståelse af, hvem Jesus er (se Mark 2,12 og 5,42), og Matt 14,33 supplerer med, at disciplene når frem til at indse, at Jesus virkelig er Guds søn. Mark 6,52 begrunder, hvorfor disciplene er i denne erkendelsesproces. De havde ikke forstået bespisningsunderet, som åbenbarer, at Jesus er herre over materielle forhold såsom få brød og få fisk. Han kan derfor også gå på søen og stille vind og bølge. Havde disciplene forstået dette, havde de set og troet, at det var Jesus, der kom vandrende på søen. Disciplenes manglende forståelse forklares med, at deres hjerte var forhærdet. Der er tale om en relativ forhærdelse, for de er Jesu disciple, som tror og følger ham til trods for deres manglende tro og manglende forståelse, og vandringen på søen viser, at dette under var i stand til at slå huller i deres kategorier og åbne op for en forståelse af det guddommelige hos Jesus (Matt 14,33).1 14,34 Genesaret er et frugtbart område, der ligger mellem Kapernaum og Tiberias.1 14,36 Kvasten er en ‘tøjdusk’, der skal påminde om Guds bud, 4 Mos 15,37-41.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 106-107.
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,2 Disciplene fulgte ikke de gamles overlevering, idet de ikke vaskede hænder, før de spiste, sådan som traditionen påbød. Hensigten med at vaske hænder var ikke hygiejnisk, men religiøs. Ved at vaske hænder rensede man sig for Gud, derfor var det nok at bruge ganske lidt vand. Men at spise uden at gøre dette betød, at man var uren. Bestemmelserne herom findes ikke i GT, men stammer fra skrifkloges udlægning i århundrederne før Jesu fødsel.1 15,5 Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave!: At ære sin far og mor består ikke blot i ord, men i at yde dem nødvendig økonomisk hjælp (v. 6). Men de gamles overlevering tillod, at man kunne undgå dette, hvis man lovede i stedet at give den som tempelgave (‘Korban’ jf. Mark 7,11). Men derved sætter overleveringen Guds bud ud af kraft (jf. 5,17).1 15,21 Tyrus og Sidon: I vor tids Libanon.1 15,22 Kana’anæisk er en betegnelse for områdets befolkning. Kvinden er etnisk hedning.2 15,26 De små hunde er dem, der holdes som kæledyr inden døre. Det er ikke gadens store hunde eller de vilde hunde uden for landsbyen. Hunden blev betragtet som et urent dyr, og jøder brugte ordet »hunde« som en nedsættende betegnelse for hedninger. Hører man ordene børn og små hunde brugt i en jødisk polemik, er sprogbrugen nedsættende og stødende, men i Jesu mund er sprogbrugen ikke nedsættende eller fremmedfjendsk, for ifølge billedet hører de små hunde til i huset (v. 27).2 15,39 Magadan er formentlig byen Magdala på vestsiden af søen, syd for Genesaret-sletten (identisk med Dalmanuta i Mark 8,11).1 |
2 Matthæus Evangeliet II, Credo, Torben Kjær, s. 33.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,13 Cæsarea Filippi ligger ved foden af Hermonbjerget. Byen hører til tetrarken Filips område, og den er opkaldt efter Kejser Augustus (Cæsarea) og bærer desuden hans eget navn (Filippi) for at skelne den fra Cæsarea ved Havet.1 16,21 Af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge beskriver, at det er Synedriet, det øverste jødiske råd, der udsætter Jesus for lidelsen.1 |
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Kapitel 17
| Uddybende noter |
| 17,15 Månesyg er epilepsi (Det kaldtes månesyge, fordi man troede, sygdommen skyldtes skadelige stråler fra månen).1 17,24 Tempelskatten beløb sig til to denarer om året (to dages løn) for hver person over 20 år (jf. 2 Mos 30,13-14). Beløbet blev brugt til at betale for ofringer i templet.1 17,27 Statér: Svarende til 4 denarer, tempelskat for to.1 |
Kapitel 18
| Uddybende noter |
| 18,24 Ti tusind talenter: 60 millioner denarer. Én denar er lig med en dagsløn, altså i alt en ubetalelig gæld.1 2 18,28 Hundrede denarer: En 600.000-del af 10.000 talenter.2 |
2 Matthæus Evangeliet II, Credo, Torben Kjær, s. 86-88.
Kapitel 19
| Uddybende noter |
| 19,7 Skilsmissebrev: Bygger på jødisk skilsmissepraksis, der havde baggrund i 5 Mos 24,1. En mand kunne lade sig skille (men ikke en kvinde). Tilladelse til skilsmisse var blandt nogle jøder forudsat af, at kvinden havde begået utugt. Hos andre så man mindre strengt på dette. Han skulle dog give hende et skilsmissebrev, som stillede hende fri til at blive gift med en anden mand (på Jesu tid var det næsten umuligt for en kvinde at forsørge sig selv). (Note fra Matt 5,31) |
Kapitel 20
| Uddybende noter |
| 20,2 En denar var den normale dagløn for en arbejder på Jesu tid.1 20,3-6 Dagen var inddelt i tolv timer, fra solopgang til solnedgang.1 Dvs. den tredje time: Ca. kl. 9 om formiddagen. Den sjette time: Ca. kl. 12 middag. Den niende time: Ca kl. 15 eftermiddag. Den ellevte time: Ca. kl. 17 eftermiddag.2 20,18 Ypperstepræsterne og de skriftkloge er to af grupperne i Synedriet.2 20,20 Ifølge Mark 10,35 henvender Jakob og Johannes sig til Jesus, men ifølge Matt 20,20 kommer Zebedæussønnernes mor sammen med sine sønner til Jesus, og hun beder om noget fra Jesus. Matt 20,20 supplerer da med denne oplysning, og Jesus spørger derfor moderen: Hvad vil du? og moderen beder om de to ærespladser. Jesus afviser, og i sin afvisning taler Jesus direkte til Zebedæussønnerne (vers 22). Jesus ved altså, at det er deres ønske, og Jesus identificerer derfor moderens bøn med deres bøn. Moderen er deres talsmand, og derfor tager Markus ikke moderen med, da hendes bøn er sønnernes bøn.2 20,29 Ifølge Lukas skete helbredelsen, da de var på vej ind i Jeriko (Luk 18,35; 19,1), mens Matthæus og Markus (Mark 10,46) fortæller, det var på vej ud af Jeriko. Der ser her ud til at være en uoverensstemmelse, som er vanskelig at forklare. Nogle mener, der er tale om to forskellige bydele (det gamle Jeriko og det nye Jeriko), så Jesus var på vej ud af den nye bydel (Matthæus og Markus) ind i den gamle (Lukas). Markus og Lukas fortæller kun om én blind; men det udelukker ikke, at der var to, således som Matthæus fortæller.1 |
2 Matthæus Evangeliet II, Credo, Torben Kjær, s. 118-123.
Kapitel 21
| Uddybende noter |
| 21,1 Betfage er en landsby, som pilgrimme passere på vejen fra Jeriko og til Jerusalem. Den ligger ca. en kilometer fra Jerusalem.1 21,2 Matthæus omtaler to æsler: et moderæsel og dets føl. De andre evangelier omtaler kun ét æsel: føllet. Det er en typisk forskel på evangeliernes beretninger, at nogle kun omtaler én person eller ét æsel, mens andre omtaler to personer eller som her to æsler. De andre udelader omtalen af æselmoderen, fordi hun ingen betydning har. Jesus rider jo på føllet. Matthæus har taget denne detalje med.1 21,5 Zions datter: Jerusalem.2 21,9 Hosianna: Betyder ‘Herre, frels dog’.2 21,12 På tempelpladsen foregik handel med røgelse, olie, vin og dyr til brug ved ofringerne (v. 12). Duen var det billigste offerdyr (3 Mos 5,7). Desuden var der vekselerere, hvor man kunne veksle de almindelige mønter om til dobbeltdrakmer for at betale tempelskat (jf. 17,24-27). De almindelige mønter med hedenske herskeres billede kunne ikke bruges i templet (jf. 2 Mos 20,4).2 21,31 Skøger: Prostituerede.2 21,33 Perse: Presse som druer eller andre frugter knuses i ved fremstilling af fx vin eller most.3 21,38 Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv: I jødisk lov fandtes der regler for, hvad der skulle ske med en ejendom uden ejer. Hvis denne ejendom ikke blev overtaget af arving inden for en bestemt tidsfrist, kunne den frit overtages af den, der kom først.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 141-145.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=perse
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Kapitel 22
| Uddybende noter |
| 22,16 Herodianerne er tilhængere af det herodianske dynasti. Mellem dem og farisæerne har der været et stærkt modsætningsforhold, men her kan de samarbejde, fordi de begge mener at Jesus er et problem.1 22,19 Alle måtte betale en denar om året, uanset indtægt.2 En denar var den normale dagløn for en arbejder på Jesu tid (Note fra Matt 20,2). |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 148.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Saddukæer
| Saddukæer |
| Som navnet antyder, førte saddukæerne selv deres oprindelse tilbage til Sadok, som kong Salomo indsatte som ypperstepræst, 1 Kong 2,35. Deres tilstedeværelse er dog først bevidnet i skriftlige kilder i det 2. årh. f.Kr., og med templets ødelæggelse i Jerusalem år 70 e.Kr. forsvinder de igen for altid. Saddukæerne var et præsteparti, hvis tilhængere hovedsageligt kom fra aristokratiets rækker, og det var måske nok så meget politiske som religiøse interesser, der forenede dem. De anerkendte landets politiske ledelse og forstod at holde sig på god fod med de skiftende herskere. Til gengæld fik saddukæerne lov til at beherske Det høje jødiske Råd, ligesom ypperstepræsten altid blev udpeget af deres midte. Men med farisæernes fremgang og stigende popularitet blev saddukæerne efterhånden nødt til at give afkald på både pladser og indflydelse i Rådet. Til forskel fra farisæerne var saddukæernes lære rent dennesidig (vedr. menneskets konkrete, fysiske tilværelse på jorden, Red.). Moseloven fortolkedes bogstaveligt, men man anerkendte ikke farisæernes udførlige mundtlige lovtradition. Saddukæerne troede ikke på et liv efter døden og prøvede derfor at fælde Jesus på et spidsfindigt spørgsmål om svogerskabsægteskabet, Mark 12,18–27. Lige så lidt troede de på dom efter døden eller på engle eller nogen åndelig verden. Paulus benytter sig af dette til at splitte Rådet, så det ikke kan enes om en anklage mod ham, ApG 23,6–8. Man kan undre sig over, at to så forskellige partier som farisæere og saddukæere kunne forenes i modstanden mod Jesus. |
Kapitel 23
| Uddybende noter |
| 23,5 Bederemme henviser til de små kapsler, indeholdende pergamentstykker med skriftsteder, som farisæerne bar i et bånd om panden (5 Mos 6,8). De brugte brede bånd, som var tydelige at se (jf. 6,5). Kvaster er en tøjdusk, som skal minde dem om loven (4 Mos 15,38-41; jf. 9,20; 14,36). Farisæerne gjorde dem ekstra lange for at vise deres fromhed udadtil.1 23,6 At sidde til højbords er at sidde ved værtens bord (jf. Luk 14,10).1 23,7-8 I v. 8 defineres rabbi som lærer. I sammenhængen er titlen rabbi et middel til anerkendelse og magt.2 23,15 Proselyt: Nyvunden tilhænger af en religion oprindelig en ikkejøde der overgår til jødedommen.3 23,23 Mynte, dild og kommen er af tre krydderurter og dermed af noget ubetydeligt.2 23,24 I sier myggen fra, men sluger kamelen er et billedligt udtryk, der spiller på, at man siede vinen, før man drak den for at fjerne urene smådyr. Med billedet vil Jesus sige, at de fokusere på detaljer og er opslugte af dem, mens de overser det betydningsfulde.2 23,27 I påsketiden var det almindeligt at kalke gravene hvide som en advarsel til dem, der besøgte Jerusalem. At komme for nær en grav betød, at man blev uren.1 |
2 Matthæus Evangeliet II, Credo, Torben Kjær, s. 175-185.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=proselyt
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 24
| Uddybende noter |
| 24,2 Profetien opfyldes i år 70 e.Kr.1 24,43 Romerne inddelte natten i fire nattevagter (Nattevagterne er fra 18-21, 21-24, 24-3, 3-6 morgen). (Note fra Matt 14,25) 24,49 Svirebrødre: Person som nogen plejer at drikke alkohol sammen med, fx på værtshuse.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svirebr%C3%B8dre
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
Kapitel 25
| Uddybende noter |
| 25,14-30 Forholdet til Luk 19,11-27 Denne lignelses forhold til lignelsen om de betroede talenter hos Matthæus er meget kompliceret og omdiskuteret. Der findes en række slående ligheder, som gælder helt ned i enkeltformuleringer: Luk 19,12 svarer til Matt 25,14 Luk 19,15b-23 – Matt 25,19-27 Luk 19,24b – Matt 25,28 Luk 19,26 – Matt 25,29 Der er også en række forskelle, som er: 1. Rammen: Lukas: Jeriko eller mellem Jeriko og Jerusalem, Matthæus: i Jerusalem. 2. Tilhørere: Lukas: folkeskaren, Matthæus: disciplene. 3. Lukas har en række detaljer, der ikke findes hos Matthæus, fx Luk 19,27. 4. Hos Lukas handler lignelsen om en konge, hos Matthæus om en forretningsmand. 5. Lukas har ti tjenere, Matthæus tre. 6. Hos Lukas betror kongen tjenerne et pund, hos Matthæus er der tale om forskellige antal talenter. 7. Hos Lukas er lønnen forskellig, hos Matthæus er den ens. 8. Af 286 ord hos Lukas og 302 hos Matthæus er der kun 66 sammenfaldende ord og udtryk. Forskningen har givet forskellige forklaringer på ligheder og forskelle. Nogle mener, at Lukas gengiver den oprindelige lignelse af Jesus, mens Matthæus har ændret og tilpasset den. Andre skønner, at Matthæus’ form er mere oprindelig, og at Lukas er ansvarlig for ændringer. En tredje mulighed er, at Jesu lignelse tidligt i overleveringen har antaget forskellige former, således at Matthæus og Lukas gengiver hver sin overlevering af den oprindelige lignelse. Problemet ved de tre nævnte løsninger er, at det forudsætter, at traditionen eller evangelisten har forholdt sig meget frit til den oprindelige lignelse af Jesus. Det er derfor bedre at foreslå en fjerde løsning, hvor ligheder og forskelle forklares ved, at Jesus ved to forskellige anledninger fortalte to lignelser, hvor han bevidst tog udgangspunkt i samme billedsprog, men gennem detaljerne alligevel fik forskellige pointer frem. Intet i de to tekster modsiger denne mulighed, men den afhænger naturligvis af fortolkerens grundlæggende vurdering af evangeliernes historiske troværdighed. (Note fra Luk 19,11-27) 25,15 En talent svarer til 6000 denarer. En talent var oprindelig en vægtenhed, men går over til primært at være en møntenhed.1 |
Kapitel 26
| Uddybende noter |
| 26,3 Kajfas var ypperstepræst fra 18-36 e.Kr.1 26,6 Simon den Spedalskes hus: Man kender ikke denne person.2 26,7 Alabastkrukke: En dyr flaske af gulligt glas.2 26,15 Tredive sølvpenge er sandsynligvis 30 denarer, der svarer til ca. en månedsløn.1 26,17 De usyrede brøds fest er påskefesten. Det usyrede brød var i påskemåltidet et symbol på det brød, Israels folk spiste under ørkenvandringen.2 26,36 Getsemane: Dette sted ligger ved Oliebjergets fod, på den anden side af Kedronbækken (Joh. 18,1). Det er en have med oliventræer.1 26,37 Zebedæussønner: Jakob og Johannes.2 26,53 Tolv legioner: En legion er 6.000 mand.1 26,59 Dømme ham til døden: Synedriet kunne dømme et menneske til døden, men ikke eksekvere dommen. Den magt var forbeholdt romerne.1 26,65 Da flængede ypperstepræsten sine klæder: Det at flænge sine klæder er her et udtryk for et stærkt oprør på Guds vegne.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 172-176.
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Kapitel 27
| Uddybende noter |
| 27,2 Pilatus var indsat af romerne som statholder (præfekt) over Judæa, Samaria og Idumæa (år 26-36 e.Kr.) Pilatus havde sin residens i Cæsarea ved Havet, men drog til Jerusalem og residerede der under påskefesten.1 Arkelaos, Herodes den Stores søn (2,22), blev afsat år 6 e.Kr. Derefter blev Judæa regeret af romerske statholdere indtil år 41 e.Kr., hvor Herodes agrippa I (sønnesøn af Herodes den Store) fik magten (ApG 12,1).2 27,6 Det er ikke lovligt: Der er sikkert tænkt på 5 Mos 23,18, der fortæller, at penge, der er erhvervet på en syndig måde, ikke må bringes ind i Guds hus. Tempelblokken er templets skatkammer. Blodpenge er penge, der har ført til død.1 27,7 Pottemagermarken ligger syd for Hinnoms Dal.2 27,16 Jesus Barabbas har deltaget i et oprør mod romerne (Mark 15,7).1 27,25 Lad hans blod komme over os og vore børn!: Det er en gammeltestamentlig vending, der betyder, at de tager ansvar for handlingen og erklærer sig villige til at bære den skyld, handlingen måtte indebære (Matt 23,35).1 27,26 Lod Jesus piske: Pilatus dømmer ham til døden ved korsfæstelse, og som praksis er, skal han piskes forinden. Pisken bestod af flere læderstrimler, der var forsynet med skarpe genstande i spidserne (af metal eller sten eller lignende), og denne form for piskning betød, at den dømtes hud og kød på ryggen blev flået op. Formelt hører vi ikke dommen, men overgivelsen til korsfæstelsen forudsætter denne dom og beskriver dens indhold. Johannes fortæller, at Pilatus lader Jesus piske under processen, mens han ifølge Matt 27,26 og Mark 15,15 bliver pisket efter domfældelsen. Der er ikke tale om den samme afstraffelse. Sherwin-White 1984, 27-28, gør opmærksom på, at romerne havde tre forskellige former for straf med piskning. Der var den lette form for piskning (fustigatio), der blev benyttet i forbindelse med mindre forbrydelser. Der var en mere brutal og hård piskning (flagellatio), der blev benyttet i forbindelse med alvorlige kriminelle handlinger, og der var den mest frygtede form for piskning (verberatio), der blev benyttet i forbindelse med andre former for straf og deriblandt korsfæstelse. Den piskning, som Johannes omtaler, er den milde form (fustigatio). Følgende faktorer peger i den retning. Pilatus finder, at Jesus er uskyldig, og han vil blot straffe ham for at imødekomme jøderne og for at sætte Jesus på plads. Det peger på en let form for piskning. Det er usandsynligt, at Pilatus ville udsætte Jesus for den hårde og brutale form for piskning (verberatio), før Pilatus har dømt ham, fordi den brutale form er alt for risikabel en form for straf. Den kan medføre døden, eller den kan svække den anklagede så voldsomt, at videre forhør er umuligt. Under processen bliver Jesus altså straffet med den »milde« form for piskning (fustigatio), og først efter domfældelsen bliver han straffet med den brutale form for piskning (verberatio), der kan medføre døden eller svække den dømte alvorligt og dermed sikre, at korsdøden ikke trækker unødvendigt længe ud.1 27,28 Skarlagenrød: Med klar, gennemtrængende orangerød farve.3 Mark 15,17 kalder den for en purpurkappe for at beskrive dens funktion som kongedragt. Purpurdragten er fyrsters og kongers dragt.1 27,32 Kyrene: En by ved Middelhavet vest for Egypten hvor der boede mange jøder.2 Det var praksis, at den dødsdømte bar korsets tværbjælke fra byen, hvor han var blevet dømt, og ud til retterstedet, som normalt lå uden for byen.1 27,33 Golgata er aramæisk.1 27,34 Vin at drikke, som var blandet med malurt: Mark 15,23 skriver, at vinen er krydret med myrra, men der er ingen modsætning, da malurt ikke er et stof, men en bitter smag. Med malurt beskriver Matthæus vinens smag, og med myrra beskriver Markus det stof, der giver den bitre smag.1 27,44 Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde: Luk. 23,39ff fortæller, at den ene af dem indser, at Jesus er Messias. Den mest sandsynlige forklaring er, at han først spotter, men senere på grund af Jesu ord fra korset og på grund af mørket indser, at Jesus er den, han udgiver sig for at være.4 27,45 Sjette time er ca. kl. 12 middag. Niende time er ca. kl. 15 eftermiddag. Markus fortæller, at romerne korsfæstede Jesus ved den tredje time ca. kl. 9 fredag formiddag den 15. nissan. Markus anvender jødisk tid, og jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, og de opdelte natten og dagen i tolv timer. Johannes fortæller, at Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse omkring den 6. time. Johannes anvender romersk tid, og romerne regnede døgnet fra midnat til midnat og opdelte døgnet i to gange tolv timer fra midnat til middag og fra middag til midnat. Omkring den 6. time er da omkring kl. 6 morgen. En oversigt ser således ud: Tidlig fredag morgen: Synedriet stadfæster sin dom over Jesus Tidlig fredag morgen: Processen hos Pilatus Tidlig fredag morgen ved sekstiden: Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse Fredag formiddag ca. kl. 9: Jesus korsfæstes Fredag fra ca. kl. 12-15: Mørke over landet Fredag ca. kl. 15: Jesus dør Fredag eftermiddag inden sabbatten: Jesus begraves.1 27,46 Elí, Elí! lemá sabaktáni er aramæisk.1 27,48 Eddikevin er billigt, og soldater drak dette.1 27,51 Forhænget i templet: Hebr 9,1-28 og 10,19-20 viser, at der er tænkt på det forhæng, der adskiller det Hellige fra det Allerhelligste. Spaltningen af forhænget har symbolsk betydning. Forhængets funktion var at markere en grænse i forhold til Gud. Vejen til det Allerhelligste var endnu ikke åbnet (Hebr 9,8). Intet menneske kunne gå gennem forhænget undtagen ypperstepræsten, der på den store forsoningsdag bar sonofferet ind i det Allerhelligste. Det spaltede forhæng forkynder da, at adgangen til Gud er fri. Det sker i dødsøjeblikket, fordi Jesus er det offer, der soner og udsletter synden (se vers 46). Matt 27,51 og Mark 15,38 fortæller om forhænget efter beskrivelsen af Jesu død, mens Luk 23,45 fortæller om forhænget før beskrivelsen af Jesu død. Dette er et godt eksempel på, at rækkefølgen i fortællingen ikke er kronologisk. Det er helt tydeligt, at det spaltede forhæng symboliserer adgang til Gud, og denne adgang skaffer Jesu død. Forhænget spaltes altså i det øjeblik, Jesus dør. De to begivenheder er samtidige.1 27,53 Den hellige by er Jerusalem.1 27,66 Sætte segl på stenen: Er et segl mellem sten og klippen, der skal brydes ved indbrud, hvilket vil afsløre, at folk udefra er brudt ind i graven.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 12, Erik Bang, Lohse, s. 181-184.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skarlagenr%C3%B8d
4 Markus Evangeliet, Credo, Torben Kjær, s. 239
Bibelmaraton