Lukas interviewede øjenvidner for at give en biografi af Jesus Kristus, med alle begivenhederne i kronologisk rækkefølge (Luk 1,1-3).
Baggrundsinfo
Introduktion
Lukas er historikeren blandt evangelieforfatterne. Han viser det både ved sine kildestudier og ved sin præsentation af stoffet. Han ønsker at give en sammenhængende fremstilling af Jesu liv fra fødsel til opstandelse, og han er optaget af at se evangeliet i relation til menneskeslægtens historie. Frelsen er tiltænkt alle folkeslag. Det lød allerede ved englesangen julenat. Frelsen sker i overensstemmelse med Guds plan. Simeon siger i sin lovsang: “Mine øjne har set din (Guds) frelse” (2,30), og han tilføjer, at Jesus vil blive “et lys til åbenbaring for hedninger” (2,32). I Lukasevangeliets sidste kapitel understreges det, at med udgangspunkt i Jerusalem skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.
Lukas var af hedensk afstamning og er således den eneste forfatter i NT, som ikke tilhørte Israels folk. Ifølge kirkehistorikeren Eusebius var han født i Antiokia i Syrien, som havde en central placering i den første kristne menighed (ApG 11,26; 13,1-3). Måske er han blevet omvendt gennem de medlemmer af menigheden i Jerusalem, som flygtede til Antiokia efter Stefanus’ død. Af profession var han læge (Kol 4,14).
Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er et dobbeltværk. I ApG 1,1 henviser forfatteren til min første bog. Når Lukas skriver sit evangelium for Theofilus (Luk 1,3) og også omtaler ham i begyndelsen af Apostlenes Gerninger, betyder det ikke, at han kun tænker på den mand med sine to værker. Den højtærede Theofilus havde formentlig en højtstående stilling i samfundet. På den tid var det ikke ualmindeligt, at en forfatter tilegnede sit værk til en betydelig person, for at denne skulle sørge for den første udbredelse af skrifterne. Lukas sigter klart på en bredere læserkreds måske primært af hedensk afstamning. Det fremgår bl.a. af, at han flere steder i sit evangelium forklarer forskellige detaljer, der ville være overflødige for en jødisk læserkreds.
Lukas slutter Apostlenes Gerninger med, at Paulus befinder sig i et åbent fangenskab i Rom (ca. år 62). Det naturligste er derfor, at Apostlenes Gerninger er affattet samtidig med Paulus’ fangenskab. Det forklarer også, at hverken Paulus’ martyrium eller Jerusalems ødelæggelse er nævnt. Det betyder, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er skrevet i begyndelsen af 60′erne. Lukas fremstiller Jesus som alle menneskers frelser. Med forkærlighed understreger han, at Jesus er tolderes og synderes ven. Han skildrer en række navngivne enkeltpersoner og omtaler specielt kvinderne i discipelkredsen. Lukas advarer mod rigdom, det at prioritere materielle værdier højere end forholdet til andre mennesker. Omtalen af Helligånden har en stor plads hos Lukas. Flere steder nævnes Jesu åndsudrustning (4,1), og disciplene skal vente på at blive iført kraft fra det høje (24,49), et tema der videreføres i Apostlenes Gerninger. Lukas omtaler Jesu bøn oftere og fyldigere end de andre evangelister (3,21 mfl.). Ni gange nævnes det, at Jesus bad. To af Jesu lignelser handler om bøn (11,5-13; 18,1-8). Også forbønnens betydning understreges (22,40 mfl.). Lukas nævner flittigt ordet glæde. Englenes budskab handler om en glæde for hele folket (2,10). Når en synder omvender sig, bliver der glæde i himlen (15,7.10.32). Omtalen af Jesus som Herre har også en stor plads. Han er ikke bare Davids søn, men også Davids herre (20,41-47).
Lukasevangeliet kan inddeles:
1. Lukas, en historiker i arbejde (Luk 1,1-4)
2. Fødsel, barndom og forberedelse til tjeneste (Luk 1,5-4,13)
3. Jesu virksomhed i Galilæa (Luk 4,14-9,50)
4. Jesus på vej til Jerusalem (Luk 9,51-19,27)
5. Jesus i Jerusalem (Luk 19,28-21,38)
6. Jesu lidelse, død og opstandelse (Luk 22,1-24,53).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Lukasevangeliet
Begivenhederne finder næsten udelukkende sted i nærheden af Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget. Bogen åbner med Jesu fødsel i Judæa, hvor Herodes var udpeget til konge af Romerriget. De afsluttende kapitler slutter med Jesu død, opstandelse og himmelfart under Pontius Pilatus og tetrarkerne Antipas og Filips styre.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,3 Theofilus var et kendt navn i det 1. århundrede og blev brugt om både jøder og hedninge.1 1,5 Herodes reagerede fra år 37-4 f.Kr.2 Den Munk i middelalderen, som beregnede årstallet for Jesu fødsel, og hvis tidsregning vi stadig følger, beregnede nogle år forkert, sådan at Jesus reelt blev født nogle få år tidligere, end vores tidsregning anfører.1 Fra gammel tid (1 Krøn 24,7-19 og 2 Krøn 8,14) var præsterne inddelt i 24 skiftehold, som gjorde tjeneste i Templet én uge ad gangen to gange årligt. Abijas skifte er det 8. af disse skiftehold. Efter det babylonske fangenskab vendte kun 4 skifter tilbage (Ezra 2,36-39), men man rekonstruerede ordningen, så der igen blev 24 hold med de gamle navne (jf. Neh 12,1-7).1 Zakarias er en ganske almindelig præst, altså ikke ypperstepræst (3,2) eller på anden måde blandt de ledende præster.1 1,9 Kun én gang i en præsts levetid blev han udvalgt til at bringe det daglige offer. Røgelsessofferet blev bragt morgen og aften (2 Mos 30,7-8). Det fremgår ikke her, om det er morgen- eller aftenofferet, der er tale om, men omtalen af folkemængden, der venter udenfor (1,10. ApG 3,1) tyder på, at det er aftenofferet. Udvælgelsen af præsten skete ved lodtrækning, og ikke alle præster var så heldige at leve længe nok til at opnå dette betroede hverv. I sin alderdom oplever Zakarias så, at loddet falder på ham. Den vigtigste opgave i hans præstegerning bliver betroet ham. Rent praktisk gik han sammen med fire andre præster ind i det hellige rum, hvor kun præsterne måtte komme, og forberedte offeret. Der blev han så efterladt alene for at forrette den hellige handling og fremsige de bønner, der var forbundet med det.1 1,11 Røgelsesofferalteret: Se illustration nedenfor. 1,13 Johannes betyder: Herren er nådig.1 1,15 Han må ikke drikke vin og øl: Ligesom nasiræerne (4 Mos 6,1-21).2 1,17 Johannes’ profetiske tjeneste uddybes nu med tre konkretiseringer. Han skal gå foran, skal vende og skal gøre rede. Verset hentyder til Malakias’ bog, hvor Herrens engel, Elias, skal komme forud for Herrens dag, og hvor han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre (Mal 3,1.23-24). Jøderne ventede en genopstået Elias, men det afviste Johannes, at han var (Joh 1,21). Alligevel forstår evangelierne Johannes som en opfyldelse af Malakias’ profeti (Luk 7,27. Matt 11,14). Han er en profet af Elias’ format, eller som det hedder her: Han går foran Herren i Elias’ ånd og kraft.1 1,31 Navnet Jesus var et kendt jødisk drengenavn (hebraisk: Josva), som betyder: Herren er frelse.1 1,33 Jakobs hus betegner det jødiske pagtsfolk.1 1,39 En rejse af 3-4 dages varighed.1 1,43 Forundes: Give mulighed for eller lov til, ofte som gunstbevisning eller privilegium.3 1,59 Omskærelsen foregik efter GT’s befaling på ottendedagen (1 Mos 17,10-12).1 1,75 Åsyn: Forsiden af hovedet med pande, øjne, næse, mund, kinder og hage.4 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 13, Børge Haahr Andersen, Lohse, s. 128-129
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forunde
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5syn
Illustration: Røgelsesofferalteret
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,1-3 Der er usikkerhed om, hvilken folketælling Lukas refererer til. Man mangler bekræftelse fra andre kilder på, at der var en verdensomspændende folketælling ved slutningen af Herodes regeringstid, men der er mange bekræftelser på, at kejser Octavian, som var Roms enehersker fra 27 f.Kr.-14 e.Kr. (og som fik tilnavnet Augustus, den ophøjede), gjorde meget for at registrere indbyggerne i sit mægtige rige med henblik på skatteudskrivninger. En samtidig kilde nævner Kvirinius som en dygtig administrator og hærfører, og at han fra 6-9 e.Kr. var statholder i Syrien. Muligvis har han også haft en tidligere periode (år 4-1 f.Kr.), eller han har været den ansvarlige administrator for folketællingen i Syrien og Israel. Denne folketælling omtales som den første. Lukas nævner en senere (ApG 5,37). En folketælling var en magthandling, som cementerede undertrykkelsen og den økonomiske udnyttelse af det jødiske folk. Ifølge ApG 5,37 forårsagede en senere folketælling et oprør. Måske er det for ikke at provokere mere end højst nødvendigt, at romermagten her tillader en folketælling i overensstemmelse med jødisk skik og brug, hvor man registreres ud fra slægt og hjemstavn. Mange nævner folketællingen som eksempel på en historisk fejl i Lukasevangeliet. Siden Schürer (1890, ifølge Bock, s.903-909) har man nævnt fem ting, der gjorde Lukas’ oplysning historisk problematisk: 1. En omfattende folketælling i hele Romerriget kendes ikke ellers. 2. Ingen romersk kejser ville befale Josef at rejse til Betlehem. 3. Under Herodes den Store ville en folketælling være usandsynlig, da jøderne under ham havde relativ stor selvstændighed. 4. Josefus kender ikke nogen folketælling før år 6 e.Kr. Denne resulterer i en jødisk opstand, og det antyder, at det var første gang, romerne brugte dette middel. 5. Kvirinius var ikke statholder på det tidspunkt ifølge Josefus og Tacitus lister. Ad 1: Der er mange eksempler på, at Rom ønskede at registrere indbyggere (og dermed skatteydere) i hele riget, og det er muligt, at Lukas’ formulering henviser til kejserens generelle ønske om at få registreret indbyggerne i hele riget, men at de konkrete tællinger skete på hver sit tidspunkt i de forskellige dele af det romerske rige. Ad 2: Der er eksempler på, at lokale folketællinger foregik efter det pågældende lands skik, og i en jødisk kultur vil det være naturligt at blive registreret efter familie og hjemstavn. Ad 3: Der er eksempler på, at romerne også foretog folketællinger i vasalstater, dvs. i lande med lokalt indsat hersker, men under romersk overherredømme. Ad 4: Bemærkningen hos Josefus udelukker ikke tidligere folketællinger. Der kan være andre grunde til, at folketællingen år 6 resulterer i en opstand. Ad 5: Mellem år 4 og 1 f.Kr. mangler der oplysning om, hvem der er statholder. Det er muligt, at folketællingen er påbegyndt under Kvirinius’ forgænger, Varus, og fuldført af Kvirinius. En anden mulighed er, at êgemoveuntos i denne sammenhæng ikke betyder statholder, men administrator, og at Kvirinius er den, der af Rom er blevet indsat til at være ansvarlig for folketællingen. Ordet har en bred betydning (hersker, befalende) og kan ud over statholder henvise til andre romerske embedsmænd med ledelsesopgaver.1 2,7 Krybbe: Fastsiddende, langstrakt trug eller anden åben beholder hvorfra husdyr i en stald æder foder.2 Matt 2,11 siger: Og de gik ind i huset: Dette har man set som en modsætning til Luk 2,7, der fortæller, at der ikke var plads til Josef og Maria i herberget, og at Jesus blev født og lagt i en krybbe. Det græske ord katalyma, som DO har oversat med ”herberget”, refererer til et gæsteværelse, og der er tænkt på, at Josef og Maria får husly hos en bonde. Huset har været delt i to dele. I den ene del boede familien. I den anden del var dyrene, og krybben markerede grænsen mellem de to dele. Der var også et gæsteværelse – måske på første sal – men det var allerede optaget. Josef og Maria har da fået plads i den beboede del af huset, og da Jesus er blevet født, lægges han i krybben, der deler de to rum. Forstået på den måde er der ingen modsætning mellem Matt 2,11 og Luk 2,7. En anden mulighed er, at Josef og Maria er flyttet efter fødslen, og det passer med, at de vise mænd kommer flere måneder efter, at Jesus er født. (Note fra Matt 2,11) 2,8 Hyrder var en social underklasse i Israel med et hårdt og dårligt lønnet arbejde. Deres arbejde gjorde det vanskeligt for dem at overholde jødernes sabbats forskrifter m.m., og derfor blev de af farisæerne, vurderet som åbenlyse syndere, på linje med toldere, prostituerede m.fl.3 Hjord: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.4 2,21 Omskærelsen foregik efter GT’s befaling på ottendedagen (1 Mos 17,10-12). (Note fra Luk 1,59). 2,22 Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået: Ifølge Moseloven (3 Mos 12,1-5) var kvinden uren de første 40 dage efter en fødsel, og måtte først efter en renselse betræde templet.3 2,48 Ængstelig: Urolig fordi man er bange, nervøs el.lign.5 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=krybbe
3 Bibelværk for menigheden Bind 13, Børge Haahr Andersen, Lohse, s. 135-137
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hjord
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A6ngstelig
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,1 Kejser Tiberius’ femtende regeringsår placerer os år 28-29 efter Kristus.1 De romerske kejser reagerede ved at indsætte deres egne betroede folk, som guvernører, eller statholdere i de forskellige regioner, eller ved at indgå aftaler med lokale nationale ledere. Pilatus blev valgt og indsat af romermagten i år 26. Han kom til at spille en ikke uvæsentlig rolle i Lukas’ to skrifter (13,1; 23,1-7.11-13.20-25.52. ApG 3,13; 4,27 og 13,28). Josefus beskrev ham som en hård og brutal regent over det jødiske folk (jf. Luk 13,1f).2 Herodes Antipas regerede fra 4 f.Kr.-39 e.Kr. og var søn af Kong Herodes den Store, som nævnes i 1,5. Lysanias kender vi ikke fra andre kilder.1 3,2 Annas var ypperstepræst fra år 6-15, hvor han blev afsat af romerne. Men han øvede fortsat stor indflydelse gennem en række af sine sønner og svigersønnen Kajfas, som var ypperstepræst år 15-36.1 3,12 Tolderne, som var jøder, der var gået i besættelsesmagtens tjeneste som skatteopkrævere. Jøderne foragtede dem både af politiske årsager, og fordi deres erhverv bragte dem i konflikt med de jødiske renhedsforskrifter, pga. deres omgang med uomskårne hedninger. Endelig var tolderne kendt for at udnytte deres position til at opkræve mere, end besættelsesmagten fordrede, for at kunne stikke det i egen lomme (jf. 19,8).2 3,17 På tærskelpladsen brugte man kasteskovlen til at smide kornet op i luften, så de tunge kerner faldt ned, og avnerne blæste bort i vinden (Sl 1,4).2 3,19 Herodes Antipas’ ægteskab med Herodias var problematisk af flere grunde. Begge var gift i forvejen, og ægteskabet kom derved i stand ved et dobbelt ægteskabsbrud. Derudover var de nært beslægtede og brød loven om blodskam (3 Mos 18,16; 20,21).2 Angående bibelkritikeres kommentarer til dette vers, se uddybende note til Matt 14,3 og Mark 6,14-17. 3,23-38 Sammenligner man med slægtstavlen hos Matthæus, er der forskelle i de første slægtled før Jesus. Den mest nærliggende forklaring herpå er, at Matthæus, som fortæller fra Josefs synsvinkel, gengiver Josefs slægtstavle og altså understreger, at Jesu adoptivfar også var af Davids og Abrahams slægt. Lukas har Maria som synsvinkel og kilde. Sprogligt kan v. 23b oversættes sådan: Han var søn (man mente, det var af Josef) af Eli …, sådan at »af Eli« ikke lægger sig til Josef, men til »han var«. I givet fald fortælles, at offentligheden troede, at Josef var Jesu far, men i virkeligheden var han biologisk søn af Eli (Marias far).1 |
2 Lukas Evangeliet I, Credo, Børge Haahr Andersen, s. 108-116
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Kapitel 4
Illustration: Synagogen og jødiske gudstjenester
I andre byer end Jerusalem var synagogen centrum for jødisk tilbedelse på Kristi tid. Synagoger var placeret i de fleste af de større byer i Israel. Selvom der er meget lidt tilbage af den oprindelige synagoge fra det første århundrede i Nazareth, findes der omfattende arkæologiske fund af en typisk jødisk synagoge i byen Gamla, som ville have haft meget til fælles med de synagoger Jesus besøgte i Nazareth og andre byer.
Denne illustration er baseret på udgravningen af synagogen i Gamla, en af de ældste i Israel. Byen Gamla lå 9,7 km nordøst for Genesaret Sø. Den blev ødelagt af romerne i 67 e.Kr., tidligt i det jødiske oprør.
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,12-14 Det græske ord for spedalskhed (lepra) dækker over mere end det, som i dag forstås ved spedalskhed. Det kunne også dække knap så alvorlige sygdomme, såsom psoriasis, ringorm m.m. Derfor var der i Moseloven den bestemmelse (3 Mos 13-14), at hvis nogen blev rask efter at være blevet erklæret spedalsk, skulle man undersøges af en præst og derefter bringe et offer, hvorefter man så kunne genoptages i det sociale og religiøse liv. Den egentlige spedalskhed var uhelbredelig, og da man ikke vidste, hvordan den smittede, var den omgærdet af så megen frygt, at spedalske blev udstødt af samfundet og ikke måtte komme i nærheden af bebodede områder.1 5,19 Et typisk hus i Israel havde et fladt tag, som samtidig tjente som opholdssted i det fri. Kun Lukas nævner den detalje, at taget var af tegl. Sandsynligvis var taget lavet af flettede grene, som var lagt over de bærende stolper og klistret sammen af tegl, dvs. tørrede lerplader.1 5,27 Levi er den samme som apostlen Matthæus.1 5,33 Faster ofte: Inden for farisæernes rækker blev det fast praksis at faste hver mandag og torsdag (18,12).1 |
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,2 Hvorfor gør I noget, som ikke er tilladt på en sabbat?: Det var ikke det at plukke og spise aks fra en fremmed mands kornmark, der var det anstødelige, for det var eksplicit tilladt ifølge loven (5 Mos 23,26). Men gåturen stred mod den jødiske traditions udlægning af det fjerde bud om ikke at arbejde på sabbatsdagen (2 Mos 20,8-11). I den jødiske overlevering, Mishnah, er der en liste med 39 eksempler på, hvad der er at betragte som arbejde. Ikke mindre end fire af disse bliver overtrådt af Jesu disciple: De har høstet, tærsket, renset aks og tilberedt mad!1 6,4 Skuebrødene: Se illustration nedenfor. 6,14-16 Se tabel nedenfor. 6,29 Kjortlen er en slags lang skjorte, man bar inderst på kroppen. (Note fra Matt 10,10) 6,38 Mål: mængde; portion.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%A5l
Faktaboks: Zelot
| Zelot |
| Ordet betyder ivrig eller nidkær. Det nationalistiske og religiøse zelotparti nævnes første gang i en opstand omkring år 7 e.Kr., ApG 5,37, selv om man tidligere har hørt om personer, der brændte af nidkærhed for Herren. Zeloterne forventede en politisk Messias, undlod at betale skat til kejseren (jf. Mark 12,14) og ville i modsætning til de mere forsigtige farisæere sætte sig op imod romerne med magt. Deres oprør blev den direkte anledning til Israels undergang. En af Jesu disciple bar navnet Simon Zelotes eller Kana’anæeren, der hentyder til det samme, Luk 6,15; Matt 10,4. |
Illustration: Bordet til skuebrødet
Tabel: Apostellisterne
Simon Peter: Lukas nævner, at det var Jesus, der gav Simon navnet Peter, som betyder klippe.
Andreas: Peters bror, som også var fisker, men som vi ellers hører meget lidt om i evangelierne (Mark 1,16.29; 13,3. Joh 1,40.44; 6,8; 12,22)
Jakob og Johannes: Det andet broderpar var også fiskere og arbejdskammerater til Peter og Andreas (5,10). En interessant detalje er, at de var Jesu fætre, idet deres mor, Salome, er Marias søster (jf. Mark 15,40. Matt 27,56. Joh 19,25). I Mark 3,17 har de tilnavnet Tordensønner. Jakob blev én af de første martyrer (ApG 12,1-2), Johannes fik derimod et langt liv (Joh 21,20ff.). Peter, Jakob og Johannes var de mest betroede blandt de tolv. Visse oplevelser blev kun betroet dem (8,51; 9,28. Matt 26,37).
Filip nævnes kun sjældent i NT (Joh 1,43-48; 6,5-7; 14,8-9).
Bartholomæus nævnes kun sammen med Filip, og da Filip i Joh 1 optræder sammen med en Natanael, er det nærliggende at antage, at det er samme person. I Joh 21,2 nævnes Natanael i en gruppe, hvor der ellers kun er apostle.
Matthæus er efter al sandsynlighed den, vi allerede kender i Lukasevangeliet under navnet Levi
(se 5,27-32), tolderen.
Thomas er også kendt under navnet Didymos (Joh 11,16; 20,24; 21,2).
Det er Johannesevangeliet, der fortæller mest om Thomas.
Jakob, Alfeus’ søn: Denne Jakob må adskilles fra Zebedæussønnen Jakob og også fra Jesu bror Jakob, som først blev discipel efter Jesu død (Joh 7,5).
Simon har det interessante tilnavn zeloten, hvilket tyder på, at han har tilhørt den militante befrielsesgruppe, Zeloterne, der ønskede at bekæmpe romerne med magt.
Judas, Jakobs søn, er sandsynligvis den samme som Thaddæus. Han omtales sjældent i evangelierne (Joh 14,22).
Judas Iskariot: Tilnavnet er sandsynligvis en hentydning til et område i Judæa (Josva 15,25: Kerijot). Dermed bliver Judas den eneste af apostlene, der ikke stammer fra Galilæa. Alle nævner som tilføjelse om Judas, at han blev forræder (jf. Mark 14,10. Matt 26,14. Joh 6,70-71; 12,4-6; 13,2.29; 18,2-5).
Lukas Evangeliet I, Credo, Børge Haahr Andersen, s. 173-174
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,1-10 Efter bjergprædikenen fortæller Matthæus om helbredelsen af en spedalsk, en beretning, Lukas allerede har fortalt i 5,12-16. Det er mest nærliggende at forklare det med, at Matthæus har samlet forskellige undere efter bjergprædikenen, mens Lukas her har en mere kronologisk rækkefølge. En forskel mellem Matthæus og Lukas er, at kun Lukas fortæller om det mellemlag, de jødiske ældste udgør mellem officeren og Jesus (7,3-6). Hvorfor Matthæus ikke gengiver den del af beretningen, er ikke nemt at vide. Men som den står hos Lukas, får man den interessante detalje med, at der findes en højtstående soldat i Kapernaum, som faktisk er på meget god fod med den lokale befolkning. Mere omdiskuteret er forholdet mellem Matthæus/Lukas og Johannes. Er det den samme eller er det to forskellige begivenheder? Der er en række ligheder, som er slående. I begge tilfælde helbredes et menneske på afstand takket være en hednings bøn. Men der er også forskelle: 1. Joh 4,46 nævner både Kana og Kapernaum, mens Luk 7,1 og Matt 8,5 kun nævner Kapernaum. 2. Matt 8,5 og Luk 7,2 nævner en officer, Joh 4,46 en kongelig embedsmand. 3. Matt 8,6.8.13 og Luk 7,2.3.10 nævner en tjener, mens Joh 4,46.47.50.53 taler om en søn. 4. Jesu første respons er meget forskellig: Matt 8,7: Jeg vil komme og helbrede ham. Luk 7,6: Jesus gik så med dem. Joh 4,48: Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke. 5. Johannes fremhæver ikke officerens tro, modsat Luk 7,9 og Matt 8,10. Til gengæld fortæller Johannes, at han og hele hans husstand kom til tro. Disse forskelle er så markante, at vi må have at gøre med to forskellige begivenheder. Jesus helbreder en kongelig embedsmands søn, sikkert en jøde, ansat som én af Herodes Antipas’ betroede medarbejdere. Og ved en anden lejlighed helbreder han en hellenistisk officers tjener i Kapernaum. Begge gange sker helbredelsen, uden at Jesus er i nærheden af den syge.1 7,2 Officer: Det græske ord betyder hundredefører og angiver hans militærer rang. Mens en almindelig soldat havde en årsindtægt på 75 denarer, så tjente hundredeførere imellem 3750 og 7500 denarer.1 7,24 Et siv, der svajer for vinden: Et billede på et menneske uden rygrad, én, der snakker folk efter munden.1 7,36-50 De tre andre evangelier fortæller om en kvinde, der salver Jesu fødder. Det foregår kort før Jesu død i Simon den Spedalskes hus. Fitzmyer (s. 684f.) har en lang argumentation for, at Lukas eller traditionen før Lukas har bearbejdet beretningen om kvinden, der salver Jesus, placeret den i Jesu Galilæa-periode og udvidet den med en lignelse og en teologisk diskussion med farisæerne. Argumenterne er følgende: 1. Lukas har ikke en fortælling om kvinden, der salver Jesus, i lidelseshistorien som de andre evangelister. 2. En unavngiven kvinde med blakket fortid salver Jesus. 3. Jesus sidder til bords. 4. En alabastkrukke med salve (alle på nær Johannes). 5. Værten hedder Simon (alle på nær Johannes). 6. Tilhørerne reagerer kritisk. 7. Jesus tager kvinden i forsvar. 8. Fødderne salves og tørres med håret (Lukas og Johannes). 9. Fokus på penge (alle på nær Lukas). Disse fælles træk skal så afvejes i forhold til forskellene: 1. Det er vidt forskellige situationer. Hos Lukas er det i Galilæa ved et måltid hos en farisæer. I de andre evangelier er det i Jesu sidste uge i Jerusalem i Simon den Spedalskes hus. 2. Matthæus og Markus taler om, at kvinden salver Jesu hoved, ikke fødderne som hos Lukas. Dog taler Johannes også om, at fødderne salves. 3. Joh 12,1-3 identificerer kvinden med den fromme Maria fra Bethania. Hos Lukas er det en kvinde, der lever i synd. 4. Reaktionen er meget forskellig. Hos Matthæus og Markus er det diskussionen om spild af dyr salve, hos Lukas om Jesu fællesskab med syndere. 5. Centrum hos Lukas er lignelsen om de to skyldnere, som ikke findes hos de andre. 6. Hos Lukas ses kvindens handling som en kærlighedsgerning, der udspringer af hendes møde med Jesu forkyndelse af Guds tilgivelse. De andre taler om kvindens gerning som en forberedende salving forud for Jesu begravelse. 7. Konklusionen er meget forskellig. Matthæus og Markus taler om, at kvindens gerning skal huskes, Lukas refererer diskussionen om, hvem Jesus er, siden han kan tilgive synd. Det lægger op til en klar konklusion. Matthæus, Markus og Johannes fortæller den samme beretning om en salving, der finder sted kort før Jesu død. Lukas har en helt anden beretning på et helt andet tidspunkt i Jesu tjeneste, hvor en kvindes hengivenhed over for ham bliver anledning til en teologisk diskussion mellem Jesus og farisæerne.1 7,37 Edersheim (ifølge Bailey, 1980, s. 8), en messiansk jøde, som i sidste århundrede skrev flere værker om jødisk kultur og historie på Jesu tid, nævner, at alabastkrukken med olie eller parfume, båret i en snor om halsen, hørte med til en prostituerets udstyr. Hvis det er en sådan krukke, hun tømmer, får handlingen endnu mere markant betydning. Nu har hun ikke brug for den mere!1 7,38 Tørrede dem med sit hår: At en kvinde løsner sit hår i et selskab, hvor der er andre end hendes ægtemand til stede, er en uhørt blufærdighedskrænkelse.1 Hun kyssede hans fødder. I en kultur, hvor fødderne er urene, er det en selvydmygelse. Den ringeste slave kunne løsne sandalremmen eller vaske gæsternes fødder. En discipel kunne gøre det samme for at ydmyge sig over for sin lærer. Men at kysse fødderne var den største ydmygelse, man kunne tænke sig.1 7,41 Fem hundrede denarer svarer ca. til tå års løn til en daglejer (Matt 20,2). Halvtreds er ca. to måneders løn.1 |
Faktaboks: Fodvaskning
| Fodvaskning |
| Fodvaskning var i første omgang en praktisk foranstaltning i et land, hvor man gik med sandaler. Samtidig var det udtryk for gæstfrihed at hente vand og eventuelt lade en slave vaske gæsternes fødder. I Luk 7,36–50 fortælles, hvordan Jesus først modtages uden dette bevis på høflighed af farisæeren Simon, og hvordan en synderinde derefter i stor hengivenhed væder hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem. Endelig beretter Joh 13 om, hvordan Jesus ved det sidste aftensmåltid vasker disciplenes fødder. Denne ydmyge handling står på den plads, hvor de andre evangelier har nadverens indstiftelse, og den er derfor blevet genstand for forskellige tolkninger. Nogle ser en forbindelse til nadveren eller til dåben, ja, der er endda kirkesamfund, der har et særligt fodvaskningsritual. Efter Jesu egne ord må denne handling dog først og fremmest ses som et eksempel på hans tjenersind. Den kommer derved dels til at pege på hans forestående offerdød og dels til at tjene som et forbillede for kristen næstekærlighed i hans efterfølgelse, Luk 22,27 og Mark 10,35–45. |
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,26-39 Parallelberetningen hos de to andre synoptikere har samme hovedpointer, men dog med forskellige detaljer. Markus beretter meget udførligt, mens Matthæus her er meget kortfattet. Matthæus fortæller, at der var to besatte. Markus og Lukas fokuserer udelukkende på den ene, men det behøver ikke at udelukke, at der kunne have været to. Et andet spørgsmål er landområdets navn. Håndskrifterne hos Matthæus, Markus og Lukas har tre forslag, men der er forskel på tyngden og alderen af de håndskrifter, der støtter de tre læsemåder: 1) gadarenes land, 2) gerasenernes land og 3) gergesenernes land. Ad 1: Gadara (i dag: Umm Qeis) ligger et sted, der passer til beskrivelsen (huler, tæt ved Gennesaret Sø). Josefus nævner bl.a. denne by. Ad 2: Man kan lokalisere en by med navnet Gerasa (i dag: Jerash), som ligger 50 km fra Gennesaret Sø. Hvis det er denne mulighed, så forudsætter det, at hele området blev benævnt ud fra denne by. Ad 3: Origenes og en række håndskrifter, der støtter sig til ham, foreslår en anden by, der hed Gergesa (i dag Kursi eller Kersi) og som også lå tæt ved søen. I Matt 8,28 støtter de ældste håndskrifter læsemåden: Gadara. Mark 5,1 og Luk 8,26 har derimod mest støtte til læsemåde Gerasa. Man kan forestille sig, at Markus og Lukas har benævnt egnen gerasenernes land ud fra den største og mest kendte by i området, mens Matthæus har nævnt den mindre kendte landsby tæt ved søen: Gadara. På Origenes tid er begge lokaliteter blevet så ukendte, at han ændrer det til Gergesa, fordi denne by er mere kendt.1 8,30 Legion = 6000.2 8,32 At der var svin, viser at vi er i hedensk område. Svinet var for jøden et urent dyr. (Note fra Mark 5,11) 8,41 Der var normalt flere ansvarlige for synagoge gudstjenesten, men den hovedansvarlige var synagogeforstanderen.1 8,44 Kvasten på hans kappe er en tøjdusk, som skal minde bæreren om Guds bud, 4 Mos 15,38-41; Jf. Matt 14,36; 23,5. (Note fra Matt 9,20) 8,52 Alle græd og jamrede over pigen: Der var professionelle grædekoner. Det var en del af ritualet ved dødsfald, at grædekoner blev tilkaldt. (Note fra Mark 5,38) |
2 Bibelværk for menigheden Bind 13, Børge Haahr Andersen, Lohse, s. 161
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,5 Ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd: Når jøder forlod hedensk landområde, så rystet de støvet af for at markere forskellen, på at være uren hedning og at tilhøre det hellige folk. At udføre sådan en handling i en jødisk landsby var en provokerende tilkendegivelse af, at de ansås byen for hedensk, uren og under Guds dom.1 9,7 Landsfyrsten Herodes: Mens Judæa var under direkte romersk administration (Pilatus), regeres Galilæa fra år 4 f.Kr.–39 e.Kr. af Herodes Antipas, én af Herodes den Stores sønner. Markus (6,14) og Matthæus (14,9) bruger den folkelige betegnelse, konge, mens Lukas bruger hans præcise titel landsfyrste eller ordret fjerdedelsfyrste.1 9,10 Betsajda: En by ved det nordøstlige hjørne af Genesaret Sø.1 9,52 Samaritanere var efterkommere af de jøder og ikke-jøder, som blev boende i landet, da jøderne blev ført bort til Babylon år 587 f.Kr. De blev foragtet af de ægte jøder, fordi de var gået på kompromis med deres jødiske tro. De var bosat mellem Galilæa og Jerusalem i det område, der i dag er blevet kendt som Vestbredden. Deres helligsted var bjerget Garizim, og de anerkendte ikke helligdommen i Jerusalem. Af GT var det kun Mosebøgerne, de anså for helligskrift. Normalt rejste jøderne uden om Samaria på vej til Jerusalem, men Jesus vælger altså at rejse gennem dette område (2 Kong 17,24-41. Luk 17,11-19. Joh 4,9).2 9,62 Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige: Jesus bruger et ordsprog eller en lignelse, som er kendt for den daværende tilhører. At pløje i Israel var et hårdt fysisk arbejde, som krævede fuld koncentration. Med den ene hånd styrede man ploven, i den anden havde man den pisk, hvormed man styrede okserne. Sådan må en discipel være opmærksom på de fremadrettede værdier (Guds rige), og ikke de bagudrettede (forventninger og værdier i det miljø, man kommer fra). Jøderne så sig tilbage under ørkenvandringen (2 Mos 16,3), og deres eksempel fremhæves ofte som et advarende eksempel for menigheden.2 |
2 Lukas Evangeliet II, Credo, Børge Haahr Andersen, s. 14-18.
Faktaboks: Samaritaner
| Samaritaner |
| Befolkningen i landsdelen Samaria var et blandingsfolk. Efter at det israelske Nordrige var faldet for assyrerne i år 722 f.Kr., blev størstedelen af indbyggerne deporteret. Assyrernes politik gik ud på at forflytte folkeslagene og blande dem, og det lykkedes også i dette tilfælde. De tilbageblevne jøder i Samaria giftede sig ind i de tilflyttede familier fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim, og efterhånden blandedes religionerne sammen (2 Kong 17). Den jødiske gudsdyrkelse synes dog at have fået overvægten. Sydrigets beboere var for sin part blevet deporteret til Babylon år 597, og da de efter persernes magtovertagelse begynder at vende tilbage for at bosætte sig i Jerusalem på ny og bygge templet op igen, møder de stor modstand fra samaritanerne. Disse ender med at bygge deres eget tempel på bjerget Garizim og fortsætter med at tilbede og holde påske der, også efter at dette tempel ødelægges af jøder i 128 f.Kr., Joh 4,20. Samaritanernes bibel består kun af de fem Mosebøger, som på visse punkter viser sig at ligge nærmere op ad den gamle græske oversættelse af GT end ad jødernes hebraiske tekst. På Jesu tid havde jøderne fortsat en fjendtlig holdning til samaritanerne, de var fremmede, som man ikke plejede omgang med. Samaritaner var en nedsættende betegnelse, Joh 8,48, og når man var på rejse mellem Galilæa og Judæa, valgte man hellere en omvej gennem Jordandalen end at rejse gennem Samarias landsbyer. I sit jordeliv indtog Jesus nogenlunde den samme afventende holdning til samaritanerne som til hedningerne. Således pålagde han udtrykkeligt de tolv ikke at gå til samaritanernes byer, da han engang sendte dem ud at prædike. Men efter sin opstandelse bød han dem lige så udtrykkeligt at være hans vidner også i Samaria, ApG 1,8, og ved Filips virke var samaritanerne de første ikke-jøder, der kom til tro på Jesus og blev døbt (ApG 8). På den anden side lader Jesus i en af sine lignelser netop en samaritaner være den, der øver barmhjertighed mod en nødstedt mand. Jesus viser derved, at han ikke anerkender de traditionelle grænser for, hvor langt næstekærlighed strækker. En anden gang fremhæver han en helbredt spedalsk samaritaners taknemmelighed på bekostning af de utaknemmelige jøder. Det bedste eksempel på Jesu holdning til samaritanerne er dog hans møde med kvinden ved Jakobs brønd i nærheden af byen Sykar (Joh 4). Han belærer hende om, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed og ikke på det ene eller det andet bjerg. Ikke blot denne kvinde, men en stor del af landsbyen kommer til tro ved Jesu ord i løbet af de to dage, han bliver hos dem. Den dag i dag eksisterer der i Israel fortsat en lille gruppe samaritanere, der har bevaret deres religiøse egenart. |
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,15 Kapernaum var centrum for Jesu virke i Galilæa.1 10,30 Jerusalem ned til Jeriko: Josefus og andre nævner dette område gennem det bjergfyldte ørkenterræn, som et tilholdssted for røvere.1 10,32 Levit, dvs. en fra Levi stamme, som er medhjælper ved templet, uden at tilhøre den aronittiske præsteslægt.1 10,33 Samaritaner: Se note til Luk 9,52 10,35 En denar var den normale dagløn for en arbejder på Jesu tid. (Note fra Matt 20,2) 10,42 Fornødent: Som man har brug for; som behøves.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forn%C3%B8den
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,15 Beelzebul er et af navnene på den gamle kana’anæiske gud, Baal (2 Kong 1,2-3.6.16), og bruges her som betegnelse for Satan.1 11,30 Nineve var en by fyldt af hedninge.1 11,31 Sydens dronning (1 Kong 10,1-13) var hedning.1 11,33 Skæppe: Et lille kar af træ, brugt til at måle korn med. (Note fra Matt 5,15) 11,38 Han ikke vaskede sig før måltidet: Var et farisæisk renhedsforskrift.1 11,42 Mynte og rude: Køkkenurter.1 Rude er en slægt af flerårige urter eller halvbuske i rudefamilien. Der kendes ca. 10 arter, som er udbredt i Makaronesien og Middelhavsområdet. I oldtiden brugte grækerne og romerne den som krydderi og lægemiddel.2 11,44 Grave, der ikke er afmærkede, og som folk går hen over uden at vide det: For en farisæer var en ikke-afmærket grav et stort problem, fordi man ved at gå hen over den uforvarende kunne komme i berøring med et lig.1 11,45 Farisæerne tilhørte en fromhedsretning, som havde rod i flere forskellige samfundslag. De skriftkloge/lovkyndige var datidens teologer og fungerede som undervisere, dommere og jurister. De to grupper var ikke sammenfaldende, men mange af de lovkyndige tilsluttede sig farisæernes parti.1 |
2 https://lex.dk/rude_-_plantesl%C3%A6gt
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,6 Fem spurve for to skilling: En spurv var det mindste dyr, der blev solgt på torvet.1 12,35 Kjortlen bundet op om lænderne: De lange kjortler i Orienten gjorde det umuligt at gå hurtigt eller løbe, og derfor bandt man kjortlen op, når man skulle bevæge sig hurtigt.1 12,38 Anden eller tredje nattevagt: En romersk inddeling af nattevagten delte tidsrummet kl 18:00-06:00 i fire lige store dele (jf. ApG 12,4). Anden og tredje nattevagt vil derfor være mellem kl. 21:00 og 03:00 om natten. En jødisk inddeling havde kun tre nattevagter, hvor anden og tredje nattevagt var mellem kl. 22:00 og 06:00. Uanset om Jesus har brugt romersk eller jødisk inddeling, er pointen den samme, imens man normalt sover.1 |
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,1 De galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr: Josefus nævner en række konflikter mellem Pilatus og jøderne, som resulterede i blodsudgydelser, men nævner ikke denne begivenhed.1 13,4 Siloa: Siloa er en bydel i Jerusalem.1 13,14 Synagogeforstanderen er leder af gudstjenesten.1 13,21 Tre mål: Et mål = ca. 7,7 L.2 |
2 Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,7 Øverste pladser ved bordet: De fornemste pladser var tæt på værten.1 14,23 Gærderne: Afgrænsning om fx en mark, skov eller have, i form af et stakit med træstave eller en vold af sten.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=g%C3%A6rde
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,8 Ti drakmer: En drakme var en sølvmønt og havde værdi af en dagløn.1 15,12 Den yngste søns anmodning er ufin og i strid med god skik i en normal orientalsk familie. Normalt blev en arv delt efter faderens død. Det kunne foregå, mens faderen var i live, men udelukkende på dennes initiativ. Sønnens anmodning er et uacceptabelt krav, som indirekte er at behandle faderen, som var denne allerede død. Sådan opfattes det måske ikke umiddelbart i vores kultur, men sådan er det blevet hørt i jødisk og arabisk kultur lige siden.2 15,17 Daglejere: Person som ikke har noget fast arbejde, men som lader sig hyre til løst arbejde for en dag ad gangen især om historiske eller udenlandske forhold.3 |
2 Lukas Evangeliet II, Credo, Børge Haahr Andersen, s. 107.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=daglejere
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,6 Hundrede ankre olie: Et anker olie svarer til 33,1 liter. I værdi er hundrede anker olie lig med ca. tusind denarer, dvs. tre-fire års løn for en daglejer.1 16,7 Hundrede tønder hvede: Svarer til 2500-3000 denarer eller otte-ti års løn. En nedskrivelse med tyve procent svarer til to-tre års løn, og er et kæmpe beløb for en fattig landmand.1 16,9 Mammon: Er et aramæisk ord for rigdom og ejendom, som ud over afsnittet her i NT ellers kun bruges i Matt 6,24.1 16,17 Tøddel: Henviser til den mindste streg ved et bogstav, eller måske til de dekorative vedhæng til bogstaverne, som man tegnede på ved afskrivning af Toraen.1 16,19 Purpur: Var et meget dyrt stof, hvor farverne stammede fra en bestemt slags snegle.1 |
Kapitel 17
| Uddybende noter |
| 17,11 Samaria og Galilæa: Denne oplysning er sikkert med for at forklare hvorfor der er en samaritaner blandt de spedalske.1 17,34 To mænd ligge på samme seng: På Jesus tid, hvor der ofte boede mange mennesker under samme tag i små huse, var der ikke noget usædvanligt i, at to mænd delte seng.1 |
Kapitel 18
| Uddybende noter |
| 18,12 Jeg faster to gange om ugen: Den eneste faste, som var påbudt i loven, var på den store forsoningsdag (3 Mos 16,29). Men farisæerne fastede hver mandag og torsdag året igennem. (Note fra Mark 2,18) Giver tiende af hele min indtægt: Tiende var omtalt i loven (3 Mos 27,30-32. 4 Mos 18,21-24. 5 Mos 14,22-29),1 18,18 Jødernes råd: Som den eneste introducerer Lukas den rige unge mand som medlem af jødernes råd. Egentlig er der i den græske tekst kun nævnt ordet leder (græsk: arkôn), som hos Lukas også bruges om synagogeforstander eller en ledende farisæer (14,1). Men når det står her uden nærmere præcisering er det mest nærliggende at antage, at manden har været medlem af det 70 mand store råd, som var jødernes øverste politiske og religiøse forsamling.1 18,25 Kamelen var det største dyr, man kendte i Mellemøsten og nåleøjet det mindste hul, man kunne tænke sig.1 18,35-43 Forholdet til Matt 20,29-34 og Mark 10,46-52 Lukas har ikke taget den beretning med om Zebedæussønnernes ønske, som både Matthæus og Markus har mellem Jesu lidelsesforudsigelse og helbredelsen af den blinde ved Jeriko (Matt 20,20-28. Mark 10,35-45). Måske er det, fordi Lukas gengiver en senere konflikt mellem disciplene omkring det samme tema (22,24-27). Der er tre vanskeligheder ved at harmonisere de tre beretninger: 1. Stedet: Matthæus og Markus siger, det er på vej ud af Jeriko; Lukas, at det er, da Jesus nærmede sig Jeriko. 2. Selve helbredelsen: Hvor Matthæus siger, at Jesus rører ved manden (20,34), Markus har ordene: Gå bort, din tro har frelst dig, mens Lukas har ordene: Bliv seende, din tro har frelst dig. 3. Antallet: Hvor Matthæus nævner to blinde, Markus en navngiven person, og Lukas en unavngiven person. Augustin foreslår, at der er tale om to forskellige begivenheder. Jesus har så helbredt blinde både på vej ind og ud af Jeriko. Arndt mener, at Matthæus og Markus taler om det gamle Jeriko, og Lukas taler om det nye Jeriko, hvor blandt andet toldboden var. En tredje mulighed er, at Lukas af tematiske grunde har byttet om på den kronologiske rækkefølge, sådan at Jesus går ind i Jeriko og møder Zakæus, før han går videre, og på vej ud helbreder den blinde. Umiddelbart efter skildringen af disciplenes åndelige blindhed fortæller Lukas om helbredelsen af den blinde ved Jeriko. Verbet nærmede sig må så oversættes med var i nærheden af, en betydning af verbet som er bevidnet i anden sammenhæng. De andre forskelle lader sig forklare af forskelligt fokus og betoning. Matthæus fortæller, at der rent faktisk var to blinde mænd, Markus sætter fokus på den ene og fortæller, hvad han hed, og Lukas vælger som Markus at sætte fokus på den ene af mændene.1 |
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Kapitel 19
| Uddybende noter |
| 19,2 Zakæus er et jødisk navn.1 19,11-27 Forholdet til Matt 25,14-30 Denne lignelses forhold til lignelsen om de betroede talenter hos Matthæus er meget kompliceret og omdiskuteret. Der findes en række slående ligheder, som gælder helt ned i enkeltformuleringer: Luk 19,12 svarer til Matt 25,14 Luk 19,15b-23 – Matt 25,19-27 Luk 19,24b – Matt 25,28 Luk 19,26 – Matt 25,29 Der er også en række forskelle, som er: 1. Rammen: Lukas: Jeriko eller mellem Jeriko og Jerusalem, Matthæus: i Jerusalem. 2. Tilhørere: Lukas: folkeskaren, Matthæus: disciplene. 3. Lukas har en række detaljer, der ikke findes hos Matthæus, fx Luk 19,27. 4. Hos Lukas handler lignelsen om en konge, hos Matthæus om en forretningsmand. 5. Lukas har ti tjenere, Matthæus tre. 6. Hos Lukas betror kongen tjenerne et pund, hos Matthæus er der tale om forskellige antal talenter. 7. Hos Lukas er lønnen forskellig, hos Matthæus er den ens. 8. Af 286 ord hos Lukas og 302 hos Matthæus er der kun 66 sammenfaldende ord og udtryk. Forskningen har givet forskellige forklaringer på ligheder og forskelle. Nogle mener, at Lukas gengiver den oprindelige lignelse af Jesus, mens Matthæus har ændret og tilpasset den. Andre skønner, at Matthæus’ form er mere oprindelig, og at Lukas er ansvarlig for ændringer. En tredje mulighed er, at Jesu lignelse tidligt i overleveringen har antaget forskellige former, således at Matthæus og Lukas gengiver hver sin overlevering af den oprindelige lignelse. Problemet ved de tre nævnte løsninger er, at det forudsætter, at traditionen eller evangelisten har forholdt sig meget frit til den oprindelige lignelse af Jesus. Det er derfor bedre at foreslå en fjerde løsning, hvor ligheder og forskelle forklares ved, at Jesus ved to forskellige anledninger fortalte to lignelser, hvor han bevidst tog udgangspunkt i samme billedsprog, men gennem detaljerne alligevel fik forskellige pointer frem. Intet i de to tekster modsiger denne mulighed, men den afhænger naturligvis af fortolkerens grundlæggende vurdering af evangeliernes historiske troværdighed.1 19,13 Et pund svarer til hundrede denarer og svarer til tre-fire måneders løn for en arbejder.1 19,29 Lukas nævner de to landsbyer Betfage og Betania samt Oliebjerget. Det samme gør Markus (11,1). Johannes (12,1) nævner et stop i Betania og en salving af Jesus, som Lukas ikke omtaler. Matthæus (21,1) nævner kun Betfage ved Oliebjerget. I dag er det ikke muligt at lokalisere Betfage. Derimod kan Betania lokaliseres til en landsby et par km øst for Jerusalem. Oliebjerget nævnes i Zak 14,4-5 som det sted, hvor Messias vil vise sig. I ApG 1 nævnes det som stedet for Jesu himmelfart og for hans genkomst.1 19,30 Som ingen nogen sinde har siddet på: I Moseloven er der regler for, at dyr, der skal bruges til et helligt formål (4 Mos 19,2 og 1 Sam 6,7), ikke må have været brugt som arbejdsdyr.1 |
Kapitel 20
| Uddybende noter |
| 20,24 Denar: Der er tale om en romersk denar, en sølvmønt, som man kender fra arkæologiske udgravninger. Den havde kejserens billede indgraveret, hvilket var anstødeligt for jøderne på grund af billedforbudet. Også indskriften var anstødelig. Den lød sådan: Kejser Tiberius, den guddommelige Augustus’ søn, Augustus. På bagsiden var Livia, kejserens mor, afbildet som fredens gudinde og med inskriptionen, ypperstepræst.1 20,27 Saddukæerne: Der findes kun få steder i GT, som direkte omtaler en opstandelse efter døden (Dan 12,2. Job 19,26. Sl 16,9-11. Es 26,19), og da de steder ligger uden for Mosebøgerne, Toraen, så følte saddukæerne sig ikke forpligtet på dem.1 20,28 Her refereres til Moselovens tale om svogereægteskaber (5 Mos 25,5. Ruth 4,1-2).1 20,46 Gevandter: Lang og vid beklædning.2 Højbords ved måltider: De fornemste pladser var tæt på værten. (Note fra Luk 14,7) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gevandter
Kapitel 21
| Uddybende noter |
| 21,1 Tempelblokken: Josefus og en række rabbinske skrifter nævner nogle indsamlingsbokse, som stod ved indgangen til forgården, og som blev brugt til frivillige gaver til støtte for gudstjenesten i templet.1 21,2 Småmønter: Hvilket svarede til 1/100 del af en denar, som var en dagløn.1 21,5 Smukke sten og tempelgaver: Herodes den Store begyndte år 19 f.Kr. en omfattende restaurering af templet, et imponerende projekt, som fortsatte i 80 år helt frem til få år før Jerusalems fald og templets ødelæggelse. Ifølge Josefus brugte Herodes marmorsten, som var 68 fod lange, 12 fod brede og 18 fod dybe. Låger og døre var dekoreret med guld, så selv om det genopbyggede tempel efter bortførelsen til Babylon ikke kunne måle sig med Salomos tempel, så var det stadig et aldeles imponerende bygningsværk.1 21,35 Snare: En fælde.1 |
Kapitel 22
| Uddybende noter |
| 22,1 De usyrede brøds fest, som kaldes påske: Påsken nærmer sig. I 2 Mos 12 har vi beretningen om den jødiske påskes indstiftelse (jf. 5 Mos 16,1-8). Den indledtes med slagtningen og spisningen af påskelammet og efterfulgtes af en fest på 7 dage, hvor folket kun måtte spise usyret brød, trængselsbrød (5 Mos 16,3). Påsken var den største jødiske fest, hvor man mindedes udfrielsen af Egypten, hvor Guds dom ramte Egypten, men gik Israels folk forbi (ordet påske betyder: gå forbi). Jøder fra nær og fjern samledes i Jerusalem, som derfor var overfyldt med tilrejsende.1 22,31 Sigte jer som hvede er et billede, der skal udtrykke det samme som at hakke i småstykker.1 |
Kapitel 23
| Uddybende noter |
| 23,1 Førte ham til Pilatus: Jøderne havde ikke selv ret til at henrette nogen (Joh 18, 31).1 23,7 Herodes: Mens Judæa var direkte under romersk administration, var det halvjød(en) Herodes Antipas, der med romersk accept var den øverste politiske magt i Galilæa. Pilatus stod over Herodes¹⁸⁵ og var på ingen måde forpligtet på at udlevere Jesus, men han benytter anledningen til at involvere Herodes.1 23,12 Før havde der været fjendskab mellem dem: Philo nævner en mulig årsag til fjendskabet mellem Pilatus og Herodes. Pilatus havde forlangt, at nogle skjolde, som bar inskriptioner med kendte romerske personer, skulle hænges op i Herodes’ palads. Jøderne blev så harm over dette påbud, at de sendte en klage til kejser Tiberius. Derudover nævner Luk 13,1 en begivenhed, som også kan have belastet forholdet mellem Herodes og Pilatus. Tiberius selv var kendt for at have megen indføling med de lokale folkeslag, som blev underlagt Rom. Der lå derfor et pres på Pilatus for at forbedre forholdet til jøderne og til Herodes, og den gestus, at han overlader en domsafgørelse til Herodes, har åbenbart virket efter hensigten.1 23,16 Revselse: Afstraffe korporligt, fx med prygl eller lussinger.2 23,26 Kyrene: En by ved Middelhavet vest for Egypten hvor der boede mange jøder. (Note fra Matt 27,32) 23,33 Hovedskallen: Lukas nævner ikke henrettelsesstedet ved dets hebraiske navn, Golgata. Men han nævner, hvad ordet betyder. Sandsynligvis skyldes navnet, at klippen har form af en hovedskal.1 23,38 Der var nemlig sat en indskrift over ham: Alle fire evangelister nævner inskriptionen, der hang over Jesu hoved (Matt 27,37. Mark 15,26. Joh 19,19-22). Det var normalt at synliggøre den dømtes navn og forbrydelse, sådan at korsfæstelsen kunne tjene til skræk og advarsel.1 23,39-43 Den ene forbryder deltager i hånen. Matthæus (27,44) og Markus (15,32) nævner faktisk, at begge forbrydere deltog i hånen. Lukas er den eneste, der fortæller, at en af dem i dagens løb skifter holdning.1 23,44 Den sjette time.. indtil den niende time: Fra kl. 12:00-15:00.1 23,45 Forhænget i templet flængedes midt igennem: Hebr 9,1-28 og 10,19-20 viser, at der er tænkt på det forhæng, der adskiller det Hellige fra det Allerhelligste. Spaltningen af forhænget har symbolsk betydning. Forhængets funktion var at markere en grænse i forhold til Gud. Vejen til det Allerhelligste var endnu ikke åbnet (Hebr 9,8). Intet menneske kunne gå gennem forhænget undtagen ypperstepræsten, der på den store forsoningsdag bar sonofferet ind i det Allerhelligste. Det spaltede forhæng forkynder da, at adgangen til Gud er fri. Det sker i dødsøjeblikket, fordi Jesus er det offer, der soner og udsletter synden. Matt 27,51 og Mark 15,38 fortæller om forhænget efter beskrivelsen af Jesu død, mens Luk 23,45 fortæller om forhænget før beskrivelsen af Jesu død. Dette er et godt eksempel på, at rækkefølgen i fortællingen ikke er kronologisk. Det er helt tydeligt, at det spaltede forhæng symboliserer adgang til Gud, og denne adgang skaffer Jesu død. Forhænget spaltes altså i det øjeblik, Jesus dør. De to begivenheder er samtidige. (Note fra Matt 27,51) 23,51 Arimatæa lå i det nordlige Judæa. (Note fra Mark 15,43) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=revse
Kapitel 24
| Uddybende noter |
| 24,1 Ifl. Matt 28,1 kom kvinderne til graven ved den første ugedags frembrud, ifølge Luk 24,1 kom de tidlig morgen, og ifølge Joh 20,1 (Joh nævner kun Maria Magdalene) tidlig (proi) mens det endnu var mørkt. Tidsangivelsen da solen var stået op hos Mark og mens det endnu var mørkt hos Luk er ofte blevet spillet ud imod hinanden, men der er ingen modsigelse, eftersom da solen var stået op betegner den sidste del af natten. Vi befinder os i det tidligste morgengry, hvor mørket stadig dominerer. (Note fra Mark 16,2) 24,13 Tres stadier: Ca. 11,5 km.1 24,25 Tungnemme: Som har svært ved at forstå og lære noget.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tungnem
Bibelmaraton