Lukas evangeliet

Introduktion
Lukas er historikeren blandt evangelieforfatterne. Han viser det både ved sine kildestudier og ved sin præsentation af stoffet. Han ønsker at give en sammenhængende fremstilling af Jesu liv fra fødsel til opstandelse, og han er optaget af at se evangeliet i relation til menneskeslægtens historie. Frelsen er tiltænkt alle folkeslag. Det lød allerede ved englesangen julenat. Frelsen sker i overensstemmelse med Guds plan. Simeon siger i sin lovsang: “Mine øjne har set din (Guds) frelse” (2,30), og han tilføjer, at Jesus vil blive “et lys til åbenbaring for hedninger” (2,32). I Lukasevangeliets sidste kapitel understreges det, at med udgangspunkt i Jerusalem skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

Lukas var af hedensk afstamning og er således den eneste forfatter i NT, som ikke tilhørte Israels folk. Ifølge kirkehistorikeren Eusebius var han født i Antiokia i Syrien, som havde en central placering i den første kristne menighed (ApG 11,26; 13,1-3). Måske er han blevet omvendt gennem de medlemmer af menigheden i Jerusalem, som flygtede til Antiokia efter Stefanus’ død. Af profession var han læge (Kol 4,14).

Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er et dobbeltværk. I ApG 1,1 henviser forfatteren til min første bog. Når Lukas skriver sit evangelium for Theofilus (Luk 1,3) og også omtaler ham i begyndelsen af Apostlenes Gerninger, betyder det ikke, at han kun tænker på den mand med sine to værker. Den højtærede Theofilus havde formentlig en højtstående stilling i samfundet. På den tid var det ikke ualmindeligt, at en forfatter tilegnede sit værk til en betydelig person, for at denne skulle sørge for den første udbredelse af skrifterne. Lukas sigter klart på en bredere læserkreds måske primært af hedensk afstamning. Det fremgår bl.a. af, at han flere steder i sit evangelium forklarer forskellige detaljer, der ville være overflødige for en jødisk læserkreds.

Lukas slutter Apostlenes Gerninger med, at Paulus befinder sig i et åbent fangenskab i Rom (ca. år 62). Det naturligste er derfor, at Apostlenes Gerninger er affattet samtidig med Paulus’ fangenskab. Det forklarer også, at hverken Paulus’ martyrium eller Jerusalems ødelæggelse er nævnt. Det betyder, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er skrevet i begyndelsen af 60′erne. Lukas fremstiller Jesus som alle menneskers frelser. Med forkærlighed understreger han, at Jesus er tolderes og synderes ven. Han skildrer en række navngivne enkeltpersoner og omtaler specielt kvinderne i discipelkredsen. Lukas advarer mod rigdom, det at prioritere materielle værdier højere end forholdet til andre mennesker. Omtalen af Helligånden har en stor plads hos Lukas. Flere steder nævnes Jesu åndsudrustning (4,1), og disciplene skal vente på at blive iført kraft fra det høje (24,49), et tema der videreføres i Apostlenes Gerninger. Lukas omtaler Jesu bøn oftere og fyldigere end de andre evangelister (3,21 mfl.). Ni gange nævnes det, at Jesus bad. To af Jesu lignelser handler om bøn (11,5-13; 18,1-8). Også forbønnens betydning understreges (22,40 mfl.). Lukas nævner flittigt ordet glæde. Englenes budskab handler om en glæde for hele folket (2,10). Når en synder omvender sig, bliver der glæde i himlen (15,7.10.32). Omtalen af Jesus som Herre har også en stor plads. Han er ikke bare Davids søn, men også Davids herre (20,41-47).

Lukasevangeliet kan inddeles:
1. Lukas, en historiker i arbejde (Luk 1,1-4)
2. Fødsel, barndom og forberedelse til tjeneste (Luk 1,5-4,13)
3. Jesu virksomhed i Galilæa (Luk 4,14-9,50)
4. Jesus på vej til Jerusalem (Luk 9,51-19,27)
5. Jesus i Jerusalem (Luk 19,28-21,38)
6. Jesu lidelse, død og opstandelse (Luk 22,1-24,53).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring Lukasevangeliet