Johannes skrev sit evangelium som en række af tegn, så læseren kunne komme til tro på Jesus og have liv i hans navn. (Joh 20,30-31)
Baggrundsinfo
Introduktion
Hvem skrev det evangelium, der adskiller sig fra de tre første i stil, opbygning og indhold? To steder møder vi et øjenvidneudsagn (19,35; 21,24). Forfatteren var med på Golgata og ved Genesaret Sø, da den opstandne viste sig for disciplene. Han må være en palæstinensisk jøde, da han afslører et godt lokalkendskab til steder, bygninger og skikke i Palæstina og samtidig skriver korrekt græsk med visse semitiske træk.
Navnet Johannes er ikke nævnt i evangeliet. Derimod bruger forfatteren flere steder udtrykket den discipel Jesus elskede om sig selv (13,23; 19,26; 20,2; 21,7.20). Det peger på en person, som stod Jesus særlig nær. Det ved vi, at Peter, Jakob og Johannes gjorde. I 13,23-24 og 20,2 nævnes den discipel, Jesus elsker, sammen med Peter. Altså er Peter udelukket. Tilbage har vi de to Zebedæussønner, men ApG 12,2 fortæller, at Jakob blev henrettet med sværd. Det skete sandsynligvis år 44. Det tyder på, at forfatteren må være apostlen Johannes. Det understreges også af den oldkirkelige tradition.
Vi kender kun Johannes’ liv stykkevis. Han var søn af Salome og fiskeren Zebedæus, der måske har været en veletableret fiskeskipper, da han havde daglejere (Matt 4,21; 27,56. Mark 1,20; 15,40). Deres hjem var i Kapernaum (Matt 4,13.21). Johannes var nok yngre end Jakob, eftersom han flere steder i evangelierne kaldes Jakobs bror (Mark 1,19; 3,17).
Johannes sluttede sig til Johannes Døber (1,35-40). Da han hørte Døberens vidnesbyrd om Jesus, forlod han sammen med Andreas Døberen for at følge Jesus. Ved Genesaret Sø fik han og broderen kaldet til at blive menneskefiskere (Matt 4,21. Luk 5,10-11). Da forlod de både deres far og fiskerbåden for at følge Jesus. Sammen med Peter og Jakob hørte Johannes til inderkredsen i discipelflokken (Mark 5,37. Matt 17,1; 26,37). De to brødre fik af Jesus tilnavnet “Tordensønner” (Mark 3,17). Baggrunden siges ikke direkte, men Mark 9,38-39 og Luk 9,49.54-55 antyder, at de sandsynligvis havde et voldsomt temperament. Overraskende nok er det netop Johannes, som har fået betegnelsen kærlighedens apostel, og som så stærkt, især i sine breve, understreger, at mødet med Kristi kærlighed skal give sig udslag i næstekærlighed. Eller måske et det netop ikke så overraskende. Som få andre havde han indset nødvendigheden af Kristi kærligheds nyskabende kraft i et menneskes liv og selv oplevet det. Jesus overlod ham ansvaret for sin mor, da han hang på korset (19,26-27). Peter og Johannes var de første apostle, som kom til Jesu grav påskemorgen (20,3-10), og Johannes var den første, der genkendte Jesus, da han åbenbarede sig for dem ved Genesaret Sø.
I Apostlenes Gerninger møder vi Johannes flere gange, oftest sammen med Peter (1,13; 3,1-11; 4,13-22; 8,14). I 12,2 nævnes Jakob som Johannes’ bror, måske fordi Johannes i urmenigheden var mest kendt af de to. Paulus betegner Johannes som en af søjlerne i menigheden (Gal 2,9). Den oldkirkelige tradition hævder (næsten) enstemmigt, at Johannes tilbragte den sidste del af sit liv i Efesos, hvor Paulus mange år tidligere havde opholdt sig (ApG 19). Vi ved ikke, hvornår han kom dertil, men han fik en ledende stilling i menigheden. Så blev han forvist til øen Patmos (Åb 1,9), men vendte tilbage til Efesos, hvor han døde i kejser Trajans regeringstid (98-117). Vi ved ikke, om Johannes skrev sit evangelium før eller efter opholdet på Patmos.
Johannes henvender sig et par steder direkte til læserne (19,35; 20,31), men uden at sige hvem de er, eller hvor de findes. Oplysninger om jødiske højtider (2,13; 6,4; 7,3; 11,55) og forklaring af jødiske skikke (2,6; 4,9; 19,40) kan tyde på, at evangeliet i første række er rettet til hedningekristne. Johannes har valgt at fortælle om syv af Jesu offentlige tegn (2,1-12; 4,43-54; 5,1-18; 6,1-15. 16-21; 9,1-41; 11,1-44), og i 20,31 fortæller han hvorfor – nemlig for at læserne skal tro, at Jesus er Kristus og dermed få evigt liv. Desuden har Johannes gengivet en række af Jesu taler og udsagn om sig selv, bl.a. de syv “Jeg-er-ord” (6,35; 8,12; 10,7.11; 11,25; 14,6; 15,1). Pointen er, at læseren skal modtage Jesus i tro.
Det svarer til, at Johannes beskæftiger sig meget med menneskers reaktion på Jesu ord og gerninger; deres forskellige måde at reagere på deler dem i første omgang i tre grupper: 1. Disciplene, som tror på Jesus (fx 2,11; 4,39.42.53; 9,38; 14,23-24; 17,8). 2. Jøderne, som afviser Jesus (fx 5,16; 6,41-42. 60-61. 66). 3. Mellemgruppen, som i udgangspunktet har en positiv indstilling til og en overfladisk tro på Jesus, men som alligevel ikke forstår sandheden om ham (fx 2,23ff; 7,31; 8,30; 10,42). I virkeligheden er der dog kun to grupper – dem, der tror på Jesus og dem, der forkaster ham. Det kommer i Johannesevangeliet tydeligt frem ved, at disciplenes tro i løbet af evangeliet bliver mere og mere afklaret (med et højdepunkt i Marthas bekendelse 11,27), samtidig med at jøderne bliver mere og mere opsatte på at slå ham ihjel (5,18; 7,30; 8,59; 10,31; 11,53.57), mens midtergruppen tvinges til at vælge side (fx 8,31).
Johannesevangeliets opbygning og indhold:
1. Prolog (Joh 1,1-18)
2. Jesus åbenbarer sin herlighed for folket i tegn og tale (Joh 1,19-12,50)
3. Jesus åbenbarer sin herlighed for disciplene (Joh 13,1-17,26)
4. Jesus åbenbarer sin herlighed i lidelse, død og opstandelse (Joh 18,1-20,31)
5. Epilog (Joh 21,1-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Johannesevangeliet
Begivenhederne i Johannesevangeliet finder sted i Palæstina, som var indlemmet i Romerriget i 63 f.Kr. Den overvejende ikke-jødiske region Dekapolis, eller “Ti byer”, var en løs sammenslutning af semiautonome byer administreret af den ro-merske legat i Syrien.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,21 Profeten: Moses havde forudsagt, at en profet som ham selv, skulle komme (se 5 Mos 18,15).1 1,28 Byen Betania er ukendt, det er ikke den samme Betania, som vi kender i nærheden af Jerusalem.1 1,31 Jeg kendte ham ikke: Johannes Døberen erkender, at han ikke oprindeligt vidste, at Jesus var Guds søn (v. 31 og v. 33). Naturligvis kendte Johannes Døberen Jesus. Ifølge Luk. 1,36 var de jo i familie med hinanden. Men da Jesus blev døbt og modtog Ånden, blev Johannes Døberen klar over, at Jesus var den, der skulle komme, og dette åbenbarer han derfor for Israel.2 1,42 Kefas er det aramæiske ord for klippe (se Matt 16,18).1 1,45 Nathanael vidste, at GT’s profeter havde forudsagt, at Messias skulle blive født i Betlehem. Desuden var Nazaret en ukendt landsby. Nathanael kunne simpelthen ikke forstå, at en så vigtig person som Messias kunne komme fra et så ubetydeligt sted som Nazaret.1 1,47 Svig: Det at bedrage eller svigte nogen; uærlig og bedragerisk opførsel.3 |
2 Peter Legarth, Bibelværk for menigheden Bind 14, Lohse, 1997, s. 33.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=svig
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Rabbi
| Rabbi |
| Titlen rabbi, som betyder »min herre«, blev normalt anvendt, når en discipel henvendte sig til den skriftkloge; men det var også en almindelig tiltaleform over for religiøse lærere og lærde i det hele taget. Både Johannes Døber, Joh 3,26, og Jesus kaldes rabbi. Jesus tiltales sådan af sine disciple, Joh 1,38, af folk, der henvender sig til ham med bøn om hjælp, og af de skriftkloge og farisæerne. Han har åbenbart selv billiget denne tiltaleform, Matt 26,25, frem for mere religiøst ladede titler som Messias og lignende. Det nogle gange brugte rabbuni, Mark 10,51, havde samme betydning, men havde måske lidt finere klang. I NT er rabbi som regel gengivet med det græske ord for lærer, som på dansk er oversat med »mester«. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,1 Den tredje dag: Dvs. Nogle dage efter de begivenheder, der er fortalt i kapitel 1.1 Kana lå ca. 7 km nordvest fra Nazaret.2 2,6 Jødernes regler for renselse: F.eks. vaskede man sine hænder forud for et måltid.1 To til tre spande: Dvs. 72 til 108 liter.2 2,8 Skafferen: Person, der ordner og leder en festlig sammenkomst, et (bonde)gilde olgn.; især i tidligere tid ved bondebryllup olgn.3 2,14 På tempelpladsen så han dem, der solgte okser, får og duer, og dem, der sad og vekslede penge: Jesus gik ind i hedningernes forgård, hvor der foregik en livlig handel med offerdyr. Det var praktisk for pilgrimme, der kom rejsende langvejsfra, at de kunne købe offerdyr tæt på brændofferalteret. Desuden fandtes i hedningernes forgård en række boder, hvor man kunne veksle penge. Alle jøder skulle betale tempelskat, og den skulle udredes i en speciel mønt, en såkaldt dobbeltdrakme. På den måde blev hedningernes forgård til et handelstorv.1 2,17 Nidkærhed: Det at holde meget strengt øje med at noget overholdes, udføres på en bestemt måde, følger bestemte regler eller principper, el.lign.; det at være meget eller overdrevent omhyggelig.4 2,23 Påskefesten: Se faktaboks nedenunder |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s.1609-1611.
3 https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=skaffer
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nidk%C3%A6rhed
Tabel: Syv tegn
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,1 Jødernes råd: Se faktaboks nedenfor. 3,14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen: Der hentydes til beretningen i 4 Mos 21,4-9.1 |
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,4 Samaria: Se faktaboks nedenfor. 4,5 Det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef: Jakob havde købt dette stykke jord (se 1 Mos 33,18f), som han gav til Josef på sit dødsleje (se 1 Mos 48,21f).1 4,46 Den kongelige embedsmand var ansat hos den jødiske konge, Herodes Antipas, han var derfor sikkert jøde.2 |
2 Peter Legarth, Bibelværk for menigheden Bind 14, Lohse, 1997, s. 46.
Tabel: Syv tegn
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Faktaboks: Samaritaner
| Samaritaner |
| Befolkningen i landsdelen Samaria var et blandingsfolk. Efter at det israelske Nordrige var faldet for assyrerne i år 722 f.Kr., blev størstedelen af indbyggerne deporteret. Assyrernes politik gik ud på at forflytte folkeslagene og blande dem, og det lykkedes også i dette tilfælde. De tilbageblevne jøder i Samaria giftede sig ind i de tilflyttede familier fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim, og efterhånden blandedes religionerne sammen (2 Kong 17). Den jødiske gudsdyrkelse synes dog at have fået overvægten. Sydrigets beboere var for sin part blevet deporteret til Babylon år 597, og da de efter persernes magtovertagelse begynder at vende tilbage for at bosætte sig i Jerusalem på ny og bygge templet op igen, møder de stor modstand fra samaritanerne. Disse ender med at bygge deres eget tempel på bjerget Garizim og fortsætter med at tilbede og holde påske der, også efter at dette tempel ødelægges af jøder i 128 f.Kr., Joh 4,20. Samaritanernes bibel består kun af de fem Mosebøger, som på visse punkter viser sig at ligge nærmere op ad den gamle græske oversættelse af GT end ad jødernes hebraiske tekst. På Jesu tid havde jøderne fortsat en fjendtlig holdning til samaritanerne, de var fremmede, som man ikke plejede omgang med. Samaritaner var en nedsættende betegnelse, Joh 8,48, og når man var på rejse mellem Galilæa og Judæa, valgte man hellere en omvej gennem Jordandalen end at rejse gennem Samarias landsbyer. I sit jordeliv indtog Jesus nogenlunde den samme afventende holdning til samaritanerne som til hedningerne. Således pålagde han udtrykkeligt de tolv ikke at gå til samaritanernes byer, da han engang sendte dem ud at prædike. Men efter sin opstandelse bød han dem lige så udtrykkeligt at være hans vidner også i Samaria, ApG 1,8, og ved Filips virke var samaritanerne de første ikke-jøder, der kom til tro på Jesus og blev døbt (ApG 8). På den anden side lader Jesus i en af sine lignelser netop en samaritaner være den, der øver barmhjertighed mod en nødstedt mand. Jesus viser derved, at han ikke anerkender de traditionelle grænser for, hvor langt næstekærlighed strækker. En anden gang fremhæver han en helbredt spedalsk samaritaners taknemmelighed på bekostning af de utaknemmelige jøder. Det bedste eksempel på Jesu holdning til samaritanerne er dog hans møde med kvinden ved Jakobs brønd i nærheden af byen Sykar (Joh 4). Han belærer hende om, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed og ikke på det ene eller det andet bjerg. Ikke blot denne kvinde, men en stor del af landsbyen kommer til tro ved Jesu ord i løbet af de to dage, han bliver hos dem. Den dag i dag eksisterer der i Israel fortsat en lille gruppe samaritanere, der har bevaret deres religiøse egenart. |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,2 Fåreporten var i muren rundt om Jerusalem i nærheden af templet. Gennem denne port blev de får ført, som skulle ofres. Dammen Betesda var omgivet af søjlegange på fire sider, med en femte søjlegang placeret ved den mur som skilte den nordlige og sydlige dam.1 5,10 Jøderne henviser til jødiske ledere, som var medlemmer af rådet. Moseloven lærte, at sabbatten skulle være anderledes end andre dage. På den dag måtte hverken mennesker eller dyr arbejde. Profeten Jeremias havde givet forbud mod at bære byrder eller arbejde på sabbatten (Jer 17,21f). Nehemias havde gjort det klart, at det var forbudt at drive handel på sabbatten, som om det var en almindelig dag (Neh 13,15–19). Gennem årene havde de jødiske ledere samlet tusindvis af regler og forbud knyttet til sabbatten. På Jesu tid havde de defineret 39 forskellige former for arbejde. Ifølge disse var det for eksempel forbudt at bære møbler og endda at give medicinsk hjælp på sabbatten. Jesus brød ikke loven, men gik imod de traditioner, som farisæerne havde ladet vokse frem som et tillæg til loven.1 |
Tabel: Syv tegn
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,1 Johannes fortæller, at Galilæas Sø også bliver kaldt Tiberias Sø. Dette viser, at dette evangelium blev skrevet for dem, som opholdt sig uden for Israel. Jøderne kaldte den Genesaret Sø, mens romerne kaldte den Tiberias, opkaldt efter byen, som Herodes Antipas byggede på søens vestbred til ære for kejser Tiberius.1 6,4 Påsken: Se faktaboks nedenfor. 6,7 En denar var en dagløn for en arbejder (se Matt 20,2). To hundrede denarer er dermed næsten to tredjedele af en årsløn.1 6,19 Femogtyve til tredive stadier: 1 stadie = Ca. 185 m.2 6,23 Byen Tiberias ligger ved en fjeldskrænt på vestsiden af Galilæas Sø. Den blev bygget af Herodes Antipas (ca. år 20 efter Kristi fødsel) og fik sit navn efter kejser Tiberius. Byen er bygget på en gammel gravplads, og stedet, som blev bosat, hed tidligere Rakkat (Jos 19,35). På grund af dette blev byen erklæret uren for jøderne, som ikke ville gå ind i den. Selv om byen var en vigtig by på Jesu tid, findes der ingen skriftlig beretning om, at han nogensinde besøgte den. Efter Jerusalems fald i år 135 e.Kr. blev Tiberias ironisk nok et center for uddannelsen af rabbinere. Her blev Mishnah færdiggjort ca. år 200 e.Kr., og den første Talmud blev færdiggjort ca. år 400 e.Kr. Det punktsystem, som senere blev brugt af Masoreterne som vokaler til den hebraiske tekst, blev først udviklet i Tiberias.1 6,41 Skumle: Udtrykke utilfredshed med noget eller kritik af nogen over for sig selv eller andre ofte på en skjult, tavs eller lavmælt, men sur og forurettet måde.3 6,44 Drager: Udøve tiltrækning på.4 |
2 MÅL, VÆGT OG MØNT, Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, 2015, s. 1731
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skumle
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=drage,2
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Tabel: Syv tegn
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,2 Løvhyttefesten: Se faktaboks nedenfor. 7,18 Sanddru: Som tilstræber sandhed; ærlig; oprigtig især om person.1 7,22 Omskærelsen: Se faktaboks nedenfor. 7,26 Rådet: Se faktaboks nedenfor. 7,32 Ypperstepræsterne: Se faktaboks nedenfor. 7,42 Moses forudsagde, at profeten af Davids slægt skulle komme (se 5 Mos 18,15, 18; 2 Sam 7,14-16). Disse mennesker vidste, at Messias skulle komme fra Betlehem (se Mika 5,1). Derimod vidste de ikke, at Jesus var født dér. De troede, han var fra Galilæa (se v. 41; Matt 16,13f). De kendte Skriften, men de tog sig ikke tid til at lære Messias at kende (5,39).2 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1621-1625.
Faktaboks: Løvhyttefest
| Løvhyttefest |
| Løvhyttefesten er den tredje og sidste af de store valfartsfester, og fejres om efteråret (sept./okt.). Dens hebraiske navn er sukkot, der betyder »hytter«. Festen er i Bibelen knyttet til to begivenheder. Det er en høstfest for vin og oliven, deraf navnet i 2 Mos 23,16: »frugthøstfesten«, som sikkert også indgik som fest i den kana’anæiske frugtbarhedsreligion. Men læser vi i 3 Mos 23,33-43 ser vi, hvordan denne fest – som alle andre i Israel – blev fyldt med et historisk indhold. Her finder vi forordningen om at bygge løvhytter til minde om de hytter (telte), som folket boede i under ørkenvandringen. Det bliver således en påmindelse om Guds beskyttelse og ledelse af folket. I den tid, templet stod, valfartede mange op til Jerusalem, hvor man boede i løvhytter, ligesom man også gjorde ude i landet, når man ikke drog op til Jerusalem. Festen varer 8 dage, hvoraf kun den første og sidste regnes for helligdage, dvs. at der ikke arbejdes, jf. 3 Mos 23,35f. Den sidste dags festliturgi indeholder bøn om regn (falder i Israel sidst i oktober), og som jorden tørster efter væde, tørster menneskesjælen efter Gud og renselse for sine synder. Messias-håbet udtrykkes tydeligt i gudstjenesten på denne dag. I NT omtales løvhyttefesten kun i Joh 7,2, hvor begivenhederne helt frem til 8,59 synes at foregå under denne fest. Jesu ord på den sidste højtid: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke,« er sandsynligvis talt ud fra ovennævnte »vand-liturgi«, og Jesus peger hermed på sig selv som løvhyttefestens egentlige opfyldelse. Festen fejres fremdeles i dag af jøder overalt i verden. |
rejses der grenhytter på de flade hustage,
eller der pyntes med blade og grene.
Faktaboks: Omskærelse
| Omskærelse |
| Det er benævnelsen på en lille operation, hvorved forhuden på det mandlige kønslem (penis) helt eller delvis afskæres. Den anvendes af mange folkeslag ved pubertetens indtræden som en indvielse til ægteskabet, ofte forstået som en hellig handling (1 Mos 17,25 kan være en mindelse herom). Den anvendes undertiden i vor tid som en rent medicinsk-hygiejnisk foranstaltning. Hos visse folkeslag finder »omskærelse« sted også af kvinder, men den fortjener ikke navnet omskærelse, da den er en grov lemlæstelse uden mening. Allerede i pagten med Abraham indfører Gud omskærelsen som pagtstegn, 1 Mos 17,10f., gældende for Abrahams slægt, dvs. for det israelitiske folk. Undertiden er den gledet noget i baggrunden, men ved indstiftelsen af påsken, 2 Mos 12,44.48, indskærpes den på ny, således at det står helt klart, at det er omskærelsen alene, der gør en mand til medlem af pagten, ikke det at være født israelit. Af Josva 5,2–9 fremgår, at omskærelsen under ørkenvandringen igen var stillet i bero, men her efter indvandringen indføres den på ny, betegnende nok lige før en påskefest, 5,10. Senere har den åbenbart stort set været gennemført. Sportslivet i den græsk-romerske verden gennemførtes i fuldstændig nøgenhed, hvilket medførte en pinlig situation for jødiske deltagere, som derfor undertiden underkastede sig den modsatte operation for at ligne alle andre mænd, 1 Kor 7,18; herved slettede de imidlertid pagtstegnet. Også Jesus blev omskåret 8 dage gammel, som skik var, Luk 2,21.27. Herved gik han ind under forpligtelsen til at opfylde loven, og han blev den eneste, som magtede dette, fordi han var uden synd, Hebr 4,15. Derved er vi gjort døde for loven ved Kristi legeme, Rom 6,4. Allerede i GT peges der på, at omskærelsen har noget med hjertet at gøre, en indvielse til at elske Gud af hele sit hjerte, hvilket bekræftes i Rom 2,28f. og forklares yderligere i 13,10: Kærlighed er lovens opfyldelse. Ved omskærelsen indvies Israel til at være Herrens brud og leve i troskab mod ham og i kærlighed. Paulus kan derfor i Kol 2,11–12 kalde dåben for omskærelsen til Kristus. Alt, hvad omskærelsen indeholdt, bevares i den kristne menighed ved dåben, som er en aflæggelse af det kødelige legeme. Dåben som omskærelse knyttes på en særlig måde til Jesu begravelse og opstandelse. Da han begravedes, var der givet liv og blod for verdens synd; det var fuldbyrdet, og Gud satte segl og underskrift på det ved at oprejse Jesus fra de døde. Omskærelsens pagt var fuldbyrdet, loven opfyldt for os i Kristus. Derfor kan dåben med fuld ret kaldes en pagt, så Jesus i nadverens indstiftelse kan tale om den »nye pagt ved mit blod«. Også i denne pagt gælder, at den, som døbes ind i den, Kristus-omskæres til at elske den himmelske brudgom og give ham sit hjertes troskab og kærlighed. – Modsat kan vantro mennesker kaldes »uomskårne på hjerte og øre«, ApG 7,51. |
Faktaboks: Rådet
| Rådet |
| Rådet eller Det store Råd var den højeste juridiske, politiske og religiøse myndighed i indre jødiske anliggender. Dets tilblivelse kan ikke føres længere tilbage end til tiden efter hjemkomsten fra Babylon. Rådet holdt til i Jerusalem og samledes normalt i templet. Det var sammensat af tre grupper: ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste, og betegnes sommetider kun ved to eller tre af disse grupper. Den fungerende ypperstepræst var formand. For at Rådet skulle være beslutningsdygtigt, måtte mindst 23 af dets 71 medlemmer være til stede. Det ser ud til, at i hvert fald en del af Rådet har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Jesu lidelse. Således forudsagde han det selv, Matt 20,18, og det er dette høje råd, der sender bevæbnede soldater til Getsemane have for at pågribe ham. Det er også Rådet, der på et hastemøde idømmer Jesus dødsstraf for gudsbespottelse, mens det åbenbart ikke har beføjelse til at fuldbyrde straffen. Flere rådsherrer var dog Jesus venligt stemt: den rige yngling, Luk 18,18, Nikodemus, Joh 3,1, og Josef af Arimatæa, Luk 23,50ff. Man bemærker også farisæeren Gamaliels vise ord, da Rådet senere ved anvendelse af fængsling og anden straf prøver at forhindre apostlene i at forkynde og gøre undere i Jesu navn: »Hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem« (ApG 5,38f.) |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,3 Skriftklog: Se faktaboks nedenfor. 8,20 Tempelblokken: Josefus og en række rabbinske skrifter nævner nogle indsamlingsbokse, som stod ved indgangen til forgården, og som blev brugt til frivillige gaver til støtte for gudstjenesten i templet. (Note fra Luk 21,1) |
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,7 Siloadammen (jf. 2 Kong 20,20; Es 8,6).1 9,22 At udelukkes af synagogen er det samme som at blive bandlyst. Jøderne havde tre forskellige former for bandlysning: En, som varede i 30 dage. I løbet af denne tid kunne den bandlyste ikke komme nærmere et menneske end ca. to meter. Den anden var en bandlysning på ubestemt tid. I løbet af denne tid var den bandlyste udelukket fra ethvert fællesskab og fælles tilbedelse. Den tredje var absolut livsvarig udvisning. Disse domme var meget alvorlige, fordi ingen kunne drive handel med en person, som var bandlyst.2 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1632.
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Tabel: Syv tegn
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,12 Daglejer: Person som ikke har noget fast arbejde, men som lader sig hyre til løst arbejde for en dag ad gangen især om historiske eller udenlandske forhold.1 10,16 Hjord: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.2 10,22 Genindvielsen af templet i Jerusalem: Denne fest har ikke rod i den jødiske bibel, altså GT, men findes omtalt i Makkabæerbøgerne, der skildrer begivenheder, der fandt sted i århundrederne forud for Jesu fødsel. År 198 kom Palæstina under syrisk overherredømme. År 168 afbrød den syriske konge Antiokus IV Epifanes tempelofringerne og vanhelligede templet ved at opstille en stor Zeus-statue oven på brændofferalteret og forbød jøderne at praktisere omskærelse og at holde sabbatten. En jødisk præst og hans fem sønner iværksatte en væbnet modstand mod syrernes frækheder (Makkabæeropstanden), og det lykkedes Judas Makkabæus, en af sønnerne, at erobre Jerusalem år 165. Templet kunne derefter indvies på ny. Problemet var at skaffe hellig olie til den evige lampe. Man fandt et af ypperstepræsten forseglet krus med olie, hvilket kun ville række til én dag, men det fortælles, at olien ved et under varede i 8 dage, indtil ny forsyning kunne fremskaffes. Denne genindvielse fejredes siden hvert år (i december), og »lysfesten«, som den også kaldes, er en glædesfest, hvor man takker Gud for hans undergerninger til folkets bevarelse med klimaks i begivenhederne år 168-165. Festen hedder på hebraisk »chanukka« (indvielse), og i centrum står den tændte chanukka-stage, den 9-armede lysestage, hvor et nyt lys tændes for hver dag i festugen (jf. vores adventskrans). Den 9. stage er den, hvorfra man tænder de øvrige otte lys, og findes lidt forskudt for de andre. Denne stage findes i ethvert jødisk hjem ig i dag er det især børnenes fest, hvor man giver hinanden gaver (afsmittning fra julen?).3 10,23 Salomos Søjlegang: Var en lang, overdækket korridor eller gang i tempelgården, sandsynligvis på østsiden.4 10,40 Den anden side af Jordan: Dette ophold i Peræa er også nævnt i Matt 19,1; Mark 10,1.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hjord
3 Børge Rasmussen, Bibelværk for menigheden Bibellex, Lohse, 1993, s. 407-408.
4 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1635.
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,1 Betania: En lille landsby på sydøstkanten af Oliebjerget, lå ca. 3 km fra Jerusalem (v. 18).1 11,18 Femten stadier: 1 stadie = ca. 185 m.2 |
2 MÅL, VÆGT OG MØNT, Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, 2015, s. 1731
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Tabel: Syv tegn
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,3 Pund: ca. 575 g.1 Nardusolie Var en meget kostbar salve udvundet af den indiske nardusplante. (Note fra Mark 14,3) 12,5 Tre hundrede denarer: En denar var en dagsløn for en arbejder (se Matt 20,2). Dermed var prisen på salven næsten en årsløn.2 12,13 Hosianna: Betyder ‘Herre, frels dog’. (Note fra Matt 21,9) |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, 1635.
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,4 Jesus lægger sin kjortel, som kunne hindre bevægelserne. Ved at tage et klæde på ser Jesus ud som en slave, der havde til opgave at vaske gæsternes fødder.1 |
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,22 Thaddæus er sandsynligvis den samme som Judas, Jakobs søn (Luk 6,16 og ApG 1,13 og jf. Joh 14,22). Da mange mænd bar samme navn, var det normalt med tilnavne. (Note fra Matt 10,3) |
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Kapitel 15
Tabel: Syv ’jeg er-ord’
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,5 Ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen: Peter havde stillet dette spørgsmål (13,36), og Thomas havde antydet det (14,5). Nu var situationen imidlertid anderledes. Disciplene havde lært om fornægtelser, lidelse og død. At vandre sammen med Jesus kan føre til alvorlige konsekvenser.1 |
Kapitel 18
| Uddybende noter |
| 18,1 Kedronbækken løb i dalen mellem Jerusalem og Oliebjerget. Den havde kun vand i regntiden.1 18,3 Vagtstyrken var en hærafdeling på omkring seks hundrede mand, eller en tiendedel af en legion. Nogle gange blev dette græske ord dog brugt om en tredjedel af en hærafdeling, dvs. to hundrede mand. Disse soldater var sandsynligvis erfarne romerske tropper, som var placeret ved Antoniaborgen nær templet. Tempelvagter, som kom sammen med hæradelingen, var medlemmer af tempelpolitiet og stod under kommando af det jødiske råd, Sanhedrinet.1 18,13 Annas havde været ypperstepræst i år 6-15 e.Kr. og blev efterfulgt af sine sønner og derefter af svigersønnen Kajfas. Men Annas havde stadigvæk stor indflydelse.2 18,28 Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene: Jøderne undgik at følge med ind i borgen. Der var flere grunde. For det første var et hedensk hus ifølge jødisk opfattelse urent (jf. ApG 10,28). For det andet skulle et hus op til påske være renset for surdej, og det var den romerske borg ikke.2 18,28-29 Pilatus var statholder i Judæa og Samaria i år 26-36. Han opholdt sig normalt i Cæsarea, men plejede at komme til Jerusalem ved de store fester. Da boede han i borgen, dvs. i Antoniaborgen i det nordvestlige hjørne af tempelområdet eller i Herodes’ palads i byens vestlige del.2 |
2 Peter Legarth, Bibelværk for menigheden Bind 14, Lohse, 1997, s. 151-154.
Kapitel 19
| Uddybende noter |
| 19,1 Lod Jesus piske: Pilatus dømmer ham til døden ved korsfæstelse, og som praksis er, skal han piskes forinden. Pisken bestod af flere læderstrimler, der var forsynet med skarpe genstande i spidserne (af metal eller sten eller lignende), og denne form for piskning betød, at den dømtes hud og kød på ryggen blev flået op. Formelt hører vi ikke dommen, men overgivelsen til korsfæstelsen forudsætter denne dom og beskriver dens indhold. Johannes fortæller, at Pilatus lader Jesus piske under processen, mens han ifølge Matt 27,26 og Mark 15,15 bliver pisket efter domfældelsen. Der er ikke tale om den samme afstraffelse. Sherwin-White 1984, 27-28, gør opmærksom på, at romerne havde tre forskellige former for straf med piskning. Der var den lette form for piskning (fustigatio), der blev benyttet i forbindelse med mindre forbrydelser. Der var en mere brutal og hård piskning (flagellatio), der blev benyttet i forbindelse med alvorlige kriminelle handlinger, og der var den mest frygtede form for piskning (verberatio), der blev benyttet i forbindelse med andre former for straf og deriblandt korsfæstelse. Den piskning, som Johannes omtaler, er den milde form (fustigatio). Følgende faktorer peger i den retning. Pilatus finder, at Jesus er uskyldig, og han vil blot straffe ham for at imødekomme jøderne og for at sætte Jesus på plads. Det peger på en let form for piskning. Det er usandsynligt, at Pilatus ville udsætte Jesus for den hårde og brutale form for piskning (verberatio), før Pilatus har dømt ham, fordi den brutale form er alt for risikabel en form for straf. Den kan medføre døden, eller den kan svække den anklagede så voldsomt, at videre forhør er umuligt. Under processen bliver Jesus altså straffet med den »milde« form for piskning (fustigatio), og først efter domfældelsen bliver han straffet med den brutale form for piskning (verberatio), der kan medføre døden eller svække den dømte alvorligt og dermed sikre, at korsdøden ikke trækker unødvendigt længe ud. (Note fra Matt 27,26) 19,2 Purpurkappe: Soldaterne finder en aflagt rød soldaterkappe, som Jesu får på. Markus (og Johannes, Red.) kalder den for en purpurkappe for at vise, at den skal ligne en kongedragt – purpurdragten var de hellenistiske vasalkongers dragt. (Note fra Mark 15,17) 19,13 Stenbroen Gabbata: Refererer helt sikkert til det store stenbelagte område i Antoniaborgen.1 19,14 Sjette time: Markus fortæller, at romerne korsfæstede Jesus ved den tredje time ca. kl. 9 fredag formiddag den 15. nissan. Markus anvender jødisk tid, og jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, og de opdelte natten og dagen i tolv timer. Johannes fortæller, at Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse omkring den 6. time. Johannes anvender romersk tid, og romerne regnede døgnet fra midnat til midnat og opdelte døgnet i to gange tolv timer fra midnat til middag og fra middag til midnat. Omkring den 6. time er da omkring kl. 6 morgen. En oversigt ser således ud: Tidlig fredag morgen: Synedriet stadfæster sin dom over Jesus Tidlig fredag morgen: Processen hos Pilatus Tidlig fredag morgen ved sekstiden: Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse Fredag formiddag ca. kl. 9: Jesus korsfæstes Fredag fra ca. kl. 12-15: Mørke over landet Fredag ca. kl. 15: Jesus dør Fredag eftermiddag inden sabbatten: Jesus begraves (Note fra Matt 27,45) 19,17 Den dømte plejede selv at bære korsets tværbjælke til retterstedet, men Jesus er for svag, og derfor tvinger de Simon til det. Da det er sjældent, at Markus nævner navne, tyder det på, at Simon og/eller hans børn var kendt i menigheden, da Markus skrev. Joh 19,17 nævner ikke Simon, men kun, at Jesus bar korsets tværbjælke, og er således et eksempel på en ‘sammentrængt’ gengivelse, hvor detaljer udelades. (Note fra Mark 15,21) Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata: Fik sandsynligvis sit navn efter formen på klippen.1 19,29 Eddike: Var ikke det samme som den bedøvende vin, han tidligere havde fået tilbudt (“vin blandet med myrra”, se Mark 15,23). Jesus smagte ikke den vin, fordi han ønskede at være ved fuld bevidsthed helt til sin død. Han tog en slurk af vineddiken. Noget af den smerte, der var knyttet til korsfæstelsen, var den utroligt stærke følelse af tørst.1 19,38 Josef fra Arimatæa var et rigt medlem af jødernes råd (se Matt 27,57; Mark 15,43), og var ikke enig i jødernes behandling af Jesus (se Luk 23,50).1 |
2 Peter Legarth, Bibelværk for menigheden Bind 14, Lohse, 1997, s. 151-154.
Illustration: Golgata og Tempelbjerget
I mange århundreder har kristne tilbedt i ‘Den Hellige Gravs Kirke’ i den tro, at dette var stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, begravet og opstod fra de døde. Denne opfattelse blev udfordret i 1883 af general Charles Gordon, som hævdede, at havegraven, et sted lige nord for Jerusalems gamle bydel, var det sande sted for Golgata.
Ifølge de bibelske forfattere var kravene til stedet, at det lå uden for Jerusalems mure (Hebr 13,12), i en have (Joh 19,41), nær byen (Joh 19,20) , og kaldet Golgata, hvilket betyder “Hovedskalsted” (Matt 27,33).
I 1960’erne blev der udført udgravninger under Den Hellige Gravs Kirke, som viste, at den var bygget på en isoleret klippemasse midt i et omfattende stenbrud (som var i brug fra det ottende til det første århundrede f.kr.). Denne klippemasse blev efterladt ubrudt i oldtiden på grund af den dårlige kvalitet af kalksten. I siderne af stenbruddet og denne klippe, blev der fundet en række klippegrave i stil med dem fra det første århundrede e.Kr.
Rekonstruktionstegningen viser det traditionelle sted for korsfæstelsen (dvs. Den Hellige Gravs kirke). Tre kors er vist på Golgata-højen. Jerusalems Anden Mur blev bygget over stenbruddet. Tempelbjerget danner baggrunden for denne udsigt med Antonia borgen til venstre, templet i midten og Den Kongelige Søjlegang yderst til højre.
The ESV Study Bible, Crossway, 2008.
Kapitel 20
| Uddybende noter |
| 20,1 Ifl. Matt 28,1 kom kvinderne til graven ved den første ugedags frembrud, ifølge Luk 24,1 kom de tidlig morgen, og ifølge Joh 20,1 (Joh nævner kun Maria Magdalene) tidlig (proi) mens det endnu var mørkt. Tidsangivelsen da solen var stået op hos Mark og mens det endnu var mørkt hos Luk er ofte blevet spillet ud imod hinanden, men der er ingen modsigelse, eftersom da solen var stået op betegner den sidste del af natten. Vi befinder os i det tidligste morgengry, hvor mørket stadig dominerer. (Note fra Mark 16,2) 20,24 Didymos betyder tvilling, han er splittet mellem tro og tvivl.1 |
Kapitel 21
| Uddybende noter |
| 21,8 To hundrede alen: Er lige under 100 meter.1 |
Bibelmaraton