Hebræerbrevet

Indledning
Hebræerbrevet er det eneste skrift i NT, hvis forfatter vi ikke kender. Forfatteren er tilsyneladende så optaget af at ophøje Jesu navn, at han ikke nævner sit eget. Men i den østlige del af kirken, har det fra kirkens første tid været læst op ved gudstjenesten på linie med resten af NT. Og det betyder givetvis, at det har kunnet leve op til de krav, man i oldkirken stillede, for at et skrift kunne regnes for nytestamentligt, nemlig at det var skrevet af en apostel eller en discipel af en apostel. Det samarbejde med Paulus-disciplen Timotheus, som nævnes i 13,23, tyder så på, at forfatteren har tilhørt kredsen omkring Paulus. Kun gennem brevets indhold kan vi danne os et vist indtryk af forfatteren.

1. Brevet er skrevet af en litterært dannet person, der behersker klassisk græsk. Hans sprog er vanskeligt, og fremstillingen bærer præg af kunstnerisk balance og melodisk rytme, som ikke kan gengives i en oversættelse.
2. Forfatteren tilhørte ikke discipelflokken, men modtog evangeliet “af dem, som havde hørt ham (Jesus)” (2,3).
3. Forfatteren var meget fortrolig med GT, som han citerer fra den græske oversættelse af GT, Septuaginta.
4. Brevets indhold synes at tyde på, at forfatteren har været en jødekristen, der var godt kendt af de kristne ledere.

Vi finder ikke i selve brevet nogen direkte hentydning til, hvem læserne er, eller hvor de boede. Men der er bred enighed om, at læserne var jødiske kristne, som må befinde sig uden for Israels land, eftersom forfatteren citerer GT for dem efter den græske oversættelse. Måske var de jødekristne bosat i Rom. Den opfattelse understøttes af, at en af Roms første biskopper – Klemens – år 96 omtaler Hebræerbrevet i et brev til menigheden i Korinth. Da var brevet i hvert fald kendt i Rom. Vi ved heller ikke, hvornår brevet er skrevet. Det er ærgerligt, for det spiller af og til en rolle for forståelsen, om det stadig var en reel mulighed for læserne at bringe ofre i templet i Jerusalem, dvs. om brevet er skrevet før offertjenesten blev bragt til ophør, da templet blev ødelagt af romerne i år 70 e. Kr. Ud fra formuleringen i 8,13 er det mest sandsynlige nok, at der stadig blev ofret i Jerusalem, også fordi man må regne med, at forfatteren ville have nævnt det, hvis tempelt lå i ruiner, da han skrev. Det ville jo have været et godt argument for det foreløbige ved den gamle pagts
tempeltjeneste.

Læsernes situation er, at de har forladt jødedommen og har været kristne i ganske lang tid (5,12). De har også udstået forfølgelse (10,32-34). Nu er de ramt af pessimisme og træthed. De fristes til at falde fra deres kristne tro og vende tilbage til jødedommen, tiltrukket af dens gudstjenesteform og især af tempeltjenestens pragt. Den forfølgelse, brevet omtaler, kunne være Neros forfølgelse år 64-65. Hvis ovenstående er rigtigt, er brevet skrevet mellem år 65 og år 70.

Forfatterens hensigt er at vise kristendommens fortrin frem for jødedommen. Ordet bedre er Hebræerbrevets nøgleord, som forekommer flere gange end i det øvrige NT. Vi har en bedre pagt, bedre løfter, osv. Ordet evig er også meget brugt. Der tales om evig frelse (5,9), evig dom (6,2), evig forløsning (9,12), en evig ånd (9,14), den evige arv (9,15) og en evig pagt (13,20). En meget karakteristisk og vigtig vending er én gang for alle. Jesus har én gang for alle bragt sig selv som offer (7,27), han gik én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning (9,12), han er én gang for alle ved tidernes ende trådt frem for at udslette synden ved sit offer (9,26), og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle (10,10).

Læserne er fristede til at falde fra deres kristne tro og vende tilbage til jødedommen, og det er grunden til de indtrændende advarsler mod frafald, der kommer som et omkvæd i brevet (fx 2,1-4; 3,12-13; 4,1; 6,12; 10,26-31; 12,15.25).

Imidlertid nøjes forfatteren ikke med at advare; han opmuntrer også og giver på den måde ny frimodighed til sine mismodige læsere. Det gør han ved at vise, at det, Jesus har gjort ved at dø for mennesker, er nok – at det giver et direkte fællesksab med Gud og en evig frelse. Den pointe er forfatteren naturligvis fælles med resten af NT om. Men måden, han når til pointen på, er særegen for Hebræerbrevet. Det er det eneste nytestamentlige skrift, der fremstiller Jesus om ypperstepræst. Brevet tager sit udgangspunkt i præstetjenestens betydning. Det lærer, at det levitiske præstedømme er afsluttet i og med, at Kristus blev vor ypperstepræst. Den gamle pagts præstedømme var kun en skygge af den kommende ypperstepræst Kristus på samme måde, som ofringerne i templet kun var forbilleder på Kristi fuldkomne og afsluttende offer. Var Moses tjener, så var Kristus søn i huset. Var ypperstepræsterne selv syndere, så var Kristus uden synd. Med udgangspunkt i Sl 110,1-4 fremstilles Jesus som den fuldkomne ypperstepræst, der har bragt sig selv som offer for synden (10,12). Og det er sket én gang for alle (9,12), dvs. at Jesu offer er nok for alle mennesker til alle tider. Den gamle pagts offertjeneste var kun et forbillede på Jesu offer, ligesom de ypperstepræster, Israel havde haft, kun var billeder på Jesus. Som billeder var de naturligvis gode nok; det var jo Gud, der havde givet dem (8,5), og de var helt nødvendige, før Jesus kom. Derfor er pointen heller ikke at kritisere den gamle pagt eller den gamle pagts bøger (GT) – det fremgår også af den detalje, at brevet næsten altid indleder sine GT-citater med at sige, at det er Gud, Kristus eller Helligånden, der taler. Men hvis billederne (ofrene) får lov at udkonkurrere det, som de er billeder på (Kristus), har læserne ikke bare totalt misforstået GT, de har også mistet Kristus og frelsen i ham (10,1). Og det er det, der er ved at ske, når de overvejer at forlade kristendommen for at vende tilbage til jødedommen. For at forhindre det, peger forfatteren på, at GT selv bevidner, at den gamle pagt er foreløbig og derfor ufuldkommen (8,7-8) – den kan ikke føre til målet, men den kan vise hen til ham, som kan, nemlig Jesus! Netop når det gælder Hebræerbrevet, er Augustins kendte ord aktuelle: “Det nye Testamente ligger skjult i Det Gamle, og Det Gamle ligger åbent i Det nye Testamente”.

Brevets inddeling:
1. Indledning: Jesus er Guds endelige åbenbaring (Hebr 1,1-4)
2. Jesus er større end englene (Hebr 1,5-2,18)
3. Jesus er større end Moses (Hebr 3,1-4,13)
4. Den store og barmhjertige ypperstepræst (Hebr 4,14-5,10)
5. En alvorlig formaning (Hebr 5,11-6,20)
6. Kristi præstedømme, tjeneste og offer (Hebr 7,1-10,18)
7. Kald til udholdenhed og tro (Hebr 10,19-39)
8. Livet i tro (Hebr 11,1-12,29)
9. Livet til Guds velbehag (Hebr 13,1-19)
10. Afslutning (Hebr 13,20-25).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/