Dette er et brev fra præst til præst om, hvordan man bedst er hyrde for en menighed.
Baggrundsinfo
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1887
Indledning
Timotheus omtales adskillige steder i NT. Paulus har været middel til hans omvendelse, idet han kalder ham “mit ægte barn i troen” (1 Tim 1,2). Vi hører første gang om ham i ApG 16,1. Han var fra Lystra, hvor Paulus traf ham på sin anden missionsrejse. Han var søn af en troende jødisk kvinde, mens hans far var græker.
Timotheus rejste med Paulus fra Lystra og videre til Europa, hvor han bl.a. ydede en selvstændig indsats i Thessaloniker-menigheden (1 Thess 3,2). På den tredje missionsrejse sendte Paulus Timotheus fra Efesos til Makedonien (ApG 19,22), ligesom han fulgtes med Paulus til Jerusalem (ApG 20,4) og også var sammen med ham under en del af fangenskabet i Rom. Han nævnes nemlig som medforfatter til tre af fangenskabsbrevene (Kol 1,1. Fil 1,1. Filem 1). At Paulus satte ham meget højt, viser hans karakteristik af ham i Fil 2,19-22. Da Paulus skrev sit første brev til ham, var han i Efesos, hvor han “skulle påbyde visse folk, at de ikke må føre vranglære” (1,3). Senere blev han sikkert fængslet, men løsladt igen (Hebr 13,23). Den oldkirkelige tradition siger, at Timotheus blev den første biskop i Efesos, og at han led martyrdøden i år 97.
Lukas fortæller ikke i Apostlenes Gerninger, hvordan Paulus’ fangenskab i Rom sluttede. Men biskop Klemens i Rom fortæller i et brev fra år 96, at Paulus fik sit ønske om at besøge Spanien opfyldt (Rom 15,24-28). Det håb, Paulus udtrykte i Fil 2,24 om at blive løsladt, gik i opfyldelse. Det er formentlig sket o. år 61. Derefter er han taget ud på sin fjerde missionsrejse, hvor han ud over Spanien også har besøgt Kreta, hvor han efterlod Titus (Tit 1,5), Lilleasien, hvor han lod Timotheus blive i Efesos (1 Tim 1,3) og derfra til Makedonien, hvorfra han skrev Første Timotheusbrev og Titusbrevet, det sidste før en vinter (Tit 3,12). Måske er det sket efteråret 62 eller lige før vinteren 62-63. Dog kender vi ikke den nøjagtige rejserute.
I Første Timotheusbrev regner Paulus med at kunne vende tilbage til Efesos (3,14; 4,13), og måske er det dér, han er blevet pågrebet og ført til sin dødscelle i Rom, hvorfra Andet Timotheusbrev er skrevet umiddelbart før hans martyrium (2 Tim 1,8.17; 2,9; 4,6-8), ca. år 64. Paulus’ to breve til Timotheus og hans brev til Titus kaldes ofte pastoralbrevene. Udtrykket hænger sammen med, at disse breve på en helt speciel måde beskæftiger sig med de opgaver, som menighedens ledere ( pastorer=hyrder) har ansvaret for. Ud fra Første Timotheusbrev kan vi se, at opgaven bl.a. har været: Hvordan skal man stille sig til vranglære, hvordan skal menighedsmedlemmer forholde sig ved gudstjenesten, hvad er ægte gudsfrygt og nøjsomhed i hverdagen, og hvad kræves der af de forskellige ledere i menigheden?
Brevets inddeling:
1. Indledning (1 Tim 1,1-2)
2. Evangelieforkyndelse som modvægt til vranglære (1 Tim 1,3-20)
3. Bestemmelser om gudstjenesten (1 Tim 2,1-15)
4. Menighedens forskellige ledere (1 Tim 3,1-16)
5. Nej til falsk lære – stræb efter gudsfrygt (1 Tim 4,1-16)
6. Forskellige grupper i menigheden (1 Tim 5,1-6,2)
6. Formaning til at holde fast ved bekendelsen (1 Tim 6,3-16)
7. Afsluttende formaninger (1 Tim 6,17-21).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 På græsk grund brugte han Paulus sit græske navn, hans jødiske navn var Saulus (ApG 13,9). I græsktalende områder tog jøder ofte navne, der lydligt mindede om deres hebraiske eller aramæiske navne. (Note fra Kol 1,1) Apostel: Se faktaboks nedenfor. 1,2 Timotheus betyder ‘Den, der ærer Gud’.1 Da Paulus ifølge ApG 16,1-4 kommer til Derbe og Lystra, møder han den unge Timotheus, som har en troende jødisk mor og en græsk far. Det er Timotheus’ mor og mormor (2 Tim 1,5), som har oplært Timotheus i den kristne tro, så hans tro er blevet solidt funderet i de bibelske skrifter. Timotheus kaldes af Paulus og menigheden til at blive hans ledsager og medarbejder. Efterhånden bliver han den nærmeste medarbejder, som Paulus igen og igen henviser til. Han er medforfatter til ikke færre end seks af Paulus’ breve: 2 Kor, Kol, 1 og 2 Thess, Fil og Filem. To gange i Apostlenes Gerninger sender Paulus Timotheus som repræsentant for ham selv til konkrete menigheder (ApG 18,5; 19,22).2 1,9 Spotter: Person der udviser hån og foragt (over for en religion eller guddom).3 1,10 Menedere: De, der bryder en ed.2 1,11 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel. (Note fra Mark 1,1) 1,16 Langmodig: Tålmodig og overbærende.4 1,17 Uforgængelige: Som ikke kan slides op, nedbrydes eller forsvinde.5 1,20 I 2 Tim 4,14 nævner Paulus en Alexander, der har gjort ham meget ondt. I 2 Tim 2,17 nævnes en Hymenæus, som er kommet bort fra sandheden og påstår, at opstandelsen allerede har fundet sted. Hvis ellers det er de samme personer, er der altså tale om mennesker, som er udgået fra menigheden i Efesos, men som over tid har været en opposition til Paulus og hans budskab.2 At overgive til Satan er at udelukke dem fra menigheden.2 |
2 Børge Haahr Andersen, Timotheusbrevene og Titusbrevet, Kolon, 2026, s. 28-64
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/spotter_1
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/langmodighed?entry_id=11029749&def_id=21046555
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/uforg%C3%A6ngelig
Faktaboks: Apostel
| Apostel |
| Ordet er velkendt i den græske verden, men er her temmelig indholdsløst. Det bruges bredt som betegnelse for en udsending. Baggrunden for NTs brug af ordet må søges i den hebraiske parallel (sjaliach). Det karakteristiske for sjaliach (udsending) er, at han er sendt i en bestemt opgave og er autoriseret til at udføre den. En sjaliach repræsenterer den, der sender ham, og han har fuldmagt til at tale og handle på den sendendes vegne. En sjaliach er som den, der har sendt ham. Netop disse karakteristiske ting møder vi også hos NTs apostle. En apostel er sendt af Jesus Kristus, Matt 10,5; 1 Kor 1,1, han har fuldmagt fra Jesus Kristus, Matt 10,1; Gal 1,1, og repræsenterer Jesus Kristus, Matt 10,40; 2 Kor 5,20. Det særlige ved apostelen er derfor ikke hans egen person eller den position, han måtte have, men den, som har sendt ham. Det understreges i NT ved udtrykket: Jesu Kristi apostel. Det er Jesus Kristus selv, som giver apostelen sin betydning. En Kristi apostel er en autoriseret repræsentant for Kristus, der har fuldmagt til at tale og handle på Kristi vegne, 1 Kor 9,1; 15,10; Gal 1,15; Kol 1,25; 2 Kor 3,5-6. Gennem apostelen viderefører Kristus sit værk med samme fuldmagt og autoritet. Apostelbetegnelsen bruges altså i NT om en specielt afgrænset gruppe, der udgøres af de 12, som Jesus kaldte under sit jordeliv, Matt 10,2-4, samt Matthias, ApG 1,24-26, og Paulus, Rom 1,1. Desuden nævnes Jakob, 1 Kor 9,5; 15,7, Barnabas, ApG 14,14, Andronikos og Junias, Rom 16,7, men Paulus er den sidste i rækken af apostle, Gal 1,17; 1 Kor 15,8. Når Jesus vælger netop 12 apostle (Matt 10), må det ses som en parallel til Israels 12 stammer. Apostlene er grundlæggere af det nye gudsfolk (jf. 1 Pet 2,9). Aposteltjenesten går tilbage til mødet med den opstandne Kristus, 1 Kor 9,1; 15,8, apostelen er opstandelsesvidne, ApG 1,22. I mødet med Kristus bliver apostelen sendt med fuldmagt, Gal 1,15-16, så han er en autoriseret Kristus-repræsentant. Paulus kan således understrege sin uafhængighed af de andre apostle, Gal 1,15-17, selv om han ser sig selv som det sidste led i rækken, 1 Kor 15,3-11. Det er alene sendelsen og fuldmagten fra Kristus, der gør Paulus til apostel. Fordi apostelen er Kristus-repræsentant, skal menigheden være apostelens efterfølger, 1 Kor 4,16, holde sig til hans lære, 1 Kor 11,1; 15,3f.; Gal 1,8-9, og være lydige mod ham, 2 Kor 2,9. Begrundelsen er ikke apostelens personlige kvalifikationer eller nådegaver, 1 Kor 4,1; 15,10; 2 Kor 03,4f., men hans autorisation fra Kristus selv. Apostelen taler på Kristi vegne, 2 Kor 5,19, hans ord fører til liv eller død, 2 Kor 5,15f., han er forvalter af gudsrigets hemmeligheder, 1 Kor 4,1; jf. 1 Kor 9,17 og Kol 1,25, og har derfor mægtige åndelige stridsvåben, 2 Kor 10,4ff. Herved er apostelen åbenbaringsbærer, han skal videreføre det åbenbarede evangelium om Jesus, 1 Kor 15,3-7, vogte det fra falsk lære, Gal 1,6-10, og på den måde være med til at sikre den historiske forbindelse i læren tilbage til Jesus selv, idet den sunde lære var sikret med nedskrivningen af de apostolske skrifter i NT. Lærerfunktionen i apostelembedet går efter apostolsk tid videre i kirkens hyrdeembede, ApG 20,28-32. Endelig er apostelen kirkegrundlægger, 1 Kor 3,10; Ef 2,20. Han har et særligt kald til at evangelisere, Rom 15,16-21, så evangeliet når ud til dem, der aldrig har hørt om Jesus Kristus. Apostelen står i forligelsens tjeneste, 2 Kor 4,5, og han er her rede til at gøre alt for evangeliets skyld, 1 Kor 9,19-23. Derfor er apostelen også præget af lidelse og afsavn for Kristi skyld, Matt 10,16-25; 2 Kor 4,8-11. Apostelembedet er en tjeneste i kirken, begrundet i et kald fra Kristus selv, og det fungerer som en varig, ordnet og anerkendt tjeneste med autoritet fra Kristus som en videreførelse af hans eget embede. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,9 Prangende: Tage sig imponerende eller iøjnefaldende ud (på en pralende eller udfordrende måde).1 2,14 Forlede: Få til at gøre noget forkert; give en nærliggende, men forkert opfattelse af en bestemt sammenhæng.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/forlede
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,3 Tilsynsmænd: Græsk episkopos, deraf biskop. Et sted, 1 Pet 2,25 kaldes Kristus »jeres sjæles hyrde og tilsynsmand«. Men i øvrigt betegner det en person med lederansvar i menigheden, en »hyrde«, en af »de ældste«, fx de ældste i Efesus: ApG 20,28, og på Kreta, Tit 1,5-7. Først på et senere tidspunkt begyndte man at skelne mellem ældste, som der var flere af, og tilsynsmand (biskoppen), som der kun var en af i hver menighed. De krav, der bør stilles til en tilsynsmand, opregnes i 1 Tim 3,1-7 og Tit 1,7-9. Han skal være moralsk ulastelig, »være besindig, retfærdig, from, herre over sig selv«; han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod« (Tit 1,9). (Note fra Fil 1,1) 3,8 Menighedstjenere: Oversættelse af det græske ord, som vi også har i ordet »diakon«. Egentlig betød det en opvarter ved bordene, hvilket i den kristne menighed kom til at betyde en medhjælper ved gudstjenesten og i praktisk omsorgsarbejde. ApG 6,1-6 regnes gerne som diakon-embedets indstiftelse, skønt selve ordet ikke forekommer direkte. Kravene til en menighedstjener (diakon) opregnes i 1 Tim 3,8-13. Der var både mandlige og kvindelige menighedstjenere. (Note fra Fil 1,1) 3,16 Engle: Se faktaboks nedenfor. |
Faktaboks: Engel
| Engel |
| De væsener, vi i almindelighed tænker på, når vi taler om engle, er ikke de eneste, som i Bibelen betegnes med denne titel. Ordet engel betyder sendebud. Derfor er der også andre i Bibelen end englene selv, der kaldes for engle, f.eks. Johannes Døber. Skriften lærer helt entydigt, at der findes engle. Englene blev skabt i begyndelsen, men det siges ikke hvornår, og de er ikke nævnt under nogen af de seks skabelsesdage. Samtlige Bibelens bøger med undtagelse af Ruths Bog, Esters Bog, Johannesbrevene og Jakobs Brev omtaler engle. Forskellen mellem mennesker og engle består bl.a. i, at engle ikke har legemer. Når vi alligevel fra tid til anden ser engle, drejer det sig om åbenbaringer, hvor engle har påtaget sig menneskeskikkelse. Således læser vi, at Gabriel »så ud som en mand«, Dan 8,15–16. Det samme finder vi flere steder i NT, f.eks. Mark 16,5 og ApG 1,10. Nogle gange har englene vinger, Es 6,2; Ez 1,6; Åb 4,8. Denne bestemmelse af forskellen mellem engle og mennesker – at de ikke har legemer – er meget væsentlig. Den fremhæves af Jesus selv indirekte i Luk 24,39, hvor han siger, at en ånd jo ikke har kød og knogler. Apostlen Paulus betoner forskellen på mennesker og engle mere tydeligt i Ef 6,12, hvor han viser os, at kampen, vi skal kæmpe, ikke er mod »kød og blod«, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Det er for øvrigt det samme som at sige, at de onde engle, der er vore modstandere i denne strid, er åndsmagter, altså kropsløse, men ikke desto mindre er de virkelige og farlige. Ud fra Matt 25,41, hvor der tales om den straf, der er bestemt for »Djævelen og hans engle«, kan vi ved at sammenligne med andre bibelsteder (f.eks. 3 Mos 17,7; Es 34,14; Ef 2 samt Judas 6) se, at der på et eller andet tidspunkt er sket et fald i engleverdenen (se også 1 Joh 3,8; 2 Pet 2,4). Flere steder nævnes Satan i forbindelse med »alle hans engle«, men de oplysninger, Skriften giver os om Satans fald og englefaldet, er yderst sparsomme. Der findes adskillige betegnelser på forskellige grupper af engle i Bibelen. Der er keruber eller levende væsener, 1 Mos 3,24; Ez 1,5ff.; Åb 4,6; 5,8; 6,1. Der er særlige englefyrster (Mikael og Gabriel), der er vældige engle, og udvalgte engle, Jud 9; Dan 10,13; Åb 10,1; 1 Tim 5,21; Es 6,3, og »engle med stor magt«, »serafer« og »troner og herredømmer, magter og myndigheder«. Vi ved ikke, hvorledes det nærmere forholder sig med disse grupperinger. Englen Gabriel (navnet betyder »den Guds mand«) optræder både i Daniels Bog og i forbindelse med forudsigelsen af Jesu fødsel (Dan 8 og 9; Luk 1). Mange mener, at englen Mikael (Dan 12) er Israels særlige skytsengel. Englene beskrives i Bibelen som dem, der sang lovsange ved verdens skabelse, Job 38,4–7, ved Jesu fødsel, Luk 2. De er tjenende ånder, der omgiver Guds trone, Hebr 1,14; Åb 5,11. De er Guds sendebud til menneskene med både små og større opgaver, og også Kristi sendebud (f.eks. 1 Kong 19,5ff.; Luk 16,22; ApG 12,7ff.; Matt 13,41 og 24,31 m.fl. steder). Englene ærer Gud i den himmelske verden og synger hans pris, Matt 18,10; Neh 9,6; Sl 103,20ff.; 148,2; Es 6,3. Vi møder engle som Guds budbærere til menneskene gennem hele frelseshistorien, 1 Mos 18; 19; 4 Mos 20,16ff. Selv Moseloven blev overraskende nok givet ved engle, ApG 7,53; Gal 3,19; Hebr 2,2. Både Johannes Døbers og Jesu fødsel blev forudsagt af engle, og det var en engel, der fik Josef til at ægte Maria, og senere fik en engel Josef til at flygte til Egypten med barnet og Maria. Det var også en engel, der fik ham til at flytte tilbage til Israel (se Luk 1 og 2, samt Matt 2). Engle virkede ved forskellige lejligheder i Jesu liv: fristelsen i ørkenen (Matt 4), sjælekampen i Getsemane, Luk 22,43, ved opstandelsen, Matt 28, ved himmelfarten, ApG 1,10–11. Når Jesus kommer igen, skal han være fulgt af engle, Matt 16,27. Det er omstridt, hvorvidt de syv menigheders »engle« i Åb 1,20 er engle eller menighedsledere. Det må vel dreje sig om mennesker, da det må synes urimeligt at formane engle. Der er nok tale om »sendebud fra Gud« i betydningen menighedsledere. I NT er det helt tydeligt, at engle betragtes som sendebud fra Gud. Derfor afvises også enhver form for engledyrkelse. De er udsendt af Gud for at hjælpe menneskene til at arve frelse, Hebr 1,14. I Hebr 1 og 2 afvises engledyrkelsen ved at vise, hvor højt hævet Guds søn er over englene. Da Gud blev menneske i Kristus betød det nok, at Jesus en kort tid blev gjort ringere end englene, men dette betyder ikke nogen formindskelse af hans sandestorhed. I Hebr 1 fremhæves det for øvrigt, at Jesu frelsende gerning ikke gælder englene, men alle, som tror, dvs. »Abrahams efterkommere«, Hebr 2,16. Englene deltager også i Guds omsorg for sine skabninger. »Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem« (Sl 34,8). Det samme ses f.eks. i Sl 91,11–12, i fortællingen om Daniels tre venner i den gloende ovn og Daniel i løvekulen. Der er i Bibelen vage antydninger af, at hvert menneske måske har sin skytsengel, Matt 18,10 og ApG 12,15. Englene har også opgaver i forbindelse med Guds straffedomme. Vi ser det i GT i 2 Sam 24, og 2 Kong 19. Men det er især i NT – i Åbenbaringsbogen – at denne tjeneste er stærkt understreget (især Åb 8 og 16). |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,14 Ældsterådet: Se faktaboks nedenfor. |
Faktaboks: Ældste
| Ældste |
| I oldtiden var alder forbundet med visdom og erfaring, som de yngre drog stor nytte af. Derfor var modne mennesker højt respekterede og havde naturligt lederposterne i samfundet. Ældste i GT Allerede under slaveriet i Egypten havde Israel ældste som ledere. De havde både politiske, 2 Mos 3,18, og religiøse, 2 Mos 12,21, opgaver, bl.a. var de som folkets repræsentanter med Moses ved pagtslutningen på Sinaj, 2 Mos 24,1.9. Efter indtagelsen af Kana’an blev landet styret af ældsteråd, der havde myndighed over et by- eller landområde. De repræsenterede folket, havde ansvar for forvaltning og retspleje. De mødtes i byporten for at tage stilling til sager, der vedrørte det lokale fællesskab. I kongetiden mistede de ældste indflydelse, selv om det var dem, der krævede indførelse af monarkiet, 1 Sam 8,4. De blev nu nærmest at sammenligne med borgmestre. Ved templets indvielse mødte de dog frem som hele nationens repræsentanter, 1 Kong 8,1.3. Under fangenskabet i Babylon blev de ældste det vigtigste samlingspunkt for folket, da de fleste andre nationale institutioner ophørte. Efter hjemkomsten fik de ældste en central rolle i genopbygningen af landet. De indtog sammen med præster og skriftkloge de ledende funktioner. Også på nytestamentlig tid havde de ældste lederposter i Israel, og alle medlemmer af Rådet (Synedriet) havde embedstitel af ældste. Hver synagoge havde endvidere et råd af ældste med myndighed og ansvar for menigheden. Ældste i NT De første kristne menigheder overtog ældste-institutionen fra synagogen, så hver kristen menighed fik et styrende ældsteråd. I NT anvendes to ord for denne tjeneste: presbyter (“ældste”, på dansk: præst) og episkopos (“tilsynsmand”, på dansk: biskop), men det er først i det andet århundrede, der skelnes mellem to titler. I NT er det samme tjeneste, jf. ApG 20,17.28. NT skelner mellem to andre grupper: tilsynsmænd (ældste) og menighedstjenere (diakoner), 1 Tim 3,1-13 og ApG 6,1-6; de sidstnævnte kan også være kvinder, mens de ældste altid er mænd. Den vigtigste opgave for de ældste på nytestamentlig tid var at være hyrde (latin: pastor) for den lokale menighed, ApG 20,28-29. Dertil er embedet givet af Helligånden. De første ældste blev indsat af apostlene eller deres repræsentanter, senere valgte menighederne dem selv. De ældste blev indviet til tjenesten med håndspålæggelse og bøn. Der stilles i NT krav til de ældstes kvalifikationer: det skal være mænd, som har personlig og åndelig modenhed, som har en god forstand og lever et ulasteligt liv, og som optræder med værdighed og holder fast ved apostlenes lære. Embedet omtales med forskellige titler: tilsynsmænd, forstandere, husholdere, ældste, men indholdet af tjenesten er det samme: De ældste repræsentere den lokale menighed og er dens ledere. De har ansvaret for forkyndelse og undervisning, sjælesorg og personlig vejledning, de skal vogte menigheden mod både læremæssige og etiske brist, de skal være opmærksomme på den enkeltes behov, bl.a. bede for de syge. Det er karakteristisk, at NT altid taler om flere ældste i hver menighed. I dag videreføres tjenesten som ældste i præsteembedet. |
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,1 Slaveåg: Se faktaboks nedenfor 6,4 Kiv: Skænderi eller strid, ofte om ligegyldige småting.1 6,6 Nøjsom: Som klarer sig eller er tilfreds med lidt; som ikke stiller store krav.2 6,13 Aflagde den gode bekendelse under Pontius Pilatus: Se Luk 23,3; Matt 27,11; Mark 15,2 og Joh 18,33-37.3 6,17 Overmodige: Alt for selvsikker, optimistisk eller dumdristig.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/n%C3%B8jsomhed?entry_id=11036704
3 Børge Haahr Andersen, Timotheusbrevene og Titusbrevet, Kolon, 2026, s. 150
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/overmodig
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Bibelmaraton