Paulus skrev igen til thessalonikerne og instruerede dem i at leve i lyset af Herrens komme.
Baggrundsinfo
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1878
Indledning
Der er næppe gået lang tid efter Første Thessalonikerbrev, førend Paulus fik foruroligende meldinger fra menigheden. Det var stadig synet på Jesu genkomst, der gav problemer. Nogle i menigheden mente ligefrem, at Kristi genkomst var så umiddelbart forestående, at det ikke tjente noget formål at passe sit daglige arbejde (2 Thess 3,11). Det var der allerede tendenser til, da Paulus skrev 1 Thess (4,11-12), men det synes at have udviklet sig til en alvorlig fare i menigheden. Andre var blevet så skræmt af denne lære, at de var helt ude af sig selv (2 Thess 2,2). Den alarmerende situation hang sammen med, at de både havde modtaget en falsk profeti og et falsk brev om Jesu genkomst (2,2). Vi ved ikke, hvordan Paulus er blevet informeret om den nyeste udvikling, men meldingerne har været så foruroligende, at han skønnede det nødvendigt med et nyt brev. Samtidig er der fortsat meget at glæde sig over ved thessalonikernes menighed. Dette brev er sikkert skrevet kort efter Første Thessalonikerbrev.
Brevets inddeling:
1. Menighedens tro og udholdenhed (2 Thess 1,1-12)
2. Lovløshedens menneske og Herrens dag (2 Thess 2,1-12)
3. Opfordring til udholdenhed og forbøn (2 Thess 2,13-3,5)
4. Formaning til at passe sit arbejde (2 Thess 3,6-16).
5. Afslutning (2 Thess 3,17-18).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 På græsk grund brugte han Paulus sit græske navn, hans jødiske navn var Saulus (ApG 13,9). I græsktalende områder tog jøder ofte navne, der lydligt mindede om deres hebraiske eller aramæiske navne. (Note fra Thess 1,1) Silvanus: Silas romerske navn. (Note fra Thess 1,1) Timotheus er nævnt som medafsender i 6 Paulusbreve (2 Kor; Fil; Kol; 1-2 Tess; Filem). Han stammede fra Lystra i Lilleasien, var søn af en jødisk mor, Eunike (2 Tim 1,5) og en hedensk far (Apg 16,1-3). Som ung mand er han og hans mor antagelig blevet vundet for kristendommen under Paulus’ første besøg i Lystra, idet Paulus betegner ham som mit elskede barn i Herren (1 Kor 4,17). På sin 2. missionsrejse møder Paulus ham igen i Lystra som en respekteret kristen, omskærer ham af hensyn til jøderne og tager ham med på den videre rejse. Her kommer Timotheus til at spille en vigtig rolle i forbindelse med Thessalonikermenigheden (Apg 17,1-10; 1 Tess 3,1-10). Også på 3. missionsrejse ledsagede Timotheus Paulus og opholdt sig også hos ham under fangenskabet i Rom (Fil 1,1; Kol 1,1; Filem 1,1). Ingen anden af sine medarbejdere omtaler Paulus så rosende (Fil 2,19-23; 1 Kor 4,17; 16,10; 1 Tess 3,2), og ingen er nævnt så ofte i brevene som han. Timotheusbrevene viser, at Timotheus har været en tro Paulusdiscipel og som sådan øvet en vigtig indsats som leder af menigheden i Efesos (1 Tim 1,3). Her led han efter oldkirkelig overlevering martyrdøden ca. år 97 e.Kr. (Note fra Thess 1,1) Thessaloniki ligger i Ægæerhavets nordvestlige hjørne i bunden af den thermaiske bugt, opkaldt efter de varme kilder (gr. therma), der også gav navn til byen Therma, en af 26 mindre byer, som lå ned mod bugten. År 315 f.Kr. grundlægger den makedoniske fyrste Kassander her en ny by, som opsluger befolkningen fra de tidligere. Han opkalder den efter sin hustru Thessalonike, Alexander d. Stores halvsøster. År 168/67 f.Kr. erobrede romerne Makedonien, som blev delt i fire republikker. Thessaloniki blev hovedbyen i en af dem og senere (146 f.Kr.) provinshovedstad i den nyoprettede romerske provins Makedonien med sæde for prokonsulen = statholderen (gr. anthypatos). Efter at Cæsarmorderne var slået i slaget ved Filippi 42 f.Kr., belønnede sejrherrerne Octavian (den senere kejser Augustus) og Antonius byen Thessaloniki, som havde taget deres parti, ved at give den udstrakt selvstyre bestående af en folkeforsamling (gr. dēmos, jf. Apg. 17,5), et råd (gr. boulē) og en magistrat med 5-6 borgmestre (gr. politarchai, jf. Apg. 17,6), der udgjorde forvaltnings- og politiøvrigheden. (Note fra Thess 1,1) 1,7 Engle: Se faktaboks nedenfor. 1,8 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel. (Note fra Mark 1,1) |
Faktaboks: Engel
| Engel |
| De væsener, vi i almindelighed tænker på, når vi taler om engle, er ikke de eneste, som i Bibelen betegnes med denne titel. Ordet engel betyder sendebud. Derfor er der også andre i Bibelen end englene selv, der kaldes for engle, f.eks. Johannes Døber. Skriften lærer helt entydigt, at der findes engle. Englene blev skabt i begyndelsen, men det siges ikke hvornår, og de er ikke nævnt under nogen af de seks skabelsesdage. Samtlige Bibelens bøger med undtagelse af Ruths Bog, Esters Bog, Johannesbrevene og Jakobs Brev omtaler engle. Forskellen mellem mennesker og engle består bl.a. i, at engle ikke har legemer. Når vi alligevel fra tid til anden ser engle, drejer det sig om åbenbaringer, hvor engle har påtaget sig menneskeskikkelse. Således læser vi, at Gabriel »så ud som en mand«, Dan 8,15–16. Det samme finder vi flere steder i NT, f.eks. Mark 16,5 og ApG 1,10. Nogle gange har englene vinger, Es 6,2; Ez 1,6; Åb 4,8. Denne bestemmelse af forskellen mellem engle og mennesker – at de ikke har legemer – er meget væsentlig. Den fremhæves af Jesus selv indirekte i Luk 24,39, hvor han siger, at en ånd jo ikke har kød og knogler. Apostlen Paulus betoner forskellen på mennesker og engle mere tydeligt i Ef 6,12, hvor han viser os, at kampen, vi skal kæmpe, ikke er mod »kød og blod«, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Det er for øvrigt det samme som at sige, at de onde engle, der er vore modstandere i denne strid, er åndsmagter, altså kropsløse, men ikke desto mindre er de virkelige og farlige. Ud fra Matt 25,41, hvor der tales om den straf, der er bestemt for »Djævelen og hans engle«, kan vi ved at sammenligne med andre bibelsteder (f.eks. 3 Mos 17,7; Es 34,14; Ef 2 samt Judas 6) se, at der på et eller andet tidspunkt er sket et fald i engleverdenen (se også 1 Joh 3,8; 2 Pet 2,4). Flere steder nævnes Satan i forbindelse med »alle hans engle«, men de oplysninger, Skriften giver os om Satans fald og englefaldet, er yderst sparsomme. Der findes adskillige betegnelser på forskellige grupper af engle i Bibelen. Der er keruber eller levende væsener, 1 Mos 3,24; Ez 1,5ff.; Åb 4,6; 5,8; 6,1. Der er særlige englefyrster (Mikael og Gabriel), der er vældige engle, og udvalgte engle, Jud 9; Dan 10,13; Åb 10,1; 1 Tim 5,21; Es 6,3, og »engle med stor magt«, »serafer« og »troner og herredømmer, magter og myndigheder«. Vi ved ikke, hvorledes det nærmere forholder sig med disse grupperinger. Englen Gabriel (navnet betyder »den Guds mand«) optræder både i Daniels Bog og i forbindelse med forudsigelsen af Jesu fødsel (Dan 8 og 9; Luk 1). Mange mener, at englen Mikael (Dan 12) er Israels særlige skytsengel. Englene beskrives i Bibelen som dem, der sang lovsange ved verdens skabelse, Job 38,4–7, ved Jesu fødsel, Luk 2. De er tjenende ånder, der omgiver Guds trone, Hebr 1,14; Åb 5,11. De er Guds sendebud til menneskene med både små og større opgaver, og også Kristi sendebud (f.eks. 1 Kong 19,5ff.; Luk 16,22; ApG 12,7ff.; Matt 13,41 og 24,31 m.fl. steder). Englene ærer Gud i den himmelske verden og synger hans pris, Matt 18,10; Neh 9,6; Sl 103,20ff.; 148,2; Es 6,3. Vi møder engle som Guds budbærere til menneskene gennem hele frelseshistorien, 1 Mos 18; 19; 4 Mos 20,16ff. Selv Moseloven blev overraskende nok givet ved engle, ApG 7,53; Gal 3,19; Hebr 2,2. Både Johannes Døbers og Jesu fødsel blev forudsagt af engle, og det var en engel, der fik Josef til at ægte Maria, og senere fik en engel Josef til at flygte til Egypten med barnet og Maria. Det var også en engel, der fik ham til at flytte tilbage til Israel (se Luk 1 og 2, samt Matt 2). Engle virkede ved forskellige lejligheder i Jesu liv: fristelsen i ørkenen (Matt 4), sjælekampen i Getsemane, Luk 22,43, ved opstandelsen, Matt 28, ved himmelfarten, ApG 1,10–11. Når Jesus kommer igen, skal han være fulgt af engle, Matt 16,27. Det er omstridt, hvorvidt de syv menigheders »engle« i Åb 1,20 er engle eller menighedsledere. Det må vel dreje sig om mennesker, da det må synes urimeligt at formane engle. Der er nok tale om »sendebud fra Gud« i betydningen menighedsledere. I NT er det helt tydeligt, at engle betragtes som sendebud fra Gud. Derfor afvises også enhver form for engledyrkelse. De er udsendt af Gud for at hjælpe menneskene til at arve frelse, Hebr 1,14. I Hebr 1 og 2 afvises engledyrkelsen ved at vise, hvor højt hævet Guds søn er over englene. Da Gud blev menneske i Kristus betød det nok, at Jesus en kort tid blev gjort ringere end englene, men dette betyder ikke nogen formindskelse af hans sandestorhed. I Hebr 1 fremhæves det for øvrigt, at Jesu frelsende gerning ikke gælder englene, men alle, som tror, dvs. »Abrahams efterkommere«, Hebr 2,16. Englene deltager også i Guds omsorg for sine skabninger. »Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem« (Sl 34,8). Det samme ses f.eks. i Sl 91,11–12, i fortællingen om Daniels tre venner i den gloende ovn og Daniel i løvekulen. Der er i Bibelen vage antydninger af, at hvert menneske måske har sin skytsengel, Matt 18,10 og ApG 12,15. Englene har også opgaver i forbindelse med Guds straffedomme. Vi ser det i GT i 2 Sam 24, og 2 Kong 19. Men det er især i NT – i Åbenbaringsbogen – at denne tjeneste er stærkt understreget (især Åb 8 og 16). |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,13 Førstegrøden er et ord for offersproget i den gamle pagt, og det viser tilbage til den. De første aks af høsten skulle bringes som offer. Når de var høstet, kunne indhøstningen begynde, årets høst var sikret (3 Mos 2,14; 23,10; 4 Mos 15,20, sml. ApG 26,23). Derfor bruges førstegrøde i overført betydning i NT (Rom 11,16: de første kristne er som førstegrøden, som giver løfte om, at høsten skal følge; Rom 16,5 og 1 Kor 16,15). (Note fra 1 Kor 15,20) |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,2 Vanartede: Uopdragen, uartig; ulydig eller opsætsig.1 |
Bibelmaraton (OBS. Kolossenserbrevet og Thessalonikerbrevene er i samme video)