Paulus og korintherne var kommet på kant med hinanden, og Paulus skrev et brev for at få forsoning.
Baggrundsinfo
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1791
Indledning
Første Korintherbrev giver et levende indtryk af situationen i den unge menighed. Den er truet af splittelser og gruppedannelser, seksualmoralen er i fare, og de kristne ved ikke rigtigt, hvordan de skal indrette sig i forhold til den hedenske verden omkring dem. Konkurrence mellem nådegaverne skaber uorden i menigheden, men Paulus har en særlig omsorg for den som en vigtig missionsmenighed. Første Korintherbrev er skrevet før pinsen år 55, mens Paulus opholdt sig i Efesos på sin 3. missionsrejse (16,8).
Andet Korintherbrev giver et godt billede af, hvordan forholdet mellem Paulus og korinthermenigheden havde udviklet sig og hvilke nye problemer, menigheden stod over for. Fra Efesos rejste Paulus til Makedonien og mødte Titus, som havde været udsendt til Korinth. På mange måder var Paulus opmuntret over Titus’ redegørelse for den åndelige situation i Korinth, men der var fortsat problemer. Derfor Andet Korintherbrev, som Paulus har skrevet i en meget personlig stil, som viser noget om mennesket Paulus. Vi møder hans dybe kristne ydmyghed, men også hans apostoliske selvbevidsthed, hans svaghed og hans ukuelige energi. Vi møder hans sagtmodighed, som gør ham parat til at modtage og udholde alt, hvad der møder ham, men tillige hans strenghed, som er i stand til at modsætte sig alt og overvinde alt i striden for sandheden i Jesus Kristus. På baggrund af Titus’ beretning er Andet Korintherbrev skrevet i Makedonien på Paulus’ tredje missionsrejse efteråret 55/foråret 56.
Brevets inddeling:
1. Indledning (2 Kor 1,1-11)
2. Paulus’ forhold til korintherne (2 Kor 1,12-2,13)
3. Den apostoliske tjeneste overfor korintherne (2 Kor 2,14-7,16)
4 Indsamling til menigheden i Jerusalem (2 Kor 8,1-9,15)
5. Paulus’ myndighed og de falske apostle (2 Kor 10,1-12,21)
6. Formaning, hilsen og velsignelse (2 Kor 13,1-13).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 Paulus var det navn, han anvendte blandt græsk-talende. Han hebraiske navn var ifølge græsk-romersk form Saulus eller Saul.1 Apostel: Se faktaboks nedenfor. Timotheus havde deltaget i Paulus’ anden missionsrejse og havde dermed været en af Paulus’ medarbejdere, da han grundlagde menigheden i Korinth (ApG 18,5; 2 Kor 1,19). Timotheus ledsagede også Paulus på den tredje missionsrejse, og han havde været sendebud for Paulus i forbindelse med konflikten i Korinth (1 Kor 4,17). Han deltog desuden i den afsluttende del af den tredje missionsrejse fra Grækenland til Jerusalem (ApG 20,1-4).1 Korinth var en af oldtidens storbyer. Den lå i landskabet Akaja mellem det græske fastland og Peloponnes. Da romerne 146 f. Kr. erobrede byen, blev den fuldstændig ødelagt, men Julius Cæsar sørgede for at genopbygge den år 46 f. Kr. Senere blev den hovedstad i provinsen Akaja, der nærmest svarer til det nuværende Grækenland, og den romerske statholder fik sin residens i byen. Byen havde en strategisk beliggenhed på den smalle landtange, som forbandt Peleponnes med det græske fastland. Korinth var en meget vigtig handelsby med to havne, Kenkrea i øst mod Ægæerhavet, og Lekæum i vest ud mod Adriaterhavet. Varetransporten mellem vest (Rom) og øst (Lilleasien) medførte, at Korinth hurtigt blev centrum for kommunikation, handel og administration, mens Athen beholdt sin førerstilling som kulturcentrum. (Fra baggrundsinfo til 1 Korintherbrev) Akaja: Det romerske navn for den provins, der omfattede det gamle Grækenland.2 1,8 Provinsen Asien lå i den vestlige del af Lilleasien, og dens hovedstad var Efesos. Det var her, Paulus ifølge ApG 19,1-20,1 havde sit længste ophold på den tredje missionsrejse. Det var her, han skrev 1 Kor (1 Kor 16,8), og under Paulus’ virke i Efesos blomstrede der menigheder op i de nærliggende byer, fx Kolossæ.1 1,12 Renfærdigt: Moralsk uangribelig; hæderlig.3 1,19 Silvanus: Andre steder kaldet Silas.2 1,22 Beseglede: Se faktaboks nedenfor. |
2 Kurt E. Larsen, Bibelværk for menigheden Bind 16, Lohse, 1997, s. 102-108.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/renf%C3%A6rdig
Faktaboks: Apostel (Til 1,1)
| Apostel |
| Ordet er velkendt i den græske verden, men er her temmelig indholdsløst. Det bruges bredt som betegnelse for en udsending. Baggrunden for NTs brug af ordet må søges i den hebraiske parallel (sjaliach). Det karakteristiske for sjaliach (udsending) er, at han er sendt i en bestemt opgave og er autoriseret til at udføre den. En sjaliach repræsenterer den, der sender ham, og han har fuldmagt til at tale og handle på den sendendes vegne. En sjaliach er som den, der har sendt ham. Netop disse karakteristiske ting møder vi også hos NTs apostle. En apostel er sendt af Jesus Kristus, Matt 10,5; 1 Kor 1,1, han har fuldmagt fra Jesus Kristus, Matt 10,1; Gal 1,1, og repræsenterer Jesus Kristus, Matt 10,40; 2 Kor 5,20. Det særlige ved apostelen er derfor ikke hans egen person eller den position, han måtte have, men den, som har sendt ham. Det understreges i NT ved udtrykket: Jesu Kristi apostel. Det er Jesus Kristus selv, som giver apostelen sin betydning. En Kristi apostel er en autoriseret repræsentant for Kristus, der har fuldmagt til at tale og handle på Kristi vegne, 1 Kor 9,1; 15,10; Gal 1,15; Kol 1,25; 2 Kor 3,5-6. Gennem apostelen viderefører Kristus sit værk med samme fuldmagt og autoritet. Apostelbetegnelsen bruges altså i NT om en specielt afgrænset gruppe, der udgøres af de 12, som Jesus kaldte under sit jordeliv, Matt 10,2-4, samt Matthias, ApG 1,24-26, og Paulus, Rom 1,1. Desuden nævnes Jakob, 1 Kor 9,5; 15,7, Barnabas, ApG 14,14, Andronikos og Junias, Rom 16,7, men Paulus er den sidste i rækken af apostle, Gal 1,17; 1 Kor 15,8. Når Jesus vælger netop 12 apostle (Matt 10), må det ses som en parallel til Israels 12 stammer. Apostlene er grundlæggere af det nye gudsfolk (jf. 1 Pet 2,9). Aposteltjenesten går tilbage til mødet med den opstandne Kristus, 1 Kor 9,1; 15,8, apostelen er opstandelsesvidne, ApG 1,22. I mødet med Kristus bliver apostelen sendt med fuldmagt, Gal 1,15-16, så han er en autoriseret Kristus-repræsentant. Paulus kan således understrege sin uafhængighed af de andre apostle, Gal 1,15-17, selv om han ser sig selv som det sidste led i rækken, 1 Kor 15,3-11. Det er alene sendelsen og fuldmagten fra Kristus, der gør Paulus til apostel. Fordi apostelen er Kristus-repræsentant, skal menigheden være apostelens efterfølger, 1 Kor 4,16, holde sig til hans lære, 1 Kor 11,1; 15,3f.; Gal 1,8-9, og være lydige mod ham, 2 Kor 2,9. Begrundelsen er ikke apostelens personlige kvalifikationer eller nådegaver, 1 Kor 4,1; 15,10; 2 Kor 03,4f., men hans autorisation fra Kristus selv. Apostelen taler på Kristi vegne, 2 Kor 5,19, hans ord fører til liv eller død, 2 Kor 5,15f., han er forvalter af gudsrigets hemmeligheder, 1 Kor 4,1; jf. 1 Kor 9,17 og Kol 1,25, og har derfor mægtige åndelige stridsvåben, 2 Kor 10,4ff. Herved er apostelen åbenbaringsbærer, han skal videreføre det åbenbarede evangelium om Jesus, 1 Kor 15,3-7, vogte det fra falsk lære, Gal 1,6-10, og på den måde være med til at sikre den historiske forbindelse i læren tilbage til Jesus selv, idet den sunde lære var sikret med nedskrivningen af de apostolske skrifter i NT. Lærerfunktionen i apostelembedet går efter apostolsk tid videre i kirkens hyrdeembede, ApG 20,28-32. Endelig er apostelen kirkegrundlægger, 1 Kor 3,10; Ef 2,20. Han har et særligt kald til at evangelisere, Rom 15,16-21, så evangeliet når ud til dem, der aldrig har hørt om Jesus Kristus. Apostelen står i forligelsens tjeneste, 2 Kor 4,5, og han er her rede til at gøre alt for evangeliets skyld, 1 Kor 9,19-23. Derfor er apostelen også præget af lidelse og afsavn for Kristi skyld, Matt 10,16-25; 2 Kor 4,8-11. Apostelembedet er en tjeneste i kirken, begrundet i et kald fra Kristus selv, og det fungerer som en varig, ordnet og anerkendt tjeneste med autoritet fra Kristus som en videreførelse af hans eget embede. |
Faktaboks: Segl (Til 1,22)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,12 Troas ligger på Lilleasiens kyst, i det nuværende Tyrkiet.1 |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,14 Udtrykket den gamle pagt findes kun dette ene sted i NT. Det betegner den pagt, som Gud sluttede med Israel på Sinai.1 |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,2 Skændige: Som er oprørende, og som fremkalder eller burde fremkalde vanære, fordømmelse, dyb forargelse eller skamfølelse.1 4,3 Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Det græske ord bliver især brugt om budskabet om sejr i krig, eller budskabet om en ny tronarvings fødsel. (Note fra Mark 1,1) 4,8 Tvivlrådige: Usikker på eller i tvivl om hvad man skal gøre, mene, eller hvordan man skal forholde sig til noget vigtigt eller alvorligt.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/12003040
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,3 Vanry: Dårligt omdømme.1 6,5 Møje: Store anstrengelser som man gør sig for at noget skal lykkes eller blive så godt som muligt.2 6,8 Spot: Hånlig, latterliggørende ringeagt.3 6,9 Tugte: Afstraffe, ofte korporligt; underkaste (streng) opdragelse eller disciplinering.4 6,14 Træk ikke på samme hammel: Spænde i åg (Se faktaboks om åg nedenfor).5 6,15 Ordet Beliar findes kun det ene sted i Ny Testamente. Det svarer til Belial (b’lijjaʿal), et ord der forekommer forholdsvis hyppigt i GT (5 Mos 13,14; 15,9; Dom 19,22; 20,13; 1 Sam 1,16; 2,12; 10,27; 25,17.25; 30,22; 2 Sam 16,7; 20,1; 22,5; 23,6; 1 Kong 21,10.13; 2 Krøn 13,7; Job 34,18; Sl 18,5; 41,9; 101,3; Ordsp 6,12; 16,27; 19,28; Nah 1,11; 2,1). Det betegner ondskab, slethed, ubrugelighed, fordærv, men ordet er ikke personificeret i den hebraiske tekst i GT. Ordet findes som navn på Satan i antik-jødiske skrifter. I Qumran er det betegnelse for de onde magters fyrste.5 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/m%C3%B8je
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/spot_1
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/tugte
5 Peter V. Legarth, Andet Korintherbrev, Credo, 2004, s. 226-228.
Faktaboks: Åg (Til note om 6,14)
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,5 Datidens Makedonien var et landområde, der I vore dage er delt mellem Grækenland, Bulgarien, Albanien og Nordmarkedonien.1 7,15 Bæve: Ryste ufrivilligt især pga. angst, sindsbevægelse eller nervøsitet.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/b%C3%A6ve
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,1 Makedonien: Se note til 7,5. 8,10 I fjor: Sidste år.1 8,18 Evangeliet: Se note til 4,3 |
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,2 Akaja: Se note til 1,1 9,10 Sædemanden: Landmand.1 Udsæd: Sædekorn.1 |
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,1 Spagfærdig: Stilfærdig og tilbageholdende; uden kraft eller vilje.1 10,12 Henregne: Regne med at noget tilhører en bestemt kategori el.lign.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/henregne
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,2 Skinsyg: Som føler jalousi.1 11,4 Evangelium: Se note til 4,3. 11,9 Makedonien: Se note til 7,5. 11,10 Akaja: Se note til 1,1. 11,13 Apostle: Se faktaboks nedenfor. 11,20 Baste: Binde nogen så vedkommende ikke kan røre sig.2 11,22 Hebræere: Er muligvis betegnelsen for de jøder, der havde bevaret det hebraiske sprog som modersmål og talesprog i hjemmet, selvom de boede i et fremmed land.3 11,24 Fyrre slag minus ét: Paulus nævner først den straf, som han har fået ved jødiske domstole. Jesus havde forudsagt, at hans disciple ville blive udleveret til domstolen og blive straffet af de lokale domstole, i synagogerne (Matt 10,17). Dette hører vi ikke om i ApG, men Paulus forklarer, at han fem gange er blevet straffet af den jødiske domstol. Det formelle lov-grundlag for at idømme 39 piskeslag findes i 5 Mos 25,1-3, hvor det hedder, at den dømte i bestemte retssager højst må tildeles 40 slag. I nytestamentlig tid gav man blot 39 slag af frygt for at tælle forkert og dermed komme til at overtræde budet.4 11,32 Aretas: Aretas IV var konge over nabatæerne fra år 9 f.Kr. til 39/40 e.Kr. Begivenheden fandt altså sted på et tidligt tidspunkt i Paulus’ løbebane som apostel.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/baste
3 Kurt E. Larsen, Bibelværk for menigheden Bind 16, Lohse, 1997, s. 141.
4 Peter V. Legarth, Andet Korintherbrev, Credo, 2004, s. 329-335.
Faktaboks: Apostel (Til 11,13)
| Apostel |
| Ordet er velkendt i den græske verden, men er her temmelig indholdsløst. Det bruges bredt som betegnelse for en udsending. Baggrunden for NTs brug af ordet må søges i den hebraiske parallel (sjaliach). Det karakteristiske for sjaliach (udsending) er, at han er sendt i en bestemt opgave og er autoriseret til at udføre den. En sjaliach repræsenterer den, der sender ham, og han har fuldmagt til at tale og handle på den sendendes vegne. En sjaliach er som den, der har sendt ham. Netop disse karakteristiske ting møder vi også hos NTs apostle. En apostel er sendt af Jesus Kristus, Matt 10,5; 1 Kor 1,1, han har fuldmagt fra Jesus Kristus, Matt 10,1; Gal 1,1, og repræsenterer Jesus Kristus, Matt 10,40; 2 Kor 5,20. Det særlige ved apostelen er derfor ikke hans egen person eller den position, han måtte have, men den, som har sendt ham. Det understreges i NT ved udtrykket: Jesu Kristi apostel. Det er Jesus Kristus selv, som giver apostelen sin betydning. En Kristi apostel er en autoriseret repræsentant for Kristus, der har fuldmagt til at tale og handle på Kristi vegne, 1 Kor 9,1; 15,10; Gal 1,15; Kol 1,25; 2 Kor 3,5-6. Gennem apostelen viderefører Kristus sit værk med samme fuldmagt og autoritet. Apostelbetegnelsen bruges altså i NT om en specielt afgrænset gruppe, der udgøres af de 12, som Jesus kaldte under sit jordeliv, Matt 10,2-4, samt Matthias, ApG 1,24-26, og Paulus, Rom 1,1. Desuden nævnes Jakob, 1 Kor 9,5; 15,7, Barnabas, ApG 14,14, Andronikos og Junias, Rom 16,7, men Paulus er den sidste i rækken af apostle, Gal 1,17; 1 Kor 15,8. Når Jesus vælger netop 12 apostle (Matt 10), må det ses som en parallel til Israels 12 stammer. Apostlene er grundlæggere af det nye gudsfolk (jf. 1 Pet 2,9). Aposteltjenesten går tilbage til mødet med den opstandne Kristus, 1 Kor 9,1; 15,8, apostelen er opstandelsesvidne, ApG 1,22. I mødet med Kristus bliver apostelen sendt med fuldmagt, Gal 1,15-16, så han er en autoriseret Kristus-repræsentant. Paulus kan således understrege sin uafhængighed af de andre apostle, Gal 1,15-17, selv om han ser sig selv som det sidste led i rækken, 1 Kor 15,3-11. Det er alene sendelsen og fuldmagten fra Kristus, der gør Paulus til apostel. Fordi apostelen er Kristus-repræsentant, skal menigheden være apostelens efterfølger, 1 Kor 4,16, holde sig til hans lære, 1 Kor 11,1; 15,3f.; Gal 1,8-9, og være lydige mod ham, 2 Kor 2,9. Begrundelsen er ikke apostelens personlige kvalifikationer eller nådegaver, 1 Kor 4,1; 15,10; 2 Kor 03,4f., men hans autorisation fra Kristus selv. Apostelen taler på Kristi vegne, 2 Kor 5,19, hans ord fører til liv eller død, 2 Kor 5,15f., han er forvalter af gudsrigets hemmeligheder, 1 Kor 4,1; jf. 1 Kor 9,17 og Kol 1,25, og har derfor mægtige åndelige stridsvåben, 2 Kor 10,4ff. Herved er apostelen åbenbaringsbærer, han skal videreføre det åbenbarede evangelium om Jesus, 1 Kor 15,3-7, vogte det fra falsk lære, Gal 1,6-10, og på den måde være med til at sikre den historiske forbindelse i læren tilbage til Jesus selv, idet den sunde lære var sikret med nedskrivningen af de apostolske skrifter i NT. Lærerfunktionen i apostelembedet går efter apostolsk tid videre i kirkens hyrdeembede, ApG 20,28-32. Endelig er apostelen kirkegrundlægger, 1 Kor 3,10; Ef 2,20. Han har et særligt kald til at evangelisere, Rom 15,16-21, så evangeliet når ud til dem, der aldrig har hørt om Jesus Kristus. Apostelen står i forligelsens tjeneste, 2 Kor 4,5, og han er her rede til at gøre alt for evangeliets skyld, 1 Kor 9,19-23. Derfor er apostelen også præget af lidelse og afsavn for Kristi skyld, Matt 10,16-25; 2 Kor 4,8-11. Apostelembedet er en tjeneste i kirken, begrundet i et kald fra Kristus selv, og det fungerer som en varig, ordnet og anerkendt tjeneste med autoritet fra Kristus som en videreførelse af hans eget embede. |
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,2 Den tredje himmel: Det var almindeligt at tale om tre ”himle”. Den første himmel er atmosfæren, hvor fuglene flyver, den anden er stedet for solen, månen og stjernerne, og den tredje er dér, hvor Gud bor.1 |
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,2 Skånsel: Det at skåne nogen for fx en straf eller en lidelse.1 |
Bibelmaraton (OBS. 1 og 2 Korintherbrev er i samme video)