Salmernes bog

Indledning
Israels folk var et poetisk begavet og musikalsk folk. I deres salmeskat findes lyrik af verdensklasse. Den poesi, vi finder i GT, begrænses ikke til de såkaldte poetiske bøger. Salmer eller dele af salmer findes også i de historiske og profetiske bøger. Salmernes Bog var Israels salme- og bønnebog, idet flere salmer bedst forstås som bønner. Bogens hebraiske titel betyder egentlig lovsange eller bønner (jf. 72.20.145,1).

Fra gammel tid har man inddelt Salmernes Bog i følgende 5 dele:
1. bog (Sl 1-41). Ifølge overskrifterne er de alle af David undtagen 1; 2; 10; 33, der er anonyme.
2. bog (Sl 42-72). Hovedsagelig salmer af David, men nogle er også af Kora-sønnerne.
3. bog (Sl 73-89). Især salmer af Asaf, men også af David, Salomo og Kora-sønnerne, samt nogle af anonyme forfattere.
4. bog (90-106). Bortset fra en enkelt af Moses og et par af David er de øvrige anonyme.
5. bog (107-150). Bortset fra en enkelt salme af Salomo består den del dels af Davids-salmer og dels af anonyme salmer.

David siges at være forfatter til 73 salmer, Moses til 1, Salomo til 2, Asaf til 12, Kora-sønnerne til 11 (dog omtales både Kora-sønnerne og ezraitten Heman til Sl 88) og ezraitten Etan til 1. De sidste 50 er anonyme.

De fem bøger i Salmernes Bog skal sikkert svare til de fem Mosebøger. Man har betragtet Salmernes Bog som den gammeltestamentlige menigheds “hymniske svar på lovbogen”. Det er derfor naturligt, at Salmernes Bog indledes med en lovsang om Herrens lov (Sl 1). Når man i synagogen læste et stykke af Mosebøgerne, læste eller sang man et tilsvarende afsnit i Salmernes Bog. Hver af de fem “salmebøger” slutter for øvrigt med en doksologi, en lovprisning. Dog skal vi nok opfatte hele salme 150 som en afsluttende doksologi. Inddelingen i fem bøger er måske foretaget af praktiske grunde af hensyn til Salmernes funktion i gudstjenesten.

Den ældste salme i Salmernes bog stammer fra Moses. De følgende århundreder var i åndelig henseende en fattig tid. Salmedigtningens blomstringstid bryder igennem med kong David. Mange forskere bestrider, at David skulle være forfatter til de salmer, der tillægges ham. Men det er urimeligt at frakende David hans digteriske evner og musikalske begavelse, som GT´s historiske bøger vidner om. Man kan heller ikke bestride hans anordninger og vejledninger vedrørende gudstjenestelivet, som omtales i Krønikebøgerne og hos Ezra og Nehemias. Det er derfor helt naturligt, at netop David, gennem sit omskiftende liv, sine dybe erfaringer i Guds skole, sin kærlighed til musik og sit talent for sang samt sin tætte kontakt til den åndelige reformations mænd som Samuel, Gad og Natan, blev den store sangerkonge, der gennem sine salmer blev til stor velsignelse for Guds folk til alle tider. Mange af Davids salmer passer på begivenheder i hans liv. Hvor det ikke er tilfældet, er det naturligst at antage, at salmen hentyder til en begivenhed, som vi ikke kender. Derimod kan salmer, der i den oprindelige tekst mangler overskrift, godt være forfattet af David. Et eksempel på det er Sl 2, som ifølge ApG 4,25-26 er forfattet af ham. Noget tilsvarende gælder Sl 95 i henhold til Hebr 4,7. Hvad de 50 anonyme salmer angår, kan de meget vel være forfattet over en lang tidsperiode.

Salmerne er sikkert blevet samlet i flere etaper. Derved fremkom flere skriftruller med salmer og bønner af fx David og Asaf (Sl 72,20. 2 Krøn 29,30). Den jødiske tradition siger, at det var Ezra, der til sidst redigerede Salmernes Bog. Samme tradition siger, at det også var ham, som skrev salme 119, Bibelens længste kapitel.

Ligesom salmerne ikke er ordnet kronologisk, er de heller ikke placeret efter indhold. De forskellige bøger indeholder mange forskelligartede salmer, sandsynligvis for at man ved gudstjenesterne kunne få en så alsidig anvendelse som mulig. Det indholdsmæssige fokus i Salmernes Bog bevæger sig fra fortiden (Sl 105-106) til håbet om en kommende herlighed (2; 110). Fra Guds gerninger i naturen (8; 19; 104) til hans undere i loven (1; 19; 119). Fra den dybeste nød (88; 137) til jublende lovsang (23; 103). Med rette er det sagt om Salmernes Bog, at der kan mennesket finde sig selv i en hvilken som helst situation og sindstilstand – glad, mismodig, forurettet, fortvivlet, ensom, søvnløs, ung, gammel, plaget af synd, renset fra skyld, bedende, tilbedende, grædende, jublende osv.

Da den samme salme mange gange rummer flere temaer, er det vanskeligt at foretage en tematisk inddeling. Et forslag er: a. Profetiske (messianske) salmer (2; 22; 23; 24; 110). b. Læresalmer (74; 78; 89). c. Bønnesalmer (5; 59; 83). d. Klagesalmer (10; 44; 74; 109; 130). e. Takkesalmer (9; 18; 30; 34; 92; 116; 124; 129). f. Bodssalmer (6; 32; 38; 51; 102; 143). g. Trøstesalmer (3; 4; 57). h. Hymner (lovprisningssalmer) (29; 33; 47; 65; 100; 103; 104; 113; 135).

I Salmernes Bog sættes der ord på det, mennesker bærer i deres indre. Stærke, ærlige ord. I de historiske bøger er forfatterne ofte anonyme. I de profetiske bøger fokuseres på Guds tale til mennesket. I salmerne åbner mennesker deres hjerte for Gud – og Gud for mennesker. Salmerne taler om, hvad Gud Fader og Gud Søn har på hjerte. Af de over 70 nytestamentlige citater fra 40 forskellige salmer handler ca. 50 om Kristi lidelse, død og opstandelse, og om hvordan evangeliet når alle folkeslag.

Guds folk har til alle tider fundet ord og fundet hjælp i salmernes rigdom. Martyrkirkens blodvidner har søgt trøst og styrke i salmerne. Kirkefædrene blev aldrig trætte af at lovprise dem. Klostrenes folk levede og åndede i dem. Reformatorerne kæmpede, levede og døde med salmeord i tanke og sind.

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.