Job havde det godt, indtil Satan forsøgte at få ham til at forbande Gud. Job mistede familie, rigdom og sit gode helbred. Det meste af bogen handler om at finde ud af årsagen til hans lidelser, men Gud får det sidste ord og velsignede Job.
Baggrundsinfo
Indledningen
Bogen har fået navn efter hovedpersonen Job. Jobs Bog er den gammeltestamentlige visdomslitteraturs største åndsværk. Det er et mægtigt værk om en mands lidelser og hans problemer med at få dette til at stemme med sin overbevisning om Gud som en retfærdig Gud. Jobs Bog behandler spørgsmålet om forholdet mellem menneskelig lidelse og Guds kærlighed. Med ubehagelig klarhed stiller den spørgsmålet: Hvordan kan en retfærdig Gud tillade al menneskelig ondskab? Bogen har et sprog og en intensitet, som gør den til noget af det ypperste i verdenslitteraturen.
Handlingen foregår i patriarktiden. Job boede i landet Us og hørte til blandt Østens folk (1,1.3). Job må have boet øst for det, der senere blev Israel, men vi kan ikke sige nærmere hvor. Hverken Moseloven, templet eller Israels historie nævnes. Han ofrer selv til Gud (1,5), selv om det i Moseloven kun er tilladt præster. Den eneste mønt, der omtales i bogen (kesita, Job 42,11), hører også hjemme i den ældste tid (1 Mos 33,19. Jos 24,32). Job har uden tvivl været en før-israelitisk troende, der dyrkede Herren, selv om han næppe har hørt til Abrahams kødelige efterkommere. Måske svarer hans tro meget til fx Melkisedeks (1 Mos 14). Det er også værd at bemærke, at Job opnåede en højere levealder end nogen efter udvandringen fra Egypten (42,16).
På grund af disse ting mener den jødiske tradition og flere kirkefædre, at bogen er skrevet af Moses. Det er også årsagen til, at den syriske oversættelse Peschitta placerer bogen umiddelbart efter Mosebøgerne. Andre argumenterer for en sen datering. Det eneste sikre er, at Jobs Bog er skrevet på et tidspunkt mellem Moses og profeten Ezekiel, som nævner Job på linie med Noa og Daniel (Ez 14,14.16.18.20). De havde alle tre stor betydning for Israels tro. Noa lærte Israel at bygge i tro, Daniel at frygte Gud i tro, Job at lide i tro. Jakob omtaler Jobs lidelse og udholdenhed, som et eksempel på Herrens barmhjertighed (Jak 5,11).
Jobs Bog hører til det, vi kalder visdomslitteraturen. Den er for størstedelens vedkommende skrevet i poetisk form, men ligesom vi ikke ved, hvor landet Us lå, ved vi heller ikke hvor, hvornår og af hvem Jobs Bog er skrevet.
Bogens indhold:
1. Job 1-2. Prolog, skrevet i prosa. Job er en rig mand, som sætter alt ind på at leve efter Guds vilje. Han bliver alligevel ramt af de hårdeste ulykker og plager. Det sker – uden at Job ved det – fordi Gud lader Satan prøve Job, om hans gudsfrygt er ægte, eller han kun holder sig til Gud, fordi han har fordel af det. Dette fremstilles i scener skiftevis på jorden og i himmelen.
2. Job 3-31. Diskussion mellem Job og hans venner om årsagen til ulykken.
a. Det begynder med, at Job forbander sin fødselsdag og ønsker, at han aldrig var blevet født (Job 3). Så følger tre tale-runder, hvor hver af hans tre venner prøver at tale ham til rette (dog kun to i sidste runde), og Job svarer hver enkelt.
b. 1. runde (Job 3-14)
c. 2. runde (Job 15-21)
d. 3. runde (Job 22-26). Vennerne prøver at være sjælesørgere, men optræder med forklaringer, formaninger og egne oplevelser, så de kun gør ondt værre. Deres omkvæd er, at der må være en synd eller svigten i Jobs liv, siden han er ramt af så store ulykker.
e. Jobs sammenfatning (27-31), herunder hans hymne til visdommen (27-28). Job slutter sin tale med en sammenfatning af sine standpunkter over for Gud (29-31). I kap. 29 mindes han sin tidligere lykke under Guds rige velsignelse. I kap. 30 klager han over sin nuværende elendighed. I kap. 31 fremhæver han sin uskyld og aflægger sin stærke uskyldsed, hvor han gennemgår en lang række synder, som han erklærer, at han ikke har begået og henvender sig direkte til Gud og beder ham om svar (“Nu må den Almægtige svare mig” 31,35). Job og hans venner har samme syn på gengældelseslæren, men problemet er, at selv om de har samme gengældelseslære, trækker de to forskellige konklusioner. Vennerne hævder, at Job må have syndet, siden Gud straffer ham. Job hævder, at Gud har straffet ham uberettiget.
3. Job 32-37. Elihu, Barak’els søn, taler imod Job. Han understreger, at Gud er ophøjet og retfærdig. Lidelsen er straf over ugudelige og tugt af gudfrygtige. Han formaner derfor til ydmyghed over for
Gud.
4. Job 38,1- 42,6. Gud selv svarer Job ud fra et stormvejr.
a. Gud stiller Job spørgsmål, om han forstår skabelsen og skaberværket. Job må indrømme, at han kommer til kort (38-39).
b. Gud beder Job om at styre verden bedre, end han selv gør, og Gud forkynder skaberværkets storhed. Job møder Gud. Over for dette bøjer Job sig for Skaberen, den Almægtige. Han tilbagekalder det, han har sagt og beder om at blive belært af Gud. Han er villig til at godtage, at Gud styrer alt med overlegen visdom, selv om han ikke har fået svar på, hvorfor han måtte lide (40,1-42,6).
5. Job 42,7-15. Epilog, skrevet i prosa. Først bliver Jobs venner revset, fordi de ikke havde talt ret om Gud. Derefter bliver det fortalt, hvorledes Gud igen velsigner Job.
Jobs Bog forkynder, at lidelse ikke kan forklares. Men Gud kan erkendes og erfares på trods af lidelse. Og et menneske kan med hele sin smerte være hos den almægtige Gud. Det blev Jobs lykke, og det er ethvert menneskes lykke. Den lidende og nedtrykte kan ikke få trøst ved noget andet end ved at skue Gud, dvs. ved en personlig erfaring eller oplevelse af fællesskab med Gud. Som Asaf udtrykker det: “At være Gud nær er min lykke” (Sl 73,28).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 Landet Us er ikke kendt, og der er først og fremmest to områder, der kan være tale om: enten i nærheden af Edom eller nordøst for Israel i Hauran. Vi finder også betegnelsen Us for et landområde i Klages 4,21 (og i Jer 25,20), hvor det betegner Edom. Der er mest, der taler for, at vi skal finde Us i den nordlige del af Østjordanlandet.1 1,3 Mange har sat spørgsmålstegn ved det historisk korrekte i oplysningerne om kameler i patriarktiden. Kamelen er egentlig den en-puklede dromedar (camelus drome-darius). Der er dog fundet kamelknogler, som dateres til det 24. århundrede f.Kr.1 1,6 Gudssønnerne: Der er ingen tvivl om, at der er tale om himmelske væsener, engle, som tjener Gud.1 1,14 Sabæerne bliver normalt opfattet som et semitisk folk, der levede i det nuværende Yemen. Deres hovedstad lå ved det nuværende Marib.1 1,17 Kaldæerne kendes fra det 9.årh. f.Kr., hvor de omtales i assyriske beretninger fra Assurbanipal II’s tid (884-859). De fik flere gange i det 8.årh. magten over Babylon, og i 626 f.Kr. grundlagde Nabopalassar det nybabyloniske imperium, som betegnelsen kaldæere normalt henviser til. Der kan være tale om nogle forløbere for de berømte nybabylonere, og at de på dette tidspunkt udgjorde en halvnomadestamme.1 |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,11 Elifaz betyder »Min Gud er det fineste guld« og er et edomitisk navn (1 Mos 36,11.15) og Teman er et sted, der knyttes sammen med Edom (Jer 49,7.20; Ez 25,13; Am 1,12; Obad 8-9). Teman er dog også blevet sat i forbindelse med Tema i Arabien. Bildad betyder muligvis »Søn af Hadad« og er blevet opfattet som en kortform af et gammelt amoritisk navn Yabil-Dad(a). Vi kender ikke noget stednavn Shua, men en søn af Abraham gennem Ketura bærer dette navn (1 Mos 25,2). Sofar betyder »ung fugl«. Navnet kendes ikke uden for Jobs Bog. Na’ama kendes som pigenavn. En af Kains efterkommere bar dette navn (1 Mos 4,22) og Salomo giftede sig med en amoritisk prinsesse, som hed Na’ama (1 Kong 14,22). Det er muligt, at Sofar kommer fra stedet En-Sofar ved vejen mellem Beirut og Damaskus. På samme måde som Job og hans hjemstavn kan de tre venner og deres hjemstavn ikke identificeres med sikkerhed. Men det behøver ikke betyde, at de er opdigtede.1 2,12 Flængede deres kapper og kastede støv på hovedet: Der er tale om en handling, som viser deres dybe medfølelse.1 |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,8 Livjatan er sandsynligvis en personifikation af alle gudsfjendtlige kræfter. (Se mere om ordet i noten til Job 40,25)1 |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,6 Dårskab: Uklog (og forkastelig) handling.1 |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,21 Tungen gælder i GT ofte som ophav til en række synder. Derfor kan bagtalelse af medmennesker udmærket sammenlignes med en svøbe (= pisk med kort skaft og lang snor1) (sammenlign med Siraks Bog (GT apokryf Red.) 26,6; 28,17; 51,2). Ordet tunge kan somme tider bruges om flammer, og derfor er det foreslået, at tungens svøbe er et andet udtryk for ildsvåde (= Brand2).3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ildsv%C3%A5de
3 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 79.
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,6 Katost: 40-90 cm høj plante med brede, håndfligede blade, store rødviolette blomster og runde, flade spaltefrugter der ved modenhed deler sig i 9-11 små, skarpkantede delfrugter.1 6,19 Tema var et center for handelsretten i den nordvestlige del af Arabien og Saba et center i den sydvestlige del af Arabien.2 |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 87.
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,1 Hoveri betegner en påtvungen tjeneste.1 7,2 Daglejeren kan bruges om dem, der er hyret til militærtjeneste (Jer 46,21), men bruges almindeligvis om traditionelle arbejdere (fx 2 Mos 12,45; 3 Mos 25,53). De var sædvanligvis fattige (3 Mos 25,40) og blev ofte ansat for en dag ad gangen (sml. Matt 20,1-12). På grund af deres fattigdom var det bydende nødvendigt, at de blev betalt ved dagens slutning, for at de kunne forsørge deres familie (3 Mos 19,13; 5 Mos 24,14-15).1 7,6 Skyttelen: Aflangt, fladt og smalt redskab som indeholder en spole med tråd der under vævning føres mellem trendens tråde på tværs af væveretningen.2 7,12 Det er svært at afgøre, hvordan man skal forstå havet og dragen. Fortolkerne har søgt baggrunden for billederne forskellige steder i den nære orient. Tidligere mente man, at billedet hørte hjemme i Egypten, men det er i dag mere almindeligt at opfatte billedet ud fra en kana’aneisk eller babylonisk baggrund. F. Delitzsch (I, s. 123f.) mener, at billedet stammer fra Egypten. En vagt ved havet kan kun observere, om det overtræder dets grænser. Derfor vil det være naturligt at anvende billedet på Nilen, som i øvrigt i Es 19,5 betegnes med ordet hav (hebr.: jām). Ordet drage (hebr.: tannin) må da være en betegnelse for krokodillen. På samme måde som man observerer Nilens oversvømmelser, observeres alle Jobs bevægelser og handlinger. Rowley (s. 68) siger, at vi har en hentydning til figurer fra den babyloniske mytologi, hvor Marduk efter konflikten med Tiamat kløver hendes krop og deraf danner himmel og jord. Derefter sender han lyn og sætter vagt for at forhindre, at hendes vande strømmer frem. Jeg tror dog, at det er bedre at følge F. Andersen (s. 137) og N. Habel (s. 162), der går ud fra, at der er tale om en kana’aneisk baggrund. Fra ugaritisk mytologi kender vi havguden Jam, som bliver besejret af stormguden Ba’al i en kamp om at oprette den kosmiske orden. If. N. Habel optræder Tannin i GT både som et søuhyre (1 Mos 1,21) og som en mytologisk figur (Sl 74,13), sandsynligvis identisk med Livjatan (Es 27,1) eller Rahab (Es 51,9). Israelitiske forfattere anvendte disse kaossymboler som billeder og symboler for at beskrive de magter, som Herren besejrede, bl.a. også historiske fjender. J. N. Oswalt behandler i en interessant artikel The Myth of the Dragon and Old Testament Faith spørgsmålet om GT’s brug af kana’aneiske mytologiske figurer. Han konstaterer, at alle er enige om, at GT klart bruger disse udtryk på en ikke-mytisk måde. Senest fra Moses tid er myten ophørt med at være en del af den normative hebraiske religion. Dermed argumenterer han imod B. S. Childs og M. K. Wakeman, der begge anser opgøret med myten som noget, der langsomt kommer til at præge den israelitiske religion. Under alle omstændigheder klager Job over, at Gud betragter ham som en mægtig fjende.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=skyttel
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,11 Papyrus var en meget værdifuld plante, som kunne anvendes til mange forskellige formål. Vi kender den først og fremmest som skrive materiale. Vort ord papir stammer ganske enkelt fra papyrus. Men papyrus kunne også anvendes til helt andre formål som hurtige både (Es 18,2), måtter og kurve (2 Mos 2,3). Papyrusplanten vokser i sumpede områder og trives godt i et varmt klima. Nilområdet er meget velegnet. Desværre kan den ikke holde sig længe i et fugtigt klima. I ørkensandet i Egypten har papyrus kunnet holde sig i årtusinder, mens den ikke har kunnet overleve i Palæstinas mere fugtige klima. Papyrus vokser hurtigt og bliver op til 3 meter høj. Det er en høj, spinkel plante. Udsagnsordet, der bruges i v. 11a betyder også at være høj, stolt og billedet med papyrusplanten taler derfor om de gudløses stolthed.1 Nilgræs er en form for siv (se 1 Mos 41,2.18, hvor det samme hebraiske ord bruges om det græs, som køerne i Josefs drøm spiste sig mætte i).1 |
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,13 Rahabs hjælpere: Der er her ikke tænkt på skøgen Rahab fra Jos 2, men der er tale om et søuhyre (Navnet Rahab optræder i 5 andre GT-tekster: Job 26,12; Sl 87,4; 89,11; Es 30,7; 51,9-10. I Es 30,7 og Sl 87,4 er der tale om et navn for Egypten, mens der de andre steder er tænkt på dette søuhyre). Rahab er mange steder blevet et symbol på gudsfjendske magter på samme måde som Tannin og Livjatan. Det er på grund af de tre søuhyrers rolle i Israels naboers myter, at de i GT symboliserer kaosmagterne i modsætning til Gud. Det hævdes altid ganske bestemt, at Gud er herre over alle kosmiske magter, også over dem, der er fjendtlige over for hans styre.1 9,30 Lud: (stærkt) basisk opløsning, fx af soda eller natron anvendes bl.a. ved fremstilling af sæbe og som rengøringsmiddel.2 9,33 Voldgiftsmand: En som mægler mellem to parter. Han lytter til begge parter og udarbejder et kompromis, som er bindende for dem begge.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lud
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,5 Spot til skade, sådan tænker de sorgløse, et spark til dem, der er ved at falde: I dette vers hører vi et ordsprog af Jobs mund. Det er desværre ikke helt klart, hvad indholdet er. Tidligere har man ment at finde ordet fakkel/lampe (hebr.: lappid) i verset. Billedet udtrykker da, at de, der har deres på det tørre, ser på den, der fejler, og dermed spotter ham i stedet for at hjælpe ham. I stedet for at oplyse hans sti med et klart lys, giver de ham en spottelampe. Nu er man mere tilbøjelig til at dele det hebraiske ord op i to: for/til (hebr.: lê) og ulykke/skade (hebr.: pid). Ordsproget siger da, at de sorgløse og rige har foragt og ikke hjælp til overs for den, der fejler. De sparker til den, hvis fod er ved at falde.1 Samme vers i Bibelen 2020 til sammenligning: Man håner andres ulykke, når man har sit på det tørre, og tænker, at dem, der er ved at snuble, selv er ude om det. Samme vers i Bibelen på hverdagsdansk til sammenligning: Det er nemt nok at foragte dem, der har problemer, når man ikke selv har nogen. Hvorfor sparker I til en mand, der ligger ned? 12,20 Mælet: Evne til at tale; det at tale.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%A6let
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,4 Kvaksalvere: Person der uden at være lægeuddannet bedriver en form for lægevirksomhed.1 13,12 Jeres udsagn er af aske, jeres svar er af ler: Job slutter sin klage over vennerne med at tale nedsættende om deres belæring. Deres udsagn er aske-ordsprog og deres svar er ler-svar. Visdomslærere benyttede sig ofte af ordsprog af forskellige art i deres belæring. Her er tale om en type ordsprog, der er lette at lære udenad. Det, som vennerne har frembragt, har vist sig at være lige så uholdbart som aske og ler. Der har ikke været substans i deres taler.2 13,22 Stævn mig: Aftale at mødes et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.3 13,28 Mølædt: med huller efter angreb af møl.4 |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 136.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59010304&def_id=21081492&query=℅
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%B8l%C3%A6dt
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,17b Du har klistret til for min brøde: Det sidste billede er tvetydigt. Det kan betyde, at Gud vil dække Jobs brøde (= forkastelig eller ulovlig handling; synd1) til, noget, som vennerne har forkludret (sml. 13,4). En anden mulighed er, at Jobs brøde kun bliver klistret til med kalk, så en smule regn vil afdække den. DO holder sig til den første forståelse, men jeg vil foretrække anden mulighed. Den giver en bedre sammenhæng i kapitlet og betyder, at v.16-17 hører med til kapitlets højdepunkt.2 Samme vers i Bibelen 2020 til sammenligning: Mine forbrydelser ville være gemt langt væk, og du ville dække over alt, hvad jeg har gjort forkert. Samme vers i Bibelen på hverdagsdansk til sammenligning: Mine synder bliver gemt i en sæk, du tilregner mig dem ikke. |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 151.
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,2 Fylde sig med østenvinden: Job har været så vred, at man må antage, at han har fyldt sit indre med østenvinden. Det hebraiske ord bætæn, der i DO31 er oversat med indre (DO92 har gengivet det med sig) betegner den nedre del af underlivet, der if. israelitternes opfattelse husede de dybeste tanker og følelser (sml. Ordsp 18,8; 20,27.30; 22,18). Men Elifaz bruger ordet nedsættende. Han gør nar af Job, idet han siger, at Jobs ord kommer fra en mave fyldt af vind (eller luft) i stedet for fra hans hjerte, fornuftens centrum.1 15,20 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.2 15,26 Knejse: Løfte hovedet og gøre sig rank i ryggen som tegn på stolthed.3 15,34 Gold: Tør, næringsfattig og ufrugtbar.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5rem%C3%A5l
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=knejse
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gold
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,9 Hvasse: Hård og ubarmhjertig; aggressiv.1 |
Kapitel 17
| Uddybende noter |
| 17,3 Give mig håndslag: Når man skulle bekræfte, at man stillede sikkerhed for nogen, gjorde man det ved lade hånden blive slået (give håndslag), sml. Ordspr 6,1; 17,18.1 17,5 Mens børnenes øjne stirrer sig trætte: Job taler nu til vennerne og advarer dem mod at bringe falske anklager mod ham. Det kunne resultere i, at straffen ville ramme deres børn. Vers 5 ligner et kryptisk ordsprog, som skal forsvare det, Job lige har sagt. På en eller anden måde er der en modstilling af vennerne og børnene. En mand gør noget for andre på en måde, som bliver til stor ulempe for hans egne børn. DO går ud fra, at det hebraiske ord ḥēlæq betyder del af arv, bo. Ordsproget gælder en mand, som giver sin formue til venner, mens han ikke tænker på sine egne børn. Vennerne er sådanne forrædere, som er villige til at sælge en ven, men ikke tager deres forpligtelser over for deres egen familie alvorligt. Ved at bruge et ordsprog som en advarsel til vennerne, bruger Job samme metode, som vennerne har gjort.1 |
Kapitel 18
| Uddybende noter |
| 18,8 Faldgruber: Fordybning der er gravet for at dyr eller mennesker skal falde i den.1 18,10 Snare: Fælde, rænke eller andet der kan skade mennesker.2 18,13 Dødens førstefødte: Betydningen er usikker, men betyder sandsynligvis døden i den mest frygtelige form.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=snaren
3 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 183.
Kapitel 19
| Uddybende noter |
| 19,24 Griffel: Tynd stang af blød skiffer der blev brugt til at skrive på en tavle med.1 19,25 Løser: Gøre fri af tvang, afhængighed, bindinger el.lign.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=l%C3%B8ser
Kapitel 20
| Uddybende noter |
| 20,24 Skal buen af bronze gennembore ham: Der er selvfølgelig ikke tale om, at han bliver gennemboret af en bue af bronze; det er materialet og våbnet ikke velegnet til. Der må snarere være tale om et forkortet udtryk for en pil med kobber- eller bronze-spids, som skydes fra en stærk bue.1 |
Kapitel 21
| Uddybende noter |
| 21,12 Pauke: Et slaginstrument, en slags tromme. Citer: Et strengeinstrument. (Note fra Sl 149,3) 21,18 Som avner, stormen fejer væk: Avner: Tynd skal der omgiver en kornkerne, og som skal fjernes inden kernen kan bruges til føde. Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) 21,19 Undgælde: Lide eller blive straffet som følge af andres fejl, dumhed eller forseelse.1 21,27 I pønser på rænker mod mig: Hemmelig og snedig plan eller handling der har til formål at skade nogen.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=r%C3%A6nker
Kapitel 22
| Uddybende noter |
| 22,6 Udpante: Inddrage noget af en skyldners ejendom for at få et tilgodehavende.1 22,24 Ofir-guldet: (hebr.: kætem ’ofir), er guld der kommer fra lokaliteten Ofir (Sl 45,10; Es 13,12). Desværre ved vi ikke med sikkerhed, hvor Ofir lå. De forskellige forslag til placeringen rækker lige fra Elam og Afrika til Indien. (Note fra Job 28,16). |
Kapitel 24
| Uddybende noter |
| 24,2 Markskel: Det var nødvendigt at indhegne sine marker med grænsesten, for at andre ikke skulle tage dem – efter en gammel forordning, som omtales allerede i 5 Mos 19,14 (sml. Ordsp 22,28; 23,10).1 24,11 Persen: Presse som druer eller andre frugter knuses i ved fremstilling af fx vin eller mos.2 24,18 Ilinger: (kraftigt) vindstød.3 24,24 Mælde: Op til 1,5 m høj plante med fligede, trekantede blade og små grønlige blomster fx havemælde, strandmælde eller spydmælde. Flere arter bekæmpes som ukrudt på dyrket jord; tilhører salturtfamilien.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=persen
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ilinger
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%A6lde
Kapitel 26
| Uddybende noter |
| 26,5 Vånder sig: Skælver af angst.1 26,12 Rahab bruges i Es 51,9 om Farao og hans magt, men det er ikke denne brug af ordet, der er tale om her i Jobs Bog. Rahab står som en personificering af alle onde kræfter.1 Se også note til Job 9,13 |
Kapitel 27
| Uddybende noter |
| 27,23 Skadefro: Som føler eller viser glæde over andres (især en uvens eller konkurrents) uheld eller ulykke.1 |
Kapitel 28
| Uddybende noter |
| 28,16 Ofir-guld (hebr.: kætem ’ofir), er guld der kommer fra lokaliteten Ofir (sml. 22,24; Sl 45,10; Es 13,12). Desværre ved vi ikke med sikkerhed, hvor Ofir lå. De forskellige forslag til placeringen rækker lige fra Elam og Afrika til Indien. Shoham-sten (hebr.: šoham) er en ædelsten, der findes i landet Havila (1 Mos 2,12). Der kan være tale om en grøn sten, men det er mere sandsynligt, at der er tale om onyks, en sort og hvidstribet ædelsten. Shoham-sten er den første i en række af kostbare sten, som David skaffede til templet (1 Krøn 29,2). De to sten på skuldrene af ypperstepræstens efod var shoham-sten (2 Mos 28,9-12) ligesom den elvte sten på hans brystplade (2 Mos 28,20).1 28,19 Nubien: Etiopien. (Note fra Sl 68,32) |
Kapitel 29
| Uddybende noter |
| 29,4 Velmagtsdage: Tidligere periode hvor det gik meget godt for nogen eller noget, ofte i modsætning til senere.1 29,18 v.18b volder vanskeligheder. I den hebraiske tekst anvendes ordet ḥol, der normalt oversættes med sand. J. Hartley holder sig til denne forståelse og oversætter: og gøre mine dage talrige som sandet. LXX (Græske oversættelse af GT, Red.) gengiver ordet med foinix, som i denne sammenhæng betyder palmetræ. Billedet af reden i v.18a har været medvirkende årsag til, at DO har set en omtale af fuglen Fønix i dette vers. Fuglen Fønix levede ifølge en legende meget længe (500, 600 eller 1461 år), og når den endelig døde, opstod den igen af asken. Hvis der er tale om en henvisning til denne føniksfugl, så er det mest sandsynligt, at tilknytningspunktet er det lange liv og ikke opstandelsestanken, som ikke spiller nogen rolle dette sted i Jobs Bog.2 |
2 Jobs Bog, Credo, Leif Kjøller-Rasmussen, s. 287-298.
Kapitel 30
| Uddybende noter |
| 30,4 For at overleve i den golde ørken plukkede de mælde, som er en ørkenplante, hvis unge blade de fattige ørkenbeboere selv i dag spiser rå eller koger. Gyvel er navnet på den ørkenbusk, som Elias sad under, da han flygtede fra dronning Jesabel (1 Kong 19,4-5). Det er næppe rigtigt, at man har spist gyvelens rødder, som det fremgår af DO. Flere kommentarfattere henviser til, at gyvelens rødder er uspiselige. Det hebraiske udtryk laḥmām, som her oversættes med deres brød/føde, findes også i Es 47,14, hvor det opfattes på en helt anden måde. Dér betyder det til at varme sig. Det er derfor mere sandsynligt, at disse ørkenboere samler rødderne fra gyvelbuskene og bruger dem som trækul (sml. Sl 120,4).1 30,9 Nidviser: Hånlige viser.1 30,29 Sjakalens hyl er en sørgelig, klagende lyd, der ligner lyden af et grædende barn. Strudsen har ligeledes en klagende lyd. De to dyrs klagende lyd sammenholdes også i Mika 1,8. Deres skrig udtrykker steppens ensomhed og er derfor velegnet til at udtrykke Jobs stærke ensomhed. Job føler, at hans eneste familie og venner er sjakaler og strudse.1 30,31 Citer: Et strengeinstrument. (Note fra Sl 149,3) |
Kapitel 31
| Uddybende noter |
| 31,13 Træls og min trælkvindes ret: Trælle havde ikke mange rettigheder i den nære orient. Den israelitiske lovgivning gav trods alt trællene flere rettigheder (2 Mos 21,2-11.20-21.26-27; 3 Mos 25,39-55), end de havde i de omliggende kulturer, men de var stadig begrænset af deres ringe status.1 31,20 Lænder: Betyder her hele personen.1 31,21 Porten i bymuren var en større bygning, der også fungerede som retssal og byrådssal (5 Mos 21,19; 25,7. Am 5,12. Ruth 4,1). (Note fra Sl 127,5) |
Kapitel 32
| Uddybende noter |
| 32,2 Elihu er den eneste i bogen, som har et ægte israelitisk navn. Betydningen er: Han er min Gud. Hans far har navnet Barak’el, der betyder Gud har velsignet. Navnet findes ikke andre steder i GT, men kendes som Barak-ilu/Barak-ili fra babyloniske dokumenter. I den hebraiske tekst kaldes Elihu (og/eller Barak’el) for habbuzzi. Det bliver i DO oversat fra Buz og opfattes dermed om stedet på samme måde som 2,11, hvor de øvrige tre venner omtales, Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Sofar fra Na’aman. I Jer 25,23 omtales byen Buz sammen med Dedan og Teman i det edomitiske område. Der kan være tale om denne by. Vi får også at vide, at Elihu var af Rams slægt. Vi kender navnet Ram fra Juda stamme (1 Krøn 2,9.25.27 og Ruth 4,19). Der er næppe grund til at antage, at Elihu skulle være i familie med denne Ram. Navnet betyder ophøjet og kan være en forkortelse af Gud/Herren/Jahve er ophøjet.1 32,19 Ung vin i sække, der er ved at sprænges: Fordi vinen gærer og derved skaber et overtryk.1 |
Kapitel 34
| Uddybende noter |
| 34,30 Snare: Fælde, rænke eller andet der kan skade mennesker.1 |
Kapitel 36
| Uddybende noter |
| 36,22 Vælde: (udstråling af) storhed og styrke.1 36,26 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5rem%C3%A5l
Kapitel 38
| Uddybende noter |
| 38,3 Spænd bæltet om lænden som en mand: Der er nogle, der mener, at der her er tale om forberedelse til en slags brydning, men det er mere tænkeligt, at det gælder om at gøre sig klar til et krævende arbejde. Udtrykket kan symbolisere, at man samler al sin styrke til at arbejde energisk med en vanskelig sag. Udtrykket kender vi især fra Ef 6,14.1 38,7 Gudssønner: Engle.1 38,20 Enemærker: Område som kun én eller ganske få personer ejer, råder over eller har adgang til.2 38,36 Ibisfuglen: En fugl af storkefamilien.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=enem%C3%A6rker
Kapitel 39
| Uddybende noter |
| 39,1 Hindene: hun hos kronhjorte og sikahjorte.1 39,23 Pilekoggeret: Rørformet beholder som en bueskytte opbevarer sine pile i.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kogger
Kapitel 40
| Uddybende noter |
| 40,15 Behemot: Det første dyr, Herren beskriver, kaldes Behemot, som er en gengivelse af det hebraiske ord bēhemā, som egentlig er en flertalsform af ordet, der betyder kvæg eller tamdyr. Flertalsformen er tilsyneladende en intensiv pluralis med betydningen Det store Dyr eller Dyret par excellence. Her bruges det om et særligt dyr. I DO31 er det oversat med nilhesten (flodhesten), som er det dyr, de fleste fortolkere finder beskrevet på dette sted. (Flodhesten lever i Egypten og Afrika. I oldtiden levede den ikke blot i Øvre Egypten, men også i Nedre Egypten. Egyptiske faraoner var stolte, hvis de havde dræbt en flodhest. Der findes talrige billeder af en farao, der jager en flodhest fra en papyrusbåd.) Der kan være visse ligheder i teksten med en flodhest, men især v.17 peger i retning af, at der kan være tale om et helt andet dyr. N. Habel opstiller 4 forskellige måder at opfatte Behemot og Livjatan på i den nyere litteratur. a. Behemot skal identificeres med en flodhest som et symbol på det onde, som skal jages og besejres. b. Behemot er et symbol på Israels mægtige historiske fjender. Digteren benytter flodhesten som sin grundlæggende figur. Den betegnes først »Dyret« og senere Livjatan. Det mytiske slag mellem guderne er i virkeligheden også et politisk slag mellem historiske fjender. Derfor skal Behemot opfattes som et symbol på de mægtige historiske fjender, som Herren kontrollerer. c. Behemot og Livjatan er mytiske symboler på kaoskræfterne, som overvindes af Ba’al i den kana’anæiske tradition, af Marduk i det babyloniske Enuma Elish og af Horus i den egyptiske mytologi. d. Behemot og Livjatan er dødelige skabninger ligesom Job. Tekstens fokus ligger på deres karakter, ikke som almindelige zoologiske væsener eller symboler på det onde, men som pædagogiske billeder, som anvendes af Herren til at lære Job om Guds veje. F. Andersen giver fire argumenter for, at det er en naturalistisk skildring: 1. De to digte om Behemot og Livjatan er ikke væsensforskellige fra de øvrige dyrebeskrivelser i Herrens to taler. 2. Der er også brugt fantasifulde beskrivelser i de foregående dyrebeskrivelser. 3. Selv om Jobs Bog giver plads for fantasifulde poetiske beskrivelser, er bogen helt igennem realistisk. 4. 40,15 siger klart, at Behemot og Job på samme måde er Guds skabninger. Disse fire argumenter er ikke overbevisende, og jeg tror, at J. Hartley har mere ret. Han siger, at realistiske og detaljerede skildringer sørger for, at portrættet ikke bliver helt mytisk. Ikke desto mindre blander forfatteren fantasifulde billeder taget fra mytiske beretninger om mytiske dyr ind i den realistiske skildring, for at disse dyr kan repræsentere både mægtige dyr på jorden og kosmiske kræfter. Flere andre steder i bogen har forfatteren hentydet til Guds sejr over de kosmiske magter under forskellige navne: Livjatan (3,8), dragen (Tannin – 7,12) og Rahab (9,13; 26,12). Forfatteren bruger disse billeder for at vise den transcendente dimension i Jobs konflikt. Det er den dimension, som Satans rolle varetager i prologen. Ligesom Satan er disse skabninger helt underlagt Herren. Behemot ser umiddelbart ud til at være et fredeligt dyr. Det æder græs som oksen. Det har dog en glubende appetit og kan fortære store kornmarker og dermed ødelægge en landsbys eksistensgrundlag.1 40,17 Den holder halen stiv som en cederstamme, senerne i dens lår er flettet sammen: Der er en underlig detalje i beskrivelsen af Behemots hale. Den sammenlignes med en cederstamme, som er symbolet på majestætisk magt (sml. Ez 17,22-24; 31,1-18). Hvis der er tale om en flodhest, er sammenligningen helt absurd. Flodhesten har en kort, men tyk hale, der ikke kan sammenlignes med det høje cedertræ (Sammenligningen med cedertræet har inspireret den hollandske biolog W. J. Ouweneel til at finde en af de gamle dinosaurs’er frem som det dyr, Job skal have set. Jeg har i et foredrag i Basel i vinteren 1975/76 hørt ham give udtryk for den tanke, at enkelte dinosaurs’er har overlevet længere i det helt specielle klima omkring Det døde Hav end andre steder på kloden.). J. Hartley og N. Habel antyder, at halen er et omskrivende udtryk for hannens kønsorgan og låret et eufemistisk udtryk for testiklerne. Hvis det er tilfældet, hentyder verset til dyrenes parring.1 40,22 Popler: Sml. Sl 137,2; Es 44,4.1 40,23 Jordan: Navnet Jordan kan bruges symbolsk om en stærk strøm, og det kan her stå for Nilen. Behemot hører altså ikke nødvendigvis hjemme i Israel ved Jordan-floden.1 40,25 Livjatan: Herren fortsætter med at beskrive et dyr, der skal vise menneskets afmagt over for naturens mest imponerende skabninger. Der er en del tvivl om, hvad der menes med Livjatan. Ofte bliver den identificeret med krokodillen (se fodnoten i DO). Krokodiller var talrige i Egypten, og der er også vidnesbyrd om, at der har været krokodiller i Israel. Det er også muligt, at der er tale om et søuhyre, som symboliserer alle ondskabens ødelæggende kræfter. I Egypten var krokodillen et symbol på kongelig magt og storhed. Navnet Livjatan findes 5 steder i GT. To gange møder vi Livjatan i Jobs Bog: 3,8 og 40,25. I Sl 74,14 beskrives Herrens udfrielse af israelitterne fra egypterne. Det ser umiddelbart ud, som om der bruges en mytologisk figur, søuhyret Livjatan, som Herren her besejrer. Det er muligt, at Livjatan bruges som en betegnelse for Egypten. På dommens dag vil Herren straffe Livjatan, den flugtsnare slange, den bugtede slange, hedder det i Es 27,1. Det sidste sted, Livjatan er nævnt, er i SI 104,26. Her er en poetisk beskrivelse af skabelsen, og Livjatan beskrives som et stort havdyr. Livjatan ser i nogle tekster ud til at være et mytologisk uhyre, mens den i andre tekster ser ud til at være en almindelig skabning. På samme måde er der i beskrivelsen af Livjatan i Herrens tale til Job en blanding af træk fra et almindeligt dyr (krokodillen?) og overnaturlige træk. Hensigten med denne blanding er at vise Job, at han ikke kan overvinde dette stærke dyr i naturen, og slet ikke de kosmiske kaosmagter.1 |
Kapitel 41
| Uddybende noter |
| 41,22 Tærskeslæde: En tærskeslæde bestod af to stykker træ, som havde sten (eller jern) på undersiden. Den blev trukket hen over kornet, så kernerne blev skilt fra strå og avner.1 |
Kapitel 42
| Uddybende noter |
| 42,11 Der nævnes en mønt, kesita, som vi kender fra patriarktiden (1 Mos 33,19; Jos 24,32). Vi kender ikke noget til værdien af en kesita. Ringen af guld har sikkert været en næse- eller ørering af den slags, som de fornemme bar (se 1 Mos 24,22.30.47; Es 3,21; Hos 2,15, hvor det er oversat næsering; sml. 1 Mos 35,4, hvor der er tale om øreringe).1 42,14 Jemima betyder turteldue. Kesia er navnet på en plante, der bruges til parfume. Keren-Happuk betyder noget i retning af sminkedåse.1 42,15 Endelig siges der, at Job giver pigerne arvelod på linje med brødrene. Det er usædvanligt og svarer ikke til israelitisk lovgivning, hvor piger kun arvede, hvis der ikke var sønner (fx 4 Mos 27,1-11; 36,1-13). Der kan måske være tale om, at Jobs historie hører hjemme i tiden før moseloven.1 42,16 Efter genoprejsningen levede Job 140 år. Mange mener, at det er en fordobling af hans tid før lidelserne begyndte, og at han altså blev 210 år gammel. Denne levealder passer godt ind i patriarktiden, hvor Abraham levede 175 år (1 Mos 25,7) og Isak 180 år (1 Mos 35,28).1 |
Bibelmaraton