Jobs bog

Indledningen
Bogen har fået navn efter hovedpersonen Job. Jobs Bog er den gammeltestamentlige visdomslitteraturs største åndsværk. Det er et mægtigt værk om en mands lidelser og hans problemer med at få dette til at stemme med sin overbevisning om Gud som en retfærdig Gud. Jobs Bog behandler spørgsmålet om forholdet mellem menneskelig lidelse og Guds kærlighed. Med ubehagelig klarhed stiller den spørgsmålet: Hvordan kan en retfærdig Gud tillade al menneskelig ondskab? Bogen har et sprog og en intensitet, som gør den til noget af det ypperste i verdenslitteraturen.

Handlingen foregår i patriarktiden. Job boede i landet Us og hørte til blandt Østens folk (1,1.3). Job må have boet øst for det, der senere blev Israel, men vi kan ikke sige nærmere hvor. Hverken Moseloven, templet eller Israels historie nævnes. Han ofrer selv til Gud (1,5), selv om det i Moseloven kun er tilladt præster. Den eneste mønt, der omtales i bogen (kesita, Job 42,11), hører også hjemme i den ældste tid (1 Mos 33,19. Jos 24,32). Job har uden tvivl været en før-israelitisk troende, der dyrkede Herren, selv om han næppe har hørt til Abrahams kødelige efterkommere. Måske svarer hans tro meget til fx Melkisedeks (1 Mos 14). Det er også værd at bemærke, at Job opnåede en højere levealder end nogen efter udvandringen fra Egypten (42,16).

På grund af disse ting mener den jødiske tradition og flere kirkefædre, at bogen er skrevet af Moses. Det er også årsagen til, at den syriske oversættelse Peschitta placerer bogen umiddelbart efter Mosebøgerne. Andre argumenterer for en sen datering. Det eneste sikre er, at Jobs Bog er skrevet på et tidspunkt mellem Moses og profeten Ezekiel, som nævner Job på linie med Noa og Daniel (Ez 14,14.16.18.20). De havde alle tre stor betydning for Israels tro. Noa lærte Israel at bygge i tro, Daniel at frygte Gud i tro, Job at lide i tro. Jakob omtaler Jobs lidelse og udholdenhed, som et eksempel på Herrens barmhjertighed (Jak 5,11).

Jobs Bog hører til det, vi kalder visdomslitteraturen. Den er for størstedelens vedkommende skrevet i poetisk form, men ligesom vi ikke ved, hvor landet Us lå, ved vi heller ikke hvor, hvornår og af hvem Jobs Bog er skrevet.

Bogens indhold:
1. Job 1-2. Prolog, skrevet i prosa. Job er en rig mand, som sætter alt ind på at leve efter Guds vilje. Han bliver alligevel ramt af de hårdeste ulykker og plager. Det sker – uden at Job ved det – fordi Gud lader Satan prøve Job, om hans gudsfrygt er ægte, eller han kun holder sig til Gud, fordi han har fordel af det. Dette fremstilles i scener skiftevis på jorden og i himmelen.
2. Job 3-31. Diskussion mellem Job og hans venner om årsagen til ulykken.
a. Det begynder med, at Job forbander sin fødselsdag og ønsker, at han aldrig var blevet født (Job 3). Så følger tre tale-runder, hvor hver af hans tre venner prøver at tale ham til rette (dog kun to i sidste runde), og Job svarer hver enkelt.
b. 1. runde (Job 3-14)
c. 2. runde (Job 15-21)
d. 3. runde (Job 22-26). Vennerne prøver at være sjælesørgere, men optræder med forklaringer, formaninger og egne oplevelser, så de kun gør ondt værre. Deres omkvæd er, at der må være en synd eller svigten i Jobs liv, siden han er ramt af så store ulykker.
e. Jobs sammenfatning (27-31), herunder hans hymne til visdommen (27-28). Job slutter sin tale med en sammenfatning af sine standpunkter over for Gud (29-31). I kap. 29 mindes han sin tidligere lykke under Guds rige velsignelse. I kap. 30 klager han over sin nuværende elendighed. I kap. 31 fremhæver han sin uskyld og aflægger sin stærke uskyldsed, hvor han gennemgår en lang række synder, som han erklærer, at han ikke har begået og henvender sig direkte til Gud og beder ham om svar (“Nu må den Almægtige svare mig” 31,35). Job og hans venner har samme syn på gengældelseslæren, men problemet er, at selv om de har samme gengældelseslære, trækker de to forskellige konklusioner. Vennerne hævder, at Job må have syndet, siden Gud straffer ham. Job hævder, at Gud har straffet ham uberettiget.
3. Job 32-37. Elihu, Barak’els søn, taler imod Job. Han understreger, at Gud er ophøjet og retfærdig. Lidelsen er straf over ugudelige og tugt af gudfrygtige. Han formaner derfor til ydmyghed over for
Gud.
4. Job 38,1- 42,6. Gud selv svarer Job ud fra et stormvejr.
a. Gud stiller Job spørgsmål, om han forstår skabelsen og skaberværket. Job må indrømme, at han kommer til kort (38-39).
b. Gud beder Job om at styre verden bedre, end han selv gør, og Gud forkynder skaberværkets storhed. Job møder Gud. Over for dette bøjer Job sig for Skaberen, den Almægtige. Han tilbagekalder det, han har sagt og beder om at blive belært af Gud. Han er villig til at godtage, at Gud styrer alt med overlegen visdom, selv om han ikke har fået svar på, hvorfor han måtte lide (40,1-42,6).
5. Job 42,7-15. Epilog, skrevet i prosa. Først bliver Jobs venner revset, fordi de ikke havde talt ret om Gud. Derefter bliver det fortalt, hvorledes Gud igen velsigner Job.

Jobs Bog forkynder, at lidelse ikke kan forklares. Men Gud kan erkendes og erfares på trods af lidelse. Og et menneske kan med hele sin smerte være hos den almægtige Gud. Det blev Jobs lykke, og det er ethvert menneskes lykke. Den lidende og nedtrykte kan ikke få trøst ved noget andet end ved at skue Gud, dvs. ved en personlig erfaring eller oplevelse af fællesskab med Gud. Som Asaf udtrykker det: “At være Gud nær er min lykke” (Sl 73,28).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/.