Jerusalem er faldet! Folket synger lange og indholdsmættede klagesange og begræder Jerusalems ødelæggelse, imens de samtidig ser hen til Gud i håb om genopbygning.
Baggrundsinfo
Indledning
Katastrofen var indtruffet. Jerusalem var faldet. I Klagesangene mærker vi mere end i noget andet skrift det religiøse og teologiske chok, som katastrofen i året 586 f.Kr. skabte i Israel. Jerusalems fald og ødelæggelse var ikke bare en national ulykke, men i fuldt så høj grad en religiøs katastrofe. Det var jo Gud selv, der med vældig hånd havde ført Israel ind i det forjættede land. Han havde ved en speciel udvælgelse udvalgt Zion. Helligdommen dér, templet, var på en særlig måde Guds bolig, og på den måde var den stedet for Guds nærvær i sit folk.
Dog havde profeterne advaret folket. Især Jeremias havde tidligt og sent advaret og formanet dem til at vende om til Herren deres Gud. Han havde forudsagt, hvordan det ville gå, hvis de ikke omvendte sig fra deres onde veje. Men folket havde med dets konger og ledere i spidsen stået ham hårdt imod, forfulgt og mishandlet ham og ikke fulgt hans råd. Nu var hans profetier gået i opfyldelse. Flertallet af befolkningen var bortført til Babel, templet nedbrændt og byen jævnet med jorden.
Forfatteren til Klagesangene ser klart retfærdigheden i den dom, som for syndens skyld var gået over Jerusalem. Det er tankevækkende, at han slet ikke nævner babylonierne. Han er overbevist om, at folket alene har med Gud at gøre. Der findes en stærk tone af syndsbekendelse i Klagesangene. På grund af synden har folket fået Gud imod sig. Men der findes også en håbets tone. Hvor der ikke findes noget menneskeligt håb, kan Guds forbarmende kærlighed hjælpe. Når forfatteren retter blikket opad, bliver han en herlig evangelist: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (3,22-23).
Bogen læses endnu af fromme jøder hver fredag aften ved grædemuren i Jerusalem. Den læses ligeledes i synagogerne verden over på den dag i august, hvor man mindes Jerusalems ødelæggelse. Det mest iøjnefaldende særtræk ved Klagesangenes formelle opbygning er, at de har en såkaldt akrostisk form, dvs. versene i hvert klagedigt (kapitel) har et begyndelsesbogstav, som følger rækkefølgen i det hebraiske alfabet, der har 22 bogstaver. V.1 begynder således med det hebraiske “a”, v. 2 med det hebraiske “b” osv. Kapitlet har derfor 22 vers. Dog er der undtagelser. Kap. 3 har således 3 gange 22 vers, ligesom kap. 5 er anderledes. Man ved ikke, hvem der er forfatteren. Jøderne antog – uden tvivl med rette – at det var Jeremias.
Bogen består af 5 sange, sådan at hvert kapitel danner en sang. De to første og de to sidste kan karakteriseres som nationale klagesalmer. Den tredje er en individuel klagesalme helt til v. 40, så går den også over i en national klagesalme.
Bogens inddeling:
1. Jerusalems ødelæggelse (Klages 1)
2. Bag Jerusalems ødelæggelse står Herrens vrede (Klages 2)
3. Herrens troskab og barmhjertighed giver håb (Klages 3)
4. Folkets synd er årsag til nøden (Klages 4)
5. Hjælpen består i at vende om til Herren (Klages 5).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Israel og Juda på Jeremias’ tid
Ca. 597 f.Kr.
Lyt
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 Hoveriarbejde: Slavearbejde.1 1,4 Zion: Jerusalem.2 1,5 Kuede: (Med magt) forhindre i at udfolde sig frit; holde nede.3 1,14 Åg: Se faktaboks nedenfor. 1,15 Persen: Presse som druer eller andre frugter knuses i ved fremstilling af fx vin eller most.4 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 165-169.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kue
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=perse
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,19 Når vagterne skifter: Vagterne skiftede tre gange om natten.1 (Se også faktaboks nedenfor) |
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,9 Kvadersten: Firkantet byggesten tilhugget af natursten, typisk granit.1 3,14 Nidviser: Vise der håner eller spotter nogen.2 3,15 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.3 3,27 Åg: Se faktaboks nedenfor. 3,32 Kuer: (Med magt) forhindre i at udfolde sig frit; holde nede.4 3,47 Grube: Gravet hul i jordoverfladen.5 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=nidvise
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kue
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=Grube
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,5 Purpur: Kostbart rødviolet farvestof (dibromindigo) som allerede i oldtiden udvandtes af et kirtelsekret fra purpursnegle.1 |
Bibelmaraton (OBS. Jeremias og Klagesangene er i samme video)