Jeremias er kendt som den grædende profet. Ingen af profeterne var populære i samtiden, men Jeremias’ lidelser var særligt strenge med både fængsel, dødstrusler, overfald og tvangsforflyttelse. Selv om folket ikke ville lytte, prædikede han Guds ord.
Baggrundsinfo
Indledning
Jeremias er en af de store profeter i GT. Hans bog er ikke skrevet i kronologisk orden, og det kan gøre tilegnelsen lidt vanskelig. Men bogens rige indhold gør, at det er en stor velsignelse at arbejde med den.
Jeremias var født i Anatot, ca. 7 km nordøst for Jerusalem. Hans far var præst. Om hans familieforhold ellers står der kun, at han var ugift. Men han er den profet, vi får flest biografiske oplysninger om, og han åbner i bogen sit hjertes tanker for læseren. Selv om han af naturen var veg, øm og følsom, blev han af Gud sat til en af de aller vanskeligste opgaver, der kan betros et menneske, nemlig at afsløre folkets synd og forkynde Guds dom. Han er et levende og kæmpende menneske. Gud giver ham profetkald og styrke til at udholde al den modgang, som hans profetiske virksomhed medfører. Hans liv blev nemlig en serie af lidelser. Der var næsten ingen, der ville lytte til ham. Man prøvede at slå ham ihjel, flere gange måtte han i fængsel, og efter Jerusalems fald blev han mod sin vilje slæbt med til Egypten, hvor hans endelige skæbne er ukendt. En legende siger, at han til sidst blev stenet.
Jeremias blev kaldet til profet i kong Josijas trettende regeringsår dvs. 627 f. Kr. Da følte han sig meget ung, så han har næppe været meget over 20 år. Han er altså født o. 650 f. Kr. Han virkede som profet til tiden efter Jerusalems fald og folkets bortførelse i 586 f. Kr. Det er et tidsrum på over 40 år, præget af den dybeste tragedie i folkets liv. Dette danner baggrund for profetens liv og forkyndelse og gør ham til lidelsens profet mere end nogen anden.
Jeremias oplevede kong Josijas reformation i år 622 f. Kr. Men den syntes at standse ved det ydre. Jeremias forkynder en dybtgående omvendelse. Det er hjertet, der må ændres. Så længe hjerteforholdet til Herren ikke er i orden, hjælper det ikke med tempeltjeneste. Jeremias’ forkyndelse sigter på at føre den enkelte til et ret forhold til Gud.
Jeremias taler også om den kommende frelser. Men ikke så meget som Esajas. Man har sagt, at Esajas talte meget om Jesus, mens Jeremias levede som Jesus.
Ligesom Jeremias lever vi i et frafaldent folk. Hans budskab har aktualitet også ind i vores situation og hverdag.
Bogens inddeling:
1. Jeremias’ kaldelse (Jer 1)
2. Profetier om Juda og Jerusalem fra Josias’ tid (Jer 2-6)
3. Profetier om Juda og Jerusalem overvejende fra Jojakims tid (Jer 7-20)
4. Profetier om Juda og Jerusalem fra tiden efter kong Jojakim (Jer 21-25)
5. Episoder i Jeremias’ liv, herunder brevet til de landflygtige (Jer 26-29)
6. Profetier om hjemkomsten fra Babylon og Israels fremtid (Jer 30-33)
7. Jerusalems belejring og fald (Jer 34-39)
8. Forholdene i Juda efter Jerusalems fald (Jer 40-42)
9. Flugten til Egypten (Jer 43-44)
10. Trøsteord til Baruk (Jer 45)
11. Udsagn mod fremmede folk (Jer 46-51)
12. Historisk tillæg (Jer 52, jf. 2 Kong 24,18-25,30).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Israel og Juda på Jeremias’ tid
Ca. 597 f.Kr.
De præcise grænser for Judæa og de omkringliggende regioner er vanskelige at fastslå i denne periode, de lignede sandsynligvis dem der tidligere eksisterede under assyrisk styre, med den undtagelse at Edom (Idumæa) nu var migreret til det område, der tidligere tilhørte det sydlige Juda.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,3 Førstegrøde: Noget nyt og anderledes der opstår som det hidtil bedste af sin art.1 2,10 Kition var navnet på en fønikisk koloni på Cypern – deraf navnet kittæere, Kedar lå øst for Israel.2 2,16 Nof er Memfis, hovedstaden i Nedre-Egypten tæt ved nutidens Kairo, mens og Takpankes lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne.2 2,22 Lud: (Stærkt) Basisk opløsning, fx af soda eller natron anvendes bl.a. ved fremstilling af sæbe og som rengøringsmiddel.3 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 31.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=lud
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,11 Den er ikke til at kaste og rense korn i: Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) 4,30 Skarlagen: Kostbart (orangerødt) stof der især blev brugt i oldtiden og middelalderen.1 |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,10 Ranker: Lang, tynd stængel eller udløber på en plante.1 5,25 I ulave: I en tilstand præget af uorden, kaos eller manglende harmoni.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ulave
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,1 Benjamins stammeland omgav Jerusalem. Tekao var stedet, profeten Amos kom fra. Bet-ha-Kerem er formentlig Ramat Rahel (nu navnet på en kebbutz på samme sted) umiddelbart syd for Jerusalem (Neh 3,14), hvor man har fundet indskrifter fra kong Jojakims tid (Jer 1,1ff).1 6,17 Vægter: Vagtmand som sørgede for ro og orden i en købstad om natten, holdt øje med at der ikke udbrød brand, og ved hvert timeslag sang et vægtervers.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=v%C3%A6gter
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,12 Shilo: Ifølge Jos 18,1 blev åbenbaringsteltet eller tabernaklet, ørkenhelligdommen, rejst af Israels børn i Silo efter erobringen af Kana’ans land. Senere synes teltet at være blevet erstattet af en fast helligdom (jfr. 1 Sam 1,9). Ifølge 1 Sam 4,11 blev pagtens ark taget af filistrene, og præsterne Hofni og Pinehas blev dræbt i kampen. Ved efterretningen om denne ulykke faldt deres fader, præsten Eli, baglæns ned af stolen og brækkede halsen (v. 12-18). Ifølge Sl 78,60 forkastede HERREN »sin bolig i Silo, det telt, hvor han boede blandt mennesker«. V. 61 viser, at dette tager sigte på den samme begivenhed, som beskrives i 1 Sam 4, for han gav »sin stolthed« i fangenskab, og det må hentyde til pagtens ark, der faldt i filisternes hænder. Ingen af stederne siges det, at selve helligdommen i Silo blev ødelagt. Vi finder senere på Sauls tid præster af samme slægt i Nob (1 Sam 21). Præsterne blev siden hen på nær en, nemlig Ebjatar, dræbt edomitten Doeg på Sauls befaling. David havde på sin flugt for Saul fået hjælp af præsten Ahimelek i Nob (1 Sam 22). Arkæologiske udgravninger i Silo har afsløret ruiner af en helligdom, som antages at være blevet ødelagt i 11. årh. f.Kr., dvs. i samme århundrede, som da Saul var konge. Arkæologien synes altså her at have fyldt et hul ud i den gammeltestamentlige tradition og derigennem givet klarhed over indholdet i den hentydning, som Jeremias giver med henblik på templets ødelæggelse i Silo. Ødelæggelsen kan da være blevet udført af filisterne i forbindelse med det slag, hvor pagtens ark gik erobret. Således står Silos skæbne som et advarende eksempel for templet i Jerusalem.1 7,18 Himmeldronningen som de valgte at dyrke i stedet for Herren, er kendt under forskellige navne i forskellige kulturer. I Babylon som Isthar; i Kana’an kaldes hun Astarte; blandt grækerne Afrodite, og romerne kaldte hende for Venus, og syrerne kendte hende som Anat. Det var en frugtbarhedsgudinde, der var meget populær blandt kvinder (v.17b). De mente, at deres forfædre havde haft nok af alt, dengang de i tidligere tider dyrkede Astarte eller Himmeldronningen (1 Kong 11 og 2 Kong 23,13), men nu manglede de alt og omkom ved sværd og sult! (v.17c). Det var kvinderne, der stod for afgudsdyrkelsen, men deres mænd billigede deres handlinger. (Note fra Jer 44,17) 7,31 Tofet er den sydøstligste del af Hinnoms dal tæt ved det sted, hvor den forener sig med Kedrondalen ud fra den arabiske bydel Silwan i Øst-Jerusalem.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 41-47
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,1-3 Stjernedyrkelse havde været almindelig på kong Manasses tid (2 Kong 21,3 og 23,4), men synes også at have været populær senere (jf. Ez 8,16ff.) tillige med soldyrkelse og var åbenbar synd mod det første bud (se også 2 Kong 16,10ff; 24,3). Herren advarer ved sin profet om, at babylonierne ville lade resterne af Judas konger og de ledende folk grave op og sprede dem som gødning på markerne – netop under sol og måne og hele himlens hær. I jøders øjne var dette en frygtelig straf, idet gravfreden var og er ukrænkelig blandt jøder!1 8,7 Griffel: Tynd stang af blød skiffer der blev brugt til at skrive på en tavle med.2 8,22 Balsam (hebr. şărı), harpiks fra mastiks-træet, Pistacia mutica, er omtalt andre steder i GT, f.eks. i Josef – beretningen (1 Mos 37,25). De ismaelitiske købmænd, der nærmede sig stedet, hvor Jakobs sønner befandt sig, havde bl.a. mastiksbalsam med i lasten. De kom fra Gilead, hvorfra dette lægemiddel hentedes (Jer 46,11).3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?entry_id=11018631&def_id=21028578&query=ma?&mpage=1
3 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 88-95.
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,6 Digel: Beholder som er fremstillet af et varmebestandigt materiale, og som bruges ved smeltning, glødning eller andre kemiske processer der foregår ved høj temperatur.1 9,14 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.2 9,25 At klippe håret ved tindingerne var forbudt for israelitterne (3 Mos 19,17).3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
3 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 50
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,15 Rænkefuldt: Tilbøjelig til at smede rænker (udtænke hemmelige og snedige planer der har til formål at skade nogen).1 2 11,20 Hjertet er udtryk for ånd og personlighed, nyrerne for glæde og følelser. (Note fra Sl 26,2) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59008424&def_id=21069198&query=anden&mpage=2
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,4 Rejsen fra Jerusalem til Eufrat er, rundt regnet, 500 km, men hver rejse må have taget uger.1 13,10 Forstokkethed: Det at være uimodtagelig over for (forslag til) udvikling og forandring.2 13,23 Nubieren: Etiopien.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forstokkethed
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,5 Hinden: Hun hos kronhjorte og sikahjorte.1 |
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,4 Hizkijas søn kong Manasse af Juda gjorde i Jerusalem: Kong Manasse var den konge af Davids slægt, der var mest præget af religionsblanderi (læs listen over hans afskyelige handlinger i 2 Kong 21). Han havde også efter sin død stor indflydelse på folkets religiøse udvikling.1 15,7 Jeg spredte dem med kasteskovlen: Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) |
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,6 Ingen skal snitte sig selv eller klippe sig skaldet: Disse sørgeskikke var præget af hedenskab (se 7,29; 41,5, 3 Mos 19,28). Disse skikke var forbudt i loven (5 Mos 14,1ff.)1 16,12 Forstokkethed: Det at være uimodtagelig over for (forslag til) udvikling og forandring.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forstokkethed
Kapitel 17
| Uddybende noter |
| 17,1 Griffel: Tynd stang af blød skiffer der blev brugt til at skrive på en tavle med.1 17,10 Hjertet er udtryk for ånd og personlighed, nyrerne for glæde og følelser. (Note fra Sl 26,2) |
Kapitel 19
| Uddybende noter |
| 19,2-6 Læg mærke til, hvad Jeremias udråbte om Hinnom og Tofet, hvor man ofrede børn til afguderne. Det var stedet, hvor byens affald blev afbrændt, vistnok tæt ved Pottemagerporten (muligvis den samme som Møgporten1) ved den sydligste del af Davidsbyen, hvor Hinnoms dal forener sig med Kedrondalen (se Jer 32,35). Det menes, at ligene af de to røvere, der blev korsfæstet sammen med Jesus, blev kastet på denne evigt brændende affaldsbunke! Udtrykket »Drabets dal« hentyder formodentlig til det enorme Molok-alter, der var rejst på stedet, hvor man slog på tromme (ordspil med Tofet) for at overdøve børnenes skrig, når man kastede dem ind i alterets brølende flammehav.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 64-70
Kapitel 20
| Uddybende noter |
| 20,1 Overopsynsmand: Chefen for tempelvagten.1 20,2 Lægge i blokken: Et pineredskab, der holdt den indsatte i en krumbøjet stilling, som i længden medførte muskelkrampe.1 20,12 Hjertet er udtryk for ånd og personlighed, nyrerne for glæde og følelser. (Note fra Sl 26,2) |
Kapitel 21
| Uddybende noter |
| 21,4 Kaldæerne: Babylonerne.1 |
Kapitel 22
| Uddybende noter |
| 22,20 Bashan, Libanon og Abarim er tre navne, da alle har haft stor betydning. Bashan for sin frodige græsgange. Libanon for sin frugtbarhed og sin pragtfulde cedertræer. Abarim var de højdedrag, hvorfra Moses skuede ind over det forjættede land (5 Mos 32,49). Selv om Jerusalem skulle stige op på Bashans højslette, Libanons bjerge eller Abarims højdedrag og der skrige sin angst ud for det, der skal komme, så vil intet dog hjælpe.1 |
Kapitel 23
| Uddybende noter |
| 23,13 Samaria: Nordrigets hovedstad.1 23,15 Malurt: 50-100 cm høj plante med grålige, lodne blade og små gule blomster; den har en stærkt aromatisk duft og indeholder et bittert stof.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=malurt
Kapitel 24
| Uddybende noter |
| 24,5 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). |
Kapitel 25
| Uddybende noter |
| 25,1 Ifølge v. 1 har Jeremias talt de følgende ord i Jojakims fjerde regeringsår og i Nebukadnezars første år som konge. Efter Dan. 1,1f skal Nebukadnezar have belejret Jerusalem i Jojakims tredje regeringsår, hvorunder den jødiske konge blev taget til fange og en del af tempelkarrene ført bort til Sinears land. Man har gjort en del ud af forskellen i dateringen i Jeremias’ og Daniels bog; men den forklares let derved, at det i første tilfælde er den jødiske tidsregning der anvendes, i det sidste tilfælde den babyloniske. I det ene tilfælde regnede man tiltrædelsesåret med i antallet af regeringsår, i det andet tilfælde gjorde man det ikke.1 25,12 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 25,26 Sheshak: Er kodeord for Babylon.2 Kodeord er ord, der formodentligt er blevet anvendt, når mennesker drøftede den politiske situation uden at ville give til kende for udenforstående, hvad det egentlig var, de drøftedes!3 |
2 DO note.
3 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 77-80.
Kapitel 26
| Uddybende noter |
| 26,6 Shilo var det gamle helligsted, hvor Eli var præst (1 Sam 1-4). Det lå totalt i ruiner og var blevet ødelagt af filistrene i 1050 f.Kr. (1 Sam 4).1 |
Kapitel 27
| Uddybende noter |
| 27,2 Åg: Bæreredskab bestående af en stang som lægges over skuldrene, og hvortil der i hver ende er fastgjort en spand, kurv el.lign.1 |
Illustration: Havet, søjlerne og vognstel fra Salomos tempel (Til Jer 27,19)
Kapitel 28
| Uddybende noter |
| 28,2 Åg: Bæreredskab bestående af en stang som lægges over skuldrene, og hvortil der i hver ende er fastgjort en spand, kurv el.lign.1 |
Kapitel 30
| Uddybende noter |
| 30,7 Jakob: Jøderne.1 30,8 Åg: Bæreredskab bestående af en stang som lægges over skuldrene, og hvortil der i hver ende er fastgjort en spand, kurv el.lign.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5g
Kapitel 31
| Uddybende noter |
| 31,4 Pauke: Et slaginstrument, en slags tromme. (Note fra Sl 149,3) 31,6 Efraim: Nordriget.1 31,21 Varder: Bunke sten el.lign. der afmærker et sted i et naturlandskab, fx en fjeldsti.2 31,38 Hanan’el-tårnet lå i det nordøstlige, og Hjørneporten i det nordvestlige hjørne af Jerusalem.3 31,39 Gareb-højen og Goa er ukendte for os.3 31,40 Hesteporten lå i den sydøstlige del af byen.3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=varder
3 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 162.
Kapitel 32
| Uddybende noter |
| 32,2 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset.1 32,4 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 32,7 Indløsningspligten: Herrens befaling til Jeremias havde sin baggrund i 3 Mos 25,23ff., hvor der blandt andet står: »Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. I hele det land, I ejer, skal I sørge for, at jorden kan indløses. Når det går dårligt for din landsmand, så han må sælge af sin ejendom, skal den, der står ham nærmest, træde til som løser og indløse, hvad hans slægtning har solgt …« Profetens slægt var i vanskeligheder på grund af den babyloniske besættelse og havde vel egentlig mistet den jord, som Jeremias »indløste« ved at købe den af sin slægtning. Det må have taget sig meget mærkeligt ud for alle, der var til stede ved underskrivelsen af skødet i vagtgården!1 32,14 Forseglede og den åbne del: Skødet havde en åben og en lukket del og blev formodentlig skrevet to gange, dels på den øverste og dels på den nederste del af arket. Den øverste del blev rullet sammen og forseglet og var derfor beskyttet mod ændringer. Den nederste del blev også rullet sammen, men ikke forseglet og kunne derfor let åbnes og læses igen.1 32,35 Der var et enormt Molok-alter, hvor man slog på tromme for at overdøve børnenes skrig, når man kastede dem ind i alterets brølende flammehav. (Note fra Jer 19,2-6) |
Kapitel 33
| Uddybende noter |
| 33,1 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset. (Note fra Jer 32,2) 33,5 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). |
Kapitel 34
| Uddybende noter |
| 34,18 Pagtslutningen skete ved at følge en tradition, der var kendt i Mellemøsten. Man skar et offerdyr, en kalv, i to stykker, og de implicerede parter gik mellem stykkerne.1 Denne handling skal være et afskrækkende eksempel for dem, som bryder pagten. Med dem skal det gå som med kalven.2 |
2 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 167.
Kapitel 35
| Uddybende noter |
| 35,2 Rekabitterne hørte formodentlig til ørkenstammen kenitterne, der nedstammede fra den slægt, Moses hustru tilhørte. Rekab er nævnt i 1 Krøn 2,55. Den mest kendte rekabit var Jonadab, der hjalp hærføreren Jehu med at udrydde resterne af kong Akabs slægt og dennes afgudspræster (2 Kong 10,15-28). Rekabs efterkommere afholdt sig fra at drikke vin og boede i telte og fastholdt denne tradition som en reaktion mod det vellevned, der trivedes i byerne. Vi ved ikke, om de var israelitter eller måske var gået over til jødedommen.1 35,11 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). |
Kapitel 36
| Uddybende noter |
| 36,5 Jeg er afskåret fra at gå ind i Herrens tempel: Præsteskabet i Jerusalem er fjendtlig stemt mod Jeremias. Derfor kunne han ikke selv oplæse Herrens ord for folket på tempelpladsen, men det lykkedes for Baruk.1 2 |
2 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 170.
Kapitel 37
| Uddybende noter |
| 37,5 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 37,21 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset (Note fra Jer 32,2). |
Kapitel 38
| Uddybende noter |
| 38,2 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 38,6 Cisterne: Beholder til (opsamling og) opbevaring af vand.1 Dynd: brunlig, tyktflydende og næringsrig masse bestående af vand og rester af organisk materiale, fx blade og insekter.2 38,7 Nubieren: Etiopien. (Note fra Jer 13,23). 38,13 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset. (Note fra Jer 32,2) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=dynd
Kapitel 39
| Uddybende noter |
| 39,3 Midterportens beliggenhed kan ikke fastsættes i dag.1 39,5 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). Ribla i Hamats land: I Syrien, her var Nebukadnesars hovedkvarter under felttoget.1 2 39,14 Vagtgården var inde i byen i kongepaladset. (Note fra Jer 32,2) 39,16 Nubieren: Etiopien. (Note fra Jer 13,23). |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 126.
Kapitel 40
| Uddybende noter |
| 40,6 Mispa: Ca. 10 km. nord for Jerusalem.1 40,9 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). |
Kapitel 41
| Uddybende noter |
| 41,1 Mispa: Ca. 10 km. nord for Jerusalem (Note fra Jer 40,6). 41,7 Cisterne: Beholder til (opsamling og) opbevaring af vand.1 41,18 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). |
Kapitel 43
| Uddybende noter |
| 43,3 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 43,7 Takpankes lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne. (Note fra Jer 2,16). 43,13 Bet-Shemesh (solens hus) var solgudens by, On, senere kendt som Heliopolis.1 |
Kapitel 44
| Uddybende noter |
| 44,1 Migdol lå i det nordøstlige Egypten ikke langt fra Takpankes (som lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne. (Note fra Jer 2,16)), Nof kendes også som Memphis og lå ca. 25 km syd for Kairo. Byen var Egyptens hovedstad på Abrahams tid. Patros var navnet på Øvre-Egypten.1 44,17 Himmeldronningen (se Jer 7,18) som de valgte at dyrke i stedet for Herren, er kendt under forskellige navne i forskellige kulturer. I Babylon som Isthar; i Kana’an kaldes hun Astarte; blandt grækerne Afrodite, og romerne kaldte hende for Venus, og syrerne kendte hende som Anat. Det var en frugtbarhedsgudinde, der var meget populær blandt kvinder (v.17b). De mente, at deres forfædre havde haft nok af alt, dengang de i tidligere tider dyrkede Astarte eller Himmeldronningen (1 Kong 11 og 2 Kong 23,13), men nu manglede de alt og omkom ved sværd og sult! (v.17c). Det var kvinderne, der stod for afgudsdyrkelsen, men deres mænd billigede deres handlinger.1 44,19 Offerkager formet som afbilleder af gudinden.2 |
2 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 177.
Kapitel 46
| Uddybende noter |
| 46,9 Nubiere: Etiopere. Putere: Muligvis Punt ved somalias kyst. Lydere: Herkomst er ukendt.1 46,11 Balsam (hebr. şărı), harpiks fra mastiks-træet, Pistacia mutica, er omtalt andre steder i GT, f.eks. i Josef – beretningen (1 Mos 37,25). De ismaelitiske købmænd, der nærmede sig stedet, hvor Jakobs sønner befandt sig, havde bl.a. mastiksbalsam med i lasten. De kom fra Gilead, hvorfra dette lægemiddel hentedes (Jer 46,11). (Note fra Jer 8,22) 46,14 Migdol lå i det nordøstlige Egypten ikke langt fra Takpankes (som lå i Nilens delta og også er kendt som Dafne. (Note fra Jer 2,16)), Nof kendes også som Memphis og lå ca. 25 km syd for Kairo. Byen var Egyptens hovedstad på Abrahams tid. (Note fra 44,1) 46,19 Egyptens datter: Indbyggerne i Egypten (Taget ud fra samme logik i note til Jer 48,18). 46,25 Amon var egypternes højeste gud. Hans vigtigste helligdom fandtes i Øvre-Egyptens hovedstad No (Theben, Luxor), som i oldtiden var en meget stor by med et enormt tempelkompleks, Karnak.2 46,27 Tjener Jakob dvs. det jødiske folk.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 140-141.
Kapitel 48
| Uddybende noter |
| 48,1 Moab var navnet på den ene af de to sønner, Lot fik med sine døtre efter Sodomas og Gomorras ødelæggelse (1 Mos 19,36-37). Mellem de mange forskellige profetier, der findes i Jer 46-49, er denne profeti mod Moab enestående både på grund af dens længde, dens lighed med andre dele af GT (f.eks. 4 Mos 28-29 og Es 15-16) og de mange stednavne, der er nævnt. Moab lå øst for Det døde Hav.1 48,2 Fjenden havde hovedkvarter i Heshbon. Madmen er muligvis et øgenavn for moabitternes hovedstad, Dibon. Det betyder ‘gødningehøj’ på hebraisk.1 48,7 Kemosh: Moabs afgud (2 Kong 4, 23,13).1 48,11 Bærmen: Bundfald i vin eller øl der ikke er tilstrækkeligt filtreret.2 48,13 Som Israels hus fik skam af Betel: Da Israel dyrkede tyrekalven.1 48,18 Dibons datter: Indbyggerne i Dibon3 (moabitternes hovedstad, Note fra Jer 48,2). 48,43 Grube: Gravet hul i jordoverfladen.4 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=b%C3%A6rme
3 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 195.
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=grube
Kapitel 49
| Uddybende noter |
| 49,1 Ammonitterne: Deres land lå syd og øst for Gilead og nordøst for Moab. Ammonitternes stamfader var Ben-Ammi, den anden af de to sønner, Lot fik med sine døtre (1 Mos 19,36-37).1 Milkom var ammonitternes Gud.2 Ifølge Jos 13,25 gav Moses Gads stamme halvdelen af ammonitternes land.1 49,2 Rabba, identisk med Jordans hovedstad Amman, og opkaldt efter Ben-Ammi.1 49,7-8 Den anden profeti (v.7-22) handler om edomitterne, der var efterkommere af Jakobs ældste søn, Esau, der også kaldtes Edom. De var derfor nærtbeslægtede med israelitterne og var i mange århundreder deres fjender (denne profeti har stor lighed med Obadias’ Bog). Edomitterne boede i højlandet, der rejser sig øst for Araba lavningen syd for Det døde Hav. Fra gammel tid er hele området blevet kaldt Se’ir’s land eller Edoms land. Edomitterne var kendt for deres visdom (Ob. 8; Job 2,11; 15,18), men Jeremias skildrer dem som forvirrede og rådløse, og den dom, han forkyndte, betød afslutningen på deres visdom. Derfor blev indbyggerne i Dedan opfordret til at flygte bort fra Herrens dom.1 49,27 En del syriske konger havde båret navnet eller titlen Ben-Hadad (1 Kong 15,18; 20,1ff.; 2 Kong 13,3). Hadad var syriens vigtigste gud.1 49,31 Slåer: metalstang som er fastgjort på kanten af en dør, låge el.lign., og som kan skydes ind i et overfor siddende hul eller beslag og derved fungere som lås.3 49,32 At klippe håret ved tindinger var en hedensk skik (3 Mos 19,27).1 49,34 Elam, det bjergrige land i den sydvestlige del af det moderne Iran, nord for Den Persiske Havbugt.1 |
2 Jeremias og Klagesangene, Credo, Gustaf Adolf Danell, s. 197.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sl%C3%A5
Kapitel 50
| Uddybende noter |
| 50,1 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 50,2 Bel og Marduk var lokale guder.1 50,21 Meratajim og Pekod var babylonske landsdele.1 50,42 Babylons datter: Indbyggerne i Babylon (Taget ud fra samme logik i note til Jer 48,18). |
Kapitel 51
| Uddybende noter |
| 51,1 Leb-Kamaj: Er kodeord for Kaldæa,1 og betyder ‘mine modstanders hjerte’.2 Kodeord er ord, der formodentligt er blevet anvendt, når mennesker drøftede den politiske situation uden at ville give til kende for udenforstående, hvad det egentlig var, de drøftedes! (Fra note til Jer 25,26). 51,4 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 51,11 Koggerne: Rørformet beholder som en bueskytte opbevarer sine pile i.3 51,27 Ararat, Minni og Ashkenaz lå alle i det armenske område, men var en del af Medien, der strakte sig lang mod vest nord for det babylonske rige.2 51,41 Sheshak: Er kodeord for Babylon. (Fra note til Jer 25,26) 51,44 Bel: Var en lokal gud (Note fra Jer 50,2) 51,63 Floden Eufrat løb i oldtiden igennem Babylon. Den har siden skiftet leje og løber nu næsten 20 km fra ruinbyen.2 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 9, Bent Tage Nielsen, Lohse, s. 151-152.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=kogger&query=koggerne
Kapitel 52
| Uddybende noter |
| 52,7 Kaldæerne: Babylonerne (Note fra Jer 21,4). 52,9 Ribla i Hamats land: I Syrien, her var Nebukadnesars hovedkvarter under felttoget. (Note fra Jer 39,5) |
Illustration: Bronzesøjlerne i Herrens tempel og vognstellene og bronzehavet fra Salomos tempel (Til Jer 52,17)
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Bibelmaraton (OBS. Jeremias og Klagesangene er i samme video)