Ezekiel så Guds herlighed forlade Jerusalem og skulle derfor advare folket om, hvad der ville komme. Sidst i bogen så han Israel blive gendannet og Guds herlighed komme tilbage. Guds herlighed er i 2 Mos vist som en sky over åbenbaringsteltet, og derfor også her i logoet.
Baggrundsinfo
Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1210
Indledning
Ezekiel, der var præst (1,3), hørte til den gruppe af velstående israelitter, som sammen med kong Jojakin 597 f. Kr. blev ført i fangenskab i Babylon (1,1; 33,21. 2 Kong 24,14-16. Jer 24,1). I Babylon bosatte han sig i Tel-Abib ved floden Kebar (3,15). Her har han haft eget hus, og folkets ældste kom til ham for at få gode råd (8,1; 14,1; 20,1 ). Det kunne tyde på, han var en anset mand. Umiddelbart før Jerusalems fald mistede han sin hustru (24,18). Han blev år 593 gennem et strålende syn af Herrens herlighed kaldet til profet og “vægter for Israels hus” (1,2; 3,17). Den sidst daterede profeti er fra 571 (29,17), så han virkede i ca. 22 år. Han synes at have levet i nogenlunde frihed i det fremmede. De landflygtige har modtaget brev fra profeten Jeremias (Jer 29,1), ligesom Ezekiel har haft kontakt med dem, der var tilbage i hjemlandet (Ez 33,21). Han har sikkert kendt Daniel, der var blevet bortført nogle år tidligere; i hvert fald omtaler han Daniel som en retfærdig og vis mand (14,14.20; 28,3).
Mens Esajas og Jeremias havde mulighed for at tale til hele folket inkl. dets ledere, havde Ezekiel en mere begrænset tilhørerskare. Han blev forkynder og sjælesørger for sine lidelsesfæller i fangenskabet, men i begyndelsen blev han mødt med ligegyldighed og modstand (12,21-25). De deporterede fulgte spændt udviklingen i Jerusalem. De var overbevist om, at Jerusalem fortsat ville bestå, og at forholdene ville udvikle sig sådan, at de snart kunne vende hjem. I denne situation rettede Ezekiel domstrusler både mod Jerusalem, Juda og de bortførte (7; 11,1-12; 4,4-17). Ligesom hos de andre profeter blev årsagen til dommen klart forkyndt: Det var afgudsdyrkelse og foragt for Gud på trods af udvælgelsen (14), samt falsk profeti (13; 20).
Med Jerusalems fald indtraf det store omslag i profetens virksomhed. Nu blev han en håbets profet. Da alle falske forhåbninger var knust, var tiden inde til at trøste de modløse og oprejse de fortvivlede. Han blev den store prædikant og sjælesørger i denne vanskelige krise. Ezekiel gjorde en stor indsats for, at en levedygtig menighed blev genrejst, efter at templet, som tidligere var det åndelige midtpunkt, var borte. Men hans syner rækker længere end til den jødiske menighed i eksilet. Han forkyndte nåde og frelse, samtidig med at han formanede til omvendelse. Ganske vist fortjente folket ikke Guds nåde, de jagede nemlig bare efter vinding (33,30-33). Men for sit navns og sin æres skyld vil Gud alligevel frelse. Han vil selv gribe ind og skabe omvendelse og sand gudsdyrkelse hos jøderne. Han vil rense dem og give dem et nyt hjerte og en ny ånd (36,16-38). Folket skal igen få sit land, og det vil blive frugtbart og dejligt. De vil få nye hyrder og ledere, ja Gud vil samle sit folk under den nye David i et velsignelsesrigt fredsrige (34). Nu så det håbløst ud for folket, som en dal fuld af knogler og døde ben (37); men Herren vil gøre de døde ben levende igen. Kap 40- 48 forkynder hans fremtidssyn om det nye tempel. Dette tempel afviger i flere henseender fra Salomos tempel, men minder på mange måder om det, vi kan læse i Johannes Åbenbaring. Billedets eskatologiske betydning understreges også af, at de, der byggede det nye tempel efter fangenskabet, ikke tog udgangspunkt i Ezekiels syn. Bogen slutter med denne udtalelse om byens navn: “Herren er her” (48,35).
Ezekiel er på en særlig måde Helligåndens profet. Allerede i det første kapitel anslås pinsens tone. Det er Helligånden, der leder og fører åbenbaringen igennem for profeten (2,2; 3,14.24; 11,1.5; 37,1; 43,5). Det er Helligånden, der genføder både det enkelte menneske og nationen (36,26; 37,5.9.14). Ezekiel betoner stærkt Guds herlighed og ære og Guds kald til det enkelte menneske.
Bogens inddeling:
1. Guds kald af Ezekiel (Ez 1-3).
2. Profetier om dom (Ez 4-24).
3. Profetier om fremmede folk (Ez 25-32).
4. Profetier om frelse (Ez 33-39).
5. Profetier om det nye tempel (Ez 40-48).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 I det tredivte år: Teksten fortæller ikke, hvilken begivenhed de tredive år er regnet efter. Den gamle rabbinske oversættelse af Ezekiels Bog til aramæisk, Targum Jonathan, siger, at de 30 år skal regnes fra fundet af bogrullen i templet ved begyndelsen af kong Josias reformation (2 Kong 22). Andre har ment, at de 30 år angiver Ezekiels alder. Ingen af disse eller andre forslag kan bevises.1 Fjerde måned: Den fjerde måned falder i juni-juli og fik senere på hebraisk navnet tammuz.1 Se faktaboks nedenfor. Landflygtige: De israelitter, som i 597 f.Kr. sammen med kong Jojakin var blevet ført i fangenskab i Babylonien af kong Nebukadnesar (2 Kong 24,8-16).1 Kebar: Er sikkert identisk med kanalen Kabari, der er omtalt i nogle dokumenter fra det 5. årh. f.Kr. Den løb gennem området ved byen Nippur, sydøst for Babylon.1 Guddomssyner: Et syn, Gud lader et menneske se.1 1,2 Jojakin blev konge af Juda i december 598 f.Kr. Men efter bare tre måneder blev Jerusalem erobret af kong Nebukadnesar, og kong Jojakin og en del af byens indbyggere blev ført i eksil i Babylon (2 Kong 24,8-16). Det femte år af Jojakins fangenskab begyndte i foråret 593 f.Kr., så Ezekiel må have fået åbenbaringen af Herrens herlighed midt på sommeren år 593 f.Kr.1 1,3 Ezekiel betyder ‘Må Gud styrke’.1 Buzis er ikke kendt fra andre steder i GT.1 Kaldæernes land: Babylonien, hvis hovedstad var Babylon.1 1,5 Fire levende væsener: I de følgende vers beskriver Ezekiel disse væsener nærmere, uden at han direkte siger, hvad de er. Men godt et år senere får Ezekiel et nyt syn, hvor han i ånden bliver ført til templet i Jerusalem og ser de samme levende væsener (Ez 8-11). Og dér omtaler Gud de levende væsener som keruber (10,2). Det er først efter, at Gud i 10,2 har brugt navnet „keruber” om dem, at Ezekiel også selv gør det. De kan afbildes meget forskelligt; undertiden som en løvekrop med to vinger og et menneskehoved, andre gange som en menneskekrop med vinger og flere hoveder. Det var keruber, Gud satte til at vogte indgangen til Edens have efter syndefaldet (1 Mos 3,24). Men først og fremmest beskrives keruberne i GT som de væsener, der i den usynlige verden bærer Guds trone (syv gange omtales Gud med udtryk som „han, som troner på keruberne”). Både i åbenbaringsteltet under ørkenvandringen og i Salomos tempel var der opstillet to kerubfigurer over pagtens ark i det allerhelligste (2 Mos 25,17-22; 1 Kong 6,23-28 og 8,6-7).1 1,12 Ånden: Guds ånd.1 1,16 Krysolit: En bleggrøn ædelsten.1 1,22 Hvælving: Det hebraiske ord kan betegne en udhamret metalplade. Her betegner ordet den plade eller platform, der er udspændt over væsenernes hoveder. Udtryksmåden viser, at det ikke er keruberne, der i egentlig forstand bærer hvælvingen og dermed Guds trone. At Gud troner på keruberne betyder ikke, at Guds trone holdes oppe af dem. Det er Gud, der opretholder og bærer alt – også de himmelske væsener, der „bærer” hans trone.1 1,26 Safir er en blå eller grøn ædelsten, men det hebraiske ord sappir betegner snarere den blå lapis lazuli-sten.1 |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,9-10 Den lille bogrulle i Guds hånd adskilte sig fra samtidens bogruller ved at være beskrevet både på indersiden og ydersiden. Fra en lidt senere tid har man dog fundet bogruller, der har haft tekst på ydersiden, så man let har kunnet se, hvilken tekst rullen indeholdt, selv om den var rullet sammen. Måske er meningen her, at ordene “klage, suk og ve” som en titel eller et sammendrag af indholdet er skrevet uden på bogrullen.1 |
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,15 En tel er en ruinhøj. Ezra 2,59 og Neh 7,61 fortæller, at de landflygtige israelitter slog sig ned på flere sådanne ruinhøje i Babylonien. Tel-Abib lå ved floden Kebar (se til 1,1), men dens nærmere beliggenhed kendes ikke. Selvom navnet på dansk er stavet lidt anderledes, er der tale om præcis samme navn, som i moderne tid er givet til den store israelske by Tel Aviv.1 3,17 Vægter: En udkigspost, der fra bymuren eller byens tårn skulle holde udkig og give varsel om, hvem der nærmede sig byen, så indbyggerne kunne nå at forberede et forsvar i tilfælde af angreb (eksempler findes i 2 Sam 18,24-27 og 2 Kong 9,17-20).1 |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,1 Teglsten: Soltørrede teglsten var et almindeligt byggemateriale i Babylonien. Der er fundet mange teglsten, der enten er blevet præget med kongens navn inden tørring eller har fået indridset et motiv efter tørring.1 4,2 Kast en vold op omkring den: Se faktaboks nedenfor. 4,9 Hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt: Man blander normalt ikke disse i brød.1 4,10 Tyve sekel: 230 gram.1 4,11 Sjettedel hin: Ca. En liter.1 4,12-13 Du skal spise det som bygbrød: Mens hvede gav det almindeligste og fineste brød, måtte mange fattige nøjes med at spise bygbrød. Brødene var store, runde og flade.1 Som brændsel brugte man kviste eller dyregødning blandet med strå. Moseloven forudsætter, at menneskeskarn (=menneskeafføring) er rituelt uren.1 4,14 Moseloven forbød alle israelitter at spise kød af selvdøde eller sønderrevne dyr (5 Mos 14,21 og 2 Mos 22,30), og denne lov indskærpes specielt for præster (3 Mia 22,8). Ezekiel var af præsteslægt og havde hele sit liv overholdt disse love.1 4,15 Komøg blev ofte brugt som brændsel i et træfattigt land, og efter Ezekiels fortvivlede bøn lod Gud ham bruge det (5 Mos 12,15-19; 14,3-21).2 4,16 Runde brød med hul i midten blev transporteret og opbevaret på stænger, der kaldtes brødet støttestav. At knække brødet støttestav er et billedligt udtryk for at stoppe brødforsyningen.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1217.
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,10 Fædre skal æde deres sønner og sønner deres fædre: Allerede 3 Mos 26,29 forudsiger at kannibalisme vil blive en af de forbandelser, Gud vil lade ramme folket, hvis de bryder pagten med ham (Jf. også Jer 19,9).1 5,16 Brødets støttestav: Runde brød med hul i midten blev transporteret og opbevaret på stænger, der kaldtes brødet støttestav. At knække brødet støttestav er et billedligt udtryk for at stoppe brødforsyningen. (Fra noten til 4,16). |
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,1 Israels bjerge: Kan betyde hele landet.1 6,3 Offerhøje: Et lokalt helligsted, hvor israelitterne enten dyrkede Israels Gud på en måde, der var i strid med loven, eller direkte dyrkede afguder.2 Se også faktaboks nedenfor. 6,4 Røgelsesaltre: Tilhuggede sten med en fordybning, hvor røgelsen blev brændt.2 6,14 Hele landet fra Negev-ørkenen i syd til byen Ribla langt mod nord i Syrien. Ribla bruges ikke andre steder til angivelse af Israels nordgrænse, men den ligger tæt ved Lebo-Hamat, som i 47,15-17 angiver nordgrænsen. Ribla kan være valgt her, fordi det var dér, kong Joakaz 17 år tidligere i år 609 f.Kr. var blevet fængslet (2 Kong 23,33). Netop det bynavn var derfor forbundet med bitre minder. Få år senere skulle Ribla blive scenen for en endnu større katastrofe, nemlig da babylonerne i 586 f.Kr. førte de tilfangetagne af Jerusalems ledere til Ribla og henrettede dem dér (2 Kong 25,18-21).2 |
2 Ole Andersen, Ezekiels Bog, Kolon, 2023, s. 94-97.
Faktaboks: Offerhøje
| Offerhøje |
| Det hebraiske ord bama betegner en lokal helligdom. Ofte var det en stenforhøjning med et alter eller en stenstøtte. Undertiden var offerhøjen opført i tilknytning til en tempelbygning. Sådanne forhøjninger kunne findes både i og uden for byerne. Arkæologer har afdækket en række offerhøje af forskellige typer både fra tiden før og efter opførelsen af templet i Jerusalem. Efter indvandringen dyrkede israelitterne Israels Gud på offerhøje rundt om i hele landet (se f.eks. 1 Sam 9,11-14; 1 Kong 3,2-5). Men efter opførelsen af templet i Jerusalem forbød Gud ofringer alle andre steder (5 Mos 12). Alligevel tillod kong Salomo, at der blev opført offerhøje – endda til afguder – efter bygningen af templet (1 Kong 11,4-10). Efter delingen af Israel opførte Nordrigets konge Jeroboam offerhøje rundt om i landet (1 Kong 12,31), en skik der meget hurtigt bredte sig til Sydriget (1 Kong 14,22f; 2 Kong 23,5). Kong Hizkija af Juda (omkring år 700) og kong Josija af Juda (omkring år 620) forsøgte at fjerne offerhøjene (2 Kong 18,4.22 og 2 Kong 23), men deres indsats førte ikke til varige ændringer. På trods af Guds forbud fortsatte mange israelitter altså gennem hele kongetiden den gamle tradition med at dyrke Israels Gud på lokale offerhøje. Profeternes hårde fordømmelse af offerhøjene skyldtes ikke blot, at gudsdyrkelsen på dem meget ofte blev blandet med eller udviklede sig til egentlig afgudsdyrkelse. Selv når gudstjenesten på offerhøjene primært var ment som tilbedelse af Israels Gud, var den forkastelig og syndig, fordi den blev gennemført i strid med Guds lov. |
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,18 De klæder sig i sæk: Tegn på sorg (jf. f.eks. 1 Mos 37,34). Hvert hoved er skaldet: Tegn på sorg (jf. f.eks. Es 15,1-3).1 7,22 Min dyrebare bolig: Israels land, Jerusalem eller templet i Jerusalem.1 7,23 Den hellige kæde: Udtrykket findes ikke andre steder i Bibelen, og dets betydning er ukendt.1 |
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,1 I det sjette år på den femte dag i den sjette måned: September 592 f.Kr.1 Se faktaboks nedenfor. Judas ældste: Ledende personer blandt de bortførte israelitter i Babylonien.1 Lidenskaben stod, gudestatuen der vækker lidenskaben: Ordet gudestatue er sjældent i GT, men det bruges i 2 Krøn 33,7 (jf. 2 Kong 21,7) om en statue af Ashera, som kong Manasse opstillede i templet i Jerusalem. Statuen blev senere fjernet og ødelagt af kong Josija (2 Kong 23,6), men som i så mange andre forhold fik Josijas reformation kun kortvarige følger, og statuen er åbenbart blevet genopført under en af Josijas efterfølgere. Ashera var en kana’anæisk gudinde, og nyere arkæologiske fund tyder ifølge nogle forskere på, at nogle israelitter i totalt religiøs sammenblanding dyrkede hende som Israels Guds hustru. At gudebilledet vækker lidenskaben skal nok forstås i lyset af 5 Mos 32,16 og 21, hvor Israel bebrejdes, at de ægger Guds lidenskab (DO: „vrede”) med afgudsdyrkelse. Gudebilledet har vakt Guds lidenskab eller skinsyge, det vil sige hans hellige harme (jf. Ezekiels brug af samme ord i f.eks. 5,13; 16,38 og 23,25).1 8,5 Alterporten må være det samme som „nordporten” i v.3, det vil sige porten mellem den ydre og den indre forgård. Statuen stod nord for porten, det vil sige i den ydre forgård. Det ord, der er oversat med portrum, betyder snarere indgangspartiet lige uden for porten. Datidens porte var store bygninger med flere portrum på begge sider af gangen gennem porten.1 8,11 Israels ældste: De ældste var Israels verdslige ledere.1 Ja’azanja, Shafans søn: Må have været en kendt person, siden Ezekiel nævner hans navn uden at forklare, hvem han er. Derfor er det sandsynligt, at han var søn af den Shafan, der nogle år tidligere havde været statsskriver for kong Josija, og som havde spillet en vigtig rolle for Josijas reform (2 Kong 22). Jeremias fortæller om tre andre sønner af Shafan (Jer 26,24; 29,3 og 36,10-12). Men mens de ser ud til at have holdt fast ved deres fars sande gudstro, var Ja’azanja forfaldet til usmykket afgudsdyrkelse.1 8,14 Kvinderne og græd over Tammuz: Tammuz var Babylonisk gud for jordens frugtbarhed. Myten fortæller, at Tammuz hver sommer dør og forvises til dødsriget, hvorfra han hentes op igen næste forår. I forbindelse med gudens forvisning til dødsriget blev der i juni-juli måned gennemført et sørgeritual. Tammuz-kulten var meget udbredt og populær i hele Mesopotamien, hvorfra den havde bredt sig til de omkringliggende lande.1 |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,2 Øvre port: Nordporten mellem den indre og ydre forgård.1 Bronzealteret: Det oprindelige alter fra kong Salomos tid (1 Kong 8,64), som kong Akaz havde flyttet længere mod nord i den indre forgård for at give plads til et nyt, stort alter (2 Kong 16,10-14).1 9,3 Keruber er englevæsener, der blandt andet bærer Guds trone (Se også noten til 1,5).1 |
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,1 Hvælvingen: Det hebraiske ord kan betegne en udhamret metalplade. Her betegner ordet den plade eller platform, der er udspændt over væsenernes hoveder. Udtryksmåden viser, at det ikke er keruberne, der i egentlig forstand bærer hvælvingen og dermed Guds trone. At Gud troner på keruberne betyder ikke, at Guds trone holdes oppe af dem. Det er Gud, der opretholder og bærer alt – også de himmelske væsener, der „bærer” hans trone. (Note fra 1,22). 10,9 Krysolit: En bleggrøn ædelsten (Note fra 1,16). 10,13 Galgal: Hebraisk for hjul.1 10,14 Både her og i 1,10 fortæller Ezekiel, at de fire keruber hver havde fire forskellige ansigter (jf. 10,22). Men der er én forskel på de to syn: i 1,10 var et af ansigterne et okseansigt, mens det her er et kerubansigt. Forskere har forsøgt sig med forskellige forklaringer på denne forskel, men ingen af dem er overbevisende. Vi må derfor enten indrømme, at vi ikke kan forklare forskellen, eller henholde os til, at Gud selvfølgelig til enhver tid kan lade de usynlige engle vise sig i en hvilken som helst (evt. ændret) skikkelse, det passer ham.1 |
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| 11,1 Ja’azanja, Azzurs søn, og Pelatja, Benajas søn: Omtales ikke i andre kilder.1 11,3 Byen er gryden, vi er kødet!: Indbyggerne i Jerusalem sammenligner byen med en gryde og sig selv med det kød, der fylder gryden.1 11,25 Kaldæa: Babylonien.1 |
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,5 Bryde hul i muren: Husene i Mesopotamien var som regel lavet af tørrede mursten (ikke af tilhuggede klippeblokke), så Ezekiel kunne forholdsvis let hugge sig igennem væggen.1 12,10 Fyrsten i Jerusalem: Er kong Sidkija.1 |
Kapitel 13
| Uddybende noter |
| 13,4 Ræve i ruinerne: Ræve holdt til i forladte bebyggelser (jf. Klages 5,18) og var berygtede for deres ødelæggelser (jf. Højs 2,15 og Neh 3,35). På samme måde trivedes profeterne i det religiøst set ruinerede Israel og var med deres profetier stærkt medvirkende til at drive folket frem mod den endelige ødelæggelse.1 13,5 Stillet jer op i murbruddene eller rejst gærde: Forsvarerne af en belejret by kunne som en af deres sidste redningsmuligheder bygge en forsvarsvold („gærde”) inden for den del af bymuren, der blev angrebet, og herfra forsøge at holde angriberne ude af det brudte hul i muren (se ekskurs til 4,2 om belejring og angreb på Ezekiels tid).1 13,9 Skrives på Israels mandtalsliste: Lister over, hvem der hørte til Israels folk, kom til at spille en stor rolle ved hjemkomsten fra eksilet i Babylon (jf. Ezra 2,62 og Neh 7,5), og Jer 22,30 tyder på, at der allerede før eksilet blev ført offentlige slægtsbøger over folket.1 13,10 Folket bygger en væg, og de pudser den med kalk: ‘Væg’ betyder her en mur, der er opført uden mørtel, og som derfor ikke kan holde til meget. Billedligt talt er folkets gerninger en sådan ufærdig mur. Men i stedet for at påpege manglerne, så de kan blive udbedret, kalker profeterne muren over, så ingen opdager, at den ikke kan holde.1 13,18 Syr bånd til ethvert håndled og laver hovedklæder i alle størrelser for at jage mennesker: Teksten undgår at give nogen beskrivelse af de ritualer, profetinderne udførte, så vi ved ikke, hvordan båndene og hovedklæderne har været brugt. V.18 tyder på, at det var de israelitter, der rådspurgte profetinderne, der bar båndene og hovedklæderne enten som et led i spådomsritualet eller som en slags amuletter. Men v.20 viser, at båndene og hovedklæderne også blev brugt af profetinderne selv. Forklaringen kan måske være, at profetinderne på et tidspunkt i ritualet tog bånd og tørklæde af og gav den rådsøgende det på.1 |
Kapitel 14
| Uddybende noter |
| 14,13 Knækker brødets støttestav: Runde brød med hul i midten blev transporteret og opbevaret på stænger, der kaldtes brødet støttestav. At knække brødet støttestav er et billedligt udtryk for at stoppe brødforsyningen. (Note fra 4,16). 14,14 Noa, Daniel og Job: Der er ingen tvivl om, at det første og det sidste navn hentyder til de kendte, bibelske personer. De fremhæves her som eksempler på retfærdige mennesker, og Bibelen beskriver netop Noa som en retfærdig mand, der vandrede med Gud (1 Mos 6,9 og 7,1), og omtrent det samme siges om Job (Job 1,1.8 og 2,3). Når det gælder Daniel, er forskerne derimod ikke enige. Nogle mener, at Daniel her er den bibelske Daniel, der levede i Babylon samtidig med Ezekiel (jf. Dan 1,1ff). De fleste mener imidlertid, at Daniel må være en langt ældre hedensk konge, der omtales i en tekst fundet i 1930 på den syriske middelhavskyst ved Ras Shamra (= oldtidsbyen Ugarit). Teksten stammer fra omkring 1400 f.Kr. og handler egentlig om Aqhat, men nævner også Aqhats far, kong Dan’el, der med sine domsafgørelser beskyttede enker og faderløse. Ezekiel behøver selvfølgelig ikke at have kendt Aqhat-teksten eller andre tekster om Dan’el; på hans tid kan navnet Dan’el i traditionen være blevet til navnet på en retfærdig, men ellers ukendt konge. Det er vanskeligt at afgøre, hvilken forståelse der er rigtig. For den bibelske Daniel taler, at det virker underligt, at Gud som eksempel på retfærdighed skulle bruge en hedensk sagnkonge, som ellers ikke er nævnt i Bibelen (bortset fra 28,3). Kan en afgudsdyrker virkelig sættes op på lige fod med de gudfrygtige Noa og Job? Desuden kom den bibelske Daniel ifølge Dan 1,1-6 til Babylon adskillige år før Ezekiel og kan derfor allerede på dette tidspunkt være blevet en kendt skikkelse ved hoffet, som også Ezekiel og de andre landflygtige havde hørt om. For den anden forklaring taler tre forhold, dels at navnet Daniel på hebraisk her og i 28,3 er stavet anderledes end navnet på Ezekiels samtidige, dels at Noa og Job er ikke-israelitter, så det ville være naturligt, hvis den tredje i selskabet også var det, og dels at rækkefølgen her er vanskelig at forstå, hvis Ezekiel tænkte på den samtidige Daniel. Begge sæt argumenter er stærke, og spørgsmålet må stå åbent. Budskabet i teksten er dog klart, uanset hvem Daniel her er.1 |
Kapitel 15
| Uddybende noter |
| 15,3 Kan man anvende den slags træ?: Spørgsmålet er retorisk og har svaret i sig selv: Nej, træ af en vinstok kan ikke bruges til noget (jf. også v.5a).1 |
Kapitel 16
| Uddybende noter |
| 16,3 Jerusalem var en kana’anæisk by, der eksisterede længe før Israels folk indtog Kana’ans land. To af de vigtigste af de hedenske folk, der boede i Kana’ans land før Israel (5 Mos 7,1), trækkes frem som byens etniske baggrund: amoritterne og hittitterne. Som regel omtales de førisraelitiske indbyggere i Jerusalem som jebusitter (f.eks. 2 Sam 5,6), men Jos 10,5 beskriver Jerusalems konge som amorit, og 2 Sam 11,3 kalder Urias for hittit. Det stemmer fint med 4 Mos 13,29, der siger, at hittitterne, jebusitterne og amoritterne boede i Bjerglandet, dvs. højlandet omkring Jerusalem. V.44-45 viser, at hensigten her dog ikke så meget er at beskrive Jerusalems etniske slægtskab som det åndelige. Jerusalems slægt er hedenskabet – en chokerende beskrivelse for mennesker, der regnede sig selv som efterkommere af Abraham og derfor medlemmer af Guds udvalgte folk.1 16,4 Gnedet med salt: Efter en gammel mellemøstlig tradition blev nyfødte børn gnedet med salt og olie og svøbt i tøj.1 16,16 Offerhøje: Se faktaboks nedenfor. 16,21 Som det værste eksempel på afgudsdyrkelse nævnes børneofringer.1 Se faktaboks nedenfor 16,24 Disse forhøjninger er næppe det samme som de offerhøje, der er nævnt i v.13, men snarere forhøjninger eller bygninger, hvor de prostituerede holdt til – altså en form for bordeller.1 16,26-29 Mens Israels hor i v.15-22 tydeligt nok er folkets afgudsdyrkelse, er det her en anden side af Israels frafald fra Gud, der beskrives med ordet hor, nemlig de politiske alliancer med nabofolkene. De politiske alliancer med datidens stormagter var frafald, fordi de var et udtryk for manglende tillid til Gud. Den første stormagt, der nævnes, er Egypten, som Israel ned gennem historien ofte søgte hjælp hos. Allerede Es 30-31 havde fordømt denne alliance: „Ve dem, der drager ned til Egypten efter hjælp! De støtter sig til heste, de stoler på vogne, fordi der er mange, på ryttere, fordi de er talrige; men de ser ikke hen til Israels Hellige, Herren søger de ikke” (Es 31,1 jf. Hos 7,10f; Jer 2,36f). Bibelen kender også til tilfælde, hvor en stormagt var Guds redskab til at hjælpe Israel (f.eks. perserkongen Kyros, der tilmed kaldes Herrens „salvede”, 2 Krøn 36,22f; Es 45,1-4). Men hvor Israels alliance med en stormagt hang sammen med mistillid til Israels Gud eller ønsket om ved egen indsats at komme udenom Guds dom, var der tale om hor, dvs. frafald. V. 27 er muligvis en hentydning til begivenhederne i 701 f.Kr., hvor kong Hizkija havde søgt egyptisk hjælp til et oprør mod Assyrien og blev straffet, ved at assyrerkongen gav dele af Juda Rige til filisterkongerne. Også Assyrien havde Israel på forskellige tidspunkter søgt hjælp hos, f.eks. under kong Akaz af Juda (2 Kong 16,7ff). Babylonien (Kaldæa) med hovedstaden Babylon (som i 17,4 kaldes for „handelsbyen” (kræmmerlandet)) var den seneste stormagt, Israel havde indgået alliance med.1 16,44 Som mor, så datter: Ordsproget svarer nogenlunde til vores ‘Æblet falder ikke langt fra stammen’.1 16,45 Jeres mor var hittit og jeres far amorit: Se note til 16,3 16,46 Samaria: Hovedstaden i Nordriget fra omkring 880 f.Kr. til byens fald i 722 f.Kr. (1 Kong 16,23f).1 Storesøster: Hentyder ikke til byens alder (både Jerusalem og Sodoma var ældre), men til dens størrelse (Nordriget var betydeligt større end Juda Rige).1 Hendes døtre: Almindelig betegnelse for mindre byer inden for en hovedbys territorium.1 Sodoma: Beretningen om fordærvet i Sodoma og Guds straf over byen på Abrahams tid (1 Mos 18-19) gjorde allerede i GT byen til et skrækeksempel på totalt fordærv og total udslettelse i Guds dom (f.eks. Es 3,9; 5 Mos 29,22). Netop derfor må det have chokeret Ezekiels tilhørere, når Jerusalem blev beskrevet som Sodomas søster.1 |
Faktaboks: Børneofringer
| Børneofringer |
| I Hinnoms søns dal i Jerusalem fandtes et sted eller en konstruktion, der blev kaldt Tofet. I perioder af Israels historie blev der her praktiseret en kult, der indebar, at børn blev ofret eller „gik gennem ilden”, som det blev kaldt. Akaz og Manasse nævnes som konger i Juda, der praktiserede disse børneofringer (2 Kong 16,3 og 21,6; 2 Krøn 33,6). Under kong Josija blev kultstedet i Hinnoms søns dal vanhelliget som led i opgøret med afgudsdyrkelsen (2 Kong 23,10). Men en række steder hos Jeremias viser, at der stadig blev praktiseret børneofringer på hans og Ezekiels tid (Jer 3,24; 7,31; 19,5 og 32,35). En lignende kult var også blevet praktiseret i Nordriget (2 Kong 17,17). Nyere udgravninger i Kartago i Nordafrika har givet uhyggelige, arkæologiske vidnesbyrd om børneofringer, der bekræfter beskrivelserne af, hvad der foregik i Hinnoms søns dal. Børneofringer blev allerede praktiseret af folkene i Kana’ans land inden israelitternes indvandring og fremhæves som en af de ting, Israel ikke må overtage fra hedningerne (5 Mos 12,29ff; 18,9f). Guds forbud mod børneofringer er formuleret meget stærkt i Moseloven (3 Mos 18,21 og 20,1-5). Ez 23,39 kunne tyde på, at nogle israelitter i total strid med Moseloven betragtede deres børneofringer som en del af gudstjenesten til Israels Gud ære. Jeremias’ kategoriske benægtelse af, at Gud nogensinde skulle have ønsket eller påbudt børneofringer, peger i samme retning. Muligvis har nogle israelitter forsvaret børneofringerne med henvisning til Moselovens bud om at give den førstefødte søn til Gud – på trods af, at Moseloven udtrykkeligt fastslår, at den førstefødte skal frikøbes med en gave til helligdommen (2 Mos 13,11-16; 22,28b; 4 Mos 18,15f). Børneofringerne er således endnu et eksempel på den blanding af hedenske ritualer og tilbedelse af Israels Gud, som i Ez 8 bliver beskrevet som afskyelig og en krænkelse af Gud. Ezekiel nævner børneofringerne i 16,20f; 20,26.31 og 23,37-39. |
Faktaboks: Offerhøje
| Offerhøje |
| Det hebraiske ord bama betegner en lokal helligdom. Ofte var det en stenforhøjning med et alter eller en stenstøtte. Undertiden var offerhøjen opført i tilknytning til en tempelbygning. Sådanne forhøjninger kunne findes både i og uden for byerne. Arkæologer har afdækket en række offerhøje af forskellige typer både fra tiden før og efter opførelsen af templet i Jerusalem. Efter indvandringen dyrkede israelitterne Israels Gud på offerhøje rundt om i hele landet (se f.eks. 1 Sam 9,11-14; 1 Kong 3,2-5). Men efter opførelsen af templet i Jerusalem forbød Gud ofringer alle andre steder (5 Mos 12). Alligevel tillod kong Salomo, at der blev opført offerhøje – endda til afguder – efter bygningen af templet (1 Kong 11,4-10). Efter delingen af Israel opførte Nordrigets konge Jeroboam offerhøje rundt om i landet (1 Kong 12,31), en skik der meget hurtigt bredte sig til Sydriget (1 Kong 14,22f; 2 Kong 23,5). Kong Hizkija af Juda (omkring år 700) og kong Josija af Juda (omkring år 620) forsøgte at fjerne offerhøjene (2 Kong 18,4.22 og 2 Kong 23), men deres indsats førte ikke til varige ændringer. På trods af Guds forbud fortsatte mange israelitter altså gennem hele kongetiden den gamle tradition med at dyrke Israels Gud på lokale offerhøje. Profeternes hårde fordømmelse af offerhøjene skyldtes ikke blot, at gudsdyrkelsen på dem meget ofte blev blandet med eller udviklede sig til egentlig afgudsdyrkelse. Selv når gudstjenesten på offerhøjene primært var ment som tilbedelse af Israels Gud, var den forkastelig og syndig, fordi den blev gennemført i strid med Guds lov. |
Kapitel 17
| Uddybende noter |
| 17,3 Libanon var kendt for sine bjerge med skove af cedertræer, der var et almindeligt brugt symbol for storhed og majestæt (f.eks. 1 Kong 5,13; 2 Kong 14,9; Højs 5,15).1 17,4 Kræmmerlandet og handelsbyen er Babylonien og dets hovedstad Babylon.2 17,13 Så tog han en af den kongelige slægt: Efter afsættelsen af kong Jojakin havde Nebukadnesar indsat Jojakins farbror, Mattanja, som konge i Jerusalem og ændret hans navn til Sidkija (2 Kong 24,17).1 Sluttede en pagt med ham og tog ham i ed: Sidkija havde efter almindelig mellemøstlig skik under ed måttet indgå en vasalaftale om at være tro mod Nebukadnesar, der havde indsat ham. En sådan traktat eller pagt indeholdt blandt andet en række forbandelser mod den, der brød den.1 17,15 Men han gjorde oprør mod babylonerkongen: Sidkijas oprør mod Nebukadnesar er omtalt i 2 Kong 24,20. Bibelen fortæller os ikke præcist, hvornår Sidkija gjorde oprør, men forskellige kilder tyder på, at overvejelserne om oprør kan være begyndt allerede i 594 f.Kr.1 Sendte sine folk til Egypten for at få heste og en stor hær: En egyptisk kilde fortæller, at egypterkongen Psammetik II (595-589 f.Kr.) efter en militær sejr over Egyptens fjender i syd foretog en rejse til området omkring Juda i 592 f.Kr. Beretningen om den egyptiske sejr og Faraos tilstedeværelse i området kan have gjort udslaget i Sidkijas overvejelser om at søge hjælp i Egypten til et oprør mod Babylon.1 17,16 Derfor skal han dø: Sidkijas oprør vil ende med, at han bliver ført til Babylon og dør dér. En profeti, der gik i opfyldelse godt fem år senere i 586 f.Kr. (2 Kong 25,7).1 Farao … kan ikke redde ham: Selv efter at den babylonske hær havde omringet Jerusalem i 588 f.Kr., blev Sidkija og folket i byen ved med at håbe på hjælp fra Egypten. Men håbet var forgæves; babylonerne slog et egyptisk undsættelsesforsøg tilbage (jf. Jer 37,5-10).1 Vold … angrebsramper: Se faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid nedenfor. |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1234.
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Kapitel 18
| Uddybende noter |
| Kapitel 18 overskrift: Undgælde: Synonym for bøde.1 18,2 Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder: Sønnerne må bære de ubehagelige konsekvenser af fædrenes handlinger. Eller sagt med andre ord: Gud straffer sønnerne for fædrenes synd. De, der brugte ordsproget, opfattede sig selv som uskyldige børn, der blev ramt af straffen for forældrenes synd. At det var en udbredt forestilling på Ezekiels tid, fremgår af, at også Jeremias citerer ordsproget (Jer 31,29; jf. Klages 5,7).2 18,6 Holder ikke måltid på bjergene: Rituelle måltider i forbindelse med ofringer uden for templet i Jerusalem.2 Ligger ikke hos en kvinde, der har sine blødninger: 3 Mos 18,19 forbyder samlede med en kvinde under hendes menstruation.2 18,8 Han låner ikke ud mod renter og driver ikke åger: Det er ikke klart, om der på hebraisk er nogen betydningsforskel mellem de to ord (renter og åger, Red.). 3 Mos 25,35-38 forbyder at låne ud mod renter til en medisraelit.2 Åger: (ulovligt) udlån af penge til en urimelig høj rente.3 |
2 Ole Andersen, Ezekiels Bog, Kolon, 2023, s. 194-196.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5ger
Kapitel 19
| Uddybende noter |
| 19,1 Fyrster: Den almindelige betegnelse hos Ezekiel for kongen og kongefamilien.1 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 19,4 Faldgrube: Et overdækket hul i jorden, som løven kunne falde ned i. Kilder fra oldtiden viser, at det var almindeligt at fange løver i faldgruber.1 19,11 Egnede til herskerstave: Vinstokkens grene blev så kraftige, at de kunne bruges som stave, der symboliserer herskerværdighed.1 |
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Kapitel 20
| Uddybende noter |
| 20,1 I det syvende år på den tiende dag i den femte måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder ab, og dateringen svarer til midt i august 591 f.Kr. Der er på dette tidspunkt gået godt to år, siden Ezekiel blev udsendt som profet (1,1-3), og præcis fem år senere bliver Jerusalem og templet sat i brand (Jer 52,12f). (2 Kong 25,8 daterer branden tre dage tidligere).1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. Israels ældste: Ledende personer blandt de bortførte israelitter i Babylonien.1 20,5 Jakobs hus: Patriarken Jakob var stamfader til Israels tolv stammer, som derfor kaldes Jakobs hus.1 20,12 Mine sabbatter: Dette vers (som gentages i vers 20) er et vigtigt ord for at forstå, hvad meningen med sabbatten er (se 2 Mos 20,8-11; 5 Mos 5,12-15). Sabbat betyder “hvile”. Det betyder, at det er en dag, hvor alt almindeligt arbejde og slid skal ophøre, sådan som de nævnte bibeltekster viser. Dette vers åbenbarer hensigten: Den skal tjene som et tegn eller som et stærkt signal om Guds pagtfællesskab med sit folk Israel.2 20,26.31 Se faktabokse om børneofringer nedenfor 20,29 På hebraisk er der ordspil mellem „offerhøj” (habbama) og „går” (habba’im).1 20,37 Passere under hyrdestaven: Med sin stav talte hyrden fårene og udskilte dem, der skulle skilles fra, f.eks. til tiende (3 Mos 27,32; Jer 33,13; Matt 25,32). Billedet bruges her om en dom, der vil danne skel i folket.1 20,40 På mit hellige bjerg, på Israels højeste bjerg: Tempelbjerget Zion ikke Jerusalem.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1239.
Faktaboks: Børneofringer
| Børneofringer |
| I Hinnoms søns dal i Jerusalem fandtes et sted eller en konstruktion, der blev kaldt Tofet. I perioder af Israels historie blev der her praktiseret en kult, der indebar, at børn blev ofret eller „gik gennem ilden”, som det blev kaldt. Akaz og Manasse nævnes som konger i Juda, der praktiserede disse børneofringer (2 Kong 16,3 og 21,6; 2 Krøn 33,6). Under kong Josija blev kultstedet i Hinnoms søns dal vanhelliget som led i opgøret med afgudsdyrkelsen (2 Kong 23,10). Men en række steder hos Jeremias viser, at der stadig blev praktiseret børneofringer på hans og Ezekiels tid (Jer 3,24; 7,31; 19,5 og 32,35). En lignende kult var også blevet praktiseret i Nordriget (2 Kong 17,17). Nyere udgravninger i Kartago i Nordafrika har givet uhyggelige, arkæologiske vidnesbyrd om børneofringer, der bekræfter beskrivelserne af, hvad der foregik i Hinnoms søns dal. Børneofringer blev allerede praktiseret af folkene i Kana’ans land inden israelitternes indvandring og fremhæves som en af de ting, Israel ikke må overtage fra hedningerne (5 Mos 12,29ff; 18,9f). Guds forbud mod børneofringer er formuleret meget stærkt i Moseloven (3 Mos 18,21 og 20,1-5). Ez 23,39 kunne tyde på, at nogle israelitter i total strid med Moseloven betragtede deres børneofringer som en del af gudstjenesten til Israels Gud ære. Jeremias’ kategoriske benægtelse af, at Gud nogensinde skulle have ønsket eller påbudt børneofringer, peger i samme retning. Muligvis har nogle israelitter forsvaret børneofringerne med henvisning til Moselovens bud om at give den førstefødte søn til Gud – på trods af, at Moseloven udtrykkeligt fastslår, at den førstefødte skal frikøbes med en gave til helligdommen (2 Mos 13,11-16; 22,28b; 4 Mos 18,15f). Børneofringerne er således endnu et eksempel på den blanding af hedenske ritualer og tilbedelse af Israels Gud, som i Ez 8 bliver beskrevet som afskyelig og en krænkelse af Gud. Ezekiel nævner børneofringerne i 16,20f; 20,26.31 og 23,37-39. |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 21
| Uddybende noter |
| 21,2 Teman: Det hebraiske ord kan enten være et stednavn: Teman, et område i Edom syd for Det Døde Hav (f.eks. 25,13), eller en retningsangivelse, syd/syden (f.eks. 47,19 og 48,28).1 Skovlandet i syd: Det ord, der er oversat “Sydlandet”, kan enten være et stednavn: Negev, det tørre landområde i den sydlige del af Israel (f.eks. Dom 1,9), eller en retningsangivelse, syd/syden (f.eks. 40,2). Negev har næppe nogensinde været dækket af skov, men var tværtimod kendt som et tørt og ufrugtbart område, så hvis tilhørerne har forstået udtrykket som “Negevs skov”, må de have undret sig meget.1 21,17 Israels fyrster: Den almindelige betegnelse hos Ezekiel for kongerne I Jerusalem.1 Derfor skal du slå dig på hoften!: Et tegn på sorg og fortvivlelse (jf. Jer 31,19).1 21,19 Slå hænderne sammen: En handling, der kan udtrykke forskellige ting: Skadefryd (25,6; Nah 3,19), jubel (Sl 47,2) eller vrede (6,11; 4 Mos 24,10). V.22 viser, at handlingen her skal udtrykke harme.1 21,24 Vejmærke: Et vejskilt, sandsynligvis i form af en oprejst sten med en indhugget indskrift, da det hebraiske ord ellers bruges om monumenter med indskrift (f.eks. 1 Sam 15,12: „mindesmærke”; 2 Sam 18,18), hvor vejene til byerne begynder.1 21,25 Ammonitternes Rabba: Hovedstaden i Ammon, der var Judas naboland mod øst. Rabba er det moderne Amman i kongeriget Jordan.1 21,26 Han ryster pilene: To mærkede pile blev rystet i koggeret, hvorefter man trak den ene op som ved en lodtrækning.1 Husguderne: Omtalen af såkaldte „husguder” i GT tyder på, at begrebet blev brugt om forskellige former for afgudsfigurer eller kultgenstande (f.eks. 1 Mos 31,19.34; Dom 17,5), som man på en eller anden måde også kunne udlede varsler af (Zak 10,2).1 Undersøger leveren: Udseendet af leveren fra et offerdyr blev nøje undersøgt og brugt som grundlag for at tage varsler. Denne form for spådomskunst er kun nævnt her i Bibelen, men talrige skriftlige kilder og fundne lermodeller af dyrelevere viser, at den var udbredt i Mellemøsten.1 21,27 Se faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid, nedenfor. 21,31 Turban … krone: Begge ord betegner det samme, nemlig Sidkijas kongelige hoveddække. Kronen var ikke nødvendigvis af metal, men kunne f.eks. være en turbanagtig hovedbeklædning af tøj med en ædelsten eller anden udsmykning.1 |
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Kapitel 22
| Uddybende noter |
| 22,4 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.1 22,6 Israels fyrster: Den almindelige betegnelse hos Ezekiel for kongen og kongefamilien.2 22,7 Fremmede … faderløse og enker: Moseloven indskærper omsorgen for personer, der af den ene eller den anden grund er svage eller står i udkanten af samfundet (f.eks. 2 Mos 22,20f).2 22,8 Helliggaver: Ordet betegner ikke bare offergaver, men alle de hellige ting: templet, gudstjenesten osv.2 22,9 På bjergene holder de måltid: Rituelle måltider i forbindelse med ofringer uden for templet i Jerusalem.2 22,10 De blotter deres fars køn: Betyder ifølge 3 Mos 18,8 samleje med sin fars hustru, altså sin mor eller stedmor.2 22,11 Samleje med en svigerdatter er forbudt (3 Mos 18,15). Samleje med en søster eller halvsøster er forbudt (3 Mos 18,9).2 22,12 Åger: (ulovligt) udlån af penge til en urimelig høj rente.3 22,13 Slår hænderne sammen: At slå hænderne sammen kan udtrykke forskellige ting: Skadefryd (25,6; Nah 3,19), jubel (Sl 47,2) eller vrede (6,11; 4 Mos 24,10). Her er det en reaktion på synden i Jerusalem og udtrykker derfor vrede.2 22,18 Sølv blev udvundet ved, at man opvarmede malmen, der indeholdt forskellige metaller og grundstoffer, i en smelteovn, hvor det værdiløse blev udskilt som slagger.2 22,28 Profeterne kalker over: Se note til 13,10.1 |
2 Ole Andersen, Ezekiels Bog, Kolon, 2023, s. 248-252.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/%25C3%25A5ger
Kapitel 23
| Uddybende noter |
| 23,14 Kaldæiske: Babylonske (Note fra 1,3) 23,23 Pekod, Shoa og Koa og alle assyrerne: Stammer og folk der var indlemmet i babylonerkongens rige og repræsenteret i hans hær.1 23,34 Flænge dine bryster: At slå sig for brystet er et udtryk for klage (Es 32,12), men i Jerusalems tilfælde skal klagen blive så stærk, at hun ikke blot slår sig for brystet, men flænger dem.1 23,37-39 Se faktabokse om børneofringer fra nedenfor. |
Faktaboks: Børneofringer
| Børneofringer |
| I Hinnoms søns dal i Jerusalem fandtes et sted eller en konstruktion, der blev kaldt Tofet. I perioder af Israels historie blev der her praktiseret en kult, der indebar, at børn blev ofret eller „gik gennem ilden”, som det blev kaldt. Akaz og Manasse nævnes som konger i Juda, der praktiserede disse børneofringer (2 Kong 16,3 og 21,6; 2 Krøn 33,6). Under kong Josija blev kultstedet i Hinnoms søns dal vanhelliget som led i opgøret med afgudsdyrkelsen (2 Kong 23,10). Men en række steder hos Jeremias viser, at der stadig blev praktiseret børneofringer på hans og Ezekiels tid (Jer 3,24; 7,31; 19,5 og 32,35). En lignende kult var også blevet praktiseret i Nordriget (2 Kong 17,17). Nyere udgravninger i Kartago i Nordafrika har givet uhyggelige, arkæologiske vidnesbyrd om børneofringer, der bekræfter beskrivelserne af, hvad der foregik i Hinnoms søns dal. Børneofringer blev allerede praktiseret af folkene i Kana’ans land inden israelitternes indvandring og fremhæves som en af de ting, Israel ikke må overtage fra hedningerne (5 Mos 12,29ff; 18,9f). Guds forbud mod børneofringer er formuleret meget stærkt i Moseloven (3 Mos 18,21 og 20,1-5). Ez 23,39 kunne tyde på, at nogle israelitter i total strid med Moseloven betragtede deres børneofringer som en del af gudstjenesten til Israels Gud ære. Jeremias’ kategoriske benægtelse af, at Gud nogensinde skulle have ønsket eller påbudt børneofringer, peger i samme retning. Muligvis har nogle israelitter forsvaret børneofringerne med henvisning til Moselovens bud om at give den førstefødte søn til Gud – på trods af, at Moseloven udtrykkeligt fastslår, at den førstefødte skal frikøbes med en gave til helligdommen (2 Mos 13,11-16; 22,28b; 4 Mos 18,15f). Børneofringerne er således endnu et eksempel på den blanding af hedenske ritualer og tilbedelse af Israels Gud, som i Ez 8 bliver beskrevet som afskyelig og en krænkelse af Gud. Ezekiel nævner børneofringerne i 16,20f; 20,26.31 og 23,37-39. |
Kapitel 24
| Uddybende noter |
| 24,1 Det niende år på den tiende dag i den tiende måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder tebet, og dateringen svarer til midt i januar 588 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 24,6 Anløben: (lettere) moralsk fordærvet.2 Ir: Grønlig eller brunlig belægning på en genstand af kobber, messing eller bronze, fremkommet ved atmosfærens påvirkning med ilt, fugt og kuldioxid eller ved kemisk behandling.3 24,16 Ligklage: Se faktabokse om dødklage nedenfor. 24,17 Sørgebrød: Mad der bliver bragt til de sørgende.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/anl%25C3%25B8ben
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/ir
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 25
| Uddybende noter |
| 25,2 Ammonitterne: Judas nabofolk mod øst. Deres hovedstad var Rabba (det moderne Amman). Ammonitterne stammede fra Lot (1 Mos 19,38), men trods slægtskabet lå de ned gennem kongetiden ofte i krig med Juda. Ifølge Jer 27,3 deltog ammonitterne sammen med Juda og andre folk i overvejelser om at gøre oprør mod Babylon, og Ez 21,24ff tyder på, at Ammon faktisk gjorde oprør samtidig med Juda. Det underbygges af, at de judæere, der efter Jerusalems fald i 586 f.Kr. myrdede Gedalja, som babylonerne havde indsat som leder af landet, var udsendt af ammonitterkongen Ba’alis og efter mordet valgte at flygte til Ammon (Jer 40,13f; 41,10-15).1 25,4 Østens folk: Beduinstammer fra ørkenområderne øst for Ammon, der skal overtage landet. Den historiske viden om, hvordan profetierne mod Ammon og Moab blev opfyldt, er stærkt begrænset. Der er ikke fundet arkæologiske vidnesbyrd om nogen ødelæggelse af Ammon og Moab på denne tid, og i hvert fald ammonitterne overlevede som folk ned til persisk eller hellenistisk tid. Historieskriveren Josefus fortæller imidlertid, at Nebukadnesar i det femte år efter Jerusalems ødelæggelse (582-581 f.Kr.) sendte sin hær mod ammonitterne og moabitterne. Hvis det er rigtigt, kan dette felttog have resulteret i en svækkelse af landet, der gav beduinstammerne mulighed for at hærge det. Fra hellenistisk tid var området øst og syd for Det Døde Hav omfattet af det nabatæiske rige, og efterkommerne af de gamle folkeslag i området mistede deres selvstændige nationale identitet. Under de hasmonæiske (makkabæiske) konger fra 167-63 f.Kr. var der gentagne krigshandlinger mellem Israel og de gamle ammonitiske, moabitiske og edomitiske landområder.1 25,8 Moab: Judas nabofolk mod sydøst, i området øst for Det Døde Hav. Moabitterne stammede ligesom ammonitterne fra Lot (1 Mos 19,37) og lå i kongetiden ofte i krig med Juda.1 Se’ir: Bjergområde sydøst for Det Døde Hav. Det regnes ofte for en del af Edom (f.eks. i 35,15), men knyttes her sammen med Moab – muligvis fordi området omfattede grænseområdet mellem Moab og Edom.1 25,9 Bet-ha-Jeshimot, Ba’al-Meon og Kirjatama: Byer i Moab.1 25,12 Edom: Judas nabofolk mod syd og sydøst, i området mellem Det Døde Hav og Det Røde Hav. Edomitterne stammede fra Esau, Jakobs bror, og var derfor nærtbeslægtet med israelitterne, men helt fra begyndelsen var der fjendskab mellem de to folk (1 Mos 25,19-34). Under David blev Edom indlemmet i Israel (2 Sam 8,13f), men genvandt senere sin selvstændighed (1 Kong 11,14-22), og ned gennem kongetiden var der gentagne krige mellem Edom og Juda (2 Kong 8,20-22; 14,7; 16,6). Arkæologiske fund viser, at edomitterne i sidste del af 600-tallet overtog landområder i det sydlige Juda og både økonomisk, kulturelt og militært vandt større og større indflydelse i området. Selv om også edomitterne deltog i rådslagningen om et oprør mod Babylon (Jer 27,3), udnyttede de Judas svaghed efter 597 og 586 f.Kr. til at fortsætte ekspansionen mod nord. I hellenistisk tid strakte Idumæa (en græsk form af navnet Edom) sig helt op nord for Hebron.1 25,13 Teman og Dedans placering kender vi ikke med sikkerhed.2 25,15 Filistrene: Judas nabofolk mod vest, langs Middelhavskysten. Frem til David var filistrene Israels alvorligste modstandere, og endnu i kongetiden er der beretninger om krig mellem israelitter og filistre (f.eks. Dom 13-16; 1 Sam 4-6; 2 Kong 18,8). I årene efter 605 f.Kr. havde Nebukadnesar undertvunget filistrene. I 604 f.Kr. var filisterbyen Ashkalon blevet fuldstændig ødelagt og mange af indbyggerne ført i eksil i Babylon. Den voldsomme nedkæmpelse af filistrene kan være årsagen til, at der ikke var filistre med i rådslagningen om et oprør mod Babylon (Jer 27,3). I modsætning til jøderne fik de filistre, der var bortført til Babylon, åbenbart aldrig mulighed for at vende tilbage. Da filisterbyerne genopstod i persisk tid var det som fønikiske byer, der senere overtog en hellenistisk/græsk kultur. Filistrene forsvandt på den måde som selvstændig nationalitet ud af historien.1 25,16 Kreterne: Et andet navn for filistrene. Navnet afspejler måske, at filistrene hørte til de såkaldte „havfolk”, der oprindeligt stammede fra det græske øhav.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1249.
Kapitel 26
| Uddybende noter |
| 26,1 I det ellevte år på den første dag i måneden: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr. og svarer derfor til perioden fra foråret 587 til foråret 586 f.Kr. Måneden er ikke angivet.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 26,2 Tyrus: Tyrus ligger på Middelhavskysten nord for Israel i det, der i dag er Libanon. Hovedparten af byen var bygget på en ø knap en kilometer ude i Middelhavet; på land lå forstaden Ushu. Byen var fønikisk og udviklede sig i årenes løb til det vigtigste handelscenter i denne del af Middelhavsområdet. David, Salomo og senere også nogle af Nordrigets konger havde venskabelige forbindelser med Tyrus (2 Sam 5,11; 1 Kong 5,15ff). Senere kom byen under Assyrerriget, men gjorde gentagne gange oprør. I 605 f.Kr. blev Tyrus sammen med mange andre byer og riger i området underlagt Babylon. Byen deltog i den rådslagning i Jerusalem om et oprør mod Babylon, som Jeremias omtaler i 27,3. Josefus fortæller, at Tyrus blev belejret af Nebukadnesar i ikke mindre end 13 år, som de fleste forskere daterer til efter Jerusalems fald, enten 586-573 eller 585-572 f.Kr. Udfaldet af denne belejring er omstridt. Flere forhold viser, at det lykkedes babylonerne at undertvinge byen; blandt andet nævnes Tyrus’ konge i en liste over fremtrædende fanger i Babylon omkr. år 570 f.Kr. Men det er usikkert, om der var tale om en egentlig militær erobring. I hvert fald ser det ikke ud til, at Nebukadnesar ødelagde byen, der fortsat blomstrede, indtil Alexander den Store i 332 f.Kr. erobrede den efter at have bygget en dæmning ud til øen. Byen blev genopbygget og bevarede en vis betydning helt indtil afslutningen af korsfarertiden (korsfarerne opgav den i 1291), hvorefter den blev reduceret til et yderst beskedent fiskerleje. Aflejringer omkring Alexanders dæmning har medført, at Tyrus i dag ligger på en halvø.1 26,6 Datterbyer: Ødelæggelsen vil også ramme forstaden Ushu, der lå inde på kysten, og de omkringliggende småbyer.1 26,8 Han bygger angrebsramper imod dig, kaster en vold op omkring dig: Se faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid nedenfor. 26,16 Brogede: Med flere ret forskellige farver, ofte i uregelmæssig blanding.2 26,17 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 26,18 De fjerne øer: Øer og kyststrækninger omkring Middelhavet.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/broget
Faktaboks: Belejring og angreb på Ezekiels tid
| Belejring og angreb på Ezekiels tid |
| Udgravninger i byen Lakish sydvest for Jerusalem giver sammen med assyriske relieffer fra Nineve et detaljeret billede af, hvordan Lakish blev belejret og erobret af assyrerne i 701 f.Kr. – det vil sige ca. 100 år før Ezekiel. Samme former for belejring og angreb blev brugt af babylonerne og andre på Ezekiels tid. Når angribernes hær nåede frem til den by, der skulle angribes, slog de sig ned i lejre (hebraisk: machanot; DO gengiver i 4,2 ordet med „hære“) rundt om den belejrede by. Angriberne blokerede derefter udfaldsvejene fra byen med volde og byggede en bred angrebsrampe op mod det svageste sted i bymuren. Rampen kunne være endog meget stor. Ved Lakish var den 50-60 m lang, 70-75 m bred ved foden og 25 m bred foroven, hvor den stødte op mod bymuren. Lederen af udgravningen af Lakish, David Ussishkin, anslår, at der er brugt mellem 13.000 og 19.000 tons sten og jord til rampen. Selve angrebet blev gennemført ved hjælp af nogle mægtige murbrækkermaskiner, der blev skubbet op ad rampen. Murbrækkeren var en høj vogn eller kasse af træ og læder på hjul. Adskillige soldater kunne stå i nogenlunde dækning i vognen og styre den spidse, jernbeklædte rambuk, der var hængt op i tove og stak ud af et hul i vognens forende. Når murbrækkeren kom tæt nok på muren, kunne rambukken med stor kraft svinges ind mellem murens sten og vrikkes frem og tilbage, indtil et stykke af muren faldt ned. Byens forsvarere kunne jo hurtigt se, hvor fjenden ville sætte angrebet ind, og havde derfor tid til at træffe modforholdsregler. I Lakish opførte de en enorm forsvarsvold inden for den del af bymuren, som angrebsrampen blev bygget op ad. Da angriberne brød igennem muren, kunne forsvarerne fra den nye vold forsøge at hindre dem i at trænge igennem murbruddet. I Lakish lykkedes det dog trods alle indbyggernes anstrengelser for de angribende assyrere at trænge igennem både bymuren og den ekstra forsvarsvold, og byen blev erobret. |
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 27
| Uddybende noter |
| 27,2 Tyrus: Se note til 26,2. Dødsklage: Se faktaboks nedenfor 27,3 Fjerne øer: Øer og kyststrækninger langs Middelhavet.1 27,5 Senir: Navn for Hermonbjerget (5 Mos 3,9).1 Cedertræ fra Libanon: Se note til 31,3. 27,6 Bashan: Det moderne Golanområde øst og nordøst for Genesaret Sø.1 Elfenben: Se arkæologisk note nedenfor Kittæernes øer: Kittæerne er befolkningen på det sydlige Cypern. Senere fik betegnelsen en bredere betydning og blev brugt om makedonere og romere.1 27,7 Purpurstof: Purpurfarve blev fremstillet af snegle og fandtes i mange farvenuancer fra rødt til violet og blåt. Fønikerne var kendte for deres fremstilling af purpur.1 Elisas øer: Bliver af de fleste forskere forstået som Cypern eller eventuelt en del af øen.1 27,8 Sidon: Tyrus’ fønikiske naboby lidt længere mod nord.1 Arvad: En by på en lille ø ud for Middelhavskysten nord for det moderne Tripolis.1 27,9 Gebal: Den fønikiske by Byblos nord for det moderne Beirut.1 27,10 Persere, lydere og putere: Lydien var et område i det vestlige Lilleasien, mens Put sandsynligvis lå i det moderne Libyen i Nordafrika. Tilsammen angiver de tre betegnelser, at Tyrus havde lejetropper fra alle verdenshjørner: øst, nordvest og sydvest.1 27,11 Gammaditterne: Det er uvist, hvor denne folkegruppe stammer fra.1 27,12 Tarshish: Sandsynligvis et sted i Sydspanien.1 27,13 Javan, Tubal og Meshek: Steder i Lilleasien (se til 38,2). Javan bliver dog i GT brugt generelt om grækere.1 27,14 Bet-Togarma: I det østlige Lilleasien.1 27,15 Dedan: Område syd for Edom, i det moderne Saudi-Arabien. Nogle forskere mener dog, at Dedan her enten betegner Rhodos eller et sted på kysten nord for Tyrus.1 Ibenholt: Hårdt og tungt, oftest sort træ.2 27,16 Aram: Det syriske område omkring Damaskus.1 Granat: Smykkesten, der som regel er rød.1 Broget: med flere ret forskellige farver, ofte i uregelmæssig blanding.3 Byssus: Fint klæde.1 27,17 Minnit: Muligvis den by i Ammon øst for Jordanfloden, der også nævnes i Dom 11,33. Andre mener dog, at det snarere er en kvalitetsbetegnelse for en særlig udsøgt hvede.1 Storax-balsam: En speciel balsam, der kan anvendes til medicin, røgelse og kosmetik.1 27,18 Damaskus var og er hovedstaden i Syrien.4 Helbon: Lidt nord for Damaskus. Vinen herfra var berømt og omtales i flere gamle kilder.1 Sahar: Muligvis et område nordvest for Damaskus.1 27,19 Dan: By i det nordligste Israel.1 Uzal: Muligvis en by i Yemen. Andre mener dog, at ordet skal læses Izal, der var en by i det nordøstlige Syrien, der var kendt for sin vin.1 Kassia og kalmus: Vellugtende stoffer, der bl.a. anvendes i salver og røgelse. Kassia er en form for kanel.1 27,21 Kedars fyrster: Generel benævnelse for beduingrupper i den arabiske ørken øst og sydøst for Israel.1 27,22 Sabas og Ramas: Saba og Rama var områder i det sydlige Saudi-Arabien.1 27,23 Karan, Kanne og Eden: Karan var en by i det nordsyriske Mesopotamien (Abraham boede her inden rejsen til Kana’an, 1 Mos 12,5), Kanne var sandsynligvis en by lidt længere mod nord, mens Eden (eller Beth Eden) sandsynligvis var området omkring Karan.1 Lemad: Område eller by med ukendt beliggenhed.1 27,25 Tarshish-skibene: Tarshish var sandsynligvis et sted i Sydspanien, men benævnelsen Tarshish-skib bruges generelt om store skibe til langfart (f.eks. 1 Kong 10,22).1 27,30 De kommer støv på hovedet og vælter sig i aske: Tegn på sorg (jf. Job 2,12; Jer 6,26).1 27,31 De klipper sig skaldet klæder sig i sæk: Tegn på sorg.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/ibenholt
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/broget
4 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1252.
Arkæologisk note: Luksuriøst elfenben kom fra Nubien (Til Ez 27,15)
I Det Gamle Testamentes verden blev luksus målt i mængden af elfenben. Kong Salomo sad på en elfenbenstrone (1 Kong 10,18), og profeten Amos fordømte overklassen, som lå på elfenbenslejer og forsømte den sociale retfærdighed (Am 6,4).
Fordi elfenben var så sjældent og værdifuldt, vakte det stor opsigt, da man i 2022 fandt en elfenbenskam i Lakish (omtalt i TEL 2023/1). En stor del af opsigten skyldtes ganske vist kammens inskription, men dens materiale gik heller ikke ubemærket hen. Omkring år 1700 f.Kr. boede der åbenbart en meget velhavende mand i Lakish, som ifølge kammens indskrift brugte en elfenbenskam til at fjerne lus fra sit skæg.
Året før var det lykkedes for en gruppe arkæologer at genskabe hele 12 elfenbensrelieffer fra et rigmandshus i Jerusalem, som blev ødelagt sammen med resten af byen i 587 f.Kr. (se TEL 2022/3). Også i kongetidens Jerusalem fandtes der altså bemærkelsesværdig luksus.
Et nyt studie kaster lys over denne luksusvare. Forskere har foretaget en molekylær analyse af 1500 elfenbensobjekter, der kan dateres til 1600-600 f.Kr., og alle er fundet i Israel og Palæstina.
For det første viser undersøgelsen, hvilken slags elfenben der er tale om. 85 % af objekterne er produceret af elfenben fra elefanter, mens 15 % stammer fra flodhestes tænder. Tre af objekterne viste sig at være fremstillet af vildsvinetænder.
For det andet giver undersøgelsen et ret nøjagtigt billede af, hvor elfenbenet kommer fra. I elfen kan man nemlig finde spor af, hvad det pågældende dyr har spist, og dermed hvor det har levet. Nogle af flodhestene viste sig at være lokale, formentlig fra Hulasøen og Tanninimfloden i det nordlige Israel. Forskerne vurderer, at flodhestetænder kun blev brugt som en billig erstatning for det mere prestigefyldte elefantelfenben.
I det undersøgte materiale er der intet spor af asiatiske elefanter. Alt elfenbenet er fra elefanter, der har levet syd for Sahara. Nærmere bestemt i det område, vi i dag kalder Sydsudan.
Umiddelbart nord for det område lå antikkens Nubien, og forskerne vurderer, at nubierne var hovedaktører i at opkøbe elfenbenet fra lokale jægere og sælge det videre til rigmænd i det sydlige Levant. Selv i nedgangstider for det egyptiske rige er Levanten blevet forsynet med elfenben, så nubierne må have handlet uafhængigt af Egypten, som ellers ofte var mellemmand på datidens handelsruter.
Det nye studie viser, at oldtidens verden var forbundet på kryds og tværs. Men det giver også et indblik i, hvorfor Nubien i Esajas’ Bog kan kaldes velstående (Es 45,14). En del af den velstand skyldtes handel med datidens største luksusvare: elfenben fra centralafrikanske elefanter.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2026/1, af Af cand.theol. Kasper A. Bergholt
Arkæologisk note: Luksuriøst elfenben kom fra Nubien (Til Ez 27,7.16.24)
I Det Gamle Testamentes verden blev luksus målt i mængden af elfenben. Kong Salomo sad på en elfenbenstrone (1 Kong 10,18), og profeten Amos fordømte overklassen, som lå på elfenbenslejer og forsømte den sociale retfærdighed (Am 6,4).
Fordi elfenben var så sjældent og værdifuldt, vakte det stor opsigt, da man i 2022 fandt en elfenbenskam i Lakish (omtalt i TEL 2023/1). En stor del af opsigten skyldtes ganske vist kammens inskription, men dens materiale gik heller ikke ubemærket hen. Omkring år 1700 f.Kr. boede der åbenbart en meget velhavende mand i Lakish, som ifølge kammens indskrift brugte en elfenbenskam til at fjerne lus fra sit skæg.
Året før var det lykkedes for en gruppe arkæologer at genskabe hele 12 elfenbensrelieffer fra et rigmandshus i Jerusalem, som blev ødelagt sammen med resten af byen i 587 f.Kr. (se TEL 2022/3). Også i kongetidens Jerusalem fandtes der altså bemærkelsesværdig luksus.
Et nyt studie kaster lys over denne luksusvare. Forskere har foretaget en molekylær analyse af 1500 elfenbensobjekter, der kan dateres til 1600-600 f.Kr., og alle er fundet i Israel og Palæstina.
For det første viser undersøgelsen, hvilken slags elfenben der er tale om. 85 % af objekterne er produceret af elfenben fra elefanter, mens 15 % stammer fra flodhestes tænder. Tre af objekterne viste sig at være fremstillet af vildsvinetænder.
For det andet giver undersøgelsen et ret nøjagtigt billede af, hvor elfenbenet kommer fra. I elfen kan man nemlig finde spor af, hvad det pågældende dyr har spist, og dermed hvor det har levet. Nogle af flodhestene viste sig at være lokale, formentlig fra Hulasøen og Tanninimfloden i det nordlige Israel. Forskerne vurderer, at flodhestetænder kun blev brugt som en billig erstatning for det mere prestigefyldte elefantelfenben.
I det undersøgte materiale er der intet spor af asiatiske elefanter. Alt elfenbenet er fra elefanter, der har levet syd for Sahara. Nærmere bestemt i det område, vi i dag kalder Sydsudan.
Umiddelbart nord for det område lå antikkens Nubien, og forskerne vurderer, at nubierne var hovedaktører i at opkøbe elfenbenet fra lokale jægere og sælge det videre til rigmænd i det sydlige Levant. Selv i nedgangstider for det egyptiske rige er Levanten blevet forsynet med elfenben, så nubierne må have handlet uafhængigt af Egypten, som ellers ofte var mellemmand på datidens handelsruter.
Det nye studie viser, at oldtidens verden var forbundet på kryds og tværs. Men det giver også et indblik i, hvorfor Nubien i Esajas’ Bog kan kaldes velstående (Es 45,14). En del af den velstand skyldtes handel med datidens største luksusvare: elfenben fra centralafrikanske elefanter.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2026/1, af Af cand.theol. Kasper A. Bergholt
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Kapitel 28
| Uddybende noter |
| 28,2 Tyrus’ fyrste: Ethbaal III.1 28,10 Uomskårnes død: Oldtidskilder viser, at man praktiserede omskærelse i Tyrus ligesom i en række andre folk (jf. Jer 9,24f). At dø som uomskåret har derfor sandsynligvis også i Tyrus været betragtet som nedværdigende.1 28,11 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 28,21 Sidon ligger på Middelhavskysten nord for Tyrus i det, der i dag er Libanon.1 |
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Segl (Til Ez 28,12)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Kapitel 29
| Uddybende noter |
| 29,1 I det tiende år på den tolvte dag i den tiende måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder tebet, og dateringen svarer til begyndelsen af januar 587 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 29,10 Fra Migdol til Syene: Syene ligger ved Egyptens traditionelle sydgrænse (ved det moderne Aswan). Migdol betyder tårn og blev af egypterne brugt som benævnelse for en grænsepost. Et sådant Migdol er nævnt i 2 Mos 14,2, men her er der snarere tale om det Migdol i Nildeltaet, der nævnes i Jer 44,1 og 46,14. Udtrykket “fra Migdol til Syene” betegner hele landet, ligesom det tilsvarende udtryk “fra Dan til Be’ersheba” betegner hele Israel.1 Nubien: Nubien var landet syd for Egypten, mere eller mindre svarende til det moderne Sudan.1 29,14 Patros: Navn på Øvreegypten, den sydlige del af landet. På Ezekiels tid lå Egyptens politiske center i Nildeltaet mod nord, men tidligere i historien blev landet styret fra Nildalen i Øvreegypten. Det kan være baggrunden for udsagnet om, at egypterne stammer fra Patros.1 29,17 I det syvogtyvende år på den første dag i den første måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder nisan, og dateringen svarer til sidst i april 571 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 29,21 Horn er i GT et almindeligt brugt billede for styrke (f.eks. Sl 75,11 og 92,11).1 |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 30
| Uddybende noter |
| 30,4 Nubien: Landet syd for Egypten, mere eller mindre svarende til det moderne Sudan.1 30,5 Puterne: Put lå sandsynligvis i det moderne Libyen i Nordafrika.1 Lyderne: Lydien var et område i det vestlige Lilleasien. Adskillige kilder fra omkring dette tidspunkt fortæller om nære kontakter mellem Egypten og Lydien og om lydere, der gjorde tjeneste som lejetropper i Egypten.1 Kuberne er et ukendt folkeslag.1 Pagtslandets folk: Israelitter.1 30,6 Fra Migdol til Syene: Se note til 29,10 30,13 Nof: Byen Memfis, 20 km syd for det moderne Cairo. Den havde tidligere været hovedstad i Egypten og blev det kort tid senere igen under Farao Amasis (570-526 f.Kr.).1 30,14 Patros: Øvreegypten (se note til 29,14).1 Soan: Vigtig by i det østlige Nildelta, kaldes også Tanis, tidligere i en periode hovedstad.1 No: Byen Theben (i moderne tid kendt som Luxor og Karnak) i Øvreegypten. Tidligere en af Egyptens vigtigste hovedstæder.1 30,15 Sin: En grænseby i det nordøstlige hjørne af deltaet, som havde stor militær betydning. I 525 f.Kr. tabte Farao Psammetik III (526-525 f.Kr.) her et afgørende slag til de fremstormende persere, der dermed underlagde sig Egypten.1 30,17 Aven: Byen On eller Heliopolis (nær det moderne Cairo), der var center for dyrkelsen af solguden Ra.1 Pi-Beset: By i deltaet nord for Heliopolis.1 30,18 Takpankes: By I den nordøstlige del af deltaet.1 30,20 I det ellevte år på den syvende dag i den første måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder Nisan, og dateringen svarer til sidst i april 587 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Kapitel 31
| Uddybende noter |
| 31,1 I det ellevte år på den første dag i den tredje måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder Sivan, og dateringen svarer til sidst i juni 587 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 31,3 Assyrien var den mellemøstlige stormagt, indtil Babylon i slutningen af 600-tallet f.Kr. besejrede det og overtog rollen.1 En ceder på Libanon: Cedertræet er et stedsegrønt nåletræ, der kan blive meget højt. Især Libanon var kendt for sine bjerge med skove af cedertræer. I GT er cederen et almindeligt brugt symbol for storhed og majestæt (f.eks. 1 Kong 5,13; 2 Kong 14,9; Højs 5,15). I Israels hedenske nabofolk var det forholdsvis almindeligt at betragte cedertræet (og andre store træer) som mytologiske symboler på udødelighed, kongelighed og guddommelighed. Ezekiels sammenligning af stormagten Assyrien med et usædvanligt højt og smukt cedertræ har derfor været nærliggende for både israelitter og hedninger.1 31,8 Platan: Platan er en slægt af løvfældende træer i platanfamilien.2 |
2 https://lex.dk/platan
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 32
| Uddybende noter |
| 32,1 I det tolvte år på den første dag i den tolvte måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder adar, og dateringen svarer til først i marts 585 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 32,2 Dødsklage: Se faktaboks nedenfor. 32,17 I det tolvte år på den femtende dag i måneden: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., og svarer til perioden fra april 586 til april 585 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 32,19 Uomskårne: Egypterne praktiserede omskærelse ligesom en række andre oldtidsfolk (jf. Jer 9,24-25). Derfor har det i Egypten sandsynligvis været betragtet som nedværdigende, hvis man kom til at dele skæbne med uomskårne.1 32,22 Assyrien: Var den mellemøstlige stormagt, indtil Babylon i slutningen af 600-tallet f.Kr. besejrede det og overtog rollen. (Note fra 31,3). 32,24 Elam: Et rige, der lå øst for Babylonien med hovedstad i Susa. Elams magt blev brudt af Assyrien omkring 646 f.Kr., og selv om der stadig fandtes konger i området, havde det fået et alvorligt knæk, det aldrig overvandt, og kunne derfor på Ezekiels tid betragtes som færdigt.1 32,26 Meshek-Tubal: To folkeslag fra det nordøstlige Lilleasien. I 600-tallet havde nogle folk fra dette område udgjort en fare for det assyriske rige, men på Ezekiels tid blev området betragtet som ufarligt.1 32,29 Edom: Israels nabofolk mod syd og sydøst (se note til 25,12). Edom var på Ezekiels tid endnu et blomstrende rige, der tilmed nød fordel af Jerusalems fald I 586 f.Kr.1 32,30 Det er ikke klart, hvem der hentydes til med udtrykket „Nordens fyrster”, men Sidon er fønikerbyen i Libanon nord for Israel (se til 28,21). Sidon kan i GT bruges som en betegnelse for hele Fønikien, og det giver god mening her.1 |
Faktaboks: Dødsklage
| Dødsklage |
| Når en person døde, var det ikke ualmindeligt, at der blev digtet en sørgesang over ham. Sørgesangen eller dødsklagen kunne indgå i ritualerne ved begravelsen og blev i nogle tilfælde fremført af professionelle sangere (2 Sam 1,17-27; 2 Sam 3,31-34; 2 Krøn 35,24f). Også efter byers og landes undergang kunne man synge en dødsklage (f.eks. Klagesangene, der udtrykker sorgen over Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr.). På hebraisk kaldes en dødsklage for qinah. Den er ofte kendetegnet af et specielt versemål og indledes tit med et ord, der udtrykker den overraskede eller indignerede sorg, og som i denne forbindelse kan oversættes „ak!“ (f.eks. 2 Sam 1,19; Klages 1,1) eller „tænk!“ (Ez 26,17). I dødsklagerne kunne den sørgende undertiden udtrykke sin sorg i en direkte henvendt til den afdøde (f.eks. 2 Sam 1,26). Et almindeligt tema i dødsklagen var kontrasten mellem den afdødes storhed før dødsfaldet og sorgen bagefter (f.eks. 2 Sam 1,23-25; Klages 1,1). For profeterne blev klagesangen en genre, der egnede sig til at forkynde en kommende dom (f.eks. Amos 5,1; Jer 9,9.16-20). Ved at synge en dødsklage over en konge, en by eller et folk, der endnu levede i bedste velgående, kunne profeterne understrege dommens uafvendelighed: døden var så sikker, at profeten allerede nu kunne synge dødsklagen! Den profetiske brug af dødsklagerne ændrer tidsperspektivet i dem. Det afsnit i en almindelig dødsklage, der i datid fortæller om afdødes tidligere storhed, bliver i den profetiske dødsklage brugt af profeten til en beskrivelse af nutiden frem til Guds dom. Det kan evt. udvides med en anklage for synd eller frafald. Det afsnit i den almindelige dødsklage, der i nutid beskriver sorgen over den afdøde, er i den profetiske klage en beskrivelse af den fremtidige sorg og situation efter Guds dom. Især Ezekiel bruger dødsklagen i sine profetier. Det er sigende, at af de 18 gange ordet qinah er brugt i GT, er de 10 gange hos Ezekiel, nemlig: 2,10 (generelt); 19,1.14 (i alt tre gange om kongeslægten i Jerusalem); 26,17 (om Tyrus); 27,2.32 (om Tyrus); 28,12 (om Tyrus) og 32,2.16 (om Farao). |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 33
| Uddybende noter |
| 33,2 Vægter: En udkigspost, der fra bymuren eller byens tårn skulle holde udkig og give varsel om, hvem der nærmede sig byen, så indbyggerne kunne nå at bringe sig i sikkerhed i tilfælde af angreb (eksempler findes i 2 Sam 18,24-27 og 2 Kong 9,17-20).1 33,3 Hornet: Et vædderhorn (hebraisk: shofar), der i Israel ikke blot blev brugt i forbindelse med krig, men også ved fejringen af nogle af de religiøse mærkedage (3 Mos 25,9; Sl 81,4). I dag er shofarhornet især knyttet til fejringen af det jødiske nytår.1 33,21 I det tolvte år efter at vi var blevet ført i eksil, på den femte dag i den tiende måned: Årstallet er angivet efter bortførelsen af kong Jojakin (sammen med blandt andre Ezekiel) i 597 f.Kr., måneden hedder tebet og dateringen svarer til begyndelsen af januar 585 f.Kr.1 Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 33,25 Spiser kød med blod i: Forbudt i 3 Mos 19,26.1 |
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 34
Faktaboks: Åg
| Åg |
| Et åg er en art seletøj eller hammel – vel mest af træ – som lægges over trækdyrets skuldre i forbindelse med markarbejde, harvning, pløjning og tærskning. I Bibelen anvendes begrebet åg billedligt. Udtrykket kan således anvendes om fangenskabet i Egypten, 3 Mos 26,13, om et hårdt styre, krig og undertrykkelse, 1 Kong 12,6-12; Es 47,6. Guds indgriben og velsignelse af et folk kan derfor også beskrives i vendinger, der udtrykker, at »åget vil sprænges på grund af fedme« (Es 10,27). I tråd hermed kan Jeremias forkynde kommende ulykker fra Babylon ved hjælp af et åg, 27,2 og 28,10-14. Guds straf og dom kan betegnes som et åg, Klages 1,14, og til den rette faste hører i Es 58,6 at løse åg. At leve i uafhængighed af Gud, ja, i frafald fra ham og at bryde hans pagt kan betegnes som at bryde Guds åg, Jer 2,20 og 5,5. I forlængelse heraf kan Jesu ord om åg i Matt 11,28-30 forstås, for her indbyder Jesus den trætte og tyngede til hos ham at finde hvile. Jf. også 1 Joh. 5,3. Således kan også Paulus i Gal 5,1 tale om dette igen at ville leve uden evangeliet under loven for atter at blive tvunget under trælleåg. Den kristnes fællesskab med den vantro kan betegnes som at ville trække i ulige hammel (åg), 2 Kor 6,14. Og endelig kan den almindelige trællestand beskrives som en stand under slaveåg, 1 Tim 6,1. |
Kapitel 35
| Uddybende noter |
| 35,2 Se’irs bjerge: Bjergområde sydøst for Det Døde Hav. I 25,8 nævnes det i forbindelse med Moab (muligvis fordi det blev regnet som grænseområde mellem Moab og Edom), men her bruges det som et andet navn for Edom (v.15; jf. 1 Mos 36,8).1 35,10 De to folk og de to lande: Nordriget og Sydriget.1 35,15 Arvelod: den del af en arv der tilfalder en bestemt arving i henhold til testamente og arvelov.2 Edom: Se note til 25,12. |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/arvelod
Kapitel 36
| Uddybende noter |
| 36,5 Edom: Se note til 25,12. |
Kapitel 37
| Uddybende noter |
| 37,16 Juda og hans forbundsfæller, israelitterne: Juda var den ledende stamme i Sydriget. Davids slægt og dermed alle kongerne i Jerusalem var af Juda stamme. Det første træstykke symboliserer altså den del af Israels folk, der havde udgjort Sydriget.1 Efraim … Josef: Josef var forfader til de ro ledende stammer i Nordriget, Efraim og Manasse. Da Israels rige blev delt efter kong Salomos død, blev Nordrigets første konge Jeroboam, der var af Efraim stamme (1 Kong 11,26). Nordriget kunne derfor både kaldes for Efraim (Es 7,8f; Hos 4,16f) og for Josefs hus eller Josef (Am 5,6-15; 6,6). Når teksten forklarer, at træstykket med Josefs navn er „Efraims træstykke”, er det derfor i fuld overensstemmelse med gængse omtaler af Nordriget.1 |
Kapitel 38
| Uddybende noter |
| 38,2 Gog: Navnet på lederen af en multinational hær, der angriber Israel. Teksten siger, at Gog først optræder længe efter Ezekiels tid (38,8.16), så han er ikke en historisk person fra datiden. Nogle forskere mener, at Gogs navn er afledt af Gyges, der var konge i Lydien i det vestlige Lilleasien først i 600-tallet f.Kr., og som kaldes Gugu i assyriske tekster. Det er dog ret usikkert. Hvis der er en forbindelse mellem Ezekiels Gog og kong Gyges, må den bestå i, at Ezekiel bruger navnet på en legendarisk, fortidig konge i det fjerne nord som „type” for den kommende fjende – som man i dag ville kunne tale om en ny Hitler. I så fald ville der også være tale om en delvis parallel til Ezekiels omtale af den kommende Messiaskonge som „David” (se til 34,23). Det er dog også muligt, at Gog er et kunstigt dannet navn (evt. afledt af Magog?), der blot skal tjene som betegnelse på Israels sidste store fjende.1 Landet Magog: I 1 Mos 10,2 og 1 Krøn 1,5 er Magog navnet på en søn eller et folk, der stammer fra Noas søn Jafet og nævnes sammen med bl.a. Javan, Tubal og Meshek. Ingen har med sikkerhed kunnet identificere Magog, men forbindelsen med Tubal og Meshek tyder på en beliggenhed i det nordøstlige Lilleasien eller Kaukasus.1 Meshek og Tubal: To folk, der er kendt både fra græske og assyriske kilder; i de sidste bliver de kaldt for Mushku og Tabal. Begge folk boede i det nordøstlige Lilleasien. De er nævnt i handelslisten i 27,13 og i den korte liste over forhenværende stormagter, der nu ligger i graven, i 32,26f. Det sidste er væsentligt, fordi det viser, at Ezekiel her ikke taler om selve Meshek og Tubal, men bruger navnene på disse frygtede folk i fortiden som „typer” på den fremtidige fjende (jf. ovenfor om forholdet mellem kong Gyges og Gog).1 38,5 Persere: Folk fra Persien, det moderne Iran.1 Nubiere og putere: Nubien var landet syd for Egypten, mere eller mindre svarende til det moderne Sudan. Put lå sandsynligvis i det moderne Libyen i Nordafrika.1 38,6 Gomer: Sandsynligvis en betegnelse for kimmærerne, der i århundrederne før Ezekiel var trængt ned fra Rusland, gennem Kaukasus øst for Sortehavet og ind i Lilleasien.1 Bet-Togarma: I det østlige Lilleasien.1 38,13 Både Saba og Dedan lå i det, der i dag er Saudi-Arabien, og Tarshish var sandsynligvis et sted i Sydspanien. Alle tre nævnes som handelssteder i listen i 27,12.15.22.1 |
Kapitel 39
| Uddybende noter |
| 39,1 Gog: Se note til 38,2 Meshek og Tubal: Se note til 38,2 39,6 Magog: Se note til 38,2 39,15 Varde: Bunke sten el.lign. der afmærker et sted i et naturlandskab, fx en fjeldsti.1 39,16 Hamona betyder flok eller horde.2 39,25 Jakob: Jakob er Israels stamfar, og hans navn bruges om hele folket.3 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1270.
3 Ole Andersen, Ezekiels Bog, Kolon, 2023, s. 427-430.
Kapitel 40
| Uddybende noter |
| 40,3 Hørsnor… målestok: Snoren bruges til at måle lange afstande med, stokken til kortere.1 40,5 En almindelig alen var 45 cm (afstanden fra albue til fingerspids, lig med seks håndsbredder). Her bruges imidlertid udtrykkeligt en alen, der er en håndsbred længere, dvs. 52,5 cm, og som svarer til den egyptiske kongelige alen. Englens målestok er altså godt tre meter lang (seks alen).1 40,16 Palmette: Ornament i form af en stiliseret krone på et palmetræ ligner ofte en vifte eller en muslingeskal.2 40,38-42 Angående ofringer, se faktaboks nedenfor. 40,43 Håndsbredde: 7,5 cm (Fra note til 40,5) 40,46 Sadokiderne: Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (1 Krøn 6,35-38; 2 Sam 8,17). (Note fra 44,15). |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/palmette
Faktaboks: Ofringer
| Ofringer |
| I hovedtræk bestod offerritualet af fire forskellige handlinger: 1. Slagtningen: Offerdyret skal slagtes i rummene ved nordporten til den indre forgård (jf. 40,38-43). Oprindeligt var det de ofrende selv, der slagtede offerdyrene (f.eks. 3 Mos 1,2-5), men i det nye tempel er det levitterne, der skal gøre det (jf. 44,11). 2. Blodstænkningen: Blodet fra offerdyret skal stænkes eller smøres på det store alter i den indre forgård (jf. 43,18; f.eks. 43,20). 3. Brændingen: Dele af offerdyret skal brændes på alteret (f.eks. 43,24). Ved syndofret skal andre dele af dyret brændes uden for tempelområdet (jf. 3 Mos 4,11-12; f.eks. 43,21). 4. Spisningen: Den del af offerkødet, der ikke brændes, tilfalder præsterne (44,29; jf. 4 Mos 18,8-10). Tilberedningen af det foregår i præsternes køkkener længst mod vest i den indre forgård (jf. 46,19f), og det skal spises i de to kammerbygninger, der ligger ved siden af tempelbygningen (jf. 42,13). Ved nogle ofre må også folket spise offerkødet; dette kød skal tilberedes af levitterne i folkets køkkener i hjørnerne af den ydre forgård (jf. 46,21-24 og 44,11). |
Kapitel 41
| Uddybende noter |
| 41,18 Keruber: Se note til 1,5 eller 10,14 41,25 Gesims: Vandret fremspringende bygningsdel over en dør eller et vindue eller på en facade eller mur.1 |
Kapitel 43
| Uddybende noter |
| 43,3 Kebar: Er sikkert identisk med kanalen Kabari, der er omtalt i nogle dokumenter fra det 5. årh. f.Kr. Den løb gennem området ved byen Nippur, sydøst for Babylon. (Note fra 1,1). 43,13 En alen er en almindelig alen og en håndsbredde: Se note til 40,5. Fingerspand: En halv alen.1 43,19 Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (1 Krøn 6,35-38; 2 Sam 8,17). (Note fra 44,15). 43,24 Kaste salt på: Salt nævnes ikke i forskrifterne for brændofre i 3 Mos 1, men derimod i forbindelse med afgrødeofrene (3 Mos 2,13). Det er dog muligt, at der også før 586 f.Kr. blev brugt salt ved brændofrene, selvom det ikke er nævnt i Moseloven.1 Brændoffer: Jf. 3 Mos 1; 6,1-6.1 43,27 Måltidsofre: Jf. 3 Mos 3; 7,11-36.1 |
Kapitel 44
| Uddybende noter |
| 44,11 Brændofferdyret: Jf 3 Mos 1; 6,1-6.1 44,15 Sadokiderne: Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (1 Krøn 6,35-38; 2 Sam 8,17).1 Mange af forskrifterne svarer til Moseloven (f.eks. 3 Mos 10,21; 4 Mos 18). |
Kapitel 45
| Uddybende noter |
| 45,1 Alen: Se note til 40,5 45,10 Efa…bat: Rummål af samme størrelse; en efa var et mål for tørre ting som f.eks. korn, en bat et mål for væsker som f.eks. olie.1 45,11 Homer: Et rummål af betragtelig størrelse. Man kender ikke den præcise størrelse af disse mål, og forskerne anslår dem meget forskelligt. Nogle angiver en homer som 393,8 liter (en efa/bat er så 39,3 liter); det svarer til ordforklaringerne i DO, der sætter en homer til knap 400 liter og en efa/bat til ca. 40 liter. Andre regner derimod en homer for 220 liter og en efa/bat for 22 liter.1 45,12 Den hebraiske tekst er vanskelig at forstå. Hvis DO er rigtig, er en sekel lig med 20 gera og 50 sekel lig med en mine. Forskerne anslår en sekel til omkring 11,5 gram.1 45,14 Kor: Et rummål, der ikke er nævnt i listen i 45,9-12, men som svarer til en homer.1 45,18 I den første måned, på den første dag i måneden: Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. Lydefri: Uden skavanker eller mangler.2 45,21 I den første måned, på den fjortende dag i måneden: Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. 45,24 Hin = ca. 3,8 l.3 45,25 I den syvende måned, på den femtende dag i måneden: Se faktaboks om jødernes kalender nedenfor. |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/lydefri
3 Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731
Faktaboks: Kalender
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 46
| Uddybende noter |
| 46,4 Lydefri: Uden skavanker eller mangler.1 46,5 Efa: Se note til 45,10.11 Hin = ca. 3,8 l.2 46,12 Frivilligoffer: Se til 3 Mos 22,17-30.3 46,17 Frigivelsesåret: Jubelåret jf. 3 Mos 25.4 46,22 Alen: Se note til 40,5 |
2 Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731.
3 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1282
4 Ole Andersen, Ezekiels Bog, Kolon, 2023, s. 463.
Kapitel 47
| Uddybende noter |
| 47,8 Araba-lavningen: I bibelsk sprogbrug hele dalen fra Genesaret Sø i nord over Det Døde Hav til Det Røde Hav i syd. Her er tænkt på Jordandalen nord for Det Døde Hav.1 Bittersalte vand: Det Døde Hav. Salt- og mineralindholdet i Det Døde Hav er så højt, at der stort set ikke kan leve dyr i det.1 En-Gedi ligger midt på vestkysten af Det Døde Hav. Der er usikkerhed om, hvor En-Eglaim ligger, men de fleste forskere antager, at det er på østkysten. Det vil sige, at der skal fiskes langs hele den nordlige halvdel af søen.1 Det Store Hav: Middelhavet.1 47,11 Saltudvinding: Både i oldtiden og i dag har man udvundet salt af Det Døde Hav. Selv om vandet bliver sundt, skal saltudvindingen kunne fortsætte – sandsynligvis i den sydlige ende af søen, længst væk fra tempelstrømmens indløb.1 47,19 Bækken: Egyptens bæk (jf. 4 Mos 34,3-5) og i dag kaldes Wadi el-Arish.1 Det Store Hav: Middelhavet.1 |
Kapitel 48
| Uddybende noter |
| 48,8 Alen: Se note til 40,5. 48,11 Sadokiderne: Sadok var en efterkommer af ypperstepræsten Aron og var præst i Jerusalem på Davids tid (Note fra 40,15). |
Bibelmaraton