Daniels møde med løverne, som er her i logoet, er selvfølgelig kun en lille stump af denne bog. Daniel tydede drømme, havde selv flere syner, og fokuserede generelt på Guds suverænitet over verdens riger.
Baggrundsinfo
Indledning
Daniel tilhørte en fornem jødisk slægt og var opvokset i Jerusalem. I kong Jojakims tredje regeringsår (606 el. 605 f. Kr.) blev han sammen med andre unge mænd ført i fangenskab i Babylon (1,1-4). Daniel og hans venner var fromme, unge mænd, som sikkert var blevet opdraget under indflydelse af den åndelige vækkelse, der var en frugt af Josijas reformation 622 f. Kr. I det fremmede holdt de sig nøje til Herrens lov. Efter at Daniel havde tydet en drøm for kong Nebukadnesar, blev han en af de ledende embedsmænd i riget og beholdt sin høje stilling under flere konger. Derved fik han et godt indblik i den daværende storpolitiske situation. Bogen vidner om, at Gud kan bevare mennesker i de mest kritiske situationer.
Daniels Bog er en af de vigtigste bøger i GT, men samtidig en af de mest omstridte. Striden gælder bl.a. forfatterspørgsmålet, men både den jødiske tradition og oldkirken fastholdt Daniels forfatterskab. Det afgørende er imidlertid Jesu stilling. Han taler klart om, at Daniel er forfatteren (Matt 24,15). Dertil kommer, at øget forskning, ikke mindst arkæologien, har stadfæstet oplysningerne i Daniels Bog, uden at alle historiske problemer dog er løst.
Mellem Gud og verdensmagten – sådan er hovedindholdet af Daniels Bog blevet sammenfattet. Det er rammende sagt, for bogen handler først og fremmest om kampen om herredømmet over menneskeheden. Gud venter tilbedelse af sin skabning, og Satan vil tillokke eller tiltvinge sig menneskehedens tilbedelse. Bogen handler netop om mennesker, som lever i den konflikt, som altid opstår, når verdensmagten kræver den lydighed, som kun Gud har ret til. Det bliver konkretiseret i en række enkeltfortællinger i den historiske del (kap 1-6) og en række visioner i den profetiske del (kap 7-12).
Første del fortæller om den tro, som adlyder Gud mere end mennesker og viser samtidig, hvordan Gud også i det babyloniske fangenskab vandt den ene sejr efter den anden over verdensmagten, og hvordan han på underfuld måde reddede sine hellige fra hedningernes hånd, da de ville tvinge dem til at svigte Gud. Daniel forkynder også Gud som den, der straffer verdensmagtens herskere for deres overmod. Men samtidig viser Gud dem nåde, hvis de ydmyger sig.
Også sidste del af Daniels Bog handler om Guds dom over verdensmagten, men i form af vældige syner, hvori Gud åbenbarer sit riges fremtid. Verdensrigerne kommer og går, men Gud leder alt mod et bestemt mål: Guds riges sejr. Her møder vi Bibelens mægtigste åbenbaringer over verdensrigernes historie og udvikling. Der tales stærkt om trængselen og den endelige sejr for Guds rige. Det giver Guds folk tålmodighed i trængslerne. Enkelte dele af NT – især Johannes Åbenbaring – har hentet meget stof fra Daniels Bog. Sådanne afsnit og skrifter om den sidste, store trængsel og om Guds riges endelige sejr kalder vi apokalyptiske (ordet betyder, at noget bliver afsløret). Apokalyptikken taler mere detaljeret og kronologisk end profetien om de sidste tider.
I Daniels første syn åbenbares en menneskesøn (7,13), som skal få et evigt herredømme. Det er baggrunden for Jesu tale om Menneskesønnen i NT: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28). Dermed har Jesus også sagt, hvordan han skal vinde det evige herredømme, det kongerige som Daniel taler om: Ved at give sit liv. Det er efter sin død og opstandelse, Jesus siger: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt 28,18). Dette tema i Daniels Bog: Menneskesønnens evige herredømme har været til trøst for Guds folk i trængsler og lidelser.
Bogens inddeling:
1. Daniels historie (Dan 1-6)
2. Daniels syner og Daniels bøn (Dan 7-12).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Daniels bog: det Babylonske rige
Ca. 605-536 f.Kr.
Lyt
Sorry, no results.
Please try another keyword
1X
Uddybende noter
Kapitel 1
| Uddybende noter |
| 1,1 Som så ofte i de profetiske skrifter føres vi med det samme ind i den historiske situation. Derved markeres det, at det ikke er opdigtede hændelser og legendarisk stof, der nu møder os. År 605 f.Kr. og i årene derefter skete de begivenheder, der her omtales. Det er en af de mest deprimerende tider i Juda riges historie. Med Nebukadnesars sejr ved Karkemish over stormagten Egypten (jf. Jer 46,2) bliver Babylon den enerådende verdensmagt, som Juda rige nu bliver afhængigt af som en vasalstat, indtil rigets endelige undergang år 586 f.Kr. med bortførelsen af hovedparten af folket til Babylon. Når angrebet på Jerusalem i Daniels Bog er henlagt til Jojakims tredje regeringsår og ikke som i Jer 25,1 (jf. også Jer 45,2) til det fjerde år, skyldes det, at Danielsbogen her bruger den babyloniske måde at udregne en konges regeringstid på, hvorefter regeringstiden først regnes et år efter, at kongen har besteget sin trone.1 1,2 Sinear: Er er andet navn for Babylon.2 1,4 Kaldæerne skabte sammen med andre folkeslag det babylonske rige.1 1,5 Taffel: Fornemt måltid hos en fyrste.3 1,6-7 Navnet Daniel betyder: “Gud er min dommer.” Hans babylonske navn blev Beltshassar, som betyder: “Måtte fruen beskytte kongen.” “Fruen” er her gudinden Sarpanitu, hovedguden Marduks hustru. Hananja betyder: “Herren er nådig.” Hans babylonske navn blev Shadrak, som betyder: “Jeg frygter gud.” Mishael betyder: “Hvem er det, som Gud er?” Hans babylonske navn blev Meshak, som betyder: “Af lille betydning.” Azarja betyder: “Herren har hjulpet mig.” Hans babylonske navn Abed-Nego betyder: “Nebos tjener,” og Nebo er navnet på en af Babylons guder.2 1,8 Uren ved mad og vin: Det har vel især drejet sig om forbuddet mod at spise kød af urene dyr (3 Mos 11) og kød med blodet i (3 Mos 17,10ff). Hvad specielt vinen angår, har den utvivlsomt været indviet til en afgud.1 1,14 Han føjede dem: Indrette sig i overensstemmelse med de givne betingelser.4 1,20 Mirakelmagere, besværgere: Se note til 2,2 1,21 Tidsangivelsen strider ikke imod oplysningen i 10,1, hvor vi hører om, at Daniel også virker i Kyros’ tredje regeringsår. Meningen med ordet ‘blev’ her i v.21 er ‘blev i tjeneste’. Også efter sin afsked i Kyros’ første regeringsår (år 538/7) f.Kr.) levede Daniel videre, men nu i en alder af mellem ca. 80-85 år.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1289.
3 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=taffel+
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/f%C3%B8je_2
Kapitel 2
| Uddybende noter |
| 2,2 Mirakelmagerne havde både drømmetydning og det at udføre magiske undergerninger som speciale, og de har tilhørt en bestemt præsteklasse i Babylonien. Besværgerne tilhørte også præsteskabet og havde et embede, som man mener kunne gå i arv fra far til søn. Deres speciale var at besværge de onde magter; men de havde også forstand på forudsigelser. Troldmændene havde forbindelse både til de afdøde og hele åndeverdenen. Stjernetyderne lagde horoskoper og aflæste menneskers og nationers skæbne i stjernerne. Tilsammen udgjorde de et kollegium, der repræsenterede den tids åndelige eksperter på drømmetydningens område. Fra den tid foreligger der flere meget omfattende drømmetydningsbøger, som giver os indsigt i den normale arbejdsmetode: Man optegnede drømme og de efterfølgende begivenheder. Og ved at sammenligne en ny drøm med en af de tidligere kendte, som havde et så parallelt indhold som muligt, kunne man forudsige, hvilken begivenheder man kunne forvente ville indtræffe.1 2,4 Det er bemærkelsesværdigt, at Danielsbogen fra 2,4b til 7,28 er skrevet på aramaisk og ikke på hebraisk. Det falder i god tråd med, at det i vers 4b er de hedenske vismænds tale, som refereres. Aramaisk var nemlig den tids verdenssprog, som også vismændene talte. Muligvis skal dette sprogskifte markere, at det nu er verdenshistorien og dens udvikling frem mod endetiden, der fokuseres på. Der har været fremsat en række hypoteser om dette sprogskifte, men nogen sikker forklaring foreligger ikke.1 2,22 Uudgrundelige: Som man ikke (umiddelbart) kan tyde eller forstå.2 2,35 Avner: Tynd skal der omgiver en kornkerne, og som skal fjernes inden kernen kan bruges til føde. Korn og avner blev adskilt ved at en tærskeslæde blev trukket over dem, eller ved at de blev banket med en stok, så blev de med kasteskovle (Matt 3,12. Jer 15,7) smidt op i luften. Det tunge korn faldt ned, imens de lette avner blæses bort af vinden. (Note fra Sl 1,4) |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/uudgrundelig
Kapitel 3
| Uddybende noter |
| 3,1 Tres alen høj: 30 meter.1 Seks alen bred: 3 meter.1 Dura-dalen: Ukendt for os.1 3,8 Kaldæiske: Se noten til 1,4. 3,12 Shadrak, Meshak og Abed-Nego: Se noten til 1,6-7. 3,14 Dyrker min gud: Er højst sandsynligt den babylonske gud Marduk, som ifølge optegnelser af Nebukadnesars egne ord er den gud, der har givet ham riget.1 3,21 Kapper, bukser, huer og andet tøj: Siden deres klædningsstykker er nævnt, er det sandsynligvis, fordi der er tale om deres officielle embedsdragter.1 |
Kapitel 4
| Uddybende noter |
| 4,4 Mirakelmagerne, besværgerne, stjernetyderne og himmelgranskerne: Se note til 2,2 4,10 Vægter: En engel fra Gud.1 |
Kapitel 5
| Uddybende noter |
| 5,1 Kong Belshassar, som er hovedpersonen i dette kapitel, er gennem nyere arkæologiske fund trådt ind på historiens arena. Ingen forskere regner ham længere for en opdigtet person. Han er den ældste søn af Nabonid, storkongen i Babylon. Men da Nabonid i lange perioder var bortrejst til det nordlige Arabien, blev det kronprinsen, der fungerede som konge under dennes fravær. I et af de gamle kildeskrifter står der, at han overdrog ham kongedømmet. Derfor kaldes han her i kapitlet for kong Belshassar. Dette forhold afspejler sig i hans løfte til den, der kan tyde skriften på væggen: Han skal blive »den tredjemægtigste i riget« (v. 7 og 16). Selv er han kun den næstmægtigste; pladsen under ham bliver således den tredjemægtigste. Når Nebukadnesar gentagne gange kaldes hans far, er det, fordi denne betegnelse også rummede begreberne forfader eller bedstefar. Sandsynligvis er Belshassar gennem sin mor et barnebarn af Nebukadnesar.1 Gilde for sine tusind stormænd: Situationen for den fest, kongen holder sammen med sine tusind (vel et rundt tal) stormænd, er bemærkelsesværdig. Den sejrrige persiske hær er allerede ved at vinde fodfæste i selve byen Babylon, som snart vil falde. Og kongen i spidsen for rigets stormænd sidder bare dér i paladsets tronsal og holder drikkegilde! Også græske historieskrivere i oldtiden (Herodot og Xenofon) beretter om, at de festede hele natten i Babylon, inden byen blev taget ved et overrumplende angreb. Ved udgravninger mener man at have fundet den sal, hvor gildet blev holdt. Det er selve tronsalen, som var 52 meter lang og 17 meter bred og indrettet med en niche over for indgangen, hvor kongens trone må have stået.1 5,7 Besværgerne, stjernetyderne og himmelgranskerne: Se note til 2,2 5,26 Mené har på aramaisk en dobbeltbetydning. Det kan dels opfattes som et navneord, der så angiver en vægt- eller møntenhed, den såkaldte »mine«. Men ordets rod kan også tydes som et udsagnsord, der betyder at tælle. Det er den betydning, Daniel her knytter til ved.1 5,27 Teqél har på lignende måde en dobbeltbetydning. Det kan stå om vægt- og møntenheden, en sekel, der svarer til en halvtredsindstyvende del af en mine. Men ordets rod kan også betyde at veje, sådan som det fremgår af tydningen.1 5,28 Perés betyder »halvdel« og er en entalsform af ufarsín, hvor det tilføjede »u« er det aramaiske ord for »og«. Også ordet perés kan tydes som en vægt- eller møntenhed: en halvsekel. Når de tre ord mené, teqél og perés opfattes som møntenheder, er der således tale om faldende vægt- og møntenheder. Men i den direkte tydning af ordet knytter Daniel også her til, at ordet perés kan tydes som et udsagnsord og så betyder det at rive noget fra hinanden, at dele.1 |
Kapitel 6
| Uddybende noter |
| 6,1 Mederen Dareios: Det er usikkert, hvem denne Dareios er. Det kan ikke være den senere konge over Persien Dareios Hystaspes, som vi f.eks. kender fra Ezras Bog. For han bliver først konge i år 522 f.Kr., altså senere end disse begivenheder finder sted, og rent historisk er det Kyros, der overtager herredømmet over Babylonien efter Belshassars død. Der må være tale om en af os ukendt underkonge under den så berømte storkonge Kyros. Det fremgår også af, at der på grundteksten i 6,1 står, at mederen Dareios modtog kongedømmet, et udtryk der viser hen til en anden, som overdrager ham kongedømmet over et bestemt landområde. Af de forslag, der har været fremført, er det sandsynligste, at det drejer sig om perseren Gubaru, som Kyros 29. oktober 539 f.Kr. efter erobringen af Babylon indsatte som statholder over Babylon og området på den anden side af Eufrat. Det var i øvrigt dengang ikke ualmindeligt, at en person havde mere end ét navn.1 6,2 Satrap: Er den øverste embedsmand i en provins.2 6,8 Løvekulen: Straffen for at overtræde det udstedte dekret svarer ikke til den babylonske straffemetode, som vi hørte om i kap. 3, hvorefter den skyldige kastes i ildovnen. En persisk straf for alvorlig lovovertrædelse bestod i, at man blev kastet i løvekulen.1 6,18 Segl se faktaboks nedenfor 6,26 Hele jorden: I typisk hofstil bruges der en overdrivelse, her om adressaterne: »… som boede over hele jorden.« Dareios var jo kun underkonge under storkongen Kyros og havde derfor kun et begrænset territorium, hvor han kunne udstede befalinger. For ikke at vække anstød hos Kyros føjer han klogeligt denne begrænsning til: »så langt mit herredømme rækker.«1 6,29 Perseren Kyros: Når Kyros her kaldes for »perseren Kyros«, må det være for at udpege ham som herskeren over det persiske storrige.1 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1299.
Faktaboks: Segl (Til Dan 6,18)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Kapitel 7
| Uddybende noter |
| 7,9 Gammel af dage: Gud.1 7,13 Menneskesøn: Jesus (jf. Matt 16 27-28; 24,30; 25,31; 26,64).1 7,25 Underkue: Tvinge nogen til at handle efter éns vilje; undertrykke nogens frihed eller selvstændighed.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/underkue
Kapitel 8
| Uddybende noter |
| 8,1 I kong Belshassars tredje regeringsår: Formentlig år 547 f.Kr.1 8,2 Susa var oprindelig den gamle hovedstad i kongeriget Elam, men senere blev det vinterresidens for den persiske konge og en af Persiens fire hovedstæder.1 Ulaj var et kunstigt vandløb nogle få kilometer fra Susa.2 8,16 Gabriel: Betyder Guds mand.1 8,23 Hårdt ansigt: I 5 Mos 28,50 har vi en træffende udlægning af, hvad der ligger i at have et hårdt ansigt: ‘et folk med hårde ansigter, som ikke tager hensyn til gamle og ikke viser barmhjertighed mod unge.’ Altså skånselsløse folk, der er blotter for enhver form for barmhjertighed.1 Rænker: Hemmelig og snedig plan eller handling der har til formål at skade nogen.3 8,25 Hovmodig: Overlegen, nedladende og indbildsk.4 Sorgløst: Uden bekymringer og sorger.5 |
2 Enok Kråkenes og Asbjørn Kvalbein, Bibelen Ressurs, Norsk Bibel, 2011, s. 1303.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/r%C3%A6nke
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/hovmodig
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/sorgl%C3%B8s
Kapitel 9
| Uddybende noter |
| 9,1 Dareios, formentlig en underkonge under den persiske storkonge Kyros (se fortolkningen til 6,1), blev af Kyros indsat i sit kongelige embede år 539 f.Kr., så hans første regeringsår er 538 (det hebraiske ord, der i den danske oversættelse er gengivet ved »var blevet« (konge), betyder »indsat« og forudsætter netop, at en, der står over ham, overlader ham kongemagten). Dareios’ herskerområde angives til »kaldæernes rige«, hvilket omfatter hovedparten af det tidligere babylonske rige. Også det forhold bekræfter fortolkningen af 6,1, hvorefter Dareios ikke er den senere storkonge af Persien, men er et andet navn for en underkonge, evt. perseren Gaburu.1 9,2 Åremål: Periode på et (mindre) antal år hvor noget bestemt sker eller er gældende.2 Profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds år: Se til Jer 25,11: 29,10.1 9,16 Dit hellige bjerg: Zion.1 9,21 Ved aftenofferets tid: Kl. 15.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog/%C3%A5rem%C3%A5l
Kapitel 10
| Uddybende noter |
| 10,1 I perserkongen Kyros’ tredje regeringsår: 536 f.Kr.1 10,4 Fireogtyvende dag i den første måned: Se faktaboks om kalender nedenfor. 10,6 Krysolit: En bleggrøn ædelsten. (Note fra Ez 1,16) Mikael: Han står på Menneskesønnens side i kampen og kaldes i vers 13 for »en af de fornemste fyrster«, et udtryk, som må forudsætte forskellige rangklasser blandt englene, hvad der da også synes at fremgå af andre bibelsteder, f.eks. 1 Thess 4,16 og Jud 9, hvor der er tale om ærkeengle (se: faktaboks om Engle nedenfor).1 |
Faktaboks: Engel (Til Dan 10,13)
| Engel |
| De væsener, vi i almindelighed tænker på, når vi taler om engle, er ikke de eneste, som i Bibelen betegnes med denne titel. Ordet engel betyder sendebud. Derfor er der også andre i Bibelen end englene selv, der kaldes for engle, f.eks. Johannes Døber. Skriften lærer helt entydigt, at der findes engle. Englene blev skabt i begyndelsen, men det siges ikke hvornår, og de er ikke nævnt under nogen af de seks skabelsesdage. Samtlige Bibelens bøger med undtagelse af Ruths Bog, Esters Bog, Johannesbrevene og Jakobs Brev omtaler engle. Forskellen mellem mennesker og engle består bl.a. i, at engle ikke har legemer. Når vi alligevel fra tid til anden ser engle, drejer det sig om åbenbaringer, hvor engle har påtaget sig menneskeskikkelse. Således læser vi, at Gabriel »så ud som en mand«, Dan 8,15–16. Det samme finder vi flere steder i NT, f.eks. Mark 16,5 og ApG 1,10. Nogle gange har englene vinger, Es 6,2; Ez 1,6; Åb 4,8. Denne bestemmelse af forskellen mellem engle og mennesker – at de ikke har legemer – er meget væsentlig. Den fremhæves af Jesus selv indirekte i Luk 24,39, hvor han siger, at en ånd jo ikke har kød og knogler. Apostlen Paulus betoner forskellen på mennesker og engle mere tydeligt i Ef 6,12, hvor han viser os, at kampen, vi skal kæmpe, ikke er mod »kød og blod«, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Det er for øvrigt det samme som at sige, at de onde engle, der er vore modstandere i denne strid, er åndsmagter, altså kropsløse, men ikke desto mindre er de virkelige og farlige. Ud fra Matt 25,41, hvor der tales om den straf, der er bestemt for »Djævelen og hans engle«, kan vi ved at sammenligne med andre bibelsteder (f.eks. 3 Mos 17,7; Es 34,14; Ef 2 samt Judas 6) se, at der på et eller andet tidspunkt er sket et fald i engleverdenen (se også 1 Joh 3,8; 2 Pet 2,4). Flere steder nævnes Satan i forbindelse med »alle hans engle«, men de oplysninger, Skriften giver os om Satans fald og englefaldet, er yderst sparsomme. Der findes adskillige betegnelser på forskellige grupper af engle i Bibelen. Der er keruber eller levende væsener, 1 Mos 3,24; Ez 1,5ff.; Åb 4,6; 5,8; 6,1. Der er særlige englefyrster (Mikael og Gabriel), der er vældige engle, og udvalgte engle, Jud 9; Dan 10,13; Åb 10,1; 1 Tim 5,21; Es 6,3, og »engle med stor magt«, »serafer« og »troner og herredømmer, magter og myndigheder«. Vi ved ikke, hvorledes det nærmere forholder sig med disse grupperinger. Englen Gabriel (navnet betyder »den Guds mand«) optræder både i Daniels Bog og i forbindelse med forudsigelsen af Jesu fødsel (Dan 8 og 9; Luk 1). Mange mener, at englen Mikael (Dan 12) er Israels særlige skytsengel. Englene beskrives i Bibelen som dem, der sang lovsange ved verdens skabelse, Job 38,4–7, ved Jesu fødsel, Luk 2. De er tjenende ånder, der omgiver Guds trone, Hebr 1,14; Åb 5,11. De er Guds sendebud til menneskene med både små og større opgaver, og også Kristi sendebud (f.eks. 1 Kong 19,5ff.; Luk 16,22; ApG 12,7ff.; Matt 13,41 og 24,31 m.fl. steder). Englene ærer Gud i den himmelske verden og synger hans pris, Matt 18,10; Neh 9,6; Sl 103,20ff.; 148,2; Es 6,3. Vi møder engle som Guds budbærere til menneskene gennem hele frelseshistorien, 1 Mos 18; 19; 4 Mos 20,16ff. Selv Moseloven blev overraskende nok givet ved engle, ApG 7,53; Gal 3,19; Hebr 2,2. Både Johannes Døbers og Jesu fødsel blev forudsagt af engle, og det var en engel, der fik Josef til at ægte Maria, og senere fik en engel Josef til at flygte til Egypten med barnet og Maria. Det var også en engel, der fik ham til at flytte tilbage til Israel (se Luk 1 og 2, samt Matt 2). Engle virkede ved forskellige lejligheder i Jesu liv: fristelsen i ørkenen (Matt 4), sjælekampen i Getsemane, Luk 22,43, ved opstandelsen, Matt 28, ved himmelfarten, ApG 1,10–11. Når Jesus kommer igen, skal han være fulgt af engle, Matt 16,27. Det er omstridt, hvorvidt de syv menigheders »engle« i Åb 1,20 er engle eller menighedsledere. Det må vel dreje sig om mennesker, da det må synes urimeligt at formane engle. Der er nok tale om »sendebud fra Gud« i betydningen menighedsledere. I NT er det helt tydeligt, at engle betragtes som sendebud fra Gud. Derfor afvises også enhver form for engledyrkelse. De er udsendt af Gud for at hjælpe menneskene til at arve frelse, Hebr 1,14. I Hebr 1 og 2 afvises engledyrkelsen ved at vise, hvor højt hævet Guds søn er over englene. Da Gud blev menneske i Kristus betød det nok, at Jesus en kort tid blev gjort ringere end englene, men dette betyder ikke nogen formindskelse af hans sandestorhed. I Hebr 1 fremhæves det for øvrigt, at Jesu frelsende gerning ikke gælder englene, men alle, som tror, dvs. »Abrahams efterkommere«, Hebr 2,16. Englene deltager også i Guds omsorg for sine skabninger. »Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem« (Sl 34,8). Det samme ses f.eks. i Sl 91,11–12, i fortællingen om Daniels tre venner i den gloende ovn og Daniel i løvekulen. Der er i Bibelen vage antydninger af, at hvert menneske måske har sin skytsengel, Matt 18,10 og ApG 12,15. Englene har også opgaver i forbindelse med Guds straffedomme. Vi ser det i GT i 2 Sam 24, og 2 Kong 19. Men det er især i NT – i Åbenbaringsbogen – at denne tjeneste er stærkt understreget (især Åb 8 og 16). |
Faktaboks: Kalender (Til Dan 10,4)
| Kalender |
| Jøderne regner deres tidsregning fra verdens skabelse, dvs. at den første del af år 2000 falder sammen med året 5750! Det jødiske år er et måneår med 354 dage, hvilket fordelt på 12 måneder giver ca. 29,5 dag pr. måned; den halve dag lægges enten til eller trækkes fra, så at månederne har 29 eller 30 dage. Forskellen til solårets 365 dage (basis for vores tidsregning) balanceres ved, at man inden for en cyklus af 19 år har syv skudår, der har en 13. måned. Andre hensyn, f.eks. at forsoningsdagen ikke må falde på en fredag eller søndag, bevirker, at året enten forkortes eller forlænges med en dag. Jødiske år (uden skudår) kan således have 353–355 dage. Oprindeligt havde månederne næppe et fast navn, men var nummererede (som ugedagene stadig er det) fra 1-12, jf. Jer 28,1.17 og Ez 20,1. I det hele taget er den jødiske kalender, som vi kender den i dag, kraftigt påvirket af babylonernes tidsinddeling, som jøderne stiftede bekendtskab med under landflygtigheden. F.eks. er månedernes navne overtaget derfra. Månedernes navne kan derfor have forskellige navne i Bibelen, alt afhængig om teksten er skrevet før eller efter fangeskabet i Babylon. (Saml. nedestående tabel med 1 Kong 6,38, Lydbibel red.) Efter Bibelen er måneden nisan – i foråret – den første måned, i hvilken også påsken fejres (15. nisan). Her begynder det religiøse år. Det civile år begynder om efteråret med måneden tishri, hvortil nytårsfesten er henlagt. Hvert syvende år er et hvileår – sabbatår – hvor jorden skal ligge brak, slaver frigives og skyldnere løses af deres gældsforpligtelser. Hvert syvende sabbatsår (hvert 50. år) kaldes jubelår, og alt salg af mennesker (slaver) og fast ejendom ophæves, se 3 Mos 25. Det er usikkert, om disse bestemmelser for alvor har været ført ud i livet. |
Kapitel 11
| Uddybende noter |
| OBS. Her i de uddybende noter til Daniels Bog kapitel 11,1-39, er jeg gået væk fra mit princip om at udelade udlæggelsen af skriftsteder. Dette er pga. at alle bibelforskere er enige om hvad der her sker, det være bibeltro eller sekulære forskere. Profetien er så præcis og detaljeret, at flere (sekulære) forskere mener, at Daniels bog simpelthen må være skrevet efter disse begivenheder er sket, og betvivler derfor Daniel som forfatter (se også baggrundsinfoen om Daniels bog). En farlig indstilling der fjerner Gud fra Bibelen, da man derfor ikke mener at Gud kan give disse profetier. Når det kommer til Dan 11,40-45 hører enigheden om begivenhederne dog op, og derfor er der ikke uddybende noter om disse vers. (Lydbibel red.) Vers 2: Der skal komme tre konger i Persien (Kambyses, Gaumata og Dareios I), hvis efterfølger bliver den navnkundige Xerxes, som med alle sine ressourcer angriber Grækenland, men lider nederlag ved Salamis 480 f.Kr.1 Vers 3-4: Heltekongen, den selvrådige Alexander den Store, fører Grækenland til sejr over det medisk-persiske rige, men dør brat i Babylon kun 32 år gammel 323 f.Kr. (jf. kap. 8,5-8). Ved hans død deles hans storrige mellem fire af hans feltherrer (områderne Makedonien, Lilleasien, Egypten og Syrien).1 Vers 5-20 skildrer den vedvarende kamp mellem to af de fire riger. »Sydens konge« (= Egypten; syd er set i forhold til Israel) og den anden stormagt »Nordens konge« (= Syrien svarende til det nuværende Irak og Syrien og undertiden også omfattende en del af Tyrkiet; nord er set i forhold til Israel).1 Vers 5-9: »Sydens konge« er Ptolemæus I, der hersker i Egypten. Den fyrste, der bliver stærkere end ham, og som han kommer i strid med, er hans tidligere general Seleukus, som blev konge over Syrien (»Nordens konge«). 50 år senere sluttes der forlig mellem de to lande, ved at Ptolemæus II’s datter Berenike indgår ægteskab med Antiokus II af Syrien, som så må skille sig fra sin hustru Laodike. Men hun tager hævn og får både Antiokus og hans nye hustru Berenike dræbt. Men Berenikes broder Ptolemæus Euergetes (v. 7), som nu er blevet konge i Egypten, tager hævn. Han slår Syriens hær og tager deres tempelskatte som bytte (v. 8). Derefter kommer der en fredsperiode (v. 8), som afbrydes ved, at Syriens konge Kallinikus angriber Egypten, men uden held (v. 9).1 Vers 10-16: Kallinikus har to sønner, der med en stor hær atter angriber Egypten (v. 10). Men det lykkes Ptolemæus at slå de angribende hære fra nord (v. 11). Men Syriens konge, Kallinikus’ yngste søn Antiokus III, foretager et nyt angreb på Egypten med en forøget hærstyrke (v. 13). Han får uventet hjælp fra en del jøder, som ellers traditionelt støtter Egypten. De kaldes i vers 14 for voldsmænd, fordi denne handling blev en medvirkende årsag til de senere forfærdelige jødeforfølgelser under Antiokus IV Epifanes. Antiokus III af Syrien indtager den befæstede by Sidon, som stod i et vasalforhold til Egypten, men som de egyptiske hærstyrker ikke kan holde (v. 15). Også Israel lægger han sin hårde hånd på, så det nu bliver fuldstændig domineret af Syrien (v. 16).1 Vers 17-20: Skønt Antiokus II har besluttet sig til at gå videre og indlede et angreb på selve Egypten, opgiver han sin plan og slutter forlig ved at lade sin datter Kleopatra blive gift med den egyptiske konge. Dette forlig skyldes, at Rom nu udgør en trussel mod Syrien. Hensigten med dette giftermål er imidlertid, at Kleopatra skal konspirere mod Egypten, hvilket dog mislykkes (v. 17). I stedet for erobrer Antiokus så Middelhavsøerne og Grækenland, men besejres siden af den romerske konsul Lucius Cornelius Scipio ved Magnesia i 190 f.Kr., så han mister alle de erobrede landområder i Europa og Lilleasien. Ud over krigsskadeserstatninger må Antiokus sende 20 af rigets bedste unge mænd som gidsler til Rom; blandt dem var hans egen søn, den senere så grusomme Antiokus IV Epifanes (v. 18). Under uroligheder i Syrien mister han livet (v. 19). Hans søn Seleukus IV arver tronen. Af finansielle grunde sender han en hårdhændet skatteopkræver Heliodorus til »den prægtigste del af riget« (= Juda). Men urolighederne i Syrien har ikke lagt sig, og det ender med, at denne skatteopkræver dræber Seleukus med gift (v. 20).1 Vers 21-24: Fra nu af bliver beretningen bredere og mere detaljeret. Det er den grusomme jødeforfølger Antiokus IV Epifanes’ komme, som Daniel nu forberedes på. Han karakteriseres her som »en usling«; syrerne kaldte ham derimod »Epifanes« der betyder »den strålende«. Han undslipper sit gidselophold i Rom og bliver konge i Syrien ved list og intriger (v. 21). Han fordriver de egyptiske hære, som har invaderet Syrien (v. 22). »Pagtsfyrsten«, som er nævnt i vers 22, er sandsynligvis den jødiske ypperstepræst Onias III, som han afsætter år 171 f.Kr. til fordel for dennes broder Jason, som passede bedre ind i Antiokus’ kram, fordi Jason var med på at fremme hellenistisk ånd og kultur og fortrænge det jødiske særpræg. Vers 24 skildrer de samvittighedsløse metoder, Antiokus benytter sig af for at sikre sin magt. »Men det varer kun en tid«: det er Gud, der fastsætter den tid, han får til rådighed. For alle tyranner er der en sådan grænse.1 11,25 Taffel: Fornemt måltid hos en fyrste.2 Vers 25-30 skildrer to felttog mod Egypten, som Antiokus foretog, og som fandt sted i årene 170 til 168 f.Kr. På det første felttog (v. 25-28) lykkedes det ham at tilrane sig magten over Egypten karakteristisk nok ved at gøre brug af forræderi begået af egyptkongen Ptolemæus’ egne folk. Undervejs hjem til Syrien overfalder han i efteråret 169 f.Kr. Jerusalem, hvor han brutalt dræber 80.000 jøder. På det andet felttog (v. 29-30) går det ikke så let. Det begynder ellers godt for ham; han erobrer Memfis og rykker mod Alexandria. Men kun kort tid før han er nået frem til byen, kommer der udsendinge fra den romerske flåde med et ultimatum fra romerne, der netop har haft stor militær succes mod Makedonien og Grækenland, så de nu kan koncentrere sig om at standse Antiokus. Han får ingen betænkningstid og må forsmædeligt bøje sig for det romerske ultimatum og trække sig tilbage fra Egypten. Det bemærkes i vers 30, at han retter sin vrede »mod den hellige pagt« (= Israel), og at det giver sig udslag i, at han noterer sig dem blandt jøderne, som har forladt deres jødiske tro. De kan være ham nyttige redskaber i hans bestræbelse for at hellenisere (dvs. præge med græsk ånd og gudstro) hele det jødiske folk og udslette deres jødiske tro, gudsdyrkelse og kultur.1 Hans grusomheder mod jøderne er temaet i vers 31-35. På en sabbat angriber han Jerusalem og lader et hedensk alter for Zeus opstille på brændofferalterets sted. De jødiske morgen- og aftenofringer forbydes og bliver erstattet af hedenske ofringer (v. 31). Under den forfølgelse, der bryder løs 167 f.Kr., falder mange jøder fra og afsværger deres jødiske tro og går over til hedenskabet. Men de, som kender Gud, står fast (v. 32). De ledende blandt de troende jøder formaner dem, der ikke er faldet fra, til at være tro, selv om det kom til at koste mange af dem livet (v. 33). Gennem en national succesfyldt rejsning under Judas Makkabæus, der resulterer i, at alteret kan genindvies år 165 f.Kr., får de troende en begrænset og kortvarig hjælp. Men mange af dem, som sluttede sig ved deres side, havde ikke selv den sande tro på Israels Gud (v. 34). De troendes lidelser, som ikke er forbi, er dog ikke forgæves eller meningsløse. De får deres tro renset og styrket, for Gud lader endetiden komme; for det er ham, som styrer historiens gang (v. 35).1 11,34 På skrømt: Kun tilsyneladende og ikke i virkeligheden.3 Fra vers 36-39 skildres den ugudelige konge Antiokus med stadig stærkere og mere dæmoniske træk. Kongens selvforgudelse sprænger i denne skildring alle grænser. Han er »autonom«, gør, hvad han selv finder for godt. Alle fortidens guder, de være ham nok så nærtstående, forkaster han i sin selvovervurdering. Det er hans egen styrkes gud, den nøgne, brutale magt (»Fæstningernes Gud«, et symbolsk udtryk), som han alene dyrker og overvælder med gaver.1 11,44 Lægge band: Tage afstand fra noget ved at tilintetgøre det; helliggøre noget så mennesker ikke må berøre det.4 |
2 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=taffel+
3 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=p%C3%A5+skr%C3%B8mt+
4 https://gammel.ordnet.dk/ddo/ordbog?query=l%C3%A6gge%20band%20p%C3%A5%20noget
Kapitel 12
| Uddybende noter |
| 12,1 Mikael: Se note til 10,6 12,4 Segl: Se faktaboks nedenfor. |
Faktaboks: Segl (Til Dan 12,4)
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Bibelmaraton