Dag 91 – Salmerne 37-39
Kroppen er 37,5 grader, og Sl 37,5 kaldes derfor lidt popsmart “en kristens normaltemperatur”. Salmen emmer af trosglæde og – tryghed. Prøv at finde forskellige udtryk for troen i disse tre salmer (fx “søge tilflugt hos ham”, 37,40). Sl 38 er den 3. bodssalme (ud af 7) og er en stærk syndsbekendelse. Sl 39 er en af de eneste salmer, der slutter med total fortvivlelse. Se den hjerteskærende bøn: “Vend dit blik fra mig, så jeg bliver lidt glad”. Også den erfaring af Gud har Bibelen med…
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 37 V. 5 er det mest kendte vers fra denne salme. Den har givet salmedigteren Paul Gerhardt inspiration til i 1653 at skrive den kendte salme: Befal du dine veje. Og E. Stockmann i 1701 til at skrive: Gud skal alting mage. 1 37,12 Spinder rænker: Udtænke hemmelige og snedige planer der har til formål at skade nogen.2 37,35 Knejse: Løfte hovedet og gøre sig rank i ryggen som tegn på stolthed.3 Libanons cedre: Er symbol på det høje, stærke og stolte (Es 2,13. Sl 92,13). (Note fra Sl 29,5). Salme 38 Bodssalmer er de salmer i Salmernes Bog, hvis fælles tema er syndserkendelse og bøn om forladelse; det drejer sig efter oldkirkelig tradition om nr. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143. I den katolske kirke bliver bodssalmerne reciteret ved liturgiske bodsandagter. 4 38,1 Le-hazkir kan muligvis betyde: til påmindelse. Meningen kan være, at salmen skal påminde Gud om bekendelsen og understrege bønnen om frelse. Det kan også sigte på brugerne, som så påmindes om syndsbekendelsens nødvendighed. 1 38,12 Frænder: Personer der tilhører samme slægt som én selv. 5 39,1 Jedutun: I 1 Krøn 25,1-7 omtales Jedutun som en af Davids tre korledere, der ledede de 288 tempelsangere. Sl 62 bærer samme overskrift som Sl 39; den indeholder i øvrigt nogle af de samme overvejelser om menneskeværdet og om Gud.1 39,2 Bidsel: Den del af en hests hovedtøj som den har i munden.6 39,6 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59008424&def_id=21069198&query=god&mpage=2
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=knejse
4 https://denstoredanske.lex.dk/bodssalmer
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fr%C3%A6nde
6 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=bidsel
Salme: Befal du dine veje (Gerhardts gendigt af Sl 37,5)
Befal du dine veje
1
Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå.
2
På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå;
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud.
3
Din trofasthed og nåde,
o Fader, bedst forstår,
hvad skade kan og både
de dødeliges kår,
og hvad du har for øje,
det sker, o stærke Gud,
og alting sig må føje
dit råd at føre ud.
4
Vej har du alle steder,
dig midler fattes ej;
kun nåde du udspreder,
kun lys er al din vej;
din gerning kan ej hvile,
ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile
med hjælp og bistand ned.
5
Om alle Helved-magter
end trodse og modstå,
det du for intet agter,
vil ej tilbage gå.
Hvem kan mod dig vel stande,
som slynger lynets pil?
Hvem vover at forbande,
når du velsigne vil?
6
Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.
Mel.: Hans Leo Hassler 1601
Jeg ved, på hvem jeg bygger
Sl 37,5
Paul Gerhardt 1653.
St. J. Stenersen 1826.
W.A. Wexels 1840.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Salme: Gud skal alting mage (Stockmanns gendigt af Sl 37,5)
Gud skal alting mage
1
Gud skal alting mage,
som mig alle dage
favner i sit skød,
han, som mig udvalgte
og blandt sine talte,
førend jeg blev fød,
han, som ved
så god besked
udi livet og i døden,
hvad jeg har fornøden.
2
Gud skal alting mage,
han så mangen plage
haver fra mig vendt,
underholdet livet,
mad og drikke givet,
som det mig har tjent,
og når tit
en anden sit
har med suk og sorg fordøjet,
har han mig fornøjet.
3
Gud skal alting mage,
dig ved hånden tage,
når du synke skal;
når du vil fortvi’le,
finder ingen hvile
udi modgangs dal,
Gud da vil
selv træde til,
da skal al din kummer endes,
som et strå forbrændes.
4
Gud skal alting mage,
mægtig i de svage
han sig altid tér.1
Skulle eller kunne
nogen gå til grunde,
som på Herren ser?
Allesteds
da vel tilfreds,
alting står udi hans hænder,
al din trang han kender.
5
Gud skal alting mage,
selv når du skal smage
dødens beske skål,
da vil han det gøre,
selv vil han dig føre
til det rette mål;
lad den pagt
kun stå ved magt,
at du skal til graven drage,
Gud skal sjælen tage.
6
Gud skal alting mage,
som den sorte drage
mægtig overvandt;
fører han end sine
gennem kors og pine
underlig iblandt,
vær bered
til strid og fred,
til at give og at tage,
Gud skal alting mage!
Mel.: Johann Crüger 1653
L. M. Lindeman 1863
Sl 37,5
Ernst Stockmann 1701.
Hans Adolph Brorson 1734.
1 viser
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 92 – Josvas bog 13-17
I kap. 13 begynder Josva som 85-årig fordelingen af landet – igen en stor opgave, som kun lykkedes delvist, da en del af de oprindelige folkeslag blev boende i landet. Selv i hjertet af Jerusalem blev jebusitterne boende (15,63). Som det ses, fik Rubens, Gads og halvdelen af Mannases stamme arvelod øst for Jordanfloden (linjen mellem Genesaret sø og Det døde Hav).
Kort: Fordeling af landet
Ca. 1400 f.Kr.
Under erobringen af Kanaan tildelte Josva landet til Israels stammer. Disse grænser afspejler dog ikke nødvendigvis det land, hver stamme faktisk boede i ved slutningen af erobringen. Adskillige stammer, såsom Dan, var ude af stand til at fordrive kana’anæerne, der boede i meget af deres tildelte område (Jos 19,47), mens andre stammer kontrollerede dele af noget land, som ikke oprindeligt var tildelt dem (f.eks. 17,11).
Dag 93 – Josvas bog 18-21
Resten af landet fordeles ved lodkastning = efter Guds vilje, dog efter en omhyggelig beskrivelse af landet. Det gamle Åbenbaringstelt fra ørkenen stilles op i Shilo, og her vælges det fremtidige område til stammen, inkl. de seks tilflugtsbyer (jf. 5 Mos 19) og levitbyerne, som blev præsterne hjemby. Afsnittet slutter med en tankevækkende kommentar: “Ikke ét af alle de gode ord, Herren talte til Israels hus, faldt til jorden; alt gik i opfyldelse” (21,45).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 19,15 Betlehem er en nordlig landsby, der ikke må forveksles med det mere berømte Betlehem i Juda (Dom 17,7). |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 94 – Josvas bog 22-24
Gud holdt, hvad han havde lovet – det samme kan ikke siges om mennesker. Josva må tale stærkt til folket og forberede dem på fremtiden, hvor deres skæbne altid vil afhænge af forholdet til Herren. “Det er vort hjerte, der skal prøves efter Skriften, og ikke Skriften, der skal prøves efter vort hjerte” (C.O. Rosenius). Josva meldte klart ud (24,14-15), og folket indgik en pagt med Gud, som fik betydning for flere generationer efter (24,31). Hermed slutter endnu en af heltenes, Josvas, historie. Han blev ikke blot ved sit navn, men også ved sin overvindelse af fjenderne og entydige lydighed mod Gud, et forbillede på Jesus.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 22,8 Del det bytte, I har taget fra jeres fjender, med jeres brødre: I Bibelen, som generelt i det gamle Mellemøsten, betragtes både sejren i kamp og sejrsbytte som gaver fra gud, i dette tilfælde Herren. Disse gaver skulle deles med allierede eller pagtspartnere, uanset deres rolle i konflikten (jf. 4 Mos 31,25-31; 1 Sam 30,24). |
Dag 95 – 2 Korintherbrev 1-4
2 Kor burde hedde 3 Kor, da der efter al sandsynlighed er gået et brev tabt af Paulus: “Tårebrevet” (2,3f ; 7,8-13), som er skrevet mellem 1 og 2 Kor. Heri har Paulus påpeget nogle ting, som de skulle omvende sig fra, og 2 Kor lyser af taknemlighed over, at brevet har haft den ønskede hensigt. Endnu vigtigere er det for Paulus at pege på trøsten i evangeliet, på Kristus som opfyldelsen af Guds løfter (1,20 og kap. 3). I 3,12-14 udlægger Paulus 2 Mos 34,33 evangelisk: Sløret (Moses’ over hovedet og jødernes over Skriften) fjernes alene i Kristus. Det kaster lys over vores bibellæsning!
Indledning til 2 Korintherbrev
Paulus og korintherne var kommet på kant med hinanden, og Paulus skrev et brev for at få forsoning.
Indledning
Første Korintherbrev giver et levende indtryk af situationen i den unge menighed. Den er truet af splittelser og gruppedannelser, seksualmoralen er i fare, og de kristne ved ikke rigtigt, hvordan de skal indrette sig i forhold til den hedenske verden omkring dem. Konkurrence mellem nådegaverne skaber uorden i menigheden, men Paulus har en særlig omsorg for den som en vigtig missionsmenighed. Første Korintherbrev er skrevet før pinsen år 55, mens Paulus opholdt sig i Efesos på sin 3. missionsrejse (16,8).
Andet Korintherbrev giver et godt billede af, hvordan forholdet mellem Paulus og korinthermenigheden havde udviklet sig og hvilke nye problemer, menigheden stod over for. Fra Efesos rejste Paulus til Makedonien og mødte Titus, som havde været udsendt til Korinth. På mange måder var Paulus opmuntret over Titus’ redegørelse for den åndelige situation i Korinth, men der var fortsat problemer. Derfor Andet Korintherbrev, som Paulus har skrevet i en meget personlig stil, som viser noget om mennesket Paulus. Vi møder hans dybe kristne ydmyghed, men også hans apostoliske selvbevidsthed, hans svaghed og hans ukuelige energi. Vi møder hans sagtmodighed, som gør ham parat til at modtage og udholde alt, hvad der møder ham, men tillige hans strenghed, som er i stand til at modsætte sig alt og overvinde alt i striden for sandheden i Jesus Kristus. På baggrund af Titus’ beretning er Andet Korintherbrev skrevet i Makedonien på Paulus’ tredje
missionsrejse efteråret 55/foråret 56.
Brevets inddeling:
1. Indledning (2 Kor 1,1-11)
2. Paulus’ forhold til korintherne (2 Kor 1,12-2,13)
3. Den apostoliske tjeneste overfor korintherne (2 Kor 2,14-7,16)
4 Indsamling til menigheden i Jerusalem (2 Kor 8,1-9,15)
5. Paulus’ myndighed og de falske apostle (2 Kor 10,1-12,21)
6. Formaning, hilsen og velsignelse (2 Kor 13,1-13).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring 2 Korintherbrev
Ca. år 55-56
Faktaboks: Segl
| Segl |
| At forsyne dokumenter og breve med segl er en ældgammel måde at fastslå deres ægthed og gyldighed på. Segl kan betyde både selve seglstemplet og dets aftryk i ler eller voks. Man gik med sit segl i en snor om halsen (Juda, 1 Mos 38,18), eller som en ring på fingeren (Farao, 1 Mos 41,42). Segl er tegn på myndighed, autoritet; det brugtes til besegling af pagter og aftaler, Jer 32,10, men også til at forsegle ting, som ikke måtte åbnes af alle og enhver, døre, porte, bogruller, Åb 5,1. Også Jesu grav blev forseglet, Matt 27,66. I tusind år er Djævelen kastet i afgrunden, og der er sat segl for, Åb 20,3. Gud selv har sat sit segl på Jesus, Joh 6,27, dvs. han er autoriseret af Gud. Korinthermenigheden er segl, dvs. bekræftelsen på Paulus’ apostelgerning, 1 Kor 9,2. Abraham fik omskærelsen som segl på retfærdigheden af tro, Rom 4,11. De troende er beseglet med Helligånden, Ef 1,13; 2 Kor 1,22, et tegn på, at Guds frelse og sandhed står urokket, 2 Tim. 2,19. I Åb 7,2ff. hører vi om Guds tjenere, der bliver beseglet på deres pander, tolv tusinde af hver stamme. Dette segl er dels et ejermærke, dels en beskyttelse, Åb 9,4. |
Dag 96 – 2 Korintherbrev 5-8
Jeg går til bekendelse: 2 Kor 5,11-21 er et af mine favoritsteder i Bibelen. Evangeliet prædikes så klart, og hvilke konsekvenser “Kristi kærlighed” har i liv og tjeneste kommer også frem. Kap. 6-8 er formaningsafsnit om åbenhed, sandhed, hellighed og giverglæde – og som altid hos Paulus med evangeliet om Kristus som motor.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,15 Beliar (Gk. Beliar, også stavet Belial, fra et Hb. udtryk, der betyder “værdiløshed” eller muligvis “ødelæggelse”). Dette navn for Satan findes ikke andre steder i GT eller NT, men blev brugt i jødedommen på Paulus’ tid. Afledt af en af Satans karakteristika (dvs. at han er “værdiløs” eller “forræderisk”), blev det ofte brugt i sammenhænge, der understreger Satans aktivitet som modstander af Gud, hvilket passer til Paulus’ bekymring om sine modstandere. |
Dag 97 – 2 Korintherbrev 9-11
Efter endnu en opfordring til at give rundhåndet (fordi Kristus gav rundhåndet), må Paulus runde brevet af med en trist situation i menigheden; de har lyttet til falske apostle, som har deres autoritet og åndelighed i det ydre og i deres egen styrke. De falske profeter har set store ud og har haft gyldne løfter til menigheden, men Paulus appellerer til at bruge en helt anden målestok: Magtesløsheden og Guds anbefaling og styrke.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 11,24 Fyrre slag minus ét: Den jødiske straf på 39 piskeslag blev givet af synagogen for falsk lære, blasfemi og alvorligt lovbrud, som alt sammen kunne have været anvendt på Paulus’ forkyndelse af evangeliet, især til ikke-jøder (ApG 9,20; 13,5, 14-43; 17,1-3, 10-21; osv.). Det var den mest alvorlige pryglestraf, som Skriften tillod (5 Mos 25,1-3). |
Dag 98 – Salmerne 40-42
De første linjer af Sl 42 og 40 om tørsten efter Gud og Guds redning fra undergangens grav er sat på vers både i Salmebogen (DDS 410) og i flere lovsange. Sl 41 er tydeligvis en kristologisk salme – læs den med Jesu kors i tankerne (v. 10 bliver citeret af Jesus i Joh 13,18). Sl 42 læste jeg midt i Corona-tiden og tænkte, at det er en salme / bøn, mange vil kunne identificere sig med i denne tid.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 40,5 Løgneguder står for løgne eller løgnemagter.1 40,7 Slagtoffer angiver generelt alle dyreofre, der bragtes på brændofferalteret (2 Mos 27,1-8; 40,29). Her tænkes dog nok på de ofre, hvor kun en lille del af offerdyret blev brændt på alteret, mens resten blev spist ved et måltid, hvor det genoprettede gode forhold til Gud (og mennesker) fejredes (3 Mos 3). Afgrødeofferet bragtes også på brændofferalteret; som navnet antyder, var det ublodigt (3 Mos 2). Ved brændofferet blev hele offerdyret bragt som offer på alteret (3 Mos 1). Syndofferet skal fjerne synd (3 Mos 4-5); der anvendtes forskellige dyr.2 40,8 Bogrullen er Moseloven. 2 41,10 Udtrykket ‘løfte hælen’ betyder vel nærmest at gøre sig parat til at trampe ned.1 41,14 Verset hører næppe til salmen, men markerer afslutningen på én af de samlinger af Davidssalmer, der indgår i Salmernes Bog.1 (Se indledning til Salmernes Bog under dag 7 eller her). Amen (der er et hebr. ord) betyder det står fast / det er sandt / lad det ske! Det blev brugt som bekræftelse fx på et løfte og som tilslutning til bøn, forkyndelse eller lovprisning. 2 Salme 42 Det er tydeligt, at Sl 42 og Sl 43 hører meget nøje sammen og må regnes for én salme: (a) de to salmer er ens i sprog, stil og baggrund, (b) de udgør tilsammen tre strofer, der afsluttes med det samme omkvæd (Sl 42,6.12; 43,5), (c) hver af de to salmer kræver nærmest den afrunding/indledning, den anden salme udgør, (d) de er opført som én salme i et betydeligt antal hebr. manuskripter, og (e) som den eneste salme i denne anden samling mangler Sl 43 en selvstændig overskrift (se til Sl 43,1). Det er uvist, hvorfor salmen er blevet delt i to. Man kan pege på, at Sl 42 er en klage, mens Sl 43 er en bøn, men det er ikke tilstrækkelig forklaring på, at de er to selvstændige salmer.2 Sl 42 og 43 har N.F.S. Grundtvig 1811 gendigtet: Som tørstige hjort monne skriger.1 42,1 Maskil er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. (Note fra 32,1). Kora-sønnerne var levitter, efterkommere af Kora (4 Mos 16; 26,11). De var indsat til at varetage sangen i Herrens tempel (1 Krøn 6,16.22), og i deres kreds blev der skrevet og samlet salmer til brug ved gudstjenesten.1 42,7 Salmisten opholder sig i de halvhedenske områder i det nordligste Israel, hvor Jordans flodens kilder springer ved Hermons bjergets fod. Man ved ikke mere, hvilket bjerg i området der hed Mis’ars bjerg.2 |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 237-248.
Salme: Som tørstige hjort monne skriger. (Grundtvigs gendigt af Sl 42-43)
Som tørstige hjort monne skrige
1
Som tørstige hjort monne skrige
alt efter det rindende væld,
så monne og efter dig hige,
o Herre, min tørstige sjæl;
thi du er den levende kilde,
og drikke så gerne jeg ville
for aldrig at tørste igen.
2
De dage og nætter henskride,
og sjælen kun læskes med gråd,
med sorrig jeg hænder må vride,
jeg ved ikke frelse, ej råd.
Ak, når vil dog Gud sig forbarme?
Ak, når må jeg usle og arme
indgange for Herren at stå?
3
Jeg er udi hjertet så bange,
de afgrunde ligger så nær,
og på deres rand må jeg gange,
det er kun en jammerlig færd;
jeg svimler, mig rædsel nedknuger,
mig afgrunden visselig sluger,
o Herre, o, hør mine skrig!
4
Du er jo min saligheds klippe,
på dig har jeg bygget mit hus,
ak, vil du mig glemme og glippe,
da synker det fluks udi grus;
alt bryder de bølger og vover,
og medens du tøver og sover,
de lukker sig over min sjæl.
5
Når andre til kirke mon gange,
da sidder jeg her udi vrå,
de kvæder så liflige sange,
men jeg må ej høre derpå;
min sang er at sukke og klage,
så skrider de hellige dage
for mig, som de søgne, i kval.
6
Dog, hvi vil, min sjæl, du forsage?
Hvi bøjes, hvi bruser du så?
Lad skride de nætter og dage,
og bi på din Gud, som du må!
Engang skal den morgen oprinde,
da frelst du så glad udi sinde
skal takke og love din Gud.
7
Hans lys og hans sandhed skal føre
mig op til hans tempel i fred,
dér ordet mit hjerte skal røre,
og glemme jeg skal, hvad jeg led;
ja, selv skal jeg røre min tunge
til salmer for Herren at sjunge,
til lov og til pris for min Gud.
Mel.: Oluf Ring 1932
Sl 42 og 43
N.F.S. Grundtvig 1811.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 99 – 2 Korintherbrev 12-13
Paulus fortsætter temaet fra de forudgående kapitler med magtesløshed og Guds kraft. 12,1-10 har mange fundet hjælp i på vanskelige dage. Omsorgen for menigheden kommer til udtryk til sidst med frygten for, at de vil lade sig lede på afveje med fortabelse til følge, og Paulus forsøger at rette blikket så klart som muligt på Kristus. “Den apostolske velsignelse” (13,13) lyses over menigheden hver søndag efter prædikenen.
Dag 100 – Hebræerbrevet 1-4
ENDELIG kommer vi til Hebræerbrevet, som jeg har glædet mig til, fordi brevet på eminent vis trækker trådene fra ørkenvandring og alle ofringerne op til nutiden. Der er et stærkt Kristus-perspektiv allerede i prologen (1,1-4) og det fortsætter med enestående sammenligninger mellem Kristus og englene (1,5-14), Moses (3,1-6) og ørkenvandringen (3,7-4,11), og derudover en herlig beskrivelse af Jesus (2,1-18). Se 4,12-13 for en rammende beskrivelse af Bibelen.
Indledning til Hebræerbrevet
Hebræerbrevet fortæller, at Jesus er større end alt andet fra Det gamle Testamente – større end enhver helt, pagt, præst, offer eller engel.
Indledning
Hebræerbrevet er det eneste skrift i NT, hvis forfatter vi ikke kender. Forfatteren er tilsyneladende så optaget af at ophøje Jesu navn, at han ikke nævner sit eget. Men i den østlige del af kirken, har det fra kirkens første tid været læst op ved gudstjenesten på linie med resten af NT. Og det betyder givetvis, at det har kunnet leve op til de krav, man i oldkirken stillede, for at et skrift kunne regnes for nytestamentligt, nemlig at det var skrevet af en apostel eller en discipel af en apostel. Det samarbejde med Paulus-disciplen Timotheus, som nævnes i 13,23, tyder så på, at forfatteren har tilhørt kredsen omkring Paulus. Kun gennem brevets indhold kan vi danne os et vist indtryk af forfatteren.
1. Brevet er skrevet af en litterært dannet person, der behersker klassisk græsk. Hans sprog er vanskeligt, og fremstillingen bærer præg af kunstnerisk balance og melodisk rytme, som ikke kan gengives i en oversættelse.
2. Forfatteren tilhørte ikke discipelflokken, men modtog evangeliet “af dem, som havde hørt ham (Jesus)” (2,3).
3. Forfatteren var meget fortrolig med GT, som han citerer fra den græske oversættelse af GT, Septuaginta.
4. Brevets indhold synes at tyde på, at forfatteren har været en jødekristen, der var godt kendt af de kristne ledere.
Vi finder ikke i selve brevet nogen direkte hentydning til, hvem læserne er, eller hvor de boede. Men der er bred enighed om, at læserne var jødiske kristne, som må befinde sig uden for Israels land, eftersom forfatteren citerer GT for dem efter den græske oversættelse. Måske var de jødekristne bosat i Rom. Den opfattelse understøttes af, at en af Roms første biskopper – Klemens – år 96 omtaler Hebræerbrevet i et brev til menigheden i Korinth. Da var brevet i hvert fald kendt i Rom. Vi ved heller ikke, hvornår brevet er skrevet. Det er ærgerligt, for det spiller af og til en rolle for forståelsen, om det stadig var en reel mulighed for læserne at bringe ofre i templet i Jerusalem, dvs. om brevet er skrevet før offertjenesten blev bragt til ophør, da templet blev ødelagt af romerne i år 70 e. Kr. Ud fra formuleringen i 8,13 er det mest sandsynlige nok, at der stadig blev ofret i Jerusalem, også fordi man må regne med, at forfatteren ville have nævnt det, hvis tempelt lå i ruiner, da han skrev. Det ville jo have været et godt argument for det foreløbige ved den gamle pagts
tempeltjeneste.
Læsernes situation er, at de har forladt jødedommen og har været kristne i ganske lang tid (5,12). De har også udstået forfølgelse (10,32-34). Nu er de ramt af pessimisme og træthed. De fristes til at falde fra deres kristne tro og vende tilbage til jødedommen, tiltrukket af dens gudstjenesteform og især af tempeltjenestens pragt. Den forfølgelse, brevet omtaler, kunne være Neros forfølgelse år 64-65. Hvis ovenstående er rigtigt, er brevet skrevet mellem år 65 og år 70.
Forfatterens hensigt er at vise kristendommens fortrin frem for jødedommen. Ordet bedre er Hebræerbrevets nøgleord, som forekommer flere gange end i det øvrige NT. Vi har en bedre pagt, bedre løfter, osv. Ordet evig er også meget brugt. Der tales om evig frelse (5,9), evig dom (6,2), evig forløsning (9,12), en evig ånd (9,14), den evige arv (9,15) og en evig pagt (13,20). En meget karakteristisk og vigtig vending er én gang for alle. Jesus har én gang for alle bragt sig selv som offer (7,27), han gik én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning (9,12), han er én gang for alle ved tidernes ende trådt frem for at udslette synden ved sit offer (9,26), og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle (10,10).
Læserne er fristede til at falde fra deres kristne tro og vende tilbage til jødedommen, og det er grunden til de indtrændende advarsler mod frafald, der kommer som et omkvæd i brevet (fx 2,1-4; 3,12-13; 4,1; 6,12; 10,26-31; 12,15.25).
Imidlertid nøjes forfatteren ikke med at advare; han opmuntrer også og giver på den måde ny frimodighed til sine mismodige læsere. Det gør han ved at vise, at det, Jesus har gjort ved at dø for mennesker, er nok – at det giver et direkte fællesksab med Gud og en evig frelse. Den pointe er forfatteren naturligvis fælles med resten af NT om. Men måden, han når til pointen på, er særegen for Hebræerbrevet. Det er det eneste nytestamentlige skrift, der fremstiller Jesus om ypperstepræst. Brevet tager sit udgangspunkt i præstetjenestens betydning. Det lærer, at det levitiske præstedømme er afsluttet i og med, at Kristus blev vor ypperstepræst. Den gamle pagts præstedømme var kun en skygge af den kommende ypperstepræst Kristus på samme måde, som ofringerne i templet kun var forbilleder på Kristi fuldkomne og afsluttende offer. Var Moses tjener, så var Kristus søn i huset. Var ypperstepræsterne selv syndere, så var Kristus uden synd. Med udgangspunkt i Sl 110,1-4 fremstilles Jesus som den fuldkomne ypperstepræst, der har bragt sig selv som offer for synden (10,12). Og det er sket én gang for alle (9,12), dvs. at Jesu offer er nok for alle mennesker til alle tider. Den gamle pagts offertjeneste var kun et forbillede på Jesu offer, ligesom de ypperstepræster, Israel havde haft, kun var billeder på Jesus. Som billeder var de naturligvis gode nok; det var jo Gud, der havde givet dem (8,5), og de var helt nødvendige, før Jesus kom. Derfor er pointen heller ikke at kritisere den gamle pagt eller den gamle pagts bøger (GT) – det fremgår også af den detalje, at brevet næsten altid indleder sine GT-citater med at sige, at det er Gud, Kristus eller Helligånden, der taler. Men hvis billederne (ofrene) får lov at udkonkurrere det, som de er billeder på (Kristus), har læserne ikke bare totalt misforstået GT, de har også mistet Kristus og frelsen i ham (10,1). Og det er det, der er ved at ske, når de overvejer at forlade kristendommen for at vende tilbage til jødedommen. For at forhindre det, peger forfatteren på, at GT selv bevidner, at den gamle pagt er foreløbig og derfor ufuldkommen (8,7-8) – den kan ikke føre til målet, men den kan vise hen til ham, som kan, nemlig Jesus! Netop når det gælder Hebræerbrevet, er Augustins kendte ord aktuelle: “Det nye Testamente ligger skjult i Det Gamle, og Det Gamle ligger åbent i Det nye Testamente”.
Brevets inddeling:
1. Indledning: Jesus er Guds endelige åbenbaring (Hebr 1,1-4)
2. Jesus er større end englene (Hebr 1,5-2,18)
3. Jesus er større end Moses (Hebr 3,1-4,13)
4. Den store og barmhjertige ypperstepræst (Hebr 4,14-5,10)
5. En alvorlig formaning (Hebr 5,11-6,20)
6. Kristi præstedømme, tjeneste og offer (Hebr 7,1-10,18)
7. Kald til udholdenhed og tro (Hebr 10,19-39)
8. Livet i tro (Hebr 11,1-12,29)
9. Livet til Guds velbehag (Hebr 13,1-19)
10. Afslutning (Hebr 13,20-25).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 101 – Hebræerbrevet 5-8
Jesu rolle som præst – og opfyldelsen af ypperstepræst-embedet fra GT – fylder kapitlerne (se allerede fra 4,14). Det særlige ved Jesu præsterolle er, at han både er 100% menneske (og derfor identificerer sig helt med os) og 100% Gud (hvilket særlig ses i afsnittet om Melkisedek, som netop kom ud af det blå (se 1 Mos 14,17-20) og var større end selv Abraham). Kapitlerne er indholdsmættede, men det lønner sig at “høre” og suge denne “faste føde” (5,11-14) til sig.
Dag 102 – Hebræerbrevet 9-11
I kap. 9-10 sættes fokus specifikt på Kristi opfyldelse af ofringerne i GT. De var alle foreløbige og ufuldstændige, “en skygge af de kommende goder” (10,1). Selv om ofringerne gav israelitterne tilgivelse hos Gud, så lå der også en “påmindelse om synder” (10,3) i dem, fordi blod af tyre og bukke umuligt kunne bære straffen for deres synd. Der skulle et menneske (legeme – 10,5) til, og evangeliet er, at Kristus bragte dette offer. Det helliger, fører os til målet, giver os adgang ind i himlen – alene den bevidste vantro (10,26-31) kan afholde os fra evangeliets goder. “Troskapitlet” (kap. 11) beskriver på vidunderlig måde, hvad tro er og hvordan tro har gennemstrømmet mennesker gennem tiden.
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Dag 103 – Hebræerbrevet 12-13
Til sidst i brevet fokuseres der på livet i troens verden. Et liv i Guds opdragelse, i fred, med Guds dom og frelse som levende realiteter – og så en varmt ønske til sidst (13,20-24). Hermed slutter Hebræerbrevet – det eneste anonyme skrift i NT. Mange teorier er fremført om forfatterspørgsmålet, men Origenes havde sikkert ret i sin notits helt tilbage fra det 3. århundrede: “Hvem der skrev Hebræerbrevet – det ved kun Gud”.
Dag 104 – Dommerbogen 1-3
Dommerbogen beskriver 400 års trist nedgangs-historie i Israel. En slags nedadgående spiral kendetegnede årene – med et gentagende mønster, som beskrevet i 2,11-16: 1. Herren svigtes af Israel, som tilbeder andre guder, 2. Gud sender fjender over landet, 3. Israelitterne råber til Gud, 4. Gud sender en befrier – en dommer. I kap. 3 afsløres en skjult sandhed bag den vanskelige erobring, nemlig at Gud prøvede folkets tro ved at lade de oprindelige folkeslag bo blandt dem (jf. Jesu lignelse om ukrudtet blandt hveden, Matt 13,24-30). Det gjorde han for at frelse dem.
Indledning til Dommerbogen
Dommerbogen omhandler 400 års historie efter Josvas død som en i moralsk henseende nedadgående spiral. Bogen er temmelig deprimerende læsning, men viser os, hvorfor Israel måtte have en gudfrygtig konge (Dom 21,25).
Indledning
Bogen har fået navn efter en række dommere, som den fortæller om. En nutidslæser må ikke lægge et moderne indhold i ordet dommer. Det hebraiske ord betyder nærmest en, som skaffer sit folk ret over dets fjender. Derfor oversættes det bedst med redningsmand, fører, befrier. Her er altså ikke først og fremmest tale om retsafgørelser, selv om dommerne også havde den opgave (Dom 4,5), men vi møder personer, som står frem i historiens skæbnetime, kaldet og udrustet af Gud til en særlig opgave. Bogen dækker tidsrummet fra Josvas død til profeten Samuel, en periode på 300-350 år. Vi ved ikke, hvem der har skrevet Dommerbogen. Ifølge den jødiske tradition er Samuel forfatteren. Oplysningerne i Dom 1,21 og 2 Sam 5,6-9 viser, at bogen må være skrevet før kong Davids tid.
Allerede i Bibelens skildring af ørkenvandringen tales der om vantro, tvivl og frafald hos israelitterne. Det fik også skæbnesvangre konsekvenser. Den nye generation, der under Josvas ledelse indtog Kana’ans land, syntes derimod at være præget af tillid til Herren og besjælet af troens frimodighed og kraft. Men da den generation var borte, skete der på ny frafald (2,10-11). Den hedenske religion i Kana’an med hovedguden Ba’al og det kvindelige modstykke Ashera/Astarte lokkede til frafald. Det var en frugtbarhedskult, som hang nøje sammen med såning og høst. Kulten skulle tjene til at sikre og forøge jordens frugtbarhed. Man mente, gudernes seksuelle forhold holdt årstidernes cyklus oppe og dermed også årsvækst og livsgrundlag. Men denne gudsdyrkelse var forbundet med seksuelle orgier, som på magisk måde skulle påvirke guderne og frembringe frugtbarhed på jorden. Denne frugtbarhedskult var især henlagt til helligsteder ude i naturen. Kana’anæerne var den veletablerede bondebefolkning med gode boliger etc. Israelitterne kom derimod fra fyrre års primitiv og kulturfattig ørkenvandring. De stod over for et erhvervs- og kulturskifte. I denne situation fulgte de ikke Herren af et udelt hjerte. I begyndelsen ville de både tjene Herren og samtidig stå på god fod med deres nye naboer ved også at dyrke deres guder. Men resultatet blev hurtigt, som salmisten udtrykker det: “De blandede sig med folkeslagene og efterlignede deres gerninger. De dyrkede deres gudebilleder, som blev en fælde for dem. De ofrede deres sønner og deres døtre til dæmonerne…de blev urene ved deres gerninger og bedrev hor ved deres handlinger” (Sl 106,35-37.39). Dommerbogen giver på en ganske særlig måde indblik i menneskenaturens fordærv. Men den giver os også indblik i Guds store nåde og langmodighed. Herren lod fjender angribe det frafaldne folk (Edom, Moab, Ammon mfl.). Men Gud forkastede ikke sit folk. Når de i deres nød råbte til Herren, sendte han hjælp ved at lade lederskikkelser fremstå.
Dommerbogen falder i tre dele:
1. Situationen efter Josvas død (Dom 1,1-3,6).
2. Den egentlige dommertid (Dom 3,7-16,31).
3. Beskrivelse af det religiøse forfald i folket (Dom 17-21).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for Dommerbogen
Ca. 1375 f.Kr.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,6 Huggede tommelfingrene og storetæerne af ham: Dette ville forhindre ham i nogensinde at deltage i kamp igen. Denne praksis med at afskære kropsdele af besejrede fjender er kendt i mesopotamiske og klassiske græske kilder, og blev praktiseret af Adonibezek selv (v 7). 1,16 Palmebyen: Jeriko (se også uddybende note til dag 89). 3,16 En gomed langt: Gomed = formodentlig en alen = ca. 45 cm. 3,20 Kølige værelse ovenpå: I oldtidens byer var det koldeste sted i huset på taget (jf. det “et lille værelse ovenpå”, som et shunemitisk ægtepar lavede til Elisa, 2 Kong 4,10). |
MÅL, VÆGT OG MØNT: Studiebibelen, Det Danske Bibelselskab, s. 1731
Dag 105 – Salmerne 43-45
Sl 43 og 44 er klagesalmer med “den uretfærdige lidelse” i fokus. Salmisten taler til sig selv / sin egen sjæl (43,5a) – har du prøvet det i bønnen? Ellers brug salmen til at gøre det… Kora-sønnerne står bag både Sl 44 og 45 (helt til 49), og se den store forskel, som viser, at mennesker også dengang både kunne give udtryk for klage og lovsang i bønnen: Fra Sl 44 og klagen over, at Gud har forstødt dem (44,10) og sover (44,24) – til jubellovsang over kongen, der velsigner. Sl 45 er samtidig en kristologisk salme, hvor kongen er et billede på Kristus.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 43 (Indledning til salme 42 fra dag 98) Det er tydeligt, at Sl 42 og Sl 43 hører meget nøje sammen og må regnes for én salme: (a) de to salmer er ens i sprog, stil og baggrund, (b) de udgør tilsammen tre strofer, der afsluttes med det samme omkvæd (Sl 42,6.12; 43,5), (c) hver af de to salmer kræver nærmest den afrunding/indledning, den anden salme udgør, (d) de er opført som én salme i et betydeligt antal hebr. manuskripter, og (e) som den eneste salme i denne anden samling mangler Sl 43 en selvstændig overskrift (se til Sl 43,1). Det er uvist, hvorfor salmen er blevet delt i to. Man kan pege på, at Sl 42 er en klage, mens Sl 43 er en bøn, men det er ikke tilstrækkelig forklaring på, at de er to selvstændige salmer.1 Sl 42 og 43 har N.F.S. Grundtvig 1811 gendigtet: Som tørstige hjort monne skriger.2 43,3 Guds lys og sandhed skal lede salmisten til Guds tempel, der lå på det hellige Zions bjerg (se til Sl 14,7). Det kaldes Guds bolig.1 44,1 Maskil: Er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. (note fra Sl 32,1). Af Kora-sønnerne var levitter, efterkommere af Kora (4 Mos 16; 26,11). De var indsat til at varetage sangen i Herrens tempel (1 Krøn 6,16.22), og i deres kreds blev der skrevet og samlet salmer til brug ved gudstjenesten. (Note fra Sl 42,1). 44,9 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 44,20 Udtrykket hvor sjakaler bor kan betegne enten ørken eller ruinby.1 45,1 Al-shoshannim: Formodentlig en melodi oplysning. Ordets betydning er ukendt, men syntes at have sammenhæng med ordet for lilje (evt. efter liljerne).1 Maskil: Er formodentlig navn på en digttype. Ordets betydning er usikker. (note fra Sl 32,1). Kora-sønnerne var levitter, efterkommere af Kora (4 Mos 16; 26,11). De var indsat til at varetage sangen i Herrens tempel (1 Krøn 6,16.22), og i deres kreds blev der skrevet og samlet salmer til brug ved gudstjenesten. (Note fra Sl 42,1). 45,2 Hurtigskriveren graverede sin tekst på træ- eller lertavler. Den kunne blive dikteret, men ofte var han formodentlig fri til selv at udforme den efter opgivne retningslinier. Skriveren var således en indflydelsesrig person, hvis ord stod fast. Men salmisten ser sit budskab som lige så betydningsfuldt og uomstødeligt.1 45,9 Afsnittet sluttes af med en beskrivelse af de prægtige klæder, den kongelige brudgom iklædes. De dufter af myrra (en vellugtende harpiks, Matt 2,11), aloe (en planteolie) og kassia (en duftende bark, der minder om kanel). Fra paladset, hvis vægge er beklædt med elfenben, lyder bryllupsmusikken.1 45,10 Ofir-guld var særlig fint og sjældent (Es 13,12). Det vides ikke, hvor Ofir lå, muligvis i Indien eller Saudi-Arabien (1 Kong 9,28).1 45,13 Versets første linie oversættes og opfattes forskelligt, især fordi grt.s Tyrus’ datter enten kan opfattes kollektivt (som DO; det er ganske almindeligt i GT) eller som en angivelse af, at bruden er fra byen Tyrus i Sydlibanon (dengang Fønikien). Der var selvfølgelig et livligt samkvem mellem det driftige handelsfolk i Fønikien og rigerne i Israel – både fjendtligt og venskabeligt. DO betyder, at de omkringboende folkeslag kommer med gaver til bruden, og samtidig søger også hendes nye folks rigmænd hendes gunst.1 45,14 Guldindfattede perler: Omsluttet af en ramme eller et stel af guld eller et materiale der ligner guld.3 45,15 Brogede klæder: Med flere ret forskellige farver, ofte i uregelmæssig blanding.4 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 6, Inger Margrethe Kofod-Svendsen, Lohse, s. 114.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=guldindfattet
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=broget
Salme: Som tørstige hjort monne skriger. (Grundtvigs gendigt af Sl 42-43)
Som tørstige hjort monne skrige
1
Som tørstige hjort monne skrige
alt efter det rindende væld,
så monne og efter dig hige,
o Herre, min tørstige sjæl;
thi du er den levende kilde,
og drikke så gerne jeg ville
for aldrig at tørste igen.
2
De dage og nætter henskride,
og sjælen kun læskes med gråd,
med sorrig jeg hænder må vride,
jeg ved ikke frelse, ej råd.
Ak, når vil dog Gud sig forbarme?
Ak, når må jeg usle og arme
indgange for Herren at stå?
3
Jeg er udi hjertet så bange,
de afgrunde ligger så nær,
og på deres rand må jeg gange,
det er kun en jammerlig færd;
jeg svimler, mig rædsel nedknuger,
mig afgrunden visselig sluger,
o Herre, o, hør mine skrig!
4
Du er jo min saligheds klippe,
på dig har jeg bygget mit hus,
ak, vil du mig glemme og glippe,
da synker det fluks udi grus;
alt bryder de bølger og vover,
og medens du tøver og sover,
de lukker sig over min sjæl.
5
Når andre til kirke mon gange,
da sidder jeg her udi vrå,
de kvæder så liflige sange,
men jeg må ej høre derpå;
min sang er at sukke og klage,
så skrider de hellige dage
for mig, som de søgne, i kval.
6
Dog, hvi vil, min sjæl, du forsage?
Hvi bøjes, hvi bruser du så?
Lad skride de nætter og dage,
og bi på din Gud, som du må!
Engang skal den morgen oprinde,
da frelst du så glad udi sinde
skal takke og love din Gud.
7
Hans lys og hans sandhed skal føre
mig op til hans tempel i fred,
dér ordet mit hjerte skal røre,
og glemme jeg skal, hvad jeg led;
ja, selv skal jeg røre min tunge
til salmer for Herren at sjunge,
til lov og til pris for min Gud.
Mel.: Oluf Ring 1932
Sl 42 og 43
N.F.S. Grundtvig 1811.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 106 – Dommerbogen 4-6
Dommerbogens ”mønster” fra 2,11-16 (frafald, modgang, omvendelse, hjælp fra Gud, jf. forrige kommentar) gentages her i 4,1-4 og 6,1-7. Overvej i øvrigt, om det samme mønster findes i dit liv. I Dommerbogen er der i alt 6 ”små” dommere (som nævnes kort) og 7 ”store” dommere (jf. 7-tallet, fx i Åb), og her træder nogle af de store frem: Debora / Barak med den stærke sejssang og Gideon, som vi hører mere til i de næste kapitler.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,19 En efa mel: ca. 23 l. |
Dag 107 – Dommerbogen 7-9
Gideon var et menneske som os. Selv efter Guds store tegn med ulden på jorden var Gideon bange – ikke så underligt med hans lille hær på 32.000 mod midjanitternes 135.000. Aldeles rystende blev det, da derefter de bange og dem, der fører hånden op til munden for at drikke vand, bliver sendt hjem – og Gideon står med 300 mand tilbage. Nu var det klart, at det i tilfælde af sejr var Guds sejr alene. I kap. 8 får man fornemmelsen af, at Gideon bliver blodtørstig og går ud over Guds befaling. Han bliver også årsag til afgudsdyrkelse, og kap. 9 er med endnu mere ondskab og borgerkrig et endnu sortere kapitel i historien. Længslen mod en dommer / frelser, der ikke bærer ondskaben med sig, tager til…
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
Dag 108 – Dommerbogen 10-13
Historien om Jefta er endnu et eksempel på Guds ubegribelige nåde. Han sender efter endnu et fald blandt israelitterne igen en dommer, men selv om de redder israelitterne fra fjenderne, bliver deres liv en del af den nedadgående spiral – her fx med Jeftas sorte fortid og hans katastrofale løfte til Gud, som koster hans egen datter livet. Mønstret (jf. 2,11-16) gentages flere gange, og nu bliver Samson på underfuld måde kaldet af Gud. Læg mærke til, at dommerne også er billeder på Kristus – se særligt 13,5a, hvor nøjagtig samme udtryk bruges som ved bebudelsen af Jesus (Luk 1,31). Se også 13,5b: ”Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel” – Jesus gjorde de sidste!
Dag 109 – Dommerbogen 14-17
Herrens ånd virkede i Samson (13,25 ; 14,6.19; 15,14), og han blev på nogle punkter et lyspunkt i Dommertiden. Desværre virkede begæret efter kvinder også i ham, nærmest som en besættelse, der både fik volden til at eskalere og blev afgørende for hans endeligt. ”Herren havde forladt ham”, står der om Samson i 16,20 – og selv om Gud gav ham sin styrke tilbage til sidst, så endte livet for Dommerbogens sidste dommer trist. Overvej, hvordan Samson er et billede / modbillede på Kristus, både i livet og døden.
Dag 110 – Dommerbogen 18-21
Jeg vil forberede jer på, at disse triste kapitler er barsk læsning og afrunder en af Israels værste perioder. Forfaldshistorien slutter med homoseksuelt begær, en hensynsløs voldtægt og borgerkrig, som næsten udslettede en af Israels 12 stammer, nemlig Benjaminstammen. Her beskrives det ultimative frafald fra Gud og det rene anarki: ”Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (21,25).
Faktaboks: Fodvaskning
| Fodvaskning |
| Fodvaskning var i første omgang en praktisk foranstaltning i et land, hvor man gik med sandaler. Samtidig var det udtryk for gæstfrihed at hente vand og eventuelt lade en slave vaske gæsternes fødder. I Luk 7,36–50 fortælles, hvordan Jesus først modtages uden dette bevis på høflighed af farisæeren Simon, og hvordan en synderinde derefter i stor hengivenhed væder hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem. Endelig beretter Joh 13 om, hvordan Jesus ved det sidste aftensmåltid vasker disciplenes fødder. Denne ydmyge handling står på den plads, hvor de andre evangelier har nadverens indstiftelse, og den er derfor blevet genstand for forskellige tolkninger. Nogle ser en forbindelse til nadveren eller til dåben, ja, der er endda kirkesamfund, der har et særligt fodvaskningsritual. Efter Jesu egne ord må denne handling dog først og fremmest ses som et eksempel på hans tjenersind. Den kommer derved dels til at pege på hans forestående offerdød og dels til at tjene som et forbillede for kristen næstekærlighed i hans efterfølgelse, Luk 22,27 og Mark 10,35–45. |
Dag 111 – Ruths bog 1-4
Ruths historie er et lyspunkt midt i den mørke dommertid. Mens bølge efter bølge af fjender kommer ind over landet, baner et ægteskab mellem en israelit og en moabit vej for noget nyt frem mod kong David og Jesus selv (se slægtstavlen i Matt 1,5, hvor Ruth nævnes). Udgangspunktet er tragisk, da Noomi sidder tilbage efter tre dødsfald i sin nære familie (se 1,20-21). Hvor landet som helhed er på vej mod afgrunden, så er Ruths bog en historie om, at Gud ikke glemte den enkelte (4,14). Det kan også give os håb i dag.
Indledning til Ruths bog
Ruths bog er en historie om håb og forløsning. Enken Ruth hjalp trofast sin svigermor med at samle aks, noget som fangede en rig landmands interesse.
Indledning
Bogen har navn efter hovedpersonen, den moabittiske kvinde Ruth. Forfatteren er ukendt, men bogen er kendt for sin litterære skønhed. Om dens sprog og stil har Goethe sagt: “Vi ejer intet i verdenslitteraturen, som i elegance kan sammenlignes med den episke og idylliske poesi i Ruths Bog”. Den er sikkert skrevet under Davids regeringstid (4,22), og den giver et interessant indblik i sociale og retslige forhold i dommertiden. Den er også en ypperlig skildring af trofast kærlighed og gudsfrygt. Ruth vælger at følge sin svigermor og gå ind i Israels folk og søge ly under Herrens vinger (2,12). Gud velsigner den trofaste Ruth, og i Betlehem bliver hun en anset mands hustru og stammoder til Davids slægt. Dermed får hun også en plads i Jesu slægtsbog (Matt 1,5).
Ruths Bog danner overgangen mellem Dommerbogen og Samuelsbøgerne. Poul Madsen har i sin Bibeloversigt, Forlaget Mod Målet, København 1955, karakteriseret den på følgende måde: “Den er en vidunderlig modsætning til Dommerbogen. Det er som en fredfyldt solopgang efter en bælgmørk uvejrsnat – i stedet for troløshed trofasthed, i stedet for umoral renhed, i stedet for slagmarker Boaz´ høstmark, i stedet for kampråb og stridslarm stilhed, hvile og idyl”. Desværre passer dette citat ikke så godt på den nye oversættelse fra 1992. Her møder vi ikke den samme renhed som i oversættelsen fra 1931. Den nye oversættelse er næppe korrekt, når den i 3,4.7 lader Ruth klæde sig af og lægge sig ved Boaz´ fødder. Det er bedre med den gamle oversættelse, hvor hun løfter kappen op ved hans fødder og lægger sig der.
Overgangen er brat fra de sidste kapitler i Dommerbogen, der skildrer afgudsdyrkelse og blodsudgydelse, til familieliv, tro og ægte fromhed i Ruths Bog. Men i Guds folks historie sker det gentagne gange, at i frafaldstider bevarer Herren en rest, der følger og adlyder ham. Det er fra sådanne restgrupper, vækkelsen og fornyelsen vælder frem, når Guds ånd skaber nyt åndeligt liv. Man kan vanskeligt tænke sig det religiøse og nationale opsving under Samuel og David uden nogle gudfrygtige og gudhengivne familier ved dommertidens afslutning.
Bogens inddeling:
1. No´omi og Ruth rejser til Betlehem (Ruth 1)
2. Ruth møder Boaz, en velstående landmand (Ruth 2-3)
3. Boaz gifter sig med Ruth (Ruth 4).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for Ruths bog
Ruths Bog, der foregår i dommertiden, fortæller hvordan en hungersnød i Juda tvinger Noomi og hendes mand til at forlade Israel og flytte til Moab, hvor deres sønner gifter sig med moabitiske kvinder. Da Noomis mand og sønner dør, beslutter hun at vende tilbage til sit hjem i Betlehem i Juda, og hendes svigerdatter Ruth vælger at tage med hende.
Illustration: Ruths familietræ
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,22 Byghøsten: I april/maj, et par uger før hvedehøsten (se 2,23). 2,2 Samle aks: Det var tilladt de fattige, fremmede, enker og forældreløse at samle korn langs markens kanter og hjørner, samt stilke og neg som var efterladt af markens arbejdere (3 Mos 19,9-10; 5 Mos 24,19). 2,17 En efa byg: Omkring 22 liter, mindst to ugers forsyning for to kvinder. 3,4 Så skal du gå derhen og klæde dig af og lægge dig ved hans fødder, teksten kan også oversættes: Så skal du gå derhen og blotte hans fødder og lægge dig (igen i v. 7). At Ruth lægger sig ved Boaz fødder (v. 8, 14) demonstrer hendes afhængighed af Boaz, et modigt frieri fra hendes side (v. 9). Nogle lærde mener at den alternative oversættelse; blotte hans fødder, antyder seksuel kontakt, men der er ingen beviser for dette, og det ville være malplaceret i denne historie. 4,1-2 Byporten virkede som et kombineret rådhus og retssal (sammenlign 2 Sam 15,2; Job 29,7-17; Ordsp 22,22; 31,23; Am 5,10). Byens ældste vidnede over handlerne (Ruth 4,4; 9-11; se 5 Mos 25,7) og afgjorde retssagerne (se 5 Mos 21,19; 22,15). 4,3-6 Da den løser, som stod nærmere Ruth, fandt ud af at hun ville blive hans kone som en del af handlen, ændrede han mening. Han var tilsyneladende bekymret for at de børn han ville få med Ruth, skulle dele den allerede planlagte arv med hans nuværende børn. |
Dag 112 – Salmerne 46-48
Man finder spor af alle disse tre salmer af Kora-sønnerne i Lina Sandells salme “Ingen er så tryg i fare” (DDS 49) og Martin Luthers “Vor Gud, han er så fast en borg” og “Behold os, Herre, ved dit ord”. Guds store magt og styrke proklameres. Han står bag naturens kræfter og historiens gang – og samtidig er han den enkeltes Gud. Jeg standsede selv ved 48,11: “Som dit navn er, Gud, sådan skal din lovsang lyde til jordens ender; din højre hånd er fuld af retfærdighed.”
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| Salme 46 Salmen ligger til grund for Luthers salme fra 1529: Vor Gud han er så fast en borg. Luther gendigter ikke Sl 46, men han knytter til ved salmens urokkelige tillid til Guds magt og styrke, og han overføre så dette på sin egen situation.1 46,1 Af Kora-sønnerne var levitter, efterkommere af Kora (4 Mos 16; 26,11). De var indsat til at varetage sangen i Herrens tempel (1 Krøn 6,16.22), og i deres kreds blev der skrevet og samlet salmer til brug ved gudstjenesten. (Note fra Sl 42,1). Al-Alamot: Betydningen af dette udtryk er ukendt, den egentlige betydning: efter de unge kvinder/på unge kvinders vis. Udtrykket betyder muligvis, at salmen skulle synges af sopranerne, eller at den skulle synges på samme melodi som en anden salme, der begyndte med ordet alamot.2 46,4 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 47,6 Drager op: betyder i GT ofte at gå op til Jerusalem eller til templet (2 Mos 34,24; Es 2,3).1 Hornet er shofar-hornet, et vædderhorn der bruges, når folket kaldtes sammen til højtider eller kamp.2 48,3 Knejser: Rage højt til vejrs som et smukt eller imponerende syn.3 Zions bjerg i det yderste nord er næppe en geografisk bestemmelse. Zions bjerg lå ganske vist i det nord-østlige hjørne af det ældste Jerusalem (i dag det syd-østlige hjørne af den gamle by) og i den nordlige del af Juda rige, men her er der tale om hele jorden. Det yderste nord er snarere en betegnelse for et gudebjerg i Fønikien (nu Vestsyrien), der i de mellemøstlige sprog blev betegnelse for et helligsted (jf. Es 14,13-14). Bjerget svarer til Olympen i den græske gudeforestilling. Salmisten hævder således, at Zions bjerg er det sande “gudebjerg”, stedet hvor mennesker kan træde frem for og ind til den levende Gud, den store konge (Sl 47,3), verdens skaber og herre.2 48,7 Tarshish-skibe var datidens største og stolteste skibe (Es 2,16. 2 Krøn 20,36-37). Tarshish var formodentlig en fønikisk koloni i Spanien (Jon 1,3).2 48,12 Judas døtre betegner almindeligvis de mindre byer i Juda, her er det dog nærmere en parallel til Zions bjerg: Judas område er det centrale område i Det Hellige land.2 48,15 Afslutningsordene; Al-mut er vanskelige. Det kan betyde: til død, hinsides død. Gamle oversættelser har: Han skal føre os hen over døden. Det ville indholdsmæssigt afslutte v.15 på en fin måde og harmonere med »Gud i al evighed«. Men det minder om melodiangivelsen i Sl 9,1 og 46,1, så nogle antager, at det snarere er en sådan, og at ordene oprindeligt hørte med til Sl 49.1 |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 265-277.
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=knejse
Salme: Vor Gud han er så fast en borg. (Luthers digt over Sl 46)
Vor Gud han er så fast en borg
1
Vor Gud han er så fast en borg,
han kan os vel bevare,
han var vor hjælp i al vor sorg,
vort værn i al vor fare;
den gamle fjende led
er nu for alvor vred,
stor magt og argelist
han samler mod os vist,
ej jorden har hans lige.
2
Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde;
men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Det er den Herre Krist,
og sejer får han vist,
hærskarers Herre prud,
der er ej anden Gud,
han marken skal beholde.
3
Og myldred djævle frem på jord
og os opsluge ville,
vi frygter dog ej fare stor,
de deres trusler spilde;
lad rase mørkets drot
med løgn og mord og spot,
han har dog få’t sin dom,
da Krist til jorden kom,
et ord ham nu kan fælde.
4
Guds Ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.
Mel.: Joseph Klug 1533
Sl 46
Martin Luther 1528.
Dansk 1533. Bearbejdet 1798.
P. Hjort 1840. J.P. Mynster 1845.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 113 – Lukas 1
Velkommen til Lukasevangeliet. Hvor Markus er det korteste, er Lukas det længste (Lukas’ 24 kapitler er længere end Matt’s 28). Det er formentlig også det mest kronologiske af evangelierne, da Lukas har været minutiøs med samlingen af øjenvidneberetninger og andre skrifter (formentlig bl.a. Mark) for at skrive sit eget. Bemærk, hvad hensigten er (Luk 1,4). Mark begynder i ørkenen med Jesus som 30-årig, men Luk begynder 1,5 år før Jesu fødsel. Der skete underfulde ting, og de store lovsange “Magnificat” (1,46-55) og “Benedictus” (1,68-79) blev til.
Indledning til Lukas evangeliet
Lukas interviewede øjenvidner for at give en biografi af Jesus Kristus, med alle begivenhederne i kronologisk rækkefølge (Luk 1,1-3).
Introduktion
Lukas er historikeren blandt evangelieforfatterne. Han viser det både ved sine kildestudier og ved sin præsentation af stoffet. Han ønsker at give en sammenhængende fremstilling af Jesu liv fra fødsel til opstandelse, og han er optaget af at se evangeliet i relation til menneskeslægtens historie. Frelsen er tiltænkt alle folkeslag. Det lød allerede ved englesangen julenat. Frelsen sker i overensstemmelse med Guds plan. Simeon siger i sin lovsang: “Mine øjne har set din (Guds) frelse” (2,30), og han tilføjer, at Jesus vil blive “et lys til åbenbaring for hedninger” (2,32). I Lukasevangeliets sidste kapitel understreges det, at med udgangspunkt i Jerusalem skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.
Lukas var af hedensk afstamning og er således den eneste forfatter i NT, som ikke tilhørte Israels folk. Ifølge kirkehistorikeren Eusebius var han født i Antiokia i Syrien, som havde en central placering i den første kristne menighed (ApG 11,26; 13,1-3). Måske er han blevet omvendt gennem de medlemmer af menigheden i Jerusalem, som flygtede til Antiokia efter Stefanus’ død. Af profession var han læge (Kol 4,14).
Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er et dobbeltværk. I ApG 1,1 henviser forfatteren til min første bog. Når Lukas skriver sit evangelium for Theofilus (Luk 1,3) og også omtaler ham i begyndelsen af Apostlenes Gerninger, betyder det ikke, at han kun tænker på den mand med sine to værker. Den højtærede Theofilus havde formentlig en højtstående stilling i samfundet. På den tid var det ikke ualmindeligt, at en forfatter tilegnede sit værk til en betydelig person, for at denne skulle sørge for den første udbredelse af skrifterne. Lukas sigter klart på en bredere læserkreds måske primært af hedensk afstamning. Det fremgår bl.a. af, at han flere steder i sit evangelium forklarer forskellige detaljer, der ville være overflødige for en jødisk læserkreds.
Lukas slutter Apostlenes Gerninger med, at Paulus befinder sig i et åbent fangenskab i Rom (ca. år 62). Det naturligste er derfor, at Apostlenes Gerninger er affattet samtidig med Paulus’ fangenskab. Det forklarer også, at hverken Paulus’ martyrium eller Jerusalems ødelæggelse er nævnt. Det betyder, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er skrevet i begyndelsen af 60′erne. Lukas fremstiller Jesus som alle menneskers frelser. Med forkærlighed understreger han, at Jesus er tolderes og synderes ven. Han skildrer en række navngivne enkeltpersoner og omtaler specielt kvinderne i discipelkredsen. Lukas advarer mod rigdom, det at prioritere materielle værdier højere end forholdet til andre mennesker. Omtalen af Helligånden har en stor plads hos Lukas. Flere steder nævnes Jesu åndsudrustning (4,1), og disciplene skal vente på at blive iført kraft fra det høje (24,49), et tema der videreføres i Apostlenes Gerninger. Lukas omtaler Jesu bøn oftere og fyldigere end de andre evangelister (3,21 mfl.). Ni gange nævnes det, at Jesus bad. To af Jesu lignelser handler om bøn (11,5-13; 18,1-8). Også forbønnens betydning understreges (22,40 mfl.). Lukas nævner flittigt ordet glæde. Englenes budskab handler om en glæde for hele folket (2,10). Når en synder omvender sig, bliver der glæde i himlen (15,7.10.32). Omtalen af Jesus som Herre har også en stor plads. Han er ikke bare Davids søn, men også Davids herre (20,41-47).
Lukasevangeliet kan inddeles:
1. Lukas, en historiker i arbejde (Luk 1,1-4)
2. Fødsel, barndom og forberedelse til tjeneste (Luk 1,5-4,13)
3. Jesu virksomhed i Galilæa (Luk 4,14-9,50)
4. Jesus på vej til Jerusalem (Luk 9,51-19,27)
5. Jesus i Jerusalem (Luk 19,28-21,38)
6. Jesu lidelse, død og opstandelse (Luk 22,1-24,53).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne omkring Lukasevangeliet
Begivenhederne finder næsten udelukkende sted i nærheden af Palæstina, et område der strækker sig omtrent fra Cæsarea Filippi i nord til Beersheba i syd. På denne tid blev det styret af Romerriget. Bogen åbner med Jesu fødsel i Judæa, hvor Herodes var udpeget til konge af Romerriget. De afsluttende kapitler slutter med Jesu død, opstandelse og himmelfart under Pontius Pilatus og tetrarkerne Antipas og Filips styre.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 1,3 Theofilus var et kendt navn i det 1. århundrede og blev brugt om både jøder og hedninge.1 1,5 Herodes reagerede fra år 37-4 f.Kr.2 Den Munk i middelalderen, som beregnede årstallet for Jesu fødsel, og hvis tidsregning vi stadig følger, beregnede nogle år forkert, sådan at Jesus reelt blev født nogle få år tidligere, end vores tidsregning anfører.1 Fra gammel tid (1 Krøn 24,7-19 og 2 Krøn 8,14) var præsterne inddelt i 24 skiftehold, som gjorde tjeneste i Templet én uge ad gangen to gange årligt. Abijas skifte er det 8. af disse skiftehold. Efter det babylonske fangenskab vendte kun 4 skifter tilbage (Ezra 2,36-39), men man rekonstruerede ordningen, så der igen blev 24 hold med de gamle navne (jf. Neh 12,1-7).1 Zakarias er en ganske almindelig præst, altså ikke ypperstepræst (3,2) eller på anden måde blandt de ledende præster.1 1,9 Kun én gang i en præsts levetid blev han udvalgt til at bringe det daglige offer. Røgelsessofferet blev bragt morgen og aften (2 Mos 30,7-8). Det fremgår ikke her, om det er morgen- eller aftenofferet, der er tale om, men omtalen af folkemængden, der venter udenfor (1,10. ApG 3,1) tyder på, at det er aftenofferet. Udvælgelsen af præsten skete ved lodtrækning, og ikke alle præster var så heldige at leve længe nok til at opnå dette betroede hverv. I sin alderdom oplever Zakarias så, at loddet falder på ham. Den vigtigste opgave i hans præstegerning bliver betroet ham. Rent praktisk gik han sammen med fire andre præster ind i det hellige rum, hvor kun præsterne måtte komme, og forberedte offeret. Der blev han så efterladt alene for at forrette den hellige handling og fremsige de bønner, der var forbundet med det.1 1,11 Røgelsesofferalteret: Se illustration nedenfor. 1,13 Johannes betyder: Herren er nådig.1 1,15 Han må ikke drikke vin og øl: Ligesom nasiræerne (4 Mos 6,1-21).2 1,17 Johannes’ profetiske tjeneste uddybes nu med tre konkretiseringer. Han skal gå foran, skal vende og skal gøre rede. Verset hentyder til Malakias’ bog, hvor Herrens engel, Elias, skal komme forud for Herrens dag, og hvor han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre (Mal 3,1.23-24). Jøderne ventede en genopstået Elias, men det afviste Johannes, at han var (Joh 1,21). Alligevel forstår evangelierne Johannes som en opfyldelse af Malakias’ profeti (Luk 7,27. Matt 11,14). Han er en profet af Elias’ format, eller som det hedder her: Han går foran Herren i Elias’ ånd og kraft.1 1,31 Navnet Jesus var et kendt jødisk drengenavn (hebraisk: Josva), som betyder: Herren er frelse.1 1,33 Jakobs hus betegner det jødiske pagtsfolk.1 1,39 En rejse af 3-4 dages varighed.1 1,43 Forundes: Give mulighed for eller lov til, ofte som gunstbevisning eller privilegium.3 1,59 Omskærelsen foregik efter GT’s befaling på ottendedagen (1 Mos 17,10-12).1 1,75 Åsyn: Forsiden af hovedet med pande, øjne, næse, mund, kinder og hage.4 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 13, Børge Haahr Andersen, Lohse, s. 128-129
3 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forunde
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A5syn
Illustration: Røgelsesofferalteret
Faktaboks: Omskærelse
| Omskærelse |
| Det er benævnelsen på en lille operation, hvorved forhuden på det mandlige kønslem (penis) helt eller delvis afskæres. Den anvendes af mange folkeslag ved pubertetens indtræden som en indvielse til ægteskabet, ofte forstået som en hellig handling (1 Mos 17,25 kan være en mindelse herom). Den anvendes undertiden i vor tid som en rent medicinsk-hygiejnisk foranstaltning. Hos visse folkeslag finder »omskærelse« sted også af kvinder, men den fortjener ikke navnet omskærelse, da den er en grov lemlæstelse uden mening. Allerede i pagten med Abraham indfører Gud omskærelsen som pagtstegn, 1 Mos 17,10f., gældende for Abrahams slægt, dvs. for det israelitiske folk. Undertiden er den gledet noget i baggrunden, men ved indstiftelsen af påsken, 2 Mos 12,44.48, indskærpes den på ny, således at det står helt klart, at det er omskærelsen alene, der gør en mand til medlem af pagten, ikke det at være født israelit. Af Josva 5,2–9 fremgår, at omskærelsen under ørkenvandringen igen var stillet i bero, men her efter indvandringen indføres den på ny, betegnende nok lige før en påskefest, 5,10. Senere har den åbenbart stort set været gennemført. Sportslivet i den græsk-romerske verden gennemførtes i fuldstændig nøgenhed, hvilket medførte en pinlig situation for jødiske deltagere, som derfor undertiden underkastede sig den modsatte operation for at ligne alle andre mænd, 1 Kor 7,18; herved slettede de imidlertid pagtstegnet. Også Jesus blev omskåret 8 dage gammel, som skik var, Luk 2,21.27. Herved gik han ind under forpligtelsen til at opfylde loven, og han blev den eneste, som magtede dette, fordi han var uden synd, Hebr 4,15. Derved er vi gjort døde for loven ved Kristi legeme, Rom 6,4. Allerede i GT peges der på, at omskærelsen har noget med hjertet at gøre, en indvielse til at elske Gud af hele sit hjerte, hvilket bekræftes i Rom 2,28f. og forklares yderligere i 13,10: Kærlighed er lovens opfyldelse. Ved omskærelsen indvies Israel til at være Herrens brud og leve i troskab mod ham og i kærlighed. Paulus kan derfor i Kol 2,11–12 kalde dåben for omskærelsen til Kristus. Alt, hvad omskærelsen indeholdt, bevares i den kristne menighed ved dåben, som er en aflæggelse af det kødelige legeme. Dåben som omskærelse knyttes på en særlig måde til Jesu begravelse og opstandelse. Da han begravedes, var der givet liv og blod for verdens synd; det var fuldbyrdet, og Gud satte segl og underskrift på det ved at oprejse Jesus fra de døde. Omskærelsens pagt var fuldbyrdet, loven opfyldt for os i Kristus. Derfor kan dåben med fuld ret kaldes en pagt, så Jesus i nadverens indstiftelse kan tale om den »nye pagt ved mit blod«. Også i denne pagt gælder, at den, som døbes ind i den, Kristus-omskæres til at elske den himmelske brudgom og give ham sit hjertes troskab og kærlighed. – Modsat kan vantro mennesker kaldes »uomskårne på hjerte og øre«, ApG 7,51. |
Dag 114 – Lukas 2-3
Selv om de første vers formentlig er godt kendte som juleevangeliet, kan der også være noget nyt. Denne gang lagde jeg særligt mærke til englenes rolle. Efter lovsangen vendte de “tilbage til himlen” – men Jesus-barnet måtte så grueligt meget igennem, før han til sidst blev “båret op til himlen” (Luk 24,51). Dette lidelsestema blev slået fast af den gamle Simeon efter lovsangen “Nunc dimittis” (se 2,29-35) – i øvrigt benævnes de store lovsange efter det latinske begyndelsesord (her: “Nu lader du gå bort”). Beretningen om den 12-årige Jesus er særstof hos Lukas og den eneste episode, vi har mellem Jesus som spæd og Jesus som 30-årig. Slægtstavlen (3,23-38) er jomfru Marias slægt.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 2,1-3 Der er usikkerhed om, hvilken folketælling Lukas refererer til. Man mangler bekræftelse fra andre kilder på, at der var en verdensomspændende folketælling ved slutningen af Herodes regeringstid, men der er mange bekræftelser på, at kejser Octavian, som var Roms enehersker fra 27 f.Kr.-14 e.Kr. (og som fik tilnavnet Augustus, den ophøjede), gjorde meget for at registrere indbyggerne i sit mægtige rige med henblik på skatteudskrivninger. En samtidig kilde nævner Kvirinius som en dygtig administrator og hærfører, og at han fra 6-9 e.Kr. var statholder i Syrien. Muligvis har han også haft en tidligere periode (år 4-1 f.Kr.), eller han har været den ansvarlige administrator for folketællingen i Syrien og Israel. Denne folketælling omtales som den første. Lukas nævner en senere (ApG 5,37). En folketælling var en magthandling, som cementerede undertrykkelsen og den økonomiske udnyttelse af det jødiske folk. Ifølge ApG 5,37 forårsagede en senere folketælling et oprør. Måske er det for ikke at provokere mere end højst nødvendigt, at romermagten her tillader en folketælling i overensstemmelse med jødisk skik og brug, hvor man registreres ud fra slægt og hjemstavn. Mange nævner folketællingen som eksempel på en historisk fejl i Lukasevangeliet. Siden Schürer (1890, ifølge Bock, s.903-909) har man nævnt fem ting, der gjorde Lukas’ oplysning historisk problematisk: 1. En omfattende folketælling i hele Romerriget kendes ikke ellers. 2. Ingen romersk kejser ville befale Josef at rejse til Betlehem. 3. Under Herodes den Store ville en folketælling være usandsynlig, da jøderne under ham havde relativ stor selvstændighed. 4. Josefus kender ikke nogen folketælling før år 6 e.Kr. Denne resulterer i en jødisk opstand, og det antyder, at det var første gang, romerne brugte dette middel. 5. Kvirinius var ikke statholder på det tidspunkt ifølge Josefus og Tacitus lister. Ad 1: Der er mange eksempler på, at Rom ønskede at registrere indbyggere (og dermed skatteydere) i hele riget, og det er muligt, at Lukas’ formulering henviser til kejserens generelle ønske om at få registreret indbyggerne i hele riget, men at de konkrete tællinger skete på hver sit tidspunkt i de forskellige dele af det romerske rige. Ad 2: Der er eksempler på, at lokale folketællinger foregik efter det pågældende lands skik, og i en jødisk kultur vil det være naturligt at blive registreret efter familie og hjemstavn. Ad 3: Der er eksempler på, at romerne også foretog folketællinger i vasalstater, dvs. i lande med lokalt indsat hersker, men under romersk overherredømme. Ad 4: Bemærkningen hos Josefus udelukker ikke tidligere folketællinger. Der kan være andre grunde til, at folketællingen år 6 resulterer i en opstand. Ad 5: Mellem år 4 og 1 f.Kr. mangler der oplysning om, hvem der er statholder. Det er muligt, at folketællingen er påbegyndt under Kvirinius’ forgænger, Varus, og fuldført af Kvirinius. En anden mulighed er, at êgemoveuntos i denne sammenhæng ikke betyder statholder, men administrator, og at Kvirinius er den, der af Rom er blevet indsat til at være ansvarlig for folketællingen. Ordet har en bred betydning (hersker, befalende) og kan ud over statholder henvise til andre romerske embedsmænd med ledelsesopgaver.1 2,7 Krybbe: Fastsiddende, langstrakt trug eller anden åben beholder hvorfra husdyr i en stald æder foder.2 Matt 2,11 siger: Og de gik ind i huset: Dette har man set som en modsætning til Luk 2,7, der fortæller, at der ikke var plads til Josef og Maria i herberget, og at Jesus blev født og lagt i en krybbe. Det græske ord katalyma, som DO har oversat med ”herberget”, refererer til et gæsteværelse, og der er tænkt på, at Josef og Maria får husly hos en bonde. Huset har været delt i to dele. I den ene del boede familien. I den anden del var dyrene, og krybben markerede grænsen mellem de to dele. Der var også et gæsteværelse – måske på første sal – men det var allerede optaget. Josef og Maria har da fået plads i den beboede del af huset, og da Jesus er blevet født, lægges han i krybben, der deler de to rum. Forstået på den måde er der ingen modsætning mellem Matt 2,11 og Luk 2,7. En anden mulighed er, at Josef og Maria er flyttet efter fødslen, og det passer med, at de vise mænd kommer flere måneder efter, at Jesus er født. (Note fra Matt 2,11) 2,8 Hyrder var en social underklasse i Israel med et hårdt og dårligt lønnet arbejde. Deres arbejde gjorde det vanskeligt for dem at overholde jødernes sabbats forskrifter m.m., og derfor blev de af farisæerne, vurderet som åbenlyse syndere, på linje med toldere, prostituerede m.fl.3 Hjord: Gruppe af husdyr der græsser sammen eller går samlet fra et sted til et andet, ofte under opsyn af en hyrde især om køer, får eller geder.4 2,21 Omskærelsen foregik efter GT’s befaling på ottendedagen (1 Mos 17,10-12). (Note fra Luk 1,59). 2,22 Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået: Ifølge Moseloven (3 Mos 12,1-5) var kvinden uren de første 40 dage efter en fødsel, og måtte først efter en renselse betræde templet.3 2,48 Ængstelig: Urolig fordi man er bange, nervøs el.lign.5 3,1 Kejser Tiberius’ femtende regeringsår placerer os år 28-29 efter Kristus.3 De romerske kejser reagerede ved at indsætte deres egne betroede folk, som guvernører, eller statholdere i de forskellige regioner, eller ved at indgå aftaler med lokale nationale ledere. Pilatus blev valgt og indsat af romermagten i år 26. Han kom til at spille en ikke uvæsentlig rolle i Lukas’ to skrifter (13,1; 23,1-7.11-13.20-25.52. ApG 3,13; 4,27 og 13,28). Josefus beskrev ham som en hård og brutal regent over det jødiske folk (jf. Luk 13,1f).2 Herodes Antipas regerede fra 4 f.Kr.-39 e.Kr. og var søn af Kong Herodes den Store, som nævnes i 1,5. Lysanias kender vi ikke fra andre kilder.3 3,2 Annas var ypperstepræst fra år 6-15, hvor han blev afsat af romerne. Men han øvede fortsat stor indflydelse gennem en række af sine sønner og svigersønnen Kajfas, som var ypperstepræst år 15-36.3 3,12 Tolderne, som var jøder, der var gået i besættelsesmagtens tjeneste som skatteopkrævere. Jøderne foragtede dem både af politiske årsager, og fordi deres erhverv bragte dem i konflikt med de jødiske renhedsforskrifter, pga. deres omgang med uomskårne hedninger. Endelig var tolderne kendt for at udnytte deres position til at opkræve mere, end besættelsesmagten fordrede, for at kunne stikke det i egen lomme (jf. 19,8).2 3,17 På tærskelpladsen brugte man kasteskovlen til at smide kornet op i luften, så de tunge kerner faldt ned, og avnerne blæste bort i vinden (Sl 1,4).2 3,19 Herodes Antipas’ ægteskab med Herodias var problematisk af flere grunde. Begge var gift i forvejen, og ægteskabet kom derved i stand ved et dobbelt ægteskabsbrud. Derudover var de nært beslægtede og brød loven om blodskam (3 Mos 18,16; 20,21).1 Angående bibelkritikeres kommentarer til dette vers, se uddybende note til Matt 14,3 og Mark 6,14-17. 3,23-38 Sammenligner man med slægtstavlen hos Matthæus, er der forskelle i de første slægtled før Jesus. Den mest nærliggende forklaring herpå er, at Matthæus, som fortæller fra Josefs synsvinkel, gengiver Josefs slægtstavle og altså understreger, at Jesu adoptivfar også var af Davids og Abrahams slægt. Lukas har Maria som synsvinkel og kilde. Sprogligt kan v. 23b oversættes sådan: Han var søn (man mente, det var af Josef) af Eli …, sådan at »af Eli« ikke lægger sig til Josef, men til »han var«. I givet fald fortælles, at offentligheden troede, at Josef var Jesu far, men i virkeligheden var han biologisk søn af Eli (Marias far).3 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=krybbe
3 Bibelværk for menigheden Bind 13, Børge Haahr Andersen, Lohse, s. 135-141
4 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=hjord
5 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%C3%A6ngstelig
Faktaboks: Påske
| Påske |
| Påskefesten er den største af de tre valfartsfester og fejres i én uge fra den 15. nisan, i tid nært sammenfaldende med den kristne påske. Det er sandsynligt, at kana’anæerne på denne tid – ved forårsjævndøgn – fejrede både kornhøsten (byg) og en kvægavlerfest, hvor de førstefødte af hver hjord helligedes. Men festen omskabtes og fornyedes af Israel ved, at den fik et historisk indhold, nemlig en årlig fejring af Guds vældige udfrielse af folket fra Egyptens trældom. Ifølge 2 Mos 12 indstiftedes festen allerede i Egypten, nemlig om aftenen lige inden Gud sendte den 10. plage: den førstefødtes død i hvert egyptisk hus. I 2 Mos 12 berettes nærmere om indholdet i festen: Israelitterne skulle slagte et lam uden plet og lyde = fejlfrit, smøre blodet på dørstolperne, hvorved dødsenglen ville »gå forbi« (= hebr. pæsach) israelitternes huse. Endvidere skulle man spise usyret (ugæret) brød hele påskeugen til minde om det hastige opbrud fra Egypten, hvor man ikke nåede at få dejen gæret og bagt, men måtte medføre den i trug på ryggen. Og i ørkenen måtte dejen bages til tynde, flade kager, 5 Mos 16,3, på hebraisk »matsot«. Derfor omtales påsken undertiden også som »De usyrede brøds fest«, f.eks. 2 Mos 23,15 og Luk 22,1. For israelitterne blev påsken således en befrielses- og frelsesfest. Guds suveræne udfrielse af sit folk fra Egypten er den grundlæggende basis for folkets tro og bekendelse til Gud. Men påske er samtidig en håbets fest: hvad Gud engang gjorde, det vil han gøre igen. I påskefesten genoplever man ikke blot den befrielse, der skete dengang, men forventer samtidig, at den kommende forløsning er nær. Når jøderne læser op fra deres festritual, påskehaggada’en, hedder det derfor »vi og os«. »Han førte os fra trældom til frihed, fra kummer til glæde, fra mørke til lys og fra bundethed til forløsning. Lad os for ham synge vort halleluja.« Det var ikke mærkeligt, at netop påskefesten vakte folkets nationale frihedslængsel og gav grobund for håbet om en kommende forløsning, hvor Messias skulle være den centrale skikkelse. Mange troede, at Messias ville komme i påskenatten. Disse frihedslængsler var ifølge evangelierne stærke og levende på Jesu tid. Festen var i Israel en familiefest. Slagtningen af lammene skete familievis den 14. nisan, og festen begyndte denne dags aften, som efter jødisk tidsregning er begyndelsen af den 15. nisan. Også efter kong Josias’ rensning af gudstjenestelivet i år 622 f.Kr., hvor slagtningen nu skulle foregå i Jerusalem, 2 Kong 23,21–23 og 5 Mos 16,5–7, og påsken derfor blev en valfartsfest, beholdt den sin karakter af familiefest. Man lånte og lejede lokaler til måltidsfejringen. Dette forløb efter bestemte gudgivne anordninger og – med tiden – efter traditioner, der gled ind og gjorde »liturgien« fyldig, alt sammen nedfældet i påskehaggada’en. I store træk har påskefejringen på Jesu tid fulgt denne liturgi, efter hvilken jøder også i dag fejrer påske. I uger forinden er der gjort hovedrent, og alt sædvanligt brød (gæret) er fjernet. Efter at have været i templet/synagogen samles man omkring bordet til sedermåltid (seder = orden/regulativ). Alt ved dette måltid går nemlig efter faste regler med husets far som »præst« for »husmenigheden«. Maden er givet på forhånd: 1. En lammeknogle (påskelammet fra Egypten). 2. En velsmagende kompot af æbler, rosiner, mandler el. nødder og kanel, der ved sin farve minder om Egyptens ler, som fædrene dengang som slaver lavede teglsten af. 3. Bitre urter, 2 Mos 12,8, der skal minde om fortidens hårde lod, og en skål med saltvand = fædrenes tårer under det strenge arbejde. 4. Vin, hvoraf der under måltidet blev drukket 4 bægre. Hele måltidet indrammes af læsning og sang, indledt gennem spørgsmålet fra familiens yngste medlem: »Hvorfor adskiller denne nat sig fra andre nætter?« hvorefter påskefortællingens mange beretninger læses op. Et hovedpunkt er oplæsningen/afsyngelsen af Hallel, »lovsangen«, Sl 113–118, jf. Matt 26,30. Påske i NT Påskens dybe indhold – befrielse og forløsning – opfattes af de kristne som opfyldt i Jesus. Han er det egentlige påskelam, der blev slagtet for vore synders skyld, 1 Kor 5,7; Joh 1,29. At Jesus netop midt under påskemåltidsfejringen tager brød og vin og indstifter en ny pagt, fortæller også, at han hermed forstår sig selv som opfyldelsen af jødernes påskelængsel og -håb (der er lidt usikkerhed om dateringen af Jesu indstiftelse af nadveren. Hos Matt, Mark og Luk sker det samtidig med hele folkets påskefejring, hos Joh tilsyneladende én dag før). Ligesom blodet af et fejlfrit lam reddede israelitterne fra trældom under en jordisk magt (Farao), således renser Kristi blod fra syndens og Satans tyranni. Nadveren forstås derfor kun med det jødiske påskemåltid som baggrund uden dermed at hævde, at man så har sagt alt. Ud fra den jødiske påske er selve tanken om nadveren som pagtsoffermåltid ikke specielt tydelig. Her skal man snarere knytte til ved måltidet i forbindelse med pagtslutningen på Sinaj, jf. 2 Mos 24. At Jesus i sin død og opstandelse er opfyldelsen af Israels folks påskefejring og -længsel, ses bl.a. af Peters billede af de Kristus-troende som et folk i opbrud og på vandring efter at være blevet forløst ved Kristi blod som af et lam uden plet og lyde, 1 Pet 1,13–21. I 1 Kor 5 kalder Paulus menigheden for en usyret dej, dvs. at den ikke har/skal have noget syret/gæret i sig, hvilket betyder synd. »Rens den gamle surdej ud …« siger han. Menigheden lever altså i den opfyldte påskefests virkelighed. |
Faktaboks: Ypperstepræst
| Ypperstepræst |
| Præstedømmet i Israel er meget forskelligt fra, hvad vi forstår ved en præst. Hans vigtigste tjeneste var ofringerne og hertil forvaltning af lovene. Præsternes overhoved var ypperstepræsten. Denne stilling går tilbage til Moses’ broder, Aron, som ifølge 2 Mos 28 allerede ved Sinaj bjerg blev udpeget til sit høje embede. Ypperstepræstens særlige embede beskrives i 3 Mos 16 og bestod i, at han på den store forsoningsdag skulle bære sonofferblodet ind i Åbenbaringsteltets Allerhelligste, hvor ingen uden han måtte komme og endda kun denne gang om året. Hertil kommer, at den, som på grund af et drab begået af vanvare var flygtet til en tilflugtsby, måtte forblive dér, indtil ypperstepræsten var død. Først da var han fri, 4 Mos 35,25. Ypperstepræstens embedstid har altså ligefrem været en afgrænset og betydningsfuld epoke for sig selv i folkets liv. Endelig bør det nævnes, at ypperstepræsten i senere tider var formand for Det store Råd (Synedriet), ledede dets forhandlinger og faktisk var folkets øverste instans. Dette er bedst kendt fra den rettergang, der bragte Jesus på korset. Ypperstepræstedømmet var egentlig arveligt inden for Arons slægt, Levi stamme; men i senere tider, hvor folket ikke var selvstændigt, kunne man opleve, at dets overherrer indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Dette er forklaringen på, at vi under Jesu rettergang møder to ypperstepræster, Joh 18,13. Annas var afsat, mens Kajfas var den fungerende. Alligevel må Annas have nydt stor anseelse, siden også han tages med på råd. Den mest betydningsfulde anvendelse af ypperstepræsteembedet er den billedlige brug af det i Hebræerbrevet. Her påvises det, hvorledes alt det, som ypperstepræsten stod for, er opfyldt i Jesus Kristus, hvorefter der ikke længere er brug for nogen jordisk ypperstepræst. Ypperstepræsten var jo selv en af folket. Det er Jesus også. Han er Guds søn, men han blev menneske, hvorved han gjorde os til sine brødre. Han har selv prøvet fristelserne, men har sejret, Hebr 2,10–18. Han har medlidenhed med os, men er selv uden synd (4,15). I ham er ypperstepræstens kald opfyldt med rette. Kaldet var, at han skulle være til gavn for mennesker med sin tjeneste (5,1). Den pagt, han står inde for, er bedre end den gamle (7,22). Men den allervigtigste tjeneste er dog at bære soningsblodet frem. De gamle ypperstepræster måtte frembære dyreblod og gentage handlingen hvert eneste år. Men dette er noget midlertidigt og ufuldkomment. Kristus frembar sit eget blod, og han bar det ikke ind i en jordisk helligdom, men i den himmelske, frem for Faderens ansigt. Derfor er det også evig forløsning, han har vundet. Han skal ikke ofre sig selv mange gange, men kun én gang for alle (9,11.24–26). Det er derfor, som ved den gamle ypperstepræst, betydningsfuldt, at han er død, for derved er de fangne sat i frihed (9,16). Hebræerbrevet sætter sagen skarpt op og siger, at de gamle ofre faktisk – mod deres hensigt – bragte påmindelse af synderne (10,3). Alt dette er nu forbi, offeret er bragt, Kristus har taget sæde ved Guds højre hånd, og derfra skal han komme igen i al sin herlighed, når Guds time er inde (10,12-13). Hermed er også forbuddet mod at gå ind i helligdommen forbi. Jesus har indviet en ny vej gennem forhænget (10,19–20). Derfor kan vi med frimodighed selv træde frem for tronen og forblive der med vore bønner, vor bekendelse og vort kristenliv (10,22–24). Således er nu det gammeltestamentlige præstedømme afskaffet. Dets funktion er opfyldt, og der skal intet sættes ind til at erstatte det. Herren Jesus er alene den store præst over Guds hus (10,21). De kristne er allerede nået til den evige Guds stad, til den i himlen indskrevne menighed og til den nye pagts mellemmand, Jesus Kristus (12,22–24). |
Dag 115 – Lukas 4-5
At Helligånden var over Jesus, kom til udtryk allerede ved Jesu dåb (3,21-22). Han førte ham også ud i ørkenen og tilbage til Galilæa. I Nazarets synagoge citerede Jesus Esajas’ bog: “Helligånden er over mig…” Derfor kunne han også bestemme over dæmoner, sygdomme, ja sågar fiskene i havet. Vanskeligere er det med mennesker, for Jesus vil ikke tvinge os, men kalde os syndere til omvendelse (5,27-32).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 5,12-14 Det græske ord for spedalskhed (lepra) dækker over mere end det, som i dag forstås ved spedalskhed. Det kunne også dække knap så alvorlige sygdomme, såsom psoriasis, ringorm m.m. Derfor var der i Moseloven den bestemmelse (3 Mos 13-14), at hvis nogen blev rask efter at være blevet erklæret spedalsk, skulle man undersøges af en præst og derefter bringe et offer, hvorefter man så kunne genoptages i det sociale og religiøse liv. Den egentlige spedalskhed var uhelbredelig, og da man ikke vidste, hvordan den smittede, var den omgærdet af så megen frygt, at spedalske blev udstødt af samfundet og ikke måtte komme i nærheden af bebodede områder.1 5,19 Et typisk hus i Israel havde et fladt tag, som samtidig tjente som opholdssted i det fri. Kun Lukas nævner den detalje, at taget var af tegl. Sandsynligvis var taget lavet af flettede grene, som var lagt over de bærende stolper og klistret sammen af tegl, dvs. tørrede lerplader.1 5,27 Levi er den samme som apostlen Matthæus.1 5,33 Faster ofte: Inden for farisæernes rækker blev det fast praksis at faste hver mandag og torsdag (18,12).1 |
Illustration: Synagogen og jødiske gudstjenester
I andre byer end Jerusalem var synagogen centrum for jødisk tilbedelse på Kristi tid. Synagoger var placeret i de fleste af de større byer i Israel. Selvom der er meget lidt tilbage af den oprindelige synagoge fra det første århundrede i Nazareth, findes der omfattende arkæologiske fund af en typisk jødisk synagoge i byen Gamla, som ville have haft meget til fælles med de synagoger Jesus besøgte i Nazareth og andre byer.
Denne illustration er baseret på udgravningen af synagogen i Gamla, en af de ældste i Israel. Byen Gamla lå 9,7 km nordøst for Genesaret Sø. Den blev ødelagt af romerne i 67 e.Kr., tidligt i det jødiske oprør.
Faktaboks: Farisæer
| Farisæer |
| Farisæernes navn menes at betyde »de afsondrede«, »de, der har skilt sig ud«, og er sikkert hæftet på dem af udenforstående. Deres oprindelse kan med forsigtighed føres tilbage til tiden omkring den jødiske frihedskrig (ca. 165 f.Kr.). Da lykkedes det under ledelse af præsten Mattathias og hans sønner, de såkaldte makkabæere, at fordrive syrerne, der havde besat landet og vanhelliget templet. Krigen var altså religiøst motiveret. Men da det efterhånden viste sig, at de nye herskere lod sig drive af magtbegær, tog farisæerne afstand fra dem. De blev et religiøst parti, som trods et temmelig beskedent antal (på Jesu tid omkring 6000) fik meget stor indflydelse på jødernes trosliv. Farisæerne følte sig i et og alt bundet til Skriften og frem for alt til loven. Den var et udtryk for Guds vilje og skulle derfor opfyldes til punkt og prikke. Men derfor måtte den naturligvis fortolkes og udlægges, så den altid var aktuel. Efterhånden blev denne udlægning af loven, »de gamles overlevering«, Mark 7,3, anset for at være lige så hellig som Moseloven. Fortolkningen af loven gjorde i nogle tilfælde budene lettere at holde. Det kunne være af rent praktiske grunde (hvor langt kunne man bevæge sig til fods på sabbatten?) eller af barmhjertighedshensyn (drage en okse op af brønden, selv om det var hviledag). I andre tilfælde blev budene tungere og mere byrdefulde. Det hang sammen med, at man ville være sikker på at overholde loven og derfor med endnu strengere regler sørgede for altid at være på den rigtige side. Desuden mente man, at man ved at gøre ud over, hvad loven bød, kunne optjene overskydende fortjeneste, som så kunne opveje eventuelle fejltrin på dommens dag. Men netop ved denne pligtopfyldende holdning til loven kom farisæerne til at passe til deres navn; de skilte sig ud fra folk. For at overholde de omfattende renhedsforskrifter var det f.eks. nødvendigt at holde sig fra toldere, skøger og andre syndere, så man ikke ved besmittelse udelukkede sig selv fra deltagelse i bønnen før måltidet. Befolkningen som helhed kunne ikke leve op til farisæernes krav, så også den fattige almue, »denne folkeskare, som ikke kender loven« (Joh 7,49), isolerede man sig fra. At farisæerne havde fået så gode kår, at de havde mulighed for at holde loven frem for andre, var en Guds gunst, som de takkede for. Farisæerne troede på de dødes opstandelse og det evige liv, på dæmoner og engle, på, at Gud en dag skulle sende en messias. Hvorfor blev de da den største modsætning til Jesu forkyndelse? Farisæerne så en fare i Jesu forkyndelse såvel som i hans levemåde. De mente ikke, at han overholdt loven, når han kunne finde på at sætte Guds bud til side for at hjælpe et menneske, der var i nød. De forstod ikke, at han kunne have fællesskab, ja, sidde til bords med syndere. Og at han kaldte sig selv Guds søn, var den rene gudsbespottelse. For at Jesus ikke skulle blive ved med at vildlede mennesker, måtte han skaffes af vejen. Da han en påske kom til Jerusalem, slog farisæerne til. I dette tilfælde gik de endda sammen med et andet parti, saddukæerne, som ellers til daglig var deres modsætning. Jesus på sin side kritiserede farisæerne, fordi de lagde større vægt på overholdelsen af de enkelte bud og på at vinde anseelse blandt mennesker end på budet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Budene blev netop til for menneskers skyld, Mark 2,27. Hvad værre var: Ved deres egen menneskelige overlevering satte de Guds bud om ret og barmhjertighed og troskab til side, Mark 7,8–13, Matt 23,23. I Matt 23 råber Jesus veråb over farisæerne, som udvendig er pæne som kalkede grave, men indvendig er fulde af forrådnelse. Det er også blevet sagt, at farisæernes største fejltin var deres syn på mennesket. Intet menneske er i stand til at holde alle Guds bud i deres fulde betydning (se Matt 5). Intet menneske kan derfor ved lovfromhed gøre sig fortjent til Guds rige eller bestå for dommen. Der må ske en genfødelse til nyt liv ved troen på Guds nåde i Jesus Kristus. Og når også Paulus i brevene understreger dette (f.eks. i Rom 7), så er det vel, fordi gerningsretfærdigheden altid lurer som en fare også for den kristne. På grund af farisæernes anseelse og indflydelse på undervisningen i lovens forståelse, som blev øvet gennem skole og gudstjeneste i synagogen, blev de den retning, der i størst målestok har præget jødedommen og holdt den oppe fra Israels undergang til i dag. |
Faktaboks: Skriftklog
| Skriftklog |
| Den første, der kaldes skriftlærde i Bibelen, er præsten Ezra, der »… havde sat sig for at granske Herrens lov og følge den og lære Israel lov og ret« (Ezra 7,10). Det er nok ikke tilfældigt, for omkring ved Ezras og Nehemias’ tid, da jøderne begynder at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, foreligger GT i sin helhed. Tidligere havde det været præsternes opgave at forstå og udlægge Skriften, nu blev det et studium for særligt interesserede og uddannede. De skriftkloge kom fra alle samfundslag og erhverv i Israel, og også efter at de var blevet skriftkloge, beholdt de deres håndværk som indtægtskilde, så de ikke skulle ligge folk til byrde. En skriftklog var ikke bare teolog. Samfundet blev jo i vid udstrækning styret efter lovbestemmelserne i de fem Mosebøger, så skriftudlægningen havde også stor juridisk betydning. Derfor ser man skriftkloge kaldt både lærer, lovkyndig og dommer. Måske som følge af den græske kulturpåvirkning skabte det stadig stigende antal af skriftkloge i årene op mod Jesu tid deres egen form for skole og undervisning. Ved en samtale mellem discipel og mester bestående af spørgsmål og svar nærmede man sig langsomt en logisk og naturlig konklusion. Ville man i lære hos en skriftklog, henvendte man sig til ham og blev så efter en prøvetid enten forkastet eller antaget til et tæt lære- og livsfællesskab med mesteren. Den skriftkloge underviste siddende, Matt 5,1, med disciplene ved sine fødder. I mangt og meget minder forholdet mellem Jesus og hans disciple om de skriftkloges form for skole. Evangelierne viser os således, at de pædagogiske principper delvis er de samme. Men der er også betydelige forskelle. Jesus optog ikke disciple, han kaldte dem, og folkeskarerne blev slået af forundring over hans lære, »for han underviste dem som én, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7,29). De fleste skriftkloge hørte enten til farisæernes eller saddukæernes parti. De nævnes ofte på lige fod med farisæerne og stillede i en række tilfælde spørgsmålstegn ved det, Jesus sagde og gjorde, f.eks. Matt 9,3; 15,1–2. Jesus på sin side anklager dem for deres forfængelige og hykleriske væsen (Matt 23), og som medlemmer af Rådet er de skriftkloge med til at dømme Jesus til døden. Men nogle skriftkloge har også vist positiv interesse for Jesus og hans lære. Nikodemus, der opsøgte Jesus om natten, var lærer i Israel, Joh 3,10. Måske blev han holdt uden for processen mod Jesus; i hvert fald var han med til at begrave ham. Blandt de skriftkloge, der nød særlig anseelse på nytestamentlig tid, nævnes Gamaliel, der som medlem af Rådet manede til besindighed mod apostlene, til det viste sig, om deres lære var af mennesker eller af Gud. Apostelen Paulus var elev af Gamaliel, ApG 22,3, og var præget deraf såvel i livsførelse som i måde at argumentere på. |
Dag 116 – Lukas 6-7
Allerede tidligt skaffede Jesu budskab og handlinger ham modstandere. Tænk, at for farisæerne stod bud og regler over godhed og hjælpsomhed – er det også sådan for os? Jesus valgte de 12 disciple efter en nat i bøn. “Sletteprædikenen” (6,17-49) ligner på flere punkter “Bjergprædikenen” i Matt 5-7 (en trøst for forkyndere, der synes, at man gentager sig selv – det gjorde Jesus også). I kap. 7 er både nogle af Jesu største undere, men den største modstand findes lige der, hvor Guds kraft udfolder sig, fx for kvinden: “Din tro har frelst dig. Gå bort med fred.”
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 6,2 Hvorfor gør I noget, som ikke er tilladt på en sabbat?: Det var ikke det at plukke og spise aks fra en fremmed mands kornmark, der var det anstødelige, for det var eksplicit tilladt ifølge loven (5 Mos 23,26). Men gåturen stred mod den jødiske traditions udlægning af det fjerde bud om ikke at arbejde på sabbatsdagen (2 Mos 20,8-11). I den jødiske overlevering, Mishnah, er der en liste med 39 eksempler på, hvad der er at betragte som arbejde. Ikke mindre end fire af disse bliver overtrådt af Jesu disciple: De har høstet, tærsket, renset aks og tilberedt mad!1 6,4 Skuebrødene: Se illustration nedenfor. 6,14-16 Se tabel nedenfor. 6,29 Kjortlen er en slags lang skjorte, man bar inderst på kroppen. (Note fra Matt 10,10) 6,38 Mål: mængde; portion.2 7,1-10 Efter bjergprædikenen fortæller Matthæus om helbredelsen af en spedalsk, en beretning, Lukas allerede har fortalt i 5,12-16. Det er mest nærliggende at forklare det med, at Matthæus har samlet forskellige undere efter bjergprædikenen, mens Lukas her har en mere kronologisk rækkefølge. En forskel mellem Matthæus og Lukas er, at kun Lukas fortæller om det mellemlag, de jødiske ældste udgør mellem officeren og Jesus (7,3-6). Hvorfor Matthæus ikke gengiver den del af beretningen, er ikke nemt at vide. Men som den står hos Lukas, får man den interessante detalje med, at der findes en højtstående soldat i Kapernaum, som faktisk er på meget god fod med den lokale befolkning. Mere omdiskuteret er forholdet mellem Matthæus/Lukas og Johannes. Er det den samme eller er det to forskellige begivenheder? Der er en række ligheder, som er slående. I begge tilfælde helbredes et menneske på afstand takket være en hednings bøn. Men der er også forskelle: 1. Joh 4,46 nævner både Kana og Kapernaum, mens Luk 7,1 og Matt 8,5 kun nævner Kapernaum. 2. Matt 8,5 og Luk 7,2 nævner en officer, Joh 4,46 en kongelig embedsmand. 3. Matt 8,6.8.13 og Luk 7,2.3.10 nævner en tjener, mens Joh 4,46.47.50.53 taler om en søn. 4. Jesu første respons er meget forskellig: Matt 8,7: Jeg vil komme og helbrede ham. Luk 7,6: Jesus gik så med dem. Joh 4,48: Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke. 5. Johannes fremhæver ikke officerens tro, modsat Luk 7,9 og Matt 8,10. Til gengæld fortæller Johannes, at han og hele hans husstand kom til tro. Disse forskelle er så markante, at vi må have at gøre med to forskellige begivenheder. Jesus helbreder en kongelig embedsmands søn, sikkert en jøde, ansat som én af Herodes Antipas’ betroede medarbejdere. Og ved en anden lejlighed helbreder han en hellenistisk officers tjener i Kapernaum. Begge gange sker helbredelsen, uden at Jesus er i nærheden af den syge.1 7,2 Officer: Det græske ord betyder hundredefører og angiver hans militærer rang. Mens en almindelig soldat havde en årsindtægt på 75 denarer, så tjente hundredeførere imellem 3750 og 7500 denarer.1 7,24 Et siv, der svajer for vinden: Et billede på et menneske uden rygrad, én, der snakker folk efter munden.1 7,36-50 De tre andre evangelier fortæller om en kvinde, der salver Jesu fødder. Det foregår kort før Jesu død i Simon den Spedalskes hus. Fitzmyer (s. 684f.) har en lang argumentation for, at Lukas eller traditionen før Lukas har bearbejdet beretningen om kvinden, der salver Jesus, placeret den i Jesu Galilæa-periode og udvidet den med en lignelse og en teologisk diskussion med farisæerne. Argumenterne er følgende: 1. Lukas har ikke en fortælling om kvinden, der salver Jesus, i lidelseshistorien som de andre evangelister. 2. En unavngiven kvinde med blakket fortid salver Jesus. 3. Jesus sidder til bords. 4. En alabastkrukke med salve (alle på nær Johannes). 5. Værten hedder Simon (alle på nær Johannes). 6. Tilhørerne reagerer kritisk. 7. Jesus tager kvinden i forsvar. 8. Fødderne salves og tørres med håret (Lukas og Johannes). 9. Fokus på penge (alle på nær Lukas). Disse fælles træk skal så afvejes i forhold til forskellene: 1. Det er vidt forskellige situationer. Hos Lukas er det i Galilæa ved et måltid hos en farisæer. I de andre evangelier er det i Jesu sidste uge i Jerusalem i Simon den Spedalskes hus. 2. Matthæus og Markus taler om, at kvinden salver Jesu hoved, ikke fødderne som hos Lukas. Dog taler Johannes også om, at fødderne salves. 3. Joh 12,1-3 identificerer kvinden med den fromme Maria fra Bethania. Hos Lukas er det en kvinde, der lever i synd. 4. Reaktionen er meget forskellig. Hos Matthæus og Markus er det diskussionen om spild af dyr salve, hos Lukas om Jesu fællesskab med syndere. 5. Centrum hos Lukas er lignelsen om de to skyldnere, som ikke findes hos de andre. 6. Hos Lukas ses kvindens handling som en kærlighedsgerning, der udspringer af hendes møde med Jesu forkyndelse af Guds tilgivelse. De andre taler om kvindens gerning som en forberedende salving forud for Jesu begravelse. 7. Konklusionen er meget forskellig. Matthæus og Markus taler om, at kvindens gerning skal huskes, Lukas refererer diskussionen om, hvem Jesus er, siden han kan tilgive synd. Det lægger op til en klar konklusion. Matthæus, Markus og Johannes fortæller den samme beretning om en salving, der finder sted kort før Jesu død. Lukas har en helt anden beretning på et helt andet tidspunkt i Jesu tjeneste, hvor en kvindes hengivenhed over for ham bliver anledning til en teologisk diskussion mellem Jesus og farisæerne.1 7,37 Edersheim (ifølge Bailey, 1980, s. 8), en messiansk jøde, som i sidste århundrede skrev flere værker om jødisk kultur og historie på Jesu tid, nævner, at alabastkrukken med olie eller parfume, båret i en snor om halsen, hørte med til en prostituerets udstyr. Hvis det er en sådan krukke, hun tømmer, får handlingen endnu mere markant betydning. Nu har hun ikke brug for den mere!1 7,38 Tørrede dem med sit hår: At en kvinde løsner sit hår i et selskab, hvor der er andre end hendes ægtemand til stede, er en uhørt blufærdighedskrænkelse.1 Hun kyssede hans fødder. I en kultur, hvor fødderne er urene, er det en selvydmygelse. Den ringeste slave kunne løsne sandalremmen eller vaske gæsternes fødder. En discipel kunne gøre det samme for at ydmyge sig over for sin lærer. Men at kysse fødderne var den største ydmygelse, man kunne tænke sig.1 7,41 Fem hundrede denarer svarer ca. til tå års løn til en daglejer (Matt 20,2). Halvtreds er ca. to måneders løn.1 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=m%C3%A5l
Faktaboks: Fodvaskning
| Fodvaskning |
| Fodvaskning var i første omgang en praktisk foranstaltning i et land, hvor man gik med sandaler. Samtidig var det udtryk for gæstfrihed at hente vand og eventuelt lade en slave vaske gæsternes fødder. I Luk 7,36–50 fortælles, hvordan Jesus først modtages uden dette bevis på høflighed af farisæeren Simon, og hvordan en synderinde derefter i stor hengivenhed væder hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem. Endelig beretter Joh 13 om, hvordan Jesus ved det sidste aftensmåltid vasker disciplenes fødder. Denne ydmyge handling står på den plads, hvor de andre evangelier har nadverens indstiftelse, og den er derfor blevet genstand for forskellige tolkninger. Nogle ser en forbindelse til nadveren eller til dåben, ja, der er endda kirkesamfund, der har et særligt fodvaskningsritual. Efter Jesu egne ord må denne handling dog først og fremmest ses som et eksempel på hans tjenersind. Den kommer derved dels til at pege på hans forestående offerdød og dels til at tjene som et forbillede for kristen næstekærlighed i hans efterfølgelse, Luk 22,27 og Mark 10,35–45. |
Faktaboks: Zelot
| Zelot |
| Ordet betyder ivrig eller nidkær. Det nationalistiske og religiøse zelotparti nævnes første gang i en opstand omkring år 7 e.Kr., ApG 5,37, selv om man tidligere har hørt om personer, der brændte af nidkærhed for Herren. Zeloterne forventede en politisk Messias, undlod at betale skat til kejseren (jf. Mark 12,14) og ville i modsætning til de mere forsigtige farisæere sætte sig op imod romerne med magt. Deres oprør blev den direkte anledning til Israels undergang. En af Jesu disciple bar navnet Simon Zelotes eller Kana’anæeren, der hentyder til det samme, Luk 6,15; Matt 10,4. |
Illustration: Bordet til skuebrødet
Tabel: Apostellisterne
Simon Peter: Lukas nævner, at det var Jesus, der gav Simon navnet Peter, som betyder klippe.
Andreas: Peters bror, som også var fisker, men som vi ellers hører meget lidt om i evangelierne (Mark 1,16.29; 13,3. Joh 1,40.44; 6,8; 12,22)
Jakob og Johannes: Det andet broderpar var også fiskere og arbejdskammerater til Peter og Andreas (5,10). En interessant detalje er, at de var Jesu fætre, idet deres mor, Salome, er Marias søster (jf. Mark 15,40. Matt 27,56. Joh 19,25). I Mark 3,17 har de tilnavnet Tordensønner. Jakob blev én af de første martyrer (ApG 12,1-2), Johannes fik derimod et langt liv (Joh 21,20ff.). Peter, Jakob og Johannes var de mest betroede blandt de tolv. Visse oplevelser blev kun betroet dem (8,51; 9,28. Matt 26,37).
Filip nævnes kun sjældent i NT (Joh 1,43-48; 6,5-7; 14,8-9).
Bartholomæus nævnes kun sammen med Filip, og da Filip i Joh 1 optræder sammen med en Natanael, er det nærliggende at antage, at det er samme person. I Joh 21,2 nævnes Natanael i en gruppe, hvor der ellers kun er apostle.
Matthæus er efter al sandsynlighed den, vi allerede kender i Lukasevangeliet under navnet Levi
(se 5,27-32), tolderen.
Thomas er også kendt under navnet Didymos (Joh 11,16; 20,24; 21,2).
Det er Johannesevangeliet, der fortæller mest om Thomas.
Jakob, Alfeus’ søn: Denne Jakob må adskilles fra Zebedæussønnen Jakob og også fra Jesu bror Jakob, som først blev discipel efter Jesu død (Joh 7,5).
Simon har det interessante tilnavn zeloten, hvilket tyder på, at han har tilhørt den militante befrielsesgruppe, Zeloterne, der ønskede at bekæmpe romerne med magt.
Judas, Jakobs søn, er sandsynligvis den samme som Thaddæus. Han omtales sjældent i evangelierne (Joh 14,22).
Judas Iskariot: Tilnavnet er sandsynligvis en hentydning til et område i Judæa (Josva 15,25: Kerijot). Dermed bliver Judas den eneste af apostlene, der ikke stammer fra Galilæa. Alle nævner som tilføjelse om Judas, at han blev forræder (jf. Mark 14,10. Matt 26,14. Joh 6,70-71; 12,4-6; 13,2.29; 18,2-5).
Lukas Evangeliet I, Credo, Børge Haahr Andersen, s. 173-174
Dag 117 – Lukas 8-9.17
I går hørte vi om modstand mod Jesus, men der var også tilhængere. Både ved Jesu fødsel, her på de støvede veje i Israel (8,1-3), ved korset og efter opstandelsen får Lukas fremhævet kvindernes særlige trofasthed. “Der går et sus af skørter omkring Jesus”, skrev Kaj Munk. Sædemandslignelsen er grundlignelsen om Guds ord og viser, hvilke vanskelige betingelser ordet har i vores liv – men at det også selv har potentialet til at spire og bære frugt. Læg mærke til Jesu gode ord til de syge (8,39.48.50).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 8,26-39 Parallelberetningen hos de to andre synoptikere har samme hovedpointer, men dog med forskellige detaljer. Markus beretter meget udførligt, mens Matthæus her er meget kortfattet. Matthæus fortæller, at der var to besatte. Markus og Lukas fokuserer udelukkende på den ene, men det behøver ikke at udelukke, at der kunne have været to. Et andet spørgsmål er landområdets navn. Håndskrifterne hos Matthæus, Markus og Lukas har tre forslag, men der er forskel på tyngden og alderen af de håndskrifter, der støtter de tre læsemåder: 1) gadarenes land, 2) gerasenernes land og 3) gergesenernes land. Ad 1: Gadara (i dag: Umm Qeis) ligger et sted, der passer til beskrivelsen (huler, tæt ved Gennesaret Sø). Josefus nævner bl.a. denne by. Ad 2: Man kan lokalisere en by med navnet Gerasa (i dag: Jerash), som ligger 50 km fra Gennesaret Sø. Hvis det er denne mulighed, så forudsætter det, at hele området blev benævnt ud fra denne by. Ad 3: Origenes og en række håndskrifter, der støtter sig til ham, foreslår en anden by, der hed Gergesa (i dag Kursi eller Kersi) og som også lå tæt ved søen. I Matt 8,28 støtter de ældste håndskrifter læsemåden: Gadara. Mark 5,1 og Luk 8,26 har derimod mest støtte til læsemåde Gerasa. Man kan forestille sig, at Markus og Lukas har benævnt egnen gerasenernes land ud fra den største og mest kendte by i området, mens Matthæus har nævnt den mindre kendte landsby tæt ved søen: Gadara. På Origenes tid er begge lokaliteter blevet så ukendte, at han ændrer det til Gergesa, fordi denne by er mere kendt.1 8,30 Legion = 6000.2 8,32 At der var svin, viser at vi er i hedensk område. Svinet var for jøden et urent dyr. (Note fra Mark 5,11) 8,41 Der var normalt flere ansvarlige for synagoge gudstjenesten, men den hovedansvarlige var synagogeforstanderen.1 8,44 Kvasten på hans kappe er en tøjdusk, som skal minde bæreren om Guds bud, 4 Mos 15,38-41; Jf. Matt 14,36; 23,5. (Note fra Matt 9,20) 8,52 Alle græd og jamrede over pigen: Der var professionelle grædekoner. Det var en del af ritualet ved dødsfald, at grædekoner blev tilkaldt. (Note fra Mark 5,38) 9,5 Ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd: Når jøder forlod hedensk landområde, så rystet de støvet af for at markere forskellen, på at være uren hedning og at tilhøre det hellige folk. At udføre sådan en handling i en jødisk landsby var en provokerende tilkendegivelse af, at de ansås byen for hedensk, uren og under Guds dom.1 9,7 Landsfyrsten Herodes: Mens Judæa var under direkte romersk administration (Pilatus), regeres Galilæa fra år 4 f.Kr.–39 e.Kr. af Herodes Antipas, én af Herodes den Stores sønner. Markus (6,14) og Matthæus (14,9) bruger den folkelige betegnelse, konge, mens Lukas bruger hans præcise titel landsfyrste eller ordret fjerdedelsfyrste.1 9,10 Betsajda: En by ved det nordøstlige hjørne af Genesaret Sø.1 |
2 Bibelværk for menigheden Bind 13, Børge Haahr Andersen, Lohse, s. 161
Faktaboks: Samaritaner
| Samaritaner |
| Befolkningen i landsdelen Samaria var et blandingsfolk. Efter at det israelske Nordrige var faldet for assyrerne i år 722 f.Kr., blev størstedelen af indbyggerne deporteret. Assyrernes politik gik ud på at forflytte folkeslagene og blande dem, og det lykkedes også i dette tilfælde. De tilbageblevne jøder i Samaria giftede sig ind i de tilflyttede familier fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim, og efterhånden blandedes religionerne sammen (2 Kong 17). Den jødiske gudsdyrkelse synes dog at have fået overvægten. Sydrigets beboere var for sin part blevet deporteret til Babylon år 597, og da de efter persernes magtovertagelse begynder at vende tilbage for at bosætte sig i Jerusalem på ny og bygge templet op igen, møder de stor modstand fra samaritanerne. Disse ender med at bygge deres eget tempel på bjerget Garizim og fortsætter med at tilbede og holde påske der, også efter at dette tempel ødelægges af jøder i 128 f.Kr., Joh 4,20. Samaritanernes bibel består kun af de fem Mosebøger, som på visse punkter viser sig at ligge nærmere op ad den gamle græske oversættelse af GT end ad jødernes hebraiske tekst. På Jesu tid havde jøderne fortsat en fjendtlig holdning til samaritanerne, de var fremmede, som man ikke plejede omgang med. Samaritaner var en nedsættende betegnelse, Joh 8,48, og når man var på rejse mellem Galilæa og Judæa, valgte man hellere en omvej gennem Jordandalen end at rejse gennem Samarias landsbyer. I sit jordeliv indtog Jesus nogenlunde den samme afventende holdning til samaritanerne som til hedningerne. Således pålagde han udtrykkeligt de tolv ikke at gå til samaritanernes byer, da han engang sendte dem ud at prædike. Men efter sin opstandelse bød han dem lige så udtrykkeligt at være hans vidner også i Samaria, ApG 1,8, og ved Filips virke var samaritanerne de første ikke-jøder, der kom til tro på Jesus og blev døbt (ApG 8). På den anden side lader Jesus i en af sine lignelser netop en samaritaner være den, der øver barmhjertighed mod en nødstedt mand. Jesus viser derved, at han ikke anerkender de traditionelle grænser for, hvor langt næstekærlighed strækker. En anden gang fremhæver han en helbredt spedalsk samaritaners taknemmelighed på bekostning af de utaknemmelige jøder. Det bedste eksempel på Jesu holdning til samaritanerne er dog hans møde med kvinden ved Jakobs brønd i nærheden af byen Sykar (Joh 4). Han belærer hende om, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed og ikke på det ene eller det andet bjerg. Ikke blot denne kvinde, men en stor del af landsbyen kommer til tro ved Jesu ord i løbet af de to dage, han bliver hos dem. Den dag i dag eksisterer der i Israel fortsat en lille gruppe samaritanere, der har bevaret deres religiøse egenart. |
Dag 118 – Lukas 9.18-10
Dagens læsning begynder med Peters klare bekendelse af Jesus som “Guds salvede” (9,20). Hvad det indebar, er ikke klart for disciplene – heller ikke, hvad storhed og tjeneste er (9,46-48.57-62). Jesus havde tålmodighed med og tillid til sine udvalgte og sendte de 12 disciple og 72 andre ud for at helbrede og forkynde til omvendelse og tro. Bemærk, at Jesus både taler tydeligt om dommen over vantroen (10,13-16) og glæder sig over frelsen (10,20.23). Overvej, om den barmhjertige samaritaner udelukkende skal vække os til næstekærlighed, eller han også bliver et billede på Kristus, der hjælper os.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 9,52 Samaritanere var efterkommere af de jøder og ikke-jøder, som blev boende i landet, da jøderne blev ført bort til Babylon år 587 f.Kr. De blev foragtet af de ægte jøder, fordi de var gået på kompromis med deres jødiske tro. De var bosat mellem Galilæa og Jerusalem i det område, der i dag er blevet kendt som Vestbredden. Deres helligsted var bjerget Garizim, og de anerkendte ikke helligdommen i Jerusalem. Af GT var det kun Mosebøgerne, de anså for helligskrift. Normalt rejste jøderne uden om Samaria på vej til Jerusalem, men Jesus vælger altså at rejse gennem dette område (2 Kong 17,24-41. Luk 17,11-19. Joh 4,9).1 9,62 Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige: Jesus bruger et ordsprog eller en lignelse, som er kendt for den daværende tilhører. At pløje i Israel var et hårdt fysisk arbejde, som krævede fuld koncentration. Med den ene hånd styrede man ploven, i den anden havde man den pisk, hvormed man styrede okserne. Sådan må en discipel være opmærksom på de fremadrettede værdier (Guds rige), og ikke de bagudrettede (forventninger og værdier i det miljø, man kommer fra). Jøderne så sig tilbage under ørkenvandringen (2 Mos 16,3), og deres eksempel fremhæves ofte som et advarende eksempel for menigheden.1 10,15 Kapernaum var centrum for Jesu virke i Galilæa.1 10,30 Jerusalem ned til Jeriko: Josefus og andre nævner dette område gennem det bjergfyldte ørkenterræn, som et tilholdssted for røvere.1 10,32 Levit, dvs. en fra Levi stamme, som er medhjælper ved templet, uden at tilhøre den aronittiske præsteslægt.1 10,35 En denar var den normale dagløn for en arbejder på Jesu tid. (Note fra Matt 20,2) 10,42 Fornødent: Som man har brug for; som behøves.2 |
2 https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forn%C3%B8den
Dag 119 – Salmerne 49-51
Kora-sønnerne overvejer i Sl 49 menneskets pris og konkluderer, at løsesummen er for høj (v. 9-10), og døden er uundgåelig. Se så v. 16, hvor både Kristi offer og opstandelsen forkyndes stærkt. Jeg har kaldt Sl 50 “Foran Guds trone” – læs, hvordan verden ser ud fra Guds synsvinkel. Sl 51 er den fjerde bodssalme og samtidig Davids syndsbekendelse efter episoden med Batseba. Brug den stærke salme som et spejl for os.
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 49,1 Kora-sønnerne var levitter, efterkommere af Kora (4 Mos 16; 26,11). De var indsat til at varetage sangen i Herrens tempel (1 Krøn 6,16.22), og i deres kreds blev der skrevet og samlet salmer til brug ved gudstjenesten. (Note fra Sl 42,1). 49,5 Salmisten har selv lagt øre til billedtale, dvs. modtaget den, og han giver den videre som gådetale: ordet betyder også ordsprog og læredigt.1 49,14 Sela: Betydningen af dette musikudtryk, der forekommer i 39 salmer, er ukendt. Det angiver muligvis et mellemspil. Andre forslag er: gentagelse, lovprisning, højere toneleje, stilhed for tilbedelse og andet. (Note fra Sl 3,3). 50,1 Asaf: Sl 50 og 73-83 er knyttet til Asaf. Overskriften må betyde, at salmen stammer fra Davids eller Salomos tid, hvor Asaf var leder for sangere ved pagtsteltet (1 Krøn 16,37). Dette Asaf-kor (Asaf-sønnerne, 2 Krøn 35,15) bevarede sin faste plads ved templet og dets gudstjenester i al fald til templets fald 587 f.Kr. Det er muligt, at Asaf-salmerne i lidt højere grad end de øvrige salmer har undergået forandringer i tidens løb (se især til Sl 74); måske har Asaf-koret følt, at det stadig kunne tillade sig at aktualisere disse salmer. (Note fra Sl 73,1) 50,2 Zion: Templet i Jerusalem.2 50,8 Slagtoffer angiver generelt alle dyreofre, der bragtes på brændofferalteret (2 Mos 27,1-8; 40,29). Her tænkes dog nok på de ofre, hvor kun en lille del af offerdyret blev brændt på alteret, mens resten blev spist ved et måltid, hvor det genoprettede gode forhold til Gud (og mennesker) fejredes (3 Mos 3). Ved brændofferet blev hele offerdyret bragt som offer på alteret (3 Mos 1). (Note fra Sl 40,7). Salme 51 Sl 51 er gendigtet af C.F. Balslev 1844: O Herre, udslet min synd så svar!1 51,9 Isop er en lav busk (formodentlig origanum maru), af hvis stængler man lavede stænkekoste. Isopkoste brugtes til at stryge påskelammets blod på dørstolper og overligger (2 Mos 12,22). De brugtes også ved ritualer, hvor spedalske og mennesker, der var blevet religiøst urene ved berøring med lig, blev erklæret rene (3 Mos 14,3-8.49-53; 4 Mos 19,6.14-19).1 51,20 Zion: Synonym for Jerusalem (Se note til Sl 14,7). |
2 Salmernes Bog I, Credo, Jørgen Bækgaard Thomsen, s. 286-295.
Salme: O Herre, udslet min synd så svar! (Balslevs digt over Sl 51)
O Herre, udslet min synd så svar
1
O Herre, udslet min synd så svar!
Den volder mig bitter smerte;
altid jeg den for øje har,
og knuse den vil mit hjerte.
2
Barmhjertige Gud, mig ej forkast,
din Ånd du ej fra mig tage!
Mit hjerte gør nyt, min vilje fast,
og giv mig min fred tilbage!
Mel.: O, Gud ske lov til evig tid
Sl 51
C.F. Balslev 1844.
www.dendanskesalmebogonline.dk
Dag 120 – Lukas 11-12
Kap. 11 begynder med bøn: Fadervor og løfterne om bønhørelse (11,5-13). Pointen er IKKE, at Gud kan blive så træt at vores bøn, at han til sidst og af nød giver os, hvad vi beder om – MEN, at når selv onde mennesker giver andre, hvor meget mere vil da ikke den gode Gud give! Han vil lukke sit rige op og give frelse til alle. Konfrontationen mellem Jesus og farisæerne tager til. Vi er tit gode til at finde trøste- og opmuntringsord, men vi har også brug for alvorsord (følg fx denne række: 12,5.20.34.40.48.51.59).
Uddybende noter
| Uddybende noter |
| 11,15 Beelzebul er et af navnene på den gamle kana’anæiske gud, Baal (2 Kong 1,2-3.6.16), og bruges her som betegnelse for Satan.1 11,30 Nineve var en by fyldt af hedninge.1 11,31 Sydens dronning (1 Kong 10,1-13) var hedning.1 11,33 Skæppe: Et lille kar af træ, brugt til at måle korn med. (Note fra Matt 5,15) 11,38 Han ikke vaskede sig før måltidet: Var et farisæisk renhedsforskrift.1 11,42 Mynte og rude: Køkkenurter.1 Rude er en slægt af flerårige urter eller halvbuske i rudefamilien. Der kendes ca. 10 arter, som er udbredt i Makaronesien og Middelhavsområdet. I oldtiden brugte grækerne og romerne den som krydderi og lægemiddel.2 11,44 Grave, der ikke er afmærkede, og som folk går hen over uden at vide det: For en farisæer var en ikke-afmærket grav et stort problem, fordi man ved at gå hen over den uforvarende kunne komme i berøring med et lig.1 11,45 Farisæerne tilhørte en fromhedsretning, som havde rod i flere forskellige samfundslag. De skriftkloge/lovkyndige var datidens teologer og fungerede som undervisere, dommere og jurister. De to grupper var ikke sammenfaldende, men mange af de lovkyndige tilsluttede sig farisæernes parti.1 12,6 Fem spurve for to skilling: En spurv var det mindste dyr, der blev solgt på torvet.1 12,35 Kjortlen bundet op om lænderne: De lange kjortler i Orienten gjorde det umuligt at gå hurtigt eller løbe, og derfor bandt man kjortlen op, når man skulle bevæge sig hurtigt.1 12,38 Anden eller tredje nattevagt: En romersk inddeling af nattevagten delte tidsrummet kl 18:00-06:00 i fire lige store dele (jf. ApG 12,4). Anden og tredje nattevagt vil derfor være mellem kl. 21:00 og 03:00 om natten. En jødisk inddeling havde kun tre nattevagter, hvor anden og tredje nattevagt var mellem kl. 22:00 og 06:00. Uanset om Jesus har brugt romersk eller jødisk inddeling, er pointen den samme, imens man normalt sover.1 |
2 https://lex.dk/rude_-_plantesl%C3%A6gt
Faktaboks: Nattevagt
| Nattevagt |
| I GT møder vi den jødiske inddeling af natten i 3 vagter à 4 timer, begyndende kl. 18 (se f.eks. Dom 7,19). Romerne derimod inddelte natten i fire vagter, og denne ordning blev almindelig, hvor de trængte frem. NTs benævnelser for de fire vagter: aften, midnat, hanegal og daggry finder vi i Jesu formandende tale, Mark 13,35. Når Jesus kommer til sine bange disciple i den fjerde nattevagt, betyder det altså: i den sværeste vågetime, umiddelbart før dagen gryr. |
