Dag 61-90

Den sidste portion love i denne omgang (og så har vi også fået nok af dem!). Mange af lovene er tidsbestemte og synes mærkelige for os. Offerlove og straffeforanstaltninger er helt og fuldt afløst af Kristi offer. Det er samtidig vigtigt at lytte sig ind til lovenes intention, og så er de fortsat gode som samfundsregler og gyldige som rettesnor for vores personlige liv. Sådan bekræftes de også i NT.

I dag koncentrerer vi os om et hundesvært spørgsmål (og det popper op mange gange i resten af det historiske stof): Hvordan i alverden kan Gud befale israelitterne at føre krig og udrydde andre folkeslag og mennesker, som han elsker af hele sit hjerte? Vi skal spejde efter svaret i frelseshistorien. Gud vil frelse ALLE gennem Kristus som den eneste sande vej til Gud, og Israels folk blev foreløbigt udvalgt som det demonstrationsfolk, hvormed Gud viste sin vrede og kærlighed. ALT, hvad der rejser sig mod Guds folk, bliver besejret – i GT på en håndgribelig og konkret måde som en forbillede på, hvordan Kristus skulle besejre det onde på korset og på dagen, da han kommer for at dømme levende og døde.

Mens David i Sl 25 har bekendelsen af synd og Guds tilgivelse i fokus, handler Sl 26 om “den uretfærdige lidelse”. David udtrykker i Sl 27 længslen efter Gud (som i Sl 25) og trygheden i at kende Gud. Mon ikke vi kan øve os på at sige som David i v. 3-5? Opstandelsen er med i Gammel Testamente, se v. 13: “Jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land”.

Udmålingen af landet viser tydeligt, at Gud sætter grænserne. Han giver også den 13. stamme (husk at Josef-stammen er delt i Mannasse og Efraim), levitterne, plads rundt i alle stamme-områder. En pudserløjerlig ordning er tilflugtsbyerne. Man kunne finde asyl for selv drab i tilflugtsbyen, og man var fanget der, indtil ypperstepræsten døde – og så var man fri! Denne ordning er en forudsigelse og har en åndelig betydning: Mennesket er fanget, indtil ypperstepræsten dør for al synd, hvorefter mennesket er frit. Jesus blev vores ypperstepræst, og han sagde: “Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie”.

1 Thess er Paulus’ tidligste brev (og muligvis det ældste skrift i NT), skrevet fra Korinth under den 2. missionsrejse ca. år 50. Brevet oser af det nære forhold mellem menigheden og apostlene, der havde grundlagt menigheden. Han omtaler dem som “vore børn” (2,17), “vor ære og glæde” (2,20), og sammenligner sig både med en mor (2,7) og en far (2,11). Taknemligheden for frelsen i Kristus og menighedens tro, håb og kærlighed (1,3) er stor, men Paulus ved også, at formaningen til et liv efter Guds vilje og imod det onde er nødvendigt. Troen på et gensyn i det evige liv finder næring i 4,13-18.

2 Thess er formentlig skrevet kort tid efter det første. Medarbejderne er stadig hos ham, og tilstanden er den samme. Paulus retter nogle misforståelser, især den, at Kristi komme skulle være lige om hjørnet, og at det derfor skulle være unødvendigt at arbejde i sit kald og sin stand. Jesu genkomst og dens alvor understreges tydeligere. Der skal komme forfølgelser, og lovløshedens menneske skal træde frem. Hvad der præcis holder ham tilbage (2,6f) er der forsøgt mange svar på, men det afgørende er, at den sidste tid er i Guds hånd og styres af ham frem mod målet. 2,16-17 kunne være et godt ord at gå ud i dagen på!

1 Kor er skrevet på Paulus’ tredje missionsrejse (år 53-57), efter Thessalonikerbrevene, men før Romerbrevet. Paulus udviser dyb kærlighed til menigheden, men også dyb smerte over splittelser og andre problemer. Læg mærke til, at Paulus for at imødegå det IKKE først formaner eller skælder ud, men øser af og prædiker evangeliet, ordet om korset, Guds skjulte visdom, Jesu retfærdighed. Dermed kommer brevet til at handle meget om den nødvendige sammenhæng mellem troen og alle aspekter af livet. Han minder menigheden om, at de ikke hører til mennesker som Paulus og Apollos, men alle er GUDS medarbejdere og bygning – ja tempel!

I går så vi, at kristne er Guds tempel – og nu handler det om kirkens medarbejdere, som menigheden var blevet splittet om. Paulus fremfører et par befriende standpunkter: “Hold jer til Skriften” (4,6 – Skriften er på den tid GT) og “Ingen må være stolt af mennesker” (3,21). I kap. 5 skifter perspektivet til formaninger – især på det seksuelle område, og som nævnt med evangeliet som fortegn. Korinth var kendt for en løssluppen moral, og menigheden var åbenlyst en del af det. Med lån fra ørkenvandringen (5,13) må Paulus i et specifikt tilfælde anbefale en udelukkelse fra menigheden. Hvorfor? “For at ånden kan frelses på Herrens dag” (5,5). Overvej, om vi i vores tid er blevet for slappe i forhold til konkret synd – og om vi har glemt at forkynde evangeliet så klart som i Bibelen.

I dag fortsætter linjen fra i går. Paulus kritiserer kristnes retssager mod hinanden og appellerer til, at man i menigheden tager imod hinanden og endda lider tab for andres skyld. Det evige liv står på spil if. 6,9-11, og vi kan overveje de enkelte synder, Paulus taler om – herunder, om vi har tendens til at under- eller overbetone nogle af dem, måske for at redde vores eget skind. Fokus er dog først og sidst at pege på, at man ikke kan leve i de synder, som vi er købt fri af. Bo Giertz: “En kristen kan ikke have synden som sit håndværk; han har den som sin tandpine”. Kap. 7 handler (meget usædvanligt) primært om Paulus’ egne anbefalinger og personlige holdninger til ægteskab. Derfor kan vi frit være enige eller uenige (jf. 7,22-23a.32a).

Sl 28 og 29 står som en slags modpoler. Hvor Sl 28 er den bedendes perspektiv med vores sårbarhed og afhængig af Gud, ser Sl 29 fra Guds perspektiv og viser kraften i Guds røst / ord. Måske kan du genkende noget af Skriftens virkning på dig (i overført betydning) med ærefrygt, ødelæggelse (fx af vores indbyggede forestillinger om Gud) og opbyggelse. Sl 30 viderefører dette med en takkesalme til Gud – på trods af en meget ærlig beskrivelse af Guds skjulthed, er taknemligheden først og sidst.

Den kristne frihed er temaet for disse kapitler. Det konkrete udgangspunkt er håndtering af afgudsofferkød, men anliggendet er principielt omkring frihed, men også afkald for evangeliets skyld. Overvej, om fx 8,13; 9,27; 10,31 kan appliceres på fx nydelse af alkohol, søndagsarbejde, valg af film og TV-serier. I 10,1-13 får vi et flashback til ørkenvandringen, og 10,14-18 fortæller om enheden med Kristus i nadveren.

Nu kommer et svært halvt kapitel, hvor vi skal holde tungen lige i munden. Paulus taler om forholdet mellem mand og kvinde – ud fra dels en tids- og kulturbestemt vinkel og dels et skabelsesperspektiv. Den første vinkel handler om skam (11,6b), og sømmelighed (11,13). I dag vil de fleste sige, at det ikke er usømmeligt, at en kvinde ikke har hår eller beder utildækket, så vi behøver ikke følge det. Den anden vinkel, skabelsesperspektivet (11,3.7-8), fastholder på samme tid en principiel forskel mellem mand (som kvindens ophav) og kvinde (som mandens ære) – og dog en samhørighed, så alle har helt lige værdi (11,11). Resten af kap. 11 og kap. 12: Værs’go at suge til jer af nadverens evangelium (og indskærpning af ordentlig brug) og et vidunderligt billede af Kristi kirke, som er hans legeme.

“Kærligheden har ingen lykkelig slutning – den slutter aldrig” lyder et slogan, jeg så. 1 Kor 13 kaldes “kærlighedens højsang” og er brugt ved vielser – overvej, om ordene om kærligheden er så stærke, at de overgår den menneskelige kærlighed (og derfor handler om Kristi kærlighed)? I kap. 14 får vi et indblik i en af den første menigheds konkrete udfordringer med sømmelighed og ordentlighed (v. 40). Menighedens opbyggelse ligger apostlen på sinde, og derfor er profeti (prædikenen) vigtigere end tungetalen.

1 Kor 15 kaldes opstandelseskapitlet. Paulus understreger tydeligt Jesu fysiske opstandelse som et historisk faktum – og sammenhængen mellem hans opstandelse og troens vished – og også sagt modsat: hvis IKKE Kristus var opstået, hvor meningsløst, tomt og tåbeligt troen og livet ville have været. Derudover løftes sløret for hvordan og hvornår opstandelsen skal ske. Kristus er i alt førstegrøden (15,20), så ved at se på, hvordan han opstod, kan vi forvente vores opstandelse efter døden. Der er håb sammen med Jesus! Kap. 16 afslutter brevet, men læs ikke for let hen over det. Der er guldkorn, også der.

Jakobs brev er et vildt brev, som siger mange ting på en utraditionel og modsat måde, fx om tro og gerninger, bøn, rigdom og stolthed. Mange vers kan ikke stå alene (se fx 2,24; 4,2; 5,15a). Det mest kontroversielle, “retfærdigheden af lovgerninger” (2,14-26), står umiddelbart i kontrast til Paulus’ vægtlægning af “retfærdighed ved tro alene” (fx Rom 4,3-5) – men hvor Paulus’ pointe er, at gerningerne ikke frelser os, er Jakobs pointe, at en blot intellektuel og påstået tro er en død tro. Læs selv med åbent sind og bliv udfordret! Allerede 1,2-4 kan man godt læse nogle gange…

5 Mos kaldes på latin “Deuteronomium” – den anden lov. Den består af Moses’ lange og gribende afskedstaler på tærsklen til det forjættede land. Ind imellem kommer der underholdende sidebemærkninger, som fx beskrivelsen af Bashans konge Ogs seng af jern (3,11). Første tale (kap. 1-4) er tilbageblik på vandringen og sejrene, Gud gav folket – dels en påvisning af folkets store frafald fra Herren, dels en påmindelse om Herrens trofasthed.

Sl 31 er et godt eksempel på bøn. David udøser sit hjerte og veksler mellem klage, bøn, håb, lovsang. Augustin (354-430) skrev i en kommentar til Sl 31: Hvis Salmen beder, bed; hvis den klager, klag; hvis den udtrykker glæde, glæd jer; hvis den håber, håb; hvis den frygter, frygt. Alt det, som er beskrevet her, er nemlig ligesom et spejl for os”. Jesu sidste ord fra korset var Sl 31,6. Sl 32 er den anden bods-salme og beskriver friheden i syndsbekendelsen. Sl 33 er en mægtig salme om Guds ords kraft. V. 22 er en god morgenbøn.

“Ikke føje noget til, ikke trække noget fra” (4,2) er en god ledetråd i vores omgang med Bibelen, Guds ord. Ordene gentages i Bibelens sidste kapitel, Åb 22,18-19. Bl.a. 4,7-8.40 (men også mange andre steder) viser, at Moses ikke så Guds lov som en spændetrøje, men som en vej til Guds nærhed og som en befrielse. Kan vi også se sådan på Guds lov (jf. Sl 119,32)? Kap. 5-26 er Moses’ anden tale, og det begynder med anden og sidste citering af De 10 bud (jf. 2 Mos 20). I kap. 6,4 er det jødiske Credo (trosbekendelse), “Shema” (som betyder “hør”). At elske Herren, din Gud, og din næste som dig selv – er bærende for hele loven.

I kap. 7 får vi baggrunden for Guds udvælgelse: Hans kærlighed og trofasthed – det gælder både Israel og os. Bemærk, at Israels udvælgelse ikke er en automatisk garanti om frelse. Kravet om band gælder også “indadtil” i Israels folk. Folket formanes til ikke at glemme Guds store gerninger, men huske dem. Mon ikke 8,17-18 er et aktuelt ord i vores generation?! Kap. 9 og 10 ser tilbage på begivenhederne på Sinaj, og til sidst (10,12-22) hører vi igen, at forholdet til Gud er en relation, et kærlighedsforhold. Luther sagde i forklaringen til det første bud (Store katekismus): “Hvor hjertet holder sig til Gud, så at dette bud overholdes, dér går det af sig selv med alle de andre”.

11,8-9 kan vi kalde jødernes missionsbefaling (jf. Matt 28,18-20). Gud lærer os åndelige sandheder gennem sin konkrete, jordiske, håndgribelige handlen med Israels folk i GT. Dengang var stedet vigtigt (kap. 12), og Gud udvalgte Jerusalem som dét sted, han ville vise sig. Efter Kristus går al sand tilbedelse af Gud gennem én person: Jesus Kristus (jf. Joh 4,20-21). Advarsler mod afgudsdyrkelse har derfor fuld gyldighed i dag. Alt sammen “for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører” (5 Mos 14,29)

Tænk at vokse op i et samfund med gælds-eftergivelse hvert 7. år! Baggrunden er, at “Herren din Gud har velsignet dig”. Kap. 16 har glæden som gennemgående tema (v. 11. 14. 15). “På to eller tre vidners udsagn” (17,6) var en retsbeskyttelse. Vi synes, dommen er hård, men se Hebr 10,28-29 for en sammenligning med Kristi dom. Efter etablering af en højesteret og vigtige retningslinjer til kongen (bl.a. om bibellæsning (17,19)!), findes i kap. 18 en af de skønneste Kristus-profetier om “en profet som dig”, der skal tale Guds ord.

Moses forbereder folket på deres nye liv i det forjættede land. Der skulle være en klar retsorden på det juridiske plan. Guds krigsførelse har en temmelig overlegen fremgangsmåde, hvor den ene efter den anden må vende hjem, sluttende med “den, der er bange og modløs”. Hvorfor? Fordi Gud vil føre krigen (20,4). Ind i de mange detaljerede bud og regler ser vi pludselig Kristi forhånelse (21,23), og omsider er der retfærdige forhold for kvinden (22,25.28-29).

Skilsmissebrevet kommenterer Jesus i en samtale med farisæere i Matt 19,3-12. Selv om loven kan synes ulige for kvinden, var den faktisk en beskyttelse af hende i forhold til gældende praksis, og ligeledes finder vi her omsorg for nygifte (24,5) og de fremmede, den faderløse og enken (fx 24,19). Leviratægteskabsordningen (25,5-10) og den lidt underlige lov bagefter (25,11-12) var til for at sikre slægtens overlevelse. 26,5-19 er en slags trosbekendelse – prøv at fremsige den for Gud og husk, at teksten handler om VORE fædre.

Sl 34 har jeg i min Bibel givet overskriften “stråle af glæde” – men den kunne også hedde “nær hos de knuste” – se hvorfor! Sl 35 beskriver Davids trængsler og bliver samtidig en stærk kristologisk salme. Prøv at læse den med Jesu lidelse i tankerne – han, som bad for sine fjender: “Herre, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Sl 36 var B.S. Ingemanns inspiration til DDS 31: “Til himlene rækker din miskundhed, Gud”.

Moses’ tredje tale (27-30 retter blikket fremad: “Når I kommer over Jordan…” (27,2). Her afsløres det, at det vigtigste ikke er at komme over Jordan, men i alt at holde pagten med Herren. Læg mærke til, at overholdelse af loven ikke er det centrale, men omvendelse (30,2), omskærelse af hjertet (30,6) og at have ordet nært (30,11-14 – citeres i Rom 10,6-8). Som nævnt tidligere: Guds konkrete og håndgribelige velsignelse og forbandelse i GT modsvares af en ÅNDELIG virkelighed i den nye pagt, centreret omkring Jesus (se fx Joh 3,36; Hebr 10,28-29; 1 Joh 1,9-10). I forhold til Gud er vi stillet over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen (30,19-20), og opfordringen til os lyder: “Så vælg da livet”.

Moses forbereder sig og folket på afslutningen af sit virke. Han boede 40 år i Egypten, 40 år med sin familie hos sin svigerfar, gik 40 år i ørkenen med Israels folk – og er nu 120 år. Nu var tiden til at indsætte sin efterfølger, Josva (samme navn som Jesus). De to står på Moabs slette skulder ved skulder og fremsiger en stærk sang om Guds trofasthed, om folkets frafald og vigtigheden af at følge Gud. Flere steder citeres i NT (fx 32,21 – Rom 10,19; 32,39 – Joh 10,28).

Ligesom vores gudstjenester slutter også Moses’ liv med en velsignelse over Guds folk, stamme for stamme. Moses gik til sidst op på Nebobjerget og fik lov at skue ud over det forjættede land, som han ikke selv kom ind i. Moses var “Herrens tjener” (34,5), en ganske særlig profet.

Josvas bog er en voldsom bog, hvilket ses allerede i bogens opdeling: Erobringen af det forjættede land (1-12) og fordelingen af landet (13-22). Gud sætter mod i Josva med løftet om hans nærvær (1,1-9), ligesom han var med Moses. Gud gentager flere undere fra Moses’ tid, se 3,17 og 5,15. Den skønne historie om skøgen Rahab viser, at Gud ikke ønsker død og ødelæggelse, men at andre folkeslag bringer sig i pagt med og tror på Israels Gud.

Jerikos fald hører til de klassiske historier fra børnebiblerne. Erobringerne af både Jeriko og Aj skete med stærk indgriben fra Gud. Mindre kendt er historierne om bandet, som blev lagt på alt byttet, og beretningen om Akan, der i begær forgreb sig på byttet. Dommen over ham må have givet genlyd i hele lejren.

Brændehuggere og vandbærere blev gibeonitternes lod, men den var også bedre end de andre folkeslags lod! Ved list fik de Josvas løfte, (9,15) men det egentlige problem finder vi i 9,14b. Hele erobringshistorien er Guds under, se fx 10,10-14. Historien er makaber, som det altid er i krig – og det var enten Israels undergang eller fjendernes. Hængning på et træ (8,29) er den ultimative ydmygelse, som også blev Jesus til del (Gal 3,13-14).