1 Petersbrev

Indledning
Forfatteren præsenterer sig som “Peter, Jesu Kristi apostel”, og den oldkirkelige tradition er også enig i, at apostelen Peter er brevets forfatter. Brevet er sikkert skrevet i de vanskelige tider under Nero, kort tid før Peters martyrium i år 64. Hvis Babylon (5,13) er dæknavn for Rom, er det affattelsesstedet.

Få af Jesu disciple får vi et så klart billede af som Peter. Selv om der er dele af hans liv, vi kun ved lidt eller ingen ting om, er NT’s billede af hans person og udvikling nok til, at vi kan danne os et indtryk. Skematisk kan hans liv deles i fire afsnit: 1. Tiden før han mødte Jesus. 2. Hans samvær med Jesus og udvikling frem til pinse. 3. Fra pinsen til Apostelmødet i Jerusalem. 4. Fra Apostelmødet til hans død.

Om første del ved vi kun lidt. Den anden del kender vi fra evangeliernes beretning. Han hørte til inderkredsen, som på en særlig måde stod Jesus nær, og han blev også udpeget til leder af flokken (Matt 16,17-19). Efter fornægtelsen af Jesus fik han et fornyet kald (Joh 21,15-19). Det tredje afsnit er skildret i Apostlenes Gerninger. Pinsedag stod han frem som den selvskrevne leder af apostlene, og han var også leder af menigheden i Jerusalem, indtil han måtte forlade byen (ApG 12,17). På Apostelmødet i Jerusalem spillede han ligeledes en afgørende rolle (ApG 15,7-11). De oplysninger, NT giver om det sidste afsnit af hans liv, er meget sparsomme. Fra Gal 2,11-14 ved vi, at han besøgte Antiokia, hvor Paulus havde et alvorligt opgør med ham. Af 1 Kor 9,5 fremgår det, at han rejste en del, og når der i Korinthermenigheden var en fraktion, der sagde: “Jeg hører til Kefas” (1 Kor 1,12), kan det tyde på, at Peter har besøgt den menighed. Så hører vi ikke mere om ham, før vi møder ham i de breve, der bærer hans navn. En stærk oldkirkelig overlevering siger, at han led martyrdøden i Rom under Neros forfølgelse i 64.

Brevet er sikkert skrevet i Rom kort før forfølgelsen brød løs, og modtagerne er en række menigheder i Lilleasien, svarende til den vestlige del af Tyrkiet i dag. De kristne i dette område levede i et farligt hedensk miljø, der var en trussel mod deres gudsliv. De havde det også vanskeligt på grund af deres tro på Kristus. Selv om øvrigheden ikke forfulgte dem, skete det, at nogle anklagede dem hos myndighederne (4,12-16). I denne situation havde de brug for opmuntring og trøst. Vi ved ikke, hvordan Peter er blevet informeret om forholdene hos læserne, men hvis han skrev brevet fra Rom, har han sikkert fået meldinger fra de mange rejsende.

Et af nøgleordene i brevet er ordet håb. Han begynder med at minde læserne om, at Gud havde genfødt dem til et levende håb (1,3), og dette håb har sin grund i Jesu opstandelse fra de døde. Videre formanes læserne til at sætte alt deres håb til Guds nåde (1,13). Indholdet af deres tro er jo netop håb til Gud (1,21). De er genfødt ved Guds ord (1,23), og ved dette ord skal de bygges op til et åndeligt hus, hvor enhver har sin præstetjeneste (2,5). Så undervises de om det kald, de har fået i verden, både med hensyn til øvrighed (2,13-17), familieliv (3,1-7) og i forholdet til hinanden (3,8-12). Selv lidelse vil medføre velsignelse (4,1-6). I sidste kapitel behandler Peter forhold i menigheden og afslutter brevet med hilsener.

Brevet kan inddeles:
1. Indledning (1 Pet 1,1-2).
2. Det kristne håbs herlighed (1 Pet 1,3-12)
3. Formaning til et helligt liv i lyset af Kristi frelsergerning (1 Pet 1,13-2,10).
4. De kristnes pligter i samfund, hjem og menighed (1 Pet 2,11-3,12).
5. De kristnes forhold til lidelsen (1 Pet 3,13-4,19).
6. Menighedsliv og afslutning (1 Pet 5,1-11).
7. Afslutning (1 Pet 5,12-14).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Rammerne omkring 1 Petersbrev
ca. år 62-63