Josvabogen er fortællingen om Israels indtagelse af det forjættede land. Første halvdel af bogen er fuld af krige, bl.a. erobringen af Jeriko. Anden halvdel handler om opdelingen af landet. Billedet her er derfor præget af action.
Baggrundsinfo
Indledning
Denne bog har fået navn efter sin hovedperson, Josva, Nuns søn, der var af Efraims stamme (4 Mos 13,8). I bogen står der ikke nogen forfatterangivelse, og vi kender ikke forfatteren. Måske er dele af bogen skrevet af Josva (24,26), måske er andre dele skrevet af et øjenvidne (se fx den detaljerede beskrivelse i Jos 7-8 og andre steder i bogen). Kildeskriftet De Retskafnes Bog bliver nævnt (10,13). En sammenligning af Jos 15,63 med 2 Sam 5,6-9 viser, at Josvabogen må være skrevet, før David indtog Jerusalem.
Josva var født i Egypten og hed oprindelig Hosea (hjælp), men Moses gav ham navnet Josva (4 Mos 13,16). Allerede under ørkenvandringen optrådte han som hærfører i kampen mod amalekitterne (2 Mos 17,8-16). Moses tog ham som sin tjener med op på Sinaj bjerg, da han modtog lovens tavler (2 Mos 24,13; jf 32,17; 33,11). Josva bad Moses forbyde Eldad og Medad at profetere, da de var kommet i profetisk henrykkelse inde i lejren (4 Mos 11,28). Josva var en mand med fast tillid til Gud, og som spejder opfordrede han israelitterne til at stole på Gud (4 Mos 14,6-9). På Guds befaling indsatte Moses ham under håndspålæggelse til sin efterfølger (4 Mos 27,18-23. 5 Mos 3,28; 31,7-8; 34,9). Han førte Israel over Jordanfloden ind i det lovede land, hvor han besejrede nationer og konger. 110 år gammel døde han og blev begravet i Timnat-Sera (Jos 24,29-30). Udover Kaleb, som vi næsten ikke kender, er Josva den eneste voksne israelit, hvis liv omspænder Egyptens trældom, ørkenens besværligheder, Kana’ans erobring og den første tid i det forjættede land.
Josvabogen står sagligt set i tæt forbindelse med Mosebøgerne, men den er en selvstændig bog, som skildrer et bestemt afsnit af Guds frelseshistorie: Hvordan Gud opfyldte sit løfte til Abraham om, at hans slægt skulle få Kana’an til evig ejendom (1 Mos 17,6-8).
Bogens hovedbudskab er Herrens trofasthed. Den vidner om, hvor trofast Gud holder sine pagtsløfter. Han førte sit folk ud af Egypten og ind i Kana’an. Den er et stærkt budskab om, at Gud giver sit folk sejr over enhver fjende, når folket tror og adlyder ham. Den understreger også, at selv om mennesker er troløse, står Gud fast ved sine løfter. Erobringen af Kana’an viser, hvordan Guds magt, trofasthed og retfærdige vrede griber ind i hinanden. På den måde opfylder Gud både sine løfter og sine domsord. Set fra et frelseshistorisk synspunkt skimter vi Guds uransagelige og vise ledelse for at fremme sin frelsesplan.
Bogens inddeling:
1. Josva bliver Israels leder (Jos 1,1-9)
2. Erobringen af Kana’ans land (Jos 1,10-12,24)
3. Fordelingen af det erobrede land mellem Israels stammer (Jos 13,1-21,45)
4. Østjordanstammerne vender hjem (Jos 22,1-34)
5. Josvas afskedstale, død og begravelse (Jos 23,1-24,33).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Rammerne for Josvabogen
1406 f.Kr.
Josvas Bog fortæller om den israelitiske erobring af Kanaans land under Josvas kommando. Bogen åbner ved Shittim med Josvas befaling fra Herren som leder af israelitterne, fortsætter med hans sejre over de kana’anæiske konger og tildelingen af landet og slutter med Josvas befaling til folket om at forblive trofast mod Herren.
Lyt
Uddybende noter
Kapitel 6
Arkæologisk note: Jordskælv i arkæologien
Forskerne ved Tel Aviv Universitet har flere gange sagt, at et større jordskælv kan forventes inden længe omkring Jordandalen og Det Døde Hav. De bygger deres forudsigelser på den tid, der er gået siden det sidste voldsomme jordskælv, som fandt sted for knap 1000 år siden.
Mellemøsten er kendt med jordskælv, og en af de store forkastningslinjer går ned gennem Jordandalen og Det Døde Hav, med en sidegren langs Gilboas bjerge og Karmelbjergkæden. Mange jordskælv er bevidnet i historiske kilder, inkl. Bibelen. Vi har således kendskab til mindst 11 store jordskælv i perioden fra ca. 1400 f.Kr. til 1927 e.Kr.
Spor efter jordskælv
Hvordan kan man se, at en by i oldtiden blev ødelagt ved jordskælv og ikke som følge af angreb fra fjender? Et af de sikreste kendetegn er fund af skeletter under nedstyrtede stenblokke, der har knust hoved eller ben. Et andet er søjler, der ligger væltede i samme retning som tændstikker på række. Et tredje kan være voldsomme revner i mure, gulve og cisterner. Endelig vil mange andre byer i området have tilsvarende ødelæggelse på samme tid.
© www.bibleplaces.com.
Jerikos mure
Omkring 1400 f.Kr. er der spor efter et stort jordskælv på Megiddo, som lægger store dele af byen øde. Samtidig kollapser bymurene pludseligt overalt i byen Jeriko. Den øvre bymur rutsjer ned ad den stejle skråning og lægger sig forneden i en mange meter høj bunke. Mange huse styrter sammen, og adskillige indbyggere rammes af de nedstyrtende blokke. Tidspunktet falder sammen med israelitternes indvandring i landet (den tidlige datering). Fra Jos 6 ved vi, at Jerikos bymur pludselig styrter sammen.
Omkring 1020 f.Kr. ses et andet, meget voldsomt jordskælv at have ramt hele landet, fra Akziv i nord til Be’ersheba i syd. Det forklarer måske, hvorfor kong David kort efter kan erobre de store kana’anæiske byer i Jizre’eldalen uden anstrengelse og indlemme dem i sit rige.
To år før jordskælvet
På tell es-Safi (filisterbyen Gat) har arkæologerne netop afdækket tydelige tegn på et meget voldsomt jordskælv omkr. 750 f.Kr. En mur flyttede sig to meter sidelæns, hvorefter den kollapsede som et korthus. Også andre steder på tellen ses spor efter det samme jordskælv. Seismologer har set på fundene, og de vurderer, at skælvet har haft en styrke på otte på Richterskalaen.
Sandsynligvis er der tale om det samme jordskælv, som omtales i overskriften til Amosbogen, og som stadig huskes mange hundrede år senere, da Zakarias var profet (Zak 14,5).
Andre store begivenheder
Et nyt, stort skælv ramte landet i år 31 f.Kr. Historieskriveren Josefus lader vide, at 50.000 døde og mange byer blev ødelagt.
En voldsom jordrystelse i 749 e.Kr. har efterladt sig meget tydelige arkæologiske spor overalt. En lang række byer i Galilæa, på Golan og i Jordandalen bliver ødelagt. I Bet Shean ligger alle søjlerne væltede og knækkede på række, som ramt af en kæmpe hånd. Det samme er tilfældet i Susita (Hippos) på Golan og mange andre steder. Skælvet er så omfattende, at mange af byerne ikke bliver genopbygget.
Jordskælv spiller således en vigtig rolle både i Bibelen og i arkæologien.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2011/1, af Af lektor Carsten Vang
Bibelmaraton (OBS. Josvabogen og Dommerbogen er i samme video)