Profeten Amos var ikke ud af profetslægt, men en landmand, der avlede kvæg og dyrkede morbærfigner (7,14). Alligevel blev han sendt af Gud med et stærkt budskab om dom og frelse.
Baggrundsinfo
Indledning
Amos var fåreavler fra byen Tekoa, der lå i Sydriget i Judæas ørken, ca. 18 km syd for Jerusalem (1,1). Han havde også kvæg, ligesom han dyrkede morbærfigner (7,14). Derimod var han ikke profet af profession, dvs. han havde ikke fået oplæring hos en profet (7,14). Gud tog ham fra hjorden og kaldte ham direkte ind i sin tjeneste som profet i Israel (7,15). Han var lægmanden, Gud havde brug for i en bestemt åndelig mørk og kritisk tid. Som praktisk landmand havde han tillige boglig dannelse. Sproget og stilen i hans bog ligger på et højt plan, og den vidner om, at Amos har haft et indgående kendskab til det Guds ord, der var arvet fra fædrene. Det kan tænkes, at han har rejst rundt i Nordriget under de økonomiske højkonjunkturer for at sælge sine uld- og figenprodukter og derved fået indblik i de moralske og religiøse forhold i Israels storbyer.
Han virkede, mens Uzzija var konge i Juda (767-740, medregent fra 791) og Jeroboam II var konge i Israel (782-753, medregent fra 793). Jeroboam II fortsatte den afgudsdyrkelse, som hans navnebroder Jeroboam knap 150 år tidligere ved rigets deling forledte Israel til (2 Kong 14,24). Men han var en dygtig politiker og statsmand, så Israels rige under ham havde materiel fremgang. Landområder, der tidligere var gået tabt til Syrien, blev tilbageerobret (2 Kong 14,25). Handelen med nabolandene gav store rigdomme, og kulturen blomstrede. De velstående blev rige og levede i stor luksus. Denne økonomiske højkonjunktur bekræftes også af arkæologiske undersøgelser. Men den indre kraft svarede ikke til den ydre glans. Selv om afgudsdyrkelsen ikke var helt så grov og vederstyggelig som under Akab og Jezabel på Elias’ tid (1 Kong 16,30-33), var Israels gudsdyrkelse alligevel blevet en skal uden kerne, noget ydre der manglede kraft. Ganske vist fortsatte tempeltjenesten, men folkets hjerte var vendt bort fra Herren (4,4; 5,5.23). De åndelige og moralske forhold stod i klar modsætning til fremgangen på det materielle område. En skæv fordeling af velstandsgoderne skabte en rig og grådig overklasse, der søgte sin rigdom på bekostning af de fattige. Lovens ord om at elske sin næste som sig selv gik i glemmebogen. Nydelsessyge og umoral tærede på folkesjælen. Usædelighed, drikkeri og uretfærdighed vandt frem (2,7-8; 6,4-6; 8,4-6). Man spurgte ikke efter Gud og hans vilje.
I denne situation kaldte Gud Amos ind i sin tjeneste. Det skete to år før jordskælvet (1,1). Arkæologiske udgravninger har afsløret et jordskælv ca. 760 f. Kr. Hans profetvirksomhed fandt sted i Nordriget, sandsynligvis i Betels helligdom. Vi ved ikke, hvor længe han virkede, men måske dannede episoden i Betel mellem Amos og førstepræsten Amasja afslutningen på hans offentlige profetgerning (7,12-15).
Hovedtanken i Amos’ forkyndelse er Guds retfærdighed. Af mennesket kræver Gud retfærdighed (5,14). Offer og gudstjeneste kan ikke erstatte retfærdighed (5,5). Amos bebrejder især de sociale synder. Hans forkyndelse er præget af social indignation, han vender sig imod de riges griskhed, udsugning af de fattige og uretfærdig retspleje (2,6-8; 5,7-13). På grund af alt dette vil Guds straf ramme Israel (5,18-20). Profeten var sendt for at tale til et folk, som var faldet fra Herren. Men det er ikke hele indholdet i Amos´ Bog. En rest skal overleve hjemsøgelsen, og så skal genoprettelsens tid komme. I 9,11-15 forkyndes evangeliet om Guds nåde og kærlighed. Herren glemmer ikke sit løfte til Davids hus og slægt (2 Sam 7,12-16). I NT fik de sidste vers hos Amos afgørende betydning på apostelmødet i Jerusalem (ApG 15,13-17).
Bogens inddeling:
1. Titel og tema (Am 1,1-2)
2. Otte domsord (Am 1,3-2,16)
3. Profetier mod Israel (Am 3,1-6,14)
4. Domssyner (Am 7,1-9,10)
5. Israels genrejsning (Am 9,11-15).
Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/
Nærøsten på Amos’ tid
Ca. 750 f.Kr.
Amos, en landmand fra den jødiske by Tekoa, profeterede under en genopblussen af den politiske magt hos Israel og Juda. Under Jeroboam II havde Israel erobret meget af Syrien, selvom det ikke er sikkert, hvor godt de holdte fast på områderne. På samme måde erobrede Juda adskillige filistiske byer, samt andet territorium mod syd. Inden for et par årtier ville det voksende assyriske rige dog erobre Syrien, Galilæa og Gilead fra Israel, og både Israel og Juda ville blive vasalstater af Assyrien.
Lyt
Uddybende noter
Kapitel 1
Arkæologisk note: Jordskælv i arkæologien
Forskerne ved Tel Aviv Universitet har flere gange sagt, at et større jordskælv kan forventes inden længe omkring Jordandalen og Det Døde Hav. De bygger deres forudsigelser på den tid, der er gået siden det sidste voldsomme jordskælv, som fandt sted for knap 1000 år siden.
Mellemøsten er kendt med jordskælv, og en af de store forkastningslinjer går ned gennem Jordandalen og Det Døde Hav, med en sidegren langs Gilboas bjerge og Karmelbjergkæden. Mange jordskælv er bevidnet i historiske kilder, inkl. Bibelen. Vi har således kendskab til mindst 11 store jordskælv i perioden fra ca. 1400 f.Kr. til 1927 e.Kr.
Spor efter jordskælv
Hvordan kan man se, at en by i oldtiden blev ødelagt ved jordskælv og ikke som følge af angreb fra fjender? Et af de sikreste kendetegn er fund af skeletter under nedstyrtede stenblokke, der har knust hoved eller ben. Et andet er søjler, der ligger væltede i samme retning som tændstikker på række. Et tredje kan være voldsomme revner i mure, gulve og cisterner. Endelig vil mange andre byer i området have tilsvarende ødelæggelse på samme tid.
© www.bibleplaces.com.
Jerikos mure
Omkring 1400 f.Kr. er der spor efter et stort jordskælv på Megiddo, som lægger store dele af byen øde. Samtidig kollapser bymurene pludseligt overalt i byen Jeriko. Den øvre bymur rutsjer ned ad den stejle skråning og lægger sig forneden i en mange meter høj bunke. Mange huse styrter sammen, og adskillige indbyggere rammes af de nedstyrtende blokke. Tidspunktet falder sammen med israelitternes indvandring i landet (den tidlige datering). Fra Jos 6 ved vi, at Jerikos bymur pludselig styrter sammen.
Omkring 1020 f.Kr. ses et andet, meget voldsomt jordskælv at have ramt hele landet, fra Akziv i nord til Be’ersheba i syd. Det forklarer måske, hvorfor kong David kort efter kan erobre de store kana’anæiske byer i Jizre’eldalen uden anstrengelse og indlemme dem i sit rige.
To år før jordskælvet
På tell es-Safi (filisterbyen Gat) har arkæologerne netop afdækket tydelige tegn på et meget voldsomt jordskælv omkr. 750 f.Kr. En mur flyttede sig to meter sidelæns, hvorefter den kollapsede som et korthus. Også andre steder på tellen ses spor efter det samme jordskælv. Seismologer har set på fundene, og de vurderer, at skælvet har haft en styrke på otte på Richterskalaen.
Sandsynligvis er der tale om det samme jordskælv, som omtales i overskriften til Amosbogen, og som stadig huskes mange hundrede år senere, da Zakarias var profet (Zak 14,5).
Andre store begivenheder
Et nyt, stort skælv ramte landet i år 31 f.Kr. Historieskriveren Josefus lader vide, at 50.000 døde og mange byer blev ødelagt.
En voldsom jordrystelse i 749 e.Kr. har efterladt sig meget tydelige arkæologiske spor overalt. En lang række byer i Galilæa, på Golan og i Jordandalen bliver ødelagt. I Bet Shean ligger alle søjlerne væltede og knækkede på række, som ramt af en kæmpe hånd. Det samme er tilfældet i Susita (Hippos) på Golan og mange andre steder. Skælvet er så omfattende, at mange af byerne ikke bliver genopbygget.
Jordskælv spiller således en vigtig rolle både i Bibelen og i arkæologien.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2011/1, af Af lektor Carsten Vang
Kapitel 6
Arkæologisk note: Luksuriøst elfenben kom fra Nubien
I Det Gamle Testamentes verden blev luksus målt i mængden af elfenben. Kong Salomo sad på en elfenbenstrone (1 Kong 10,18), og profeten Amos fordømte overklassen, som lå på elfenbenslejer og forsømte den sociale retfærdighed (Am 6,4).
Fordi elfenben var så sjældent og værdifuldt, vakte det stor opsigt, da man i 2022 fandt en elfenbenskam i Lakish (omtalt i TEL 2023/1). En stor del af opsigten skyldtes ganske vist kammens inskription, men dens materiale gik heller ikke ubemærket hen. Omkring år 1700 f.Kr. boede der åbenbart en meget velhavende mand i Lakish, som ifølge kammens indskrift brugte en elfenbenskam til at fjerne lus fra sit skæg.
Året før var det lykkedes for en gruppe arkæologer at genskabe hele 12 elfenbensrelieffer fra et rigmandshus i Jerusalem, som blev ødelagt sammen med resten af byen i 587 f.Kr. (se TEL 2022/3). Også i kongetidens Jerusalem fandtes der altså bemærkelsesværdig luksus.
Et nyt studie kaster lys over denne luksusvare. Forskere har foretaget en molekylær analyse af 1500 elfenbensobjekter, der kan dateres til 1600-600 f.Kr., og alle er fundet i Israel og Palæstina.
For det første viser undersøgelsen, hvilken slags elfenben der er tale om. 85 % af objekterne er produceret af elfenben fra elefanter, mens 15 % stammer fra flodhestes tænder. Tre af objekterne viste sig at være fremstillet af vildsvinetænder.
For det andet giver undersøgelsen et ret nøjagtigt billede af, hvor elfenbenet kommer fra. I elfen kan man nemlig finde spor af, hvad det pågældende dyr har spist, og dermed hvor det har levet. Nogle af flodhestene viste sig at være lokale, formentlig fra Hulasøen og Tanninimfloden i det nordlige Israel. Forskerne vurderer, at flodhestetænder kun blev brugt som en billig erstatning for det mere prestigefyldte elefantelfenben.
I det undersøgte materiale er der intet spor af asiatiske elefanter. Alt elfenbenet er fra elefanter, der har levet syd for Sahara. Nærmere bestemt i det område, vi i dag kalder Sydsudan.
Umiddelbart nord for det område lå antikkens Nubien, og forskerne vurderer, at nubierne var hovedaktører i at opkøbe elfenbenet fra lokale jægere og sælge det videre til rigmænd i det sydlige Levant. Selv i nedgangstider for det egyptiske rige er Levanten blevet forsynet med elfenben, så nubierne må have handlet uafhængigt af Egypten, som ellers ofte var mellemmand på datidens handelsruter.
Det nye studie viser, at oldtidens verden var forbundet på kryds og tværs. Men det giver også et indblik i, hvorfor Nubien i Esajas’ Bog kan kaldes velstående (Es 45,14). En del af den velstand skyldtes handel med datidens største luksusvare: elfenben fra centralafrikanske elefanter.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2026/1, af Af cand.theol. Kasper A. Bergholt
Bibelmaraton (De 12 små profeter er i samme video)