2 Kongebog

Indledning
De to kongebøger var oprindeligt ét skrift. Det var først ved oversættelsen til græsk, at det blev delt i to. Kongebøgerne behandler perioden fra Davids sidste tid (ca. 970 f. Kr.) til kong Jojakins løsladelse fra fængslet i Babylon (ca. år 560), altså en periode på ca. 410 år.

Jødiske kilder anfører profeten Jeremias som forfatter til både Jeremias´ Bog, Klagesangene og de to kongebøger. Det støttes af, at kongebøgerne og Jeremias udtrykker samme syn på Israels historie, og at 2 Kong 24,18-25,30 med få afvigelser er identisk med Jer 52. Dog mener flere på grund af de små forskelle, at forfatteren til kongebøgerne har opholdt sig i Babylon, mens Jeremias efter al sandsynlighed sluttede sin virksomhed i Egypten (Jer 43,1-8). Derfor peger flere på, at det måske er en af Jeremias´ disciple, der er forfatter til kongebøgerne. Han må så have skrevet sit værk før år 538, da perserkongen Kyros gav store dele af folket lov til at vende tilbage til Juda og Jerusalem.

Forfatteren har brugt skriftlige kilder til sit historieværk. I 1 Kong 11,41 nævner han Salomos Krønike og senere Judas Kongers Krønike (1 Kong 14,29; 15,7 mfl.) og Israels Kongers Krønike (1 Kong 14,19; 15,31 mfl.). Disse krøniker har vel været tidens officielle historieskrivning, hvor man har kunnet læse om de enkelte kongers politiske indsats.

Kongebøgerne hører ligesom Samuelsbøgerne hjemme blandt “De tidlige profeter”. Det er profetisk historieskrivning, der gennem de historiske begivenheder forkynder, hvem Israels Gud er, og som forkynder både hans trofasthed og hans vrede mod al ulydighed. Som profetskrift vurderer de enkelte kongers indsats i lyset af deres lydighed mod Gud. En politisk set betydelig konge regnes for intet, hvis han har været ulydig mod Gud og fremmet afgudsdyrkelse. Forfatteren har især villet fremstille det, der hører til Israels religiøse historie. Ved rigets deling efter Salomos død (931 f. Kr.) fik Israels Rige 3/4 af det tidligere landområde og 2/3 af befolkningen. I de foregående århundreder var mange af folkets ledere kommet fra Israels område (Debora, Barak, Jefta, Gideon, Samuel mfl.). Afgudsdyrkelsen og frafaldet var imidlertid størst i Israels Rige, hvor det ene dynasti afløste det andet, men alle konger var ugudelige; derfor gik det hurtigt sin undergang i møde.

I Juda Rige herskede også megen ugudelighed, men enkelte konger tog et opgør med synd og frafald, undertiden blev det dog kun halvhjertet. De to kræfter, der kæmpede i Salomos liv, fromheden, som vi især møder i hans bøn ved templets indvielse (1 Kong 8,23-53), og verdsligheden, går igen i hele Davids slægt og i Juda riges historie. Det vemodige og tragiske er, at frafaldet også sejrede her, så Herrens straf blev uundgåelig.

De profetertyper, som virkede allerede i Samuelsbøgerne (Natan, Gad mfl.), træder også frem i Kongebøgerne. Det drejer sig fx om Akija fra Shilo (1 Kong 11,29-39; 14,1-18), Shemaja (1 Kong 12,22-24), gudsmanden fra Juda og profeten fra Betel (1 Kong 13,1-32), Elias (1 Kong 17-2 Kong 2), Elisa (2 Kong 2-13). De talte ordet fra Guds mund, som yderst sjældent var populært, og derved kom de ofte til at stå alene både mod konger og folkets flertal. Fra kongebøgernes periode har vi også en række skriftprofeter (Jonas, Amos, Hoseas, Esajas, Mika, Jeremias mfl.), så vi kan selv læse, hvor modigt og klart de talte Guds ord.

De katastrofale årstal var 722, da Israels rige gik til grunde, og befolkningen blev ført i eksil til Assyrien, og 586, da Juda rige og Jerusalem faldt, og en stor del af befolkningen blev ført i eksil til Babylon.

Anden Kongebogs inddeling:
1. Det delte rige indtil Israels undergang (2 Kong 1-17)
2. Juda rige til Jojakins løsladelse i Babylon (2 Kong 18-25).

Alle introduktionerne er skrevet af Flemming Kofod-Svendsen og udgivet i “Bibelens bøger”, Logos Media 2004.
Bragt med tilladelse fra https://blr.dk/resource/introduktioner-til-bibelens-boeger/

Israel og Juda under 2 Kongebog
ca. 853 f.kr.