Arkæologiske noter

I 931 f.Kr. blev Israels kongedømme delt i to. I Sydriget sad Davids slægt på tronen, indtil babylonerne erobrede Jerusalem, men i Nordriget kom andre magtfulde dynastier hurtigt til magten. Cirka 50 år efter delingen blev Omri konge af Nordriget. Han var ikke af Davids slægt, men han blev en af de mest magtfulde konger.

Vi møder Omri første gang som hærfører på et tidspunkt med meget ustabilitet i Nordriget. Kong Ela havde regeret i to år, da han blev myrdet af sin vognfører Zimri i paladset i Tirsa. Tirsa var på det tidspunkt Nordrigets hovedstad (1 Kong 16,8-14). Zimri nåede imidlertid kun at regere i syv dage, før hæren hørte om hans kup og gjorde oprør. Folket valgte i stedet Omri til konge (1 Kong 16,16), og de belejrede byen Tirsa. Da Zimri så, at enden var nær, satte han ild til det kongelige palads og omkom selv i branden (1 Kong 16,18).

Omris kongedømme blev i begyndelsen udfordret, da halvdelen af folket støttede en anden konge, nemlig Ginat søn Tibni. Men Omri havde hærens støtte og vandt over Tibni (1 Kong 16,21-22). Omris regeringstid (ca. 885-874 f.Kr.) blev en periode med stabilitet for Nordriget, der tilmed ekspanderede, mens han var konge.

Hvad Omri havde af evner på den politiske front, manglede han til gengæld på den åndelige. Ifølge Første Kongebog gjorde han, ”hvad der var ondt i Herrens øjne, og han handlede værre end nogen før ham” (1 Kong 16,25). Specifikt nævnes det, at han fortsatte med at lade israelitterne tilbede de guldkalve, som Jeroboam havde opstillet (1 Kong 16,26, jf. 12,26-33).

Omri var først konge i Tirsa
Da Omri blev konge, var Tirsa som nævnt Nordrigets hovedstad, og dér regerede han i seks år (1 Kong 16,23). Tirsa er identificeret som Tell el-Fara, der blev udgravet af franske arkæologer under ledelse af Roland de Vaux fra 1946-1960. Det udgravningslag, der stammer fra Omris belejring, viste tegn på at være blevet ødelagt af en brand…

Dette er et uddrag – læs hele artiklen i Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2026/2, af Af Bryan Windle, præst og underviser ved Island Bible Chapel, Canada

Det er sjældent, at arkæologien umiddelbart kan bekræfte, hvad Bibelen fortæller. Men ved udgravningerne af tell es-Safi (filisterbyen Gat) i sommeren 2021 skete det.

Gennem flere år har udgraverne fundet tydelige tegn på, at Gat blev fuldstændig ødelagt af en fjendtlig hær ca. 830 f.Kr. Overalt er der spor efter en voldsom ødelæggelse af byen. I denne sommer gravede man lige ved siden af porten ned til kilden uden for byen. Denne port var særdeles kraftig bygget; murene omkring porten er op til 3 m tykke. Men arkæologerne opdagede, at muren ved siden af porten manglede fuldstændig. De fandt godt nok starten på muren ved siden af porten; men pludselig manglede muren i en længde af ca. 8 m.

Udgraverne mener, at de har fundet det sted, hvor den fjendtlige hær brød gennem bymuren og raserede hele byen. Da kildeporten ligger på det laveste sted i bymuren, giver det god mening, at angriberne har sat deres hovedangreb ind på det sted, hvor bymuren lå lavest. Angrebet var så voldsomt, at de raserede bymuren helt på dette sted.

Udgraverne mener også at vide, hvem den fjende var, som lavede dette hul i Gats stærke bymur. I 2 Kong 12,18 fortælles, hvordan aramæerkongen Hazael indtog byen Gat. Det passer præcist med tidspunktet for Gats fald, ca. 830 f.Kr. Hans erobring af Gat er nu direkte bekræftet, og de arkæologiske spor efter indtagelsen af Gat vidner om Hazaels militære styrke, sådan som Bibelen også antyder. Samme Hazael blev også en stor udfordring for Nordriget (2 Kong 10,32-33) og Sydriget (12,19).

Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2021/3

Den bibelkritiske forskning anser Jonasbogen for at være skrevet meget sent (mellem 400 og 200 f.Kr.) for at begrunde, at Gud er den største i verden, både i kraft af sin magt over naturen og over den fortidige stormagt, Assyrien. I denne artikel vil vi se Jonasbogen i lyset af arkæologiske fund fra den tid, som den angiver at skildre, nemlig det 8. århundrede f.Kr. Det kaster overraskende nyt lys på bogen.

Hvem var Jonas?
2 Kong 14,25 omtaler en profet ved navn Jonas, som virkede under kong Jeroboam II af Israel, ca. 780-760 f.Kr. Hvis profeten i Jonasbogen er den samme, var han født og bosat i landsbyen Gat-ha-Hefer lidt nord for Nazareth, ca. 1 km nordøst for landsbyen Mash’ad, hvor en forhøjning udpeges som ‘Jonas’ grav’.

Tarshish
Jonas flygter if. Jon 1,3 via havnebyen Jafo, hvor han stiger på et skib mod Tarshish. Der er 2 mulige identifikationer af stedet:

Tarshish på Sardinien: Denne by, som fønikerne oprettede i det 9. årh. f.Kr., havde en art ’industri’ i form af metaludvinding fra malm. Den anses dog ikke som rejsens destination.

Tarshish (Tartessus) i Spanien: Denne by er den mest sandsynlige. Den lå på Spaniens sydkyst (mellem Gibraltar og grænsen til Portugal) ved det nuværende Cadiz ved Guadalquivirflodens munding. Tartessus var det vestligste punkt i datidens kulturverden. Byen blev grundlagt af fønikerne i det 10. og 9. årh. f.Kr., så det har ikke været et problem at sejle dertil midt i det 8. årh. f.Kr. Byen havde en storhedstid gennem handel med fønikerne (og videre israelitterne – se 1 Kong 10,22 og Jer 10,9) og byen Karthago. De arkæologiske spor antyder, at kontakten til byen ophørte ca. 550 f.Kr.

Arkæologien i Sydspanien
…

Dette er et uddrag – læs hele artiklen i Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2007/1, af cand.theol. Knud W. Skov.

Og det skete i de dage …”. sådan indleder Lukas sin velkendte beretning om Jesu fødsel i Betlehem. For at vi nu kan forvisses om, at Jesu fødsel virkelig er historisk, sætter Lukas den i forbindelse med den romerske kejser Augustus, en lokal romersk statholder ved navn Kvirinius og en ganske bestemt folketælling. Bedre kan det næstenikke gøres. men holder evangeliet nu for en nærmere historiskprøvelse? Mange historikere er af den opfattelse, at Lukas tog afgørende fejl med hensyn til folketællingen: Der var ingen folketælling, da Jesus kom til verden. Hvis vi inddrager al tilgængelig historisk viden om perioden, ser billedet dog noget anderledes ud.

Mange problemer
Hvis man sætter sig for at undersøge de historiske omstændigheder omkring den folketælling, Lukas taler om, og som skulle have ført med sig, at den hellige familie måtte bryde op fra Nazareth og tage til Betlehem for at lade sig registrere dér, er det, som om problemerne bare vælter ud af skabet. Hvornår blev Jesus egentlig født? Både Lukas og Matthæus nævner, at Jesus blev født i Betlehem, mens Herodes den Store var konge i Judæa, Samaria og Galilæa (Matt 2,1; Luk 1,5). Vi ved fra den jødiske historieskriver Josefus, at Herodes døde om foråret i år 4 før vor tidsregnings begyndelse. Jesus må altså være født før år 4 f.Kr. Dette tidspunkt giver imidlertid nogle store vanskeligheder i forhold til Lukas’ informationer i Luk 2,1-2 om, at Jesus blev født kort tid efter den romerske folketælling, som statholderen Kvirinius lod gennemføre i det jødiske land på kejser Augustus’ befaling.

Lukas som historiker

Vi bør ikke uden videre forkaste de informationer, som Lukas kommer med i optakten til juleevangeliet. I indledningen til sit evangelium skriver han, at han nøje vil gennemgå al materialet om Jesus og nedskrive det i rækkefølge, for at den romerske læser Theofilus kan se, hvor pålideligt evangeliet om Jesus er (Luk 1,1-4). Lukas har i al fald til hensigt at gengive historien korrekt og sætte den ind i dens rette sammenhæng. Lukas viser mange gange i sine skrifter et indgående kendskab til romersk praksis, romerske embedsmænd og romersk forvaltning. Ifølge en oldkirkelig tradition kom han fra Antiokia ved Orontesfloden, der var hovedstaden i den romerske provins Syrien, og hvor statholderne boede. Det var sikkert i denne by, han mødte Paulus, og siden fulgte han ham på to af hans missionsrejser. Lukas kan derfor have kendt til forhold i den romerske administration i Syrien, som ellers ikke er kendt fra andre bevarede kilder. Når han taler om en ”første folketælling”, kunne det skyldes, at han ved mere, end vi gør, og at han ved om ikke bare én, men to folketællinger, som Kvirinius havde ansvaret for.

En umulig folketælling
…

Dette er et uddrag – læs hele artiklen i Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2011/4, af Carsten Vang.

Forskerne ved Tel Aviv Universitet har flere gange sagt, at et større jordskælv kan forventes inden længe omkring Jordandalen og Det Døde Hav. De bygger deres forudsigelser på den tid, der er gået siden det sidste voldsomme jordskælv, som fandt sted for knap 1000 år siden.

Mellemøsten er kendt med jordskælv, og en af de store forkastningslinjer går ned gennem Jordandalen og Det Døde Hav, med en sidegren langs Gilboas bjerge og Karmelbjergkæden. Mange jordskælv er bevidnet i historiske kilder, inkl. Bibelen. Vi har således kendskab til mindst 11 store jordskælv i perioden fra ca. 1400 f.Kr. til 1927 e.Kr.

Spor efter jordskælv
Hvordan kan man se, at en by i oldtiden blev ødelagt ved jordskælv og ikke som følge af angreb fra fjender? Et af de sikreste kendetegn er fund af skeletter under nedstyrtede stenblokke, der har knust hoved eller ben. Et andet er søjler, der ligger væltede i samme retning som tændstikker på række. Et tredje kan være voldsomme revner i mure, gulve og cisterner. Endelig vil mange andre byer i området have tilsvarende ødelæggelse på samme tid.

Jerikos mure
Omkring 1400 f.Kr. er der spor efter et stort jordskælv på Megiddo, som lægger store dele af byen øde. Samtidig kollapser bymurene pludseligt overalt i byen Jeriko. Den øvre bymur rutsjer ned ad den stejle skråning og lægger sig forneden i en mange meter høj bunke. Mange huse styrter sammen, og adskillige indbyggere rammes af de nedstyrtende blokke. Tidspunktet falder sammen med israelitternes indvandring i landet (den tidlige datering). Fra Jos 6 ved vi, at Jerikos bymur pludselig styrter sammen.

Omkring 1020 f.Kr. ses et andet, meget voldsomt jordskælv at have ramt hele landet, fra Akziv i nord til Be’ersheba i syd. Det forklarer måske, hvorfor kong David kort efter kan erobre de store kana’anæiske byer i Jizre’eldalen uden anstrengelse og indlemme dem i sit rige.

To år før jordskælvet
På tell es-Safi (filisterbyen Gat) har arkæologerne netop afdækket tydelige tegn på et meget voldsomt jordskælv omkr. 750 f.Kr. En mur flyttede sig to meter sidelæns, hvorefter den kollapsede som et korthus. Også andre steder på tellen ses spor efter det samme jordskælv. Seismologer har set på fundene, og de vurderer, at skælvet har haft en styrke på otte på Richterskalaen.

Sandsynligvis er der tale om det samme jordskælv, som omtales i overskriften til Amosbogen, og som stadig huskes mange hundrede år senere, da Zakarias var profet (Zak 14,5).

Andre store begivenheder
Et nyt, stort skælv ramte landet i år 31 f.Kr. Historieskriveren Josefus lader vide, at 50.000 døde og mange byer blev ødelagt.

En voldsom jordrystelse i 749 e.Kr. har efterladt sig meget tydelige arkæologiske spor overalt. En lang række byer i Galilæa, på Golan og i Jordandalen bliver ødelagt. I Bet Shean ligger alle søjlerne væltede og knækkede på række, som ramt af en kæmpe hånd. Det samme er tilfældet i Susita (Hippos) på Golan og mange andre steder. Skælvet er så omfattende, at mange af byerne ikke bliver genopbygget.

Jordskælv spiller således en vigtig rolle både i Bibelen og i arkæologien.

Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2011/1, af Af lektor Carsten Vang

I Det Gamle Testamentes verden blev luksus målt i mængden af elfenben. Kong Salomo sad på en elfenbenstrone (1 Kong 10,18), og profeten Amos fordømte overklassen, som lå på elfenbenslejer og forsømte den sociale retfærdighed (Am 6,4).

Fordi elfenben var så sjældent og værdifuldt, vakte det stor opsigt, da man i 2022 fandt en elfenbenskam i Lakish (omtalt i TEL 2023/1). En stor del af opsigten skyldtes ganske vist kammens inskription, men dens materiale gik heller ikke ubemærket hen. Omkring år 1700 f.Kr. boede der åbenbart en meget velhavende mand i Lakish, som ifølge kammens indskrift brugte en elfenbenskam til at fjerne lus fra sit skæg.

Året før var det lykkedes for en gruppe arkæologer at genskabe hele 12 elfenbensrelieffer fra et rigmandshus i Jerusalem, som blev ødelagt sammen med resten af byen i 587 f.Kr. (se TEL 2022/3). Også i kongetidens Jerusalem fandtes der altså bemærkelsesværdig luksus.

Et nyt studie kaster lys over denne luksusvare. Forskere har foretaget en molekylær analyse af 1500 elfenbensobjekter, der kan dateres til 1600-600 f.Kr., og alle er fundet i Israel og Palæstina.

For det første viser undersøgelsen, hvilken slags elfenben der er tale om. 85 % af objekterne er produceret af elfenben fra elefanter, mens 15 % stammer fra flodhestes tænder. Tre af objekterne viste sig at være fremstillet af vildsvinetænder.

For det andet giver undersøgelsen et ret nøjagtigt billede af, hvor elfenbenet kommer fra. I elfen kan man nemlig finde spor af, hvad det pågældende dyr har spist, og dermed hvor det har levet. Nogle af flodhestene viste sig at være lokale, formentlig fra Hulasøen og Tanninimfloden i det nordlige Israel. Forskerne vurderer, at flodhestetænder kun blev brugt som en billig erstatning for det mere prestigefyldte elefantelfenben.

I det undersøgte materiale er der intet spor af asiatiske elefanter. Alt elfenbenet er fra elefanter, der har levet syd for Sahara. Nærmere bestemt i det område, vi i dag kalder Sydsudan.

Umiddelbart nord for det område lå antikkens Nubien, og forskerne vurderer, at nubierne var hovedaktører i at opkøbe elfenbenet fra lokale jægere og sælge det videre til rigmænd i det sydlige Levant. Selv i nedgangstider for det egyptiske rige er Levanten blevet forsynet med elfenben, så nubierne må have handlet uafhængigt af Egypten, som ellers ofte var mellemmand på datidens handelsruter.

Det nye studie viser, at oldtidens verden var forbundet på kryds og tværs. Men det giver også et indblik i, hvorfor Nubien i Esajas’ Bog kan kaldes velstående (Es 45,14). En del af den velstand skyldtes handel med datidens største luksusvare: elfenben fra centralafrikanske elefanter.

Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2026/1, af Af cand.theol. Kasper A. Bergholt

Purpurfarver havde en enestående betydning i antikkens verden – fra kongelig klædning til templets broderier. For første gang er der nu fundet stykker af purpurfarvet stof fra Bibelens tid i Israel.

Under den bagende sol i ørkenen nord for Eilat er der for første gang nogensinde fundet stykker af purpurfarvet stof i Israel fra den bibelske periode. En kulstof 14-analyse har dateret stofresterne til omkring år 1.000 f.Kr. og dermed til kong Davids og Salomos tid.

Videre afslørede udgravningerne, at der i Timna var en purpurfarvningsindustri. Det er også overraskende, da purpurfarven i antikken kun kunne skabes ved at udvinde et farvepigment fra murex-sneglen, der lever i Middelhavet og ikke i Det Røde Hav.

Purpur var mere end sin vægt værd i guld
Nøglen til mysteriet ligger i den enorme betydning purpurfarven havde i antikken og i den bibelske verden. Den signalerede rigdom og magt, og den blev af såvel israelitter som grækere og romere båret af konger, herskere og præster.

Det var der flere gode grunde til. Farven var utrolig dyr at fremstille. Det anslås, at der skulle høstes flere tusinde snegle i havet for at få blot ét gram farvepigment. Det skød prisen i vejret og formodentlig forbi selv gulds vægtpris.

Dernæst var farven dyb og smuk og kendt for at besidde en stærk holdbarhed over tid. Lagt sammen gav purpur fornemme personer den perfekte mulighed for at skille sig ud fra mængden.

I togaer af purpur i roms gader
I det antikke Rom spillede purpurfarven en afgørende rolle i dette samfunds stærke magthierarki. Hvilke typer af farver, man måtte have på sin toga, var nemlig reguleret ved lov. Kun den øverste stand, senatorerne, måtte bære den mest fornemme toga med purpurfarvede striber. Det vil sige – sådan var det i hvert fald, indtil loven blev lempet, så også rige personer af lavere rang kunne få lov at bruge farven.

Men purpurkappen over dem alle forblev reserveret til ganske særlige personer: I byens mest centrale tempel, Jupitertemplet, var statuen af Jupiter iklædt en purpurfarvet kappe. Når en general havde sejret på slagmarken for Rom, kunne han blive tilkendt et triumftog. Skete det, var et af de vigtigste led i ritualet, at han blev iført denne kappe.

Purpurfarverne på bibelens sider
I Bibelens Israel spillede purpurfarven en lige så stor rolle. Faktisk bør vi sige farverne i flertal. Alt efter hvor meget lys farvepigmentet blev udsat for, kunne det nemlig tones fra violet til blåt. I 2 Mosebog læser vi således om purpurrødt og purpurblåt som de to vigtigste farver til ørkenhelligdommens broderier, ligesom hver israelit skulle have en purpurblå snor i kvasterne af deres kapper (2 Mos 26,1.31.36; 28,5-6.31; 4 Mos 15,38). Den blå nuance svarer til den blå farve, der er det moderne Israels nationalfarve.

På tværs af Bibelens mange bøger kan vi finde beretninger, hvor purpur indgår, fra kong Salomos bærestol (Højs 3,10) til Lydia i Filippi, der drev handel med purpurstoffer (ApG 16,14), og ikke mindst den afdeling romerske soldater, der spottede Jesus som jødernes konge ved at iklæde ham en purpurfarvet kappe (Mark 15,16-20). Det smukke fund i Timna bringer os helt tæt på denne virkelighed.

Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2021/1, af Af Morten Hørning Jensen, ph.d. og redaktør af TEL