Når vi læser i Bibelen skal vi huske at det ikke blot er historier, men at det faktisk også er historisk læsning, og at der er mange eksterne kilder, som støtter op om Bibelen. Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) arbejder på at bringe disse informationer, de udgiver hvert år 4 magasiner, hvor de formidler viden om de bibelske skrifter ud fra historiske og arkæologiske indsigter.
Herunder er der samlet en række udvalgte artikler, bragt i samarbejde med Selskab for Bibelsk Arkæologi, hvor du kan grave dybere ned i Bibelens tekster, med artikler fra eksperter på området. Hver artikel kan både læses her, men også under de relevante Bibelvers, både i læseplanen og på de enkelte Bibelbøgers underside.
Kortere artikler kan læses i deres helhed her på hjemmesiden, imens længere artikler kun kan læses i uddrag, men læses i fuld længde på bibelskarkaeologi.dk.
Jonas’ Bog – Hvad siger arkæologien? (Jon 2) – UDDRAG
Den bibelkritiske forskning anser Jonasbogen for at være skrevet meget sent (mellem 400 og 200 f.Kr.) for at begrunde, at Gud er den største i verden, både i kraft af sin magt over naturen og over den fortidige stormagt, Assyrien. I denne artikel vil vi se Jonasbogen i lyset af arkæologiske fund fra den tid, som den angiver at skildre, nemlig det 8. århundrede f.Kr. Det kaster overraskende nyt lys på bogen.
Hvem var Jonas?
2 Kong 14,25 omtaler en profet ved navn Jonas, som virkede under kong Jeroboam II af Israel, ca. 780-760 f.Kr. Hvis profeten i Jonasbogen er den samme, var han født og bosat i landsbyen Gat-ha-Hefer lidt nord for Nazareth, ca. 1 km nordøst for landsbyen Mash’ad, hvor en forhøjning udpeges som ‘Jonas’ grav’.
Tarshish
Jonas flygter if. Jon 1,3 via havnebyen Jafo, hvor han stiger på et skib mod Tarshish. Der er 2 mulige identifikationer af stedet:
Tarshish på Sardinien: Denne by, som fønikerne oprettede i det 9. årh. f.Kr., havde en art ’industri’ i form af metaludvinding fra malm. Den anses dog ikke som rejsens destination.
Tarshish (Tartessus) i Spanien: Denne by er den mest sandsynlige. Den lå på Spaniens sydkyst (mellem Gibraltar og grænsen til Portugal) ved det nuværende Cadiz ved Guadalquivirflodens munding. Tartessus var det vestligste punkt i datidens kulturverden. Byen blev grundlagt af fønikerne i det 10. og 9. årh. f.Kr., så det har ikke været et problem at sejle dertil midt i det 8. årh. f.Kr. Byen havde en storhedstid gennem handel med fønikerne (og videre israelitterne – se 1 Kong 10,22 og Jer 10,9) og byen Karthago. De arkæologiske spor antyder, at kontakten til byen ophørte ca. 550 f.Kr.
Arkæologien i Sydspanien
…
Dette er et uddrag – læs hele artiklen i Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2007/1, af cand.theol. Knud W. Skov.
Tog Lukas fejl? – Folketællingen, der forsvandt (Luk 2,1-14) – UDDRAG
Og det skete i de dage …”. sådan indleder Lukas sin velkendte beretning om Jesu fødsel i Betlehem. For at vi nu kan forvisses om, at Jesu fødsel virkelig er historisk, sætter Lukas den i forbindelse med den romerske kejser Augustus, en lokal romersk statholder ved navn Kvirinius og en ganske bestemt folketælling. Bedre kan det næstenikke gøres. men holder evangeliet nu for en nærmere historiskprøvelse? Mange historikere er af den opfattelse, at Lukas tog afgørende fejl med hensyn til folketællingen: Der var ingen folketælling, da Jesus kom til verden. Hvis vi inddrager al tilgængelig historisk viden om perioden, ser billedet dog noget anderledes ud.
Mange problemer
Hvis man sætter sig for at undersøge de historiske omstændigheder omkring den folketælling, Lukas taler om, og som skulle have ført med sig, at den hellige familie måtte bryde op fra Nazareth og tage til Betlehem for at lade sig registrere dér, er det, som om problemerne bare vælter ud af skabet. Hvornår blev Jesus egentlig født? Både Lukas og Matthæus nævner, at Jesus blev født i Betlehem, mens Herodes den Store var konge i Judæa, Samaria og Galilæa (Matt 2,1; Luk 1,5). Vi ved fra den jødiske historieskriver Josefus, at Herodes døde om foråret i år 4 før vor tidsregnings begyndelse. Jesus må altså være født før år 4 f.Kr. Dette tidspunkt giver imidlertid nogle store vanskeligheder i forhold til Lukas’ informationer i Luk 2,1-2 om, at Jesus blev født kort tid efter den romerske folketælling, som statholderen Kvirinius lod gennemføre i det jødiske land på kejser Augustus’ befaling.
| Lukas som historiker |
| Vi bør ikke uden videre forkaste de informationer, som Lukas kommer med i optakten til juleevangeliet. I indledningen til sit evangelium skriver han, at han nøje vil gennemgå al materialet om Jesus og nedskrive det i rækkefølge, for at den romerske læser Theofilus kan se, hvor pålideligt evangeliet om Jesus er (Luk 1,1-4). Lukas har i al fald til hensigt at gengive historien korrekt og sætte den ind i dens rette sammenhæng. Lukas viser mange gange i sine skrifter et indgående kendskab til romersk praksis, romerske embedsmænd og romersk forvaltning. Ifølge en oldkirkelig tradition kom han fra Antiokia ved Orontesfloden, der var hovedstaden i den romerske provins Syrien, og hvor statholderne boede. Det var sikkert i denne by, han mødte Paulus, og siden fulgte han ham på to af hans missionsrejser. Lukas kan derfor have kendt til forhold i den romerske administration i Syrien, som ellers ikke er kendt fra andre bevarede kilder. Når han taler om en ”første folketælling”, kunne det skyldes, at han ved mere, end vi gør, og at han ved om ikke bare én, men to folketællinger, som Kvirinius havde ansvaret for. |
En umulig folketælling
…
Dette er et uddrag – læs hele artiklen i Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2011/4, af Carsten Vang.
Luksuriøst elfenben kom fra Nubien
I Det Gamle Testamentes verden blev luksus målt i mængden af elfenben. Kong Salomo sad på en elfenbenstrone (1 Kong 10,18), og profeten Amos fordømte overklassen, som lå på elfenbenslejer og forsømte den sociale retfærdighed (Am 6,4).
Fordi elfenben var så sjældent og værdifuldt, vakte det stor opsigt, da man i 2022 fandt en elfenbenskam i Lakish (omtalt i TEL 2023/1). En stor del af opsigten skyldtes ganske vist kammens inskription, men dens materiale gik heller ikke ubemærket hen. Omkring år 1700 f.Kr. boede der åbenbart en meget velhavende mand i Lakish, som ifølge kammens indskrift brugte en elfenbenskam til at fjerne lus fra sit skæg.
Året før var det lykkedes for en gruppe arkæologer at genskabe hele 12 elfenbensrelieffer fra et rigmandshus i Jerusalem, som blev ødelagt sammen med resten af byen i 587 f.Kr. (se TEL 2022/3). Også i kongetidens Jerusalem fandtes der altså bemærkelsesværdig luksus.
Et nyt studie kaster lys over denne luksusvare. Forskere har foretaget en molekylær analyse af 1500 elfenbensobjekter, der kan dateres til 1600-600 f.Kr., og alle er fundet i Israel og Palæstina.
For det første viser undersøgelsen, hvilken slags elfenben der er tale om. 85 % af objekterne er produceret af elfenben fra elefanter, mens 15 % stammer fra flodhestes tænder. Tre af objekterne viste sig at være fremstillet af vildsvinetænder.
For det andet giver undersøgelsen et ret nøjagtigt billede af, hvor elfenbenet kommer fra. I elfen kan man nemlig finde spor af, hvad det pågældende dyr har spist, og dermed hvor det har levet. Nogle af flodhestene viste sig at være lokale, formentlig fra Hulasøen og Tanninimfloden i det nordlige Israel. Forskerne vurderer, at flodhestetænder kun blev brugt som en billig erstatning for det mere prestigefyldte elefantelfenben.
I det undersøgte materiale er der intet spor af asiatiske elefanter. Alt elfenbenet er fra elefanter, der har levet syd for Sahara. Nærmere bestemt i det område, vi i dag kalder Sydsudan.
Umiddelbart nord for det område lå antikkens Nubien, og forskerne vurderer, at nubierne var hovedaktører i at opkøbe elfenbenet fra lokale jægere og sælge det videre til rigmænd i det sydlige Levant. Selv i nedgangstider for det egyptiske rige er Levanten blevet forsynet med elfenben, så nubierne må have handlet uafhængigt af Egypten, som ellers ofte var mellemmand på datidens handelsruter.
Det nye studie viser, at oldtidens verden var forbundet på kryds og tværs. Men det giver også et indblik i, hvorfor Nubien i Esajas’ Bog kan kaldes velstående (Es 45,14). En del af den velstand skyldtes handel med datidens største luksusvare: elfenben fra centralafrikanske elefanter.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2026/1, af Af cand.theol. Kasper A. Bergholt
