Når vi læser i Bibelen skal vi huske at det ikke blot er historier, men at det faktisk også er historisk læsning, og at der er mange eksterne kilder, som støtter op om Bibelen. Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) arbejder på at bringe disse informationer, de udgiver hvert år 4 magasiner, hvor de formidler viden om de bibelske skrifter ud fra historiske og arkæologiske indsigter.
Herunder er der samlet en række udvalgte artikler, bragt i samarbejde med Selskab for Bibelsk Arkæologi, hvor du kan grave dybere ned i Bibelens tekster, med artikler fra eksperter på området. Hver artikel kan både læses her, men også under de relevante Bibelvers, både i læseplanen og på de enkelte Bibelbøgers underside.
Læs mere og tilgå al deres materiale på bibelskarkaeologi.dk
Jonas’ Bog – Hvad siger arkæologien? (Jon 2)
Den bibelkritiske forskning anser Jonasbogen for at være skrevet meget sent (mellem 400 og 200 f.Kr.) for at begrunde, at Gud er den største i verden, både i kraft af sin magt over naturen og over den fortidige stormagt, Assyrien. I denne artikel vil vi se Jonasbogen i lyset af arkæologiske fund fra den tid, som den angiver at skildre, nemlig det 8. århundrede f.Kr. Det kaster overraskende nyt lys på bogen.
Hvem var Jonas?
2 Kong 14,25 omtaler en profet ved navn Jonas, som virkede under kong Jeroboam II af Israel, ca. 780-760 f.Kr. Hvis profeten i Jonasbogen er den samme, var han født og bosat i landsbyen Gat-ha-Hefer lidt nord for Nazareth, ca. 1 km nordøst for landsbyen Mash’ad, hvor en forhøjning udpeges som ‘Jonas’ grav’.
Tarshish
Jonas flygter if. Jon 1,3 via havnebyen Jafo, hvor han stiger på et skib mod Tarshish. Der er 2 mulige identifikationer af stedet:
Tarshish på Sardinien: Denne by, som fønikerne oprettede i det 9. årh. f.Kr., havde en art ’industri’ i form af metaludvinding fra malm. Den anses dog ikke som rejsens destination.
Tarshish (Tartessus) i Spanien: Denne by er den mest sandsynlige. Den lå på Spaniens sydkyst (mellem Gibraltar og grænsen til Portugal) ved det nuværende Cadiz ved Guadalquivirflodens munding. Tartessus var det vestligste punkt i datidens kulturverden. Byen blev grundlagt af fønikerne i det 10. og 9. årh. f.Kr., så det har ikke været et problem at sejle dertil midt i det 8. årh. f.Kr. Byen havde en storhedstid gennem handel med fønikerne (og videre israelitterne – se 1 Kong 10,22 og Jer 10,9) og byen Karthago. De arkæologiske spor antyder, at kontakten til byen ophørte ca. 550 f.Kr.
Arkæologien i Sydspanien
I dette område er der spor efter syrisk-kana’anæiske forbindelser med udnyttelse af sølv- og jernminer i de bagvedliggende andalusiske bjerge. Her er byerne befæstet med kvadersten på en måde, der kan minde om byen Samaria. Der er endda fundet former af dekorerede lerkar, som helt specifikt svarer til lerkar fra Jernalderkulturen i det nordlige Syrien.
Tarshish i datidens kilder
Tarshish i Spanien nævnes adskillige gange af oldtidens historikere, f.eks. som ”bag Herkules’ søjler” (= Gibraltar strædet) hos Herodot. Assyriske referencer omtaler Tarshish som det vestligste punkt i den fønikiske kolonisering af datidens verden. Den græske historiker Strabo beskriver minedriften ved Tarshish således: “Hverken guld, sølv, kobber eller jern er nogetsteds i verden blevet fundet naturligt i sådanne mængder og i så god kvalitet” (bog 3, kap. 2, afsnit 8).
Over havet
Både de arkæologiske fund i området og antikke kilder giver indtryk af, at der kan have været en liniefartstrafik med varer fra Tyrus via Jafo og Karthago til Tarshish. Flere kilder angiver, at turen mod vest tog ca. 1 år (med ophold undervejs) og 3 år retur (da man opholdt sig i Tarshish-området høsten over mhp. proviantering). Jonas har således søgt at komme væk i en længere periode.
Bådtyper
Fønikerne var dominerende på Middelhavet mellem det 11. og det 7. årh. f.Kr. De havde hovedsageligt to skibstyper. Den “lange” var beregnet til krig og den “runde” til handel. Et assyrisk relief fra 701 f. Kr. i Nineveh viser begge typer af skibe i forbindelse med, at kongen af Tyrus og Sidon, Luli, flygter fra Tyrus. Langskibene havde en lodret bov med en fremspringende køl, hvis funktion var at spidde fjendtlige skibe. Agterstavnen var buet. I langskibene var der to rækker årer, og soldaternes skjolde udgjorde skibets beskyttelse på siderne. Disse langskibe havde en central mast med sejl. De mindre og runde handelsskibe havde afrundet bov og agterstavn. Her var der også to rækker årer, men ofte intet sejl. Lastrummene gemte enten store krukker eller metal-barrer. Krukkerne (amforaer) kunne indeholde olivenolier, vin, honning, m.m. I et skibsvrag fundet syd for Tyrkiet er der fundet metalbarrer, der nærmest har form som udspændte oksehuder. Det er oplagt, at Jonas må være taget med et handelsskib, og at han har været i stand til søge ro nede i skibet, f.eks. i et lastrum.
© British Museum, London.
En usikker kolos
Assyriens grusomhed i krig var almindelig kendt. Derfor var det måske helt utænkeligt for Jonas at tage til Nineve i centrum af Assyrien. Imidlertid var Assyrien netop i denne periode inde i en periode med ustabilitet. Fra 810 f.Kr. sad en mindreårig på kongetronen, støttet af sin mor. Han døde forholdsvis ung, og hans 4 sønner kæmpede de næste 60 år om tronen. Der blev en periode med gentagne snigmordsforsøg og oprør. Den assyriske hær var trods sin størrelse og styrke ikke i stand til at bremse oprørstendenser i de besatte områder. Der findes ikke engang en samlet kongeliste fra perioden. Derfor vovede folk som aramæerne, fønikerne og israelitterne at agere langt mere selvstændigt end tidligere. F.eks. opstiller den assyriske guvernør, Shamshi-ilu i byen Kar-Shalmaneser ved Eufratfloden, i denne periode en stele, hvor han praler af egne krigskampagner uden overhovedet at nævne den assyriske konge.
Nineve – En stor by for herren
Byen Nimrud (kendt som Kala i 1 Mos 10,11) var assyrernes hovedstad fra 853-707 f.Kr. Derfor kan det undre, at Gud sender Jonas til Nineve med advarsel om dom i stedet for til Kala/Nimrud, hvis ikke netop det skyldes de ustabile forhold i landet. På den anden side var Nineve en vigtig by i datidens Assyrien. Den blomstrede gennem handel med det centrale Anatolien, Urarturiget i det nuværende Armenien, mederne og perserne i Iran og med Egypten. Tilsyneladende har der været en eller anden form for centraladministration i byen. Assyriske kilder beskriver den som en vældig stor by (ca. 200.000 indbyggere) i forhold til de ca. 70.000, som hovedstaden Kala havde blot 100 år tidligere. Assyriske kilder oplyser, at byen fungerede som religiøst centrum op gennem det 2. årtusinde f.Kr. Byen var altså mindst 1000 år gammel, da Jonas kommer dertil. De gamle bymure omkranser i dag et område på ca. 2 1/2 x 4 1/2 km, mens forstæderne uden for murene formentlig har bredt sig op mod 10 x 10 km eller mere. Nineve ligger på to høje i dag. På den ene høj ligger Sankeribs og Ashurbanipals paladser, og den er grundigt udgravet. Den anden høj kaldes Nebi Yunus (“profeten Jonas”) og er kun lettere berørt af udgravninger, da en muslimsk helligdom for profeten Jonas ligger der.
3 dagsrejser
Hvordan kan Nineve være 3 dagsrejser stor (3,3)? Man har gættet på, at disse dagsrejser angiver byens omkreds, da de to græske historikere Diodoros og Herodot hhv. angiver, at der var 480 stadier (92,2 km) omkring byen , og at en dagsrejse var lig 150 stadier (28,8 km). Så ville det netop passe. Andre har foreslået, at en handelsrejsende skulle bruge 1 dag på at komme ind til bymidten og få tilladelse til at handle, den næste på selve handelen og den tredje på at komme ud igen. Uanset hvad, er det meget sandsynligt, at byen har bredt sig langt uden for bymuren og over på den modsatte flodbred. Dermed er det også sandsynligt, at byen har været så stor, at den har rummet op mod 200.000 indbyggere (jf. 4,11).
Nineves inskriptioner
Under kong Ashurnasirpal II (883-859 f.Kr.) blev byen for alvor udvidet, og endnu mere, da kong Sankerib i 705 f.Kr gjorde den til hovedstad. Sankerib byggede et enormt palads på 210 x 200 m. En af de senere konger, Ashurbanipal (668-627), indrettede dele af paladset til et stort bibliotek med mange inskriptioner fra fortiden og fra samtiden. Blandt de 22,000 lertavler, der er fundet i Nineve, findes bl.a. en række kalendertavler og varselstekster. Kalendertavlerne er ganske interessante, da de er fyldt med information om kongernes togter og andre begivenheder i det store assyriske rige. Problemet med dem er dog, at begivenhederne ikke bliver dateret efter noget UDEN for Assyrien. I stedet er de dateret ud fra kongens regeringsår (ligesom i GT). Der er imidlertid en meget vigtig undtagelse. Kalenderlisterne (og i øvrigt varselsteksterne) omtaler én begivenhed, som kan dateres helt præcist: en total solformørkelse. Moderne beregninger har vist, at den indtraf d. 15.6. i året 763 f.Kr. Herudfra kan alle andre begivenheder i kalendertavlerne dateres!
Andre informationer
Kalenderteksterne giver os også andre informationer af relevans for Jonasbogen, selv om de ikke omtaler profeten. De nævner, at hæren var ramt af en epidemi 2 år før formørkelsen. 4 år efter formørkelsen indtræffer endnu en epidemi. I hele perioden er der oprør i forskellige byer, og samme år som solformørkelsen finder en revolte sted i byen Ashur syd for Nineve. I varselsteksterne siges det endda, at efter en solformørkelse “vil kongen dø, og regn fra himlen vil oversvømme landet. Der vil blive hungersnød [og] en gud vil slå kongen og ild opsluge landet”. Umiddelbart kan det undre bibellæseren, at man i Nineve uden videre lytter til Jonas. Ikke desto mindre vil de have været ganske lydhøre overfor ham, hvis han netop dukkede op i denne periode (omkring år 758-757 f.Kr.), da de må have frygtet nye store trusler mod deres eksistens.
Konklusion
Jonas’ rejse passer arkæologisk godt med den tid, som teksten selv sætter ham i, måske med året 758-757 f.Kr. som tidspunktet for hans rejse. Det eneste, der sagligt taler imod, er, at Nineve ikke officielt var hovedstad i det ustabile Assyrien. Til gengæld er det vanskeligt at forestille sig, at Jonas’ bog skulle være opfundet flere hundrede år senere. I en senere periode ville der ikke være nogen ide i at flygte til Tarshish, da forbindelsen dertil var blevet afbrudt ca. 550 f.Kr. Det ville heller ikke være særligt slagkraftigt at skrive en bog om Guds store magt over assyrerne, hvis de netop var blevet slået og ydmyget af mederne og babylonerne.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2007/1, af cand.theol. Knud W. Skov.
Tog Lukas fejl? – Folketællingen, der forsvandt (Luk 2,1-14)
Og det skete i de dage …”. sådan indleder Lukas sin velkendte beretning om Jesu fødsel i Betlehem. For at vi nu kan forvisses om, at Jesu fødsel virkelig er historisk, sætter Lukas den i forbindelse med den romerske kejser Augustus, en lokal romersk statholder ved navn Kvirinius og en ganske bestemt folketælling. Bedre kan det næstenikke gøres. men holder evangeliet nu for en nærmere historiskprøvelse? Mange historikere er af den opfattelse, at Lukas tog afgørende fejl med hensyn til folketællingen: Der var ingen folketælling, da Jesus kom til verden. Hvis vi inddrager al tilgængelig historisk viden om perioden, ser billedet dog noget anderledes ud.
Mange problemer
Hvis man sætter sig for at undersøge de historiske omstændigheder omkring den folketælling, Lukas taler om, og som skulle have ført med sig, at den hellige familie måtte bryde op fra Nazareth og tage til Betlehem for at lade sig registrere dér, er det, som om problemerne bare vælter ud af skabet. Hvornår blev Jesus egentlig født? Både Lukas og Matthæus nævner, at Jesus blev født i Betlehem, mens Herodes den Store var konge i Judæa, Samaria og Galilæa (Matt 2,1; Luk 1,5). Vi ved fra den jødiske historieskriver Josefus, at Herodes døde om foråret i år 4 før vor tidsregnings begyndelse. Jesus må altså være født før år 4 f.Kr. Dette tidspunkt giver imidlertid nogle store vanskeligheder i forhold til Lukas’ informationer i Luk 2,1-2 om, at Jesus blev født kort tid efter den romerske folketælling, som statholderen Kvirinius lod gennemføre i det jødiske land på kejser Augustus’ befaling.
| Lukas som historiker |
| Vi bør ikke uden videre forkaste de informationer, som Lukas kommer med i optakten til juleevangeliet. I indledningen til sit evangelium skriver han, at han nøje vil gennemgå al materialet om Jesus og nedskrive det i rækkefølge, for at den romerske læser Theofilus kan se, hvor pålideligt evangeliet om Jesus er (Luk 1,1-4). Lukas har i al fald til hensigt at gengive historien korrekt og sætte den ind i dens rette sammenhæng. Lukas viser mange gange i sine skrifter et indgående kendskab til romersk praksis, romerske embedsmænd og romersk forvaltning. Ifølge en oldkirkelig tradition kom han fra Antiokia ved Orontesfloden, der var hovedstaden i den romerske provins Syrien, og hvor statholderne boede. Det var sikkert i denne by, han mødte Paulus, og siden fulgte han ham på to af hans missionsrejser. Lukas kan derfor have kendt til forhold i den romerske administration i Syrien, som ellers ikke er kendt fra andre bevarede kilder. Når han taler om en ”første folketælling”, kunne det skyldes, at han ved mere, end vi gør, og at han ved om ikke bare én, men to folketællinger, som Kvirinius havde ansvaret for. |
En umulig folketælling
Den nævnte folketælling synes umulig af flere grunde: For det første henviser mange til, at vi ikke har optegnelser om nogen folketælling, som skulle have omfattet hele det romerske imperium. Desuden var der ingen romersk folketælling i Jødeland i det tidsrum, hvor Jesus skulle være født. Den første kendte folketælling fandt først sted i år 6 efter Kristus, da romerne satte Herodes den Stores uduelige søn Arkelaos fra magten som konge i Judæa og indsatte en romersk prokurator i stedet. Denne folketælling omfattede i øvrigt kun Judæa, men ikke Galilæa, hvor Josef og Maria kom fra.
Det største problem er dog, at Kvirinius faktisk slet ikke var statholder i Syrien i perioden før år 4 f.Kr. Derimod blev han romersk statholder i Syrien i år 6-7 efter Kristus, altså ti år efter Herodes’ død, og det var ham, der gennemførte folketællingen i år 6 e.Kr. Rækken af romerske statholdere i Syrien er kendt fra forskellige kilder, og de levner ikke plads til Kvirinius før år 6 e.Kr. Mellem år 10 og 6 f.Kr. hed den romerske statholder i Syrien Gaius Sentius Saturninus. Han blev efterfulgt af Publius Quinctilius Varus (6-3 f.Kr.). Mange gør også opmærksom på, at romerne ikke foretog folketællinger i deres klientkongers riger. Så længe kongerne blot betalte deres skatter, blandede romerne sig ikke i, hvordan skatterne blev inddrevet. Herodes var en sådan romersk klientkonge frem til sin død; han havde tilmed status som ”Kejserens Ven”, en status, han opnåede ved at støtte Augustus i dennes kamp mod rivalen Antonius i årene 31-30 f.Kr. En romersk folketælling, som Lukas beskriver den, var ikke mulig i Herodes’ rige, mens han levede. Det er da også betegnende, at romerne gennemførte en folketælling i år 6 e.Kr., så snart Judæas status som klientkongedømme blev ophævet, og Judæa blev lagt direkte ind under romersk forvaltning. Mange konkluderer derfor, at Lukas tager fejl, når han forsøger at forankre Jesu fødsel i den profane romerske historie. Er juleevangeliet i det hele taget historisk, spørges der? Vi vil nu gennemgå de historiske problemer omkring ”den manglende folketælling” ét efter ét.
© HolyLandPhotos.org
Problem 1: Folketælling i hele Romerriget?
Hen mod slutningen af sit liv lavede kejser Augustus (der regerede fra år 27 f.Kr. til 14 e.Kr.) en fortegnelse over alle sine betydningsfulde handlinger i rigets tjeneste. Denne oversigt, som bærer navnet res gestae divi augusti (Den Guddommelige Augustus’ Gerninger), lod han kopiere og sætte op overalt i det store romerske rige, så alle kunne læse om dem. I 1555 fandt man en næsten fuldstændig kopi af dette værk hugget ind på væggen i forhallen til Augustustemplet i Ankara. Værket var skrevet både på latin og på græsk, det lokale sprog. I nyere tid har man fundet kopier af res gestae andre steder i Romerriget. Lukas kan tænkes at have læst den kopi, der var sat op i provinshovedstaden Antiokia. I et afsnit om folketællinger nævner Augustus indledningsvis, hvordan han lod en første folketælling gennemføre i hele Romerriget i år 28 f.Kr. Herefter siger han:
“Derefter gennemførte jeg endnu engang, efter at have fået magtbeføjelser som konsul, et lustrum, da Gajus Censorinus og Gajus Asinius var konsuler. Ved denne folketælling blev talt 4.233.000 romerske medborgere”
– (res gestae, kap. 8, linje 5-8)
Det lustrum, som Augustus nævner, var det særlige syndoffer, som kejseren bragte til guden Mars i Rom, når en folketælling var afsluttet. Vi ved, at de to nævnte konsuler bestred dette embede i år 8 f.Kr. Det betyder altså, at Augustus’ anden folketælling fandt sted i år 8, kun fire år før Herodes den Stores død. Denne folketælling var en rigsfolketælling, som omfattede alle romerske borgere i hele riget. Den kan derfor siges at have omfattet ”hele verden” (sml. Luk 2,1). Videre siger Augustus i sit res gestae, at han gennemførte en tredje folketælling af alle romerske borgere i sit rige i år 14 e.Kr., kun tre måneder før sin død. I modsætning til, hvad mange forskere antager, har vi altså utvetydige vidnesbyrd om rigsfolketællinger i det store romerske rige, og én af dem blev netop gennemført i år 8 f.Kr. Dette passer med tidspunktet for Jesu fødsel.
| Folketællinger og skattegrundlag |
| Ifølge Philipp Filtzinger skulle der betales skat af følgende: 1. Skat på løsøre, som blev takseret. 2. Skat på jorden (tributum solis). 3. Skat på indkomst i form af afgrøder fra mark, vingård og skov (usus fructus). Her indgik jordens kvalitet i vurderingen. 4. Kransskat (aurum coronarium). Denne skat bestod af ”gaver” til kongen i form af guld og penge. 5. Skat på handel og erhverv (centesima rerum venalium). Denne skat blev indført af Augustus og beløb sig til ca. 1 % af omsætningen. 6. Skat på hus. 7. Skat på salt. Dertil kommer tolden, som var en hovedindkomstkilde for Herodes den Store. Han opkrævede told, når varerne passerede flodovergange, bygrænser og byporte. Varer fra de græske byer øst for Jordanfloden blev beskattet i Kapernaum. Der skulle også erlægges afgifter på fangsten af fisk i Genesareth Sø, skriver Filtzinger. |
Problem 2: Var der folketællinger i provinserne?
Hvad med de ikke-romerske borgere i provinserne? I år 27 f.Kr. befalede Augustus, at også befolkningen i de provinser, som var underlagt kejseren, skulle tælles med henblik på beskatning. Statholderen for hver provins fik ansvar for folketællingen og havde officerer og embedsmænd til at gennemføre den på lokalt niveau. Professor Philipp Filtzinger, der var leder af Limes museet i Aachen, og som døde for 10 år siden, var en stor kender af forholdene i de romerske provinser. Han siger, at borgerne i forbindelse med et mandtal skulle afgive en erklæring om deres ejendomsforhold og om deres indkomster i form af afgrøder. På denne baggrund blev skatten fastlagt, som den enkelte havde at betale. Der foreligger beretninger om lokale romerske folketællinger bl.a. i provinserne Gallien (27. f.Kr. og 12 f.Kr.), Kyrene (7 f.Kr.) og Egypten (9 f.Kr.). Hver provins havde egne intervaller for folketælling, og disse faldt ikke sammen med rigsfolketællingerne. I Syrien var alle mænd skattepligtige, fra de fyldte 14, til de fyldte 65 år. Kvinderne blev regnet for skattepligtige allerede fra 12-årsalderen. I Egypten var alle kvinder og mænd skattepligtige fra deres 14. år, indtil de rundede de 60.
Mandtal hvert 14. År
I Egypten skrev romerne befolkningen i mandtal hvert 14. år. Dette interval dækker præcist den alder, en ikke-romersk borger havde, når man blev skattepligtig. På den måde var der ingen årgang af unge, som undgik beskatning. Fordi den skattepligtige alder var den samme i provinserne Syrien og Egypten, kan vi gå ud fra, at intervallet for provinsfolketællingen i Syrien også var 14 år. Josefus fortæller, at statholderen Kvirinius gennemførte en folketælling i Judæa, som var en del af provinsen Syrien, i år 6 e.Kr. Denne folketælling medførte voldsomme protester fra den jødiske befolkning og resulterede i flere opstande. Gamaliel henviser i sin tale til denne folketælling og det oprør, som fulgte i kølvandet på den (ApG 5,37). Hvis der var en provinsfolketælling i provinsen Syrien i år 6 e.Kr., må der have været et tilsvarende mandtal 14 år tidligere i provinsen, altså i år 8 f.Kr. Netop i dette år blev der gennemført både en folketælling af alle romerske borgere i hele riget og samtidig en provinsfolketælling af de ikke-romerske borgere i Syrien. Derfor ser Lukas de to folketællinger i nær sammenhæng med hinanden. Men dette sammenfald var et tilfælde.
Foto: Carsten Vang
Problem 3: Var Kvirinius i syrien før år 6 e.Kr.?
Kvirinius gjorde tjeneste i Syrien og Lilleasien mellem år 11 og 6 f.Kr. (se boksen).
| Kvirinius |
| Kvirinius, hvis fulde navn var publius sulpicius Kvirinius, blev født omkr. 51 f.Kr. i en fattig familie lidt syd for rom. Som så mange andre af jævn herkomst gjorde han karriere inden for hæren. I år 15 f.Kr. udnævnte kejser Augustus ham til prokonsul over Kreta og Kyrene, og i den egenskab bekæmpede han en stamme i ørkenen syd for Kyrene, garamanterne, med gode resultater. Kejseren udnævnte ham til det højeste embede (efter kejseren selv) ved at gøre ham til konsul i år 12. Mellem år 11 og 6 f.Kr. blev Kvirinius sendt til Syrien og Lilleasien med særlige beføjelser for at bekæmpe en krigerisk stamme, homonaderne, som hærgede provinsen Galatien og landet Kilikien, der hørte til den romerske provins Syrien. Den romerske historieskriver Tacitus nævner, at Kvirinius omkr. år 1 f.Kr. modtog en særlig udmærkelse for at have indtaget homonadernes fæstninger i Kilikien. Det meste af kampene mod denne stamme fandt dog sted i provinsen Galatien. I år 6 e.Kr. blev Kvirinius atter sendt til Syrien, men nu som statholder (legat) over Syrien og Judæa. Det er i denne egenskab, at han foranstaltede den provinsfolketælling, som vakte så megen vrede blandt jøderne både ifølge Josefus og ApG 5,37. Kvirinius vendte tilbage til Rom i år 12 e.Kr., hvor han døde ca. år 21 e.Kr., og hvor han fik en meget hæderfuld begravelse. Han var gift to gange, men havde ingen børn. |
I løbet af denne periode gennemførte den romerske statholder i Syrien, Saturninus, sandsynligvis en provinsfolketælling i år 8 f.Kr. Her er det vigtigt at forstå, at Kvirinius ikke var statholder i Syrien på dette tidspunkt. Han var udsendt med særlige militære beføjelser for at nedkæmpe homonaderne. I kampen mod homonaderne havde Kvirinius rådighed over de tre romerske legioner, som havde base i Syrien: Det var den 3. legion Gallica, den 6. legion Ferrata og den 10. legion Fretensis. De romerske legioner i Makedonien kunne Kvirinius derimod ikke råde over, da de var involveret i langvarige og hårde kampe mod thrakiske stammer gennem flere år. Kampen mod homonaderne må derfor være ført fra øst, fra provinsen Syrien, og med brug af nogle af de syriske legioner; men den har ikke været ført fra vest, fra provinsen Asien. I kraft af den langvarige krig mod homonaderne var Kvirinius således den øverste militære befalingsmand i provinsen Syrien.
Øverstbefalende i provinsen Syrien
Men dette gør ham jo ikke til statholder! Nej – men i kraft af sin position som udsending og den øverste militære befalingshaver over de tre romerske legioner havde han også myndighed over den lokale statholder Saturninus. Han havde dermed det øverste ansvar også for den civile forvaltning i provinsen, herunder når provinsbefolkningen skulle skrives i mandtal. Han var automatisk overstatholder, som Philipp Filtzinger formulerer det. Dette synes at have været en udbredt praksis i den romerske statsforvaltning. F.eks. havde Tiberius, den senere romerske kejser, sådanne særlige magtbeføjelser i provinsen Gallien og Germanien i år 16- 15 f.Kr., 9-7 f.Kr. og i 7-9 e.Kr., hvor han anførte en hær på seks legioner. Der er derfor god grund til at antage, at Kvirinius tilsvarende var øverstbefalende også på det civile område i Syrien. Den romerske historieskriver Tacitus siger som nævnt, at Kvirinius bekæmpede homonadernes befæstninger i Kilikien. For denne bedrift blev han tildelt en særlig hædersbevisning i år 1 f.Kr., da krigen mod homonaderne var ført helt til ende med succes. If. Tacitus fremhævede kejser Tiberius Kvirinius bl.a. for disse bedrifter:
”Kvirinius havde som en utrættelig soldat og ved sin nidkære tjeneste vundet embedet som konsul under den guddommelige Augustus. Efterfølgende modtog han triumfalære for at have stormet nogle befæstninger, som homonaderne havde i Kilikien”
– Tacitus, Annaler, 3,48
Når Kvirinius besejrede homonaderne og drev dem ud af deres fæstninger i Kilikien, som var en del af provinsen Syrien, er det endnu et tegn på, at han førte kampen mod dem fra øst, fra det syriske område. Efter at have drevet dem ud af de kilikiske bjerge, bekæmpede han dem i provinsen Galatien.
Problem 4: Var Kvirinius statholder?
Stadigvæk hed statholderen i Syrien ikke Kvirinius, men Saturninus mellem år 9 og år 6 f.Kr. Har Lukas ikke alligevel taget fejl her? Den danske oversættelse siger ganske vist, at Kvirinius var statholder. Men det ord, som Lukas anvender i 2,2 – hegemeuontos – kan sigte til andre embeder end statholderembedet. Det kan slet og ret oversættes med, at Kvirinius ”var leder” eller ”havde kommandoen” i Syrien. I sin egenskab af at være kejserlig udsending med særlige beføjelser kan Kvirinius have haft det øverste ansvar for den lokale folketælling af de ikke-romerske borgere i år 8. f.Kr. Han var den, som var lederen af Syrien. Det var så statholderen Saturninus’ opgave at gennemføre folketællingen i praksis.
Kirkefaderen Tertullian skriver i værket Mod Markion (ca. 208 e.Kr.), at netop denne Saturninus gennemførte en folketælling i Judæa på Augustus’ tid:
”Men det er konstateret, at en folketælling netop blev gennemført under Augustus i Judæa ved sentius saturninus, som kunne have tilfredsstillet deres undersøgelser vedrørende Kristi familie og afstamning”
– (mod markion, 4,19)
Tertullian bekræfter med andre ord, at den syriske statholder Saturninus faktisk gennemførte en folketælling i Judæa. Denne folketælling må have fundet sted i Saturninus’ embedstid, dvs. mellem 10 og 6 f.Kr. Tertullian sætter denne folketælling i forbindelse med Jesu familie. Tidligere i samme skrift siger han, at Augustus’ folketælling findes bevaret i Roms arkiver, og ”den er således et pålideligt vidne om Jesu fødsel” (bog IV, kap. 7). Kilderne for Kvirinius’ felttog mod homonaderne mellem år 11 og år 6 er ufuldstændige. Hans præcise titel og stilling er ikke kendt. Men Lukas’ beskrivelse af en provinsfolketælling under Kvirinius’ lederskab passer med perioden, med Kvirinius’ særlige opgaver i Syrien og Lilleasien og med romersk praksis for de ansvarsområder, som den øverste militære befalingsmand i provinsen havde, når han var udsendt med særlige beføjelser.
Problem 5: Folketælling under Herodes den Store
En ofte hørt indvending mod Lukas’ beskrivelse af en folketælling i Jødeland på Herodes’ tid går ud på, at romerske folketællinger kun blev gennemført i de kejserlige provinser, men ikke i klientkongedømmer. Herodes var en sådan klientkonge under romerne, og det lykkedes ham tilmed at få den særligt begunstigede status som ”Augustus’ Ven”. Han sendte to af sine sønner til Rom, for at de kunne få en romersk uddannelse. Imidlertid mistede Herodes sin status som ”Ven” omkring år 9-8 f.Kr. Herodes kæmpede mellem 12 og 9 f.Kr. i Nabatæa, hvor hans soldater lavede et veritabelt blodbad. Nabatæerkongen rejste til Rom og klagede til kejseren over Herodes’ brutale fremfærd, hvorefter Augustus skrev et vredt brev til Herodes og lod ham forstå, at kejseren fremover ikke længere ville behandle ham som Ven, men kun som en underordnet. Herodes havde derfor mistet sin gunst hos kejseren omkring år 8, og en folketælling ved romerske embedsmænd er således ikke nogen hindring. Også klientkongedømmer kunne blive underkastet kravet om folketælling. Sådanne folketællinger fandt f.eks. sted i Apamea og Nabatæa. Romerne kunne tilmed tilpasse folketællingen til lokale forhold, siger Jared Compton.
Sammenfatning
Meget tyder på, at Lukas kan have ret i sin omtale af den første folketælling, som Kvirinius var ansvarlig for. I år 8 f.Kr. gennemførte kejser Augustus en folketælling over hele det romerske rige. Samme år var der også en folketælling i Syrien, som den lokale syriske statholder stod for. Hvis Kvirinius havde disse særlige magtbeføjelser i krigen mod homonaderne, som der er grund til at antage, har han også haft det overordnede ansvar for den civile administration, herunder folketællingen i Syrien. Lukas vidste, at Kvirinius’ folketælling i år 6 efter Kristus ikke var den første, som han gennemførte. Derfor beskriver evangelisten folketællingen op til Jesu fødsel som den første, som blev gennemført, mens Kvirinius var den øverstbefalende i Syrien.
Selskab for Bibelsk Arkæologi – TEL nr. 2011/4, af Carsten Vang.